Samtaler jeg har haft med min kone

146 mm

23 mm

228 mm

Samtale r jeg ha r haft me d mi n k on e

er en selvudleverende og tankevækkende roman om længsel og tilgivelse og den svære kunst at åbne sig mod et andet menneske. Om tiltrækningens sult, om mystiske sygdomme og afskeden med en forælder, der aldrig rigtig gav det, man havde brug for. Og om at standse op midtvejs i livet og pludselig indse, at man bliver nødt til at bøje sig, hvis man vil nå en anden end sig selv.

S am ta le r jeg har h a ft med mi n k on e

politikens forl ag OMSLAG: ALETTE BERTELSEN, ALETTEB.DK FOTO: RAFA ELIAS, GETTY IMAGES

POL_Samtaler jeg har haft med min kone_omslag_FINAL.indd 1

ANDERS RØNNOW KLARLUND , født 1971, filminstruktør og forfatter.

Debuterede som skønlitterær forfatter i 2009 med romanen De Hengivne. Sammen med Jacob Weinreich har Anders under pseudonymet A.J. Kazinski solgt mere end 400.000 bøger i Danmark og er udgivet i over tyve lande.

A n ders K l a rlu n d

SAMTALER JEG HAR HAFT MED MIN KONE

116 mm

Ande r s K lar lun d

ANDERS OG CARMEN støder på hinanden en vinteraften, tilfældigt og magisk. Et af de øjeblikke, der kan ændre livets retning.

Det efterår bliver Anders skilt og kastes ud i et turbulent forhold, der skal vise sig at være mere besættende og smertefuldt, end han anede, at kærligheden kunne være. For den gådefulde Carmen lukker ham kun nødtvunget ind i sit liv og er ikke sådan at fastholde. Samtidig er Anders’ far døende og nægter at møde Carmen, da han ikke kan tilgive, at Anders blev skilt. Efter en hemmelig rådhusvielse rejser parret på bryllupsrejse til Paris. Her bliver Carmen alvorligt syg, og Anders er overbevist om, at det er hans kærlighed, der truer med at tage livet af hende. Han indser, at han ikke kender den kvinde, han er blevet gift med, og at hvis han vil redde kærligheden, er det ikke nok at elske. Han skal også forstå.

Hjemme igen begynder han at nedskrive deres samtaler og skænderier. Han leder efter små spor, et eller andet der kan afsløre, hvorfor Carmen lider, som hun gør, hvorfor han ikke må møde hendes familie, og hvilken hemmelighed hun bærer på.

146 mm

ROMAN POLITIKENS FORLAG

FOTO: LES KANER

116 mm

07/08/2018 16.23

Samtaler jeg har haft med min kone

Samtaler jeg har haft.indd 1

07/08/2018 18.56

ANDERS KLARLUND

Samtaler jeg har haft med min kone

PO L IT IK E N S FORLAG

Samtaler jeg har haft.indd 3

07/08/2018 18.56

Samtaler jeg har haft.indd 4

07/08/2018 18.56

Den sidste samtale Jeg står på gruset foran indgangen til parken, men kan ikke huske, hvordan jeg er kommet hertil. Jo, jeg har min sorte herrecykel med mig, jeg er naturligvis cyklet, men husker intet af turen fra postkontoret. Har den taget minutter? Eller en time? Bag på cyklen er pakken af blødt pap spændt fast, et kilo svovl. Okay, jeg har altså forladt postkontoret med pakken, spændt den fast og har cyklet omkring, i chok, på må og få, indtil jeg er stoppet op her ved museet.

Jeg ser ned ad mig selv, ingen uforklarlige sår eller skader, mine sko trænger til sværte, men ellers jeg er intakt, det er kun min bevidsthed, der har fået et slag. Som når solsorten rammer vinduet til mit arbejdsværelse på landet. I de få sekunder, hvor den kommer sig, kan man røre den, forsigtigt mærke fuglens lille hjerte slå bag de sorte fjer. Når den igen er ved bevidsthed og straks flyver væk, husker den intet om vinduets ejer, der har siddet på knæ og aet den på brystet, hvisket: “Kom så, du kan godt, op i luften igen.” Som solsorten i chok har jeg heller ingen erindring om, hvad jeg har lavet, ruten, jeg har cyklet, hvad jeg har sagt og gjort, men nu er jeg ved bevidsthed igen, det er tid til at se virkeligheden i øjnene: Jeg er blevet skilt fra Carmen, det var det sidste, jeg ville. Beskeden dukkede op på min mobil, da jeg stod i kø på postkontoret.

Jeg ringer Carmen op.

5

Samtaler jeg har haft.indd 5

07/08/2018 18.56

— Hallo, siger hun. Jeg synes, jeg kan høre det: Hun er lettet, men forsøger at lyde tynget.

— Du har skrevet under, siger jeg og trækker min cykel forbi det gamle egetræ og ind i anlægget, den mindst besøgte af alle byens store parker. Det var også her, vi mødtes i starten, her, vi indgraverede vores navne i egens bark.

— Det var jo det, du ville have mig til, råber Carmen.

— Det, jeg ville have dig til? Jeg har ofret alt for at få dig. Jeg ville alt med dig, jeg friede til dig. Du er den eneste, jeg nogensinde har været gift med.

— Begæring om skilsmisse, Anders. Sådan stod der, da jeg åbnede min mail, siger hun. I dag bliver det som alt andet ordnet over nettet. Jeg tænker, at lige præcis denne opgave har Statsforvaltningen været lykkelig for at overlade til et datasystem. Før da skulle man ind og tale med en embedsmand, bede om lov og forladelse foran et tungt bord af eg, måske hugget ud af træerne, de nedlagde, dengang man skabte parken her.

— Det er dig, der vil skilles, Anders, siger Carmen to gange, det gør hun med næsten alt. Siger tingene to gange, men med en lille variation. Når hun er træt, siger hun: “Jeg er så træt, jeg er så vanvittig træt.” Når hun morer sig over noget, bliver det til: “Hvor er det latterligt, hvor er det dog latterligt.” Jeg elsker, at hun siger alt to gange, alle hendes små mærkværdigheder. Carmen er elektrisk, tv-apparater tænder af sig selv, når hun går forbi dem, ikke hver gang, men ofte, også midt om natten, når hun drømmer. Så vågner vi til lyden af bomberne over Hamborg eller Cæsars angribende hær, en af udsendelserne om historie, det er altid dem, der sendes sent. Og det sker kun, når Carmen er i huset, tv-apparatet fejler intet, ud over at det kan tændes af mennesker med en særlig energi.

Jeg burde jo opleve det som utrygt, at Carmen er elektrisk, at hun pendulerer fra elskelig til ondskabsfuld uden ydre påvirkning, bare helt af sig selv på ganske få minutter. Men kedsomhed har altid forfulgt mig, jeg er rastløs, der skal ske noget nyt, og Carmen er altid frisk på lidt drama.

6

Samtaler jeg har haft.indd 6

07/08/2018 18.56

— Du sendte en skilsmissebegæring til mig, dengang jeg var i Rumænien, siger jeg. — Over nettet, lynhurtigt, da du var ked af det og vred på mig. Kan du huske det? Den underskrev jeg ikke. Vel? — Hvis du ikke vil skilles, hvorfor sender du så en skilsmisse­ begæring? spørger hun.

— Hvorfor sendte du en dengang? Da jeg var i Bukarest?

Carmen ignorerer mit spørgsmål, det gør hun altid, hvis spørgsmålet ikke passer hende. — Nu har du fået din frihed, siger hun i stedet for at svare. — Din elskede frihed. Til at komme ud til alle dine damer. Ulrikke. Det har du længtes efter, Anders. Nu må du nyde det.

— Alle mine damer? Der har ikke været andre end dig.

— Det er jo løgn. Hold nu op. Ulrikke, kan du huske hende?

Ved du hvad? Gå nu ud og fyr den af.

— Er det den forklaring, du vil klamre dig til? At jeg ville ud til alle mulige damer?

— Forklaring? Jeg har den forklaring, at du har bedt om en skilsmisse. At du hellere vil have Ulrikke.

— Fordi du ikke ville forholdet.

— Jeg ville godt! Det er dig, der ikke vil, du skal ikke tolke på mig! råber hun.

— Man bliver nødt til at tolke på den anden, når den anden ikke vil se sin mand, men heller ikke vil skilles. Det er så underligt, at man bliver nødt til at tolke. Forstår du det?

— Hvad er det for noget sludder?

— Sludder? råber jeg. En mor, der står med sin datter og fodrer ænderne i søen, vender sig, ser misbilligende på mig. Jeg dæmper mig, trækker cyklen langs søen, dybere ind i parken, langs den gamle voldgrav.

— Hvis du ikke vil skilles, hvorfor sendte du den så? spørger hun.

— For at give dig muligheden for at slippe ud af det. Det var jo det, du ville. Det sagde du i går i telefonen.

— Det sagde jeg ikke.

— Du sagde, at jeg lige så godt kunne bede dig gå nøgen gen7

Samtaler jeg har haft.indd 7

07/08/2018 18.56

nem København med en trafikkegle på hovedet som at bede dig om at finde tid til os.

— Sådan sagde jeg det ikke, siger Carmen, afviser min udlægning, jeg fastholder, kampen om referatet er begyndt. Vores skænderier er altid bygget over samme skabelon. Først selve skænderiet.

Det er ofte kort, ikke mere, end hvad der kan stå på en lille, hård cafeserviet fra Paris, jeg ved det, jeg har nedfældet et hurtigt skænderi, vi engang havde på Rue de Seine. Nej, det, som fylder, er den efterfølgende diskussion om, hvem der sagde hvad.

— Du sagde, vi ikke kunne være sammen, siger jeg. — At det var umuligt. Den måde, vi afsluttede samtalen på i går.

Hun afbryder igen: — Har jeg sagt, jeg ville skilles?

— Du har sagt alt muligt andet. Du har sagt nej til at se mig, stort set hver eneste gang jeg har spurgt.

— Det er svært, når man ikke bor sammen.

— Du taler, som om vi har små børn. Selvfølgelig kan vi finde tid, selv om vi ikke bor sammen. Hvorfor helvede blev vi så gift? Vi var enige om ikke at flytte sammen, før børnene var ude af reden.

— Der sker så meget. Du har selv travlt.

— Det er mig, der foreslår alt. Rejser, weekend, kaffe. Jeg vil til Galápagosøerne med dig.

— Galápagosøerne? Jeg har vandskræk, siger hun højt og fortæller om dengang, faren tabte hende ud over rælingen på en sejlbåd fem sømil fra Møns Klint. Moren sprang efter hende, dykkede ned og fik fat i lille Carmens lange, mørke hår, der hang som brandmandens tråde i vandet. Siden da har hun næsten ikke kunnet bade, højst til navlen og kun omkring frokosttid ved sensommer, hvor solen står højest. Når Carmen svømmer, sætter hun sig ganske kort på hug i det lave vand og bevæger armene tre gange uden at komme nogen steder, alt imens hun hidsigt trækker vejret gennem en pludselig trutmund, hun kun laver, når hendes krop sættes i forbindelse med saltvand.

— Galápagosøerne, Anders, gentager hun. — Du kan jo komme her og sove.

8

Samtaler jeg har haft.indd 8

07/08/2018 18.56

— Sove? Dine børn er oppe hele natten.

— De er ikke oppe hele natten. Det passer jo ikke.

— Carmen, det er ikke fedt. Hold nu op. Vi er voksne mennesker med vores egne børn. Der er ingen, der gider det. Jeg gider det ikke, børnene gider det ikke, mors nye mand, hvem helvede har brug for det? Vi skal finde tid sammen, dig og ...

Carmen afbryder: — Det er, som om du slet ikke anerkender, at hverdagen eksisterer!

— Selvfølgelig gør den det. Hverdagen eksisterer. Det gør døden også. Derfor forsøger vi alligevel at fokusere på livet.

— Hverdagen er ikke døden. Hverdagen er skøn, hvis man vil den.

—Da vi mødtes, ville du ud og se verden, du ville danse tango i Argentina. Og nu skal vi ligge og se X Factor om fredagen med dine børn. Er det sådan?

— Der er mange måder at være sammen på.

— Ved du, hvad du gør? Ved du det?

Hun svarer ikke, derfor gør jeg: — Du laver om. Først skal vi finde tid til os, lave ting, alt det, vi har savnet, før vi mødte hinanden.

Så skal vi ikke. Pludselig kan vi kun ses i din lille lejlighed.—Min lejlighed er halvfems kvadratmeter. Hvad er det, du har imod min lejlighed? Det er skørt. Du skulle have set dig selv i hovedet, sidst du trådte ind.

— Du laver om. På alt. På alt, hele tiden, indtil jeg løber skrigende væk. Og så kan du sige: “Se! Anders kunne ikke forholdet.”

— Jeg kan det hele. Jeg kan børn, jeg kan også dine børn. Det er dig, der ikke kan.

— Mig, der ikke kan? Kan hvad? Jeg kan det, jeg skal kunne. Jeg kan elske dig, finde tid til, at to voksne mennesker med hver deres børn kan være sammen her og der. Her og der, Carmen.

— Jeg kan jo ikke gøre for, at mine børn er her.

— Gøre for? Du skal finde tid til os. Vælge at være sammen med mig i stedet for dine veninder, når du endelig har tid. I sidste uge, sidste weekend, vores første weekend sammen i halvanden måned.

9

Samtaler jeg har haft.indd 9

07/08/2018 18.56

Du kommer lørdag aften klokken otte og skal af sted søndag morgen klokken otte. Tolv timer, de syv af dem sov vi. Det var, hvad det blev til.

— Jeg havde glemt en aftale, du ved, hvordan jeg er, jeg kan ikke planlægge. Jeg har en koncentrationsforstyrrelse.

— Hvad er det for noget? råber jeg.

— Det er rigtigt. I skolen, når vi kom til forældresamtaler, så sagde lærerne, at “Carmen er meget sød, men hun holder sig for ørerne i næsten alle timerne,” siger hun, fortsætter: — Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke huske lektier, aftaler. Jeg glemmer aftaler. Når jeg skal undervise, så kommer jeg ind i et tomt auditorium. Ingen studerende. Så har jeg taget fejl af ugen eller dagen. Det er pinligt. Det er så pinligt.

Dyb indånding, jeg ser ud over søens rolige vand. — Ja, så bliver det svært, siger jeg. — Hvis vi kun kan ses hver tredje eller fjerde uge, og hvis du højst sandsynligt aflyser den ene eller anden dag, fordi du har glemt en venindes fødselsdag. Det er klart. Det er ikke nok.

— Men jeg er jo her. Hjemme. Hver eneste nat. I min seng.

— Hvor du ligger ved siden af dine børn, kun adskilt af to franske døre, som i øvrigt ikke kan lukkes. Jeg ved ikke, hvad du forestiller dig.

— Jeg har en hverdag, du vil bare det nemme, stearinlys på bordet, lidt jazz i baggrunden.

— Og hvad fejler det?

— Det fejler ikke noget. Men livet er andet end det.

— Livet er, hvad man gør det til, siger jeg.

Carmen gentager, jeg kan næsten høre, hvordan hun ryster på hovedet samtidig: — Livet er, hvad man gør det til? Det passer jo ikke. Forældremøder og madpakker forsvinder ikke, fordi Anders vil gøre livet til romantik og stearinlys med jazzklarinet i baggrunden.

— Så hvad? Du vil have en mand, der kan flytte ind og tage sin andel af den røvsyge hverdag?

— Aldrig! Jeg brækker mig bare ved tanken. Jeg brækker mig, siger hun og laver en lyd, som om hun kaster op.

10

Samtaler jeg har haft.indd 10

07/08/2018 18.56

— Selvfølgelig vil du det. Jeg kan høre det på alt, hvad du siger.

Du skubber mig væk. Du skal have en mand, der kan noget for dig og dine børn. Det kan du gå ud og få nu.

— Men det er ikke det, jeg vil. Det er ikke mig, der vil skilles!

Det er jo vanvittigt, det her.

— Carmen, hold nu op. Vi ved begge to, hvad der er sket.

Nu græder hun. Jeg kan selv mærke presset bag øjnene. — Du er mit livs kærlighed, siger hun.

Jeg stiller cyklen fra mig, forsigtigt, så den lille papæske med et kilo svovl ikke falder af.

Carmen fortsætter: — Jeg kommer aldrig til at få en anden igen.

— Det gør jeg heller ikke.

— Du er lynhurtigt videre. Det ved jeg, siger hun.

— Det ved du ikke noget om. Det tror jeg, du er, siger jeg.

— Så kender du mig slet ikke. Du kender mig slet, slet ikke.

Ikke, hvis du siger sådan.

Jeg kan høre, at det ringer på døren bag hende.

— Det er min mor. Hun kommer for at bo her nogle dage, siger hun. Jeg har aldrig rigtig mødt Carmens mor, hun har altid været syg, når jeg har foreslået det, hendes helbred tåler ikke fremmede, kun Carmen plus søstre må træde ind i morens hus på en ø i Limfjorden. Det minder mig om mine barndoms forelskelser, at gå forbi den lave, stråtækte gård på Degnebakken igen og igen i håb om at støde på pigen fra parallelklassen, hende, der var trådt ud af barndommen før sine jævnaldrende. Men jeg skulle forbi et fort af forældre og brødre. Det lykkedes mig aldrig at komme indenfor.

Kun ved høstfesten for egnens gårde fik jeg et minut eller to med hende. Vi gemte os i den høje lade med alle halmballerne, øverst under det gamle træloft, hvor flagermusene sov om dagen. Jeg fandt hendes hånd og holdt fast, indtil faren eller moren kaldte, og det hele var ovre. Stjålen kærlighed, den slags burde høre barndommen til, alligevel sidder jeg tilbage her ved voldgraven med samme fornemmelse. At jeg er blevet holdt ude, af moren, af søstrene, at jeg har forsøgt at rage noget til mig, der ikke var mit.

11

Samtaler jeg har haft.indd 11

07/08/2018 18.56

— Er du der? spørger Carmen.

— Ja. — Hvad tænker du på?

— Det ved jeg ikke.

Mere stilhed. Et blik ud over søen, i de gamle voldgrave er vandet kun klart, når det fryser til. Om sommeren er det uigennemsigtigt og grønt, gammelt vand fra en tid med fæstninger og vindebroer. Et pludseligt minde: Mig og mine drenge, vi stod på skøjter her, da de ikke var mere end syv og elleve. Byens søer var frosset til, men ikke nok til at færdes på isen, påstod politiet. Jeg gik herned med drengene for at undgå ordensmagten, der kun patruljerer ved de store søer. Mens drengene stod sammen med ænderne på bredden, gik jeg forsigtigt ud for at undersøge isens tykkelse. Isen var fin, helt gennemsigtig, langt nede kunne man se fiskene, der var blevet fanget af den pludselige kulde, frosset inde. Jeg husker dem som guldfisk, tusindvis, det må være forkert, der kan umuligt være guldfisk i voldgraven.

— Jeg bliver nødt til at løbe nu, siger hun.

Jeg ved, jeg har tabt. At jeg ikke kan holde fast i hende. Men hvorfor ved jeg ikke. Det ville være logisk, hvis jeg kunne mærke, at hun ikke elskede mig. Så ville det også være nemmere at give slip.

Men det føles ikke sådan. Det føles, som om jeg er blevet lokket i en fælde. Da vi talte sammen i går, lød det på hende, som om hun var færdig med os, hun lød endda helt rolig og rationel, hvad angik det forestående brud.

— Jeg skal hjælpe min mor op, siger hun.

— Så må du have det godt.

— Jeg håber virkelig det bedste for dig. Jeg har aldrig elsket nogen så højt, som jeg har elsket dig, siger hun.

Jeg overvejer et øjeblik at starte det hele op endnu en gang.

Hvorfor kan du ikke være sammen med mig, hvis du elsker mig, hvordan kan du vende ryggen til en kærlighed, der opstod så spontant og så ærligt?

Vores børn tror, at Carmen og jeg mødte hinanden, fordi de be12

Samtaler jeg har haft.indd 12

07/08/2018 18.56

gyndte at lege sammen efter skole, men det er usandt. De havde intet med det at gøre, det skete sådan her: Vi passerer hinanden på gaden, jeg er på vej ind for at hente min søn på fritidshjemmet.

Vejen fører mig gennem en baggård, op ad en ståltrappe til mezzaninen. Det er her, vores veje krydses, og her, vi ser hinanden i øjnene for første gang. Det er vinter, og vi kan kun se hinanden i det kunstige lys fra gadelamperne. Carmen har sydeuropæiske træk, ser mere romersk eller spansk ud end nordisk. Brune øjne, mørkt hår, elegant. Jeg er på vej ind, hun er på vej ud. Carmen vender sig på vejen, hendes ansigt rammes af lyset fra musikskolen i kælderen, det forsigtige smil er endda akkompagneret af instrumenter, der er ved at blive stemt, guitar og bas. Jeg står på trappen af stål, hun på gaden, vi har begge vendt os for at se på hinanden igen. Det andet blik. Vi fastholder det et øjeblik. Så smiler hun, vender sig og går.

Carmen har en sort frakke på, det mørke hår når hende til midt på ryggen. Har hun børn med? Jeg husker ingen børn, kun hende, Carmen, der vender sig om og ser tilbage på mig for anden gang.

— Er du der? spørger hun, jeg har siddet på bænken, stirret på søen, ude af stand til at styre mine tankers retning. Jeg har lyst til at fortælle hende om det, vores første møde, minde Carmen om, hvad der skete. Det er aldrig sket for mig før, ikke på den måde.

— Anders?

— Ja, hvisker jeg, noget med stemmen, den knækker over, det er forkert at sige farvel til noget, der er så rigtigt. Carmen og jeg har altid været i hinandens nærhed. Da jeg arbejdede som telefonsælger, gik Carmen til lægen i samme opgang næsten hver uge for at blive undersøgt for sygdomme, hun ikke havde. Sklerose og meningitis, hun var rædselsslagen og kunne ikke tænke på andet.

Vi kunne have mødt hinanden så mange gange, dengang jeg lavede lokalradio på det tekniske universitet. Jeg tog bussen fra stationen, Carmen tog samme bus for at komme ud til sin hest, et kulsort, aggressivt bæst, der kastede hende af så mange gange, at hun til sidst opgav. Senere åbnede jeg mit filmselskab hundrede meter fra det gymnasium, hvor hun underviste. Vi drak og dansede 13

Samtaler jeg har haft.indd 13

07/08/2018 18.56

på den samme natklub fredag efter fredag, vi mødtes aldrig, jeg gik altid hjem lidt efter tolv, og Carmen kom sjældent før to. Vi er gået forbi hinanden et utal af gange de sidste tyve år. Jeg er løbet fra stationen mod den bus, hvor Carmen sad med sine ridestøvler, dørene er lukket lige foran mig, jeg er gået hjem fra arbejde, minuttet før Carmen er kommet til aftenkonsultation med sin indbildte sklerose, jeg har drukket ud og har forladt natklubben, tænkt, som jeg gjorde dengang, om der mon fandtes en kvinde til mig, lige inden Carmen havde væltet ind med tre veninder. Også efter vi fik børn, har vi bevæget os i samme baner, hver fredag på motorvejen ud af byen, når hun skulle hjem til sin fødeø – det sted, som hun er flygtet fra og vendt tilbage til hele sit liv. Her har vi siddet ved siden af hinanden, i hver sin bil, altid en smule forskudt i tid, indtil den vinteraften foran skolen. Der var hun.

— Græder du, Anders? siger hun, her i nutiden, ved søen.

— Jeg har aldrig elsket nogen så højt. Du er den smukkeste og klogeste kvinde, jeg nogensinde har mødt, hvisker jeg og ved, det er sandt. Carmen er klog, hun er klog på mig.

— Jeg vil altid elske dig, siger Carmen.

Jeg vil altid elske dig. Sådan lyder det, når en kvinde vil væk, videre. Jeg bliver nødt til at slippe hende. Et hurtigt blik på min cykel, papkassen bagpå med et kilo svovl. — Okay, hvisker jeg, dyb indånding. — Farvel, Carmen.

— Måske vi kan være venner? Jeg kan ikke undvære dig, siger hun. Det gør hun altid, når vi når hertil. Noget i hende fortryder, hun er splittet, hun vil, hun vil ikke, hun sørger for at se mig så lidt, at jeg til sidst afslutter forholdet.

— Jeg vil have dig som min kone. Jeg kan ikke være din ven. Jeg elsker dig for højt. Jeg ville ikke kunne sidde til en middag, mens du sad med en anden mand, jeg kan ikke forestille mig noget mere modbydeligt.

— Jeg får ikke en anden. Jeg kommer til at sidde her og dø alene som en gammel indsunken rosin, siger hun. Endnu en af hendes faste vendinger, ingen har så mange som Carmen. Hendes mave 14

Samtaler jeg har haft.indd 14

07/08/2018 18.56

er altid en “sæk”, “jeg har så frygtelig ondt i min sæk,” siger hun, kroppen er et skrog, og hendes næse er en tud, til gengæld har hun ikke noget ord for sit køn, bare en retning — “dernede,” siger hun, “jeg har barberet mig dernede, vil du kysse mig dernede?”

— Jeg kommer til at være alene, siger hun. — Du finder sammen med hende Ulrikke, det skal nok gå.

— Carmen, please. Det må du ikke sige. Det passer ikke. Det var ingenting.

— Okay. Farvel, Anders.

Jeg tøver, indser, at der intet er at gøre, jeg kan ikke få hende til at holde fast i mig, hun er på vej ned fra halmballerne, høstfesten er forbi, hendes mor kalder.

— Farvel, Carmen.

Hun afbryder. Et øjeblik sidder jeg ubevægelig og forladt. Så kommer raseriet, den hurtigste genvej til sorg. Jeg flår min vielsesring af fingeren. Det er ikke svært, den har ikke siddet så længe, at fingerens hårde hud har lukket den inde. Jeg sigter efter søens midte, der hvor det vil være umuligt at finde ringen igen. Og så kaster jeg, jeg brøler samtidig, men søen tager imod det lille stykke metal med den mindste lyd af alle. Et næsten uhørligt plop. Nu ligger den dér på byens mudrede bund. Ringen. Sammen med stumper og stykker fra brynjer, med kanonkugler og rustne musketter. Voldgraven er det naturlige sted for dem, der tabte. Invaderende soldater fra Sverige, infanterister fra Preussen, mig.

Samtaler jeg har haft.indd 15

07/08/2018 18.56

Samtaler jeg har haft.indd 16

07/08/2018 18.56

FØRSTE DEL

Carmen

Samtaler jeg har haft.indd 17

07/08/2018 18.56

Samtaler jeg har haft.indd 18

07/08/2018 18.56

Første samtale — Hvad så nu?

— Hvad mener du? spørger hun, børnenes mor, ikke Carmen, jeg har slet ikke mødt Carmen endnu. Børnenes mor sidder i den røde sofa, bag hende hænger to næsten identiske malerier af fugle, malet, så det ligner en slags papirklip.

— Jeg mener os. Hvad med os?

Hun trækker på skuldrene. Jeg fortsætter: — Vi virker lidt matte.

Der er ikke så meget kontakt. Synes du?

— Det ved jeg ikke.

— Vi lægger os bare ved siden af hinanden om aftenen. Intet godnatkys, siger jeg. — Vi taler heller ikke sammen længere. Har du ikke tænkt over det?

Børnenes mor tænker. Imellem os står det omdiskuterede sofabord. De første ti år af forholdet havde vi klaret os uden. Et småborgerligt møbel, havde vi tænkt, ingen generation vil være som den forrige, og sofabordet var blevet synonymt med mine forældres. Det var ved sofabordet, at mine forældres parmiddage endte, hvor de sad og talte om ting, der var lige så fremmede for mig som deres tilstand, sådan blev de ved, weekend efter weekend, de sad der så længe, at det til sidst endte galt. Med skænderier og en fatal lussing, det var en nytårsaften. Min bror fandt senere ud af, at det 19

Samtaler jeg har haft.indd 19

07/08/2018 18.56

kom til håndgemæng over musikken, jazz eller Elvis. Den eneste indretningstendens, der er gået igen i de mange lejligheder, jeg efterfølgende er flyttet ind og ud af, er det manglende sofabord.

En ungdomskæreste dukker op med et, som hun har fået af sin far.

Et dyrt bord, teak eller palisander, og af en kendt designer, Børge eller Arne, jeg kan ikke huske det, kun at jeg slæber det op på loftet.

Man skal sidde sammen eller over for hinanden uden noget imellem sig, siger jeg til hende. Vinglasset kan man stille på gulvet, hvis man synes, der er for langt ned, kan man finde et par tunge bøger, Brødrene Karamazov oven på Moby Dick er alt, hvad der skal til for at løfte en kop eller et glas vin.

Jeg husker særligt barndommens sofabord nummer to, det, som skulle hentes i Marmorhuset og stå i den nybyggede pejsestue: en oval plade af marmor i melerede røde farver, som overfladen på Mars. Jeg er selv med for at hente det i Marmorhuset, et varehus af glas, der importerer eksotiske ting fra den antikke verden, skulpturer, palmer, små springvand til haven af den slags, ellers kun romerske kejsere fik anlagt. Og jeg husker samtalen, senere, da gæsterne igen sidder på hver deres side af det nye bord. Min fars kollega fortæller om en episode med Marmorhusets stuepalmer, dem, som min mor også har købt et par stykker af, og som nu står med dybe suk i den nybyggede pejsestue. Man havde fundet en fugleedderkop i en af palmerne. Statens Skadedyrsbekæmpelse blev tilkaldt. De tog krabaten med sig. Betalte parret to hundrede og halvtreds kroner og havde forklaret, at det ikke var unormalt.

Når man importerer eksotiske palmer, kan der også dukke eksotiske dyr op, sådan er det. Edderkopper lægger deres æg, hvor de kan slippe af sted med det, husk bare bananarbejdernes sang: A beautiful bunch o’ ripe banana, hide the deadly black tarantula.

Næste dag bliver vi ængstelige. Min far synes også, han har hørt noget røre på sig i bananpalmerne, når han ligger på sofaen og læser sin avis. Og jo. Øverst i palmen, der hvor små bananer ikke er dukket op, som de skulle, sidder en edderkop. Ikke så stor, som vi har frygtet, men for stor til at tale dansk. Mine forældre ringer til 20

Samtaler jeg har haft.indd 20

07/08/2018 18.56

Marmorhuset, som kontakter myndighederne. Der bliver lukket af til pejsestuen. Døren bliver låst, nabobørn tilkaldes. Vi står udenfor, maser ansigterne mod glasset i terrassedøren for at få et glimt af det dødbringende dyr og skiftes til at synes, at vi har set noget bevæge sig. Sidst på eftermiddagen kommer de fra Statens Skadedyrsbekæmpelse. Det eneste beskyttelsesudstyr, de har på, er et par havehandsker. Det er min far, der lukker dem ind, mens min bror har øjnet en forretningsmulighed: Han begynder at kræve penge for at få adgang til dramaet. En krone, hvis man vil se udyret.

På et tidspunkt bliver det for meget, og min mor genner os væk, vi forstår ikke hvorfor, noget med, at de skal have fred til at arbejde.

Så vi sidder på kantstenen og venter, sådan som man gør. Hænger ud på vejen og venter på, at der skal ske noget. Efter en time kommer manden og kvinden ud. Edderkoppen har de i et uigennemsigtigt glas. Det var en fugleedderkop. Og mine forældre får tre hundrede og halvtreds kroner, hundrede mere end de andre. Den her havde nemlig unger på ryggen. Men det er ikke det afrikanske kryb, som har udløst min sofabordsfobi. Det er afstanden, der bliver skabt mellem mennesker. Mennesker, som burde være tætte.

Alligevel sidder jeg der igen, kort før jeg møder Carmen for første gang, med børnenes mor på den anden side af bordet. Hvordan mon det var gået, denne aften, hvis vi havde siddet i samme sofa, rørt ved hinanden?

— Hvad tænker du på? spørger jeg fra min side af stuen.

— Det, du siger.

— Og? — Ja, hvad med os? siger hun.

— Man kan ikke bare gentage den andens spørgsmål.

Hun tøver et øjeblik. Så siger hun: — Hvis det ikke havde været for børnene, så havde vi nok forsøgt at bo hver for sig.

Det lyder som en rimelig udtalelse. Vi har måske ikke mere at give hinanden. Heller ikke mere vrede, de sidste år af vores tid som par har været de mest rolige. Skænderier kommer og går med kærligheden. Når man bliver lidt mere ligeglad, får man fred som 21

Samtaler jeg har haft.indd 21

07/08/2018 18.56

belønning. Spørgsmålet er, om man kan leve med fred? Eller om man har brug for krigen, for kærlighed betyder krig. Denne vinteraften, hvor børnene leger i hver deres ende af lejligheden, tilbyder deres mor mig et glimt af den fremtid, vi kan dele: Vi behøver ikke lave så meget sammen, siger hun. — Man skal heller ikke kysse godnat eller godmorgen, det er fint at vide, at den anden er der et eller andet sted.

— Det lyder mere, som om man er søskende, siger jeg. Jeg er ikke vred, ikke denne aften. Vreden melder sig først senere. En dag, jeg krydser Dronning Louises Bro og ser to unge elskende. De kysser hinanden midt på broen, længe, deres ånde vokser sammen, bliver til en fælles varme, der hænger i luften over dem. Dér mærker jeg et pludseligt raseri. Kysset tager for lang tid, det er ikke noget, man skal gøre offentligt, et hurtigt kys eller to, som italienerne.

Hvis man vil mere end det, må man gå hjem og trække gardinerne for. Sådan tænker jeg, sådan føler jeg. Et had mod lidenskab.

 Bilen skrider ud i sølet af mørk storbysne. Jeg burde købe nye dæk, nogle, der er gode til vinter. Mens jeg parkerer, fortæller en videnskabsmand i radioen om risikoen for, at Jorden vil forsvinde på et øjeblik, når man tænder for den nybyggede partikelgenerator i undergrunden mellem Schweiz og Frankrig. Generatoren er menneskehedens største ingeniørbedrift, siger nogen. Røret er bredere end metroen i København og halvfjerds kilometer langt. Mindre kan ikke gøre det, hvis man vil knalde to bittesmå partikler sammen med lysets hastighed og genskabe en flig af Big Bang — fødslen af universet. Nogle videnskabsmænd mener, at det bliver vores undergang, og miljøaktivister har anlagt en sag ved en domstol i Hawaii for at få lukket eksperimentet. Enkelte forskere mener endda, at det ikke kun er Jorden, der vil gå under, men kosmos, hele universet vil briste som en ballon, når forskerne i Schweiz tænder for maskinen, samtlige stjerner og galakser på himlen vil blive opslugt ved et 22

Samtaler jeg har haft.indd 22

07/08/2018 18.56

enkelt tryk på On om et par uger eller måneder, når de er klar. Jeg beslutter at vente med at købe nye dæk til bilen, slukker, går ud.

Stilladset dækker hele bygningens facade, tøvejret kom i går, og smeltevand løber ned langs lægterne. Nummer tolv, første til venstre, det er alt, hvad jeg ved. Jeg skal hente min søn, der er hjemme hos en ny legekammerat. Der står ingen navne på dørtelefonen, indenfor i opgangen kan jeg se en orange cementblander og en stak halve og kvarte gulvbrædder.

Jeg ringer på og bliver lukket ind. Døren binder lidt, jeg giver den et hårdt skub, begynder min opstigning.

— Hej. Første ord. Det kommer oppefra. Jeg står stadig på trappeafsatsen, ser op. Hun står i døren. Det er hende. Hende, der vendte sig om for at se efter mig for ikke så længe siden foran børnenes skole.

Og jeg er ham, der vendte sig om for at se efter hende. Jeg tænker igen, at hun har noget sydlandsk over sig, ikke bare det mørke hår og de brune øjne, også noget andet — en eksotisk aura, varme.

— Hej. Hun smiler, jeg tager de sidste otte eller ni trin, opgangen har en lugt af nybyggeri, savsmuld og maling.

— Anders, siger jeg og giver hende hånden. Hun tager den, kun med fingrene, ikke et ordentligt håndtryk, ganske let og feminint.

Det overrasker mig, måske er det derfor, jeg ikke hører hendes navn.

— Sagde du Carmen eller Karen? spørger jeg.

— Carmen, siger hun, griner og gentager: “Karen?” og griner endnu mere, med en hånd for munden, som om Karen er skandaløst i sammenligning med Carmen. Hun træder til side, lukker mig ind. Jeg går forbi hende, igennem hendes duft, der er meget af den.

— Har de leget godt? spørger jeg.

— Jeg har nærmest ikke set dem. Nærmest ikke.

Min yngste søn kommer ud fra et værelse, hilser med en tavs omfavnelse og løber tilbage for at genoptage legen. Jeg ser mig omkring. Lejligheden har, ligesom opgangen, det ufærdiges løfte om, 23

Samtaler jeg har haft.indd 23

07/08/2018 18.56

at her kan ske hvad som helst. Indrammede billeder står på gulvet, på hovedet, bøger frigjort fra reol og systemer, intet sofabord, nogle stole, og midt i det hele, en mand.

— Hej. Jeg giver ham hånden og modtager nu et alt for fast håndtryk. Først et helt løst, bare med fingrene, nu et hårdt med hele hånden, den slags, der truer med at knuse én.

— Er I lige flyttet ind? spørger jeg.

— Fra Fur, siger hun, og tilføjer hurtigt, at hun boede i København, da hun var studerende. Før de fik børn.

— Fur? Hvordan ... det er Jylland, ikke?

— Limfjorden, siger manden, han er et hoved lavere end mig, men bredere, stærkere, kraftig kæbe, blå øjne.

— Nå ja. Min slægt kommer fra Lemvig. Gården hed Klaralund.

— Det er ikke så langt derfra, siger Carmen og smiler.

— Der er sgu langt fra Fur til Lemvig, siger manden hurtigt.

Jeg ser fra den ene til anden. Tænker, det er bedst at skifte emne.

— Er I flyttet fra et hus derovre?

— Ja, siger hun. — Henrik bor stadig i huset.

Et hurtigt blik på manden. En Henrik med en skruemaskine i hånden. — Jeg skal have solgt fabrikken, så flytter jeg også, siger han.

— Fabrikken? Det lyder stort. Hvad laver I? — Udstyr til fiskeindustrien.

— Spændende, jeg er vild med at fiske, siger jeg, selv om det er løgn, jeg har prøvet det én gang og kedede mig fra start til slut.

—Og skøn lejlighed, tilføjer jeg hurtigt, inden han når at spørge ind til mit fiskeri. Jeg forsøger at trænge længere ind, er der et soveværelse mere? Han stiller sig i vejen for mig, midt i gangen, hånden støtter han mod væggen. En bom har sænket sig foran mig. Hun står stadig bag mig, ved den nu lukkede dør til trappen. Jeg står mellem kvinde og mand, mellem løst og fast, omringet.

— Er du reklamemand eller noget i den dur? spørger han.

— Jeg er filminstruktør, siger jeg, for det var jeg stadig på det tidspunkt.

24

Samtaler jeg har haft.indd 24

07/08/2018 18.56

— Instruktør eller reklamemand. Tænkte nok, det var noget i den stil. Du ligner også sådan en, siger Henrik. Jeg er helt med, min far har sagt noget i samme dur til mig i tyve år. At jeg ikke har et rigtigt arbejde, at det ikke er godt nok. Han skulle have fået Henrik som søn i stedet, egen fabrik og det hele, han kan også noget med en skruemaskine, det har jeg opgivet for ti år siden.

Jeg vender mig og ser på Carmen, hun ryster på hovedet, som om hun ikke aner, hvad manden taler om. Hun står lænet op ad bagvæggen i entreen, betragter os, de to mænd foran sig, hænderne har hun samlet på ryggen.

— Så ... er I ved at sælge huset?

— Ja, siger Henrik hurtigt. — Vi skal bare have det solgt. Så flytter jeg også ind.

Jeg smiler, nikker. Forståeligt nok. Og dog. Carmen siger ikke et ord.

Samtaler jeg har haft.indd 25

07/08/2018 18.56

146 mm

23 mm

228 mm

Samtale r jeg ha r haft me d mi n k on e

er en selvudleverende og tankevækkende roman om længsel og tilgivelse og den svære kunst at åbne sig mod et andet menneske. Om tiltrækningens sult, om mystiske sygdomme og afskeden med en forælder, der aldrig rigtig gav det, man havde brug for. Og om at standse op midtvejs i livet og pludselig indse, at man bliver nødt til at bøje sig, hvis man vil nå en anden end sig selv.

S am ta le r jeg har h a ft med mi n k on e

politikens forl ag OMSLAG: ALETTE BERTELSEN, ALETTEB.DK FOTO: RAFA ELIAS, GETTY IMAGES

POL_Samtaler jeg har haft med min kone_omslag_FINAL.indd 1

ANDERS RØNNOW KLARLUND , født 1971, filminstruktør og forfatter.

Debuterede som skønlitterær forfatter i 2009 med romanen De Hengivne. Sammen med Jacob Weinreich har Anders under pseudonymet A.J. Kazinski solgt mere end 400.000 bøger i Danmark og er udgivet i over tyve lande.

A n ders K l a rlu n d

SAMTALER JEG HAR HAFT MED MIN KONE

116 mm

Ande r s K lar lun d

ANDERS OG CARMEN støder på hinanden en vinteraften, tilfældigt og magisk. Et af de øjeblikke, der kan ændre livets retning.

Det efterår bliver Anders skilt og kastes ud i et turbulent forhold, der skal vise sig at være mere besættende og smertefuldt, end han anede, at kærligheden kunne være. For den gådefulde Carmen lukker ham kun nødtvunget ind i sit liv og er ikke sådan at fastholde. Samtidig er Anders’ far døende og nægter at møde Carmen, da han ikke kan tilgive, at Anders blev skilt. Efter en hemmelig rådhusvielse rejser parret på bryllupsrejse til Paris. Her bliver Carmen alvorligt syg, og Anders er overbevist om, at det er hans kærlighed, der truer med at tage livet af hende. Han indser, at han ikke kender den kvinde, han er blevet gift med, og at hvis han vil redde kærligheden, er det ikke nok at elske. Han skal også forstå.

Hjemme igen begynder han at nedskrive deres samtaler og skænderier. Han leder efter små spor, et eller andet der kan afsløre, hvorfor Carmen lider, som hun gør, hvorfor han ikke må møde hendes familie, og hvilken hemmelighed hun bærer på.

146 mm

ROMAN POLITIKENS FORLAG

FOTO: LES KANER

116 mm

07/08/2018 16.23