Kontaktøvelser! Udgangspunktet for al træning med hunden er kontakt! Hvis du ikke har hundens opmærksomhed, kan du ikke samarbejde med den… -
Generelt: husk at variere dine krav. Du skal ikke altid bare øge sværhedsgraden eller sætte kravene op. Hunden skal også opleve, at du somme tider ikke forlanger så meget, som du ved, den kan præstere. Det styrker dens selvtillid - og skærper dens opmærksomhed, da den hele tiden vil ”holde øje med”, hvad der mon kræves for at udløse belønningen denne gang!
-
Find gerne selv på varianter eller måder at gøre øvelserne sværere på og fortæl om det til teorien – så kan vi alle få gavn af dine idéer!
1) Kig op Tag en godbid i den ene hånd – luk hånden og hold den foran hundens næse. Hunden vil sikkert både kradse, småbide og gø – men du er passiv, skælder ikke ud, siger ikke et ord! Du åbner først hånden og giver godbidden til hunden, når den kigger dig i øjnene! I starten er et kort blik nok – men efterhånden kan du øge den tid, der går, inden du åbner hånden. Samtidig med at du åbner hånden, kan du sige ”værs’go’/”ja”/”dygtig”, eller hvad du nu foretrækker.Prøv med både højre og venstre hånd. Øv det derhjemme, i haven, inden for, i DcH, på gåturen… Mål: hunden er nærværende og opmærksom på dig – med andre ord: der er kontakt! 2) Dut Sæt dig ned så du er i niveau med hunden. Tag en godbid i den ene hånd, luk hånden. Hold den foran hundens næse. Lige ved siden af den lukkede hånd holder du den anden ”flade” hånd. Målet er, at hunden skal ”dutte” dig i den flade hånd – det er nøglen til at åbne hånden med godbidden! Når hunden har fanget pointen, øger du afstanden mellem hænderne. Skifter mellem at holde den lukkede højt og den flade lavt – og omvendt. For at gøre øvelsen sværere: indsæt et mellemled som hedder, at hunden skal dutte – derefter kigge dig i øjnene, og SÅ får den godbidden! Øv med tiden på alle steder – på alle tider… 3) Vente Sid foran hunden. Læg en godbid på gulvet. Når hunden prøver at tage den, skynder du dig at lægge hånden over godbidden og siger ”vente”! Når godbidden kan ligge der – mens hunden kigger (i starten kun flygtigt) i dine øjne, siger du ”værs’go’”, og hunden får sin belønning! Når hunden klarer dette med godbidden på gulvet, kan øvelsen flyttes til lige det sted, det skal være: på en flad hånd foran hundens næse, på dit knæ når I sidder og hygger i græsset eller sofaen, på hundens egen næse, på en sten I finder på gåturen, på ryggen af et familiemedlem som ligger eller sidder – mulighederne er uendelige og sjove! Sidegevinsten er, at ordet ”vente” kan bruges i rigtig mange nyttige sammenhænge: når hunden skal ud og ind ad døre/bilen, når den skal have sin mad/sit vand, når dens ”seng” er ved at blive redt, og hunden med glæde venter på at putte sig dér – osv. osv… På denne måde får hunden en positiv besked om at vente – i stedet for et surt ”nej”, fordi den kom til at gå ind med våde poter, fordi den ikke havde lært at ”vente” på ”værs’go’”… Målet er altså, at hunden venter på noget – kigger dig i øjnene, og når det passer dig, får den ”værs’go’”…!