Faengsel

af

JENS O. MAGNUSSEN illustreret af

LAURIE GRUNDT

FORORD Dette er ikke en dagbog eller foregiver at være en dokumentarisk beskrivelse af hændelserne og er først skrevet ned udfra hukommelsen og nogle få breve femten år efter, de fandt sted.

Det var en blanding af naivitet og sort uheld, der gjorde, at min tyske kæreste, Adelheid, og jeg havnede bag marrokanske tremmer i 1972, og de, der finder lidt vel rigelig selvgod skandinavisk-humanistisk forargelse i teksterne, har ret, men jeg har tilstræbt størst mulig ærlighed om mine følelser, og de var som beskrevet.

Jeg blev meget glad, da min gamle ven, Laurie Grundt, tilbød at illustrere bogen. Da han jo selvsagt ikke var tilstede, lavede han sine tegninger efter mine beskrivelser og ramte plet hver gang.

Derfor er FÆNGSEL tilegnet den norske maler, tegner, poet og kulturaktivist, Laurie Grundt, og min nu afdøde ekskæreste, Adelheid Knaup.

JENS O. MAGNUSSEN, D. 29. 6. 2014.

BLINDT MORD

5

ARRESTATION 10 GULDTAND OG DRØMMEN OM SVENSK SEX

19

KOMMUNISTEN OG CYKELTYVEN

26

L’IMBECILE OG LÆDERISSEN

32

GANGSTEREN OG HELGENEN

36

SAMUNEN / STREJKE

43

DRÆBERFODEN OG BRØDTYVEN

48

FRI 54

BLINDT MORD Rashidi Hassan afsonede en dom på 40 år for dobbeltmord. At han havde dræbt sin kone og hendes elsker i jalousi tjente, som i så mange patriarkalske kulturer, som en formildende omstændighed. Han havde undervist i filosofi på universitetet og var en dag med aflyste forelæsninger kommet tidligere hjem, end han plejede. Ude fra entreen havde han hørt de karakteristiske lyde af aktiv elskov og genkendt sin kones gisp og støn. En iskold vrede greb ham, og han hentede øksen fra brændeskuret, listede lydløst tilbage og huggede rasende efter stemmerne. Da der blev helt stille, sank han hulkende sammen på gulvet ved siden af de sønderlemmede kroppe, hvor naboerne kort efter, alarmeret af skrigene og støjen, havde fundet ham og tilkaldt politiet.

5

Han fattede straks sympati for le danois eller berberhippien, som jeg også blev kaldt, fordi jeg ved arrestationen kun var iført de typisk posede bukser med hængerøv til knæene. Efter sigende (næppe den oprindelige grund) fordi muslimerne tror, at den kommende Messias vil blive født af en mand; og så skal der jo helst være plads, hvis han kommer dumpende uanmeldt så at sige, selvom det jo er selvmodsigende både at være forkyndt og uanmeldt.

Rashidi og jeg kunne diskutere i timevis, det var umuligt at kede sig et sekund i hans selskab, og alene hans dybe psykologiske indsigt og beroligende fortrolighed med fængselslivet støttede mig meget i de første paniske dage.

Taget i betragtning at han allerede havde tilbragt næsten tyve år i dette helvede, kunne han med forbløffende intellektuel behændighed og sproglig præcision drage sammenligninger mellem Kierkegaard og Kafka, Dickens og Dostojevskij; heldigvis for mig både på fransk og engelsk.

Desuden beherskede han den sjældne kunst at filosofere originalt og abstrakt, uden nødvendigvis at skulle hænge alt op på faktuelle referencer, som så mange akademikere har for uvane, eller forsvinde op i den blå luft på den spirituelle eskapismes vinger. P. gr. a. sin blindhed og sit venlige og intelligente væsen nød han flere privilegier, der ellers var forbeholdt de rige fanger. Han havde enecelle og fri daglig adgang til infirmerigården, der både var renere, større og mindre overfyldt, end de andre. Desuden groede dèr nogle citrontræer, som spredte en særdeles velkommen frisk duft i den allestedsværende, hedeforstærkede fængselslugt.

Mit venskab med Rashidi plus et femkrone-stort, nervøst kradsesår på højre fod skaffede mig snart adgang til dette åndehul, og jeg lærte på kort tid mere fra ham om at affinde mig med en uafvendelig skæbne, end ved egen resignation. Han vidste, at han ikke kom fra fængslet i live uden en næsten utænkelig benådning fra selveste Kong Hassan. En medlidende fangevogter gav ham et dagligt kræmmerhus kif, som han røg efter aftensuppen, hvorpå han sad og sang og nynnede med lav, barnligt-lys stemme, mens natten langsomt kølede fængslets hede mure.

Jeg tænkte tit på, om han virkelig var helt blind eller måske kunne skimte visse af den ydre verdens konturer og blot spillede en overbevisende rolle for at få del i de goder handicappet gav. Det var let at komme i tvivl, når han i samtalens løb rettede sine lysende blegbrune øjne mod mig. En dag besluttede jeg at sætte ham på en, syntes jeg selv, ret uskyldig prøve.

Det var tidligt om morgenen, og jeg skulle til infirmeriet for at få skiftet bandage på min fod; et smerteligt ritual, da den uduelige infirmerist bestemt ikke hørte til de blødsødne. Jeg vidste, at Rashidi ville være der, fordi han havde celle lige overfor os “turister”, og jeg havde set ham gå. På det tidspunkt var fliserne stadig kølige, så jeg tog mine træsko af og nærmede mig stille døråbningen, hvor han plejede at sidde og anråbe mig på lang afstand. Det gjorde han ikke denne gang, og jeg har sjældent skammet mig så meget, som da jeg nåede hen til ham, og han med dæmpet stemme blot sagde: “God morgen, Jens, tag dog dine træsko på. Fliserne bliver snart gloende.” Han forklarede, at han kunne

6

kende min tilstedeværelse på andet end lyden af mine skridt som f. eks., hvis jeg var tæt nok på, mit åndedræt, min lugt eller de øvrige fangers reaktioner på mit nærvær.

Den dag talte vi ikke meget sammen. Jeg ønskede ikke at fortælle om min tåbelige tvivl og vidste samtidig, at han var ganske klar over grunden til den akavede morgenmanøvre. I stedet mediterede vi over de ar et konstant pres af ondsindet tvang påfører ubefæstede sjæle og gør dem til pavlovske robotter i en ubrudt cyklus af streng straf og ingen belønning, prygl med palmegrenen og tynd suppe med tørt brød. Vi var begge mere end normalt nedtrykte (som det meteorologiske lavtryk, der lå over fængslet med femogfyrre grader i skyggen), men kunne dog glæde os over en fælles forståelse af uvidenhedens potentielle vanvid i en så degenereret lilleverden som denne.

En uge senere indtraf katastrofen. Rashidi havde, som han plejede, siddet og sunget stille hen for sig.

En lang melankolsk ballade om ulykkelig kærlighed, fortalte Mohammed fra nabocellen mig næste dag. Ved nitiden gik lyset i hans celle ud. Ingen af os tænkte, at det kunne betyde nogen særlig forskel for en mand, der levede hele sit liv i totalt mørke, men han måtte have hørt det lille dingg, det af og til siger i en pære, der brænder over. Han rejste sig straks og berørte pæren flere gange, indtil han opdagede, at den blev kold. Derpå tilkaldte han myndigt en fangevogter for at få den skiftet ud.

7

Desværre var det en af de aftener, de vagthavende drak sig fulde, hvilket skete jævnligt og kunne få uoverskuelige konsekvenser for uforsigtige eller blot uheldige fanger. En af disse berusede plageånder kom sejlende ned ad gangen, råbte jovialt, om der var noget galt med kif ’en og brød ud i en braldrende latter, da Rashidi gjorde opmærksom på det manglende lys i cellen og forlangte at få pæren udskiftet.

Først var vagten stadig gemytligt fuldemandsflink, og sagde, at det vel nok var synd, men da han nu alligevel var blind, hastede det vel ikke så voldsomt.

Jeg forstår selv i dag ikke, hvad der greb min ellers så besindige ven (bortset fra dobbeltmordet, forstås). Han havde tålt denne galskab i tyve år, men måske var hans helt egen indre grænse endelig nået. Han begyndte at råbe og skrige om, at det var hans ret at have en funktionsdygtig lyspære i cellen og insisterede på, at den gamle blev udskiftet straks.

Da hans krav blev mødt med endnu en kluklatter fra vores snaldrede vogter, blev Rashidi grebet af et vildt raseri, og byger af skældsord føg om ørerne på den ellers i det daglige relativt fredsommelige mand. Det blev ham snart for meget, sikkert blev han også såret, da Rashidi var populær og hans venskab eftertragtet blandt både fanger og vagter, så jovialiteten blev til vrede, og han tilkaldte to af sine ligeså slingrende kolleger. Sammen gik de ind i cellen og halede den nu aldeles ustyrlige Rashidi ud, mens han sparkede og spyttede og bandede og svor på et kaudervælsk af arabisk og fransk. Jeg opfangede ord som salaud (svin) og imbecile (tåbe), mens de slæbte ham væk.

8

Næste morgen erfarede jeg, at han var kommet i “hullet”. Det var (er såmænd sikkert endnu) et rum ca. halvanden meter langt, halvanden meter bredt og en meter og tyve højt. De lykkelige beboere (en af gangen, forstås) af denne luksussuite måtte klare sig med et halvt brød og en kop lunkent vand om dagen, men som en af mine cellekammerater så spøgefuldt sagde, fik de jo heller ikke megen motion. Efter at han morgenen ovenpå nattens drama havde slidt sig løs fra betjentene under fængselsdirektørens “afhøring” og var gået direkte fysisk til angreb på denne almægtige embedsmand, blev Rashidi idømt fjorten dage i “hullet” som disciplinærstraf.

Da de ti dage senere på lægens ordre bar ham ud, halvdød og stinkende af egne ekskrementer, var han næppe en særlig tung byrde, og hvis han ikke havde været blind i forvejen, kunne dette ophold let have gjort ham det. Det var tre uger før min løsladelse. Trods mange henvendelser tillod han ikke, at jeg besøgte ham på infirmeriet.

Der var givetvis ingen forbindelse overhovedet mellem de to hændelser. Hans særegne intelligens var skæmmet og vel også på sin vis skærmet af både stolthed og forfængelighed, men alligevel har denne tanke forfulgt mig lige siden: Bare jeg dog aldrig havde tvivlet på, at han virkelig var helt blind.

9

ARRESTATIONEN Han gik flere gange rundtom mig og målte mig arrogant fra isse til fod med et surt drag om munden, som om jeg repræsenterede en specielt afskyelig afart af menneskeheden.

Som det hører sig til i et mareridt som dette, var han iført ulastelig uniform og lange, skinnende, sorte støvler, som han slog aggressivt på med en tynd, svirpende bambuspind.

“C’est bon le hashish, n’est pas? Bien pour l’amour, eh?” spyttede han, “og De troede det var tilladt, javist, javist.”

Han svirpede truende støvleskafterne med pinden.

“Det var naturligvis derfor, De havde skjult det så godt, ikke sandt?”

Han satte sig et øjeblik, rejste sig igen, gik endnu en hånende runde omkring mig (der selvsagt stod op) og sagde:

10

“Godt, lad mig nu høre deres forklaring endnu en gang.”

“Jo, Msieur. Le Commisaire”, begyndte jeg famlende på mit vakkelvorne fransk, “Som jeg tidligere forklarede, drejer det sig jo kun om 250 gram, som vi ville sende hjem til privat forbrug. Vi vidste selvfølgelig, at det er forbudt at indføre i Danmark, og derfor rullede vi det ind i de garnnøgler. Vi regnede ikke med, at det ville få nogle konsekvenser her, hvor selv bedstefar ryger. Jeg er ked af, hvis de har fået det indtryk, at vi er smuglere med økonomisk vinding for øje.”

Jeg tøvede. Jeg var ude på dybt vand. Mens jeg snakkede, sad han og bladrede hidsigt i en større bunke papirer, der sikkert skulle give mig en intimiderende følelse af, at mit dossier allerede var tykt som bibelen, men som jeg havde lært hjemmefra: Når blot man har en god samvittighed - -, så jeg fremturede: “Jeg forstår, at vi har begået en mindre lovovertrædelse, men jeg er villig til at betale Dem 10.000 Dirham (ca. det samme i Kr. 1972), hvis De glemmer og lader os gå. Det er vel også kun en bagatel”, tilføjede jeg dumdristigt.

Han klaskede bambuspinden ned på papiret, så luften blev tyk af solglitrende støv, og opremsede triumferende: “Forsøg på bestikkelse af en politiofficer, ulovlig besiddelse af illegale stoffer (et kort, absurd sekund kom jeg til at tænke på, om der mon fandtes noget sådant som lovlig besiddelse af illegale stoffer) samt forsøg på smugling af disse. Dertil ophold i landet udover den givne tilladelse (vores visum gjaldt kun for tre måneder, hvorefter vi skulle have meldt os til politiet for at få det fornyet. Det havde vi ganske enkelt glemt). De og Mademoiselle Knaup kan roligt se frem til mindst to års fængsel!”

Han bøjede sig frem over papirdyngen, pillede distræt næse og sagde iskoldt til sin slimede pegefingerspids: “Og nu Msieur. Magnussen tror jeg, at det er på tide, De ser, hvordan vi indkvarterer kriminelle her i landet.”

Han tørrede fingeren af i et kridhvidt lommetørklæde, råbte nogle gutturale lyde udi lokalet, og straks efter kom en svedskjoldet, hvidløgsduftende skjorte og tog mig i armen for at føre mig væk. Jeg fik et lynsnart glimt af ham som en lettere debil, godmodig bondedreng, der blot skulle føre fårene, gederne, køerne eller fangerne fra et sted til et andet. Han ville såmænd med samme blide insisteren lede dem til skafottet, hvis hans herre befalede.

Han bragte mig fra kontorbygningen over i en tilstødende, klam, alderstegen bygning, der husede cellerne. Den så ud som og føltes som om den havde stået der lige siden sørøvernes tid. Det havde den

11

nu kun i sin grundform. Franskmændene havde lavet visse forbedringer ved bl. a. at mure vinduerne lidt mere til for at udelukke flugt og indlægge rindende vand for at skåne deres sarte næsebor. Han skubbede mig frem gennem en muggent stinkende gang, der ledte tanken hen på Greven af Monte Christo, hev et enormt nøgleknippe frem og åbnede en stor, tung jerndør med en smal tremmeåbning for oven. Jeg kunne stadig ikke helt fatte det og sendte ham et bønfaldende blik, slog ud med armene og spurgte appellerende: “Vraiment?”

Han spejlede min gestus og svarede: “Oui Monsieur - - - vraiment - -”, tilføjede han med en sær blanding af medlidenhed og morskab.

Han lavede et grotesk skrabud, mens han blidt men ubønhørligt skubbede mig ind i mit nye logi.

Der var sket følgende: Adelheid og jeg var så småt begyndt at forberede os på hjemrejsen til Danmark efter et halvt års rundrejse i dette smukke, forunderlige land. Pengene var begyndt at slippe op, og vi trængte begge til en frisk dukkert i et køligt Skandinavisk klima. Vi havde allerede sendt to papkasser med tøj, tæpper, lertøj og nips og manglede nu kun at pakke en mere. Gennem et stykke tid havde vi overvejet, hvordan vi sikrest kunne sende en beskeden portion hash hjem til eget forbrug, og pludselig fik vi næsten samtidig ideen, da vi så den enorme bunke garn, Adelheid ville sende. Den skulle alligevel vikles op, og dertil plejede hun at bruge et lille stykke sammenfoldet pap til at begynde med. I stedet kunne der snildt anvendes små stykker urt på en fire - fem gram, som ikke ville kunne mærkes, selvom man trykkede. Og hvilken siestadoven post-funktionær gad vel rulle kilometervis af garn ud som et rutinecheck.

Hvad vi ikke vidste var, at politichefen i byen var nyudnævnt specielt til at tage sig af “hippieproblemet” bla. a. som led i en international aftale på USA’s initiativ. Han havde endnu ikke fundet sig et sted at bo, så han havde indlogeret sig på hotel som enkemand sammen med sin charmerende femårige datter.

Vores hotel. Rent faktisk i værelset lige under det, hvori vi planlagde vores “forbrydelse”. Nu forstod han jo ikke dansk, men hans datter legede tit oppe på taget, når vi var der. Hun elskede at pjanke med Garm, vores gadekryds fra Diabat opkaldt efter Tolkiens Farmer Giles kujon af en hund, og har jo desværre nok nævnt for farmand, at vi lå og røg på nogle sjove lange piber. Hvis hun også har undret sig over, at vi legede med garnnøgler som et par forvoksede kattekillinger, blev resten en ganske banal told- og politiaktion.

Vi afleverede pakken på posthuset fredag eftermiddag og lørdag morgen kom der bud om, at vi skulle komme derover igen. Nogle papirer var ikke rigtigt udfyldt. Vi anede ikke uråd og mødte beredvilligt

12

op. Først da vi blev ført ud i baglokalet og så al garnet rullet ud og de små afslørende klumper i en bunke på bordet, begyndte vi at svede. Jeg var dog stadig overbevist om, at de højst ville konfiskere kontrabanden og slå lidt mønt af sagen i form af en bøde, men efterhånden som både toldere og politifolk stod og talte højt henover hovedet på os, fornemmede jeg, at det næppe ville gå helt så let, og da vi blev kørt i jeep til politistationen, hvor ovenfor beskrevne scene udspilledes, var jeg ikke længere i tvivl om, at vi var i alvorlige vanskeligheder.

Jeg forsøgte ved politichefens indledende afhøring at påtage mig hele skylden, men nej! Det havde været rullet ind i garn, og han nægtede at tro på, at jeg havde til hensigt at sidde og strikke i de

lange vinteraftener, til trods for at jeg faktisk gik så vidt som til at prøve at overbevise ham om, at strikning og håndarbejde generelt (vi var jo hippier!) var helt hyppige sysler blandt nordiske mænd.

Tydeligvis lidet overbevisende, så Adelheid og jeg skulle begge afsone samme straf, hun i kvinde- jeg i mandefængslet.

Jeg vil ikke gå dybere indi en beskrivelse af denne lange nat i Essauira-arrest. Det var et ca. seks gange seks kvadratmeter stort rum med et hul til aftrædelse i hjørnet og en rusten, hikkende vandhane.

Cellen var beboet af de sædvanlige drukkenbolde, lommetyve og voldsmænd, jeg snart skulle lære meget bedre at kende.

13

Jeg opdagede dog hurtigt, at jeg havde en væsentlig styrke: P. gr. a vores relativt lange ophold i landet og uluksuriøse måde at rejse på, kendte jeg typerne og følte ingen frygt for dem. De, der overhovedet tog notits af mig, var da også flinke nok, og da jeg vendte vrangen ud på lommerne, spillede skurkagtigt sammensvorent med øjnene og på mit bedste gangsterfransk sagde, at panserne havde hugget alle mine penge, grinede de hovedrystende. En af de barskere udseende fanger med et helt lige, ildrødt ar tværs over det knudrede ansigt fra tinding til kæbe, som om nogen havde prøvet at strege ham ud, havde fået tiltusket sig nogle ekstra tæpper og smed et over til mig.

Han sagde: “Slap bare af, kammerat. Det eneste du kan gøre her er at sove, æde og skide, og der er fire timer til maden kommer.”

Spredt latter fra de vågne. Jeg takkede nervøst for deres venlighed og lagde mig.

Jeg sov stort ser ikke den nat. Gudskelov havde Antoine (en opiumsryger fra Paris, der tit underholdt os om Beaudelaire i Diabat) opdaget, hvad der var sket og fået lov til at aflevere min tykke bjergdjellaba til mig. I den kunne jeg krybe sammen og tænke med åbne øjne i mørket. Jeg tænkte konstant på Adelheid. Hun var en måske nok psysisk stærk men fysisk skrøbelig kvinde. For mit eget skind var jeg indlysende nok rædselsslagen. Det trøstede mig noget, at flere omtalte Marrakechfængslet som meget bedre end dette hul, selvom jeg på det tidspunkt havde meget svært ved at forestille mig, at en straffeanstalt i nærheden af af Sahara med næsten 1500 fanger skulle kunne være bedre på nogen som helst måde. Da jeg henimod morgen endelig faldt i søvn, drømte jeg , at Adelheid og jeg skiftevis var Frodo og Samvis på deres frygtelige rejse gennem Mordors afbrændte, nøgne landskab uden at vide, hvor Gollum var, eller hvordan vi overhovedet var havnet der i dette triste stykke unatur med tremmer for horisonten.

Næste morgen blev jeg igen hentet ind til politichefen, der kort meddelte mig, at vi begge skulle overføres til Marrakech, men at vi først p. gr. a. weekenden skulle tilbringe en nat på gendarmeristationen lidt udenfor byen.

Det lød jo herligt, at vi kunne slippe ud af disse stygge celler, men Mseiur. Le Commisaire understregede, at vi skulle til Marrakech for at blive stillet for en dommer, der næppe ville se med milde øjne på vores forseelse. Han forsømte ingen lejlighed til at få mig til at ryste blot lidt mere i bukserne, end jeg allerede gjorde i forvejen.

Vi blev ført ud af en bagudgang til en af gendarmernes jeeps og efter halvandet døgns plagsom adskillelse, faldt vi igen i hinandens arme. Gendarmen viste sig at være en flink fyr. Vi skulle som sagt overnatte på deres station før transporten til storbyen, og han lod os sove sammen. Vi blev noget overraskede over dette uventede frisind, men faldt hurtigt ned, da han smilende tilføjede, at der jo nok ville gå flere måneder, før vi fik fornøjelsen igen.

14

Natten var fyldt med lange, hviskende hypoteser og jeg mindes ikke at vi elskede selvom vi rørte hinanden overalt som for at indprente os konturene af hinandens kroppe. Vi forsøgte selvfølgelig at lægge en slags strategi, men ingen af os anede i virkeligheden, hvordan sagen skulle håndteres udover at råbe på konsulen og håbe, at civilisationen ville gribe ind.

Vi vågnede tæt sammenklyngede og fuldt påklædte ved nogle garageagtigt skramlende lyde. Døren til vores celle blev revet op, ikke af vores hyggelige ven fra dagen før, men af en brysk udseende, rynket knark i lyseblå skjoteærmer. Klokken var otte, så solen bagte allerede skråt ned. Et kort natligt regnvejr havde mættet luften med krydrede dufte. Jeg gjorde hurtigt opmærksom på, at et toilet ville være velkomment og at vi var sultne og tørstige. Han pegede i retning af et par blå døre, og vi spurtede.

Da vi efter endt gerning igen trådte ud i gendarmerigården stod den gamle der, nu med forklæde på som en fransk krovært og bød os ind på kontoret til kaffe, æg, syltetøj og blødt brød. Han nikkede sødt med sit troldehoved og gumlede med med tandløse gummer, mens vi med inderlig nydelse indtog hans måltid. Det eneste han dog ville sige, når vi spurgte ham om vores fremtidige skæbne var blot: “Prison Marrakech (udtalt Mrrakch)” Adelheid og jeg vidste udmærket, hvor vi skulle hen. Det vi ønskede, at vide fra ham var, hvordan det ville blive, men da jeg endelig trængte igennem, trak han bare på skulderen, vendte blikket mod Allah og sagde: “Pas mal, pas mal.”

Da vi havde spist færdig og sad der med hver sin cigaret under de søvntunge, bekymrede øjne, meldte sig en elegant, kultiveret, ung gendarm. Han gjorde sågar honnør for os og beklagede, at han måtte bede os følge med ud til bilen. Det var hans opgave at eskortere os til domhuset, hvorfra vi, som han så opmuntrende tilføjede, enten ville blive løsladt eller varetægtsfængslet.

Afstanden mellem Essaouira og Marrakech er ca. tohundrede kilometer, hvoraf størstedelen er øde, gold stenørken. Fåre- og gedeflokke dukker op de mest uventede steder, og vi undrede os endnu engang over, hvor de dog finder føde, men der må vel findes nogle seje, nærende småvækster rundt omkring, de kan nippe af.

Vores elegante enmandseskorte havde placeret os på bagsædet af bilen, ingen jeep denne gang, uden håndjern eller andre sikkerhedsforanstaltninger. Sære tanker fløj gennem mit hoved: Skulle jeg give ham et gok i nøden, når han tog farten af ? Med hvad? Og hvad så? Åh nej, åh nej! Og næsten som svar på mine tanker bremsede han pludselig meget brat op, sprang ud af bilen, pegede på en bakketop et par hundrede meter til højre for os og sagde:

15

“Nu er den satans fåretyv på spil igen! Dennegang vil jeg fange ham! I venter bare her!”

Og så løb han væk over den udpinte jord med pistolen klar i hånden.

Fåreflokken og den tyv, han nævnte, men som vi ikke kunne få øje på nogen steder, forsvandt med ham i hælene opover bakketoppen og udaf syne.

Adelheid sendte mig et megetsigende blik. Han havde efterladt bilnøglerne i tændingen. Problemet var imidlertid, at ingen af os kunne køre en bil. Vi overvejede kort, hvor mange chancer vi ville have til fods i dette landskab, hvor ingen huse eller blot et sølle skur var at se så langt øjet rakte, og lænede

os til sidst trætte tilbage i sædet for at få indhentet lidt søvn der midti ingenmandsland.

Efter et kvarter vendte vores chauffør tilbage prustende og gispende efter den lange løbetur. Han bød os en smøg, halede en thermokande med myntethe frem fra en blå- og rødflettet plastictaske og skænkede gavmildt op. Han ærgrede sig, og ville gerne have at vi ærgrede os sammen med ham.

Han syntes ikke at være opmærksom på, at vi netop da havde helt andre ting i tankerne, men vi nikkede medfølende, da han fortalte, at den forbistrede fåretyv, der havde hærget egnen i snart tre år, tilsynladende altid var i stand til at forsvinde sporløst, uden at man nogen som helst steder havde kunnet finde noget, der bare lignede et skjulested.

Det gik dog hurtigt op for ham, at vi ikke fandt emnet helt så interessant, som ham, så han pakkede snart thermokanden væk og kørte videre.

Efter en lille times kørsel nåede vi en blågrøn, markedscentreret landsby, hvor vores flinke ledsager gjorde ophold ved et thehus, så vi kunne få en forfriskning. Jeg begyndte så småt at mistænke ham for at nyde vores lille udflugt. Sandsynligvis havde den fritaget ham for mere trivielle eller anstrengende pligter hjemme på stationen. Bagefter lod han os gå på toilettet uden opsyn. Han vidste vel, at vi ville være hjælpeløse i et flugtforsøg, og at ingen lokale beboere ville turde binde an med at skjule os.

16

Efter endnu en halv times kørsel nærmede vi os altfor hurtigt Marrakech, domhuset og en pinagtig, uvis skæbne, der kredsede over vores hoveder som en frygtelig fugl med håbets hvide vinger og ulykkeskragens spidse, sorte næb.

Indfaldsvejen til byen lignede til forveksling den, vi havde forladt den ad tre en halv måned tidligere.

Et mylder af mennesker, der solgte alt fra urter til hatte, medicinske tjenestydelser, fodtøj, kaniner, høns og lam, og de der slagtede dyret i vejkanten, så det var lettere at transportere over æsel- eller dromedarryggen, de skramlende, osende busser, tiggerdrengene og de allestedsværende bærende

kvinder. Kvinder med enorme bundter af brændekvas på skuldrene, og vandspande på hovedet eller åget, ynkeligt magre hunde, der sloges om en kødduftende plasticpose og de hvidskæggede, værdige gamlinge i de hvide djellabaer med deres kif, sukrede myntethe og urokkelige tro på nedarvede privilegiers faste orden.

Vi krydsede gennem byen næsten i spadseretempo p. gr. a. trængslen og kom til sidst ud i et kvarter af byen, vi ikke kendte. Der standsede vi foran en pompøs bygning, der selvfølgelig ligesom civilfængslet var bygget af franskmændene.

Derinde overlod vores gendarm os til en vagt, som behørigt kvitterede for modtagelsen og lod os blive stående i smal gang ud til gadelivet.

Der blev vi snart tiltalt af en ældre, fedladen herre i et usandsynligt smudsigt, krøllet jakkesæt, der præsenterede sig som advokat. Han fortalte, at han ofte havde hjulpet europæere og amerikanere i lignende situation som vores (tilsynladende var han allerede blevet informeret om vores tilfælde), og at vi blot trygt skulle lægge sagen i hans hænder, så ville han sørge for, at vi fik den kortest tænkelige straf.

Han ville forsvare os for 800 Dirham og ligeledes sætte sig i forbindelse med det danske konsulat, som kunne være os behjælpelig med besked til familien, evt. ekstraforplejning m. m. Vi anede ikke

17

vores levende råd, så på trods af hans lurvede og upålidelige udseende slog vi til, simpelthen fordi han åbenbart vidste, hvordan situationen skulle gribes an. Det viste sig at være penge ud ad vinduet, men det kunne vi ikke vide på det tidspunkt.

Han var tilstede, da vi kort blev afhørt af, hvad jeg tog for en slags undersøgelsesdommer. En korrekt og kølig mand, der gik lige til sagen. Det virkede, som havde han deponeret alle sine ømmere følelser i en hermetisk lukket bankboks og smidt koden til låsen væk. Han opsummerede da også hurtigt: Vores påståede uvidenhed om landets lovgivning, fritog os ikke fra strafansvar, og vi ville snarest muligt blive stillet for retten. Bestikkelsesforsøget ville han se bort fra og tilskrive panik under pres.

Indtil vores sag kom for, ville vi blive indsat i Marrakech Civilfængsel, hvor vi også skulle afsone i tilfælde af en fængselsdom.

Efter denne korte besked og uden svar på blot eet af de mange spørgsmål vi forsøgte at stille, blev vi ført ud til en fangetransport fyldt med højrøstede, barmfagre prostituerede. En ældre mama med en latter som en hæs sømand var lige ved at kvæle mig ved sit fyldige bryst af lutter omsorg og medlidenhed.

Ti minutter senere smækkede fængslets høje, tunge porte i bag os, uden at vi ret beset anede, om det ville tage en uge eller et år, før vi kunne gå ud ad dem igen.

18

GULDTAND OG DRØMMEN OM SVENSK SEX Den først nat i Marrakech Civilfængsel blev jeg kostet ind i en celle på firs til halvfems kvadratmeter, hvori der befandt sig mellem halvfjers og firs fanger af enhver slags. Da jeg kom, sad de med knæene trukket helt op under hagen og spiste aftensmad.

Til trods for at sceneriet var lammende deprimerende, og jeg dårligt kunne finde et sted at sidde, før en brydertype med et gyldent glimtende tandsæt skubbede en plads fri, var det eneste jeg tænkte på at få en skål af den duftende suppe. Jeg prøvede på mit francais-arabique at gøre det klart, at jeg var sulten. Det tog nogen tid p. gr. a. larmen, men da jeg greb til tegnsprog og pegede på min mund, mens jeg lavede tyggende bevægelser og gned mig på maven, forstod Guldtand og rejste sig straks. Han gik hen og bankede kraftigt på en luge i den dør, jeg lige var kommet ind ad.

19

En stritøret, mager fyr i en laset, jordfarvet djellaba prikkede mig på skulderen og sagde: “Chef-chambre.”

Han pegede i retning af Guldtand, rullede sigende med øjnene og gentog: “Chef-chambre.”

Jeg forstod, at Guldtand havde en magt i dette elendighedens rum, som de andre måtte underkaste sig. Det viste sig da også snart, at le chef-chambre var en slags overfange udpeget af vagterne til at holde ro i cellen. De valgte ikke overraskende næsten altid den stærkeste og mest brutale, selvom jeg bestemt ikke vil underkende Guldtands primitive men snedige psykologiske sans.

Efter et par minutter blev lugen åbnet, og snart sad jeg med en blikskål fuld af dampende varm linsesuppe og et halvt tilsynladende friskbagt brød i hænderne. Jeg havde intet spist i mange timer og været ude for en del anstrengelser, så jeg var glubende sulten. Jeg slubrede og dyppede og gumlede og glemte helt, hvor jeg var, indtil jeg mæt og forvirret måtte af med den luft nervøsitet og for hurtig spisning skabte og og slap en brummende prut. Det vakte postyr. Trods pladsmanglen trak de fleste sig væk fra mig. Kun guldtand betragtede mig underfundigt og sagde: “Ved du da ikke, at prutter her er en hilsen til Satan?”

Han gjorde en håndbevægelse, som om han skubbede en usynlig luftboble op gennem halsen og ræbede højlydt. Derpå pegede han på sin bagdel og rystede betydningsfuldt på hovedet. De næmestsiddende grinede og imiterede hans hovedrysten. Jeg tænkte på det gamle ord, skik følge eller land fly, og da der desværre ikke kunne være tale om land at fly, fremstammede jeg hurtigt: “Undskyld, - det var virkelig et uheld, - jeg er meget træt, og alt dette (jeg lavede en rumfavnende gestus) er meget fremmed for mig.”

Guldtand nikkede distraheret (et slagsmål var under opsejling ved urinalet), vrikkede en knoglet, ringbesat finger foran min næse og sagde: “Jeg bestemmer her, og jeg skal nok hjælpe dig. Gå nu over i det hjørne til Shaneh (han pegede).

Shaneh vil vise dig, hvor du kan sove.

Jeg vaklede udmattet derover og spurgte efter Shaneh, der viste sig, at være en vellidt, velnæret ca. halvtresårig tæppehandler, der havde fusket med sine skatteregnskaber. Hans fransk var på samme niveau som mit, så vi forstod hinanden jævnbyrdigt mangelfuldt. Han fortalte mig, at han havde været på forretningsrejser i både Frankrig og Sverige og godt forstod, at dette sted måtte være et chok for en svensker. Jeg var lykkelig for hans venlighed og rettede ham ikke.

20

“Men svenskerne, de er for frie”, sagde han efter en forlegen pause, “De lystrer ikke Guds love!”

Jeg smilede og rystede indforstået på hovedet. De var helt sikkert nogle slemme skørlevnere, de svenskere. For min skyld kunne han have været selveste overmullahen for de mest stivnakkede fundamentalister. Jeg ville have givet ham ret i hvad som helst, så træt var jeg.

Jeg pegede på gulvet og lagde et par sammenlagte håndflader under kinden for gennem det støjende virvar af stemmer, der henvendte sig både til ham og mig, at anskueliggøre, at jeg meget gerne ville sove. Det viste sig desværre, at den gestus ikke betød det samme der som på vores tegnsprog. Shaneh skiftede straks væsen overfor mig og råbte noget, jeg tolkede som: “Ryk dig lidt, Der skal være plads til en mere!”, til en halvvoksen knægt, der lå rullet sammen i fosterstilling og sov i hjørnet til venstre for os.

Jeg tog helt fejl, men det gik først op for mig, efter jeg havde lagt mig. Jeg havde såmænd helt uafvidende bestilt en fyr, og Shaneh opfyldte, omend tydeligt misbilligende, “mit ønske”.

Min nye nabo foldede sig smidigt ud af fosterstillingen og pressede en højst spændt lænd mod min bag, samtidig med at han begyndte at famle efter mit skridt. Jeg var som sagt helt udmattet, så jeg sagde blot et fyndigt: “No!” og gav ham et slag over håndleddet. Det var virkningsløst. Han begyndte at lade sin pegefingerspids glide langsomt ned ad min rygrad, mens han hviskede indsmigrende: “Les vitamins arabique sont bien, mzien, mzien.”

Jeg satte mig op med ryggen mod væggen og hænderne foldet over skødet som en anden knibsk jomfru og forklarede ham langsomt og så tydeligt som sprogbarrieren tillod, at jeg var dødtræt, at jeg ikke var homosexuel, at det ikke var ment som en uvenlighed mod ham, at der var sket en misforståelse o.s.v., o.s.v.

Pludselig blev vi afbrudt af en skinger, bjæffende jamren, jeg aldrig hverken før eller siden har hørt magen til. Den lød som en blanding af en hund, der har fået poten i en rævesaks og en senil olding, der ikke kan tale rent. Den jamrende rejste sig søvngængeragtigt, som blev han trukket op og stå af sin egen klage. En askegrå skikkelse med strittende sorte hårtotter i spredte klynger på kraniet, hænder der rakte ud efter støtte og et stift faldende blik.

Guldtand rejste sig langsomt gabende og sagde med dæmpet stemme:

21

“Læg dig ned igen, nu !”

Den plagede jamrede videre og begyndte blindt at snuble over de omkringliggende. Guldtand gik roligt efter ham, tog ham i krebsen, som var han en kattekilling, bar ham over, hvor han havde ligget, og slog ham ud. Jeg blinkede en enkelt gang. Jeg var lige kommet, og en kraftig kajeryster af den kaliber ville have medført en alvorlig sigtelse for vold i Danmark. For han slog hårdt og beholdt fingerringene på som en slags knojern. Bagefter gik han bare ud og skyllede blodet af under hanen, og et øjeblik efter snorkede han igen tillidsfuldt mellem dem, han til daglig terroriserene. Der var noget, jeg ikke helt fattede. Alt i mig opponerede mod, hvad jeg så. Min “beskytter” viste sig som et brutalt uhyre, og dog var der noget trygt og beroligende ved hans stygge justits.

Min sexglade nabo smøg sig igen helt uanfægtet ind til mig og hviskede, at hvis jeg ikke ville ”elske med ham”, ville han råbe op om, at jeg havde prøvet at voldtage ham. Men nu havde jeg fået nok og forstod, at det kun kunne være bluff, fordi han sandsynligvis ville få samme behandling som søvngængeren, hvis han førte sin trussel udi livet, så jeg skubbede ham væk og forklarede igen med mine franske brokker, at jeg kun ville sove og ikke var interesseret i mand-til-mand-sex, at han skulle holde nallerne for sig selv og se at få noget søvn, at jeg var sikker på han var en fornuftig ung mand og forstod, hvad jeg mente. Det gjorde han langt om længe og rullede sig igen sammen i sin sneglehuslignende fosterstilling.

Endelig kunne jeg lade mig glide ned på gulvet og prøve at få noget hvile med hætten på min tykke bjergdjellaba trukket helt ned over hovedet. Men netop som jeg var ved at svinde ind i søvnens

22

livgivende glemsel, hørte jeg, at han lå og græd med en dæmpet, halvkvalt hulken, han kæmpede hårdt for at undertrykke. Nu så mange år efter virker det sært, at jeg overhovedet tog mig af det. Der var flere, der lå og småklynkede nedi de grove tæpper. Det var ikke ligefrem et sted, der befordrede de gode drømmes regenererende søvn. Jeg kan kun forklare min reaktion som en sammensmeltning af fornuftoverskridende træthed og en dyb vrede spirende sig vej udaf angsten.

Jeg vendte mig mod ham og sagde stille: “Du er trist, min ven. Det er ikke så sært, men enten holde du op med at græde, eller også fortæller du mig, hvad der gør dig så ked af det lige nu.”

Han vendte sit tårevædede ansigt mod mig, og jeg kunne nu se, at han blot var en køn dreng, næppe over seksten, der blev misbrugt under omstændigheder, hvor han kun kunne overleve, hvis han gav efter. Det viste sig at han plejede at få penge eller gaver af de velhavende bøsser og bisexuelle for sine ydelser. Til gengæld for beskyttelse skulle han så dele med le chef-chambre, der igen måtte aflevere noget af sin del til de vagter, der holdt hånden over ham. Det var grunden til, at han havde lagt pres på mig. Han blev ikke beskyttet for ingenting.

Han fortalte mig sin historie: Han hed Allaui og kom fra den lavere middelklasse af småhandlende og funktionære. Han var raget uklar med sin far, og havde et stykke tid klaret sig ved tilfældige, dårligt betalte småjobs, men opdagede dog hurtigt, at hans kønne udseende gav ham mulighed for at tjene langt mere ved at stille sig til rådighed for sexsultne kvindelige turister, så han levede en periode rimeligt velbeslået som en slags heterosexuel trækkerdreng.

En dag havde han imidlertid mødt en smuk, blond pige fra Sverige, som ifølge hans oplevelse havde forelsket sig i ham. Hendes spagfærdige protester, da han væltede hende omkuld og desperate flugt, da hun slap fri, var kommet som en total overraskelse for ham. Han var overbevist om, at alle piger var vilde af længsel efter hans brune, spændstige krop, havde dog ikke tænkt videre over det og blot lagt sig til at sove i en lun klit nedenfor hotellet. Der blev han en time senere vækket ublidt af politiet. Den svenske pige havde anmeldt ham for voldtægtsforsøg.

23

Jeg kan umuligt vide om hans udlægning af hændelsen var sand, men den virkede sådan. Trods sin brede erotiske erfaring var han mentalt uskyldig som en tiårig. Det viste sig senere, at han var ganske tiltalende og bestemt ikke dum, blot utroligt naiv. Vi gik tit og sludrede hånd i hånd (helt usexuelt udtryk for fortrolighed og venskab). Han udfrittede mig konstant om Skandinavien, som han efterhånden lærte var navnet på den fjerne egn, hvor de rige, blonde boede, og jeg var nysgerrig angående hvordan en moderne indstillet ung fyr, som ham, trods alt kunne bevare et rimeligt humør under en så restriktiv, ydmygende og straffende livsform, som den jeg så hver dag. Til trods for den behandling, han havde været udsat for, troede han fortsat, at norden var sexuelt slaraffenland for brunøjede charmetrolde, og plagede mig igen og igen om at skaffe adresser. Han led af en barnagtig illusion om, at jeg mindst var personlig ven med den ansvarshavende minister. Jeg forklarede ham omhyggeligt, at vi, trods en friere moral og omgangsform bestemt ikke har lettere adgang til hinandens kroppe end hans indhyllede landsmænd, med mindre der er enighed mellem begge parter, men at vi til gengæld uden større omkostninger kan omgå familiære forbud, hvis den enighed er til stede.

Desværre var han tvunget til at fortsætte som fængselsluder, og en uge efter min flytning til en mindre celle med “turister”, fik han enecelle som belønning for at iklæde sig vovede kvindeklæder og blev forfremmet til vagtchefens private “elskerinde” ved siden af sine øvrige ”pligter”. Han levede skam yndigt op til rollen. Hans celle lå skråt overfor vores, så vi så ham ofte danse mavedans meget æggende for den fede chef.

Jeg overvejede tit om det ville være tilrådeligt eller overhovedet hjælpsomt, hvis jeg prøvede at gøre min indflydelse gældende, og overtale ham til at nægte at deltage i deres tvangssex. Efter megen tvivl besluttede jeg at lade være og bestræbte mig i stedet på, at være ham en ven og drømmeventil og i øvrigt understøtte de mange gode sider han tydeligvis havde. En grund var, at jeg så, hvad der skete en anden i en lignende situation. Han blev banket sønder og sammen og voldtaget en hel lang, ulidelig eftermiddag. Derefter blev han naturligvis fortsat jævnligt misbrugt sexuelt. Allaui havde i det mindste været smart nok til at skaffe sig en position som “luksusluder”. En situation der relativt set var betydeligt behageligere og næppe mere ydmygende end den andens.

Morgenen efter min første nat i den store celle spurgte jeg le chef-chambre, hvorfor han havde så mange guldtænder. Han berettede stolt om sin glorværdige karriere som leder af en smuglerbande med speciale i guld og diamanter fra Sydafrika. Da han kom i politiets søgelys, skyndte han sig at få en bekendt, der var tandtekniker, til at smelte en lille sikkerhedskapital om og stoppe den i kæften på ham. Han havde smilet meget lidt under afhøringerne og i retssalen og bestræbt sig på at tale med sammenpressede læber som Bogart. De havde mirakuløst nok ikke opdaget hans gyldne mundskat, og efter domfældelsen, var der ingen, der bekymrede sig mere om ham.

Senere på dagen spurgte jeg, om han troede, det var muligt, at jeg kunne blive flyttet til en mindre celle med europæere, amerikanere og canadiere, jeg havde hørt om. Han glimtede strålende til mig og spurgte fiffigt, om jeg da var ked af at være i “hans” celle. Dertil svarede jeg stilfærdigt, at jeg blot gerne

24

ville være sammen med nogen, hvis sprog jeg kendte bedre end deres francais-arabique. Det forstod han skam glimrende og klaskede gemytligt sin knockout-hånd på min forbrændte skulder. Jeg skulle bare vente, så ville han prøve, at få det i stand straks.

Dagen efter blev jeg flyttet til en ca. atten kvadratmeter stor celle, hvori der sad fem europæere, to amerikanere og en canadier. Der skulle jeg nu bo de næste to måneder.

25

KOMMUNISTEN OG CYKELTYVEN Nogle dage, når infirmeristen fik nok af min retfærdige harme og hyppige kritik af hans praksis, og jeg blev sendt tilbage til den snævre, stinkende gård for de gemene fanger, bemærkede jeg en sært snigende, skrutrygget skikkelse. Han var både stolt og komisk, ærefrygtindgydende og medynkvækkende i sit altfor gammeldags jakkesæt med stumpede ærmer og bukser til midtpå skinnebenet.

26

Han gik næsten altid alene, let foroverbøjet med hænderne foldet på ryggen, som om han grublede over en helt og aldeles uudgrundelig gåde. Jeg sporede en både aggressiv og nysgerrig interesse overfor os “vestlige” korttidsfanger og vores ganske anderledes oplevelse af frihed og muligheder, end den, der knugede ham i en frugtesløs, duknakket granskning.

En dag spurgte jeg Rashidi, om han vidste noget om, hvem denne triste bærer af en lurvet europæisk rolle var. Han kendte ikke videre til ham, udover at han var politisk fange, og at de fleste “holdt sig fra ham”. Han var kendt for at “hugge som en cobra med sine ord”, og derfor var mange bange for ham. Rashidi mente, at han havde været medlem af det forbudte kommunistparti, der for få år siden var blevet udslettet ved en massakre på deres hovedkvarter i bjergene, og at han desuden var en selvhøjtidelig tørvetriller og dogmatiker.

Jeg tænkte senere, at Rashidi måske havde nævnt min forespørgsel for ham. Under alle omstændigheder kantede kommunisten sig allerede næste dag kejtet ind på mig under formiddagsgårdturen, præsenterede sig høfligt på et stift og kluntet engelsk (jeg husker ikke navnet) og spurgte, om jeg mon kendte noget til hans lands politiske historie, og om jeg evt. ville være interesseret i at få noget at vide.

Med dæmpet stemme meddelte han, at han havde udvalgt mig til at fortælle omverdenen om det uhyrlige tyranni, hans folk led under, fordi jeg lignede “an educated person”.

Jeg besluttede straks at bryde den hemmelighedsfulde og patetiske atmosfære, han skabte, og stak ham næven, mens jeg med måske lidt for høj stemme sagde: “Glæder mig at træffe Dem (vi var De’s, så straks han slog over i fransk, hvilket skete ofte, når han løb tør for engelske gloser), mit navn er - - -. Jeg er meget fascineret af deres smukke land, men sig mig, er kongen virkelig enevældig?”

Han stak sine sprækkede, gråviolette læber tæt hen til mit øre og hviskede: “De må virkelig være lidt diskret! Her taler vi ikke frejdigt leende om magthaverne, som De kan i deres land, - men for at besvare Deres spørgsmål, så ja. Kongen er funktionel enehersker, da han har vetoret overfor ethvert lovforslag, han ikke synes om. Men selvfølgelig er han afhængig af en lille gruppe fremtrædende og meget rige patriarkers velvilje. De afstikker den politiske kurs her i landet i nært samarbejde med vores vigtigste, stormægtige samhandelspartnere. Kongen er bare deres legitmationspapirer i orden ved folkeopinionens grænser. Han garanterer, at undertrykkelsen kan foregå i ro, så de fortsat kan mæske sig i folkets sved.”

I mit stille sind tænkte jeg, at Rashidi havde ret. Hvem var det nu, der ironiserede over folkets sved som de riges ynglingsdrik? Det er givetvis for bitter en dram for den myntethesippende overklasses sarte maver. Jeg vendte igen opmærksomheden mod min mere og mere lidenskabelige nye fortrolige.

27

“Det var ganske tidligt om morgenen, lige før solopgang. Gendarmerne omringede huset og råbte i deres gjaldende megafoner, at hvis vi kom ud med hænderne i vejret og kun iført underbukser, så vi ikke kunne skjule våben, ville vores liv blive skånet.

Bemærk underbukserne. De vakte min mistanke. De ved måske, at det ikke kun er ved hængning, der kommer udtømning i dødsøjeblikket. Det sker ofte ved pludselig og voldelig død. Alle de andre gik ud, inden jeg nåede at advare dem. (Her fik jeg et pinagtigt indtryk af, at han var lidt af en kujon og havde brugt mordet på sine kammerater som skjold. Pludselig følte jeg, at han bønfaldt mig om tilgivelse.) - - og kort efter hørte jeg den hidsige bjæffen af maskinpistoler og mine venners skrig, og jeg indrømmer, jeg indrømmer det skamfuldt, at jeg bad og græd og bad. Ikke til Marx, Lenin eller Trotskij, men til Allah. Allah, det største magtkoncentrerende blændværk, verden har set siden kristendommens brutale fremfærd.

Da gendarmerne gennemsøgte huset og fandt mig hulkende og rystende af angst krøbet sammen bag arkivskabet, lod de mig leve i håb om at få nyttige oplysninger ud af mig. Vi havde skaffet os af med de vigtigste medlemslister.”

Han rettede sig lidt op, hvilket jeg ville have troet umuligt, og fortsatte:

28

“Jeg kan med stolthed sige, at jeg intet røbede, selvom de underkastede mig grov tortur.”

Han viste mig ar efter nogle grimme brandsår under fødderne. Alligevel havde jeg en urimeligt nagende fornemmelse af, at han løj eller i hvert fald udelod vigtige dele af sandheden, at han ville sælge sin gamle bedstemor for at undgå så frygtelige smerter. Des mere han prøvede at overbevise mig om sin sags retfærdighed, som jeg ikke et øjeblik havde betvivlet, des mere følte jeg instinktivt, at han ikke var den rette til at forfægte den, og netop da gled en høj, graciøs, ung berber op på siden af os og henvendte sig drilsk til kommunisten: “Prøver du nu at sælge din mølædte revolution igen!”

Han rystede smilende på hovedet og fortsatte til mig: “Tag endelig ikke fejl, den er fuldt berettiget. Bare man kunne slippe for at få den syltet ind i alt det sentimentale sludder!”

Der var noget umiddelbart vindende over hans åbne smil og kvikke replik, men jeg glemte ikke kommunistens indædte alvor. Han kogte nu af tilbageholdt vrede, mens berberen igen ganske uanfægtet vendte sig mod ham: “Hvis bare du kunne lade være med at tro, at du er helten i din dramatiserede livshistorie, kunne jeg måske endda tage dig alvorligt, men din såkaldte revolution er ikke andet end en spytklat på kongens kontrafej, og spytklatter kan tørres af!”

Jeg brød mig ikke meget om samtalens udvikling, og prøvede et udglattende: “Vi stod netop og talte om - - ” “Ja, det hørte jeg”, afbrød den nyankomne med en pludselig tungsindig panderynken. Han rystede igen på hovedet og lod en smal, brun pianistfinger glide op og ned ad den skarpe næseryg, idet han lavmælt tilføjede: “Undskyld hvis jeg virker grov, men jeg har for længst mistet min revolutionære uskyld i modsætning til vores sagtmodige pebersvend her.”

Kommunisten fik nu endelig taget sig sammen til at imødegå berberens foragt: “Åh jo Larbi, du er sandelig en guds gave til frihedskampen!”

Han vendte sig mod mig:

29

“Ved De hvorfor, han er her?”

Jeg tav og tilkendegav med en skuldertrækning, at det gjorde jeg ikke, mens jeg diplomatisk forsøgte at balancere i en skridende, vakkelvorn neutralitet i en konflikt, jeg ikke umiddelbart kunne gennemskue.

“Uddeling af illegale skrifter? Farlige udfordringer af magtapparatet, måske? Næh, Larbi her har såmænd blot demonstreret sin politiske bevidsthed ved at stjæle en cykel. Det giver selvfølgelig også kun et år for brugstyveri, hvor jeg blev idømt ti for illegal politisk virksomhed. Næh Larbi, du er en burgøjserkleptoman, der leger anarkist, og uheldigvis en gang for meget har stjålet af ren og skær kedsomhed, og nu skal du igen gøre mig til grin overfor en person, der dog er så venlig at lytte til, hvad jeg siger. Det er ynkeligt, og jeg tror egentlig heller ikke, det er dit ønske. Du er et beklageligt offer for din klasses forfængelige arrogance og evindelige trang til at latterliggøre bestræbelser uden synlige resultater!”

Larbi begyndte godmodigt at berolige kommunisten, og det gik pludselig op for mig, at jeg, trods min korte rolle som stødpude, var helt overflødig i deres konfrontation. Så jeg undskyldte mig og fandt fodslag med Jamie fra Californien, der hver dag uanset heden løb hundrede gange rundt langs muren, “cause these goddam fascists” skulle ikke få ham ned med nakken, som han sagde.

30

Siden sendte kommunisten mig, når jeg en sjælden gang så ham på afstand, fordægtige blikke, der antydede, at vi var sammensvorne i en hemmelig liga, hvis ædleste formål var at bringe alle denne verdens tyranner til fald. Larbi blev løsladt en uge senere.

Nogen uddybning af de nærmere omstændigheder ved kommunistens arrestation og domfældelse fik jeg aldrig, da jeg kun mødte ham en gang mere under en fangestrejke, hvor alle havde nerverne på højkant og al opmærksomhed på den aktuelle krise.

Da jeg senere samme aften beskrev optrinnet for Rashidi, blinkede han underfundigt til mig og sagde: “Du undrer dig, men det er nu ikke så underligt endda. Prøv at skrælle det politiske spilfægeri fra og hvad finder du: To brødre. Larbi er såmænd kommunistens yngste lillebror.”

31

L’IMBECILE OG LÆDERISSEN I fængslet mødte jeg flere skræmmende udgaver af en type, der givetvis findes i alle fangeanstalter over hele kloden, fascistiske eller kommunistiske, hypermoderne eller middelalderlige. Den ildelidte, forsvarsløse outsider, den knækkede, landsbytossen i tvangsforvaringens lilleverden, som alle, fanger som vagter, slår ned på, når deres permanente ophobning af latente aggressioner koger over.

32

Han, der omtales her, blev kaldt L’Imbecile, fordi han led af en udpræget angtpsykose, der selvfølgelig blev stærkt forværret af de omstændigheder, han levede under, og som gav sig udtryk dels i et næsten lammende talebesvær (som en stammen gået i krampe), dels i et højspændt, konstant afværgende kropssprog, selv når han fik lov til at være i fred. Det gjorde han tit i timer ad gangen, og så sad han i et hjørne af fængselsgården helt krummet sammen med knæene trukket op om ørerne som for at gøre sig så lille som muligt. Ikke at det hjalp til at gøre ham mindre synlig. Der stod altid en sværm af fluer omkring ham tiltrukket af de mange åbne sår på hans kronragede isse og en stærkt vædskeafsondrende øjenlidelse. Første gang jeg så ham på afstand, tænkte jeg, at det dog var en uhyggelig hudsygdom, han led af, men da jeg kom nærmere, viste det sig, at hans hoved og skuldre var helt dækkede af fluer.

Han gjorde intet for at få dem væk, sad bare der foldet ind i sig selv og rokkede rytmisk frem og tilbage med lydløst mumlende mundbevægelser, som om han bad en besynderlig, selvopfundet bøn til fluernes herre.

33

En dag forsøgte jeg i en tvivlsom blanding af medlidenhed og nysgerrighed at tale med ham, men det fortrød jeg straks bitterligt. Han blev rædselsslagen og forsøgte hysterisk at vifte mig væk, mens han kvækkede nogle uforståelige lyde med høj skinger stemme afbrudt af sprukne, halvkvalte grynt, som var jeg en specielt farlig slags kæmpeflue i modsætning til hans mange små venner på huden. Jeg prøvede efter fattig evne at berolige ham, men en af de grummeste fangevogtere, som vi p. gr. a. hans fede, skaldede tyrenakke kaldte Læderissen, kom mig imens “til hjælp” ved at lade palmegrenens tykke ende hagle ned over tossens blodige hoved, mens han bebrejdende råbte: “Nah, L’Imbecile, kan du ikke opføre dig høfligt overfor tyskeren!? Arh, du lærer det aldrig, vel - - men jeg skal lære dig, kan du tro!”

Han talte tysk til ære for mig, og tæskede løs med et tilfreds grin lurende i sit svampede ansigts sygeligt grågule fedt. L’Imbecile holdt de forkrøblede arme beskyttende op over hovedet, mens han jamrede på en stygt dyrisk, klagende måde, der nærmest syntes at anspore den gale vagt til at lægge ekstra kraft i slagene.

Jeg greb straks ind og forklarede Læderissen, at fejlen var min, at jeg havde forstyrret ham, og at han jo tydeligvis trængte til lægehjælp, både medicinsk og psykologisk. Svinet smilede indsmigrende til mig og vrissede med indforstået stupiditet: “Hjælp? Joe, han skulle ha’ hjælp, som dit Vaterland hjalp jøderne under krigen (han troede fortsat, jeg var tysk). Se det var dygtige folk, effektive! Jeg var skam i Die Wehrmacht i treogfyrre i Polen. Der lærte jeg, hvordan den slags krapyl skal behandles!”

Han tav stolt, som ventede han på min ros: Noget inden i mig frøs trods højsommerheden helt til is, og i et naivt forsøg på at nå selv denne sorte sjæl, prøvede jeg mig med noget højsindig, skandinavisk pladderhumanisme: “Denne stakkel gør jo ingen fortræd”, bad jeg, “han er komplet uskadelig og dog et menneske som De og jeg!”

“Et menneske!” hånede han, “Ha! Han er et insekt og burde knuses som et sådant!”

Han understregede sine ord ved at give L’Imbecile endnu et nakkedrag, hvorpå han så mistænksomt på mig og sagde: “De er ikke tysker?”

34

“Nej!”, råbte jeg og følte mig pludselig meget modig.

“Jeg er internationalist med bopæl i Danmark, jeg er humanist og intellektualist, pacifist, socialist og hippie, og jeg har slet ingen tolerance overfor mennesker, som Dem!” Han stod lidt og grundede, mens han masserede sine dobbelthager i nakken, som om han ikke helt havde forstået, hvad jeg sagde, men sendte mig til sidst et mildt overbærende blik: “Hippie eh? Hippie - - - Beatles - - - Beatles good! Mit barnebarn elsker Beatles. Vore dages unge er skøre, og du er bare en skør hippie fra Danmark, ha! ha! Bare en skideskør hippie fra Danmark!”

Derefter gik han hovedrystende væk, mens han klaskede sig muntert på læggene med palmegrenen, så han fik blodstriber nedad sine rene uniformsbukser.

Jeg nærmede mig aldrig siden L’Imbecile, og både fanger og vagter fortsatte deres plagerier, indtil Louis greb ind, men det er en anden historie. Jeg prøvede dog at få vores totalt korrupte infirmerist til at tage sig af sagen men uden held. Han var for optaget af de biindtægter, han kunne få ved at skaffe privilegier til de rige fanger.

Da jeg senere sent samme nat faldt i søvn til mine cellekammeraters urolige lyde, drømte jeg om en skyggeverden befolket af sårede tosser med afgrundsdyb rædsel i blikket og invaliderede hænder strakt op mod den truende masse af en kæmpemæssig, fed, skaldet, grusom gud med en enorm fluesmækker i hånden.

35

GANGSTEREN OG HELGENEN Horst Mauritz var borger i det tidligere DDR. Efter fem års fængsel i Østberlin, var han undsluppet sit “demokratiske” fædreland og stod i det rige vest uden en pfennig på lommen med den pinefulde blanding af foragt og længsel, en mishandlet mand kan føle, når verden åbner sig på den anden side af en magisk mur.

Han var ikke politisk flygtning i stringent forstand. Hans fem år bag tremmer skyldtes et bankrøveri, han begik, da hans generelle utilpassethed en dag spændte ben for hans fornuft.

Jeg var en af de få udover Sigi, Rashidi og Læderissen, der talte og forstod tysk tåleligt, så vi fik efterhånden et vist fortroligt forhold, selvom jeg ikke brød mig meget om ham. Han havde undladt at melde sig som politisk flygtning i Forbundsrepublikken, da det var almindelig kendt, at kriminelle som ham i reglen blev sendt tilbage. Det skete ikke i alle tilfælde, men var en risiko, han ikke turde løbe.

Han kendte ingen, absolut ingen, i den nye, frie verden og turde ikke henvende sig til myndighederne.

Han gjorde, hvad man vel kunne forvente af en ensom ulv, som ham. Røvede en bank til. Han slap

36

væk med 50.000 DM, og da ingen kendte ham og han havde maskeret sig dygtigt, lykkedes det ikke politiet at opspore ham. Alligevel frygtede han, at de ville lugte lunten, når de fik set på efterlysningen fra Vopoerne og forlod Forbundsrepublikken på et til lejligheden fremstillet falsk pas.

Det var bl. a. derfor, han var havnet hos os. En anden var, at han havde smuglet dyre biler ind i landet fra Europa og desuden havde været pistolbevæbnet ved anholdelsen. Selv de rige lande hader at blive snydt for told og forbrugsafgifter, så her var man ekstra gnaven.

Falsk pas, smugling i større stil og ulovlig våbenbesiddelse. Han stod til mindst ti år, og der var ingen diplomatisk repræsentation, der ville varetage hans interesser. Østtyskerne meddelte, at han var en forbryder, der havde forladt landet uden tilladelse og som sådan var uønsket. Vesttyskerne kendte intet til ham, men sendte en kriminalassistent, der skulle afhøre ham om bankrøveriet, som han ivrigt tilstod i håb om at blive udleveret til, hvad han antog ville blive både en kortere straf og behageligere afsoning. Siggi (Siegfried), som var Østriger, forsøgte at få sin konsul til at beskæftige sig med hans tilfælde, men uden held. Jeg nævnte sågar sagen for vores venlige men temmelig magtesløse repræsentation. De ville selvfølgelig ikke røre den med en ildtang.

Jeg tror aldrig, jeg har mødt et menneske, der var så helt bogstavligt alene i verden som Horst. Det gjorde mig ondt for ham, men samtidig forstod jeg godt dem, der afviste ham. Han var virkelig højst usympatisk. En mand, der var bukket under for en uerkendt dels selvpåført, dels samfundsskabt besættelse af grådighed, vold og ingen som helst altruistiske hensigter. En udsultet egoist, hvis eneste chance, som han så det, var at skabe endnu flere ofre, for at bjerge sig selv lidt kage. Hans forhold til kvinder og sex var horribelt. Det var noget med at udvælge, påtvinge sin vilje og kassere. Jeg afskyede hans historier, som han fortalte med et lurende, flakkende blik under de sorte, sammenvoksede øjenbryn.

Men han havde fattet sympati for mig og understregede ustandselig, at jeg var hans ven. Sandsynligvis fordi jeg faktisk lyttede til, hvad han sagde og ikke dømte ham forhastet. Det blev dog snart en plage, at han konstant ville snakke.

Det forstod Louis.

En dag jeg igen tålmodigt stod og lyttede til, hvordan Vopoerne havde tvunget Horst til at stå op i to døgn uden nogen støtte indtil han besvimede, gik han hen til os og afbrød uden omsvøb eller høflighedsfraser samtalen ved at spørge, om jeg var interesseret i at høre om dengang, han “så lyset”.

Horst så desorienteret og lettere fornærmet ud (han talte kun tysk). Han var tydeligt utilfreds med at blive afbrudt, men jeg tog hurtigt stikordet og forklarede ham, at Louis havde noget vigtigt at sige mig.

Før det, lad mig præsentere:

37

Louis var en lille, mager, senet mand omkring de fyrre med et kort, gråt fuldskæg og langt, pjusket hår. Han var fransk-canadier og kom fra Quebec. Der havde han for et par år siden været indehaver af to velbesøgte natklubber og levet den populære millionærs materielt sorgløse tilværelse. Det var under Trudeau og på et tidspunkt, hvor Canada var det land i verden, der havde det mest afslappede forhold til psykedeliske stoffer. Omkring -70 havde man dog også der haft en vis højredrejet lovog-ordenbølge, og som direkte resultat af en massiv pressehetz blev hans klubber lukket efter en natlig razzia, der afslørede et udbredt stofbrug. Louis betalte sine bøder og kreditorer og realiserede, hvad han havde af egne værdier, bla. a. en tomasters, oceangående lystyacht, en ejerlejlighed i byens mondæne kvarter og en splinterny Jaguar. Han satte et stort beløb til side til hjælp for dem, der i begivenhedernes kølvand blev retsforfulgt, og begyndte at planlægge sit exil.

Efter en dyb åndelig krise besluttede han at opgive den rollebundne, overfladiske og materialistiske verden og slå sig ned et ydmygt sted som mediterende munk.

Han fortalte om sin åbenbaring: Efter indtagelse af et dobbelt LSD-trip var han taget ned til St. Lawrenceflodens bredder midt om natten i februar. Der lå et tykt lag sne overalt, og han havde lagt sig på ryggen i sin tykke pelsfrakke.

Stjernerne funklede klare og morseagtigt og virkede så tæt på, som var de hængt op i usynlige tråde indeni hans hoved. Det var nymåne, så det var meget mørkt. Langsomt var en af stjernerne begyndt at vokse, og den havde fyldt nattens skygger med et blændende, dirrende hvidt lysvæld.

Det var som gennemlyste den selve kloden og trængte indi og opblødte al materie. Han lå vægtløs i lyshavet og så sig selv ovenfra gennemsigtig og glødende i skabelsens første daggry.

Han omtalte det som at blive ramt af tordenkilen, modtage Guds nådes lys, død og genfødsel, intet mindre! Liggende udstrakt i sit lysende limbo gennemlevede han alt, der skete på Jorden netop da.

Deltog i hærgende krige, skændtes med ved familiens aftensbord, myrdede og blev myrdet, opslugtes af jordskælv og forliste på det oprørte hav. Han var vidende offer for flystyrt, bilulykker, sygdom og sindssyge, dansede med Prinsesse Guldlok på en fuldmånebelyst veranda og blev henrettet ved nakkeskud i en mudderpøl. Han tørstede i Sudan og frøs i Alaska, lå søvnløs i Las Vegas og slumrede sundt borgerligt i Lousanne. Alle menneskehedens sammenhobede erfaringer passerede revy gennem hans udspilede sanser. Hans sjæl var på rejse i verdensaltet.

Efter hvad der havde virket som tusinder af år uden jeg og krop, fik han sin fødsels-oplevelse: Han havde set en stirrende engelagtig skikkelse træde ud af det blændende lys og svævende nærme sig.

Og med et blev det ham klart, at det, han så, var sig selv se sig selv ligge i den hvide sne som en nyfødt baby på et lagen. Han var skaber og skabt, subjekt og objekt, gammel og ny i eet.

38

Hvor banale disse visioner end kan synes et forhærdet syrehoved, følte han klart, at han efter dette ikke kunne fortsætte sin hidtidige rastløse og lykkejagende tilværelse.

Han udstrålede en hypnotisk lidenskabelig energi, og var et af de modigste, eller måske snarere bevidst bange mennesker, jeg nogensinde har kendt, samtidig med at en art seende, grundende tvivl lyste som flydende tin i hans blik. Det var ikke ligefrem populært at prædike Jesu kærlighedsbudskab i Mohammeds straffeanstalt, men han virkede urørlig, og de fleste fangevogtere reagerede med ængstelig respekt på hans åbenhjertige værdighed. De kaldte ham doktor, da han havde givet flere af

39

dem virkningsfulde, gode råd mod mindre dårligdomme som fordøjelsesbesvær og hovedpine. Han henvendte sig altid til det positive, det glimt af sjæl han så i selv den værste skurk. Endog Læderissen var mere medgørlig, når Louis var tilstede.

Han kunne tillade sig ting, ingen andre kunne. Han færdedes over hele fængslet i em altid kridhvid djellaba.

Det hændte, og det skyldtes ikke kifen, at det så ud som om han svævede, når han gik. Han bevægede sig med en naturlig, glidende ynde, der hverken var feminin eller sportsmandsagtig, og som virkede højst påfaldende blandt alle de kuede duknakker.

Myndighederne havde gjort et stort stykke arbejde udaf at spidde ham.

Anklageskriftet fyldte over halvtres sider. I det mindste den kopi, han selv fik udleveret. Sigtelserne gik fra “forsøg på at forføre den marokkanske ungdom”, “udspredelse af falsk lære” (Han var overbevist kristen, hvilket han aldrig lagde skjul på, og fremhævede tit at enhver, der blot prøver at elske sin fjende er en af kristi inkarnationer), “leder af en større hashsmuglerbande” (han lod alle besøge sig og røg selv) til “udøvelse af sort magi”.

Ikke desto mindre ville han selv føre sit eget forsvar og var ubetvingeligt optimistisk angående sine muligheder for en mild dom. Reelt havde politiet da også kun fundet et halvt kilo hash i hans hus, og det alene skulle højst kunne give et halvt år, hvoraf han allerede havde siddet tre måneder i varetægt.

En dag blev Louis dog for dristig.

Han, Rashidi og jeg havde siddet tavse sammen og mediteret i formiddagssolen. Alt havde været roligt i infirmerigården, og vi nød den sjældne fred. Vi kunne næsten røre ved stilheden, der var blød og mild som ferskenhud i varmen. L’Imbecile sad et par meter til venstre for os, og havde for en gangs skyld ladet armene falde og benene slappe af, selvom fluerne stadig kravlede hjemmevant på hans hoved. Jeg tror han fra sit skjulte indre univers fornemmede, at der i dette korte øjeblik kun var venligtsindede i nærheden.

Som sædvanlig fik idyllen ikke lov til at vare længe.

En af de mere modbydelige af de unge vagter kom slentrende med et frustreret udtryk i ansigtet, mens han daskede sig faretruende i håndfladen med palmegrenen. Han brød sig tydeligvis ikke om, at vi for en gangs skyld sad og havde det rart, og spankulerede arrogant forbi uden at hilse eller værdige os et blik. Det stod klart, at han var godt gnaven over ikke at kunne behandle os, som han behandlede sine landsmænd (Rashidi var som nævnt endnu priviligeret), så for at få afløb for sin irritation langede han L’Imbecile et hårdt slag over hans i forvejen forkrøblede højre arm.

40

Rashidi rystede træt på hovedet. Jeg bøjede mit og tænkte, at den satan sendte staklen lukt tilbage i det helvede af en kronisk angsttilstand, han netop fik en kort pause fra, uden nogen som helst anden grund end en pervers tilbøjeliged.

Men Louis rejste sig ganske roligt op og gik hen til vagten, som ville han spørge ham, hvad klokken var, og da denne vendte sig mod ham med det velkendte hånlige blik, rev han ganske uden videre palaver palmegrenen ud af hånden på ham, brækkede den over knæet, holdt de to stumper op under næsen på den overrumplede vagt og sagde meget tydeligt: “Hvis jeg nogensinde ser dig gøre det igen, garanterer jeg personligt for, at du får samme behandling selv. Om ikke i dette, så i det næste helvede!”

Han smed foragtligt stumperne fra sig, vendte den forbløffede tyran ryggen, satte sig igen over til Rashidi og mig, og sagde: “Det her accepterer de ikke! Det kan de simpelthen ikke, især ikke når det er den skiderik, der skal aflægge rapport, og de i forvejen har en disciplinkrise kørende.” (Han hentydede til en fangestrejke, der behandles udførligere i næste historie).

Det tog da heller ikke mere end to minutter, så havde den ydmygede vagt hentet forstærkninger. Tre muskuløse mænd i uniform kom løbende og pågreb Louis. De slæbte brutalt afsted med ham, selvom han erklærede sig helt villig til at følge med. En grotesk situation. Magt var overflødig, men skulle bruges.

Rashidi rørte ikke en finger og sagde så lavmælt, at jeg dårligt kunne høre det: “De slår ham ihjel, hvis ikke du hjælper ham.”

Jeg forstod ikke, hvad han mente og spurgte forvirret: “Hvordan skulle jeg kunne gribe ind nu, hvis de vil slå ham ihjel? Gå i forbøn eller hvad?”

Rashidi rettede sine useende øjne mod mig, rystede træt på hovedet og sagde: “Selvfølgelig ikke! Sig mig har du overhovedet intet forstået? Det, der sker nu, er ikke, at Louis bliver ført direkte ud til henrettelsespelotonen. Han bliver sendt tilbage til Essaouira, hvor du jo selv har været og ved, hvordan han blev behandlet.”

Det gjorde jeg, ja. Den skarptungede, frihedsprædikende Louis havde længe været en torn i øjet på den fuldblodsfascistiske politichef, og da han endelig fik ham i sin magt, lod han ham hele den første nat hænge bundet op i håndled og ankler til en bambusstang meget illustrativt kaldet “grisepinden”,

41

som gik på langs under taget midt gennem en politivogn. Det havde været meget smertefudt, da kan blev skåret ned og blodet igen begyndte at cirkulere i hænder og fødder. Han havde stadig mén af den nat. Da han forlod Canada, havde han opsagt sit statsborgerskab, så han reelt var statsløs uden nogen forbindelse til familie og gamle venner. Det ville være en smal sag ganske enkelt at lade ham forsvinde.

Selv eventuelle vidneudsagn fra os ville let kunne omgås med et par behændige løgne.

“Du ved, at han ikke kan blive løsladt, før han betaler sin tobaksbøde, og at han ingen penge har”, fortsatte Rashidi, “Du er den eneste, der har adgang til det tryllemiddel, og du bliver snart løsladt. Køb ham fri, hvis det overhovedet er dig muligt!” (Al tidligere velstand var forlængst givet væk, og gamle venner kan være troløse).

Rashidi fik selvfølgelig ret. Louis blev sendt tilbage til det berygtede helvedeshul ved kysten. Jeg så ham på afstand blive ført væk. Han svævede foran sine vagter og råbte til os andre, mens de ublidt skubbede ham ind i bilen: “You’ll all make it, brothers! Keep up the spirit and praise the Lord!”

Mens alt dette skete, havde Horst fået at vide, at han skulle overføres til et fængsel nordpå i den jurisdiktion, hans forbrydelse hørte under. Han ville også have mig til at sende penge med højtidelige løfter om tilbagebetaling, så snart han var fri, men da jeg slet ikke havde nok til at kunne løskøbe ham (selvom det var muligt at få forvandlet en del af en fængselsstraf til bøde), nøjedes jeg med at love at sende en pakke med fødevarer, kaffe og cigaretter.

Efter min løsladelse undersøgte jeg størrelsen af Louis’ tobaksbøde, og vel hjemme i Danmark sendte jeg straks beløbet.

En måned efter fik jeg besøg af en kurer fra Canada med en sirlig lille kuvert indeholdende 15 LSDtabletter. Louis, nu vel hjemme i Quebec, var endnu for svækket til at kunne rejse selv.

En mand af beundringsværdig konsekvens. Da han ikke havde kunnet sælge mig sin nådige Gud, forærede han gavmildt af det kemiske lys. Det lunede at læse det vedlagte kort. Der stod blot: “Thanks for saving my life! Hope this can enlighten yours!”

42

STREJKE / SANDSTORM Blæsten er hed, når den kommer hylende fra det nærliggende Sahara i begyndelsen af august. Den er som at blive pustet på af kæmpedjævles ildtungede munde over de tørre, støvhvirvlende sletter i ørkenens udkant.

Sådan en strid, gloende storm ramte os den dag, jeg nu vil fortælle om.

Stemningen var allerede før det truende uvejr hektisk og opkogt. Lige fra jeg slog øjnene op efter en urolig søvn, var det som ingen og intet var besjælet. Som om al energi og substans var blæst ud i tynde, neurotiske linier mellem skurke og ofre, spøgelser fanget i hinandens roller under den materiegule sol. Stemmer talte ikke men råbte eller jamrede. Bevægelser var frataget al kroppens naturlige, harmonisøgende motorik og vred sig stygt akavede efter skjul eller hævede sig ondsindede og truende i foragt for den sygelige rædsel, de selv afstedkom.

Det var en morgen, hvor blot dette at være menneske på denne jord føltes som en langt værre straf, end selv den værste forbrydelse kunne retfærdiggøre. Jeg vidste straks, at det blev en af de dage, man skulle være taknemmelig for at slippe igennem uden uhelbredelige sår på sjælen. En af den slags dage så blottet for godhed, at selv de tapre ville skjule sig fejt bag de hårde for at undgå sinds- (og måske krops-) forkrøblende stød mod de højspændte nerver.

Dagen var som skabt for det, vi alle vidste skulle ske: En lille men dog vigtig styrkeprøve mellem de få fanger ved deres bevidstheds skrøbelige mod og en komplet uforstående, jernbehandsket fængselsledelses hensynsløse magtanvendelse.

Allerede den kuliagtige gulvvask på gangen mellem cellerne gav et fingerpeg om, hvad der var på vej.

Den foregik hver morgen ved, at tre mand dels på knæ dels luntende foroverbøjet i en art besynderlig pukkelrygget march, drevet frem af en nidkær vagt med sin palmegren, håndskurede den godt hundredehalvtres meter lange gang med klud og knoer uden fedt. Den dag forsøgte de sig trods

43

slagene, der haglede ned over deres isser og rygge, med en arbejd-langsomt-aktion. Slavepiskeren blev yderligere nervøs og aggressiv p. gr. a. de mange fanger, der vel i ly bag celledørene kom med opmuntrende tilråb til de udvalgte forløbere.

Hele sagen gik i al sin selvfølgelige enkelthed ud på, at de fanger, der hver dag skulle rengøre og snitte dagens grøntsager, bønner, kikærter m. m., havde bedt om tilladelse til at kassere eller i det mindste beskære de ofte ormædte og halvrådne eksemplarer og havde fået blankt afslag. En biting var, at der var givet ordre til, at vi udlændinge også skulle deltage i arbejdet, hvilket vi havde nægtet med de marrokanske fangers fulde billigelse.

Det skulle være en koordineret aktion: Når vi blev sendt ud i den gård, hvor arbejdet udførtes, skulle udlændingene lave sit-down-strejke og alle de øvrige begynde omhyggeligt at vaske, beskære og sortere de elendige produkter, de fik udleveret.

Jeg gruede for dagen, men en af ideerne var, at vagterne næppe ville gå altfor hårdhændet til værks, når vi var til stede. Et forfængeligt håb syntes jeg, men alt måtte forsøges i denne håbløshedens forgård. Prøvede de at skille os ad for bedre at kunne fare frem med vanlige barske metoder, skulle vi som stædige slumstormere hægte os sammen arm i arm og nægte at røre os en tomme, så de ville få et pokkers hyr med at slæbe os væk (mit revolutionære bidrag til strategien, der dog desværre blev en total fiasko). Men som sagt, jeg gruede! Det var jo ikke relativt fredsommelige danske Jenser, vi havde med at gøre. Vi satsede alt på landets følsomhed som spirende turistnation, hvis der skulle tilstøde nogen af os noget alvorligt.

44

Klokken blev ni, mens solen langsomt formørkedes af det fremfarende uvejr, og vi blev gennet ud i den lille gård til spande og kurve fulde af ormehullede kikærter og bønner, halvrådne tomater, løg, agurker o.s.v.

Vi gik frem efter planen, og i løbet af kort tid stod der otte til ti maskinpistolbevæbnede vagter opmarcherede på murene omkring os. En blytungt knugende fornemmelse, der på en måde forekom mig sært uvirkelig som noget, der skete for en helt anden, og samtidig så akut nærværende som angstens fossende sved. Et stort, hærdebredt kropsstykke af en New Yorker brød hulkende sammen og sagde, at det jo alligevel ikke nyttede noget, men Louis, der fungerede som udlændingenes inspirator og talsmand, fik ham beroliget ved med en ham egen udfordrende pædagogik at forklare, at netop den holdning i århundreder har holdt asociale og blinde tyranner ved magten overalt i verden, men at han, Richie, selvfølgelig var velkommen til at træde ud af aktionen, hvis han ville.

Vi havde på forhånd besluttet, at der ikke måtte lægges pres på nogen for at få dem til at medvirke mod deres ønske. Om det skyldtes, at der alligevel var et uudtalt gruppepres, den enkeltes oprigtige harme over forholdene eller begge dele, havde ingen dog sagt nej. Richie tørrede da også hurtigt genert tårerne væk og stirrede fast op i en af de nærmeste maskinpistolmundinger med al den foragt og afsky, han kunne mobilisere.

Selv var jeg mildest talt ikke for stolt ved situationen og sad foroverbøjet i skrædderstilling med hætten på min djellaba trukket helt ned over hovedet, mens jeg tænkte næsten telepatisk intenst på min morfar, der med betydelig risiko havde hjulpet modstandsbevægelsen under krigen. På afstand set en ungdommeligt selvhøjtidelig sammenligning, men den støttede mig der midt i skudlinien.

45

Spændingen blev ved at stå status quo i timevis, mens den nu sortblå himmel hvirvlede næsten glødende sand og støv ned over os. Noget måtte der gøres for at højne moralen, så efter nogen tid bad Sigi mig læse lidt op, da jeg i cellen ofte lå og fuskede med at oversætte Tolkiens Tree and Leaf, og han vidste, jeg altid havde den lille bog i lommen. Senere tog Frances, en ung irer fra Dublin, over med sit repetoire af Dylan- og Donovansange, som han foredrog med lys og dristig stemme til vores solidariske rytmeklap. Louis fortalte anekdoter fra sin tid som natklubejer i Quebec, Belgieren, Emile, udførte de særeste tryllekunster med grøntsagerne, og således fortsatte vi i mindst fire timer, før der endelig skete noget.

En af de kontoransatte betjente kom ud og bad Louis og Kommunisten, der pudsigt nok var blevet valgt til de marokkanske fangers talsmand, om at følge med ind til fængselsdirektøren. Da de en halv time senere kom tilbage, fortalte Louis, at vi som ventet var blevet opfordret til at afblæse aktionen og gøre, som vi fik besked på. Man havde håbet, vi var tilpas blødgjorte. Det havde de naturligvis nægtet, Louis med henvisning til, at der i ingen af vores strafforkyndelser stod det mindste om arbejdspligt.

Kommunisten havde insisteret på, at selv fanger har ret til menneskeværdig føde, der ikke er direkte sundhedsskadelig. Uden at modtage noget svar, måtte de derefter stå ret op og ned i en halv time, mens direktøren trak sig tilbage for at overveje. Derpå blev de uden videre ført ud til os igen.

Klokken var da to om eftermiddagen, og alt, der ikke var mur- eller nagelfast, føg om ørerne på os.

Under normale omstændigheder ville vi have ligget relativt mageligt i vores celler og sovet siesta, men intet skete før klokken blev halvfire, og der allerede havde været vagtskifte på muren to gange.

Da blev Kommunisten overrumplende hurtigt og brutalt taget og slæbt ud og kom ikke tilbage. Louis prøvede at forhøre sig, men fik blot den besked af den tandløst grinende, gamle vagt ved døren, at

46

Kommunisten “havde fået et ildebefindende, så han måtte lægge sig.” Beskeden var klar nok: De agtede, armlænke eller ej, at tage gidsler og mishandle dem uden at røre os udlændinge, indtil vi gav efter. En højst pinagtig streg i vores beregninger! Hvad kunne vi stille op? Ville vi acceptere, at de håndplukkede den ene efter den anden og bankede dem sønder og sammen blot for den retfærdige sags skyld? Uanset hvad vi tænkte, virkede det tydeligt demoraliserende på marokkanerne, og uden deres helhjertede medvirken var det hele omsonst.

Men netop som vores nederlag mest af alt lignede et fait accompli, kom der hjælp fra uventet side. En lille forsagt californier, Jimmy, hvis far skulle eje en af statens større TV-stationer, rejste sig og sagde, at han ville gå ind og tale med dem. Han havde p. gr. a. brud med familien indtil nu ikke villet benytte sig af sine medieforbindelser, men regnede med, at han “nok kunne få dem til at tage sagen op til fornyet overvejelse”, som han beskedent udtrykte sig. Vi var skeptiske. Selvom han, engang vi havde røget noget kif, pralede med at have mødt både Ringo Starr, Grace Slick og Frank Zappa til nogle kæmpegilder i deres Beverly Hills-villa, havde nogle af os, inklusive mig, haft meget svært ved at tro på, at han befandt sig “frivilligt” på dette sted med sådanne bekendtskaber. Men der var intet at tabe, så vi sagde OK, give it a try!

Således gik lille Jimmy hen til dørvogteen og blev efter en kort palaver lukket ind til forhandling med fængselsdirektøren. Efter tre kvarter kom han tilbage med føromtalte kontorfunktionær, der kort og modvilligt meddelte, at vi udlændinge ikke behøvede at arbejde, og at de marokkanske fanger gerne måtte snitte fra men ikke kassere.

Det var så det! Mediernes magt. Ingen stærk, revolutionær sejr til os, blot en lille fyr, næsten en dreng, med en indflydelsesrig far stilfærdigt i baggrunden. Al håndhævet retfærdighed beror på magtens ret.

Hvad der er rigtigt eller forkert er i den forbindelse helt og aldeles irrelevant. Allerede næste morgen blev Jimmy løsladt halvanden måned før tiden.

Dagen var gået, konflikten sat i stå, og vi sad sandblæste der i aftenmørket med vores uforløste angst.

Hele næste formiddag kunne man lugte sig frem til antallet af ofre ved de stinkende toiletter.

47

DRÆBERFODEN OG BRØDTYVEN De nærmere årsager til brutaliteten bag Abus historie kender jeg kun fra hans egen mund. Ingen myndighedsrepræsentanter ville besvare mine spørgsmål angående den uhylige behandling, han var udsat for. Derfor må den fgl. beretning modtages med dette in mente.

Det var den tildragelse, jeg oplevede som mest tragisk, bla. a. fordi den omend ikke var hyppigt forekommende, så dog langtfra var en undtagelse.

Af og til fik jeg en snak under citrontæet med Achmed, der var tidligere professionel fodboldspiller og for få år siden havde været noget nær en nationalhelt. Det var en ren artistisk fornøjelse, at se ham lege med en bold.

Hele hans tilværelse blev skudt i smadder af et enkelt spark, da han under en vigtig kamp, der blev transmitteret over statsfjernsynet , fyrede bolden af med en sådan kraft, at en forsvarsspiller fra det andet hold, som blev ramt i tindingen, kort efter døde af kraniebrud. For at tækkes en ophidset folkestemning gjorde man Achmed til syndebuk og dømte ham for uagtsomt manddrab (må det vist være på dansk) i stedet for, hvilket vel havde været mere rimeligt, at betragte sagen som et hændeligt uheld.

48

Hans karriere var slut, han blev idømt femten års fængsel, hans kone krævede skilsmisse, og hans børn ville ikke kendes ved ham. Da jeg mødte ham, lå det fatale kanonskud kun et år tilbage, og Achmed var stadig optændt af frisk harme over sin skæbne og i færd med at forberede en appelsag, selvom ingen troede, han havde en chance. Han var blevet ofret, og selv en nok så velvillig justitsminister kunne ikke uden opbakning fra pressen, der havde valgt, redde ham fra folkets had.

En dag Rashidi og jeg sad og diskuterede moral vice versa absolut frihed, og vi hørte de dumpe dunk af bolden mod muren, sagde han lavmælt til mig: “Ret usædvanligt, ikke Jens? Det må vist være enestående i fængselshistorien, at en drabsmand får lov til at afreagere med sit dødbringende våben efter dommen og indenfor murene. Gu’ ve’ om de ville lade mig hugge brænde.”

Han lo sin tørre, astmatiske latter og fortsatte bistert: “Men Achmed skulle slet ikke være her, - i modsætning til mig!”

Jeg kunne selvfølgelig kun give Rashidi ret. Achmed var en både intelligent og sympatisk fyr på femogtyve, dybt og ægte deprimeret over modspillerens død, samtidig med at han var sig helt bevidst, at han, hvis afleveringen var lykkedes og hans hold havde scoret, i stedet for en drabsmand uden fremtid ville have været dagens helt.

Han talte tit om konen og sine to små drenge, han savnede dem forfærdeligt og sad af og til og græd helt åbenlyst. Dog gav han aldrig udtryk for bitterhed overfor dem. Han respekterede sin kones faneflugt og gentog atter og atter: “Hvad andet kunne hun gøre? Hun har jo sit eget liv at leve. Bare den nye mand, hun finder, er god og forstår de to små, de er så livlige. Hvis blot de ikke får mén af, hvad jeg har gjort, vil jeg rejse til Mekka og takke Allah, når jeg engang bliver løsladt.”

Et storsind jeg fandt beundringsværdigt, omstændighederne taget i betragtning.

En kølig dag (ca. tredive grader i skyggen) sad vi igen og talte sammen under det venlige citrontræ.

Ikke om fodbold, da jeg kun ved lidt om den sport, men som så ofte om hans familie. Han fortalte, at hans far, der var en velhavende forretningsmand, gjorde alt for at genskabe kontakten til konen og få sagen genoptaget udfra nye juridiske aspekter. Bl. a. var det kommet frem, at den dræbte i sin tidlige barndom havde været ude for et biluheld og pådraget sig kraniebrud præcis på samme sted, han blev ramt af bolden. Man kunne således antage, at hans hovedskal havde været skrøbeligere netop der. Den dag var Achmed roligt usentimental og målrettet bortset fra, når han nævnte børnene. Så blev hans brune øjne bløde som smeltet chokolade, og gråden kravlede i halsen.

49

Midti en sætning løftede han pludselig hovedet, og jeg fulgte retningen af hans blik. To vagter kom gående over mod infirmeriet med en båre, hvorpå der lå en ca. syvårig dreng. Han var dækket af et groft, gråt tæppe op til hagen, men hans vidtåbne øjne var spillevende og fulde af smerte og angst. Under den brune hud var han ligbleg, han trak vejret i korte, hivende stød og sveden perlede på hans ansigt.

Achmed, der havde fået en smule af sin sportsstjernepopularitet med i fængslet, spurgte, hvad der var sket, og en ung vagt, der normalt var ganske flink, sagde: “De har sat krogen i ham i Saouira. Du sku’ se hans højre ben! Frygteligt!

Det fik vi lejlighed til næste dag. Infirmeristen havde fået slået feberen nogenlunde ned og lagt bandage om hans ben, hvorefter han udskrev ham med en krykke. Ikke en let, instillelig aluminiumssag, men en tung, gammeldags trætingest a´ la Long John Silver, som drengen, da den var altfor lang, havde meget svært ved at håndtere.

Achmed sprang straks til hjælp med rørende omsorg. Han fandt et skyggefuldt, afsides sted, hentede nogle ekstra tæpper, drengen kunne ligge på, og holdt de mere ondsindede fanger på afstand.

Da jeg så den lille, hjælpeløse skikkelse komme humpende, tænkte jeg først, at benet var brækket.

Det var så tykt, at det så ud som om, det var i gips. Det forklarede Achmed mig imidlertid hurtigt, at der ikke var tale om. Han havde snakket kort med Abu, som drengen hed, og hørt hvad der var sket.

50

Abus historie lyder i al sin meningsmættede absurditet som fgl.: Moren var død lige efter hans fødslen, og han havde ingen søskende. Hans far, havde været jernbanearbejder, og da Abu var fem år, havde han haft en arbejdsulykke, der kostede ham begge ben. De blev knust af en løbsk godsvogn ved et skiftespor, han var i færd med at rense og smøre. Som løsarbejder havde han været uden pensionsrettigheder, og noget sådan som arbejdsskadeerstatning fandtes selvsagt ikke. Han kunne ikke vente hjælp fra sin øvrige familie, da han i perioder havde været alkoholiker og derfor var blevet udstødt som en uren eller spedalsk.

Han sluttede sig til den talrige flok af tiggere, der fyldte byens gader og pladser, og Abu skubbede ham rundt i en lille hjemmelavet trækasse med barnevognshjul. Konkurrencen mellem tiggerne var benhård, og dem, der klarede sig bedst, var de født vanskabte med lemmeantal og muskler i behold, og til min overraskelse mange af de blinde, der brugte både medlidenheden og stokken. Abus far begyndte at drikke igen og sank endnu et trin nedad selv denne de uslestes rangstige.

51

Men den nu syvårige Abu kæmpede sejt for begges overlevelse. Han løb hver dag omkring og tiggede ved de store hoteller, selvom konkurrencen også her var skrap, og han ustandselig blev kostet væk af politiet. Det lykkedes ham dog næsten altid at hale tilstrækkeligt i land til deres primære, daglige fornødenheder.

Tre dage i træk havde han imidlertid intet kunne skaffe. Maven rumlede og han var svimmel. Faren var helt apatisk, og alle hans penge gik til vin. Så den sultne dreng stjal et brød. Eet brød. Uheldigvis sad bageren lige indenfor dørgardinet og så det ske. Han behøvede kun strække armen ud, pågribe den formastelige og tilkalde politiet.

Abu blev taget med på stationen, hvor han fik den behandling, der blev så mange tiggerdrenge til del.

Næh, nej, der var ingen pædagog til stede. Han skulle afstraffes med fem slag af krogpisken og tyve dages fængsel. Krogpisken var ifgl. mine kilder i slægt med den berygtede nihalede kat, blot værre.

Den bestod af et kort træhåndtag, hvortil var bundet otte - ni læderstrimler med ganske små, skarpe jernkroge i enderne. En anden forskel på krogen og katten var, at kun ti kraftige slag af krogen på en blottet ryg kunne være fatale, selv for en voksen mand. Den måtte kun bruges på baller og lår, hvor der normalt burde være flæsk nok at flå i. Abu blev afstraffet med dette grusomme redskab af en sadist, der havde revet hans højre ben op til et stort, åbent sår og samtidig inficeret det, ikke blot med ondskab men også baciller, så hele benet, da vi så det, var fyldt med betændelse.

52

Jeg havde overhovedet ingen tillid til infirmeristen, der nær havde ødelagt min ene fod ved fejlbehandling af et ellers ganske banalt kradsesår, og spurgte med Achmed som tolk, om jeg måtte vikle lidt af bandagen af og se, hvor slemt det stod til. Jeg havde i det danske civilforsvar fået et overfladisk kendskab til sårs og betændelsers farlighed. Abu var først meget nervøs, men Achmed beroligede ham, og jeg rullede ganske forsigtigt ned til lige over knæet. Benet var næsten dobbelt så tykt som det andet og spændt blåsort, og alene stanken ovebeviste mig om, at der at gået koldbrand i det. Betændelsen havde siddet ubehandlet for længe.

Jeg rullede bandagen på plads og gik straks over til infirmeriet. Den uduelige idiot ville først overhovedet ikke høre tale om, hvad jeg sagde.

Jeg insisterede på at Abu øjeblikkelig måtte overføres til et hospital. Infirmeristen sagde gnavent, at han havde set på sårene og renset dem, og at det vel kunne vente, til lægen kom næste dag. Desuden var han dødtræt af, at jeg blandede mig i hans arbejde. Jeg understregede at koldbranden var hurtigt på vej mod lysken, og at Abu meget vel kunne dø i nattens løb. Om han turde tage det ansvar. Til sidst lykkedes det mig at gøre ham så usikker, at han tilkaldte en ambulance.

Det, der rev mit hjerte helt itu, var, at Abu selv via smertens bid i en grufuld karmisk intuition vidste, hvad der skulle ske. Da jeg bøjede mig over ham, mens vi ventede på ambulancen, greb han fat i min T-shirt og råbte jamrende (Achmed oversatte): “De må ikke tage mit ben! Åh, lad dem ikke tage mit ben! Hvordan skal jeg så kunne hjælpe far?!”

De tog hans ben. Der var intet andet at gøre, koldbranden var altfor fremskreden.

Han kom tilbage i ynkeligt amputeret tilstand en uges tid før min løsladelse. Han skulle jo afsone de tyve dage!

Achmed modtog ham med en medlidenhed og nænsomhed, som var det hans egen søn.

Jeg græd tørre tårer i solen og ventede utålmodigt på friheden.

53

FRI På fængselskontoret, hvor vi fik udleveret de få ejendele, vi havde på os ved arrestationen, fik vi den kedelige besked, at vores pas var bortkomne.

En venlig medarbejder ved det danske konsulat havde advaret os om den mulighed og anbefalet, at vi i givet fald tog en taxa direkte til konsulatet for at få midlertidige pas, så vi undgik at blive arresteret igen uden dette vigtige dokument. Et godt råd vi naturligvis fulgte, selvom det betød en lang, dyr tur til Rabat.

Konsulatet hjalp os også med flybilletter hjem fra Casablanca.

Der indlogerede vi os på et billigt hotel, så Adelheid, nu stærkt svækket af gulsoten, hun fik fra en af infirmeristens snavsede kanyler, kunne hvile ud, mens jeg måtte tage bussen til Essauira for at hente vores baggage.

En lang og anstrengende tur, men også chancen for en sidste gang at beundre det betagende landskab, vi havde nydt så meget, før uheldet slog til.

Det tog en hel dag og en del slæberi, men sent om aftenen var jeg tilbage i Casablanca for en god nats søvn før flyveturen hjem.

I Kastrup blev Adelheid hentet af en ambulance på landingsbanen og kørt direkte til Rigshospitalet, hvor hun efter en måneds tid langsomt kom til hægterne igen.

Jeg tog hjem til vores lejlighed, der lignede en svinesti med ødelagte møbler og køkkenet overgroet med mug, da vi havde været så uforsigtige at fremleje den til en fordrukken digterven, som tilsyneladende ikke havde gjort rent overhovedet i det halve år, der var gået.

Men jeg var fri og ganske langsomt trængte det ind at to måneders fangenskab endelig var overstået.

Det lyder som en banalitet, men de følgende uger undrede jeg mig gang på gang over, hvor lidt vi værdsætter friheden, så snart den bliver en vane.

Hvis jeg fik noget positivt ud af fængslet udover et par fine venskaber, er det nok dette: At glæde mig over hver dag uden tremmer og daglig tvang.

54

Jens O. Magnussen – tekst – © – 2014 Laurie Grundt – illustrationer – © – 2014 Kenn Clarke – grafisk design og layout – © – 2014