Pergamentet nr 3, 2012 by Pergamentet

Pergamentet Tema: ”Krig & Konflikter”

nr. 3, 2012

Pergamentet

Indhold

Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU

Leder ............................................................................ 2

Ansvarshavende Redaktør: Martin Ottovay Jørgensen (moj@cgs.aau.dk)

Tema: Krig og konflikter Er det din skyld?........................................................... 3 Startskuddet på 1. verdenskrig - konflikten mellem Østrig-Ungarn og Serbien ............................................ 6

Redaktion: Jonas Bertelsen (3.sem) Katrine Funding Højgaard (3.sem) Martin Minka Jensen (3.sem) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.) Søren Christian Winther (3.sem)

Learning National Identity: The case of History Textbooks of Lithuania................................................. 9 Krigsherrer og flygtningestrømme i det østlige Congo.. ....................................................................... 12

Korrektur: Katrine Funding Højgaard (3.sem) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.)

Folk og fæstning......................................................... 17 Udenfor Tema:

Layout: Søren Chr. Winther

Yndlingstidsskrifter – øhh? ........................................ 20 At arbejde med små privatarkiver ............................. 21

Forside: Jonas Bertelsen

Arkivsommerskole 2011 ............................................ 24

Skribenter i dette nummer: Annette Mørch Jensen Casper B. Krogh Henrik Gjøde Nielsen Jonas Bertelsen Jonas Ruskjær Katrine Funding Højgaard Malene Bjørnskov Schmidt Mante Vertelyte Martin Ottovay Jørgensen Mette Sjørup Mia Bundgaard Rasmussen Michael Esmann Mikkel Risager Mogens Rüdiger Poul Lindskov Thor Bæch Pedersen

Anmeldelser: ”Japan – Kultur og historie” af Lars Vargö ................. 25 ”Stalingrad” af Antony Beevor ................................... 27 ”The Crusades – A very short Introduction” af Christopher Tyerman ................................................. 28 ”Warszawa, 1920: Lenins fejlslagne forsøg på at erobre Europa” af Adam Zamoyski ............................ 29 ”Den 2. Verdenskrig 1939-45” af Henning Poulsen, Aage Trommer og Hans Kirchhoff. ............................. 31 "Hollow Land - Israel's architecture of occupation" af Eyal Weizman............................................................. 32 Filmanmeldelsesessay ............................................... 34

Deadline for indlæg næste nummer:) 1.dec.2012 moj@cgs.aau.dk

Aktiviteter på studiet: Set og Sket på Historiestudiet .................................... 36 Kommende Gæsteforelæsninger ............................... 38

Oplag: 150. Kan fås som PDF ved henvendelse. Indlæg repræsenterer alene forfatterens

holdning. Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig.

Leder Med borgerkrigen i Syrien og resten af det politiske landskabs forandringer i Mellemøsten synes et tema om krige og konflikter tidssvarende. Så længe der har eksisteret menneskelige samfund, har mennesket været engageret i konflikter og krige. Der har været store forskelle på hvem, hvor mange, hvor, hvorfor og hvordan mennesker ledtes til kamp i mindre omfang eller deciderede krige eller selv valgte at starte sådanne. Med den europæiske miltære dominans af verden har krig i stigende grad været anskuet som ”politik med andre midler” efter den preussiske krigsteoretiker Carl von Clausewitz’ tanker fra starten af 1800tallet. Ikke dermed at alle krige siden er ensartede eller opleves sådan. Nogle krige er udkæmpet med højteknologiske våben, andre med knive og køller, nogle på uvis baggrund langt hjemmefra på baggrund af imperiale, religiøse politiske og økonomiske motiver og årsager, mens andre udkæmpes hjemme på baggrund af politisk-religiøse kampe i form af borgerkrige eller modstand mod en besættelse hvad enten man købes til modstanden eller man ser det som sin eneste mulighed. På denne baggrund har krigene også forskellige blivende effekter som tidslige sår i dele af eller hele befolkninger som mødre og veteraner eksempelvis, som krudtdepot for nationalistiske politikere kommer til udtryk et eller flere urbane eller rurale landskaber. Det er oftest i sidstnævnte at krigen hænger ved i efterladenskaber som skudhuller der skyder små blomster udad, miner der lemlæster børn og kvæg årtier efter krigenes afslutning, bunkere der males guldfarvede for events, fæstninger og skyttegrave der kan leges på og i og måske mest synligt enorme gravpladser og kirkegårde, hvor gamle mennesker ofte færdes for at mindes dræbte venner og familiemedlemmer eller som spøgelser usikre på hvordan de skal bære skylden over ikke selv at ligge i jorden og derfor en anden tidsfornemmelse. Krige forsvinder ikke selvom de afsluttes. Erindringsstederne og fortællingerne bærer dele af fortidens vidnesbyrd eller giver grundlag or nye stridigheder og konflikter. Konflikter spænder lidt bredere end krige og er for de flestes vedkommende mere dagligdags i natur end vi lige forestiller os. Vejle-gården som en af de større, der vedrører alle danskere til kampen om fortiden i historiebøgerne til opvasken eller gå ud med affaldet i de små hjem. Her er de fleste danskere mere på hjemmebane om end landet de senere år er blevet krigsførende fjernt hjemmefra og på uvist grundlag. Med temaet for denne udgave af Pergamentet, Krig og Konflikter, er derfor der mulighed for at komme vidt omkring i både fortidige og nutidige stridigheder. Hermed præsenterer vi et udvalg af artikler, bog- og filmanmeldelser orienteret efter temaet samt nogle indlæg uden-for-tema. Vi vil derudover gerne byde både de nye historiestuderende på basis og de ’nye’ 3. semester velkommen på henholdsvis på Strandvejen og på Kroghstræde. Vi håber I vil fatte interesse for Pergamentet. Og skulle nogle af jer have eller få lyst til at slutte jer til redaktionen, hører vi gerne fra her. Vi vil gerne kunne byde nye kræfter velkomment i foretagendet hvert semester mhp. at sikre både fornyelse og kontinuitet. Hvis I blot har ønsker at skrive en artikel eller en anmeldelse uden at deltage i redaktionsarbejdet, er dette også velkomment. Pergamentet er et blad lavet af studerende for studerende på historiestudiet, men andre er selvfølgelig også velkomne til at læse det og vi tager gerne imod ris og ros og forslag til forbedringer. Så, kære læser, velkommen til et nyt semester og denne udgave af Pergamentet. De bedste hilsner redaktionen

Nürnberg-tribunalet blev oprettet af de fire Allierede, Sovjetunionen, Frankrig, Storbritannien og USA, og denne blev den første af sin art. En domstol på tværs af landegrænser. Ved 2. Verdenskrigs afslutning mødtes de fire allierede i London, hvor det blev bestemt, at retsopgøret i praksis skulle foregå ved at nedsætte en international domstol. Her udvalgte de allierede 24 topnazister, der blev tiltalt for mindst et af de fire overordnede anklagepunkter. Særligt punkt 4 var ny og banebrydende. Anklagerne lød således:

Er det din skyld? Kort artikel om diskussion af skyldsspørgsmålet ved Nürnberg-tribunalet efter 2. Verdenskrig. Artiklen tager udgangspunkt fra et 2. Semesterprojekt omhandlende Nürnberg-tribunalets juridiske og politiske grundlag. af Jonas Ruskjær, Mikkel Risager og Thor Bæch Pedersen, stud.hist.5.sem

”We must never forget that the record on which we judge these defendants is the record on which history will judge us tomorrow.”

1. 2. 3. 4.

Robert H. Jackson, d. 21. november 1945 Åbningstalen ved Nürnberg-tribunalet.

Den fælles plan eller sammensværgelse Forbrydelser mod freden Krigsforbrydelser Forbrydelser imod menneskeheden.

En ting er domstol, en anden er klare og tydelige anklager, men en tredje og måske vigtigst er en legitim og forudgående lovgivning for lovovertrædelser. En sådan fandtes ikke med hensyn til punkt 4 om forbrydelser mod menneskeheden. På trods af dette valgte de Allierede at inddrage anklagepunktet. Dette valg begrundede den danske juraprofessor fra KU, Stephan Hurwitz, dansk repræsentant i FN’s krigsforbrydelseskommission af 1945, med at forbrydelserne var tilstrækkelige grusomme/ekstreme ”kommer man udenfor den ramme [eksisterende lovgivning], som tilfældet er med nazisternes terror over deres egne landsmænd, står man overfor fænomener der kun kunne legaliseres i Tyskland, fordi et forbrydervælde havde magten. Her viger formelle hensyn for verdens retsbevidsthed”(Prom.1946;7)

Efter enhver forbrydelse, ethvert folkedrab eller ethvert lovbrud er placeringen af skyld et centralt element i et retssamfund. Skylden personificeres og gøres individuel så vidt muligt. Men er skyld altid individuel – eller kan skyldsspørgsmålet ikke også rettes mod grupper, organisationer, stater eller hele samfund? Og i så fald kan man straffe et samfund for overgreb, på baggrund af individuelle handlinger? Disse problematikker stod de Allierede overfor efter afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor disses befolkninger krævede en placering af skyld for krigens grusomheder. Det centrale problem var blot at der ikke fandtes juridisk præcedens for at dømme internationale krigsforbrydelser på tværs af nationalstater.

Den amerikanske ideologi kontra hævntørst Hurwitz overvejelser var tydeligt inspireret af den amerikanske idealistiske tilgang til tribunalet og måden hvorpå man igennem en domstol og en længere offentlig retssag skulle dømme krigsforbrydere - fremfor de tidligere alternativer såsom krigsret, hvor korte processer oftest førte til hurtige henrettelser. Men den amerikanske idealisme anført af Robert H. Jackson, hovedanklager

ved tribunalet, havde ikke fuld opbakning fra den amerikanske regering. Den amerikanske finansminister Henry Morgenthau, manden bag bl.a. Morgenthau-planen(Polens opdeling), var imod en åben retssag hvor de anklagede havde mulighed for talerum og en forsvarer. Herudover var Morgenthau jøde, hvilket må have haft en indflydelse til hans skarpe holdning. Men centralt for hans mod-argumentation var muligheden for en fiasko, som det havde været tilfældet under Leipzig-domstolen. Efter 1. verdenskrig ønskede de allierede et opgør mod de tyske ledere som havde bragt verden ind i den fire år lange krig fra 1914-18. Allerede ved Versailles-traktatens underskrivelse den 28. juni 1919 blev det vedtaget med artikel 228-230, at krigsforbrydere skulle dømmes ved en international domstol. Grundet adskillelige administrative forhindringer tilbød den tyske Weimar-regering at retsforfølge de tyske anklagede ved en tysk domstol i Leipzig. Storbritannien og de allierede godkendte dette forslag og sendte listen over tiltalte og beviser til den tyske by. Ved Leipzig-retssagen blev 12 anklagede prøvet ved en retssag. Seks af de anklagede blev frifundet, tre fik under seks måneders fængsel, én fik to års fængsel og de sidste to fik fire års fængsel. Grunden til de mange frifindelser og milde straffe skal ses i at de anklagede hævdede at handlingerne kun var blevet begået fordi de havde fået en ordre fra en overordnet til at begå disse. I stedet for at blive det retsopgør mod Tyskland, som hele verden ventede på, blev det snarere en latterliggørelse af de allieredes ønske om at retsforfølge soldater og officer, som under krigshandlingerne ”bare” havde modtaget ordre.

amerikanske krigsminister Henry L. Stimsons dagbøger. Stimson var pro-tribunal og modstander af Morgenthaus hævngerrighed. Den glemte sovjetiske medspiller En anden vigtig medspiller i tribunalets oprettelse og underbyggelsen af anklagerpunkterne var den sovjetiske professor Trainin, som var professor i jura ved universitet i Moskva og ledende medlem af den sovjetiske kommission for ”Den ekstraordinære statskommission for opklaring af tyske forbrydelser”1, der blev oprettet 2. november 1942. Trainin beskrev i en analyse til samme kommission at den tyske stats forbrydelser var ”State organised banditry” og hans centrale problemstilling og vigtigste punkt er International lovgivning, men problemet er ikke aggressiv krig, men straf af enkelt personer og den enkeltes ansvar. Han understreger at de fascistiske tyske styrker har fuldt ansvar for krigen og dens følger i rapporten. Trainin går længere end USA i forhold til ansvarets placering. Generelt var kommissionens arbejde ens med den amerikanske pendant kommission, begge henviser til samme paragrafer og lovgivninger. Trainin skriver i sin rapporten at: ”International lov ikke i sin nuværende form er et perfekt værktøj, men selv i sin defekte form er det en oplagt og legitim basis for at straffe krigsforbrydere”. Trainin anser personlig skyld som en mental tilstand, hvori kun et individ kan være bevidst om en kriminel handling. Denne bevidsthedstilstand kan en stat ikke opnå, og derfor kan et individ, der handler under en stats bevilling/ordre, ikke fravriste sig sit ansvar.

En lille vigtig fodnote hertil er, at da Roosevelt døde i foråret 1945, var Truman vicepræsident, men tredje mand i hierarkiet var Morgenthau som finansminister. Hvis han havde trådt til havde krigsafslutningen uden tvivl set anderledes ud. Morgenthaus holdninger og ikke mindst diskussioner om dette emne, er beskrevet tydeligt i den

Det korrekte og lange navn på kommissionen ’’Den ekstraordinære statskommission for at finde og opklare forbrydelser begået af de tyske fascistiske invasionsstyrker og deres sammensvorne mod befolkningen, kollektive landbrug, kollektive organisationer, stats institutioner og andet USSR ejendom’’.

Den sovjetiske indflydelse, var iflg. Francine Hirsch, amerikansk lektor i sovjetiske historie, lige så stor eller større end den amerikanske, pga. de sovjetiske ’wider terms’ indenfor anklagepunkterne ift. aggressiv krigsførelse. Hirsch lægger også stor vægt på Trainins indflydelse på anklagen om en ’konspirationsteori mod verdensfreden’, og hans argumentation for at dømme enkeltpersoner. Hirsch konkluderer endvidere, at idéen om at dømme ’ex post facto’, var lettere at acceptere for sovjetisk lovgivning end den liberale vestlige.

lig. Grundlæggende bunder i deres holdninger og argumentation i deres verdensbillede. Din skyld? Ser vi på tribunalet-idéen, er det tydeligt at den er præget af en individuel forståelse af skyld. Tribunalet kan i så fald argumenteres for at være skabt af mennesker med et verdenssyn præget af individuel-ansvar og anskuelse – et liberalt øjemål om man vil. Spørgsmålet er så om tribunalets udformning således ikke er et resultat af sejrsherrernes ideologi. “…The wrongs which we seek to condemn and punish have been so calculated, so malignant, and so devastating, that civilization cannot tolerate their being ignored, because it cannot survive their being repeated. That four great nations, flushed with victory and stung with injury stay the hand of vengeance and voluntarily submit their captive enemies to the judgment of the law is one of the most significant tributes that Power has ever paid to Reason.” (Robert H. Jackson, Slutprocedure, 1946 i Mühlen, 2010)

Individuel eller kollektiv skyld Morgenthaus og Stimsons diskussioner af straf og retsprincipper var en del af en offentlig diskussion om hvorvidt Tyskland skulle dømmes over en kam, som der i store træk blev gjort under Versailles-traktaten, eller om enkelte individer skulle stå til ansvar for deres handlinger. Dette har også beskæftiget senere forskning såsom Christopher Brownings ”Ordinary Men” og Daniel Goldhagens ”Hitlers Willing Executioners”. De to står for diversiteten i diskussion, hvor det centrale punkt er spørgsmålet om henholdsvis individuel skyld og kollektiv skyld. Goldhagens tese er at den tyske befolkning havde en indoktrineret en antisemitisme i samfundet: ‘’..in Germany during the Nazi period an almost universally held conceptualization of Jews existed which constituted what can be called an ‘’eliminationist’’ ideology, namely the belief that Jewish influence, by nature destructive, must be eliminated irrevocably from society.’’ (Goldhagen.1996;48). På den anden side er Browning, som kort har en tese: ”The human responsibility is ultimately an individual matter" (Browning.1993;188). Metodisk er de to forskellige, Brownings mikro-historie er bygget på individets rolle til at ændre sin historie, hvorimod Goldhagens helhedsbillede, makro-historisk bygger på en holistisk tankegang, hvor mennesket skal forstås historiefrembragt. Altså er diskussionen af skyldsspørgsmålet også metodisk forskel-

Litteratur: 



Goldhagen, Daniel Jonah (1996). “Hitler’s Willing Executioners – Ordinary germans and the holocaust”. Little, Brown and Company. Hirsch, Francine (2008). “The Soviets at Nuremberg: International Law, Propaganda and the Making of the Postwar Order” University of Wisconsin Law School. Lokaliseret på world wide web den 4/8 2012: http://prod.law.wisc.edu/gls/documents/ francine_nuremburg.pdf Kochavi, Arieh (1998). “Prelude to Nuremburg: Allied War Crimes Policy and the Question of Punishment”. The University of North Carolina Press Prom, Poul (1946). ”Anklagen i Nürnberg”. Aktuelle bøger.

  

For at forstå, hvordan 1. verdenskrig kunne blive en realitet er det derfor nødvendigt at se nærmere på det der var optakten på krigen mellem Østrig-Ungarn og Serbien, herunder situationen på Balkan, mordet på den Østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand samt de interne modsætningsforhold, der gjorde sig gældende i det Østrigungarske dobbeltmonarki. Indlægget er således en udforskning af nyere central forskning og et forsøg på at sammenflette flere tråde end sædvanligvis og på en måde med blik for kultur, økonomi og geopolitik.

Mullins, Claud (1921) “The Leipzig trials” forlag: H. F. & G. Witherby Mühlen, Bengt von zur. (2010) “Nürnberg-processen” Soul Media. United Nations War Crimes Commission(1944), "Report Made by Dr. Ecer on Professor Trainin's Book", Rosenman Papers, Harry S. Truman Presidential Museum & Library. Lokaliseret på world wide web den. 6/5 2011: http://www.trumanlibrary.org/whistlesto p/study_collections/nuremberg/docume nts/index.php?pagenumber=9&documen tid=8-3&documentdate=1944-1111&studycollectionid=nuremberg&groupi d=

Mordet på Franz Ferdinand Den 28. juni 1914 befandt den Østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand sig i Sarajevo med sin kone, Sofie Chotek. Parret skulle på en række officielle besøg i byen og undervejs blev deres bil ramt af en bombe. Tronarvingen og hans kone overlevede, men bomben sårede flere, herunder parrets chauffør. Senere samme dag ønskede Franz Ferdinand at lægge vejen forbi dem der var blevet såret af bomben. Bilen blev derfor omdirigeret fra den oprindelige rute. På den nye rute sad den bosnisk-serbiske nationalist Gavrilo Princip på en fortovscafé. Bilen kom til at holde stille foran Princip, der trak sin pistol og affyrede skud, der dræbte både Franz Ferdinand og Sofie Chotek.

Startskuddet på 1. verdenskrig - konflikten mellem Østrig-Ungarn og Serbien Mette Sjørup, stud.hist.5.sem I 1918 sluttede 1. verdenskrig, og efterfølgende fik Tyskland ubetinget skylden for krigens udbrud. I 1919 blev Versaillestraktaten udarbejdet og sejrherrerne England og Frankrig underlagde Tyskland hårde betingelser, der bl.a. begrænsede landets militær og krævede en enorm krigsskadeerstatning.

I Østrig-Ungarn gik man straks i gang med at undersøge, hvem bagmændene var, og man fandt hurtigt frem til at disse var af bosnisk-serbisk herkomst, og involveret i den serbiske nationalist gruppe ”Den Sorte Hånd”. Hermed mente man, i Østrig-Ungarn, at den serbiske regering kunne drages til ansvar for attentatet, da ”Den Sorte Hånd” havde forbindelse til det serbiske militær og efterretningstjeneste.

Tyskland kan ikke ubetinget gøre ansvarligt for krigens udbrud, men landet spillede uden tvivl en central rolle heri. Den 5. juli 1914 havde Tyskland givet Østrig-Ungarn en blanko-check, der sikrede dobbeltmonarkiet bistand i en eventuel krig mod Serbien. Den 28. juli 1914 blev krigen mellem Østrig-Ungarn og Serbien en realitet, og pludselig stod alle Europas stormagter midt i en verdenskrig.

Mordet skabte stor vrede i Østrig-Ungarn, og dobbeltmonarkiet valgte at udforme et ti-punkts ultimatum til Serbien. Heri stod bl.a., at den serbiske regering skulle tage afstand fra anti-

habsburgske organisationer i landet og tillige slå sådanne ned. Ligeledes skulle Serbien fjerne alt anti-habsburgsk propaganda fra lærebøgerne. Serbien fik 48 timer til at besvare ultimatummet, og landet valgte at acceptere ni ud af de ti Østrigungarske krav. Det eneste krav Serbien ikke ville acceptere var, at de Østrig-ungarske myndigheder frit kunne handle på serbisk territorium. Den 28. juli erklærede Østrig-Ungarn derfor krig mod , og den efterfølgende dag startede bombardementerne af Beograd. På dette tidspunkt havde Østrig-Ungarn fået den tyske blanko-check, og med denne skulle dobbeltmonarkiet ikke bekymre sig om, Rusland ville komme Serbien, deres allierede, til undsætning.

og næppe slået ned, men i 1867 erkendte østrigerne, at det var nødvendigt at indgå et politisk kompromis med den ungarske del af riget. Dette kompromis medførte, at Ungarn ikke længere var fuldstændigt underlagt det østrigske imperiums styre, og herefter kom det Habsburgske rige til at hedde Østrig-Ungarn. Efter kompromiset med Ungarn indgik den østrigske del af parlamentet ligeledes kompromiser der øgede andre etniske minoriteters medbestemmelse, bl.a. den bøhmiske og tjekkiske del af riget fik øget sin politiske indflydelse. En befolkningsgruppe, der dog ikke kom til at mærke denne til dels føderative udvikling, var den sydslaviske. Denne befolkningsgruppe boede i den sydlige del af dobbeltmonarkiet og hertil hørte både serbere, kroatere og slovenere. Den politiske undertrykkelse af disse befolkningsgrupper betød, at det sydslaviske folk, i 1905, gik sammen på tværs af det østrigske og det ungarske parlament, for at tale om sydslavisk autonomi.

En krig mellem Serbien og Østrig-Ungarn havde været under opsejling længe, og mordet på tronarvingen Franz Ferdinand var ikke den eneste konflikt, der havde været mellem de to lande. Østrig-Ungarn så den slaviske befolkning både indenfor og udenfor landets grænser som en trussel. Inden for det habsburgske riges grænser frygtede man sydslaviske revolutionære strømninger, der kunne føre til serbisk indflydelse i Østrig-Ungarn, og i værste fald kunne dette en opløsning af riget. Udenfor dobbeltmonarkiets grænser frygtede man, at slaverne, herunder Serbien og Rusland, ville overtage magten på Balkan, hvilket også var en trussel for Østrig-Ungarn som stormagt.

Inden for det slaviske sammenhold var der dog også modsætninger, og nogle ønskede, at der skulle dannes et slavisk monarki inden for grænserne af det habsbugske rige, mens andre ønskede tilslutning til Serbien. Nogle medlemmer af den østrigske politiske top, herunder tronarvingen Franz Ferdinand, var åben overfor, at dobbeltmonarkiet også kunne blive et trippelmonarki med en selvstyrende slavisk del. Dette var, for størstedelen af det østrigske og ungarske parlament, et særdeles ømt punkt. Den fungerende kejser Franz Joseph, så dette som en direkte trussel mod det habsburgske riges fortsatte eksistens. Hvis et trippelmonarki blev en realitet ville Serbien kunne øge deres direkte indflydelse i det habsburgske rige og dette kunne medføre det østrigske imperiums undergang. For ØstrigUngarn kunne forblive en stormagt mente magthaverne altså, at det var nødvendigt at undgå øget sydslavisk medbestemmelse. Samtidig var

Det østrigske imperium frem mod 1914 Det østrigske imperium var et kejserrige med store interne modsætningsforhold. Riget husede, inden 1. verdenskrig, et væld af forskellige etniske grupper, herunder magyarer, slovener, slovakker, kroater, polakker, tyskere, rumænere, italienere, serbere, tjekkere. Denne mangfoldighed af etniske grupper gav i flere tilfælde anledning til revolutionære strømninger, og i 1848 blev det østrigske imperium ramt af et oprør, hvor bl.a. magyarerne i den ungarske del af riget krævede mere selvstyre. Dette oprør blev med nød

det en forudsætning, at dobbeltmonarkiet også kunne demonstrere deres indflydelse på Balkan.

kan-forbundet til, og medlemslandene var Bulgarien, Montenegro, Serbien og Grækenland. De fire medlemslande havde dog en anden tanke med forbundet end Rusland havde, nemlig at trænge det osmanniske rige længere tilbage for at sikre interesser i Makedonien. Med dette initiativ udbrød den første Balkan-krig i 1912. Udfaldet af den første Balkan-krig kom hovedsagligt til alliancelandenes fordel, men skabte stridigheder internt i forbundet, da ingen af landene var tilfredse med den måde Makedonien var blevet delt i mellem dem. Balkan-forbundet blev derfor opløst og en ny alliance mellem Rumænien, Serbien, Grækenland og det osmanniske rige blev indgået. I Den anden Balkan-krig, der udbrød i 1913, kæmpede disse lande mod Bulgarien. Bulgarien tabte krigen og Serbien stod efterfølgende som det mest magtfulde sydslaviske land med Rusland som allierede. Under Balkan-krigene havde Østrig-Ungarn løbende vist deres indflydelse i området. Dette skete ved at Østrig-Ungarn sikrede Albanien selvstændighed og på den måde gjorde krav på det albanske område i Makedonien. Et område som Serbien ellers var blevet tildelt efter den første Balkankrig. Denne magtdemonstration fra dobbeltmonarkiet havde igen nær endt i en militær konflikt med Serbien, men ligesom ved annekteringen i 1908, var Serbien, af det internationale samfund, blevet tvunget til at acceptere tiltagene. Det er altså intet under, at historikere betegner situationen på Balkan inden første verdenskrig som en krudttønde. Dannelsen af nye stater efter osmannernes tilbagegang, skabte konflikter i alle hjørner af Balkan, og udfaldet af disse konflikter var af stor betydning for stormagten og nabolandet Østrig-Ungarn, der ønskede indflydelse på udviklingen på Balkan.

Magtbalancen på Balkan (1870-1914) Det osmanniske rige, der havde domineret Balkan i flere århundreder, var blevet svækket op igennem 1800 tallet. I 1870’erne blev riget ramt af nationalistiske revolutionære strømninger bl.a. i Bulgarien, Bosnien og Hercegovina. Disse oprør blev forsøgt slået ned af den tyrkiske sultan og endte i en massakre. Oprørene bredte sig til store dele af Balkanhalvøen og 1876 erklærede Serbien og Montenegro det osmanniske rige krig. Oprørene tabte krigen, og det osmanniske riges hårdhændende behandling af det slaviske folk lagde pres på Rusland om at forsvare deres broderfolk. I 1877 erklærede Rusland derfor det osmanniske rige krig. Russeren dominerede krigen og i 1878 indgik de to lande en fredsaftale der sikrede Serbien, Montenegro og Rumænien selvstændighed. Desuden fik Bulgarien tildelt store landområder i den sydlige del af Balkan. Denne fredsaftale blev hurtigt en international sag og både ØstrigUngarn og Storbritannien frygtede, at et Storbulgarien ville betyde, at russerne ville komme til at dominere Balkan. Ved Berlin kongressen i 1878 blev det derfor vedtaget, at Bulgarien ikke fik tildelt de samme områder alligevel, og samtidig blev det godkendt, at Østrig-Ungarn kunne besætte Bosnien-Hercegovina. På den måde sikrede Østrig-Ungarn sin fortsatte indflydelse på Balkan. I 1908 udvidede dobbeltmonarkiet deres besættelse af Bosnien-Hercegovina til en annektering, dette så Serbien som et brud på Berlinkontrakten, og derfor mobiliserede landet deres militær. Østrig-Ungarn gjorde det samme, og konflikten endte med, at Serbien måtte godkende annekteringen. Der blev midlertidigt lagt låg på konflikten mellem de to lande, men forholdet var fortsat anspændt.

Krigen bliver en realitet Da Østrig-Ungarn, efter mordet på Franz Ferdinand, erklærede krig mod Serbien i 1914, var det altså ikke kun en hævnaktion, men andre magtpolitiske motiver spillede også en rolle.

Rusland opfordrede landene på Balkan i at indgå et forbund, der kunne sikre modvægt overfor stormagten Østrig-Ungarn. Med dette blev Bal-

En krig mellem Serbien og Østrig-Ungarn havde været under opsejling længe, men var endnu ikke blevet aktuel, dels fordi Rusland ikke havde haft mulighed for at bakke deres serbiske allierede op, og dels fordi det internationale samfund havde tvunget Serbien til at acceptere Østrig-ungarske tiltag. I 1914 blev virkeligheden dog en anden og krigen blev en realitet. Hvis Østrig-Ungarn igennem en krig mod Serbien kunne reducere landet til en satellitstat, ville dobbeltmonarkiet både kunne demonstrere deres status som stormagt, sikre indflydelse på Balkan og samtidig undgå intern opløsning.

Learning National Identity: The case of History Textbooks of Lithuania af Mante Vertelyte, BA i Historie og antropology og MA i Culture, Communication and Globalization It is overt to consider history textbooks as learning materials that help students learn and understand the subject. Yet, the analytical aspects of them are often overlooked. History textbooks are important sources of historiography because they reflect the official ideologies, social and cultural principles of the societies that they are produced in. According to Foucault, the text is a powerful tool for reproduction of knowledge, as the power relations are negotiated and imposed through texts. From this perspective history textbooks can be viewed as valuable sources that provide important contexts to explore how knowledge is created and distributed throughout state systems such as education. Moreover, it allows for investigation of how history is used to construct collective memory, how historical content is interpreted or even manipulated to meet the desirable images of society and how the narratives of the textbooks alter in time. All in all, as Stojanovic points out - history textbooks mirror their time2.

Litteratur:   



Steven Beller - A Concise History of Austria – Cambridge University Press 2006 Richard C Hall – Prelude to The First World War – Routledge 2000 Barbara Jelavich - Modern Austria Empire and Republic 1800-1980 – Cambridge University Press 1987 Robert Kann – The peoples of the Eastern Habsburg Lands 1526-1918 – University of Wasington Press 1984 Gordon Martel – Origins of the first World War – Revised 3rd edition – Pearson education ltd. 2003 Alan Sked – The Decline and Fall of the Habsburg Empire 1815-1918 – Longman Group UK Ltd. 1989 Davis Stevenson – The Outbreak of the First World War – Macmillan press ltd. 1997

Furthermore, the analysis of history textbooks can reveal how educational knowledge is transmitted through the state assigned curriculums as well as which aspects of this knowledge are emphasized and which ones are excluded. Murgescu observed that despite of the attempts to write about history from the global perspective, history textbooks in many European countries are still 2

D. Stojanovic, ‘History textbooks mirror their time’, Warfare patriotism patriarchy. The analysis of elementary school textbooks, Belgrade, 1994, p. 88.

particularly centered on the national histories. In this way the students are introduced from an early age to the images of their own country and people living there as the focal point of the history discipline. According to Stojanovic, “History textbooks are the most important means for shaping national identity and historical awareness”3. In other words, history textbooks are one of the sources through which people learn their national identities.

pictured in history textbooks as a devoted fellow country of the Soviet Union which voluntarily contributed to the social revolution and communist rule. Moreover, these textbooks frame the Lithuanian population as a collective of supportive citizens enjoying dignified lives in the union. Important facts such as that Lithuania did not voluntarily choose to be the member of the Soviet ‘union’ and the information that Lithuania was occupied by the Soviet Union was completely omitted. Considering this, after the country gained its independence, the revision of history was a principal goal of the new democratic state. One of the official goals for the new education system was to clear the historiography of the Soviet propaganda. As a result, phrases such as the Bolshevik state, the Soviet revolution, the great family, fellow comrades and the classless society were replaced by the words such as capitalism, democracy, the liberal economy and political and individual freedom.

It is no coincidence that history textbooks take an important place in national identity construction processes. National identity is closely related to the history of the nation, as the sovereignty of the nation, its authenticity and legitimacy is apprehended through the narratives of history. History textbooks enable students to learn about their national history, its place in a society as well as become acquainted with what is considered to be national values, traditions and customs. Moreover, through the retrospective view of history national values and ideas are transmitted into the present.

Apart from that, the official goal was to legitimize the historical roots of Lithuanian nation, to foster the national values and love for the nation. Thus, the content of history textbooks came to emphasize explicitly the authenticity and particularity of history of Lithuania as the history of Lithuanian nation. Due to the official goal of enforcing the Lithuanian national identity, the content of these history textbooks became explicitly nationalistic. National identity was promoted to be a crucial and fundamental value for the nation to survive and develop. Moreover, the love for the nation was ascribed as the most important value for every ethnic Lithuanian. The prototypical image of Lithuanian was constructed as a devoted member of the nation, a patriot, who respects and acts according to the national values. In other words, national identity was promoted not only as the essential aspect in the countries’ social and cultural wellbeing but also as the most important character in every Lithuanian’s life.

The case of post-Soviet Lithuania The content and interpretation of history in the textbooks alter through different historical periods. History textbooks produced in former Soviet Union countries after their independence represent interesting cases that allows for exploring how the history of these countries was interpreted during two different political regimes. For instance, after the collapse of the Soviet Union crucial changes were made in Lithuanian political and social structures. As the country gained its independence, it was no longer obliged to follow the authoritarian rules and history was no longer used as a tool to promote Soviet propaganda. During Soviet rule, in order to match the ideology of the Soviet authoritarian state, Lithuania was 3

D. Stojanivic, History Textbooks and Creation of National Identity, Belgrade, 2001, p. 27

In these textbooks the history of Lithuania is framed as the history of the nation’s way to its independence. Freedom is represented as the main goal for the nation and the country which was eventually achieved thankfully to the devoted leaders of the country. For instance, the image of Vytautas, the grand duke of Lithuania who ruled the country in 14th century, is particularly hyperbolized. He is represented as the national hero who with the great courage and strength to face the enemies was able to set the background for Lithuanian nation to survive. Yet, the narratives of the glorious past and the national heroes often omit the facts that do not fit into the coherent frame of the history of Lithuanians as a victimized and mistreated nation. For instance, the fact that Vytautas’ attempts towards neighboring countries were expansionistic is entirely omitted. Instead, history textbooks frame Vytautas’ occupation of neighboring lands as his voluntary help for the neighbors. This suggests that history textbooks not only provide an inaccurate and incomprehensive idea of the history of Lithuania, but also presents it as the history of a victimized country, which has been always suppressed and never itself intended to harm its neighbors. This narrative, thereby, constructs the dichotomy of ‘us’ (poor Lithuanians) and ‘them’ (dangerous, aggressive neighbors). In this constructive narrative, the ‘other’ becomes the embodiment of the dangerous enemy who had constantly threatened ‘our’ national identity. This, as well, constructs the stereotypical image of the historical neighbor as a cruel and dangerous enemy who jeopardized ‘our’ national coherence.

and fought against enemies’, the new elements of Lithuanian particularity are invented. For instance, Basketball game is outlined as a national game that every Lithuanian should be proud of. The bigger picture in the former East Bloc Yet, the history textbooks of Lithuania are just one example. Murgesku have showed that there is a tendency for the former Soviet Union states to construct the nationalistic historical discourse in order to prove their national legitimacies. Numerous studies of history textbooks show which constructive elements are used to shape the ideas of national identity and how the nationalistic discourses are constructed. Yet there is a lack of research on how these discourses enter the daily lives of their readers. School children from the early age are introduced to the image of Lithuanians as a victimized nation and the image of ‘dangerous others’. Therefore, it seems reasonable to suggest that imposed idea of the national identity may find its way in everyday lives. How school children relate to these national representations in history textbooks? Does the imposed negative image of the ‘other’ enforce the xenophobic and nationalistic feelings in society? These and more questions need answering in future research. Literature:

This romanticized model of Lithuanian nation and the foundation of national identity in history textbooks are enforced by representing the national symbols as a legitimacy of Lithuanian nation. Apart from the conventional national symbols such as national flag, anthem or ‘homeland territory where ‘our’ ancestors worked, prayed



M. Foucault, The Archaeology of Knowledge, London, New York: Routledge, 2002.



D. Stojanovic, ‘History textbooks mirror their time’, Warfare patriotism patriarchy. The analysis of elementary school textbooks, Belgrade, 1994



M. L. Murgescu, Memory in Romanian history. Textbooks in the 1990’s, Balkan Identities. Nation and memory, London. Hurst, 2004

løse forbund mellem områder og landsbyer til kongedømmer større end Danmark i dag) og et tilsvarende antal forbindelser på tværs af grænserne (der mestendels blev defineret af de europæiske kolonimagter i 1885 ved Berlinkonferencen uden hensyn til virkeligheden). De komplicerede og forviklede lokale præ-koloniale historier bør derfor også ses i sammenhæng med de gradvis mere og mere omfattende globale elementer.

Krigsherrer og flygtningestrømme i det østlige Congo Hvorfor er det østlige Congo præget af væbnede konflikter mellem mange lokale krigsherrer og enorme flygtningestrømme? af phd. Stipendiat Martin Ottovay Jørgensen Siden den tidligere belgiske kolonis officielle uafhængighed, har problemerne knyttet dertil været italesat som ’kaos’ og ’primitive’, dermed direkte antydet at krigene i 1990’erne og 2000’erne i landet ikke kunne forstås på andre måder end som rent og skært afrikansk barbari. Hermed lå også et grundlag for især vestlige stater ikke at blande sig.

På denne baggrund er det ikke overraskende at de fleste relationer i det nordlige Congo var og er bundet til de omkringliggende egne og derfor rækker ind de områder vi i dag kender som staterne Rwanda, Burundi, Uganda, den Centralafrikanske Republik og Zambia som østlige, nordog sydøstlige forbindelser og så fremdeles i de forskellige dele af Congo. Grænser er ikke teoretiske, men dog porøse og kræver et statsapparat de færreste post-koloniale stater på det afrikanske kontinent er i besiddelse af.

Sådan mener jeg ikke det er eller bør være, og heldigvis er der et voksende antal forskere og journalister, der på trods den lille dækning af Congo generelt prøver at fange kompleksiteten i problemerne i Congo. Det er deres pointer jeg her prøver at samle i en bred analysemodel, der inddrager interne og eksterne forhold såvel som diakrone og synkrone (fortidige og samtidige) forhold mhp. at svare på ovenstående spørgsmål.

De historier af både fredelig og voldelig karakter, der er indlejret i disse trans-statslige relationer, udgør stadig en væsentlig del af grundlaget for den manglende fred (ikke blot fraværet af krig), men er ofte overset af især vestlige politikere, akademikere og FN. En tendens til at erkende de(t) lokales vigtighed såvel som kompleksiteter synes dog at være på vej, om end det endnu ikke har givet grund til forhåbninger i det daglige for de forskellige lokalbefolkninger, der er ramt af kampene i de forskellige områder.

På den baggrund er det nødvendigt at se på Congo som en reel multietnisk region og ikke blot stat, den belgiske kolonitids brug af systematisk og brutal vold, tvangsforflytninger og salamitaktikken i form af promovering af etnicitet som middel til jord, selvstændigheden og den amerikansk-allierede diktator Mobutus regeringstid, de to Congokrige i 1990’erne og 2000’erne og FN’s forfejlede forsøg på at bringe fred.

Den belgiske kolonialisme: Brutalitet, ’Salamitaktik’ og ’udvikling’ i form af massiv og destruktiv plantage- og minedrift Det lykkedes fra 1870’erne og frem den belgiske kong Leopold at få indsamlet en række aftaler, der gjorde ham i stand til officielt at ’samle’ Congo på Berlin-konferencen i 1885, mest på grund af franskmændene og briterne, der accepterede dette for at modparten ikke skulle sætte sig på

Congo: Et regionalt etnisk, socialt og politisk kludetæppe, ikke en stat. Congo, som region, udgøres af bassinet centreret omkring den enorme Congo-flod og fylder størstedelen af Centralafrika, bebos af flere hundrede forskellige etniske grupper med egne sprog, religioner og former for samfundsindretninger (fra 12

regionen. Modkravet var frihandel, hvad Leopold accepterede, da han på denne måde via store koncessionsselskaber og en kolonihær bestående af belgiske, skandinaviske, italienske og schweiziske officerer og lokalt rekrutterede forældreløse ’congolesere’ kunne blive og blev en Europas rigeste mænd. Det er vurderet at flere millioner døde under hans regime pga. brutalitet og ringe kår i forsøget på at malke området for gummi, der på dette tidspunkt blev en global handelsvare pga. den stigende efterspørgsel på cykel og bildæk. Den internationale kritik blev dog så kraftig, at Leopold i 1908 måtte afstå kolonien til den belgiske stat.

Den brutalisering man oplevede igennem kolonistaten var ganske vist ikke så voldsom som under Leopold, men f.eks. var brugen af pisk på arbejdspladserne anvendt frem til 1931 uden lovhjemmel og siden gjort officielt lovligt helt frem indtil 1957. Konsekvenserne udeblev ikke. Fra slutningen af 1920’erne iværksattes demonstrationer, lokale opstande på arbejdspladsen og koordinerede mod arbejdsforholdene og de første ‘kollektive’ oprør blev iværksat henover 1930’erne. I 1950’erne så man den første deciderede anti-kolonialisme og den spæde start på en voksende produktion af ‘unge vrede mænd’ pga. arbejdsløshed efter den globale afmatning fra 1957 og frem (især kobber) og store sociale forandringer, der ikke indfriede forventningerne i forhold til fremtidshorisonterne den koloniale modernitetsretorik havde stillet dem i udsigt. Samtidig havde del og hersk strategien med fokus på etnicitet som faktor for ret til jord eller ikke (især udpræget i det østlige Congo) samt kolonihærens soldaters handlinger i andre områder end der hvor de kom fra skabt fjendebilleder, der lagde sig i forlængelse af eller udbygget eksisterende lokale fjendebilleder.

Dette accepterede man fra regeringens side med det krav, at kolonien ikke måtte koste de belgiske skatteydere. Da gummi på grund af den stigende konkurrence fra de Britiske Strait Settlements (Malaysia idag) og kravet om andre produktionsformer ikke var konkurrencedygtigt længere, søgte man et nyt økonomisk grundlag. Det fandt man i udvindingen af kobber og diamanter i det sydlige og sydøstlige ’Congo’ og kæmpeplantager med søde kartofler, manioc og kaffe i det nordlige og østlige Congo.

Oveni dette gjorde plantage- og minedriften at landskabet i store dele af det sydlige og østlige Congo ændredes radikalt og dermed fjernede grundlaget for eksisterende sociale strukturer og dermed gav grobund for yderligere konflikter.

Juhani Kopenens koncept ”Development for Exploitation” om tyskernes politik i Tanganyika kan også ses som dækkende for den belgiske koloni. Store private belgiske virksomheder med rod i belgiske banker, holdingselskaber og mineindustrien vandt frem fra 1920 og satte sig på infrastrukturens udformning, store dele af koloniens jord og via koloni-administrationen fik kolonihæren adgang til jord samt arbejdskraft via tvangsforflytninger af mere end 100.000 mennesker mellem provinserne. I Kivu-provinsen idet nordøstlige Congo var 50% af de unge mænd sat til at arbejde på plantagerne. Derudover iværksatte belgierne også en øget italesættelse af etnicitet og favorisering af visse grupper i forhold til jordlodder til cash-crops og dernæst eget forbrug.

’Selvstændigheden’ og den amerikansk-allierede diktator Mobutus regeringstid Efter Belgiens formelle tilbagetrækning fra kolonien i 1960 gik der ikke lang tid før de koloniale strukturer brast sammen og de største etniske fraktioner kæmpede om magten som den var defineret igennem det centrale styre modelleret på den Belgiske model. Samtidig rev den kobberrige Katanga-provins sig løs under styring af de belgiske virksomheder, en til tider selvstændig lokal marionetdukke samt franske, britiske og sydafrikanske lejesoldater.

Den folkevalgte moderat nationalistiske centralregering kæmpede for sit eget og den nye stats liv og endte med at anmode om militær hjælp fra FN. FN’s militære operation varede fra 1960-1964 og blev markeringen på den Kolde Krigs greb i Congo. Undervejs myrdedes både landets premiereminister og FN’s generalsekretær, mens FN selv var tæt ved at ende som Folkeforbundet. Det lykkedes ganske vist at fastholde Katanga i kolonistatens rammer, men året efter kuppede den nye hær-chef med CIA’s støtte sig til magten.

over staten. Denne krig kaldes i dag ’den Første Congo Krig’ og blev iværksat under den congolesiske officer Laurent Kabila i det østlige Congo. Han fik støtte fra Rwanda i form af mange ’frivillige’ kampvante tutsi tropper i Kabilas hær eftersom Paul Kagame, den nye rwandanske leder af RPF regeringen med tutsi baggrund søgte at jage og udslette resterne af Interahamwe militsen. Dertil var Kabila et egnet værktøj. I 1997 overtog Laurent Kabila magten over staten og i endnu et forsøg på at skabe legitimitet gennem diskursiv praksis frem for realpolitik blev Zaire bliver til Den Demokratiske Republik Congo. I 1998 skubbede Kabila Rwanda væk med øget manøvrerum for øje. Det førte til hvad man i dag omtaler som den ‘Afrikanske Verdenskrig’ (Anden Congo Krig), der forløb fra 1998-2002.

Mobutos regime kom til at vare fra 1965 til 1997 og var kendetegnet ved en misforstået afrikanisering mhp. at skabe legitimitet i befolkningen (Congo blev til Zaire, byernes navne afrikaniseret osv.), nepotisme via uddeling af forhenværende plantagejord og en centralisering af økonomien via nationaliseringen af mine-driften. Staten gik bankerot i 1977, hvorefter Angola prøvede et angreb på den mineralrige tidligere Katangaprovins, og et internt oprør ligeledes forsøgtes i 1978. I begge tilfælde trådte USA til med våbenhjælp og rådgivning, da man med udgangspunkt i landets strategiske placering og karakter af verdens anden vigtigste kobberleverandør ganske vist anerkendte at Mobuto var et ’røvhul’, men ud fra princippet at han var deres ’røvhul’.

Rwanda støttede på den baggrund tutsi-militsen RCD i Kivu (øst-Congo) efter dennes oprør mod Kabila. RCD satte sig på flere områder, hvorefter Uganda og Burundi ligeledes fandt det opportunt at give opbakning til anti-Kabilia kræfter. For disse lande lå, som også for Rwanda, geopolitiske interesser pga. den mineralholdige jord (guld, coltan osv.) Efterhånden indsattes regulære militære tropper fra Rwanda ved siden af det hastigt voksende antal congolesiske militser med egne interesser på lokalt plan. Der var og er altså tale om etniske og politiske interessefælleskaber af både kortere og længerevarende karakter.

Konsekvenserne af Mobutus regime udeblev ikke. Landets BNP faldt 65% i hans tid og økonomien uformaliseredes og kriminaliseredes sektor for sektor igennem 1990’erne. Hæren endte med at leve af ‘jorden’ og lokales ‘frivillige’ indlevering af ressourcer og mad, mens almindelige mennesker var tvunget over til en uformel og kraftigt lokaliseret subsistens- og netværks økonomi.

Kabila modtog dog også støtte af flere parter. Den reorganiserede hutu-milits (Interhamwe), Namibia (pga. elitære interesser i Congos diamantminedrift), Angola (efter aftaler om ressourcer, nationale interesser og som tidligere fjender af Mobuto), Zimbabwe (pga. Mugabes personlige opbakning til Kabila, aftaler om ressourcer og regionale sikkerhedspolitiske overvejelser), Chad (efter fransk pres da Frankrig måtte trække sig fra Rwanda efter RPF tog magten), Libyen, Sudan (proxykrig mod Uganda) gav alle på forskellig vis

Congo-krigene i 1990’erne og 2000’erne Den stigende utilfredshed i militæret førte sammen med eftervirkningerne af folkemordet i Rwanda i 1994 i det østlige Zaire, hvor et stort antal hutuer fra Interahamwe-militsen havde søgt tilflugt, til et væbnet opgør mellem om magten

opbakning. Derudover fik Kabila handelsaftaler med flere vestlige lande (et regime under pres er lette at forhandle gode aftaler med…). På Kabilas side stod altså andre afrikanske ledere og stater med udgangspunkt i deres postkoloniale magtapparater og de over tid opbyggede interesser knyttet dertil.

styrker (private som statslige) hvorved staten på alle måder er udhulet, også set i forhold til den kolonistat der udgjorde udgangspunktet. Samlet set har krigene ødelagt de sociale og økonomiske rester af lokale netværk og tillid lokalbefolkningerne, uanset etnisk baggrund, i stigende grad har måttet se sig afhængige af siden slutningen af 1970’erne.

De store interesser i ikke at indgå fredsaftaler før man var gunstigt positioneret gjorde, at FN ikke kunne gribe ind med tropper før i 2000, og først fik en mere endelig fredsaftale på plads i 2002. Kabilas søn, Joseph Kabila, sidder nu efter pres fra Mugabe i Zimbabwe samt et loyalt parlament som præsident 2006 (genvalgt 2011).

FN’s forfejlede fredsforsøg Mens FN til en vis grad har formået at få de forskellige regionale parter til at indgå om ikke fredsaftaler så våbenhviler, er situationen i landet heller ikke blevet forbedret af FN’s indblanding på baggrund af en kulturel og politisk matrix opbygget igennem 50 års fredsbevarende operationer (justeret ind efter det neo-liberale årti med fokus på liberalisering af økonomien og afholdelsen af valg som de to vigtigste kendetegn).

Krigene har efterladt regionen som et åbent sår på alle måder, lokalt, som ’nationalt’ og regionalt. Mellem 4-6 mio. mennesker døde under krigene og de gradvist opbyggede uformelle sociale og økonomiske netværk samt lokale fødevareproduktion blev også totalt ødelagt (købekraften pr. congoleser var i 2000 faldet med 75% i forhold til 1970). Derudover brød de lokale tillidsrelationer på tværs af landsbyer, sociale, politiske og etniske grupper (især i det østlige Congo) også sammen parallelt med at millioner af traumatiserede mennesker netop fik behov for trygge rammer. En hel generation af unge mænd har også gennemgået en yderligere afstumpning og brutalisering igennem krigen og dens brug af meget unge mænd og børnesoldater. Der er derfor et stort rekrutteringspotentiale for de militser, der i de senere år i takt med vores smartphones og bærbares behov for coltan har fundet ud af at finansiere deres aktiviteter herigennem. Så vidt det vides, benytter Rwanda og Uganda sig også af denne fremgangsmåde.

Man har ikke forstået de lokale konflikter og dermed inddraget de relevante aktører, der har sat sig på det lokale plan i det voksende vakuum, sammenbruddet af den koloniale stat har efterladt sig. Der er eksempler på sektorprogrammer, hvor andre lande har været noteret som programlandet ganske enkelt fordi de indrejsende FN folk ofte anvender samme matrix alle steder. Det løser selvsagt ikke problemer af den komplekse art som Congos mange problemer udgør. Samlet set Der er således mange årsager til det østlige Congos fortsat opblussende småkrige. Jeg har her forsøgt at inddrage, hvad der i forskningslitteraturen, om end her præsenteret kort og forsimplet, synes de mest afgørende. Væsentlige faktorer kan på den baggrund siges at være de præ-koloniale aspekter i Congos historie, de to koloniregimer og deres efterladenskaber i form af en på alle måder usammenhængende stat og infrastruktur, splittede befolkningsgrupper og ødelagte landskaber, selvstændig-

På det strategiske og regionale plan er Kabila også fortsat har været afhængig af ekstern ‘støtte’, udenlandske virksomheder har som ekko af kolonitiden etableret sig i landet, de østlige regioner er fortsat overstrøet med udenlandske militære

hedens problemer og Mobutus destruktive regime under den Kolde Krig, de efterfølgende regionale krige med stærke lokale dimensioner og FN’s manglende evne til at håndtere problemerne.

Ethnicity in Central Africa”, Tokyo University of Foreign Studies, pp. 105-126

Derudover synes Congos problemer også at understrege den globale tendens at voldsmonopolet ikke længere alene er statsligt. Dette skal erkendes hvis man skal kunne begynde at tage hånd om problemerne. Og de er der i form af pt. voksende flygtningestrømme med hundredetusindvis af mennesker på flygt i og fra en region, der er sunket ned i en ubeskrivelig elendighed. Litteratur: 



Abbeloos, Jan-Frederik (2008): “Belgium's Expansionist History Between 1870 and 1930: Imperialism and the Globalisation of Belgian Business”, in Csaba, Lévai (ed.): “Europe and its Empires”, Plus, pp. 105127 Buelens, Frank (1994): ”The Holding company in Belgium: A Case Study of Société Générale”, in Groenewegen, John: Dynamics of the Firm”, Edward Elgar Publishing Limited, pp. 139-156



Dunn, Kevin C. (2003): ”Imagining the Congo: International Relations of Identity”, Palgrave MacMillan



Fetter, Bruce (1992): ”The Mines of Southern and Central Africa: An ecological framework”, Health Transition Review, supplementary issue pp. 125-135



Gibbs, David N. (1991): ”The Political Economy of Third World Intervention: Mines, Money, and US Foreign Policy in the Congo Crisis”, the University of Chicago Press, 1991



Gorus, Jan (2000): ”Ethnicity in Katanga” in Goyvaerts, Didier (ed.): ”Conflict and



Helmreich, Jonathan E. (1986): ”Gathering Rare Ores – The Diplomacy of Uranium Acquisition, 1943-1954”, Princeton University Press



Kent, John (2010): ”America, the UN and Decolonisation, Cold War Conflict in the Congo”, Routledge



Likaka, Osumaka (1997): “Rural Society and Cotton in Colonial Zaire”, The University of Wisconsin Press



Nest, Michael, François Grignon og Emizet F. Kisangani: ”The Democratic Republic of Congo – Economic Dimensions of War and Peace”, Lynne Riennes Publishers, 2006



Prunier, Gerard: “From Genocide to Continental War – The Congolese Conflict and the Crisis of Contemporary Africa”, Hurst and Company, 2009



Vansina, Jan: ”Being Colonized: The Kuba Experience in Rural Congo, 1880-1960”, The University of Wisconsin Press, 2010



Vlassenroot, Koen (2000): ”The Promise of Ethnic Conflict: militarisation and enclave-formation in South Kivu” in Goyvaerts, Didier (ed.): ”Conflict and Ethnicity in Central Africa”, Tokyo University of Foreign Studies, pp. 59-104



Young, Mervin Crawford (1988): ”The Colonial State and Post-Colonial Crisis” in Gifford, Prosser and Louis, Roger: ”Decolonization and African Independence: The Transfers of Power”, Yale University Press



Young, Mervin Crawford (1994): ”The African Colonial State in comparative perspective”, Yale University Press

afledte betydning for garnison, for byens befolkning og for kongemagt, selvsagt i varierende grader. Med afledt betydning menes politiske, bymæssige, topografiske, økonomiske, erhvervsmæssige, sociale og kulturelle forhold, samt i videre forstand mentale forhold, alt i forskelligt omfang i forskellige perioder. Dette betyder tillige, at også undersøgelse af relationerne i fredstid med stor vægt vil indgå i projektet. Fæstningen er ikke et fænomen, der kun er interessant i krig.

Folk og fæstning En undersøgelse af relationerne mellem kongemagt, befæstning og by i Renæssance og Enevælde samt formidling af krigens kulturarv af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d. stipendiat Jeg tog fat på mit ph.d.-projekt 1. februar 2012, efter i en del år at have arbejdet som museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum, som leder af afdelingen Hals Museum, hvis udstillingsbygning er placeret i Hals Skanse.

I udgangspunktet postulerer jeg, at den blotte tilstedeværelse af fæstningsanlægget har såvel fysisk som mental betydning. Den fysiske betydning er fæstningen i sig selv og de deraf afledte bymæssige konsekvenser. Den mentale betydning er det forhold, at fæstningen gør stedet til en altid potentiel og til tider reel krigsskueplads.

Der er tale om et projekt, der gennemføres i samarbejde mellem Aalborg Universitet, Institut for Kultur og Globale Studier, Historiestudiet, og Nordjyllands Historiske Museum og Museumsforeningen for Hals Museum. Projektet afsluttes februar 2015. Jeg har således arbejdet med emnet i lang tid, men får med ph.d.-projektet mulighed for både at fordybe mig på en anden måde, end den med-alt-muligt-andet travle hverdag som museumsinspektør giver, og for at komme til at vide det jeg ved på en ny måde, herunder sætte tingene ind i nye og større perspektiver.

Projektets sidste element, formidling af krigens kulturarv eller den særlige type militær kulturarv, som fæstninger udgør, vil undersøge udvalgte eksempler på fæstningshistorisk formidling, i Danmark og Europa. I forlængelse af såvel de historiske undersøgelser som i de formidlingsmæssige undersøgelser, vil der blive angivet muligheder og faldgruber i sådanne formidlinger, ligesom eksempler på og overvejelser over f.eks. ”levendegørelse” og f.eks. etablerede og reelle erindringssteder vil blive drøftet. Det, som man kan kalde ”Krigens Kulturarv,” er genstand for øget diskussion og interesse; en diskussion og interesse, som det også er projektets intention at bidrage til.

Formålet med projektet er at undersøge relationerne mellem kongemagt, befæstning med dens garnison og fæstningsby i det danske rige fra Renæssance til Enevældens ophør, med de nødvendige udblik til tiden før og efter. Endvidere vil projektet undersøge og diskutere eksempler på museal formidling af denne særlige type militær kulturarv, herunder eksempler på erindringskultur og erindringssteder i Danmark og Europa, udvalgt på baggrund af relationsanalyserne. Disse relationer har forskellig karakter, og påvirker i flere tilfælde gensidigt hinanden, ligesom vægtningen de enkelte relationer imellem vil havde skiftende karakter i forskellige perioder.

Projektets periodiske tyngdepunkt er tiden fra den sene Renæssance til Enevældens ophør, med de nødvendige udblik til tiden før og efter. Denne periode prægedes af en række markante våbenteknologiske og politiske udviklinger. Det er således blevet anført, at renæssancetiden i store dele af Europa bl.a. var karakteriseret ved en ”militær revolution,” særligt mht. befæstningskunsten, hvilket igen var affødt af den artilleriteknologiske

Omdrejningspunktet for undersøgelsen er dels det fysiske fæstningsanlæg, og dels fæstningens

udvikling, ligesom man i denne periode finder den første generalplan for befæstning af det danske rige. I perioden etablerede statsmagten et nationalt fæstningssystem som et centralt element i forsvaret af riget, ligesom det militære forsvar eller beredskab, idet der også kunne være tale om angreb, skal ses som en af statsmagtens bestræbelser på at få kontrol over lokale og regionale magtstrukturer, så at sige sideløbende med skabelsen af behovet for en central- og lokaladministration, der kunne sikre inddrivelse af skatter til finansiering af de krige, der i perioden ligeledes er centrale for dannelsen af den nationale stat og dennes udvikling. Således er fæstningshistorien i senrenæssancen både et udtryk for en våbenteknologisk nyskabelse, og en del af statsdannelsesprocessen.

som udfaldspunkt for angrebet, uden at det danske artilleri var i stand til at angribe hverken tysk artilleri eller standse de tyske tropper, ligesom de danske skanser var for svage til at modstå såvel bombardement som angreb. Det var samme taktik, der blev anvendt under 1. Verdenskrig, hvor såvel forsvarsværker som angrebsvåben imidlertid var på højde med hinanden på begge sider af ingenmandsland, og nu også med anvendelse af våben som maskingevær og flammekaster, uden at det lykkedes hverken den ene eller den anden side at opnå afgørende resultater. I den følgende verdenskrig skulle farten i krigens indledende faser vise sig at sætte angriberen i stand til at opnå det, som det tunge artilleribombardement mod næsten massive forsvarsværker ikke var i stand til at opnå. Med invasionen i Normandiet den 6. juli 1944 havde fæstningen som fænomen, som anført af Paul Virilio, definitivt udspillet sin rolle, og farten medførte at fronten forsvandt.

Beslutningen om at sætte slutåret ved Enevældens ophør understøttes af, at årene umiddelbart efter 1848 tillige våbenteknologisk indvarsler en ny militær revolution, eller ”Den 2. militære revolution,” som jeg har døbt fænomenet. Hvor renæssancetidens militære revolution satte middelalderens borge ud af spillet, og fandt den fæstningsteknologiske afløser for disse i den bastionære skanse, medfører forbedringer i artilleri og sofistikering af særligt fodfolkets angrebstaktik, under anvendelse af løbegrave som udgangspunkt for angreb, den nye militære revolution, der for så vidt først bliver fuldt indfaset efter 1. Verdenskrig. Her spiller i første række det for et angreb forberedende artilleribombardement en central rolle, samt de forsvarsværker, der blev anlagt for at modstå disse forberedende bombardementer. En ”generalprøve” på denne taktik blev gennemført under Slaget om Dybbøl 1864, hvor de danske skanser blev udsat for massive, forberedende artilleriangreb, der i voldsomhed og granatmængde lader sig måle med eller endog overgår de forberedende bombardementer under den senere verdenskrig, og hvor de prøjsiske tropper netop anvendte fremskudte løbegrave

Som case-study for undersøgelsen er valgt Hals ved Limfjordens østlige munding. Hals Skanse er en renæssanceskanse opført 1625, og projektets centrale tidsmæssige afgrænsning bliver derfor tiden 1625-1848, som er fæstningens funktionsperiode, idet Hals Skanse blev nedlagt som fæstning i 1848, og Enevælden ophørte med Junigrundloven 1849. Da der imidlertid tilsyneladende også var en vis militær tilstedeværelse i Hals før 1625, vil årene op til kerneperiodens start tillige blive inddraget, hvilket også gør sig gældende ifm. diskussionen af magtstaten, eller den fiskalmilitære stat, og den militære revolution. Ligeledes vil perioden efter 1849 også i kortere omfang blive inddraget, dels for at følge det, man kan betegne som byens brug af skansen, dels for at klarlægge den måde, hvorpå området indgik i de tyske fæstningsforhold 1940-1945 samt områdets rolle i koldkrigsperioden og de deraf følgende konsekvenser, og endelig for at klarlægge skansens identitetsskabende betydning, dens agens, i Hals frem til i dag. Analysen af Hals Skanse og

Hals by vil blive suppleret med punktvise komparationer eller udblik til andre fæstnings- og garnisonsbyer i det danske rige, særligt Glückstadt, der i udgangspunktet har en række fællestræk med Hals, herunder beliggenhed, kongemagtens intentioner mv.

nævnte primært i danske, sekundært i udenlandske arkiver. Desuden gennemføres besigtigelse af udvalgte fæstningsanlæg i Danmark mhp. Undersøgelse af formidlingsmæssige implikationer ift. denne særlige del af den militære kulturarv. Denne del skal tillige ses i sammenhæng med etableringen af et fæstningshistorisk netværk og udlandsophold.

Teoretisk vil projektet komme til at hvile på flere dele. Det overordnede udgangspunkt er Gunner Linds måske lidt provokerende pointe om krigens uundgåelighed i historieforskningen, som han formulerede det ved sin tiltrædelsesforelæsning som professor i nyere tids historie ved SaxoInstituttet, Københavns Universitet, december 2002. Desuden vil byhistorisk litteratur, særligt garnisonsbyhistorisk forskning, blive inddraget. Mhp. at understøtte min påstand om den mentale betydning, som fæstningens blotte tilstedeværelse medfører, planlægges inddragelse og diskussion af begrebet den materielle vending, med særligt henblik på den materielle vendings eller materialitetens agens.

Mens der f.eks. på det møllehistoriske og det herregårdshistoriske område eksisterer netværk og koordinerende organisationer og grupperinger i museumsverdenen i Danmark, er noget lignende ikke tilfældet på det fæstningshistoriske område, hvilket kan undre, al den stund hovedparten af landets fæstninger, i det mindste fra senrenæssancen og frem, netop ikke kan opfattes som isolerede, enkeltstående anlæg, men må opfattes som anlæg, der alle indgår i en koordineret, national plan. Det kan derfor synes nærmest indlysende, at udforskningen og formidlingen af netop dette område til en vis grad bør koordineres, eller i det mindste samles i et netværk, der kan virke gensidigt inspirerende, og som kan være med til at løfte den lokale forskning og formidling, og indsætte disse lokale aktiviteter i et landsdækkende netværk, som fæstningerne i sig selv var en del af. Jeg vil derfor, i første række i Danmark, tage initiativ til oprettelse af et fæstningshistorisk netværk, der i udgangspunktet inkludere en række museer, men også andre historiske institutioner og interessenter.

Disse overordnede teoretiske undersøgelser og overvejelser planlægges syntetiseret til undersøgelsesniveau vha. en analyse og operationalisering af Paul Virilios arbejde med bunkeren eller fæstningen som genstand, gestalt, historisk fænomen, som materialitet og med materialitetens agens. Udgangspunktet er her Virilios bog Bunker Archéologie (fransk udg. 1975, engelsk udg. 2008), suppleret med senere tilgrænsende værker af Virilio. I Bunker Archéologie udfolder Virilio sin teori om fæstningen som historisk fænomen, som konkret og teoretisk våbensystem, og ikke mindst fæstningens mentale betydning, i krig og fred. Virilios udgangspunkt var Atlantvolden på Europas vestkyst, men hans konklusioner vedr. fæstningen som gestalt og begreb har generel gyldighed, i tid og type.

I projektet indgår en række udlandsophold. Hensigten med disse er i sammenhæng med relationsanalyserne og studiet af danske eksempler, herunder formidlingen af fæstningen, diskussionen af Krigens Kulturarv, erindringssteder og mindekultur, at undersøge museal formidling som dette er sket på internationalt niveau, med særlig vægt på følgende tre forhold: For det første en koncentration af fæstningsværker fra senmiddelalder/renæssance til det 20. århundrede og formidlingen af disse, samt hertil eller i denne

Metodisk vil undersøgelsen blive gennemført som studier i den danske og internationale forskningslitteratur, samt i trykte og utrykte kilder, sidst-

sammenhæng militær mindekultur og erindringssteder. For det andet komparation ift. Hals, med by, fæstning, historie og formidling. For det tredje undersøgelse af renovering og formidling af by og fæstning med særligt henblik på levendegørelse.

nelle museumstiltag samt ved levendegørelse af såvel anlæg som ifm. særlige begivenheder. Opholdet her søges gennemført som studieophold ved institutionen Vestung Bourtange. Jeg forventer, at jeg på baggrund af projektets teoretiske overvejelser, relationsanalyserne og de fæstningshistoriske og formidlingsmæssige undersøgelser i Danmark og Europa både vil bidrage til en videreudvikling af den militærhistoriske diskussion i almindelighed og i særdeleshed det specielle fæstningsmæssige aspekt af denne, at jeg med analysen af udviklingen i Hals vil godtgøre, at fæstningens tilstedeværelse og dens agens har haft en særlig og afgørende betydning for den specielle udvikling i Hals, og endelig at projektets teoretiske del sammen med den historiske analyse og de museale undersøgelser i Danmark og Europa vil udgøre et nyt og anderledes fundament for formidlingen af anlæg som Hals Skanse og den historie der knytter sig til stedet, og at undersøgelsens resultater vedr. krigens kulturarv således vil have generel gyldighed.

Mht. koncentration af fæstningsværker fra senmiddelalder/renæssance til det 20. århundrede er valgt Verdun, Frankrig, hvor der i byen endnu findes betydelige rester, herunder konstruktioner af Sébasten Le Prestre de Vauban, der er en central figur ifm. den militære revolution og det der af affødte fæstningsbyggeri, som også Hals Skanse er et resultat af. Tillige er forter og slagmarker fra 1. Verdenskrig i området vel nok det sted i Europa, der er rigest på militær mindekultur og erindringssteder i alle afskygninger. Opholdet planlægges gennemført med tilknytning til Memorial de Verdun. Mht. komparationen ift. Hals er valgt Glückstadt, ud fra ønsket om at arbejde med et anlæg, der lige som Hals repræsenterer en fæstningstype og en by, der har gennemgået en lang historisk udvikling. Dvs. et renæssanceanlæg placeret et sted, hvor intentionerne i udgangspunktet lignede intentionerne for Hals og var store, men aldrig blev indfriet, hvor man ikke desto mindre valgte at fastholde et fæstningsanlæg, som tillige kom til at spille en rolle i senere krige, og som endelig havde agens og indflydelse på byens udvikling. Undersøgelsen vil koncentrere sig om den museale formidling af byen og fæstningen Glückstadt, og søges gennemført med studieophold på Detlefsen-Museum im Brockdorf Palais, Glückstadt.

Ca. sådan ser sagen ud nu, sensommeren 2012. Fremtiden får vise, hvordan også denne historie kommer til at tage sig ud.

Yndlingstidsskrifter – øhh? af Mogens Rüdiger, lektor i historie Da Martin spurgte om jeg ville skrive lidt om mine tre favorit tidsskrifter sagde jeg selvfølgelig ja, vel vidende at jeg ikke har nogen. Jeg holder mig selvfølgelig orienteret om TEMP og Historisk Tidsskrift, det må vel nærmest siges at være uomgængeligt, når man blandt andet underviser i dansk historie. Ligesom fx Journal of Contemporary History er god at konsultere, hvis man beskæftiger sig med moderne europæisk historie. Eller Contemporanea. Rivista di storia dell'800 e del 900, der et par gange om året pirker til min inte-

Mht. undersøgelse af renovering og formidling af by og fæstning med særligt henblik på levendegørelse, er valgt Vestung Bourtange i Holland. Her er tale om et særdeles omfattende og stort gennemført renoveringsprojekt, der ikke blot omfatter rent militære og fæstningsmæssige dele, men også bygninger og by med gadeforløb, civile funktioner mv. Anlægget formidles bl.a. ved traditio-

resse for Italien. Men favorittidsskrift, nej, for jeg læser bare de nyhedsmail, der en gang imellem dukker op i inbox’en og holder mig om ikke opdateret, så noget der ligner.

stillinger (brændende platforme!), der er koblet til energiproduktion og –forbrug. Velskrevne, forholdsvis korte, artikler to the point og uden langhårede akademiske udskejelser – herligt.

Tidsskrifter er livets salt for forskningen. Det er et farligt mas at følge med i hvad der rører sig, især inden for historie generelt, men også inden for ens specialemne. Derfor er anmeldelser en vigtig del af tidsskrifternes eksistensberettigelse. Jeg har stor fornøjelse af H-Net Reviews, der en gang om ugen udsender en samlet liste over alle de anmeldelser, der er bragt i H-Net systemet. Det er selektivt, og det er normalt kun bøger, der anmeldes, men det er et fremragende redskab, der giver en hurtig adgang til at læse om nye eller næsten nye bøger. I det hele taget er H-Net internettets gave til historikere.

At arbejde med små privatarkiver Skrevet af Michael Esmann, Cand. Mag i Historie Den følgende tekst er en refleksion over mit samarbejde med et lille privat arkiv. Tanken med teksten er, at den kan tjene som en hjælpende hånd til de studerende der påtænker at samarbejde med et lille privat arkiv. Først vil jeg gengive de konkrete problemstiller som jeg stødte på under mit samarbejde med Forn Sidr, hvis arkiv jeg anvendte under mit speciale, og derefter forsøge at udstikke nogle forhåbentlig generelle perspektiver. Før jeg forsøge at gengive problemstillingerne omkring samarbejdet med Forn Sidr, så mener jeg det vil være fordelagtigt, at kort gøre rede for hvad Forn Sidr er.

Når jeg ikke har et favorittidsskrift, skyldes det måske, at min forskning først og fremmest ligger inden for energihistorie, og artikler af interesse er spredt på miljø, regulering, sikkerhed, teknologi, design, forbrug, mm. Så for at afsøge den linde strøm af tidsskriftartikler, som alle andre end historikere beriger verden med, abonnerer jeg på nogle ’skræddersyede’ søgesider, der ligeledes en gang om ugen (mindst) lister de artikler, jeg kunne være interesseret i. Også denne model er selektiv, mindst naturligvis når det gælder engelsksprogede artikler, men hyppigheden af andresprogede artikler er ikke så ringe endda. Den hjemmeside, der langt hen ad vejen dækker mit behov for energirelatede artikler er Research Papers in Economics (repec.org) som dækker 1500 tidsskrifter og 3300 serier med working papers i 75 lande. Arbejdet udføres af frivilligt arbejdskraft, så der skal nok være nogle huller – jeg har bare ikke fundet nogle endnu. Kan man forlange mere?

Forn Sidr – et mindre trossamfund Forn Sidr (det fulde navn) er et statsgodkendt trossamfund, der dyrker det, der populært og lidt forenklet kaldes ”asatroen”. Trossamfundet består af ca. 600 medlemmer fordelt udover hele landet og udgiver bl.a. bladet ”Vølse – organet for hedensk sæd”. Trossamfundets status som ”statsgodkendt” betyder bl.a. at de må fortage juridiske gyldige vielser og administrerer en hedensk gravplads i Odense. Trossamfundet er ikke opbygget eller drevet som et ”typisk” vestligt trossamfund, men nærmere som en idrætsforening med en demokratisk valgt bestyrelse. Ingen af medlemmerne nyder nogen form for dogmatisk autoritet og ingen tekster holdes som værende hellige. Forn Sidrs arkiv varetages af to ”arkivarer”. Den ældste

Og så alligevel. Et tidsskrift, jeg gennemgående læser grundigt er Journal of Energy Security, fordi det globalt dækker sikkerhedspolitiske problem-

del af arkivet opbevares hjemme hos den ene af arkivarerne i adskillige flyttekasser. Den nyere del af arkivet er elektronisk og varetages af foreningens kasser.

vis efter nogen gennemgående orden eller system. Dette betød, at det tog lang tid at få et overblik over arkivet. Tid som desværre ikke var til rådighed. Arkivaren, der var meget hjælpsom, havde en meget fyldt kalender som ikke tillod lange eller hyppige besøg i arkivet. Kombinationen af den manglende orden, de blanke perioder og arkivets begrænsede tilgængelighed betød at resultaterne af besøgene var begrænset.

And so it begins… Ved starten af mit specialeforløb tog jeg kontakt til Forn Sidr og fik aftalt et samarbejde. Aftalen var at jeg ville få adgang til Forn Sidrs arkiver og ud fra det ville skrive et speciale med Forn Sidr og dets medlemmer som omdrejningspunkt. Denne beslutning blev truffet af Forn Sidrs bestyrelse og støttet af den ene af de fungerende arkivarer.

Heldigvis kunne arkivaren godt se problemet og indvillige derfor i af jeg kunne låne mindre dele af arkivet med til Aalborg. For at sikre jeg behandlede deres arkivalier ordentlig blev der udformet en kontrakt med hensyn til depositum osv. Depositummet blev sat ved 2000 kr. pr. 2 ringbind, men må anses for rimelige da arkivalierne er ”unikke” og ikke kan erstattes hvis de beskadiges eller forsvinder.

Umiddelbart var den eneste restriktion for mit arbejde, at der ikke måtte offentliggøres nogen personlige oplysninger om medlemmerne og at al informationen og kilderne skulle anonymiseres. Da min valgte vinkel på Forn Sidr var rettet mod selve trossamfundet og dets udvikling og klassifikation var denne restriktion ikke noget problem og jeg accepterede. I tiden derefter opstod der imidlertid en række problemer ang. arkivet og adgangen dertil.

Udformningen af denne kontrakt blev dog anderledes end jeg havde forstillet mig. Udover at omhandle arkivalierne, så ville arkivaren også have at den skulle omhandle selve specialet og dets indhold. Konkret var vi uenige om ordlyden i forhold til de restriktioner der var opstillet og hvor lang tid Forn Sidr skulle have specialet inden det blev afleveret. I sidste ende blev det et kompromis, men mest i deres favør og med yderlige restriktioner end de først aftalte.

Første problem opstod da jeg ankom til arkivet i Århus, hvilket vil sige den ene af de fungerende arkivarers bopæl. Mødet var overordnet præget af to problemer. For det første så startede arkivet ikke som et officielt arkiv for Forn Sidr, men mere som en samling af dokumenter der blev gemt af et af de grundlæggende medlemmer af trossamfundet. Senere blev dette medlem udpeget til officielt arkivar, med ansvaret for at opbygge arkivet og vedligeholde arkivet, men dette blev ofte kun gjort sporadisk. Resultatet blev at arkivet havde ”blanke” perioder, hvor der ikke var ført arkiv eller kun delvist. Dette betød, at visse perioder i arkivet ikke var egnet til undersøgelse, da informationen var manglefuld. Et andet problem var måden, hvorpå arkivet blev opbevaret. På trods af de ”blanke” perioder fyldte arkivet adskillige ringbind, mapper og papirstakke. Disse var fordelt over flere flyttekasser og ikke nødvendig-

Det styrkeforhold kontrakten demonstrerede var en konsekvens af at Forn Sidrs samarbejde ikke gik længere, end at de var villige til at lade samarbejde falde til jorden, hvis de ikke var tilfredse med udviklingen. Dette styrkeforhold og denne lettere ligegyldighed overfor samarbejdet blev desværre, i min optik, en gennemgående tendens i forløbet. Et andet problem ang. adgangen til arkiverne opstod da jeg ville have adgang til de elektroniske arkiver. Disse hører som tidligere nævnt under kassererens ansvarsområde og derfor skulle jeg igen tage kontakt til bestyrelse og få tilladelse og 22

kontakt. Bestyrelsen gav efter længere tids tænkepause tilladelse, men formåede ikke at få deres kassere til at kontakte mig og jeg kunne heller ikke komme i kontakt med vedkommende. Resultatet blev, at jeg måtte opgive at få adgang til de elektroniske arkivalier og nøjes med de ældre fra Århus.

Hvis jeg overordnet skal betragte mit arbejde med Forn Sidr er det ikke til at overse de problemer jeg stødte på, men jeg mener det er vigtigt at forstå hvorfor de opstod. Det er ikke min opfattelse, at de er et udtryk for sabotage eller inkompetence på Forn Sidrs bestyrelses vegne. Jeg tror nærmere at det skyldes, at Forn Sidr ikke havde nogen tidligere erfaring med de opgaver de blev stillet overfor og derfor ikke kunne løse disse effektivt. Forn Sidr havde hverken nogen struktur eller procedure, der gjorde nogen i stand til at træffe de nødvendige beslutninger og heller ikke nogen konsekvent holdning til hvad der måtte offentliggøres.

Under forløbet havde jeg løbende kontakt med Forn Sidr bestyrelse, da det var dem der skulle tage stilling til hvad jeg må få adgang til og i hvilket omfang. Et temmelig stort problem for mit speciale var, at bestyrelsen ikke var i kontakt med hinanden særligt ofte og derfor tog det ofte lang tid før der kom en afklaring på en anmodning. Et par gange oplevede jeg, at bestyrelse i et svar på en anmodning, ændrede holdning til en anmodning de havde godkendt en måned forinden. Denne manglende struktur til at tage hurtige og varige beslutninger gav væsentlige metodiske problemer, da præmisserne for analyser løbende blev ændret. I stort omfang tror jeg ikke problemerne skyldes ligegyldighed overfor samarbejdet, men nærmere en manglende procedure og stillingtagen til udlevering af arkivalier. Der var ikke en person der kunne træffe en beslutning så hele bestyrelsen skulle inddrages i hver anmodning.

Generelle perspektiver på at arbejde med mindre private arkiver. Ud fra mine egne oplevelser og hvad jeg eller har erfaret fra andre der har arbejde med lign. så er der problemstillinger man bør overveje. 1. At der bliver formuleret en kontrakt mellem de involverede parter er både en sikkerhed og en ulempe. Sikkerheden består i, at hvis der forligger en kontrakt, så ved man hvad ens forpligtelser er og hvad modparten er forpligtet til. Ulempen kan bestå i af kontrakten kan ”binde” en op på en bestemt vinkel og derved hindre den kreative og organiske proces det er at skrive et problemorienteret projekt. Derfor er det vigtigt, at kontrakten ikke er formuleret på den måde, at den er for begrænsende mht. projektets indhold og form. Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at være meget opmærksom på formuleringen. Man bør antage at der ikke opstår stridigheder mellem en selv og modparten, men dog at det kan ske. Derfor er det vigtigt at læse kontrakten godt igennem og sørge for den er klart defineret og rimelig for en selv og det projekt man vil skrive. Kan kun anbefale at man

I sidste ende fik jeg opbygget tilstrækkelige arkivalier til at fortage en undersøgelse af trossamfundet Forn Sidr, men det var ikke noget nem proces. De problemer jeg stødte på gjorde at jeg løbende måtte afskrive mulige vinkler, skrotte delvist skrevne afsnit og ændre min problemformulering. Specialet blev i sidste ende ikke styret af en bestemt indgangsvinkel, men nærmere af hvilke kilder der var tilgængelige. Dette var til tider meget frustrerende, men sådan var de vilkår jeg arbejdede under. Men selvom processen var frustrerende, så var det det værd. De fleste historikere er glade for kilder og arkivalier og glæden ved dem bliver bestemt ikke mindre når man ved at man er den første der arbejder med dem.

sender en kopi til ens vejleder før man skriver under og forpligtiger sig.

Arkivsommerskole 2011 af Annette Mørch Jensen & Malene Bjørnskov Schmidt, stud. hist, 10. semester, Informationsforvaltning.

2. Det er ikke det samme at arbejde med et lille privat arkiv som det er at arbejde med for eksempel med stadsarkivet og det skal man være opmærksom på af to grunde. Mindre privatarkiver er ikke forpligtiget til hverken at hjælpe dig eller give dig adgang til deres arkivalier. Denne mangel på rettigheder overfor arkivet betyder at ens arbejde er afhængig af arkivhavernes velvilje. Derved ikke sagt, at man skal kaste sig i støvet af taknemlighed, men det skader ikke at huske, at man reelt set er en gæst. Dette er især nyttigt at huske når man arbejder med arkivarer med store ejerfornemmelser overfor arkivalierne. 3. Der kan være stor forskel på et ”professionelt” arkiv og et ”amatør” arkiv. Af åbenlyse grunder så har mindre privat arkiver ikke de samme ressourcer som stadsarkivet eller lign. Derfor må man sætte sine forventninger derefter. Det gælder både materialets stand og den måde det kan være arkiveret på.

Deltagerne sommerskolen ved Archivschule Marburg - Hochschule für archivwissenschaft

Søndag den 31. juli 2011 tog vi fra Aalborg for at deltage i Archidis, en to uger lang sommerskole i Tyskland. Sommerskolen blev afholdt i den tyske universitetsby Marburg på ”Archivschule Marburg - Hochschule für archivwissenschaft” som et samarbejde mellem Mittsweden University og Oslo University College finansieret gennem The Erasmus Intensive Learning Programm – et EUprojekt. Vi deltog på vegne af Historiestudiet ved Aalborg Universitet pga. vores fokus på informationsforvaltning.

Held og lykke med jagten!

Temaet for Archidis sommerskolen var ”Appraisal and Social Memory – deciding what to capture and keep”. For første gang skulle europæiske studerende mødes for at diskutere arkivinstitutionernes rolle i relation til bevaring, kassation og samfundets kollektive erindring. Forinden havde vi henover foråret læst et pensum, skrevet et essay, lavet en poster om dansk

arkivpraksis samt deltaget i gruppearbejde på Moodle.

”Japan – Kultur og historie” af Lars Vargö

I Marburg deltog vi i en række forelæsninger ved Europas førende indenfor forskningen i bevaring og kassation i arkiverne som f.eks. Eric Ketelaar, De Universiteit van Amsterdam. Gennem en kombination af disse samt seminarer og gruppearbejde behandlede vi teoretiske, politiske og organisatoriske tilgange til bevaring, kassation i relation til kollektiv erindring.

Ikke en turistguide. af Michael Esmann, Cand. Mag i Historie

Vi deltog begge i den gruppe, der diskuterede privat arkivernes rolle i forhold til det overordnede emne. I mellem forelæsningerne var der arrangeret ekskursioner til blandt andet The European Central Bank, Hessisches Staatsarchiv i Marburg, Das Bundesarchiv i Koblenz, samt forskellige sociale arrangementer; eksempelvis en byvandring i Marburg, en bustur gennem Rhindalen og fælles madlavning.

Lars Vargö er professor i japanologi (ja det er der åbenbart noget der hedder), svensk diplomat og har levet flere år i Japan. Hans tidligere arbejde indenfor dette emne inkluderer ”Den falska stillheten : Japan då och nu” og ”Social and economic conditions for the formation of the early Japanese state”.

Deltagelsen i Archidis sommerskole var en lærerig oplevelse, som vi klart vil anbefale til andre studerende med interesse for arkivmæssige forhold. Erasmus IP Archidis sommer skole er planlagt til at foregå i Dundee i 2013.

Lars Vargö formål med denne bog er at give læseren en forståelse af den japanske mentalitet og selvforståelse. Fokus er lagt på de traditioner, der går igen op igennem Japans historie. Bogen er kronologisk opbygget og Vargös historie om Japan starte ca. i år 350 f.kr. og slutter omkring årtusindskiftet. Hele vejen igennem denne lange periode, forsøger forfatteren at sætte der begivenhederne ind i et større perspektiv og derved påvise nogle af de mønstre og træk der går igennem forandringen i japansk kultur. Da forfatteren ikke ”kun” vil beskrive den japanske historie, men også den japanske kultur og selvforståelse, bruger han kilder og emner som ikke er så

hyppigt anvendt i historiebøger. For udover at beskæftige sig med de forskellige dynastier og krige, inddrager han også den løbende udvikling indenfor eksempelvis kunst, religion og poesi. Dette gør at man som læser ikke kun får et billede af Japans politiske og geografiske udvikling, men også et billede af hvordan japanerne kulturelt har forandret sig over tid.

manglende stillingtagen til krigen en generel tendens i Japan og kan til tider resultere i manglende forståelse overfor andre asiatiske nationers opfattelse af krigen og Japans rolle deri. Overordnet må man sige at ”Japan – kultur og historie” virker som et solidt værk med velargumenterede perspektiver på japansk historie og kultur. Lars Vargö præsterer igennem hans historiske betingede redegørelse at give læseren et indblik i den japanske historie og selvforståelse. Selve bogens opbygning må også siges at være meget læservenlig. Både pga. af opsætningen, men også pga. registeret og det japansk-danske leksikon bagerst i bogen.

Og at der netop har været forandringer er en af forfatterens hovedpointer. Igennem bogen viser han hvordan Japan har været udsat for både asiatisk og vestlig kultur, men stadig har værnet stærkt om sin egen. Han tegner et billede af et folk, der altid har holdt de gamle traditioner i hævd, men stadig har været pragmatiske nok til at inkorporere den udefrakommende viden, der blev anset for nødvendig. Lige fra håndteringen af de mongolske invasioner til genopbygningen efter anden verdenskrig, har japanerne vist sig dygtige til at overkomme modgang.

Man kan med fordel bruge værket i historisk arbejde, men man skal dog være opmærksom på at værket ikke kan stå alene. ”Japan – kultur og historie” er relativ kort tekst og dækker derfor langt fra alle de signifikante begivenheder eller vinkler der kan ligges på japansk historie, men det er heller ikke forfatterens formål med værket. Formålet er at give læseren et kort historisk overblik (og det fungerer som et udmærket oversigtsværk) og demonstrerer de udviklingslinjer der er at finde i japansk mentalitetshistorie. Og dette formår værket at gøre på en nem og overskuelig måde. Derfor mener jeg, at man med rette kan anbefale alle der ønsker at beskæftige sig med japansk historie eller blot interessere sig for solens rige. For ved læsningen af denne bog er man kommet en forståelse af Japan og japanerne nærmere.

En anden generel og meget interessant tråd der løber igennem hele bogen, er en stillingtagen til hvordan japanerne opfattet har opfattede omverdenen og hvordan de har spejlet sig i den. Lars Vargö tegner et billede at et folk, der angiveligt altid har opfattede sig som kulturelt overlegent. Denne selvopfattelse mener forfatteren ligger til grund for nogle af de mindre charmerende aspekter ved den japanske kultur. Japanernes hævdelse af deres egen kultur og lettere foragt for andre giver dem tendens til at være ”selvfed” og til tider føre en overbærende tone overfor andre kulturer4. Han ser den sammen selvopfattelse som en af årsagerne til det moderne Japans anspændte forhold til sine naboer. For Japan er der til forskel fra for eksempel Tyskland, ikke en anerkendelse eller en udtalt anger over de forbrydelser som japanske soldater begik under Anden Verdenskrig. Ifølge Vargö er denne 4

Lars Vargös egne ord.

blev forvandlet til en spøgelsesagtig ruinby. Den tyske blitzkriegstrategi, der havde været særdeles succesfuld ved tidligere slag, kom hurtigt til kort. I byens snævre gader var det ikke muligt at manøvrere rundt med tankvogne og samtidig støtte med luftstyrker, så derfor blev slaget i selve byen hurtigt en opgave for snigskytter og mindre styrker og involverede i øvrigt også civilbefolkningen. Beevor beskriver med grufuld tydelighed brutaliteten på begge sider af slaget og håbløsheden for de civile, der hurtigt havnede i fødevaremangel. Små børn kunne skaffe sig en stump brød ved f.eks. at hente vand i Volgafloden til tyskerne, men de blev hurtigt skudt af deres egne landsmænd for at forhindre, at tyskerne blev hjulpet. Unge skolepiger hjalp med at slæbe sårede væk fra slagmarken og udsatte dermed sig selv for stor fare ved at bevæge sig ud til frontlinjen. Som slaget skred frem blev fødevaremanglen større og de civile, der havde overlevet de massive bombeangreb mod byen, led af hungersnød. De menige sovjetiske soldater blev udsat for ufattelig skånselsløshed i håndhævelsen af Stalins forbud mod tilbagetrækning. Stalingrad skulle forsvares for enhver pris og soldater, der så meget som tøvede før de trykkede på aftrækkeren, risikerede at blive henrettet som forrædere. Der var mange tilfælde af soldater der bevidst skadede sig selv for at slippe væk fra slagmarken, og mistanke om dette medførte som regel også dødsstraf på stedet. Derudover er der eksempler på delingsførere, der har stillet soldater op på lange rækker og skudt hver 10. soldat, blot for at indgyde de overlevende en skræk i livet og derved styrke krigsmoralen.

”Stalingrad” af Antony Beevor Slaget om Stalingrad mindes som et af de blodigste slag i historien og repræsenterer et vendepunkt i anden verdenskrig, da den tyske offensiv blev bremset af den sovjetiske overmagt. Antony Beevors beretning om slaget er lettilgængelig og spændende uden at gå på kompromis med fagligheden. af: Katrine Funding Højgaard, stud. hist. 3. sem.

Stalingrad var i 1942 en moderne storby med en strategisk beliggenhed og vigtige fabrikker, hvorfor det var i Hitlers interesse at indtage byen frem for at styre tropperne direkte mod Moskva. Samtidig var det i Stalins største interesse at forsvare byen, der bar hans navn. Beevor beskriver kortfattet forhistorien om hvordan tyskerne bragede succesfuldt gennem Sovjetunionen under operation Barbarossa, mens russerne gradvist trak sig tilbage og afbrændte landsbyer og marker undervejs, så de tyske styrker ikke ville få nem adgang til fødevarer. Da de tyske tropper nærmede sig Stalingrad ved floden Volga beordrede Stalin, at tilbagetrækning ikke var tilladt og ligeledes blev byens civilbefolkning ikke evakueret, da de sovjetiske soldater angiveligt ville kæmpe mindre hårdt for en tom by. I august 1942 startede de tyske bombeangreb mod Stalingrad, der hurtigt

På tysk side slog man ikke deres egne soldater ihjel i samme omfang som på den russiske side, men heller ikke her var det nemt at overleve. De soldater, der ikke blev dræbt af fjendtlige skud, risikerede at dø af sygdom, sult eller kulde. Den tyske 6. armé var blevet omringet af russerne ved operation Uranus i november 1942. Som vinteren

skred frem faldt temperaturen til tider under minus 35 grader og de tyske soldater var simpelthen ikke så godt udstyret som de russiske. Akut fødevaremangel var et stort problem for den omringede 6. armé, da forsøget på at etablere en luftbro var en udpræget fiasko. Soldaterne døde i hobetal af sult, kulde eller sygdomme overført at de mange lus der levede mellem mændene. Enhver mulighed for evakueringsforsøg blev afvist af Hitler og de førende nazister, da befæstningen ved Stalingrad skulle holdes for enhver pris. Da slaget om Stalingrad var endegyldigt tabt for tyskerne i februar 1943, var der ikke meget tilbage af den 6. armé og de overlevende havde endnu mange udfordringer i sigte, for herfra gik turen til sovjetiske arbejdslejre. De sidste overlevende tyskere kom først hjem i 1956.

”The Crusades – A very short Introduction” af Christopher Tyerman af Mia Bundgaard Rasmussen, stud. hist. 3. sem.

Beevors bog er dels en militærhistorisk fremstilling af slaget om Stalingrad og dets kontekst, dels en beretning om de mange ulykkelige skæbner der måtte lade livet i en brutal krig. Kildegrundlaget stammer fra et bredt udvalg af russiske og tyske arkiver. Beevor er kendt for sin fortællestil hvor læseren trækkes ind i historien på en spændende og actionfyldt måde, hvorved de store historiske linjer beskrives fint sidestillet med de små historier om enkelte individer og skæbner. Bogens store styrke er, at den giver et så præcist og utroligt barsk indblik i soldaternes og civilbefolkningens forfærdelige kår. Det kan næsten ikke beskrives med ord hvor grufuldt et slag der blev udkæmpet ved Stalingrad, men Beevor gør det på en flot og troværdig måde.

”He was not afraid to die for Christ. At long last, crushed rather than conquered by spears, stones and lances, he sank to the ground and joyfully passed to heaven with the martyr´s crown, triumphant” Således starter denne min introduktion til korstogene på blot 168 sider og størrelse med en sød pixiebog. Bogen indgår i serien af introducerende værker med hensigt at give et indblik i bestemte forskningsfelter. Bogen er utrolig velskrevet, men på akademisk engelsk, så det er med at have tungen lige i munden og være gode venner med sin ordbog for at få alle nuancerne af Christopher Tyermans bidrag til historieskrivningen med. Bogen er struktureret således, at de første par kapitler omhandler den historiske redegørelse af korstogene og de følgende fire kapitler omhandler korstogenes omfang og nogle af de ting korstogene har haft indvirkning på. Det er en rigtig god strukturering af bogen, da redegørelsen af korstogene giver en basisviden for den videre diskussion af dem. Tyerman tager udgangspunkt i Clermont-deklerationen af november 1095 i Frankrig. Forfatteren påpeger, at der er mange

korstoge og han vælger at redegøre for fem af dem i perioden fra 1095 til 1291, idet Acres fald i 1291 markeredes som slutningen på dem.

Alt i alt er det en rigtig god bog, som er anvendelig til både hyggelæsning og projektarbejde, og kan på det varmeste anbefales, hvis du har en lille korstogsnørd inden i dig.

Dette virker rigtigt godt, da det blot er en kort introduktion til korstogene, og derfor drukner man ikke i en hel masse information, men man får et overordnet billede af historien. Beskrivelsen af disse fem korstog giver også nok information til, at man kan følge med i hans argumentation og påstande, som han bruger meget af resten af bogen på. Man er ikke i tvivl om, at han forholder sig meget kritisk til kirkens anvendelse af korstogene som en måde til at opnå mere magt. Dette er en af hans påstande og man kan jo, ligesom med andre historiebøger, vurdere sig enig eller uenig i hans påstande, men han er rigtig god til at komme med tankevækkende udtalelser. Han gør da dét, som jeg mener, er vigtigt for en god akademisk bog: at sætte gang i tanker hos læseren.

”Warszawa, 1920: Lenins fejlslagne forsøg på at erobre Europa” af Adam Zamoyski af phd. Stipendiat Martin Ottovay Jørgensen

Anden del af bogen ligger i forlængelse af den historiske redegørelse og dette giver et meget nuanceret billede på korstogenes indvirkning. Dette omhandler blandt andet korstog til andre dele af Europa end Jerusalem/Mellemøsten, hvorledes korstogene blev brugt som undskyldning for at slå bl.a. jøder ihjel etc. Han forbinder linjer som man ikke lige troede eksisterede, baseret på almen viden om korstogene, så det er rigtigt spændende.

Den polske historiker Adam Zamoyski ser i denne bog på den sovjetiske invasion af det nyligt genskabte Polen i 1920 på de operative og strategiske niveauer. Zamoyski har trukket på polsk og russisk litteratur samt arkivmateriale, der primært stammer fra det polske centralarkiv. Jeg er ikke kyndig i hverken russisk eller polsk og dermed ikke i stand til at afdække, hvad kildemateriale og litteratur præcist dækker over, men kun kapitlerne omkring planerne og manøvrerne på begge sider er jf. noterne arkivbaserede. Zamoyskis levende sprog giver dog de fem forskellige dele en sammenhængskraft, der virker nøje dramaturgisk planlagt efter Hayden Whites’ fortællingsformer.

Han kommer som sagt med mange vurderinger, men han er jo også historiker og disse vurderinger kan man være uenig i eller ej, men dette gør bogen oplagt til projektarbejde, og ikke så meget hyggelæsning. Medmindre man selvfølgelig er utrolig nørdet og en sucker for korstogene og kritisk tænkning i relation hertil, så vil du elske bogen. Hvis man ikke er det, og blot er interesseret i den historiske udvikling, så kan man nøjes med at læse den første halvdel af bogen.

Første akt sætter rammerne efter krigen i spejlsalen i Versailles i kjole og hvidt med Polens gen-

oprettelse. To grupper af aktører og deres fremtidsplaner fremhæves. Polakkerne vil deres egen stat under den selvgjorte men kampvante hærfører Piłsudski som statsoverhoved og øverstkommanderende og den i vesten vellidte eksilpolak Paderewski som premierminister. Den anden hovedrolle tilfalder det opkommende sovjetiske regime under Lenin, der ser eksporten af revolutionen som den stærkeste mulighed for at konsolidere selvsamme.

en anden verden. Man finder kim deraf i henvisninger til sovjetiske frisører og armenske korporaler, der leder sovjetiske styrker på flere tusind mand eller om polske generaler, der oppe i årene ikke lader sig mærke deraf og igennem eget eksempel fordrer en modstand, der længe fastholder langt større sovjetiske styrker. Akten afsluttes ved tilbagetrækningen af den polske styrke i syd, da den sovjetiske hær i nord brød igennem den ny stats sidste forsvarslinje før symbolet på dens vilje til at eksistere, Warszawa.

Anden akt introducerer de konkrete aktører, der skal udøve de to nye staters magt på jorden; soldaterne. Den polske hær kom til at bestå af et kludetæppe af undergrundssoldater Piłsudski selv havde kommanderet under krigen og polakker, der vendte hjem fra tysk, fransk, østrig-ungarsk og russisk tjeneste og medbragte forskelligt udstyr og derudover også stammede fra alle lag i samfundet. Den sovjetiske hær mindede derom med en kerne fra den nyligt dannede røde hær samt en række kosak regimenter og en stor gruppe af de mange tusind officerer fra Zarens hær, der var blevet taget til nåde som ’specialister’ samt våben erobret fra den hvide hær delvist af britisk og fransk herkomst.

I fjerde akt følger man kampenes hastige og blodige gang vestover i det kaotiske virvar på baggrund af ringe kommunikationslinjer mellem hærførere og enheder, hvoraf nogle var med i krigen på nogle tidspunkter, andre ikke. Selvom der fra polsk side fortsat blev opildnet til modstand fra kirken side ligesom mere end 160.000 fra Warszawa og nære omegn meldte som frivillige, havde den sovjetiske hær stadig frem til slagene nord for Warszawa nok opbakning til at der kunne oprettes militser i dens bagland såvel som det strategiske initiativ. I et sidste forsøg på at bryde det sovjetiske greb omkring byen, lod Piłsudski flere af de forskellige frontenheder tømme for at samle en styrke med det mål at foretage en flankemanøvre østom byen via floden Wisła. Dette lykkedes, ligesom det hjalp polakkerne at den sovjetiske samlede hær ikke blev sendt imod byen, da dele af styrken blev trukket nordover med henblik på at lave en knibtangsmanøvre derfra såvel som at den sydlige front blev sat i retning mod Wien, Budapest og Rom af den politiske ledelse, der ikke havde indblik i forholdene på slagmarkerne. Den omgående polske styrke fik efter et par forvirrede dage pga. det sovjetiske ryk nordpå skubbet den sovjetiske centrale styrke på flugt. Flere af de sovjetiske flygtende enheder blev truffet gentagne gange af de forfølgende polakker, mens de sovjetiske enheder nordpå kæmpede under deres tilbagetrækning.

I tredje akt lader Zamoyski de dødelige dramaer udspille. Vi er med i hærgede landområder og disses enkelte centrale nøglepunkter i form af floder og byer trekanten mellem det nyligt selvstændiggjorte Letland og Kiev, lige indenfor den polske grænse længere mod syd, og området umiddelbart øst for Warszawa. Man kommer dog også tæt på når eksempelvis en polsk kavalerist skærer en kosak ’åben fra halsen til livet’ eller lokale vidner kommenterer på det manglende fodtøj hos mange af soldaterne på begge sider. Herved får man indblik i den kompleksitet, der gør sig gældende i krig ift. trætte, udmattede og ringe udrustede soldater og krigeres motivation til at kæmpe og ofte give livet som offer for sagen, ham ved siden af osv. eller omvendt udsætte deres fjender, selv når på flugt, for brutalitet af

I sidste akt følges den sovjetiske tilbagetrækning og tilførsel af forstærkninger. Samtidig vender en af de større styrker fra den sydlige front forsinket nordpå for at deltage i kampene, idet man fra den sovjetiske ledelses side tidligere ville mod Budapest og Wien. Man var dog ikke klar over de nordlige kampes udfald til polsk fordel pga. de ringe kommunikationslinjer og endte med at blive trængt tilbage. Disse sovjetiske tropper blev imødekommet af polske fremrykkende enheder i det sydlige Litauen og blev også trængt tilbage ligesom der iværksattes opstande i både Hviderusland og Ukraine på baggrund af det sovjetiske militære nederlag.

politik understreges i de sidste linjer: ’Det demokratiske og borgerretlige instinkt i denne del af Europa er i dag i vidt omfang et produkt af de to årtier med frihed, som blev sikret af Piłsudski og hans hære ved Wisła i 1920.’ Det kan derfor ikke undre at bogen er trykt i Polen. Er man bevidst omkring projektet at sikre Polen en plads i solen, der på sin vis er både forståeligt og til en vis grad på sin plads, kan bogen fint læses for det militærhistoriske, kunsten at kombinere det strategiske med det taktiske eller formidlingsteknikken og sproget. Bogen er oplagt at bruge i et militærhistoriografisk projekt omkring kampene om de i den grad nutidsorienterede krigsnarrativer efter den kolde krigs afslutning.

I efterspillet indledes med våbenhvilen i 1921, som Zamoyski blot ser som en pause i krigen, der fortsætter i 1939 med det sovjetiske angreb under Stalin. Flere af soldaterne så det også således, især de der senere kæmpede imod de sovjetiske styrker. Zamoyskis pointer går på den sovjetiske ledelses sårede stolthed, erkendelse af magtens skrøbelighed og følelse af isolation samt det sovjetiske regimes og dermed kommunismens tab af prestige, hvad mange højredrejede regimer Europa over i 1930’erne spillede på. Dernæst Stalins erkendelse af den lille grobund for kommunisme i Polen samt betydningen af manglen på effektiv langdistance kommunikation i krigen.

Bogen er udgivet på Informations Forlag, 2011, 179 sider.

”Den 2. Verdenskrig 1939-45” af Henning Poulsen, Aage Trommer og Hans Kirchhoff. af Jonas Bertelsen, stud. hist. 3.sem.

Det samlede indtryk er en velskrevet formidling af både polsk og sovjetisk (militær)-historie, der skal rette på den daværende tolkning af polakkerne, der ikke altid i vesten fremstod som forsvarere af deres egen nation, men også som aggressorer med udfald østover. Bogen er ikke ramt af en blind polsk (metodisk) nationalisme, men snarere hvad man kan kalde politisk indrammet transnational tilgang til de strategiske og operative niveauer, dvs. fronterne deres bevægelser og de konkrete slag. Men der er ingen tvivl om at Zamoyski gerne vil fremhæve Polens plads i det europæiske erindringspolitiske rum og hermed måske også indirekte i dagens Europa/EU. Tidens

Værket er skrevet af tre af Danmarks væsentligste forskere inden for 2. Verdenskrigs historie. Bogen er rigt illustreret med billeder og kort, der hjælper læserens forståelse indenfor f.eks. den geopolitiske situation i Europa efter 1. Verdens-

krig. De første par hundrede sider af bogen, tages der udgangspunkt i årsagerne til krigen, hvor der fokuseres både på Versaillestraktatens eftervirkninger, den tyske ekspansive udenrigspolitik og den britisk/franske appeasement-politik, der ledte op til krigens udbrud. Værket kommer således omkring de betydeligste årsager til krigen og tager højde for, de forskellige linjer i den internationale historieskrivning på området.

"Hollow Land - Israel's architecture of occupation" af Eyal Weizman af Poul Lindskov, cand.mag (hovedfag historie, sidefag geografi)

Den resterende del af bogen omhandler selve krigen, politisk såvel som militærstrategisk. Bogen beskriver den internationale politik under krigen, og gennem beskrivelser af topmøder, får vi et billede af de problemstillinger og gensidige mistro, de øverste allierede ledere stod overfor, da aksemagterne skulle nedkæmpes sammen med aksemagternes interne politiske uoverensstemmelser. Bogen giver desuden en fremragende gennemgang af de militærstrategiske perspektiver på krigen, lige fra de tyske ubådes ulveflok taktik i jagten på britiske handelsskibe i Atlanten, til frontlinjerne i Asien og Europa, stærkt underbygget med kort der viser troppernes fremrykning og billeder der viser soldater og civiles lidelser under krigen.

Eyal Weizman, israelsk arkitekt og underviser i rumlige og visuelle kulturer og har blandt andet undervist i Wien, Frankfurt og Paris og nu London, samt skrevet flere bøger om arkitektur og rum, skrev denne i 2007. Titlen "Hollow Land" kunne referere til flere forskellige emner, men er en militær, politisk og historisk fortælling om, hvordan strategi, arkitektur og udnyttelse af rummet har været en del af konflikten mellem Israel og Palæstina siden 1967 og frem til idag. Uden at gå for meget i detaljer med en definition af rummet, kan jeg da nævne at brugen afhænger af teoretisk og videnskabsteorisk orientering og er mere komplekst end den rent geografiske definition. Ordet Hollow defineres som to render something hollow by removing its internal matter. I denne bog kan dette videreføres på regionen Israel/Palæstina og forklaringen kommer på godt 250 sider i en velskrevet, gennemanalyseret og godt illustreret bog. Undertitlen er "Israel's architecture of occupation" og Weizman starter med at fortælle, at når han bruger ordet arkitekt mener han; militæret, politikere, aktivister mm.

Forfatterne formår med stor indsigt og imponerende overblik at fortælle historien om 2. Verdenskrig, og give et præcist billede af Verdens tilstand i en krig, der brændte sig ind i hukommelsen på dem der bevidnede den. Bogen er af flere blevet kaldt den bedste danske bog om 2. Verdenskrig, men når det er sagt, skal det understreges at bogen fokusere på den internationale krig og knapt beskæftiger sig med Danmark. Hvis interessen udelukkende ligger nationalt, kan bogen ikke anbefales, men er man interesseret i den internationale krig, er bogen fremragende og hver en krone værd.

Weizman analyserer grundigt geopolitikken i regionen og udnyttelsen af rummet med mange eksempler og billeder. Han fortæller hvorledes udviklingen i Israel er gået fra en lineær forsvarsteori tilbage i 1960erne, det vil sige en klassisk forstærkning af grænserne, til en ny forståelse af forsvar, indført af Ariel Sharon kaldet forsvar i dybden. Det vil sige forsvar, hvor vigtige strategiske punkter, danner et net eller et dynamisk rum. Det kan være en bakketop eller et pas i et ufremkommeligt terræn. For eksempel har militæret brug for, at kommunikation kan forekomme uhindret. Derfor er det vigtigt, at der er et velfungerende telefon- og radionet. Israelsk lovgivning siger, at det er tilladt at besætte et mindre område, hvis det drejer sig om national sikkerhed. Derfor besætter militæret fem bakketoppe for at bygge telefonmaster. Det er dog nødvendigt med militær beskyttelse under opførelsen af masterne, så der bliver også bygget en barak. Det er også nødvendigt med et mindre indkøbscenter til soldaterne, arbejderne og deres familier, så det bliver også bygget. Herefter følger andre småforretninger og faciliteter samt flere tilflyttere og du har efterhånden en bosættelse i det, der plejede at være palæstinensisk område. Sådanne bosættelser er der efterhånden mange af, alle legitimeret af mere eller mindre gode argumenter og regionen efterhånden er blevet udhulet. Derved er mange af de områder som har en eller anden værdi for palæstinenserne blevet bosat - deraf navnet "Hollow Land".

Weizman analyserer således hvorledes diskursen ændrer sig i takt med strategien og kommer hele tiden med eksempler. Hans analyser er spændende og inddragende og omhandler, hvordan diskursen er med til at legitimere og skabe handling. Den største diskurs er således national sikkerhed, set ud fra Israelsk perspektiv og omhandler blandt andet, hvad er tilladt, hvad er nødvendigt og hvad kan vi slippe afsted med - for at sikre national sikkerhed. Det drejer sig ikke kun om forholdene i Israel, men også i et internationalt perspektiv. Her er bogen rigtig interessant og kommer med en spændende forklaring på, hvordan det lykkedes at inddrage israelerne (arkitekterne) på tværs af politisk holdning, sociale klasser osv., til at deltage aktivt i bosættelserne. Bogen giver stof til eftertanke om rumbegrebet og tvinger læseren til hele tiden at gennemtænke og revurdere sin opfattelse af rummet og geografien. Det samme gør sig gældende med diskurser omhandlende Israel og Palæstina. For eksempel; besættelse, national suverænitet, grænser, territorium, militær og politisk strategi. Disse begreber mister deres traditionelle betydning i IsraelPalæstina konflikten. Et naturligt spørgsmål når man læser en bog som denne er vel, hvorvidt den er pro-israelsk eller palæstinensisk. Bogen er skrevet af en israeler, men det er ikke en bog, der forsvarer israelske handlinger i løbet af de sidste 40 år, snarere tværtimod. Den er dog så grundigt gennemarbejdet at man aldrig tænker, det er et stykke propaganda eller lignende. Bogen er modig, kritisk, inddragende, godt skrevet, oplysende - næsten så meget at det er små-chokerende og et must-read for interesserede i konflikten. Ikke fordi den giver alle svarerne, men fordi den forsøger at analysere et element af konflikten, som er lidt overset.

Bogen tager fat i flere modsætninger og paradokser. Eksempelvis hvordan den israelske diskurs om retten til det hellige land retfærdiggøres igennem biblen og jødiske værdier. Det vil sige at adspurgte israelere værdsætter klassiske rurale værdier, landskaber og kultur, højt. Paradokset her er således, at det er palæstinenserne som driver citron-og olivenlunde, vildtgående dyr mm., men samtidigt er det det israelerne fjerner gennem deres bosættelser.

ligvis klar over, at uskyldige civile dør og bliver tortureret på begge sider, at bomber ikke vælger deres ofre, at begge hære har helte og at alle kæmper en krig på hver sin side.

Filmanmeldelsesessay af: Casper B. Krogh, stud. hist. 3. sem. Med borgerkrigen i Syrien og konsekvenserne af det ”Arabiske Forår” ser man hvor vigtig en rolle medierne spiller i at rapportere de forfærdelige ting, der normalt bliver lukket ned for af det siddende regime. Et af de medier, som i historiens løb har portrætteret den menneskelige evolution og revolution bedst er filmen. I denne artikel vil der derfor blive fokuseret på to film, som har været med til at ændre folks holdning til den pågældende konflikt og siden omskrevet historiens forløb. Slaget om Algier ”Slaget om Algier” fra 1966 er en film instrueret af den afdøde italienske instruktør Gillo Pontecorvo. Filmen er en dybere filmoplevelse end mange publikummer kan modstå, da den indrammer al den bitre kynisme, som er en del af vores virkelighed. Det handler selvsagt om den algeriske frihedskrig, men selvom man ikke er interesseret i Algeriets kamp for selvstændighed kan man i teorien sætte hvilken som helst anden konflikt ind da filmen indeholder en universel referenceramme.

Hovedkaraktererne er en fransk oberst (Jean Martin), der både respekterer sine modstandere, men mener, at hensynsløse metoder er et nødvendigt onde og Ali (Brahim Haggiag), en småkriminel, der siden bliver FLN leder. Men andre biroller, som er essentielle for at filmens budskab slår igennem, er en gammel mand der brutalt bliver slået ned af franske soldater, en gadekendt ung arabisk pige, der planter en bombe i en cafe og derefter ser på sine ofre med et medfølende blik og mange flere.

Pontecorvo annoncerer indledningsvis, at der er "ikke en fod" af dokumentation i sin to timer lange film. Meddelelsen er bydende nødvendig, fordi filmen ligner, føles og smager lige så virkelig, som set i den danske dokumentarfilm ”Armadillo”. Pontecorvo brugte tilgængeligt lys, råfilm af virkelige optagelser fra dengang og faktiske steder i at rekonstruere begivenhederne i Algier. Han går efter virkeligheden og opnår fuldstændig følelsen af at du selv befinder dig der.

Styrken af filmen er både dens lidenskabelighed og objektivitet, som en del af filmens finurlige men direkte kynisme spørger den franske oberst, som selv er veteran fra den franske modstandskamp under Anden Verdenskrig, efter han erfarer, at den berømte filosof Jean-Paul Sartre støtter FLN. "Hvorfor er de liberale altid på fjendens side?", "Hvorfor tror de ikke på at Frankrig hører til i Algeriet?" Men der var, som sagt en tid, hvor han ikke følte det nødvendigt at spørge sig selv, hvorfor nazisterne ikke hørte hjemme i Frankrig.

Pontecorvo har meget klogt valgt at stille sig neutral midt imellem FLN (Front Liberation National) og de franske myndigheder uden at favorisere og sympatisere med nogle af siderne. Han er tyde-

The Killing Fields Som det var tilfældet med ”Slaget af Algier” er der en underlig ting om historier der er baseret på, hvad de film så insisterende kalder "det virkelige liv". ”Killing Fields” er en film der behandler de uventede drejninger af ens skæbne, noget som efter de fleste manuskriptforfattere har haft fat i dem, er det der før var et rigtigt menneske med en uvis skæbne, blevet lavet om til en tom skabelon, hvor man ville kunne sætte folk som Arnold Schwarzenegger eller Sylvester Stallone til at spille rollen og ingen ville vide hvilken skæbne disse folk havde endt med.

Schanberg tilbød siden Pran en chance for at forlade landet med ham, men Pran valgte at blive tilbage og da Khmer Rouge lavede en jernring rundt om Cambodja, forsvandt Pran ind i en lang tavshed. Hjemme i New York gjorde Schanberg, hvad han kunne for at finde oplysninger om sin ven, men forgæves. Schanberg havde for længst troet sin ven død, men fire år efter kom der ord om, at Pran stadig var i live og var flygtet over grænsen til en flygtningelejr. De to venner blev genforenet, i en af de sjældne lykkelige slutninger, der kommer ud af en periode med stor lidelse. Som en menneskelig historie, er dette en overbevisende én af slagsen. En Hollywoodhistorie er det selvfølgelig og heldigvis ikke da den sidste halvdel af filmen er Dith Prans personlige historie, fortalt fra hans synspunkt. Filmen begynder i de tidlige dage af Schanbergs (Sam Waterston) journalistiske virke og Pran (Dr. Haing S. Ngor, hvis egen historie bærer en nærmest uhyggelig parallel til hans figurs) og man fornemmer straks den stærke venskabsfølelse og loyalitet der er imellem dem. Hele atmosfæren i denne periode er bedst personificeret af en amerikansk fotograf (John Malkovich) som er en mellemting imellem en junkie og en stålsat reporter. Han er ikke let at drive til handling og endnu mindre berørt af den tortur han er vidne til, men viser karakter da han forfalsker et pas til Dith Pran for at få ham ud af landet.

En af de risici, som ”The Killing Fields” heldigvis har taget er at frigøre sig fra denne tradition, at fortælle os en historie, der ikke har en traditionel Hollywoodstruktur og desuden stole på, at vi som publikum kan forestille os de forfærdelige ting der skete under Pol Pots regime i Cambodja og som hjælper til at gøre dette til en meget påvirkelig oplevelse. Den "virkelige livshistorie" som filmen er baseret på er efter filmens sejrgang over hele verdenen, nu velkendt. Sydney Schanberg, korrespondent for New York Times dækkede invasionen af Cambodja med hjælp fra Dith Pran, en lokal journalist og oversætter. Da landet faldt til det kommunistiske Khmer Rouge-regime. Livet for alle udlændinge i landet var med et i fare og Schanberg kom uskadt ud sammen med de fleste af sine kolleger af vestlige korrespondenter.

Filmen er en mesterlig præstation på alle de tekniske niveauer, det gør en særlig god opgave med at overbevise os med sin kameraføring. De bedste øjeblikke er dog de menneskelige samtaler, udvekslinger af tillid, de hurtige byger af vold, desperation osv. I centrum af mange af disse scener er Dr. Haing S. Ngor, en skuespiller, som ikke er en skuespiller i og med hans vej til rollen kom fra rækken af de cambodjanske flygtninge i Californien og han bringer en oprigtighed, der er

fuldstændig overbevisende og man kan nærmest se på hans ansigt, at han virkelig har set de rædsler der er beskrevet i filmen.

stor forsigtighed da det stadig var et åbent sår for mange mennesker. Steven Spielberg var den første der lavede en film om emnet, som decideret brød igennem støjmuren med ”Schindlers Liste” her så man hvor realistisk og hvor smagfuldt man kunne tage emnet op uden at støde folk unødigt meget. Herefter kom der en lind strøm, hvor man tog fat på de komplekser som siden er set i film så varieret som ” La vita è bella” og ”The Pianist”.

Den amerikanske ’erfaring’ i Sydøstasien har givet os store episke film som ”Apocalypse Now” og ”The Deer Hunter”. Her er historien fortalt lidt tættere på jorden, af mennesker, der ikke i det store hele var vigtige og ikke særlig magtfulde, men var derimod folk der blev fanget i begivenheder som var ligeglade med dem, men blev ved og stoppede aldrig i deres forsøg for at gøre deres bedste.

Det er også her hvor man finder fremtiden for krigsfilmen som genre, hvor alle de nationale historier om egne krigshelte og heroiske aktioner bliver oplyst noget, som kun er alt for tydeligt i bl.a. de Skandinaviske lande hvor film som ”Max Manus”, ”Flammen og Citronen” og ”Hvidstensgruppen” har indtjent store summer og er endnu et eksempel på at denne slags film altid vil have et publikum.

Fremtiden for de såkaldte krigsfilm er, som altid, fristes man til at sige - lys. Krig er et af de mest populære emner at lave film omkring, da der nærmest er uudtømmelige kilder at tage fra – tænk bare på hvor mange film der har været om en konflikt som Anden Verdenskrig og som i bund og grund har handlet om det samme (Saving Private Ryan, Kelly’s Heroes, The Dirty Dozen osv.) den egentlige forskel er mere hvilken tone den er lavet i. Hvis man ser på filmene fra 60’erne var filmene langt overvejende i en mere munter tone end i dag, noget som kan tilskrives at der stadig kun var gået knap 25 år siden krigen, så den var aldrig langt fra hukommelsen af dem, som havde kæmpet under krigen, et andet faktum er at der generelt var en stabil højkonjunktur og deraf velstand, som på mange måder gjorde det lettere at portrættere de forfærdelige ting i et mere muntert lys, så man fik afstand til det.

Set og Sket på Historiestudiet Phd-Forsvar I forrige nummer glemte vi beklageligvis at annoncere Jørgen Mührmann-Lunds forsvar af hans ph.d.-afhandling ”Borgerligt Regimente – Politiforvaltningen i købstæderne og på landet under den danske enevælde" den 23. marts i nærvær af kolleger, venner og familie.

I 90’erne begyndte man igen med at skildre Anden Verdenskrig, da der stadig var uafsluttede komplekser at tage fat i. Vietnamkrigen var der i mellemtiden blevet taget fat i relativt tidligt efter afslutningen af krigen. Der var generelt en mere kritisk tilgang til hele den amerikanske indsats (Apocalypse Now, Platoon) end under Anden Verdenskrig. Anden Verdenskrig havde dog et aspekt, som Vietnamkrigen ikke på samme måde havde og derfor blev Holocaust taget op med en

Vi ønsker Jørgen et forsinket tillykke og held og lykke i de videre eventyr fremover!

Community and the Sea in the Age of Sail

Den 24. og 25. maj afholdt forskningsgruppen med fokus på kulturmøder i førmoderne samfund (CEPS) ved Historiestudiet konferencen Community and the Sea in the Age of Sail og instuttet for Kultur og Globale Studier, som Historiestudet hører til, ved lektor Torben Kjersgaard og ph.d. stipendiat Johan Heinsen (se billeder længere fremme i indlægget). Konferencen, der blev afholdt på Utzon centret, bragte forskere fra Australien, USA, Europa og Afrika sammen om emner som produktionen og opretholdelsen af sociale fællesskaber i den maritime verden i form af skibe, havne, og imperier med emner som race, køn, klasse og kulturelle identiteter.

Derudover var der gæsteforelæsning ved Ning de Coninck-Smith fra Aarhus Universitet, god mad, hyggeligt selskab og godt humør. Senere på aftenen holdt en DJ fødderne varme og sveden på panden.

Samlet set er der tale om en succes, der fik placeret både CEPS, Historiestudiet, CGS og Torben samt Johan på landkortet i den maritime historieforskning.

Som i år vil bladet næste år annoncere festen.

Velkomst til 1. semester på Fællessemestret Den 31. august blev de 69 nye historiestuderende sammen med de mere end 1.000 andre nye samfundsvidenskabelige studerende budt velkommen.

Kandidat- og Sommerfest En anden succes var den årlige tilbagevendende kandidat og sommerfest. Færre end sædvanligt havde valgt at dukke op, men som billederne så rigt illustrerer, var der fest og ballade med det altid finurlige Ramasjang.

Dagen bragte jævnfør traditionen sjov og ballade, første vejledermøde, forvirring (ikke nødvendigvis relaterede) og en større brag af en fest om aftenen på Gigantium. I bydes hermed hjertelig velkommen på Aalborg Universitet og Fællessemesteret!

Velkomst til 3. semester på Kroghstræde Dagen indledtes med de ’nye’ studerendes møde med tutorerne og derefter de samlede kræfter på Historiestudiet. Her bød ny studieleder Marianne Rostgaard den samlede flok velkommen med

tanker om både studietid og fremtidigt arbejdsliv og relationerne derimellem.

Kommende Gæsteforelæsninger Begge forelæsninger er et tilbud til alle historiestuderende. Der opfordres til fremmøde. Man kunne jo risikere at lære noget… 18. September Tirsdag d. 18. september holder professor Andrew Jotischky, Department of History, Lancaster University, en forelæsning med titlen 'Europe's first colony? Power, social relations and culture in the kingdom of Jerusalem'.

Derefter præsenterede sekretærerne/-omnologerne Vivian og Rikke samt lærerne kort sig selv og deres opgaver og moduler. På billederne i næste spalte ses PhD stipendiaterne Johan og Maren samt Torben, lektor i middelalderhistorie.

Andrew Jotischky er ekspert netop på dette emne, se http://www.lancs.ac.uk/fass/faculty/profiles/And rew-Jotischky/History/ Forelæsningen foregår på Kroghstræde 3, (lokale 4.128) fra kl. 10.15-12.00. 27. september Den 27. september afholder professor Eric Vanhaute fra historiestudiet ved Universiteit Gent i Belgien en gæsteforelæsning om de store samfundsmæssige forandringer i henholdsvis Sydamerika, Kina og Vesteuropa i perioden fra 15001800, hvilke konsekvenser disse forandringer medførte for de pågældende samfund og hvordan disse skal forstås globalt.

Ph.d. stipendiat Johan Heinsen afsluttede den fælles seance med en levende forelæsning. Forelæsningen spændte bredt med en sørøver- besætnings togt ned langs den sydamerikanske vestkyst, deres oplevelser og forventningsopbygning i skibets tomme tid og hvorledes man i London blandt købmænd som aftagere af rejseberetninger om sørøveriet kom til at se piraterne som både spændende og farlige for dagens samfundsorden.

Eric Vanhaute er tovholder på et internationalt forskningsprojekt om netop dette emne: http://www.ccc.ugent.be/vanhaute Forelæsningen foregår på Kroghstræde 3, (lokale 4.128) fra kl. 14-16.

Hermed ønskes også 3. semester velkommen!

Ses i nĂŚste nummer!

â&#x20AC;Śog nu tilbage til fremtiden.