Smørhår og duksedrenge by JP/Politikens Forlag

Lars Daneskov

LARS DANESKOV

Det er snart jul i Ostehuset. Anton skal spille Jomfru Josef i skolen, men så smelter Jesus, og Gilbert Ernst starter i klassen. Gilbert Ernst er den klogeste dreng i landet og har vundet Den gyldne ugle i fjernsynet. Han har også noget meget fedtet hår og en mystisk autocamper med en stor antenne. Pludselig har Antons bedste ven Molly ikke længere tid til Anton, og så må han ellers lægge en plan. Han får brug for en stor pakke smør, en æseldragt, og især får han brug for en tyk dame med en virkelig stor sneplov. SMØRHÅR OG DUKSEDRENGE er den fjerde historie i den prisvindende serie om Anton, Mor, Molly, Pappa og alle de andre hjemme fra Ostehuset.

ISBN 978-87-400-2498-2

Politikens Forlag

Smørhår og duksedrenge

Smørhår duksedrenge

Af samme forfatter: Godmorgenhistorier Mor har en baby inde i maven Tro, hĂĽb og gorgonzola TĂ¸selus og vinkeflĂŚsk Dig, mig og lama

Lars Daneskov

Smørhår og duksedrenge Illustreret af Pernille Lykkegård

1 Snemanden Jesus Du kan lige så godt gøre dig klar med det samme. Om lidt starter historien her nemlig med en ret høj lyd. Det kan godt være, du skal holde dig for ørerne et øjeblik. Det er nemlig en historie, hvor du både skal høre om en klog dreng med virkelig fedtet hår, en mystisk antenne, der ligner et grantræ, en abe ved navn Trold og måske endda om et æsel i en campingvogn. Lyden kommer cirka nu.

Sådan lyder det, når to venner rutsjer ned ad en bakke på deres kælk med alt for meget fart og griner lige op i luften,

mens sneen står til alle sider som hvide kæmpebølger. Lige nu var de to tippet rundt med kælken og grinede og børstede sne af deres dynejakker. De lignede næsten små astronauter midt i alt det hvide, mens de prøvede at hale kælken op ad bakken igen. Den ene astronaut var en lille fyr med tyk sne under støvlerne. Det var ham, der hed Anton. Normalt strittede hans hår vildt ud til alle sider. Det var umuligt at se, om det også strittede nu. Anton havde nemlig hue på, så man kun kunne se hans øjne. Den anden på bakken var hende, der hed Molly. Hun lignede også en tyk astronaut og var hele tiden ved at falde. Når hun endelig fik balancen igen, grinede hun bare eller kastede med sne. Sådan havde de to leget sammen hver vinter, siden de var helt små. Efterhånden var Molly blevet så god til dét med sneboldene, at hun hver eneste gang kunne ramme Anton midt i ansigtet med et ordentligt smask eller lige i maven, så det sagde pufff. Anton plejede bare at grine. Selv når det gjorde ondt. Så gode venner var de. Faktisk havde Anton ikke nogen bedre ven end Molly. Det kunne godt være, hun var en pige, men hun var alligevel ret sød.

Bakken lå i udkanten af byen, ikke så langt fra det gamle træ i rundkørslen, hvor man under ingen omstændigheder måtte hænge plakater op, selv hvis ens fede kat var løbet hjemmefra. Det lød, som om Anton og Molly trådte i cornflakes, hver gang de tog et skridt, så meget knasede sneen. Krrrrsj. Krrrrsj. Krrrrsj. Det var så koldt, at der kom små hvide skyer ud af deres munde, når de trak vejret. ”Se,” råbte Molly og pustede tre skyer ud i luften. ”Jeg ryger vintercigaretter.” Anton var ikke nær så god til det med vintercigaretterne som Molly. Han prøvede at spidse munden, men lignede bare en blanding mellem en guldfisk og næbbet på Mors støvsuger derhjemme. I det samme slap Molly kælken og kastede sig baglæns ned i den tykke sne. Hun lå på ryggen med armene ud til siden. Så begyndte hun at bevæge armene op og ned, samtidig med at hun spjættede fra side til side med benene. Anton syntes, hun lignede den sprællemand, der hang ved hans seng, dengang han var lille. Sprællemanden havde haft nogle uhyggelige, stirrende øjne, og til sidst havde Mor taget den ned, så han bedre kunne falde i søvn.

Men Molly var ikke uhyggelig overhovedet. Hun var bare Molly. Da hun havde sprællet på jorden et øjeblik, rejste hun sig op. ”Kan du se, hvad det er?” Anton lagde hovedet på skrå og kiggede på sneen, hvor Molly havde ligget. ”Det ligner … en engel!” ”Det er en engel,” grinede Molly. ”En sneengel.” Så kastede hun sig ned et nyt sted i sneen og begyndte at sprælle igen. Anton lagde sig ved siden af hende. Han ville også lave en engel. Kort efter var der engle i sneen overalt på bakken. Mollys lignede bedst, mens nogle af Antons mest så ud, som om nogen havde været i gang med at skovle sne. ”Det her skulle hr. Godtmod lige se,” sagde Molly. Anton nikkede stolt, mens han så ud over alle de små engle. Det her skulle hr. Godtmod nemlig lige se. Hr. Godtmod var den lærer på skolen, der nok lugtede værst ud af munden. Han havde stort overskæg og ternet jakke og kørte på en lille knallert med en motor, der lød ligesom en mellemstor spyflue med ondt i maven. Hr. Godtmod var vild med engle. Det vidste Anton bare. Lige for tiden talte han faktisk om dem konstant.

I det hele taget var hr. Godtmod vild med alt, der havde med jul at gøre. Det var derfor, han var gået i gang med at læse en julebog for dem, der hed Bibelen, og det var også derfor, han ville have klassen til at synge en virkelig lang julesang aftenen før jul. Ikke bare i skolen, men for alle i byen. I en stald et drengebarn. De skulle synge nede på torvet, lige der, hvor der ellers stod en mand med stor kasket og termokande og solgte juletræer. Der var bare tre dage til nu. Derfor var det vigtigt, at de alle sammen kunne deres sang og deres roller, sagde hr. Godtmod. Han var helt sikker på, at deres mor og far ville sidde nede foran og tage billeder, når de sang. Sådan var forældre. De var bare pjattede med billeder af deres børn, hvor de så artige og dygtige ud. De skulle alle sammen være klædt ud, så de lignede dem fra dengang, Jesus blev født. Nogle skulle vikles ind i lagener, så de kunne være de tre vise mænd. Nogle skulle være hyrder med kosteskafter som stave. Og måske var der også nogle i klassen, der skulle være dyr, fordi Jesus blev født i en stald. Når de kom i skole i morgen, ville hr. Godtmod fortælle, hvem der skulle være hvad.

Anton vidste ikke, om Mor overhovedet ville være der, når de skulle synge. Sandsynligvis skulle hun sælge ost imens, og man kan ikke bare gå fra en butik fyldt med gorgonzola. Så meget vidste han. Måske var hun egentlig også ligeglad med jul og julesange. De havde ikke engang fået et juletræ endnu, selv om hun sagde, at dét skulle de nok nå. Kassen med julepynt stod stadig på loftet. Måske havde hun ikke engang købt en julegave til Anton? Faktisk glædede Anton sig til, at julen var overstået. Så var der lang tid til, han igen skulle glæde sig til noget, han nok ikke ville få. ”Jeg vil helst være Jomfru Maria,” sagde Molly, da de et øjeblik senere sad på toppen af bakken. ”Hvis du skal være Jomfru Maria, vil jeg være ham den anden,” snøftede Anton. ”Hvem er ham den anden?” spurgte Molly og klappede sne af sine vanter. ”Ham tømreren, der var kæreste med Jomfru Maria, selv om det var Gud, der var faren til hendes barn,” sagde Anton. ”Jeg vil være Jomfru Josef.” ”God idé,” sagde Molly. ”Hvis jeg er Jomfru Maria, og

du er Josef, så mangler vi bare en, der kan være lille Jesus.” Anton lyste op med det samme. ”Mor kender en dame nede fra ostebutikken, som triller rundt med en lille baby i en klapvogn. Måske kan vi låne den. Den sover alligevel hele tiden.” ”Jeg ved ikke rigtig, om det er så godt at låne en baby,” sagde Molly og trak på skuldrene. ”Nogle gange vågner sådan nogle op og skriger helt vildt, fordi de ikke har nogen tænder, og har skidt i deres ble eller taber deres sut. Sådan noget dur bare ikke, hvis de skal være Jesus.” Det kunne Anton godt se. Det gik ikke, hvis Jesus tabte sin sut og begyndte at tude, når de var i gang med at synge. ”Jeg er heller ikke sikker på, at babyer har så godt af at være ude i sne,” sagde Molly. ”Måske skal vi hellere bruge en dukke eller en bamse,” foreslog Anton, men så rejste Molly sig. ”Jeg ved det,” råbte hun. Det så ud, som om hun var ved at lave en hård snebold, og Anton gjorde sig klar til at dukke hovedet. Men denne gang havde Molly åbenbart ingen planer om at kaste efter ham. I stedet var hun gået i gang med at rulle snebolden større. Den var allerede lidt aflang. Det lignede starten på en snemand.

”Hvad laver du?” spurgte Anton. ”Jeg bygger Jesus,” sagde Molly og klappede sneen, så den blev helt hård. ”Det ligner da ikke Jesus.” Molly stønnede højt. Så pegede hun med sin vante på den pølse af sne, hun holdt i hånden. ”Det der,” sagde hun. ”Det er hovedet. Og det der … er kroppen.” Anton kiggede et øjeblik på Mollys snepølse og snøftede. Hans næse var efterhånden ret kold. Lignede Mollys lille snemand Jesus? Måske hvis han virkelig kneb øjnene sammen. ”Han har godt nok ikke nogen arme eller ben endnu,” begyndte Molly. ”Men hvis du kigger godt efter, kan det altså godt ligne Jesus. Måske skal han bare have nogle øjne og en lille gulerod som næse.” Anton kunne stadig ikke helt følge med. ”Jesus er altså ikke nogen snemand, og han kan ikke have en gulerod som næse. Sådan ser Jesus ikke ud. Jesus har langt hår og skæg og går i en lang, hvid natkjole. Det har jeg selv set.” ”Men han havde jo ikke skæg, da han var lille,” afbrød Molly. ”Dengang lå han bare i den der stald i Betlehem og var en baby.”

Anton kiggede igen på snepølsen i Mollys hænder. Nu havde hun sat to små sten ind i sneen som øjne.

Måske var det faktisk sådan, Jesus havde set ud, dengang han var baby. Der var ikke nogen, der vidste det, for Jomfru Maria havde slet ikke taget nogen billeder af Jesus. Derfor var der kun tegninger i den bog, hr. Godtmod havde. Det var ikke ligesom Mor. Hun havde virkelig taget mange billeder af Anton, dengang han var en lille baby. Anton var pænt grim dengang, syntes han selv. Han havde helt tykke kinder og var næsten lige så skaldet som Pappa ovre fra Pappas Pizza. Anton syntes, det var pinligt, når Mor fandt de billeder frem, og allerværst når hun ville vise dem til andre. Lige dér var Jesus alligevel lidt heldig. Jomfru Maria havde ikke noget fotoalbum.

Men faktisk var det jo rigtigt, hvad Molly sagde. Det var ikke en stor Jesus, de havde brug for på torvet, når de skulle synge sammen med hr. Godtmod. Det var bare en lille Jesus. Og når det nu ikke kunne være babyen fra klapvognen, fordi den bare ville begynde at vræle, og det ikke kunne være en dukke eller bamse, var det her måske meget godt. Så behøvede de heller ikke nogen natkjole eller noget skæg. ”Det handler bare om at bruge sin fantasi,” sagde Molly. Anton nikkede, selv om han ikke var helt sikker på, at han havde sådan én. Men det lød meget sjovt. ”Så siger vi det til hr. Godtmod i morgen,” sagde han. ”Du er Jomfru Maria, og jeg er Jomfru Josef, og vi behøver slet ikke bruge en dukke som jesusbarn eller en, der skider i sin ble. Vi har bygget ham i sne og skal bare bruge en gulerod, så han kan få en næse.” Så stod de lidt ved siden af hinanden og kiggede ud over byen med alle de hvide tage. Husene var helt små, når man så dem herfra. Et sted dernede lå Ostehuset. Det var der, Anton boede sammen med Mor. Lige ved siden af lå Pappas Pizza, hvor Pappa lavede alle sine pizzaer, og skråt overfor lå Torbens Dametøj, mens Skodamen med de spidse tæer havde sin butik lidt længere nede ad gaden.

Hvis man kiggede godt efter, kunne man også se danseskolen Center Dans & Sol. Det var der, Molly boede. Og hvis man stod på tæer og virkelig strakte hals, kunne man næsten se torvet med et af de juletræer, Mor måske ville nå at købe inden juleaften. Lige nu var der så meget sne, at byen lignede et nisselandskab, nogen havde lavet i vat. Bare uden nisser. Det var deres by. ”Kan du ikke tage ham her med hjem og lægge ham i jeres fryser, så han ikke smelter?” spurgte Molly og rakte Jesus til Anton. ”Selvfølgelig,” sagde Anton og tog imod Mollys snepølse. Det var vigtigt, at Jesus ikke smeltede. Så kastede de sig begge to ned på kælken og rutsjede af sted gennem alt det hvide med sne til alle sider.

På det her tidspunkt var der selvfølgelig heller ikke nogen, der kunne ane, at der næste dag ville ske noget, som lavede alting om. Helt om.

Lars Daneskov

LARS DANESKOV

ISBN 978-87-400-2498-2

Politikens Forlag

Smørhår og duksedrenge

Smørhår duksedrenge