90 mm
147 mm
147 mm
investeringsbank. Han ser frem til sommerferien med sin kone og sin datter, da en
hvor penge er gud, og tavshed er guld. Samtidig bliver en ung indvandrer med banderelationer fundet myrdet i en kælder under Urbanplanen. Axels gamle kollega Vicki Thomsen leder efterforskningen, og hun kommer under stærkt pres, fordi ingen i miljøet vil tale med politiet. Der er tråde til krigen i Syrien, PET blander sig, og sagen kompliceres yderligere, da det viser sig, at den dræbte har haft hemmelig kontakt til politiet, særligt til én politimand: Axel Steen.
retfærdigheden ske fyldest og sit ønske om at beskytte sin familie.
”En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige …” – INFORMATION
HHHHH – JYLLANDS-POSTEN HHHHH – NORDJYSKE STIFTSTIDENDE HHHHH – BØRSEN Om BYE BYE BLACKBIRD skrev pressen:
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ”Jesper Steins anden
krimi er en sprogligt spændstig sag om en sadistisk serievoldtægtsforbryder på Nørrebro. Men det er portrættet af storbyen og en reflekteret helt, der gør bogen levende og realistisk.”
– POLITIKEN
J E S P E R
S T E I N
Om AKRASH skrev pressen:
HHHHH ”Den er velskrevet, velkomponeret og voldsomt spændende.” – BERLINGSKE
HHHHH – JYLLANDS-POSTEN HHHHH – DAGBLADENES BUREAU Om AISHA skrev pressen:
HHHHHH ”Mesterligt … Det,
der begynder som en drabskrimi, udvikler sig til en stort anlagt politisk spændingsroman på grundlag af et ubehageligt aktuelt etisk dilemma.”
– JYLLANDS-POSTEN
HHHHHH – DAGBLADENES BUREAU ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHH– BERLINGSKE
Jesper Steins romaner er solgt til udgivelse i bl.a. Tyskland, Italien, Frankrig, Island, Norge, Holland, Sverige og England, og SF Film har sikret sig filmrettighederne.
Om PAPA skrev pressen:
K R I M I POLITIKENS FORLAG
ISBN 9788740045451
P O L I T I K E N S FORSIDEFOTO © RASMUS B. LIND
HHHHH– BERLINGSKE HHHHH– JYLLANDS-POSTEN
p olitikensforlag.dk
9 788740 045451
F O R L A G
”En virkelig god kriminalroman. Der er alenlangt mellem snapsene i dansk krimilitteratur. Det her var en af dem.” – WEEKENDAVISEN
HHHHHH – JYLLANDS-POSTEN ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHHH – DAGBLADENES BUREAU
220 mm
SOLO er en rå og mørk krimi om en mand, der er splittet imellem sin drift efter at se
JESPER STEIN SOLO
FOTO: © STEEN EVALD
A
xel Steen har lagt sit liv i politiet bag sig og er blevet sikkerhedschef i en international
og uden at politiet indblandes. Det sætter gang i en fatal kæde af begivenheder i en verden,
OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK
90 mm
Om URO skrev pressen:
betroet medarbejder i banken bliver taget i svindel for millioner. Axel skal fyre ham diskret,
JESPER STEIN er født 1965 i Aarhus. Han har blandt andet arbejdet som kriminalreporter og litteraturjournalist. I 2012 debuterede han som skønlitterær forfatter med Uro, der modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Bind to i serien om Axel Steen, Bye Bye Blackbird, udkom året efter. I 2014 fulgte tredje bind, Akrash, og i 2015 Aisha, der modtog boghandlernes Gyldne Laurbær. Femte bind i serien, Papa, udkom i 2017.
33 mm
Solo.indd 2
24/09/18 19.58
J E SP E R ST EIN
Solo Krimi
POLITIKENS FORLAG
Solo.indd 3
24/09/18 19.58
Af samme forfatter: Uro (2012) Bye Bye Blackbird (2013) Akrash (2014) Aisha (2015) Papa (2017)
Solo.indd 4
24/09/18 19.58
Til Anja
Solo.indd 5
24/09/18 19.58
Solo.indd 6
24/09/18 19.58
DAG 1
1 Amager Strand genlød af morgenaktivitet, inliners på promenaden, lyden af løbernes såler, latter og kåde barneskrig blev båret hen over vandet. Axel Steen kastede et blik på Emma. Lukkede øjnene og lagde sig tilbage på håndklædet, kolde dråber på brystet og skulderen. Varmen kom langsomt. Han krøb ind i sig selv og prøvede at lukke af for alt andet end solen på huden, kroppens ro, det føltes, som om hans muskler smeltede. Der var mørkt og roligt inde i ham. Han forsvandt. Svedig og bevidstløs. Så hørte han stemmen. Gennem søvnen. Eller gennem lydene på stranden. Den var svag. Han var i tvivl om, hvor den kom fra. Var den i hans hoved? Var der nogen, der skreg om hjælp? Var det hans kone, der råbte i klitterne, grædende og desperat? De havde lige sagt farvel hjemme i huset for en halv time siden, så det kunne ikke være hende. Han lyttede med øjnene helt lukket i. Var det Emma, der kaldte? Svagt og fortvivlet? Nej. Det var en dreng, der råbte på ham. Han kom om på den anden side af lyden og indså, at han havde døset. Han satte sig op og så sig omkring. Der var ikke andre end hans tolvårige datter, og hun kaldte ikke på nogen – opslugt som hun var af sin mobiltelefon. Hans blik gled rundt på omgivelserne, klitterne, de badende. Han lyttede efter. Emma kastede et blik på ham. Hun havde høretelefoner på, hendes øjne blev hængende ved hans ansigt. Hun vendte håndfladerne op og himlede med øjnene, som om hun ville sige: Hvad? Hvad er der nu? 7
Solo.indd 7
24/09/18 19.58
Han rystede på hovedet. Forsøgte at glemme drømmen. Der var nok at fokusere på. Der ventede en fyring af en betroet medarbejder efter frokost. Og det var ham, der skulle eksekvere den, havde Zorn sagt. Han orkede ikke at tænke på det. Han ville have sommerferie, ligge på en strand med sin familie. Der var desværre fire uger til. Han så på Øresunds silhuetter af containerskibe, udspændte sejl og speedbåde med hvide faner af kølvand. I baggrunden Barsebäck og Turning Torso. Et gigantisk krydstogtsskib foran Broen. Og flyene, der gled ned i perfekt balance mod 22L, den østlige landingsbane i lufthav nen. Han fulgte dem med øjnene og kunne se to, nogle gange tre fly spredt ud over himlen over Øresund. Storby og strand. Et frikvarter i sandet omgivet af det pumpende liv, der fortsatte hensynsløst og hektisk. Han så på avisen ved sin side. “Islamisk Stat har indtaget den antikke by Palmyra og halshugget 12 syriske soldater. Det skønnes nu, at IS kontrollerer et areal, der svarer til halvdelen af Syrien.” Han tjekkede klokken på sin mobil. De skulle gå nu. Emma skulle møde kl. 10. Han vinkede til hende for at få hende til at tage høretele fonerne af. Inden han fik sagt noget, spurgte hun: “Er du glad for dit nye job?” “Jo. Det er jeg.” “Lige så meget som for det gamle?” “Ja.” “Du vil ikke hellere være politimand?” “Nej. Det er jeg færdig med.” “Okay. Hvad vil du helst? At jeg blev kæreste med en måge, der hed Vincent, som skulle spise med hjemme hos os hver aften, eller at jeg aldrig fik en kæreste og aldrig blev lykkelig?” “Jeg kan ikke så godt lide måger.” “Nej, men far ...” “Jeg vil nok blive nødt til at finde mig i Vincent så. Jeg vil gerne have, du bliver lykkelig.” “Okay, men hvad så hvis du skulle vælge mellem ...” “Vi skal gå nu, Emma, pak dine ting.”
Solo.indd 8
24/09/18 19.58
2 Vicki kunne høre en politihund gø i tunnelen under Peder Lykkes Vej. På parkeringspladsen holdt en ambulance, tre politibiler og to vogne fra Kriminalteknisk. Hun tjekkede sit ansigt i bakspejlet. Hun var rød spættet på begge sider af næsen, mikroskopiske hvide flager på huden mellem øjenbrynene. Svamp, havde hudlægen kaldt det. Hun slikkede på sin pegefinger og gnubbede huden, så det hvide forsvandt. Hun steg ud af bilen. Højhuset, Urbanplanens pryd, vartegn for Ama gers værste betonghetto. Hun så hen mod hovedindgangen. Der stod to uniformerede og en kollega fra Personfarlig. Vicki låste bilen og gik derhen. Hun havde en dårlig følelse af stedet. “Chef?” sagde kvinden, hvis navn hun ikke kunne huske, hun var ny i afdelingen. Hun nikkede, men blev stående, løftede hovedet. Altan på altan i forvitret beton. 17 etager slum. Hun fik kuldegysninger ved mindet om sidste gang, hun var her. Det var også en varm sommermorgen. Hun var lige begyndt i drab. En springer. Fra 14. etage. Han havde hørt stem mer, der overbeviste ham om, at han kunne flyve. Hun kiggede hen på stedet, hvor han var landet. Cykelstativerne foran vaskeriet. Hun havde brækket sig i en busk. “Hvem er ofret?” spurgte hun. “En 25-årig pusher fra området. Abdel El-Hassan. Han er stukket ned.” “Er det Bolette, du hedder?” 9
Solo.indd 9
24/09/18 19.58
“Ja.” Hun var højst 30. Det servile lillepigesmil kunne sidde på en 15-årig. “Velkommen til. Er retsmedicineren her?” “Han er i gang. Kom, lad mig vise dig, hvor det er.” Lidt for ihærdig. De gik ind ad hovedindgangen. Til højre seks sorte tavler med beboernes navne. Klar overvægt af etniske danskere. Bolette førte et gæstekort gennem en læser på væggen, og to skydedøre i glas gled fra hinanden. Hun drejede til venstre og stoppede foran en elevator, tryk kede på knappen. Over den blå dør hang bogstaverne K, P og tallene fra 1 til 15. Det lyste i 13. Vicki så sig omkring. Der hang en advarsel fra brandmyndighederne til beboerne om ikke at stille cykler på etagegangene. Illustreret af et foto af en af husets lange korridorgange med cykler og ragelse uden for hver anden lejlighed. Hun bemærkede et skilt med et symbol på video overvågning og pegede op på det. “Har I tjekket det?” “Jeg ved det ikke,” sagde Bolette. “Find ud af det.” Hun så igen på rækken af tal over elevatoren, det lyste i 9-tallet, hun fulgte dens nedstigning. De blå døre åbnede. Der var sæder i elevato ren. Højhuset var oprindeligt bygget til ældre, men man fandt hurtigt ud af, at et plejehjem på højkant var en skidt idé i tilfælde af evakuering ved brand. I dag boede der alkoholikere, psykisk syge og studerende i de små plejehjemslejligheder, og det eneste, der lå mellem dem og nedrivning, var, at beboerne ikke ville ud af de 240 lejligheder. Hun trykkede på knappen til kælderen, negleroden var helt bidt ned. Mens hun ventede på elevatoren, så hun på huden omkring de andre negle, den var tør og flosset, på siden af tommelfingeren var der indtørret blod, nu måtte hun holde op. Dørene åbnede, og hun trådte ud i et rum, hvor det flød med ting, som ingen ville eje længere. En vinreol i gasbeton, rustne julekage dåser, en skrivebordsstol med flækket orangerødt ryglæn og flossede skumgummikanter, ramponerede køkkenelementer og en krydsfinér reol, der havde set bedre dage. Der stod to betjente foran en åben dør. 10
Solo.indd 10
24/09/18 19.58
Ved siden af dem på en klapstol lyste skærmen fra en bærbar i skødet på BB, der hamrede i tastaturet med to fingre. Kriminalteknisk Afdelings drabsspecialist så op over det legendariske dobbelte brilleglas, hvoraf det yderste var hævet. Han gryntede noget, der lød som en hilsen. Vicki så ind gennem døråbningen bag dem, hvor liget måtte befinde sig. Tre kriminalteknikere i hvide heldragter lå på gulvet i en smal gang, der gik gennem kælderen på langs. Gangens vægge var lavet af grove brædder med ventileringsåbninger i to meters højde. I bræddevæggene var der døre med forskellige hængelåse og tværgange hver femte meter. Køligt, forladt, en støvet hengemt lugt. “Er det opbevaringsrum?” spurgte hun BB. “Ja. 240 styk. Der ligger alt muligt lort i gangene, men heldigvis er vores mand ikke så langt inde. Du skal til højre lige derhenne,” sagde BB og pegede på den første tværgang. Vicki tog overtræk på skoene og gummihandsker på hænderne. En betjent noterede, at hun gik ind. Hun drejede om det første hjørne i gangen. På cementgulvet lå to kriminalteknikere på knæ, den ene fotograferede, den anden arbejdede med indsamlingsposer og en hånd støvsuger. Hun rømmede sig og pegede på gulvet for at vise, hvor hun ville træde forbi dem, og den ene nikkede. Hun passerede flere trædøre ind til små opbevaringsrum og rundede så et hjørne. Gangen stoppede tre meter fra hende, der stod en blå sofa uden hynder. Liget sad lænet op ad den. Foran hende på gulvet sad Lennart Jönsson, retsmedicineren. Han så op på hende uden at sige noget. Han var bøjet over liget i en ubekvem stilling og havde den ene hånd nede mellem ballerne på den døde mand. Hun tav og ventede, til han trak termometeret ud. Muggen luft blandet med noget jordslået, mørtel, kold beton og tis, hun gættede på, at der var maks. 15 grader i kælderen. “Hej, Lennart.” “Vicki.” Han smilte over sine briller, hun smilte. “Hvad har vi her?” spurgte hun. Han så på det elektroniske termometer. “Han har ligget her et stykke tid. Han måler 25.6, så han har ikke 11
Solo.indd 11
24/09/18 19.58
været død i mere end 10-12 timer. Jeg skal have korrigeret for tempe raturen hernede om natten, men jeg vil tro, at han er blevet slået ihjel lige før midnat i går.” “Må jeg se på ham, inden du siger mere?” “Naturligvis.” “Lå han sådan?”’ Lennart tog et kamera frem og swipede billeder igennem af den kliniske dokumentering af døden på skærmen, stoppede og viste hende et foto af liget. “Omtrent, ikke? Lidt mere til venstre.” Han skubbede lidt til liget. Vicki trådte et skridt frem og tog fat i Lennarts arm, trak ham tilbage. Han så på hende, tøvede, og trådte så om bag hende. Vicki fokuserede på den døde mand. Manden var iført sorte bukser og sort T-shirt, dyre sneakers. Ellers in tet. Han havde en hudafskrabning på venstre kind og en blålig hævelse på øjenbrynet i samme side, trimmet skæg, øjnene var åbne og matte, og munden stod åben, han lå i en stor pøl størknet blod. Lennart trak op i hans bluse. Den var tung af væde. Maveskindet var smurt ind i blod, hun kunne se i hvert fald tre indgangssår. “Han er stukket fire gange. Jeg kan ikke sige præcis, hvad de har ramt, men to af stikkene sidder i brystet, så jeg vil tro, at han er blevet ramt i hjertet, og så er det gået stærkt. Det er vel også derfor, at han ikke har bevæget sig væk fra stedet her.” Hun tænkte med det samme, at ofret måtte have kendt gerningsman den. Og at det var en, der virkelig ville slå ihjel, ellers magtede man ikke den fysiske anstrengelse at hugge kniven i en krop flere gange. Det var voldsomt. “Det er ikke ligefrem det normale bandedrab, vel?” “Nej, måske ikke. Til en afveksling er der ikke nogen skud.” Lennart gik om på siden af ham, mens de småsnakkede videre om liget. Han bøjede sig ned over mandens ansigt, lyste ham i øjnene. De var døde, indtørrede. Han så ung ud. Hun så sig tilbage, de to teknikere lå tre meter bag hende, de kunne høre hele deres samtale. “Hvad tænker du?” “Ikke så meget endnu. Skaderne i ansigtet er påført, før han døde, 12
Solo.indd 12
24/09/18 19.58
maks. et døgn før, vil jeg tro. Drabet er beskidt og hårdt, ingen udsmyk ning, bare aflivning, det ligner en ren likvidering, så jeg vil på ingen måde udelukke bandemotiver. Jeg ved godt, de mest bruger skydevåben i dag, men kniv har altid været deres yndlingsvåben.” “Gerningsmanden?” “Ja, det er nok en mand, Abdel El-Hassan måler 187, og stikkene sid der højt og er meget dybe. Det er en person, der har fået lov at komme helt tæt på ham. Jeg tør ikke sige mere.” “Er der andet?” Svenskeren rystede på hovedet. En af kriminalteknikerne havde arbejdet sig helt hen til Vickis hæl og rømmede sig nu. Vicki sagde “vi ses” til Lennart, vendte sig og gik tilbage til elevatoren, men i stedet for at tage den, fortsatte hun forbi den i modsat retning, til hun mødte en tværgang. Til venstre var der skilte med pile til varmecentral, beboercenter og plejehjem. Til højre stoppede gangen ved en dør fem meter fra hende. Hun gik hen og åbnede den. Der var nye gange med noget, der lignede opholdslokaler og en tv-stue. Hun gik tilbage til BB. “Ved vi noget om overvågningen? Virker den?” “Ja, man skulle ellers ikke tro det, vel? I det her hul.” “Har I set på det?” “Vi er ved at indsamle det og få det sendt ind til jer. Det er digitalt.” “Hvornår er det klar?” “Nu vil jeg tro. Det kan ikke tage lang tid.” “Hvad er dækket?” “Indgangen. Der er et kamera, der dækker hovedindgangen. Ellers intet.” Vicki pegede hen ad gangen. “Ingen kameraer derhenne?” “Nej.” “Okay. Så det vil sige, at gerningsmanden kan være kommet ind flere andre steder. Vil du lave et skema, der strækker sig fra klokken 06.00 i morges og et døgn tilbage og registrere præcist, hvilke muligheder der har været for at få adgang til kælderen ud over hovedindgangen? Hvilke døre var låst? Hvem har nøgle til dem? Og hvad med hovedindgangen? 13
Solo.indd 13
24/09/18 19.58
Bliver folk logget, når de bruger deres kort for at komme ind, så vi kan se, hvem der kommer og går?” “Det tvivler jeg på, det vil jo være et overgreb i den personlige fri hed,” sagde BB. “Den slags kan være godt, når man skal opklare et drab.” “Jeg tjekker det,” sagde han smilende. “Hvad med fyrens personlige ejendele. Må jeg se dem?” BB åbnede en stor plastkasse. Der lå flere bevisposer. Et nøglebundt med en flad plade med arabiske bogstaver. Lighter. Cigaretter. Et bundt pengesedler. Det udelukkede tyveri som delmotiv. “Er der en mobil?” “Ja. Den sidder Lars ude i bilen og prøver at lukke op.” Lars. Kriminalteknisks største nørd. Han havde været på studieop hold i USA, og hun vidste ikke, at han var kommet tilbage. Hun havde haft et crush på ham for to et halvt år siden, men det var aldrig blevet til noget. “Jeg går op og snakker med ham.” BB nikkede. Hun kørte op i elevatoren. Tjekkede sit ansigt i spejlet, intet hvidt skæl, men hun syntes stadig, at huden lignede en mellemting mel lem en solskoldning og et mellemsvært psoriasisudbrud. Da hun kom uden for huset, fik hun øje på Bjarne og Tonny, to af afdelingens ve teraner. De havde været ude og underrette de pårørende, som boede i Hørgården på den anden side af Peder Lykkes Vej. Hun gik hen til dem. “Hvordan gik det?” “Som det nu gør,” sagde Tonny. “Du må sgu hellere få nogle flere uniformer herud,” sagde Bjarne. “Det varer ikke længe, før vi bliver omringet af en hel beduinstamme, familien var helt vilde, og da vi forlod dem, kom en større gruppe ban detosser løbende. Der bliver snart fest.” “Har I afhørt nogen af dem?” “Det var ikke muligt. Vi tager dem senere.” “Hvis der bliver ballade, så ringer I ind og sørger for forstærkning.” Hun vendte sig væk fra dem og gik hen til den hvide Ford Transit14
Solo.indd 14
24/09/18 19.58
varevogn fra Krimtek. Lars sad på bagsædet med hovedet i en ret vinkel på overkroppen og al opmærksomhed rettet mod sin bærbare og den smartphone, der lå i hans hånd. Han havde barberet skægget af. Til gengæld var der vokset sorte krøller ud på hans hoved, og det havde forandret hans ansigt, så han virkede endnu yngre. Han åbnede skyde døren let forfjamsket. “Hvad Lars, har du lige set et spøgelse?” Han grinte undskyldende. “Nej, jeg var helt væk i det her, jeg ... jeg blev bare overrasket.” “Ja, hvordan går det med dig. Jeg vidste ikke, at du var kommet hjem.” “Jeg kom hjem for to måneder siden. Det går godt.” Hun så på ham. Der var noget. “Jeg skal giftes.” For to et halvt år siden ville det have gjort ondt. Nu var det lige me get. Hun var selv optaget, men hun skulle ikke giftes. “Hvor dejligt, hvem er den heldige kvinde, som vi alle skal være jaloux på?” Han så undersøgende på hende. “Jeg mener det faktisk, Lars. Jeg havde the hots på dig i tre år, så forsvandt du, og nu kommer du hjem og skal giftes.” “Men det har du da aldrig sagt?” Var han ironisk? Nej, han var måske bare overrasket og forvirret. Det var det samme hver gang. Hun skulle hale dem til sig, tage initiativet til dates og sex, erobre dem eller som med Lars stå og vinke med en fucking lysreklame, hvor der stod “jeg er vild med dig”, før fjolset fat tede noget. Hvis han altså fattede det. Det var let at sige til ham. Nu. Hvor det var ovre. “Nå, hvad har du til mig? Er du kommet ind i telefonen?” “Ja, jeg er.” “Fortæller den noget om, hvornår han døde?” “Måske. Den er sidst brugt kl. 22.51 i går aftes. Der blev der ringet til den fra et nummer, jeg ikke kan spore.” “Vi skal have det tidspunkt ud til alle,” sagde hun, “Lige et øjeblik.” Hun sendte en sms til Lennart, BB og de involverede kriminalbetjente. 15
Solo.indd 15
24/09/18 19.58
“Hvorfor er det ikke bandeenheden? Er det ikke deres job?” spurgte Lars. “De har hænderne fulde. De har hjulpet til med Pusherstreet,” sagde hun. Hun havde ikke tid til politifaglig smalltalk. “Hvad fortæller telefonen?” “Han kan arabisk. Han får en del mails og sms’er på arabisk.” “Og det har du vel ikke lært dig siden sidst?” “Jo, det har jeg faktisk studeret i USA. Det er jo fremtidens sprog, ikke?” Hun vidste ikke, om han mente, at det snart ville blive verdens ho vedsprog, eller om det i stigende grad var de kriminelles modersmål, men hun var også ligeglad. Hun tog sin mobil frem og viste ham inskriptionen på nøgleknippet. “Hvad er det?” Han kneb øjnene i. “Det er shahadah, den islamiske trosbekendelse.” “Hvad betyder det?” “Der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er Allahs profet.” “Er man meget religiøs, hvis man går med den i sit nøgleknippe?” “Ikke nødvendigvis. I dag er islam jo den store fællesnævner, men man kender den i hvert fald. Man er moderne.” “Det virker lidt poppet, ikke? Hvad har du ellers fået ud af telefo nen?” “Der er mange sms’er, rigtig mange. Jeg har skimmet dem, men der er ikke noget mistænkeligt, ikke noget, der virker som kodesprog. Det er mest aftaler om møder og lykønskninger om dit og dat.” “Og er der noget de seneste tre døgn?” “Ja, der er en del opkald både til og fra ham. Jeg har lavet en liste med sms’er og telefonnumre. Han bliver sms’et sidste gang kl. 21.47. Fra et nummer, jeg heller ikke kan spore.” “Og det opkald i nat, hvor lang tid varede det?” “Et minut og 27 sekunder.” “Må jeg se listen?” Han rakte hende computeren, hvor et excelark viste Abdels telefon trafik for de seneste fem døgn. Hendes øjne gled ned over numrene, 16
Solo.indd 16
24/09/18 19.58
til de nåede det sidste. Hun greb sin egen telefon og ringede op for at tjekke, om det var i brug, så det kunne spores. Ingen forbindelse. “Kan du prøve at finde nummeret i udlandet og se om der er registreret en ejer?” Han nikkede. Nogle numre var der sms’et og ringet til mange gange, hun stude rede dem, der havde fået et eller få opkald. Seks af dem var hemmelige. “Kan I genskabe dem?” spurgte hun, mens hendes blik faldt på num rene, der var gemt i telefonens adresseliste. “Hvis det er taletidskort, kan vi ikke, men nogle af dem har kun blo keret for nummervisning, og dem kan vi finde. Og vi kan nogle gange også triangulere os frem til positionen ...” Hun var holdt op med at høre efter. Hun så på nummeret i adresselisten. AS stod der ud for det. Så tog hun sin egen mobil frem fra inderlommen i sin jakke og slog navnet op. Hun trykkede på det, så nummeret kom frem. Det var hans. AS stod for Axel Steen.
Solo.indd 17
24/09/18 19.58
3 Axel Steen hørte den poppende lyd af sten, der sprang under et bildæk på den anden side af huset. Han stod i haven og så mod vest. Himlen over VM-Bjerget var lyseblå og ren. Fugle i luften, nyslået græs i næse boret, alting var svulmende grønt og blomstrende. Han stod med spade grebet hvilende mod sin bare mave. Han var rolig. Også da han hørte motoren blive slukket. De ville aldrig komme sådan her. En eftermid dag i dagslys. Fuldt synlige. Slet ikke, når hans kone og datter var væk. Alligevel søgte hans tanker hen mod skabet, hvor pistolen befandt sig, i tankerne åbnede han lågen, trykkede låsekombinationen ind og så H&K’en for sig, han udregnede tiden, der ville gå, inden han kunne mærke pistolens skæfte i sin hånd, han tog sin mobil frem, tjekkede overvågningskameraerne, som dækkede vejen og indkørslen uden for hans hus. Vejret ned i maven, dybe åndedrag, sveden fra havearbejdet var ble vet kold på huden. Han tørrede fingrene i et klæde, stillede spaden fra sig, trak sin t-shirt over hovedet og kastede et sidste blik på rosenplan terne. Så gik han op ad de tre trin til udestuen, så sig omkring, mens han holdt øje med mobilens skærm. Han kunne se bilen holde ved kantstenen uden for huset, døren i venstre side blev åbnet, en kvinde steg ud. Han gik ind i stuen, ville blive der og vente på, at det ringede på døren. Alligevel gik han ud i entreen. Hun var hurtig. Der gik 17 sekunder. Han åbnede døren med det samme. Sagde ikke noget. Vicki Thomsen smilte på den lidt uskyldige 18
Solo.indd 18
24/09/18 19.58
facon, hun havde. Han registrerede, hvordan hun undersøgte først hans ansigt, så hans krop. “Axel. Må jeg komme ind?” Han sagde ikke noget, men trådte til side og slog hånden ud mod husets indre. Hun lignede sig selv. Da de trådte ind i stuen, stoppede hun op og så sig omkring, han fulgte hendes blik og så sit hjem med hendes øjne. Var hun overrasket? Hun drejede sig halvt om mod ham. “Må jeg sætte mig?” “Ja.” Hun havde en taske under armen. Hun lagde den fra sig i sofaen og satte sig ned. Hendes tætsiddende brune øjne studerede ham igen. Egernblikket havde han kaldt det i gamle dage. Hun havde udslæt i ansigtet. Hun tav, som om det var hans tur til at sige noget, men han ville ikke byde hende noget. Han blev stående. “Hvordan går det?” spurgte hun. “Det er sødt af dig at spørge, men det er ikke derfor, du er kommet.” Hun sukkede. “Nej, men jeg er nysgerrig. Hvordan går det med Emma?” “Det går.” “Og hvordan er det at være gift?” “Vicki ...” Hun så på ham. Vurderende. “Som du ved, er jeg blevet leder af Sektion 2.” “Du er heller ikke kommet for at fortælle mig om dine karrierefrem skridt.” “Nej. Det er jeg ikke.” Hun tøvede. “Dit navn er dukket op i en drabssag.” Axel så på hende. Han koncentrerede sig om at se upåvirket ud, men han var overrasket. Han havde ventet noget andet. En appel om at vende tilbage. En bøn om hjælp. Ikke dette. Han gennemgik, hvad det kunne betyde. Det kunne være en simpel forklaring, hun ønskede. Hans vurdering af nogle personer i sagen. Det kunne også være et an 19
Solo.indd 19
24/09/18 19.58
greb på hans troværdighed som efterforsker. De stirrede på hinanden, indtil hun brød tavsheden og så bort fra ham på samme tid. “Abdel El-Hassan. Siger det dig noget?” “Måske.” “25-årig 2. g’er. Også kaldet Hashan. Stukket ned. I Urbanplanen. I en kælder under højhuset.” “Nå.” “Han var involveret i en sag, du efterforskede for fem-seks år siden.” “Hvorfor spørger du så, om jeg kendte ham? Du har vel selv læst rapporten fra dengang.” Hun rejste sig fra sofaen, stak hænderne i lommerne på sine jeans og gik hen til bogreolen. Sendte ham et blik. “Hvordan går det i sikkerhedsbranchen?” “Det går fint. Hvad er det, du vil, Vicki?” “Jeg vil høre, hvad du ved om Hashan.” “Jeg har ikke noget at sige om ham. Du kan læse det hele i rappor terne, og det har du jo allerede gjort.” De havde kendt hinanden i mange år. Axel havde lært hende op, og deres omgangsform burde være præget af fortidens relation, men hun opførte sig ikke sådan. Hun opførte sig, som om hun var chef, som om hun havde ret til at trænge ind i hans liv og stille spørgsmål. “Jeg har brug for at trække på din viden om ham, hans miljø. Og at vende sagen med dig.” “Det vil jeg ikke.” “Kan eller vil du ikke?” “Begge dele.” “Men det er noget særligt.” “Det her er også noget særligt.” “Jeg forstår det godt, Axel, men jeg har brug for din hjælp.” Han stod med korslagte arme. Hvad er det, jeg holder sammen på, spurgte han sig selv. Er det mit liv, jeg vil beskytte, eller er det min lyst til at få mere at vide, jeg forsøger at spærre inde? “Dit telefonnummer står i hans adresseliste.” “Og så?” “Hvor godt kendte du ham?” 20
Solo.indd 20
24/09/18 19.58
Abdels død gjorde ham trist. Deres veje var krydsedes flere gange. Og i hvert fald den ene gang stod i en rapport. Der var ikke noget at sige til, at Vicki var her. Hvis det altså var derfor. “Jeg kendte ham. Og jeg forstår, du gerne vil vide noget, men det er lang tid siden, jeg har talt med ham. Jeg ville gerne hjælpe dig, hvis jeg kunne, Vicki, men det her har ikke noget med mig at gøre.” Hun trak vejret dybt, pillede ved sine neglerødder. “Jeg kunne godt bruge en erfaren hånd her.” Hun så på ham. Løf tede øjenbryn. Alt det overlegne var væk. “Tænker du nogensinde på at komme tilbage?” “Nej.” Hans svar kom for hurtigt. “Det er så oplagt med din erfaring, din viden om ofret og miljøet. Vi kan finde en hvilken som helst løsning.” Det måtte være clearet oppefra. “Jeg er ikke interesseret, Vicki. Du er nødt til at gå. De kommer snart hjem. De skal ikke se dig her.” Øjenbrynene havde sænket sig, der var to rynker på tværs af panden. Hun så skeptisk ud. “Savner du det aldrig?” “Nej.” “Må jeg vende tilbage, hvis jeg har noget konkret at spørge om?” “Nej.” I samme sekund han havde svaret, vidste han, at hun ikke ville over holde det. Han følte sig utilpas. Både over hendes besøg og over Abdels død. Han gik ud i køkkenet og tændte for elkedlen. Trak vejret dybt. Elkedlens varmelegeme summede og kom så op i omdrejninger med en serie korte hårde smæld, der mindede ham om lyden af salver fra et auto matvåben. For seks år siden var en somalisk pige blevet voldtaget af sin onkel i Urbanplanen. Hverken politiet eller de sociale myndigheder fik noget at vide, men hørte først om det, da pigens 17-årige lillebror, Qadir, skød onklen. Qadir gik under jorden, og en større jagt på ham gik ind. Abdel var Qadirs ven. Gennem ham fik Axel overtalt Qadir til at melde sig. 21
Solo.indd 21
24/09/18 19.58
Både hans unge alder og hans frygt for, at søsteren skulle blive udsat for yderligere overgreb, talte for, at han ville få nedsat sin straf. Det havde Axel brugt til at appellere til Abdel, der til sidst var kommet ind på Politigården med Qadir. Sagen blev kørt som en tilståelsessag, og han slap med to år. Trods den barske opvækst i Urbanplanen kunne Qadir ikke klare fængselslivet, og allerede under varetægtsfængslingen, hvor han blev placeret i Vestre, blev han syg, fik tvangstanker og flippede ud. Axel havde løbende kontakt med Abdel i hele forløbet og forsøgte at hjælpe, så Qadir ikke gik helt ned. Abdel var en af de få ghettopushere, Axel havde mødt, som ville tale med politiet. Han var begavet og rap i kæften på en måde, der mindede Axel om en yngre udgave af ham selv. Et paradoks af noget blødt og tvivlende med voldsdomme og trusler på cv’et. De mødtes jævnligt i et par år, og så var kontakten kølnet, og han havde ikke hørt fra Abdel i tre år. Indtil for et år siden. Axel forestillede sig, at Abdel havde måttet lade livet i den endeløse bandekrig mellem indvandrergrupper i København. Amager var tradi tionelt rockerland, men Urbanplanens ghettoslum var helt uden for rockernes kontrol, og markedet var styret af en gruppe unge indvan drere, som havde venner og fjender i hele byen. Et menneskeliv var ikke dyrt i de kredse. Abdel var både vellidt og påpasselig, så det un drede ham. Men han vidste også, at han havde lavet langt farligere ting end at sælge hash og stoffer i de seneste år. Han hældte vand over neskaffen, rørte rundt og tog koppen op til læberne, pustede og slubrede, så den skoldhede væske kølede af mel lem læberne, inden han fik sit første nip. Lysten til en cigaret meldte sig med det samme. Som en kædereaktion i alle nerveender fulgte lysten til noget stærkere, mere vanedannende. Han havde været clean, siden han blev gift, ingen alkohol, ingen hash eller coke. Men trangen lå og lurede. Han stillede kaffekoppen fra sig, gik ind i stuen og fandt yoga måtten frem bag døren, rullede den ud, lagde sig på ryggen og begyndte at lave mavebøjninger. Efterfulgt af rygløft. Så armbøjninger. Indtil han begyndte at syre til og ikke kunne løfte sin krop. Lugten af saltvand og sved. Han lukkede øjnene.
Solo.indd 22
24/09/18 19.58
90 mm
147 mm
147 mm
investeringsbank. Han ser frem til sommerferien med sin kone og sin datter, da en
hvor penge er gud, og tavshed er guld. Samtidig bliver en ung indvandrer med banderelationer fundet myrdet i en kælder under Urbanplanen. Axels gamle kollega Vicki Thomsen leder efterforskningen, og hun kommer under stærkt pres, fordi ingen i miljøet vil tale med politiet. Der er tråde til krigen i Syrien, PET blander sig, og sagen kompliceres yderligere, da det viser sig, at den dræbte har haft hemmelig kontakt til politiet, særligt til én politimand: Axel Steen.
retfærdigheden ske fyldest og sit ønske om at beskytte sin familie.
”En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige …” – INFORMATION
HHHHH – JYLLANDS-POSTEN HHHHH – NORDJYSKE STIFTSTIDENDE HHHHH – BØRSEN Om BYE BYE BLACKBIRD skrev pressen:
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ”Jesper Steins anden
krimi er en sprogligt spændstig sag om en sadistisk serievoldtægtsforbryder på Nørrebro. Men det er portrættet af storbyen og en reflekteret helt, der gør bogen levende og realistisk.”
– POLITIKEN
J E S P E R
S T E I N
Om AKRASH skrev pressen:
HHHHH ”Den er velskrevet, velkomponeret og voldsomt spændende.” – BERLINGSKE
HHHHH – JYLLANDS-POSTEN HHHHH – DAGBLADENES BUREAU Om AISHA skrev pressen:
HHHHHH ”Mesterligt … Det,
der begynder som en drabskrimi, udvikler sig til en stort anlagt politisk spændingsroman på grundlag af et ubehageligt aktuelt etisk dilemma.”
– JYLLANDS-POSTEN
HHHHHH – DAGBLADENES BUREAU ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHH– BERLINGSKE
Jesper Steins romaner er solgt til udgivelse i bl.a. Tyskland, Italien, Frankrig, Island, Norge, Holland, Sverige og England, og SF Film har sikret sig filmrettighederne.
Om PAPA skrev pressen:
K R I M I POLITIKENS FORLAG
ISBN 9788740045451
P O L I T I K E N S FORSIDEFOTO © RASMUS B. LIND
HHHHH– BERLINGSKE HHHHH– JYLLANDS-POSTEN
p olitikensforlag.dk
9 788740 045451
F O R L A G
”En virkelig god kriminalroman. Der er alenlangt mellem snapsene i dansk krimilitteratur. Det her var en af dem.” – WEEKENDAVISEN
HHHHHH – JYLLANDS-POSTEN ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHHH – DAGBLADENES BUREAU
220 mm
SOLO er en rå og mørk krimi om en mand, der er splittet imellem sin drift efter at se
JESPER STEIN SOLO
FOTO: © STEEN EVALD
A
xel Steen har lagt sit liv i politiet bag sig og er blevet sikkerhedschef i en international
og uden at politiet indblandes. Det sætter gang i en fatal kæde af begivenheder i en verden,
OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK
90 mm
Om URO skrev pressen:
betroet medarbejder i banken bliver taget i svindel for millioner. Axel skal fyre ham diskret,
JESPER STEIN er født 1965 i Aarhus. Han har blandt andet arbejdet som kriminalreporter og litteraturjournalist. I 2012 debuterede han som skønlitterær forfatter med Uro, der modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Bind to i serien om Axel Steen, Bye Bye Blackbird, udkom året efter. I 2014 fulgte tredje bind, Akrash, og i 2015 Aisha, der modtog boghandlernes Gyldne Laurbær. Femte bind i serien, Papa, udkom i 2017.
33 mm