Stillingen - Meg Wlitzer

The Times

Mellow en bog om sexlivets glæder – til deres børns store forfærdelse.

Bogen, der bliver en øjeblikkelig bestseller, er rigt illustreret med udførlige beskrivelser og tegninger

”

af dem selv i alle mulige stillinger, blandt andet stil-

Skælmeagtig morsom … det, der griber en under læsningen … er den dybere, smukt udviklede historie om, hvad forældre skylder deres børn, hvilken form for intimitet der er ønskelig, og hvordan børnene klarer sig i forhold til deres historie og med behov, der ikke er blevet mødt.

lingen ’Elektrisk tilgivelse’, som ægteparret mener

The Guardian

forskellige familiemedlemmer strides om projektet,

at have opfundet. Bogen ændrer familiens og ikke mindst børnenes liv for altid.

30 år senere er Paul og Roz for længst skilt, og familien spredt for alle vinde, da en driftig forlagsredaktør får den idé at genudgive bogen. Mens de toner de fire børns liv frem, alle fulde af problemer med kærligheden, identiteten og arbejdet, forældreskabet og, selvfølgelig, sex.

C&K Forlag

STILLINGEN

”

Sjov, klog, og fuld af familielivets rigdom og sorg … Skæppeskøn og menneskelig.

seksuelle frigørelse skriver ægteparret Paul og Roz

M EG WOL IT Z ER

STIL LING EN ROMAN C&K FORLAG

FOTO: NINA SUBIN

På toppen af deres egen forelskelse og 1970’ernes

M EG WOL IT Z ER

stillingen

MEG WOLITZER (født 1959, New York) er en af USA’s store samtidsforfattere. Siden debuten med romanen Sleepwalking har hun skrevet en række skarpe og underholdende kønskritiske romaner.

Hendes første roman på dansk, Hustruen, kom i 2015 og er blevet filmatiseret med Glenn Close i hovedrollen.

Stillingen

Stillingen.indd 1

18/06/18 16.24

Meg Wolitzer

Stillingen PĂĽ dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

C&K Forlag

Stillingen.indd 3

18/06/18 16.24

Til Richard

Stillingen.indd 5

18/06/18 16.24

Kapitel et Bogen var placeret højt oppe på en hylde i alrummet, som om den var det eneste eksemplar i verden, og som om børnene, hvis de ikke fandt den, for evigt ville være uvidende om deres forældres sexliv, for evigt uvidende om varm hud mod varm hud, om stemmerne, der lagde sig ind over hinanden, mens hovedgærdet af messing bevægede sig stille og roligt frem og tilbage, ramte væggens puds og gennem årene lavede fordybninger, der lignede korsblomster, i soveværelset, hvor deres forældre sov, eller ikke sov, afhængig af hvilken nat det var.

Bogen stod mellem en samling af tilfældige og næsten glemte bøger: Kaninbjerget, Den lille jords kogebog, Byg en træveranda, Jo, jeg kan – historien om Sammy Davis Jr., Den store bog om Golden Retrivers og så videre og så videre og så videre. Dette ene eksemplar var tilfældigt stukket ind, som om forældrene havde taget det med ind i huset, for hvis de havde gemt alle deres eksemplarer, inklusive de forskellige udenlandske udgaver, i forseglede kasser i kælderen markeret “Køkkenting” eller “Småting”, så ville de have signaleret til børnene: Sex er sjofelt. Eller hvis ikke sjofelt, så i hvert fald uacceptabelt at tænke på andre steder end under en dyne, i bælgmørke, mellem to samtykkende, hengivne, sunde, tro, ægteviede voksne.

7

Stillingen.indd 7

18/06/18 16.24

Dette var, naturligvis, ikke forældrenes opfattelse. De havde i meget lang tid elsket sex og de fleste aspekter af det – og endda elsket det så højt, at de havde fundet både mod og hovmod til at skrive en bog om det. Men når de tænkte på deres fire børn, som ville læse bogen, spekulerede de på, hvilken effekt den ville have på dem i det lange løb. Ville den blot blive kastet tilbage fra deres stærke, spirende kroppe, eller ville den blive en del af dem sammen med spaghetti på dåse og skøjtetimer – de ting, der ikke ville vare ved, ikke ville betyde noget, eller måske netop ville betyde noget, smelte sammen til en eller anden ubegribelig form og skabe mening inden i dem?

Men forældrenes bekymring blev for det meste overskygget af fortrøstning, så hvorfor ikke stille bogen op på en hylde i alrummet, en hylde højt oppe, som børnene dog godt kunne nå, hvis de ville, og chancerne for, at de ville gøre det, var gode, ingen af dem ville falde døde om af den grund, og livet ville bare fortsætte, som det altid havde gjort.

Michael Mellow, tretten år gammel og det næstældste af Mellow-parrets børn, var den, der fandt den. Det var sidst på eftermiddagen en fredag i november 1975. Han var slentret ind i husets alrum blot nogle øjeblikke efter, at hans far havde stukket bogen ind på hylden og var gået ovenpå igen. Michael var på jagt efter sin Swingline-minihæftemaskine for at kunne samle alle de mange stykker papir, der udgjorde hans essay om æg-osmose. Hvorfor hans lille røde hæftemaskine havde fundet vej dertil, var ikke til at sige. Ting forsvandt og bevægede sig fra rum til rum i dette hus: En hæftemaskine, som normalt opholdt sig på en drengs skrivebord, kunne af uforklarlige årsager dukke op under sofabordet i alrummet: En æske kiks, tom eller fuld, kunne få midlertidigt ophold på et bord i badeværelset. Objekter flyttede sig og forskød sig og byttede pladser, tilsyneladende lige så rastløse som de mennesker, de tilhørte.

8

Stillingen.indd 8

18/06/18 16.24

Da Michael gik gennem alrummet, bemærkede han, at der var noget, der var anderledes. Det var, som om han var i besiddelse af en af disse bizarre fotografiske hukommelser og kunne mærke, at der var noget, som ikke skulle være der, som faktisk ikke havde været der tidligere på dagen. Han vidste, at det var noget særligt, han lugtede menneskeblod – eller rettere sagt, umenneskeligt blod, noget, der ikke var jordisk. Hæftemaskinen, som han ikke kunne få øje på nogen steder, kaldte ikke på ham, men det gjorde bogen, og han stod og blinkede og kiggede højere og højere op, på hylderne, lod blikket glide hen langs de velkendte titler, som sammen over tid definerede hans familieliv, præcis som den UNICEF-vægkalender, der hang på indersiden af kosteskabet, eller den køkkenskuffe, der ikke indeholdt andet end batterier, der frit rullede rundt, når man åbnede den.

Familien Mellows liv blev også defineret af en sang, som tit var blevet sunget på ferier. De sang den i årevis, mens de for afsted på motorveje mod Colonial Williamsburg med deres lysstøbere og vævere eller mod et søvnigt, nedslidt resort i The Poconos, der hed Roaring Fire Lodge, alle sammen med deres ting tæt pakket i deres i Volvo-stationcar: “Oh we’re the Mellows,” sang de. “Some girls and some fellows ...”

Og sådan fortsatte de, mens de brugte navne på andre familier fra deres kvarter: “We’re not the Gambles/’cause we’d covered with brambles.” Eller: “We’re not Dreyers/’cause we’d be liars.” Eller: “We’re not the Rinzlers/’cause we’d be ...” En spørgende tavshed lagde sig i bilen, mens alle overvejede, hvordan de skulle komme videre. “... Pinzlers!” hylede Claudia, den yngste, og selv om det ikke gav nogen mening, så tav hele familien et øjeblik, de store børn kom med hånlige støn, som hurtigt fik blikket af forældrene, og så gav de alle sammen efter og sang Claudias rim.

Alle familier har deres egne, banale, meningsløse sange eller 9

Stillingen.indd 9

18/06/18 16.24

nogle glemte bøger eller en vægkalender eller en skuffe med rullende batterier; som alle sammen lignede, men kun delvist, andre familiers. Det havde familien Mellow vidst længe, og de var kommet for at blive. Og her i alrummet sprang Michael Mellow barfodet op på sofaen, som om han var blevet hidkaldt, og der, på næstøverste hylde, fandt han den.

Bogen var indbunden, tyk og hvid, sydende, med en havfrue på ryggen, som ubekymret slog ud med den tvedelte hale; det var selveste havfruen, der syntes at tale til ham. Og hun sagde: Tag den, Michael. Kom nu. Vær ikke bange. Du har intet at frygte, bortset fra selve frygten. Den sidste sætning var en, han havde lært i samfundsfag i den forgangne uge.

Han trak kraftigt til og hev bogen frem fra dens vakuum, kiggede hurtigt og skrækslagent på sit bytte, og stak den så ind under blusen, han kunne mærke dens blanke overflade mod sin bare, glatte hud, glemte for tid og evighed alt om sin lille hæftemaskine, glemte alt om den trinvise udvikling i æg-osmosen. Han trampede de to etager op af trapperne og forsvandt ind i mørket på sit værelse i en stiv klokketime.

I løbet af den time begyndte det at gå op for Michael Mellow, at han ikke kunne klare det, han så i bogen, alene. Han blev nødt til at inddrage Holly, og det gjorde han tit, når noget simpelthen var for svært eller forvirrende eller spændende eller uigennemskueligt til, at han kunne forstå det alene. Hun var ældre, hun vidste ting, hun havde et praktisk, køligt overblik, som han manglede. Men så tænkte han, at nej, det kan ikke kun være Holly, for hun ville tænke, at det var underligt, endda perverst, hvis hendes bror bad hende om at sidde sammen med ham og kigge på denne ting. Så han blev altså nødt til også at få de to andre med, og det ville blive et vigtigt øjeblik af nærhed mellem søskende, et evigt bånd. Det var det, han skulle gøre. For hvis ens forældre skriver en bog som denne, en bog, der bare sådan brager ud i verden, 10

Stillingen.indd 10

18/06/18 16.24

kan man ikke på nogen måde læse den alene og ikke snakke med nogen om den, præcis som man på ingen måde bare kan affeje den, reagere cool og ligegyldig over for dens tilstedeværelse. Man kan på ingen måde bo i samme hus som den bog, gå forbi den i alrummet, mens den står deroppe og brænder på hylden, og så blot sige til sig selv: Jeg er ikke parat til det her.

Michael sad på sengen i sit værelse med bogen slået op i skødet. Sved havde lagt sig i fordybningen over hans overlæbe, og han slikkede det hurtigt væk, men allerede denne uskyldige bevægelse virkede på en eller anden måde seksuel, og det samme gjorde smagen af den menneskelige suppe, som kroppen var dyppet i. Hans egen sved havde fået en ny betydning, og det samme havde hans tunge, som virkede tyk og levende. Hvad ville det næste blive, roden ved hans tommelfinger? Hans kalveknæ? Var alt det, som tilhørte kroppen, billigt til salg og til genforhandling?

Kort efter satte han bogen tilbage på dens oprindelige plads og sagde ikke noget til nogen. Men han havde allerede lagt en plan, og nu ventede han. Den følgende dag, først på eftermiddagen, sagde Michael til de andre: “De er kørt. Jeg hørte bilen.”

Det var en regnfuld lørdag, og de var alle sammen fanget i huset. Det virkede til, at hele forstaden Wontauket var gået i hi, at børn fra andre familier også var fanget og lammet i deres egne hjem, alle sammen på uforklarligvis hjælpeløse over for regnen eller den faldende temperatur. Om sommeren vidste byen godt, hvordan den skulle opføre sig, den vidste, hvordan den skulle begynde at bruge havesprinklere og kuglegrill og fremvise lidt livsmod og kraft, men på en dag som i dag virkede det altid, som om den kastede sig ud i en regional klinisk depression. Der var intet, der bevægede sig. Selv skyggerne holdt sig i ro. Inde i de forskellige hvide eller avocadofarvede eller kobberklinkede køkkener blev brødet sløvt smidt ned i åbningerne på brødristerne, hunde fik mad fra dåser, aviser blev foldet ud foran ansigter og skabte 11

Stillingen.indd 11

18/06/18 16.24

små individuelle rum, som nydeligt delte medlemmerne af en familie, der sad sammen ved et enkelt ovalt bord. Ting, der længe havde været i stykker, ville måske i dag blive ordnet, i det mindste delvist. Der var initiativ, fulgt af kedsomhed og så opgivelse.

Det var den slags træghed, der ved første øjekast så ud til at fylde det store hus af rødtræ på Swarthmore Circle. Ude foran huset faldt den sidste regn rytmisk ned fra birketræerne og gjorde den flisebelagte havegang glat, mens Mellow-børnene sad eller lå på puder med paisleybetræk på gulvet i deres storesøster Hollys pink værelse. Der var lange perioder, hvor ingen af dem sagde noget, men inde i rummet, og navnlig inden i Michael, var der et skjult røre af energi og beslutsomhed.

Dashiell, otte år gammel og den næstyngste af de fire, sang en sang for sig selv, som han selv havde fundet på, noget om en elektrisk dåseåbner, der blev levende og dansede, mens de tre andre spillede et søvnigt slag Life med de mange forskellige valg: gå på college, vælge en karriere, købe en bil, blive gift. (Hvorfor skulle man lave noget hele tiden? spekulerede et af børnene nogle gange over. Hvad mon verden ville en? Hvorfor kunne man ikke bare få lov til at være alene for bare at eksistere?)

Michael Mellows, den snedige planlægger, der afgjorde sagen om sine søskendes skæbne, var tynd og mørk og pæn, selv om han var lettere plaget af polypper, dømt til at blive betragtet som boglig hele sit liv, selv hvis han blev gaffeltruckfører. Han kiggede hen over spillebrættet på sin storesøster Holly, det menneske, der optog mange af hans tanker, selv om det ikke var noget, der nogensinde ville blive italesat. Han måtte begrave det som et ben.

Holly, som var femten, fascinerede alle med sit metallisk lyse hår og de mange fregner, der over adskillige somre havde samlet sig i hendes ansigt og på hendes arme og bryst, mens hun sad i en klapstol på Jones Beach med et album, der ikke var til at holde ud at lytte til (Mitch Miller’s Stars and Stripes Aing-Along) med 12

Stillingen.indd 12

18/06/18 16.24

Reynolds Wrap-folie bredt ud foran sig. Solen reflekteredes i aluminiumsfolien og sprang tilbage på det lyse, sårbare ansigt på pigen, som lå der. Det her var længe inden snakken om solcreme eller advarslerne om dødbringende hudkræft, og solen skabte så voldsom en refleksion af lys, at det selv med lukkede øjne virkede, som om hun kiggede på noget hvidt og sølvagtigt: faldende sne, en enorm bølge.

Nu, i det kolde efterår, hvor sommeren for længst var forbi, var Holly Mellows Reynolds Wrap foldet sammen og stillet væk i et skab på anden sal mellem flade slanger og tynde, ubehageligt hårde badehåndklæder. Hun sad selv på gulvet i sit værelse, gabte og tænkte overhovedet ikke på sin bror eller på nogen andre i familien, bortset fra sig selv. Hendes fødder var pakket ind i bløde limegrønne sokker. Hun frøs altid, som mange piger på femten år gør. Det var, som om den kvindelige hud blev tyndere med pubertetens komme, som om den lod pigerne være modtagelige for enhver herreløs tanke, for enhver frygt og ethvert begær, hvilket bevirkede, at de havde brug for flere lag. Pludselig blev Holly nødt til at have hæklede sjaler svøbt omkring sig og ponchoer med lange frynser. På det seneste var hun begyndt at føle, at hun havde brug for omfavnelsen fra en drengs varme, behårede arm, hvis klem skabte en tilfredshed inden i hende, som hun ikke selv kunne finde heroppe i sit pink værelse, som hun for længe siden havde valgt på grund af dets overfladiske, gennemførte pigethed, men som på det seneste virkede mere som farven på betændt desperation.

Puberteten var kommet for nylig, men forskudt til både Holly og Michael, sammen med den sædvanlige ekstra talgproduktion og humørsvingningerne. Uden at konsultere hinanden havde de påtaget sig rollerne som juniorfar og -mor over for deres små søs­ kende, Dashiell og Claudia, hvis enorme nye tænder fik deres mælketænder til at ligne en dværgs, og hvis bluser begyndte at 13

Stillingen.indd 13

18/06/18 16.24

stumpe. Michael og Holly regerede sammen over anden sals herredømme, hvor alle børnene boede side om side med et udvalg af dyr, som ingen rigtig kunne elske: en fritte, en gekko, et akva­rium med søaber (hvilket i virkeligheden var en slags rejer, selv om annoncen fra postordrefirmaet havde vist billeder af små dyr med munde, øjne og lange, buede øjenvipper) og en changerende blå kampfisk med en hale, som var ved at gå i forrådnelse, og som efterlod sig stumper, når den fejede som en klinge gennem vandet, der hurtigt blev uklart.

Forældrene var altid kærlige over for deres børn, men på det seneste havde de været travlt optaget af deres bogs pludselige og massive succes, og de kom næsten aldrig op på husets anden sal, som derfor var blevet en form for anarkistisk menageri, broderet med fingeraftryk overalt fra børnefingre og ting og sager fra børneliv og dyreliv, så anderledes fra etagen nedenunder, forældreetagen, som var en moderne dansk-inspireret oase. For en besøgende ledte forældreetagen tanken hen på sex eller i det mindst hen på et sofistikeret medium, hvor sex kunne vokse uhæmmet, et skælvende, gennemsigtigt agar, hvor en mand og kvinde kunne ligge sammen på enhver tænkelig overflade, lyst træ eller messingseng, og begynde ouverturen til en villig, legende og formålsløs kneppen.

Michael havde sagt til Mellow-børnene, at det var på tide, de alle sammen så det, at det var på tide, de “blev voksne, mig selv inklusive”, og på hans foranledning dukkede de frem fra deres værelser og gik alle sammen nedenunder, dunk-dunk, ned af de knirkende egetræstrin med den falmede persiske løber, forbi galleriet af historiske korrekte livet-er-kort familiefotografier og skolebilleder, og på reposen ved stuen forbi de blyantsmarkeringer, der dokumenterede børnenes vækst fra dengang, de havde samme størrelse som en brandhane, til (i Michaels tilfælde) en antilope.

14

Stillingen.indd 14

18/06/18 16.24

Dashiell og Claudia strejfede rundt. Claudia, som var seks, gik rundt med en troldedukke, som hun holdt i dens høstak af orange hår, og hun forstod ikke rigtig noget af det, der skete; hvad betød denne snigen sig omkring, og hvorfor denne alvor, selv om hun sjældent stillede spørgsmål ved den autoritet, som Michael og Holly udstrålede, for hende virkede de jo ældgamle. Som den yngste følte hun sig forskellig fra de andre, selv fra Dashiell, der kun var to år ældre. Når hun tænkte på Holly, fik hun lyst til at falde om og dø, for Holly var så umiskendelig en kvinde og så smuk, mens Claudia selv var en sammenpresset, tyk, lavstammet lille køns- og kærlighedsløs størrelse.

Efter skole så Claudia tit den film, der blev vist klokken halv fem på kanal syv, mens hun sad alene i alrummet, himlen udenfor blev mørkere, og hendes brødre og hendes søster havde travlt med deres eget et andet sted i huset. Film havde igen og igen fået hende til at tro, at det var altafgørende, at man fandt en at elske, når man blev rigtig stor og voksen. Nogle gange i sengen om aftenen omfavnede og kyssede Claudia sig selv, slikkede på sin egen hånd og sagde med en mandsstemme, ligesom stemmen fra en skuespiller i den film, der blev vist klokken halv fem: “Jeg elsker dig, kvinde, og jeg vil giftes med dig.”

Allerede i den alder følte hun sig sikker på, at det ville blive svært at finde en, der en dag ville gifte sig med hende. Hun ville blive nødt til at betale ham for det. Allerede da hun var seks, sparede hun sine penge sammen, lagde dem omhyggeligt væk i sin hårde hvide plastik Pillsbury Doughboy-sparegris. Nogle gange i weekenden spurgte hendes forældre: “Skal du aldrig bruge dine lommepenge, Claudia?”

“Claudia er nærig,” mente Holly. Og tilføjede så uopfordret: “Jeg hader nærighed.”

“Jeg er ikke nærig,” sagde Claudia. “Jeg har bare planer med mine penge.”

15

Stillingen.indd 15

18/06/18 16.24

Claudia Mellow sparede stille og roligt sine penge op hver uge, brugte ikke noget på sig selv, købte ingen chokolade, ej heller Jolly Rancher-vandmelonstænger eller små colaflasker med en slags væske, hvor hver eneste dråbe skulle drikkes lynhurtigt med hovedet kastet bagover. Hun var påholdende, hun var en ensom nonne, der sparede sig selv til en fjern, strålende fremtid.

Bag hende på trappen kom Dashiell, langt mere hemmelighedsfuld, end hun var, og ekstremt kontrær, med en finger stukket ind i det ene næsebor. Han vidste, hvad de skulle se, og han ville ikke være en del af det. Han prøvede at tænke på, hvordan han kunne slippe ud af det, og mens han tænkte, fortsatte hans finger med at gennemsøge næseboret. Lige fra Dashiell blev født, havde det været, som om han var på stadig jagt efter en eller anden skat.

Han brugte mange hele dage på at strejfe omkring på lossepladsen i Wontauket, på at rode gennem gamle møbler og bildele. Det var, som om han var overbevist om, at der var noget helt og ganske særligt, der skulle findes et eller andet sted, fordi dette stille og rolige liv umuligt kunne være det eneste, der var. Og hvis det var, ville det være en skuffelse af dimensioner, en tragedie.

Engang havde Dashiells næse blødt i et døgn, og han blev nødt til at få den ætset, et ubehageligt indgreb, der involverede en brændende hed elektrisk nål. Han havde grædt i den praktiserende læges, Dr. Enzelmans, konsultation, og der var klart rødt blod overalt på hans små hænder og ansigt og på den knitrende papirrulle på undersøgelsesbriksen, men bagefter, på vej hjem i bilen, mens hans mor talte formanende til ham, havde han været uden anger.

“Dash, du bliver nødt til at holde op med det,” havde hans mor sagt blidt, men med tydelig bekymring. “Jeg er bange for, at andre mennesker ikke vil være sammen med dig, og at dine venner begynder at holde dig udenfor. Du ved nok, da jeg var barn i Mount Arcadia –” 16

Stillingen.indd 16

18/06/18 16.24

“Den har jeg hørt.”

“Nej, du har ikke hørt den her. Ikke den her særlige del. Da jeg var barn, var der en lille dreng på vores skole, der havde præcis samme vane. Han hed William, og han kunne bare ikke lade sin næse være i fred. Hvis jeg ikke husker forkert, så blev han hurtigt udstødt i skolegården.”

Dashiell havde ignoreret hende, han vidste ikke, hvad “udstødt” betød, men gik ud fra, at det involverede at blive bundet og måske endda slået. Han krummede sig sammen på klapsædet i Volvoen og stirrede ud på motorvejen. Hans mor var en sød, men nogle gange åbenlyst følelsesladet kvinde, der godt kunne lide at fortælle historier til skræk og advarsel fra sin egen uhyggelige barndom.

“Vil du være sød at kigge på mig, når jeg taler til dig?” fortsatte hun, og han vendte ansigtet om mod hende med et udtryk af trods, vendte sit ansigt op, så hans næse – hans næse, hans – var det højeste punkt.

Dashiell følte sig også trodsig her på trappen sammen med sin bror og sine søstre, bortset fra at der denne gang ikke var nogen, der lagde mærke til det eller tog sig af det. Hvis han modsatte sig, vidste han, at hans lillesøster Claudia ville bruge det mod ham for evigt. Det øjeblik, hvor hun selv kiggede i bogen, ville hun blive henrykt over den viden, som hun nu besad, og som han stadig havde til gode. Det var ikke kun, fordi han var bange for, at bogen ville frastøde ham – han var otte år, så det var han ikke i tvivl om, at den ville – men han kunne heller ikke bære, at noget blev påtvunget ham som et uønsket og kvalmende måltid.

Ud af det store panoramavindue på reposen lige over husets stueetage kunne de alle sammen se den olieplettede indkørsel, hvor deres stationcar plejede at stå. Deres forældre var i den grad kørt, til New York City, knapt hundrede kilometer vestpå ad Long Island-motorvejen. Sådan var det at have mange børn: Hvis man 17

Stillingen.indd 17

18/06/18 16.24

ventede længe nok, ville de til sidst skabe deres egen koloni og kunne mere eller mindre passe sig selv, de store kunne klaske spege­pølse oven på blødt brød og give det til de små nogenlunde ved frokosttid, eller også talte de store i en krypteret, bevidst opstyltet syntaks hen over hovederne på de små.

I dag gennede Michael dem de to etager ned og direkte ind i alrummet, hvor hele familien i årenes løb havde set udsendelser med Jacques Cousteau (og de efterlignede ham: “Eet eez dee­ ficult to know when zee white shark he weel attack.”), hvor generte Claudia sad alene på kelimtæppet og sang og arrangerede sine troldedukker i en cirkel som i et druideritual, hvor Holly for nylig havde stået bag gardinerne i en eksperimenterende mund-til-mund-position med Adam Selig fra Princeton Court, hvor Michael havde pløjet sig gennem det meste af Da verden gik under og Store forventninger, hvor Dashiell, der gerne ville statuere et eksempel, havde gemt sig bag den store Ming-lignende vase fyldt med knasende tørrede eukalyptusblade, mens han i timevis stille sang for sig selv, og hvor forældrene, en sen nattetime nogle år tidligere, efter at have elsket med særlig stor iver og ømhed på den gamle brune sofa i jernbanefløjl, havde fået ideen til deres bog.

Nu havde børnene brug for, at den virkelige verden forsvandt, at forældrene kørte afsted på motorvejen, hvor moderen slog spejlet ned i passagersiden, som ingen nogensinde havde brugt, og lagde et lyst lag af perleskinnende gloss fra en lille krukke på sine læber, mens faderen slog med håndfladen mod rattet til rytmen af noget afslappet og behageligt radiojazz, og bilen transporterede dem langt væk fra huset på Swarthmore Circle i Wontauket og ind til byen, hvor de var langt væk fra deres børns voldsomme nysgerrighed.

“Når vi først har set den,” havde Holly sagt nogle få minutter tidligere, da Michael fortalte, hvad han havde tænkt sig, “så kan 18

Stillingen.indd 18

18/06/18 16.24

vi aldrig gøre det om igen. Den vil forblive i vores hjerner. Kan I huske, da vi så det døde jordegern, der havde fået stød? Og jeg fik de der drømme?”

“Det kan jeg godt huske.” Hendes bror lukkede øjnene for ikke at se den lillebitte fartstribede krop, der hang fra en elektrisk ledning ude i gården. Drømmene var kommet til Holly nat efter nat; hun havde skreget klokken tre og havde været så bange, at deres mor, der blev vækket af sin egen søvn, havde givet Holly lidt beroligende, så hun kunne falde til ro. “Men vi kan jo se, at det ikke ødelagde dig,” tilføjede Michael. “Du er jo stadig dig.” Hans søster overvejede, hvad han sagde, og nikkede langsomt. Hendes øjenvipper var hvide, bemærkede han. Hun var ikke jordisk; hun var en havfrue.

“Og hvad så nu, Michael?” spurgte hun. “Er det meningen, at vi skal fortælle dem, at vi har set den?”

“Hvorfor skulle vi fortælle dem det?” sagde han. “Så vil de bare diskutere den. De vil altid diskutere alting. Og fortæller du dem egentlig længere noget om dig selv?” Holly tænkte sig om et øjeblik, og hun måtte indrømme, at det gjorde hun ikke, de vidste ikke noget om hende, og sådan foretrak hun det.

Forældrene var lige nu på vej hen til et fyldt auditorium på New School på Manhattan, hvor de skulle holde den første af de uendelig mange forelæsninger, som de i tidens løb ville holde, hvor de fortalte om bogens tilblivelse, om den research, de havde lavet, om processen med at afprøve de seksuelle handlinger og skrive om dem. De ville fortælle om, hvordan det havde været at posere for kunstneren John Sunstein, så han kunne lave sine tegninger: Moderen ville fortælle, hvordan hun i begyndelsen havde været forlegen, fordi hun overhovedet ikke var ekshibitionist, men Sunstein havde vist sig at være en stille, elskværdig ung mand i tyverne med langt, lysebrunt hår og sandaler, både professionel og respektfuld, og efter et stykke tid begyndte hun at glæde 19

Stillingen.indd 19

18/06/18 16.24

sig til møderne. “I ser begge to fantastiske ud,” sagde kunstneren til dem, og så forsvandt han om bag sit staffeli, og resten af tiden glemte hun alt om ham.

“Det var meget fredfyldt at posere for ham,” fortalte hun tilhørerne.

De ville også fortælle om kinesisk erotisk kunst og om Kama Sutra, som de havde brugt i noget af deres arbejde. Og de ville fortælle om den nye stilling, som de havde opfundet, og hvor spændende det havde været at skabe og forfine den. “Al den træning,” sagde faderen. “Det var udmattende!” Og så ville folk grine, og der ville være spørgsmål fra salen, et hav af spørgsmål, som de alle ville stille, selv om de ikke havde noget at sige.

Lige nu susede forældrene afsted i familiebilen, i Volvoen, hvis blotte navn ledte tankerne hen på sex. Men det gjorde alt som bekendt, når man først begyndte at lægge mærke til det: En Volvo, den måde, som man slikkede sin egen sved væk fra sin læbe på. Selve verden summede og blomstrede og blev til noget levende og sanseligt af jord, sand, vand og rastløse mennesker, der fyldte luften med klagende lyde af smerte og seksuel ophidselse, der ikke altid var helt til at skelne fra hinanden.

Bogen hed Lyst: Et pars rejse mod tilfredsstillelse. Da børnene først havde hørt titlen og var begyndt at forstå den, var den så ubestrideligt ubehagelig, at den truede med at forkrøble dem for altid, at låse dem fast i tiden og uden tvivl nægte at lade dem træde ind i de voksnes verden, hvor der blev gjort horrible krav på ens dag, ens energi, ens økonomi, ens krop. Nu samlede de sig i alrummet rundt om bogen, Holly og Michael i første række, mens de bestemte med hvilken hastighed, siderne skulle vendes, og med Dashiell og Claudia på hver sin side, hvor de sammen ved første øjekast lignede en reklame for hjemmeundervisning.

“Okay,” sagde Michael, da Holly vendte den første side, og alle lavede små lyde: En trompetlyd, som om der kom kongelige på 20

Stillingen.indd 20

18/06/18 16.24

besøg, en fnysen, en prusten, en fremkaldt børnebøvs fulgt af en voldsom tyssen. Forsiden indeholdt, bortset fra titlen, ikke meget, der kunne skræmme eller ophidse dem. Den var klassisk hvid og blank med en enkel tegning af en rodet hvid seng, ikke andet, med dynerne slået tilbage, som om der ikke var brug for dem, og man vidste godt hvorfor. Det var et pars seng, en mand-og-kvinde seng, og indtil videre kunne de godt tåle det, de så. Titlen var skrevet med krøllede guldbogstaver, der hang i luften over den tomme seng som resterne af en drøm. Så langt, så godt. Inden i bogen var der masser af rolig tekst, inklusive et forord af en akademiker, der hed L. Thomas Slocum fra University of Illinois i Champaign-Urbana.

“Slocum,” sagde Holly med foragt. “Sikke et navn.”

“Hvad?” sagde Michael uforstående.

“Slocum. Slow-cum?” sagde hun igen. “Åh. Okay. Klart,” sagde han og nikkede endelig.

L. Thomas Slocums indledende bemærkninger satte Mellow-­ projektet ind i en social kontekst, udråbte bogen til at være modig og smuk og “netop hvad der er brug for i en tid som denne,” og efter den kom så åbningskapitlet: “Samleje: Det vigtigste først”, der åbnede med en overvældende detaljeret beskrivelse fulgt af en tegning i fuld farve, den første af mange.

Det var dem. Dem. Forældrene. Som lå der på de krøllede lagener på den store hvide seng fra bogens omslag, han lå oven på hende, og de smilede begge to og var afslappede, deres kroppe smeltede sammen som fastloddede dele i et maskineri. “Åh Gud, fuck mig,” sagde Holly, der på det seneste var begyndt at sige den slags ting. I weekenden var hun i indkøbscenteret i Wontauket sammen med sine venner, en gruppe piger, og de stod foran Blooberries eller Stuff n’ Nonsense og lod, som om de begærligt så på halterneck-toppe, mens de rent faktisk kiggede med ulmende foragt på de drenge, der ilede afsted forbi dem, og 21

Stillingen.indd 21

18/06/18 16.24

hun talte kun på den måde for effektens skyld, men nu blev hun nødt til at sige det, hun blev nødt til at reagere højlydt, ellers frygtede hun, at hun gik fra hinanden i en eller anden usynlig søm, der løb ned langs siden på hende.

Ved siden af hende kiggede Dashiell væk, rasende over at være her, han mumlede for sig selv og tænkte så lige tilbage. Han gentog noget flere gange for sig selv, væmmedes ved sin storebror, fordi han gjorde dette mod ham, når det eneste, han havde haft lyst til i dag, var at fortabe sig i de stille, selvopfundne melodier, der flagrede rundt inden i ham. I stedet blev han tvunget til at sidde her og kigge på disse sider, han kunne mærke, at hans ansigt blev varmt, og han hadede sit liv, fordi det spærrede ham inde, og han svor, at han ville vise dem alle sammen, vise dem, selv om han i virkeligheden ikke havde noget at vise dem. Imidlertid blev hans blik ved med at flakke tilbage til bogen, det blev trukket derhen, som om han var blevet forhekset. Ja, min herre, tænkte han, men hvem var egentlig herren: Hans bror? Hans søster Holly?

Hans forældre, med deres skandaløse åbenhed? Det var umuligt at sige, og så lod han bare sig selv kigge og kigge, mens han ønskede, at nogen ville vække ham og lukke ham ud.

Ved siden af ham udsendte lille Claudia små hylende fnis.

Hun tænkte på sig selv og sin fremtidige mand i sengen sammen om aftenen, og for første gang nogensinde spekulerede hun på, om hun virkelig ville bruge alle sine penge på det her, når det kom til stykket. Hvad var meningen? At ens ryg skulle krumme sig og ens tænder blotte sig? Det var forfærdeligt; der var ikke andre måder at anskue det på. I morgen ville hun bruge alle sine penge på slik, på de der bittesmå colaflasker og Dum Dum-slikke­pinde og på de orange skumfiduser, der havde samme form som peanuts, men af en eller anden grund smagte af banan, og hvad hun ellers kunne finde i den lille slikbutik, som hun nu i månedsvis havde undgået. Hun ville ikke have noget at gøre med det, som 22

Stillingen.indd 22

18/06/18 16.24

hendes forældre lavede i sengen. I al denne tid havde hun taget fejl. Kærlighed var ikke noget for hende; det var ikke det, som hun troede, det var.

I alrummet begyndte Claudia nu at slå sig selv i ansigtet: “Ring efter en ambulance! Ring efter politiet!” “Åh, hold nu din mund derovre,” sagde Michael muntert. Der var ingen af de store, der kunne håndtere nogen forstyrrelse lige nu. Det var, som om de terpede til en vigtig eksamen i livet, at de indoptog alt, hvad de kunne, og lagrede det med fremtiden for øje.

Som alle de andre illustrationer i bogen var denne første lavet med pen og blæk og farvelagt i pasteller af den generte kunstner John Sunstein, der allerede havde lavet et berømt Rolling Stones-­ cover. Her fremstillede han forældrene i al deres menneskelighed, og han tegnede dem optaget af den seksuelle praksis, både den helt almindelige og den mere obskure, den vestlige og den østlige, den fortidige og den moderne, frihånd eller ved hjælp af redskaber. Ingen journalist havde offentligt stået frem og skrevet, at disse billeder rent faktisk skulle forestille forældrene, og Sunstein havde taktfuldt ændret på håret hos dem begge, ændret moderens irsk setter-røde hår til noget mere neutralt brunt og gjort faderen, som i det virkelige liv havde et kraftigt, mørkt skæg og overskæg, til en glatbarberet, men krølhåret mand. Men hvilken forskel gjorde det? Alle vidste, at det var dem. Alle. Forældrenes egne forældre, ældet og skrøbelige af knogleskørhed og hjerte­ arytmi, vidste det. Familiens praktiserende læge, Dr. Enzelman, vidste det. Postbuddet og bibliotekaren og naboerne på Swarthmore Circle og Princeton Court og Cornell Avenue vidste det.

Børnenes lærere vidste det. Børnene vidste det. Ændringerne af håret på tegningerne var det samme som den dårlige forklædning, kriminelle havde på, når de ubevidst drømte om at blive fanget og straffet.

23

Stillingen.indd 23

18/06/18 16.24

Jeg ville kunne genkende min mors krop overalt, tænkte Holly Mellow, for hun og hendes mor plejede at klæde sig af foran hinanden, selv om Holly det sidste års tid ikke havde kunnet holde det ud. Dengang, i prøverummet hos Lord & Taylor i indkøbscenteret med nålestribet gulvtæppe og salondøre, inden hun blev forlegen, tog de deres bluser og jeans af og stod sammen på et areal på samme størrelse som en stemmeboks; i denne kvindeverden, hvor hønselignende ældre kvinder med briller i perlekæder og uforklarlige Kleenex stukket ind i kavalergange patruljerede på gangen en meters penge væk og råbte: “Hvordan går det, de damer?”

Og derhjemme, på badeværelset på første sal, havde de engang stået ved siden af hinanden med bare bryster, mens moderen viste sin datter, hvordan man lave en selvundersøgelse af ens bryst.

“Jeg lærte, hvordan man skulle gøre det på en figur i Ms. Maga­zine. Og du bør også vide, hvordan man gør det, Holly, fordi bedstemor Jean fik fjernet sit ene bryst. Og der var spredning til lymfekirtlerne,” havde hendes mor kryptisk forklaret, mens hun løftede en arm op til en hilsen og anbragte den anden hen over sit eget bryst med fingrene energisk spillende på brystets overflade, som om det var et cembalo.

Men her på siderne i en bog var moderens bryster nu tilgængelige for hele verden, og alle kunne tage bestik af dem, mens hun lå på ryggen med faderen overskrævs på sig, og de faldt lidt ud til siden. Kroppe, forstod børnene hurtigt, var én ting, hvis man så dem isoleret fra andre kroppe, men når man så dem sammen, forbundet sådan som kroppe kunne være, så var der ikke noget, der kunne forberede en på det syn. Ens øjne var ganske enkelt ikke parate.

Side efter side gav deres mor og far sig hen til hinanden på alle mulige forskellige måder. De havde sikkert indtaget disse stillinger i John Sunsteins atelier, og måske havde de også indtaget dem 24

Stillingen.indd 24

18/06/18 16.24

utallige gange i huset, mens børnene sov med forstøveren snøvlende, eller mens de fodrede de passive søaber eller røg en joint, eller de lod en hånd løbe ned langs deres egen pyjamasknapper og blidt tog om deres kønsdele, som om de skulle beskytte dem mod de fremtidige belastninger og byrder, som de uundgåeligt ville blive udsat for. De begyndte så småt at indse, at der ikke var nogen vej udenom; man styrede direkte imod det som en mand, der farer afsted mod en ekstremt farlig, men spændende krig.

Michael kastede et blik på Holly; hendes lyse, prikkede hud var nu rød overalt – selv flipperne på hendes ører syntes at flamme. Hun havde en smidig, atletisk krop, og han kunne godt forestille sig hende i en spidsbue på en seng om et år eller to, blive kneppet af en ansigtsløs dreng på en spektakulær atletisk måde.

Men hvordan ville det overhovedet føles at blive kneppet? Han var ude af stand til at forestille sig det, man blev nødt til at se sig selv som værende hul, modtagelig, og han var ikke nogen af delene. Men billedet af hans søster insisterede på at blive hos ham.

Nej. Nej. Stop. Lad være med at tænke på hende på den måde, tænkte Michael.

Siden var blevet vendt under hans korte, drømmende lapsus, og nu gjorde moderen og faderen noget, der involverede tørklæder bundet rundt om moderens håndled og ankler.

“De skal være bundet med kærlighed,” stod der i teksten, og mens børnene stirrede på illustrationen, tænkte Dashiell: Åh nej, min mor bliver ... udstødt!

Alle børnene forestillede sig forældrene på en seng, der var blevet stillet op i det atelier i New York City, hvor de i et par måneder var taget hen et par gange om ugen “for at arbejde sammen med kunstneren,” som de havde sagt, og ingen af børnene havde nogensinde spurgt, hvad dette arbejde præcis bestod i. I stedet havde de bare kigget op, fyldt af kedsomhed, og ubekymret ladet sig kysse farvel. De havde sagt ja, vi skal nok sørge for frokost; ja, vi 25

Stillingen.indd 25

18/06/18 16.24

kan godt Rinzlers nummer, hvis der skulle ske noget; ja, ja, vi skal nok have det godt. Og så var de vendt tilbage til deres selvoptagethed. Men hvis de havde vidst, hvad de nu vidste, ville de så have prøvet at standse deres forældre? Måske ville de havde spærret døren, holdt forældrene fanget i huset. Måske ville de havde sagt Lad være med at gøre det, for det vil ændre alt.

Og det endte også med at forandre alting, det gjorde det.

Men lige nu, i den første bølge af bogens store succes, dens hurtige spring fra pengemaskine til fænomen, var forældrene uden forudanelse eller anger. De var en kvinde og en mand, der begge så godt ud, og som var i forbilledlig form af deres alder på henholdsvis niogtredive og fyrre. Faderens uregerlige mørke hår og skæg gav ham et lettere satanisk, men kunstnerisk look, selv om han faktisk var rimelig blid og næppe kunstnerisk. Han var eftertænksom og munter og en fremragende lytter. Han nikkede langsomt, når børnene talte, mens han strøg sig over skægget, og han kunne huske navnene på deres lærere. Han var den type far, der lavede bananpandekager om søndagen og lærte sine børn at synge “Norwegian Wood” på kragemål, og hvordan de skulle pifte ved brug af to fingre. Han gik med rullekrave, navnlig i sort, og et bredt, håndlavet læderbælte, hvis store firkantede spænde var af den slags, man ville finde på en pilgrims sko. Mens han elskede sine børn helt og sentimentalt, var dette intet at regne med den måde, han elskede sin kone på, og alle børnene vidste det, for styrken af hans kærlighed var så kraftig, at alle kunne mærke den, når den bevægede sig gennem huset.

“Jeres mor,” sagde deres far engang, hvor de alle sammen sad og spiste middag på en fiskerestaurant, “ser endda fantastisk ud med en hummerhagesmæk på. Prøv bare at se på hende. Vinder af Miss Sexy Hummerhagesmæk 1972.” “Åh, hold op, nu er du fjollet,” sagde hun og viftede med hånden, mens hendes mund glinsede af smør, som om netop denne 26

Stillingen.indd 26

18/06/18 16.24

del af hende i særdeleshed var erotisk for ham. Men han ville aldrig være i stand til at udvælge en særlig del; ifølge ham fungerede det hele.

Det var ikke, fordi børnene følte sig ignoreret, for deres far vendte også sin opmærksomhed mod dem, og deres mor virkede aldrig helt tilpas under deres fars blik. Nogle gange lod hun til at være irriteret og prøvede undslippe. Det var en parringsdans, som de to lavede: Tilbedelsen blev fulgt af et tilfredsstillet, stolt, undvigende svar.

“Se bare på jeres mor,” belærte han dem. “Se, hvor elegant hun er med et par spisepinde. Eller: “Se på jeres mor. Hun er en forunderlig kvinde.” Eller: “Se på jeres mor. Hun er det mest spændende menneske, jeg nogensinde har kendt.”

Og de så på hende. De så hen over restaurantborde, tværs over supermarkedsgange, hen over alrummet om aftenen og tværs over køkkenet, hvor deres mor stod ved vasken og hev et salathoved fra hinanden under en stråle vand. Hendes dybrøde hår, blege hud og store bryster gjorde hende sårbar, moderlig og imøde­kommende, men også tilsyneladende ekstremt tiltrækkende. Hun var højere, end han var, mere lunefuld og mere dramatisk, havde let til tårer, der fyldte hendes blå øjne og fik dem til at se selvlysende ud. Hendes næse blev hurtigt rød, når hun græd, og komplementerede hendes hår, hvilket gav hende et skær af en fortryllende, fordrukken irsk kvinde med en dybt, velbevaret hemmelighed.

“Jeg ved godt, at jeres far bliver revet med,” sagde deres mor nogle gange til dem, når han ikke var der. “Men han er en meget udtryksfuld mand, og det er rimeligt usædvanligt.”

Og det var rigtigt, at ingen af deres venners forældre virkede til at være så aktivt forelskede i hinanden. De fleste mødre og fædre levede sammen som logerende på et pensionat, de delte den samme plads og prøvede at lade være med at irritere hinanden, men 27

Stillingen.indd 27

18/06/18 16.24

førte i bund og grund adskilte liv, den ene optaget af regneark og hjemmekontor, den anden af børnene. Familien Mellow var anderledes, hvilket børnene for længst havde anerkendt med en vis stolthed og ulykke.

Deres forældre trænede hver dag i en tid, hvor træning endnu ikke var kommet på mode, de udførte det af The Canadian ­Royal Air Force anbefalede antal af mavebøjninger og armbøjninger hver morgen og sørgede for, at deres maver ikke blev bløde og fik samme konsistens som den frygtede buddingsagtige dej, der afslørede, at man havde givet op. Her fremviste de deres selvopretholdelsesdrift. På en af tegningerne sad deres mor på hug – børnene foretrak at tænke på hende som “kvinden” – en smule plaget med hovedet bøjet bagover som for at se, hvad alt postyret gik ud på, hvad der skete bag hende, hvad “manden” lavede, som om hun virkelig ikke havde nogen anelse om det, som om han kunne være i gang med at folde et kort sammen bag hende. På en anden sad hun oven på ham med løftet hoved med de forskellige dele af hendes hals omhyggeligt skildret af John Sunstein, der adskillige år tidligere havde været den mest fremragende studerende, hans lærer nogensinde havde haft på sit anatomi-tegnehold på Cooper Union School of Art. Moderens øjne var lukkede, angiveligt fordi nydelsen ganske enkelt var for stor til at absorbere med åbne øjne, eller måske fordi hun vidste, at hendes børn snart ville se tegningen, og hun vitterlig ikke ønskede at få øjenkontakt med dem.

“Det kan ikke passe,” sagde Holly, mens hun bladrede gennem bogen.

“Jo, det kan,” sagde Michael. “Også i den grad. Det kan du lige så godt vænne dig til.” Han blev med det samme ked af den tone, han havde brugt over for sin søster, hvis tillid og kærlighed han stadig havde brug for. Det var ham, der havde tvunget hende til at forholde sig til det, selv om hun jo ville blive nødt til at gøre det 28

Stillingen.indd 28

18/06/18 16.24

på sin egen måde. Hun ville på ingen måde have tilladt, at bogen ikke blev læst. Ligesom ham måtte hun vide det.

“Jeg prøver i den grad at vænne mig til det. Men er de fuldstændig vanvittige? Hvis forældre gør sådan noget?” spurgte hun.

“Vores,” sagde han. Han blev nødt til at virke bare lidt naturlig nu. Han blev nødt til at virke nonchalant, som om det ikke var ham, de skulle bebrejde, fordi de havde set det, eller rettere sagt, fordi han havde presset det ned over dem.

Al den handling, der lå til grund for tegningerne, lod til at finde sted i dagtimerne, de hvide sider tjente som baggrund oplyst af sol eller projektør. Det var ikke natligt knepperi; om natten ville detaljerne højst sandsynligt gå tabt. Den ene ville røre den anden, og følelsen ville være fantastisk, men flygtig, og man ville aldrig kunne gentage kombinationen af kontakt og præcision. Men på det hvide papir lod de hvide lagener på en seng ikke noget gå tabt.

En mands hånd fandt en kvindes brystvorte, tommelfingeren og pegefingeren holdt forsigtigt om den, og en fotograf ville kunne finde på blot at vise det mest essentielle og lade alt uvedkommende være ude af fokus. En kvinde pressede sig ind mod en mand, overfladen af deres kroppe formede en slags menneskelig mark.

Manden og kvinden i Lyst var i den grad præsentable, selv om alt, hvad de gjorde – hver bevægelse, hver finger, der kælent fandt vej ind i en fold, hver penisspids, hver hånd, fod, mave, rygrad, åbning, kraveben, hårhvirvel, sveddråbe, mund, der pressede sig mod kød, der gav efter, små skrig, strømpebånd, håndjern, bølgende lilla tørklæde, stilethæl mod nøgent ben – var en ny kilde til forbløffelse for deres børn, en række af hurtigere og hurtigere slag med en reflekshammer, ikke alle ubehagelige, nogle af dem smertefulde på samme udsøgte måde, som det er at løfte et lille hjørne af et sår på et knæ, og nogle af dem ophidsende, selv om de yngste børn ikke vidste, at de var ophidsede, for følelsen var endnu ikke blevet defineret for dem.

29

Stillingen.indd 29

18/06/18 16.24

De yngste af dem følte sig bare speedede og oppe at køre, som de gjorde, når de jagtede nogen tværs over den asfalterede legeplads i skolen, eller når de var oppe helt til midnat nytårsaften, eller når de svømmede hele dagen i vandet ved Jones Beach og så dukkede op, dryppende med blå læber og brændende hovedbund og selvfølgelig ville ud igen, selv om deres mor og far altid sagde til dem, at det var nok.

Ingen af deres fire børn kunne holde op med at kigge; de havde alle sammen fået tildelt orkesterpladser til primalscenen, og nu var det tunge rødbrune tæppe gået op for kærlighedens mysterier, som intet barn på jorden havde privilegiet eller retten til at se.

Kan jeg prøve det med Adam Selig? ville Holly gerne vide.

Hun ville finde svaret, hurtigere end hun kunne have forestillet sig.

Gud, hvor jeg hader dem, tænkte Michael.

Han ville huske at holde det for sig selv.

Hvis jeg nu snupper bogen og tager den med ned til Wontauket losseplads, vil den så forsvinde? tænkte Dashiell.

Desværre, nej. Bogen ville få mange liv i årenes løb. Der var intet, der kunne slå den ihjel.

Jeg vil leve et liv alene, sammen med mine troldedukker, tænkte Claudia.

Og længe ville en modificeret version af dette ønske gå i opfyldelse.

Børnene vidste nu, hvad de lavede i sengen. Det er derfor, at deres dør nogle gange bliver låst om natten. Det er sådan, jeres forældre er, det er derfor, I ikke får lov til at komme ind, det er sådan, verden pludselig kender dem, det er sådan, det er at være menneske, at begære, at være rigtig voksen i Amerika i 1975, at være i besiddelse af kropsdele, der bevæger sig og reagerer individuelt og overraskende; det er sådan, det er at være dem, at være jeres forældre, så lad være med at vende jer væk, hold jeres øjne 30

Stillingen.indd 30

18/06/18 16.24

vidtåbne, alle fire Mellow-børn, også den lille på seks år, overvældet af spænding eller rædsel, for nu er det allerede for sent, det kan godt være, at billederne er lavet med pen og blæk, men det er alt andet end sødt, og de vil være hos jer for evigt som det jord­ egern i gården, der blev stegt til døde og alligevel stadig hang i en ledning, for det er sådan, det er at klæbe til hinanden, en mand og kvinde, der holder godt fast i hinanden, det er sådan, det er at være dem, det er sådan, det er, og den mest ubærlige del af det er, at det en dag også bliver sådan at være jer.

Stillingen.indd 31

18/06/18 16.24

The Times

Mellow en bog om sexlivets glæder – til deres børns store forfærdelse.

Bogen, der bliver en øjeblikkelig bestseller, er rigt illustreret med udførlige beskrivelser og tegninger

”

af dem selv i alle mulige stillinger, blandt andet stil-

Skælmeagtig morsom … det, der griber en under læsningen … er den dybere, smukt udviklede historie om, hvad forældre skylder deres børn, hvilken form for intimitet der er ønskelig, og hvordan børnene klarer sig i forhold til deres historie og med behov, der ikke er blevet mødt.

lingen ’Elektrisk tilgivelse’, som ægteparret mener

The Guardian

forskellige familiemedlemmer strides om projektet,

at have opfundet. Bogen ændrer familiens og ikke mindst børnenes liv for altid.

30 år senere er Paul og Roz for længst skilt, og familien spredt for alle vinde, da en driftig forlagsredaktør får den idé at genudgive bogen. Mens de toner de fire børns liv frem, alle fulde af problemer med kærligheden, identiteten og arbejdet, forældreskabet og, selvfølgelig, sex.

C&K Forlag

STILLINGEN

”

Sjov, klog, og fuld af familielivets rigdom og sorg … Skæppeskøn og menneskelig.

seksuelle frigørelse skriver ægteparret Paul og Roz

M EG WOL IT Z ER

STIL LING EN ROMAN C&K FORLAG

FOTO: NINA SUBIN

På toppen af deres egen forelskelse og 1970’ernes

M EG WOL IT Z ER

stillingen

MEG WOLITZER (født 1959, New York) er en af USA’s store samtidsforfattere. Siden debuten med romanen Sleepwalking har hun skrevet en række skarpe og underholdende kønskritiske romaner.

Hendes første roman på dansk, Hustruen, kom i 2015 og er blevet filmatiseret med Glenn Close i hovedrollen.