Kristeligt Dagblad Tirsdag 4. februar 2014
Seniorliv | 9
Denne side er redigeret af Hannibal Erngaard
Sæt handling bag dine drømme. Øjeblikket er dette Forfatteren Bodil Busk Sørensen, 79 år, kan se tilbage på et liv, hvor hun har bestræbt sig på at realisere sine drømme
ord der tæller Af Else Marie Nygaard nygaard@k.dk
På forfatter Bodil Busk Sørensens skrivebord i huset i Lemvig står en brevholder, som hun for mange år siden fik foræret af barnebarnet Jakob. På brevholderen har hun limet et udklip fra en avis fast: ”Sæt handling bag dine drømme. Øjeblikket er dette.” Det er et citat fra den colombianske forfatter Gabriel García Márquez. Og når hun ser tilbage på sit liv, kan hun se, at ordene har formet hende. Hun blev uddannet lærer, selvom det ikke var nogen selvfølge, at en pige fra forholdsvis beskedne kår i Vandborg i Vestjylland skulle have en uddannelse. Men hun var glad for skolegangen og søgte derfor som 16-årig ind på seminariet i Nørre Nissum. Som barn havde hun lært at spille på orgel, så samtidig med at hun gik på seminariet, tjente hun til studiet som organist. 39 år som folkeskolelærer blev det til, inden hun gik på pension i 1994. Men drømmen om at være en god lærer blev udfordret af virkeligheden. En del af eleverne havde brug for en undervisning, som lå uden for den, som kunne tilbydes i folkeskolen i Harboøre eller andre steder. ”Det førte til, at jeg blandede mig i politik, kommunalt og amtskommunalt. Jeg tog initiativ til at oprette en fiskeriefterskole for unge fiskere. Da den startede, var det en ny tanke, at fiskere kunne have brug for undervisning,” siger Bodil Busk Sørensen, der var valgt for Socialdemokraterne.
I 2000 flyttede Bodil Busk Sørensen og ægtefællen siden 1955, salmedigter Lars Busk Sørensen, fra deres store hus i Langerhuse tæt ved Vesterhavet til et ældrevenligt parcelhus i Lemvig. Når parret går tur i Lemvig, går turen ofte forbi Museet for Religiøs Kunst, som ligger på en af byens smukkeste grunde langs Limfjorden. Bodil Busk Sørensen var sammen med en række andre med til at arbejde for oprettelsen af museet. ”Museet er et foretagende, som faktisk ikke burde kunne lade sig gøre. Men museet
0 Bodil Busk Sørensen debuterede kort før jul som skønlitterær forfatter med romanen ”Birgitta”. – Foto: Jens Bach.
står der den dag i dag som et vidnesbyrd om, at en drøm kan blive til virkelighed, når man griber øjeblikket og ikke giver op.” Som lærer har hun skrevet flere undervisningsbøger, og da hun gik på pension, blev der mere tid til at skrive. På vej mod 80-årsdagen i marts har hun haft sin debut som forfatter til en historisk roman, ”Birgitta”, om den katolske helgen Birgitta af Vadstena (1307-1373). Bogen er blevet til på baggrund af et stort forarbejde, og længe var hun i tvivl om, hvorvidt hun ville kunne skrive en roman. ”Birgitta satte netop handling bag sine drømme. Hun gav ikke op, selvom hun livet igennem løb ind i vanskeligheder. Hendes liv blev en lang pilgrimsvandring mod ydmyghed. Hun var som den bibelske Martha og Maria i én og samme person. Men først måtte hun tage alle Marthas arbejdsopgaver på sig, før hun nåede Marias åndelige stade og som hende kunne sidde ved Kristi fødder og lytte til hans ord. Birgittas tid var en anden end vores, men de eksistentielle spørgsmål var de samme for hende, som de er for os. Derfor kan vi også i dag spejle os i hende. For at bevare sit inderste selv måtte hun følge det kald, som var det vigtigste for hende. Det medførte uvægerligt, at hun så forsømte noget andet. Dette dilemma at skulle vælge og fravælge og smerten ved fravalgene kender nutidens mennesker til fulde. Det hører med til at være et menneske på vej. Trods alle besværligheder bevarede Birgitta drømmen og satte handling bag. Hun udsatte ikke handlingen, men gik i gang. Øjeblikket var for hende altid ’dette’.”
Tilbage til livet og vennerne Elmo Jessens kone fik stillet diagnosen alzheimer i 2006. Han passede hende i knap otte år, indtil hun kom på plejehjem i efteråret. Livet med en dement kone betød, at Elmo Jessen måtte sige farvel til venner og fritidsaktiviteter 2 Da Elmo Jessens hustru fik alzheimer, måtte han opgive sine fritidsaktiveter. Men efter at hustruen er flyttet på plejehjem, har han genoptaget sit badmintonspil. – Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/ Scanpix.
Af Karen Lerbech seniorliv@k.dk
Deres otium skulle have været fyldt med rejser. Oplevelser. Og børnebørnene. Men livet kom på tværs og ændrede planerne. Elmo Jessens kone, Rita Jessen, fik i 2006 stillet en diagnose, der lød på demenssygdommen alzheimer. Elmo Jessen valgte at passe sin hustru, som han på det tidspunkt havde været gift med i 41 år, i parrets hjem. Igennem næsten otte år sørgede han for, at hun fik det, hun havde brug for. At livet med demens skulle blive så godt som mulig. Det betød farvel til både venner og hobbyer, men han gjorde det gerne. For Ritas skyld. ”Man smider ikke et helt liv væk. Heller ikke, selvom din kone bliver dement. Så holder man ved, så længe man overhovedet kan.” Elmo Jessen, der i dag er 71 år, mødte sin Rita i 1959, og de har været sammen lige siden. Lige knap 55 år af deres liv har de delt. Deres ungdom og voksenliv levede de i Esbjerg. Han arbejdede som typograf, og hun som kontordame. Og så passede Rita Jessen hjemmet. ”Hun var fantastisk. Havde styr på alt. Penge og budget. Mad og rengøring. Vores to sønner. Hun kunne det der.” Elmo Jessen smiler: ”Hun var god, var hun.” I 2003 flyttede parret fra Esbjerg til Fangel lidt uden for Odense. De var begge på efterløn, og parrets to sønner boede i Odense. De var parate til et nyt liv. De ville rejse og bruge tiden på deres interesser. Der skulle være tid til hinanden og til deres børnebørn. En aktiv tredje alder. Men så begyndte Rita Jessen at ændre sig. ”Det var ikke det store i starten. Og så alligevel. Hun begyndte at glemme ting. Små ting. Når jeg tænker på, hvad hun kunne have i hovedet på én gang tidligere, så var det forkert, at hun pludselig glemte de små ting,” fortæller Elmo Jessen. Han blev først for alvor klar over, at der var noget galt, da Rita Jessen fór vild på en gåtur, for ”sådan noget gjorde hun aldrig”.
Tre år efter, at parret havde slået sig ned på Fyn, fik Rita Jessen sin alzheimerdiagnose i en alder af 63 år. ”Alle vores planer ... Ja, de kunne ikke lade sig gøre længere,” siger Elmo Jessen. Han rykker på sig. Øjnene bliver blanke. ”Det var et helt nyt liv, vi skulle lære at leve. Nok især mig.” Elmo Jessen, der aldrig havde lavet mad eller vasket
WW Det er ikke den Rita, jeg blev gift med. Og en dag kan hun ikke huske mig, når jeg besøger hende på plejehjemmet.
Elmo Jessen, gift med alzheimerramt
op, begyndte så småt at overtage de huslige pligter. Som tiden gik, kunne Rita Jessen overskue mindre og mindre. Til sidst vidste hun dårligt,
hvad hun skulle bruge en gryde til. Men Elmo Jessen sørgede for, at der kom mad på bordet, og at huset og tøjet var rent. ”Når man skal, ja, så
skal man jo. Så det måtte jeg lære. Det skyldte jeg Rita.” Men Rita Jessens demenssygdom udviklede sig. Hun kunne ikke længere forholde
sig til de mest simple ting i hverdagen. Elmo Jessen begyndte at hjælpe hende i og af tøjet. Sørgede for, hun kom i bad og på toilettet. Det var nødvendigt, at han var i nærheden hele tiden. Hun var afhængig af ham. Det betød et farvel til billard og de tre ugentlige omgange badminton, som Elmo Jessen holdt så meget af. ”Det vigtigste for mig var, at Rita kunne være hjemme. Her var hun tryg, så her skulle hun være. Så var det bedre, at jeg droppede nogle af mine planer.” De sidste år med Rita i hjemmet var hårde, og Elmo Jessen kom ikke meget ud. Han havde ikke overskud til at invitere gæster, og han havde ikke overskud til at tage i byen. Familien så parret ikke meget til. Den ene søn bor stadig i Odense, den anden er flyttet til Sønderborg. ”Det var ikke kun mine drenges skyld. Det var også mig. Det var bare så svært.” Elmo Jessen kigger på billederne af børnebørnene, som hænger over spisebordet i køkkenet. Øjnene bliver blanke igen, og han tager et par dybe indåndinger. Lukker øjnene. Tårerne glider roligt ned over næsen. ”Jeg kunne jo ikke hive Rita med til Kerteminde for at stå på en mark og se vores børnebørn spille fodbold. Det kunne hun ikke holde til.” Han tørrer tårerne væk, undskylder og forklarer, at det virkelig sætter gang i fø-
lelserne at tale om børnebørnene. ”Jeg har ikke været der nok. Jeg kunne ikke være der. Men det skulle jeg jo have været.”
For fire måneder siden kom Rita Jessen på plejehjem. Elmo Jessen kunne ikke mere. Så sønnerne, deres praktiserende læge og kommunens demenskoordinator satte foden ned. ”Jeg fik at vide, at nu var det tid at tænke lidt på mig selv.” Han smager lidt på ordene, som han siger dem. Triller med tommelfingrene. ”Men det gør man jo ikke bare fra den ene dag til den anden.” Hjemmet i Fangel bærer stadig sit tydelige præg efter Rita Jessen. Små håndlavede dukker står rundt omkring. I stuen hænger en troldhasselgren. Hjemmelavet pynt hænger ned fra den. Elmo Jessen stråler, når han får lov at fortælle om hustruen og hendes kreative sysler. Indtil han når dertil i fortællingen, hvor hun mistede evnen til at lave sine små håndværk. Ansigtet bliver alvorligt, og han kigger ud ad køkkenvinduet. ”Vi er stadig gift, Rita og jeg. Men på en måde er hun ikke min kone længere. Det er ikke den Rita, jeg blev gift med. Og en dag kan hun ikke huske mig, når jeg besøger hende på plejehjemmet.” Han rejser sig og går over til vasken ved køkkenbordet. Tager et stykke køkkenrulle og pudser sin næse. Han kigger ud i husets lille forhave. ”Så du fuglene, da du kom?”, spørger han og peger på det lille fuglebur, der står op ad garagen i den lille have. ”Jeg har faktisk aldrig været den store fugleentusiast. Men jeg købte dem for Ritas skyld. Så hun havde lidt at kigge på, når vi sad derude og fik vores kaffe. Og selvom hun ikke bor her længere, så synes jeg faktisk, det er meget hyggeligt.” Elmo Jessen er så småt begyndt at få en hverdag igen. En hverdag for sig selv. Hustruen besøger han hver dag, medmindre han ved, at hun får andre gæster. Så tager han en fridag. Og så er han så småt begyndt at skrue op for badmintontræningen, ligesom han er begyndt at spille bordtennis. Og så tager han til Barcelona i Spanien med en gruppe venner til foråret. Hans første ferie i mange år. ”Jeg er glad for, at vi gjorde, som vi gjorde. At Rita fik lov til at være herhjemme. Men nu skal jeg lære at gøre ting for mig selv. For min egen skyld.”
Vinter i sindet – tanker omkring kyndelmisse Når det bliver rigtig vinter med sne og kulde, kommer mange af årstidens salmer og sange op i erindringen Af Søren Lodberg Hvas seniorliv@k.dk
Endelig kom vinteren! Med højtryksvejr, sol og klar himmel, let frost og svag vind fra sydøst. Jeg sidder ved computeren med udsigt over det tyste klitlandskab i Vester Husby. Der er fuldkommen stilhed. Ingen er i husene omkring, og om aftenen er der mørkt og stjerneklart, som det ikke er muligt at opleve fra tredje sal på boulevarden i den store by. Hver dag besinder jeg mig på at leve i nuet med opmærksomhed. Des ældre jeg bliver, des mere agter jeg derpå. Det er en helt bevidst øvelse – fra morgenbøn til aftenbøn. Måske man i disse tider kan tale om en sindets
motion, som i betydning kan måle sig med den, man henter sig i fitnesscentret. Men det er ikke sikkert, man taber sig så meget derved her i nytårsforsætternes slipstrøm. Årstidens sange og salmer er et godt redskab til skærpelse af opmærksomheden. Jeg henter et par stykker frem fra værktøjskassen eller skatkammeret. Som nu Steen Steensen Blichers ”Trækfuglene. Naturkoncert” med træsnit af Johannes Larsen, udgivet på Poul Kristensens Forlag 2001. Grafisk så smuk en bog, at man varsomt tager den i hånden og læser: Det er hvidt herude: Kyndelmisse slaaer sin Knude Overmaade hvas og haard – Hvidt forneden, hvidt foroven, Puddret tykt staaer Træ i Skoven,
Som udi min Abildgaard.
Højskolesangbogen nummer 253.
Her er det virkelig blevet vinter, som i gamle dage vil nogle måske sige: Det er koldt herude: Ravne skrige, Ugler tude, Søge Føde, søge Læ. Kragen spanker om med Skaden Højt paa Rygningen af Laden, Skele til det tamme Kræ. Blicher er en opmærksom iagttager. De forskellige fugle har navn og personlighed, som spejler sider i sindet, som enhver kender til. Det gælder også hanen, ”den Praler”, som svinger sig op og sætter sig på snemandens hoved, krummer halsen stolt og galer uden at betænke, at den står på et skrøbe-
Klummen Klummen skrives på skift af tidligere nyheds- og informationschef, journalist Lis M. Frederiksen, 70 år, journalist og forfatter Birgit Meister, 72 år, samt tidligere biskop i Aalborg Stift Søren Lodberg Hvas, 73 år. Læserne er velkomne til at foreslå emner, de mener, at skribenterne bør tage op. Man kan skrive til seniorliv@k.dk eller sende et brev til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K og mærke brevet Seniorliv.
ligt fundament, som snart vil tø og smelte. Det er ikke svært at høre det dobbelttydige i Blichers længsel og bøn: Inderlig jeg længes Efter Vaar, men Vintren strenges; Atter Vinden om til Nord! Kom, Sydvest, som Frosten tvinger!
Kom med dine Taagevinger! Kom og løs den bundne jord!
Det er muligt, at B.S. Ingemanns blide vintersang er mere populær, Højskolesangbogen nummer 252. Sådan er det undertiden med den ufarlige idyl: I sne står urt og busk i skjul;
det er så koldt derude; dog synger der en lille fugl på kvist ved frosne rude. I Ingemanns digt er vinteren ”derude”, hvor det er så koldt. Han sidder inde i sin lune stue, smukt klædt i sine poetiske billeder, indsvøbt i skønsnak, mens Blicher er ”herude”, i den rå vinters barske kulde og frost, som isner til marv og ben. Og sådan kan der være forskel på digtere og på mennesker i det hele taget. Men vi skal også lige nævne Jeppe Aakjærs humørfyldte sang ved vintertide om sneflokkene, som med Thorvald Aagaards melodi kommer vrimlende, trimlende og knygende ud af himlene – lige ind i min barndom, Højskolesangbogen nummer 255. Salmebogen rummer også vinterlige sindbilleder. Jeg vil standse ved en enkelt af dem:
”Her vil ties, her vil bies” af Hans Adolph Brorson, Salmebogen nummer 557. Læs salmen! Og læs den igen. Det er et bevægende digt, som lever op med en gådefuld skønhed i sindet. Ikke mindre efter at jeg har læst bogen af Erik A. Nielsen, tidligere professor i dansk litteratur: ”H.A. Brorson. Pietisme, meditation, erotik” udgivet på Gyldendal i 2013. Det er hans tredje bog i rækken om kristendommens billedsprog. De væsentlige teologiske bøger skrives ikke altid af teologer. Falder vinteren dig lang, så skynd dig og læs den. Den henter forår og sommer og salighed ind i sindet: ”’Her vil ties’ er et kyndelmissedigt, en februarsalme om at længes bort fra lavlandets bidende kulde, at drømme om det store forår oventil.
… I sin videste betydning udtrykker den også et plaget gammelt menneskes længsel efter at blive taget ind i himlen af Guds hånd. … På grund af den lille salmes kunstneriske fuldkommenhed har man haft svært ved at komme på den tanke, at dens genre nærmest er den indtrængende pietistiske omvendelsesforkyndelse med det kendte temaord: Kom! … Kom min Due,/Lad dig skue/Med OlieBlad! Linjerne betyder: Kom kære sjæl, tag Kristus til dig og giv dig til kende som troende.” (side 415-424 i bogen.) Her vil ties, her vil bies, Her vil bies, o svage sind! Vist skal du hente, kun ved at vente, Kun ved at vente, vor sommer ind. Her vil ties, her vil bies, Her vil bies, o svage sind!