Camilla Lind er tilbage på kriminalredaktionen på Morgenavisen og insisterer på at optrevle, hvad der egentlig skete, dengang Susan forsvandt. Da Camilla opsøger Susans gamle klassekammerat Pia for at få mere at vide, finder hun en familie knuget af sorg, fordi Pia samme morgen er gået i Dyndet og har druknet sig. SARA BLÆDEL er journalist og udgav i 2004 den første bog om kriminalassistent Louise Rick. Pigen under træet er den tiende bog i serien, og undervejs er Sara Blædel fire gange blevet kåret af læserne som danskernes yndlingsforfatter. I 2014 modtog Sara Blædel boghandlernes fornemme pris De Gyldne Laurbær for romanen Kvinden de meldte savnet. Sara Blædels bøger er solgt i mere end tre millioner eksemplarer og er under udgivelse i 38 lande.
Louise Rick har orlov fra sit job i Drabsafdelingen og er i utide blevet kaldt hjem fra sin jordomrejse, fordi hendes bror har forsøgt at begå selvmord. Han er sønderknust, fordi hans kone, Trine, igen har forladt ham og deres to små børn. Louise prøver at hjælpe sin bror med at finde Trine, som ikke har givet lyd fra sig, siden hun forlod hjemmet. I sin søgen blandt Trines ting finder Louise et gammelt klassebillede, og det går op for hende, at Trine i sin tid gik i klasse med Susan og Pia og var med på den lejrskoletur, hvor Susan forsvandt …
SAR A BL ÆDEL
F OT O: L E S K A NE R
På Bornholm finder man liget af skolepigen Susan, der forsvandt sporløst under en lejrskoletur i 1995. Liget har ligget gemt i en klippesprække i Ekkodalen i over tyve år.
PIGEN UNDER TRÆET ISBN: 978-87-400-1470-9
EN LOUISE RICK-KRIMI
PIGEN UNDER TRÆET SAR A
BLÆDEL
”
Grotten lå som en åbning i klippen. Hun fik øje på den i det blege måneskær, der trængte ned gennem de tætte trækroner. Forvirret og famlende snublede hun afsted og kæmpede sig længere op ad skrænten. Deres stemmer nåede hende nede fra stien og fik hende til at sætte farten op, indtil hendes fod skred ud, og hun var ved at falde. Hun nåede at gribe ud og klamre sig til en spinkel busk, inden hun kravlede videre hen mod grotteåbningen, hvor hun kunne søge ly. Regnen begyndte igen, den ramte hende i ansigtet og fik bladene i de brede trækroner til at rasle over hende. Hun kunne ikke længere høre deres stemmer – det natsorte mørke omsluttede hende, mens hun søgte med hænderne mod stenene for at finde sit skjulested. Hjertet hamrede hårdt mod hendes ribben, og hun trak vejret tungt og besværet.
P O L I T I KE N S F O RL AG
978-87-400-1470-9_SB_PigeUnderTraeet_Dustjacket_148x224_R35_F94-25_F_PAN021.indd 1-5
30/09/2019 12.51
Pigen under trĂŚet
Pigen_under_traet.indd 1
03/10/19 14.56
Af samme forfatter: Dronning uden rige Trods modvind I skyggen af Sadd I serien med Louise Rick: Grønt støv Kald mig prinsesse Kun ét liv Aldrig mere fri Hævnens gudinde Dødsenglen De glemte piger Dødesporet Kvinden de meldte savnet I serien med Ilka: Bedemandens datter Ilkas arv Den tredje søster
Pigen_under_traet.indd 2
03/10/19 14.56
Sara BlĂŚdel
Pigen under trĂŚet Krimi
Politikens Forlag
Pigen_under_traet.indd 3
03/10/19 14.56
Til Gitte – min dejlige veninde, mit livsvidne og min lejrskolekammerat. Du er mit fundament.Â
Pigen_under_traet.indd 4
03/10/19 14.56
Bornholm, 1995 Grotten lå som en åbning i klippen. Hun fik øje på den i det blege måneskær, der trængte ned gennem de tætte trækroner. Forvirret og famlende snublede hun afsted og kæmpede sig længere op ad skrænten. Deres stemmer nåede hende nede fra stien og fik hende til at sætte farten op, indtil hendes fod skred ud, og hun var ved at falde. Hun nåede at gribe ud og klamre sig til en spinkel busk, inden hun kravlede videre hen mod grotteåbningen, hvor hun kunne søge ly. Regnen begyndte igen, den ramte hende i ansigtet og fik bladene i de brede trækroner til at rasle over hende. Hun kunne ikke længere høre deres stemmer – det natsorte mørke omsluttede hende, mens hun søgte med hænderne mod stenene for at finde et skjulested. Hjertet hamrede hårdt mod hendes ribben, og hun trak vejret tungt og besværet. Hun havde ondt i hovedet og følte sig voldsomt svimmel. Vidste, at hun havde mistet bevidstheden efter slaget, men vidste ikke, hvor længe hun havde været besvimet. De havde stået omkring hende og kigget, da hun langsomt kom til sig selv, men hun havde trukket sig væk. Hun var kommet op at stå, selvom hun hele tiden var ved at miste balancen, og så var hun løbet. Ind i mørket. Nu tog hun sig til tindingen og mærkede fingrene klistre mod 5
Pigen_under_traet.indd 5
03/10/19 14.56
huden og det gennemvædede hår, men hun kunne ikke se blodet i mørket. Hun ville aldrig tale med dem igen, det eneste, hun ønskede, var, at de lod hende være i fred. Klippevæggen skrabede mod den bløde hud på hendes bare arme, da hun maste kroppen gennem den snævre grotteindgang. Rystende af kulde krøb hun sammen og knugede armene tæt rundt om sine knæ, mens hun koncentrerede sig om at trække vejret roligt. Længe sad hun og prøvede at høre deres stemmer gennem den hylende vind og lyden fra de larmende trækroner, til hun var helt sikker på, at de havde opgivet at finde hende og var vendt om. Smerten fra hovedet jog ned gennem kroppen, og kvalmen bølgede frem og tilbage. Regnen ramte hende først som små, kolde stænk, men tog så til og slog plaskende ind ad grottens smalle åbning. Vinden rev og ruskede over hende, og de kraftige stammer gav sig knirkende og larmende. Svimmelheden overmandede hende. Hun prøvede at lukke øjnene for at få den til at gå væk, men åbnede dem forskrækket igen, da en stor gren udenfor blev kastet til jorden med et højt smæld. Stormen og træernes klagen gjorde hende bange. Hun lukkede øjnene igen. Tænkte på Skipper. Tænkte på sin bror og forsøgte at tale sig selv til ro. Kvalmen var helt uudholdelig nu, og hun stødte skulderen hårdt mod et udspring i klippevæggen, da hun i sidste øjeblik stak hovedet ud i regnen og kastede op i voldsomme stød. Ør og rystende af kulde tørrede hun sig grædende om munden og trak sig så dybt ind i klippehulen, at hun kunne lægge sig ned. Smerten i hovedet var eksploderet, hun kom om på siden og krøb sammen for at holde på varmen. Igen lukkede hun øjnene, følte jorden dreje under sig og døsede hen. Indtil braget lød udenfor, og hun fór sammen. Derefter blev der helt mørkt omkring hende. Mørkt. Og endnu mere trangt.
Pigen_under_traet.indd 6
03/10/19 14.56
- Louise Rick, Louise Rick! Han udtalte hendes navn Lois Rek. Solen kastede et aftengyldent, orange skær ned over havet, der strakte sig dybblåt foran hende, så langt øjet rakte. Det havde været utåleligt varmt på stranden i dagens løb. Alligevel sad hun her, fordi hun ikke var i stand til andet. Først ignorerede hun hans kalden. Tomheden indeni gjorde hende tung, ugidelig og langsom. - Emergency! råbte han. - It’s a family matter. Please come to the phone! Han var nået næsten helt ned til hende i vandkanten. Hans fødder satte aftryk i det våde sand, og han hev forpustet efter vejret. Forsinket trængte hans ord endelig ind, og hun vendte sig med et forskrækket ryk og stirrede op på ham. - Hvad er der sket? Han rakte en hånd ud mod hende, som om han ville trække hende op fra det lille håndklæde, hun havde taget med fra hotelværelset. - Please come, gentog han skingert, inden han vendte sig og begyndte at løbe tilbage mod receptionen, som lå på den anden side af vejen, hvor madboder var stillet op mellem parkerede bi7
Pigen_under_traet.indd 7
03/10/19 14.56
ler. Knallerterne, der døgnet rundt susede forbi hotellet, larmede infernalsk, men Louise hørte ikke støjen, da hun skyndte sig efter manden op mod hotellet, som lå i en lille åbning mellem palmerne. Thailand havde ikke været hendes valg. Men det var aftalen, da de tog afsted. Seks måneders orlov, hvor alle fik lov at bestemme, hvad de gerne ville opleve. Efter første stop i Mexico, hvor hendes plejesøn, Jonas, havde taget dem med i mayaindianernes fodspor, havde de rejst i Sydamerika, Afrika og Indien. Fire måneder havde de været afsted. En lille sammenbragt familie på oplevelsestur. Louise og Jonas. Eik og Stephanie. Louise blev trukket med ind i receptionen til et skrivebord, der stod bag ved disken. På bordet lå telefonrøret og ventede. Hendes egen telefon lå på værelset. Slukket. - International call, sagde han og pegede på røret. Pludselig blev Louise grebet af en lammende frygt. Hun havde i den seneste tid gjort, hvad hun kunne, for at lukke virkeligheden ude, og nu lå røret på bordet foran hende – klar til at konfrontere hende med virkeligheden. Hun sank mat ned på stolen foran skrivebordet, manden fra receptionen greb telefonrøret og masede det ind i hendes hånd. - Hallo, sagde hun spagt, da hun tog røret op til øret. - Det er Mikkel, sagde hendes far med en stemme, der var svær at genkende. - Han har forsøgt at tage sit eget liv. Han er indlagt i Roskilde, vi er hos ham nu. Han tav et øjeblik og tog så en dyb, dirrende indånding. - De kan endnu ikke sige, om han overlever, fortsatte han så. - Jeg tror, du skal komme hjem. Mikkel. Hendes bror var to et halvt år yngre end Louise, og de var tætte. Ikke så tætte, som de ville have været, hvis Louise var blevet 8
Pigen_under_traet.indd 8
03/10/19 14.56
boende på Midtsjælland i stedet for at stikke af til København efter Klaus’ død. Men af tusind grunde havde hun ikke kunnet blive, hun havde ikke engang deltaget i sin kærestes begravelse. Alligevel havde hun og Mikkel haft en god kontakt, og hun var gudmor til begge hans børn. ‘Terroristerne’, som hendes mor havde kaldt sine børnebørn, da de var små. Nu var terroristerne blevet fire og seks år, og der var faldet lidt mere ro på. I hvert fald på Kirstine. Der var mildt sagt stadig temmelig meget fut i Malte, men Louise havde udviklet et blødt punkt for sin nevø, selvom hun egentlig ikke var så meget for børn, der blæste larmende rundt i stuerne. - Jeg kommer. Hun havde svært ved at slippe røret, da de havde sagt farvel. Hendes Mikkel, som havde deltaget i Klaus’ begravelse for at lægge en rød rose på hans kiste fra hende. Broren, hvis verden brasede sammen, da hans kone forlod ham og efterlod ham med de to små børn, parcelhuset i Osted og regninger, han ikke var i stand til at betale. Han havde taget ekstrajobs som fragtmand og havde kørt land og rige rundt, når han ikke passede sin stilling på reservelageret hos Volvo i Roskilde. Der gik næsten et år på den måde, før Trine flyttede hjem igen. Men siden havde han virket glad, og Louise havde flere gange tænkt, at det måske i virkeligheden var det bedste, der kunne ske for deres parforhold, at hun rejste, for nu lod det til, at de var kommet endnu tættere på hinanden, og der var faldet en ny ro over dem, som om de hvilede mere i det, de havde sammen. Hun havde ellers ikke haft meget tilovers for svigerinden i den periode, hun havde været væk fra familien. Men det var overstået, hendes bror var glad, og så var Louise også glad. Hun havde altid tænkt, at hun ville krydse jordkloden for at passe på sin bror – noget, han ville hade, hvis han hørte hende sige det. Han var et hoved højere end hende og lignede ikke ligefrem 9
Pigen_under_traet.indd 9
03/10/19 14.56
én, der havde brug for en storesøster til at passe på sig. Men hun havde lovet sig selv, at hun altid ville være der for ham. Louise sov under det meste af turen hjem i flyet. Efter at Eik og de andre var rejst videre, havde hun overtalt den lokale apoteker til at udlevere nogle sovepiller, som egentlig krævede recept, men hun havde talt sig i en elegant bue uden om en thailandsk læge, og de piller havde fået hende gennem nætterne, der var gået. Fordi det var et ‘emergency’-tilfælde, havde hun fået lov til at forlade det lille usle turisthotel uden at betale for mere end den tid, hun havde boet der, selvom de kunne have krævet betaling for ugen ud. Der var ikke ret meget godt at sige om værelserne på hotellet, og intet godt at sige om sengen eller den lille bruseniche, som primært var leveringsdygtig i iskoldt vand i en enkelt tilkalket stråle. Til gengæld var der en masse godt at sige om manden i receptionen, som viste sig også at være hotellets ejer. Det fortalte han, da han kørte hende til lufthavnen. Han havde selv tilbudt at være chauffør, og det blev også ham, der endte med at finde ud af, hvordan Louise hurtigst kom hjem til Danmark. To mellemlandinger, men uden ret lang ventetid. Det meste af rejsen lå hen i en tåge af uro, sorg, søvn og uvirkelighed. Som en ond drøm, der satte sig i leddene og gjorde kroppen stiv og hovedet ørt. Desuden havde hun intet spist, siden hun fik opringningen fra sin far, og det var heller ikke meget, hun havde drukket. I det hele taget var det ikke meget, hun havde indtaget de sidste par uger, efter hun havde sagt farvel til de andre. Hendes krop var gået i stå, og det føltes som et overgreb, når hun forsøgte at presse noget i sig. Hun var gået fra foderet, ville hendes far have sagt, selvom det mest var fugle, han havde forstand på. Hendes kuffert kom som en af de første. Det var hendes thailandske vært, der havde overtalt damen i lufthavnen til at sætte et 10
Pigen_under_traet.indd 10
03/10/19 14.56
rødt mærke om håndtaget, så den gled hurtigt igennem. Louise havde mistet tidsfornemmelsen. Et kig på telefonen viste, at den snart var halv otte om aftenen. Hun fik med det samme øje på sin far, som stod i venstre side af ankomstområdet, da hun kom ud gennem tolden. Han trådte frem og trak hende ind til sig, så de blokerede for de øvrige rejsende, der kom rullende med deres bagage. Hans faste omfavnelse forhindrede Louise i at spørge til broren, eller også turde hun bare ikke. Der var gået over et døgn, siden hun modtog opkaldet. De første fireogtyve timer var afgørende. Det var ofte de timer, der skilte liv fra død, vidste hun af erfaring. Da faren endelig slap sit greb og strøg sine tårer væk med håndryggen, trådte hun et skridt tilbage, så hun kunne se hans ansigt. - De siger, han overlever, hviskede han med lettet, grødet stemme. - Lægerne mener ikke, at han får nogen mén, men det var tæt på. Var din mor ikke kommet, ville Mikkel have været død. Han var bevidstløs, da hun fandt ham. Louise mærkede lettelsen skylle igennem kroppen, i et brus blev hun næsten løftet op fra jorden. - Kan vi køre op på hospitalet nu? spurgte hun. Hendes far rystede på hovedet. - De har bedt om, at han får ro i aften. Han har det ikke godt og er ikke sig selv, men du kan besøge ham i morgen. Faren tog kufferten og førte Louise med sig hen mod udgangen. Hun registrerede stemmerne, der summede, og den lave, lyserøde sol mod sit ansigt, da de kom udenfor. Men hun var stadig helt omtumlet, følelsen af at kunne skimte katastrofen i horisonten havde fået så godt fat i hende, at hele hendes krop befandt sig i alarmberedskab. Nu slap undergangsstemningen lige så langsomt 11
Pigen_under_traet.indd 11
03/10/19 14.56
sit greb, og hun følte, at hun begyndte at kunne trække vejret igen. De fik kufferten ind bag i bilen, og hendes far bakkede ud. Da de nåede ud på motorvejen, spurgte han til de andre. Navnlig til Jonas. Louise svarede lidt undvigende. Nøjedes med at sige, at alt var fint, og at hun skulle hilse, og så forsikrede hun ham om, at Eik og de unge sagtens kunne forstå, at hun var nødt til at tage hjem. - Du kan jo rejse tilbage og støde til dem igen, sagde hendes far, som om han ville undskylde, at han havde fået hende til at afbryde orloven, nu, hvor det viste sig, at hendes bror alligevel ikke var ved at dø. Motorvejsskiltene fløj forbi. Hun gav ikke de velkendte om givelser meget opmærksomhed, selvom hun havde været længe væk. Hun tænkte på Mikkel. Det var ubegribeligt for hende, at hendes bror kunne finde på at forsøge at begå selvmord. Han vidste, hvor ulykkelig og ødelagt hun havde været i alle de år, hvor hun troede, at hendes kæreste, Klaus, havde taget livet af sig. Det var hende, der havde fundet ham, da han hang ned fra et reb over trappen i det hus, de netop var flyttet sammen i. - Hvad skete der? spurgte hun, da de havde kørt et stykke i tavshed. - Hvordan gjorde han det? Hendes far stirrede stift på vejen og bilerne foran. - Udstødningsgas, svarede han endelig. - Mikkel lukkede sig inde i garagen og tændte motoren. Vi passede børnene, de skulle sove hos os. Men om morgenen ville din mor lige forbi efter noget i huset, inden hun afleverede dem, og så hørte hun bilen stå i tomgang derinde. - Udstødningsgas! gentog Louise højt. Det var efterhånden sjældent, de så den metode blive brugt. Den var enten for fattigrøve eller for de meget rige, plejede retsmedicinerne at sige. Metoden virkede ikke rigtig med nye biler, der havde katalysator. Så når de 12
Pigen_under_traet.indd 12
03/10/19 14.56
endelig kom ud til den slags selvmord, var de enten begået af en person, der stadig havde en af de ældre modeller, eller af en velhaver, der havde købt sig en eksklusiv veteranbil. Hun mærkede farens blik. - Han må have siddet derude længe, sagde hun og mærkede gråden trykke i halsen. Hvis garagen var tæt nok, ville han godt kunne dø af kulilteforgiftning, hvis han ellers havde tid nok. - Hvad med Trine, hørte hun ikke, at han gik ud? - Din bror var alene hjemme. Farens stemme var stadig grødet. Louise betragtede ham, men spurgte ikke om mere, hun var for træt og kunne ikke rumme det. I stedet tændte hun bilradioen, lænede hovedet tilbage og lyttede til nyhedsudsendelsen, der var i gang. “Politiet har netop bekræftet, at det var resterne af Susan Dahlgaards lig, der i sidste uge blev fundet på Bornholm. Den 14-årige skolepige, der i 1995 forsvandt under en lejrskoletur med sin klasse fra Osted Skole på Midtsjælland, blev fundet i en klippegrotte i Ekkodalen, som er et kendt udflugtsmål på øen. Identifikationen har været vanskeliggjort af ligets tilstand, og det er endnu uvist, om den unge pige har været udsat for en forbrydelse.” Louise rettede sig op. Det var én af de sager, der havde ligget i Eftersøgningsafdelingen. Hendes tidligere kollega, Olle, havde haft et billede af Susan Dahlgaard hængende på væggen bag sit skrivebord sammen med fotos af mennesker fra flere af de andre henlagte forsvindingssager, der jævnligt blev holdt i live i medierne. Dengang den unge skolepige forsvandt, var der blevet sat gang i den helt store eftersøgning. Bornholms Politi havde tilkaldt hjælp af Rejseholdet, og de lokale hundeførere var blevet assisteret af landets bedste sporhunde. Et hold på 30 mand havde med deres toptrænede gruppe 1-hunde afsøgt store områder omkring Svaneke Vandrerhjem, hvor skoleklassen havde været indlogeret. 13
Pigen_under_traet.indd 13
03/10/19 14.56
Ugen efter var et nyt hold blevet sendt over for at afløse, og sådan havde de arbejdet intenst i flere uger, indtil hundesøgningen blev indstillet. Politiet arbejdede ud fra den teori, at hun var blevet samlet op og ført bort fra øen. Susan Dahlgaards billede dukkede op i nyhedsudsendelser og på plakater, som lokale private eftersøgningsværn hængte op rundtom i landet. Hun var efterlyst med det, de inde i afdelingen kaldte ‘den fulde pakke’, som også dækkede alle internationale registre. De tre veninder, Susan Dahlgaard delte værelse med under turen, havde sidst set hende på havnen i Svaneke, hvor de skiltes. De fire piger havde på to cykler forladt vandrerhjemmet, efter der var blevet sagt godnat. Veninderne havde under afhøringen fortalt, at de var cyklet ned på havnen, hvor Susan havde sluttet sig til de drenge fra øen, de havde lært at kende. De skiltes foran Havne kiosken, og det var sidste gang, veninderne så hende. Drengene bekræftede, at de mødte pigerne på havnen, men afviste, at de havde været sammen med Susan efterfølgende. Derefter havde der ikke været flere spor af den 14-årige skolepige. Da Susan Dahlgaard forsvandt, gik Louise i gymnasiet i Roskilde. Det var, længe inden hun søgte ind i politiet, men sagen optog hende, fordi Osted lå så tæt på Hvalsø, hvor hun selv havde gået i skole. Hendes klasse havde også været på lejrskole på Bornholm, og oplevelsen stod stadig klart i hendes erindring. Dagen inden de skulle afsted, havde hun brækket kravebenet under en fodboldkamp. Hun var taget afsted med skulder og venstre arm tapet stramt ind i en bandage, så hendes veninder var nødt til at hjælpe hende med at komme i tøjet og binde sko. Det havde samtidig været alletiders undskyldning for ikke at kunne cykle ud på de længere ture, hvilket havde passet hende glimrende. Louise lukkede øjnene, i små glimt dukkede minderne fra lejrturen op, og hun huskede, hvordan bornholmerfærgen havde gynget, så flere fra klassen lå og 14
Pigen_under_traet.indd 14
03/10/19 14.56
kastede op på turen over. Hvordan de havde fået stukket en røget sild indpakket i avispapir i hånden nede på røgeriet. Og den store vaffelis på havnen i Gudhjem …
15
Pigen_under_traet.indd 15
03/10/19 14.56
Camilla Lind er tilbage på kriminalredaktionen på Morgenavisen og insisterer på at optrevle, hvad der egentlig skete, dengang Susan forsvandt. Da Camilla opsøger Susans gamle klassekammerat Pia for at få mere at vide, finder hun en familie knuget af sorg, fordi Pia samme morgen er gået i Dyndet og har druknet sig. SARA BLÆDEL er journalist og udgav i 2004 den første bog om kriminalassistent Louise Rick. Pigen under træet er den tiende bog i serien, og undervejs er Sara Blædel fire gange blevet kåret af læserne som danskernes yndlingsforfatter. I 2014 modtog Sara Blædel boghandlernes fornemme pris De Gyldne Laurbær for romanen Kvinden de meldte savnet. Sara Blædels bøger er solgt i mere end tre millioner eksemplarer og er under udgivelse i 38 lande.
Louise Rick har orlov fra sit job i Drabsafdelingen og er i utide blevet kaldt hjem fra sin jordomrejse, fordi hendes bror har forsøgt at begå selvmord. Han er sønderknust, fordi hans kone, Trine, igen har forladt ham og deres to små børn. Louise prøver at hjælpe sin bror med at finde Trine, som ikke har givet lyd fra sig, siden hun forlod hjemmet. I sin søgen blandt Trines ting finder Louise et gammelt klassebillede, og det går op for hende, at Trine i sin tid gik i klasse med Susan og Pia og var med på den lejrskoletur, hvor Susan forsvandt …
SAR A BL ÆDEL
F OT O: L E S K A NE R
På Bornholm finder man liget af skolepigen Susan, der forsvandt sporløst under en lejrskoletur i 1995. Liget har ligget gemt i en klippesprække i Ekkodalen i over tyve år.
PIGEN UNDER TRÆET ISBN: 978-87-400-1470-9
EN LOUISE RICK-KRIMI
PIGEN UNDER TRÆET SAR A
BLÆDEL
”
Grotten lå som en åbning i klippen. Hun fik øje på den i det blege måneskær, der trængte ned gennem de tætte trækroner. Forvirret og famlende snublede hun afsted og kæmpede sig længere op ad skrænten. Deres stemmer nåede hende nede fra stien og fik hende til at sætte farten op, indtil hendes fod skred ud, og hun var ved at falde. Hun nåede at gribe ud og klamre sig til en spinkel busk, inden hun kravlede videre hen mod grotteåbningen, hvor hun kunne søge ly. Regnen begyndte igen, den ramte hende i ansigtet og fik bladene i de brede trækroner til at rasle over hende. Hun kunne ikke længere høre deres stemmer – det natsorte mørke omsluttede hende, mens hun søgte med hænderne mod stenene for at finde sit skjulested. Hjertet hamrede hårdt mod hendes ribben, og hun trak vejret tungt og besværet.
P O L I T I KE N S F O RL AG
978-87-400-1470-9_SB_PigeUnderTraeet_Dustjacket_148x224_R35_F94-25_F_PAN021.indd 1-5
30/09/2019 12.51