2 minute read

Ritt Bjerregaard – Ovenpå

RITT BJERREGAARD OVENPÅ ERINDRINGER IV Ritt Bjerregaard fuldender sit store erindringsværk

Ovenpå er fjerde og sidste bind i Ritt Bjerregaards anmelderroste erindringer. Det udkommer på hendes 80-års fødselsdag, den 19. maj 2021.

Ritt fortæller i bogen levende og engageret om sin tid som overborgmester i København fra 2006 – et hverv hun så frem til som en spændende udfordring, og hvor hun kunne slutte en cirkel, der begyndte på 1940’ernes Vesterbro. Men det skulle komme til at gå anderledes, end hun havde håbet.

Balladen startede allerede under konstitueringen, da det gik op for den nye overborgmester, at både styreform og disciplin var ganske anderledes på Københavns Rådhus end på Christiansborg. Det kom til at betyde, at de fleste af hendes visioner for hovedstaden – omkring billige boliger, sikrere og mere klimavenlig trafik og bedre integration – gik op i ævl og kævl med de andre partier og ikke mindst hendes eget. Selvfølgelig var der sejre undervejs, som f.eks. gennemførelsen af klimakonferencen C40, hvor Ritt kunne trække på sit netværk fra tiden som EU’s miljøkommissær, men de hårde kampe sled på kræfterne.

Sidste bind af erindringerne handler ikke mindst også om Socialdemokratiet under Helle Thorning-Schmidts og Mette Frederiksens formandskab og – helt aktuelt – om det at være kvinde i politik, om at søge magt og indflydelse som kvinde, og om hvad der adskiller mænd og kvinder i magtpositioner. Og så handler det om det, der ligger Ritt allermest nær, og som har holdt hendes motivation, drivkraft, mod og humør oppe gennem et langt politisk livs med- og modgang: alle de mennesker, der har været i hendes liv – bekendte, venner og veninder, der på hver deres måde har inspireret undervejs. OM RITT:  POLITIKEN, BJØRN BREDAL ”Første bind af Ritt Bjerregaards erindringer lægger grunden til et hovedværk i dansk erindringslitteratur … en dejlig bog, som ingen fremover kan komme udenom, hvis man vil vide noget om, hvad der skete med Danmark i det 20. århundrede.”

OM VALGT:  BERLINGSKE, ANNE SOPHIA HERMANSEN ”Hendes erindringer er ikke kun et hovedværk i dansk erindringslitteratur, men også et værdigt eftermæle for et usædvanligt menneske. Tak for kampen, Ritt.”

OM UDENFOR:  ALTINGET , MERETE RIISAGER ”Jeg synes, Ritt Bjerregaard har gjort os andre en tjeneste ved at skrive så grundigt om det fantastiske liv, hun har levet, og det var en fornøjelse at læse Udenfor.”

Ritt Bjerregaard er uddannet lærer og blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet første gang i 1971. Hun var undervisningsminister i Anker Jørgensens regeringer i 1973 og 1975-1978 og socialminister 1979-1981. Hun blev statsrevisor 1982-1994 og derefter EU’s miljøkommissær 1994-1999. Fra 2000 til 2001 var hun fødevareminister i Poul Nyrup Rasmussens fjerde regering og 2006-2010 overborgmester i København. Hun har desuden været formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe ad flere omgange. Ritt Bjerregaard er gift med historikeren Søren Mørch. I hendes erindringsserie er tidligere udkommet Ritt i 2015, Valgt i 2017 og Udenfor i 2019.

FORFATTER: RITT BJERREGAARD OMFANG: 336 SIDER FORMAT: 15,3 X 22,8 CM – HARDCOVER PRIS: 300 KR UDKOMMER: MAJ 2021 ISBN: 978-87-400-6278-6

This article is from: