Pergamentet nr 9, 2014 by Pergamentet

Pergamentet Tema: ”Imperialisme”

nr. 9, 2014

Pergamentet Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU Ansvarshavende redaktører: Andreas Lie Stokbro (5. sem.) (astokb11@student.aau.dk) Niels Jacob Olesen (7. sem.) (njfo11@student.aau.dk)

Leder

Varus-slaget

Las Casas og de indfødte i Syd- og Mellemamerika ..... 5

Berlin-konferencen 1884-85: Europæisk storpolitik i Afrika 7 Palæstina: Fra britisk protektorat til krigsskueplads 9

Redaktion: Casper Bauerfeld Krogh (7. sem.) Hans Dorsch (3. sem.) Jonas Bertelsen (7. sem.) Kasper Søndergaard Batz Katrine Funding Højgaard (7. sem.) Mads Kyvsgaard Mogensen (5. sem.) Martin Ottovay Jørgensen (Ph.D.-stip.) Steffen Elias Nielsen (5. sem.)

Mellem imperiale og inter-imperiale operationer og vor tids imperiale multilateralisme: FN’s militære operationer i den Kolde Krig 12 Tre måneders jagt i FN’s arkiv i New York

Sid Meier’s Civilization V – et essay

Computerspil: Vestlig kulturimperialisme eller blot underholdning? 26

Korrektur: Andreas Lie Stokbro Kasper Søndergaard Batz Martin Ottovay Jørgensen

De forsvundne inskriptioner fra Sebaste og Krøsus' Skatte 28

Anmeldelse af Rome an Empire’s Story af Greg Woolf. ..................... Boganmeldelse: From Beasts to Souls: Gender and Embodiment in Medieval Europa af E. Jane Burns og Peggy McCracken (red.) 32

Skribenter i dette nummer: Andreas Stokbro Casper Bauerfeld Krogh Daniel S. Therkildsen Gunnar Nybo Jonas Bertelsen Katrine Funding Højgaard Mads Kyvsgaard Mogensen Martin Ottovay Jørgensen Niels Jacob Olesen Steffen Elias Nielsen Søren Chr. Winther Yusuf Cakin

Boganmeldelse: Defying Napoleon: How Britain Bombarded Copenhagen and Seized the Danish Fleet in 1807 af Thomas Munch-Petersen 33 Boganmeldelse: The Modern Middle East: A Social and Cultural History – Third Edition Af Ilan Pappé 34

Deadline for indlæg næste nummer: 15 /1 2015 njfo11@student.aau.dk astokb11@student.aau.dk Oplag: 100.

Indlæg repræsenterer alene forfatterens holdning. Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig.

Leder Kære læsere! Velkommen til den niende udgave af Pergamentet, som denne gang fokuserer på imperialisme. Til dette nummer har vi modtaget rigtig mange temaartikler, så vi kan præsentere et blad, der kommer bredt rundt om fænomenet imperialisme. I dette nummer kan I derfor læse om så forskellige emner som romerske imperieudvidelser, Bartolomé de las Casas’ syn på de indfødte amerikanere omkring år 1500 samt europæiske magters opdeling af Afrika i det sene 1800-tal, ligesom også (vestlig) kulturimperialisme behandles med fokus på computerspil. Endelig fokuserer en række artikler på det, der kan beskrives som en ny type af politisk, vestlig imperialisme i Mellemøsten i perioden efter 2. verdenskrig, hvor blandt andre FN og NATO’s roller diskuteres i forbindelse med de såkaldte fredsbevarende aktioner. I forbindelse hermed findes også en artikel, der behandler arbejdet med fremskaffelsen af FN-arkivalier, ligesom der bliver set nærmere på udviklingen i den israelske historieskrivning. Sidst, men ikke mindst, kan I læse om de udgravninger, der er foretaget i den tyrkiske Uşak-provins og forholdene på de arkæologiske museer i området.

Næste nummer vil være en særudgave, som får den overordnede tematik ”brug af historien”, og vi vil som altid opfordre studerende, undervisere og andre til at bidrage til Pergamentet med artikler, anmeldelser, essays eller andet, såfremt emnet findes interessant. Sidst bladet udkom i en ”brug af historien”-udgave, var det en stor succes, og fra redaktionens side håber vi, dette vil gentage sig. Som altid gælder det dog, at der er rig mulighed for at bidrage til bladet med artikler, anmeldelser eller andet, selvom det måtte falde uden for temaet. Deadline for indsendelse af artikler er den 15. januar 2015, og vi ser gerne, at artikler og essays har et omfang i størrelsesordenen 6.000-12.000 tegn, anmeldelser 3.000-6.000 tegn.

God læselyst! De bedste hilsner, Redaktionen!

kampagner i det sydlige af Germanien, øst fra Rhinen og havde en vis succes med det. De forsøgte at romanisere de germanske stammer i området og gøre dem til romerske provinser. 2 Manden, der havde opgaven for dette, hed Quintilius Varus. For at beskrive hvordan han gjorde det, vil det være oplagt at tage udgangspunkt i kilden Roman History skrevet af Cassius Dio, som er udgivet umiddelbart efter år 200.

Varusslaget Af Steffen Elias Nielsen 5. semester.

Jeg starter med romerske historiker Tacitus, der har skrevet The Annals i år 117, dvs. den periode Romerriget netop strakte sig langt nord for de centrale romerske provinser. Tacitus’ tekst tager udgangspunkt fra kejser Augustus død i år 14, og gennemgår de forskellige kejsers regeringsperioder til og med Kejser Nero, der dør i år 68. Det interessante opstår efter kejser Augustus’ død, hvor Tacitus skriver:

”But when Quintilius Varus became governor of the province of Germany, and his official duties was administering the affairs of these people […]. Besides issuing orders to them as if they were actually slaves of the Romans, he exacted money as he would from subject nations”

”They were stretching their hands to heaven, to the effigy of Augustus, to his own knees, when he gave orders for a document […] All catalogued by Augustus in his own hand, with a final clause (due to fear or jealousy) advising the restriction of the empire within its present frontiers”

(Cass. Dio. Roman History 56.18).

I det, vi bliver præsenteret for, hvad hans officielle ordre var, ser vi, at han går ud over det ved at opkræve skatter fra dem. Man kan derfor tilskrive Quintilius Varus at være for selvsikker og ikke tage højde for faren ved sit hovmod. I det de germanske stammer ikke var samlet, var det jo begrænset, hvad modstand de kunne gøre. Der kan altid diskuteres, om det var derfor, han undervurderede dem, men Armenius, der går under titlen germansk kejser, formår at vinde et slag ved Teutoburgerskoven i år 9, der er kendetegnet under navnet Varusslaget. Selve slaget ved vi ikke meget om, da vi ikke har nogle kilder derom, men vi kan læse, hvordan nyheden omkring nederlaget blev modtaget. Idet kejser Augustus hører om tabet af de tre legioner, bliver han frustreret.3 Det leder op til kampagner i Germanien, men i stedet for at have fokus på at udvide imperiet, har det et andet formål.

(Tac. Ann. 1.11).

Citatet forklarer her kejser Augustus’ ønske til sin efterfølger, Tiberius, at han ikke ønsker at udvide imperiet yderligere. Der er sået tvivl omkring, hvorvidt dette punkt – som Tacitus mener, Augustus skulle have skrevet – har eksisteret. Så spørgsmålet går her på: Hvad kan vi bruge det til, er at forstå hvilken grund der ligger bag Tacitus’ påstand. Det romerske Imperium var på sit største under kejser Augustus og gik gennem Lilleasien og til og med store dele af det nordlige Afrika. Det var med andre ord vidt enormt og bredte sig øst, vest og syd. Men hvad med nord og området, der strejker sig fra det østlige Holland, Tyskland til det vestlige Polen, som romerne kaldte Germanien? For at besvare dette vil jeg tage udgangspunkt i Peter Wells (2003).1 Han skriver, at romerne førte

in the Teutoburg Forest”, W. W. Norton & Companu LTD, (New York).

Wells, P. S. (2003) The Battle that stopped Rome: Augustus, Arminius, and the Slaughter of the Legions

Wells (2003). 77-78 & 83

Suet. Aug. 23

Luttwack (1979) skriver i The Grand Strategy of the Roman Empire, hvordan kejser Augustus ændrer sit fokus fra at omdanne nogle af de germanske områder til romersk provins til at fokusere på at forsvare Romerriget fra germanerne. Ifølge Luttwack opstår der en slags buffer-zone, der har til formål at afholde de germanske stammer fra at angribe Det Romerske Imperium. Måden dette foregik på, kan ses i kampagnerne efter Varrusslaget, som havde et helt anderledes formål. Ses der på Tacitus’ Annals, skriver han, at Germanicus, der er en af de kampagneførende, skulle have sagt:

Yderligere læsning: Wells, P. S. (2003) “The Battle that stopped Rome: Augustus, Arminius, and the Slaughter of the Legions in the Teutoburg Forest”, W. W. Norton & Company LTD, (New York). Luttwack, E. (1979) “The Grand Strategy of the roman empire from the first century A. D. to the third”, John Hopkins University Press (Baltimore). Tacitus The Annals. Cassius Dio. Roman History.

”Germanicus Also, to make recognition the easier had torn off his headpiece and was adjuring his men to press on with the carnage:- ”Prisoners were needless: Nothing but the extermination of the race would end the war”

Las Casas og de indfødte i Syd- og Mellemamerika

(Tac. Ann.2.21).

Af: Mads Kyvsgaard Mogensen, 5. semester

Det, der gør sig gældende i citatet her, er, at der ingen interesse er i tage germanerne til fange, men blot at udrydde dem. På denne måde kunne romerne sikre sig, at germanerne ikke angreb Det Romerske Imperium. Ydermere vidner det også om, at Varusslaget havde sat et dybt ar i den romerske ekspansionspolitik for de germanske stammer, da kampagnerne havde et element af hævn over sig, nemlig udryddelsen af germanerne.

Historien om spaniernes opdagelse af og fremgangen i Syd- og Mellemamerika er mangfoldig, og den kan fortælles med mange forskellige fokuspunkter. På den ene side er det historien om en af de største biologiske udvekslinger i verdenshistorien, hvor nye former for fauna og dyr blev introduceret på begge sider af Atlanterhavet. Det er samtidig historien om økonomiske ambitioner, som senere lagde grundlaget for massive tvungne migrationer fra Afrika til både Nord- og Sydamerika. Det er historier om imperialisme og kolonialisme. Det er dog en lidt anderledes fortælling, der vil blive lagt vægt på her. Fokusset i denne artikel er Bartolomé de las Casas og hans værk A Briefe Narration of the Destruction of the Indes, by the Spanyards. Las Casas selv kræver næppe nogen dybdegående introduktion. Den spanske biskops værker er blandt nogle af de mest velkendte kilder, der omhandler spaniernes behandling af den nye verdens indfødte befolkninger. A Briefe Narration er måske hans bedst kendte værk. Værket består af las Casas’ observationer og opfattelse af mellem- og sydamerikanske indfødte, samt hvordan spanierne behandlede disse. Samtidig er det et

År 9 spiller en central rolle i spørgsmålet omkring romernes ekspansion mod nord. Fra før, hvor de forsøgte at gøre germanske stammer til romerske provinser, til zoner, hvor de holdt germanerne i skindet og sørgede for, de ikke angreb Det Romerske Imperium. Det er måske dette, der var Tacitus’ påstand om, at Augustus skulle have beordret sin efterfølger Tiberius til ikke at udvide imperiet længere. Germanien som romersk provins blev på denne måde opgivet, og på den måde kom de ikke yderligere nord på.

des, at han beskriver “innumerable multitudes in every sorte”, hvorpå han egentlig generaliserer deres træk. Det er en lidt uheldig formulering, men hovedpointerne er stadig klare. De indfødte er fredelige, og de har et aktivt ønske om fred. Dette udsagn må basere sig på las Casas’ personlige oplevelser. Det var ikke alle indfødte folkeslag, som var lige fredelige. Aztekerne havde for eksempel en veletableret krigerkultur, hvilket også var tilfældet for de sydamerikanske inkaer. Las Casas’ udlægning virker dog til en vis grad sandsynlig, da også andre tilrejsende spaniere, eksempelvis Columbus, oplevede venlighed blandt indianerne. Det er imidlertid ikke kun deres gode kvaliteter, som las Casas lægger vægt i ovenstående uddrag. Han skriver, at de var skabt af Gud.

værk, som bærer tydeligt præg af de religiøse tendenser, der var en del af den vesteuropæiske diskurs på dette tidspunkt. Denne artikel vil prøve overfladisk at undersøge, hvordan las Casas beskrev henholdsvist de indfødte og spanierne.

Guds skabninger Las Casas tog på sin første rejse til de Vestindiske øer i 1502. Dette var dog ikke den første kontakt, han havde haft med den nye verden på den anden side af Atlanten. Allerede så tidligt som i 1493, hvor las Casas var 19 år, havde han set indianere, som var kommet ind med skib i Sevilla. Dette var blot et overfladisk møde, hvor las Casas havde mulighed for at betragte indianerne og deres ejendele. I 1498 fik han oprettet en mere permanent kontakt med den nye verden, da hans far skænkede ham en indiansk slave. Slaven, en ung dreng, fungerede som las Casas’ følgesvend i nogle år. Den kontakt, som las Casas allerede før sin første rejse oprettede med den nye verden, er vigtig for at forstå hans senere holdning til indianerne og deres væsen. Især den unge slave efterlod et godt indtryk på las Casas, så det er derfor ikke helt usandsynligt, at han drog mod de Vestindiske øer med en vis optimisme omkring de indfødte.

Skabermyten var i 1500-tallet en del af den religiøse diskurs, og der er sådan set ikke noget mærkeligt over las Casas’ tro på denne. Han var munk og senere biskop, og han var gennemført religiøs. Det var alligevel en kontroversiel udtalelse på hans tid. Det skyldes, at den gængse opfattelse af indianerne dengang var præget af en usikkerhed om deres menneskelighed defineret ud fra en religiøs forståelse. Kort sagt var man usikker på, om indianerne havde en sjæl, og om de var i stand til at følge den kristne tro. Las Casas mente bestemt, at de var Guds skabninger, og at de var i fuld stand til sjælelig frelse, så længe de accepterede den kristne gud. Derfor var det problematisk for las Casas, at indianerne var blevet ofre for slaveri. Heri bestod kontroversen. Las Casas mente ikke, at man kunne forsvare at sjæle, som kunne modtage den evige frelse, skulle tvinges til arbejde som tankeløse dyr.

Denne optimisme synes las Casas at bevare. Det er i hvert fald nemt at læse sig frem til hans begejstring over indianernes kvaliteter i A Briefe Narration: “God created all these innumerable multitudes in every sorte, very simple, without sutteltie, or craft, without malice, very obedient, and very faithfull to their naturall liege Lordes, and to the Spaniardes, whom they serve, very humble, very patient, very desirous of peace making, and peacefull, without brawles and struglings, without quarrelles, without strife, without rancour or hatred, by no means desirous of revengement.”

Vi kan altså begynde at se nogle generelle træk for las Casas’ opfattelse af de mellem- og sydamerikanske indianere. Man kan sige, at han opfattede dem som sjæleligt uerfarne. Han er dog ikke i tvivl om deres menneskelighed og dertilhørende kvaliteter. Ulve og lam

(Las Casas, A Briefe Narration of the destruction of the Indes, by the Spanyards)

De indfødte udgør imidlertid kun en side af las Casas’ fortælling. Han forholdt sig også til sine spanske landsmænd i A Briefe Narration, og be-

Man kan argumentere for, at las Casas kommer til at modsige sig selv i ovenstående citat. Det skyl6

skrivelsen af disse er radikalt anderledes end de beundrende ord om venlighed og fredelighed, som blev brugt om de indfødte:

skade på den oprindelige befolkning, at flere samfund enten blev kraftigt reduceret eller helt forsvandt. Slavehandlen med indianerne havde gjort sit indhug, men langt den største dræber blandt de indfødte var de sygdomme, som spanierne havde bragt med sig. Sygdomme som for eksempel kopper og fåresyge dræbte flere millioner i den Nye Verden. Det ændrer dog ikke på las Casas’ budskab i A Briefe Narration. Spaniernes tilgang til imperialisme i Syd- og Mellemamerika var dyrisk, ondskabsfuld, og rettet mod folkefærd, som aldrig var blevet givet muligheden for at forstå spaniernes position, selvom de, ifølge las Casas, havde den sjælelige dybde til at gøre det muligt.

“Upon these lambes so meeke, so qualified and endewed of their maker and creator, as hath bin said, entred the Spanish incontinent as they knewe them, as wolves, as lions, and as tigres most cruel of long time famished, [...] ought els save teare them in peeces, kill them, martyre them, afflict them, and destroy them by strange sortes of cruelties never neither seene, [...] there are not nowe two hundreth natives of the countrey.” (Las Casas, A Briefe Narration of the destruction of the Indes, by the Spanyards)

Inddraget litteratur og videre læsning

Las Casas benytter her en metafor, som meget godt beskriver hans syn på forholdet mellem de indfødte og spanierne. Indianerne er uskyldige ofre. Spanierne derimod forvandles til ondskabsfulde rovdyr i las Casas’ fortælling. Det virker nærmest som om, at det, ifølge las Casas, er ondskaben selv, der var motivation for spanierne. For ham var der ingen tvivl om, at spaniernes ondskab medførte al den lidelse og død, som for eksempel de indfødte på Hispaniola, der beskrives sidst i ovenstående citat, oplevede. Hans beskrivelser er ydermere meget brutale, og man får fornemmelsen af, at las Casas opfatter spaniernes handlinger som stridig mod deres egen menneskelighed. Det kan igen være udtryk for las Casas’ livssyn, som i høj grad var styret af religion. Det er især hans brug af ondskab som begreb, der leder tankerne hen på religiøs verdensforståelse.

Casas, Bartolomé de las. A Briefe Narration of the Destruction of the Indes, by the Spanyards. 1552. Oversættelsen fra det originale spanske er fundet hos: Dawson, Thomas for Broome, William. The Spanish Colonie, or Briefe Chronicle of the Acts and gestes of the Spaniards in the West Indies, called the newe World. 1583.

Las Casas’ fremstilling vidner altså om en opfattelse af spanierne som onde syndere på den ene side, mens de indfødte indianere fremstilles som simple vildfarne sjæle, der med den rigtige vejledning ville kunne opnå frelse. Han fortæller en historie, der skulle overbevise spanierne om deres landsmænds ugerninger og redde de indfødte folkefærd. Hans succes med dette kan diskuteres. Las Casas’ moralske budskab blev taget til efterretning, og hans vision om mission blandt og undervisning af de indfødte blev fulgt op til en vis grad. Praktisk talt havde spaniernes indtog i Amerika dog gjort så meget både bevidst og ubevidst

Berlin-konferencen 1884-85: Europæisk storpolitik i Afrika

Elliot, J.H. Empires of the Atlantic world: Britain and Spain in America 1492-1830. Yale University Press. 2006 Friede, Juan & Keen, Benjamin. Bartolomé de las Casas in history: an understanding of the man and his work. Northern Illinois University Press. 1971

Af: Andreas Stokbro, 5. semester

Den europæiske kolonisering af Afrika i slutningen af det 19. århundrede var i begyndelsen kendetegnet ved, at det næsten kun var kyststrækninger, som var underlagt europæiske stater. Blandt andet dette blev der lavet om på med Berlinkonferencen i 1884-85, og denne artikel forsøger

at klargøre de ændringer, som konferencen medførte.

på området. Endelig havde også Portugal gamle interesser, så pludselig var der opstået en situation, hvor tre stater gjorde krav på det samme område.

Henrik Søfareren lagde kimen til udforskningen af det afrikanske kontinent fra 1420’erne, men det var først med den imperialistiske bølge i 1880’erne, at næsten hele det afrikanske kontinent blev underlagt europæiske kolonimagter. Ved Berlin-konferencens start i 1884 var det således kun godt 20 procent af de afrikanske landarealer, som var underlagt europæisk kontrol, og vendtes blikket bort fra de mange handelsstationer langs kysterne, var det småt med europæisk indblanding. Teknologiske fremskridt havde dog – bogstaveligt talt – givet europæerne nye våben, og sammenholdt med telegrafnettets lettere kommunikationsveje og ny medicin mod blandt andet malaria blev mulighederne for og gevinsterne ved landvinding til sidst så tillokkende, at de europæiske stater begyndte at vandre ind på det afrikanske kontinent. White Man’s Burden og paternalistiske mission civilisatrice-forklaringer var populære blandt europæiske magthavere, men det er næppe forkert, at også de økonomiske forhold i Europa spillede ind på de europæiske staters ekspansionslyst. Depression fra 1873-96 havde medført et protektionistisk økonomisk klima, og Afrika tilbød et marked, som kunne medvirke til at genopfylde diverse slunkne statskasser.

I Portugal opstod derfor et ønske om at få kontrolleret forholdene og etableret nogle retningslinjer for territorial erobring. På deres opfordring kaldte Otto von Bismarck derfor de europæiske magter samt USA til møde i Berlin, hvor blandt andet områdeinddeling skulle diskuteres. Sammen med USA var 13 europæiske lande – deriblandt Danmark – samlet, men ingen afrikanere var inviterede, og konferencen kan derfor ses som et studie i, hvordan europæerne så på Afrika som et område, der kunne udnyttes uden hensyntagen til de folkeslag, der rent faktisk boede der. Da konferencen åbnede den 15. november 1884, var det som nævnt kun 20 procent af det afrikanske kontinent, der var kontrolleret af europæere, men med Stanleys ekspedition var hele den afrikanske geografi kendt for europæerne, og dette blev udnyttet til at inddele kontinentet i 50 zoner, som deltagerlandene kunne forhandle om. Heller ikke her blev der taget det store hensyn til de oprindelig folk, for grænserne blev trukket uden øje for de kulturelle og sproglige skel, som allerede var etableret.

Der var således rift om jorden, og det kom til konflikter, når to eller flere lande besluttede sig for at plante et flag i det samme landområde. Den walisiske journalist og opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley havde i 1770’erne været på ekspedition og kortlagt de sidste, store områder i Centralafrika, som stadig var ukendte for europæerne. Stanley var startet ved Zanzibar i øst og rejste på hidtil ukendte floder og søer, indtil han nåede den portugisiske handelsstation Boma ved Congoflodens udmunding i vest. Rejsen varede 999 dage og kostede over 200 liv, men for Stanley blev den særdeles givtig, idet den belgiske Kong Leopold II, som havde interesser i området omkring Congo, henvendte sig til ham i 1878. I de næste år rejste Stanley flere gange til området for at organisere det, der ville blive til Fristaten Congo, men da franske efterretningsfolk opsnappede planerne, fik også Frankrig travlt med at gøre krav

Med konferencen var det altså slut med, at det var nok at plante et flag i jorden og påkalde sig autoritet over et område. Nu skulle der mere til, før et område kunne anerkendes som et territorium, og blandt det nye var, at en ”effektiv okkupation” skulle være til stede. Således skulle imperialmagten have fuld kontrol over sit område, og derfor er det visse steder blevet fremført, at Berlinkonferencen var med til at legitimere de overgreb, 8

som fandt sted over for afrikanerne, når europæerne ville have dem til at makke ret. Omvendt indeholdt konferencens resolution et forbud mod slaveri, men i samtiden blev dette visse steder set som en handling, hvis primære formål var at give konferencen legitimitet hos de dele af de europæiske befolkninger, som var imod de imperiale ambitioner.

førte til, at flere floder blev holdt åbne for transport og handel, men for de afrikanske folk fik det større konsekvens, at det lykkedes Leopold II at forhandle sig til det omstridte Congo-område. Fristaten Congo blev de facto Leopold II’s private territorium, og det blev etableret således, at det skulle holdes åbent for europæiske investeringer. Selvom kongen oprindeligt hævdede at ville udvikle landet og dets befolkning, så den ene gruopvækkende historie om udnyttelse og folkemord efter den anden dagens lys i perioden frem mod 1908, hvor det offentlige pres imod styret var blevet så stort, at Congo blev annekteret af den belgiske stat. I alt forventes det, at 20 procent af befolkningen mistede livet som følge af tvangsarbejde eller de indirekte konsekvenser forbundet med europæernes interesseforfølgelse.

Når det kom til en konference, hang det også sammen med de aktører, der var repræsenterede. Tyskland havde ikke tidligere udvist interesse for afrikanske territorier, men landet blev involveret i kolonikapløbet, da Italien meldte sig i alliancen mellem Tyskland og Østrig-Ungarn og dermed skabte Tripelalliancen. Italienernes indmeldelse skyldtes delvist en vrede over, at Frankrig havde annekteret Tunesien, så Bismarck måtte acceptere at blive indblandet i kolonikampen, hvilket medførte, at Tyskland selv begyndte at drage på ekspeditioner til Afrika. Storbritannien, Frankrig og Belgien brød sig ikke om denne udvikling, så det var med disse nationers støtte, at Bismarck indkaldte til konference. Forskellige agendaer var repræsenteret, for mens Belgiens Kong Leopold II eksempelvis ville sikre sig rettighederne over det omstridte område ved Congofloden, ønskede Bismarck nok primært at se, om han kunne spille sine og tripelalliancens rivaler ud over for hinanden.

Således var også Fristaten Congo et eksempel på den udnyttelse, som de europæiske stater udsatte afrikanerne for under imperialismen, og som Berlin-konferencen i høj grad satte i system. Langt fra begivenhedernes centrum blev der truffet beslutninger, som fik direkte konsekvenser for de oprindelige folkeslag, som blev opdelt og udnyttet. Konferencen var et resultat af et kolonikapløb, som var ved at løbe løbsk, men også politiske alliancer spillede en rolle for konferencens udvikling. Mens europæerne fik nogle fælles spilleregler i forhold til afrikansk landvinding, oplevede afrikanerne, at resolutionen gjorde livet endnu mere surt for dem, end det hidtil havde været.

Palæstina: Fra britisk protektorat til krigsskueplads Af: Casper Bauerfeld Krogh

Mens konflikten imellem Israel og Palæstina, der er en arv fra britisk engagement i Palæstina, dagligt fanger verdens overskrifter, bliver Storbritanniens rolle som plejefar alt for ofte ignoreret. En sådan undladelse er så meget desto mere tragisk, idet protektoratets fejltagelser let kan gentages.

For Leopold II var det væsentligt, at en frihandelsaftale blev forhandlet på plads, og han havde held til at overbevise Frankrig og Tyskland om, at en sådan ville være bedst for alle parter. Dette 9

Med et mandat fra Folkeforbundet blev det Hellige Land fra slutningen af første verdenskrig og indtil 1948 kontrolleret af Storbritannien.

formål blandt de arabiske nationalister at etablere uafhængighed for nutidens Libanon, Syrien, Israel, de nuværende palæstinensiske områder og Jordan. Men ved udgangen af det britiske styre i maj 1948 var der opstået en kraftig zionistisk bevægelse. Palæstinensisk nationalisme var ikke kun noget, som var dybt rodfæstet i de palæstinensiske jøder, men også i det arabiske samfund. Den store forskel imellem de to var dog den, at den arabiske befolkning havde lidt af underudvikling, gæld, udbredt analfabetisme, desillusionering og eftervirkningerne af Storbritanniens nedkæmpen af den palæstinensiske opstand fra 1936 til 1939. Disse små frø af en zionistisk sejr og palæstinensiske nederlag var det direkte resultat af Storbritanniens udarbejdelse, fortolkning og implementering af Folkeforbundets mandat for Palæstina. Balfour-erklæringens udstedelse af 2. november 1917 er også af mange blevet kaldt den enkeltstående handling, som blev begyndelsen på enden for det britiske protektorats velvilje hos den arabiske verden i Palæstina. Med denne erklæring forpligtede Storbritannien sig til at støtte zionismen, uanset hvad. Som følge heraf blev briterne tvunget til at få det bedste ud af et dårligt job. De kunne ikke opgive zionismen, da det ville underminere Storbritanniens ære og selve den oppustede opfattelse af den engelske konges autoritet.5 Erklæringen forpligtede Storbritannien til reelt set at gøre meget lidt i Palæstina. Teksten i erklæringen var, at den britiske regering med velvilje ville ”lette” etableringen i Palæstina for et nationalt hjem for det jødiske folk. Der var dog på den anden side ingen alvorlig overvejelse fra den britiske regering om, hvad der blev ment med udtrykket. Denne mangel på planlægning var for en stor del på grund af den britiske hensigt til at okkupere Palæstina så længe som muligt for at beskytte strategiske interesser i Mellemøsten. Først mente man dog, at den zionistiske udvikling, der udsprang fra et primært europæisk synspunkt, ville gavne den arabiske befolkning og dermed tvinge dem til at se ideen om zionistisk bosættelse som en god ting. For det andet troede den britiske regering fejlag-

I løbet af denne tid blev det politiske landskab i Palæstina fuldstændig forvandlet. Mens arabere og jøder spillede en afgørende rolle i udfoldelsen af de dramaer, som Palæstina var, var det for eftertiden tydeligt, at den reelle drivkraft var Storbritannien. Den gamle myte om, at Storbritannien blot ”holdt ringen”, imens jøderne og araberne gik hinanden på klingen, og forsøgte at holde fred mellem to irrationelle og stridende parter, er en grov misforståelse af historien. I november 1918 havde Palæstina ikke eksisteret som en politisk forenet nation. Mandatet i Palæstina blev taget fra fire distrikter i det Osmanniske imperium, der havde regeret i regionen siden 1516. I den jødiske verden fandtes kun et lille, men støt voksende mindretal, som var medlemmer af den zionistiske bevægelse og var en direkte forlængelse af første verdenskrig. Mange jøder var dog imod idéen om zionisme, idet de fleste betragtede det som en utopisk bevægelse. 4 Blandt den arabiske befolkning var der også en voksende følelse af palæstinensisk identitet før 1914, men det var blot én af mange konkurrerende loyaliteter på det tidspunkt. Lige efter krigen var der også det fremherskende

Renton, James, Forgotten Lessons: Palestine and the British Empire, S. 12, 2010

Renton, James, Forgotten Lessons: Palestine and the British Empire, S. 38, 2010

tigt, at den moderate zionistiske ledelse ikke var reelt interesseret i skabelsen af deres egen stat eller dominans af Palæstina. For det tredje blev de palæstinensiske arabere ikke regnet for ansvarlige nok til at skulle udgøre en selvbestemmende nation.6

Idéen om en tostatsløsning havde været foreslået et årti før staten Israels fødsel i 1947, men var dengang opgivet, fordi den ikke blev fundet gangbar på grund af en agiteret palæstinensisk befolkning. Tanken blev igen taget op i 1947 af FN, som lovede uafhængige jødiske og palæstinensiske stater, men en forslået og voldsramt palæstinensisk befolkning havde på dette tidspunkt ikke noget incitament til at acceptere denne aftale, som blev besluttet af FN’s Generalforsamling. De nyemigrerede zionister og de mere moderate jøder havde i kølvandet på Holocaust ligeledes ikke noget incitament til at give efter for en besejret palæstinensisk befolkning, som var imod en jødisk stat.7 Antagelsen, at statsstøttet vold efterfulgt af aftaler mellem de forskellige politiske eliter kan skabe fred, lever videre den dag i dag. Det afslører samtidig de gamle antagelser af britisk kolonialisme at et ry skal opretholdes for enhver pris, og at en accepteret og organiseret statsvold kunne forhindre fremtidig vold, ikke var frugtbar i længden. Den britiske regering forstod heller ikke de ønsker og bekymringer, den gennemsnitlige palæstinenser havde. Heller ikke de mange følelser, de menige zionistiske jøder følte efter Holocaust, blev forstået og behandlet med empati, og det er netop dette problem, den vestlige verden stadig står med i dag, og som nu i en længere årrække har stækket alle forsøg på mægling imellem de to stridende parter.

I marts 1936 efter et lovgivende råd, som indeholdt en betydelig arabisk repræsentation, fik de pro-zionistiske kræfter flertal i det palæstinensiske parlament. Den palæstinensiske befolkning brød ud i borgerkrigslignende tilstande. Denne opstand førte til sidst til en britisk plan for et slutspil, som skulle ende konflikten. Briterne forsøgte at pacificere den arabiske befolkning med en kombination af vold og politiske indrømmelser. Taktikker såsom nedrivninger af huse og kollektive afstraffelser var med til at knuse opstanden lige så hurtigt, som den var opstået. Storbritanniens ry som en hård aktør i regionen måtte beskyttes for enhver pris. 7 6

Middle East Research and Information Project, set den 13/9

Den Store Danske, set den 12/9

tager dog deres kritik et skridt videre og taler om, at operationerne er en vigtig komponent i en ny form for liberal imperialisme eller imperial multilateralisme. Det gør de på baggrund af at de fleste internationale militære operationer i stigende grad ikke foretages af USA alene eller med dets allierede, men i FN-regi og med militære kontingenter fra selvsamme institutioner, der leverede kontingenter til imperiale ’sikkerhedsoperationer’ i andre kolonier. Når man også tænker over, hvorledes disse operationer er blevet militariseret gennem brugen af specialtropper, tunge våben, artilleri og luftstøtte i form af mellem til store kamphelikoptere, og at de lokale befolkninger ikke har nogen form for kontrol med eller repræsentation i operationernes ledelse, der således dikteres udelukkende udefra, virker ”fredsbevarende operationer” som en fejlplaceret karakteristik. Ikke mindst når den massive internationale militære tilstedeværelse, der mestendels betales af vestlige lande igennem FN, også fører til økonomisk liberalisering til fordel for eksterne investorer og ensretningen af politiske systemer efter vestligt mønster. 11

Mellem imperiale og interimperiale operationer og vor tids imperiale multilateralisme: FN’s militære operationer i den Kolde Krig FN’s militære operationer under den Kolde Krig har hidtil, måske meget forståeligt, været set som såkaldt succesfulde ”fredsbevarende operationer” af både FN, de troppeydende stater og FNveteranerne. I dette indlæg viser jeg på baggrund af mit kildemateriale, hvorfor vi skal til at anlægge et mere kritisk perspektiv på disse operationer. Af Ph.d.-stipendiat Martin Ottovay Jørgensen

Mit udgangspunkt og mit projekt Udgangspunktet for mit ph.d.-projekt er den forfærdeligt deprimerende antagelse, at de militære, økonomiske, tekniske, sociale og kulturelle paradigmer de europæiske, amerikanske og japanske imperialismer fra midten af 1800-tallet både har bygget på og globaliseret igennem deres virke ikke er afviklede, men derimod i andre former fortsat gør sig gældende lokalt som globalt. 8

Dette til trods har man ikke endnu reflekteret kritisk over FN’s militære operationer under den Kolde Krig. Mit projekt er derfor et forsøg på at gøre op med romantiserende forestillinger om de ”fredsbevarende” operationer ved at historisere og situere deres virke imellem imperiale militære operationer og vor tids imperiale multilateralisme.

Dette er bekræftet af historikere inden for flere underfelter inden for de internationale organisationers historie inden for skovbrug, landbrug, folkesundhed og international lovgivning for blot at nævne nogle sfærer.9

Konkret undersøger jeg via fortrængte historier fra den lokale postkoloniale hverdag derfor som case, i hvilket omfang FN’s militære styrke i Ægypten og Gazastriben fra november 1956 til juni 1967 fortsatte den marginaliseringsproces af den palæstinensiske befolkning og forfordelingen af de jødiske bosættere, den britiske imperiale tilstedeværelse og siden oprettelsen af Israel førte med sig.

Et voksende antal forskere inden for felterne international relations, critical security studies og conflict studies har også over de sidste ti år fremført, at de internationale militære operationer iværksat efter afslutningen på den kolde krig i stigende grad har ført til stigende usikkerhed i missionsområderne, der ofte også er forhenværende europæiske kolonier. 10 Flere af disse forskere 8

Se f.eks. Wilson 2006

Se f.eks. Anghie 2007, Connelly 2008 og Hodge 2007

Se f.eks. Cunliffe 2013, Darby 2009, Razack 2004 og Whitford 2004

Se f.eks. Higate og Henry 2009

mere end 220.000 af dem i at vende hjem til deres tidligere landsbyer, der i 1948 blev indlemmet i den nye israelske stat. Som også foreslået af tidligere FN-observatører i 1955 ønskede lederen af FN-styrken ved FNstyrkens ankomst i 1957 at opsætte pigtråd rundt om Gazastriben. Ægypten accepterede dog kun, at man brugte pigtråd rundt om FN-lejrene. Som ses på billedet var våbenstilstandslinjen derfor udelukkende markeret ved en grøft nogle steder i en ørken i den sydlige del, andre steder i let bevokset område i den nordlige.

FN-styrken i Ægypten og Gazastriben bestod i alt af 90.000 soldater fra 1956-1967

Dermed har jeg haft behov for at se materiale, der knytter sig til de forskellige interaktions-former mellem FN-soldaterne og den lokale befolkning, bestående af palæstinensere (både de, der i 1948 ved fordrivelsen fra deres landsbyer blev flygtninge og de, der var bosiddende i Gazadistriktet før oprettelsen af Israel), beduinerne samt de israelske militærenheder og bosættelser ved den våbenstilstandslinje, der i dag er en de facto grænse mellem kolonistaten Israel og Gazastriben.

Et sted på våbenstilstandslinjen

Gazastriben som overbefolket og fremtidsløst Gazastriben som multilateral sikkerhedszone Den ægyptiske afvisning af at indramme Gazastriben med pigtråd hang sammen med den stigende radikalisering i Gazastriben, især i de otte flygtningelejre med mere end 220.000 mennesker. Fra ægyptisk side var man ganske enkelt bange for, at trykket kogte over, såfremt man spærrede Gazastriben af. Omvendt var man også bange for, at mange af flygtningene skulle vade hjem til deres gamle landsbyer og endnu værre udføre sabotage eller mord i Israel og dermed give den israelske hær en undskyldning for endnu en krig som i 1956.

Mine ca. 12.000 fotos af dokumenter giver, når koblet sammen med forskningslitteratur om den palæstinensiske nationalismes fremkomst og radikalisering samt Ægyptens politik i Gazastriben12, et indblik i den militariserede geografi, FNstyrken som en ud af flere sikkerhedsapparater indgik i. Foruden FN-styrken opererede i Gazastriben ægyptisk politi og militær samt en palæstinensisk grænsebevogtnings-bataljon oprettet af Ægypten for at opfange og neutralisere de mest radikale og militante palæstinensere. På den israelske side opererede den israelske hær i et patruljerings-mønster, der ofte bragte de israelske enheder helt tæt på FN-soldaterne. FN-styrken indgik således i et multilateralt sikkerhedsapparat, der fra alle vinkler endte med at være orienteret mod at opnå kontrol med og regulere hverdagen for de ca. 300.000 palæstinensere i Gazastriben og forhindre 12

Trykket var dog højt nok uden Israelsk indblanding. Økonomien havde siden 1948 været i forfald pga. de kappede forbindelser med Palæstina, og landbrugsjorden, der manglende kapital til investeringer, smadrede handels-relationer, lønpresset fra flygtningene, der kun blev kunstigt holdt oppe ved den internationale tilstedeværelse og de få tusind jobs, denne medførte. Uddannelse på ægyptisk- og FN-drevne skoler blev lovet som vejen til

Se f.eks. Sayigh 1999

et bedre liv, men de manglende økonomiske muligheder og skævvridningen af ungdomsdemografien til fordel for flere drenge øgede andelen af vrede unge mænd, der ikke så muligheden for et værdigt liv. Mange tog til Golfstaterne for at arbejde, men flertallet måtte blive. For at overleve giftede flere og flere familier samtidigt deres piger væk yngre og yngre. Somme tider til ældre mænd, der i modsætning til de yngre mænd måske kunne tilbyde familien et vist niveau af økonomisk sikkerhed. Det førte i enkelte tilfælde til, at disse piger kom for at begå selvmord enten ved FNsoldater eller den israelske hær. Underernæring var trods international fødevarehjælp igennem UNRWA også en realitet i hverdagen. Sygdomme var også konstante problemer i flygtningelejrene. Når den ene blev udryddet, overtog den næste. Dertil kommer den fornemmelse af indelukkethed, de overlappende militære myndigheder både i Gazastriben og ved våbenstil-standslinjen sandsynligvis førte med sig.

samlede hø og endte indenfor 500-meterzonen. Det var dog i praksis svært at undgå mennesker i zonen, da 500 meter blev et voldsomt ”landgrab” i et område, der på sit bredeste sted var ca. ni km og seks km på det smalleste. Udtrykket fredsbevarende synes således fejlplaceret. På samme måde som den ugifte mand var en af de primære drivkræfter i kolonialismens mange kolonihære og imperiale militærstyrker og dermed indgik i kønsrelaterede interaktioner, voldelige som ikke-voldelige, var FN-soldaterne også primært unge og ugifte mænd. I flere tilfælde gik FN-soldater, efter ikke uventet også at have drukket tæt i lejrene, ind til især de større byer som Gaza By og Rafah for at fortsætte deres drukture eller gå på jagt efter prostituerede i det gamle britiske kolonikvarter eller lokale kvinder i Gazastriben. Dette var ikke et ukendt fænomen i Cairo og Beirut heller, hvor britiske og franske soldater havde gjort således siden de havde overtaget områderne under Folkeforbundet. 13

Sikkerhed vs. usikkerhed? Mens palæstinenserne nok værdsatte, at israelerne på grund af den ægyptiske og internationale tilstedeværelse ikke blot kunne trænge over denne og ind i Gazastriben, lykkedes det ikke altid FNstyrkerne som den eneste del af sikkerhedsapparatet, der var vendt mod Israel, at afvise israelske patruljer. Der findes mange eksempler på kvæg, der blev ”kvægnappet” eller skudt og tilfælde af børn eller kvinder, der blev kidnappet og i enkelte tilfælde skudt. Israelske bosættere tæt ved Gazastriben har også i relation til palæstinensiske sabotageaktioner smidt håndgranater ind i nogle af husene tæt på våben-stilstandslinjen. Parallelt med sikkerhed var således et væsentligt element af usikkerhed.

Billede af danske soldater der ”hælder på”.

Slagsmål var noget f.eks. danske soldater tilsyneladende relativt hyppigt endte i med lokale mænd nær barerne eller med de taxachauffører, der kørte dem tilbage til deres lejre. Dette hang sammen med militærkulturen i både Danmark og de andre troppeydende stater, der i 1950’erne og 1960’erne var anderledes end i dag. Magtmisbrug og vold i

Usikkerheden knyttede sig dog også til FNstyrkens overvågnings- og kontrolregime i 500meterzonen. Sommetider arresterede FNsoldaterne i zonen flygtningebørn, der søgte væk fra de ovebefolkede flygtningelejre samt børn af bønder og beduinbørn, der indsamlede foder til deres fædres kvæg. I flere tilfælde arresterede eller jagtede FN-soldaterne også kvinder, der ind-

Kildematerialet antyder, at problemet ikke var stort i sammenligning med andre FN operationer. I operationen i Congo fra 1960-1964 vurderede overlægen på FN-hospitalet, at op mod 50% af FN-styrken havde påført sig selv seksuelt overførte sygdomme. I FNs operation i Cambodia fra 1993 er antallet af kvinder i prostitution steget fra 6.000 til 20.000 på nationalt plan.

form af tæsk med rod i autoritære hierarkier og militariserede maskuliniteter var ikke ualmindelige, hvorfor selvmord blandt værnepligtige kom i dagspressen, om end de ikke var helt uventede for militæret. I andre tilfælde viste brasilianske soldater deres knap så vellidte side på markedet. De blev kendt for at forhandle priser med trukne våben, hvad nok afspejlede den brasilianske militærkulturs påvirkning af volden mod indfødte befolkningsgrupper i Amazonas. En deling finske FN-soldater endte nok også på baggrund af deres hjemlige militærkulturs indflydelse i slagsmål med mændene fra en landsby, efter to fra delingen i fuldskab havde søgt efter unge kvinder at have sex med. Både druk- og voldskulturerne og dermed væsentlige dele af usikkerheden udsprang både af tilstedeværelsen i Gazastriben og hjemlige militærkulturers normer og praksisser og dennes kobling til militariserede maskuliniteter. Igen synes udtrykket fredsbevarende fejlplaceret.

re, der havde stjålet materialer fra bosættelserne eller dræbt palæstinensere, der ikke havde stoppet eller trukket våben, overrakt jordbær af israelske bosættere. Derudover indgik FN-soldaterne ofte i venskabelige relationer med israelere enten i uformelt organiserede fodboldkampe eller via bryllupper og ture til skoler og børnehaver i bosættelserne. I aviser som Jerusalem Post kunne man også læse ros (og somme tider ris) til FNstyrken afhængigt af, hvad der var sket. Men de pro-israelske relationer stak dybere, end blot hvad enkelte soldater kunne etablere på seks måneder. Det israelske sikkerhedsapparat blev også favoriseret i den henseende, at man fra FN’s side ikke kunne forhindre hverken israelsk patruljevirksomhed tæt på våbenstilstands-linjen eller med magt afvise de tusindvis af israelske overflyvninger af Gazastriben. Ved at koble mit kildemateriale fra FN på historieforskningen med fokus på den britiske koloniadministration og politik over for de jødiske bosættere, beduinerne og palæstinenserne blev det gradvist klart for mig, at FN-styrken i Gazastriben mestendels havde fungeret som et skjold for den stadigt nye israelske stat, ganske som den britiske militære tilstedeværelse havde fungeret som et skjold for de jødiske bosættelser i Palæstina. At det forholdt sig således, kan man måske også udlede af den israelske udenrigsministre Abba Ebans anmodning under hans besøg i 1966 om, at Danmark, som Israels nærmeste ven i FNstyrken, ikke trak sig, mens FN-styrken var ved at blive reduceret for at spare penge. Skulle FNstyrken reduceres, ville Israel gerne, at de proisraelske lande forblev i styrken.

Usikkerheden forekom dog også i andre situationer. Især når det kom til det store antal af børn, der ikke havde mange steder at være. Så vidt jeg kan vurdere på en gennemlæsning, og ikke nøjere statistisk bearbejdning, af uheldsrapporterne dræbte FN-styrken ved trafikulykker også ca. et palæstinensisk barn i måneden. Hertil skal tilføjes et ukendt antal voksne.

Soldaterne lavede ganske vist af medmenneskelige hensyn indsamlinger til flygtningelejrene og arrangementer for flygtningebørn af og til, mens lægerne på FN-hospitalet behandlede især lokale ældre og børn ”off the books”, ligesom FN-styrken af taktiske årsager for at undgå minering af veje stillede vand ud til beduinerne i det canadiske ansvarsområde. Men det overordnede billede faldt som vist ovenfor oftest ud til Israels fordel.

En lille del af FN’s flåde af køretøjer. Især lastbilerne indgik i ulykker med dødeligt udfald.

Hvad fra palæstinensisk side kunne ses som en proces karakteriseret af relationer knyttet til både sikkerhed og usikkerhed, blev ofte fra israelsk side set som en proces karakteriseret af relationer knyttet til sikkerhed. I flere tilfælde fik danske FN-soldater, efter at have arresteret palæstinense15

At FN-styrken og dennes interne overvågningsog sikkerhedsapparat i flere henseender ikke blot mindede om både de jødiske bosætteres såvel som det britiske koloniapparat, der satte sig på Palæstina efter afslutningen på første verdenskrig og Osmannerrigets sammenbrud, men reelt var kloner af disse, da de udgik af samme vestlige sikkerhedsparadigmer. 14 FN’s brug af overvågningsteknologi i form af overvågningstårne og en intern sikkerheds-doktrin bundet op på pigtrådsbefæstede lejre i kompagni- og delingsstørrelse med vagter døgnet rundt var en direkte spejling af de jødiske bosættelser samt disses offensive arkitektur og vagttårne. Mere end ti af slagsen blev oprettet mindre end ti kilometer fra området, der blev til Gazastriben i 1948, ligesom de otte flygtningelejre alle var tidligere britiske militærlejre.

henblik på at kunne opretholde sin kampkraft. Det er her værd at nævne, at DDT derfor var en teknologi hverken briterne i Palæstina og FN-styrken i Gazastriben gav palæstinenserne adgang til. Ved således at bruge samme medicin- og overvågnings-teknologier, der havde været del af marginaliseringen af palæstinenserne fra jødisk og britisk side, må det stå klart, at FN-styrken som sikkerhedsapparat og skaber af sikkerhed såvel som usikkerhed således stak et lag dybere og rummede en endog markant grad af path dependency. Dette perspektiv holder dog kun lokalt ”på jorden”. I et større perspektiv var FN’s styrke ikke med samme strategiske tyngde som de britiske imperiale styrker, især ikke i 1940’erne, hvor op mod 100.000 soldater var i Palæstina for at holde styr på både jøder og palæstinensere. I 1960 var 500 ægyptiske kampvogne på vej mod Israels grænse. Var Ægypten gået ind i Israel, kunne de 6.000 let-bevæbnede FN-soldater ikke gøre noget. På samme måde kunne FN-styrken ikke forhindre de flere tusind israelske overflyvninger af Gazastriben med jagerfly og israelske flådefartøjers krydsninger af våbenstilstands-linjen som den forsatte ud i Middelhavet. Derudover betød den hastigt voksende amerikanske og sovjetiske maritime tilstedeværelse i kampen over kontrollen over Middelhavet via flådebaser og militære alliancer, at FN-styrken ikke var militært afgørende i et regionalt perspektiv.

Stor forskel i funktion og design? FN’s overvågningstårn til venstre og et jødisk bosætterovervågningstårn til højre

Langs den ægyptisk-israelske grænse ned igennem Sinai-ørkenen tyede FN-styrken igen til en imperial overvågningsteknologi, der i efterkrigstiden var blevet udviklet til overvågning og opretholdelse af den imperiale orden i bl.a. Palæstina. Så FN’s militære teknologier og geografier var næsten ”same old”. FN-styrkens massive brug af anti-malariakemikaliet DDT var også en direkte spejling af medicinaliseringen af Palæstina. De jødiske bosættere have brugt DDT for at kunne tilegne sig nye landområder, mens briternes imperiale militærstyrkes brug af kemikaliet havde været dikteret af militærhygiejniske hensyn med

Internationale perspektiver Ser man på baggrunden for etableringen af den militære styrke og rydningen af Suezkanalen 15 , hvilke stater der bidrog til FN-styrken og hvilke stater der betalte til kanalrydningen og FNstyrken, bliver det dog relevant at tænke i kontinuiteter fra det imperiale internationale system over 15

Ægypten havde i juni 1956 nationaliseret Suezkanalen og i efteråret blokeret kanalen med flere skibsvrag og betonelementer, da det så ud til at England og Frankrig ville til at angribe. I slutningen af oktober 1956 angreb Israel, Frankrig og Storbritannien Ægypten med mere end 100.000 soldater og 200 flådefartøjer og fly.

Hughes 2013, Knight 2011, Kroizer 2004, Segal og Weizmann 2003, Sufian 2007 og Thomas 2008

det inter-imperiale til vor tids imperiale multilateralisme. Efter USA og Sovjetunionen i slutningen af oktober og starten af november 1956 havde gjort det klart, at de britiske, franske og israelske invasionsstyrker skulle trækkes ud øjeblikkeligt, gik flere forhandlingsprocesser i gang. Mens FN’s generalsekretær afstemte de fleste af de forskellige troppetilbud med Ægypten, førte han parallelforhandlinger med den amerikanske præsident. Troppetilbuddene fra de sovjetiske allierede Tjekkoslovakiet og Rumænien blev tilsyneladende af denne årsag aldrig forelagt Ægypten, mens generalsekretæren omvendt pressede Ægypten til at acceptere deltagelsen af NATO-landene Danmark, Norge og Canada. Brasilien og Columbia blev de (latin)amerikanske medlemmer, mens Indien og Indonesien blev indrømmelserne til Ægypten som venner fra bevægelsen af tredjeverdenslande.

Kontrakten der blev indgået med henblik på at få kanalen klar til igen at flyde med olie og varer.

I forlængelse deraf var FN-styrkens logistiske netværk heller ikke uvæsentligt. Ved iværksættelsen af den militære operation overtog FN meget sigende både udstyr, forsyninger og køretøjer fra briterne, ligesom USA efter at have bevæbnet det colombianske troppekontingent fløj dette til Italien, selvom den amerikanske præsident allerhelst havde set dem blive leveret direkte til FNsamlingspunktet i Ægypten for at spare tid. Endnu mere sigende er det, hvorledes amerikanske og italienske baser såvel som canadiske og amerikanske luftvåben samt et kommercielt belgisk selskab kom til at udgøre rygraden i FN-styrkens logistiske netværk igennem hele styrkens indsættelsesperiode.

FN’s styregruppe for både den militære operation og rydningen af kanalen kom også til at bestå mestendels af de troppeydende NATO-stater med handelsinteresser eller olieinteresser knyttet til kanalen, Commonwealth-stater med samme (hvoraf Sri Lanka og Pakistan dog ikke indgik i FN-styrken) og de to latinamerikanske stater. Fra vestlig og styregruppens side ønskede man kanalen genåbnet hurtigst muligt. Det hang sammen med, at mere end to tredjedele af transporten igennem kanalen i 1956 var olie, primært amerikansk olie fra Saudi-Arabien, til Vesteuropa, og det meste af den resterende transport var handel mellem Commonwealth-stater og til de nordiske lande, især Norge. Olieleverancen til Vesteuropa blev da også taget op på styregruppens møder, da rationeringen begyndte at gøre ondt, ligesom USA begyndte at arbejde på hastige olieleverancer til sine vest-europæiske allierede for at undgå et økonomisk tilbageslag, der potentielt kunne give de vestlige kommunistpartier fremgang. FN’s lån til at finansiere oprydningen blev ikke overraskende ydet af primært vestlige lande, der ydede ikke mindre end 99,93%. Firmaerne, der blev hyret til at rydde kanalen, var også fra Holland og Danmark, to NATO-lande.

I det årti, FN-styrken var indsat, afviste Sovjetunionen og østblokken ikke helt uforståeligt derfor at betale til operationen, mens USA omvendt var den primære bidragyder. Det hang nok fra amerikansk side nok også sammen med, at USA og Ægypten fra 1959 var begyndt at forbedre relationerne og fra 1962 fik en gensidig forståelse om at holde Palæstina-spørgsmålet ”in the refrigerator”. At opretholde styrken, der fungerede som et ekstra lag israelsk grænsebevogtning, virkede på denne baggrund nok meget hensigtsmæssigt. Fra ægyptisk side var FN-styrken velkommen især fra 1958 til 1961, hvor Ægypten indgik i en politisk union med Syrien og derfor var nervøse for israelske overreaktioner på at have samme stat på flere grænsefronter. Igen fra 1962 var FN-styrken kærkommen for Ægypten, idet man havde involveret 17

sig i en proxykrig med Storbritannien, Frankrig, Saudi-Arabien og Israel i Yemen.

Dette fordrer, at der skal reflekteres yderligere over de andre FN-operationer i den Kolde Krig og ikke mindst, hvad det betyder for FN som international organisation og de mange stater, der over en længere årerække har prydet sig med fredsbevarende udenrigspolitiske fjer. Også i Danmark, hvor vi har haft en lang tradition for at sende soldater ud til militære operationer i FN-regi såvel som del af militære alliancer.

Summa summarum Flere forhold taler i mine øjne for, at mit udgangspunkt om, at den vestlige imperialisme blot ændrede karakter: 1) Den hastige igangsættelse af kanalrydningen og etableringen af militærstyrken.

Er det ikke på tide, vi begynder at tage imperialhistorikeren Kathleen Wilsons pointe om, at de vestlige imperialismer er mere end blot spøgelser, der hjemsøger vor tids geopolitik 17 alvorligt? Hvad tænker I?

2) Den vestlige finansiering af kanalrydningen og den militære styrke. 3) FN-styrkens og styregruppens ”overvægt” af NATO- og Commonwealth-stater. 4) Det logistiske netværksrod i NATO-stater. 5) FN-styrkens rolle ”på jorden” i forhold til Israel og palæstinenserne i Gazastriben som mere end blot et ekko af briternes rolle i forhold til Palæstina og de jødiske bosættelser.

Arkivmateriale

6) USA's brug af styrken til at opretholde et strategisk forhold til Ægypten ved at sørge for at holde palæstinenserne i Gazastriben i ro.

UNEF Legal Advisor

På denne måde giver operationen mindelser til eksempelvis den inter-imperiale intervention i Shanghai i 190016, den europæiske inter-imperiale intervention på Balkan i 1913-14, der førte til oprettelsen af Albanien, Folkeforbundets operationer i udkanten af det tyske kejserrige samt Korea-krigen, hvor primært amerikanske allierede under FN-flag kæmpede imod kommunistiske styrker.

UNEF Assistant Administrative Officer

UNEF Force Commander UNEF Chief of Staff

UNEF Chief Administrative Officer

UNEF Military Police UNEF Leave Unit Cairo UNEF Leave Unit Beirut UN Field Operations Service Egyptian-Israeli Military Armistice Commission

Fremfor at blive set som en af-historiseret ”fredsbevarende” operation i en FN-boble, bør FNoperationerne i kanalen og langs våbenstilstandslinjen mellem Gazastriben, Ægypten og Israel derfor ses som del af overgangen fra det imperiale og inter-imperiale internationalt system til vor tids imperiale multi-lateralisme.

Foreign Relations of the United (history.state.gov/historicaldocuments)

Med deltagelse fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig-Ungarn, USA Japan og Rusland

Wilson 2006, s. 212

States

Sufian, S. 2007. Healing the Land and the Nation. Malaria and the Zionist Project in Palestine, 1920-1947. The University of Chicago Press

Litteratur Angie, A. 2007. Imperialism, Sovereignty and the Making of International Law. Cambridge University Press

Thomas, M. 2008. Empires of Intelligence. Security Services and Colonial Disorder after 1914. University of California Press

Connelly, M. 2008. Fatal Misconception: The Struggle to Control World Population. The Belknapp Press of Harvard University Press

Whitworth, S. 2004. Men, Militarism, and UN Peacekeeping: A Gendered Analysis. Lynne Rienner

Cunliffe, Philip. Legions of Peace – UN Peacekeepers from the Global South. Hurst and Company 2013

Wilson, K. 2006. ´Old Imperialisms and New Imperial Histories: Rethinking the History of the Present´, Radical History Review 95: 211-234

Darby, P. 2009. “´Rolling Back the Frontiers of Empire: Practising the Postcolonial”, International Peacekeeping, Vol. 16, no. 5, 2009, pp. 699-716 Higate, P. og Henry, M. 2009. Insecure spaces. Peacekeeping, power and performance in Haiti, Kosovo and Liberia. Zed Books

Tre måneders jagt i FN’s arkiv i New York

Hodge, J. M. 2007. Triumph of the Expert: Agrarian Doctrines of Development and the Legacies of British Colonialism. Ohio University Press

I dette indlæg reflekterer jeg over min proces med at lokalisere og begrænse mit arkivmateriale i FNarkivet i New York og på baggrund af overvejelser blandt forskere med fokus på koloni- og imperialhistorie, hvorledes arkiver ikke blot er dokumentbeholdninger, men institutionelle magtteknologier overalt i samfundet og på tværs af landegrænser, der sikrer statslige, mellem-statslige og private organisationer midlerne til deres reproduktion.

Hughes, M. 2013. “A British Foreign Legion? The British Police in Mandate Palestine”, Middle Eastern Studies, vol. 49, no. 5, pp. 696-711 Knight, J. 2011. “Securing Zion? Policing in British Palestine, 1917-1939”, European Review of History, vol. 18, no. 4, pp. 523-543 Krozier, G. 2004. “From Dowbiggin to Tegart: Revolutionary Change in the Colonial Police in Palestine during the 1930s”, The Journal of Imperial and Commonwealth History, vol. 32, no. 2, pp. 115-133

Af Ph.d.-stipendiat Martin Ottovay Jørgensen

Det indledningsvist ideelle materiale Razack, S. 2004. Dark Threats and White Knights: The Somalia Affair, Peacekeeping, and the New Imperialism. University of Toronto Press

Jeg søger i mit projekt at undersøge FN’s militære styrkes virke i Ægypten og Gazastriben fra 1957 til 1967 via et kontinuitetsprisme i forhold til de jødiske bosættere, den britiske imperiale tilstedeværelse og siden oprettelsen af Israel. Det medfører, at jeg med inspiration fra antropologen Ann Laura Stoler fremfor at se hverdagens ”små historier” som ligegyldige, ser dem som kritiske rum,

Sayigh, Yezid. 1999. Armed Struggle and the Search for State: The Palestinian National Movement, 1949-1993. Oxford University Press Segal, R. og E. Weizmann. 2003 A Civilian Occupation: The Politics of Israeli Architecture. Babel og Verso

Da jeg første gang kom til FN’s arkiv i New York, fandt jeg derudover også ret hurtigt ud af, at FN’s materiale knyttet til operationen var enormt.

der kan fortælle andre end de store etablerede historier og måske også udfordre disse. 18 Grundet FN-styrkens sammensætning kunne jeg finde materiale i op mod 11 lande og endnu flere arkiver. Indledningsvist var jeg da også interesseret i at gøre dette. Men efter at have erkendt nogle forhold omkring arkivmaterialet kom jeg frem til, at det var en mission impossible, og at jeg blot ville ende med yderligere at fremskynde mit i forvejen omsiggribende hårtab yderligere. For det første skulle jeg foruden at rejse til New York (hvor FN’s arkiv befinder sig) rejse rundt til 10 lande, der sendte i alt 90.000 soldater til FNoperationen. Derudover kunne arkiverne fra FN’s flygtningeorganisation i Gazastriben og den tidligere ægyptiske generalguvernørs i Gazastriben, samt det israelske militærs grænseenheders og generalstabs arkiver også være potentielle guldgruber.

No shit: FN’s arkiv gemmer sig på en hemmelig adresse på Manhattan. Kun efter en aftale med specifikke datoer er indgået, får man adressen. Ren 007!

Umiddelbart vurderer jeg, at de bevarede arkivalier fra operationen udgør mere end 350 kasser, hvoraf jeg har gennemgået de ca. 150, jeg fandt mest relevante. I know, man skal virkelig ville det. Men læser I mit andet indlæg, skulle det gerne fremgå, at projektet ikke helt er uden social relevans. På den baggrund har jeg ca. 12.000 fotos af FN-dokumenter knyttet til operationen, mens jeg ved et konservativt skøn har bladret igennem mere end 75.000 dokumenter for at vurdere hvilket materiale, der var relevant. Så jeg har i og for sig ganske ”rigeligt” at arbejde med.

Her skulle jeg for det andet gennemgå disse massive arkiver knyttet til operationen og hverdagen i Gazastriben for at kunne finde ud af omfanget af og perspektiverne i materialet. Ud over, at det ville tage evigheder og suge mine forskningsmidler skulle jeg for det tredje lære finsk, arabisk, hebræisk, spansk, portugisisk, serbokroatisk, hindu og indonesisk for over-hovedet at kunne finde ud af hvilket materiale, der var tale om og dernæst for at få noget ud af dette.

Men behøver jeg så voldsomt meget materiale, og behøvede jeg at gennemgå så meget materiale for at få fingre i det? Ganske som koloni-historikere og arkivteoretikere i flere år har skrevet om, 19 måtte jeg sande, at hverdagen og lokalbefolkningen, og især kvinder og børn, var pakket godt væk. De bedst bevarede og oftest mest omfattede arkiver, hvad enten vi taler om nationale, koloniale eller internationale arkiver, knytter sig oftest til beslutningsprocesser eller de organisatoriske øverste lag. For derfor at finde de forskellige undergrupper af lokalbefolkningen såvel som at spore deres og FN-soldaternes interaktionsformer fra 1956 til 1967, blev jeg derfor nødt til at følge

Ret hurtigt kom jeg derfor frem til det nødvendige i at acceptere, at jeg måtte ”nøjes” med FN’s arkiv i New York. De fleste historikere lider til en vis grad af storhedsvanvid. Eller har gjort det. Vi vil eller ville gerne hele historien om det, vi arbejder med. Det er jeg nok mestendels kureret for nu.

Det materiale jeg fik fat i og processen

Stoler, A. L. 2010, s. 7

Burton 2011, s. 96-101 og Schwartz og Cook 2002a

et massivt papirspor i de mange arkivfonde under FN-styrken som helhed. I min jagt på de forskellige sociale geografier ”på jorden” bladrede jeg igennem arkivfonden for styrkens Force Commander og hans Chief of Staff med henblik på vurderinger om lokale forhold hjem til hovedkvarteret i New York. I 1959 var FN-styrkens øverstkommanderende f.eks. bange for, at samlingen af palæstinensiske grænsebataljonsfolk i nærheden af Rafah kunne føre til kampe med disse enheder og snart derefter de i stigende grad militante palæstinensere. Han anmodede derfor New York om at afklare den palæstinensiske enheds tilbagetrækning til Ægypten med den ægyptiske præsident.

En af de mange folder med dokumenter om kompensation til lokale efter dødsfald og skader

Arkiverne for styrkens Chief Administrative Officer og Assistant Administrative Officer, der bl.a. kontrollerede Personelsektionen, der igen var ansvarlige for løn og ansættelsesforhold for lokale og efterlevelsen af ægyptisk arbejdslov i Gazastriben, var også stærkt anvendelige. De viste nemlig, og hævet over enhver tvivl, at FN-styrkens ansættelsespolitik helt og aldeles spejlede den britiske imperiale sikkerhedsstyrkes og jødiske arbejdsgiveres, hvor forskellige etniske grupper fik bestemte jobs. Måske ikke overraskende endte ufaglærte mandlige palæstinensiske flygtninge som ubeskyttet daglejerarbejdskraft som arbejdsmænd, vogtere af officersvillaer eller køkkenpersonale, der kunne sendes bort, når de ikke længere var ønsket.

Min eftersøgning bragte mig også igennem nogle af arkivserierne for UN Field Operations Service, der tilrettelagde til- og afgangen af soldater, udstyr og køretøjer til og fra styrken, hvilket betød, at jeg kunne se i hvor stort omfang, FN-styrken var et projekt med rod i de vestlige imperialismer og postimperiale og postkoloniale økonomiske og politiske netværk. Jeg trawlede også igennem mange arkivserier fra FN-styrkens Legal Advisor, der bl.a. forholdt sig til erstatningssager fra flere tusind trafikuheld. Dem var der ikke så få af og mange af dem involverede desværre børn og store lastbiler.

Den tykke folder er en ud af fem med rapporter og lister over FN-trafikuheld i Gazastriben i perioden 1957-1967

En palæstinensisk køkkenansat i hvad de danske FNsoldater i god, dansk, racistisk tradition døbte ’Yallahkantiner’

Hele kasser såvel som foldere i ellers åbne eller afklassificerede kasser i bestemte serier fra selve FN-styrken indeholdende efterretningsmateriale og situationsrapporter, der kunne kaste yderligere lys over relationerne ”på jorden”, er stadigt hemmeligstemplede. De blev vurderet til at være føl21

somme oplysninger, mens styrken var indsat, hvorfor denne følsomhed fulgte med arkivaliernes relocation til New York som led i arkiveringsprocessen. Som hemmeligstemplede (top secret) har disse arkivalier og arkivkasser derfor været blandt det sidste materiale for FN’s arkivarer at få til vurdering om afklassificering.

brug af prostitution var hyppige gengangere blandt problemerne.

Dog fandt jeg en vej rundt om dette. Fornemmer I min opsætsighed i at kunne omgå hemmeligstemplingen her? Jeg jublede tavst indvendigt, da jeg opdagede denne bagdør. Materialet fra den ægyptisk-israelske militære våbenstilstandskommission (EIMAC), en organisation bemandet, betalt og kontrolleret af FN fra 1948, kunne berette mere eller mindre det samme som materialet fra FN-styrken, idet organisationens observatører med styrkens oprettelse var blevet knyttet til selvsamme med henblik på at indsamle oplysninger og foretage afhøringer ved incidents osv. frem til i hvert fald 1962, hvor dokumenterne fra EIMAC ophører. Til min store glæde erfarede jeg også, at der i mange af disse rapporter var afskrivninger af EIMAC-officerernes interviews med de lokale. Selvom jeg selvfølgelig ikke kan vide, hvorvidt eller ej disse interviews er korrekt transskriberet, var og er det fantastisk i nogle tilfælde at kunne lade de ofte usynlige palæstinensere tale for sig selv.

Som måske kan ses på dette billede, var man fra FNledelsens side meget opmærksom på de problemer, kønssygdomme kunne medføre for styrkens operative kapacitet.

Hvad jeg har fået ud af materialet, kan nok fornemmes mellem linjerne, men kan ellers læses mere fyldestgørende et andet sted her i bladet (s. 12-19). Her er det nok blot at notere, at FNstyrkens forhold til Israel igennem dens operative opgaver på våbenstilstandslinjen og måde at håndtere disse på overordnet set spejlede den britiske imperiale sikkerhedsstyrkes rolle som et skjold, der lod de jødiske bosættelser og organisationer blomstre, indtil de kunne oprette Israel i 1948. Arkivet har som magtteknologi været kendt af politiske, militære og bureaukratiske eliter i flere tusind år. Men først med de seneste årtiers forskning i og teoretisering over arkiverne især af koloniarkiverne af post-positivistiske arkivarer, antropologer og koloni- og imperialhistorikere, har moderne universitære akademikere erkendt, at arkiver ikke blot er opbevaringssteder for gamle dokumenter, der ”har været”, men både er magtteknologier og aktive rum, hvor social magt forhandles, modarbejdes og bekræftes. 20 Det betyder for det første, at arkiverne, især kolonial- og imperial-arkiverne såvel som de internationale organisationers arkiver, på en og samme tid skal ses som transnationale, selvopretholdelses-orienterede informationssystemer dækkende det meste af jorden21 og som ”(...) museological sites, whispering galleries, land mines, and crime scenes (…)”,22 og

En af de mange bagdørsfoldere FN’s EIMAC-arkiv kan byde på

Sidst, men ikke mindst, kaster strafferapporter fra FN’s militærpolitienhed samt planlægningsrapporter og vurderinger fra leave-centrene i Cairo og Beirut lys på soldaternes knap så prisværdige aktiviteter, når de færdedes mellem lokale og på deres leave-ture til i Beirut og Cairo, hvor druk og

Schwartz og Cook 2002a, Schwartz og Cook 2002b og Stoler 2002

Hevia 2012 og Stoler 2010, s. 28

Burton 2011, s. 96

for det andet, at der er stilheder indbygget i arkiverne. 23

Havde jeg nu eksempelvis havde været en yngre palæstinensisk kvinde af muslimsk baggrund (der er også kristne palæstinensere), ville mit arbejde have været et markant brud med de sidste 100 års produktion af information om Palæstina og palæstinenserne.

Som imperialhistorikeren Antoinette Burton pointerer, er det vigtigt at erkende vores egne erfaringer som led i forskningsprocessen, idet sociale kategorier som race/etnicitet, køn, klasse, alder osv. ikke kun var relevante for dokumenternes skabelsesprocesser i kolonierne, men også når vi i dag besøger arkiverne. 24 Brugen af arkiver er rumlige og kropslige processer, der også skal forstås i deres globale magtrelationer.

Som påpeget af arkivar og bibliotekar Jeanette Allis Bastian, 27 er det ikke muligt at gengive alle fortrængte (i dette tilfælde palæstinensiske og beduinske) stemmer og deres erfaringer via arkiverne. Selvom UNEF-arkivets stilheder derfor ikke endeligt kan brydes, skulle mit andet indlæg (s. 12-19) dog gerne vise, at arkiverne stadig kan bruges til at erkende og i nogen grad få de fortrængte stemmers erfaringer til at hviske. Også selvom jeg er hvid, mand og tidligere soldat.

Nu kan jeg ikke huske om f.eks. Dag Hammarskjöld og Ban Ki-moon pryder væggene og overvågede mig i FN’s arkiv i New York på samme måde, som de gamle hvide mænd af stor vigtighed for de britiske koloniale besiddelser i Indien gør det i de britiske arkvier, der har materiale fra de britiske koloniarkiver. Men der er ingen tvivl for mig om det nødvendige i at reflektere over disse ting, især ikke når FN indgår som en væsentlig del af hvad flere forskere kalder for vor tids imperiale multilateralisme, og dette er noget jeg er stærkt kritisk overfor.25

På den konto fravalgte jeg bevidst at socialisere med de oftest europæiske eller vestlige og dermed hvide arkivarer til fordel for at sludre med arkivbetjentene. Tanken var at undgå de elitære tankemønstre, der trak mig væk fra de små, men vigtige historier. Betjentene, der udover at være nederst i det arkivalske hierarki, kom også fra tidligere kolonier som Senegal, Sri Lanka og Jamaica eller af kinesisk immigrantbaggrund og indgik derfor nederst i det relativt tydelige hudfarvehierarki i arkivet, sørgede i den grad for at jeg ikke havnede i elitære tankemønstre. I en række spændende og stærkt politiske diskussioner fik vi således vendt alt mellem himmel og jord fra deres forskellige landes kolonihistorier, historier fra deres postkoloniale samfund, deres migrationserfaringer og langdistancefamilieliv, amerikansk udenrigs- og visumpolitik til mordet på Dag Hammarskjöld i 1961.

Størstedelen af den materielle kulturarv i form af arkivalier, der knytter sig til Palæstina – og endnu ikke er ødelagt eller overtaget af Israel (som store dele af de britiske arkiver fra Palæstina) – blev skabt af britiske institutioner som politistyrkerne og militære enheder og siden også internationale organisationer, der fortsat genererer dokumenter, nu i digital form i deres forvaltning af palæstinensiske liv. 26 Trods min hensigt om at skrive kritisk og social relevant historie er det således ikke helt uvæsentligt, at jeg, som hvid mandlig europæer og tidligere soldat, rodede igennem flere arkivfonde produceret i en militær kontekst i Palæstina af militærstyrke, der efter alt at dømme, om end utilsigtet, videreførte den af briterne og de jødiske bosætteres marginalisering af palæstinenserne. 23

Trouillot 1995, s. 51-52

Burton 2011, s. 104

Se. f.eks. Cunliffe 2013

Butler 2009, s. 59

Så spændende det var, og potentielt vigtigt det fortsat er, at bruge FN’s arkiv (og snakke med de nederste i arkivhierarkiet) og trawle igennem dette enorme materiale, blev jeg dog også næsten (eller er jeg blevet) idiot af at sidde og indtage Gazastribens 11 års intensive hverdags-historie igennem mere end 75.000 dokumenter via et kamera og mere end 40 tæt maskinskrevne siders temaafkodning, mens hjernen konstant arbejdede på højtryk 27

Bastian 2006, s. 284

Butler, B. 2009. “’Othering the Archive – From Exile to Inclusion and Heritage Dignity. The Case of Palestinian Archival Memory”, Archival Science, vol. 9, no. 1-2, s. 57-69

for at skabe paralleller til britisk og jødisk kolonihistorie. For mange er New York det fede, byernes by (Paris? Fo’get abowt it…) osv. For mig blev New York i stedet en arbejdsplads i form af et plus 35 graders fugtigt sommermareridt. Hver dag igennem tre ophold af ca. tre måneder kunne jeg hver dag efter 7,5 time på arkivet med airconditionen på de ret kolde 16 grader sidde 3-4 timer i sindssygt varme tog eller busser hjem. Mit hjem var et lille værelse med kun en oldschool solseng med skodfjedre og en havestol i en delelejlighed på 24. Etage i Co-op city in ’da Bronx’ (som den eneste borough jeg havde råd til at bo i over en længere periode). Med to voldsomt snakkesalige søstre fra den Dominikanske Republik som mine værter og den uro først fra to overkælne katte og dernæst to ny-fødte var det lidt presset mange aftener igennem tre måneder at sidde på gulvet for at skrive et paper til en konference, rette eksamensopgaver og håndtere mine tusindvis af fotos. De to søstre og deres to små børn jeg boede sammen med hjalp for øvrigt også til med at undgå at lade arkivmaterialet styre mine tanker, idet hverdagens logik styrede lejligheden, ligesom de kunne fortælle et og andet om forholdet mellem USA og den Dominikanske Republik, herunder flere invasioner og en ”fredsbevarende” operation under ledelse af det brasilianske militærregime i 1966.

Cunliffe, Philip. Legions of Peace – UN Peacekeepers from the Global South. Hurst and Company 2013 Schwartz, J. M. og T. Cook. 2002a. “Archives, Records and Power. The Making of Modern Memory”, Archival Science, vol. 2, no. 1-2, s. 119 Schwartz, J. M. og T. Cook. 2002b. “Archives, Records and Power. From (Postmodern) Theory to (Archival) Performance”, Archival Science, vol. 2, no. 3-4, s. 171-185 Stoler, A. L. 2002. ”Colonial Archives and the Arts of Governance”, Archival Science, vol. 2, no. 1-2, s. 87-109 Stoler, A. L. 2010. Along the Archival Grain. Epistemic Anxities and Colonial Common Sense. Princeton University Press Trouillot, M-R. 1995. Silencing the Past. Power and the Production of History. Beacon Press

Så de mange og lange dage på arkivet, i det lille værelse og transportmidler har, som I kan læse i mit andet indlæg, været det hele værd! God tur i arkiverne!

Litteratur Bastian, J. A. 2006. “Reading Colonial Records Through an Archival Lens. The Provenance of Place, Space and Creation”, Archival Science, vol. 3-4, no. 6, s. 267-284 Burton, A. 2011. Empire in Question. Reading, Writing and Teaching British Imperialism. Duke University Press

civilisationer i den givne verden. Dette format har som sådan ikke ændret sig siden det første spil, men der er løbende blevet tilføjet nye aspekter og dimensioner til spillet i takt med tiden og computeres ydeevner.

Sid Meier’s Civilization V – et essay Af: Søren Chr. Winther

Spillet er et turbaseret strategispil, hvor man påtager sig rollen som en kendt verdensleder (George Washington, Napoleon Bonaparte, Ghandi, Montezuma o.a.), der leder den givne civilisation (USA, Frankrig, Indien, Aztekerne o.a.). Hver af disse ledere og civilisationer har hver deres unikke fordel, enhed og bygning, der giver dem en fordel inden for forskellige dimensioner af spillet såsom videnskab, kultur, krigsførelse eller politiske relationer. Det er også inden for disse aspekter, man skal finde sin sejr, enten ved at vinde Rumkapløbet (Scientific), akkumulering af kultur (Cultural), at erobre modstandernes hovedstæder (Domination) eller få flest stemmer som verdensleder i FN (Diplomatic). Derudover er der en tidsmæssig sejr, der slutter i år 2050 (kan ændres), hvor den spiller, der har opnået flest point, har vundet. Det fine er her, at selvom man har vundet (eller tabt – det sker selvfølgelig aldrig), kan man fortsætte spillet ud i det uendelige, hvilket i hvert fald én enkelt person har benyttet sig af. Han præsterede således at spille den samme Civ II-session i 10 år, hvilket har givet nogle hidtil usete og mildt sagt skræmmende resultater. 28 Det skal nævnes, at Civ V som det første spil i serien er gået væk fra rektangulære felter og over til heksagoner og fjernet muligheden for at stakke enheder, hvilket før har været et problem. 50 kosakker på ét felt kan kun løses med nukleare midler. Der er pt. kommet to udvidelser, henholdsvis Gods and Kings og Brave New World, der begge bidrager med nye aspekter af spillet, dog uden at være essentielle. Personligt synes jeg dog, efter at have spillet både med og uden udvidelser, at de er nærmest nødvendige, da de er med til at nuancere spillet, ligesom der er et hav af nye civilisationer at lege med.

Bismarck har erklæret krig igen og har lavet en alliance med Ghandi! Som om dét ikke er slemt nok, ligger deres allierede bystater, Genova og Jerusalem, lige op til mine grænser. Ingen problemer, Augustus Cæsar og jeg, Harald Blåtand, er på god fod og laver en rask modalliance, men hvad hulen er nu det? Ghandi har lige smidt en atombombe på min hovedstad!!! Ind og fordømme ham og bygge beskyttelsesrum i resten af mine byer, hvilket nu tæller Genova og Jerusalem, som nyligt er blevet erobret. Venner er vi ikke i det her scenarie. Kunne have noget at gøre med, at jeg for mange ture siden var lidt af en bisse og erklærede krig til højre og venstre (min special unit er en bersærker, hvad regner man med), hvilket da også har resulteret i flere mærkelige navne på mine byer. Et par stykker tilhørte Askia fra Songhaiimperiet, hvilket har givet nogle diplomatiske problemer, men de fleste tilhørte USA, som nu er blevet udslettet fra spillet og dermed er en del af den fiktive tidslinje, jeg har oprettet i spillet Sid Meier’s Civilization V. Jeg blev spurgt, om ikke jeg ville skrive en anmeldelse af spillet Sid Meier’s Civilization V (Civ V), men eftersom jeg har været med siden to’eren (Civilization II) og altid haft en stor kærlighed til spillet, ville det alt andet lige blive en noget ensidet og næsten udelukkende positiv anmeldelse. I stedet vil jeg på de kommende spalter forsøge at give indblik i min oplevelse af et spil, der har været med til at forme min interesse for historie mere, end nogen underviser i folkesolen eller gymnasiet har formået. Fokus vil være på det nyeste spil i serien, men en enkelt kommentar eller to vil sikkert også finde falde om de andre. Civilization V er som titlen antyder det femte spil i den efterhånden velkendte computerspilsserie, Sid Meier’s Civilization. Det handler om at føre sin civilisation frem til sejr (mere om dette senere) og ellers navigere rundt med og imellem de andre

edition.cnn.com/2012/06/18/tech/gaminggadgets/civilization-ii-ten-years/

Det er spil, der kan tage ufattelig mange timer af ens tid, og det er da også noget, jeg primært giver mig hen til i ferier, eller når jeg har en dag, der ellers skulle være brugt på rengøring eller andre små-ligegyldige gøremål. Det fine ved det turbaserede system er, at man kan forlade spillet og som sådan ikke behøver stresse lige så meget, som hvis det have været real-time. Dermed ikke sagt, at det ikke kan give en kende sved på panden, når man kan se naboens artilleri og musketmen stille sig op langs grænselinjen. Hvornår angriber møgdyret, og kan jeg nå at lave en defensive pact med en af de andre? Skulle det lyde som om, jeg personificerer mine computermodstandere, er det ganske korrekt antaget. Efter blot et par spil, især mod de samme modstandere, kan det mærkes, at der er blevet lagt megen tid og energi i at give de forskellige karakterer en art personlighed, der giver dem lyst til f.eks. at holde fred, bruge atomvåben, være krigsmagere (warmongering) o.a.. Jeg har således oplevet, at er Isabella af Spanien med, kan jeg være sikker på, at hun er umulig at stille tilfreds og klar til at gå i krig, medmindre vores relationer kører langt tilbage, og vi ca. deler de samme interesser.

del af de nordengelske byer gik til Svend Tveskæg. Dette er da også grunden til at skulle give sig i kast med spillet. Underholdning! Det er en fantastisk måde at tage sit favoritfag og lege med og måske endda lære noget. Personlig har jeg med skiftende resultater tilbragt mange timer med at forsøge at opnå totalt verdensherredømme eller modsat forsøge at skabe evig verdensfred, og jeg vil da blive ved med at spille det de næste mange år. Når tiden kommer, regner jeg da også med at placere eventuelle småbørnsmedlemmer af familien foran spillet, så de som minimum kan lære navnene på nogle af de store civilisationer og deres ledere, der har været med til at præge Verden på godt og ondt.

Computerspil: Vestlig kulturimperialisme eller blot underholdning? Elektroniske underholdningsmidler, såsom computerspil, oplever for tiden en enorm fremgang. Derfor er det også vigtigt, at vi forholder os til, hvordan computerspil er med til at forme vores historiesyn. I denne artikel vil jeg se på, om computerspil kan være et udtryk for en ny form for kulturimperialisme, eller om det blot er underholdning. Denne artikel er baseret på min opgave til modulet Brug af Historien.

Hvorfor skulle et computerspil have interesse for nogen som helst på historie? Svaret er ganske enkelt, at der her er noget for den seriøse historiker såvel som for den romantiske historiker, der måske godt kunne tænke sig at lege med de historiske vingesus eller blot skulle have lyst til at være et gennemført møgdyr, der tramper sine naboer ned. Mange af de civilisationer, der indgår i spillet, havde jeg således ikke hørt om, og fint er det, at der i spillet er et bibliotek (det såkaldte Civilopedia), hvor man ikke blot kan læse om de forskellige civilisationer, men også om baggrunden for de forskellige enheder og bygninger i spillet. Spillet kan dermed fungere som inspiration til yderligere læsning, selvom der ikke ligefrem er brugt kildehenvisninger. Man kan også vælge at spille et scenarie baseret på historiske begivenheder. Jeg har f.eks. formået at slå to vikingehære og én normannisk i 1066-scenariet, hvor jeg spillede som englænderne. Hamrende historisk uredeligt, men vanvittig underholdende, om end en

Af: Niels Jacob Olesen, 7. semester

Historien bag computerspil kort fortalt Den 14. februar 1946 blev den første programmerbare computer tændt i USA, ENIAC blev den kaldt. Det er nu ikke, fordi jeg vil gå i detaljer med den tidlige fase af computerspillets udvikling, da spillene i sig selv ikke er værd at skrive hjem om, men den historiske kontekst, som eksisterer omkring de tidligere computere/computerspil, er af nævneværdig interesse. ENIAC blev nemlig skabt af den britiske matema26

tiker Alan Turing og den amerikanske datalogiekspert Claude Shannon. Disse to dataloger var under krigen med til at bryde de hemmelige koder, som de tyske ubåde anvendte. Det er netop deres idéer og teorier, som blev fundamentet for moderne datalogi. De første computerspil var ikke lavet som underholdning, men derimod for at vise hvor gode de var til matematik. De spil, som først blev overført til computere, var almindelige brætspil, som vi alle kender, såsom kryds og bolle. Altså var der oprindeligt hverken et ideologisk eller underholdende aspekt ved computerspil, men derimod et ønske om at bruge maskinerne til at løse komplicerede problemer.

Historieopfattelse i computerspil og spillenes brug af historiske virkemidler Jeg har valgt kun at inddrage strategispil som eksempler. Det skal dog pointeres, at det er muligt at lave lignende analyser på andre spiltyper. Med visse forbehold er det vel sikkert at konstatere, at den almene historieopfattelse i USA og Europa er anderledes end den, du ville finde i Rusland, Kina eller Japan. Derved ikke sagt, at der ikke er forskelle på perspektiverne i USA og Europa, for det er der da helt sikkert, men den overordnede historieopfattelse er på mange måder ens – også ideologisk er der store ligheder mellem USA og Europa – og det er derfor ikke relevant at diskutere dette. Der er mange parametre på, hvorledes det er muligt at se, hvilket grundlag et computerspils historieopfattelse er bygget ud fra. Noget af det er for eksempel tid og rum.

Jeg springer lidt i tiden, da 1950’erne havde været et årti uden de helt store bedrifter. Derimod blev der i 1960’erne, af nogle datalogistuderende, sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt disse maskiner kun skulle bruges til seriøs forskning, eller om programmering i stedet kunne bruges kreativt og humoristisk. Dette resulterede i skabelsen af det første computerspil med henblik på underholdning. Spillets navn er Spacewars, og de unge studerendes forkærlighed for (dårlige) science fiction-romaner fra 1920’erne var en af de store inspirationskilder til spillet. Derudover er det også værd at bemærke, at det er i det første underholdningsprægede computerspil, at historien får lov at spille sin rolle. Et af rumskibene var inspireret af de studerendes skønlitteratur, mens det andet var baseret på det amerikanske militærs Redstone Rocket. Denne nedstammer direkte fra Nazitysklands V-2-raketter og var udviklet af de tyske videnskabsmænd, som USA ansatte imod Anden Verdenskrigs afslutning. Det er bemærkelsesværdigt, at ved det første computerspil, som blev konstrueret ud fra et underholdende perspektiv, er der indflydelse fra den daværende historiske virkelighed. Inspirationen har været i deres litteratur og i deres viden omkring de nyeste teknologiske fremskridt/tiltag.

Beth A. Dillon, som jeg har brugt i min opgave, har taget udgangspunkt i et bestemt strategispil ved navn Age of Empires: The WarChiefs. I spillet er der mulighed for at vælge mellem to forskellige civilisationer, og at der kun tages hensyn til den ene parts. Gæt selv hvilken. Spillet tager altså et vestligt udgangspunkt, men det er dog meget muligt, at spiludvikleren ikke har tænkt videre over det fra denne synsvinkel, men blot tænkt på det som en logisk løsning på, hvordan kortet og scenarierne skulle designes. Muligheden for, at det ubevidst er sådan, at rum bliver opfattet af spiludvikleren, er i hvert fald en, der er værd at overveje. Ifølge Dillon er der i mange indfødtes sprog ikke en skelnen mellem tid og rum, hvilket i stedet er to sammenkædede koncepter. Dertil er deres sprog ofte procesorienteret og lægger stor vægt på verber og på beskrivelsen af begivenheder eller handlinger, i modsætning til objekter. Den helt store forskel på tidskonceptet i den vestlige verden og de indfødtes, som i dette tilfælde er de indfødte amerikanere, nu hvor Dillon har valgt netop WarChiefs som eksempel, er, at den vestlige tidsopfattelse er lineær, og det er de indfødtes ikke. De indfødtes perspektiver er ikke repræsenteret i spillet, hvorimod de vestlige fremstår ret så

Der er sidenhen blevet udviklet en stor mængde forskellige genrer inden for computerspil, såsom strategispil og skydespil, hvis historie jeg ikke vil gå i detaljer med. 27

tydelige, dog er tidsperspektivet en smule manipuleret for spillets underholdende format. Jeg forestiller mig, at problemet med tid i spillet kan sammenlignes lidt med, at den vestlige tidsopfattelse er en tidslinje, hvorimod den indfødte er en historie baseret på følelser og handlinger. Den lineære tidsopfattelse er i høj grad en vestlig opfindelse, og selvom spillet tillader dig at indtage positionen som de indfødte, ændrer opfattelsen af rum og tid sig ikke.

Uden for tema

De forsvundne inskriptioner fra Sebaste og Krøsus' Skatte

Er der en forbindelse mellem spillernes forestillinger om historien og de større fællesskaber, som vi alle er en del af? Det ville være rimeligt at antage dette. Vi kan ikke benægte, at vores syn på historien er påvirket af, hvilket fællesskab man er del af, hvorvidt det er et ideologisk, geografisk fællesskab eller noget helt tredje. Vi vælger hver især, hvordan vi vil anskue historien, og fællesskaberne vi indgår i kan meget vel have indflydelse på dette. En ikke uddannet historiker ser uden tvivl anderledes på historien, end en uddannet historiker gør.

Af: Yusuf Cakin, 7. semester

Det er næsten uundgåeligt for de tyrkiske myndigheder at støde på arkæologiske spor fra antikken, når der fx. er vejarbejde. Især Uşak-provinsen i Vestanatolien (Temenothyrea i antikken) har både gennem arkæologiske fund og smugleri været i de internationale medier. Det er nok ikke forkert at kalde Uşak for skattejægernes mekka. Mange civilisationer har gennem tiderne bosat sig i det vestlige Anatolien, som for eksempel hittitterne, lydierne, frygerne og romerne. Begge mine forældre kommer oprindeligt fra en lille kommune, der bliver kaldt Tatar, og som ligger i Uşakprovinsen. I Tatar er det muligt at se genbrug af antikke sten på ældre bygninger, hvor det er anvendt som fundamentsten eller monteret i selve bygningen. Derudover er der i Tatar ikke større fund fra antikken, men det er der i de omkringliggende kommuner. Nabokommunerne Selçikler og Sivaslı ligger på den antikke by Sebaste, som lå i grænseområdet mellem Lydien og Frygien. I denne artikel vil jeg fortælle om mit første besøg af Sebaste i 2006 og mit andet besøg her i sommerferien, som også resulterede med et besøg på Uşaks arkæologimuseum.

Generelt kan det siges om vestlig kulturimperialisme i computerspil, at det uden tvivl eksisterer. Det er dog ikke sikkert om et eneste menneske, som er i branchen, eller dem, der spiller spillene, er bevidste om det. I hvert fald ikke i den vestlige del af verden. Det er meget muligt, at når du bevæger dig længere mod øst eller syd på verdenskortet, at de har en diskussion omkring netop dette. Efter computerspil bevægede sig væk fra at have et videnskabeligt formål, er de udelukkende blevet skabt til underholdning. Der er sågar dem, der mener, at branchens kunstneriske potentiale ikke bliver anerkendt. Denne såkaldte vestlige kulturimperialisme er nok mere et resultat af nogle generelle forskelle på, hvordan vi rundt omkring i verden opfatter historien, end det er et bevidst forsøg på at præge andre kulturer med vestlige værdier og normer. Dog skal man ikke underkende betydningen af, at der eksisterer vestlig kulturimperialisme i disse computerspil, men det er næppe med intentionen om at omvende resten af verden til den vestlige verdens ideologiske verdenssyn gennem computerspil.

I sommeren 2006 var jeg på familiebesøg i Tatar, og under mit ophold fandt jeg ud af, at der lå rui-

ner fra antikken i nabokommunen Selçikler.

var beskyttet noget bedre. Lidt efter optog jeg ruinerne og inskriptionerne med mit videokamera.

Jeg blev nysgerrig og tog derhen med mit videokamera for at observere og optage stedet. Når man kører ud fra Tatar, tager det omkring 5-10 minutter, til man når frem til Selçikler. Inden man kører ind til Selçikler, ser man en gravhøj på venstre side. Ifølge undersøgelser af gravhøjen og omgivelserne har man fundet spor fra omkring år 5000 f.v.t. Når man kører videre, ser man på højre side en stor gravplads, hvor der er rester af romerske, byzantinske og osmanniske gravsten. Længere fremme ser man selve ruinerne på højre side. Under romerne hed byen Sebaste og var en af de vigtigste byer i Frygien. Efter profetier fra Apollonoraklerne besluttede kejser Augustus (f.v.t. 27 - 14 e.v.t.) i år 20 f.v.t. at grundlægge Sebaste med det formål at romanisere Anatolien. Senere blev Sebaste til et bispedømme og havde sin store fremgang under det Byzantinske Rige. Disse ruiner tilhører to kirker fra den romersk-byzantinske periode. Den ene kirke var en basilika med apsis fra det 6. århundrede e.v.t. og den anden fra 10. århundrede e.v.t. Kirkerne blev udgravet i årene 1966-1978, og under udgravningerne blev der ligeledes fundet rester af et ældre romersk bad, som ligger under disse to kirker. I 1983 blev området erklæret som arkæologisk beskyttelsesområde af det tyrkiske Kultur- og Turismeministerium. Der var blevet bygget et lokalt museum i Selçikler, som skulle udstille områdets antikke og nyere historie. Vejen, der ligger ved ruinerne, blev endda omdøbt til Museumsgaden, men museet lukkede af uvisse årsager, og bygningen er sammen med ruinerne efterladt til sin egen skæbne. Dog udstilles mange af de værdifulde arkæologiske fund fra Sebaste i Uşak, Afyon og Istanbuls arkæologiske museer. Da jeg så ruinerne i 2006, var der kun store inskriptioner tilbage, hvor nogle af dem var ca. en til halvanden meter høje og en halv til en meter brede. Det var en rigtig spændende oplevelse at se og røre ved disse sten i et "friluftsmuseum". Da jeg kiggede mig lidt omkring, kunne jeg desværre se øldåser omkring ruinerne. Nogen havde åbenbart festet i Sebastes ruiner, måske til ære for Dionysos... Jeg undrede og ærgrede mig meget over, at disse inskriptioner ikke

I sommers var jeg, efter otte år, igen på familiebesøg i Tatar. På et tidspunkt tog jeg til bazaaren i storkommunen Sivaslı, hvor der for lidt over 10 år siden blev fundet en inskription ved et vejarbejde. Inskriptionen, som jeg tog billede af og delte på vores Facebook-gruppe "Historiestudiet på Aalborg Universitet", bliver i dag udstillet i en park i Sivaslı. Inde på gruppen blev der spurgt ind til, hvad der stod på inskriptionen, men det jeg vidste intet om. (Tilfældigvis så jeg for ikke så længe siden en dokumentar om Sebaste, hvor der var optagelser af fundet af denne sten. I dokumentaren siger den daværende borgmester for Sivaslı, at de havde sendt billeder af inskriptionen til Oxford i England for at få tydet, hvad der stod. Borgmesteren sagde, at der i stenen stod, at stenen var lavet efter en beslutning fra Sebastes råd og folk til ære for det fejlfrie, øverste kvindelige religiøse overhoved i Asien ved navn Marnia Telantatis [det er sådan, han udtaler navnet], og at stenen var lavet af hendes plejefamilie.)

Derefter besluttede jeg mig for at se Sebaste igen, da det nu lå så tæt på. Jeg fik dog noget af en overraskelse, da jeg tog til Sebaste. De store inskriptioner var der ikke længere. Jeg kom straks i tanke om, at de måske var blevet stjålet, men det ville nok opdages, da Sebastes ruiner ligger tæt op til Selçiklers centrum. Derudover var inskriptionerne nogle store sten- og marmorblokke, hvilket nok ville gøre dem endnu sværere at sjæle uden at blive opdaget. Jeg blev ret ked af det, og samtidig kom jeg i tanke om, at myndighederne måske havde flyttet disse inskriptioner til Uşak. Jeg måtte simpelthen finde ud af, hvad der var sket. Jeg besluttede mig for at tage ind til det arkæologiske museeum i Uşak. Et par dage efter tog jeg til Uşak 29

og besøgte museet for første gang. Jeg blev overrasket over, hvor lille museet var i forhold til de mange fund, der sker i Uşak og omegn. Da jeg gik ind på museet, fortalte jeg med det samme de museumsansatte, at der i Selçikler for otte år siden stod Sebaste-inskriptionerne, men at de nu var væk. Jeg fortalte museumsarbejderne, at jeg dengang havde optaget inskriptionerne på video, og at det måske kunne hjælpe med at identificere dem, hvis de var blevet stjålet. De svarede, at de havde bragt inskriptionerne til Uşak, og at de lå i museets gård. Jeg åndede lettet op og spurgte, om jeg måtte gå rundt i gården. Da jeg fik tilladelse, gik jeg rundt i gården. Jeg fik hurtig den fornemmelse, at de havde "udstillet" alle de store sten ude i gården, pga. der ikke var plads til dem i selve museet. Der lå store inskriptioner og sarkofager i gården, men der stod ingen oplysning om, hvor og hvornår de var fra.

fund, som der ikke engang var plads til ude i gården.

De var simpelthen bare stillet derude pga. pladsmangel. På den anden side var det en meget dejlig følelse bare at kunne gå frit mellem dem og observere deres mange detaljer. Jeg tog mange billeder undervejs. (Da jeg vendte hjem til Danmark fik jeg faktisk identificeret en af inskriptionerne fra Sebaste [den på billedet], ved at sammenligne de nye billeder jeg tog med optagelserne fra otte år siden.) Det var noget af en overraskelse jeg fik, da jeg så, hvad der lå bag museets bygning. Der var stablet en masse mindre marmorsten oven på hinanden, der enten havde små inskriptioner eller mønstre. Det måtte være de "mindre værdifulde"

I 2006 kom det frem, at museets tidligere inspektør havde skiftet originalen af en guldhippokampbroche ud med en kopi og i samarbejde med andre smuglere skulle havde solgt den. Museumsinspektøren fik 12 år og 11 måneders fængselsstraf. Seks år senere, i 2012, blev hippokampbrochen fundet i Tyskland og blev igen tilbageført til museet i Uşak.

Efter min tur i gården gik jeg ind i museet. Uşaks arkæologimuseum er kendt for dets udstilling af de så kaldte "Krøsus' Skatte" fra det 6. århundrede f.v.t., som er fundet i 1966 af skattejægere i Uşak. Derefter blev noget af skatten solgt til fx. Schweiz og USA. Efter store kriser mellem landene lykkedes det Tyrkiet at få tilbageført skatten til Uşak i 1993. Derfor havde jeg hørt meget om disse lydiske skatte, som ligeledes er blevet til et symbol for Uşak, som ud over sine tæpper ikke rigtig har noget at være kendt for. Eventyret om Krøsus' Skatte endte dog ikke her.

Under mit ophold i Uşak fandt jeg ud af, at man var gået i gang med at bygge et større og mere moderne museum i Uşak. Museet forventes at blive klar til brug i løbet af 2014. Denne nyhed glædede mig meget, da Uşak både pladsmæssigt 30

og sikkerhedsmæssigt har brug for et moderne museum. Dermed kan museet også fokusere på at formidle andre udstillinger, såsom fra Sebaste og lignende. Både ressource- og formidlingsmæssigt vil et moderne museum gavne i fremtiden, da der næsten hele tiden bliver gravet noget nyt op i Uşak, som desværre tit bliver efterladt til skattejægernes samvittighed.

Roms krønikeskrivning. Denne var altså ikke funderet på en økonomisk struktur, der medførte en ressourceakkumulering, men snarere omvendt. At riget voksede økonomisk med warbooty og triumfer som en underliggende struktur styrket af de politiske og ideologiske strukturer. Woolf mener, at kun mod slutningen af Republikken udviklede romerne redskaber til at beskrive ”the great political entity”, som var affødt af imperiet. Der er altså ikke blot tale om et reduktionistisk syn, hvor Woolf blot inddrager enkelte elementer af samfundet, eks. økonomi etc., men en klar sondering, hvor både økonomiske, politiske ideologiske og militære strukturer spiller en væsentlig rolle.

Boganmeldelser

Anmeldelse af Rome an Empire’s Story af Greg Woolf.

Woolf er ud over det strukturelle felt også bevidst om det diskursive felt. Ifølge Woolf nedstammer vores term ”empire” fra det latinske ”imperium”. Woolf mener, at den fundamentale betydning var ”command”, og dette var ifølge Woolf den primære betydning helt til republikkens slutning. Sluttelig fortsætter Woolf, at selv på Julius Cæsars dage, havde ordet imperator den simple betydning general - ”someone invested with command”. Denne titel var ifølge Woolf blot en flygtig titel, idet ”imperium” kun var tildelt, til felttoget var løst. Woolf pointerer, at for at fejre sejren og modtage triumfen i Rom, måtte man give afkald på magten i ”imperiet”, og at det først er med Augustus, at man undlader at give afkald på magten. Augustus’ proklamerede hegemoni kender vi fra Res Gestae Divi Augusti og er et propagandaskrift, som ifølge Woolf proklamerede ”world hegemony” – verdensherredømme over alle allierede samt besejrede fjender, som underlagt Roms ”command”.

Af: Gunnar Nybo, 5. Semester

Greg Woolf indleder sin bog med kapitlet ”Empires of The Mind” således: “Sometimes it feels as if empire was written into Roman DNA. The romans of the classical period definitely believed something like this. When epic poets or historians imagined the very earliest days of the city’s history, they pictured it as already fixed on a course for greatness”29 Så allerede i sin indledning røber Woolf, hvad der er de indlejrede mekanismer i samfundet, som ligger til grund for det romerske samfunds udvikling, og dermed for hele Imperiet. Der er en klar fokus på ideologi. Woolf forklarer, hvordan romerne opbygger og skaber deres eget verdensbillede og syn på sig selv i bl.a. digtet Annales af Quintus Ennius under republikken til Aeneiden under kejserimperiet. Der er altså ifølge Woolf en klar ideologi og deterministisk skæbnestorhed i

Allerede i bogens start kan vi se Woolfs intentioner med værket, idet hans første kapitel er en gennemgang af Roms historie. Woolf beskriver bl.a. Roms lokation som væsentlig, idet den ligger ved en flodmunding. Han beskriver Roms rejse til storhed ud fra en geografisk placering i periferien af magten, og derved kunne hun opbygge sine styrker, for til sidst at opsluge de græske bystater og Mellemøsten. Woolf ser holistisk på Roms rejse. Han beskriver aktørerne som affødte, formet og institutionaliseret af Roms strukturer, for slutteligt at forme strukturerne og institutionerne.

Greg Woolf, Rome: An Empire’s Story (Oxford, University Press, 2012), s. 13.

Disse ”strukturers dualitet” 30 virker begge veje. Eller som beskrevet af historikeren Jacob Alsted: ”…historien lagres i institutionelle strukturer – de er forandringens bærere”31

Boganmeldelse: From Beasts to Souls: Gender and Embodiment in Medieval Europa af E. Jane Burns og Peggy McCracken (red.)

”Det er ved at følge regler, individer konstituerer strukturerne, men samtidig har det mulighed for til en vis grad at afvige fra disse regler og ændre strukturerne. Enhver handling har i sig kimen til forandring” (Giddens 1981, 27)

Af: Katrine Funding Højgaard, 7. semester

From Beasts to Souls er en antologi af otte essays, der på glimrende vis belyser forskellige aspekter af køn og legemliggørelse i middelalderen. Redaktørerne Burns og McCracken opfordrer indledningsvist til at tænke ud over den menneskelige krops begrænsninger for derved at nå en ny forståelse af køn og kropslighed. Dette demonstreres ganske fascinerende i de følgende otte essays, hvor man bl.a. kan læse om, hvordan noget så ikke-menneskeligt som sten er blevet tildelt menneskelige egenskaber og seksualitet, om menneskemødre der ammer dyreunger og omvendt samt konsekvenserne deraf, om en samtale mellem et lig og de orme der fortærer kroppen i graven, om kønsroller i varulvefortællinger, om den formskiftende Mélusine der indimellem forvandles til et flyvende væsen med slangehale, og om ”Sexual Badges”, små figurer af menneskelige kønsdele, der muligvis symboliserer en slags kvindelig maskulinitet. Lyder det forvirrende? Der er immervæk tale om otte meget forskellige essays, men de kredser dog alle om køn, krop og forholdet mellem det menneskelige og ikke-menneskelige. Denne ”post-humane” tilgang er ret interessant og fordrer læseren til at tænke ud over de konventionelle måder at studere køn, krop og seksualitet, og derudover er de forskellige essays virkeligt velskrevne og til tider direkte underholdende. Lad mig for eksemplets skyld citere en lille bid af Jeffrey J. Cohens The Sex Life of Stone, hvor Cohen analyserer menneskets forhold til sten som en forbindelse til fortiden grundet dets ret holdbare og uforgængelige materiale: “Charles III, a fourteenth-century king of Naples, was scandalized when he picnicked with his court at Herculaneum to watch the excavation of what promised to be a

Strukturelt lægger Woolf sig op ad Giddens, idet han i sin beskrivelse af det romerske samfund har nogle fælles træk af strukturtyper. “From the beginning , then war and poetry went hand in hand. And Roman history was the history of Roman imperialism. Roman power was extended, just war by just war, until the entire sequence came to seem to have been sanctioned by the gods of Rome”32 Kritikken af Woolf ville være den selvsamme, som er gældende for Giddens: ”De handlende individer synes at være begrænset til eliterne”,33 hvilket også kan skyldes, at der findes et asymmetrisk udbud af kildemateriale, plebejere kontra patriciere. Sluttelig er Rome et værk, der vidner om en enorm akkumuleret viden, og værket er et must for enhver, der vil introduceres i Romerrigets historie. Det kan anbefales at supplere værket med en kildehåndbog for derigennem finde parallelevidens. Et velfunderet og godt skrevet værk.

Jacob Alsted, De menneskelige samfunds udvikling, En kritisk introduction til historisk sociologi (Roskilde: Roskilde Universitetsforlag, 2001), s. 63 31

Alsted, samfunds udvikling, s. 78.

Woolf, Rome, s. 19.

Alsted, samfunds udvikling, s. 70.

remarkable statue, a time capsule sent from the ancients. The emerging marble heads promised two lovers, but the fully unearthed piece depicted Pan having enthusiastic intercourse with a goat.” (S. 21). Dette er blot et eksempel. Jeg kan kun anbefale at læse resten af bogen. Den er sjov, spændende og viser en mere skæv tilgang til fortiden, end man normalt bliver præsenteret for, når man studerer historie.

Bogen Defying Napoloen fra 2007 er således den første samlede fremstilling i engelsk historielitteratur omhandlende Københavns Bombardement. Bogens forfatter Thomas Munch- Petersen er lektor i skandinavisk historie på University College London og er en af de førende eksperter i Englands forhold til Skandinavien under Napoleonskrigene. Bogen hviler på omfattende forskning i kilder i danske og udenlandske arkiver og fremlægger nye vidnesbyrd og nyfortolkninger af mange forskellige aspekter af Københavns Bombardement. Men ud over det konkrete hændelsesforløb er der gjort plads til anekdoter og enkeltpersoner, og fortællingen er fremlagt på en måde, hvor den er særdeles udbytterig for både faghistorikeren med speciale i Napoleonstiden og den almindelige læser med interesse i fortiden.

Boganmeldelse: Defying Napoleon: How Britain Bombarded Copenhagen and Seized the Danish Fleet in 1807 af Thomas MunchPetersen

Thomas Munch-Petersen lægger ud med i sit forord at bekendtgøre, at en god fortælling ingen begrundelse behøver, og at begivenhederne omkring det engelske bombardement af København i 1807 står som en dramatisk fortælling, man let kan blive opslugt af. Dertil mener han, at bombardementet skal omend ikke undskyldes, så i hvert fald forklares. Det gør han særdeles overbevisende. Forklaringen tager sit udgangspunkt i fredsaftalen mellem Napoleon og Zar Alexanders Rusland i juni 1807, kaldet Freden i Tilsit. Denne aftale omhandlede muligvis hemmelige aftaler om inddragelse af den danske flåde i krigen mod England. Grunden til, at bogen ikke begynder i London eller København, men på slagmarken i Østpreussen, hvor fredsaftalen blev underskrevet, skyldes, at Københavns Bombardement ikke var et rent engelsk-dansk anliggende. Det udspillede sig i langt større sammenhæng i et Europa i krig fra nord til syd. Forholdet mellem England og Danmark var gradvist blevet forværret i årene op til det engelske angreb på København, men dette var ikke hovedårsagen til bombardementet, postulerer Munch-Petersen. Den egentlige katalysator var fredsaftalen mellem Frankrig og Rusland, der lå bag den engelske beslutning om at slå til mod Danmark.

Af: Daniel S. Therkildsen, 7. semester

Københavns Bombardement har en særlig plads i dansk historie på trods af, at bombardementet i 1807 ofte forveksles med Slaget På Reden i 1801, og at det er begrænset, hvor meget der skrevet om angrebet. Dette skyldes til dels det forsmædelige nederlag, som Danmark måtte indkassere i 1807, og nu har nederlag jo aldrig været det sjoveste at beskæftige sig med. Derfor kunne man forvente, at bombardementet havde vundet indpas i engelsk historieskrivning, da englænderne sejrede fuldstændig. Men det har ikke været tilfældet. Det engelske felttog mod København for at tage den danske flåde i besiddelse, bliver af visse historikere regnet for at være en af Englands mest heldigt gennemførte kombinerede militæroperationer nogensinde. Sejren var strategisk strålende, men måske for let vundet, og ydermere var der tale om en uprovokeret aggression mod en neutral stat. Derfor har engelske historikere med få undtagelser veget tilbage fra at beskrive Københavns Bombardement.

Den engelske beslutningsproces og Europas storpolitiske scene er et gennemgående tema i første del af Defying Napoleon. Den sidste fjerdedel af bogen omhandler selve bombardement, som gennemgås kronologisk. Værket afsluttes med tiden efter bombardementet, hvor Danmark som bekendt tilsluttede sig Napoleon, samt nogle generelle overvejelser fra forfatterens side om den sammenhæng Københavns Bombardement skal placeres i. Interessant er det, at bombardementet i 1807 sammenlignes med invasionen af Irak i 2003 med den tilføjelse, at læserne formentlig vil danne sin egen mening om nødvendigheden af angrebet:”just as they have done in over the invasion of Iraq”. Herved sætter Thomas MunchPetersen angrebet på København i 1807 ind i en nutidig, politisk kontekst.

2002 and I live today in voluntary exile in the United Kingdom […]”. Selvom Ilan Pappé opfattes som meget kontroversiel blandt nogle historikere og i særdelshed af den israelske højrefløj, skal det understreges, at han generelt nyder stor anerkendelse i det internationale historikermiljø. Han har taget nogle meget ømme kampe, men med stor indsigt, gode metodiske færdigheder og et væsentligt kildegrundlag. Som titlen indikerer, er Ilan Pappés fokus i bogen Mellemøstens sociale og kulturelle historie. På det punkt adskiller bogen sig fra historikernes traditionelle behandling af Mellemøstens historie, hvor fokus har ligget på den politiske og økonomiske historie. For bogen betyder dette valg, at den i højere grad omhandler de mellemøstlige befolkningers historie end den historie, der handler om diverse magthavere og deres handlinger. Dette betyder, at bogen som heldhed bidrager til en mere nuanceret forståelse af det nutidige Mellemøsten, og hvordan det har udviklet sig til, hvad det er i dag.

Boganmeldelse: The Modern Middle East: A Social and Cultural History – Third Edition Af Ilan Pappé

Den historiske tidsramme er ca. fra afslutningen af 1. verdenskrig og frem til det arabiske forår, som er kort beskrevet og analyseret, selvom Pappé overvejende er tilbageholdene med at behandle et emne, der er så nyt og aktivt. Efter et indledede kaptitel med metodiske overvejelser starter bogen med et kort afsnit, som introducerer den mere traditionelle politiske og økonomiske historie. De efterfølgende kapitler indeholder diverse emner, der rækker fra Mellemøstens demografiske udvikling til musikkens kulturelle indflydelse. Religionen og udviklingen af dens betydning i det 20. og starten på det 21. århundrede og flere kulturelle emner er også undersøgt grundigt i dette værk.

Af: Jonas Bertelsen (7.sem.)

Forfatteren er israelsk-jødiske Ilan Pappé, der i dag arbejder som professor ved University of Exeter, hvor han forsker i arabiske og islamiske studier. Han har en forholdsvis kontroversiel baggrund som en af de såkaldte ”New Historians”, som er en gruppe af israelske historikere, der siden frigivelsen af britiske og israelske statslige arkivalier i 1980’erne har udfordret den traditionelle israelske historieskrivning. Ilan Pappés tidligere kamp i det akademiske system mod sin egen stat og samfunds forsøg på at fornægte, at det er en del af Mellemøsten, har, som han selv beskriver det, kostet ham dyrt: ”I paid dearly for this struggle despite living in the ’only democracy in the Middle East’: I was nearly expelled from Haifa university in April

Bogen har stået sin prøve som lærebog på flere engelske universiteter, hvor den er blevet modtaget med stor ros. Jeg mener også, at den er anbefalelsesværdig. Personligt savner jeg lidt den politiske fortælling i værket, men den er der heldigvis rigeligt af ved andre forskere, der har forsøgt at fortælle denne side af historien. Denne bog er måske i virkeligheden bedst, hvis man bruger den i sammenhæng med værker, som angriber den

Den primære årsag til foreningens stiftelse er de økonomiske midler, som følger med studerende, som kommer ind i studienævnsrådet. For hver studerende Historisk Forening får valgt ind, får foreningen 10.000 kroner, så frem for at disse midler går til Studentersamfundet eller lignende organisationer, bliver midlerne på historiestudiet, til direkte fordel for de historiestuderende.

politiske udvikling og bruger den til at udfylde de huller, de ikke afdækker.

Ny historisk Forening Der er noget nyt under opsejling på historiestudiet!

Inden for de næste par uger vil Historisk Forening blive lanceret. Alle historiestuderende vil modtage en mail, hvor der kan læses meget mere om foreningen og hvordan man bliver medlem.

I forbindelse med valget til studienævnsrådet på historiestudiet er der en studenterforening for historiestuderende på vej.

Mvh. Foreningens formål er at sikre og fremme den faglige og sociale udvikling på Historiestudiet på Aalborg Universitet for de dertil tilknyttet studerende.

Thor Bæch Pedersen Formand, Historisk Forening, AAU

Vi ses i nĂŚste nummer!