Sensemaking. Et forsvar for menneskelig intelligens by JP/Politikens Forlag

”Madsbjergs argument er, at medmindre virksomhederne er meget omhyggelige med at forstå de mennesker, deres datasæt repræsenterer, risikerer de at miste følingen med de markeder, de betjener. […] Den dybtgående kulturelle viden, erhvervslivet har brug for, kommer […] fra de humanistisk inspirerede studier af tekst, sprog og mennesker.” Harvard Business Review, ”Liberal Arts in the Data Age”

CHRISTIAN MADSBJERG

filosofi og statskundskab i København og London og bor i dag i New York, hvor han er direktør for det succesfulde ReD Associates, som han var med til at grundlægge i 2005. ReD er et konsulentfirma inden for strategi, der er funderet i humanvidenskab og har antropologer, sociologer, kunsthistorikere og filosoffer ansat. Der har været artikler om Madsbjerg og ReD i tidsskrifter som The Wall Street Journal, The Atlantic, The Economist, Fortune og Forbes.

Christian Madsbjerg er medstifter af ReD Associates, som har arbejdet for nogle af verdens største virksomheder, deriblandt Ford, Walmart, LEGO, Adidas, Chanel, Procter & Gamble og Coca-Cola, for at hjælpe dem med at løse nogle af deres vanskeligste udfordringer og med at udvikle klare fremtidsstrategier. Og hvordan har han gjort det? Madsbjerg kalder sin metode for sensemaking (meningsskabelse), og i denne bog gennemgår han metodens fem bærende principper, som kan anvendes af alle – lige fra ledere og politikere til undervisere, iværksættere og andre, der har interesse i at forstå, hvordan ægte forandring kan finde sted i den digitale tidsalder.

Sensemaking

KREDIT: ALEX STANILOFF

CHRISTIAN MADSBJERG har studeret

I en verden, hvor algoritmer og kunstig intelligens anses for at være løsningen på alt, er mennesket blevet synonymt med fejl og uforudsigelighed. Men den nuværende besættelse af algoritmer og big data er foruroligende, mener forretningsrådgiveren Christian Madsbjerg. I denne bog tager han et provokerende opgør med beundringen af Silicon Valley og samtidens ekstremt stærke tro på de hårde videnskabers forklaringsevne. Gennem interviews med bl.a. investor George Soros, arkitekt Bjarke Ingels og EU-kommissær Margrethe Vestager beskriver han, hvordan virksomheder og ledere i stedet er nødt til at bruge menneskelige egenskaber – vores menneskelige intelligens, om man vil – for at løse de udfordringer, de står overfor.

”Madsbjerg mener, at hvis virksomheder accepterer rene data som den eneste sandhed, er de i fare for at miste evnen til at forstå mennesker. Men det er på ingen måde forfatterens ærinde at afvise STEM-fagene. Med sin specielle metode ønsker han at hjælpe virksomheder med at finde den rette balance. De bedste administrerende direktører kan både læse en roman og et regneark.” Financial Times

“Informationer, som ikke kan gøres op i tal – det vil sige de såkaldt ’bløde’, subjektive, uklare – er dem, de gode idéer kommer fra – og selvom de data, de er baseret på, ikke kan reduceres til tal, er der slet ikke noget ”uklart” ved dem.” Wall Street Journal

Sensemaking Et forsvar for menneskelig intelligens CHRISTIAN MADSBJERG

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

POLITIKENS FORLAG

”Efter at jeg har hjulpet nogle af de største virksomheder i verden med at omstille sig til den digitale tidsalder, er det klart for mig, at de, der bedst er i stand til at vinde på nutidens marked, besidder en dyb og menneskelig forståelse for deres kunder. Virksomheder skal ikke alene mestre big data, men også tykke data – indsigt i kultur, historie og den sociale struktur, der ligger bag menneskelig adfærd. Sensemaking er vejviseren til, hvordan dette foregår, og det er afgørende læsning for alle, der ønsker at få succes i en verden præget af digital disruption.” Francisco D’Souza, administrerende direktør, Cognizant

Sensemaking

Sensemaking Et forsvar for menneskelig intelligens

CHRISTIAN MADSBJERG PĂĽ dansk ved Hans Larsen

Politikens Forlag

INDHOLD Forord: Tænkningens endeligt 7 Indledning: Den menneskelige faktor 11 1. At få verden til at give mening 23 2. Silicon Valley er en sindstilstand 45 3. Kultur – ikke individer 55 4. Thick data – ikke kun tynde data 81 5. Savannen – ikke zoologisk have 109 6. Kreativitet – ikke produktion 139 7. Nordstjernen – ikke GPS 177 8. Hvad er vi mennesker til for? 207 Kilder 220

Forord

TÆNKNINGENS ENDELIGT 1. En topleder i et af verdens største medicinalfirmaer sidder i et konferencelokale, som er fyldt med whiteboards. PowerPoints flimrer af sted på en skærm. Efter gennem næsten et årti at have haft en vækst i tocifrede tal og have sikret en førende position på markedet for diabetesmedicin har vicedirektørens afdeling nu for tredje gang i år ikke opfyldt sine salgsmål. For nogle måneder siden bestilte han en omfattende markedsundersøgelse for at finde årsagen. Analysefirmaet gennemførte spørgeundersøgelser med deltagelse af tusinder af diabetespatienter i hele USA og Europa og målte på flere hundrede forskellige faktorer, som havde noget at gøre med, om de tog deres medicin efter forskrifterne. Han fik at vide, at ”43 procent af patienterne med type 2-diabetes ikke tog deres medicin som foreskrevet, og at 84 procent af disse patienter opgav glemsomhed som den væsentligste grund”. Vicedirektøren fyldes med vrede, for hvis han ikke meget hurtigt fik firmaet på ret kurs igen, ville bestyrelsen kaste sig over ham. ”Vi ved allerede, at patienter ikke tager deres medicin, fordi de er glemsomme. Det har vi vidst i årtier. Det, vi har brug for at få at vide, er, hvad vi kan gøre for at få dem til at ændre deres adfærd.” Der bliver stille i lokalet. Efter at der er brugt millioner af dollar og flere måneders research, er der ingen i lokalet, der har nogen idé om, hvorfor folk gør, som de gør. Tænkningens endeligt

2. En kandidat til Senatet i en svingstat, gennemgår gennemsnittene fra meningsmålingerne i sin stat. Hendes rådgivere fortæller hende, at de samlede målinger, når de justeres korrekt, så de afspejler de aktuelle forhold, viser, at hun vil vinde i november. De har delt vælgerne i hendes stat op i stadig smallere segmenter, så de kan tilpasse temaerne i hendes taler til de enkelte grupper. Vi har set det her før, siger de. November i år vil blive ligesom det forrige valg og valget før det igen. Men i løbet af foråret sker der noget helt uventet. En ny kandidat melder sig overraskende på banen. I stedet for faste temaer i talerne og segmentering af vælgermassen fanger han sine vælgere med sine retoriske evner, og han væver tilsyneladende modstridende kulturelle emner og mønstre sammen i en kraftfuld metafor for fremtiden. Da den førende kandidat ser en video fra et af hans vælgermøder, kan hun se, hvordan deltagerne fyldes af energi og begejstring. Stemningen giver hende en stærk forudanelse. Med alle de tal, der viser støtten til hendes kampagne, hvorfor føles det så, som om denne mand har en tættere forbindelse med vælgerne, end hun har? I et øjebliks rædsel indser hun, at hun vil tabe dette valg, selv om hun har gjort alting rigtigt. 3. En iværksætter i et startup-firma, der specialiserer sig i solenergiløsninger, har svært ved at gennemskue ændringerne i markedet. Nu hvor energidistribution forandres fra en centraliseret model – hvor offentlige forsyningsværker leverer over ledningsnettet – til en mere og mere differentieret model med flere konstellationer af aktører, må iværksætteren skabe sammenhæng i mange forskellige datastrømme. Hendes medarbejdere er stolte af deres tekniske ekspertise – den mest avancerede tekniske viden om solenergimarkedet – så de bruger ikke ret meget tid på alle de kulturelle og politiske dynamikker, der spiller en rolle i virksomheders bæredygtighedsinitiativer. 8

Sensemaking

Og alligevel, på trods af deres kendskab til branchen, mister hendes virksomhed kunder. Så sent som i dag har en af deres største samarbejdspartnere, en detailkæde, der ønsker at bruge bæredygtighedsinitiativer i deres markedsføring, meddelt, at de er gået over til et andet solenergifirma, som sælger produkter, der er teknisk mindre avancerede og dyrere end dem, hun kan tilbyde. Hun må meget hurtigt finde andre samarbejdspartnere, der kan erstatte dem – ellers vil hun ikke være i stand til at betale lønninger om en måned eller to. Hvorfor mister vi markedsandele til konkurrenter, der har langt mindre teknisk viden end os? Tænker hun. Hvad er det, vi overser?

ef Dette er en bog om mennesker. Mere præcist er det en bog om kultur og om de store udsving, vi oplever i vores tid. I dag er vi så fokuserede på STEM-baseret viden – teorier fra Science, Technology, Engineering og Math (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik) og abstraktionerne om ”big data” – at alternative metoder til at forklare virkeligheden stort set er blevet erklæret for forældede. Dette skift skader vores virksomheder, regeringer og institutioner. Som hvert af disse tre scenarier illustrerer, koster det os dyrt, at samfundet devaluerer vores menneskelige fornuft og dømmekraft. Fikseringen på STEM underminerer vores følsomhed over for de ikke-lineære forandringer, som indgår i al menneskelig adfærd, og sløver vores naturlige evne til at uddrage mening af kvalitativ information. Vi holder op med at se tal og modeller som et billede af verden, og vi begynder at se dem som sandheden – den eneste sandhed. Vi er i alvorlig fare for totalt at undergrave vores fornemmelse for den menneskelige verden og erstatte den med disse falske abstraktioner. Selvfølgelig er de eksakte videnskaber gode til at forklare en masse ting på vores planet, nemlig den materielle natur. De er fanTænkningens endeligt

tastisk effektive til at forklare for eksempel kemi, ingeniørvidenskab og fysik. Men de er ikke gode til at forklare os. Som den berømte fysiker Neil deGrasse Tyson udtrykte det: ”I videnskaben sker der det, at når menneskelig adfærd bliver en del af ligningen, bliver tingene nonlineære. Det er derfor, fysik er let og sociologi vanskelig.” For når det kommer til stykket, spiller det ingen rolle, hvor mange big data vi har, hvor mange hjernescanninger vi har set på vores skærme, eller hvor mange forskellige måder vi har segmenteret markeder på. Hvis vi ikke har den menneskelige adfærd med i billedet, har vores viden ingen kraft. Når vi mister følingen med de menneskelige forhold, der findes bag ethvert valg, bag alle store innovationer og alle succesrige virksomhedsinitiativer, begrænser vi vores evne til for alvor at forstå vores verden. Hvis vi ønsker virkelig at forstå, hvilke udfordringer vi står over for, må vi vende tilbage til en proces, der føles gammeldags og forældet i nutidens verden, som er bedøvet af algoritmernes løfter. Det er noget, der har været savnet i vores virksomheder og i vores samfundsdebat i det hele taget. Det kaldes kritisk tænkning. Og som proces betragtet har det aldrig føltes så revolutionært eller så avanceret som nu.

Indledning

DEN MENNESKELIGE FAKTOR Essensen af at være menneskelig er, at man ikke søger perfektion. George Orwell i In Front of Your Nose, 1945-1950

Vi mennesker har fået virkelig dårlig omtale i medierne i den senere tid. Der går ikke en dag, uden at vi hører om, hvor irrationelle og ineffektive vi er sammenlignet med maskiner. Ved siden af vores flotte siliciumdrevne computermodparter er vores hjerner langsomme og tyngede af følelser. I arbejdslivet er mennesker håbløse tilfælde, som sinker projekter og gør sorte og hvide streger grå med vores hang til flertydighed og kompleksitet. Vi er nødt til at lære af vores erfaringer, og det, vi lærer, har ikke samme præcision og kompromisløshed og konsistens som algoritmer. Vores status i verden er blevet så lav, at vi har udviklet et mantra for at undskylde vores utilstrækkelighed: ”Jeg er jo kun et menneske,” siger vi med et skuldertræk til vores kolleger i frokostpausen eller over en fyraftensøl. Dette udtryk rummer en helt speciel sandhed om vores menneskelighed: at være menneskelig er at være fuld af fejl. Den menneskelige f aktor

I ingeniørkredse omtales dette som den menneskelige faktor. Den menneskelige faktor er – på så forskellige områder som luftfart, forsyningsprocesser og medicinalvareindustri – et andet udtryk for ”fejlmulighed”. Der findes endda et voksende forskningsfelt, som kaldes forskning i de menneskelige faktorer, og som fokuserer på, hvordan vi kan optimere og korrigere for fejl i interaktionen mellem menneske og computer (human-computer interaction eller HCI). Forskningen i de menneskelige faktorer undersøger, hvordan maskinerne bedst kan fungere, når vi mennesker begår en af vores typiske fejl. Google bruger for eksempel denne forskning, når en af deres førerløse biler forsøger at tolke det inkonsekvente i en menneskelig bilists adfærd. Mennesker er berygtede for at opføre sig uberegneligt og dermed forstyrre algoritmernes forsøg på at sikre perfekt kørsel. For at gøre listen over vores problemer endnu længere fortæller journalister og fremtidsforskere os, at vi mennesker snart må overlade de fleste af vores jobs til robotter. Fabriksarbejdere og ansatte beskæftiget med kundeservice har været de første, der blev ramt, men inden længe vil store dele af vores arbejdsstyrke følge efter: restaurantansatte, apotekere, medicinske diagnostikere, jurister, bogholdere – ja, selv ansatte i ældreomsorgen. For journalister og akademikere er spørgsmålet ikke, om dette vil ske, men snarere, hvad vi skal gøre med os selv, når det sker. Løsningen på det menneskelige problem synes at være oplagt. Hvis vi vil blive ved med at være nyttige – og have et job – må vi afgive territorium til de algoritmer, der omringer os – ja, endog underkaste os dem. Der går ikke en dag, uden at vi hører om en ny Moneyball-løsning – indsættelsen af en højtuddannet økonom, der skal løse en virksomheds problemer med ren og skær faktabaseret analyse snarere end menneskelig intuition og erfaring. Vi bliver oversvømmet med historier om big data-løsninger fra Amazon, Google og utallige andre apps og startups. Job-websitet Glassdoor 12

Sensemaking

udpegede ”data scientist” (dataanalytiker) til at være det bedste job, man kan have i USA i 2016, baseret på antallet af ledige jobs, lønninger og avancementsmuligheder. Vi nærer en brændende tro på, at flere data vil føre til mere viden. Hvis vi erfarede X af at studere et datasæt på 100 mennesker, ville vi så ikke erfare eksponentielt mere, efter at vi havde indsamlet et datasæt på hundredtusinder af mennesker? Eller hundredvis af millioner? Eller milliarder? Facebooks administrerende direktør, Mark Zuckerberg, indfangede, hvor berusede vi er blevet af big data, da han for nylig fortalte investorer, at han ved hjælp af maskinlæring hos Facebook ville skabe ”den tydeligste model af alt, hvad der er at vide i verden”. Vores studerende har forstået budskabet. På de mest prestigefyldte universiteter i USA har de humanistiske videnskaber som engelsk og historie været nogle af de mest populære fag, men en stærkt stigende interesse for ingeniør- og naturvidenskab har medført, at mange humanistiske fakulteter et blevet mindre. Siden 1960’erne er antallet af kandidater i de humanistiske videnskaber skrumpet ind til halvdelen. De økonomiske midler til humanistisk forskning er blevet reduceret drastisk. I 2011 beløb de sig til mindre end en halv procent af midlerne til forskning og udvikling i natur- og ingeniørvidenskaberne. Inden for socialvidenskaben dominerer kvantitative studier som sociale netværk og psykometri, mens kvalitative områder som sociologi og antropologi betragtes som forældede. På et offentligt møde i 2015 sagde den amerikanske republikanske præsidentkandidat Jeb Bush, at studerende, der tog en kandidatgrad i fag som psykologi, var på vej til et job i fastfoodkæden Chick-fil-A. Samme år beordrede den japanske uddannelsesminister japanske universiteter til at lukke samfundsvidenskabelige og humanistiske fakulteter eller omdanne dem, så de ”bedre kunne imødekomme samfundets behov”. Det humanistiske område – fag, der udforsker kulturelle områder som litteratur, historie, filosofi, kunst, psykologi og antropologi Den menneskelige f aktor

– imødekommer ikke længere ”samfundets behov”. En forståelse af forskellige mennesker og deres verden, som er baseret på humanistiske videnskaber, er nu officielt værdiløs. For hvilken værdi er der i en kulturel undersøgelse foretaget af et menneske, sammenlignet med de endeløse informationer, der er tilgængelige ved hjælp af big data? Hvilken værdi er der i at læse nogle få betydningsfulde bøger, når algoritmerne kan ”læse” dem alle sammen og give os en objektiv analyse af deres indhold? Hvilken værdi er der i skuespil, malerier, historiske studier, danse, politiske afhandlinger og keramik – i kulturel viden, som ikke kan løsrives fra sin specificitet og kontekst og omdannes til store strømme af information? Jeg skriver denne bog for at komme med ét meget vigtigt budskab: Det er helt sikkert værdifuldt. Vi løber en stor risiko for vores fremtid, hvis vi afviser denne kulturelle viden, som er opdyrket ved de humanistiske videnskabers tænkning. Når vi udelukkende fokuserer på hårde data og naturvidenskabelige metoder – når vi forsøger at kvantificere menneskelig adfærd udelukkende som så og så mange kvarker eller dimser – så undergraver vi vores følsomhed over for alle former for viden, der ikke er reduktionistisk. Vi mister forbindelsen med de bøger og den musik og kunst og kultur, der sætter os i stand til at opleve os selv i en kompleks social kontekst. Dette er ikke et esoterisk emne, der kun kan debatteres inde i elfenbenstårnet. Faktisk ser jeg konsekvenserne af dette fænomen udspille sig i mit konsulentarbejde hver dag. Jeg ser manglen på kulturelt lederskab i de øverste ledelseslag i store virksomheder. For mange af de topledere, jeg har mødt, er isolerede i deres verdenssyn. De har mistet kontakten med deres kunders og deres vælgeres menneskelighed, og som følge deraf forveksler de numeriske repræsentationer og modeller med det virkelige liv. Deres dage er hakket op i bittesmå dele, så de ikke føler, at de har tid til at vade rundt i virvaret af data fra den virkelige verden. I stedet kaster de sig ind 14

Sensemaking

i en problemløsende proces og en konklusion uden at forstå selve spørgsmålet. Som et resultat af alt det er de tilbøjelige til at ansætte ingeniør- eller MBA-uddannede mellemledere som deres menige soldater i data-skyttegravene. Deres fiksering på hårde data dækker ofte over forbløffende utilstrækkelighed, og mange af disse ledere på lavere niveauer vil støde mod et glasloft i vore dages erhvervsliv. De er reduktionister uden tilstrækkelig følsomhed til at genkende selv de mest spændende og væsentlige mønstre. De er ledere, som har gjort alting ”rigtigt”: De skaffede sig adgang til systemet og klarede alle prøverne med bravur. De gik på de bedste skoler og fik alle de gode karakterer. De tilbragte al tiden på deres uddannelse med at træne deres hjerner i at reducere problemerne og derefter løse dem. Og derfor savner de i dag simpelthen det intellektuelle raffinement, det kræver at komme op i de øverste ledelseslag. Det er ikke altid let at bevise dette – at træning i de humanistiske og de sociale videnskaber er lige så vigtig, om ikke vigtigere, end STEM som forudsætninger for en succesrig karriere – med hårde data. Det er ikke altid let at bevise med hårde data, at uddannelse i humaniora og samfundsvidenskab er en lige så vigtig forudsætning for en succesrig karriere som STEM – om ikke vigtigere. Men tillad mig at sætte dette spørgsmål om data ind i en sammenhæng. I 2008 rapporterede Wall Street Journal om en stor undersøgelse af globale lønforhold foretaget af firmaet PayScale Inc. Undersøgelsen bekræfter, at studerende med en ren STEM-baggrund generelt får bedre betalte jobs, efter at de har fået deres eksamen. Massachusetts Institute of Technology (MIT) og California Institute of Technology er de to højest placerede læreanstalter, når der måles på medianløn for nyansatte – 72.000 dollar – og henholdsvis nummer tre og seks, når medianlønnen midt i karriereforløbet lægges til grund. Men denne undersøgelse omfatter alle, der har taget eksamen fra et college overalt i USA. Så målingerne på medianløn for både Den menneskelige f aktor

nyansatte og dem midt i karrieren favoriserer folk med eksamen i et af STEM-fagene. Det skyldes, at de humanistiske kandidater kommer til at arbejde i utroligt mange forskellige jobs og på mange forskellige områder over hele USA. Men hvis man koncentrerer sig om dem, der tjener mest over hele landet – dvs. ligger i 90. percentil midt i karrieren eller senere – begynder billedet at se ander ledes ud. MIT dukker først op på en 11. plads – efter ti colleges og universiteter med stærke humanistiske traditioner. Læreanstalter som Yale University og Dartmouth College ligger med de højeste medianindkomster – over 300.000 dollar. Af alle andre ingeniør videnskabelige, STEM-centrerede colleges er det kun Carnegie Mellon University, der overhovedet kommer på listen over lønninger i 90. percentil midt i karrieren. Undersøgelsen viser de samme resultater, når det gælder de studerendes hovedfag. Generelt ligger computervidenskab og kemiingeniørvidenskab højt på listen, når det gælder lønninger, mens det er meget vanskeligere at finde humanistiske hovedfag på top-20-listen, når man måler på indtjening midt i karrieren. Men igen er det sådan, at hvis man ser på indkomsterne hos de mest succesrige i 90. percentil midt i karrieren i hele landet, ligger samfundsvidenskab, filosofi, drama og historie pludselig højt oppe, ofte for kandidater fra rent humanistiske læreanstalter som Colgate University, Bucknell University og Union College. Det, vi kan udlede af disse data, er, at STEM-uddannelserne for det meste vil skaffe de studerende en god indkomst i begyndelsen og en pæn karriere. Men dem, der har meget høje indkomster – de folk, der styrer det hele, bryder igennem glasloftet og ændrer verden – har ofte humanistiske uddannelser. Det vil komme som en overraskelse for dem, der lytter til det, der mest kommer fra Silicon Valley, eller til politikere eller selv mange ledere i uddannelsessektoren i dag. Men hvis man har tilbragt nogen tid i en global virksomhed eller i en af verdens mest magtfulde institutioner, giver det god me16

Sensemaking

ning. Efter næsten 20 år som konsulent for absolutte topledere og virksomhedsledelser over hele verden kan jeg bevidne, at de mest succesrige ledere er nysgerrige mennesker med en bred uddannelse, som både kan læse en roman og et regneark. For når det kommer til stykket, tror vi så virkelig, at det at forudse fremtiden for en global forsikringsvirksomhed eller at se de politiske og sociale følger af et lovforslag er en proces, der udelukkende er baseret på en lineær beslutningsproces eller et sæt tal i et regneark? I februar 2007 havde Lehman Brothers alle sine regnskaber og balancer i orden, og virksomheden rapporterede en markedsværdi på næsten 60 milliarder dollar. Lidt over et år senere var deres aktier faldet med 93 procent, og de indgav konkursbegæring. Numeriske data skyggede for den mere komplekse virkelighed, der førte til Lehman Brothers’ kollaps. I 2003 og 2004 havde banken købt fem andre selskaber, der lånte penge ud til køb af fast ejendom, inklusive to af de såkaldte sub-prime-udlånere, som ydede lån til købere uden nogen egentlig sikkerhed. Midt i et boom i handelen med fast ejendom var profitterne uhørt høje, men flere og flere mennesker fik adgang til store pengesummer uden en tilstrækkelig undersøgelse af deres evne til at betale pengene tilbage. Samtidig blev disse lån skjult sammen med alle de mere legitime lån. De blev pakket sammen i komplekse finansielle produkter, der blev kaldt CDO – collateralized debt obligations. Hvordan det stod til i den virkelige verden, kunne enhver leder gå ud og se for sig selv. Det var tydeligt, at de fleste af lånerne på sub-prime-realkreditmarkedet ikke ville kunne betale deres gæld. Uheldigvis for alle os, der havde noget af vores pensionsopsparing investeret på aktiemarkedet i september 2009, var der ikke ret mange af de finansielle ledere, der gjorde sig den ulejlighed at se på data fra den virkelige verden. Når vi begrænser vores tænkning, er det ikke kun vores intellekt, der er på spil. Det er vores virksomheder, vores uddannelser, vores regeringer og vores opsparinger. Den menneskelige f aktor

Jeg er ikke alene om denne bekymring. Mange af de mest fremtrædende topfolk i erhvervslivet opfordrer offentligt til, at der skal bruges flere tænkere med en humanistisk uddannelse til at håndtere vores fremtid. Lockheed Martins tidligere bestyrelsesformand og administrerende direktør Norman Augustine skrev i 2011 en kommentar i Wall Street Journal, hvor han argumenterede for, at vores grundskoler bør være mere funderede i de humanistiske videnskaber: ”En uddannelse i historie kan gøre meget mere end bare formidle et lands eller en civilisations historie. Den kan skabe kritiske tænkere, som kan tilegne sig, analysere og skabe en syntese af informationer og formulere deres resultater. Det er sådanne evner, der er brug for i en bred vifte af fag og discipliner.” Den tidligere administrerende direktør for Procter & Gamble, A.G. Lafley, havde ét eneste råd til dem, der gerne ville have succes i vor tids komplekse ledelsesmiljø: Tag en humanistisk uddannelse. ”Ved at studere kunst, videnskab, humaniora, samfundsvidenskab og sprog,” skrev han i Huffington Post, ”udvikler man den mentale smidighed, der gør et menneske åbent for nye idéer, som er forudsætningen for succes i konstant omskiftelige omgivelser. Og på samme måde, som en kommende pitcher i Major League-baseball skal have en god arm og et beregnende, køligt hoved for at kaste effektivt, skal en kommende leder have en bred uddannelse for at kunne reagere effektivt på flertydighed og usikkerhed. En bred humanistisk uddannelse burde sætte en studerende i stand til at udvikle de konceptuelle, kreative og kritiske evner til tænkning, som er afgørende forudsætninger for et veltrænet intellekt.” Disse ledere slår, som så mange andre topfolk i erhvervslivet, i politik og i iværksætteri, alarm for at få tilvejebragt en bedre uddannet arbejdsstyrke. Det er trods alt ikke så længe siden, at det var almindeligt for ledere i finansverdenen, i medierne eller i politik at have en humanistisk baggrund. Ken Chenault, den nuværende administrerende direktør for American Express, anførte sine 18

Sensemaking

grundige historiestudier som et referencepunkt for sine ledelsesmæssige evner. Sam Palmisano, tidligere administrerende direktør i IBM, havde haft historie som hovedfag på Johns Hopkins University. Hank Paulson, den tidligere finansminister, studerede engelsk på Dartmouth. Carly Fiorina, der var administrerende direktør for Hewlett Packard fra 1999 til 2005, betegnede sine studier i middelalderhistorie som det perfekte udgangspunkt for at forstå den højteknologiske verden. Michael Eisner fra Disney sprang kurser i handel og økonomi over til fordel for hovedfag i engelsk og teatervidenskab. Den kendte investor Carl Icahns hovedopgave i filosofi på Princeton hed ”Problemet i at formulere en dækkende forklaring på det empiristiske betydningskriterium”. Sheila Bair, den tidligere formand for det statslige selskab Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC), studerede filosofi på University of Kansas. Og Stephen Schwarzman, bestyrelsesformand og administrerende direktør for det private investeringsfirma Blackstone, valgte en tværfaglig linje på Yale, som han beskrev som ”psykologi, sociologi, antropologi og biologi – som i virkeligheden er studiet af mennesket”. Flere og flere mennesker er begyndt at betragte disse discipliner som irrelevante i sammenligning med den umiddelbare nytteværdi af en kandidatuddannelse i dataanalyse eller et hurtigt onlinekursus i de nyeste programmeringsfærdigheder. Resultatet af denne kulturelle forandring er, at vi holder op med at se en værdi i ting som poesi, skulptur, romaner og musik. Og når vi devaluerer humanistisk stræben, mister vi vores bedste mulighed for at udforske verdener, der er anderledes end vores egen. Når jeg læser en stor roman som Thomas Manns Trolddomsbjerget, kan jeg ligefrem føle udslettelsen af det europæiske kontinent under og efter Første Verdenskrig. Når jeg ser en middelaldergobelin som Jagten på enhjørningen, forstår jeg, hvad der betød noget for menneskene i Frankrig på renæssancens højdepunkt. Og når jeg besøger Ryōan-ji zen-haven i Den menneskelige f aktor

Kyoto, viser stenenes placering og tekstur mig noget essentielt om det japanske verdenssyn og æstetik. Hvad enten man studerer kinesisk arkitektur, mexicansk historie eller sufiernes filosofi, træner den form for tænkning vores bevidsthed i at uddrage en syntese af alle typer af data, at udforske uden at behøve at bevise eller modbevise en snæver hypotese, og at engagere os empatisk i en bestemt verdens særegenheder. Jeg tror på, at denne slags kulturel beskæftigelse udgør en helt afgørende træning i at forstå alle grupper af mennesker. Arbejder man for eksempel i et medicinalfirma, er man nødt til at kunne forstå den verden, som et menneske med diabetes lever i, for gør man ikke det, vil alle ens forsøg på at udvikle en medicin sikkert slå fejl. Eller lad os sige, at du fremstiller biler. Du er nødt til at vide, hvordan livet er for den bilist, der bor i det vestlige Kina, for ellers vil dine biler blive fyldt med ting, der er irrelevante på verdens største marked for biler. Og hvis du arbejder i den offentlige sektor, har du brug for samfundsvidenskabelige værktøjer, så du kan tænke kritisk over den bureaukratiske kultur. Erfaringer fra de humanistiske videnskaber lærer os, hvordan vi kan forestille os andre verdener. Men de giver os meget mere end det. For når vi til fulde kan forestille os andre verdener – ved at bruge kulturel viden og kulturelle tolkninger af den menneskelige tilværelse – udvikler vi uvægerligt et skarpere perspektiv på vores egen verden. Vi lærer at se, hvornår modeller og finansielle nyskabelser afviger fra sandheden. Vi genkender mønstre – uddraget af både videnskabelige fakta og praktisk virkelighed, af både eksisterende situationer og fremtidige muligheder – som kaster lys over ny viden og i sidste ende hjælper os til at se tingene i et ægte perspektiv. Og perspektiv viser sig i det lange løb altid at være langt mere givtigt – både for din bankkonto og dit liv – end at være spærret inde af data. Denne stringente kulturelle forankring er grundlaget for den praksis, jeg kalder sensemaking. Akademikere har i årenes løb brugt 20

Sensemaking

udtrykket sensemaking til at beskrive forskellige koncepter, men her, gennem hele denne bog, bruger jeg det simpelthen til at beskrive en ældgammel praksis for kulturelle undersøgelser, en p roces, som bygger på et sæt værdier, vi er i fare for at glemme. Med sense making bruger vi den menneskelige intelligens til at udvikle en følsomhed over for meningsfulde forskelle – for hvad der har betydning for andre mennesker og for os selv. På de sider, der følger, vil sensemaking tage os med på et intellektuelt eventyr, der tager udgangspunkt i grundprincipperne for 1900-tallets filosofi. Vi vil se på de teorier og metoder, der udgør de humanistiske studier, og diskutere forskellige måder, hvorpå de kan hjælpe os med at uddrage betydning af ikke-lineære data. Vi vil undersøge vores ægte oplevelse af kreativ indsigt, og mens vi gør det, vil vi gøre op med nogle af de fejlagtige idéer, der stadig er i omløb vedrørende innovation og nyskabende idéer. Og vi vil møde de bedste udøvere og se på, hvordan den menneskelige intelligens er den eneste intelligens, der kan udvikle et perspektiv. Aldrig før har vores kultur været så fristet af de løfter, vi får af kunstig intelligens, maskinlæring og kognitiv computeranvendelse. Aldrig før har vores verden af overlappende politiske, finansielle, sociale, tekniske og miljømæssige systemer været så uløseligt sammenkædet. Vi må minde os selv – og kulturen generelt – om, hvorfor den menneskelige faktor er den eneste betydningsfulde faktor, når det drejer sig om at forestå denne verden. Lad os begynde med det samme.

CHRISTIAN MADSBJERG

Sensemaking

KREDIT: ALEX STANILOFF

CHRISTIAN MADSBJERG har studeret

Sensemaking Et forsvar for menneskelig intelligens CHRISTIAN MADSBJERG

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

POLITIKENS FORLAG