Jenny Wilson

64

interview

Love & Youth

DEN SVENSKE MUSIKER JENNY WILSON GØR TINGENE PÅ SIN EGEN MÅDE, OG HVOR ANDRE HOLDER STRENGT PÅ RETTEN TIL DERES PRIVATLIV, ER VÆGGEN MELLEM MUSIKEREN, KUNSTNEREN OG PERSONEN JENNY WILSON NÆRMEST USYNLIG. MEN DET KAN IKKE VÆRE ANDERLEDES, NÅR DET ER LIVET, DER ER KATALYSATOR FOR MUSIKKEN. DEN KONCERTAKTUELLE SANGER FORTÆLLER HER OM DE STØRSTE BEGIVENHEDER I SIT LIV OG SIN KARRIERE.

Tekst KAREN LERBECH Fotografi THOMAS SKOU

cover april 2015 – 65

I

begyndelsen af 2000’erne sidder en knap 30-årig Jenny Wilson i en lejlighed i en betonforstad til den svenske hovedstad Stockholm. Fra sit vindue ser den svenske musiker ud på et område, der er præget af vold og uro, og hvor politiet har sin daglige gang. Hun har elsket at bo der på grund af dets internationale og multietniske islæt, men nu er hun mor til en treårig søn og begynder pludselig at overveje, om det er her, hendes søn skal vokse op og gå i skole.

De strøtanker bliver begyndelsen på det, der ender som Jenny Wilsons første soloalbum, Love & Youth, der blev sendt på gaden i 2005. Et anmelder- og publikumelsket album, der blev begyndelsen på en international musikkarriere, der har kastet både grammyer og en European Boarder Breaker Award af sig.

I år er det ti år siden, Love & Youth blev udgivet, og i den anledning opfører Jenny Wilson en albumkoncert i Skuespilhuset i København den 19. april. Cover har mødt den svenske sangerinde i anledning af jubilæet til en snak om debuten, der ændrede alt, og op- og nedture i det forgange årti.

Jenny og Love & Youth

Det var lidt tilfældigt, at Jenny Wilson endte som soloartist. I 2003 medvirkede hun på The Knifes album Deep Cuts, selvom hun på det tidspunkt var en del af indierockbandet First Floor Power. Hun begyndte at programmere musik. Hjemme i sin lille lejlighed i et skab byggede hun sit første studie, hvor hun kunne forsvinde ind i sine egne musikalske projekter.

“Jeg indså, at jeg blev nødt til at arbejde alene. At jeg ikke kunne fortsætte i First Floor Power. Jeg havde den her følelse af rastløshed. Jeg havde behov for at udtrykke nogle ting, som jeg vidste, jeg ikke kunne udtrykke som en del af et band.”

Efter at have skrevet og produceret musik til et teaterstykke begyndte arbejdet med Love & Youth for alvor. Stedet, hun boede, og den treårige søn ledte hendes tanker hen på ideerne om skoletiden, ungdommen og overgangen fra barn til voksen.

“Jeg begyndte at tænke meget over det at vokse op. Det er sådan en voldsom tid, hvor det virkelig handler om at overleve. Love & Youth blev et konceptalbum, hvor jeg holder mig til det ene emne – overgangen fra barn til voksen. Det er i virkeligheden et voldsomt album, men det afspejler, hvordan det faktisk er at blive voksen.”

Det var Jenny Wilsons danske agent, der foreslog sangeren at opføre en albumkoncert for at markere 10-års-jubilæet. Men Jenny

Wilson, der siden Love & Youth har udgivet tre albummer, var ikke meget for ideen.

“Jeg havde ikke lyst til at se tilbage. Jeg var i gang med at turnere med mit seneste album, og jeg havde bare lyst til at være i nuet og nyde det. Som et kreativt menneske, der skal skabe, er det ikke fedt at se for meget tilbage. Men så prøvede jeg at omfavne ideen om at give slip på den, jeg er i dag, og forsøge at gå tilbage for at møde hende, jeg var dengang, og se, hvilke dele jeg stadig kan relatere til. Det var faktisk lidt af en åbenbaring for mig at lytte til albummet igen. Mest fordi det faktisk er bedre, end jeg huskede det. Det føltes ikke som et ti år gammelt album. Og jeg blev virkelig positivt overrasket over mig selv. At jeg havde lavet hele det album selv.”

Derfor står hun den 19. april på Skuespilhusets Store Scene i scenografien til Arthur Millers drama Heksejagt og opfører Love & Youth fra start til slut for første gang siden tiden efter udgivelsen.

Jenny og moderskabet

Det var på mange måder rollen som mor, der blev begyndelsen på Love & Youth. En rolle, som formede og fyldte meget i Jenny Wilsons liv. Året efter udgivelsen af debutalbummet kom hendes anden søn til verden, og rollen som mor til to medførte en stor forandring, både kunstnerisk og menneskeligt.

“Det er let at være mor til ét barn. Du er mere eller mindre den samme person, som du var, før du blev mor. Men da jeg fik mit andet barn, blev alt anderledes. Det slog mig pludselig, hvor mange personer vi med ét var under det samme tag. Personer med egne tanker og behov, som skulle tilfredsstilles. Det var virkelig et chok for mig. Men det har gjort mig til et bedre menneske og en bedre kunstner. Det kan være svært at have børn, når man er kunstner og musiker. Man skal skabe ny musik og se godt ud, men man er træt og tager på som følge af graviditeten. Man kan ikke bare tage til L.A. i en måned. Man skal være derhjemme. Man kan ikke bare tænke på sig selv.

Og når man ikke kun kan tænke på sig selv og sin karriere, så må man kæmpe lidt hårdere. Og den kamp kan jeg egentlig godt lide.”

Moderskabet og dets udfordringer blev til hendes andet album, Hardships!, der udkom i 2009. Her kombinerede hun moderskabet med noget så voldsomt som krig og arbejdede ud fra disse to tematikker. Ideerne udsprang af den kamp, hun oplevede både i hjemmet og i musikbranchen efter fødslen af sin anden søn.

“Når jeg hører albummet nu, føler jeg, at jeg på en måde så ud i fremtiden. Ved at behandle moderskabet som en krigszone, arbejdede jeg også med temaet om at være mor i et dårligt forhold, som det var tilfældet for mig på det tidspunkt. På den måde blev albummet også et break-up-album, før bruddet overhovedet var en realitet.”

“På en måde har jeg fundet en ro i mig selv, jeg ikke havde før.

Jeg ved godt, det lyder kedeligt, men kræften har virkelig ændret mit syn på livet”

66 – interview

Jenny og kræften

I 2010 var Jenny Wilson på toppen af sin karriere. Hun turnerede med et gospelkor og oplevede, at både privatlivet og hendes professionelle liv var i balance, og hun blev tildelt prisen European Border Breaker Award. Men livet kom på tværs, da hun fik stillet diagnosen brystkræft. En diagnose, der satte en stålsat livsvilje i hende. Hun besluttede sig for at se sygdommen lige i øjnene.

“Jeg lavede lige præcis det, jeg drømte om at lave. Og når man laver det, der gør en lykkelig, så er man fuld af energi. Selv da jeg fik diagnosen, følte jeg mig stærk. Så jeg besluttede mig for at se sygdommen og behandlingen som et projekt. Et svært projekt, som kun kunne klares ved at observere alle dele af det og så forholde sig til det.

Så det gjorde jeg.”

Under behandlingen arbejdede Jenny Wilson på sit tredje album, Blazing, ligesom hun lavede kortfilmen Beyond that Wasteland. Projekter, der udsprang af hendes vej igennem og ud af kræftsygdommen.

“Kræften blev en tilstand, som jeg arbejdede mig rundt omkring. Jeg brokkede mig ikke, for jeg følte mig ikke syg. Jeg var faktisk ret lykkelig i den periode.”

I slutningen af 2011 var kræften væk, og Jenny Wilson kunne se tilbage på et år, hvor hun ud over at have klaret sig igennem et langt sygdomsforløb også havde høstet stor kunstnerisk anerkendelse. Men i 2012 kom kræften tilbage.

“Jeg var rasende. Hvorfor skulle jeg igennem det en gang til?

Jeg havde allerede været igennem det en gang, og det havde jeg gjort godt! Jeg havde ikke styrken til det længere. Jeg var træt. Da kræften kom tilbage, blev mit liv meget mørkt. Så jeg besluttede mig for at forsvinde. For første gang i mit liv følte jeg, at jeg faldt ned i et sort hul uden at gribe fat i noget på vejen ned. Jeg besluttede at blive nede i hullet og se, hvad der kunne ske dernede. Og selvom det var hårdt at være der på bunden af hullet, så gav mørket dernede mig en form for klarsyn.”

Klarsynet fik Jenny Wilson til at revurdere tingenes tilstand.

Hun gav sig tid til at skrive digte, hvor hun kunne få afløb for og reflektere over den vrede, sygdomsforløbet affødte i hende.

“Der skete noget i mig efter den anden omgang med kræft.

Jeg begyndte at tænke på en ny måde. På en måde har jeg fundet en ro i mig selv, jeg ikke havde før. Jeg ved godt, det lyder kedeligt, men kræften har virkelig ændret mit syn på livet. Gjort mig meget mere vågen.”

følelser omkring hele musikindustrien. På den ene side er jeg ret træt af den. På den anden side elsker jeg dele ved den så meget – jeg elsker at være på turne, jeg elsker at optræde live, og jeg elsker at møde mennesker. De ting giver mig lyst til at udvikle mig. Problemet med musikbranchen er, at tempoet i dag er så højt. Der skal hele tiden nyt på bordet. Det betyder, at der aldrig bliver tid til at gå i dybden og analysere musikken. Det er derfor, jeg gør, som jeg gør. Jeg elsker at analysere musik og tekster. Udforske dem. Derfor skaber jeg disse totale universer, når jeg laver min musik.”

Og Jenny Wilson strækker sig langt for ikke at køre træt i musikbranchen. Hun kaster sig gerne over andre projekter, hvad end det er grafiske opgaver forbundet til hendes musik eller instruktion af egne musikvideoer.

“Når jeg arbejder med andre projekter, er det i virkeligheden det samme, der begejstrer mig, som når jeg producerer min musik. Alle mine projekter giver mig mulighed for at tage et spørgsmål eller en ide og så forme noget omkring det.”

Jenny Wilson følger lyden af sin egen tromme. Hun ejer selv rettighederne til sin musik og har meget få mennesker involveret i sin arbejdsproces. Sådan har det været de sidste ti år, og sådan vil det være de næste ti.

“Jeg kan gøre det, jeg har lyst til. Jeg er ikke interesseret i, hvad branchen mener. Og jeg mener ikke, at deres mening betyder noget. Der er ikke noget værre end folk i industrien omkring musikbranchen, der mener, de har kunstneriske meninger og holdninger, bare fordi de arbejder på et kontor, der tilfældigvis udgiver musik.”

“Jeg er ikke bange for noget, når jeg står på scenen.

Jeg kan alt. Jeg føler mig som en danser, der kan strække sig lige så langt, som jeg har lyst til”

Jenny og musikken

Siden Love & Youth har Jenny Wilson fundet sin egen formel på, hvordan hun bedst arbejder med tilblivelsen af sin musik. Hun dyrker temaalbummet, der tillader musikken at skabe sin egen verden både musikalsk og tekstmæssigt.

“Jeg bliver en meget mere interessant forfatter, når jeg arbejder med et fast tema. Når man har en specifik ting, man ved, man skal skrive om, så bliver man tvunget til at se den fra alle tænkelige vinkler. Det er virkelig befriende at tage fat i en ide eller et koncept og så bare gennembore det fra alle sider.”

Måske er det derfor, hun i løbet af et årti ikke har udgivet mere end fire album. Men hun fastholder, at det er den eneste måde, hun har lyst til at arbejde på – også selvom det tager tid.

“Jeg prøver på at skabe et miljø for mig selv, som jeg kan blive ved med at være interesseret i. Jeg synes, industrien omkring popmusikken er ret kedelig. Musikken er god, men den er overfladisk.

Den handler ikke rigtig om noget. Jeg har meget modstridende

Jenny og nuet og fremtiden

Jubilæumskoncerten i København bliver en musikalsk parentes i Jenny Wilsons aktuelle turne med hendes seneste album Demand the Impossible. Et album, der blev til under og efter hendes andet møde med brystkræften. Hun føler, at hun er tilbage i den balance, hun oplevede inden sine sygdomsforløb, men med en endnu større lyst til livet og mod på at leve i nuet. En lyst, hun især oplever, når hun går på scenen med sit band.

“Et af de bedste steder i verden er at stå på scenen og optræde.

Sådan har jeg ikke altid haft det. Tidligere var jeg bange, nervøs. Men i dag er det bare det mest naturlige i verden for mig, og jeg føler virkelig, at det er en oplevelse, der bliver større gang på gang. Jeg er ikke bange for noget, når jeg står på scenen. Jeg kan alt. Jeg føler mig som en danser, der kan strække sig lige så langt, som jeg har lyst til.”

Her i udgangen af sit tredje årti føler Jenny Wilson sig nysgerrig. Nysgerrig på at prøve nye ting. Derfor er hun gået i gang med at skrive poesi på svensk, selvom hun både finder det svært og grænseoverskridende.

“Måske er jeg slet ikke klar til at gå i gang med tekster på svensk endnu. Der er en risiko for, at det, jeg skriver, er virkelig skidt. Men jeg føler bare, at det er noget, jeg bliver nødt til at gøre.”

Det er længe siden, Jenny Wilson sad i en lejlighed i en betonforstad og så ud på livets barske realiteter og fik de første ideer til debutalbummet Love & Youth. Dengang var hun i slutningen af 20’erne. I dag står hun på tærsklen til at fylde 40. Og selvom det sidste årti har været præget af mørke såvel som lyse perioder, så ville hun ikke have været nogen af dem foruden.

“Mit liv vil altid være grobunden for mit kunstneriske arbejde.

Alt, der er sket i mit liv – at blive mor, at blive ramt af kræft – har gjort mig bedre. En bedre musiker, en bedre forfatter. Alt i alt et bedre menneske.”

cover april 2015 – 67