Shih Tzu

Racerepræsentant: Hanne Olesen tlf. 2620 9810 - flush1@hotmail.dk www.shihtzudanmark.dk Suppl.: Marianne Hagstrøm mhagstroem66@gmail.com

Gucci fortæller lige, hvem der bestemmer

Fra Newfoundland til Shih-Tzu

Af Annick Nielsen

Da vi i april havde møde i Nyborg, sagde jeg, at jeg gerne ville lave et indlæg til ”Lille hund”

Jeg tænkte, det kunne da ikke være så svært!!

Det kan jeg så fortælle, at det ikke er så ligetil endda, jeg har forsøgt nogle forskellige temaer, men det er ikke helt nemt.

Derfor har jeg besluttet, at jeg vil fortælle lidt om, hvordan jeg forelskede mig i Shih-Tzu’en.

Jeg har været opdrætter af Newfoundland i over tyve år, og jeg har altid tænkt, at jeg var kun til store hunderacer med et godmodigt sind og som er børnevenlige og forholdsvise rolige ”dovne”, og som ikke kræver en masse motion og er nemme familiehunde.

Jeg er uddannet DKK-ringtræner og har trænet rigtig mange forskellige racer i løbet af de sidste 20 år.

Da min yngste datter blev færdig med efterskolen, fik hun en hvalp fra Byrstedgård, jeg havde lært Egil og Jem at kende via min ringtræning, og vi lavede også ringtræning sammen i nogle år. Shih-Tzu hvalpen min datter fik, blev kun udstillet lidt det første år. Hun blev ingen udstilling stjerne, men hun stjal alles hjerter og styrede hele familien og især mine fem Newfoundlands med fast pote. Alle mine newffer havde stor respekt for ”Gucci”, som var helt overbevist om, at hun selv var newfoundlænder. Hun havde ikke meget tilovers for små hunde, men var vild med store hunde, og hun var aldrig i tvivl om, at hun var dronningen. Gucci var også overbevist om, at jeg var en af hendes undersåtter, som helst skulle lystre hendes mindste ”potevink”. Hun kunne for eksempel finde på at stå og puffe/banke med sine forpoter på mit ben, hvis jeg sad og spiste, og hun var sikker på, at det var noget hun skulle have del i. (Det fik hun selvfølgelig) Om aften når vi sad i sofaen og så fjernsyn, kunne hun finde på at hoppe ned og stille sig i døråbningen ud til gangen og pive på en hel bestemt måde, som betød, at nu ville hun i seng, og selvom jeg prøvede at overhøre hende, fordi hun jo ikke skulle bestemme over mig! Så blev hun ved. Hun kunne blive ved rigtig længe, og hvis jeg så til sidst rejste mig og gik med hende til soveværelset og åbnende døren, så hun kunne hoppe op i sengen, blev hun så tilfreds med sig selv, men når jeg så gik tilbage til stuen igen, kom hun straks efter mig og satte sig i døråbningen igen og peb af mig, fordi hun ville jo have, jeg også skulle gå med i seng og klø Gucci sommer 2020 hende på maven, som vi plejer.

Hun kunne så nogle gange opgive, når hun kunne mærke, at jeg ikke gav efter, men ikke uden protester. Hun kunne blive så fornærmet, at hun demonstrativt lagde sig i den modsatte ende af sofaen af, hvor jeg sad men ikke uden højlydt suk. Jeg har igennem min ringtræning mødt mange forskellige dejlige hunderacer, og jeg har altid tænkt, at når jeg ikke mere skulle have store hunde, så skulle det være en race som minder om newfoundlænderen i sind og temperament. Det var ikke det nemmeste at finde en anden race, synes jeg. Da jeg ikke havde flere newffer, og der kun var mig og Gucci tilbage, som efterhånden var blevet en ældre dame, men stadig lige kommanderende, ”krævende” og charmerende. Gucci og de fantastiske shih-tzu’er, jeg har mødt til ringtræning, gjorde at jeg sagde ja tak til at blive fodervært for en hanhund, selvom Gucci var en tæve, og jeg mente, at det skulle da nok gå. Det at være fodervært har for mig været en dejlig oplevelse og en god måde at få en ny hund på. Jeg har ikke den viden om shih-tzu racens linjer, som jeg kunne ønske mig for at vælge en ny hvalp, som ville give mig, lige det jeg ønsker. Det er et stort arbejde at sætte sig ind i en race, og med det kendskab jeg havde til newfoundlands, ved jeg jo hvor vigtigt det er at have kendskab til racens egenskaber, og de forskellige linjers sundhed, fortrin og negative sider. Da jeg blev fodervært for Marvin fra Litauen, og han flyttede ind, kan I jo nok forestille jer, hvor fornærmet dronningen blev! Hun havde lige vænnet sig til, at der kun var os to, det passede hende vist fint. Jeg troede jo bare at hun manglede en artsfælle. Hun kunne bare ikke ”se” ham den stakkels lille hundehvalp på 5 ½ måned. Han prøvede virkelig alt, for at hun skulle synes om ham, men nix hun kunne ikke nedlade sig til at se ham den første måned, men derefter blev det mere og mere tydeligt at hun godt kunne lide ham, bare ikke når jeg så det. Det er utroligt så stor personlighed en lille hund kan have, men en fantastisk glæde og lykke de kan sprede. Gucci og Marvin blev en fantastisk lille flok sammen med mig, og det var helt ubærligt da Gucci ikke kunne mere og hendes nyre stod af i en alder af 11 år. Det at have mere end en hund, er så stor en fornøjelse og glæde, som jeg synes alle burde have. Jeg kan godt mærke det med at have shih-tzu er ligesom at have newfoundlands, det er som chips en enkelt er aldrig nok!! Marvin og jeg blev alene, og jeg kunne godt mærke det ikke var godt for os. Corona havde lukket alt ned meget længe, men en opdrætter som gik til ringtræning hos mig, ventede hvalpe på 2 tæver, og vi talte om, hun måske ville have en hvalp udstationeret, det kom jo an på hvilken hvalpe, der kom, og hvordan de så ud. Jeg kendte begge tæver fra træningen, og hanhunden var jeg virkelig forelsket i, så jeg gik

Morgan klarer sig fint på udstillingerne og synes, det er en fest...

Nu er Morgan og Marvin bedste venner

jo og håbede på, at der kom en hvalp til udstationering. OG jeg har bare været så utrolig heldig, at få den mest fantastiske hundehvalp, som er så smuk, dejlig og sjov, at han virkelig er en lykkepille for mig og for Marvin, selvom han nærmeste var frustreret i starten over det lille energibundt, som pludselig stjal hans legetøj, spiste hans mad, hvis han ikke spiste med det samme, og som bed i hans hale og ville lege med ham. Nu har de to drenge så meget glæde af hinanden, og jeg nyder i den grad at se deres leg og indbyrdes konkurrence om legetøj eller om at komme på bordet og blive plejet. Lykken er en shih-tzu, men to er dobbelt så meget lykke og glæde for mig. Mange sommerhilsner til jer alle.

Et farvel til min første Shih Tzu Adonis

Af Marianne Hagstrøm

Hun sukkede dybt og rejste sig, med tunge skridt gik hun over til vinduet og spredte med tommel og langfingeren persiennerne, men det gav hende ingen ro at kikke ud. Det regnede så kraftigt, at hun dårligt kunne se noget, svagt så hun de store sorte plastcontainere, som bygningens affald blev bortskaffet i, hun havde håbet, at der ville være en udsigt, der viste hende, at der var lys, farver og liv udenfor i kontrast til det rum, hun befandt sig i. Rummet var sterilt og til trods for at temperaturen var 22 grader, virkede det koldt. Hun gik tilbage, mens hun irriteret gned sig i øjne og forsøgte at holde tårerne tilbage, men en forræderisk en, gled lige så stille ned lags næsefløjen og listede sig ind i mellem hendes læber så hun kunne smage saltet. Da hun satte sig på hug og forsigtigt lagde hånden på hans ryg, rømmede hun sig og sagde med en næsten uhørlig stemme: ”det er jo ikke den aftale vi har”. Hun tænkte tilbage på den dag, de mødtes første gang. Hun var ikke parat til det, hun skulle ikke have nogen ind i sit liv, men han havde gjort alt, hvad han kunne for at få hendes opmærksomhed. Han havde haft mørke øjne fyldt med glæde, ballade og livsgnist, nu var de matte, og hun kunne se hvordan smerten slukke gnisten, men dybt inde var der stadig noget af balladen tilbage. Det var det, der gjorde det så forbandet svært, det var årsagen til, at den anden aftale hun mente de havde, nu måtte indfries. Hun rejste sig igen og begyndte at gå frem og tilbage i rummet med energiske skridt, det kunne ikke være rigtigt, der måtte være en anden måde, en udvej som pludselig ville vise sig som et mirakel. Hun tænkte igen på de år, der var gået, der havde selvfølgelig været både gode og mindre gode oplevelser. Som den vinterdag, hvor han i samme øjeblik, han havde åbnet øjnene, var

løbet ud ad døren og havde kastet sig hovedkulds ind i den største snedrive, han kunne finde. Sneen var faldet i løbet af natten. Da de var gået i seng om aften havde vejret bare været gråt og kedeligt, selv om at man kunne mærke en snert af den frost, der var lovet. Hun havde grinet, så hun måtte krydse benene for ikke at tisse i bukserne, med armen omkring sig selv, var hun gået ind efter et håndklæde, et stort vatteret tæppe og varm kaffe. Hun havde kaldt på ham, og han var hovedrystende kommet hende i møde, han rystede lidt af kulden, men han smilede, og der sad sne i hans hår. Hun lagde håndklædet om ham, og de krøb begge to sammen på trappestenen under det store vatterede tæppe. Det havde været en morgen, som hun elskede dem, bare de to, oceaner af tid og ingen bekymringer. Eller den sommer hvor de havde boet ved kysten og hver aften havde slentret lige så langsomt i vandkanten, og han indimellem havde kastet sig ud i bølgerne eller var løbet op i klitterne, bare fordi han var så fuld af energi og ikke kunne holde ud at gå i det rolige tempo i for lang tid. Han var så fuld af liv, tanken om at han ikke ville løbe, kaste sig ud i alt med kroppens lemmer flagerne rundt om sig virkede som en straf, udtænkt på den grusomste måde, en uretfærdighed. Det var jo ikke ham, der havde gjort noget galt, det var bare naturens luner der spillede terning med helbredet. Han gav en lyd fra sig og hun vendte tilbage fra mindernes verden og til rummet, hvor de befandt sig. Hun gik tilbage til ham og forsøgt at fange hans blik, han havde lukket øjnene, men hun kunne se på trækningerne omkring hans mund, at smerterne stadig var stærke. Nu skulle hun altså tage den beslutning, hun skulle være afklaret inden lyden af træsko, kom tilbage, inden døren blev åbnet, og den hvide kittel kom til syne. Han åbnede øjne og så på hende, hun kunne se spørgsmålet dybt i dem. Hvad bliver det til? Hun trak været dybt og holdt om hans hoved, mens hun hviskede til ham. Ja… jeg skal nok holde vores aftale. Du skal nok få fred, du skal ikke leve uden muligheden for at kunne rende rundt og brænde alt din indestængt energi af, du skal ikke leve uden at kunne give udtryk for, hvor dejligt livet er. Så nu var beslutningen taget, der var ingen vej tilbage. Hun havde givet ham sit ord, nu skulle det bare føres ud i livet. Hun rejste sig og rystede sine hænder som ville hun vække dem til live efter en kold nat ude i frosten, hun tørrede sine øjne, hun havde slet ikke lagt mærke til at tårerne havde løbet længe nu. Højt sagde hun ud i rummet- Du vandt, du får ham, men han vil altid leve i mit hjerte.

Lyden af træsko kom ned af gangen, og døren gik op, og ind kom den hvide kittel…