Bolognese

og en god bygning er en væsentlig del af det gode helbred Alt dette her kan vi jo sagtens relatere til Havanesen. Vi skal huske den oprindelige standard, især i forhold til størrelse, højde-længdeforholdet, vi skal især vogte os for den lange lænd, - en havaneser har en forholdsvis lang og godt rundet brystkasse med godt rundede ribben, og dermed en kort stærk lænd, der sammen med et godt vinklet bækken og en forholdsvis stejl knæ/hasevinkel giver det stærke afspark, (ikke med det flip up, som Lhasa har, men man kan se undersiden af bagpoten i bagbensbevægelsen) De ovale knogler med glatte smidige muskler, der giver et tørt stærkt indtryk og vi skal passe på en for kort overarm – den giver en trippende forbens bevægelse i stedet for den korrekte frie lige fremadrettede forbens bevægelse, som er typisk for hava’en Huske at når pelslængden beskrives som 12-18 cm behøver vi ikke gå efter de længste pelse. JH pointerer, at de store havanesere især er kommet, efter at man opgav den oprindelige vægtgrænse på 6 kg, den oprindelige vægt lå på 3-4 kilo. Direkte adspurgt om, hvordan det kunne være, at der findes så mange meget store, meget lange og for nogles vedkommende vældigt pelsrige hava’er fortalte JK, at der, da hava’en kom til Europa blev foretaget nogle ind krydsninger med coton. Sikkert gammelt nyt for flere af vores gamle erfarne opdrættere, men en ahaoplevelse for penneføreren.

Racerepræsentant: Katrine Toft Gregersen tlf: 2720 2622 zilcan93@gmail.com Suppl. Karina Lykke Andersen tlf. 2680 6957 karinalykke1975@gmail.com

Hej

Så gik sommeren så småt på held og vi ramte efteråret. Da der sjældent sker en masse nyt i vores race, har jeg luftet ideen om at lave en føljeton hvor vi hver især skriver lidt om vores skønne hunde. Det var i i gruppen heldigvis med på, så over de næste gange kan folk læse lidt om hvordan vores skønne hunde egentlig er, hvilke glæder de skaber og hvilke frækheder de udviser. Et er jo hvordan en race beskrives i racens standard og hvordan de bør og burde. Noget andet er hvordan vores skønne hunde agerer i hjemmet og sammen med os i hverdagen. Jeg lægger selv ud med et portræt af min gamle pige Mynte.

Hip-tri’s Komtesse Krusemynte

Født det herrens år 2008 en Maj dag i Norge. Forinden var jeg faldet pladask for racen ef-

ter besøg hos Bicia og Beisheim. Og der var ingen tvivl om at min første egen hund skulle være en bolognese med 80’er crepe-krøller og et kækt og glad, tjavset udseende. At jeg endte med Mynte var lidt et tilfælde. Egentlig var jeg skrevet op til en dansk hvalp, men da denne desværre ikke overlevede, hjalp Ulla med kontakt til Norge – kennel Hip-Tri’s - hvor hendes tæve var fra. Der var en tæve tilovers i et hvalpekuld og efter megen skriver frem og tilbage kunne hun blive min. Jeg var lykkelig! Da jeg hentede hende og fik hende i armene – den der lille bitte hvalp, oh hvor hjertet slog over og man aner slet ikke hvordan man skal holde sin glæde og lykke indenbords. Vi fløj hjem og allerede første nat sov betteskiden 9 timer. Faktisk har hun aldrig haft et natte-uheld. Hun må have verdens største sovehjerte. Til gengæld tog det hende noget tid at finde ud af renligheden i løbet af dagen. For det første så skulle hun i hvert fald ikke tisse på græs.. Nej Mynte holdt sig som hvalp indtil vi kom ud til et fortov eller løse sten – så kunne man tisse af ;) De første uger trænede vi “alene-hjemme” og det gik nogenlunde. Hun var ikke ked eller pev, faktisk var hun allerede tidligt god til at hvile i sig selv. Men at holde sig en hel dag, det kunne hun bare ikke. En anden ting vi ret hurtigt begyndte at træne var at sidde i en cykelkurv. Dette var super vigtigt for at vi kunne komme rundt i byen, kunne komme til stranden og soppe, komme ind til toget, til hundetræningen og ud i skoven. Flere af mine hunde-bekendte gik til agility og hyrdetræning, så selvfølgelig skulle min lille tot-hund da trænes. Vi tilmeldte os først et hvalpehold og siden gik vi til LP1 træning. Mynte ELSKEDE det! Lydighed var lige hendes disciplin. Især når indlæringen foregik med klikker. Den koncentrerede opmærksomhed og de små detaljer. Og ALLE godbidderne – lige noget for Mynte! Ingen tvivl om der sad et godt hoved på den lille krop. Efterhånden som Mynte blev ældre prøvede vi lidt udstilling af. Det blev dog aldrig rigtig vores stærke side – jeg ville hellere træne lydigheden og Mynte fik alligevel ikke verdens bedste bedømmelser. Det krævede en masse, og var vildt upraktisk at tage toget afsted - og vi hyggede os ikke rigtig med det. Det lykkedes dog alligevel senere at gøre hende til DKCH. I stedet begyndte jeg dengang at over-

veje en kuld på tøsen. I 2011 fik Mynte et kuld på 5 hvalpe med en tysk hanhund Opal. Mit første kuld – og indtil nu eneste. Mynte tog det i stiv pote. 1,5 time tog det hende at spytte 5 små klumper ud. Da den første hvalp pev, kiggede hun først undrende på hvalpen, så på mig, som tænkte hun: “ hvad fanden er det der for noget”. Og så tog instinkterne over. Mynte var en rigtig god mor. Hun passede de små til UG og der var bare ingen bøvl overhovedet. Tilpas afrettende og kærlig som de små voksede til. Desværre fik hun kalkchock da hvalpene var 5 uger gamle. Myntes første besøg ved en dyrlæge, hvor det ikke var vacciner eller sundhedsundersøgelser i forhold til avl hun fik foretaget. Jeg huske stadig vi gik fra hende og hvalpene for lige at hente lidt dagligvare og 30 min senere kommer man hjem til en hund der ikke kan bevæge bagbenene.. Hun var panisk – og sad ved trappen og ønskede tydeligvis bare vi skulle hjælpe. For første og eneste gang i sit liv indtil nu blev hun indlagt. Min skønne, kække og altid glade hund var dødssyg fordi jeg havde valgt at tage et kuld hvalpe på hende. Det gav stof til eftertanke. Og selv om Mynte var en fantastisk hund i drægtigheden og som mor, så var det bestemt – ikke flere kuld til hende. Kuldet var svært at afsætte og flere hvalpe var hos os både efter 6 og 8 måneder. Og da vi rundede 1 års dagen, bestemte vi os for Asger – Myntes ene søn – ikke længere var til salg. Det at hvalpenes træning (renlighed, alenehjemme, pelspleje m.m.) kom først, betød Myntes træning gik i stå. Vi brugte årene der kom med gode gåture og som rendyrket hyggehund. Mynte indfandt sig i pladsen som overdronning i flokken. Hun var ofte med i vores hundemadsbutik, som vi havde på det tidspunkt inde i Odense. Det var hendes yndlingsaktivering. Masser af mennesker der kom og hilste og klappede og nussede med hende – intet i verden var bedre. Den glæde hun kunne sprede når hun hoppede på alle fire ben ud til folk på gårdspladsen og smed sig med alle fire ben i vejret for at blive nusset på maven. Et trick hun stadig udføre til præcision i dag når vi siger “mave”. Hun har også altid nydt kontakt med fremmede hunde i samme alder og med samme legestil. Mynte elsker ture ud i naturen. Hvad enten det er en gåtur ved vandet eller i park eller skov, så nyder hun vinden i pelsen og at slentre der ud af i sit eget, ikke alt for hurtige tempo. Vi kalder hende “lysbilledet”. Tit må vi andre vente på at Mynte lige skal tisse 20 steder inden vi kan gå videre. Hun nyder at være med, at tulle rundt og opleve. Der ud over har hun altid været en meget rolig hund indendøre. Hun har et par sovepladser rundt om i huset, som hun bevæger sig mellem. Og så kigger hun lige ind til os hvor vi nu er i huset ind i mellem skønhedssøvnen og hendes powernap. Hun nyder at nyde livet, især i en solstråle i haven eller i sofaen. Især når vi kan overtales til at nusse maven, klør hende bag ørene og holde pote. Med årene er behovet for ro og søvn steget og i dag sover hun gerne fra 22 om aftenen til middag dagen efter. Kun afbrudt af at blive beordret ud for at tisse inden vi kører på job. Hvad en komtesse/dronning af huset ikke må fine sig i. Det er lidt en uskik synes hun. Men skal der ske noget, eller hvis man finder træningstingene frem – så er hun på og lige som man best husker hende fra hendes unge dage. Kæk, frisk og glad – og super fokuseret, klar parat til alt vi finder på. Skrevet af Katrine Gregersen