Krig og fred. KFUMs soldatermission 125 år by KFUM's Soldatermission

115

Krig og fred KFUMs Soldatermission 125 år Udgivet af: KFUMs Soldatermission Treldevej 97 7000 Fredericia Tlf. 33 12 40 42

Indhold Forord ........................................................................... 7 Af forsvarschef Peter Bertram

kfums-soldatermission.dk

1. KFUMs Soldaterhjem frem til 1989 .............................. 9 Redaktør: Bjarke Friis Grafisk tilrettelæggelse: allegoriet.dk Omslag: Krig og fred. Af Bjørn Nørgaard, 2014. Tryk: PR Offset Aps Udgivelsen er sponsoreret af

Gengivelse er tilladt med kildeangivelse. Bogen er udgivet i anledningen af KFUMs Soldatermissions 125-års jubilæum 2014.

Om KFUMs Soldatermissions fødsel i 1889 og udviklingen i korte træk frem til 100-års jubilæet i 1989. Af Bjarke Friis.

2. KFUMs Soldaterhjem rykker med soldaterne ............19 Med danske soldaters udsendelser til det tidligere Jugoslavien var der en naturlig interesse i at sende soldaterhjem med soldaterne ud. Det lykkedes i ECHOS-samarbejdet, mens det i 1998 lykkedes at åbne et KFUMs Soldaterhjem i Bosnien. Siden har der været KFUMs Soldaterhjem i Kosovo, Irak, Libanon og Afghanistan, som omtales i dette kapitel. Af Bjarke Friis, Bodil og Christian Nielsen.

3. At gå i takt er ikke svært ............................................ 55 Siden afslutningen af Den Kolde Krig har Forsvaret indstillet sig på nye tider og en aktivistisk udenrigspolitik. KFUMs Soldatermission har fulgt med denne udvikling samtidig med, at diakonien har fået en stigende betydning på KFUMs Soldaterhjem. Af Jesper Helsø og Kai Bohsen.

4. Nye soldaterhjem i Danmark og opstarten af SoldaterRekreation ............................... 63 Fra 1989 til 2014 er antallet af soldaterhjem faldet i takt med nedlægggelse af kaserner. I samme periode er der dog også bygget nye soldaterhjem i Høvelte, Sønderborg og Oksbøl, samt indrettet et nyt orlogshjem i Frederikshavn. Endelig er der etableret SoldaterRekreation til veteraner ved fire soldaterhjem i Danmark. Af Bjarke Friis, Per Møller Henriksen, Kjeld Nørgaard, Poul Nielsen, Claus Nielsen og Jesper Helsø.

5. Organisationen tilpasses ........................................... 87 Salg af ejendommen i Gothersgade, flytning af landskontoret og den store strukturændring i KFUMs Soldatermission i 2003. Af Bjarke Friis og Kai Bohsen.

6. Soldatermission for fremtiden ................................... 99 Med en vision der peger fremad. Af Per Møller Henriksen.

7. Krig og fred ...............................................................105 Om Bjørn Nørgaards kunstværk i anledning af KFUMs Soldatermissions 125-års jubilæum. Af Bjarke Friis.

8. Et bud på en soldatersalme ......................................109 Med udgangspunkt i ”soldatens bøn” har fem salmedigtere givet et bud på en ny salme til soldater. Af Holger Lissner, Lars Busk Sørensen, Sten Kaalø, Iben Krogsdal, Arne Andreasen og Lisbeth Smedegaard Andersen.

9. KFUMs Soldatermission 1989-2014 .......................... 115 En oversigt over KFUMs Soldatermissions ledelse.

Forord Det er med stor glæde, at jeg her kan introducere KFUMs Soldatermissions jubilæumsbog. Bogen fokuserer på de seneste 25 år af KFUMs Soldatermissions arbejde og den fremadrettede udvikling. Forsvaret har en lang og god tradition for et tæt samarbejde med KFUMs Soldaterhjem i Danmark såvel som i udlandet, herunder bl.a. i Afghanistan og tidligere i Bosnien, Kosovo, Irak og Libanon. Gennem de seneste 25 år er der sket væsentlige ændringer i KFUMs Soldatermissions fokus. Forsvarets internationale orientering efter afslutningen af Den kolde krig og udsendelsen af danske soldater i internationale operationer har understreget betydningen af KFUMs Soldaterhjem både i missionsområderne og hjemme i Danmark. Der er således gennem årene blevet etableret og udviklet et endnu tættere samarbejde mellem Forsvaret og KFUMs Soldatermission – et samarbejde som Forsvaret værdsætter meget højt. KFUMs Soldatermission har tilpasset sig udviklingen i Forsvarets organisation, og soldaterhjem er blevet lukket i takt med, at forsvaret er blevet reduceret i størrelse og som følge af lukningen af en række tjenestesteder. Samtidig er der bygget nye soldaterhjem i fx Høvelte og Oksbøl samt indrettet et orlogshjem i Frederikshavn. Derudover er der foretaget væsentlige forbedringer af de øvrige soldaterhjem, og senest er der indrettet midlertidige boliger for veteraner ved fire soldaterhjem i Danmark. Jeg ser således, at der har været en positiv udvikling for soldaterhjemmene gennem de seneste år til gavn for soldaterne. En udvikling der i sandhed har fulgt med udviklingen i samfundet og forsvaret. Vi er mange, der har nydt at tilbringe en stund på soldaterhjemmene eller ”Kuffen”, som vi kalder det. Jeg gør det altid, når jeg besøger vores udsendte styrker, og bliver her bekræftet i, at KFUMs Soldaterhjem har en central funktion for soldaternes trivsel og velfærd. ”Kuffen” er et frirum, hvor soldaterne kan slappe af og være sammen socialt. KFUMs Soldaterhjem er ligeledes et vigtigt element i støtten til en særlig gruppe af soldater-veteranerne. Forsvaret og samfundet er gennem årerne blevet bedre til at yde støtte til de veteraner, der har behov for det. For mig er det væsentligt, at KFUMs Soldatermission og Forsvaret fortsat arbejder for at supplere hinanden og arbejder for at gøre nettet så finmasket, at ingen veteraner falder igennem. Jeg er særdeles taknemmelig og stolt over den indsats, som soldaterne og andre udsendte har ydet for Danmark i forbindelse med deres udsendelser. De har leveret en indsats for Danmark, som aftvinger respekt og anerkendelse både herhjemme og blandt vores samarbejdspartnere. KFUMs Soldaterhjems støtte til Forsvarets indsats er uvurderlig. Med disse ord ønskes KFUMs Soldatermission hjerteligt tillykke med udgivelsen af jubilæumsbogen i anledningen af 125-års jubilæet. Forsvarskommandoen (Kuglegården), juni 2014 Peter Bartram, general / forsvarschef 5

KFUMs Soldaterhjem frem til 1989 Af Bjarke Friis

Fredag den 1. november 1889 blev dørene slået op til det første KFUMs Soldaterhjem. Det var i Fiolstræde i København, hvor den nygifte H.H. Brandt var soldaterhjemsleder. 25-årige Brandt, der kom fra Ærø, var typograf og havde i en årrække assisteret gårdmissionær Clausen bl.a. som forsanger, når makkerparret turnerede rundt i københavnske kasernegårde. Brandt arbejdede som typograf om dagen, mens aftenerne gik med opgaverne på KFUM’s første Soldaterhjem. I 1890 bad man Brandt om at opsige sit job for at kunne bruge fuld tid på arbejdet som soldatermissionær. Lige fra 1889 har opgaven været at give soldater et hjem. Over tid har forståelsen af ordet hjem ændret sig, men tjeneste og tryghed har været gennemgående ønsker. I de første år gik man byærinder for soldaterne samt opbevarede deres civile tøj og andre personlige ejendele. Typisk var det unge mænd fra provinsen, der ikke havde noget netværk eller bekendte i København. Denne tjeneste har selvsagt ændret sig over årene. En statistik et par år efter åbningen af det første KFUMs Soldaterhjem viser, at 125 soldater havde kufferter og tøj til opbevaring, 50 havde fødevarer stående på KFUMs Soldaterhjem, og 80 personer havde i alt 2.995 kr. til opbevaring.

Optakt til KFUMs Soldaterhjem Før 1889 havde der været en længere optakt til det første KFUMs Soldaterhjem. Ved krigen i 1864 blev der sendt soldatermissionærer fra Indre Mission ned til de danske soldater. Det skete med inspiration fra Amerika, hvor der var et stort arbejde for at sende bibler til soldaterne i borgerkrigen mellem nordstaterne og sydstaterne. I Danmark sendte Bibelselskabet Det Nye Testamente og salmebøger til danske soldater. Soldatermissionærer supplerede med personlige vidnesbyrd. Samtidig blev der også mere officielt sørget for, at der var feltpræster til de kæmpende danske soldater. Efter 1864 blev der oprettet fællesskaber af og for soldaterne i tilknytning til Indre Mission. I Aarhus, Odense og Fredericia blev der lejet og indrettet lokaler til brug for indkaldte. Disse steder var forløbere for egentlige soldaterhjem. Indre Mission i Odense indrettede i 1870 et lokale, der både fungerede som opholdssted for soldater og samtidig som mødested for Indre Missions møder. Det første grundtvigske soldaterhjem åbnede den 13. november 1882 med Johannes Schrøder i spidsen. Op gennem 1870’erne havde grundtvigske kredse begyndt et arbejde blandt soldater, der samledes til sammenkomster i Københavns Højskoleforening. Johannes Schrøder var selv veteran fra 1864, og blandt soldater delte han ud af sit varme danske sind og sin prøvede kristentro. I København var missionshuset Bethesda mødested for soldater efter 1882. Portner Niels Hansen åbnede sit 7

hjem for opbyggelige møder for soldaterne, hvor 20-30 soldater kunne fylde stuen. I samme år fik gårdmissionær Clausen øje på soldaterne i København og fik tilladelse fra Københavns kommandant til at prædike i hovedstadens kasernegårde. Dem var der adskillige af, eftersom størstedelen af Danmarks Forsvar var garnisoneret i København. Ved kasernemøderne prædikede Clausen humørfyldt og drastisk, mens Brandt var fast forsanger og medvirkede ved aflæggelse af vidnesbyrd. Arbejdet blandt soldaterne var en helt oplagt opgave for KFUM, der derfor nedsatte et udvalg med dette fokus. Herefter blev det besluttet at påbegynde et arbejde i missionshuset Bethesda, der på visse hverdage havde et lokale i kælderen åbent for soldater. Her var der provinsaviser, brætspil, oplæsning eller underholdning. Aftenandagt var en fast del, ligesom søndagsmøderne blev en tradition. I sommeren 1889 lå deltagerantallet til søndagsmøderne på mellem 10 og 30 personer.

Flere ønsker forenes i KFUMs Soldaterhjem Med samlingen af soldaterhjemsarbejdet i KFUMs Soldaterhjem fra 1889 blev to store ønsker forenet. For det første var det intentionen at skabe et trygt sted for det indkaldte mandskab. I datidens København manglede der ikke tilbud eller væresteder for soldater. Byens mange kælderbeværtninger bød gerne soldaterne velkommen, og de tilbød også at opbevare soldaternes civile tøj ganske gratis, og ofte var der også gratis tobak til piben. Problemet var blot, at øl, spiritus og kortspil var nogle af de fristelser, der fulgte med. Endvidere færdedes byens prostituerede kvinder ligeledes i disse kælderbeværtninger. For de soldater, der havde vagt om vinteren, var der megen lediggang, og ifølge Brandt var det kun den mindste del af vintermandskabet, der ikke faldt i spil, drikkeri og usædelighed. For det andet var det et ønske at nå alle værnepligtige – ikke blot dem, der i forvejen var opvokset i kirkelige kredse. I dag vil man sige, at intentionen på KFUMs Soldaterhjem er at række evangeliet til kirkefremmede. Dengang var andelen af kirkefremmede dog langt mindre, og egentlig ateisme var stort set kun et fænomen for den meget lille kulturradikale del af København. Men det var naturligt for idemagerne at tilbyde dette gode fællesskab for alle indkaldte soldater. For bedre at forstå den historiske sammenhæng, som arbejdet begyndte i, må Københavns Indre Mission også karakteriseres. Københavns Indre Mission har adskilt sig fra Indre Mission mange andre steder i landet. Erik Bærenholdt, den senere landssekretær i KFUMs Soldatermission, har karakteriseret Indre Mission på landet (landmission) som ”ordmission”, mens Københavns Indre Mission (bymission) var ”gerningsmission”. Ud fra missionshuset Bethesda var der et stort opsøgende arbejde over for alkoholikere, syge, fattige, og hvem der ellers kunne trænge til en hjælpende hånd. Kirkens Korshær, Magdalenehjemmet og Mariahjemmet er påbegyndt ud fra arbejdet i Københavns Indre Mission.

Arbejdet voksede Efter åbningen i 1889 voksede arbejdet hurtigt, og KFUM’s folk kæmpede for at få soldaterne. Når soldater blev indkaldt til tjeneste, ankom de til Hovedbanegården med tog eller til Kvæsthusbroen, hvor dampskibene lagde til. Soldatermissionærerne stillede op for at tage imod de nyankommne. Det samme gjorde rekvisithandlerne og værtshusholderne, som så deres forretning truet af KFUM. Rekvisithandlere og værtshusholdere havde visitkort, hvorpå der stod ”soldaterhjem”, og de kaprede, hvad de kunne få fat på. Til tider kunne der opstå håndgemæng, så politiet måtte skride ind. Ret hurtigt fik de nye soldaterhjem et godt ry blandt hjemvendte soldater. Det gjaldt både det grundtvigske hjem på Christianshavn og KFUM. Soldaterhjemmet i Fiolstræde blev hurtigt for trangt, og hjemmet flyttede derfor til større lokaler i Vendersgade. Samtidig blev Brandt, den første leder af KFUMs Soldaterhjem i København, efterspurgt rundt 8

Det var andre forhold i 1890’erne.... Forholdene ved kasernerne var anderledes i 1890’erne. Dengang var der ingen samlingssteder, og opvarmningsmulighederne var meget forskellige. Nogle steder havde man soldaterne liggende i private hjem i de såkaldte ”soldaterkamre”; det var udlejningsværelser, som oftest var meget simple – og kolde. Mange steder var man også på egen kost eller delvis egen kost. Der blev udleveret et bestemt kvantum rugbrød om ugen – resten (pålæg) måtte man selv sørge for. Soldaterhjemmets kælder var derfor også forrådskammer, hvor den spegepølse, som soldaten havde med hjemmefra, blev opbevaret. Så kunne han komme og skære et stykke en gang imellem.

Søndag er en festdag Hver søndag var der fest på soldaterhjemmet. Kl. 10 gik mange i samlet flok til gudstjeneste, om sommeren var det ikke ualmindeligt, at der var omkring 100, der fulgte denne indbydelse. Sommeren igennem var der søndag eftermiddag friluftsmøde i KFUM’s gård med tale og lidt underholdning. Om aftenen kl. 19.00 holdtes møde indendørs, det varede gerne fra 50 til 90 minutter. Derefter var hjemmet så åbent til henad midnat, så man også kunne bruge sit nattegn på soldaterhjemmet. Når dette kunne lade sig gøre, finder vi nok en forklaring i ugeprogrammet, der fortæller, at hver onsdag samledes bibelkredsene, og hver torsdag var der bedemøde. Bedemøderne var naturligvis de dårligst besøgte, det erkendte man f.eks. i beretningen for sommeren 1913, men man kunne dog meddele, at deltagerantallet ved de ugentlige bedemøder aldrig havde været under 100. Fra: ”KFUMs Soldatermission gennem 100 år” 1989.

Fra hæftet: ”En orientering om KFUMs Soldatermission” 1969.

i landet. Man ville gerne have ham til at holde møder, fortælle om soldatermissionens arbejde og samle penge ind for at sætte nyt arbejde i gang. I april 1900 tiltrådte A.F. Kühle som leder af soldaterhjemmet, der i september samme år flyttede til større lokaler i Rosenborggade og Gothersgade. Hjemmet flyttede dermed ind i den nye foreningsbygning, der tilhørte KFUM’s Centralforening (stedets postadresse skiftede senere til Gothersgade 115 over gården). Det var et stort og tidssvarende soldaterhjem med mulighed for at benytte alle KFUM-bygningens faciliteter: Gymnastiksal, restauration, festsal og 4000 kvadratmeter kælder til opbevaring af kufferter og civilt tøj. Soldaterne fik gratis adgang til foreningens arrangementer, hvilket var en god støtte for soldaterhjemsarbejdet. Det virkede som hjem, højskole og missionshus på én gang.

Hjem i provinsen – med København som model Mødeaktiviteten i provinsen førte en ny interesse med sig: Man ville gerne have KFUMs Soldaterhjem på samme måde som i København. Betydningen af arbejdet blev mere synlig, og flere KFUM-foreninger i garnisonsbyerne kopierede modellen med et soldaterhjem i deres foreningsbygning ved at indrette særlige lokaler til arbejdet med soldater. I bl.a. Randers, Odense og Aarhus fulgte man denne model. I Borrislejren rejste KFUM’s Centralforening i København en barak i 1903, hvor soldaterhjemsarbejdet udfoldede sig.

Det store kvantespring I 1914 blev sikringsstyrkerne indkaldt. Det gav et øget pres på kasernerne, og rundt omkring opstod der mange midlertidige lejre. 1914 var også året med 25-års jubilæum for KFUMs Soldatermission. En planlagt landsindsamling i august 1914 blev udskudt på grund af verdenskrigens udbrud, men blev gennemført senere samme år og indbragte et betydeligt beløb: 196.000 kr. Det vidner om, hvor folkekær en organisation KFUMs Soldatermission var blevet i løbet af 25 år, særligt i Jylland. 9

Med de indkaldte sikringsstyrker var man klar over, at der lå en stor opgave for KFUMs Soldatermission. Idéen til at løse udfordringen kom fra England, hvor man rejste små telte ved de forskellige lejre. Det samme begyndte man på i Danmark, samtidig med at man organiserede regelmæssige feltgudstjenester og møder. Et nyt mål var blevet sat: Overalt, hvor der var mandskab til at fylde et soldaterhjem, ønskede man at etablere et soldaterhjem. Umiddelbart efter pinse 1915 gik man i gang, og arbejdet gik stærkt. I løbet af 15 måneder blev der rejst 15 soldaterhjem og barakker. Etableringen af midlertidige soldaterhjem fortsatte, og ved krigens slutning havde KFUM’s Centralforening ansvar for 50 soldaterhjem, der var oprettet i barakker eller lejede lokaler. Ud over dette var der et arbejde for de internerede krigsfanger i Danmark, der kom fra Frankrig, Bulgarien, Belgien, Italien og England, og tilsvarende for krigsfanger i andre lande. KFUM’s internationale navn og rygte var et stort aktiv. Midlerne til den voldsomme ekspansion af KFUMs Soldaterhjem kom fra mange sider. Soldaternes Venner samlede ind og gjorde det muligt at etablere soldaterhjem, enten i deres eget nærområde eller i et område, hvor de vidste, der var brug for en barak eller et soldaterhjem. Amter og kommuner støttede nogle steder opførelsen af nye hjem, mens der var indsamling blandt officerer og i det kirkelige miljø i bred forstand. Alt imens var der et solidt mødearbejde, hvor der også blev indsamlet midler til ekspansionen. Gunner Engberg, der var generalsekretær i KFUM’s Centralforening, og soldatermissionær Kühle var de helt store drivkræfter og tegnede arbejdet i denne periode. Den tætte forbindelse med KFUM og KFUK blev også et stort aktiv under 1. verdenskrig, eftersom mange af soldaterhjemslederne var lønnet af lokale foreninger. Efter afslutningen af 1. verdenskrig ventede nye arbejdsopgaver. Mange af de midlertidige hjem skulle flyttes eller afhændes, og i 1920 blev Sønderjylland og de sønderjyske garnisoner ”nyt land” for KFUMs Soldatermission. Tyske soldater forlod Sønderjylland den 26. januar, og samme dag kørte to af soldatermissionens folk over den gamle grænse. Det var sekretærerne A.F. Kühle og Halfdan Høgsbro, der senere blev biskop. To dage efter ankomsten åbnede de det første soldaterhjem, og senere samme år åbnede KFUMs Soldaterhjem i både Sønderborg og Haderslev.

KFUMs Soldaterhjem har altid haft et tæt samarbejde med Folkekirken. Her er det flyverpræst Niels Zeuthen (senere flyverprovst), der tænder alterlys i den netop indviede kirkesal på flyvestation Karup i 1953/54. Niels Zeuthen havde et tæt samarbejde med KFUMs Soldaterhjem i Kølvrå og Gedhus.

Mellemkrigstid og anden verdenskrig Soldaternes Venner voksede i antal efter de mange, der havde nydt godt af et soldaterhjem mellem 1914 og 1918. I 1923 begyndte man at udgive ”Soldatervennen”, der skulle være et bindeled mellem KFUMs Soldatermission og soldatervennekredsene. ”Soldatens Dag” blev indført den første søndag i maj. Hertil bagte soldatervennernes hustruer lagkager for at sende dem til festarrangementer på soldaterhjemmene. Lagkagerne blev spist med stor appetit af soldaterne, mens soldatervennerne holdt møder og samlede penge ind til arbejdet.

Felttestamenter Ved KFUMs Soldatermissions 50-års jubilæum i 1939 skænkede Det Danske Bibelselskab en gave til arbejdet: Felttestamenter. Første oplag var på 3000 stk. og udkom i 1940. Samme år modtog man en anmodning fra Krigsministeriet om at få tilsendt 20 stk. felttestamenter.

Rekrut i Sandholmlejren

Soldater foran dagens aviser på KFUMs Soldaterhjem. Aviserne har gjort det muligt for soldaterne at følge med i deres hjemegn og omverden, mens de var i tjeneste.

På trods af nedskæring i det militære mandskab i mellemkrigsårene lykkedes det i høj grad at konsolidere arbejdet. Militær nedskæring medførte selvsagt en omlægning af soldaterhjemsarbejdet. Økonomisk klarede soldatermissionen sig relativt godt igennem den økonomiske krise i 1930’erne med mange trofaste støtter, der havde nydt godt af arbejdet under sikringsstyrkerne. I forbindelse med 50-års jubilæet var der planlagt en større indsamling. Men også denne gang måtte jubilæumsindsamlingen udskydes på grund af krigsudbrud. Indsamlingen blev gennemført i 1941 og indbragte 642.761 kr.

”Jeg kan ikke fortælle om soldaterlivet uden at nævne KFUMs Soldaterhjem. Man kan ikke komme her, uden man uvilkårligt drages hjemad, og hvad er lettere end at gå hen og få brevpapir, så man kan skrive hjem og fortælle om dagens besvær, eller efter økonomisk forstærkning? Jeg ved ikke, hvilke tanker mine kammerater gjorde sig om KFUM, da de kom i trøjen, men den forløbne tid har i hvert fald ændret manges forestilling om denne forening. Her glæder vi os til at komme – ja, hvad skulle vi gøre uden dette soldaterhjem? Jeg kan kun med mine kammerater her i Sandholmlejren sige, at det bedste ved hele soldatertiden er soldaterhjemmet. Det er fuldstændig uundværligt”. 339, Hansen, i Soldatervennen februar 1951.

Efter Danmarks besættelse den 9. april 1940 blev danske soldater omrokeret fra Jylland til Fyn og Lolland. Landsudvalget for KFUMs Soldatermission fik travlt med at indrette midlertidige soldaterhjem i fynske kystbyer og et enkelt på Lolland, hvilket også medførte nye soldatervennekredse. I København var der blevet færre soldater med Danmarks besættelse. Perioden er blevet karakteriseret som ”fornyende” for arbejdet (af Helge Rønnow i ”KFUM’s Soldatermission gennem 100 år”). Soldaterne rykkede tættere sammen på soldaterhjemmet, mens den kulturåbne linje og kristne forkyndelse fortsat var grundlaget. Tyske soldater overtog de danske kaserner den 29. august 1943, hvorefter der fulgte en vanskelig periode for soldaterhjemmene uden soldater. I Gothersgade i København blev soldaterhjemmets kælder til møbellager, og tyskerne opdagede aldrig, at møblernes ejermænd var jøder, som var flygtet til Sverige. Arbejdet i KFUMs Soldatermission lå dog ikke stille: Antallet af soldatervenner steg, og man brugte tiden til at oprette hjem for dem, der gjorde tjeneste i Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonner (CBU). CBU blev oprettet i 1941 under Statens Civile Luftværn, og samme år åbnede det første KFUM-hjem for CBU. I eftertiden er dette betegnet som ”en ny arbejdsgren” for KFUMs Soldatermission, som havde væsentlig betydning i de kommende mange år.

I gang igen og kold krig Den 23. maj 1945 genåbnede soldaterhjemmet i Gothersgade i København. Samme dag åbnede et orlogshjem på Holmen for de genindkaldte soldater. Umiddelbart efter krigen blev der oprettet mange nye soldaterhjem i takt med placeringen af soldater. Andre steder var det midlertidige lokaler, der blev taget i brug såsom konfirmandstuer, missionshuse, forsamlingshuse og andre lokaler. Flere steder blev der bygget nye kaserner, og i perioden 1945-1965 moderniserede og byggede KFUMs Soldatermission nye hjem for ca. seks millioner kroner.

Bordtennis: Ét af tilbuddene på soldaterhjemmet.

Fra 1947 til 1958 var Den Danske Brigade udstationeret i Tyskland. Her var soldaterhjem naturligvis meget relevant, og det lykkedes for både Det grundtvigske Soldaterhjemsarbejde, Soldaterhjemsforeningen Dannevirke og KFUMs Soldatermission at få arbejde i gang for danske soldater, der var udstationeret i Vesttyskland. Det førte de tre soldaterhjemsorganisationer tættere sammen, og ”Samrådet for det frie soldaterarbejde” blev oprettet i 1948. I perioden efter 1945 etableredes en del soldaterhjem, som fik stor betydning i mange år. I 1946 blev KFUMs Soldaterhjem i Kølvrå bygget. Samme år blev KFUMs Soldatermission udskilt som en selvstændig økonomisk enhed fra KFUM’s Centralforening i København. I 1947 etableredes nyt soldaterhjem ved Almegaards Kaserne på Bornholm. I 1955 etableredes nye soldaterhjem i Holstebro, Hvorup, Skrydstrup og Gedhus ved Karup. Værløse fik tilsvarende et soldaterhjem i 1957. Alle disse tjenestesteder var centrale for det danske forsvar under hele Den Kolde Krig, og flere af disse soldaterhjem bruges stadigt flittigt af Forsvarets tjenestegørende personel.

Tilfredse soldater på soldaterhjemmet i Hvorup.

Ejendommen i Gothersgade 115 var ejet af KFUM’s Centralforening frem til 1965, hvor ejendommen blev købt af Landsudvalget for KFUMs Soldatermission. I den forbindelse blev det første landslotteri afholdt, hvilket gav et overskud på 800.000 kr. Fra 1967 blev landslotteriet en årlig tilbagevendende begivenhed. I alt var der 38 soldater-, orlogs- og CF-hjem i 1967, hvoraf de 20 hjem var drevet af Landsudvalget. De øvrige 18 hjem havde egen bestyrelse.

Soldaterhjemmet rykker i felten ”Besøg på soldaterhjemmene er præget af manøvren, og derfor har vi tid til at tage ud til soldaterne. Dette bevirkede, at vi (med koner) i fællesskab blev enige om at køre ud og se til dem. Vi pakkede bilen med noget, som vi vidste, ville gøre lykke: Kaffe og wienerbrød. Så kunne vi byde på en kop kaffe, og hvor mange gange har det ikke ført til en sludder. Vi begyndte at spejde efter soldaterne – der var mange af dem – men vi søgte specielt efter dem, som var hjemmehørende ved vore kaserner. Det lykkedes, og vi blev vel modtaget af både chef og menige. En premierløjtnant viste os rundt i stillingerne, så vi kunne finde selv de, der var bedst skjult. Det blev en weekend, som vi vil huske længe, og det har været en oplevelse at se, hvordan soldaterne arbejder i marken, men også møde deres taknemmelighed over, at vi var med. Hør blot en enkelt udtalelse efter et par kopper kaffe: Nu kan jeg mærke, at jeg stadig har en mave”. Erik Nielsen, Haderslev, og Aksel Kristiansen, Søgaard, i Soldatervennen marts 1965.

De første kantinevogne kørte ud fra KFUMs Soldaterhjem i 1970’erne, og idéen spredtes til flere soldaterhjem. Dette gav ikke blot et øget salg, men var samtidig en mulighed for at vise KFUM-flaget på skydebaner og ved øvelser. Siden er kantinevognen blevet yderst populær blandt soldater. Når vognen kommer rullende med varm kaffe på en kold vinterdag eller is på en varm sommerdag, kan det nærmest give associationer til våbenhvile - eller i hvert fald en pause midt i strabadserne. Før der kom kantinevogne, kørte soldaterhjemslederne ofte ud til soldaterne på øvelser. Det skete i egen bil, der var fyldt godt op med friske forsyninger. 13

Fra KFUMs Soldaterhjem i Jonstrup ”Vi glæder os over, at soldaterhjemmet aften efter aften fyldes af unge mænd, og det må være op til os, der har vort daglige virke på hjemmet, at skabe netop det hjem og den atmosfære, som bør være kendetegnet for et kristent hjem. Det daglige arbejde koncentrerer sig efterhånden om ugens første fem (eller til tider fire) dage, idet der stadig bliver færre og færre i weekends. Derimod er vi begyndt at holde udsalget åbent søndag nat til kl. to, da konstabeleleverne for en stor dels vedkommende kommer fra Jylland og skal være på kasernen inden kl. to. Mange har rejst fem-seks timer og kan nok trænge til en kop kaffe”.

Kantinevognen fra soldaterhjemmet i Holstebro: Et tilløbsstykke.

Assistent Bent Andreasen i Soldatervennen oktober 1971.

At forsømme i den rigtige rækkefølge ”Vi har et fast program program for hver dag i ugen, som dog meget ofte bliver brudt af uforudsete opgaver. Når tiden ikke slår til, må vi prøve på at forsømme i den rigtige rækkefølge. Det er vel ikke altid, man kan se den helt store glæde ved rengøringsarbejdet, men vi synes nu, at forudsætningen for et hyggeligt soldaterhjem er, at her er rent og pænt. Når rengøringen er færdig skal der føres regnskab, forberedes andagter og bibeltime. Så kommer der en lille flok soldater, der lige har en pause. En af dem råber: ”Så er det bare med at få noget kaffe over bordet her, for vi er sultne”. Det er bare dejligt at mange af dem, føler sig hjemme”. Karen og Karl Aage Jensen, soldaterhjemsledere i Tønder, i Soldatervennen maj 1981.

Samlet om et spil Ludo. Arkivfoto ca. 1975.

I 1972 blev et nyt soldaterhjem indviet: Det nybyggede KFUMs Soldaterhjem i Skive. Tre år senere var turen kommet til et nyt soldaterhjem ved Antvorskov Kaserne lige udenfor Slagelse. Samme år (1975) købes det tidligere Dannevirke Soldaterhjem på Treldevej i Fredericia for at blive til et KFUMs Soldaterhjem. Varde får også et KFUMs Soldaterhjem, der indvies i 1981. Under Den Kolde Krig har arbejdet på ingen måde stået stille. De forskellige soldaterhjem har nydt godt af de mange soldater og det store forsvarsberedskab, som Danmark havde i denne stabile periode. Den forretningsmæssige del af soldaterhjemmet er blevet udviklet samtidig med en stadig tilpasning til soldaternes ønsker til fritidsfaciliteter og mad. Åbent at vedkende sig kristentroen over for kammeraterne havde trange kår, særligt op gennem 1970’erne. Alligevel blev der holdt fast ved daglig aftensang og ugentlige bibeltimer eller temaaftener for soldaterne, ligesom banko og filmaftener var en fast del af ugens program.

Fra KFUMs Soldaterhjem i Avedøre sidst i 1970’erne.

Soldater på øvelse i Varde.

KFUMs Soldaterhjem rykker med soldaterne Af Bjarke Friis

Forsvaret ændrede fokus efter ophøret af Den Kolde Krig, og med udsendelsen af danske soldater til Eksjugoslavien i 1992 fulgte en naturlig interesse fra KFUMs Soldatermission. Ønsket var at arbejde blandt de udsendte danske soldater, hvilket viste sig at være svært at realisere.

Begyndelsen I november 1992 blev 170 danske soldater, officerer og observatører udsendt til det tidligere Jugoslavien. I Soldatervennen kunne man følge soldatervennernes interesse for udsendte danske drenge, og i KFUMs Soldatermission var der et naturligt ønske om at følge med soldaterne uden for Danmarks grænser. I 1993 fik KFUMs Soldatermission officiel tilladelse til at arbejde blandt de udsendte danske FN-soldater, hvilket var af principiel betydning og en afgørende forudsætning for de kommende mange år. I 1993-budgettet var der dog ikke afsat penge til arbejdet for udsendte soldater, hvilket skyldtes dels et stramt budget og dels, at man ikke havde forventet, at ønsket blev imødekommet så hurtigt. Hen over sommeren 1993 rejste soldaterhjemsleder Carl Christian Knudsen på besøgstur til Kostajnica i Eksjugoslavien, hvor muligheden for soldatermission sonderes. Carl Christian blev mødt med positive tilkendegivelser, men realiteten var også en række praktiske udfordringer, hvis drømmen om et KFUMs Soldaterhjem for udsendte danske soldater skulle realiseres. Helt afgørende var sikkerheden, og efter konkret ansøgning lød tilbagemeldingen fra Forsvarskommandoen i august 1993, at soldaterhjem ikke kunne lade sig gøre på grund af krigssituationen. Soldatervennerne fulgte med i Soldatervennen og støttede aktivt planerne ved at spytte penge i bøssen ved indsamlingen til arbejdet i Eksjugoslavien.

ECHOS I 1992 havde KFUMs Soldatermission været med til at starte ECHOS som en europæisk paraplyorganisation for kristent soldaterhjemsarbejde. Idéen blev født ved 100-års jubilæet, hvor den nytiltrådte kontorleder Erik Eriksen fandt fælles interesser med en repræsentant fra soldaterhjemsarbejdet i Holland. Kontakt til lignende organisationer i andre lande førte til, at soldaterhjemsorganisationer fra syv forskellige lande sluttede sig sammen i ECHOS. Dansk engagement i ECHOS afspejlede den fornyede internationale og europæiske interesse, der karakteriserede perioden. Forsvaret orienterede sig internationalt på en ny måde med udsendelsen af danske FN-soldater til det tidligere Jugoslavien, og tilsvarende rettede KFUMs Soldatermission sigtekornet mod de mest oplagte internationale samarbejdspartnere. ECHOS bestod af kristne soldaterhjemsorganisationer i Sverige, Finland, Tyskland, Schweiz, Holland, England og Danmark, der i 1996 tilsammen stod bag 320 soldaterhjem. Særlig tæt var de nordiske forbindelser mellem Danmark, Sverige og Finland, og den internationale inspiration var med til at udvikle det danske arbejde på KFUMs Soldaterhjem. 17

Ødelæggelserne i Eksjugoslavien var tydelige.

Teologisk rummede ECHOS-samarbejdet en betydelig bredde. Katolikker, calvinister og lutheranere samledes om den fælles opgave: At skabe kristne hjem for soldater. Den fælles indstilling om at gøre det bedste for de soldater, der blev sendt ud, var en forudsætning for, at samarbejdet kunne gå gnidningsfrit. Centralt i ECHOS blev der ikke udarbejdet retningslinjer, men en pragmatisk tilgang på det enkelte hjem fik tingene til at fungere på en respektfuld måde. Eksempelvis blev der på det største soldaterhjem i Sarajevo afholdt særlige gudstjenester for katolikker, og senere på dagen afholdt lutherske gudstjenester i samme lokale. Gensidig respekt og anerkendelse for de forskellige trosretninger og kulturer prægede atmosfæren. ECHOS blev betragtet som den helt oplagte mulighed for at skabe hjem for udsendte danske soldater. I det tidligere Jugoslavien kæmpede danske soldater side om side med soldater fra andre lande, og dermed var der et internationalt miljø for udsendte soldater. Internationale soldaterhjem var derfor den tanke, der lå nærmest i årene efter 1992. Tanken blev fulgt op med mange bestræbelser, hvor ECHOS var eneste ramme frem til 1998.

Danske medarbejdere på ECHOS-hjem Flere unge danske medarbejdere arbejdede i en periode på ECHOS soldaterhjem i Eksjugoslavien. Frem til 1998 var det den eneste mulighed for at arbejde på soldaterhjem for udsendte danske soldater på Balkan – og med eventyrlyst og oprigtig interesse drog unge danskere afsted for at arbejde på ét af de 10-12 ECHOSsoldaterhjem, der var i Eksjugoslavien. Palle Mærsk var én af pionererne, der selv havde militær baggrund og havde været udsendt som soldat i Eksjugoslavien. Samtidig havde Palle arbejdet på KFUMs soldaterhjem i Danmark, hvilket havde givet ham et fantastisk indblik i begge verdner. En række andre unge medarbejdere havde ikke militær baggrund, men kom fra KFUMs danske soldaterhjem. Mange af disse fik sig flere overraskelser på det krigshærgede Balkan. Ødelæggelserne i landskabet var frygtelige, og atmosfæren på soldaterhjemmene var fremmed for danske medarbejdere. 18

Beskrivelse af ECHOShjem Det var spændende at komme ned og se, hvordan de europæiske kristne soldaterhjem fungerede. De var meget forskellige fra de danske forhold, hvilket var naturligt nok, da deres forudsætninger var meget anderledes end vores. F.eks. har de tre hjem i Sarajevo et større større varesalg om året end de ca. 20 danske soldaterhjem. Danske soldater - samlet på ECHOS soldaterhjem foran en fodboldkamp.

På ECHOS-hjemmene blev der serveret alkohol, hvilket naturligvis havde været drøftet i Landsudvalget for KFUMs Soldatermission i Danmark. En bred enighed samlede sig om, at det var svært at etablere et fælles europæisk soldaterhjem uden udskænkning af alkohol. Derfor sluttede Landsudvalget pragmatisk op om dette – i en fælles bestræbelse på at ville det bedste for de udsendte soldater. De udtrykte et tydeligt behov for hjemlige rammer i en afslappet atmosfære samt deltagelse i de forkyndende aktiviteter. Samtidig var der mange forskellige kulturer og traditioner, der mødtes i ECHOS-samarbejdet. I praksis blev det ikke oplevet som det store problem at samarbejde med andre kirkelige/konfessionelle retninger – uenighederne handlede nærmere om forskellige kulturelle traditioner.

Hjemmene har åbent fra 8.00 til 22.00 alle ugens syv dage, og der er soldater hele tiden. På alle soldaterhjemmene er der en lille kirkesal, hvor der hver søndag holdes forskellige gudstjenester. Det er feltpræsterne fra de forskellige lande, der afvikler gudstjenesterne. Kirkesalen bliver også somme tider brugt på hverdage. Turen giver mange indtryk, som skal tænkes igennem. Det er altid spændende at komme ud og se noget andet. Der er altid mulighed for at hente inspiration. Og så har vi nydt den utrolig smukke natur – bjerglandskaber. Desværre er meget af den menneskeskabte – husene – ødelagt af krigen. Men optimismen fejler ikke noget, så de bygger nyt overalt. Det er livsbekræftende. Fra Medarbejdernyt august 1999 hvor et par frivillige danske håndværkere installerede airconditionanlæg på flere ECHOS-hjem.

Kirken ved ECHOS-hjemmet i Split.

De fleste danske medarbejdere tog til Sarajevo og andre steder, hvor ECHOS havde soldaterhjem, med en forestilling om, at det nok lignede de danske soldaterhjem. På trods af et ødelagt land ville atmosfæren nok være nogenlunde som på KFUMs Soldaterhjem i Danmark. Men flere havde svært ved at genkende soldaterhjemsarbejdet i Eksjugoslavien, og en kritik af ECHOS-samarbejdet blev, at det var svært at se det kristne i soldaterhjemsarbejdet. På KFUMs danske soldaterhjem 19

var daglig aftensang og forbud mod alkohol stærke markører for hjemmenes kristne værdigrundlag. De samme markører var ikke til stede i ECHOS-regi, hvorfor soldaterhjemmene oplevedes meget forskelligt af danske medarbejdere.

Forsøg med nordisk soldaterhjem lykkedes ikke I april 1996 strandede et nordisk forsøg på at etablere et fælles nordisk soldaterhjem for bl.a. udsendte danske IFOR-soldater. Med det tætte nordiske samarbejde blandt soldaterhjemsorganisationerne og en fælles nordisk bataljon i Doboj, Bosnien, var et fælles nordisk soldaterhjem en oplagt mulighed. Forsøget nåede til et møde i Nordpolbrigadens koordinationsudvalg, hvor KFUMs Soldatermission og Svenska Soldaterhemsförbundet deltog. Bestræbelserne strandede på den sikkerhedsmæssige risiko, hvilket medførte skuffelse i KFUMs Soldatermission. På samme tid havde NATO opfordret ECHOS til at oprette soldaterhjem for de udsendte soldater, hvilket også skete andre steder i Eksjugoslavien.

Første erfaringer i Bosnien Allerede den første uge efter åbningen blev soldaterhjemmet besøgt af 30-40 soldater hver dag, og siden er besøgstallet steget støt. ”Soldaterne mangler et sted at slappe af. Der er messen, men den ligger lidt afsides, og der er altid høj musik. Soldaterne kan ikke som i Danmark gå i byen eller tage hjem, når de har fri,” siger René Buchhave og understreger, at soldaterhjemmet er for alle, ikke kun de danske soldater. På det lille soldaterhjem er der ro og tid til at snakke, og soldaterne er mere åbne for at snakke end herhjemme, er Renés erfaring.

Oberst Schønning klipper snoren ved indvielsen af KFUMs Soldaterhjem i Bosnien i 1998.

KFUMs Soldaterhjem i Bosnien I 1998 åbnede der sig en ny mulighed: At etablere et dansk soldaterhjem i Camp Valhalla i Bosnien. Det var således ikke et ECHOS soldaterhjem, men et dansk soldaterhjem, som udsendte danske soldater allerede kendte som KFUMs Soldaterhjem fra Danmark. Et samarbejde mellem KFUMs Soldatermission og Forsvarskommandoen resulterede efter flere års arbejde i en samarbejdsaftale april 1998. Forsvaret havde haft mange betænkeligheder forud for denne aftale. En af problematikkerne var KFUM-medarbejdere i forhold til øvrige udsendte. Det blev løst med et militær ID-kort til udsendte soldaterhjemsledere, der formelt blev ansat af Forsvaret, mens KFUMs Soldatermisison afholdt lønudgifterne. Soldaterhjemslederne betragtedes som en del af det samlede danske styrkebidrag i Bosnien-Herzegovina og tillagdes militær status uden for den militære rækkefølge. Det blev således stillet som et krav, at soldaterhjemslederne skulle gennemgå ugekurset ”Reduceret militær grunduddannelse for personel uden for den militære rækkefølge”.

”Det er langt hjemmefra, de keder sig, og de kommer ud i nogle situationer, som får dem til at reagere på en anden måde. Og det er måske ikke altid, de har lyst til at snakke med kammeraterne om det. De er taknemmelige for, at der er nogen, der gider snakke”. Hver aften er der andagt, og soldaterne har også spurgt, om der ikke skal være temaaftner om kristne emner ”ligesom på soldaterhjemmet på Bornholm”. Og naturligvis skal der det. Fra Soldatervennen november 1998.

Miljøvenlig kaffeklub Efter kun nogle få uger viste det sig, at soldaterhjemmet i Camp Valhalla, som vel alle andre steder, fik en gruppe faste stamgæster. Disse begyndte ret hurtigt at bruge navnet ”Kaffeklubben” efter den sorte substans, de byggede deres samvær op om på ofte mærkelige tidspunkter af døgnet. Kaffen serveres normalt i plastikkrus, som der i sagens natur kan bruges en del af, når man som ”Kaffeklubben” nærmest er afhængig af et par liter af væsken om dagen. Dette er jo ikke særlig godt for miljøet, så da undertegnede returnerede fra Danmark med en stak nyanskaffede lerkrus, var der bred enighed om at gøre brug af disse. Det har grebet om sig, således at der nu på de specialbyggede navngivne knager hænger op mod 20 personlige krus, indkøbt i diverse lejre. Idéen har sparet det fysiske miljø for flere hundrede plastickrus, men har i høj grad også givet menneskeligt miljø på KFUM i Bosnien. Der blev hygget, snakket og spillet, og ”dem med krusene” ligger i front og giver gerne en hånd med. Hvis nogen bliver misundelige, er det bare om at få fat i et krus (der er som regel altid et par stykker på lager) og skrive sit navn på en knage.

I august 1998 blev René Buchhave sendt til Bosnien for at åbne KFUMs første soldaterhjem i Eksjugoslavien. René havde tidligere været udsendt som NATO-soldat i Bosnien i 1½ år og tog til Bosnien efter at have ledet KFUMs Soldaterhjem i Sjælsmark. 28. september kunne soldaterhjemmet åbne. Der var ca. 450 NATOsoldater i Camp Valhalla, hvoraf ca. 350 var danskere. Soldaterhjemmet var på ca. 45 kvadratmeter og bestod af tre containere, der var indrettet som prefabrikeret boligelement. Soldaterhjemsledere skiftede hvert halve år, og ca. seks måneder efter indvielsen kunne baglandet læse i Soldatervennen, at der siden åbningen havde været et støt stigende antal soldater. Nogle dage var det nærmest utroligt, så mange mennesker der kunne opholde sig på de få kvadratmeter, der udgjorde soldaterhjemmet. Efterspørgslen var stor på trods af, at soldaterhjemmet var mindre, og tilbuddene færre i forhold til KFUMs Soldaterhjem i Danmark. Men i den specielle situation, som soldaterne befandt sig i som udsendt, var soldaterhjemmet et hit. Tilbuddene på soldaterhjemmet var kaffe og te samt en blød stol eller en sofa. Der var mange forskellige slags brætspil, som blev slidt rigtig godt. Efter nogle måneder kom der også TV og video, så soldaterne havde mulighed for at se nyheder og film. Desuden var der også computere, som soldaterne benyttede til mailkorrespondance til og fra Danmark. Forbindelsen var dog meget ustabil og foregik med et opkaldsmodem, som virkelig blev sat på arbejde, når nogen hjemme i Danmark fik lyst til at sende et billede ned til en soldat. Engang imellem var der gratis kage på soldaterhjemmet, hvilket kunne være dagens positive overraskelse for soldaterne i Camp Valhalla. Efter de første seks måneder på posten kunne René Buchhave konstatere, at KFUMs Soldatermission satsede helt rigtigt, da man valgte at etablere et soldaterhjem i Eksjugoslavien. Den betænkelighed, som Forsvaret havde før etableringen af soldaterhjemmet i Bosnien, var blevet er-

Opvasken (eller mangel på samme) står ejeren af kruset i øvrigt selv for. René Buchhave i Medarbejdernyt november 1998.

Afslapning foran en computerskærm.

Soldater spiller om verdensherredømmet – i Risk.

Om aftenandagt stattet af en meget stor velvilje. Stafetten blev givet videre til Jane og Dennis Schultz i slutningen af februar 1999. I løbet af foråret 1999 rejste ingeniører et nyt soldaterhjem, der nu var på ca. 110 kvadratmeter – altså omtrent dobbelt så stort som det første. I lejren var der stor opbakning til soldaterhjemmet, og alle var enige om, at det første soldaterhjem var for lille. Flere gange oplevede soldaterhjemslederne, at soldater kom ind ad døren for at konstatere, at der ikke var flere ledige stole, hvorfor de forlod soldaterhjemmet. Hver måned var der mellem 2500 og 3000 besøg på KFUMs Soldaterhjem i Bosnien. I sammenligning med danske soldaterhjem var det ikke nogen rekord, men forholdene taget i betragtning absolut et flot besøgstal. Det nye soldaterhjem blev indviet i juni 1999, og det havde desuden en lille fortovscafé udenfor. I månederne efter indvielsen af det nye soldaterhjem steg besøgstallet væsentligt. Mellem jul og nytår 1999 flyttede soldaterhjemmet igen – denne gang til Camp Dannevirke, hvor soldaterhjemmet blev indrettet i forbindelse med kirkesalen. De følgende år blev KFUMs Soldaterhjem i Bosnien udvidet flere gange. Soldaterhjemslederne blev planmæssigt udskiftet hvert halve år, mens Marianne og Bent Boisen dog havde en længere periode og var afsted flere gange. Der blev trukket på erfaringer fra ECHOS-soldaterhjem, og i Bosnien dannede KFUMs Soldatermission sine egne

Vi er meget overraskede over den store interesse, der er for aftensangen. Soldaterne sidder ikke og fniser, men de kan sagtens finde på at afbryde for at spørge om noget. Nogle aftener er der 20, andre fem. Vi tager alle som en velsignelse fra Gud. Det er en mulighed for at række det levende ord videre. Mange af soldaterne er inde i stoffet. De ved godt, hvad det drejer sig om. Vi får lov til at se små spirer her og der. Det er dejligt at mærke, at Helligånden også findes i en gammel lagerhal i Bosnien. Vi har virkelig fået lov til at mærke bønnens vinger hernede. Der er så mange ting, som bare bliver lagt til rette for os. Man bliver helt stille, når man ser, hvordan Gud kan lægge alt til rette for én. Jane og Dennis Schultz i Soldatervennen maj 1999.

Et godt sted at mødes Det daglige liv på Soldaterhjemmet i Bosnien er præget af den nye verdensuorden med fjender uden ansigt og de mange, som føler sig magtesløse. Vi har desværre i en tid haft forhøjet beredskab, dvs. alle er oppe på stikkerne og bærer våben og uniform konstant, i perioder også skudsikker vest og hjelm, selv inden for lejrens pigtråd. KFUMs Soldaterhjem er også i denne situation hernede et godt sted at mødes, hvis man vil tale om verdenssituationen eller have en snak om livets tilskikkelser og mening, og vi har den glæde at kunne supplere med en god bog, som fortæller os, at Jesus har lært os at bede ”komme dit rige”. Gud er dér, hvor Guds Ord og Ånd kontrollerer et menneskes tænkning og liv, uanset om man lever i puslingelandet derhjemme eller i krigens skygge. Marianne og Bent Boisen i Soldatervennen november 2001.

Indgangen til KFUMs Soldaterhjem i Camp Dannevirke i Bosnien.

erfaringer med soldaterhjem for udsendte. Selv om hjemmet var tiltænkt danskere, var det åbent for soldater af andre nationaliteter. Dette har siden dannet præcedens for KFUMs øvrige soldaterhjem i verdens brændpunkter. Via erfaringerne fra Bosnien blev der etableret et tættere samarbejde med Forsvaret, hvilket siden har været en stor fordel for etableringen af soldaterhjem i Kosovo og flere andre steder. I udgangen af august 2003 lukkede KFUMs Soldaterhjem i Bosnien. I Medarbejdernyt konstaterer soldaterhjemsledere Marianne og Bent Boisen i den forbindelse: ”Der er kommet besked om, at det danske korps lukker ned her i Bosnien med udgangen af hold 15, dels fordi der heldigvis ser ud til at være nogenlunde fredeligt her, og dels fordi der er kommet andre brændpunkter i verden. Man må derfor også betragte soldatermissionens opgave i Bosnien som afsluttet med udgangen af august 2003. Vi glæder os over, at her ikke er krig mere, men vil savne samværet med de mange gode mennesker, vi har fået lov til at have fællesskab med gennem opgaven her, og vi vil savne det smukke Bosnien-Herzegovina”.

Litauen Danmark fortsatte med at deltage aktivt i ECHOS-samarbejdet på trods af oprettelsen af eget soldaterhjem i Bosnien. Erik Eriksen stoppede som kontorleder i 1998 for at gå på pension, men fortsatte i ECHOS. Litauen var dét sted, hvor der blev sat markant dansk aftryk. I 1997-98 deltog 200-300 soldater fra de tre baltiske lande i militær træning i Viborg sammen med danske soldater fra Prinsens Livregiment. Her benyttede de KFUMs Soldaterhjem i Viborg med stor begejstring, og balterne spurgte soldaterhjemsleder Kjeld Nørgaard 24

Indvielsen af det første soldaterhjem i Litauen i 2001. Erik Eriksen (i det grå jakkesæt) og Palle Mærsk fra Danmark havde arbejdet hårdt for at få etableret dette hjem.

Christensen om muligheden for at hjælpe med at etablere tilsvarende soldaterhjem ved militære lejre og kaserner i Baltikum. Kjeld tog forespørgslen med til Landsudvalget, der sendte forespørgslen videre til ECHOS. Anmodningen blev modtaget positivt i ECHOS, hvilket efter flere besøg i Litauen resulterede i en litauisk landskomité for soldaterhjemsarbejde på kristent grundlag. Alle medlemslande i ECHOS deltog med finansiering og opstart af projektet, hvortil idéen blev født på KFUMs Soldaterhjem i Viborg. I Litauen var behovet for soldaterhjem meget stort. Kasernerne var tidligere russiske militærlejre, der var placerede langt fra byområderne. 20-30 soldater boede på samme stue, hvor der kun var koldt vand i hanerne, og der var ingen fritidstilbud i forbindelse med kasernerne. Erik Eriksen og generalsekretær i ECHOS Pieter Koornneef var projektledere vedrørende soldaterhjem i Litauen. I juli 2001 åbnede det første ECHOS-soldaterhjem på kasernen nær byen Taurage. På ti dage blev en bygning installeret på kasernen, og den blev hyggeligt indrettet med interiør fra ECHOS-donationer. Bygningen var doneret fra Holland og blev transporteret på blokvogn til Litauen, mens danske håndværkere hjalp med ved det praktiske arbejde i Litauen. Værnepligtige, officerer, lejrens kommandant, feltprovsten og den litauiske forsvarschef, der alle deltog i indvielsen, var ovenud tilfredse med soldaterhjemmet i Litauen. Danske Palle Mærsk blev første leder af soldaterhjemmet, der oplevede et meget højt besøgstal efter åbningen og en meget stor taknemmelighed blandt soldaterne. I april 2004 åbnede endnu et soldaterhjem, denne gang i Rukla, hvor der var 3000 værnepligtige tilknyttet kasernen. Her blev soldaterhjemmet indrettet i et lokale på kasernen. Palle Mærsk og Erik Eriksen havde lagt en stor indsats i at få åbnet det andet soldaterhjem i Litauen. 25

Danske soldater i Kosovo Den 24. marts 1999 indledte NATO luftangreb på mål i Serbien og Montenegro. Efter 78 dages bombardementer standsede NATO luftangrebene. Serbien accepterede en våbenhvile i juni 1999 og trak politi og hær ud af Kosovo, som kom under FN-administration. 45.000 soldater i fredsstyrken KFOR blev under NATO’s kommando udstationeret i provinsen. Heriblandt også danske soldater. I 2011 trak Danmark størstedelen af soldaterne hjem fra Kosovo.

Ellen og Alex Bøge Nielsens første oplevelser ”Da vi ankom til Camp Olaf Rye, var der ikke sat en bygning op, selv om materialerne lå og ventede: Vi gik straks i gang med at gå rundt i lejren og snakke med soldaterne. Vi ville gerne blive kendt med dem, så de fik lyst til at bruge soldaterhjemmet, når det blev sat op. Mange gange gik vi til kaptajnen for at få sat gang i opsætningen af soldaterhjemmet. Hver gang blev vi mindet om de tre t-er: Ting tager tid. Vi satte efterhånden et fjerde t til: Tålmodighed”.

Fra efteråret 2004 vendte den danske stemning for ECHOS-samarbejdet. Bestyrelsen havde fået et dårligt indtryk af flere ECHOS-hjem på Balkan, hvorfor der blev stillet spørgsmålstegn ved hjemmenes kristne profil. Det resulterede i første omgang i et ønske om at minimere KFUMs Soldatermissions omkostninger til ECHOS-medlemsskabet. Fra dansk side var det samtidig svært at se perspektivet, nu hvor man selv havde succes med at etablere egne soldaterhjem for udsendte danske soldater. I 2005 besluttede hovedbestyrelsen at melde KFUMs Soldatermission ud af ECHOS-samarbejdet. Erik Eriksen fortsatte dog i ECHOS efter dansk udmeldelse, hvor der også fortsat var forbindelser til soldaterhjemmene i Litauen. Denne kontakt og samarbejdet varede til 2012, hvor soldaterhjemsarbejdet stoppede i Litauen. ECHOS-samarbejdet lukkede i 2012, da der ikke længere var samme muligheder for at etablere soldaterhjem. Missionen i Irak, hvor ECHOS også havde soldaterhjem, var ophørt, og ligeledes var der kun et mindre antal soldater på Balkan. I Afghanistan var der soldater, men ikke samme muligheder for at etablere soldaterhjem pga. skarpe sikkerhedskrav. Fra 1992-2012 var ECHOS-samarbejdet rammen for at oprette adskillige soldaterhjem – og dermed opfylde et behov for fristed for soldater i internationale missionsområder.

Kosovo Af Bodil og Christian Nielsen

Camp Olaf Rye Den danske styrke havde sin egen lejr Camp Olaf Rye. Den lå i udkanten af byen Mitrovice i den nordlige del af landet. Floden Ibar, der løber lige forbi lejren, danner en usynlig grænse mellem albanere og serbere i området. Det var en lille lejr (ca. to km i omkreds). KFUMs Soldaterhjem lå lige inden for indgangen til lejren. Det var et hyggeligt lille hjem bygget af containere, hvoraf én var lederbolig. Hjemmet åbnede i 2001. Det første lederpar der var Ellen og Alex Bøge Nielsen, der rejste fra Danmark 13. februar 2001. De undersøgte muligheden for at åbne et midlertidigt soldaterhjem, og det lykkedes i en ”Bjælkehytte”, som lå i en hal i forbindelse med værkstederne med en pølsevogn udenfor. På tidspunkter, hvor der ikke var travlhed i cafeteriekøkkenet, fik de lov til at benytte faciliteterne der til bagning, så nu kunne de sælge kaffe og kage nogle timer hver dag, og ”kuffen” blev godt besøgt. I april holdt soldaterhjemslederne deres tre ugers ferie, og da de vendte tilbage, stod bygningen klar. Indboet var endnu ikke kommet fra Danmark, men de gik i gang med at finde inventar, og det lykkedes at få indrettet et brugbart hjem tidsnok til at kunne holde indvielse den 16. maj, hvor Per Møller Henriksen og Arne Bechmann kom på besøg. Der blev pyntet op med blomster og flag, bagt kage, lavet lagkager, og obersten klippede snoren. Der kom ca. 80 personer til indvielsen – der var 32 siddepladser!!

KFOR-soldater nyder en pause på terrassen foran KFUMs Soldaterhjem i Camp Olaf Rye.

Vand var ikke indlagt, men der blev opstillet en 1000 liter vandbeholder uden for soldaterhjemmet. Ingeniørerne gik i gang med at lave en terrasse og anlægge en lille have, og i løbet af et par uger kom sendingen fra Danmark med TV, video, reoler m.m. Velfærdsofficeren kom med bøger, som han ønskede måtte stå på soldaterhjemmet, hvor soldaterne så kunne låne dem. Nu kunne der tilbydes et rigtigt hyggeligt hjem, hvor der var mulighed for at nyde en kop kaffe med kage, se TV, læse aviser og blade, låne bøger, sofaer og bløde stole til snak og hygge samt andagt hver aften. – kort sagt et rigtigt soldaterhjem med en åbningstid fra kl. 9.00 til 23.00. I de følgende år kom rigtig mange soldater til at nyde godt af KFUMs Soldaterhjem i Camp Olaf Rye, og de satte stor pris på det. Sidenhen blev åbningstiden ændret, så der var døgnåbent med selvbetjening. Mange ledere satte i tidens løb på hver deres måde præg på hjemmet. Bl.a. blev der lagt tag over en del af terrassen, som flittigt blev brugt, ikke mindst i de lune sommeraftener, hvor stearinlyslamper lyste op på bordene, og hvor man kunne lytte til frøernes kvækken omkring Ibar og cikadernes aftensang i baggrunden. En flagstang blev der også på et tidspunkt sat op i haven. Ved den ene gavl blev der opstillet en lagercontainer, så der var rig mulighed for storkøb af sodavand, slik og lignende.

Juleaften i Kosovo ”Juleaften blev fejret ved fællesspisning i lejrens cafeteria. Alle danskere, der ikke havde vagttjeneste i eller udenfor lejren, deltog. Menuen var traditionen tro and og flæskesteg og selvfølgelig risalamande til dessert. Efter spisning var der fællesdans udenfor på fællespladsen. Resten af aftenen blev tilbragt på soldaterhjemmet med ca. 15 soldater, som ikke fandt det store fællesarrangement i messeområdet i harmoni med deres forestilling om en hyggelig juleaften. Vi var meget glade for, at så mange foretrak den hjemlige hygge på soldaterhjemmet”. Soldaterhjemsledere Anita og Klaus Brobjerg-Jepsen, Kosovo 2001.

Hjemmet var enkelt og overskueligt indrettet med et meget lille køkken i den ene ende, hyggekrog med lænestole i den anden ende, og i midten var der borde, stole og reoler. Lige over for hjemmet lå værkstederne. Der var et rigtigt godt naboskab, og mekanikerne følte et stort medansvar for hjemmet, så var der brug for en hjælpende hånd, var der altid hjælp at få hos dem.

Hverdagen på ”kuffen” Som soldaterhjemsleder i udlandet er man en integreret del af militæret på en anden måde end i Danmark. Man lever tæt sammen med soldaterne, er underlagt de samme regler som dem, spiser sammen i cafeteriet og har ikke eget bad og toilet. Vi vil fortælle lidt om vores hverdag på ”kuffen” i Camp Olaf Rye Kl. 7.00 stod vi op, bryggede den første kaffe og hejste flaget - hvis ikke vi var præcise, kom der straks en påmindelse fra naboerne (værkstederne). Derefter var der tid til den personlige morgenandagt inden morgenmaden, som vi indtog i cafeteriet.

Så langt havde soldaterne hjem til Danmark.

Soldaterne lånte gerne hjemmets køkken. Her er Egetoft ved at pynte lagkage.

Kl. 8.00 var vi med til stabens morgenbriefing, hvor der blev fortalt om det sidste døgns hændelser og gennemgået dagens program. Det foregik på engelsk, fordi der var franskmænd i lejren. Briefingen begyndte altid med en sang, som var foreslået af feltpræsten (én gang om ugen var det en salme).

Mange udsendte soldater har gennem årene oplevet bankoaften på KFUMs Soldaterhjem.

Resten af dagen gik med praktiske gøremål på ”kuffen”. Der skulle bages mange kager, for soldater elsker kager, især når de er nybagte. Det var som regel Bodil, der bagte, medens jeg lavede det forefaldende arbejde. Ca. en gang om ugen var rollerne byttet om, hvor jeg bagte, og det var gerne banankage. Andet praktisk arbejde var at hente varer i cafeteriet til bagningen, lave lagkager, dække bord, pynte op til de mange fester, der blev holdt på soldaterhjemmet, bestille navnebånd til soldaterne og træffe aftaler med de forskellige kontorer i lejren. Gulvvask var der hjælp til, men en del anden rengøring og vedligeholdelse skulle der også gøres. Bodil syede mærker på uniformsjakker og lappede bukser - især for portugiserne, som var i lejren en periode. På skift lå der et kompagni udenlandske soldater i lejren. Det var lidt forskelligt, hvor meget de kom på soldaterhjemmet, men ofte gav de udtryk for, at de var misundelige på de danske soldater, fordi de havde et sådant fristed. Tid til et formiddagsspil.

Christian, sport og børn Når der var en pause, fandt jeg gerne en person, der ville spille bordtennis. - Det var en god måde på at komme i kontakt med soldaterne. Jeg spillede også fodbold, skak og meget andet. En ung albaner, 22 år og muslim, spillede jeg også bordtennis med. Vi var lige gode eller dårlige til engelsk, men vi kunne godt kommunikere med hinanden. Han udleverede varer i cafeteriet, så jeg var jævnlig i kontakt med ham. Engang, hvor jeg skulle have 30 æg, overhørte jeg, at han spurgte mig om, hvor mange børn jeg havde. Jeg svarede selvfølgelig ”thirty - ”30”. Han kikkede forundret på mig, men sagde ikke noget. Dagen efter sendte han en kammerat op på soldaterhjemmet for at høre, om det var rigtigt, at jeg havde 30 børn.

Kl. 17.00 var vi med til værkstedernes aftenbriefing. Den blev holdt på ”Kuffen”, for så kunne de lige nå at få en kop kaffe samtidig. Kaffen var gratis. Alt andet betalte man for. Kl. 18.45 havde vi aftenandagt, og det var altid spændende, hvor mange der kom. Flere gange om ugen kunne vi gennemføre det, og efterfølgende kunne det give gode samtaler. Vi havde altid Det nye testamente liggende fremme på disken, så soldaterne kunne tage det med, hvis de havde lyst. En soldat, der havde fået et testamente, havde taget det med ud i en anden lejr. Da vi engang kom på besøg der, oplevede vi, at han sad og læste højt fra testamentet for sine kammerater. De havde sagt til ham, at det skulle han gøre en gang hver dag. En aften om ugen var der bankospil, som det hører sig til. Det var hyggelige timer, især bagefter når lagkagerne skulle spises. Den mest stille tid på soldaterhjemmet var mellem kl. 20.00 og 22.00, fordi soldaterne lige skulle omkring messen og have den øl, som var dagens ration, og som kun måtte nydes i messen. Når messen lukkede kl. 22.00, var der flere, der lige skulle have dagens sidste kop kaffe hos os, og så var der bare hygge og snak på ”kuffen”. Det er aftener, vi aldrig glemmer. Der blev også spillet meget Besserwizzer, Backgammon, Stratego og Risk.

Soldater synger morgensang foran soldaterhjemmets terrasse.

Fest skal der til Af og til kunne vi fejre flere fødselsdage om dagen - på alle tidspunkter fra kl. 7 morgen til sen aften. Ved at indbetale et beløb til landskontoret i Fredericia kunne der bestilles kager fra Danmark over nettet. Det var dejligt på den måde at kunne overraske soldaterne med en sådan hilsen fra dem derhjemme. Engang fejrede vi kobberbryllup for en stamgæst. Uden hans viden havde vi sammen med vores naboer, mekanikerne, arrangeret en fest for ham med halv æresport, morgensang med trompet og festligt morgenbord. Han havde ofte telefonforbindelse til sin kone, men netop på deres kobberbryllupsdag kunne han ikke ringe hende op. Det kunne han ikke forstå: Hvad vi andre vidste var, at hun sad i flyet på vej til Makedonien, hvor kammeraterne havde arrangeret fire dages ferie for kobberbrudeparret. På hold 16 og 18 arrangerede vi cykelsponsorløb til fordel for soldaterhjemmene i udlandet. Der var præmie til vinderen af løbet og til den bedst udklædte. Det var sjovt at opleve, hvordan soldaterne havde klædt sig

Kurt fejrede sin 40-års fødselsdag i Kosovo – på soldaterhjemmets terrasse.

ud for at gøre det festligt og morsomt for kammeraterne. Der opstod mange sjove episoder, og de blev efterfølgende livligt diskuteret på ”kuffen”, hvor Bodil stod klar med kaffe og nybagt kringle. Alle, der cyklede, fik en T-shirt med vores logo på. Der blev samlet et stort beløb ind, og i forvejen havde velfærdstjenesten givet et tilskud til arrangementet. Fra lejrens side blev der arrangeret mange store fester. Det kunne f.eks. være et band, der kom fra Danmark. Soldater fra andre lejre blev inviteret, så der kunne nemt være 500 på paradepladsen, hvor koncerten blev holdt. Der var grillaftener og ”stærkmands”-konkurrencer, hvor der rigtig blev spillet med musklerne. Her var det svært at være lille pige mod muskelmændene, men så tog de revanche i noget andet. Vi deltog, i den udstrækning vi kunne, og følte os altid meget velkomne. 31

Frank på KFOR 16 blev overrasket med musik og flag på sin kobberbryllupsdag.

Der var jævnligt besøg af ministre og højtstående militærpersoner, der altid kom forbi for at hilse på os. De roste KFUM Soldatermission for det arbejde, der blev gjort for at gøre det hjemligt for soldaterne. Vi fornemmede, at arbejdet er i høj kurs hos militæret. Når forsvarschef Jesper Helsø kom, forlangte han, at der skulle sættes tid af til et besøg på ”kuffen”, og så var der en hyggelig stund med en person, der satte stor pris på KFUMs Soldatermissions arbejde.

Novo Selo I januar 2010 blev Camp Olaf Rye nedlagt, og soldaterne flyttede til den franske lejr Novo Selo, der ligger lidt nord for hovedstaden Pristina. Der var vi den sidste gang, vi var i Kosovo. Det var på hold 23 - et lille hold på ca. 150 mand med et fantastisk sammenhold. Denne gang var vi med et par dage i Oksbøl på den afsluttende øvelse inden udrejsen. Her fik vi at vide, at vi under opholdet i Kosovo var underlagt NSE. Chefen Jan Kræmer tog sig kærligt af os, og det varede ved de tre måneder, vi var sammen dernede. Vi fik altid klar besked om, hvordan vi skulle forholde os ved parader og lignende, og der var altid en plads til os ved festlige lejligheder. Novo Selo er en forholdsvis stor lejr, og den danske afdeling lå for sig selv i et hjørne af lejren. Der var to lange containerbygninger i to etager til beboelse. I stueetagen i en af disse bygninger lå KFUMs Soldaterhjem. Kontorer og arbejdspladser var samlede omkring den bygning på en sådan måde, at der var dannet en paradeplads og en lille torveplads lige ud for soldaterhjemmet. Denne centrale placering gjorde, at ”kuffen” var samlingspunktet i den danske afdeling. Da vi ankom midt i februar, var der visse mangler ved ”kuffens” køkkenfaciliteter. Elledninger lå spredt tilfældigt ud over gulvet. Vand var indlagt, men der var ingen afløb, så opvaskemaskinen var opstillet på et toilet ca. 50 m fra soldaterhjemmet. Ret hurtigt blev disse ting dog udbedret, så snoren kunne klippes til 32

Morgenstund i Novo Selo.

et færdigt køkken, som blev indviet med en reception, hvor der var vafler til alle fremmødte - og det var mange - også franskmænd. Der var langt til cafeteriet, og derfor var der blevet lavet en ordning, sådan at de danske soldater kunne spise morgenmad på ”kuffen” på Forsvarets regning. De skulle blot skrive sig på en fremlagt liste, og så fik vi betalingen via den danske økonomichef. Inden morgenbriefingen kl. 8.00 havde ofte omkring 100 soldater spist morgenmad, så det var bare med at komme ud af dynerne og få gang i ovnen, så de første, friske morgenboller kunne være klar til kl. ca. 6.45. En gammel veteran stillede næsten hver morgen ved den tid i morgenkåbe for at hente sine morgenboller, som han så kunne nyde på sin ”fab” inden morgenbriefingen. Der blev lavet spandevis af kaffe lige fra morgenstunden til sen aften. En morgenfrisk soldat var altid i gang med den første brygning ved sekstiden, og i løbet af dagen var der flere, der gav en hånd med. I det hele taget blev køkkenet flittigt brugt af soldaterne. Bl.a. også til at forberede grillmad, en bedre middag el.lign. Nogle af de kvindelige soldater ville også gerne give en hånd med ved bagningen, så der var næsten altid gang i køkkenet.

Oplevelser uden for lejrene Alle fire gange, vi var i Kosovo, måtte vi ikke færdes uden for lejren uden at være i uniform eller sportstøj og i følgeskab med mindst to bevæbnede soldater. Alligevel synes vi, at vi har set rigtig meget af det flotte land. I Camp Olaf Rye blev der arrangeret mange gåture ud af lejren, og havde vi tid, gik vi altid med. Vi var også med på en Dancon March på 25 km. En spændende og flot tur. Feltpræsterne arrangerede ture, hvor vi besøgte historiske steder, naturskønne områder, klostre m.m., og undervejs fik vi fortalt om Kosovos historie. Vores opgave på disse ture var som regel at medbringe kaffebrød. 33

Vi besøgte også soldater i udskudte lejre og blev inviteret med på patruljeture ud i små landsbyer, hvor befolkningen ofte levede i yderste fattigdom, men var gæstfrie - både albanere og serbere. Det at høre dem fortælle om egne oplevelser gav os et meget nuanceret billede af konflikten de to folkeslag imellem. I Novo Selo deltog vi i løb uden for lejren og et bjergcykelløb med efterfølgende medaljeoverrækkelse.

Soldaterhjemslederne Bodil og Christian Nielsen med på en patruljetur.

Irak Af Bjarke Friis

I foråret 2003 besluttede et flertal i Folketinget at sende en dansk bataljon til det sydlige Irak, hvor danske soldater opererede fra juli 2003 til august 2007. KFUMs Soldatermission tilbød tidligt at etablere soldaterhjem i Irak i stil med de gode erfaringer fra Bosnien og Kosovo. HOK og Forsvarskommandoen afviste dette i første omgang på grund af sikkerhedssituationen. I september 2004 var der møde med Forsvarskommandoen, hvor KFUMs Soldatermission blev bedt om at forberede etableringen af et soldaterhjem i Camp Dannevang i Irak. Hærens Operative Kommando havde samtidig bedt Danilog om at gå i gang med at få tilvejebragt lokalerne i lejren, hvor soldaterhjemmet kunne indrettes. Opgaven med inventar blev ligeledes løst af Danilog, og opgaven for KFUMs Soldatermission var dermed at fylde hjemmet med ånd og ansætte et lederpar, der kunne skabe den velkendte hjemlige atmosfære for soldaterne. 34

Med etableringen af KFUMs Soldaterhjem i Irak fik de udsendte soldater et oplagt sted at holde pause.

Ønske om soldaterhjem i Irak KFUMs Soldatermission har tilbudt at etablere soldaterhjem i Irak. HOK og Forsvarskommandoen har den 13. april 2004 meddelt, at situationen i Irak er så risikabel, at der ikke i 2004 vil være mulighed for etablering af et soldaterhjem. Det er naturligvis i overensstemmelse med det indtryk, man får fra dagspressen.

Inger-Lise og Peder Svinth, der tidligere havde været udsendt som soldaterhjemsledere i Kosovo, blev ansat som det første lederpar i en seksmåneders periode. Opgaven var at starte soldaterhjemmet op, etablere gode kontakter til de rette mennesker i lejren samt at give soldaterne et fristed med forkyndelse. I februar 2005 rejste det første lederpar af sted. Soldaterhjemmet bestod af to rum, det ene rum var to sammensatte fabber, mens det andet rum var fire sammensatte fabber. Desuden var soldaterhjemmet udstyret med terrasse og flot møbleret med nyindkøbte møbler fra Kuwait.

Vi er naturligvis bevidste om soldaternes behov for et soldaterhjem, ikke mindst i den meget anspændte situation. Men vi har samtidig stor forståelse for beslutningen. Vi vil opfordre til, at vi både på soldaterhjemmene og blandt øvrige læsere af Medarbejdernyt husker vore soldater og i det hele taget situationen i Irak i vores forbøn. Fra Medarbejdernyt april 2004.

Et halvt år efter åbningen af soldaterhjemmet var Allan Majholm næste soldaterhjemsleder. Allan blev et år på den post og fik i en periode god hjælp fra Lene Svendsen-Tune, der var udsendt til Irak som professionel soldat, og hun var tidligere medarbejder på KFUMs Soldaterhjem i Varde og Oksbøl. Besøgstallet på KFUMs Soldaterhjem var omkring 2400 hver måned. Soldaterhjemmet i Irak fik allerede fra begyndelsen en flot søgning i sammenligning med KFUMs Soldaterhjem i Bosnien og Kosovo. I samme periode havde soldaterhjemmet i Kosovo omkring 3500 besøg hver måned, men det havde taget længere tid at oparbejde det flotte besøgstal.

Vagskifte på posten som soldaterhjemsleder. Ruth Brik Christensen (tv) afløser Allan Majholm (th).

De to første uger i Irak Et lille tilbageblik over de første to uger. Selvom der var møbler og inventar, da vi kom her, har der været en hel del ting, vi skulle anskaffe og indrette. Vi har fået stor hjælp til dette fra vores soldater. Vi har stadigvæk en lang liste af ønsker. En af de ting, vi savner rigtig meget, er en guitar. Den kommer forhåbentlig snart, så vi kan få noget sang og musik. Disse ting vil blive løst inden for nær fremtid. Men vi skal have lært lektien, og ting tager tid i Forsvaret. Men overalt møder vi stor velvilje. Vi kan ikke klage over lavt besøgstal. Specielt efter eftermiddagskaffen og kagen er der ofte 80-90. Om aftenen er det mere svingende. I snit ca. 20, og vi kunne godt ønske nogle flere besøg. Det lave tal kan skyldes, at soldaterne har meget lange dage her i starten. Op til 18 timer – også i weekenden. Soldaterhjemmets beliggenhed er rimelig, men ligger desværre ikke så tæt på velfærdsområdet, som lovet fra begyndelsen. Banko har vi haft to gange. I onsdags var der 32, og der vil komme flere i fremtiden. Inger-Lise syr mærker i soldaternes tøj, og det giver også penge i kaffekassen. Angående omsætning, så er den på ca. 50 dollar pr. dag. Overskuddet skal dække udgifterne til kaffe og kage. Vi håber at få yderligere overskud til velfærdsting til soldaterne. Vi gør ligesom i Kosovo. Der er døgnåbent og selvbetjening. Det går fint. Vi er fuldstændig afhængige af køkkenet, for vi kan ikke købe råvarer andre steder. Andagter har der kun været tre af de første to uger. Vi har overvejet at flytte tidspunktet. Det er kl. 19:30. Vi har drøftet dette med en kristen befalingsmand. Han anbefalede os at fastholde tidspunktet og være tålmodige. Soldaterne får nok mere tid senere. Vi er meget glade for at være her. Vi nyder nogle dejlige, positive soldater og har fået god kontakt med mange af dem. Inger-Lise og Peder Svinth i Medarbejdernyt marts 2005.

Dagligdagen og fornemt besøg Dagligdagen Kl. ca. 7:30 går vi ned og spiser morgenmad. Om mandagen går vi til parade, hvor der gives en del informationer fra obersten. Tiden indtil kl. 9:00 bruges til læsning og stilhed. Herefter går vi hen til fitnesscenteret og ror samtidig med, at vi ser nyheder på TV2. Så er der tid til bad, før vi går op på soldaterhjemmet. Vi bor ca. 400 meter derfra. Inger-Lise bager, og jeg rydder op og gør rent. Biksen skal også fyldes op. Indimellem kommer der soldater og får en kop kaffe. Kl. 12 går vi over og spiser frokost. Vi får rigtig god mad. Derefter er der tid til en lille siesta i solen, så længe vi kan holde til det. Resten af dagen er vi på soldaterhjemmet det meste af tiden. Kl. 15 er der stort rykind, 80-90 mand, så Inger-Lises kage er populær. I løbet af dagen er der tid til at tjekke mails. Der skal også hentes ting rundt i lejren. Det kan tage en del tid, da det er godt at lære de forskellige at kende. Soldaterne synes også, det er hyggeligt, at vi ser, hvad de laver.

Fornemt besøg Tre dage først i april havde vi fornemt besøg her i lejren: Forsvarsminister Søren Gade og udviklingsminister Ulla Tørnæs plus en del embedsfolk. Det meste af tiden var de rundt til møder og så på projekter. De var også en dag i Bagdad. På besøgets sidste aften var begge ministre en tur her på soldaterhjemmet. De var meget interesserede i vores arbejde og i dagligdagen her i lejren. Ulla Tørnæs syntes, soldaterhjemmet var det hyggeligste sted, hun havde set i lejren. Inger-Lise og Peder Svinth i Soldatervennen maj 2005.

Efter Allan Majholm fulgte Ruth Brik Christensen som næste soldaterhjemsleder. Ruth præsenterede sig før afgangen til Irak i Soldatervennen som en ”kartoffelwoman”, der var blevet ansat som motor på soldaterhjemmet i Camp Dannevang. Hun virkede bestemt ikke humorforladt, hvilket til tider kom på tværs af det militære system. En pigeaften på terrassen i Irak hvor mændene varter op.

Flere andre soldaterhjemsledere fulgte efter på KFUMs Soldaterhjem i Irak. Et gennemgående emne i soldaterhjemsledernes oplevelser var de voldsomme kamphandlinger, som danske soldater deltog i. I alt seks danske soldater faldt i Irak-krigen, hvor 19 danskere blev sårede. Til sammenligning var der ingen faldne eller sårede danske soldater i Kosovo. Soldaterne var naturligvis påvirkede af det, når de efter voldsomme oplevelser trådte ind ad døren på soldaterhjemmet. Gennem mange år havde et motto været, at ”KFUMs Soldaterhjem ville være der for soldaten”. At være der for soldaten fik en anden betydning, når soldaten var påvirket af kamphandlinger, en såret eller mistet kammerat.

Mange fester Foruden den ugentlige lagkagebanko har jeg hidtil holdt ca. 25 fester, hvoraf størstedelen er fødselsdagsfester. Det er ofte fødselarens kolleger fra delingen, som kommer og spørger, om de ikke må fejre dagen hos mig. Det har jeg så vidt muligt altid givet lov til, trods jeg ved, det giver ekstra timer i køkkenet, da de gerne vil have lagkage til festlighederne. Det har givet mange gode stunder og et herligt liv i det lille soldaterhjem. Jeg har også øvet mit engelsk, da hjemmet ofte besøges af britiske soldater. De har udtrykt deres misundelse, da de ikke har noget sådant, men de er glade for, at de er lige så velkomne som deres danske kolleger. Soldaterhjemsleder Allan Majholm i Soldatervennen januar 2006.

Med de meget høje temperaturer var det oplagt at komme forbi soldaterhjemmet efter lidt køligt at drikke i løbet af dagen.

Terrassen foran soldaterhjemmet blev det oplagte mødested for de udsendte kammerater.

Danske soldater i Irak Opgaven for de danske styrker var at skabe sikkerhed for alliancen i det tildelte ansvarsområde, at uddanne irakiske styrker og at støtte genopbygningen af det irakiske samfund. Sikkerheden søgtes skabt ved militær patruljering, beskyttelse af personel og konvojer samt tilstedeværelse ved møder med lokale ledere om genopbygningsprojekter. Det danske kontingent (DANCON) bestod af 380-440 soldater.

I december 2006-januar 2007 blev de danske soldater flyttet fra Camp Dannevang til Camp Einhejer i Basra. I samme forbindelse blev der bygget et nyt soldaterhjem, der dog lukkede midt i december 2007. Årsagen var som tidligere, at danske soldater blev trukket hjem, hvorfor der ikke længere var brug for et soldaterhjem. Det seneste år med soldaterhjem i Irak blev et rekordår – målt på antal besøgende. Over 80.000 besøgende besøgte KFUMs Soldaterhjem i Irak i løbet af 2007, hvilket langt overgik tidligere erfaringer fra soldaterhjem uden for Danmark.

Libanon Af Bodil og Christian Nielsen.

Fra den 26. april 2011 til den 15. juli 2011 var vi i Libanon for at starte et soldaterhjem for ca. 140 danske soldater. De var udstationeret i en stor FN-lejr helt ud til Middelhavet i det sydlige Libanon ca. to km fra den israelske grænse. Deres opgave var at løse logistikopgaver for de forskellige FN-lejre i Sydlibanon. Soldaterhjemmet lå helt ud til Middelhavet med en fantastisk udsigt.

Køkkenet var ikke klar ved ankomst. Derfor måtte der startes op med at stille brødmaskinen på gulvet.

Selve tanken med at få et soldaterhjem i Libanon havde været undervejs i mange år, og nu var det kommet så vidt, at der kunne bygges et hjem i det hjørne af lejren, hvor danskerne var indkvarterede. Beliggenheden var meget god; lige der hvor soldaterne opholdt sig og med den finest tænkelige udsigt ud over Middelhavet. Problemet var bare, at alt gik så langsomt. Byggeriet var ved at gå i stå, så da vi kom derned, kunne vi ikke flytte ind, men måtte midlertidig indkvarteres et andet sted. Vi brugte så tiden til at gå rundt og hilse på og få snakket med soldaterne i de forskellige afdelinger. 39

Det viste sig, at det var en rigtig god ide, som vi senere høstede glæde af. Vi fulgte også med i byggeriet på soldaterhjemmet og nåede at få rettet på nogle fejl, der var ved tegningen angående indretning.

Chef for Hærens Operative Kommando generalmajor Agner Rokus klippede den røde snor ved indvielsen af hjemmet d. 7. juli 2011. Soldater har taget et stort ejerskab for soldaterhjem i missionsområderne. Her får leder Christian Nielsen hjælp til røremaskinen.

Den 7. maj kunne vi flytte ind i lejligheden, en fab, som samtidig skulle bruges til lager. Den 12. maj fik vi strøm ind, og så kunne vi begynde at pakke de mange kasser ud, som var oplagret. Vi fik nogle midlertidige havemøbler – der kom køleskab og fryser, så nu kunne vi starte med indkøb af forskellige varer. Fra lejren stillede de køretøj til rådighed, så vi kunne køre til Tyrus for at handle ind. En rigtig flot tur med et fantastisk landskab, men også et område, der bar præg af krige i form af ruiner og mange skudhuller i husene. Det værste var at se de flygtningelejre, som har været i Libanon siden 1946, hvor mennesker boede under kummerlige forhold. Soldaterne fortalte, at de sommetider standsede og smed nogle madvarer over til dem. Vi handlede ind i to varehuse, et muslimsk og et kristent, på skift, alt efter hvad vi havde brug for. Vi fandt en rugbrødsmaskine i en af kasserne fra Kosovo, og den kom straks i gang. Senere fik vi en rugbrødsmaskine mere fra brandstationen. Der kom så godt gang i salget af rugbrød, at vi kunne sælge alt, hvad de to maskiner kunne bage i døgndrift, for det viste sig, at soldaterne var helt vilde med rugbrød. Langsomt begyndte der at komme andet inventar, så hjemmet var ved at tage form. Der var mange hjælpende hænder; nogle hjalp med praktiske ting, og andre fandt skriveborde og andre ting til os. Det var en stor fordel for os, at vi havde været i Kosovo og derfra kendte en del af soldaterne - de var særlig gode til at hjælpe os. Bl.a. IT-folkene, som kom med en printer til os og hjalp med at få fjernsyn i gang - også et inde i privaten. Vi fik borde, stole, hyggekrog med lidt bløde møbler og hylder til de mange bøger, vi havde fået bl.a. fra Kosovo. Lejrens bibliotek blev henvist til soldaterhjemmet. Til sidst kom køkkenet med særdeles fint inventar og et stort komfur, der aldrig kom til at virke - så det at bage kager blev ikke til noget. I stedet for bagte vi fortsat rugbrød. Bodil prøvede at bage i en ovn, som stod i messen, men det gik bare ikke. Kagerne faldt sammen og blev lavet om til romkugler. Vi begyndte at holde den daglige andagt. Var der ingen på ”kuffen” på det tidspunkt, holdt Bodil og jeg den alligevel for os selv. Det viste sig, at det blev anledning til, at der mange gange blev andagt alligevel, når der dumpede soldater ind. Vi synes, at vi i Libanon fik mange gode samtaler efter andagterne. Der var også mere tid til samtaler, end vi var vant til fra Kosovo. En flok fra brandstationen, som var meget åbne over for Guds Ord, fik vi mange positive samtaler med.

Hver søndag samledes danske soldater i Libanon til dansk morgenmad på soldaterhjemmet.

Når flaget gik på halv Både i Camp Olaf Rye, Novo Selo og Libanon skete det, at flaget gik på halv stang, Så vidste vi, at der var en soldat, der havde måttet betale den ultimative pris for sin indsats for freden i verden. Var det en dansk soldat, blev vi kaldt sammen på paradepladsen, hvor der blev sagt nogle mindeord om den afdøde, og som regel lyste feltpræsten velsignelsen, Fadervor blev bedt i kor, og ”Altid frejdig” blev sunget. Det var noget, der berørte os alle. En sådan dag kunne det ske, at der var behov for, at vi havde god tid til at lytte og til stille samtale med soldater, der selv havde været ude, hvor det var med livet som indsats, og som måske havde oplevet, at en kammerat pludselig blev revet væk. En soldat sagde engang efter en sådan mindehøjtid: ”Hvor er det godt, at vi har præsten blandt os, for det er jo hende (det var en kvindelig præst), der har de ord, der giver håb, når alt andet bríster”. Det er de ord, vi også gerne vil give videre til soldaterne på KFUMs Soldaterhjem i Danmark og i udlandet. Vi er ikke i tvivl om, at de andagter, der er blevet holdt på ”kuffen” i Camp Olaf Rye, Novo Selo, Libanon og på alle andre soldaterhjem, er der blevet lyttet til. Ordet er sået – væksten må vi lade Gud om. Vi er overbeviste om, at det ikke har været spild af de kræfter og den energi, der blev lagt også på de hjem, der nu er nedlagt. Guds ord vender ikke tomt tilbage.

Feltpræsten havde sammen med andre arrangeret bankospil i messen. Det blev flyttet over på soldaterhjemmet, for de syntes, at det var os, der skulle arrangere det. Vi deltog også i alt, hvad lejren arrangerede, sport, forskellige konkurrencer, grillaftener osv. og for Christians vedkommende bordtennis. Efterhånden mærkede vi, at vi hørte med i flokken, og det var rart, for i starten følte vi, at der var nogle, der ikke kunne forstå, at der var brug for et soldaterhjem - de mente, at det var spild af penge. Det, der også kom til at gøre en forskel, så vi blev accepteret, var to arrangementer. Det første var, da vi den 7. juli kl. 11.00 fik indviet soldaterhjemmet af chefen for HOK generalmajor Agner Rokus. Han klippede snoren og holdt en fin tale, hvor han roste KFUMs Soldatermission for dens store indsats for soldaternes velfærd. Efter en lille reception var der frokost for generalmajoren, hans følge og lejrens stab, hvor vi var værter og også indbudt til at være med ved bordet. Senere var der reception for alle i lejren, og der var kage og lagkage til alle. Den 10. juli fejrede vi Bodils 65-års fødselsdag. Jeg havde i al hemmelighed indbudt staben og ellers alle, der havde lyst til at være med. Der kom ca. 30, og chefen holdt en pæn tale for Bodil. Der var fine kager, som jeg havde fået cafeteriet til at lave, plus lagkager og slik. Resten af dagen var der gratis lagkage til alle, og det var noget, der faldt i god jord. Efter de to arrangementer steg besøget betydeligt. Forsvarsminister Gitte Lillelund, der var på besøg i lejren, kom også forbi ”kuffen”, som blev vist frem. Hun gav sig god tid til tale med os. Hun roste KFUMs Soldatermissionen og fortalte om sin tur til Afghanistan, hvor hun havde mødt Ruth Brik Christensen, som hun havde fået et forklæde af. Nogle dage efter besøget hos os måtte hun træffe den beslutning, at Libanon skulle lukkes. Soldaterne skulle trækkes hjem. Når vi ser tilbage på vores ophold i Libanon, var det, trods de mange problemer med at få hjemmet i gang og med at have tålmodighed nok, et rigtig godt ophold, som vi ser tilbage på med glæde. Ikke sådan at vi føler, at vi klarede det til ug, men nærmere at Gud var med i det. Det var hans velsignelse, der gjorde udslaget. Vi tænker på de mange, der hver dag folder deres hænder og beder for KFUMs Soldatermission. Der er grund til at sige Gud tak.

KFUMs Soldaterhjem i Libanon opnåede aldrig besøgstal i samme størrelse som andre soldaterhjem i missionsområderne. Alligevel har hjemmet været ramme for mange gode og dybe samtaler.

Afghanistan Af Bjarke Friis

Kort tid efter USA’s reaktion mod Afghanistan ”Operation Enduring Freedom” var danske soldater på banen. I januar 2002 blev de første danske soldater udstationeret under NATO-kommando, først i hovedstaden Kabul og senere i andre dele af landet. I december 2005 besluttede NATO at udvide operationsområdet til i løbet af 2006 også at omfatte den sydlige og østlige del af Afghanistan. Fra 2001 omfattede FN-mandatet kun Kabul og området omkring Kabul, mens FN-mandatet i oktober 2003 blev udvidet til at omfatte hele Afghanistan. Fra 2006 støttede Danmark ved at sende danske soldater til Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan. Det blev styrket med en folketingsbeslutning i juni 2007, hvor det danske kontingent blev udvidet til bataljonskampgruppe-størrelse. Det var svære kampe, danske soldater oplevede i Afghanistan, og KFUMs Soldatermission pressede tidligt på for at få oprettet et soldaterhjem. Forsvaret var positivt indstillet, men sikkerhedsspørgsmålet kom naturligvis i første række. Praktiske vanskeligheder var der også, men i 2008 modtog KFUMs Soldatermission en melding fra Hærens Operative Kommando (HOK) om, at et soldaterhjem ville stå klar i maj 2008. Stedet var Camp Bastion i Helmand-provinsen, hvor der i foråret 2008 var lidt over 500 danske soldater. Ruth Brik Christensen, der allerede havde været udsendt som leder af KFUMs Soldaterhjem i Irak, havde i et stykke tid stået klar til at rykke ud, når der kom grønt lys fra HOK. Åbningen af KFUMs Soldaterhjem skete midt i maj. Forsvaret havde investeret betydeligt i de fysiske rammer for det nye soldaterhjem. Åbningen blev ikke markeret særligt, men da Ruth ankom (med en symaskine fra KFUMs Soldatermissions genbrugsbutik i Fredericia), tog hun fat på arbejdet med kaffe, kage, aftenandagt og at skabe brugbare kontakter i den store militærlejr.

Soldaterne efterlyste et soldaterhjem I mine 27 år i Forsvaret med fem udsendelser (Kroatien, Bosnien, Eritrea, Afghanistan og Irak) har jeg kun oplevet et soldaterhjem én gang, og det var i Irak. Jeg har konstateret, at soldaterhjemmet har været et dejligt åndehul i det til tider pressede arbejde, en soldat har. Det gælder også for dem, der har et mere ”dagligt” arbejde inde i lejren. Jeg har personligt brugt soldaterhjemmet til at få en kop kaffe eller to for lige at tænke på noget andet end arbejde. Ved nærmere eftertanke har man mere eller mindre brugt soldaterhjemmet som et lille kaffehus, hvor man lige mødes med sine kammerater. Det er selvfølgelig ganske fornøjeligt, når der er bankoaften på hjemmet – noget, som flere har gået og glædet sig til i en hel uge. Soldaterhjemmet har også været et hjem, når der har været højtider, hvor man kunne komme til at savne familien derhjemme. Det kræver også, at soldaterhjemslederen kan få de fire vægge til at føles som et hjem, og at soldaten kan tale om løst og fast, f.eks. snakke om dem, der er efterladt derhjemme. Vi soldater kommer jo hver med vore personlige behov. Da aldersspredningen er fra 19 til ca. 50 år, kommer hver især med sin livserfaring. Det er her, troen på Gud kommer ind i billedet, da krigerne kommer ud for ekstreme situationer, eller når familien derhjemme kræver ekstra opmærksomhed. Jeg har personligt kendskab til, at der er nogle, der har brugt soldaterhjemslederen som sjælesørger. I Camp Bastion bliver der helt sikkert brug for en meget udfarende soldaterhjemsleder, der kan tale med soldaterne og få en føling med, om der er nogen, der trænger til en skulder at læsse af på. Dermed mener jeg ikke, at soldaterhjemslederen skal gå feltpræsten i bedene, men snarere forsøge at få et samarbejde i gang om at fange den eller de personer, som har fået ar på sjælen. Missionen dernede er jo meget mere skarp og med skudvekslinger, hvor der kan fremkomme tab på vores side. Overkonstabel Henning Petersen i Soldatervennen februar 2008.

I forbindelse med åbningen af KFUMs Soldaterhjem i Camp Bastion blev ”giv en kage” introduceret til pårørende hjemme i Danmark. Det blev annonceret i Soldatervennen i maj 2008, at man ved at indsætte 100 kr. på KFUMs Soldatermissions konto kunne få soldaterhjemslederen til at bage kage til en 43

Soldaterhjemleder Lene Gregersen er på tur i lejren i Bastion for at levere kage, som soldaternes pårørende hjemme i Danmark har bestilt via soldaterhjemmet.

De første oplevelser Nu er soldaterhjemmet kommet rigtig godt i gang, mange stikker lige hovedet ind, køber en sodavand og er så væk igen. I dagtimerne kommer der flere og flere englændere ind og får sig en kop kaffe. Jeg forsøger at sige personligt goddag og velkommen til den enkelte og fortæller dem så om reglerne her. ”Dette er ikke nogen restaurant, det er et hjem, og når du kommer ind, hedder det goddag Ruth, og når du går, hedder det farvel Ruth. Du må benytte det som et hjem, og du skal beskytte stedet som et hjem, også når jeg ikke skulle være til stede. Spilder du på gulvet, tørrer du selv op, og tager du slik eller sodavand, betaler du i bøtten på disken. Så er stedet dit hjem, hvor du må slappe af og nyde stedet.” For et par dage siden kom tre fra flyvevåbenet med et strygejern til mig, og i går kom en englænder med et strygebræt, så stedet vokser dag for dag i besøgstal og jordisk gods. Den symaskine, jeg fik fra Genbrugsforretningen i Fredericia, er dagligt i brug til at sy mærker i for soldaterne eller til lidt hyggesyning for mig, den er jeg rigtig meget glad for. Bagningen er der også rigtig godt gang i, mange husker Kirsten og Asbjørns bagning fra Irak, og det har jeg sagt, at en bager med fire hænder kan jeg ikke konkurrere med, det er der heldigvis ingen forventninger om. Det kniber med at skaffe det, jeg skal bruge, bl.a. tørgær, kokosmel, flormelis og andet, som ikke findes i det engelske køkken. Jeg kan heller ikke købe noget i køkkenet, så mit gamle købmandsblod er godt i gang med forhandlinger, bytte og almindelig goodwill. Hvis der serveres bananer til frokost, tager soldaterne et par i lommen, og så bager jeg banankage, ligesådan med appelsiner og chokolade. Lejren her er betydeligt større end i Irak, og vejret, som jeg havde regnet med var knap så varmt, har allerede overrasket med temperaturer over 45 grader. Sandstorme har vi næsten dagligt, og de varer fra 10 min til hele dagen. Nå da da, nu kom de varer, jeg havde bedt soldaterhjemmet i Kølvrå om at indkøbe, og som helikopterfolkene har transporteret herned, der er farin til ølkage og kokos til drømmekage. De satte også et tv i tv-stuen, så kommer der vel også signal engang med tiden. Det er en af de sjove ting, der sker hernede, man ved aldrig, hvad dagen bringer. Alt findes (næsten) hernede, man skal bare kende de rigtige mennesker. Andagterne om aftenen er også kommet i gang, der var 12 i aftes. Ruth Brik Christensen i Medarbejdernyt juni 2008.

KFUMs Soldaterhjem i Price åbnede i foråret 2010. I første omgang i et telt indtil de rigtige bygninger var klar.

Samtaler om tro med soldaterne I løbet af ugen var det to soldater, der kommenterede ”Ugens bibelord”: En sagde: ”Det var da det mest intelligente ord, jeg har set i Bibelen”. En anden sagde: ”Det er rigtigt, hvad der står der”. Så benyttede vi chancen for at tale med dem om Bibelens budskab. Vi kunne fortælle dem, at der er et sted, hvor vi kan gå hen med vores skyld og få tilgivelse. Flere kom og bad om kors. Ruth, som vi afløste, havde allerede delt mange kors ud, og det rygtedes. Det er en god anledning til at tale om kors og evangelium. Vi havde taget nogle ”mannakorn” med, som stod på et bord i en skål. Flere sad og læste ordene. En aften resulterede det i en virkelig god samtale med to piger. En af dem kunne godt tænke sig at finde ud af, hvad der står i Bibelen. Hun ville gerne have et Ny Testamente, som hun så fik. Det er så vores bøn, at hun også vil læse det og få ”liv”. Ellen Holst Nielsen og Alex Bøge Nielsen, soldaterhjemsledere i Afghanistan, Soldatervennen november 2008.

udsendt soldat, man kendte i Afghanistan. Siden dengang har ”giv en kage” været meget brugt for soldaternes pårørende, som samtidig har fået et kendskab til KFUMs Soldaterhjem. I august 2008 blev det i Medarbejdernyt konstateret, at soldaterhjemmet i Afghanistan var en stor succes. I juli havde besøgstallet været over 12.000 besøgende, og både danske, engelske og amerikanske soldater brugte flittigt soldaterhjemmet. Succesen med opstart af soldaterhjem i Camp Bastion gav smag for mere, og i september 2008 besluttede KFUMs Soldatermissions bestyrelse at oprette endnu et soldaterhjem i Afghanistan. Denne gang i Price, der forud for bestyrelsesmødet havde vist stor opbakning til det andet KFUMs Soldaterhjem i Afghanistan. 45

Samarbejde med feltpræsten Jeg brugte som feltpræst megen tid på soldaterhjemmet, fordi det var der, soldaterne slappede af og nød lidt frihed. Og det var helt tydeligt, at de, der kom ind fra fronten, parkerede uden for soldaterhjemmet. Så soldaterhjemmet var på mange måder en del af min arbejdsplads. Et hjem og et lille stykke Danmark. Hvad er det så, soldaterhjemmet kan? Det kan yde kristen bistand og omsorg både i ord og handling. Alle soldater ved, hvad soldaterhjemmet står for. Og de oplever, at Folkekirken er helt derude, hvor de er. Det giver selvfølgelig anledning til mange gode samtaler. Og soldaterne får lov at opleve, at kristendom ikke er noget fremmed og fromt og utilgængeligt, men en nødvendighed og brugbar del af livet. Sogne- og flyverpræst Peter Kiel Nielsen i Soldatervennen maj 2009.

Adskillige gange har soldaterhjemsleder været på besøg i baser udenfor de store lejre i Bastion og Price. Her er det et besøg i patruljebase Clifton, hvor soldaterhjemslederne havde banko, kaffe og kage med.

Efterfølgende blev der arbejdet på at få etableret soldaterhjem i Price. På trods af velvilje fra alle sider gik der ca. 1½ år, før soldaterhjemmet kunne åbne. Tidligt meldte Ruth Brik Christensen sig under fanerne til at åbne soldaterhjemmet i Price. Mens soldaterne længtes efter at få et soldaterhjem, trak det ud med at få de containere på plads, der skulle udgøre KFUMs Soldaterhjem i Price. I februar 2010 tog Ruth Brik Christensen af sted for at åbne soldaterhjemmet. Det planlagte hjem var ikke helt klar, og derfor åbnede soldaterhjemmet først i et telt. Mange flotte private gaver og Y’s Mens Clubber havde støttet oprettelsen af det nye soldaterhjem med økonomi. På trods af de beskedne rammer i et telt var KFUMs Soldaterhjem i Price hurtigt populært. Marts 2010 var første hele måned med det nye soldaterhjem, og besøgstallet var her over 7000. I april steg det til over 11.000 besøgende. Midt i april ankom både byggehold og de containere, der skulle udgøre det mere permanente soldaterhjem. 16. maj stod soldaterhjemmet klar. Hjemmeværnsfolk og de tilstedeværende soldater hjalp soldaterhjemslederen med at flytte inventaret fra det midlertidige telt til det nye soldaterhjem, og i løbet af et par timer var det klar til at blive taget rigtig i brug. At drive soldaterhjem under fremmede himmelstrøg er en lidt anden opgave i forhold til vante danske forhold. Levering af varer til kagebagning og gevinster til banko kan svigte, og derfor må soldaterhjemsledere ofte gribe de muligheder, der er til stede. Soldaterhjemsleder Ruth Brik Christensen var forberedt på dette fra tidligere udsendelser, og forud for afgangen til Price havde hun fået sponsoreret ca. 1500 citronmåner fra Danmark. Herhjemme har disse kager nok et lidt blakket ry, men i Afghanistan var kagerne et hit blandt soldaterne. De var nemme at sende med køretøjerne ud, når soldaterne skulle i felten, og samtidig et godt supplement til feltrationen. Som fødselsdagskager kunne halvmånerne sættes sammen to og to samt pyntes med lys og flag. Der er adskillige eksempler på konkrete sponsorater af varer direkte til KFUMs Soldaterhjem både i Afghanistan og andre steder.

Den store medieopmærksomhed, der var på Irak og Afghanistan, gjorde det forståeligt for en større gruppe af den danske befolkning, at udsendte soldater havde brug for de hjemlige rammer, som KFUM Soldaterhjem har skabt. I perioden omkring 2009-2010 var danske soldater med i voldsomme kampe, der kostede både menneskeliv og sårede. Det påvirkede stemningen i hele lejren inklusiv KFUMs Soldaterhjem. Mange sårede, der blev behandlet på felthospitalet, tilbragte meget tid på KFUMs Soldaterhjem. Det kunne være, mens de fulgte en behandling uden at være indlagt eller efter behandling. Krig er meget ventetid, og sårede soldater ventede på at blive helt klare til at komme tilbage til deres enhed. Ventetiden har for manges vedkommende været KFUMs Soldaterhjem.

Skakspil og kaffe på soldaterhjemmets terrasse: En måde at fordrive ventetiden på.

I Afghanistan har KFUMs Soldaterhjem i særlig grad været mødested for danske soldater. Et gammelt slogan lød: ”Vi mødes på KFUMs Soldaterhjem”, og det var i høj grad aktuelt for udsendte danske soldater. Hjemmets popularitet blandt amerikanske og engelske soldater var også stor. Når danske soldater kæmpede side om side med soldater fra andre nationer, var det naturligt også at byde dem velkommen på soldaterhjemmet. Men i perioder var det i overkanten med soldater fra andre nationaliteter. Det har særligt været i forbindelse med rotation og leave-hjemrejse (nogle ugers orlov under udsendelse), at der var ekstra mange i lejren – og ekstra mange på soldaterhjemmet. Dette kunne løses ved at skilte med, at soldaterhjemmet i perioder kun var for danske soldater. Men i praksis har KFUMs Soldaterhjem været et dansk bidrag til den samlede mission, som soldater fra mange nationer har nydt godt af.

Mange VIP-besøg Den store danske medieopmærksomhed om indsatsen samt den lange periode med udsendte danske soldater i Afghanistan affødte mange VIP-besøg i både Camp Bastion og MOB Price. KFUMs Soldaterhjem spillede altid en rolle, når prominente personer besøgte udsendte danske soldater. Som lejrens danske samlingspunkt var det typisk på soldaterhjemmet, at mødet med soldaterne fandt sted. Fra 2008 og frem til 2014 har alle statsministre og forsvarsministre været på ét af soldaterhjemmene i Afghanistan. Næsten alle udenrigsministre, flere udviklingsministre, folketingsmedlemmer fra Forsvarsudvalg og Udenrigsudvalg 47

H.K.H. Kronprinsesse Mary besøgte i december 2010 udsendte soldater i Camp Bastion. I foråret 2012 tiltrådte Kronprinsessen som protektor for KFUMs Soldatermission.

har oplevet, hvordan soldaterne kommer på soldaterhjemmet og bruger de hjemlige faciliteter. Fra den kongelige familie har Kronprins Frederik, Prins Joachim, Kronprinsesse Mary og Dronning Margrethe alle været på soldaterhjemmet og signeret den VIP-rude, der havde udviklet sig til en tradition.

Kaptajn Lars Sørensen, Hærens Operative Kommando ”Soldaterhjemmet er vores fremskudte hjem, når vi er i internationale missioner. Det er en uvurderlig styrke for soldaterne at have et sted, hvor de kan samles og være fælles og få et glimt af Danmark og en lille følelse af at være hjemme hos mors kødgryder. Den tryghed, det giver, når man er i noget, der minder om de rammer, man kender fra sit eget barndomshjem. Og jeg er dybt taknemmelig for det store stykke arbejde, som soldaterhjemmets medarbejdere gør her.” Interview i Camp Bastion efteråret 2013.

Soldaterhjemmet i Price lukkede i 2013. Her ses leder Kristine Bodilsen og det halve soldaterhjem.

Besøgstal på KFUMs Soldaterhjem i Bastion og Price, Afghanistan. Grafikken viser besøgstal for hver måned fra 2008-2014.

Oberst Kenneth Pedersen, CHEF DANCON ”Soldaterhjemmet er så centralt placeret hernede, det er et mødested for de soldater, vi har hernede, også for mig selv. Det er et meget hyggeligt mødested for alle grader, hvor vi kan sidde og snakke sammen. Vi har en masse aktiviteter, som vores KFUM-medarbejdere laver for os – lagkagebingo, andagter osv. Det, jeg også værdsætter meget, er, at vi også får mange besøg fra andre nationer hernede, og det er især englændere, men også amerikanere og nogen af de mindre nationer – netop fordi der er en rigtig god favnende stemning dernede. Det betyder, at jeg kan holde møder dernede, jeg kan præsentere dernede, og til syvende og sidst betyder det, at på trods af at jeg kun har de her 300 danske soldater hernede, så er det med til at sætte Danmark på kortet – alle kender stedet med ”free coffee” – det gør Danmark større. Det er med til at skabe en indre sammenhæng i min enhed, som jeg som chef jo påskønner utroligt meget. Det er en slags blød ventil, hvor vi kan mødes og spille volley, drikke kaffe og den slags ting sammen. Jeg kan mærke på dem (KFUMmedarbejderne, red.), hvordan stemningen er; hvis de er glade, og soldaterne er glade, så har jeg en god strømpil for, at det går godt. Interview i Camp Bastion efteråret 2013.

I næsten 3½ år var der både soldaterhjem i Price og Bastion. Men som et led i den gradvise tilbagetrækning af danske soldater lukkede KFUMs Soldaterhjem i Price i juli 2013. Gennem næsten 3½ år har der været mere end 750.000 besøgende på soldaterhjemmet. Antal besøgende er målt ved at tælle, hvor mange kopper der er brugt (gennem hele perioden har der hovedsageligt været brugt engangsservice). En del ”besøg” har været soldater, der er kommet forbi efter en kop gratis te eller kaffe i en pause, mens andre besøg har været timelange. Over 8000 har deltaget i aftensang og andagt på soldaterhjemmet i Price. Dagligt har soldaterhjemsledere talt op, hvor mange der har deltaget i dette. Efter lukningen af Price var der en stigende dansk aktivitet i Bastion. KFUMs Soldaterhjem oplevede derfor et stigende antal besøgende efter lukningen af hele lejren i Price. I efteråret 2013 var der meget flotte besøgstal i Bastion. Men fra efteråret 2013 og frem til slutningen af 2014 har danske soldater lukning og hjemsendelse af dansk materiel som en del af deres arbejdsområde, mens der gradvist er blevet færre danske soldater. Dette har kunnet aflæses på aktiviteten på KFUMs Soldaterhjem. I Bastion har der været over 1 mio. besøg på KFUMs Soldaterhjem fra 2008-2014. Af disse har over 25.000 besøg inkluderet deltagelse i aftensang og andagt, mens der også har været mange deltagere til filmaftener, banko og søndagsbrunch. KFUMs to soldaterhjem i Afghanistan har medført en stor medieinteresse for hele KFUMs Soldatermissions arbejde. Tilsvarende har det medført respekt i Forsvaret for de mange timer, soldaterhjemsledere utrætteligt har brugt på at være der for soldaterne, når de havde brug for det. Sammen med tilstedeværelse i Bosnien, Kosovo, Irak og Libanon har KFUMs Soldaterhjem i Afghanistan absolut haft en positiv afsmitning på de øvrige soldaterhjem, der ligger inden for Danmarks grænser.

”Et glimrende samarbejde” Feltpræst Helle Frimann Hansen oplevede et glimrende samarbejde med KFUMs Soldaterhjem i Kosovo, og det var her, feltpræsten mødte mange soldater. Interview af Bjarke Friis

Feltpræst Helle Frimann Hansen (i midten) som guide på en tur udenfor lejren. Her er det foran Solsortesletten i Kosovo.

”Jeg har virkelig haft et glimrende samarbejde med soldaterhjemmet.” Sådan begynder sognepræst Helle Frimann Hansen fra Langeland, der i efteråret 2010 var udsendt som feltpræst i Kosovo.

Et par år efter mindes sognepræsten det tætte samarbejde, der var mellem hende som udsendt feltpræst og KFUMs Soldaterhjem i Kosovo. Som feltpræst var Helle udsendt i seks måneder. De første tre måneder var Bodil og Christian Nielsen ledere af KFUMs Soldaterhjem, mens Lene Svendsen-Tune var soldaterhjemsleder de sidste tre måneder under Helle Frimann Hansens udsendelse sammen med KFOR 23. Det var sidste hold i Kosovo, der også stod for at lukke KFUMs Soldaterhjem.

Hvor soldaterne er Helle Frimann Hansen havde ikke kendskab til KFUMs Soldaterhjem forud for udsendelsen og kom derfor til Kosovo uden forventninger til et samarbejde med soldaterhjem eller soldaterhjemsledere. Men den langelandske feltpræst blev positivt overrasket. ”Jeg tog bestik af de muligheder, der var i lejren. Og der var gode muligheder for at samarbejde med ”Kuffen”. Bodil, Christian og Lene: De var der hele tiden. Fra morgen til aften, og de gik trætte i seng. Det er meget værd, når soldaterne er væk hjemmefra. Det er præcis dén omsorg, som alle har brug for,” mener præsten. Som en del af opgaverne holdt Helle selvfølgelig gudstjenester, men de var ikke et tilløbsstykke. De udsendte soldaters arbejdsopgaver er ikke nødvendigvis indrettet efter søndagsgudstjenesten. Derfor kan man blive nødt til at holde gudstjenester på andre tidspunkter f.eks. på arrangerede udflugter, hvor nogle af soldaterne har fri, eller også må man opsøge soldaterne på arbejdet, hvis det er muligt. ”Når soldaterne ikke kom til mig, så måtte jeg jo komme til dem. Jeg fandt hurtigt ud af, at der var gode muligheder på soldaterhjemmet,” husker præsten. ”For mig var det en lettere måde at komme i tale med soldaterne på. Samtidig var det også mulighed for mere diskrete samtaler med præsten.” Under opholdet tog Helle Frimann Hansen også vagter på soldaterhjemmet og var flittig til at deltage i sport med soldaterne. Alt sammen for at være hvor soldaterne var.

Andagter og kage Arbejdsdelingen mellem soldaterhjemmet og feltpræsten fungerede godt. Præstens opgave er sjælesorg, velsignelser og gudstjenester, mens soldaterhjemmet står for kaffe, kage og hygge. Lidt forsimplet kan soldaterhjemslederne måske sammenlignes med en funktion, som sognemedhjælpere løfter i Folkekirken. Feltpræsterne har ikke sognemedhjælpere med ud i internationale missionsområder – men i Kosovo var det et soldaterhjem. ”Jeg kan huske, at jeg bestilte flere transporter for at besøge soldater uden for lejren. Besøgene forberedte jeg også ved at bestille pølsehorn og hjemmebagt kage på KFUM. Det leverede sol51

Feltpræsten • er præst i folkekirken og har en korttidskontrakt med forsvaret. • er tilknyttet hærens og hærhjemmeværnets enheder i den nationale struktur. Ved international tjeneste tilknyttes feltpræsten midlertidigt den udsendte enhed. • er uden for den militære rækkefølge og har samme rang som den person, feltpræsten står overfor. • støtter hærens myndigheder ved overbringelse af dødsbudskab, kistemodtagelse samt militær begravelse. • er non-combatant og er i lighed med sanitetspersonel omfattet af særlige bestemmelser i henhold til internationale konventioner. • er operativt underlagt sin enheds chef, og feltpræstetjenesten er et chefansvar. • er i udøvelsen af sit præstelige virke uafhængig. • har i udøvelsen af sit gejstlige virke tavshedspligt

daterhjemmet, og det var en sikker succes,” fortæller præsten med et smil på læberne. Øjeblikket efter betones opgaven: Det handler altid om at møde soldatens behov. Hvad enten det er kage eller en samtale. I sammenligning med de senere missioner i Irak og Afghanistan så var det ikke med livet som indsats at være udsendt som soldat i Kosovo. Men det var en opgave, der skulle løses, og såvel soldater som øvrige udsendte oplevede vigtigheden af, at man støtter hinanden i den opgave, der er i at være udsendt. At danske soldater sendes ud, kan man være enig eller uenig i. Men når det er demokratisk besluttet, så må Folkekirken også være der, mener Helle Frimann Hansen. I Kosovo var Folkekirken der i form af feltpræst og soldaterhjem. Hver aften bliver der holdt andagt på soldaterhjemmet. Ligesom soldaterhjemslederne bakkede op om gudstjenesten, så bakkede præsten også op om andagten på soldaterhjemmet. ”Jeg oplevede, at soldaterhjemslederne formåede at holde balancen. Det blev ikke omklamrende eller påduttende for soldaterne at deltage i andagten. Det var en balancegang, som de mestrede, og soldaterne kunne også benytte sig af soldaterhjemmet, uden at de gik til andagt,” forklarer Helle. ”Hele det sociale liv omkring soldaterhjemmet har en kæmpe betydning. Omsorg og nærvær – det er dét, der mangler, når man er afsted,” udtrykker præsten. Det handler om at få gode soldater, der yder det, de skal. Og dér er det vigtigt med det sociale liv imellem soldaterne og omkring soldaterhjemmet.

Diakoni som en kristen pligt Helle Frimann Hansen er optaget af den kristne pligt til at tjene hinanden. ”Vi tjener Gud ved at tjene hinanden. Det er ikke gerningsretfærdighed, men en kristen pligt, som vi ikke kan unddrage os. Det bekymrer mig, at mange synes at slippe denne pligt,” siger den langelandske sognepræst. Med et redigeret citat forklares videre, at vi er sat i kald og stand til at gøre det så godt, vi kan. Det går fløjten, måske fordi flere og flere ikke har implementeret kristendommen i deres eget liv. Det er den kristne diakoni, der er på spil. Den stiller krav til os. Mens der for tiden kører en mindre debat, om hvorvidt kirken er mere end højmesse, er Helle Frimann Hansens pointe, at diakonien fordrer, at vi hele tiden skal være til stede og nærværende. Det er en naturlig del af livet som kristen. Vi minder hinanden om det hver søndag i gudstjenesten, men det skal resultere i handlinger i vores hverdag. Diakoni er, hvad feltpræsten oplevede i Kosovo i 2010. KFUMs Soldaterhjem var som en del af kirken i bred forstand med til at sætte en vigtig ramme for det diakonale arbejde. Og derfor håber Helle Frimann Hansen også, at soldaterne fremover får mulighed for at bruge KFUMs Soldaterhjem ved fremtidige udsendelser i internationale brændpunkter.

Forsvarschef Jesper Helsø besøger udsendte soldater. Her fotograferet sammen med soldaterhjemsleder Kirsten på KFUMs Soldaterhjem i Irak.

Ruth Brik Christensen bag disken på KFUMs Soldaterhjem.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe på besøg i Camp Bastion. Her skriver Dronningen autograf på soldaterhjemmets VIP-rude.

Brunch på KFUMs Soldaterhjem søndag formiddag.

At gå i takt er ikke svært Af Hans Jesper Helsø

I takt med tid og formål

Året er 1916. De to hertugdømmer, Slesvig og Holsten, var dele af det tyske kejserrige. Derfor blev der også fra disse områder indkaldt unge mennesker til soldatertjeneste under 1. Verdenskrig, bl.a. på Vestfronten. Desværre mistede tusindvis af de udskrevne soldater livet, blev invaliderede for livstid eller blev krigsfanger. Efter opfordring fra den danske regering blev det arrangeret, at en del af de tilfangetagne nordslesvigere blev samlet i en lejr i England (Feltham uden for London). Nu er krigsfangetilværelsen ikke den mest opmuntrende, hvorfor en række initiativer blev sat i værk til opmuntring for fangerne fra Sønderjylland. På et foto fra lejren ses i venstre side det velkendte mærke for KFUMs Soldatermission som blikfang for ”et hjem midt i fangenskabet”.

KFUMs Soldatermission er forpligtet på formålet om mission og diakoni. Samtidig er der en stadig tilpasning til målgruppen. I første del af dette kapitel skriver tidligere forsvarschef Hans Jesper Helsø om, hvordan KFUMs Soldaterhjem har tilpasset sig ændringer i Forsvaret særligt efter ophøret af Den kolde krig og en mere aktivistisk udenrigspolitik. I sidste del af kapitlet skriver tidligere landsformand Kai Bohsen om KFUMs Soldatermissions positionering gennem de seneste 25 år, hvor diakonien i højere grad er blevet bestemmende for arbejdet.

Feltham-lejren i England under 1. verdenskrig med YMCA-skiltet til venstre i billedet. Foto fra Museum Sønderjylland.

Parolen var og er, at hvor danske soldater er, vil KFUMs Soldatermission også være, til gavn og glæde for dem der kommer. Selv med få ressourcer, og uanset hvor og under hvilke omstændigheder, vil lidt hjemligt og anderledes end dagligdagens gøremål være værdsat. KFUMs Soldatermission har løbende tilpasset sig den organisation og de forhold, som gælder og gjaldt for det uniformerede menneske. 55

Da Muren faldt, var der en væsentlig, både politisk og blandt vælgere og ansatte i Forsvaret, diskussion om fremtiden, og hvilken indflydelse sammenbruddet af Sovjetunionen og de forskellige regeringer og ledelser ville få. KFUMs Soldatermission var ikke i tvivl. Parolen om at være, hvor soldaterne var, havde fortsat prioritet, og ingen bekymrede sig om de højere sikkerheds- og forsvarspolitiske drøftelser. Ved stort set alle landets kaserner var der et soldaterhjem, ligesom Flådestation Holmen også havde sit. Men der var ingen tvivl om, at de efterfølgende periodiske politiske aftaler om Forsvaret blev nøje fulgt for så tidligt som muligt at kunne justere organisationen. Soldatermissionen har ingen politiske holdninger og hverken blander sig i eller tilkendegiver sine synspunkter, om Forsvaret nu skal gøre dette eller hint. Det betragtes som et værdsat kendetegn, at parolen holdes om at være ”et hjem” for dem i uniform. Men det skal ikke skjules, at de løbende reduktioner i antallet af værnepligtige, som for mange i KFUMs Soldatermission var den primære målgruppe, blev set på med bekymring. For hvad ville dette betyde i brugen af hjemmene, omsætning, økonomi m.m.? Tiden viste, at en løbende tilpasning var mulig med en stigende opmærksomhed mod en bredere målgruppe, nye samarbejdspartnere, nye ”uopdyrkede marker” og en fælles holdning til, at Soldatermissionen fulgte med – også ud i felten og indsatsområderne. Konstant hen gennem indgåelse af de 2-5-årige forsvarsaftaler har der været tale om nedlæggelser, udbygninger, bortsalg o.a. af soldaterhjemmene, hvor nogle af dem endog lå på Forsvarets arealer. Ansatte skulle genplaceres eller finde nyt arbejde, nye ”kunder” kom på hjemmene, alt efter hvilke typer enheder der var på den pågældende kaserne. Enhver kan forestille sig, at én ting er at have primært værnepligtige i en kortere periode (7-12 måneder eller som nu i fire måneder), noget andet er at skulle være ”hjem” for en kaserne med overvægt af fastansatte. Dette var og er en udfordring for organisationen og de ansatte. Men de helt grundlæggende ting er stadig de samme – hjemlig atmosfære, kaffe, en lille snak, mad, spil og underholdning og den lille aftenandagt. Og dette er, uanset om du var ung værnepligtig, 30-årig overkonstabel med kvarter på kasernen eller 42-årig major med familie i garnisonsbyen. Grillaften på KFUMs Soldaterhjem ved Almegaards Kaserne.

Forsvaret har altid været meget opmærksom på, hvilken værdi soldaterhjemmene havde og skabte. Det var derfor naturligt, at det gode samarbejde fortsatte til gensidig glæde. Helt op i 70´erne var der på næsten alle kaserner fritidsområder, som kunne være det fristed, som soldaten kunne benytte. Men det var ikke helt det, som soldaten søgte. Der var ikke en KUF-far eller de sidst opdaterede spil, varm kaffe og kage og lidt hjemlig hygge. De store værnepligtshold, hvoraf flere blev på kasernen i weekenden, var også væk, ligesom soldaterne nu mere end tidligere kunne forlade kasernen dagligt ved tjenestens ophør. Så det gav ikke mening at have disse faciliteter mere. Men i dagligdagen var der alligevel en del, som gerne fortsat ville have et sted, hvor de kunne slappe af og komme væk fra belægnings- og pudsestuen – et sted, hvor der altid ville være noget ganske andet end udsalgets udbud (der i øvrigt lukkede ved 21-tiden). Forsvaret så og ser ikke soldaterhjemmene som en integreret del af sin organisation, men anerkender, at de løser en opgave til gavn og glæde for de indkaldte og ansatte. Det var og er derfor naturligt, at Forsvaret yder et økonomisk tilskud til driften. Dette var gældende før og gælder fortsat. I dag opleves det også, at der i weekenden, hvor cafeteriet er lukket, leveres mad på soldaterhjemmet til vagtpersonalet eller lokale weekendkurser. Der løftes i flok til gensidig glæde!

KFUMs Soldaterhjem udenfor Danmark efter 1989 1998-2003:

Bosnien

2001-2011:

Kosovo

2005-2007:

Irak

2008-2014:

Afghanistan, Camp Bastion

2010-2013:

Afghanistan, MOB Price

2011:

Libanon

Et helt særligt kapitel udgør de internationale missioner, som Forsvaret blev indsat i. Vi kender navnene på mange af dem, bl.a. Bosnien, Kroatien, Eritrea, Makedonien/FYROM, Albanien, Kosovo, Afghanistan, Irak, Libanon – og på havet bl.a. ud for Afrikas Horn, Adriaterhavet. Det flyvende værn forbindes med navne som bl.a. Libyen, de baltiske stater, Mali m.fl. Og her var der ingen vaklen i rækkerne hos KFUMs Soldatermission. Vi ville være, hvor soldaten var og er i et passende antal – eller med særlige behov. Reelt er det kun praktikken, tidsramme for missionen og pladsforhold på skibene, der sætter grænser. Men der er forskel på at etablere et soldaterhjem i Danmark med alle de goder, som vi har i dette land. Her er der strøm hele døgnet, vandet er rent og kommer ud af hanen, der er ikke nogen, som skyder ind over boligen, trafikreglerne bliver overholdt, der stoppes for rødt, og varerne kan du bare købe via nettet, eller gå ned i det nærmeste supermarked. Hvad nu, når vi skulle etablere et ”hjem”, hvor disse forhold ikke gælder? Når udgangspunktet var et telt uden indhold, et sted, der måske skulle virke som møderum i dagtimerne? Hvad med kun at have strøm 12 timer om dagen (og kun om natten), hente vand i dunke til kaffen, skulle trylle med dej uden gær, intet internet, gå med fragmentationsvest og hjelm ved beredskabsforøgelse, kunne forsvare sig selv, omskoles til Forsvarets terrængående køretøjer, skifte dæk på jeepen, når den punkterede, tilbringe timer i en bunker, når lejren blev beskudt osv.? Listen kan blive meget lang. Forsvaret var helt på det rene med, at der var en opgave for KFUMs Soldatermission også i de internationale områder, men satte – forståeligt nok – visse begrænsninger. Nogle missioner skete i områder, hvor sikkerheden for Soldatermissionens ansatte ikke tilsagde, at man kunne etablere hjemmet fra begyndelsen. Soldaterne skulle på plads først og have et overblik over situationen. Parallelt med dette skulle de rigtige mennesker findes hos KFUM – mennesker, som var villige til at tage af sted på de givne præmisser, som afveg markant fra de hjemlige græsgange. Soldatermissionen har, lige siden indsatsen begyndte i Bosnien i 1992, haft det som ønske at komme ud, hvor enheden var. Mange drøftelser fandt sted såvel internt i organisationen som med Forsvaret. Der skulle gå syv år, før begge var klar til springet. Gennembruddet kom med missionen i Bosnien i 1998, efterfulgt af Kosovo, hvor Forsvaret i 1999 sendte en krigsstærk bataljon (ca. 900 mand). Her var chefen for Hærens Operative Kommando ikke i tvivl: Der skulle snarest, efter man havde fået overblik over situationen, etableres et soldaterhjem for bataljonens personel – alle uanset grad, alder og tro. Der var stor lydhørhed i Forsvarets ledelse for dette, og i 2001 kunne soldaterhjemmet etableres lige op ad hovedlejren i Kosovo. Men praktikken skulle også på plads. Hvad med betaling, el, sikkerhed, 57

Udpluk af ugeprogram for militær grunduddannelse i Vordingborg Mandag Indkvartering. Udlevering af udrustning samt iklædning. Eksercits (grundlæggende militær optræden). Tirsdag Tjenestekendskab. Grundlæggende kendskab til kemisk, biologisk, radiologisk og radioaktiv krigsførsel. Øvelser ved disse trusler. Førstehjælp. Onsdag Pistol (M/49): Sikkerhedsbestemmelser, våbenkendskab og skydeteori. På skydebane. Vedligeholdelse og klargøring af våben til feltøvelse. Torsdag Orienteringslære, hærkort, og kompas. Felttur med observation, melding, sløring, fjendtlige kampmidler, feltkundskab, hygiejne. Feltrationer og overnatning i det fri. Fredag Vedligeholdelse og evaluering.

uddannelse, så de ansatte ikke blev en belastning for bataljonen, transport, sikkerhedsudstyr m.m.? Men selvom mange så flere problemer end muligheder, så vandt ønsket om at få ”et hjem” med alt det, der hører til. Ikke et som herhjemme, men næsten. Opfindsomheden og villigheden fra brugerne til at træde til, når der skulle etableres ledninger, bygges terrasse, repareres ovne eller DVD-afspiller og andet praktisk, var og er i top. Disse første soldaterhjem ved udsendte enheder kom til at skabe skole for de fremtidige indsættelser. Ingen var i tvivl om, at det er et markant gode for de udsendte soldater – uanset grad og tilhørsforhold – også selvom visse perioder var af lidt ”skarpere karakter” med mange timer tilbragt i bunkeren for at beskytte sig mod raketterne i Irak! Og flyveturen i Afghanistan fandt sted på helt de samme præmisser som gældende for soldaterne. Med missionerne i Irak, Afghanistan og senere Libanon blev samarbejdet mellem Forsvaret og soldatermissionen yderligere formaliseret. En egentlig samarbejdsaftale, omfattende bl.a. hvem der betaler for hvad, hvem etablerer faciliteterne, uddannelseskrav, ud- og hjemrejse og posttjeneste, blev indgået. Det var helt korrekt og rimeligt, at Forsvaret satte krav til de personer, som påtog sig opgaven at være ”KUF-far og-mor”: Vaccinationer, uddannelse til at kunne overleve og klare sig selv ved beskydning og indordning under den på stedet værende militær ledelse, som har det endelige ansvar for alle. Og alle de ansatte, som skulle bemande soldaterhjemmene i missionsområderne, ved, hvad ”ret og rør” betyder, hvordan man overnatter i det fri, hvordan kommandostrukturen virker – men de har ganske sikkert skulle bruge nogen tid på at lære de mange forkortelser (KC er ikke ”Karl Christian” men ”Kompagnichef”). Ingen anden nation i de lejre, hvor soldatermissionen har været, har noget tilsvarende som soldaterhjemmene. Så det blev ikke kun de danske soldater, der kom på hjemmene. Kom du en eftermiddag eller aften på terrassen, kunne du høre engelsk, fransk, estisk, lettisk, amerikansk, filippinsk, norsk – og ikke kun de danske soldater gav en hånd med. Mangen en udenlandsk soldat har bagt, lavet kaffe, skaffet bananer og deltaget i den danske aftenandagt. De har endog spurgt til, om ”vi ikke snart skal have en lille sang og et godt ord med på vejen?”. Så læste KUF-mor op af Bibelen på dansk, og englænderen læste samme stykke op af deres Bibel. Alle, der har været udsendt, ved, hvad soldaterhjemmet er og har betydet. Det var stedet, hvor de sårede opholdt sig i en kortere eller længere periode, inden de kunne komme tilbage til deres enheder. Det var stedet, der bagte en fødselsdagskage til en soldat – bestilt og betalt via internettet af far og mor. Det var stedet, hvor fodboldkampene på TV2 blev set til hujen og råb, mens kaffen og vaflerne blev nydt. Det var stedet, hvor der gennem de sidste par år har været søndagsbrunch. Det var stedet, hvor der var lagkagebanko – helt som hjemme i Danmark. Det var stedet, hvor udsendte chefer eller regeringsmedlemmer samlede soldaterne og kunne få en hyggelig snak i hjemlige omgivelser. Det var stedet, hvor alle besøgende, inkl. Hendes Majestæt Dronningen, har ridset deres autograf i ruden. Det er stedet, som aldrig glemmes af dem, som var af sted. KFUMs Soldaterhjem blev stedet, hvor mennesket kom i centrum – midt i dagligdagens hårde opgaver.

Forsvaret har gennem de sidste 25 år med en helt særlig hastighed i de sidste 15 år undergået store ændringer og er blevet sendt ud på opgaver, som for blot 20-25 år siden ingen havde forudset. KFUMs Soldatermission har været med og vil også være med i fremtiden. Tak for samarbejdet med jer alle, uanset grad og tro, feltpræster, chefer, den danske Jens eller den københavnske Egon, den sårede, den ukuelige, den udenlandske, den søgende og grædende – jer alle. Folketinget besluttede at sende Forsvarets enheder ud i verden. Forsvaret så det gode, som det ville være at have et soldaterhjem, hvor enheden var. KFUMs Soldatermission hverken kunne eller skulle være en sådan opgave overhørig – og vil også være der i fremtiden. Der, hvor soldaten er, vil vi være – for som vores muntre logo ”KUF-Kaj” siger: Vi er jo lige her!!

Citater fra ”Ruth i Krig” Et dagsprogram: Kage til 14 kampsoldater, kage til 12 personer på brandstationen, 30 til fødselsdagslagkage på Kuffen, lille kage til René for fem dollars, øl (alkoholfri) og vand til ca. 50 personer i helikopterteamet, fødselsdagskage til Viggo kl. 20, tre runde kager til Monika, en bedstefarkage og tre drømmekager.” ”Hvad sker der, når vi dør? Bliver vi slået i hovedet for alle de ting, vi har gjort forkert? Ingen ved jo, hvad der sker. Selv ikke jeg, men det er godt at få tingene vendt. Andre fortalte om, hvordan de troede, det hele hang sammen.” ”Jeg plejede at køre ud til tårnene ved 22-tiden med lidt kage, kaffe og vand til de soldater, der sad på vagt. De fortjente om nogen en lille opfriskning, når de sad og passede på alle os andre om natten.”

Sikken en udsigt fra terrassen på KFUMs Soldaterhjem i Libanon - det smukkest placerede soldaterhjem.

Juleklip i hjemlige rammer: KFUMs Soldaterhjem i Sønderborg.

Den overordnede opgave KFUMs Soldatermissions formål udleves primært ved at drive soldaterhjem. Som ansvarlig for hver enkelt soldaterhjem er ansat en soldaterhjemsleder eller et lederpar. Historisk har et KFUMs Soldaterhjem haft til opgave at være et kristent hjem for tjenestegørende soldater uanset om det var værnepligtige, elever eller fastansatte soldater. Et sted hvor alle er velkomne uanset køn, alder, etnisk baggrund, religiøs overbevisning eller militær rang. Der lægges vægt på, at soldaterhjemmet er et hjem - et kristent hjem med forkyndelse og diakoni. Et sted hvor man ikke er kunde eller klient, men at soldaten føler sig hjemme. Derfor bor soldaterhjemslederne så vidt det er muligt på soldaterhjemmet, og det bliver lidt af en storfamilie med ledere, volontører og soldater. I 2011 blev vedtægterne ændret, så målgruppen også omfatter tidligere udsendte (veteraner) og deres pårørende. Fra KFUMs Soldatermissions lederhåndbog (2012).

KFUM’s Soldatermission og diakoni Af tidligere landsformand, pastor Kai Bohsen, Ikast

KFUMs Soldatermission har altid fundet sin identitet som en del af det folkekirkelige fællesskab i Danmark. Derfor har man også med frimodighed talt om, at arbejdet rundt om på soldaterhjemmene er en del (vigtig del) af det folkekirkelige ungdomsarbejde. Det er det, fordi man her møder unge fra alle samfundslag, kirkelige som ikke kirkelige, unge mennesker som kæmper med både troen og tvivlen, og unge som tumler med de store spørgsmål, såsom hvad er meningen med livet og berettigelsen af selve militærtjenesten og den mission, som nogle af dem måske vil blive sendt ud til i verdens brændpunkter. Opgaven har bestået og består fremdeles i at skabe hjem, trygge steder for alle, som gør tjeneste i Forsvaret. Men der er ikke tale om et hvilket som helst hjem. Der er tale om et hjem, hvor grundtonen og den daglige omgang med soldaterne er præget af det kristne menneskesyn.

Menneskesynet Det kristne menneskesyn taler om, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Det vil sige, at alle er skabt med lige værdighed, og alle er lige værdifulde. Det er et syn på mennesket, som er stærkt udfordret i vores tid, hvor der lyttes mest til de stærke og veludrustede og dem med de gode uddannelser og den store løn. De, der kan yde mest til den fælles husholdning i samfundet, rangerer højest, mens andre, som ikke har så nemt ved at leve op til tidens høje krav, nemt bliver overset og måske derfor falder igennem det såkaldte sociale sikkerhedsnet. Et samfund, der lader dette ske, har glemt noget meget vigtigt fra det kristne menneskesyn, vores velfærdssamfund i virkeligheden er bygget op på. Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler de svage og mest udsatte mennesker. Diakoniens udfordring Lige fra den kristne kirkes første tid har ordet ”diakoni” spillet en central rolle. Ordet er græsk, og betyder ”tjeneste”. Der har altid været en dobbelt forståelse af dette ord. Der har været tale om Guds-tjeneste for os i menighedens fællesskab og menneskers tjeneste og forpligtelse for hinanden. De to ting hører sammen, og denne sammenhæng har altid præget arbejdet i KFUMs Soldatermission, om end der i perioder har været tale om forskellig vægtlægning af de to sider af den samme sag. Ret forstået er diakoni formidling af Guds kærlighed i ord og handling. Diakoni handler om at række det videre, som man selv har modtaget. ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1. Johs. 4,19). Eller som biskop Ole Bertelsen så rammende beskrev det i jubilæumsbogen, da soldatermissionen fyldte 100 år: ”Man kan f.eks. ikke prædike om vor Herre Jesus Kristus for mennesker med øjenbetændelse uden at gøre noget ved de menneskers øjne på en eller anden måde. Hvis man gør det, er det ikke kun de betændte øjne, der ikke er taget alvorligt, men det er selve det hellige ord om Guds fuldførte frelse i Kristus, der ikke er taget alvorligt”. Det kristne budskab udfordrer os hele tiden til at tage vare på det hele menneskes behov, som ikke bare er ånd og sjæl, men også alle krop-

pens fysiske behov. Det var sådan, Jesus Kristus tog sig af de mennesker, han mødte på sin vej. Han var den barmhjertige samaritaner! Han kunne ikke gå forbi noget menneske, som havde brug for omsorg og hjælp.

Det handler om at være på pletten Krigen på Balkan i slutningen af sidste århundrede og krigene i Irak og Afghanistan i begyndelsen af dette århundrede kom i høj grad til at udfordre diakoniforståelsen i soldatermissionen. På en meget positiv måde vil jeg sige. Ved formands- og kasserermøder og årsmøder hørte man nogen gange soldaterhjemsledere tale ikke ligefrem nedladende, så dog undskyldende om, at den praktiske tjeneste for den enkelte soldat var nødvendig. Stort set blev hele vægten lagt på den direkte forkyndende del af arbejdet. Vi vil mission over for soldaterne, sagde man. I samme åndedrag glemte man, at mission på en troværdig måde bliver til der, hvor ordets forkyndelse og den praktiske tjeneste går hånd i hånd. Der var på dette tidspunkt tendenser i retning af et amputeret diakonisyn og i det hele taget en usund kristendomsforståelse. Pludselig opstod så behovet for at følge med de danske soldater ud til verdens brændpunkter, og soldaterhjemsarbejdet midt i krudtrøgen blev på mange måder en øjenåbner for, at tingene ikke kan skilles ad. Det gælder om at være i tjeneste, øve diakoni ud fra de behov, som øjeblikket stiller soldatermissionen overfor. Den praktiske tjeneste og omsorg for den enkelte soldat disse steder medvirkede i høj grad til at gøre ordets forkyndelse troværdig. Hvor var det godt, at KFUMs Soldatermission var på ”pletten”, da det virkelig gjaldt. Igennem denne ”mission” på krigsskuepladsen lærte vi noget, som i dag har stor betydning for vort arbejde – hjemme som ude. Tænk, at det var nødvendigt for forståelsen af både menneskesyn og diakonisyn!

Citater fra ”Ruth i Krig” ”Hvilken rang eller hvor mange stjerner gik jeg aldrig op i, for på soldaterhjemmet er alle lige” ”… det var, som om han var ved at drukne i et uendeligt hav. Så var det, han gav sig til at tænke på det, der var blevet sagt til andagt ….. eller en sang, vi havde sunget.”

Diakonien trives i fællesskabet Et fællesskab, hvor man ikke tager det enkelte individ alvorligt, er i virkeligheden ikke noget fællesskab. Derfor er talen om menighedens fællesskab aldrig færdigformuleret. Igen og igen stiller diakonien krav til os. Der skal være plads til den enkelte, og den enkelte skal opleve sig selv som en del af fællesskabet. Det er i fællesskabet, at formidlingen af det glædelige budskab kan bære frugt. Det er i fællesskabet, at den enkelte på sjæl og krop skal mærke, at vedkommende er værdsat og regnet for et værdifuldt menneske. Det er også i fællesskabet, at den enkelte skal opleve, at man modtager selv, når man er med til at give videre til andre.

Nye soldaterhjem i Danmark og soldaterrekreation Af Bjarke Friis

Hvis man sammenligner soldaterhjemsarbejdet i 1989 med soldaterhjemsarbejdet i 2014, er der naturligvis forskelle. Alligevel er målgruppen og kernen i soldaterhjemsarbejdet det samme: Et fristed for Forsvarets tjenestegørende personel. I 1989 var der langt flere værnepligtige og et større fast personel. Gennem hele perioden har værnepligtige fyldt meget på KFUMs Soldaterhjem, mens der samtidig er sket en gradvis forskydning. Når der sammenlignes med 1989, bemærkes det, at soldaterhjemmene i stadig højere grad bruges af Forsvarets faste personel. Siden 1989 er der blevet markant færre værnepligtige, og forholdsmæssigt er det faste personel kommet til at fylde en større del af Forsvaret. Man kan derfor konkludere, at det er lykkedes KFUMs Soldaterhjem i højere grad at appellere til de fastansatte. Det er delvis en konsekvens af KFUMs Soldaterhjem i udlandet, hvor rigtig mange udsendte soldater har mødt soldaterhjemmet. Fra soldaternes side har det givet en nysgerrighed på soldaterhjemmet ved deres egen kaserne hjemme i Danmark. Men samtidig med det har KFUMs Soldaterhjem forskellige steder i Danmark tilpasset sig de nye tider i Forsvaret. Økonomien har uden tvivl været en motivationsfaktor på det enkelte soldaterhjem. Gennem hele perioden har der været en økonomisk årvågenhed i forhold til at optimere forretningsdelen af soldaterhjemmet. Kunne der være mulighed for et ”mersalg” til nye målgrupper? Var det rentabelt med den lange åbningstid? Kunne der spares lønkroner på en eller anden måde? Kunne der sælges kaffe og kage ved større folkelige sammenkomster for at tjene lidt ekstra til soldaterhjemmets drift? Blev soldaterhjemmets kapacitet udnyttet i tilstrækkelig grad? Spørgsmål som disse er ofte blevet stillet, hvor svarene har afhængt af lokale forhold.

Soldaterhjem i bevægelse Arbejdet på KFUMs Soldaterhjem i Danmark har bestemt ikke stået stille. Dette kapitel handler om den generelle udvikling på KFUMs Soldaterhjem i Danmark. Nye værnepligtige medfører nye ønsker til KFUMs Soldaterhjem, der også præges af flere fastansatte soldater og soldaternes ophold i missionsområderne. Gennem de seneste 25 år er der bygget flere nye soldaterhjem, hvilket i det følgende har fået en særlig omtale. Endelig er der nyorienteringen mod veteraner, hvor tilbuddet om rekreationsboliger er en central del. KFUMs SoldaterRekreation behandles sidst i dette kapitel.

Når kasernen nedlægges... Set over en 25-års periode bemærker man hurtigt, at antallet af soldaterhjem har været nedadgående. I 1989 var der 26 soldaterhjem, mens der i 2014 ”kun” er 14 soldaterhjem. Gennem hele perioden har målet været at have et soldaterhjem, hvor soldaterne er, og de sidste 25 år 63

Besparelser i Forsvaret efter afslutningen af Den Kolde Krig Betydningen af det militære forsvar af dansk territorium blev mindre, end den havde været på noget tidligere tidspunkt i den danske stats historie, og det fik konsekvenser for dets indretning. Økonomisk kunne det aflæses ved en reduktion af forsvarsbudgettet på godt 10 procent fra 1989 til udløbet af det fireårige forsvarsforlig fra år 2000. Målt i forhold til BNP var der tale om et fald fra 2,1 procent i 1989 til 1,6 procent i 1999. I forhold til mange andre NATO-landes beskæringer af militærudgifterne var dette ikke et stort fald, men dog nok til at give anledning til kontroverser i både politiske og militære kredse. Besparelserne var også alvorlige for Forsvarets dagligdag, især fordi der samtidig var tale om en kraftig forøgelse af materielinvesteringerne. Med de internationale forpligtelser skulle det med færre midler både varetage nye og flere opgaver end tidligere. Forsvaret var derfor i 1990’erne igennem en dramatisk omstrukturering. Hærens mobiliseringsstyrke blev skåret ned fra 72.000 i 1987 til 58.000 i 2000, det faste personel fra 29.500 til 24.500, og antallet af værnepligtige opgjort i årsværk fra 8300 til under 7000. Regimenterne blev reduceret fra 29 til 12, flådestationerne fra tre til to, skibene fra 71 til 56, flyvestationerne fra syv til tre og flyene fra 131 til 104. Af de tilbageværende enheder i militæret havde kun en tredjedel direkte til opgave at forsvare det danske territorium. Over halvdelen indgik i et nyt dansk-tysk-polsk korps med operationsområde uden for Danmark, de resterende i NATO’s udrykningsstyrker. Fra denstoredanske.dk

er antal steder (kaserner), hvor soldaterne er, blevet væsentlig færre. Omkring hvert femte år er der tradition for et forsvarsforlig, hvilket kan følges i KFUMs Soldatermissions historie – særligt efter afslutningen af Den Kolde Krig. Umiddelbart efter afslutningen af Den Kolde Krig i 1989 har forsvarspolitikken stået i et vadested, hvor de militære konsekvenser var usikre. I 1995 blev der indgået et forsvarsforlig, der fik en lang række følgevirkninger i form af rokader og kasernelukninger. Et politisk flertal besluttede, at den økonomiske ramme for Forsvaret skulle være nogenlunde uændret fra 1995 til 1999. Samtidig var der stigende udgifter til deltagelse og løsning af opgaver i FN og NATO-regi, hvilket måtte medføre en betydelig besparelse på Forsvarets udgifter i Danmark. Antallet af værnepligtige skulle frem til 1999 forblive på nogenlunde samme niveau som i 1995, ca. 8000 værnepligtige hvert år

KFUMs Soldaterhjem i Varde er ét af de soldaterhjem, der er blevet udvidet i de seneste 25 år. Her nyder et par soldater godt af Airhockey i de nye rammer efter udvidelsen i 2000.

I 1994 lukkede KFUMs Soldaterhjem på Holmen. Årsagerne var omstrukturering et par år tidligere samt en uoverensstemmelse med cafeteriet på Holmen. I oktober 1995 var turen kommet til KFUMs Soldaterhjem i Jonstrup, efter at der i et årstid havde været en meget lille belægning, og der ikke var udsigt til flere soldater i Jonstrup. Med en stram økonomi har det været en nærliggende beslutning. I Odense mistede man sergentskolen, som flyttede til Sønderborg. Dermed var der ikke længere grundlag for et soldaterhjem i Odense. Pr. 1. januar 1996 blev KFUMs Soldaterhjem i Skrydstrup ændret på grund af omstruktureringer i flyvevåbnet. Fra at have egne lokaler med en soldaterhjemsleder blev dette ændret til at fungere i et lokale, som flyvestationen stillede til rådighed, hvor det fungerede som en filial af soldaterhjemmet i Haderslev. Ved samme årsskifte lukkede Avedørelejren, hvorfor KFUMs Soldaterhjem måtte lide samme skæbne. I 1997 var turen kommet til Randers, hvor soldaterhjemmet lukkede i maj, efter at kasernen blev afhændet.

Oversigt over soldaterhjem efter 1989: Sted:

Åbnet:

Større ændringer efter 1989:

Bornholm

1970

Køkken renoveret 2013.

København, Gothersgade

1967

Ejendommen solgt i 2003. Lukket i 2004 efter en periode i lejede lokaler.

København, Bethesda

2004

Åbner som en filial af soldaterhjemmet i Høvelte. Lukkes i 2005.

København, Holmen

1942

Lukket i 1994 efter omstrukturering i Søværnet.

Avedørelejren

1914

Lukket i 1996 i forbindelse med, at lejren lukkede.

Værløse

1914

Lukket i 2000 efter omstrukturering.

2000

Lukket i 2002 da kasernen nedlægges.

Farum Jonstrup

1961/1968 Lukket okt. 1995.

Høvelte

1991

Nybyggeri af SoldaterRekreation og større renovering i 2014.

Sjælsmark

1990

Lukket i 2005 efter regimentet flytter til Varde.

Vordingborg

1934

Større renovering i 2010.

Næstved

1912

Lukket i 2003 efter hesteeskardronen flyttes til Slagelse.

Slagelse

1975

Løbende mindre forbedringer.

Odense

1945

Lukket dec. 1995 pga. sergenskolen flyttes.

Sønderborg

1920

Køkkenet lukket omkring jan. 1993, pga. manglende investeringer pga. usikkerhed om fremtiden. Lukket 1. jan. 1995 da sergentskolen flyttes til Odense. Nyt soldaterhjem indviet i 1997, der lukkede i 2014 i forbindelse med at Sønderborg Kaserne nedlægges.

Søgaard

1946

Lukket i 1976, men i en kort periode på ca. 1 år var det genåbnet som en filial af KFUMs Soldaterhjem i Sønderborg.

Tønder

1920

Lukket i slutningen af 1999 som konsekvens af forsvarsforlig.

Haderslev

1920

Løbende mindre forbedringer. Har flere gange været ”lukningstruet”.

Skrydstrup

1946

Det meste af soldaterhjemmet lukket i jan. 1995 pga. omstruktureringer i Flyvevåbnet. Arbejdet fortsatte efter 1995 i et lokale, som flyvestationen stillede til rådighed. I et par år var det som en filial af KFUMs Soldaterhjem i Haderslev, hvorefter opgaven blev løst ved frivillig arbejdskraft. I 2007 stoppede soldaterhjemsarbejdet efter meget få indlæggelser på infirmeriet.

Fredericia

1920

1975: Købt det tidligere Dannevirke Soldaterhjem på Treldevej.

Varde

1981

Tilbygning på 129 kvadratmeter i 2000 som konsekvens af flere soldater i Varde.

Oksbøl

1931

Nybygget soldaterhjem i 2008.

Borris

1903

Nyt køkken og udvidelse i 2013.

Randers

1942

Lukket maj 1997

Viborg

1913

Lukket i 2000 da Prinsens Livregiment flytter til Skive.

Karup (Kølvrå)

1946

Løbende mindre forbedringer.

Skive

1972

Løbende mindre forbedringer.

Holstebro

1956

Nybyggeri af SoldaterRekreation og større renovering i 2012.

Thisted

1945

Ugentlig besøg på kasernen stoppede i jan. 2000.

Hvorup

1956

Nybyggeri af SoldaterRekreation og større renovering i 2013.

Frederikshavn

2010

Bosnien

1998

Lukket i 2003 efter danske soldaters hjemsendelse.

Kosovo

2001

Lukket i 2011 efter størstedelen af de danske soldaters hjemsendelse.

Irak

2005

Lukket i 2007 efter danske soldaters hjemsendelse.

Afghanistan – Camp Bastion

2008

Lukket i 2014 efter danske soldaters hjemsendelse fra lejren.

Afghanistan – MOB Price

2010

Lukket i 2013 efter danske soldaters gradvise hjemsendelse.

Libanon

2011

Lukket i 2011 efter danske soldaters hjemsendelse.

I 1999 vedtog et politisk flertal et nyt forsvarsforlig, der fortsatte i samme spor som tidligere forsvarsforlig. Det nye forsvarsforlig fik direkte konsekvenser for Tønder Kaserne, der lukkede. KFUMs Soldaterhjem i Tønder lukkede tilsvarende ved årets slutning. I 2000 blev det KFUMs Soldaterhjem i Viborg, der måtte lukke den 1. marts. Prinsens Livregiment flyttede til Skive i forbindelse med kasernens afvikling, hvorfor det ikke længere var relevant med et soldaterhjem i Viborg. I Værløse havde soldaterhjemmet sidste åbningsdag 31. marts 2000. Flyvestation Værløse mistede sine værnepligtige og havde efter denne dag kun et begrænset fast personel, hvorfor det ikke længere var muligt at opretholde soldaterhjemmet. Lukning af kaserner i Farum (2002) og Næstved (2003) var en del af samme forsvarsforlig. Begge steder fik det samme konsekvens for KFUMs Soldaterhjem.

Byggeri af KFUMs Soldaterhjem i Høvelte Af Per Møller Henriksen

Den Kongelige Livgarde og KFUMs Soldaterhjem har altid været tæt knyttet. Således havde De Danske Garderforeninger også været meget aktive omkring opførelse af KFUMs Soldaterhjem i Sandholm i 1957. Derfor var det helt naturligt, at der skulle oprettes et KFUMs Soldaterhjem ved Høvelte Kaserne, da Garderkasernen midt i 90’erne skulle flytte fra Sandholm. Et storstilet projekt for et nyt soldaterhjem, der skulle finansieres i samarbejde med Garderforeningerne ved salg af 100 kr. lodsedler, måtte desværre opgives. Et midlertidigt soldaterhjem under ledelse af Carl Christian Knudsen blev taget i brug i foråret 1988 i Mor Karens Hus - et lille stråtækt bindingsværkshus, som Forsvaret stillede til rådighed. Et større soldaterhjem blev tegnet af arkitekt m.a.a. Lars Jensen, som var medlem af Landsudvalget. I forbindelse med KFUMs Soldatermissions 100-års jubilæum i 1989 blev projekt Høvelte indsamlingsprojektet. Y´s Men Region Danmark gjorde det til deres regionsprojekt og indsamlede kr. 300.000,- til køb af grunden. Fonde og private bidrog med ca. 4 mio., men de sidste ca. 3 mio. måtte lånefinansieres.

Det lille stråtækte og hyggelige hus – Mor Karens Hus – dannede rammen om soldaternes besøg det første stykke tid.

Merete og jeg var soldaterhjemsledere i Varde, hvor vi i 1980 havde været med til at bygge et soldaterhjem fra grunden. Vi havde sagt ja til at flytte til Høvelte som ledere af det nye soldaterhjem. Vi var stillet i udsigt, at vi sommeren 1990 kunne flytte ind i lederboligen og følge byggeprojektet. Da vi kom med vores flyttelæs, var de netop ved at lægge de første sten til lederboligen. Vi flyttede med vore tre børn mellem to og otte år ind i et enkelt værelse i Mor Karens Hus og drev ellers soldaterhjem i resten af huset. Samtidig tog byggeriet form, og ved årsskiftet kunne vi åbne dørene for de godt 1000 værnepligtige plus fastansatte, der var på Høvelte Kaserne. På det tidspunkt bestod kasernen af både den Kongelige Livgarde og Sjællandske Telegrafregiment. Mor Karens hus var jo ganske lille og opfyldte ikke reglerne for, at der måtte sælges mad og drikke. Derfor var det i princippet lederens private hjem, og soldaterne var gæster, som fik gratis kaffe og kage. Der var mulighed for at give en gave som tak. Besøget varierede fra nogle få til over 70 på en aften, men så var al plads også udnyttet. Med åbningen af det nye soldaterhjem var der pludselig et meget stort besøg og interesse. Ofte var der ekspederet over 500 soldater på en dag. Nu var der salg af dagens ret og forskellige salater, burgere o. lign. Et stort tilløbsstykke var salg af fritids- og løbetøj med Livgardens Sol. Mor Karens hus blev indrettet til medarbejderbolig til fem-seks medarbejdere bl.a. takket være en stor indsats af frivillige fra Soldaternes Venner og Birkerød Y’s Men’s Club. Ligeledes var det soldatervenner, der anlagde haven, fliser og stensætninger. De aktiviteter, som kendetegner de fleste soldaterhjem, blev naturligvis også implementeret i Høvelte. Det var bl.a. nogle forrygende velkomstfester, med tre-fire årlige indkaldelser og med tre aftner i træk med ca. 180 soldater pr. aften. Der var de ugentlige filmaftner, bankoaftner, temaaftner. Dagligt var der aftensang med stor tilslutning, og der var også en bibelkreds af soldater fra forskellige kirkelige kredse og søgende soldater. Den 1. marts 1991 var der officielt indvielse med reception om eftermiddagen og festaften. Ved eftermiddagens reception overrakte chefen for Livgarden, oberst N.C. Eigtved, en bjørneskindshue, vagttaske og sabel En flok tambourer der var med til at gøre velkomstfesterne endnu mere festlige.

(til udlån) til udsmykning af indgangspartiet. Chefen for HOK, generalmajor Wagn Andersen, kom med helikopter og overrakte en gongong udarbejdet af en granat. Om aftenen talte biskop Johannes Johansen, Helsingør Stift, over titlen ”Uden opstandelse intet KFUM Soldaterhjem”.

Også soldaterhjem i Sjælsmark Kasernerne lå tæt i Nordsjælland. KFUMs Soldatermission havde således fordelt opgaverne med Det grundtvigske Soldaterarbejde og Soldaterhjemsforeningen Dannevirke således, at KFUM drev soldaterhjem i Værløse, Jonstrup, Jægerspris, Auderød og Sandhold. Dannevirke havde opgaven i Høvelte (et stort flot soldaterhjem blev lukket i 1974). Det grundtvigske arbejde havde opgaven i Farum og Sjælsmark. Der var dog ingen soldaterhjem i Sjælsmark, og jeg oplevede rigtig mange artillerister fra Sjælsmark efterlyse et KFUMs Soldaterhjem, når de kom på sergentskole eller kurser i Varde. Efter pres fra soldaterne tog KVO major Sørensen kontakt til KFUM, og det blev aftalt, at dele af kasernens velfærdsbygning kunne stilles til rådighed for KFUMs Soldatermission. 2. august 1990 påbegyndte Jens Bertelsen dette pionerarbejde, som hurtigt fik et godt og stabilt leje. Det var ikke tilladt at sælge mad, men kaffe, hjemmebagt kage og lidt slik. Der var naturligvis forskellige aktiviteter og rigtig mange gode samtaler. Soldaterhjemmet skiftede lokaler nogle gange, men forblev et velbesøgt soldaterhjem, frem til Sjælsmark kaserne blev lukket i 2004.

Soldaterhjem i Sjælsmark.

Farum Det grundtvigske soldaterhjem i Farum blev lukket i 1994 efter 36 år, og bygningen blev overtaget af Pionerforeningen. Da garderkasernen i Høvelte i 2000 skulle renoveres, blev flere kompagnier flyttet til Farum. De manglede et soldaterhjem, og lederparret i Høvelte Solveig og John Pedersen fik lov til at låne det tidligere grundtvigske soldaterhjem, som nu hed pionerhuset, til at indrette et midlertidigt soldaterhjem. Det blev drevet som et satellithjem fra Høvelte, og mange aftner var det frivillige, der bemandede hjemmet. Merete og jeg havde vagt en aften i ugen. Da garderne igen kunne flytte hjem til Høvelte, var Farum kaserne blevet så glad for, at der var et soldaterhjem, at de bad KFUM om at drive soldaterhjemmet videre. Der blev ansat en deltidsleder Alf Mulnæs, og flere frivillige fortsatte som medarbejdere. Soldaterhjemmet fortsatte frem til oktober 2002, hvor Sjællandske Ingeniørregiment blev slået sammen med Jyske Ingeniørregiment, som nu er samlet i Ingeniørregimentet i Skive. 68

Nyt soldaterhjem i Sønderborg Af Bjarke Friis

Med 1864 i national erindring har placering af forsvarsenheder i Sønderjylland været et stærkt ønske. I Sønderborg blev det første soldaterhjem åbnet i 1920 i Sønderborg by, men flyttede til en lejet grund lige ved kasernen i 1946. I 1980’erne blev der anskaffet kantinevogn, der kom ud, hvor soldaterne var på skydebane og øvelse. Sidst i 1980’erne blev nogle sergentelever indkvarteret i Søgårdlejren, hvor et soldaterhjem også blev indrettet som en filial af KFUMs Soldaterhjem i Sønderborg. Indvielse af KFUMs Soldaterhjem Sønderborg.

Sergentskolens chef A.B. Kristensen Ved et forsvarsforlig blev det i marts 1989 besluttet gradvis at flytte sergentskolen til Odense. Den endelige flytning skulle være afsluttet i midten af 1993, men den tidsplan kom dog ikke til at holde. I løbet af 1994 kunne det konstateres, at soldaterhjemmet ikke levede op til de sundhedsmæssige krav, og konsekvensen af dette samtidig med den gradvise neddrosling af kasernen blev, at soldaterhjemmet lukkede ned med udgangen af 1994. I december 1995 blev den politiske beslutning om placering af sergentskolen dog omgjort således, at sergentskolen blev samlet i Sønderborg, og derfor var der alligevel en interesse i at genåbne soldaterhjemmet. I juni 1996 kunne man i Soldatervennen læse om planerne med at renovere soldaterhjemmet så det kunne stå klar i efteråret 1996. Soldatervenner med håndværksmæssig baggrund blev opfordret til at give en hånd med i arbejdslejr for at sikre et hjem til sergenteleverne, mens alle soldatervenner blev opfordret til at støtte projektet med en ekstra gave. Hen over sommeren 1996 stod det klart, at det var en meget omfattende opgave at renovere det eksisterende soldaterhjem, og det blev derfor besluttet at rive det eksisterende soldaterhjem ned til fordel for et nyt hjem: En bjælkehytte på størrelse med det gamle soldaterhjem, der kunne sættes på det eksisterende fundament. Prisen var ca. 1,5 mio. kr., og problemet var, at man ikke havde pengene.

”Der er stadig brug for KFUMs Soldaterhjem, selv om soldaterne i modsætning til før må forlade kasernen, når det er fyraften. Der udvides og bygges nye soldaterhjem. Behovet er der fortsat. Jeg var derfor også meget glad, da jeg erfarede, at KFUMs Soldatermission efter sergentskolens nye situation konsekvent tog fat på at opføre et helt nyt soldaterhjem. Det har mødt megen opbakning, og jeg er sikker på, det vil blive flittigt benyttet. På sergentskolen har vi kostskolelignende forhold. Eleverne skal være her hele tiden. De skal forberede lektier til næste dag osv. De har brug for et soldaterhjem, som derfor er uundværligt for os.” Soldatervennen marts 1997.

Sergentelev Esben Skov Lehnart om KFUMs Soldaterhjem i Sønderborg ”Jeg må indrømme, at jeg siden mit første besøg er blevet en mere eller mindre fast gæst. Det er oftest dér, jeg indtager min aftensmad af to primære grunde. Maden, som jeg får på KFUM, smager bedre end den, man kan hente i kantinen, og der er en del hyggeligere på ”kuffen” end at stå i kø i kantinen og så bare skovle mad ind, indtil man skal videre.

Med anbefaling fra Sergentskolens chef OL A.B. Kristensen, borgmester Ingolf Winzor og amtsborgmester Kresten Philipsen blev der sendt ansøgninger ud til fonde og virksomheder. Det resulterede i flere flotte donationer, og i eftertiden er dette blevet set som et væsentlig gennembrud for KFUMs Soldatermissions fundraising. Lokale- og anlægsfonden samt A.P. Møllers Fond gav hver 500.000,- kr. Indsamlingen gav i alt 1,6 mio. kr., hvormed der kunne bygges et flot og tidssvarende soldaterhjem.

Når jeg går på ”kuffen”, er det oftest sådan, at jeg bliver hængende en til fire-fem timer. Enten ser man en film, eller også er det et spørgsmål om, hvem der vinder det spil, man nu er i gang med at spille.” Soldatervennen juni 1997. 4. deling til bankoaften på KFUMs Soldaterhjem i Sønderborg februar 2007.

I løbet af efteråret 1996 blev det gamle soldaterhjem fjernet, og et nyt hjem kom på plads. 27. november blev der holdt rejsegilde, hvor kantinevognen fra KFUMs Soldaterhjem i Tønder leverede de obligatoriske røde pølser til de mange fremmødte venner. 14. februar 1997 blev det nye soldaterhjem indviet til glæde for sergenteleverne i Sønderborg. I de efterfølgende år har mange sergentelever nydt godt af det lille, hyggelige soldaterhjem i Sønderborg. I sammenligning med andre soldaterhjem var hjemmet i Sønderborg mindre. Og at hjemmet var i træ medvirkede til den hyggelige atmosfære. Blandt sergenteleverne fik soldaterhjemmet tilnavnet ”Guds sommerhus”, der vidner om, at sergenteleverne udmærket kendte hjemmets kristne rammer. At sergenteleverne fik et godt forhold til soldaterhjemmet har været betydningsfuldt for de kommende hold af værnepligtige, eftersom sergenternes indflydelse ikke må undervurderes.

Hjemmet lukkes i 2014 Efter 1997 overlevede Sønderborg Kaserne flere forsvarsforlig, men i marts 2013 besluttede et politisk flertal at flytte sergentskolen til Varde og afvikle Sønderborg Kaserne. Afviklingen skete gradvist i løbet af 2013 og de første tre-fire måneder i 2014. 28. marts blev lukningen af soldaterhjemmet markeret med et arrangement for tidligere ledere, soldatervenner m.fl. 4. april blev flaget strøget for sidste gang på Sønderborg Kaserne, og 150 år efter slaget på Dybbøl er der ikke længere soldater i Sønderborg. 70

Tid til forandring: Nyt soldaterhjem bygges i Oksbøl i 2007 Af Kjeld Nørgaard

KFUMs Soldaterhjem i Oksbøllejren har igennem alle årene fra 1931 og frem til i dag været et af de mest besøgte hjem i Danmark. Hjemmet ligger midt i lejren, hvor soldater på uddannelse og øvelser færdes i hverdagen, og her er der aldrig langt til stedet, hvor soldaterne gerne mødes, på KFUM. I starten af dette århundrede, i det Herrens år 2001, kom jeg til Oksbøl og fik opgaven at være leder af soldaterhjemmet. Det var et nedslidt hus at komme til, og det forstår man så udmærket godt, når oplevelsen af det store rykind af soldater er en daglig hændelse fra tidlig morgen til sen aften. Det slog mig ret hurtigt for Det ”gamle” soldaterbrystet, når jeg nu så, det hele var hjem i Oksbøl. propfyldt af unge mennesker, og røgen lagde sig tungt over bordene, at dette ikke kunne blive ved med at fungere, som det var, det måtte være ”Tid til forandring”. Hvad dette slogan kom til at betyde, vil jeg skrive lidt om her. Starten på det hele var, at jeg skrev et brev til Landsudvalget for KFUMs Soldatermission i DK, at jeg ikke var fuldt ud begejstret over forholdene i Oksbøl! Dette blev modtaget meget seriøst! Kort tid efter, ja overraskende hurtigt, tog det samlede Landsudvalg vest på for at holde møde og bese lokaliteterne på hjemmet i Oksbøl! Jeg kendte alle i bestyrelsen og var ikke i tvivl om deres fulde opbakning! Enkelte gik og rystede lidt på hovedet, andre med et kærligt smil på læben, ingen faldt over dørtrinene, for de var for længst slidt ned, men alle var enige om én ting og gav til kende, at brevets budskab var sandt - det var ”tid til forandring” i Oksbøl. Nu blev der nedsat et udvalg af prominente personer, som skulle trække i arbejdstøjet. Det blev Bent Tygesen, Jeppe Søndergaard, Knud Nielsen, Bent Mortensen, Per M. Henriksen og undertegnede, som fik opgaven at skulle planlægge og gøre det muligt at skabe forandringen til gavn og glæde for soldaterne og for soldaterhjemsarbejdet fremadrettet. Det første problem, vi stødte på, var dette: ”Vi har ingen penge”. Der blev lidt varmere i stuen, da en fra udvalget sagde: ”dem skaffer vi!” Alle var nu ved godt mod og forholdsvis enige om, at vi skal bygge et helt nyt KFUMs Soldaterhjem - nu må vi i gang og se fremad. En dygtig lokal arkitekt, Knud Christensen, blev indkaldt til møde, og da han i første omgang lovede at arbejde vederlagsfrit, fik han opgaven sammen med undertegnede at indrette og tegne det nye hus med de faciliteter og lokaler, som der er ønske om og behov for i et nyt soldaterhjem. Alt blev endevendt, opgaven blev mere krævende end først antaget, og på et tidspunkt var det ved at tage pippet fra mig, men projektet endte lykkeligt. Jeg kan slet ikke gå ind i alle detaljer, men et eksempel på vore overvejelser var konstatering af en meget tung trafik med kampvogne omkring bygningen, som vi skulle tage hensyn til. Derfor blev byggeriet en kombination af mursten og træ. I opstarten var vi i udvalget stemt for, at vi skulle undersøge muligheden for at bygge på en grund uden for lejren med henblik på at bygge medarbejderbolig sammen med hjemmet. Det blev ikke til noget, og heldigvis for det. Soldaterhjemmet er fortsat, hvor det altid har været på den bedste placering og midt i lejrens akse. I processen var der flere myndigheder, som vi skulle omkring, blandt andet Forsvarets bygningstjeneste, som skulle godkende byggeriet. Vi mødte ikke nogen problemer i dette, og især lejrkommandanten 71

Niels Krarup var meget positiv over for vore planer, og han var begejstret over byggeriets arkitektoniske formåen, som falder naturligt og flot ind i hele området. Nu var der det med finansieringen. Arkitektens overslag ramte et beløb, som sagde 6,3 millioner kr., og han lovede uden at blinke med øjnene, at det kommer til at holde, hvilket også viste sig at holde stik. Der blev nu sat gang i indsamlingen og udsendt ansøgninger om midler til fonde, foreninger og private. På forhånd var der givet tilsagn om flotte doneringer, og vi havde blandt andet kørt et sponsorcykelløb i Oksbøllejren, som indbragte et pænt beløb til projektet, men der er langt igen, meget langt. Den 11. november 2005 kom det afgørende gennembrud. Ind ad brevsprækken kom et brev fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål. ”Under henvisning til Deres ansøgning er det en glæde at meddele, at Fondens bestyrelse har bevilget et beløb på kr. 3.000.000 til opførelse af nyt KFUM Soldaterhjem i Oksbøl lejren. ”Vi havde svært ved at få armene ned igen, aldrig tidligere var der doneret en så stor gave til soldatermissionen. Nu gik det efterfølgende kun èn vej i Oksbøl – fremad. Tre uger efter det flotte brev fra A.P. Møller blev der holdt stor fest på soldaterhjemmet. Der var jubilæum for soldaterhjemslederen, som havde været ansat i soldatermissionens tjeneste i 25 år. Fra nær og fjern kom gæster til, og jubilaren blev fejret med manér. Alle var glade, og selvfølgelig blev det også fejret, at én af jubilæumsgaverne var ekstra flot. Man fristes til at sige, at her var der som så ofte set før tale om ”rettidig omhu” fra Hr. Møllers side. Afholdelse af forprojektsmøde blev afholdt d. 13. oktober 2006, og efterfølgende blev der indbudt til licitation. To måneder efter var godkendelsen af licitationsresultatet i hus. Det var et must for udvalget, at lokale håndværkere fra Oksbøl og omegn skulle stå for byggearbejdet, og sådan blev det. Nu gik det for alvor stærkt, og umiddelbart efter årsskiftet til 2007 blev 50 % af det gamle hjem fjernet for at gøre plads til det nye, som skulle opføres i umiddelbar nærhed af det gamle. Det var et noget vemodigt syn at se det gamle 76-årige KFUM-hjem falde fra hinanden, men sådan måtte det være. Det første spadestik blev taget, og håndværkerne indtog pladsen. Arkitektens kollega Kjeld Pedersen havde ansvaret for byggeriet, og han vidste alt om, hvad han havde med at gøre. Vi havde et fremragende samarbejde i hele perioden. Der skete nu rigtig meget på kort tid, byggeriet skred planmæssigt fremad, og den 28. juni var dagen, hvor vi kunne holde rejsegilde. En stor dag med mange deltagere såvel soldater som civile. Hele otte store kranse var hejst over det 470 m 2 store hus, et ualmindeligt flot syn! Efter sang og taler blev KFUM-vognen kørt i stilling, her var der nu, som det hører sig til, røde pølser m.v. til alle.

Det nye soldaterhjem er ved at være færdig.

De positive vibrationer bredte sig hastigt, og indsamlingen gik fortsat strygende. Små og store pengegaver kom i en lind strøm til, og inden vi havde set os om, var næsten alle pengene i hus. Vi havde fået mere, end vi havde håbet på og bedt om! Byggeriet fortsatte ufortrødent efter tidsplanen, og det så godt ud. Interessen for vores projekt var stor, og den sidste weekend i september blev endnu flere indbudt til at komme og se, hvad det var, vi havde gang i. For første gang i historien blev KFUM Soldatermissions Årsmøde afholdt i Oksbøl. Det var en god ide, 450 Soldatervenner fra hele landet tog imod indbydelsen og fik et godt indblik i vort nye soldaterhjem, som ganske vist ikke var helt færdigt, men to gange i løbet af weekenden blev der serveret stående kaffe og brød i lokalerne. Der blev fortsat arbejdet hårdt og målrettet, nu var det ikke alverden, som manglede, og helt ifølge planen var vi klare til åbningsdagen den 14. november 2007. Soldaterne var spændte, og de stod og ventede i en lang kø uden for døren, vi var alle spændte - og glade. Nu gik døren op, og 10 minutter efter var vort nye hjem fyldt med soldater. Der gik en varm følelse igennem min krop, dette øjeblik var alt sliddet og alle unødige bekymringer værd! Al tvivl var som blæst langt væk af den stride vestenvind, og det stod nu lysende klart: det var den helt rigtige beslutning at bygge nyt, og hvor var det godt, at vi gjorde det. Der var stadig de sidste detaljer, som skulle ordnes inden den officielle indvielsesdag, som var fastsat til fredag d. 1. februar 2008. Dagene fløj af sted, og vi glædede os helt vildt til den store fest, hvor vi for alvor kunne sige til hinanden, at nu var forandringen fuldført, og et splinternyt KFUMs Soldaterhjem stod parat til missionen blandt vore soldater i Oksbøl. Det er den 1. februar, og alt er rede til festen. Om eftermiddagen er der indbudt til reception, og til aftenfesten er der tilmeldt præcis 200 gæster. Det hele starter på festligste vis ved Slesvigske Musikkorps, som spiller det bedste, de har lært. Landsformand, sognepræst Kai Bohsen byder velkommen, og herefter er det generalmajor Jens Frandsen, som har æren af at klippe den røde snor, og hermed er vort nye hjem officielt indviet! Soldater i Oksbøl-lejren, tjenestegørende ved dronningens artilleriregiment, har uden for soldaterhjemmet kørt den store kanon i stilling og affyrer danske løsen, som består af tre kanonskud. Kl. 17.30 begynder aftenfesten, og huset er propfyldt med 200 glade gæster, Soldatermissionens venner fra nær og fjern. Efter at vi har sunget ”Spænd over os dit himmelsegl”, er der velkomst og et stort tag selv-bord med lækker mad til alle. Vi har besluttet, at alt er gratis på denne specielle festdag, og det kommer lidt bag på nogen, men naturligvis står der en skål ved udgangen. Festtalen holdes af Kai Bohsen, og der er også andre, som bidrager med mange gode og bevingede ord i løbet af aftenen. En sømand, Søren Andersen, laver underholdning med sin tryllestav, og aftenen rundes af med en stor tak til alle og med andagt ved soldaterhjemsleder Kjeld Nørgaard. Som et stort punktum på en fantastisk dejlig festdag synges salmen ”Nu takker alle Gud”. Nu har soldaterhjemmet været i brug i snart syv år. Hjemmet er et yndet helle og tilholdssted for soldaterne i deres fritid, på kursus, uddannelse og øvelser i Oksbøl. Det hele fungerer rigtig godt, og vi fryder os hver dag over de lyse og flotte rammer. Det gode fællesskab samt ånden og den hjemlige atmosfære er alle med til at skabe – til glæde og gavn for den enkelte.

Et fyldt soldaterhjem i Oksbøl er bestemt ikke et særsyn under de mange store øvelser, der er i lejren.

Det kønne hus ligger i nogle af Danmarks smukkeste naturområder.

Orlogshjem i Frederikshavn Af Poul Nielsen

Gud giver visioner I en årrække har KFUMs Soldatermission ikke haft et arbejde kørende i forbindelse med Søværnet. Med lukningen af KFUMs Orlogshjem på Holmen i 1993 lukkede det sidste orlogshjem. Men med udvidelsen af Søværnets Sergent og Grundskole(SSG) i Frederikshavn i 2008 blev det imidlertid igen muligt at tænke på at etablere et orlogshjem i nærheden af SSG. Der blev taget kontakt til SSG om projektet, som blev taget pænt imod – om end med en vis portion skepsis med det i tankerne, at vi var oppe mod en topmoderne skole med alle mulige faciliteter som bibliotek, internetcafe, storskærme og ikke mindst et utroligt naturskønt område, hvor skov og strand er tæt på, såvel som dyrehaven, der omkranser skolen. Så det, der er brug for, er nærhed og det sociale engagement, som KFUMs Soldatermission er så kendt for. At der er ører, der er villige til at høre, at der er imødekommenhed og medmenneskelig kontakt og forståelse. Og på den baggrund valgte KFUMs Soldatermissions Hovedbestyrelse – om end med bæven – at arbejde på at oprette et orlogshjem i Frederikshavn. Man gik straks i gang med at finde ud af, hvor et sådant kunne placeres, og her viste det sig hurtigt, at den utrolig flotte natur havde sin pris. Det var umuligt at få lov til at få lokaler på SSG`s område, idet der allerede var overbebygget, da det er presset inde af skov og dyrepark. Området omkring skolen viste sig at have samme problem. Her var alt fredet, så det var umuligt at få byggetilladelse til et orlogshjem. Tilbage var så kun at se, om man kunne købe et hus i nærheden, der var egnet til formålet. 74

Gud har allerede en plan klar Det viste sig snart, at den villa, der lå nærmest SSG, var en oplagt mulighed. Den havde plads til et orlogshjem i underetagen og til en lille lederlejlighed i overetagen. Og faktisk havde den nogle få år tidligere været til salg – dog uden at blive solgt. I stedet havde ejerne bekostet nyt tag, nyt badeværelse og isolering og renovering af ydermurene. Så huset var i rigtig god stand. Og efter nogle få samtaler blev man enige om prisen – og huset kunne overtages i slutningen af 2009. Herefter skulle der laves nogle renoveringsprojekter, så indretningen kunne bruges til formålet, hvilket Søren Andersen stod i spidsen for. Og for ham var det en glæde at kunne medvirke til at oprette et nyt orlogshjem i stedet for det orlogshjem, han en del år tidligere havde måtte lukke som leder af orlogshjemmet på Holmen. D. 22. marts 2010 stod orlogshjemmet klar til at blive åbnet, og til morgenparaden på SSG blev der den morgen meddelt, at nu åbnede KFUMs Orlogshjem den pågældende dag med gratis kaffe og kage. Vi var selvfølgelig meget spændte på at se, om der overhovedet kom nogen. Men det gjorde der – selv om det ikke var så mange. Og de første måneder var der ikke vildt mange, der havde brug for hjemmet, men langsomt og sikkert blev det bedre og bedre.

Træet i fuld blomst Indvielsen af orlogshjemmet blev skubbet til d. 21. maj 2010, p.g.a. at KFUMs Soldatermissions generalsekretær Per Møller Henriksen i en periode var udsendt til Kuffen i Camp Bastion. Og han syntes bestemt ikke, at der kunne åbnes et nyt hjem i Danmark, uden han var med, hvilket vi selvfølgelig syntes, var helt ok. Men med høj sol og masser af varme, med Søværnets Tambourkorps i bedste stil, stort telt i haven og masser af glade venner og interessenter blev KFUMs Orlogshjem i Frederikshavn indviet. Den røde snor blev klippet af formanden Jesper Hornstrup. Det blev en rigtig dejlig dag, hvor vi fik vist det flotte resultat frem – et lille hjem med masser af hyggekroge, dejlige stuer og en vidunderlig have, der mest af alt ligner det billede, vi har af Edens have – dog med undtagelse af slangens tilstedeværelse. Med frugttræer og store rhododendron, en MEGET stor blodbøg og store grønne plæner. Og som et ekstra krydderi var der en af gæsterne – en tidlige orlogshjemsleder - der på dagen kom og fortalte om, hvordan hun et par år i forvejen havde haft et syn, hvori hun så et orlogshjem i Frederikshavn, hvor der foran huset stod et stort japansk kirsebærtræ i fuldt flor. Og nu, da jeg kommer op ad bakken til hjemmet, er det første, jeg ser, dette store japanske kirsebærtræ i fuldt flor. Så jeg er helt sikker på, at Gud i Himmelen, allerede længe før KFUMs Soldatermission fik tanken om dette hus, havde besluttet, at det skulle være sådan. Denne oplevelse var med til at give os tro på, at vi var i Guds stærke hænder også med dette nye sted.

Formand Jesper Hornstrup klipper den røde snor ved indvielsen.

Gud er trofast Efter fire års arbejde på orlogshjemmet har der nu været rigtig mange besøgende gennem huset, og selv om tiderne skifter i forbindelse med forsvarsforlig og andre faktorer, der spiller ind på, hvor mange elever der er på skolen, har der været en god opbakning både fra SSG og fra Flådestationen i Frederikshavn. Mange giver udtryk for deres begejstring for stedet og for de faciliteter, der findes her. For hyggen og den hjemlige atmosfære med ild i pejsen om vinteren, små fyrfadslys på bordene 75

Søværnets Tambourkorps spiller til indvielsen med den store blodbøg i baggrunden.

og rigtige blomster på bordene. Og så de mange hyggekroge rundt omkring. Oftest er det små hold, der holdes velkomstfest for – fra ca. 10 personer til godt 40. Og så er der en del af disse fester hvert år. Det er med til at ryste dem sammen som kammerater og til at vise, at orlogshjemmet er hygge og fællesskab – for alle, uden undtagelse. Og vores sparegris, navngivet ”Bacon”, bliver flittigt brugt, fordi mange fristes til at snuppe et stykke bacon fra vores ”buffet”. Men bare tag et stykke bacon, får de at vide. Og glem så ikke at hilse på sparegrisen ”Bacon”. For hvad der kommer i den, går til nye spil til jer. Og det sidste, der blev købt for sparepengene, var den nye PlayStation 4, som netop er kommet på gaden. Og den er god til at trække de unge til huset.

Soldatervenner bærer med Soldatervennerne i kredsen har ved etableringen af orlogshjemmet fået nye opgaver. Nu er der et hjem at

Fra gæstebogen på KFUMs Orlogshjem Kære Ruth og Poul Tusind tak for hyggen, sangene og selskabet. I er nogle skønne mennesker. Tak for hjælpsomheden, som I giver masser af. Det er bare dejligt. Vi har også været glade for Pouls mange historier, og ikke mindst Ruths gode mad. Der er ingen tvivl om, at dette job er jeres kald. Vi ses i det nye år til en omgang lagkagebingo og et knus. God jul og godt nytår. Med kærlige hilsner 9. deling. 76

De unge slapper af i ”det bløde” med kage og orlogshjemsleder Poul Nielsen (th. i billedet).

tage hånd om. Og med mange ønsker om forbedringer og vedligeholdelse af hjemmet kan der være nok at se til. F.eks. at få lavet et værksted ud af en carport, få bygget en ny carport og etableret beach-volleybane og trampolin i den store have, så der er nogle udendørsfaciliteter, der kan være med til at trække de unge over på hjemmet. I efteråret fik vi af Y’s Mens Clubben i Frederikshavn en flagstang, så flaget i fremtiden kan vaje over hjemmet. Straks gik soldatervennernes ”støbehold” i gang med at støbe soklen ned. Og da KFUMs Soldatermission for første gang i historien valgte at holde årsmøde i Frederikshavn, gik alle vennerne i gang med at planlægge og sørgede for, at vi alle fik en god oplevelse på SSG. Så den bedste måde at få soldatervenner til at blive aktive er ved at oprette et orlogs-/soldaterhjem. Orlogshjemmets ”pigeklub” var også vigtige medspillere ved årsmødet med en husmoderbod, ligesom de har bidraget med at lave ”bedekranse” til de udsendte soldater i Afghanistan. Og selv efter at orlogshjemmet af økonomiske grunde måtte udskifte ”kufmutter” med en mandlig volontør, holder pigeklubben ved med nye opgaver som at lave pynt og udsmykning til hjemmet samt sørge for gevinster, når der er behov for det ved mødearrangementer m.v.

Lykken er at leve nær Gud Næste projekt er at få udvidet vores mest brugte terrasse med ca. 10 m 2, så endnu flere kan nyde den i de lune sommeraftner, hvor der ofte bliver holdt aftensang udenfor. Vi er ikke i tvivl om, at mange af skovens gæster, der går aftentur på stierne neden for hjemmet, har fået sig en positiv overraskelse, når 10-15 soldater synger af karsken bælg: ”Lykken er at leve, nær hos dig min Gud. Og i tak at synge glæden ud”. Efter en sådan sang er soldaterne ikke i tvivl om, hvad lykken er. Det er jo blot at gentage omkvædet fra sangen én gang til. Lykken er at leve nær ved dig, min Gud. Og det er jo netop det, der er formålet med arbejdet på KFUMs Orlogshjem: At fortælle at livet med og hos Gud er det lykkeligste, der kan hænde et ungt menneske – og at vejen til Ham ér banet af Jesus Kristus selv. Når dette er forkyndt, kan Gud ved sin Ånd gøre sin gerning og skabe tro til evigt liv. Et lille hjem – med store muligheder KFUMs Orlogshjem er et lille hjem. Det er ikke stort, hvad areal angår – og heller ikke med antal besøg. Soldaterhjemmets gæster nyder selskabet, maden og naturen på terrassen.

Fra gæstebogen på KFUMs Orlogshjem Hej Kuffemor og Kuffefar. Så snart jeg træder ind, kan jeg mærke jeres varme. I er der, selv når jeg er syg og ked af det og grinende og glad. I giver det, man savner hjemmefra. Jeg kommer til at savne jer rigtig meget, når jeg tager ud og sejler med hendes Kongelige Majestæt. De kærligste hilsner og knus Den Grønlandske/mindste chalups gast Dronningen nogensinde kommer til at have ansat.

Men dette giver jo muligheder for at komme tæt på den enkelte – at sætte sig ved et bord og være med i samtalen eller måske i et spil. Og netop dette samvær er sammen med aftensang og andagter med til at skabe det rum og den tryghed, der ofte er nødvendig for at få det kristne budskab ud på en god og naturlig måde. Mange gode samtaler er her blevet ført som det mest naturlige i denne verden – fordi der både var tid og mulighed og hjerterum. Og det er alt sammen vigtige faktorer i soldatermissionens arbejde på vore hjem. Derfor er det så vigtigt, at der er soldatervenner, der vil være med til at støtte arbejdet – også med at komme og give en hånd med, når der er travlhed, så der kan frigøres ressourcer til at være nærværende og medlevende i de unges liv og verden. Der er mange muligheder for at møde de unge med netop deres specielle udfordringer og vinkler på livet og så føre dem til Kristus – ved at møde dem med en oprigtig interesse for deres liv og situation. At spørge ind til dem og være parat til at sætte tid af til samtale, når de giver udtryk for, at der er ting, der er svære, og som de ønsker at samtale om.

Brug for nærvær – i en materialistisk tid Så selv om SSG er en rigtig fin og god skole med alt det sidste nye inden for IT og komfort, er der dog stadig brug for det nære fællesskab med ”rigtige” mennesker, der på grund af det kristne menneskesyn ikke bare ser det indkaldte mandskab som ligegyldige personer, men som ”Gudsbilleder”, der har brug for nærvær og omsorg og et ord fra Skaberen. En sådan indstilling vil altid på den ene eller anden måde være med til at bringe noget godt til mennesker. For selv om der er penge nok, og selv om der er råd til at købe hele verden, så er det dog ikke det, der giver livet og hverdagen tryghed og sand glæde. Orlogshjemmet har med sine 4½ år på bagen vist, at et sådant fristed er både nødvendigt og værdsat af rigtig mange af det indkaldte mandskab. Et kig i gæstebogen er med til at fortælle lidt om dette. Et varmt hjerte og varme omgivelser er der altid brug for. Derfor er der stadig brug for KFUMs Soldatermission.

Orlogshjemmet – vores gode nabo Af Claus Nielsen, Søværnets Sergent- og Grundskole i Frederikshavn

Først og fremmest et stort tillykke med 125-års jubilæet for KFUMs Soldatermission. Søværnets Center for Sergent og Maritim Uddannelse (SMC) ligger placeret i udkanten af Frederikshavn og har to naboskaber. Bangsbo Dyrehave er den ene nabo, som skaber en naturskøn kulisse omkring SMC med mange dyreoplevelser. Vores anden nabo er orlogshjemmet – et gult hus, der bærer navnet Højbo, som blev oprettet i 2010 og drives af KFUMs Soldatermission med Poul Nielsen i spidsen. Orlogshjemmet er vores gode nabo. På internettet kan man læse, at et godt naboskab er karakteriseret ved: Kontakt, tryghed, fællesskab og hjælpsomhed, sammenhold og accept af forskellighed. 78

Soldaterne slapper af med tv og aftensmad i de hyggelige lokaler.

Elever på SMC anvender orlogshjemmet inden for de rammer og aktiviteter, der udbydes. Kontakten er god med rigtige åbningstider og arrangementer af forskellig art. Særligt lagkagebanko er det helt store trækplaster. SMC opfattes af mange elever som en kostskole i en militær ramme, der ikke kan matche den hjemlige hygge og tryghed, som de er vant til hjemmefra. Men det kan orlogshjemmet. Orlogshjemmet rummer hyggen med stuer, hjemmebag, forkyndelse og sang i en tryg, positiv og gæstfri atmosfære.

Lagkage og sang går godt i spænd.

KFUMs Soldatermission har til opgave at arbejde blandt forsvarets personel og hvor muligt også blandt pårørende ved forkyndelse af det kristne budskab og praktisk tjeneste. Derfor giver det selvfølgelig god mening med et orlogshjem i Frederikshavn i nærheden af SMC, hvor alle militært ansatte i søværnet modtager deres første uddannelse i form af Søværnets Basisuddannelse. Opgaven for KFUMs Soldatermission signalerer i høj grad en opbakning til og en fællesskabsfølelse omkring Forsvaret og personellet, og det er et rigtigt godt signal at se denne støtte og hjælpsomhed udmøntet i soldater- og orlogshjem med nogle dedikerede medarbejdere, der fører opgaven ud i livet. Orlogshjemmet præger også eleverne, og det gør, at de besøger orlogshjemmet igen og igen, når de kommer forbi Frederikshavn. Det vidner om en god oplevelse på orlogshjemmet, og at hjemmet har en tiltrækningsog sammenholdskraft via de tilbud og aktiviteter, som der udbydes. Lagkagebanko er et hit!

Alle elever fra SMC er velkomne på orlogshjemmet og får den samme varme modtagelse, når de møder op i hjemmets stuer. Her er et fristed til de mange forskellige elever, som modtager en uddannelse på SMC. Orlogshjemmet opfylder alle punkterne for et godt naboskab og er derfor vores gode nabo. Stab og elever ved SMC er meget glade for dette naboskab og det samarbejde, vi har med orlogshjemmet. Vi sætter stor pris på vores nabo og kan ikke forestille os en bedre nabo.

SoldaterRekreation – et midlertidigt boligtilbud til hjemvendte soldater Af Hans Jesper Helsø

KFUMs Soldatermission har altid været, hvor soldaten var og er. Alle, der har været i uniform, kender soldaterhjemmet med dets mad, kaffe og kager – et sted, hvor den enkelte kan være i hjemlige rammer med en ”KUF-far og –mor”, som lægger øre til meget og mange, og som nusser om hver og en. Soldaterhjemmene har været og er et fristed fra kasernens værelser og faciliteter. Hjemmene er det, som betegnelsen siger – ”et hjem”. Forsvaret – og ikke kun forsvaret, men også politiet, beredskabet og hjemmeværnet – har i de sidste over 20 år fået en væsentlig større bredde i arbejdet. Hvor det før primært var de nationale opgaver, har de internationale konfliktog katastrofeområder haft øget fokus. Netop disse forhold lå til grund for en justering af KFUMs Soldatermissions formål, hvorved der blev lagt vægt på dels ”at være hvor soldaten er” både før, under og efter en udsendelse og dels også være et sted for de pårørende. Men det stod helt klart fra begyndelsen, at vi ikke skulle være behandlende, men alene støttende og hjælpende og her være villige til i kortere perioder at tage hånd om den enkelte ved at give husly, støtte og hjælp, så han eller hun kan komme videre med deres tilværelse. Bare det at få læst sin post og tage dialogen med kommunen kan være vanskeligt. Heldigvis kommer langt hovedparten hjem fra udenlandske missioner uden mén og kan efter lidt gensidig hjælp og støtte igen være en del af familien, arbejdet eller uddannelsen. Men for nogle bliver overgangen fra ”den militære familie” til det hjemlige et svært skifte. For disse kan forekomme en række sociale konsekvenser bl.a. psykiske efterreaktioner, opløste familierelationer, brudte netværk, misbrug eller uddannelses- og arbejdsforhold, der kører skævt. Flere soldaterhjem oplevede allerede for en små otte-ti år siden, at der blev spurgt til, om ”jeg ikke lige kunne få lov til at bo hos jer på soldaterhjemmet, indtil der var lidt styr på fremtiden”. Den opgave tog KFUMs Soldatermission op – ikke af samfundssind, men fordi det lå som en naturlig fortsættelse af hele organisationens formål og holdninger. Men der var et stykke vej fra idé til virkelighed, da der nu skulle etableres de rammer, hvor hjælpen kunne ydes til at bryde en negativ spiral, den enkeltes isolation eller blot i sin enkelthed at genetablere initiativet og sammenhængen i tilværelsen. Dette skulle ske ud fra de eksisterende soldaterhjem med et botilbud i en periode på en til tolv måneder, hvor der ikke skulle opleves isolation, da den enkelte beboer ville have kontakt med dem, der kommer på soldaterhjemmet, og dem, der er ansat, herunder et uddannet og modent lederpar. Det lå helt klart fra begyndelsen, at det skulle placeres ”uden for militærhegnet”, men også så tæt på, at beboeren kunne trække på Forsvarets sociale og sundhedsfaglige tilbud. For enkelte ville det måske stadig gælde, at de havde deres arbejde på kasernen.

En tidligere udsendt fortæller ”Den ene uge lå jeg bag et dige og observerede, skød og hjalp min ven – og så lige pludselig er du hjemme i en familie, hvor det største problem er, hvilken pakke spaghetti du skal vælge i Netto.”

FAKTA om efterreaktioner ”2,5 % af veteranerne er ofte ufrivilligt alene. 4 % har en psykisk diagnose. 10-12 % er psykisk mærket det første år efter hjemkomst. Efter cirka et år falder dette til 3-5 %.” Kilde: SFI-rapport

Fra KFUMs Soldatermissions vision 2011-2015 ”Vi skal være der, hvor soldaten er – både herhjemme og ude i verden. Vi skal skabe trygge rammer. Vi skal være der for de mange og for de få – i tale, ord og praktisk arbejde. (…) Vi skal ikke være behandlende, men alene støttende og hjælpende. Vi skal være villige til i kortere perioder at tage hånd om tidligere udsendte, der vil have behov for husly, støtte og hjælp, inden de pågældende kan komme videre med deres tilværelse.”

Oberstløjtnant Kim Kristensen ”På trods af alt det der vitterlig bliver gjort før, under og efter mission, så må vi være forberedt på, at det at være indsat og ofte voldsomt udsat i krig gør så utrolig ondt.” 81

Det var og er vigtigt, at den enkelte kom ind og blev mødt som medmenneske og ikke som patient eller klient. Men organisationen måtte også være realistisk og sige ”nej – desværre” til de tungeste tilfælde, da soldaterhjemmene ikke tager vare på disse. De ansatte er ikke uddannet som psykologer eller ”medicinfolk”, hvorfor fokus blev sat på de ”selvhelende”, de fysisk og lettere psykisk skadede samt enhver, som måske kom vel hjem igen uden mén, men som oplevede, at deres verden af den ene eller anden grund faldt fra hinanden. Der blev ikke sat tidsrammer op, for hvornår han eller hun kom hjem. Behovet kan vise sig først mange år efter.

Citat fra beboer på KFUMs Soldaterhjem ”Fællesskabet med de andre… er fantastisk. Når jeg er mentalt ”nede”, hiver de andre mig op, og når en anden er ”nede”, hiver vi andre ham op. På den måde hjælper vi hinanden til at komme videre.”

Soldaternes tilstand efter deltagelse i internationale missioner Skadede soldater fysisk & psykisk

10%

”Selvhelende”

10%

Styrkede eller lige så stærke som ved udsendelse

80%

SoldaterRekreation

Tanken var, at dette ikke kun skulle være for den enkelte, men i lige så høj grad for familien, hvis den havde behovet. Faciliteter skulle derfor indrettes, så der også kunne tages hånd om disse. KFUMs Soldatermission besluttede at starte projektet ved at etablere boliger tre steder: Høvelte, Hvorup og Holstebro. I umiddelbar tilknytning til de tre soldaterhjem blev nu opført fire-ni boliger til en samlet pris på ca. 24 mio. kr. inklusiv inventar, udstyr, møbler og tilpasning af de tre eksisterende soldaterhjem til at være klar til denne opgave. Boligerne blev alle med eget toilet og bad omkring et fælleskøkken (til brug, når soldaterhjemmet er lukket) og opholdsrum. Måltider indtages i udgangspunktet på selve soldaterhjemmet, ligesom fritidsaktiviteter, fællesskabet og snakken med de øvrige beboere og de ansatte ”KUF-mor og –far” står til rådighed. De berørte lederpar har alle gennemgået en supplerende uddannelse i håndtering af sager med sociale og psykiske forhold, og desuden er der til hvert hjem knyttet en ressourceperson til støtte. Med dette projekt oplevede KFUMs Soldatermission en meget stor interesse, da det var første gang, at et så målrettet projekt blev sat i søen. Mange gode kræfter arbejdede for denne sag dels på landsplan, dels i de enkelte lokalkomiteer, der blev dannet til hvert enkelt sted. Lokal forankring omkring ”vores soldaterhjem” var og er vigtig for herigennem at skabe det fornødne ejerskab af at hjælpe de mennesker videre, som efter Folketingets beslutning tog ud, men som nu har og havde behov for støtte efter hjemkomst. Mange vil mene, at dette er en samfundsopgave. Den diskussion har KFUMs Soldatermission ikke ønsket at bidrage til. Vi kan i al sin simpelhed blot konstatere, at familier og enkeltpersoner kommer for at få ly og bolig, hjælp og støtte eller ”blot” lidt nærhed og ”familie”. Døren lukkes ikke for den, der har behov – og hvis der er plads. Den forventelige udgift på ca. 24 mio. kr. kunne soldatermissionen under ingen omstændighed selv levere. 82

De første rekreationslejligheder blev indviet ved KFUMs Soldaterhjem i Holstebro d. 7. september 2012.

Det blev nu en opgave for såvel lokalkomiteerne og en etableret landskomite, der på mere centralt hold tilvejebragte midler fra fonde og banede vejen for de lokale kræfter. Mange ressourcepersoner, politikere, kommuner, Forsvaret selv m.fl. løftede med, og den 7. september 2012 kunne de første boliger indvies i Holstebro. Fra første dag var der beboere i huset, og listen af interesserede har ikke været tom. Nu gik det stærkt. Hvorup blev indviet den 1. marts 2013, og også her kan konstateres, at værelserne er lejet ud.

Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky ”At komme hjem er svært nok i sig selv. ….gerne bidrage til at tilbyde soldaterne et midlertidigt sted, hvor de kan komme til kræfter og komme videre.”

Soldaterhjemslederne Solveig og Leif i samtale med beboere på KFUMs Soldaterhjem i Hvorup. Foto: Lars Horn/Baghuset.

Fhv. forsvarschef, general Hans Jesper Helsø ”Et tilbud som dette giver mening og er nødvendigt for den enkelte soldat, hans/hendes familie, men også for samfundet og os alle som individer.”

Og det sidste skud på stammen blev så Høvelte, hvor KFUMs Soldatermissions protektor, HKH Kronprinsesse Mary den 4.april 2014 forestod indvielsen. Så vil nogle måske spørge, hvorfor det lige blev de tre steder, der startede. Svaret er reelt ganske simpelt. Oplevelser og skader samt efterspørgsel var stort ved de to kamptropregimenter – Den Kongelige Livgarde og Jyske Dragon Regiment – og ved Trænregimentet. Desuden ville det være godt, om man fulgte op på de initiativer, der fra anden side var bag etablering af genoptræningsfaciliteter ved de to kamptropregimenter. For så vidt angik Holstebro og Hvorup boede der allerede tidligere udsendte under ikke tilfredsstillende vilkår. Og vi er ikke stoppet her. I løbet af første halvår 2014 er et par tidligere medarbejderværelser på KFUMs Soldaterhjem i Fredericia renoveret, og de er allerede taget i brug af veteraner. Næste fase er at bygge i Varde, hvor der foreligger planer om otte etværelses lejligheder til veteraner. Samtidig hermed ses på muligheden for at gå sammen med andre organisationer, der måske vil være med til at etablere noget tilsvarende i en eller flere af de større byer, hvor der ikke er en militær garnison. Også her er der behov. Nogle vil kalde det samfundssind. Så store ord sætter KFUMs Soldatermission ikke på dette initiativ. Vi kalder det blot medmenneskelighed og hjælp til dem, som gennem mere end 120 år har været målgruppe for organisationen.

KFUMs SoldaterRekreation i Høvelte blev indviet i april 2014. Her vises protektor HKH Kronprinsesse Mary, forsvarsministeren Nikolai Wammen m. fl. rundt af lederparret Inge og Bjarne K. Andersen.

Salg fra kantinevognen i Borrislejren.

Fra velkomstfest pĂĽ KFUMs Soldaterhjem i HĂ¸velte.

Fra KFUMs Soldaterhjem i Slagelse.

Fyraftensgudstjeneste p책 KFUMs Soldaterhjem i Holstebro.

Organisationen tilpasses Af Bjarke Friis

En understøttende struktur

Økonomien har altid været stram i KFUMs Soldatermission, men op gennem 1990’erne spidsede situationen til. Besparelser i Forsvaret og færre værnepligtige havde en følgevirkning for økonomien i KFUMs Soldatermission både på soldaterhjemmene og i administrationen. Sidst i 1990’erne måtte man konstatere, at ejendommen Gothersgade 115-115A, København, der både husede soldaterhjem, landskontor og genbrugsbutik, var i en så forfalden tilstand, at der skulle ske noget med bygningen.

KFUMs Soldatermissions struktur er ændret væsentligt i de seneste 25 år. Struktur og administration skal understøtte formålet, og i dette kapitel behandles flytning af landskontoret fra København til Fredericia samt den formelle strukturændring, der blev vedtaget i 2003.

Projekt Gothersgade I 1999 blev der foretaget en tilstandsvurdering af ejendommen med prisoverslag på håndværkerudgifter på ønskværdigt vedligehold. Dette beløb sig til ca. 8,9 mio. kr., hvor den indvendige renovering af lokalerne ikke var medtaget. Disse penge kunne ikke findes i de eksisterende budgetter, og derfor blev en række fonde søgt om tilskud. Det lykkedes ikke at få fonde til at sponsorere tilskud i første omgang. I samme periode arbejdede et visionsudvalg med visioner og fremtidsplaner for KFUMs Soldatermission. Visionsudvalget kom i 1999 med en statusrapport, hvor fundraising var svaret på mange af KFUMs Soldatermissions økonomiske udfordringer. Af statusrapporten kan fornemmes, at fundraising indtil 1999 havde været en opgave, der lå mellem flere stole. Soldaterhjemslederne havde den primære fundraisingsrolle for deres eget soldaterhjem, mens landskontoret varetog den centrale del af fundraisingsopgaven. I forbindelse med visionsudvalgets arbejde fremkom idéen om at etablere en støttekomité af kendte og bredt respekterede personer fra Folketinget, kulturlivet, erhvervslivet, Folkekirken og Forsvaret. I marts 2000 godkendte Landsudvalget kommissoriet for ”Projekt Gothersgade 115” som et fondsbaseret indsamlingsprojekt, der ikke måtte påvirke de normale gaveindtægter. I foråret 2000 blev der søgt 16 fonde, hvoraf fire meldte positivt tilbage med tilsagn på i alt 660.000 kr. Der var lang vej op til de seks mio. kr., der skulle være renoveringens første etape. Tag, kviste og vinduer var det mest påkrævede renoveringsarbejde. 87

Gothersgade 115’s historie Bygningen (KFUMs Soldatermissions landskontor frem til 2003) er en del af et større bygningskompleks, som KFUM’s Centralforening lod arkitekt J. Chr. Kofoed tegne i 1898, efter at man havde erhvervet sig flere ejendomme bl.a. gæstgivergården ”Trekroner” i Tornebuskegade. Opførelsen dækkede et stort behov for KFUM igennem årtier. I 1965 valgte KFUM’s Centralforening at sælge størstedelen af bygningskomplekset fra til Københavns Universitet, og Gothersgade 115-115A overgik til KFUMs Soldatermission. Soldaterhjemmet blev indrettet i denne bygning sammen med administrative funktioner og pensionatet, der fortsat var placeret på 4. sal, men hvis funktion efterhånden primært blev værelsesudlejning på hotelbasis.

Porten til Gothersgade 115-115A.

Ejendommen sælges På Landsudvalgets møde den 13.-14. januar 2002 var ejendommen i Gothersgade ét af de tunge emner. I organisationen var der mange følelser forbundet med Gothersgade 115, og Landsudvalget stod over for valget mellem at renovere ejendommen eller at sælge. Økonomien talte for at sælge ejendommen. Det ville frigøre midler til at bygge nyt landskontor og samtidig give mulighed for at få afbetalt den gæld, der var blevet oparbejdet gennem de senere år, hvor man havde set sig nødsaget til at låne på grund af likviditetsproblemer. Egenkapitalen var bundet i ejendomme, og mursten er ikke velegnede til at komme i lønningsposerne. Landsudvalget besluttede enstemmigt at udbyde ejendommen til salg, mens soldaterhjemmet skulle bevares i Gothersgade 115. Landskontoret skulle flytte til Fredericia, hvor der var en stor grund ved soldaterhjemmet. Ejendommen blev efterfølgende sat til salg, mens medarbejdere måtte forberede sig på, at deres arbejdsplads flyttede 220 km vestpå. I maj 2002 kunne man i Soldatervennen læse, at der var mange interesserede købere til ejendommen, hvor udbudsprisen var 27,5 mio. kr. Flytningen af landskontoret afventede salget. I februar 2003 kunne det meddeles, at ejendommen i Gothersgade var solgt til Pension Danmark til overtagelse den 1. september. Salgsprisen blev 20 mio. kr. ”Rosenborg Genbrug” måtte lukke, mens man forsøgte at finde andre butikslokaler til genbrug i København. Soldaterhjemmet ville fortsat være i ejendommen, men rykkede nu ned i stueetagen, hvor der havde været genbrugsbutik. Det nye landskontor i Fredericia var under opførelse, kort tid efter salgsaftalen om Gothersgade 115 var underskrevet. Den 19. juni 2003 blev der holdt rejsegilde for det 251 kvadratmeter store landskontor, der blev bygget i samme stil som KFUMs Soldaterhjem i Fredericia. Selve flytningen af landskontoret fandt sted i august, mens der blev holdt en mere officiel indvielsesreception den 19. september. 88

I forbindelse med flytning af landskontoret blev der skiftet lidt ud i medarbejderne. Arbejdsopgaverne blev samtidig fordelt lidt anderledes, sĂĽ det skulle medfĂ¸re en mere smidig administration for hele organisationen. Rejsegilde for KFUMs Soldatermissions nye landskontor i 2003.

Flytning af soldaterhjemmet i København I forbindelse med salget af ejendommen i Gothersgade var det planen at flytte soldaterhjemmet ned i stueog kælderplan i samme ejendom, Gothersgade 115. Her ville der være 180 kvadratmeter til soldaterhjem. Men det lykkedes i stedet for at finde et 330 kvadratmeter lyst kælderlokale lidt længere nede ad gaden, og derfor blev det besluttet at flytte soldaterhjemmet til Gothersgade 101. Hjemmet åbnede i december 2003 uden et egentlig madsalg. Det havde mere karakter af en café, der blev bemandet af en leder og timelønnede medarbejdere. Det var nogle dejlige lokaler – men desværre blev de kun i meget ringe grad benyttet af garderne. Derfor besluttede bestyrelsen at opsige lejemålet til december 2004, hvorefter soldaterhjemmet flyttede til et nyt lejemål. Det var i Missionshuset ”Bethesda” på Israels Plads kun fem minutters gang fra Livgardens Kaserne. Det var ikke første gang i historien, at der var soldaterhjemsarbejde i Bethesda. I årene før det første KFUMs Soldaterhjem åbnede i 1889, samledes soldater i Bethesda. Soldaterhjemmet i København blev nu drevet som en filial af KFUMs Soldaterhjem i Høvelte og havde åbent fire aftener om ugen. Det var tænkt som et seks måneders forsøg, hvor der ikke var det nødvendige besøgstal for at kunne forsvare opretholdelsen af soldaterhjemmet i Bethesda. Siden den 1. juni 2005 har der ikke været soldaterhjem i København på trods af flere forsøg på at finde et velegnet lejemål til soldaterhjem tilknyttet Livgadens Kaserne i Gothersgade. KFUMs Soldaterhjem i Bethesda blev aldrig den store succes og lukkede derfor d. 1. juni 2005.

Sammenlægning af Soldaternes Venner, Fællesrådet og Landsudvalget Af tidligere landsformand Kai Bohsen.

Jeg husker ganske tydeligt, hvor uoverskueligt jeg fandt hele strukturen i Soldatermissionen, da jeg i midten af 1990’erne blev valgt ind i bestyrelsen for Soldaternes Venner. Jeg blev formand og blev i den egenskab også medlem af Landsudvalget for KFUMs Soldatermission i Danmark. Nu havde jeg stiftet bekendtskab med to instanser, men måtte hurtigt sande, at hermed var organisationsopbygningen slet ikke beskrevet. Der var nogle soldaterhjem, som hørte direkte under og blev drevet af Landsudvalget, og der var andre hjem, som havde deres egen lokale bestyrelse, men alle hørte de med under paraplyen KFUMs Soldatermission i Danmark. KFUM har ikke været ene om at drive soldaterhjem i Danmark. Det grundtvigske arbejde var netop i 1994 ophørt med at eksistere. Så var der det soldaterhjemsarbejde, som blev udført af organisationen Dannevirke. Alle tre organisationer havde haft brug for at tale sammen, inspirere hinanden, og fra tid til anden var der også behov for at tale med en samlet røst over for Forsvarskommandoen, med hvem det årlige tilskud blev forhandlet. Selvom det grundtvigske arbejde var ophørt, var der stadig brug for årligt at mødes i Samrådet. I det følgende vil jeg forsøge at give et rids over de forskellige udvalg, bestyrelser og råd samt en beskrivelse af den strukturændring, der fandt sted i 2003.

Et historisk tilbageblik Når den kristne kirke har eksisteret i hen ved 2000 år, har det at gøre med, at der altid har været mennesker, som har taget missionsbefalingens ord alvorligt om at brede evangeliet ud gennem ord og handling. Jesus står selv som det bedste eksempel på, at Guds rige udfolder sig, når ordets og håndens tjeneste følges ad. Det blev baggrunden for, at der lidt efter lidt opstod diakonale institutioner mange steder i verden. Senere kom de kirkelige foreninger til. Her er Danmark særdeles godt repræsenteret. Udviklingen eller udbredelsen af det kirkelige og diakonale arbejde finder altid sted i det øjeblik, hvor nogle mennesker ser et behov, som de føler sig forpligtede til at handle på. Nogle gange har man set et behov specielt inden for det forkyndende område, andre gange inden for det sociale eller diakonale. Oftest og bedst har det været, når det hele er blevet set i en stor sammenhæng. Når et behov viser sig, nytter det ikke noget at sætte sig ned og vente på offentlige bevillinger, for da må man lade sig drive af behovet og den forpligtelse, som altid springer ud af missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kapitel 28. Fra 1864 drev Indre Mission en form for soldaterhjemsarbejde. I 1878 stiftedes KFUM’s Centralforening ud fra Bethesda. KFUM’s bestyrelse ønskede nu at videreføre det arbejde, som Indre Mission i forvejen havde igangsat, idet man konstaterede, at de mange unge mænd, som blev indkaldt til forsvaret i København, havde brug for et mødested, et omsorgssted, et hjem som en slags erstatning for de trygge rammer, disse unge havde givet afkald på ved indkaldelsen til militæret. Derfor etablerede KFUM i 1889 det første soldaterhjem i Fiolstræde. Da KFUM Borgen senere blev bygget, blev soldaterhjemsarbejdet en naturlig og betydelig del af foreningens aktiviteter i København. Der var også behov for at få etableret soldaterhjemsarbejde andre steder i landet, og der, hvor der ikke var en lokal KFUM-bestyrelse med en bygning, som kunne løse opgaven, rakte KFUM’s Centralforening i København en hjælpende hånd. Der var tale om engagerede KFUM-folk, som ikke passivt kunne se til, at unge soldater i deres fritid blot dryssede rundt på gader og stræder. Idealet var, at der i hver eneste garnisonsby skulle være et trygt sted, som kunne fungere som en slags erstatning for det hjem, soldaten ved indkaldelsen til militæret havde forladt. Det skulle være et hjem, hvor både de fysiske og de åndelige behov kunne blive tilgodeset. Der herskede en stærk forståelse af treklangen ”ånd, sjæl og legeme”.

JD NE PIGESPE

U KF

RØ N

EGION DAN

ER E

EN R

AR K

Y’S

J ’s S BE OCIALE AR

JDERNE I DAN

UM s

-S PE

AR K

KFU

UN EL GD OMMENS V

sS KFUM

U KF

LD ATE

K FU K I D A N

Ni organisationer med rødder i KFUM og KFUK. Ungdommens Vel og KFUM’s Sociale Arbejde er dog slået sammen d. 1. januar 2014.

EJ sS OCIALE ARB

AN MA

IDRÆTSFOR KFUMs Idrætsforbund

I RMISSION

KFUMs Soldatermission hører, som navnet viser, hjemme i KFUMfamilien. Soldatermissionens arbejde begyndte som en underafdeling i lighed med spejderarbejdet, UA, KFUM Idræt osv. Det siger sig selv, at denne opgave hurtigt blev for stor for bestyrelsen i KFUM’s Centralforening i København. Der var brug for et særligt organ til varetagelse af soldaterhjemsarbejdet. I 1911 blev Landsudvalget for KFUMs Soldatermission i Danmark oprettet. Overkammerherre O. Oxholm blev landsudvalgets første formand. I begyndelsen var det et snævert KFUM-udvalg. Men i løbet af forholdsvis få år ændredes det til at være et sammensat udvalg med medlemmer fra KFUM, Indre Mission og Soldaternes Venner. Denne sammensætning af ledelsen for KFUMs Soldatermission har siden igennem alle årene været gældende. Historien har vist, at dette trekløver udgør en stærk og holdbar ledelse af soldatermissionens arbejde.

Strukturen frem til 2003 I 1906 blev foreningen ”Soldaternes Venner” stiftet i Kolding. Det var hovedsagelig en forening bestående af tidligere soldater, som havde nydt godt af det fristed, soldaterhjemmet havde været for dem. Man kunne dog sagtens være medlem af foreningen, selvom man ikke selv havde været soldat. Der var brug for alle gode venner. Foreningen ”Soldaternes Venner” oplevede en vældig blomstringstid især efter de to verdenskrige i 1900-tallet. I 1969 var medlemstallet oppe på 37.000. Soldaternes Venner begyndte i Kolding som et udpræget lokalt initiativ. Ideen med lokale soldatervennekredse bredte sig dog forholdsvis hurtigt ud over landet, og senere blev det til landssammenslutningen ”Soldaternes Venner”.

KFUMs Soldatermission gennem tiderne 1906: ”Soldaternes Venner” stiftes i Kolding. 1911: Landsudvalget for KFUMs Soldatermission nedsættes. 1923: Nyordning af landsudvalget. ”Soldatervennen” udkommer første gang. 1946: Soldatermissionen udskilles fra KFUMs Centralforening i København som en selvstændig økonomisk enhed. 1947: ”Samrådet for det frivillige Soldaterhjemsarbejde” oprettes. 1952: Samarbejdsudvalget for de selvstændige soldaterhjem i Danmark dannes.

I 1911 blev som allerede nævnt Landsudvalget for KFUMs Soldatermission i Danmark oprettet. Landsudvalget drev alle de soldaterhjem i Danmark, som ikke havde en lokal KFUM-bestyrelse til at tage sig af pioneropgaven med at oprette et soldaterhjem og derefter sørge for driften. Som nævnt i indledningen var KFUM ikke ene om at drive soldaterhjemsarbejde i landet. Andre aktører var også på banen. Det grundtvigske soldaterarbejde blev stiftet i 1882 og var således det ældste. Dette arbejde ophørte i 1994. Endelig er der soldaterforeningen Dannevirke, som først kom på banen 1906 og dermed var den yngste. Som landsorganisation er Dannevirke ophørt med at eksistere for mange år siden. Disse tre aktører havde et indbyrdes samarbejde i ”Samrådet” for det frivillige soldaterarbejde. Samrådet blev stiftet den 19. oktober 1947 og bestod af to medlemmer fra hver organisation. Formandsposten gik på skift. Man mødtes i Samrådet for at rådgive, inspirere og koordinere det arbejde, som blev gjort på soldaterhjemsfronten i Danmark. Samrådet eksisterer dog stadig om end i en noget mindre målestok, idet soldaterhjemmet i Odense fortsat repræsenterer Dannevirke i Samrådet for de frivillige soldaterarbejder. Der afholdes stadig et årligt møde enten i Odense eller i Fredericia. Det er sådan, at Samrådet modtager tilskud via Finansloven og fordeler pengene med 99% til 93

HKH Kronprinsesse Mary tiltrådte i 2012 som protektor for KFUMs Soldatermission.

KFUM og 1% til Dannevirke i Odense. Dannevirke fungerer udelukkende med frivillige og har kun åbent til arrangementer. Der er ingen kaserne på Fyn, så deres primære målgruppe er soldaterforeninger, hjemmeværnet osv. Den 6. juli 1949 skete endnu en nyskabelse - Soldaterhjemmenes Dag. Det var en mærkesalgsdag til fordel for det frivillige soldaterarbejde. Kongen blev protektor for mærkesalgsdagen. Dronning Margrethe II overtog protektoratet i 1972. Måske er det skæbnens ironi, at det også blev sidste år, hvor man solgte mærket. En lille reminiscens står dog endnu tilbage, idet Dronning Margrethe II stadig står på hoffets hjemmeside som protektor for Soldaterhjemmenes Dag. Men selve det, at kongehuset med protektoratet følte sig foranlediget til at bakke op om Soldaterhjemmenes Dag, står som et markant udtryk for, at soldaterhjemsarbejdet nød stor anerkendelse overalt i det danske samfund. Der er stadig opbakning fra kongehuset, idet Kronprinsesse Mary i dag er protektor for KFUMs Soldatermission i Danmark. Endnu et organ - Fællesrådet for KFUMs Soldatermission - blev stiftet den 4. oktober 1967. Fællesrådet 94

repræsenterede de selvstændige KFUM Soldaterhjem og Landsudvalget. Der var jo naturligt nok tætte familiemæssige bånd mellem alle de soldaterhjem, som bar KFUM-navnet. Man ville det samme, men havde forskellig ledelse. De selvstændige soldaterhjem virkede ud fra en opfattelse af, at den lokale ledelsesmæssige forankring var vigtig. Man mente, at netop denne måde at gøre tingene på gav den største lokale opbakning omkring soldaterhjemmet, hvad der bestemt også i mange tilfælde var rigtigt. På den anden side var der brug for det store fællesskab på landsplan. Her vil det være naturligt at nævne de årlige lederkurser, som naturligvis er for alle soldaterhjemsledere i Danmark. Årsmøderne ligeså. Årsmøderne var og er et vigtigt forum, hvor soldatervenner og ansatte medarbejdere mødes for i fællesskab at lade sig inspirere og styrkes i troen på, at arbejdet blandt det i Forsvaret tjenestegørende personel er særdeles vigtigt. Fællesrådets opgave var altså at pege på og koordinere alt af fælles interesse. Derfor var denne overbygning et vigtigt instrument for hele Soldatermissionens arbejde. Efterhånden skrumpede antallet af selvstændige soldaterhjem ind. Lidt efter lidt overgik det ene lokaldrevne hjem efter det andet til at blive et Landsudvalgshjem. Denne udvikling skyldtes i nogle tilfælde, at den lokale bestyrelse efterhånden bestod af medlemmer, som var kommet temmelig højt op i årene. De magtede ikke rigtigt længere opgaven med at drive et soldaterhjem. Behovet og ønsket om at samle alle KFUM Soldaterhjem under en og samme ledelse blev derfor mere og mere udtalt omkring årtusindskiftet.

Tre Soldaterhjemsorgansationer Det grundtvigske soldaterarbejde (stiftet i 1882) Soldaterhjemsforeningen ”Dannevirke” (stiftet i 1906) KFUMs Soldatermission (stiftet 1889)

Den nye struktur Flere af os, som sad med i bestyrelsen for Soldaternes Venner og i Landsudvalget for KFUMs Soldatermission i Danmark, drøftede jævnligt den strukturelle situation med hinanden. Nogle af os fandt det ulogisk og vanskeligt at forstå, at man kunne være medlem af landsorganisationen Soldaternes Venner uden samtidig at have direkte indflydelse på den instans, som drev de fleste KFUM Soldaterhjem i Danmark. Indflydelsen bestod udelukkende i, at bestyrelsen for Soldaternes Venner indvalgte et par repræsentanter i Landsudvalget for KFUMs Soldatermission. Vi oplevede også, at det ikke var nemt at forklare udenforstående om strukturen i KFUMs Soldatermission. Den gamle struktur med de mange underudvalg og råd havde haft sin gode tid. Langt de fleste lokale, selvstændige KFUM-hjem var på dette tidspunkt lagt ind under Landsudvalget, og der var ikke længere det samme behov for et fortsat formaliseret samarbejde med de andre aktører på soldaterhjemsfronten. Men kontakten med Dannevirke er i Samrådet bibeholdt om end i et noget mindre omfang end tidligere (som omtalt ovenfor). 95

Ved det nye landskontor er der et ”tingsted” i haven. Her er der én sten for hvert medlem af KFUMs Soldatermissions bestyrelse.

Den nye struktur bliver til Som et resultat af de overvejelser og drøftelser, der igennem nogen tid havde fundet sted, blev der i 2002 nedsat et lille arbejdsudvalg, som skulle se på strukturen. Kunne det gøres bedre og mere hensigtsmæssigt og frem for alt mere overskueligt? Allerede på det første udvalgsmøde var der enighed om, at det helt overordnet handlede om, at der skulle ske en sammensmeltning af instanserne Soldaternes Venner og Kredsarbejdsudvalget i den nye struktur Kredsarbejdsudvalget er et inspirationsudvalg, der skal følge og styrke arbejdet i soldatervennekredsene. Derudover har udvalget ifølge vedtægterne disse opgaver: • være redaktionsudvalg for Soldatervennen • koordinere og motivere til pengeskabende aktiviteter, f.eks. cykelløb og genbrugsbutikker • tage initiativ til tegning af nye medlemmer • arbejde med ideer til fundraising • forberede oplæg til formands- og kasserermødet. 96

Landsudvalget for KFUMs Soldatermission i Danmark. De mange mennesker ude i landet, altså soldaternes venner, som sled og slæbte med at sælge lodsedler, lave cykelsponsorløb, etablere genbrugsbutikker, strikkeklubber, vaffelboder, minicafe og meget mere, skulle være dem, som udgjorde substansen og havde direkte indflydelse på driften af KFUMs Soldatermission i Danmark. Det viste sig imidlertid, at det ikke var så nemt, som vi havde tænkt. Nogle juridiske forhold gjorde, at man ikke bare kunne kalde KFUMs Soldatermission for en forening, uden at det ville få store praktiske og økonomiske konsekvenser. Det endte med, at KFUMs Soldatermission i Danmark blev oprettet og defineret som en erhvervsdrivende fond. Formålet var det samme. Nemlig ”på den evangelisk-lutherske folkekirkes grund – at arbejde blandt Forsvarets tjenestegørende personel ved forkyndelse af det kristne budskab og praktisk tjeneste i eller uden for Danmark, eventuelt i samarbejde med organisationer med tilsvarende formål”. De nye vedtægter blev vedtaget på formands- og kasserermødet den 3. maj 2003. Det officielle navn er nu: ”Fonden for KFUMs Soldatermission i Danmark”, som drives af en bestyrelse, der er fondens øverste myndighed. I daglig tale kaldes medlemmerne stadig for ”Soldaternes Venner”. Bestyrelsen består af 11 medlemmer. Medlemmernes/vennernes indflydelse består i, at man på det årlige formands- og kasserermøde vælger fire medlemmer til bestyrelsen. KFUM og KFUK i Danmark og Indre Mission i Danmark vælger hvert et medlem. Hertil kommer to medarbejdervalgte medlemmer. Endelig supplerer bestyrelsen sig selv med tre medlemmer, hvoraf et medlem er under 35 år. Generalsekretæren og økonomichefen deltager også i bestyrelsens møder. Landsekretærerne indkaldes efter behov. I arbejdsgruppen omkring den nye struktur stod det klart, at de mange opgaver, som hidtil var blevet løst af den gamle hovedbestyrelse for Soldaternes Venner, ikke uden videre kunne overføres til den nye bestyrelse, som i så fald ville få alt for meget at tage vare på. Disse opgaver skulle videreføres og løftes af en anden instans, selvom den nye bestyrelse for KFUMs Soldatermission i Danmark nu ville få det overordnede ansvar for alt, hvad der skulle foregå i soldatermissionens regi. Det blev derfor besluttet, at der skulle dannes et såkaldt kredsarbejdsudvalg på seks medlemmer, hvoraf de fire vælges direkte af medlemmerne på formands- og kasserermødet. Bestyrelsen udpeger et medlem, og mindst en landssekretær er medlem. Det nye kredsarbejdsudvalg havde sit første møde den 16. juni 2003. Siden da har tiden vist, at det var en fornuftig forenkling og arbejdsdeling, der blev foretaget med den nye struktur. I virkeligheden er der nu kun en ledelsesmæssig instans i Soldatermissionen: Bestyrelsen for KFUMs Soldatermission i Danmark. Denne bestyrelse er stærkt sekunderet af kredsarbejdsudvalget. Desuden er der det årlige møde i Samrådet, hvor nogle økonomiske midler bliver fordelt. Den 1. januar 2004 blev det sidste selvstændige KFUM Soldaterhjem nedlagt. Det var hjemmet i Holstebro, som også overgik til at være et hjem direkte under landsledelsen. Derfor er Fællesrådet også ophørt med at eksistere. Den 24. november 1995 blev Landsforeningen Soldatermissionens unge (LKSU) stiftet. Senere tog foreningen navneforandring til Soldatermissionens Unge (SMU), som havde til formål at støtte op om KFUMs Soldatermissions arbejde. SMU var en selvstændig landsorganisation. Derfor kunne organisationen også nedlægge sig selv, hvilket skete ved en ekstraordinær generalforsamling i Århus den 19. november 2010. Foreningens opgaver varetages nu af Soldatermissionens ungdomsudvalg, som er et udvalg under kredsarbejdsudvalget.

Understøttende struktur Meget er sket også rent strukturmæssigt i de 125 år, hvor KFUMs Soldatermission har eksisteret. Struktur har aldrig et selvstændigt formål, men skal altid tjene til at give de mest hensigtsmæssige rammer for det arbejde, som KFUMs Soldatermission ifølge vedtægterne er sat til at røgte. Den nye struktur giver gode rammer om et meget vigtigt stykke kirkeligt ungdomsarbejde.

Soldatermission for fremtiden Af Per Møller Henriksen

”Fremtiden behøver vi som mennesker ikke at bekymre os om – den kommer af sig selv. Men vil vi som en organisation i bevægelse - bevæge os videre og ikke lade os styre af tiden, må vi gå ind i tiden og dens mange nye udfordringer og bruge de potentielle muligheder, der findes i KFUMs Soldatermission. Det gælder om i fællesskab at være med til at bygge op – mennesker til gavn, glæde og berigelse – og Gud til ære” Sådan skrev daværende formand for KFUMs Soldatermission, sognepræst Arne Bechmann, som afslutning på den første handlingsplan, som skulle føre KFUMs Soldatermission ind i det nye årtusinde. En formand, som var så dristig at skrive ”KFUMs Soldatermission må gerne se det som sin opgave i de kommende år at være trendsætter inden for det kirkelige arbejde i nøje overensstemmelse med organisationens formål”. Siden den første handlingsplan blev godkendt i maj 1999, er der virkelig sket meget store forandringer i samfundet og i KFUMs Soldatermission, hvilket tydeligt fremgår af dette jubilæumsskrift. Tydeligst med udbygningen af KFUMs Soldaterhjem for udsendte danske soldater på Balkan, Irak, Libanon og Afghanistan og med oprettelse og drift af KFUMs SoldaterRekreation for skadede veteraner og pårørende. Kendskabet og legitimiteten er blevet udbygget, og en stor gruppe af militære chefer, politikere og erhvervsledere har sammen med store fonde støttet arbejdet, så nye opgaver er blevet taget op, og KFUMs Soldatermission har været med til at løfte en vigtig samfundsopgave. Samarbejdet med både offentlige myndigheder og andre frivillige kirkelige og forsvarsrelaterede organisationer er blevet udbygget.

Visioner Selv om vi har samlet dygtige folk i en tænketank, engageret vores soldaterhjemsledere i en udviklings- og fremtidsproces, og bestyrelsen har godkendt ”Vision 2020”, som angiver de mål, vi har for de kommende år, så er det eneste sikre, vi ved om fremtiden, at vi intet sikkert ved. Eller som man siger: ”Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden”. Når vi alligevel vover at sætte nogle ord på forventningerne til fremtiden, så er det, fordi vi har et formål i KFUMs Soldatermission: ”På den evangelisk-lutherske folkekirkes grund – at arbejde blandt Forsvarets personel og hvor muligt også blandt pårørende – ved forkyndelse af det kristne budskab og praktisk tjeneste”. Vi er sendt med evangeliet i ord og gerninger. Så længe der er soldater, veteraner og pårørende, som har brug for KFUMs Soldatermission, vil der også være en opgave, der skal udføres!

Målgruppe Værnepligtige vil fortsat være en vigtig målgruppe, men i fremtiden vil vi i stigende grad opleve, at nye målgrupper vil benytte KFUMs Soldaterhjem. Blandt veteraner er det ikke kun personer, det er udsendt via Forsvaret, men også personel fra Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet, Politiet osv. Vi vil udbrede kend99

Mod nye mål

KFUMs Soldatermissions bestyrelse har i marts 2014 vedtaget ”Vision 2020 – fremskridt og bredde”. Det er fælles pejlemærker for hele organisationen de kommende år. Formål:

KFUMs Soldatermission i Danmark har som formål – på den evangelisk-lutherske folkekirkes grund – at arbejde blandt forsvarets personel og hvor muligt også blandt pårørende - ved forkyndelse af det kristne budskab og praktisk tjeneste.

KFUMs Soldatermission vil nationalt og lokalt indgå partnerskaber og samarbejdsrelationer. Dette sker i overensstemmelse med værdigrundlaget.

KFUMs Soldatermission vil øge sit fokus på frivillige som medarbejdere ved konkrete opgaver og projekter. Kendskabet til og legitimiteten i arbejdet skal styrkes.

KFUMs Soldatermission skaber værdi for det enkelte menneske og samfundet bl.a. gennem KFUMs Soldaterhjem. Værdien formidles bredt såvel eksternt som internt.

Mål:

• Mange organisationer arbejder med samme målgruppe. Ved at indgå i større sammenhænge kan der tegne sig nye muligheder, uden at gå på kompromis med vores værdigrundlag. • Der holdes et vågent øje for samarbejdsmuligheder såvel i etableringsom driftsfase.

• Der ligger et stort uudnyttet potentiale i frivillige, der bl.a. kan inddrages i det direkte arbejde og dermed er med til at give ”ejerskab”. • Gennem frivillighed udbredes kendskab og skabes legitimitet. • Øget brug af frivillige kan skabe nye udfordringer for soldaterhjemslederne, da disse ud over at drive soldaterhjem skal lede frivillige.

• Soldaterhjem og oparbejdet profil, har skabt værdier og hjælp for den enkelte gennem forskellige virkemidler. • Der er stabilitet og ro, der er nogle at tale med, der er mennesker omkring hver enkelt, der er rammer og dermed tryghed. Det er ikke en bygning, men et begreb.

Hensigt:

Samarbejde:

KFUMs Soldatermission vil rette sit arbejde mod det ved forsvaret indkaldte og tjenstgørende mandskab og dem, der er og har været udsendt til konfliktog katastrofeområder, samt deres pårørende.

KFUMs Soldatermission løser sin opgave gennem praktisk arbejde, samtaler og anden forkyndelse bl.a. med udgangspunkt i KFUMs Soldaterhjem.

Hensigt:

Værdiskabelse:

Metode:

Mål:

Støtter og ambassadører:

Målgruppe:

• Arbejdet rettes fortsat mod værnepligtige, og i stigende grad mod nuværende og tidligere uniformeret personel. • Politiet, hjemmeværnet og beredskabet er også målgrupper for arbejdet. • Vi tager hånd om ”det hele menneske”, men også dettes pårørende.

• Formål skal stå kort og klart for at tydeligøre, hvad vi gør og står for. • Formål ligger implicit i koblingen mellem diakoni og forkyndelse – forkyndelse gennem virke, samtaler og udlevelse af ståsted for tro. • Ingen udelukkes i et ”hjem”, men møder den samme hjertevarme.

Underliggende principper:

• Soldaterhjem skal forblive ved kaserner og udenlandske missioner (af en vis størrelse og tidslængde). • Folkekirkens bekendelsesgrundlag skal fortsat være grundlaget. • Fokus skal rettes mod en bredere ”kundekreds” bl.a. indbefattende en øget bredde i ydelser. • Formidlingsvirksomheden og markedsføring skal strømlines, herunder skal værdigrundlag og kundekreds tydeliggøres. • Der skal fortsat være en landsorganisation. • Virket skal helt overordnet støtte op om de personer, der fra og for landet løser opgaver herhjemme og ude i konflikter og ved katastrofer. • KFUMs Soldaterhjem lukker ikke sine døre for mennesker.

100

skabet blandt både tjenestegørende og veteraner. Vi oplever også en stigende kontakt med pårørende og tror, at dette arbejde vil udvikle sig yderligere de kommende år. Arbejdet med veteraner med mén fra krigen er allerede godt i gang, men forventes udbygget yderligere med nye tilbud både i tilknytning til eksisterende soldaterhjem og i store byer som Aarhus, Odense og København.

Metode KFUMs Soldatermission ser sig som en del af Jesus Kristi sendelse med evangeliet til verden. Det vil fortsat blive udlevet i både ord og gerning. Det er derfor afgørende at kalde og uddanne vore soldaterhjemsledere og medarbejdere til denne opgave. Gennem aftensang, samtaler, felttestamenter og nutidige bønner og salmer at skabe et møde mellem den enkelte og Jesus Kristus. Nærvær for den enkelte soldat. Her er det Natalie Moesgaard og Mette Mejlgaard i samtale med en veteran på KFUMs Soldaterhjem i Holstebro.

Samarbejde KFUMs Soldatermission har været med-initiativtager til etablering af Frivilligt Veteranforum, hvis formål er at øge kendskabet til de forskellige organisationer og indgå samarbejdet til gavn for den enkelte veteran og pårørende. Ligeledes benyttes eksisterende kirkelige netværk til at udnytte deres kompetencer f.eks. i forhold til misbrug, ludomani osv. Det er vort mål i stigende grad at indgå partnerskaber med såvel offentlige myndigheder som private virksomheder. Her kan nævnes samarbejdet med Forsvarets veterancenter, der stiller socialrådgivere, psykologer og jobkonsulenter til rådighed for de veteraner, der benytter KFUMs Soldaterhjem, og samarbejdet med Nykredit, som stiller medarbejdere til rådighed for at give veteraner ”Økonomisk overblik”. Støtter og ambassadører Soldatervenners støtte og forbøn har været helt afgørende, for at KFUMs Soldatermission har klaret de første 125 år. Gennem kontingent, gaver, lodsedler, møder og frivilligt arbejde har vore 11.000 soldatervenner skabt det økonomiske grundlag for arbejdet. Denne støtte vil vi fortsat være helt afhængig af! Den udgør omkring 40 % af vores budget! I fremtiden vil vi arbejde på at inddrage flere og nye frivillige i det direkte møde med tjenestegørende, veteraner og pårørende. Derigennem vil vi udvide soldaterhjemmenes åbningstid og viften af kompetencer. Der kan blive brug for besøgsvenner, reservebedsteforældre, personer, 101

der vil tage sårbare veteraner med på fisketure, udflugter og fodboldkampe. Opbygge aktivitets- og kreative værksteder. Ja, i det hele taget tilbyde venskab og fællesskab – både kirkeligt og medmenneskeligt.

Værdiskabelse Fra soldaterne modtager vore medarbejdere dagligt stor taknemmelighed for det arbejde, der gøres både herhjemme og blandt udsendte i internationale missioner. For rigtig mange har KFUMs Soldaterhjem været et helt afgørende fristed i deres krævende uddannelse eller udsendelse. Mange er gennem KFUMs Soldatermission blevet bevaret eller har fået et fornyet fællesskab med den Herre og Frelser, som de er døbt til at tilhøre. Det er vort mål at blive bedre til at beskrive, hvilken værdi vi skaber for den enkelte og for samfundet.

”Vær modig og stærk” På vore soldaterhjem i Afghanistan delte vi rigtig mange kors ud til soldater. På et tidspunkt fik vi nogle små vedhæng med bibelord. På den ene side var det fra Salme 91 vers 1-2, og på den anden side et vers fra Josva kap. 1 vers 9. Særligt dette vers, som var sagt til Josva, før han skulle føre israelitterne ind i det forjættede land, var meget efterspurgt af soldaterne, der dagligt drog ind i krigszonen. Det samme ord er godt at have i baghovedet, når vi står over for et nyt kapitel i KFUMs Soldatermissions historie. ”Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.” Dét er, hvad vi gerne vil have mere af i fremtiden: KFUMs Soldaterhjem som det naturlige samlingssted for udsendte soldater. Her er det daværende forsvarsminister Nick Hækkerup på besøg i MOB Price i juni 2012 og en fyldt terrasse foran soldaterhjemmet.

102

Fra KFUMs Soldaterhjem i Karup. Fra KFUMs Soldaterhjem i OksbĂ¸l.

103

Fra KFUMs Soldaterhjem i Holstebro.

Fra KFUMs Soldaterhjem i Slagelse.

104

Krig og fred Interview med Bjørn Nørgaard om det kunstværk, der er afbilledet på for- og bagsiden af denne bog. Af Bjarke Friis.

”Det er forholdsvis enkelt tænkt. Men jeg var lang tid om at skyde mig ind på det”, begynder Bjørn Nørgaard, da han bliver bedt om at fortælle om det kunstværk, som han har udarbejdet i forbindelse med KFUMs Soldatermissions 125-års jubilæum. ”Kunsttrykket viser modsætningen mellem krig og fred. På den ene side er der krig, og på den anden side er der fred. Jeg fandt ud af, at det ikke skulle være på samme side men på to forskellige sider. Derfor er der tryk på begge sider. Så kan man selv om, man vil have krigen eller freden. Man kan også hænge den op sådan, at man kan se begge sider”. På fredssiden er der motiver fra Danmark og det flotte landskab. På den anden side af trykket er der motiver fra krigen, hovedsageligt billeder fra Afghanistan, eftersom det er den seneste krig. ”Mellem krig og fred er der en tynd mur og en port, som man kan gå igennem”, forklarer kunstneren. ”I dag er det unge mennesker, der sætter sig op i en flyvemaskine, og på X antal timer kan de komme fra fredelige Danmark til krig og ødelæggelse. Når soldaterne så har været der i en periode, kan de flyve den anden vej hjem til en sommerdag i Danmark. Det er en ekstrem overgang”, mener Bjørn Nørgaard, der drager en historisk sammenligning. Tilbage i eksempelvis Middelalderen kunne det tage år at komme hjem fra krig. Krig var en helt anden livsform dengang og adskilt fra familieliv og alt muligt andet, hvor krig og fred i dag kan opleves som en slags skizofreni for den enkelte.

Mennesker i porten Bjørn Nørgaard fortsætter: ”Jeg diskuterede meget med mig selv: Hvem er så i porten? Jeg ville ikke have en tom port. Jeg ville have, at der skulle være nogen i porten. Jeg tegnede og skitserede, men jeg syntes ikke det virkede rigtigt”. Derefter tog Bjørn kontakt til en bekendt: Lasse Harkjær, som dengang var chef for Livgarden. Lasse Harkjær fandt de to soldater Jakob Asferg og Lisa Bjerre efter Bjørn Nørgaards ønske om en kvindelig og en mandlig soldat. ”På den ene side har vi dem i civil, hvor de er hjemme, og på den anden side har vi dem på krigsscenen i fuld kampudrustning”, lyder den videre forklaring. ”Her står to helt almindelige unge mennesker. De var usædvanligt sympatiske mennesker, meget fine at tale med, reflekterede og på alle mulige måder ordentlige mennesker at sende ud”. Soldaterne er fotograferet i Bjørn Nørgaards atelier, og derefter sat ind i porten. Sammenflettede billeder På hver side er der ornamenter. ”Det egentlige her er, at flette billederne ind i en historie. Det er ikke dokumentariske billeder. Mønsteret, der ligger hen over billederne, er simpelthen for at flette de mange små bil105

Kunstværket besigtiges under produktionen af Bjørn Nørgaard (i midten af billedet).

leder sammen”, fortæller billedkunstneren. ”Det er ikke fordi, det ene billede er mere vigtig end det andet billede. Tilsammen giver de her billeder ét billede”. På den ene side er der dobbelte dødningehoveder, mens der på den ene side er dobbelte hjerter. Krigsornament kan give associationer til pigtråd eller en afspærring, men på fredssiden er et organisk slynget ornament. På fredssiden er ornamentet guld, og på krigssiden er det sølv.

Demokrati i krig Hele baggrunden, for at et kunstværk om krig og fred er aktuelt, er ifølge Bjørn Nørgaard Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. ”Den aktivistiske udenrigspolitik begyndte for alvor i 1990’erne. Med det, der skete i Serbien og Eksjugoslavien, blev Danmark krigsførende. Da gik man over til at bruge den hårde del af udenrigspolitikken”, ridser Bjørn Nørgaard historien op. Under betegnelsen den hårde del af udenrigspolitikken ligger en forståelse af, at militær magt betragtes som en fortsættelse af udenrigspolitikken – blot med andre midler. Siden dengang har Danmark været involveret i tre krige. ”Problemet er, at man aldrig ved, hvordan en krig ender”, skitserer Bjørn. Ikke engang, når man går ind i krigen. De forudsætninger, der er i en væbnet konflikt, ændrer sig fra, at man beslutter at gå ind i krigen, til man er involveret i krigen. Hvis man kunne fastlåse målet og gøre det statisk, så ville der være lidt større mulighed for, at krigen går, som man gerne ville have, det skulle gå”. Efter krigen skulle man tro, at freden fulgte. Men sådan er det ikke for alle involverede, eftersom omkring hver sjette veteran oplever fysiske eller psykiske efterreaktioner. Det faktum må vi ifølge Bjørn Nørgaard alle forholde os til, uanset hvad vi måtte mene om krigsdeltagelsen: ”Hvad jeg end personligt måtte mene om denne eller hin konflikt, så har vi som demokrati sendt unge mennesker ud i verden. Og det betyder, at vi som demokrati har bedt dem om at udføre en bestemt opgave. I det øjeblik, der er taget en beslutning i Folketinget, så er jeg som borger også ansvarlig for den beslutning. Og derfor er jeg som borger også 106

ansvarlig for, når vi beder relativt unge mennesker om at udføre dette arbejde, så er vi også forpligtigede til at behandle dem ordentligt bagefter, hvis de får problemer af den ene eller den anden art”. Det er baggrunden for, at Bjørn Nørgaard har indvilliget i at lave kunstværket krig og fred i anledningen af KFUMs Soldatermissions 125-års jubilæum, og tilføjer: ”Og jeg synes det er et godt initiativ, KFUMs Soldaterhjem har taget med særlige muligheder for de mennesker, der får problemer efter krigen”.

Kærlighedsbuddet er hovedbudskabet i Den Nye Pagt På spørgsmålet om hvordan det kristne evangelium passer ind i kunstværket krig og fred, folder Bjørn Nørgaard sig ud: ”Man kunne næsten sige, at det er den nye pagt og den gamle pagt”. Ordet pagt er valgt med omhu. Ifølge kunstneren skulle det forbydes at bruge udtrykket ”aftale”, for man laver ikke aftaler med Gud. En aftale er noget, der laves mellem to ligeværdige parter, og vi er ikke ligeværdige parter til Gud. En pagt er noget helt andet. Tilbage på sporet: Krig og fred i forhold til evangeliet. ”Hovedbudskabet i den nye pagt er kærlighedsbuddet. Det er, at man skal vende den anden kind til, man skal elske sin fjende og de meget besværlige begreber. Jesus siger også direkte, at han ikke er kommet med fred, han er kommet for at skabe splid mellem far og mor, mellem bror og søster. Tempelrensningen er ikke ligefrem en venlig handling. Da går Jesus til den. Også i Jesu lignelser og handlinger ligger der et budskab om at stå fast i nogen situationer”. Man fornemmer tydeligt, at de bibelske beretninger ikke er fremmed for kunstneren, der for syv år siden stod bag en kirkeudsmykning af Christianskirken i Fredericia. Udsmykningen bærer titlen: ”Du skal elske din fjende” og indeholder blandt andet 24 glasmosaikker med motiver, hvor en fortælling fra Det Gamle Testamente modsvares af en fortælling fra Det Nye Testamente. Bjørn Nørgaard trækker samme modsætning frem i dette værk: Krig og fred. ”Når man læser i Det Gamle Testamente, er krig i meget højere grad en del af hele fortællingen. For eksempel i afsnittet om Josva, der overtager efter Moses. Når israelitterne kommer til byer i Kanaans land, så bliver hele banden hugget ned. Det er nogle dramatiske og voldsomme udtryk”, konstaterer Bjørn Nørgaard, der dog samtidig understreger, at der selvfølgelig er tale om den samme Gud i begge testamenter.

Bjørn Nørgaard Dansk billedkunstner, født 1947. Blev i 1970 kendt for den omdiskuterede ”Hesteofring”, der indgik som en kunstnerisk protest mod Vietnamkrigens massedrab. Har senere bl.a. lavet monumentet ”Kæmpehøjen II” (1974, Ikast) ”Menneskemuren (1982), udsmykningen til Vordingborg Kaserne (1998) og 17 gobeliner med motiver fra Danmarkshistorien til Christiansborg Slots Riddersal (2000). Indenfor den kirkelige kunst har Bjørn Nørgaard udarbejdet stenskulpturen ”Jacobs Drøm - Himmelstigen” på banegårdspladsen i Vejle (1998), alterparti til Knebel Kirke på Mols (2000), en udsmykning af Christianskirken i Fredericia med glasmosaikruder, altertavle og alterstager (2007) og en skulptur foran Ikast Kirke: ”Riv dette tempel ned” (2012). Bjørn Nørgaard var professor i skulptur ved Kunstakademiet 1985-93 og modtog Prins Eugen Medaljen i 1995 og Thorvaldsens Medalje i 1996. Han var medlem af Akademirådet 1996-2002 og modtog i 1999 medaljen Ingenio et arti.

Den barmhjertige samaritaner? Én af de meget kendte lignelser, er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. På spørgsmålet om denne lignelse kan ses i kunstværket lyder svaret: ”Lignelsen er ikke direkte med, men jeg har lavet det på den måde, at den sårede person er med. Den, der behøver hjælp, er i billedet såsom den sårede soldat. Jeg ved ikke, om det er samaritanere direkte, men de afghanske piger, der går i skole, og flygtninge, de er også med i billedet”. Øjeblikket efter tegnes krigens store linjer op. I billedet er der også samtaler mellem soldater og stammehøvdinger. Hele formålet med krigen i Afghanistan er selvfølgelig ikke at slå så mange afghanere ihjel som muligt. ”Formålet er at skabe et samfund, som er mere menneskekærligt og værdigt at leve i, og hvor der er stør107

re lighed mellem de forskellige befolkningsgrupper”. Hurtigt drages en parallel til vores danske velfærdssamfund. ”Vores problem i Vesten er, at vi glemmer hvor mange år, det har taget os at nå hertil, hvor vi er nu. Så forventer vi ofte, at andre skal komme på samme niveau på meget kort tid. Det er dér, vi brækker halsen”, mener Bjørn Nørgaard. Den barmhjertige samaritaner er stadig samtaleemnet. ”Det store i fortællingen om den barmhjertige samaritaner er, at det er samaritaneren, der hjælper. I dag har vi svært ved at forstå, hvor revolutionerende det har været”. Lignelsen sættes gerne ind i en moderne dansk sammenhæng: ”Historien i den barmhjertige samaritaner er faktisk, at enhver er din næste. Du skal hjælpe enhver på din vej. I virkeligheden står vi jo overfor det i dag, og derfor er den historie vigtigere end nogensinde. Nu har vi jo fået den anden ind ad døren. Nu er vi blevet samaritaneren overfor vores nye medborgere, der kommer fra alverdens kulturer. Og her må jeg sige: Det er svært at være den barmhjertige samaritaner. Så glansbilledet krakelerer lidt en gang imellem”, slutter Bjørn Nørgaard.

108

Et bud på en soldatersalme Af Holger Lissner

Da Per Møller Henriksen skrev til mig og bad mig om at skrive en salme til soldaterne, både de udsendte og dem herhjemme, svarende til Soldatens bøn i salmebogen, satte han mange tanker i gang i mig. For hvordan dog skrive en salme til de udsendte soldater, når jeg er så meget imod den aktivistiske danske udenrigspolitik? Det gav jeg også udtryk for, men han overbeviste mig om, at hvor soldaterne er, skal kirken også være. Og mange af soldaterne siger, at de tror på Gud, beder til Gud og går også til gudstjeneste, hvor de som vi andre søger at tænke deres kære ind under Guds omsorg og se deres særlige situation i lyset af evangeliet. Da jeg kort efter alligevel skulle mødes med de andre salmedigtere, tog jeg opfordringen med til dem; og selv om de havde de samme betænkeligheder, som vi drøftede, er det alligevel endt med, at flere af dem er kommet med et bud, så der nu er skrevet hele fem salmer til soldaterne. Og de er selvfølgelig lige så forskellige som dem, der har digtet dem. Det første, vi skulle afklare os, var, hvor udtrykkeligt salmen skulle gå på soldaternes situation. For angst, ensomhed og kampe findes jo i mange sammenhænge. Lisbeth Smedegaard og Sten Kalø skriver så åbent, at deres salmer kan synges alle steder og alligevel også gå på soldatens situation. Iben Krogsdals, Lars Busk Sørensens og Arne Andreasens salmer er helt klart tænkt ind i de udsendte soldaters situation, og det gør dem konkrete og vedkommende. Men det indsnævrer også brugen. Og dog, vil vi andre ikke også kunne synge ”Send engle med på vagten” og ”giv os løvehjerter”? Og vil ikke også alle have brug for at synge ”Lær mig, Gud, at også fjender har et ansigt og et hjem”, når nu Jesus befaler os at elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os? Trangen til at tillægge andre onde motiver og til at gøre andre værre, end de er, kender de fleste af os. For så er det nemmere at lægge afstand til dem. Eller skyde på dem, med ord eller kugler. Men hvad med min salme? Den ville ikke komme. Selv om jeg prøvede og prøvede. Den slags lader sig ikke bare trække i automaten. Hvor gerne jeg end ville. Og så må jeg og I andre trøste os med, at Per sagde: ”Du har jo sådan set skrevet den. Jeg tænker på ”Kom, hjælp mig, Herre Jesus” (DDS 660).

109

Hjælp mig Gud at tro og bære Tekst: Lars Busk Sørensen 2014 Musik: Erling Lindgren 2014

110

I mørket er jeg helt alene Soldatens salme Tekst: Sten Kaalø 2013 Musik:Erik Sommer 2014

SOLDATENS SALME I mørket er jeg helt alene i min angst, min tavshed, her. Kristus, i den sene time, giv mig mod, og vær mig nær. :/: Kom til mig og mine venner :/: gode Gud.

I solen glimter selv det mindste. Jeg ser skaberglædens frugt: kalve, korn – og knopper briste – mennesket – nyfødt – og brugt. :/: Kom til mig og mine venner :/: gode Gud.

I livet er der mange veje. Det går op, og det går ned. Der er alvor, der er lege. Der er had. Og kærlighed. :/: Kom til mig og mine venner :/: gode Gud.

Men du, som kæmpede for livet, fyldt af mod, og kærlighed, Kristus, husk på mig, i livet, skænk mig din bamhjertighed. :/: Kom til mig og mine venner :/: gode Gud.

111

Soldatersalme Soldatersalme Tekst: Iben Krogsdal 2014

Musik: Povl Chr. Balslev 2014

œ ú

œ œ

& b œú œ œ œ œú œ œ œ

hå -‐ ber på det go -‐ de, der skal

? b úœ

œ ú

‰ j œ . b œ œ # œ œú œ œ úœ œ ú œ

j œ œ œ ú œ œ ú œ œœ

Nu s$l -‐ ner det og da -‐ gens kamp er om -‐ me

? 4 ‰ œ b 4 œ

Melodi: Povl Chr. Balslev

‰

œ & b 44 j œ œœ œ œ n œ œú

ú ú

œ ú ú ú kom -‐ me

ú ú

ú bú

‰

# úú

nu strøm -‐ mer gen -‐ nem tan -‐ ker -‐ ne: en bøn

j œ œú

œ œ

ú œ

œ œ

œú

nœ œ

at bag -‐ ved ver -‐ dens ond -‐ skab er

ú ú

Nu s$lner det og dagens kamp er omme nu strømmer gennem tankerne: en bøn vi håber på det gode, der skal komme at bagved verdens ondskab er den skøn. Hvert menneske i verden fører krige hvert menneske i verden tar et valg vi håber, Du har gode $ng at sige når vi engang har udført det, vi skal. Når dem, vi elsker, savner os derhjemme og frygter at de værste $ng skal ske så tal $l dem med håbets lyse stemme og lad dem leve stærkt og smukt og le. Og når vi brugte vold og magt i verden og kæmpede mod Kenden, da det gjaldt så hjælp os, Gud, så vi kan bære smerten og tro på livet selvom mange faldt. Når skuddene forstummer i det Kerne når solen rødmer bort og det blir nat så håber vi at livets sidste stjerne må hviske $l soldaten: alt forladt. Tekst: Iben Krogsdal, 2014 Melodi: Povl Chr. Balslev, 2014

112

Tekst: Iben Krogsdal

ú ú

œ den

ú. œ ú #ú

‰ úœ . œ œ ‰

skøn.

‰ œ œ œ ú. ‰

Lyset bliver natteblåt

Lyset bliver natteblåt Tekst og musik: Arne Andreasen 2014

Arne Andreasen, 2014



E /g   E       Ly - set

  

C /e

Gud



   E

Løft









gå



bli - ver



for

alt



E /g

dit



med





hvad





  



der

nat - te - blåt



B /d



mod

B /a

G m7



når





an - sigt

 



godt:





Gud

 

går





 



       B /a

E /g

mør - ket



    B

send

  

lad

eng - le



di - ne

   



ta - ger





med





B 11



mag

nat - te - mør - kets

ten



B /d

vag-

ten

F/a







på



 





stjer - ner



tin

E sus4



dre





dre

1. Lyset bliver natteblåt og mørket tager magten Gud for alt hvad der er godt: send engle med på vagten Løft dit ansigt mod os Gud lad dine stjerner tindre gå med os når vi går ud i nattemørkets indre 2. Giv os tro og kærlighed og giv os løvehjerter bær os på det mørke sted når vi skal bære smerter Èn for alle, Gud i vold, og elsk os ind i sangen vær vort håb og vær vort skjold og lys i solopgangen 3. Fred på jord og morgentro og fri os fra det onde vær du vores flydebro hvor ingen sjæl kan bunde Lyset bliver natteblåt og mørket tager magten Gud for alt hvad der er godt: send engle med på vagten tekst og musik: Arne Andreasen, 2014 © pOETFABRIKKEN, 2014

113

HĂ¸r morgenens sang Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen 2012 Musik: Erling Lindgren 2012

114

KFUMs Soldatermission 1989-2014 KFUMs Soldatermission havde en tre grenet ledelse indtil nye vedtægter og struktur kom i 2003 (læs mere herom i kapitel 5).

Formand for Fællesrådet for KFUMs Soldatermission (i 2003 sammenlagt i Fonden for KFUMs Soldatermission):

1989-1997: 1997-2003:

Gunner Tøttrup Arne Bechmann

Formand for Landsudvalget for KFUMs Soldatermission (i 2003 sammenlagt i Fonden for KFUMs Soldatermission):

1989-1990: 1990-1993: 1993-1998: 1998-2003:

Knud Sloth Ove Noe Nielsen Poul Erik Christensen Arne Bechmann

Formand for Hovedbestyrelsen for Soldaternes Venner (i 2003 sammenlagt i Fonden for KFUMs Soldatermission):

1989-1995: 1995-2003:

Bent Østergaard Kai Bohsen

Formand for Samrådet for de frie Soldaterhjemsarbejdere i Danmark: 1989-1997: Gunner Tøttrup 1997-2003: Arne Bechmann 2004-2009: Kai Bohsen 2009: Jesper Hornstrup Generalsekretærer: 1989-1999: Niels Erik Bjerregaard 2000: Per Møller Henriksen Kontorleder: 1989-1998: 1998-2011: 2011:

Erik Eriksen Per Møller Henriksen Steen K. Sørensen

Økonomichef (nyoprettet stilling i 2000):

2000-2002: 2003-2004: 2004:

Finn Juhl Nielsen Carsten Jensen Steen K. Sørensen

Formand for Fonden for KFUMs Soldatermission i Danmark (etableret i 2003):

2003-2009: 2009:

Kai Bohsen Jesper Hornstrup

115

fisk produktion: Eks-Skolens Trykkeri ApS

115