Generationer er noget, vi kalder hinanden

Det kan føles, som om generationerne er langt fra hinanden. Men er det rigtigt?

Der er så meget, de gamle ikke forstår. De er rustet fast i gamle idealer og blevet doventkonservativt forvænte. Nogle dage kan det synes sådan: Som om en gabende kløft af mismod og vrængende misforståelser findes mellem generationerne. Som om man per definition ikke vil forstå hinanden.

Står de gamle i vejen for de unges muligheder? Er de unge for navlepillende woke til at give plads til andre

Problemet er jo, at alle generationer tror, de har fået verdeni dåbsgave. At netop de var dem, der fiksede det hele. De gikpå gaden for at kæmpe for noget, og de fik sikkert meget af detgennemført. Men nærmest så snart, som de har fejet de sidstedemoskilte væk, kommer der en ny og yngre generation og råberpå noget nyt:

Vi vil have mere ligestilling, flere rettigheder. Vores vrede erden samme som jeres dengang, nu er det bare jer, der skal tageimod noget af den.

Jeg kan godt forstå, det er hårdt. I skubbede verden foran jer,og så kommer der nogle med energi, de har arvet fra jer, og vil rullevidere. Vi er ikke nødvendigvis ude på at trille hen over jer, men vihar altså heller ikke tænkt os at stoppe her. Og i øvrigt kommer dersikkert nogle endnu yngre om lidt og overtager håbet.

Jeg er selv som 28-årig i den yngste ende af millennialgenerationen.Jeg er, som de fleste fra min generation, barn afforældre fra babyboomer-generationen. Derfor er det måske ogsåså kompliceret os generationer imellem; vi er jo i familie, for pokker.

Jeg arbejder på Politiken, og her ulmer konflikterne også.Disse opgørenes år er vigtige for en nyheds- og meningsmaskine.Grænserne bliver konstant trukket op ude i samfundet, og detsiver ind på redaktionen.

Sexisme, racisme, klimaforandringer og alt det andet farligeflyder ned ad siderne, og intern enighed er ikke altid muligt.

Det ser ud til, at vi er bange for hinanden. Bange for, at devoksne sidder på magten og aldrig giver en tomme fra sig – chefer, til de dør. Bange for, at de unge stormer kastellet, smideralle folk i glemslens guillotine og alle busterne i kanalen.

Det er ikke fordi, jeg tror, jeg løser generationskonflikterne ved atsige, at generationer ikke rigtig findes, men hermed et lille forsøg.

For det viser sig jo, som det så ofte gør, at virkeligheden eren anden end overskrifterne. To personer med forskellige aldre kan have meget mere tilfælles end to jævnaldrende. De til enhver tid populære debattører, kunstnere, journalister, influencers og meningsdannere taler ikke for hele generationer, hudfarver, køn eller klasser. Det ved vi jo godt, men det er for nemt at glemme. Vi – og her mener jeg det store “vi” – skuer for nemt hunden på hårene og folk på markørerne.

Hvorfor? Fordi det sælger, fordi kategorierne er nemmere atforstå end personerne, og fordi det er sjovere at slå på en stråmandend et rigtigt menneske. Og fordi det nogle gange bare er nemmereat være larmende uenige end at tale stille sammen om det svære.

Ja. Det ville være dejligt, hvis jeg kunne sige, at det barehandler om, at vi skal lytte mere til hinanden, men det er for nemt.Jeg har ikke løsningen på udfordringen, men jeg har (minimum)to ting, vi skal huske. To måder, man som skriver og læser kannive sig selv i armen.

Den ene huskeregel er: Tiden går. Altid. Nye mennesker fødesog skubber, om de vil det eller ej, på den store Sisyfos-sten, sommenneskeskæbnen er. Lige meget hvad, så rykker vi som art osikke mod et mål, men mod nye udfordringer. Vi bliver ikke værreeller bedre, vi bliver ved.

Den anden er: Generationer er noget, vi kalder hinanden. Jegkan kalde dig “boomer”, du kan kalde mig “millennial”. Det bliveringen af os klogere af. Bag de skjoldede spøgelseslagen-kostumerer virkeligheden altid en anden. Man skal ikke være over 50 årfor at være racist. Man skal ikke være under 30 år for at værekrænkelsesparat.

Det er altid bedst at se hinanden som individer, men det eraltid nemmere at være vred på en generalisering.

AF FELIX THORSEN KATZENELSON, FREELANCE JOURNALIST