2 minute read
Tag på Kursus igen i 2020
from Markant 1 2020
Nyt tilbud for ledere og frivillige
Af: Nina Frøjk Hansen, projektleder for Kursus 20 og Klaus Videbæk, formand for Udvalget for Uddannelse og Udvikling Foto: Laura Damgaard og Rune Kløve Junge
Advertisement
Som noget nyt vil der nu være et stort kursus hvert år i KFUM og KFUK ! Luk øjnene et øjeblik og tænk tilbage på september måned på Askov Højskole. Blå himmel, sensommervarme og workshops, oplæg og samtaler med andre ledere og frivillige i KFUM og KFUK. Normalt finder det store Kursus sted hvert andet år, men nu har Udvalget for Uddannelse og Udvikling sammen med projektgruppen bag Kursus besluttet at holde det hvert år. Her skal vi mødes og lade os inspirere af hinanden og sammen blive klogere gennem moduler, foredrag og workshops. Vi skal også snakke om alt det gode arbejde, der er lavet med lejre og festivaler i foråret og sommeren og hente inspiration til de mange lokale aktiviteter, der er på vej i efteråret og det nye år.
Det ideelle? Vi tror ikke, at der findes en ideel leder, for alle er leder på hver sin unikke måde. Vi kan dog altid blive bedre til vores måder at gribe lederrollen an på, og derfor er det ideelle, som man kan få ud af at tage med på Kursus 20, at få inspiration fra andre, både fra mennesker som er en del af KFUM og KFUK og fra mennesker, som kommer med en anden tilgang. For at så mange som muligt kan komme med på Kursus har projektgruppen besluttet at sænke prisen fra 1.500 kr. til 1.000 kr. Men det betyder ikke, at vi har skåret i kvaliteten – den er stadig høj med noget for både den nye og den garvede frivillige.
2020 erLandsmøde-år 2020 er også året, hvor der er Landsmøde. Derfor vil vi på Kursus 20 gå i dybden med Landsmødets temaer og blandt andet tilbyde moduler, hvor man kan få redskaber til at kunne debattere og argumentere. Kursus 20 vil også være stedet for dem, som aldrig har været på Landsmøde før, og som gerne vil have lidt ABC-hjælp til resolutioner, valg og stemmeprocedurer, for hvad betyder det egentlig, at noget skal vedtages med almindeligt flertal? Det og meget andet Landsmøde-viden kan man blive klogere på.
Vi er stadig tidligt i planlægningsfasen, så har du en instruktør i maven eller har en idé til et modul, så tøv ikke med at skrive til os. Og så håber vi, at vi ses til den forhåbentlig ideelle weekend, Kursus 20!