Plymouth Rock

Vore hønseracer

Plymouth Rock Historien om plymouth rock Der har gennem tiden været skrevet meget om racens opstående og udbredelse.

Om de første sammenparringer i Amerika, om racens udbredelse over verdenshavet og også om racens fremkomst i Europa.

En masse mennesker har været med til at skabe racen og en masse mennesker har været med til at udbrede den. Det første opdræt af fjerkræ, som bar navnet Plymouth blev vist på Amerikas første fjerkræskue i Boston 1849.

Denne nye race var en sammenkrydsning mellem Kochin, Dorking og Kamphøns og den var tværstribet eller nærmere gråtavlet. Den blev

6

Tidsskrift for Racefjerkræavl

kendt for at vokse noget hurtigere og lægge flere æg end de tidligere kendte asiatiske racer. Racen uddøde dog efter nogle års forløb.

De første stamfædre til den nuværende moderne Plymouth Rock blev første gang udstillet i 1869.

Det var en samling af høns med en blågrå fjerdraget med mørke striber.

De var fremavlet af en dominikanerhane og en sort Kochiiinhøne.

Dette opdræt havde i de følgende år så stor fremgang og viste en så god stabilitet, at man i 1874 udarbejdede en standardbeskrivelse for tværstribede Plymouth Rock og racen var hermed optaget i de amerikanske standard og anerkendt.

I hurtig rækkefølge fulgte herefter i 1888 de hvide Plymouth Rock, i 1892 de gule, i 1894 de sølvtegnede, der dog ikke anerkendtes fuldt ud før 1907 og endelig de agerhønefarvede i 1909. Som rosinen i pølseenden kom de sorte og blå, der dog aldrig rigtigt er slået an.

I Danmark står det lidt uvist hvornår de første plymouth rock optræder, men vi ved at bl.a J. Pedersen-Bjerregaard var med til at fremme racen. Han bekostede import af tværstribede i 1882-83. Dengang en bekostelig affære, transport med skib og den første import mislykkedes da også. Den næste import i 1881 lykkedes og der kom 3 avlsdyr hjem fra Amerika.

Den første omtale af plymouth rock på dansk møder vi i G. St. Brickas lille hefte om Forædlede hønseracer fra 1879.

Senere beskrives plymouth rock i Illustreret Haandbog i Fjerkræavl af G. St. Bricka i 1884.

Plymouth-Rocks ere den anden, yngre, men i enhver Henseende fortrinligere amerikanske Race. Om dens Tilblivelse fortælles følgende. I 1852 fremstillede en Amerikaner, Dr. Bennett, Forfatter til en »Poultry-book«. Ved Krydsning af en Kochinhane med en Høne, der selv var Blanding af Dorking, Malaj og en vild indisk Høne, et Afkom, som han efter Stedet kaldte Plymouth-Rocks.

Disse Høns, som straks fandt nogen Udbredelse, beskrives som værende af temmelig stor Krop (Vægt 6 Pd.), broget, navnlig rød- og brun broget Fjerklædning, meget tykke, blaa eller grønne Løb og sædvanligvis 5 Tæer. De holdt sig ikke og forsvandt snart. Noget senere foretog en Farmer J. Spaulding, Connecticut, en Krydsning af Dominikaner-Haner med sorte Java-Høns, beholdt kun det af Afkommet, som lignede Dominikaner-Racen, og kaldte dem Plymouth-Rocks. De udbredte sig

meget hurtig og udvikledes til den nu velbekjendte Form. I 1872 kom den første Stamme til England.

Hanen. Mellemstort, smukt og højt baaret Hoved, kort, stærkt, mod Spidsen smukt krummet, rent gult Næb, mellemstor, enkelt, lodretstaaende, regelmæssig takket, livlig rød Kam, rødt Ansigt, store, livlige, lysegule 0jne, røde, hængende 0reskiver, temmelig lange, afrundede, brede Lapper, mellemlang, smukt bøjet, rigtbefjeret Hals, Halsfjerene faldende ned over Skuldrene, bred: stærk, sluttet Krop, bred, kort Ryg, velbefjeret Saddel, kort Hale med noget opretstaaende Fjer, mellemstore, tæt sluttende Vinger, til Dels skjulte under Bryst-

og Dækfjerene, bredt og dybt Bryst, store og kraftige, tætbefjerede Laar, mellemlange, glatte, gule Løb, stillede vidt fra hinanden, lange, vidt spredte Tæer. Stor Figur, oprejst, stolt Holdning; Vægt 9-10 Pd. Hønen. Mindre Kam, lille, opstaaende, temmelig spids Hale, ellers som Hanen. Matroneagtig, værdig Holdning, meget tam; Vægt 7-8 Pd. - Fjerfarven er den gjøgespættede: askegraa Grundfarve, hver Fjer tegnet med mørkegraa Baand, begge Farver gaaende over i hinanden, Skafterne farvede som Fanerne; alt sort, hvidt, rødt og gult er Fejl.

En i økonomisk Henseende fortrinlig Race: overordentligt haardfør,

Tidsskrift for Racefjerkræavl

7

rigtlæggende, ofte vinterlæggende (gule Æg af omtr. 70 Gr. Vægt), godt, men dog ikke for hyppig rugende, rig paa velsmagende Kjød, især Brystkjød. Livlige og lette i Bevægelser, stedse ivrig søgende Føde, befinder de sig bedst i Frihed, men kunne trives paa indskrænket Plads.

Kyllingerne udvokser og befjeres hurtig, Af Farve ere de meget forskjellige før Fældningen, nogle mørke, andre lyse; de første blive sædvanligvis Høner, de sidste Haner. Til Avl bør man helst bruge saa mørke Haner som muligt. Iblandt de Racer, som egne sig til almindeligere Udbredelse her i Landet, fortjener denne særlig at paaagtes.

Plymouth Rock som racehøne Racen som sådan har gennem tiderne gennemgået en udvikling som mange andre racer. Der har været forskellige avlsmål både med hensyn til kropsform og indenfor de enkelte farvevarieteter.

I Europa og i Danmark er de forskellige farvevarieteter anerkendt efterhånden som de er kommet hertil.

I den nugældende standardbeskrivelse i ”Skandinavisk Fjerkræ-Standard” fra 2004 hedder det: Plymouth Rock Oprindelse: Amerikansk hønserace Helhedsindtryk, natur: En hønserace med mange fordele som brugshøne, er hurtigvoksende og med et godt kødsæt for slagtedyr, en god æglægger, er rolig af væsen. Hårdfør og dermed en god æglægger også 8

Tidsskrift for Racefjerkræavl

om vinteren med gode forhold under opvæksten. Kødet: gullighvidt.

Kardinalpunkter: 1. Kropsform 2. Ryg-halestilling 3. Fjerstruktur.

Vægt: Hane 3,0-3,5 kg, Høne 2,5-3,0 kg Æg: mindstevægt: 55 g, idealvægt: 60 g, skalfarve: lys brunlig.

De enkelte farvevarieteter Tværstribede Den ældste og mest gennemarbejdede varietet er uden tvivl den tværstribede. Gennem tiderne har avlsmålene været skarp, ren stribning ofte blandet med ønsket at lave lange fjer med så mange skarpe tværstribninger som muligt. Disse forskellige avlsmål med hensyn til stribning er efter min opfattelse sammen med det genetiske der ligegr i tværstribningen skyld i mange af de fjerstrukturproblemer vi i dag døjer med ved farven.

Målet må være en rimelig smal stribning, vekslende mellem lys og mørk gennemført stribning, gennemført ned til dunfarven.

Hver fjer så regelmæssigt og skarpt stribet som vel muligt, i sort og blå/hvid-grå (nærmest mælkeagtig) tværstribning.

Stribernes forløb ved hanen skal være lige, af ens bredde (altså lige dele sort og »hvid« = 1 +1).

Ved hønen en bredere sort stribe end den blå/hvid-grå stribe, hvorfor den virker mørkere end hanen som helhed.

Fjerspidserne ved såvel hane som høne skal altid være med sort tværstribe (spids).

Dunfarve som yderfarven med så skarp en tværstribe som vel muligt helt til skindet.

Kan vi opfylde det, så har vi en prima stribning.

Hvide Den hvide plymouth rock er gennem tiderne blevet anvendt mest til slagt.

Det er en lidt for stor og tung høne til ægprodution, men den har en noget bedre slagtekrop end en tværstribet og det er vel også det der har været med til at give den udbredelse.

Som udstillingsdyr har den de senere år været hæmmet af at hvide dyr skal vaskes inden udstilling - og det tager tid, så derfor er den i dag ikke så udbredt som tidligere.

Dværgformen har ikke slået an i Danmark selvom der på forskellige tider har været tilløb til det.

Gule Den gule plymouth rock har i en del år været at finde i danske hønsegårde. Oprindelsen på farvevarieteten er lidt usikker, man mener ikke der er helt de samme gener

i denne farve som i de andre, som er fremavlet i Amerika. Sikkert er det at den gule har en lidt anden kropsform, en lidt slankere linje end en typisk plymouth rock. Den gule er et fortrindeligt slagtedyr og som voksen er den en fortrindelig ”suppehøne”.

De første udstillede gule i Danmark møder vi ved 1920’erne og senere op gennem tiderne ses den lejlighedsvis på vore udstillinger. De sidste 25 år har der været ganske få opdrættere af farven.

Agerhønefarvede Den agerhønefarvede fik sin begyndelse i Danmark omkring 1971, hvor man i bestyrelsen blev enige

om at forsøge at fremavle denne farve. Gennem intensivt arbejde og planlægning af avl og ved bevist udvælgelse af avlsdyr lykkedes det at komme et stykke af vejen.

Vi begyndte bevist med 2-stammeavl og fik 6-8 opdrættere sat i gang med de forskellige stammer. Årligt mødtes man på hønsedagen med de bedste dyr af afkommet og de blev så gået efter i sømmene og der blev opsat nye mål for nye stammer. Ofte blev en stamme sammensat af 1 hane fra en opdrætter og 2 høner fra en anden og det gik godt, gav et godt sammenarbejde og debat om tingene.

Der blev forsøgt at fremavle farven både i store og i dværge.

Der blev i arbejdet med de store brugt gule plymouth og agerhønefarvede wyandotter. Ved dværgene blev der brugt enkeltkammede dværg wyandotetr, dværg welsumer og gule plymouth rock.

Dette arbejde var på sit højeste i slutning af 1970’erne og senere er der blevet blodfornyet med dyr fra bl.a Tyskland og England.

Disse avlsstammer er stadig grundstammen i vore agerhønefarvede både i stor og i dværg.

Seneste udvikling i den agerhønefarvede varietet er kommet i den nye standard 2004.

Her er farven ændret til guld sortbåndet og man er gået over til 1-stammeavl. Det ændrer farvemønstret lidt ved hanen, hønen er stadig skarp båndtegnet.

Hanen skal ikke mere have helt sort bryst, halstegningen er ændret til hønetegnet, ikke med rib men med begyndende båndtegning ned

Tidsskrift for Racefjerkræavl

9

i spids. Grundfarven bliver lidt mere guldgylden.

Sorte Den sorte varietet har ind imellem været fremme på forskellige ældre udstillinger. Ofte som nogle spot fremavlet blandt tværstribede.

Omkring 1970 indførtes rugeæg fra Tyskland og varieteten var fremme enkelte år.

10

Tidsskrift for Racefjerkræavl

I nyere tid er der importeret fra Tyskland igen og vi møder gode typiske dyr i denne farve.

Røde hoveddele, slanke løb med kraftig gul farve er med til at give en sort plymouth rock. ben

Sluttelig skal mit ønske være, at vi fremover skaber interesse for denne fantastiske hønserace igen bland en masse opdrættere og vi kommer tilbage til racens storhedstid omkring 1930 - 1955.

Sølvtegnede Den sidste farve som vi har i Danmark er sølvtegnede. Gennem tiderne har vi set dem i store og enkelte gange i dværg.

Tegningsmæssigt er det samme mønster som de agerhønefarvede, blot er guldfaktoren skiftet ud med sølv.

Tilbage i 1970’erne forsøgte klubben gennem opkrydsning fra bl.a. enkeltkammede wyandotter at fremavle en dansk stamme. De dyr vi i dag har i store stammer fra import fra Tyskland omkring 1995.

Varieteten ses ikke ofte på udstilling.

Littau