Vi kan ikke sidde her til juleaften! by JP/Politikens Forlag

DANSK SUPERMARKED

Bagside 205mm

Ryg 25mm

Forside 205mm

18mm

Vi kan ikke sidde her til juleaften! er en fascinerende og underholdende fortælling om manufakturhandlerens søn fra Aarhus, der mere end nogen anden har sat sit præg på dansk detailhandel. Han åbnede Danmarks allerførste supermarked og det første lavprisvarehus, og han introducerede for alvor discountbutikkerne. Nok var Føtex, Bilka og Netto hans butikker, men de blev så sandelig også danskernes. Det er også beretningen om en mand, der angav forretning, kvinder, kortspil og lystfiskeri som sine fire livsinteresser i prioriteret rækkefølge, og som på trods af et handicap, der blev værre med alderen, fortsatte sit arbejde uden at kny.

230mm

Vi kan ikke sidde her til juleaften! er et portræt af en usædvanlig erhvervsmand og stor personlighed og samtidig en krønike om et stykke unikt danmarkshistorie med danskernes indkøbsvaner og familier, der i hobetal valfarter på indkøbsture, og kvinder, der slås om blomstrede vattæpper.

Hanne Sindbæk er journalist, forfatter og foredragsholder. Hun har siden 1998 fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra – i interviews, portrætartikler, bøger og foredrag. Hun er forfatter til bogen om Saxo Bank, ’Tyren, Bjørnen og Banken’ (2009), medforfatter til bogen om Fritz Schur, ’Kammerherrens nye klæder’ (2012), og forfatter til Anders Samuelsen-biografien ’Comeback Kid’ (2013).

VI KAN IKKE SIDDE HER TIL JULEAFTEN !

Altid fremgang aldrig stilstand var det motto, Herman Salling overtog fra sin far, da han arvede byens største manufakturhandel. Driftige forretningsmænd på evig jagt efter nye muligheder. Sådan var de begge to. Faderen startede sin lille butik i Aarhus midtby med 800 kroner og en respektindgydende foretagsomhed. Sønnen byggede – også i bogstaveligste forstand – videre på faderens forretning og udviklede den til mastodonten Dansk Supermarked.

VI KAN IKKE SIDDE HER TIL JULEAFTEN!

HANNE SINDBÆK

HISTORIEN OM HERMAN SALLING OG DANSK SUPERMARKED

HANNE SINDBÆK

POLITIKENS FORLAG

18mm

POLITIKENS FORLAG

1598081_Salling_Omslag_FA_FINAL.indd 2

02/09/15 14.05

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 2

01/09/15 14.23

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 3

01/09/15 14.23

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 4

01/09/15 14.23

HANNE SINDBÆK

VI KAN IKKE SIDDE HER TIL JULEAFTEN! HISTORIEN OM HERMAN SALLING OG DANSK SUPERMARKED

POLITIKENS FORLAG

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 5

01/09/15 14.23

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 6

01/09/15 14.23

Tidslinje

Prolog

Side 8

Side 10

Side 14

Side 42

03 04 Handel og vandel I disse tider 1960’erne

1970’erne

05 Et nyt liv

06 Brikkerne

Side 78

Side 118

Side 152

Side 184

07 08 Det går jo godt Den 11. time 1990’erne

2000’erne

09 New look

2010’erne

Forfatterens tak

Side 214

Side 240

Side 268

Side 284

Den rejsende

De voksnes rækker Skiftedag 1940’erne 1950’erne

1980’erne

Indhold

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 7

01/09/15 14.23

er er noget, man skal forstå om Herman. Han var metervaremand. Først og fremmest var han metervaremand. Nogen tror måske, det bare handlede om at måle nogle meter ud af de stofruller, som kunden pegede på. Men sådan var det slet ikke. Langtfra. Metervarer var modevarer, og moden var uregerlig. Den krævede, at metervaremanden havde næse for, hvad kunden ville have i morgen, og han skulle sørge for at have det på hylderne, ellers var det bal snart forbi. Metervaremanden var nødt til at have de ypperste leverandører, og han skulle være hurtig for at få de bedste varer og fræk for at få dem billigt. Han rejste gerne til verdens ende for at skaffe de varer, kunderne efterspurgte, og dem, de ville komme til at efterspørge. Enhver kunne sælge mælk, kartofler, stegepander og alt det andet, kunden havde brug for i sin hverdag. Men metervaren var det ekstra, det luksuriøse, der behøvede overtalelse. Manden bag disken skulle være i stand til at se direkte ind i kundens begær. Det krævede både hjerte og hjerne. Metervaremanden skulle også kunne sælge det, han allerede havde liggende på hylderne. Det var afgørende, at han mestrede de basale teknikker: At præsentere varen på en uimodståelig måde og at finde lige den pris, kunden var villig til at betale. Det kunne Herman allerede som manufakturlærling. Det hørte med til en indbydende præsentation, at der var ryddeligt overalt. Stoffet måtte ikke ligge og slæbe hen ad gulvet. Varerne er vores guld! skulle blive en af Hermans faste vendinger. En metervaremand tålte ikke rod af nogen art. Det lærte han fra starten og indprentede alle omkring sig det resten af livet. Derfor er der den dag i dag en vane, man kan kende en Dansk Supermarkedsmedarbejder på. Når sådan en går gennem en forretning, kan han ikke lade være med at samle et stykke papir op, der ligger og flyder, rette en bunke bøger, der er kommet i uorden, eller samle det trøjeærme op, der hænger

Vi kan ikke sidde her til juleaften!

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 12

01/09/15 14.23

uden for udsalgskurven. Den refleks er direkte nedarvet fra Herman. Hermans verden udgik fra metervarerne – manufakturhandlen, som det hed i gamle dage, da Herman var dreng. Han blev ikke blot født til manufakturhandlen, men bogstavelig talt i den – i lejligheden over faderens butik i Søndergade i Aarhus. Det var den, han – også i bogstavelig forstand, som læseren vil opdage – byggede sit imperium ovenpå. At være metervaremand indebar også, at man solgte elastik i metermål. Dét var noget, der krævede moral, og her blev fårene skilt fra bukkene: Satsede man langsigtet på tilfredse kunder eller på en kortsigtet økonomisk gevinst? Herman var aldrig i tvivl. Han byggede videre på sin fars gode renommé, og han ville bygge stort. Herman hadede titlen administrerende direktør og anså ikke sig selv for spor administrerende. Det var ikke fra kontoret, man ekspanderede virksomheden. Det var fra butikken – ude hos kunderne. For at huske sig selv på det – også da han blev kejser i Dansk Supermarked – gik Herman hele livet rundt med en stumpsnudet metervaresaks i lommen. Den mindede ham om, hvad han var til for: kunderne. Der var meget, Herman ikke forstod – kvinder og børn for eksempel – men kunder, dem forstod han. Og forretning, dét forstod han. Derfor blev forretningen hans liv. Og fordi forretningen var hans liv, blev det en meget succesfuld forretning. Og stor. Ja, faktisk enorm. Det er ikke alle i dag, der forstår, at der er den sammenhæng. Men det er der. I hvert fald i Hermans tilfælde. Det må man forstå.

Herman var metervaremand. De bedste købmænd var manufakturuddannede, mente han. Enhver idiot kan sælge fødevarer, men metervarer, dét kræver en dygtig købmand!

Prolog / Den rejsende

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 13

01/09/15 14.23

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 14

01/09/15 14.23

01 De voksnes rækker 1940’erne

Et sjældent øjeblik. Den altid travle forretningsmand Ferdinand Salling hjemme i haven i Risskov med børnene – Inger var her som i resten af livet i skyggen af Herman.

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 15

01/09/15 14.23

Aarhus 1946

et er ham eller mig! Sådan. Nu havde han sagt det. Herman holdt vejret. Der var ingen, der talte til hans far på den måde. Sidst af alle ham selv. Kun kunder kunne slippe heldigt fra at hæve stemmen over for byens manufakturmatador. I Ferdinand Sallings verden var kunden konge, og sådan en modsagde man ikke. For alle andre, derimod, var Ferdinand enehersker. Faderens ansigt fik en ildevarslende kulør, mens han stirrede stift på sin søn. Han sagde intet, og tavsheden gav spændingen en næsten fysisk form. Herman måtte minde sig selv om, at han gjorde det rigtige. Det var nu eller aldrig. Han kunne stadig nå at tage til Amerika og se, hvad han kunne udrette i mulighedernes land. Hvis han skulle satse alt på F. Salling Manufakturforretning, så skulle han i hvert fald ikke dirigeres rundt med af en skide disponent. Desværre havde faderen en alt for stor – og i Hermans øjne helt ubegrundet – tillid til disponenten og lod ham nærmest drive forretningen. Disponenten opførte sig, som om han ejede butikken og behandlede personalet efter sit eget forgodtbefindende. Lumpen var han også. Han var taget hele vejen fra Aarhus til Skodsborg i Nordsjælland for at besøge den store Ferdinand, der var på rekreation på kurstedet. Ved første øjekast en meget betænksom handling, men det havde intet at gøre med bekymring for Ferdinands liv og helbred. Det skyldtes ikke engang uopsættelige beslutninger i forbindelse med forretningen. Næh, disponenten havde simpelthen benyttet sig af Ferdinands svækkelse til at argumentere for en klækkelig lønforhøjelse. Havde man hørt så galt? Usmageligt, mente Herman, der nu som kun 27-årig stod her på faderens kontor – rank, men rystende indeni – og udfordrede sin fader. Der kunne ikke være nogen mellem kongen og kronprinsen. Han kunne ikke se sig selv kaste al sin energi ind i at opbygge forretningen, hvis der var nogen, hans far stolede mere på end ham. Hvis han skulle risikere noget, så skulle hans far også. Disponenten måtte ud.

Vi kan ikke sidde her til juleaften!

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 16

01/09/15 14.23

Herman fik overbevist Ferdinand om det rigtige i at skifte navn fra ”Ferdinand Sallings Manufaktur” til kort og godt ”Salling”. Det var omkring 1947, og skiltet på facaden måtte laves om.

01 / De voksnes rækker / 1940’erne

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 17

01/09/15 14.23

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 118

01/09/15 14.25

04 I disse tider 1970’erne

Politikens satirespalte ATS døbte omgående det nye kæmpestore lavprisvarehus ”Bilkaos”. Det var så velbesøgt, at trafiksituationen indimellem var ude af kontrol.

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 119

01/09/15 14.25

Tilst 1970

En stor lagerhal med varer på paller – sådan så de første Bilka’er ud. Her gennemgår Herman tekstilvarerne sammen med Børge Johannsen i Bilka i Hundige kort inden åbningen i 1973.

120

er er jo ingen kunder! Mogens Absalonsen kiggede bebrejdende på Børge Johannsen. Normalt når Dansk Supermarked indviede en ny forretning, stod myriader af kunder som en menneskemur mast op mod indgangsdørene i timevis for at komme først til de vanvittige åbningstilbud i det sekund, butikken lukkede op. Denne dag i Tilst uden for Aarhus et kvarter før åbningstid stod der ingen. Havde de taget fejl? Ville folk ikke køre uden for byen for at handle på den helt nye facon? Den unge varehuschef mærkede et strejf af nervøsitet. Et underligt tidspunkt at mærke det egentlig, men lige indtil nu havde han simpelthen haft for travlt til at mærke noget som helst. De 12.000 kvadratmeter var fyldt med varer fra gulv til loft. Alligevel så det gabende tomt ud. Det var ingenting uden kunder. Tænk hvis de havde taget fejl! Johannsen gøs. Han kunne måske selv have taget fejl, men ikke hr. Salling. Han skævede til sin chef. Herman var som altid ulasteligt klædt i hvid skjorte og jakkesæt med et nypresset hvidt lommetørklæde stukket ned i brystlommen. Det mørke hår var grånet og blevet næsten hvidt i siderne. Det gav ham et distingveret udtryk, der kun føjede ekstra til elegancen. Han lignede en klippe af ro. Men det skulle man ikke lade sig narre af. Herman Salling var ikke en mand, der bar sine følelser uden på tøjet. Det havde Johannsen erfaret. Man kunne ikke regne ud, om han ville eksplodere eller udtrykke den største ros med et Udmærket hr. Johannsen. Hr. Salling havde ikke læst hele hans omhyggelige rapport. Det var han helt sikker på. Den havde taget måneder at lave, og Johannsen var ret tilfreds med sit arbejde, men selvfølgelig kunne hans plan have svagheder. Dem ville hr. Salling have opdaget, hvis han havde læst rapporten. Nu var det for sent. Johannsen kiggede ud. Der holdt da biler på alle de parkeringspladser, han kunne se. Måske gik det ikke helt så galt. De var klar til det helt store rykind. Havde sågar børnepassere, der kunne

Vi kan ikke sidde her til juleaften!

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 120

01/09/15 14.25

03 / Handel og vandel / 1970â&#x20AC;&#x2122;erne

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 121

121

01/09/15 14.25

holde øje med spædbørn i barnevogne, og en kæmpestor kravlegård til de større vildbasser, så mor og far og store børn kunne koncentrere sig 100 procent om indkøbene. Varehuset havde kostet svimlende 20 millioner kr. at bygge, og der lå varer derinde for 7 millioner kr. Det var til at blive svedt af at tænke på. Nå, men gik det helt galt, så kunne bygningen bruges som varelager for Føtex-kæden. Det var da en trøst. Børge Johannsen kunne have sparet sig sin bekymring. Kunderne havde bare foretrukket at sidde i deres lune biler på parkeringspladsen frem for at stå i kulden, klinet op mod glasdørene. Da Bilka den 7. oktober 1970 slog dørene op for første gang, åbnedes også dørene på 1.000 biler. Ud væltede tre-fire personer fra hver, og de styrtede ind i varehuset for at sikre sig kaffe til 7,95 kr. pundet, tre pakker Omo vaskepulver for en 10’er og Macon rødvin til 11,95. Johannsen havde budgetteret med en omsætning på 49 millioner kr. om året. Ja, egentlig havde han budgetteret med 79 millioner kr., men da havde hr. Salling sat foden ned. Er De rigtigt klog? Det kan slet ikke lade sig gøre!, havde han indigneret udbrudt. Så de var landet på de mere realistiske 49 millioner. Da den allerførste åbningsdag var ovre, havde de omsat for 1,1 million, og allerede det først år nåede omsætningen op på 83 millioner kr. Historien om lavprisvarehuset på den bare mark uden for Aarhus var startet godt et år tidligere. I et af sine internationale fagtidsskrifter havde Herman læst om en ny form for varehus i Vesttyskland, der var blevet en stor succes. Det var den tyske supermarkedskæde Wertkauf, der havde åbnet et 13.000 kvadratmeter stort såkaldt hypermarked i et industriområde. Sammen med Dansk Supermarkeds bestyrelse var Herman fløjet af sted til München i Mærsk Mc-Kinney Møllers fly ”Jette Mærsk” for at studere fænomenet på tæt hold. Bagefter mødtes Herman med skibsrederen for at drøfte muligheder og risici ved at etablere sådan en ny varehuskæde. Herman havde hevet en brugt konvolut op af sin papirkurv og skrevet nøgletallene ned på bagsiden – han tænkte, at hr. Møller satte lige så meget pris på den form for sparsommelighed, som han selv gjorde. Mere skulle der ikke til, så var de to partnere blevet enige om at etablere et ægte lavprisvarehus. Inde i Føtex i Guldsmedgade hørte Børge Johannsen om hr. Sallings nye store planer. Guldsmedegade var et samlingspunkt for Dansk

122

Vi kan ikke sidde her til juleaften!

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 122

01/09/15 14.25

Supermarkeds ansatte. Hver fredag havde supermarkedet åbent til klokken 20.00 om aftenen, og da kom alle indkøbscheferne og spiste. Der var ingen kantine på Søren Nymarksvej, hvor de ellers holdt til. På den måde fik Johannsen et tæt forhold til mange af dem, og derfor kom han undervejs med Sallings drøm om et lavprisvarehus. Johannsen anede ikke, hvad et lavprisvarehus var, men han vidste, at han gerne ville være med til at skabe det. Efterhånden trængte han til nye udfordringer. Det var ikke længere nok at være i spidsen for landets største Føtex med 160 ansatte. Johannsen dristede sig til at ringe til hr. Salling og sige det, som det var; at han hørt om planerne og godt kunne tænke sig at komme i betragtning til at være med til at skræddersy konceptet. 14 dage senere blev han kaldt op på kontoret i stormagasinet, hvor hr. Salling forklarede ham, at et lavprisvarehus var et sted, hvor man havde alt i ét plan. Så tog han en afdelingsplan for sit varehus frem og sagde, at hr. Johannsen skulle finde ud af at samle alle de afdelinger på ét plan i et selvbetjeningskoncept. Hvordan De gør det, må De selv om, sagde han. Med det vidste Johannsen, at han havde fået opgaven, og at det skulle gå stærkt. Hans souschef afløste ham i Guldsmedgade, og Johannsen slog sig ned i centrallageret på Søren Nymarksvej i Holme, hvor der også var kontorer. Det vigtigste var for Johannsen at få en ide om, hvad lavprisvarehuse var for noget. Hr. Salling sagde: De taler jo udmærket tysk. Hvad med at starte der? Og sådan blev det. Johannsen ringede til Wertkauf og fik lov at få en introduktion til selskabets varehuse i Karlsruhe og Mannheim. Det blev lidt af en skuffelse. Han syntes hverken, at varesortimentet eller måden, det blev præsenteret på, passede til det danske marked. Udvalget var for stort, og det hele fremstod meget rodet. Tilbage i Aarhus tog Johannsen i stedet kontakt til direktør Carlsson, som han kendte fra en tidligere studietur i Stockholm. Han havde ansvaret for flere Obs!-lavprisvarehuse og inviterede Johannsen til Stockholm, hvor han fortalte ham en del om driften af lavprisvarehuse. Obs! var ejet af de svenske brugsforeninger, som havde set behovet for lavprisbutikker længe inden deres danske kolleger i FDB. Senere, da Obs!-varehusene åbnede i Danmark, skulle Johannsen tit tænke på, hvor morsomt det var, at han havde fået tips og tricks fra netop dem, der skulle blive hans tætteste konkurrenter. Men dengang i 1969 var lavprisvarehus-begrebet end ikke opfundet i Danmark.

Johannsen anede ikke, hvad et lavprisvarehus var, men han vidste, at han gerne ville være med til at skabe det.

04 / I disse tider / 1970’erne

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 123

123

01/09/15 14.25

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 152

01/09/15 14.26

05 Et nyt liv

1980’erne Nettos første tv-reklamer var både populære hos seerne og billige at producere. Filmmanden Jesper Jargils koncept blev en evergreen, som Netto brugte i mange år og altid vendte tilbage til.

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 153

01/09/15 14.26

København 1981

et var ikke nødvendigt med bestyrelsesrejser i privatfly, udregninger på bagsiden af en brugt konvolut eller forhandlinger på Esplanaden mellem Herman og Mærsk Mc-Kinney Møller på tomandshånd. Netto-marked var en ubetydelig investering. Ikke noget særligt, ingen forkromet strategi, bare Krage og en ide om en lille discountkæde. Vi skal skumme fløden ved kun at sælge de varer i de enkelte varegrupper, der har den hurtigste omsætningshastighed, som Herman sagde.

Så kunne Krage ellers bare tage til København og starte forfra – helt fra bunden. Virkelig bunden. Discountforretning!

Det var en vingeskudt Krage, der kom til København. Salling havde foræret hans møjsommeligt opbyggede butikker til Fejring, og så kunne Krage ellers bare tage til København og starte forfra – helt fra bunden. Virkelig bunden. Discountforretning. Ja, det måtte det ikke engang hedde, for Aldi og Fakta, som den selvstændige købmand Henrik Pedersen havde etableret, havde gjort discount til et forkætret begreb. I stedet kaldte de Netto-marked for nærbutikker med lave priser, men discount var det nu alligevel. Og nu skulle han – der var vant til Bilkas storhed og succes og den respekt, det gav – starte noget, der ikke var større end hans barndoms købmandsforretning! Men han skulle vise dem, hvad han var gjort af. En sportsmand som ham gav ikke op, bare fordi han blev rykket et par divisioner ned. Han ville spille den bold, han havde fået, og han skulle saftsuseme nok få den i mål. En tidligere brugsforening i Vanløse på sølle 227 kvadratmeter blev rammerne om Nettos debut. I de første par år hed det ganske vist Netto-marked, ligesom den jyske kæde havde gjort. Man havde jo navnet, og det var allerede registreret i mange danske byer, så det kunne man lige så godt genbruge. Godthåbsvej 195 var alt andet end en fashionabel adresse, men den lå i et område, hvor der boede rigtigt mange helt almindelige mennesker, der nok kunne være interesseret i at få deres dagligvarer til en

154

Vi kan ikke sidde her til juleaften!

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 154

01/09/15 14.26

god pris. Det måtte intet koste at etablere butikken, så det var en fordel, at den allerede var indrettet til supermarkedsbrug. Krage smøgede ærmerne op og tog fat sammen med sin nyansatte salgschef og de tre medarbejdere, der skulle drive butikken. Gammelt inventar og udtjente kasseapparater fra Føtex og Bilka skulle gøre det ud for butiksindretning, og kassesluserne blev banket sammen af billige spånplader. Markedsføringsbudgettet var ikke-eksisterende, så for at blive lagt mærke til i gadebilledet valgte Krage at plastre facaden til med gule skilte med sort skrift, som kunne ses på lang afstand. Det var en ide, han havde snuppet fra et supermarked, han havde set på en rejse i USA og tænkt, at det virkede godt nok effektivt. De sorte-gule plasticposer var en kopi af nogle poser, han havde set i Schiphol lufthavn. De blev butikkens bedste reklame – og i den første tid den eneste. De var særligt kraftige, så kunderne fik en fornemmelse af kvalitet der midt i discountsfæren. Krage knoklede også på med at barbere et almindeligt supermarkeds sortiment på ca. 4.000 forskellige varer ned til de 600, der blev solgt flest af på daglig basis. Mere skulle der nemlig ikke være i Netto. Hurtigt ind og hurtigt ud af butikken – det var måden at tjene penge på i den branche. Der skulle være én slags ketchup, to slags rugbrød lyst og mørkt, én slags dåseananas og Harboe pilsner til den halve pris af det normale. Ingen frostvarer, der krævede dyre frysebokse, og kun de allermest nødvendige ferskvarer: nogle oste, lidt mælkeprodukter og pålæg. Det var det hele. Ferskvarer fordrede kølebokse, fortjenesten var lille, og så krævede de en særlig omhu fra personalet, da der var strikt myndighedsopsyn med letfordærvelige varer. Og det gjaldt om at undgå alt, der var unødigt personalekrævende. Varerne bestilte Krage fra telefonboksen på den anden side af gaden, for han mente ikke, der var nogen grund til at spilde penge på at have telefon i butikken. Så hellere stoppe lommerne med mønter og nøjes med telefonboksen. Krage havde godt hørt Salling fortælle den lærerige lignelse, om dengang stormagasinchefen i Salling Aalborg kom og bad om at få telefon installeret i varehuset. Da havde Salling protesteret, men givet sig til sidst. Historien sluttede med moralen: Og hvad skete der – nu har de telefon på alle kontorer! Om aftenen den 31. marts havde de fem Netto-medarbejdere travlt med at køre paller med varer ind i forretningen. Nogle af kasserne kom på hylder, andre stod på gulvet, og så blev de åbnet – det var det! Ikke noget med indbydende varepræsentationer a la Salling. Der var ikke en-

05 / Et nyt liv / 1980’erne

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 155

155

01/09/15 14.26

Den første Netto-butik gav ordet selvbetjening helt ny betydning. Kunderne klarede ofte selv at flå papkasserne med varer op.

Herman brød sig i det hele taget ikke om konceptet. Han kunne ikke udholde rodet med papkasser på paller og kunder, der selv skulle pakke varerne ud.

156

gang prismærkning. Et skilt over varen fortalte, hvad den kostede, og de fem Netto-medarbejdere havde været på kursus for at terpe priserne på de 600 varer, så de kunne de fleste af dem udenad. Det gjaldt også cheferne, for i den første tid skulle de kunne hjælpe til med alt. De havde også været ude og dele tilbudsaviser ud i kvarterets postkasser. Ja, egentlige tilbudsaviser var det ikke, for det var hverken tilbud eller aviser, men et gult A4-ark med eksempler på Nettos faste lave priser på en række varer. En lang række varer. Faktisk var en tredjedel af sortimentet blevet mast ind på det ene ark, men så var der også trykt på begge sider. Man spildte ikke noget i Netto. Den 1. april, tre måneder efter Krage var blevet sendt til København, åbnede butikken på Godthåbsvej. Det var en kold og overskyet morgen. Der var ingen hr. og fru Salling til at klippe et rødt bånd med en guldsaks. Der var ingen pigegarde, gratis kaffe & kage eller fine taler. Der var en dør, og den gik op klokken 9.00. Der kom et par kunder, og så et par til. Krage begyndte at blive nervøs. Det rakte slet ikke. Men ved middagstid var der pludselig kø – ikke bare ved kasseapparaterne, men uden for butikken og ned ad Godthåbsvej. Da dagen var omme, blev kassen talt op, mens Krage fejede gulvet. 100.000 kr. var der kommet ind. Et fantastisk resultat for så lille en butik. Det blev fejret af de fem medarbejdere med øl og smørrebrød, og så var det ellers med at komme i gang igen. Butikken skulle gøres klar til næste dags rykind. Netto-marked – lige om hjørnet var det slogan, Krage havde givet sit discountprojekt, og han rykkede hurtigt videre for at realisere det. Der skulle være et Netto-marked lige om rigtigt mange hjørner. Allerede en uge senere åbnede butik nummer to. Det var på Lyngbyvej. Tre uger efter stod Hillerød for tur, og så kom Brede. Inden året var gået, havde Krage otte Netto-butikker og en større medarbejderskare. General Motors-grunden var praktisk nok endnu ikke solgt, så han kunne bruge de tomme fabriksbygninger som et midlertidigt centrallager, for der var ikke noget lager ude i butikkerne. Da året var gået, havde Krage også et underskud på 400.000 kr. på grund af etableringsomkostningerne, og det var ikke noget, hr. Salling lod gå upåtalt hen. I hans virksomheder kørte man ikke med underskud, det måtte hr. Krage forstå!

Vi kan ikke sidde her til juleaften!

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 156

01/09/15 14.26

Herman brød sig i det hele taget ikke om konceptet. Han kunne ikke udholde rodet med papkasser på paller og kunder, der selv skulle pakke varerne ud. Han forstod udmærket kritikken, der haglede ned over kæden med den hæslige gule farve, som da Københavns overborgmester, Egon Weidekamp, kaldte den nye Netto på Nørrebro for det grimmeste, han nogensinde havde set. Herman havde dog set, hvilken vej vinden blæste i det øvrige Europa. Kunderne var ligeglade, bare det var billigt. Nogle kunder var i hvert fald. De kunder skulle også være Dansk Supermarkeds og ikke alle mulige andres. Men han var over Krage som en høg. Da det lykkedes at få tilladelse hos kommunen til at åbne en Netto på en af de mest befærdede områder i København, nemlig ved Nørreport Station, satte Herman butikken til salg, allerede før den åbnede. Hans revisor boede nemlig lige overfor og havde fortalt ham, at det var en dårlig beliggenhed. Det var et sted, folk bare gik forbi. Placeringen betød, at Nørreport-forretningen havde kostet mere end de andre, så det var højt spil for Krage. Da han så, at der stort set ingen kunder kom, da butikken åbnede den første dag, begyndte han at overveje, hvad han nu skulle give sig til. For han ville ikke overleve i Dansk Supermarked efter sådan et flop. Men ved frokosttid var der fyldt med folk fra de omliggende kontorer og arbejdspladser, der benyttede frokostpausen til at handle billigt ind. Og det gentog sig ved fyraftenstid, da folk fik fri. Det viste sig faktisk omgående at være en rigtig god forretning, så Krage kunne ånde lettet op og planlægge fortsættelsen af ekspansionen. Og Herman fik med det samme fjernet butikken fra ejendomsmæglerens salgsliste igen.

Den første Netto set udefra og indefra (foto tv.). Den blev åbnet helt uden ståhej på Godthåbsvej i et ydmygt kvarter i Københavns udkant.

Der blev ikke rullet en rød løber ud nogen steder, hvor Netto ville ind. Kirsten Nielsen, formanden for Kvindeligt Arbejderforbund, sagde i fjernsynet, at Netto var samfundsskadelig, fordi der arbejdede for få mennesker i deres butikker, og det var unfair mod de andre butikker. Uviljen mod kæden bredte sig til myndighederne, der skulle vurdere, om butikkerne levede op til kravene, og der blev ikke givet ved dørene. Krage begyndte målrettet at købe skrantende supermarkeder og andre butikker, der allerede havde fødevaretilladelser for at undgå kampen med myndighederne. Netto havde også tit ballade med lokale myndigheder om deres skiltning. De skulle være mere diskrete, mente myndighederne, og det

05 / Et nyt liv / 1980’erne

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 157

157

01/09/15 14.26

måtte Krage rette sig efter. Men det kunne også blive for diskret, og det mente han, det blev i Sorø. Derfor parkerede han en gammel Netto-gul Fiat med logo på lige foran butikken, så folk ikke kunne undgå at opdage, at her lå altså en Netto. Bilen blev stående, indtil embedsmændene på rådhuset fandt en paragraf, de kunne bruge til at få den fjernet. Modstanden både fra myndigheder, de politisk korrekte og fra baglandet i Dansk Supermarked gav en helt særlig kampånd i den unge kæde. Alle knoklede på – også mere, end der lige blev retfærdiggjort af deres lønseddel. Netto blev et fælles projekt. Alle lavede det hele. Ingen var for fine til noget, for de var alle i samme båd, og hvis det skulle lykkes, skulle der virkelig arbejdes. Når en af de hårde dage var slut, gik man sammen ud og drak nogle øl, slog de andre anerkendende på skulderen og forsikrede hinanden om, at det nok skulle gå alt sammen.

Der blev ikke rullet en rød løber ud nogen steder, hvor Netto ville ind.

158

30 butikker på Sjælland, primært i Københavnsområdet – det havde været målet, da Krage startede Netto, men i 1983 fik han med ét slag mere end fordoblet sit kongedømme. Mogens Absalonsen havde ved en julemiddag mødt Henrik Pedersen, der havde fortalt, at han manglede en kapitalstærk partner til sin Fakta-kæde. Var det ikke noget for Dansk Supermarked? Det mente Mogens Absalonsen bestemt, det var, for det var oplagt at fusionere den med Netto. Herman var skeptisk. Han huskede som så ofte før, hvad den gamle skibsreder havde sagt til ham om, at den slags projekter altid bliver 50 procent dyrere, når de endelige omkostninger er gjort op. Men både Verner Hansen og Vagn Larsen – de to store fødevareindkøbsdirektører – talte varmt for ideen. Ja, og den ivrige hr. Krage selvfølgelig, men det tillagde Herman nu ikke så stor vægt. På den anden side var det bedre, at de selv købte Fakta, end at FDB gjorde det. Lige nu havde de et forspring på discountmarkedet, men FDB kunne hurtigt løbe dem op. Herman indvilgede, og Mogens Absalonsen lavede et udkast til en aftale, hvor Henrik Pedersen og Dansk Supermarked hver skulle eje halvdelen af det fusionerede selskab. Men for en gangs skyld blandede A.P. Møller sig. De ville ikke have en fremmed partner i et datterselskab. Enden på det blev, at Dansk Supermarked købte de 38 Fakta-butik-

Vi kan ikke sidde her til juleaften!

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 158

01/09/15 14.26

ker øst for Storebælt. Fakta-kædens butikker på Fyn og i Jylland kørte på pumperne, og det lignede for stor en opgave at rette op på det, så dem var Herman ikke interesseret i at overtage. Krage fik travlt med at få solgt ud af Fakta-butikkernes varer og få skiftet navneskilte og sortiment ud. Til Hermans fornøjelse og overraskelse var de 20 millioner kr., de havde givet for Fakta, tjent ind efter halvandet år.

I midten af 1980’erne var det ikke længere pinligt at handle i Netto – det gjorde velhaverne også, så Netto lavede det her reklamefoto, hvor den dyre dame handler ind hjulpet af sin chauffør.

05 / Et nyt liv / 1980’erne

1598081_HermanSalling_Bogen_8_FINAL.indd 159

159

01/09/15 14.26

DANSK SUPERMARKED

Bagside 205mm

Ryg 25mm

Forside 205mm

18mm

230mm

VI KAN IKKE SIDDE HER TIL JULEAFTEN !

VI KAN IKKE SIDDE HER TIL JULEAFTEN!

HANNE SINDBÆK

HISTORIEN OM HERMAN SALLING OG DANSK SUPERMARKED

HANNE SINDBÆK

POLITIKENS FORLAG

18mm

POLITIKENS FORLAG

1598081_Salling_Omslag_FA_FINAL.indd 2

02/09/15 14.05