Raymonda - program

Raymonda

Emma Riis-Kofoed som Raymonda og Jonathan Chmelensky som Otto.

Tak til Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde – , der ved en donation har muliggjort opsætningen af Raymonda

Raymonda . Allerede i denne ballets titel fornemmer man, at det er den kvindelige danser, der er i centrum, og dette sidste store værk af Marius Petipa er da også én lang hyldest til ballerinaen.

Petipa formåede om nogen at gøre ballet synonym med feminin ynde. Den danske ballet er kendt ude i verden for sin Bournonville-stil, og selv om vi elsker kvinderne i August Bournonvilles værker, så må man sige, at det ofte er manden, der får lov til at brillere og være stjernen. Bournonville-danserinden har næsten samme trinvokabularium som den mandlige danser, mens 1800-tallets franske og russiske ballet har en helt anden tradition for at sætte ballerinaen på en piedestal.

Dette kunne naturligvis ikke mindst lade sig gøre på grund af fremkomsten af tåspidsskoen omkring 1870, for den gjorde pludselig i bogstavelig forstand kvinden mere ophøjet. At danse på tå er jo i virkeligheden en vanvittig opfindelse, men på forunderlig vis bliver tåspidsdansen så sublim, raffineret og hyperfeminin. En danserinde på tå har en særegen virtuositet og skrøbelighed og en elegance, der nærmest er overjordisk.

Dette får man mulighed for at opleve i netop Raymonda. Den bugner af dans og i særdeleshed fantastisk dans for ballerinaen – klassisk ballet og karakterdans, pas de deux’er, divertissementer, czardas og mazurkaer – alt sammen med kvinden i centrum. Her får den kvindelige danser virkelig lov til at vise alle facetter af sit talent med utallige variationer i vidt forskellige stilarter. Titelfiguren alene har syv soloer, hvad ikke engang Svanesøen kan hamle op med.

Rollen som Raymonda må betegnes som en af de mest krævende i den klassiske ballets repertoire. Ikke kun skal rollen besættes af en ballerina, der er på det højeste tekniske niveau, og som formår at vise poesi og skønhed. Hun skal også mestre at give liv til en kvinde, der i første akt udstråler sorgløs ungdom, i anden akt er handlekraftig og selvstændig og i tredje akt koket og forandret.

Det kræver sin mand at lægge arm med Raymonda , så læn dig tilbage, og nyd Den Kongelige Ballets modige kvinder.

Nikolaj Hübbe Balletmester

Gregory Dean som Otto og Wilma Giglio som Raymonda med Mayo Arii, Samuel Zaldivar, Silvia Selvini som Clémence, Liam Redhead som Beranger, Guilherme de Menezes som Bernard, Holly Dorger som Henriette, Vitor de Menezes og Tara Schaufuss.

Raymonda

Koreografi: Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa

Musik: Aleksandr Glazunov ( Raymonda, opus 57, 1896 - 97 )

Scenografi og kostumer: Richard Hudson

Lysdesign: Giuseppe di Iorio

Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe, assisteret af James Clark, Marie-Agnès Gillot, Claire Still, Anna Trevien og Amy Watson samt af Rose Gad og Ann Kolvig ( børn )

Dirigent: Nathan Brock

Orkester: Det Kongelige Kapel

Førsteopførelse: Den 19. januar 1898 på Mariinskij Teatret, Sankt Petersborg

Danmarkspremiere: Den 11. november 2017 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Repremiere: Den 17. maj 2024 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Gregory Dean som Otto, Wilma Giglio som Raymonda og Jón Axel Fransson som Abderam.

HANDLING

FØRSTE AKT

På et slot i Sydfrankrig forbereder grevinde Sibylle fejringen af sin smukke niece Raymondas navnedag og af den ungarske adelsmand og Raymondas trolovede Ottos snarlige ankomst.

Raymondas to veninder Henriette og Clémence og deres respektive kærester Bernard og Beranger deltager i festlighederne og glæder sig ligesom Raymonda til, at Otto skal komme.

Men midt under festen kommer der et brev fra Otto, der undskylder, at han bliver forsinket. Som et bevis på at han har intentioner om at gifte sig med Raymonda, medsender han som gave et hvidt slør. Fra Granada ankommer nu til gengæld den spansk-mauriske prins Abderam, der har hørt om Raymondas skønhed.

Raymonda, som er helt udmattet efter dagens mange oplevelser, lægger sig til at sove og drømmer om en hvid dame, der fører hende ind i en fortryllet have, hvor hun i et syn ser Otto. Drømmen udvikler sig dog dramatisk, da hun i sin søvn pludselig også møder Abderam.

Hun vågner og bliver beroliget af sine fire venner.

ANDEN AKT

I gårdhaven på slottet afventer alle stadig Ottos ankomst. For at vinde Raymondas gunst har Abderam prydet slotshaven, og han medbringer et følge, der overbringer magtfulde gaver og opfører overdådige danse. Hun bliver meget betaget af den eksotiske prins og hans rigdomme, men hun overgiver sig ikke til hans imponerende tilnærmelser.

Endelig kommer den længe ventede Otto, og det bliver til et sammenstød mellem de to rivaler. Den hvide dame fra drømmen viser sig nu, og hun opfordrer Raymonda til at gribe ind og stoppe deres kamp. Raymonda ønsker ikke at være objekt for en fejde, og hun vil selv vælge sin udkårne, så hun beder dem slutte fred.

TREDJE AKT

Raymondas og Ottos bryllup fejres med en storslået fest på hans slot i Ungarn.

OM RAYMONDA

Når man ser Raymonda , fornemmer man bestemt ikke, at denne livsbekræftende ballet er lavet af en mand få måneder før hans 80-års fødselsdag. Men det var faktisk tilfældet, og med Raymonda kreerede koreografen Marius Petipa en af sine sidste og mest succesfulde balletter. På trods af sin høje alder havde Petipa i tiåret inden – da han var i 70’erne – skabt tre af de mest berømte værker i ballethistorien, nemlig Tornerose , Nøddeknækkeren og Svanesøen , så man kan ikke beskylde ham for at falde af på den med alderen.

Petipa koreograferede Raymonda til overdådig musik af den russiske komponist Aleksandr Glazunov og til en libretto af den russisk-franske skribent Lydia Pashkova. Handlingen var henlagt til middelalderens Ungarn med smukke adelsdamer, heroiske korsriddere, en udspekuleret rival og en gådefuld, overjordisk, hvid dame. Petipa formåede således i denne ballet at beskæftige sig med nogle af de emner, som optog datidens balletpublikum – en sværmen for fjerne, eksotiske lande, voldsomme lidenskaber med hjerter i brand og fascinationen af det overnaturlige. Men hvor Petipas tidligere balletter var meget handlingsbårne, kan man her fornemme, at det ikke længere er det vigtigste for ham; hans værker har naturligvis en handling, og karaktererne gennemgår en udvikling, men det betyder mere for ham at vise dansen i sin reneste og fineste form. Balletten opsummerer alt det bedste

af det bedste, som Petipa havde koreograferet i sin lange karriere som koreograf i Rusland, og han blander her på smukkeste vis karakterdans, nationaldans og klassisk dans, ikke mindst sammenfattet i tredje akts berømte Grand Pas Classique Hongrois

Raymonda havde premiere på Mariinskij Teatret i Sankt Petersborg den 19. januar 1898, og i hovedrollerne som Raymonda og Jean de Brienne så man den italienske prima ballerina assoluta Pierina Legnani – den første Odette/Odile i Petipas Svanesøen – og den russiske stjernedanser Sergei Legat. Balletten, der varede fire timer, blev en stor succes, ikke mindst på grund af Legnanis dans, Petipas koreografi og Glazunovs musik, og den skulle blive Petipas sidste mesterværk og den sidste store russiske ballet på Mariinskij Teatret inden revolutionen.

Mange har siden prøvet kræfter med Raymonda , både i sin helhed og i uddrag. Ud over adskillige russiske opsætninger kan blandt et utal af koreografer nævnes Rudolf Nurejev, der iscenesatte den i alt fem gange – første gang med Royal Ballet i 1964 og sidste gang med Pariseroperaen i 1983. George Balanchine skabte i 1946 en forkortet udgave med Ballet Russe de Monte Carlo og senere Raymonda Variations i 1961 og til Glazunovs Raymonda -musik Cortège Hongrois i 1973, begge til New York City Ballet. I 1980 havde American Ballet Theatre premiere på Mikhail Baryshnikovs

iscenesættelse af divertissementerne, og det var også Baryshnikov, der i 1983 dansede hovedrollen i Twyla Tharps Little Ballet i moderne tøj, men til Glazunovs musik og med klare paralleller til den russiske klassiker. Med Nikolaj Hübbes opsætning af Raymonda , der havde premiere i 2017, blev balletten for første gang vist i sin helhed i Danmark.

Tobias Praetorius og Eukene Sagues med corps de ballet i spansk dans.

MARIUS PETIPA

Marius Petipa, 1818-1910, var født i Frankrig, men tilbragte det meste af sit lange liv i Rusland, hvor han blev førsteballetmester og koreograf ved Den Kejserlige Ballet i Sankt Petersborg. Her koreograferede han adskillige balletter og skabte nye, definitive versioner af allerede eksisterende – blandt andet Le Corsaire i 1858, Don Quixote i 1869, La Bayadère i 1877, Giselle og Coppélia , begge i 1884, og Raymonda i 1898. Men ikke mindst hans værker til musik af Pjotr Tjajkovskij – Tornerose i 1890, Nøddeknækkeren i 1892 og Svanesøen i 1895 – står stadig i dag som monumenter i ballethistorien.

Petipa er blevet kaldt den klassiske ballets fader, og hans talent og bedrifter var uovertrufne – han skabte mere end 50 balletter, og han anses for en af de største koreografer, der har levet. Han reformerede dansen, forfinede pas de deux’en og gav korpsdanserne en større rolle, blandt andet ved at arbejde med diagonale og parallelle linjer og udnytte hele scenerummet. Hans klassicisme forenede den franske skoles renhed med den italienske virtuositet. Han grundlagde hele den russiske ballets skole, som repertoiret stadig den dag i dag over det meste af verden hviler på, og han lagde grundstenen til det 20. århundredes ballet.

NIKOLAJ HÜBBE

Nikolaj Hübbe, født 1967, blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole i 1978, blev aspirant i 1984, korpsdanser i 1986 og solodanser i 1988. I 1992 blev han udnævnt til solodanser ved

New York City Ballet, og her udviklede han sig hurtigt til at blive en af kompagniets stjernedansere, og han dansede frem til sin afskedsforestilling i 2008 hovedpartier i en lang række værker af blandt andre George Balanchine, Jerome Robbins og Peter Martins. I 2008 blev han udnævnt til balletmester ved Den Kongelige Ballet. Hübbe har siden iscenesat og koreograferet adskillige værker til Den Kongelige Ballet; i 2009 gav han således sammen med Sorella Englund et nyt, opdateret bud på August Bournonvilles Napoli og i 2011 en ny og mere tidssvarende udgave af Bournonvilles troldeeventyr Et folkesagn . I 2012 tog han sammen med Eva Draw Petipa-klassikeren La Bayadère under kærlig behandling, og i 2014 iscenesatte han Sylfiden i en ny og meget anderledes, næsten sort/ hvid version. I 2015 skabte han sammen med Silja Schandorff Svanesøen , og i 2016, igen sammen med Silja Schandorff, Giselle . Blandt Hübbes nyeste tolkninger af de store klassikere er Raymonda i 2017, en ny, überromantisch udgave af Sylfiden i 2020 og senest Don Quixote i 2022.

Marius Petipa leverer faktisk en tre-i-én med sin Raymonda. Han præsenterer os for tre meget forskellige akter, der tilsammen giver et indblik i ikke kun tre slags kropsudtryk og trinsprog, men også tre nedslag i dansens historie. Selv om Petipa ofte betragtes som en russisk koreograf, var hans udgangspunkt den franske skole, og i første akt stifter vi bekendtskab med netop denne dansestil. I anden akt med sit mauriske tema går vi på opdagelse i den eksotisme, som man dyrkede i tiden, hvilket blandt andet sås i en anden

Petipa-ballet La Bayadère , og i tredje akt er det ikke mindst det ungarske islæt, der dominerer.

Petipa kan efter min mening noget, som ingen anden koreograf har kunnet før eller siden; han kan skabe dans, der rent kompositorisk er så uprætentiøs og naturlig, og hvor hele det klassiske regnestykke synes at gå op. Der er altid en meget fin balance, harmoni og enkelhed i hans måde at fortolke musikken på, samtidig med at det aldrig bliver banalt eller stillestående. Han har i sine poetiske passager en enorm virtuositet, som både kræver ekvilibrisme og en høj grad af teknisk formåen, men som på samme tid har en poesi og en ro i sit udtryk – hans værker er for mig indbegrebet af klassisk ballet.

Nikolaj Hübbe

I min udgave af Raymonda har jeg valgt at flytte handlingen fra middelalderen og dens korstog til 1700-tallet, hvor Frankrig rent kulturelt var så dominerende. I den oprindelige version centrerer historien sig om kontrasten mellem de to meget forskellige verdener, der støder sammen, symboliseret i Raymondas to bejlere. På den ene side den rolige og ridderlige Jean de Brienne, i min version Otto, med de klassiske dyder i behold (selv om han har lidt svært ved at holde tiden), og over for ham står så Abderam, den barbariske og temperamentsfulde maurer med de ukontrollerede lidenskaber.

Jeg har besluttet mig for at rykke handlingen frem i tiden af to årsager. For det første kan man helt banalt bringe en anden skønhed og rigdom på scenen, når man vælger den franske rokoko frem for middelalderen. Jeg synes, at det er mere spændende, at man oplever den smukke, giftefærdige, franske adelskvinde imellem den ungarske Otto og den sydspanske Abderam, for dermed kommer historien til at handle knap så meget om de to mænds forskellige religion, men mere om de kulturelle aspekter af religionen og om Raymondas vitterlige kærlighed til Otto.

For det andet – og nok så vigtigt – har jeg simpelthen ikke kunnet forlige mig med det sort/hvide billede, der tegnes i originalen, af de gode, hvide kristne, der skal banke den østerlandske tro på plads hos det mørke, gådefulde folk. Verden af i dag ser unægtelig noget anderledes ud, og i den tid, vi befinder os, er det altafgørende, at vi alle får et mere nuanceret og åbent blik på vores medmennesker.

Nikolaj Hübbe

Emma Riis-Kofoed som Raymonda og Sebastian Pico Haynes som Abderam.

Wilma Giglio som Raymonda og Mette Bødtcher som grevinde Sibylle.

Jeg ser Raymonda som historien om en ung pige, der er ved at blive en voksen kvinde. Hun er nysgerrig på verden og parat til at indtage den. Omkring hende er veninderne og deres kærester, og hun længes efter også selv at møde den store kærlighed.

Raymonda er meget betaget af Otto, som symboliserer det trygge og velkendte, den rene og harmoniske romantik. Men han lader vente på sig, og ind træder Abderam i al sin farlighed og vildskab. Han er eksotisk og fremmed og kan ovenikøbet imponere den nysgerrige Raymonda med al sin magt og rigdom, og han ser sit snit til at bejle til den unge skønhed. Som i August Bournonvilles Napoli , hvor den unge Teresina lader sig betage af havkongen Golfo, aner man også her en vis fascination og tiltrækning, men Raymonda ved godt, hvad hun vil.

Da det kommer til kamp om hende, viser hun sig som en selvstændig kvinde, der ikke vil finde sig i at blive betragtet som en vare, man kan handle med. Hun har ikke i sinde at lade andre bestemme, hvem der skal være hendes livsledsager, og hun følger sit hjerte og vælger Otto.

Nikolaj Hübbe

ALEKSANDR GLAZUNOV

Aleksandr Glazunov, 1865-1936, blev født i Sankt Petersborg og var noget af et vidunderbarn; han begyndte at komponere som 11-årig, fik derefter privatundervisning hos den store russiske komponist Nikolaj RimskijKorsakov og skrev sin første symfoni som 16-årig. Allerede som 24-årig blev han lærer ved musikkonservatoriet i sin hjemby og senere dets direktør.

Glazunov nåede at komponere otte symfonier og adskillige orkesterværker, blandt andet to klaverkoncerter, syv strygekvartetter, en violinkoncert, en cellokoncert og en saxofonkoncert. Ud over Raymonda fra 1898 skrev Glazunov også musik til en anden af Marius Petipas balletter, Årstiderne , der havde premiere i 1900.

Petipa havde mistet sin yndlingskomponist Pjotr Tjajkovskij i 1893, så da han gik i gang med arbejdet på Raymonda , henvendte han sig i stedet til den unge Glazunov, der med sit fantasifulde partitur formåede at bringe ny inspiration til den aldrende balletmester. Hans musik til Raymonda er sofistikeret og melodiøs, og der bliver ikke sparet på de effektfulde virkemidler, for eksempel i den måde han har valgt at give hver af den kvindelige hovedpersons forskellige variationer sin helt egen musikalske sjæl og farve.

Holly Dorger som Henriette.

Aleksandr Glazunovs balletmusik er fænomenal. Ligesom sine landsmænd Tjajkovskij og Glinka havde han en helt særlig evne til at farve musikken og gøre den melodisk og meget dansant; den inviterer og opfordrer til dans.

Det har været en gave for mig at arbejde med Glazunovs musik, fordi den er så varieret, farverig og inspirerende. Musikken til Raymonda er meget raffineret, samtidig med at den hviler på musikalske pasticher, idet Glazunov har givet hver akt sin musikalske karakter, alt efter hvor i handlingen vi befinder os. I første akt leger han med den franske, lyriske musiktradition og er på samme tid pompøs og lidenskabelig, i anden akt bliver han orientalsk med tråde til den russiske folkemusik, og i tredje akt går det løs med variationer og divertissementer med slavisk kolorit.

I visse passager kan det næsten blive som forførende filmmusik, men Glazunov forstår at operere klogt med sentimentaliteten. Han sparer ikke på sin musikalske rigdom og farver, for eksempel i den kvindelige titelrolles mange variationer, der er en palet af forskellige følelser. Han evner at favne hele spektret fra den fløjlsbløde følsomhed til det gnistrende temperament. Jeg er helt enig med den store koreograf George Balanchine, der engang har udtalt om Glazunovs musik til Raymonda , at ”det er noget af det fineste balletmusik, der er skrevet”.

Nikolaj Hübbe

RICHARD HUDSON

Richard Hudson, født 1954, kommer fra Zimbabwe og er uddannet på Wimbledon School of Art i London. Han har skabt scenografi og kostumer til ballet, skuespil og opera over hele verden og har vundet adskillige priser og udmærkelser for sit værk. Blandt de utallige steder, han har arbejdet, kan nævnes Royal Shakespeare Company, Royal National Theatre, Old Vic, English National Opera, Royal Ballet og Royal Court, alle i London, La Scala i Milano, Pariseroperaen, Wiener Staatsoper og Metropolitan Opera i New York.

Hudson har tidligere skabt dekorationer og kostumer til Den Kongelige Ballet – i 2010 til Kim Brandstrups ballet Eidolon , i 2012 til Alexei Ratmanskys Den gyldne hane , i 2012 Nikolaj Hübbes La Bayadère og senest til Jerome Robbins’ De fire årstider i 2023.

LK

Richard Hudsons kostumeskitser til Raymonda og Abderam.

Da den engelske scenograf Richard Hudson og jeg mødtes første gang for at tale om Raymonda , blev vi hurtigt enige om, at det var svært at holde fast i, at handlingen skulle være henlagt til middelalderen. Vi følte, at den russiske ballettradition og storladenheden i Glazunovs musik krævede det store teaterudtræk, og at det var svært at kombinere med vadmel og kofte.

Vi diskuterede længe og intenst, hvordan vi rent scenografisk kunne lave en forestilling, der havde noget eksotisk og eventyragtigt over sig. Vi ville gerne have et mere let og luftigt udtryk og endte derfor med at rykke historien frem til 1700-tallet og den franske rokoko. Helt specifikt flyttede vi fortællingen til Sydfrankrig og i tredje akt til Ungarn. Rokokoen er sjov at beskæftige sig med, fordi Frankrig i disse år er den store politiske og kulturelle magt, som alle ser op til, og som er så toneangivende og fascinerende i al sin pragt, rigdom og hittepåsomhed. Det er en meget romantisk og glamourøs tid, og den har en æstetik, der egnede sig bedre til tutuer og heroiske uniformer.

Richard Hudson er et barn af den engelske teatertradition, og det skinner altid igennem i hans værk. Han er meget stringent, og i Raymonda har han valgt at holde sig til tre forskellige farvepaletter i de tre akter for at understøtte det musikalske og det koreografiske. Første akt er i douce og lyse farver, som man netop dyrkede i rokokoen, i anden akt benytter han sig af de rødlige farver, der næsten brænder og sitrer af hede følelser, og i tredje akt holder han det stramt i bryllupsscenen, der kun er i sort, hvidt og guld.

Nikolaj Hübbe

Wilma Giglio som Raymonda og Jón Axel Fransson som Abderam.

Silvia Selvini som Clémence.

ANNIE & OTTO JOHS. DETLEFS´ FONDE –

Tak til Annie & Otto Johs. Detlefs´ Fonde – OJD, der ved en donation har muliggjort opsætningen af Raymonda

Balletmester

Nikolaj Hübbe

Solodansere

Caroline Baldwin

Holly Dorger

Astrid Elbo

Wilma Giglio

Stephanie Chen Gundorph

Ida Praetorius (orlov)

Emma Riis-Kofoed

Alexander Bozinoff

Jonathan Chmelensky

Gregory Dean

Jón Axel Fransson

Andreas Kaas (orlov)

Ryan Tomash

Solister

Mayo Arii

Lena-Maria Gruber

Camilla Ruelykke Holst

Ji Min Hong

Eukene Sagues

Tara Schaufuss

Silvia Selvini

Sebastian Pico Haynes

Guilherme de Menezes

Tobias Praetorius

Liam Redhead

Alexander Stæger

Karakterdansere

Maria Bernholdt

Mette Bødtcher

Elisabeth Dam

Christina Michanek

Anne Marie Vessel Schlüter

Esther Lee Wilkinson

Mads Blangstrup

Morten Eggert

Korpsdansere

Clara Adrian

Sophie Andersen

Lania Atkins

Ditte Baltzer

Victoria Bell

Lydia Bevan

Isabella Carroll

Grace Curry

Joscelyn Dolson

Alyssa Douglass

Philippa Gudsøe

Emily Hoff (orlov)

Caroline Iversen

Florence Joffre

Tomoka Kawazoe

Birgitta Lawrence

Fiona Lee

Wilma Li

Katarina von Lingelsheim

Emma McKenzie

Marina Minoiu (orlov)

Hannaë Miquel

Emilie Palsgaard

Daniela De Pompeis

Anne Poulsen

Agnes Rosendahl

Stephanie Sahlgren

Katherine Stevens

Carling Talcott-Steenstra

Elvira Thomsen

Isabella Walsh

Oscar Ainscough

Joseph Aumeer

Benjamin Buza

Afonso Coelho

Jimmy Coleman

Nathan Compiano

Lazaro Corrales

Eliabe D’Abadia

Philip Duclos

Schonan Greve

MacLean Hopper

Nico Janssen

Sylvester Jønson

Phillip Katsnelson

Georgi Kapitanski

Alexander Larsson

Matteo Di Loreto (orlov)

Vitor de Menezes

Emerson Moose

Filippe Moraes

Meirambek Nazargozhayev

Mads-Cornelius Ravn

Leander Rebholz

Ludwig af Rosenborg

Mathieu Rouaux

Lorien Ruiz

Mattia Santini

Balthazar Sénat

Oliver Marcus Starpov

Sebastian Suhr

Samuel Zaldivar

3. års aspiranter

Josephine Henriksen

Emilie Steensgaard

Buster Andersen

Karl Elofsson

Marcus Steenberg

Victor Winsløw

2. års aspiranter

Blance Charlot

Celine Olsen

Oliver Gunderskov

Karl Kristiansen

1. års aspiranter

Delphine Kristiansen

Emma Larsen

Thea Lech

William Daugberg

Louis Honoré

Tobias Jørgensen

Bertil Ulnitz

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau.

SÆRLIG SAMARBEJDSPARTNER

HOVEDSPONSORER

SPONSORER

Konsul George Jorck og

Hustru Emma Jorck’s Fond

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond

Toyota-Fonden

DET KONGELIGE TEATER

Teaterchef:

Kasper Holten

Balletmester:

Nikolaj Hübbe

Operachef:

Elisabeth Linton

Skuespilchef:

Morten Kirkskov

Salgs- og planlægningsdirektør:

Henrik Sten Petersen

Økonomidirektør:

Marie Munk

Teknisk direktør:

Rasmus Clausen

Musikdirektør:

Martin Brommann

Udviklingsdirektør:

Dorthe Paulli

Direktør for HR og Jura:

Louise Lee Leth

Administrationschef Balletten:

Anna Reinhard Danchell (konst.)

Administrationschef Operaen:

Carina Johansson

Administrationschef Skuespillet:

Carsten Møller

Administrationschef Musik:

Anne Seirup Nicolaisen

Kostumechef:

Nina Brødegaard Resch

Kunstnerisk leder af Balletskolen:

Anne Holm-Jensen Peyk

Administrationschef Teknisk afdeling:

Michael Sørensen

Chef for Strategisk planlægning og analyse:

Anna Reinhard Danchell

Chef for PR og Presse:

Michael Jannerup

Chef for Bæredygtighed og Chefarkitekt:

Kim Fridbjørg

Chef for Salg og kundeservice:

Stefan Yong Gildhoff

Marketingchef:

Pernille Rasch

Chef for Digitalisering og arkiv:

Martin Thaarup Larsen

TEKNIK/PRODUKTION

Scenechef Gamle Scene:

Jacob Bjerregaard

Scenechef Operaen:

Søren Bøllingtoft

Scenechef Skuespilhuset:

Michael Franch

Produktionschef:

Sanne Brodersen

Leder af Lyd- og

videoafdelingen:

Mikkel Behrend

Leder af Rekvisitafdelingen:

Mikkel Theut

Ledere af Skræddersalene:

Birgitte Bandmann

Nina Brødegaard Resch (konst.)

Leder af Maskør- og parykafdelingen:

Nina Brødegaard Resch

Leder af Hatte- og

Tekstilværkstedet:

Gitte Løgtholt Poulsen

Leder af Kostumierer:

Mette Kibsgaard

Leder af Kostumeteknikken:

Ausa Marie Thorvardarson

Leder af Statist- og påklæderafdelingen:

Sandy Gordon Miehe-Renard

PRODUKTIONSLEDELSE

Producent:

Jens Lange

Produktionsleder:

Johannes Brandt

Scenemester:

Morten Bisgaard

Belysningsmester:

Thomas Bek Jensen

Kostumier:

Annette Nørgaard

Forestillingsledere:

Michelle Steen Nielsen

Bryant Steenstra

PRODUKTIONSANSVARLIGE

Sceneansvarlig:

Peter Winkel

Lysansvarlig:

Michael Sloth

Signalør:

Theis Lyng Reinvang

Tonemester:

Rasmus Balch

Konstruktør:

Mikkel Bruhn

Møbler:

Thomas Kolding

Rekvisitør:

Ulla Jensen

Herreskræddere:

Mette Hoy Sørensen

Lillian Petersen

Inge Lise Holmenlund

Dameskræddere:

Bente Kirk

Helle Bogø Armstrong

Modist:

Michaela Carlsson

Tekstilværksted:

Katja Bie

Maskør og paryk:

Tina Tøttrup Jensen

Kostumeteknikere:

Katrine Hau Oppenlænder

Søren Johannessen

Ansatte i administrationen, salgsog kommunikationsafdelingen

samt på værksteder og scener på

Det Kongelige Teater

Programredaktion og tekst:

Lise Kaiser

Forestillingsfoto:

Camilla Winther

Assistent for fotografen:

Cornelius Qvist

Tryk:

Stibo Complete

Maj 2024

Forside: Wilma Giglio som Raymonda.

Bagside: Liam Redhead som Beranger, Holly Dorger som Henriette, Wilma Giglio som Raymonda, Guilherme de Menezes som Bernard og Silvia Selvini som Clémence.

Wilma Giglio.