Chihuahua

Racerepræsentant: Susanne Johansen tlf. 3054 0892 susanne@dkk-chihuahua.dk

Suppl.: Sarah Rosenqvist Wejlemann tlf. 6069 0408 fogelbergsarah@gmail.com

Historien om Charlie

Charlies far skulle oprindelig ikke have været hans far. Men da favoritten kun var 11 måneder gammel, var han ikke tjekket for Patella Lux endnu. 2nd valget faldt så på Charlies far. Det viste sig at være et godt valg. Charlies mor var 2 år og det var hendes første kuld. Selvom at man godt ved, at man tager en chance med tæven, hver gang at man beslutter sig for at få et kuld, så var netop dette kuld første og heldigvis eneste gang, at jeg har været rigtig tæt på, at miste min tæve. Første hvalp kom med rumpen først og kilede sig fast. Min lille tæve var i god form, så hun pressede den så fast, at selv under bedøvelse, så kunne hvalpen ikke komme ud. Det blev et langt kejsersnit, hvorefter livmoderen ikke var til at redde. En kold og helt gråblå og afkræftet tæve samt 2 hvalpe, fik jeg med hjem. Hele natten gik hver anden time med at tilbyde hende vand, lægge hvalpe til og give dem lidt druesukkervand. Kunsten var, at holde dem i live og samtidig få gang i mælken uden at dehydrer tæven. Varme dunkene blev samtidig opvarmet og så sov vi 1,5 time igen. Hen på morgenen fik jeg lokket et par mundfulde opblødt tørfoder m/leverpostej i tæven. 2 timer senere havde hun fået lidt mere appetit og spiste noget mere. Derefter var hun og hvalpene på rette vej. Det var den hårde start på livet for Charlie og hans bror Xanto. Jeg kunne rigtig godt lide Charlie. Han havde ikke et særlig racetypisk i hoved, men han var en langhåret lækkermås, - Chokolade fawn med lyse aftegn og så havde han masser af personlighed. Valget var taget, han skulle have lov at blive hos mig. 5 måneder senere, er der flyttet endnu en Chokolade fawn langhåret dreng ind med næsten samme linjer bag. Normalt plejer jeg at sige, at der er altid plads til en til, men to næsten ens drenge på næsten samme alder. Nej, beslutningen blev taget. Hvis jeg kunne finde et godt hjem til en af dem, så måtte det være. Lidt over et år senere kommer familien, som passede til Charlie. Et ældre ægtepar, som havde solgt gården og var flyttet i lejlighed. De havde altid haft store hunde på gården, men fruen i huset havde altid ønsket sig en Chihuahua. Perfekt match. Charlie opsøgte dem under hele besøget, da de kom for at få ”et indtryk” af racen. Alt er godt indtil fruen i huset går bort efter en kort sygdomsperiode med kræft, mindre end 1 år senere. Eftersom at det var hende, som havde ønsket sig en Chihuahua, ringer jeg for at kondolere og høre, om manden ønsker at handlen skal gå tilbage. Svaret var ”Her er blevet så stille, så uden Charlie, så har jeg jo ingen at tale med.”. Tiden går og jeg hører ikke noget til Charlie, før jeg en dag bliver ringet op. Charlie og hans ejer havde været ude og rejse i 3 måneder fra Finland og ned gennem Estland, Letland, Litauen og Polen. I 3 måneder havde Charlie fået hotelmad og nu ville han ikke spise tørfoder. Det var dejlig at høre, hvor glad han var for Charlie og hvor positivt Charlie påvirkede hans omgivelser hver dag. Igen gik tiden indtil her den anden dag. Charlie var gået i arv. Hans ejer var efter kort syg-

Charlies første døgn

doms forløb gået bort. Hans søn og svigerdatter, som jo kendte Charlie godt, havde taget ham med hjem til deres kat. Charlie og katten var blevet rigtig gode venner. Alt var igen godt. Da de tømmer huset finder de købskontrakten på Charlie. I kontrakten står der, at jeg skal have besked, hvis hunden skifter ejer. Efter en del tøven og snakken frem og tilbage, ringer sønnen vedr. Charlie. De havde været bange for, om jeg ønskede at få Charlie tilbage. Vi havde en rigtig lang og god snak. Jeg er ikke i tvivl om, at Charlie har fået en super godt hjem i trygge rammer og at han trives hvor han er. Alligevel så tænker jeg tit på ham og hans små personlige træk. For det første, så kunne han ikke løbe ud i haven og tisse om morgenen, før man havde sagt ”God morgen” og nusset ham under hagen. Han løb til døren og så ventede han på, at man kom og nussede ham. Om aftenen, når der blev lavet aftensmad, så sad Charlie altid på armlænet af sofaen inde i stuen. Herfra kunne han få øjenkontakt gennem døren ud til køkkenet. Uha, hvor jeg savner Charlie, men det er så dejligt at vide, at han trives og har det godt. Susanne Johansen