Minecraft - Ulykken

RYG: 29 mm

7,5

147

onActi dt fyl ler l ­thri il t aftr c e Min ans f

TM

Da en ny VR-version af ­Minecraft vækker drømme til live, står Bianca pludselig over for sin værste frygt.

TM

Bianca handler, før hun tænker og har aldrig holdt sig til planen. At handlinger har konsekvenser, opdager hun, da hun vågner på hospitalet og er næsten lammet, efter at hun har været involveret i en frygtelig ulykke med sin bedste ven, Lonnie.

OFFICIAL PRODUCT

Bianca søger tilflugt i en ny virtual reality-udgave af Minecraft, der reagerer på alle hendes ønsker og giver hende kontrol over verden i samme øjeblik, som hun troede, hun havde mistet den. Hun opdager dog hurtigt, at hun er fanget i spillet og bliver angrebet af figurer, der ligner mennesker, hun kender fra det virkelige liv. Er Lonnie også en del af spillet? Og kan Bianca hjælpe ham med at vende tilbage til virkeligheden?

ISBN: 978-87-4004-459-1

Minecraft - ulykken_cover_DK.indd 1

20/09/2018 10.05

Minecraft Ulykken.indd 2

06/09/2018 10.13

Minecraft Ulykken.indd 1

06/09/2018 10.13

Tracey Baptiste

Oversat af Brian Christensen

POLITIKENS FORLAG

Minecraft Ulykken.indd 3

06/09/2018 10.13

Til Elliot, Avery og Lindsay

Minecraft Ulykken.indd 4

06/09/2018 10.13

KAPITEL 1

Jeg kunne godt tænke mig at møde den, der fandt på udtrykket ”der er en mening med alt, hvad der sker”, og sige vedkom­ mende min ærlige mening. For når hele ens verden er ramlet sammen, er det sidste, man har lyst til at høre, at det slet ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så hvis man for ek­ sempel havde en magisk tidsmaskine og kunne rejse tilbage i tiden og rette op på ens fejl, så burde man slet ikke bruge den?

Ja, som om. Det er der ingen, der mener.

Der er selvfølgelig ikke noget som helst godt at sige, når alting er blevet til ét stort rod. Det er bedst bare at komme videre, prøve at rette op på fejlene og krydse fingre for, at det hele ordner sig til sidst. Jeg synes, jeg burde have noget kloge­ re at sige, men niks, det her er, hvad jeg har. Nå ja, og så lige det med tidsmaskinen. Det kan man jo altid bruge.

Nå, men den fejl, som jeg ville ønske, at jeg kunne rette op på, begik jeg for flere dage siden – jeg skal ikke kunne sige hvor mange. Tiden er ligesom … ét stort rod nu. Og jeg kan alligevel ikke rejse tilbage i tiden og lave om på tingene.

Bagklogskab, du ved. Men en fredag for noget tid siden var

min bedste ven og jeg på vej til vores highschool for at deltage i den sociale begivenhed, der skød skoleåret i gang: årsfestens store footballkamp.

Jeg havde overtalt Lonnie til at tage med, selv om ingen af os var vilde med sport. Vi var gamere, og sport lå ikke højt på listen over vores interesser, medmindre det havde noget med computerspil at gøre. Men årsfesten var en af de

Minecraft Ulykken.indd 5

06/09/2018 10.13

klassiske begivenheder i highschool, som man gør sådan et stort nummer ud af i film, så hvorfor ikke give det en chan­ ce? Som nystartet førsteårsstuderende var jeg i mit stille sind begejstret for highschool. Det var ligesom at nå et nyt level i livets computerspil: større skabe til ens remedier i spillet og sværere bosser såsom terminsprøverne – du ved, hvad jeg mener. Lonnie derimod var ikke videre fristet af festen, så jeg prøvede at få ham til at tage det sure med det søde, bogstavelig talt. Jeg sagde til ham, at jeg ville bage mine be­ rømte brownier og tage et tæppe med, så vi kunne sidde og hygge med chokolade mellem tænderne. Jeg foretrækker at tro, at det var brownierne og tæppet, der fik ham overtalt, men jeg er ikke sikker. Det er jo ikke mange andetårsstude­ rende i highschool, der har lyst til at blive set sammen med en førsteårsstuderende, men vi havde været venner, siden jeg var seks, og han var otte, så vi faldt ligesom uden for de sædvanlige highschoolvenskabers rammer. Men det korte af det lange er, at det hele var min fejl. Alt det, der skete, var min skyld.

Lonnie kom ved femtiden. Jeg dansede ud af huset med brownierne og tæppet i armene og satte mig ind i bilen. Da vi kørte af sted, begyndte vi at tale om Minecraft, vores sædvan­ lige samtaleemne. ”Har du fået bygget alle fælderne?” spurgte han.

Jeg rynkede på næsen. Det havde jeg ikke. Først og frem­ mest fordi jeg havde glemt det. ”Faktisk så tænkte jeg, at det ville være bedre at bygge videre på vores base i stedet. Jeg besluttede at lave gulvet i drivhuset af glas, så man kan se ned på det hele.” ”Med andre ord gjorde du ikke det færdigt, som du sagde, 6

Minecraft Ulykken.indd 6

06/09/2018 10.13

at du ville. Igen.” Lonnie lød mere som en skuffet far end min ven og tvang mig i forsvarsposition. ”Jeg går i gang med det igen, så snart jeg er færdig med det nye drivhus,” sagde jeg. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du er sådan på nakken af mig.” ”Bianca.” ”Lonnie.” ”Du er nødt til at holde dig til planen. Hele denne verden er ved at løbe af sporet. Hvis vi vil ende med noget, der virker ordentligt, er vi nødt til at gøre det, vi satte os for i starten.

Er det ikke hele meningen med en testverden, at man udvikler sine idéer til perfektion der og så overfører dem til det rigtige spil?” ”Jeg troede, at meningen med testverdenen var at lave alle mulige skøre ting for at se, hvad der virker og ikke virker. At gå amok, sprænge ting i luften og lave ged i den uden at behø­ ve at reparere noget.”

Lonnie sukkede. Han strøg sig over sit maskinklippede hår og kneb øjnene hårdt i et øjeblik, som om han havde ondt. Da han åbnede dem igen, havde de en sløret, grå farve og ikke den klare stålgrå, som betød, at han var i godt humør. ”Jeg troede, at du var interesseret i det her projekt,” sagde han. ”Du sagde, du ville skabe en hel verden med nye land­ skaber, landsbyer, et komplet sæt samfundslove og så lege lidt med den.” ”Jo, men …” ”Men først er vi nødt til at lave den. Og for at kunne det må vi have en plan, Bianca.”

Jeg ville ikke have, at vi kom op at skændes, men anede ikke, hvad jeg skulle sige for at få ham til at holde op med at 7

Minecraft Ulykken.indd 7

06/09/2018 10.13

trække vejret tungt, som om han var en vred drage, der gjorde sig klar til at spy ild mod mig. ”Du følger aldrig planen,” sagde han. ”Først siger du, at du vil lave noget, og jeg siger: ’Okay, her er planen.’ Så siger du: ’God plan!’. Og så lader du ikke engang, som om du gør det, jeg har forklaret.”

Okay, det her ville altså ende i et rigtigt skænderi. ”Men alligevel sidder jeg her og leger chauffør for dig,” tilføjede han. ”Du har jo lige fået kørekort og har godt af øvelsen,” sag­ de jeg. ”Og tænk på, hvor meget du udvider din horisont ved omsider at overvære en sportsbegivenhed!” ”Siden hvornår er du blevet glad for sport?” spurgte han.

Jeg trak på skuldrene. ”Siden det er første gang, jeg tager hen til en stor skolebegivenhed, og jeg vil bare gerne se, hvor­ dan det er at være ude blandt masserne.” ”Masserne er bare et andet ord for mobs. Tro mig, high­ school er ikke så fedt, som det bliver blæst op til.” Han dre­ jede og drønede hen ad Elm Road. ”Hvor var det nu, det åndssvage stadion lå?” ”To gader fremme og så til højre,” sagde jeg selvtilfreds.

Han standsede for rødt og gassede op. Selv hans krops­ sprog virkede irriteret. Jeg tyggede mig i overlæben, mens jeg tog fat i en af mine fletninger og snoede den om fingeren. ”Man har tænkt sig at rive legepladsen ned,” sagde jeg pludselig.

Der blev grønt, og han satte i gang med et ryk. ”Og hvad så?” ”Vil du se den, før den er helt væk?” ”Hvorfor det?”

8

Minecraft Ulykken.indd 8

06/09/2018 10.13

”Øh, fordi det var der, hvor vi oplevede vores største even­ tyr?” sagde jeg. ”Fordi stedet aldrig kommer til at se sådan ud igen? Fordi det var vores sted først?” ”Ja, okay.” ”Kan du huske vejen derhen?” drillede jeg. Han så på mig med sine stålgrå øjne, og jeg smilede. Jeg kendte det udtryk.

Det betød, at vores lille skænderi var slut.

I stedet for at dreje til højre ad Grandview drejede han til venstre.

Legepladsen lignede allerede en spøgelsesby. Sæderne til gyngerne var væk. Det eneste, der var tilbage, var selve stati­ vet med afskallet blå maling. Rebbroen lå halvt nede på det sorte faldunderlag af gummi. Den ene ende sad stadig fast i det, der havde været klatrevæggen, dengang da alle grebene stadig sad på den.

Jeg kravlede op ad stigen, der var lidt vakkelvorn nu, hvor den ikke sad ordentligt fast, og jeg tog en tur gennem rutsje­ banerøret og landede ved Lonnies sneakerklædte fødder. ”Vil du have en tur?” spurgte jeg.

Han rystede på hovedet. ”Det undrer mig, at det er første gang, man renoverer den, siden vi var små,” sagde han. ”Den burde være blevet ryddet for længe siden.” ”Men det er jo vores sted!” sagde jeg. ”Det var det,” svarede Lonnie, ikke uvenligt. Det var her på legepladsen, at vi havde mødtes, var blevet venner og hav­ de fundet på vores første verdener sammen. Vi legede dristige pirater på rebbroen, sprang af gyngerne som luftakrobater og forsvarede vores fæstning mod angribende zombier. Et af vo­ res første projekter i Minecraft var faktisk at skabe en forbed­ ret udgave af legepladsen. Jorden var altid af lava, naturligvis.

9

Minecraft Ulykken.indd 9

06/09/2018 10.13

Vi blev ved med at holde sammen, selv da legepladsen be­ gyndte at falde fra hinanden. ”Kan du huske, dengang jeg prøvede at slå en saltomortale fra klatrestativet, og du afbødede mit fald?” spurgte jeg og forsøgte at vække lidt nostalgi. ”Ja, og jeg fik et brækket håndled ud af det,” sagde Lonnie og rystede på hovedet. ”Allerede dengang var du en elendig planlægger. Du ville altid gå lige til grænsen, men tænkte al­ drig over gennemførelsen.” ”Altså, hvis det var en prædiken, jeg var ude efter, kunne jeg bare gå i kirke.” Jeg lagde armene over kors.

Lonnie trak på skuldrene og sparkede til et falmet gult pla­ sticlåg. Så gik han hen til det, der engang havde været klatre­ stativet. De fleste af stængerne til det lå i en bunke på jorden.

Jeg fulgte efter ham. Han kiggede tavst på bunken. Solen var på vej ned og kastede et orange lys over legepladsen. Tavshe­ den lagde sig omkring os.

Han havde ret. Det her sted var ikke vores, ikke mere. ”Lad os gå,” sagde jeg. ”Footballkamp, yeah!” sagde han spydigt.

Jeg rakte hånden ud mod ham og fik nærmest stød, da han tog den og svingede den på vejen tilbage til bilen. De fleste syntes, at det var vildt mærkeligt, at vi to hang ud sammen.

En aldersforskel på to år i highschool er som en gabende slugt.

Især når man går på to forskellige skoler. Det er ligesom at føre en samtale med en på den anden side af Grand Canyon, og man kun kan råbe til hinanden. Lonnie gassede op, lavede en U-vending på den lille gade og susede så af sted.

Jeg fandt min mobil frem og åbnede Minecraft-appen. ”Hvis du skal hakke på mig hele aftenen, fordi jeg ikke fik 10

Minecraft Ulykken.indd 10

06/09/2018 10.13

bygget dine åndssvage fælder, bør du i det mindste sætte pris på det seje glasgulv, jeg har udstyret drivhuset med.”

Jeg holdt skærmen ind foran hans ansigt. ”Se!” ”Hold op, Bianca. Jeg kører.” Lonnie daskede telefonen væk med armen.

Han drejede skarpt til venstre med hvinende dæk. Det orange lys fra den lave sol blændede os et øjeblik, og vi sling­ rede lidt. Lonnie skyndte sig at rette op. Så opdagede vi, for sent, at noget kom kørende mod os. Vi måtte være kørt over for rødt, og vi kunne stadig ikke se, hvad det var, der nærme­ de sig, fordi vi havde solen i øjnene, men vi vidste, at det ikke var en lille ting. Det var, som om alt foregik i slowmotion, hvor nogle få sekunder blev strakt ud til år, indtil en robotag­ tig kvindestemme pludselig gjaldede i bilens højtalere. ”Risiko for sammenstød! Foretag undvigemanøvre!”

Stemningen i bilen blev på et øjeblik forvandlet fra sitrende spænding til ren frygt, da en anden bil kom kørende lige mod os med alt for høj fart til, at vi kunne gøre noget ved det.

Da bilen var så tæt på, at den spærrede for solen, kunne jeg se den anden bilists ansigt, men ikke tydeligt. Han havde mørke øjne og glat hår, der strittede i alle retninger. Hans ho­ ved røg bagover, da hans grønne bil kørte ind i vores blå. Jeg husker, at metallet kvastes i blå og grønne folder, da vi brage­ de ind i hinanden, og ting fløj rundt i luften. Glas, metal. På et tidspunkt var det endda, som om lyset sprængtes i stykker og blev til fraktaler af stråler, der skar i mine øjne og hud. Og så var der lugten af røg. Og smagen af blod. Og en skraben af et eller andet mod min krop, der føltes, som om den var blevet flænset op på midten. Jeg tænkte på, om jeg var blevet delt 11

Minecraft Ulykken.indd 11

06/09/2018 10.13

over i to. Jeg drejede mig og prøvede at se, om jeg kunne finde ud af, hvad der var sket – om jeg kunne se Lonnies ansigt og ud fra hans øjne blive klogere på, hvor alvorligt det hele var.

Men jeg kunne ikke se ham. Det var, som om han var for­ svundet, og det eneste, der var tilbage, var mig og de to biler, der nu lignede én sammenpresset skrotbunke, mens det reg­ nede med klirrende glasskår omkring mig. Så indså jeg med et chok, at manden i den anden bil var lige oven på mig, som om vi havde siddet sammen. Han var lige der. Jeg kunne røre ved ham. Og det prøvede jeg. Men mine hænder bevægede sig ikke. Intet bevægede sig, bortset fra bilerne, der stadig syntes at bølge mod og væk fra hinanden. Så jeg forsøgte at skrige på Lonnie, men der kom ikke noget ud af munden på mig.

Og så blev alting sort.

Minecraft Ulykken.indd 12

06/09/2018 10.13

KAPITEL 2

Der var en strålekrans over mig. Jeg gik i panik et øjeblik, indtil jeg indså, at det bare var en gadelampe. Jeg lå på jorden, men kunne ikke mærke noget, hverken jorden eller min egen krop. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg forsøgte at sige noget, men min mund virkede heller ikke. En kvinde med en lys he­ stehale lænede sig ind over mig med rynket pande. Hun så op og mimede et eller andet til nogen, som jeg ikke kunne se. Nej, hun sagde noget, men jeg kunne bare ikke høre hende. Jeg kunne ikke høre noget som helst. Det var kun mine øjne, der virkede, og selv de … Alt var sløret, og mit synsfelt begrænset.

Det var, som om jeg kun kunne se opad.

Jeg prøvede at bevæge noget af min krop. En finger. Min tunge. Ingenting virkede. Jeg tænkte på, om jeg var død, og min sjæl bare blev hængende lidt, før den drog … derhen, hvor sjæle nu engang drager hen. Måske sad den også fast og kunne ikke bevæge sig. Måske var vi begge lammede.

Den lyshårede kvinde var iført en skjorte med et stofmær­ ke, hvorpå der stod HOLY ANGELS HOSPITAL AMBU­ LANCEBEHANDLER. Hun lod til at føre hænderne over min krop, men jeg anede ikke, hvad hun lavede, for jeg kunne stadig ikke mærke noget eller bevæge øjnene nok til at se det.

Jeg tænkte på, om vi stadigvæk var på ulykkesstedet, om Lonnie var i nærheden, om han var i samme tilstand som mig, om den anden bilist også var der, om han kunne mærke noget, om mine forældre eller min søster vidste, hvor jeg var, om det her var stedet, hvor jeg skulle dø.

13

Minecraft Ulykken.indd 13

06/09/2018 10.13

Omgivelserne sejlede for mig, da jeg blev flyttet. Lyset fra gadelampen var væk. Himlen over mig var mørk, meget mør­ kere, end den havde været, da Lonnie og jeg var kørt fra lege­ pladsen. Jeg prøvede at tænke på, hvor længe det tager himlen at blive så mørk. Et par minutter? Timer? Hvor længe havde jeg været her?

Så begyndte mine andre sanser at vende tilbage.

Først gjaldede ambulancebehandlerens stemme over mig. ”Få hende ind i ambulancen!” Bag mig kunne jeg høre sirener og mennesker, der gik omkring og råbte noget, som jeg ikke kunne høre, og den umiskendelige lyd af metal, der blev bøjet.

Jeg hørte grus knase og noget blive klikket på plads under mig. Jeg blev flyttet igen, stille og roligt. Stjernerne snurrede rundt.

Derefter kom der en kras lugt af røg og gummi. Sved og noget jordet.

Så kunne jeg smage blod i munden. Jeg bevægede tungen og prøvede at føle mig frem med den. Alt var ømt, og jeg kunne mærke spidse stykker mod tungespidsen og steder med nøgne, hævede gummer.

Flere lyde. Skrig. Gråd. Jamren. Bilalarmen hylede, mens robotstemmen roligt sagde, at der var hjælp på vej.

Rødt lys blinkede hen over den hvide ambulance.

Indersiden af ambulancen. Glat, hvidt loft. Metallåse på udstyrstasker over mig. Den kvindelige ambulancebehandlers ansigt og en mand, der lænede sig ind over mig. Den ene smi­ lede, den anden rynkede panden, men jeg kunne ikke holde rede på, hvem der var hvem, fordi mine øjne ikke kunne fo­ kusere. Det bumpede hele tiden, og sirenen hylede, så vi måtte være på vej til Holy Angels.

14

Minecraft Ulykken.indd 14

06/09/2018 10.13

Vi kom ind på et mere jævnt og lige stykke vej, og mit syn blev mere stabilt.

Det var manden, der smilede.

Derefter blev jeg løftet ud, og lugten af antiseptiske midler skyllede straks ind over mig. Hospitalslyset var meget skarpt.

Nogen burde fortælle ledelsen, at den slags lys ikke virker beroligende. Det ville være bedre med lamper som dem på ga­ derne. Jeg lukkede øjnene og hørte knirkende, sneakerklædte fødder løbe ved siden af mig, mens hjulene på båren drejede og bumpede hen ad hospitalsgangen. Jeg fornemmede stadig lyset skinne gennem øjenlågene, og jeg vidste, hvornår nogen lænede sig ind over mig, for de skyggede for det skarpe lys.

Pludselig kunne jeg mærke noget igen. Det begyndte som en bølge i det yderste af lemmerne og føltes, som om huden på mine hænder og fødder var blevet skrællet af. Jeg kunne mær­ ke alt, og alt var smerte. Jeg skreg, og de løbende fødder øge­ de farten. Smerten bevægede sig indad mod maven og strålede derefter op til det øverste af hovedet. Alt gjorde ondt. Mine ben, mine arme, min torso, min hals, mit hoved, min mund, mine øjne. Jeg havde det, som om jeg var blevet kørt gennem en kødhakker. Jeg kunne ikke holde op med at skrige, selv om det fik det til at gøre endnu mere ondt i halsen. Jeg kunne bare ikke lade være. Jeg tror, de prøvede at få det til at holde op.

Jeg kunne mærke, at de flyttede mig, og jeg kunne høre, at de forsøgte at sige noget til mig, men jeg kunne ikke høre noget på grund af mine egne skrig. Jeg kunne kun mærke, hvor ondt alting gjorde, og tænkte: Føles det sådan, når man dør? ”Få det til at holde op!” prøvede jeg at sige til dem.

Og det gjorde det så.

15

Minecraft Ulykken.indd 15

06/09/2018 10.13

Jeg vågnede op i et lille, beige værelse med lamelgardiner og bippende udstyr omkring mig. Der stod to polstrede stole med armlæn af træ på hver sin side af et beige plasticbord på hjul.

Min krop var dækket af et blåt tæppe. Jeg kunne ikke se, hvor slemt jeg var kommet til skade, men mine ben så større ud end ellers, så jeg gik ud fra, at de begge var i gips. Fedt.

Jeg kunne heller ikke se mine arme. Jeg prøvede at bevæge dem, men forgæves. Enten havde jeg ingen arme, eller også var narkosen ikke helt aftaget endnu. Jeg følte mig groggy og mærkede tilmed en dump smerte over det hele. I det mindste kunne jeg bevæge øjnene og kigge rundt. Jeg var alene. Der var bare mig, de bippende skærme og en lyserød plastickande med perlende kondensdråber på rullebordet. Men ingen kop­ per. Jeg stak tungen ud af munden. Mine læber var tørre. Jeg kunne godt bruge noget vand, men min stemme lod ikke til at virke, så jeg kunne ikke engang bede om noget, selv hvis jeg ikke havde været alene. Jeg prøvede at bevæge fingrene for at se, om der var en knap eller noget i nærheden, så jeg kunne lade nogen vide, at jeg var vågen, så man kunne begynde at se til mig eller fortælle mig, hvad der var sket – eller bare et eller andet. Men jeg kunne stadig ikke mærke mine fingre eller afgøre, om jeg stadigvæk havde nogen overhovedet. Gad vide, hvordan jeg så ud.

Gad vide, hvor alle var henne.

Gad vide, hvad der var sket med Lonnie.

Da jeg vågnede igen, så jeg op i et hospitalsloft med fliser. Den ganske almindelige slags i en blanding af grå og beige – i min omtågede tilstand tænkte jeg greige? – der er sat op i et ru­ demønster, som giver en lyst til at tælle dem, især når de er 16

Minecraft Ulykken.indd 16

06/09/2018 10.13

det eneste, man kan se. Lyset var svagt, og jeg kunne ikke se, om det var det samme rum, som jeg lå i tidligere, eller om jeg var blevet flyttet. Det var mindre, end jeg huskede det, og der lod til at være mindre summen og bippen, i forhold til sidst jeg havde været ved bevidsthed. Det var vel et fremskridt, tænkte jeg. Jeg prøvede at bevæge mig, men igen uden held, og denne gang kunne jeg slet ikke se min krop, fordi jeg lå helt fladt. Må­ ske var mine ben forsvundet – eller hele min krop. Jeg tænkte på, om en person kunne overleve udelukkende som et hoved.

Jeg overvejede også, at det måske var medicinen, der gjor­ de mig ør. Det virkede som en fornuftig bedømmelse af mine åndsevner.

Døren gik op og i, og jeg hørte min mor hviske: ”Hvor længe, tror du?” ”Det bliver et vanskeligt restitutionsforløb, mrs. Marshall.

Hendes skader er omfattende. Vi bliver nødt til at tage en dag ad gangen.”

Jeg hørte en hulken og derpå min fars stemme. ”Carrie vil gerne se hende. Jeg tager hende med herhen efter skole.” Carrie går da ikke i skole om lørdagen, tænkte jeg. Jeg skulle til at spørge dem, hvad de mente, men så slog det mig, at det sikkert ikke var fredag længere eller endda den samme weekend. Jeg prøvede at sige hej, men det, der kom ud, var ikke andet end et ”unh”. Jeg havde samme begrænse­ de ordforråd som en Minecraft-landsbyboer.

Mine forældre skyndte sig hen til min seng. De var glade for, at jeg overhovedet kunne frembringe lyde.

Hej, forsøgte jeg igen. ”Uhh” var, hvad der kom ud. ”Bianca!” sagde min mor blidt. Tårer løb ned ad hendes kinder og trak lysebrune striber i hendes makeup.

17

Minecraft Ulykken.indd 17

06/09/2018 10.13

”Hvordan har du det?” spurgte min far.

Jeg prøvede at nikke. Det gjorde ondt.

Så kom en kvinde i en hvid kittel hen til sengen, og mine forældre flyttede sig. Hun havde store, brune øjne og en sort fletning, der hang ned over den ene skulder. Da hun lænede sig ind mod mig, gled håret væk fra hendes navneskilt. Der stod DR. NAY. ”Hej, Bianca,” sagde hun. ”Det er godt at se dig vågen.” ”Hvor længe har jeg været væk?” prøvede jeg at spørge, men igen kom der ikke andet end en stønnen ud. Og noget savl, må jeg desværre indrømme. Min mor tørrede det væk med et papirlommetørklæde og så bekymret på mig. ”Der er næsten gået en uge siden ulykken,” sagde dr. Nay, som om jeg var ved mine fulde fem. ”Du er omsider blevet stabil nok til, at vi kunne vække dig.” ”Hvor slemt er det, doktor?”

Dr. Nay trykkede på sin tablet, og et kamera i siden af tab­ letten frembragte et hologram af mig i miniatureudgave. Det var uhyggeligt, som at se en skematisk tegning af sig selv. ”Du er meget heldig, Bianca. Hvis du var kommet ud for så­ dan en ulykke for nogle få år siden, tvivler jeg på, at vi ville have haft den fornødne teknologi til at hjælpe dig gennem det her.”

Jeg følte mig i hvert fald ikke særlig heldig, som jeg lå der pakket ind i gips, men hun vidste vel, hvad hun talte om. Dr. Nay trykkede på tabletten igen, og hologrammet af min krop lyste rødt forskellige steder. Det var forfærdeligt nyt: to bræk­ kede arme, et brækket lårben, tre brækkede knogler i højre fod, to brækkede ribben, en sammenklappet lunge og en hjer­ nerystelse. Jeg lignede et spil Operation, som var gået fuld­ stændig galt.

18

Minecraft Ulykken.indd 18

06/09/2018 10.13

”Det er godt, at du er en fighter,” sagde dr. Nay. Jeg huskede ikke, at jeg havde været frisk nok til at kunne kæmpe eller vide, hvem der var omkring mig, eller hvordan jeg var havnet i dette lille rum, der lugtede af møbelpolish, medicin og tis – som jeg håbede, ikke var mit eget, men som sikkert var det.

Dr. Nay lænede sig ind over mig og justerede tilførslen fra et drop. Jeg følte pludselig noget i højre side blive koldere, og jeg smilede igen, da jeg omsider kunne mærke min arm.

Kulden bredte sig rundt i kroppen, og så lagde matheden sig over mig som en tåge. Dr. Nay blev ved med at tale med mine forældre. Der var åbenbart meget at fortælle. Jeg forsøgte at følge med i samtalen, men jeg havde svært ved at høre. Jeg havde svært ved at føle noget. Jeg havde det i det hele taget svært. Det var som at svømme mod en stærk strøm. Og så sortnede det for mig igen.

Tredje gang er lykkens gang, tænkte jeg, da jeg vågnede igen.

Denne gang var lyset klarere, jeg sad op, og jeg kunne se rundt i det beige rum med de polstrede stole, plasticbordet på hjul og den lyserøde kande. Deja-vu. Bortset fra min far, der sad i en af stolene og læste i et InfoTech-blad. Af en gammel mand at være har han altid været på forkant med al den nyeste tek­ nologi. Men det er jo ligesom også hans arbejde. ”Hej,” sagde jeg. Denne gang lød det faktisk som et gen­ kendeligt ord, hvilket overraskede mig, så jeg udstødte en lille lyd, der var en blanding af et hik og et støn. Ja, det lød lige så underligt, som du tænker. Tro mig.

Min far sprang praktisk talt op af stolen. ”Hej,” sagde han. ”Hvordan har du det?”

19

Minecraft Ulykken.indd 19

06/09/2018 10.13

Jeg trak på skuldrene, eller det troede jeg i hvert fald, at jeg gjorde. Jeg tror ikke, at noget af min krop kunne bevæge sig. ”Hvad skete der?” spurgte jeg, selv om jeg udmærket vid­ ste, hvad der var sket, men jeg kunne ikke finde på et bedre spørgsmål. ”Du blev slemt tilredt,” sagde han med lav stemme, som om det ville gøre det hele værre, hvis han talte højere. Han rakte ud mod en af de bippende maskiner og rørte skærmen.

Det gjorde mig nervøs, men der skete ikke noget. ”Du skal være her et stykke tid.” Han sukkede. ”Du har været gennem nogle operationer og er blevet lagt i gips.” Han lagde sin var­ me hånd på min pande. ”Vi har også fået en plastickirurg til at behandle dig, så arrene ikke bliver så grimme.”

Jeg må have fortrukket ansigtet eller noget, og han blev helt bleg. ”Det er ikke så slemt. Og du skal nok komme dig. Du har klaret skærene, som man siger.” Han lo, slog bladet mod sen­ gehesten og trådte et skridt væk. Han havde tydeligvis ikke lyst til at sige mere. ”Lonnie?” spurgte jeg. ”Hvad?” sagde han. Han fik et forpint udtryk i ansigtet. Så blinkede han et par gange og så skidt ud. ”Bianca …”

Døren gik op, og dr. Nay kom ind. ”Godmorgen, Bianca!

Hvordan har du det?”

Som om jeg er blevet ramt af en bil, havde jeg lyst til at sige for sjov, men lod være.

Min far trådte til side, så hun kunne komme tættere på.

Hun tog stetoskopet, hun havde hængende om halsen, og lyt­ tede til mit bryst. ”Vejrtrækningen er god, omsider.”

20

Minecraft Ulykken.indd 20

06/09/2018 10.13

Trak jeg ikke vejret på et tidspunkt? Hvornår havde min vejrtrækning ikke været god? spurgte jeg mig selv.

Hun så på min far og nikkede. ”Hun er sej, din datter.”

Så kiggede hun på sin tablet, som hun havde lagt på bordet, og prikkede på skærmen et par gange. En blå smølfeudgave af mig kom til syne på skærmen igen, og dr. Nay fortalte mig om alle de operationer, som jeg havde gennemgået, mens jeg havde været bevidstløs. ”Prøveresultaterne bliver bedre og bedre,” sagde hun. ”Nu er det bare et spørgsmål om restitution, hvilket vil sige, at du nok kommer til at blive her på hospitalet noget tid.”

Min far så på mig med sine hundeøjne, og jeg fik et sug i maven. Hvor meget ville det her koste os i hospitalsregninger?

Hvor længe skulle jeg være væk fra skolen? ”Vi giver hende de stærkeste smertestillende midler, vi kan i den givne situation,” fortsatte lægen og så på min far, ”men sygeplejerskerne siger, at hun stadig vågner med få timers mel­ lemrum og forsøger at bevæge sig. Hun får så meget, som vi trygt kan give hende lige nu, og det er sikkert grunden til, at hun er vågen og har det nogenlunde. Men vi er nødt til at sør­ ge for, at hun ligger stille.”

Jeg huskede ikke, at jeg var vågnet. Jeg huskede ikke at have smerter, men det rædselsslagne blik, min far sendte mig, røbede, at han sikkert selv havde været vidne til disse opvåg­ ninger. ”Vi vil ikke kunne give hende noget mere det næste stykke tid, og hun er vågen nu, så det kan godt blive … en hård af­ ten.”

Min far nikkede. Han så sammenbidt ud og greb så hårdt fat om sengehesten, at jeg var bange for, at den ville knække.

21

Minecraft Ulykken.indd 21

06/09/2018 10.13

”Jeg bliver hos hende hele natten,” sagde han. ”Hendes mor kommer i morgen tidlig. Vi skal nok klare os igennem det her.”

Så gik dr. Nay, og min far rettede på mit sengetøj. Lang­ somt begyndte sansefornemmelserne i min krop at vende til­ bage, og jeg forstod så småt, hvad dr. Nay mente, og hvorfor min far havde set så bekymret ud. Det var som at blive dyppet langsomt i lava. Du tænker måske: Jeg kan da godt tåle at få en tå brændt af eller endda en fod. Skidt med det! Men smer­ ten blev bare ved med at fortære mere og mere af min krop.

Jeg følte mig svag af smerte. Bare det at se på min fars ansigt gjorde ondt. For han kunne ikke gøre noget, og jeg var vred på ham, fordi han ikke kunne gøre noget, og så blev jeg vred på mig selv, fordi jeg vidste, at han var hjælpeløs, og at det her også var en pine for ham.

Men også fordi det hele var min skyld.

Det var midt om natten, da jeg vågnede igen. Min far sad og sov i stolen med bladet på brystet. Han havde smidt skoene og snorkede let. Døren ind til min stue stod åben, og mit an­ sigt blev ramt af en lysstribe, som jeg gættede på stammede fra sygeplejerskekontoret. Jeg kunne stadig ikke finde en tilkalde­ knap, men jeg gik ud fra, at jeg ikke ville få mere medicin lige med det første, for mine smerter var aftaget til en svag murren.

Jeg kunne godt tænke mig lidt vand, men havde ikke lyst til at vække min far. Jeg anede ikke, hvor længe han havde siddet der. Hans tøj lignede en kludebunke, og hans normalt så fine hår var en uglerede. Han kunne have siddet der i flere timer, hvis ikke dage, uden ophold. Nogen måtte være hjemme hos Carrie. Jeg husker, at han havde sagt noget om, at han og mor skulle skiftes, så måske var det snart tid til, at han fik en pause.

22

Minecraft Ulykken.indd 22

06/09/2018 10.13

Men jeg var faktisk glad for, at min far sov, og at jeg ikke kunne tilkalde nogen. For jeg vidste, at det øjeblik, de mente, at jeg var frisk nok til en rigtig samtale, ville de stille spørgs­ mål. En masse spørgsmål. Og så ville de finde ud af, hvad jeg havde gjort, og at det hele var min egen skyld.

En skygge fyldte døråbningen, og nogen med en lille stem­ me hviskede: ”Hej.” ”Hej,” lykkedes det mig at svare.

Og så kom en dreng på omkring 11 år ind. Han var iført en pyjamas, hvorpå der stod GAMER 4 LIFE, og en slåbrok med selvlysende planeter over det hele. ”Hvem …?” spurgte jeg. Mere kunne jeg ikke sige. Min hals gjorde ondt, når jeg talte. ”Jeg hedder A.J. Jeg ligger inde på stuen ved siden af,” sagde han. Han trådte lidt nærmere, men standsede så, da min far udstødte et meget højt snork, og han virkede overra­ sket over, at der var andre på stuen. A.J. gik hen til apparatet med droppet og trykkede på skærmen. Det var åbenbart en vedtagen måde at komme i kontakt med patienterne på. Det noterede jeg mig, i tilfælde af at jeg på et tidspunkt gik ind på en anden patients stue. Forudsat at jeg ville komme til at gå igen. ”Jeg hedder …” ”Bianca Marshall. Jeg så navnet på din journal, da dr. Nay kom ind.” ”Nåh,” sagde jeg.

Han smilede. ”Lonnie,” sagde jeg. ”Elon Lawrence.” Det var anstren­ gende for mig at sige så meget.

A.J. så forvirret ud og rystede på hovedet, så hans tætte, 23

Minecraft Ulykken.indd 23

06/09/2018 10.13

mørke krøller dansede. ”Nej, du hedder Bianca,” sagde han og lagde tryk på hver en stavelse af mit navn. ”Det er min ven,” sagde jeg. ”Vi sad begge i bilen. Han har det måske endnu værre.”

A.J.’s bryn røg i vejret. ”Værre end dig?” spurgte han. ”Du er ret slemt tilredt. En, der har det værre end dig, ville sikkert være død.” Jeg ventede på, at han skulle grine eller smile eller sige, at han bare lavede sjov. Men ham knægten her sagde sandheden ligeud, og en dunkende smerte øverst i hovedet fortalte mig, at han havde ret: Havde nogen det værre end mig, ville vedkommende ikke kunne overleve. Og hvis man havde noget positivt at sige om Lonnie, ville man allerede have sagt det.

”Men jeg kan snige mig ind på sygeplejerskekontoret og se,

om jeg kan finde hans journal,” tilbød A.J. De ord lagde straks låg på den ængstelse, der var begyndt at vælde op i mig. Eller måske var det medicinen. Der lød en række bip, og så brummede apparaterne omkring mig lidt.

Nogle sekunder senere begyndte jeg at få det lidt bedre. ”Tak, A.J.,” sagde jeg. Da han vendte sig om for at gå, så jeg noget i hans hånd. ”Hvad er det?”

Han vendte sig om igen. ”De her?” Han holdt noget op, der lignede et hvidt plasticpandebånd. ”Det er Virtual Reality-­ briller,” sagde han og trådte nærmere for at vise mig dem. ”Man kan se film og den slags med dem, men jeg har spillet Minecraft.” ”Jeg kan godt lide Minecraft.” ”Ja?” A.J.’s øjne lyste op, da han hørte det. ”Min ven og jeg er i gang med at bygge en verden sam­ men,” sagde jeg, en smule overrasket over, hvor meget jeg 24

Minecraft Ulykken.indd 24

06/09/2018 10.13

kunne tale. Jeg skævede til det nærmeste apparat. Jep, det var så afgjort tid til noget smertestillende.

A.J. blinkede og nikkede. Han ventede sikkert på, at jeg kom med nogle detaljer. ”Den har en masse landsbyer med forskellige konfiguratio­ ner, regler og ting og sager.”

Det gjorde A.J. endnu mere begejstret. ”Er det rigtigt? Jeg kan bare godt lide at spille i overlevelsestilstand. Men jeg bru­ ger modifikationer, og jeg har endda selv lavet nogle af dem!” ”Sejt,” sagde jeg. ”Du burde prøve de her briller så,” sagde han. ”Du bliver blæst bagover.”

Inden jeg nåede at svare, gik A.J. hen til min seng og place­ rede brillerne på mit hoved. De to ender trykkede mod mine tindinger. Men det var det rene ingenting, i forhold til hvor­ dan resten af min krop havde det i øjeblikket. Jeg mærkede en kildren på begge sider af mit ansigt, og den bredte sig over min pande. Pludselig vældede smerten gennem hovedet på mig som en flodbølge, men jeg prøvede at lade være med at stønne eller krympe mig, da jeg ikke ville gøre A.J. ked af det.

Han troede jo sikkert, at han gjorde mig en tjeneste.

Jeg åbnede øjnene og så til min overraskelse, at hospitals­ stuen var forsvundet. Spillet var allerede i fuld gang og sat på pause midt i det, som A.J. havde været i gang med før. ”Det er lidt mærkeligt i starten,” advarede han mig. ”Men du vænner dig til det efter et stykke tid.”

Han pjattede ikke. Det var forvirrende at blive kastet ind midt i et spil i en fuldt udviklet verden. Den var lysere end min hospitalsstue, skulle jeg love for, og de urealistiske, tegneserie­ agtige grønne, brune og blå farver føltes som klask i hovedet.

25

Minecraft Ulykken.indd 25

06/09/2018 10.13

Jeg kiggede rundt i det skovlandskab, som jeg var havnet i, og opdagede, at hvis jeg kiggede i en bestemt retning i et vist stykke tid, begyndte jeg at bevæge mig derhen. Bevægelserne var meget bratte og gav mig brækfornemmelser. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at trække vejret dybt. Det nyttede ikke no­ get, at jeg sagde, at jeg ville ud af spillet, for jeg skulle jo trods alt imponere et lille barn. Og desuden havde jeg en følelse af bare at være et hoved uden krop. Da jeg forsøgte at bevæge mig igen, vendte det sig i maven på mig. ”Skal du kaste op?” spurgte A.J. ”Nej … jeg ... øh …” ”Måske skulle du holde op,” sagde han. Uden varsel hev han brillerne af mig, og hvis jeg skal være ærlig, så hjalp det ikke spor. Det gjorde mig endnu mere skidt tilpas at vende tilbage til den virkelige verden af dump smerte, og jeg vendte mig til den anden side af sengen og kastede op.

Mens jeg forsøgte at tørre min mund i sengetæppet, tråd­ te A.J. baglæns hen mod døren. Min far rørte på sig, men vågnede ikke. En sygeplejerske kom løbende ind på stuen og kiggede på A.J., derefter på mig, på ham igen, og så gik hun langsomt hen til sengen for at gøre mig ren. Der var bræk i mine fletninger. Jeg havde ikke rigtig tænkt på, hvor det lan­ dede, da jeg kastede op. ”Klamt,” sagde A.J. ”Gå tilbage til din egen stue,” sagde sygeplejersken. ”Jeg kommer ind til dig senere. Du ved godt, at du ikke må gå rundt, og du må i hvert fald ikke være på andres stuer.”

Min far vågnede, rettede sig op og forsøgte at finde ud af, hvad der foregik.

A.J. skar ansigt, men gik helt hen til døren. ”Det er svært at 26

Minecraft Ulykken.indd 26

06/09/2018 10.13

komme ind og ud,” sagde han. ”Det er ikke alle, der kan finde ud af det. Der findes en anden vej ud, som jeg kan vise dig.”

Han trak på skuldrene. ”Men det er mest for nybegyndere.” ”Komme ud af hvad?” spurgte min far. ”Bare et spil,” sagde A.J. og viste ham brillerne.

Jeg blev fornærmet over nybegynderkommentaren og hav­ de lyst til at fortælle ham, at jeg godt kunne finde ud af det, men selvfølgelig var jeg ikke i den bedste form på det tids­ punkt, hvor jeg lå nærmest invalid i en hospitalsseng, mens en sygeplejerske tørrede bræk af mig. Jeg så ham gå ud i gangen og forsvinde.

Men jeg skulle vise ham, at jeg godt kunne finde ud af det.

Jeg var ikke nybegynder.

Der ville ikke være meget gamer over mig, hvis jeg ikke kunne finde ud af det.

Minecraft Ulykken.indd 27

06/09/2018 10.13

RYG: 29 mm

7,5

147

onActi dt fyl ler l ­thri il t aftr c e Min ans f

TM

Da en ny VR-version af ­Minecraft vækker drømme til live, står Bianca pludselig over for sin værste frygt.

TM

Bianca handler, før hun tænker og har aldrig holdt sig til planen. At handlinger har konsekvenser, opdager hun, da hun vågner på hospitalet og er næsten lammet, efter at hun har været involveret i en frygtelig ulykke med sin bedste ven, Lonnie.

OFFICIAL PRODUCT

Bianca søger tilflugt i en ny virtual reality-udgave af Minecraft, der reagerer på alle hendes ønsker og giver hende kontrol over verden i samme øjeblik, som hun troede, hun havde mistet den. Hun opdager dog hurtigt, at hun er fanget i spillet og bliver angrebet af figurer, der ligner mennesker, hun kender fra det virkelige liv. Er Lonnie også en del af spillet? Og kan Bianca hjælpe ham med at vende tilbage til virkeligheden?

ISBN: 978-87-4004-459-1

Minecraft - ulykken_cover_DK.indd 1

20/09/2018 10.05