Kromfohrländer

Racerepræsentant: Ulla Frederiksen - tlf. 2868 2407 uh2407@gmail.com Suppl.: Anita Hawwa

Autoimmunitet Hyperkeratose Patellaluxation Epilepsi Hjertefejl Stær Hørelse Von Willebrandt Cystinuri Urinvejssten af andre typer Gigt AD HD Spondylose (mest i form af haleknæk) Fødselskomplikationer, herunder dårlige veer, dødfødte hvalpe og kejsersnit Parringskomplikationer – som ender med insimination Hårfarve Hårlængde Pletternes placering ( Fejlfarver) Hårtype (Ru el. glat) Mentaltest Udstilling Körung ( Den tyske kåring)

Opdrættertanker efter 10 år

Ovenstående er den liste, jeg kan komme i tanker om, har været til stede i debatten om sundhed + avl ang. Kromfohrländer . Hertil kommer overvejelser om hvorvidt det er acceptabelt, at der eksisterer hunde som er bærere af sygdomsgener, men som ikke selv er påvirkede af sygdom, men kan bære genet videre i avl. Desuden eksistensberettigelsen af hunde med fejlfarver, blå øjne og lign. eksteriørfejl. Spørgsmålet er, om disse bærere skal være med i avl så længe man kan parre dem med hunde, der ikke er bærere – og altså maksimalt vil kunne videregive nog le gener, der ikke kommer til sygdomsudbrud hos den enkelte hvalp. Desuden kan det være interessant at kigge på levealder og antal leveår uden sygdomsgener / svækkelser. Hvor går grænsen for acceptabel alderdomssvækkelse. Hvor godt holder hundene? Hvor racetypiske er de i forhold til racestandarden og kan der rokkes ved standarden. Der er ikke meget fokus på, hvorvidt miljøfaktorer såsom fodring, motion, daglig drift, menneskelig adfærd og management ang. fødsler skaber problemer, som vi mennesker forårsager for hundene. F.eks. fødselsbesvær. Fødselsbesvær kan skyldes forsnævret bækken/ altså noget fysisk i hundens bygning som er arveligt? Eller kan det også have med fejlopvækst at gøre/ miljøfaktorer som foder og motion? Fejlfodring, der ikke forsyner den drægtige tæve med rette sammensætning af næringsstoffer og rette balance mellem calcium og fosfor . Hvis hundens system heller ikke er i stand til at omsætte calcium på rette måde under en fødsel er der store problemer. Calciumomsætning til blodbanen styres af skjoldbruskkirtlens funktion. Er der noget i vejen med skjoldbruskkirtlen, kan der faktisk opstå en mængde andre ubalancer i hunden fra fødselsbesvær til autoimmune sygdomme. For lavt stofskifte, eksem, organsvigt, inflammation – gigt,som vi forsøger at teste os fra. Jeg tænker at det kunne være en idé, at der blev forsket mere i bagvedliggende årsager og fokus på skjoldbruskkirtlen, som så igen skal have de rette

betingelser for at fungere ordentligt: F.eks er det uhyre vigtigt at kroppen tilføres rette vitamin/ mineralsammensætning for at en normal skjoldbruskkirtel kan fungere og ikke bliver syg i sig selv – og dermed forårsager sygdom i resten af hunden. Fejlfodring kan også forårsage ubalancer – og ved vi egentlig helt nøjagtigt hvad behovet er hos den enkelte hund? Der kan være forskelle på, hvad de har brug for og hvordan de omsætter foderet. F.eks. har jeg en ældre han, som har tendens til at danne struvitsten, hvis han ikke får foder med lavt indhold af calcium, magnesium og fosfer. Er han så arveligt belastet, eller er det bare en acceptabel variant? Han skal jo bare have det rette foder. Ligesom nogle hunde skal have foder de ikke bliver for fede eller for tynde af.

Har racen eksistensberettigelse?

Når man ser ovenstående liste, kan jeg da blive helt rundtosset og tænke om racen overhovedet har eksistensberettigelse – og om det vil være muligt at få nogle til at stille op til avl. Der er supermeget fokus på at det (nok) er arvelige skavanker, og eller arvelige forhold, man simpelthen vil have have afdækket for at have en form for deklaration på hvad hunden består af. Hvis man i ramme alvor mener, at man kan og skal teste for alt dette for at være ansvarlig opdrætter, samt stille til både udstilling, körung i Tyskland og mentaltest, vil jeg stille spørgsmålstegn ved, om en race, der kræver dette overhovedet har eksistensberettigelse. Visse ting kan klares med en spytprøve, andet kræver blodprøver , bedøvelse og at stille til arrangementer i ind- og udland. Det er som om, man fuldstændig ukritisk bruger tests, som ikke altid er afprøvede, og man vil gerne teste for noget som ikke er et problem i racen generelt (f.eks patella, AD, HD) eller også er racen simpelthen underlagt retningslinier fordi den hører til i Gruppe 9 og K har fælles fodslag med andre racer som HAR problemerne. Og man vil have deklaration på hårlaget – det er ikke længere noget, man spændt vil vente på udslaget af hos hvalpene. Man vil i det hele taget ikke vente med spænding på noget som helst. Der scannes og røntgenfotograferes for antal hvalpe. I den tro at det er en forsikring. Og skidt med at der så i ny og næ laves et unødigt kejsersnit ( ved ikke om det er sket ved kromfohrländer, men jeg kender personligt til hunde af andre racer) fordi man troede, der var en hvalp mere derinde udfra scanning/ røntgen tidligere i drægtigheden. Det var der så ikke. Er der gået kontrolfreak i alt dette, eller hvad er relevant? Jeg kunne godt tænke mig et professionelt fokus på nye retningslinier. Jeg synes vi har brug for – med baggrund i statisktisk internationalt materiale at afdække hvilke problemer der er så omfattende, at vi skal indføre restriktioner for avl. ( Ikke bare anbefalinger). I disse overvejelser bør man også henlede opmærksomheden på, om eventuelle tests er pålidelige og godt nok afprøvede til at man kan stole på dem. Hvem kan pejle for os opdrættere? Er det hede diskussioner på facebook om hvad man SYNES? Er der et panel i sundhedsudvalgene internationalt – som består af genetikere og dyrlæger, der kan pejle for os? Som almindelig opdrætter er det blevet helt uoverskueligt.

Bliver hundene bedre?

Det overordnede spørgsmål for mig er også: Får vi bedre og sundere hunde ud af det, hvor meget skal en avlshund slæbes til dyrlæge, stikkes i, bedøves, stille op til prøver og eksteriørbedømmelser mv. før den er god nok? En øjenlysning kan vise et aktuelt billede, men kan ikke give garanti for at der alligevel ikke gemmer sig problemer som først kan ses senere. År den bliver 12 år f.eks. Og hvor mange hanhundeejere gider at gå hele vejen fordi der står en tæveejer i den anden ende og har en drøm om at opdrætte. Hvis parringen overhovedet lader sig gøre. Der er pt. tendens til at man farer til udlandet

for at få parret sin tæve. De hanhunde der ikke tilhører de få udstillede i Danmark er de gemte, glemte som man skal grave frem. Ejerne har ofte ikke fået en snak med opdrætter om evt. at stille dem til rådighed på længere sigt. Der er mange danske hanhundeejere, som ikke orker tanken om bare en enkelt udstilling og en hyperkeratosetest. Dette bliver opdræt og racens bevarelse ikke mindre besværligt af. Og hvad så med køberne? Hvem køber disse hvalpe, der endelig kommer til verden? Er det folk, der bare lige farer ud og kastrerer en han af disse unikke kuld, fortryder købet fordi hunden ikke er selskabelig overfor fremmede og ikke elsker børnene – eller er det folk, der værdsætter en race, som er yderst svær at opdrætte. Og som gerne vil gøre bare lidt for at stille en han tilrådighed. Eller bliver det kun liebhavere, der smækker pengene på bordet og betaler merprisen for et hav af tests og så også føler at de har kontrol over deklarationen og så ellers gemmer deres hund og alligevel kastrerer den? Eller er det folk, som seriøst gerne vil opdrætte på længere sigt og forsøger sig med et opdrætterkursus til en start? Der er mange muligheder, men en ting er sikkert: Der skal være nok hunde til rådighed for at opdrættet kan fortsætte , indavl er det næste alternativ. Det er nødvendigt at tests bliver prioriteret efter graden af problemets udbredelse og sygdommenes påvirkning af hundenes livskvalitet. Jeg vil foreslå at hyperkeratose gøres til en restriktion og ikke bare en anbefaling, som det er nu. Patellaluxation har jeg aldrig kunnet se, var et arveligt problem i kromierne. Det er jo ikke et generelt problem, hvis det er konstateret ved ganske få hunde flere generationer tilbage. AD og HD test er mig ubegribeligt i kromfohrländerracen. Desuden kan diverse ledproblemer forårsages af forkert fodring, forkert motion i opvækst. Det kan grundlægges allerede hos opdrætter med glatte gulve som hvalpene skrider ud på. Og så kan det virkelig fremelskes med vilde lege og fejlfodring hos hvalpekøber. Så det er en speget affære. Måske ville det være mest relevant at få udryddet parringsbesvær, kejsersnit og indføre Hyperkeratosetest som et KRAV + evt. Von Willebrandtest (men er den på et niveau, hvor den er afprøvet nok, til at vi kan stole på den?. Tyskerne mener ikke den er ok som den er nu). Og hvad med det, som er forventelig aldring? Hvad tror vi, vi kan teste os fra – så hundene holder evigt? Jeg vil ønske, at DKKs sundhedsudvalg kan hjælpe med at få hoved og hale i alt dette, samt få det bredt ud internationalt, eftersom racen er så lille en population, at det ikke er nok at landende laver hver deres regler. Jeg kunne også godt tænke mig, at man så på, hvordan andre racer klarer sig i sammenligning. Dobermann har f.eks vidt udbredt Von Willebrand type 1 – men er mig bekendt ikke en uddøende race. I år har jeg haft 10 år som opdrætter. Min stamfar Kodans Dixi og hans datter Store Baungaard Bette, som blev stammor til mine 8 kuld er begge i live endnu. De er hh. 15 og 13 år i skrivende stund. Der er solgt hvalpe til Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, USA. De har begået sig mest som familiehunde. Men også på agilitybanerne og på udstillinger. Der er 3 Hoolahop´ser, som er gået igennem til Körung og der er blevet 2 hanner med verdensvindertitler i tidens løb. Der er hvalpe der i de forskellige land gået videre i avl. De amerikanske hunde har Hoolaposer som stamhunde. 1 hoolahop´shvalp er død 5 år gammel af akut tilstopning af galdevejene og dermed organsvigt. Om der var arvelige faktorer indblandet ved jeg ikke. Om den kunne være reddet med diætfoder, ved jeg ikke. Ellers lever alle hvalpene, det første kuld har jo rundet 10 år. Dengang var gennemsnitsalderen 10 år for en kromfohrländer og jeg håber de kan nå længere ligesom Dixi, med en ok livskvalitet. Dixi er mager,trods god appetit, har svækket hørelse og syn. Da han blev 14 fik han bortopereret en kræftknude,

som sad udvendigt. Jeg ved ikke om der nu er kræft indeni og magerheden skyldes dette; jeg har bestemt, at han i hvert fald ikke skal rodes med og lukkes op. Han klarer sig, løber rundt, letter ben, hopper selv op i sofaen og bilen, er med på strandturene og gør stadig af de andre hanner og mener at han bestemmer det hele endnu. Jeg ved ikke hvor mange dårlige gener han har givet videre. Jeg ved bare, at der ikke har været overdødelighed og dårlig livskvalitet pga. af sygdom i al almindelighed i hans afkom. Det er noget af det, jeg pejler efter som opdrætter.

Opdrætter overvejelser

Jeg har kæmpestore overvejelser ang. opdræt fremover. Ved ikke om det er verdens sværeste race, jeg har fået rodet mig ud i at opdrætte og om det er muligt at arbejde videre. Mit opdræt har været baseret på opdræt som opdræt som et håndværk, hvor jeg ikke bare har målt, vejet, testet , udstillet og nørdet med stamtavler, men også brugte mine øjne, hænder og fornemmelser for at mærke efter hvordan det hele var. Breeding is an art, var der en amerikaner, der sagde. Ja, på sin vis. Det er en balanceakt. Jeg har ligget på knæ for hvalpekuldene, våget over dem dag og nat, ryddet alt andet arbejde ud af kalenderen. Snakket i timevis med hvalpekøbere for at sortere mig frem til de rette ejere for hver enkelt hvalp. Taget hvalpe retur, hvis familien alligevel fortrød, glædet mig på afstand over hvalpe der ”præsterede”. Alt fra en melding om, at det er verdens bedste familiehund med ”fejlmaske” til Verdensvinderen 2018.

Tilfreds trods odds

I betragtning af, at jeg har haft en masse odds imod mig ved at bo på Samsø, med snæver aktionsradius, + diverse personlige modstandere, det seneste års egen lvorlige sygdom, er jeg egentlig godt tilfreds. Fra starten har der været folk, som nærmest hetzede imod at der blev opdrættet med forskelligt hårlag hos mig. Det blev forudsagt, at dette ville ødelægge racen. (Interessant er at en af disse hvalpe blev verdensvinder 2018, multichampion, godkendt i Tysklands avl og godkendt i forhold til de tests man foretager i Tyskland og har vist sig i stand til at parre og være frugtbar. Interessant er det også at man nu i Tyskland ligefrem efterspørger hanner, der har kombinationen glat/ru i sig). Sidste år blev jeg udsat for selv at skulle igennem kræftbehandling og har følt mig noget stækket. Et enkelt kuld har jeg fået i starten af 2019 efter at have kommet mig. Måske kommer der flere, måske ikke. Det afhænger af, hvor besværligt det hele er, om der er hunde der matcher og er tilgængelige. Jeg vil gerne bevare racen. Men hvordan racen skal bevares kan ikke bare være en diskussion i krogene, men der skal internationalt fornuftigt samarbejde til med fagfolk ind over.

Et avlsdilemma

Min første kromfohrländer var ud af det før-