O M K R IN G EN ENQUETE
4
2
OLE ROOS
Kravene til os selv... Ole Roos sender os dette indlag om dansk film. Roos har - som navnt i Hagen Hasselbalchs artikel i dette nummer - assisteret den ne instruktor under optagelserne af hans før ste spillefilm, og han har også varet assistent for førgen Roos og Theodor Christensen.
Jeg er ikke til sinds at polemisere mod en quete-deltagere fra forrige nummer af dette blad. I hvert fald ikke direkte. Skønt det i nogle tilfælde kunne være til trængt! Men dels synes jeg, at de rimelige besvarel ser i sig selv danner et nogenlunde forstan digt modstykke til de mere uovervejede og utidssvarende, dels finder jeg nogle af spørge skemaets punkter upræcise. Men når indsen dere indskrænker deres svar til kritik af det stillede spørgsmåls værdi og mening - og kun det, så står kulden i luften, og jordbunden bliver umedgørlig og stivner. Enqueten blev ikke tilstrækkelig frugtbar, skønt man behandlede aktuelle filmproblemer, og skønt de indbudte var udvalgt blandt film folk alene. I modsætning til i „Information“s massive og omfangsrige enquete, der indfangede så mange flere og endog kæmmede den yderste periferi. Man opnåede her at samle et impone rende antal underskrifter - frivillige som ufri villige - på, at patienten virkelig var døds syg. Efter det omstændelige arbejde med at indsamle vidnesbyrd afleveredes konklusionen, om hvilken man uden overdrivelser kan sige, at den var perspektivfattig, og at man havde regnet den ud på forhånd. Det er naturligvis en kendsgerning, at dansk film er syg, men man kan også i sin ivrighed komme for skade at mudre vandene mere til end godt er. Man kan gå videre og studere den syges fortid. Man opdager, at tilstanden så sandelig
86
ikke er et nyt fænomen, snarere et velkendt. Bortset fra nogle ganske få perioder har situa tionen nemlig altid været temmelig feberkri tisk. Jeg tror ikke, det er megen nytte til, at man ustandseligt og med ængstelig mine lytter ved døren til sygeværelset - for så med visse mellemrum at springe ind og tage temperatur og lytte puls. Det bliver blot til en konstatering. Ingen føler sig selv ramt. Tilskueren forbliver ganske udeltagende, når man i en filmæstetisk diskussion fremturer med økonomiske ræsonnementer, ligesom det irriterer, når man ganske ser bort fra det øko nomiske. Mest inficeret bliver problemstillingen, når nogle taler økonomiens sag i kunstens navn. Man kender akkorderne, næsten før de er anslået. Der er sjældent tale om den rene ufornuft. Og der er nogle forstandige diskussionsdel tagere, som vikler ud der hvor andre vikler ind. I nogle tilfælde giver disse deltagere udtryk for en beundringsværdig stædighed, der gan ske vist ikke gør deres standpunkter svagere, men som på grund af de hyppige gentagelser kan få dem til at tage sig lidt matte ud. Ved en diskussion i „Politiken“s nytårsnum mer fremførte imidlertid Søren M elson en ræk ke utvetydigheder, som nok var værd at bringe i overvejelse. Her var ordene som blæst for enhver lunkenhed.