Mirakuløs eller monstrøs a f Christian Braad Thomsen et er ingen k u n st at stille sig kritisk an over for C a rl T h . Dreyer. H ans talefilm sproduktion in dbyder næ rm est til det, e n d d a i en grad så d et vel er en større k u n st at holde af han s film e n d at tage afstand fra dem. O g afstand tog jeg i rigt m ål i 'politisk revy’, da Gertrud havde premiere for 25 år siden. Dreyers talefilm sproduktion b ø d mig dengang så voldsom t im od, at jeg ikke siden h a r haft lyst at genopfris ke b ek e n d tsk a b et m ed d e n - og k u n m o d stræ b en d e indvilger i d et n u i a n lednin g af h an s 100 års dag. M eget h ar foran dret sig p å de 25 år. T id e n er e n an d e n , og i bedste fald er m a n selv blevet klogere. D reyers film er vel strengt taget de samme, m e n oplevel sen af dem er e n an d e n , så san dt som m a n oplever u d fra en k o nk ret tid og en personlig situation. I begyndelsen af 60’ern e var d er e n d n u rimelig g ru n d til at tro på, at verden k u n n e forandres, ik ke b lo t fordi m a n selv var ung, m en for di d e n politiske situ atio n også var det: over hele d e n vestlige verden fan d t et b r u d sted m ed M oskva-kom m unism en, ikke i reaktio nens n av n, m e n i socialis m ens, og d et b etø d , at det politiske valg ikke læ ngere var et valg mellem to o n der, m e n for et tredie gode. O gså film k u n ste n var i rivende udvikling b o r t fra litteræ re og teatralske k on v en tio n er - og m a n selv b esat af forestillingen om, at d et m å tte være m uligt i d an sk film at indføre et mere 'n atu rlig t' talesprog og en m ere 'legende' kam eraføring i o p p o sition til de herskende konventioner. I en tid fuld af politisk o ptim ism e m å t te Dreyers p ro d u k tio n tage sig mere de faitistisk og lidelsesdyrkende u d en d d e n vel gør i dag, hvor vi ikke h a r så m e get at have n og en form for optim ism e i, hverken politisk eller på film kunstens vegne. O g i en tid hvor m an drøm te om at vriste film kunsten u d af teaterskue spillernes greb og u d af film studiernes papverden, u d p å k o n to rer og fabrikker, hvo r de politiske kam pe udkæ m pedes, og in d i køk ken er og soveværelser, hvor de private slag stod, dér tog Dreyers te atralske kulisseverden sig n em t u d som et ren t film m useum . I dag h vor d e n tjek kede og overfladiske film- og videofor uren in g er så om fattende, at film ku n sten n o k ville få bedre tid er u n d e r m iljø en d u n d e r k u lturm in isteriet, k a n der være større g ru n d til a t længes efter de
D
42
i„0
%
af m
#bil■.h!|f:p %
if ' w
,
Æ *L 'i
SK 1
*1 41
JP J
* |
Bendt Rothe med portræt a f Gertrud.
lange reflekterende dialoger og de rolige kam eraindstillinger, som det er Dreyers a m b itio n at forløse kunstnerisk. U d over egne b em æ rk n in g er k u n n e der altså være and re og, om jeg så m å si ge, mere objektive g ru n d e til, at jeg d e n gang var b lin d for væ rdien af Dreyers in te n tio n e r og for de håndgribelige kva liteter, d er i hvert fald er til stede i Vre dens dag, en film, som jeg d engang af skrev på g ru n d af dens patetiske stem meleje og sk æ b n etu n g e mytespil på k a n te n til defaitisme, og som jeg i dag af præcis de sam m e g ru n d e er tæ t på at regne for et m estervæ rk. H v ad d er i tid er m ed gryende frigørelsesdrøm m e m å virke provokerende til d et uantagelige er, at D reyer i Vredens
dag ikke b lo t lader præ stefruen A n n e s svigerm or angive h e n d e som heks, m en e n d d a viser, at h u n er en heks, i hvert fald i d e n fo rstan d a t h u n , lad d et så væ re tankekraft eller et sk æ b nen s tilfælde, er i stan d til at kalde sin elskede til sig og forvolde sin m ands død. O g hvad værre er: D reyer lader h en d e i filmens sidste scene indrøm m e, at h u n re n t fak tisk er en heks, som 'ved d en ondes h jæ lp ’ h ar m yrdet sin m a n d og lokket h an s søn i sin favn. I filmens m a n u skript anfører Dreyer d a også, at A n n e s m ø de m ed kæ rlig heden 'frem drager karakteranlæ g og sjælelige evner, der h id til h a r væ ret skjult’ og at h u n 'frem brin ger d et fæ n o m en , heksene i d et 16. år h u n d re d e b e n æ v n ed e 'at kalde’, og som vor tid kalder hypn otisk fjernvirkning.’ I tider, der bæres af optim istiske revo lutio nsd røm m e og tro en på m enneskers