Mops

Racerepræsentant: Marianne Ladegaard tlf. 2961 1836 - mladegaard67@gmail.com Suppl.: Charlotte Nielsen tlf. 2635 4380 - nielsenc@gmail.dk

Albert, en helt almindelig, ualmindelig hund. Det var ikke helt uden skepsis at jeg accepterede præmissen for hund i hjemmet og at vi skulle have en mops som første fælles hund. Min tilgang til hunde er at man skylder sig selv og ikke mindst sin hund at gå til træning med den, uanset hvilken hund der så er tale om. Det giver i min optik en lettere hverdag og en bedre forbindelse hund og menneske imellem. Men mops skulle det være og mops blev det også til, selv om jeg i vid udstrækning argumenterede for, at det måske i virkeligheden var en jagthund vi havde brug for. Nuvel, man får den hund som man træner så det var jo bare om at komme i gang. Vi modtog Albert der er en hund som er nysgerrig, men dog lidt tilbageholden og fandt hurtigt en skole hvor vi kunne træne under kyndig vejledning inden for disciplinen lydighed. Som sagt var det jo en jagthund der stod på ønskelisten, så det gik ikke længe inden den jagtlige træning også måtte starte og Albert måtte med på skydebanen for at blive tilvendt et miljø hvor brag kommer uventet og fra alle kanter, hvilket gik langt over forventning til et niveau hvor jeg faktisk var tryg ved at tage ham med på jagt allerede fra sæsonens begyndelse. Om end Albert viste tydelig interesse for vildtet, kniber det dog med også at apporter. Men det er måske også at stille urimelige krav bede en hund på 9 kg at flytte på en fugl der er lige så stor som hunden. Uagtet Alberts størrelse og flade snude var jeg hurtigt ude med tilmeldingen til sporkursus, da det blev åbnet muligheden. Han har altid været glad for at bruge sin snude og støvsuger træningspladsen for godbidder efter der har været hvalpehold. Indrømmet så havde jeg dog mine bekymring for om jeg måske var ude over grænsen af Alberts evner ved at sætte ham på decideret spor, men jeg blev glædeligt sat til skamme. Da først det gik op for hunden, at der lå en betydelig belønning for enden af sporet og det eneste han skulle gøre var at følge det, så gik det stærkt. Givet vist bliver han aldrig så dygtig som en beagle eller labrador, men hvis der er mad for enden, så skal de alligevel stramme sig an for at følge med den lille mops, mens vores træner står og har svært ved at holde sin begejstring tilbage. Så til efteråret tager vi den skridtet videre, når den kommer til at stå på kantarelsøg i skoven. Som man måske fornemmer er Albert en hund, der siden vi fik ham været med os over alt og vi forventer i det store hele det samme af ham, som vi ville gøre af en hvilken som helt anden hund. Han er med på arbejde hver dag og følge med på selv de mest tossede påfund, en spejderdreng kan tænke. Om vi så er ude at sejle eller går af den stejle rute op til toppen af Bloksbjerg, så er Albert med, fri ved fod. I det store og hele er Albert en glad hund der oftest får kommentaren at han ”godt nok har nogle kraftige ben”, eller har store næsebor, når vi kommer ud med ham. Men det sker også at vi