Heldigvis var der Rita

Først adopterede familien Mayo, siden Skyr - begge fra samme indfangningssag.

En beboer blev et ankerpunkt, da 14 vildtlevende katte skulle indfanges i et mindre boligselskab. De fleste kom videre – herunder

Skyr og Mayo. Heldigvis var der Rita!

Af Adam Pade

»Der sidder nogle katte oppe i et træ!«

Sådan lød det, da katteinspektør Helle Nielsen første gang blev kontaktet af viceværten i et mindre boligselskab centralt beliggende i Køge. Boligselskabet danner rammen om livet både for ældre medborgere og blandt de mere udsatte.

Helle Nielsens kollega, katteinspektør Gitte Rasmussen, var tættest på og tog ind til boligselskabet. Her viste det sig – som det ofte gør – at der lå mere bag end blot en observation af et par fremmede katte. Der var da heller ikke tale om, at nogen af kattene var i umiddelbar fare – træet var deres legeplads.

Det viste sig, at boligselskabet alt i alt havde 14 firepotede lejere, der – endog midt i killingesæsonen – meget hurtigt kunne blive til flere. Beboerne var glade for kattemødrene og de mange killinger; så glade, at de fodrede dem mange forskellige steder og på mange forskellige tidspunkter. Det gjorde ikke indfangningen nemmere. Normalt kan man lægge en slagplan og køre efter den; man ved, når kattene fodres og derfor, hvornår man med fordel kan sætte fælder op. Det er ikke i samme grad muligt, når kattene mildest talt har forskellige ”mødetider”.

Men så var der Rita

Men heldigvis var der Rita. »Og hun var god!« fastslår Helle Nielsen. »Hun kunne godt se, at kattene skulle indfanges, så de ikke blev dobbelt så mange næste år.«

Rita påtog sig den udfordrende opgave at vænne kattene til at blive fodret nogenlunde samtidig. Men det forudsatte naboernes samarbejde, og dér vandt hjertet over fornuften. Det kunne blive en langstrakt affære – og blev det: Først i december var sidste kat fanget – fem måneder efter meldingen om kattene i træet. Og det var en kæmpe lettelse – ikke mindst for

Gitte Rasmussen og Helle Nielsen, der nu kunne se, at kattene slap for en lang, kold vinter i et område, hvor de ikke var ønskede.

Katte og killinger var ikke tamme, men menneskevante. De fleste havde tillid til Rita, og nogle få kunne hun endog røre, mens de spiste inde i hendes stue.

Her var genvejen

Og dér var måske genvejen til at indfange dem alle: At inspirere dem til at besøge Rita og blive fodret dér. Men der skulle en hel del observation til for at kunne fastslå helt sikkert, hvilke killinger der hørte til hvilken mor. Kattemødre og deres killinger bliver helst indfanget sammen. Det er bare god dyrevelfærd. »Når jeg talte med folk, havde kattene jo alle mulige navne og slægtsforhold. Men vi fandt frem til at kalde dem oldemor, mormor, mor og datter,« fortæller Helle Nielsen.

Rita blev med tiden klar på, hvem der hørte til hos hvem efter at have fulgt, hvordan kattemødrene havde fået killinger, ligesom hun arbejdede ihærdigt på at vinde kattenes tillid. »Det var en kæmpe indsats, Rita gjorde – især da hun ikke er så mobil og ikke lige kunne hoppe og flyve. Vi udviklede et system med én fælde ad gangen i hendes stue forbundet med en snor ude i entréen. Når hun trak i snoren, klappede fælden i,« beretter Helle Nielsen »og så måtte den af os, der var nærmest, køre forbi.«

Taktikken lykkedes

Taktikken lykkedes, men indfangningen strakte sig altså over flere måneder. Det er i sager som disse, to katteinspektører kan supplere hinanden: I de mere komplicerede sager.

Og hvilken skæbne fik de så? Ja, en enkelt eller flere kunne måske være genudsat, men katte var slet ikke tilladt hos boligselskabet. Enkelte af dem var så vilde, at hverken de eller eventuelle nye ejere kunne få fornøjelse af hinanden. Andre – heldigvis de fleste – var tamme og sociale nok til at være formidlingsegnede.

Man ved aldrig, hvad børn kan finde på. Og dét her ser farligt ud.

Skyr og Mayo

Herunder Skyr og Mayo – i Helle Nielsens slægtsfortegnelse: Fætter og kusine.

Mayo nåede internatet i Brøndby først og fandt sig et nyt hjem hos Stefan og Emilie. Stefan og Emilie mente dog, at der var plads til en kat til og vendte tilbage til internatet. Da havde Skyr været i pleje hos frivillig og tidligere KV-medarbejder Hanne Nygaard. Nu var hun kommet tilbage, var klar til formidling og drog med familien hjem.

Selv om Skyr og Mayo havde opholdt sig samme sted, kendte de ikke hinanden. Det kom de til – viser en dejlig hilsen fra Skyr og Mayos nye ejere, som vi har fået lov at gengive. »Efter sådan en sag er det skønt, når kattene kan finde nye hjem – og endnu skønnere at høre, når det er gået ejere og katte det godt,« siger Helle Nielsen: »Det giver bare ekstra energi til næste udfordring.« n

”Kære Kattens Værn!”

Stefan Roth og Emilie Stenberdt Nielsen adopterede to katte fra sagen i Køge med nogle ugers mellemrum og har sendt KV denne hilsen:

Vi har haft fornøjelsen af Skyr i snart to uger, og det har været en fest fra dag 1!

Fra første dag havde vi alle ambitioner om at give Skyr en langsom introduktion til hjemmet og Mayo. Hun fik soveværelset, og Mayo fik stuen. Hun tilpassede sig hurtigt, så samme aften besluttede vi, at vi ville afprøve fodring med døren på klem. Det gik også helt fint, lige indtil Skyr fik øje på Mayo. Han var langt mere spændende end aftensmaden, og før vi nåede at reagere, havde hun presset sig gennem døren og lige ud i hovedet på en noget overrasket Mayo. Det startede med lidt brummen fra Mayo. Han skulle lige sørge for, at Skyr vidste, hvem der kom først. Det skræmte dog ikke Skyr, og efter en halv time var de i fuld gang med at løbe og lege!

Skyr holder sig bestemt ikke tilbage. Mayo er efterhånden dobbelt så stor som hende og kan godt være lidt voldsom i legen. Alligevel er det altid Skyr, der hopper i hovedet på ham først, og det er urkomisk at se en 1,5 kg tung killing jage en snart 3 kg tung ungkat rundt i lejligheden.

Tak for formidlingen af endnu en skøn kat. Der er ingen tvivl om, at de virkelig nyder hinandens selskab – og vi nyder virkelig deres!

De bedste hilsner Stefan og Emilie