lerne - viste Pogacic sin interesse for psyko logiske emner og sin evne til at give den indre dramatik stærke visuelle udtryk. Pogacics „Sid ste Dag ' fra 1950 var også en psykologisk kri minalfilm. I „Equinox" filmede han et jugo slavisk skuespil af melodramatisk og forældet karakter. „Equinox" fortæller om emigrationen fra den daimatiske kyst kort før århundred skiftet og om de efterladte kvinders despera tion. Pogacics film er mindeværdig på grund af Maria Tsrnoboris’ mesterlige fremstilling af den ugifte moder, som i en fortvivlet situation, for at redde sin søns liv, ser sig nødsaget til at dræbe sin elsker. Far og søn gør begge kur til den lille kystbys smukkeste pige og de kæmper om hende på liv og død. Pogacic har ikke kunnet beherske dette vanskelige stof, men han har ikke forgæves stolet på Tsrno boris, hans yndlingsskuespillerinde siden „For tællingen om en Fabrik" og „Sidste Dag". Men det er med episodefilmen „Subotom uvece", Pogacic beviser sine evner som billedskaber. Af tre små noveller har han skabt en udsøgt film, spontan, nuanceret og levende. Man kan, en smule frit, oversætte episodernes titler med „Hjemløs Kærlighed", „Doktoren" og „Et knaldgodt Jazzorkester". Den første fortæller om et par studenter, der har giftet sig i hemmelighed, og som bliver afslørede ved at et par sædelighedstanter griber dem i at kysse hinanden i en port. „Doktoren" opridser en patetisk menneskeskæbne, handler om en mand, som drømmer om at blive boksepromotor. En aften bliver han vidne til, at en af hans „ele ver" vinder et mesterskab. Men „doktoren" får ikke lov til at være med til at fejre sejren. Han efterlades ensom i bokseringen. Atmo sfæren omkring boksekampen og dennes for løb har Pogacic skildret med en flair og et tempo, der minder om de bedste amerikanske film af samme art. Det sidste afsnit fortæller om hvordan jazzrytmer kan virke befriende på undselige unge mennesker, der ikke har mod nok til at gøre hinandens bekendtskab. Poetisk og legende - i fransk stil - lader Pogacic dem mødes som i drømme. Med spinkelt råmate riale har Pogacic skabt en film, som fængsler ved sit fantasifulde og intense billedsprog, en fortælling, som først og fremmest er fortalt i billederne. Pogacics arbejder afspejler den nuværende jugoslaviske filmsituation. Den er inspireret af mange stilarter, den mangler endnu selvstæn dighed, men den har på forbløffende kort tid (der er kun produceret ca. 60 film) lært sig at beherske filmens formsprog. Den jugoslaviske film er efter kun godt 10 års arbejde moden til at konkurrere med de gamle filmnationer.
202
Heinosuke Gosho ( ved kameraet) optager en scene fra „Entotsu no mieru bas bo “ (Fire Skorstene).
HEI NOS UKE I mere end et kvart århundrede har det japan ske biografpublikum kunnet glæde sig over Heinosuke Goshos følsomme film. I Europa er hans værker imidlertid ikke kendt i særlig stor udstrækning. Hans „Entotsu no mieru basho" (Fire Skorstene) blev vist ved festivalen i Berlin i 1953, hvor den vandt den internatio nale pris, og senere har man set hans „Osaka no yado" (Et Hotel i Osaka). Disse to film har præsenteret occidenten for „gosboismen11 -■ et udtryk japanerne anvender om den særlige stil, der er karakteristisk for Goshos fleste film: en særegen blanding af patos og humor, af realisme og lyrisk symbolisme. Men desuden har de i højeste grad været med til at korrigere den misforståelse, at den japanske film altid søger sine emner i fortiden.