2 minute read

Medlemspanelet: Hvad har Ten Sing betydet for dig?

Hvad har Ten Sing betydet for dig?

Redigeret af: Karen Hertz Foto: Privat

Advertisement

Tre gamle Ten Sing’ere fortæller om deres tid i Ten Sing, og dens betydning for dem hver især.

Sanne Grothe Wiwe

Jeg tror, det vigtigste var, at Ten Sing var et frirum og en mulighedernes markedsplads. Det var et sted, hvor der var plads til tvivl og usikkerhed, og hvor man kunne tale åbent om det.

Kærligheden til musikken har altid været der – og er der stadig. Det er bedst, hvis jeg ikke selv spiller, men nu har jeg i en alder på over 40 fundet ud af, at jeg skal være noget ved musikken: Booking, projektledelse, fundraising osv. Og jeg er skidegod til det! Det havde jeg aldrig bundet an med, hvis ikke jeg kom fra den baggrund, jeg kommer fra, hvor nærmest alt var muligt i Ten Sing.

Jeg har faktisk ikke ret meget lyst til at tænke på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis ikke jeg havde haft muligheden for at finde mig selv skridt for skridt i Ten Sing!

Lasse Nyrup

Ten Sing har først og fremmest udviklet mig menneskeligt, både socialt og ledelsesmæssigt. Min interesse for at skabe noget, lede og udvikle andre mennesker blev skabt i Ten Sing. Jeg har siden taget en HD-uddannelse på CBS og har stået i spidsen for en håndfuld virksomheder. I dag er jeg medstifter og direktør i BookBites, som er en digital platform, der dagligt hjælper børn i Danmark og Norge (indtil videre) med at blive bedre læsere. Jeg brænder for at opbygge gode teams og godt samarbejde, der kan gøre en forskel i verden. Den flamme blev første gang tændt som leder i Ten Sing. Ten Sing har lært mig, at alle mennesker er værdifulde og skal behandles med respekt, og at man er stærkere sammen end hver for sig.

Mathias Sebastian Rasmussen

Ten Sing har givet mig enormt mange ting i løbet af mit liv. Da jeg var yngre, gav det mig et ugentligt frirum, hvor jeg kunne være mig selv. Ten Sing har været min indgangsvinkel til hele den verden, som KFUM og KFUK i Danmark lukker op for. Det hele startede for mig i Ten Sing, men med alderen er jeg blevet gjort bevidst om langt flere muligheder. Derudover har Ten Sing også givet mig muligheden for som frivillig at være med til at give Ten Sing-viben videre til andre. Det har været, og er stadig, en sand fornøjelse!

Musikken i kombination med stærke sociale relationer har givet mig så mange gode oplevelser af fordybelse, glæde og harmoni. Helt klichéagtigt står jeg ved, at musikken har bragt mange mennesker sammen i Ten Sing – helt simpelt på grund af den fælles interesse og glæde ved musik.

This article is from: