Syv guddommelige dage ... by JP/Politikens Forlag

FLEMMING MØLDRUP

Helligånden ender da også med at tage fejl af den dreng, som Gud ønsker skal udpeges som ny frelser, og så bogens hovedperson, Albert Svensson. Da Helligånden opdager sin fejl, tildeler han Albert Svensson ét ønske. Albert Svensson ønsker sine fraskilte forældre sammen igen. Men det går gruelig galt, og Albert Svenssons liv går fra at være normalt til at være helt kaotisk. I løbet af syv dage når han frem til erkendelsen af, at hans forældre må skilles ad igen! Alt ender godt, og alle i bogen, både børn og voksne, lærer noget om skilsmisse. Og Albert Svenssons mor og far ender med at gøre sig lidt mere umage. Hvis ikke for deres egen, så for Albert Svenssons skyld.

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3133-1

ILLUSTRERET AF RASMUS JUUL

Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv

Gud vil gerne gøre verden til et rart sted at være igen. Desværre sætter han den noget distræte og lidt for sultne Helligånd på opgaven.

FLEMMING MØL DRUP

Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv

SKREVET AF FLEMMING MÃ&#x2DC;L DRUP ILLUSTRERET AF RASMUS JUUL

Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv

POLITIKENS FORLAG

Til Yoko.

Alt, hvad jeg har skrevet om Gud og Helligånden, er plukket frit fra min fantasi. Jeg bruger dem, som jeg vil, uden skelen til den anden bog, hvor de også optræder. Derfor er bogen også blottet for religiøse intentioner. Men til gengæld fuld af personlige.

Søndag aften - eller før det hele egentlig startede.

Helligånden havde været mange steder. Men Vanløse var ikke et af dem. Faktisk havde han slet ikke hørt om Vanløse før i dag, i morges for at være helt nøjagtig. Vanløse, havde han tænkt, ikke noget dårligt navn til en by. Måske ikke så poetisk, måske ikke så beskrivende, men det lød alligevel godt. Det lød stort. Det lød storslået, havde han tænkt. Det lød lige, som det skulle. Og han havde virkelig glædet sig, og havde det ikke været, fordi han landede i krydset ved Jyllingevej og Ålekistevej, og havde det ikke været, fordi Bratskovvej ikke lige lå der, hvor han troede, det lå, og han derfor først måtte gå ned ad Bygholmvej, som er ret lang, og så tilbage ad Børglumvej og til højre ad Katholmvej, før han endelig fandt Bratskovvej, så kan det være, at Vanløse havde gjort større indtryk på ham. Nå ja, og så hjalp regnen heller ikke på humøret. For det regnede også i Vanløse den aften. Det regnede ret meget. Og Helligånden blev ikke bare våd. Han blev 7

gennemblødt. Kjortlen var tung af vand, det lange hår klistrede til hovedet, og skægget var som et vådt håndklæde, der hang på hagen. For ikke at tale om de iskolde fødder i sandalerne. Og måske, men kun måske, var det derfor, at Helligånden ikke endte i Martins værelse, som han havde fået besked på af Gud. Martin, som aldrig hørte efter i skolen, og som tit sad på en stol uden for døren og ikke på den i klasselokalet, som han egentlig skulle sidde på. Martin, som, når han endelig rakte hånden op, stillede spørgsmål, som aldrig handlede om det, læreren var i gang med at fortælle klassen om. Martin, som malede graffiti, når det blev mørkt, og altid gjorde det modsatte af, hvad han fik besked på af sin mor og far. Martin, som præcis af de grunde var blevet udvalgt af Gud til at gøre verden til et bedre sted. 9

Men i stedet for at stå i Martins værelse på Bratskovvej 14 stod Helligånden nu og dryppede af regn hos 10-årige Albert Svensson på Bratskovvej 16. Albert Svensson var halvt svensk og boede alene sammen med sin svenske mor. Men alt det vidste Helligånden ikke noget om. Endnu. Albert Svensson lå og sov i sin seng. Det så ud, som om Albert Svensson lå og stirrede ud i mørket, men Albert Svensson stirrede ikke, han sov bare med åbne øjne. Og åben mund. Det gjorde han altid. Når han trak vejret, lød det som en kats hvæsen, og når han pustede ud, skete det gennem en boble af savl. Som sprang og blev til en klat spyt, der langsomt løb ned ad hagen og ned på hovedpuden. Helligånden stod ved siden af Albert Svenssons seng. Han havde tændt lampen ved skrivebordet og kiggede på Albert Svensson, der lå og pustede bobler af savl. Det var ikke lige sådan, Helligånden havde forestillet sig, at Guds udvalgte så ud. Lille og lyshåret. Pjusket hår. Og savlende. Men Gud er ikke sådan lige til at regne ud. Det var Helligåndens erfaring. Han kiggede sig omkring i værelset. Der stod et skrivebord med en computer. På væggen bag ved skrivebordet hang der en plakat, hvor to mennesker stod og pegede på hinanden med lysende pinde. Eller var det sværd? Det havde Helligånden lidt svært ved at finde 10

ud af. På gulvet var der smidt et par bukser, og der stod én sko ved sengen, og Helligånden fik øje på den anden henne ved døren. Der lå også en trøje. Faktisk lå der flere. Helligånden sukkede og satte sig på skrivebordsstolen ved skrivebordet. Men først efter at han havde flyttet en strømpe. Han kiggede rundt på bordet, hvor der lå tegneserier, blade om computere, skateboardhjul, blyanter, og så stod der en Darth Wader-figur. Ved siden af figuren stod der en tallerken med en marmelademad. Et brunt æbleskrog. Og et glas mælk, der ikke var drukket af. Da han så maden og mælken, kunne Helligånden høre sin mave knurre. Han havde ikke spist hjemmefra. Det var ved at blive en dårlig vane, tænkte han, inden han rullede skrivebordsstolen hen over gulvet, så han sad lige ved siden af Albert Svensson. Han lænede sig ind over den sovende Albert Svensson og prikkede ham forsigtigt på skulderen. Der skete ingenting. Kun endnu en boble af spyt. Helligånden prikkede en gang til. Måske skubbede han i virkeligheden, og hviskede: ”Martin, Martin?” Albert Svensson hørte pludselig en stemme, men det var, som om den kom langt væk fra. Som om der var en, der talte til ham gennem en dyne. ”Martin,” sagde stemmen. ”Martin.” Der var det igen. Han missede med de åbne øjne. De var helt tørre, så Albert Svensson skulle altid misse en masse, før han kunne se noget. Først kunne han kun skim11

te en skygge. Men da han havde blinket lidt mere, kunne han se omridset af en person. Han satte sig forskrækket op og rykkede hurtigt så langt op i hjørnet af sengen, han kunne komme. Han stirrede på Helligånden. ”Hm, hmm,” Helligånden rømmede sig og skulle lige til at præsentere sig, da Albert Svensson afbrød ham. ”Hvem er du? Er du hjemløs? Og hvordan er du kommet ind?” Helligånden løftede hånden for at vise, at han ikke ville gøre Albert Svensson noget ondt. Men det fik bare Albert Svensson til at trykke sig endnu længere op i hjørnet. Helligånden skyndte sig at sige noget. ”Nej, jeg er ikke hjemløs. Jeg er …” ”Du ligner en hjemløs,” afbrød Albert Svensson og fremstammede lidt forbavset: ”I kjole? Du ligner en hjemløs i kjole.” ”Det er en kjortel,” rettede Helligånden ham. ”Sådan en går alle mænd i.” ”Ikke mig. Jeg går i bukser,” sagde Albert Svensson. Albert Svensson kiggede på den langhårede og skæggede mand, der sad på skrivebordsstolen. Han vidste ikke, om han skulle være virkelig bange eller bare bange. Om han skulle råbe på sin mor eller forsøge at stikke af. Problemet ved at stikke af var, at den fremmede mand med skægget sad sådan, at Albert Svensson ikke kunne komme uden om ham og hen til døren. Og vinduet var 13

udelukket. Albert Svenssons værelse lå på første sal. Men inden han nåede at tænke færdig, løftede Helligånden hånden og satte fingeren for munden for at vise, at Albert Svensson skulle være stille. ”Nå, men jeg er ikke hjemløs. Og jeg går altså i kjortel,” sagde Helligånden. ”Jeg er Helligånden. Som I kalder mig hernede. Og jeg er her på vegne af Gud,” sagde han og forsøgte at lyde så vigtig som muligt. ”Det betyder, at Gud har sendt mig for at overbringe dig en besked.” ”Helligånden?” spurgte Albert Svensson forsigtigt. ”Men du er jo ikke en ånd?” ”Måske du lige kunne tie stille,” afbrød Helligånden. ”Bare et øjeblik. Jeg skal jo til at fortælle dig noget,” fortsatte han, men holdt så en lille pause, inden han spurgte interesseret: ”En ånd? Nej, jeg er jo Guds højre hånd, det er, hvad jeg er.” ”Guds højre hånd? Som i dén Gud?” spurgte Albert Svensson og pegede op i loftet. Helligånden kiggede på Albert Svenssons finger og så op i loftet. ”Ja, som i den Gud,” svarede han og fortsatte, ”det er ham, jeg arbejder for. Så at sige. Og det er derfor, jeg er her.” Helligånden skulle til at sige noget mere, da Albert Svensson afbrød ham. ”Du ligner faktisk mere et menneske end en ånd,” sagde Albert Svensson og pegede op og ned ad Helligånden. 14

”Ja, det har du vel egentlig ret i,” svarede Helligånden. ”Men altså jeg er jo den, jeg er, og alt det, du tror, jeg er, er bare noget, der står i en bog.” Helligånden holdt en lille pause og smilede så, inden han sagde: ”En bog, I mennesker selv har skrevet.” Helligånden holdt op med at smile og fortsatte, ”I har skrevet så mange forskellige ting om Gud, at man skulle tro, Gud var jeres opfindelse.” Helligånden rystede på hovedet. ”Og I tror alle sammen, at lige præcis den Gud, I tror på, er den rigtige, og at alle andre så tror på noget forkert.” Helligånden slog ud med armene og sagde: ”Og ved du, hvad det værste er? Det er, at I hele tiden skændes og slås om, hvem der har ret.” Han pegede på Albert Svensson og fortsatte: ”Tænk, hvis nu jeg bare var den, du synes, jeg skulle være, og ikke den, alle gik og sagde, jeg var.” Helligånden fortsatte. ”Hvis du synes, jeg er en ånd, eller synes, jeg ligner et menneske, så er det fint med mig. Det er der sgu da ingen, der skal bestemme.” Albert Svensson nikkede og prøvede at følge med, mens Helligånden talte. ”Det, du tror på, er lige så godt som det, alle andre tror på. Uanset hvad det så måtte være.” Helligånden holdt en lang pause, han kiggede Albert Svensson lige i øjnene. ”Forstår du?” Albert Svensson nikkede igen, denne gang lidt hurtigere. Han var ikke sikker på, at han helt forstod, for i kristendomskundskab henne på skolen taler de mest 15

om den gud, som de tror på henne på skolen, og ikke så meget om den gud, hans klassekammerat Mohammed tror på. Selv om det ifølge Helligånden er den samme. Helligånden afbrød Albert Svenssons tanke og sagde: ”Nå, men jeg er ikke kommet for at lære dig om, hvordan du skal tro på Gud. Eller om du overhovedet skal tro på ham. Det er faktisk op til dig selv. Selv om det selvfølgelig er en fordel at tro på Gud, når du nu skal arbejde for ham.” Albert Svensson spærrede øjnene endnu mere op. ”Sagde du arbejde for Gud?” Helligånden smilede. ”Ja, jeg er kommet, fordi du er blevet udvalgt af Gud!” Han holdt en pause for at understrege, hvor vigtigt det var, det, han sagde. ”Af alle børn i hele verden har han udvalgt dig. Du skal gøre verden til et bedre sted.” ”Jeg er hvad?” spurgte Albert Svensson forbavset. ”Udvalgt af Gud til at gøre verden til et bedre sted,” svarede Helligånden. ”Gud har været væk et øjeblik, og da han vender tilbage, har I rodet det hele sammen og næsten ødelagt alt. Og så udpeger han Jesus til at hjælpe jer, og så går der et øjeblik.” Helligånden sukkede. ”Og så roder I det hele til igen.” Helligånden rystede på hovedet, mens han talte. ”Hvad mener du med et øjeblik?” spurgte Albert Svensson. ”Det er da flere tusinde år siden, Jesus døde?” 16

Helligånden grinede. ”Nej, nej … det er virkelig, som om Gud lige har knipset med fingrene.” Han knipsede med fingrene for at vise Albert Svensson, hvad han mente. Men der kom ikke rigtigt noget knips, så han prøvede igen. Og så skiftede han hånd og prøvede med den. Helligånden kan ikke knipse særlig godt, tænkte Albert Svensson, mens Helligånden sad der og forsøgte at få en lyd ud af sine fingre. Til sidst gav han op. ”I den tid har I nærmest ødelagt alt. Nå ja, og også nået at korsfæste Jesus.” ”Så du vil gøre mig til den nye Jesus?” spurgte Albert Svensson. ”Nej, nej, ikke Jesus. Der har vi ligesom været,” sagde Helligånden. ”Din opgave bliver at gøre verden til et bedre sted, ikke så meget andet. Men du vil få de samme evner, som Gud gav Jesus, og du skal bruge dem til at få menneskene til at opføre sig ordentligt. Leve efter De Ti Bud og sådan noget. Du kender da De Ti Bud, gør du ikke?” fortsatte Helligånden. ”Jo, du må ikke slå ihjel og stjæle. Dem kender jeg,” svarede Albert Svensson. ”Men det er jo kun to,” sagde Helligånden. ”Kender du ikke de andre?” ”Nææ,” svarede Albert. ”Heller ikke det bud, der siger, at du ikke må være misundelig på din nabos ko?” 17

Albert Svensson rystede på hovedet. ”Min nabo har da ingen ko?” ”Har din nabo ikke en ko? Nå, men ko eller ikke ko, du må se at få de bud lært i en hulens fart,” sagde Helligånden. ”Hvad ved du så noget om?” ”Jeg ved rigtig meget om film. Er der noget, du vil vide?” svarede Albert Svensson. ”Specielt sci-fi.” ”Sci-hvad-for-noget?” spurgte Helligånden. ”S-c-i-e-n-c-e f-i-c-t-i-o-n,” sagde Albert Svensson meget langsomt, så han var sikker på, at Helligånden hørte, hvad han sagde. ”Det er for eksempel sådan nogle film, der foregår ude i rummet. Star Wars og sådan noget.” ”Star hvad for noget?” ”Darth Wader! Kender du ham?” fortsatte Albert Svensson. Nu var Helligånden blevet forvirret. Og sulten. Maven knurrede igen. Det var sidste gang, han rejste hjemmefra uden et måltid mad. At finde en ny frelser på tom mave duer ikke. Han måtte gøre noget. Han rejste sig og gik over til marmelademaden. ”Gør det noget, at jeg spiser denne her?” spurgte han og pegede på marmelademaden. ”Nej, gør bare det,” svarede Albert Svensson og besluttede sig for ikke at sige til Helligånden, at maden havde stået der et par dage. Albert Svensson fortsatte i stedet med at tale om sci-fi: ”Så du ved ikke, hvem Darth Wader er?” 18

”Nej,” sagde Helligånden og tog en bid af marmelademaden. Den smagte fantastisk, og Helligånden fik det med det samme lidt bedre og begyndte faktisk at synes godt om ham den nye frelser. ”Det er ham der.” Albert Svensson pegede på Darth Wader-figuren på skrivebordet. ”Han er jedi, men er blevet ond.” Albert Svensson tog hånden op foran sin mund. ”You underestimate the power of the dark side,” sagde han og lavede sin stemme om, så den lød som Darth Waders. 19

Helligånden stirrede på Albert Svensson med åben mund og marmelademad. ”Ham kender du ikke?” konstaterede Albert Svensson. Helligånden rystede på hovedet. ”Vil det sige, at ham der…” han pegede på Darth Wader ”… altid taler med hånden for munden?” ”Nej, nej, han taler gennem en maskine. Det er derfor, stemmen lyder så mærkelig,” svarede Albert Svensson. ”Dødsstjernen, kender du så heller ikke den?” ”Dødsstjernen?” ”Ja, ude i rummet. Imperiets Dødsstjerne?” ”Rummet?” spurgte Helligånden. Nu var han virkelig forvirret. ”Ja, universet. Er det ikke også der, du og Gud bor?” spurgte Albert Svensson. ”Vi bor i intet,” svarede Helligånden. ”Og der er ingen Dødsstjerne. Eller mænd, som taler gennem maskiner.” ”I intet?” Albert Svensson kiggede på Helligånden ”Man kan ikke bo i ingenting.” ”Hvad mener du?” spurgte Helligånden med munden fuld af marmelademad. ”Jo, du sagde lige, I boede i intet. Altså ingenting.” ”Ja, ja, så bor vi i ingenting,” svarede Helligånden og tog den sidste bid af marmelademaden. ”Man kan ikke bo i ingenting,” fortsatte Albert Svens-

son. ”En papkasse er på en måde ingenting, men det er stadig en papkasse.” ”Men vi bor ikke i en papkasse,” svarede Helligånden. ”Vi bor i intet.” ”Det kan I ikke!” ”Jeg gider ærlig talt ikke tale om, hvor Gud og jeg bor. Husk, det er Gud, vi taler om, og han bor her og der og alle steder og ingen steder.” ”Whatever,” svarede Albert Svensson og fortsatte: ”Hvis du vil vide noget om Star Wars eller andre sci-fifilm, så spørger du bare.” ”Det vil jeg ikke. Faktisk kunne jeg ikke være mere ligeglad.” Helligånden rejste sig og spurgte Albert Svensson: ”Har du forstået din opgave, som er blevet pålagt dig af Gud. Selveste Gud. Gud, som bor her og der og alle steder og ingen steder?” Helligånden hævede stemmen for at understrege alvoren. Det trick havde han brugt før. Albert Svensson kiggede undrende på Helligånden og tænkte, at det var synd, han var så gammel og så vred. ”Hvorfor er I gamle egentlig altid så sure på børn? Min mormor er også altid megasur på alle mulige.” Helligånden blev lidt forvirret over Albert Svenssons spørgsmål. Han vidste da godt, at han havde lidt år på bagen, men gammel følte han sig bestemt ikke. På ingen måde. Eller sur, for den sags skyld. ”Gammel?” udbrød Helligånden. 21

”Ja, du virker som en sur gammel mand. Der går i kjole,” svarede Albert Svensson. ”Det er stadig en kjortel, og den er virkelig dejlig at gå i,” sagde Helligånden. ”Alle går i sådan en nu om dage.” Albert Svensson rystede på hovedet. ”Jeg gør ikke, og ved du hvad? Det kender jeg ingen, der gør. Hvor lang tid siden er det egentlig, du var her sidst?” spurgte Albert Svensson. Helligånden tænkte sig om og sagde så: ”Ja, det er vel et par tusinde år siden, som du sagde tidligere. Det er jo kun et øjeblik.” ”Ikke for os mennesker,” svarede Albert Svensson. ”Ved du godt, hvad der er sket på 2.000 år? Vi er holdt op med at gå i kjortel.” Albert Svensson begyndte at grine over sin egen vittighed. ”Bare så du ved det, til næste gang du kommer.” Helligånden syntes overhovedet ikke, Albert Svensson var sjov, så han holdt igen fingeren op for munden og kiggede bestemt på Albert Svensson, der med det samme holdt op med at grine. ”Kjortel eller ej, jeg skal lige lægge hånden på dit hoved, så du kan få guddommelige evner, og så er jeg den, der er forduftet.” Helligånden rakte hånden frem, men Albert Svensson flyttede hovedet til siden. Og da Helligånden flyttede hånden til den side, flyttede Albert Svensson hurtigt hovedet til den anden side. ”Nu må du altså lige arte dig,” sagde Helligånden 22

irriteret. ”Det er ikke for sjov, jeg er her, husk det.” ”Men der er marmelade på dine fingre,” svarede Albert Svensson. ”Det gider jeg ikke have i håret.” Helligånden tørrede sin hånd af i kjortlen, men i det samme kom han i tanke om, at det var den fine kjortel, han havde taget på. Og da han kiggede ned ad den, var der tre blå pletter. Han sukkede. ”Sådan. Ikke mere marmelade. Sid så stille.” Han viste sin rene hånd frem for Albert Svensson og lagde så hånden på hovedet af ham. ”Nu har du guddommelige kræfter. Men du må kun bruge dem, når du skal overbevise verden om, hvem du er,” sagde Helligånden. ”Der er strenge regler for den slags, bare så du ved det. Du skal ikke rende rundt og vise dig frem og råbe op om det, men stille og roligt overbevise menneskene om, at de skal vende tilbage til at opføre sig ordenligt,” sagde Helligånden i en alvorlig tone. ”Forstår du?” Albert Svensson nikkede, mens han prøvede at mærke, om han kunne føle de særlige evner i sin krop. ”Skal jeg blive hjemme fra skole de første dage?” spurgte han så. ”Om du skal hvad?” Helligånden blev lidt forvirret. ”Ja, om jeg bliver lidt syg, ligesom når jeg blev vaccineret, da jeg var lille?” spurgte Albert Svensson. ”For det første bliver du ikke syg, og for det andet er du stadig lille,” svarede Helligånden, der ikke kunne lade være med at smile lidt af sin egen vittighed. ”Nå, men 23

så forlader jeg dig. Du hører fra Gud på et tidspunkt.” Helligånden rejste sig og gik hen mod vinduet. Han stoppede op foran det og vendte sig så mod Albert Svensson og sagde: ”Husk nu alt, hvad jeg har sagt, og kan du så have det godt, til vi ses igen, Martin.” Han vinkede, mens han gik direkte gennem væg og vindue og forsvandt. ”Jeg hedder ikke Martin, men Albert Svensson,” råbte Albert Svensson efter ham. Albert Svensson syntes, han hørte et ”fandens osse” på

den anden side af væggen, men han var ikke sikker. Og han nåede ikke at tænke mere over det, for pludselig kom Helligånden gennem væggen igen. ”Hvad sagde du?” spurgte han med store opspilede øjne. ”Jeg hedder ikke Martin. Jeg hedder Albert Svensson,” svarede Albert Svensson. Helligånden kiggede forvirret på Albert Svensson. ”Men er det her ikke Bratskovvej 14?” spurgte han. ”Nej, det er nummer 16.” ”Så for satan!” udbrød Helligånden og kløede sig i sit lange skæg. ”Den var værre.” Han satte sig i sengen ved siden af Albert Svensson og kiggede på ham, mens han stadig kløede sig i skægget. ”Så du er Albert?” sagde han. Albert Svensson nikkede. ”Albert Svensson, min mor er svensk, og min far er dansk og arbejder i en arbejdsløshedskasse.” ”Kan du holde på hemmeligheder, Albert?” spurgte Helligånden så efter at have tænkt sig lidt om. Albert Svensson tænkte sig om og svarede: ”Ja, det kan jeg helt sikkert.” Helligånden klappede Albert Svensson på hovedet og skulle lige til at sige noget, da Albert Svensson afbrød ham og sagde: ”Jeg har aldrig fortalt nogen, at Oskar og mig har gemt et blad med nøgne damer ude i skuret. Eller at det var Lars, der smadrede ruden i gymnastiksalen, så jeg er ret god til hemmeligheder.” 25

Helligånden kiggede på Albert. ”Men nu har du jo lige fortalt det til mig?” ”Jamen hvem skulle du sige det til?” sagde Albert Svensson og smilede. ”Hvad med Gud?” ”Og?” svarede Albert Svensson. ”Hvad mener du med og?” spurgte Helligånden. ”Han er jo ligesom ikke min mor eller en af lærerne ovre på skolen.” ”Nej, men han er Gud!” ”Det er det, jeg mener,” svarede Albert Svensson. ”Han er her jo ligesom ikke.” Nu blev Helligånden forvirret igen. ”Det er ikke så godt, at jeg har valgt dig og ikke Martin. Men hvis nu du kan holde på en hemmelighed og ikke siger det til nogen, og med nogen mener jeg Gud, så får du et ønske opfyldt.” ”Altså sådan et rigtigt ønske?” spurgte Albert Svensson. ”Sådan et som de får i eventyrene?” ”Jeg ved ikke, hvad de ønsker i eventyrene. Men du må ønske, lige hvad du vil,” svarede Helligånden. Albert Svensson sad lidt og tænkte på, hvad han kunne ønske sig. Der var selvfølgelig BMX-cyklen. Aldrig at lave matematik igen. Eller at skolen forsvandt sporløst. Nej, faktisk ønskede han allermest sin mor og far sammen igen. ”Jeg tror, jeg ønsker, at min mor og far bor sammen 26

igen,” sagde han så til Helligånden. ”De er nemlig blevet skilt, fordi de skændtes hele tiden, og fordi min mor syntes, min far blev underlig.” Albert Svensson kunne godt mærke, han fik en lille klump i maven, når han fortalte det til Helligånden. ”Så måske de kunne flytte sammen igen og se, om det hele er bedre nu?” sagde Albert Svensson og kiggede på Helligånden, der sad og nikkede. ”Det er også et godt ønske,” sagde han, da Albert Svensson var færdig med at tale om sin mor og far. ”Og så siger du ikke til nogen, at jeg har været her, vel?” ”Det gør jeg i hvert fald ikke,” svarede Albert Svensson. ”Jamen så siger vi det, Albert,” sagde Helligånden og rejste sig fra sengen. ”Jeg tager lige dine guddommelige kræfter tilbage.” Helligånden lagde hånden på Albert Svenssons hoved. Og så tog han pegefingeren op foran munden og smilede og sagde: ”Schyyy, husk, vi to har en lille bitte hemmelighed for Gud.” Så vinkede han og forsvandt gennem væggen. Albert Svensson lagde sig tilbage i sengen, trak dynen helt op under hagen og smilede ved tanken om, at han snart skulle bo sammen med sin far og mor igen.

FLEMMING MØLDRUP

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3133-1

ILLUSTRERET AF RASMUS JUUL

Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv

Gud vil gerne gøre verden til et rart sted at være igen. Desværre sætter han den noget distræte og lidt for sultne Helligånd på opgaven.

FLEMMING MØL DRUP

Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv