P
O
S
T
M
O
D
E
R
N
I
S
M
E
Spøgelsets navn Filmen, metakunsten og det postmoderne
D
er går et spøgelse gennem den vestlige kulturdebat, ingen har set det, alle taler om det: Postm odernis men! D en rø’r på sig overalt, og m an m e ner at have set dens luftige gevandter både her og der. En efterm iddag på Krasnapolsky, hvor tidens sortklæ dte verdensborgere, med M ozarts strygekvartetter fra højta lerne og airbrush-kolorerede sorthvidfotos på væggene, nedsluprer en cappuecino eller en stilsikker Perrier og drøfter W im bledon, C arsten Jensen og de nye 50-ører: D et er postm odernism e, ingen tvivl om det! Såd an går det til i vesterlandet her i den fin de siécle, der er aktuel netop nu (som det hedder på net op nudansk). For postm odernism en el ler det postm oderne er navn på en hel åndelig situation, en tilstand, en stil og en livsstil, som ikke er så let at indfange. M est konkret har dette tidsåndens spøgelse synliggjort sig som en stil i arki tektur og design 1, hvor dets konglom e rat af højt og lavt, af gam melt og nyt i skønsom , m untert-ironisk blanding har været dyrket, især i U S A m en også i Vesteuropa, siden 70’erne: Romerske paladser og græske templer genfødt i neonfarver og plexiglas. M en det er også en betegnelse der er hæftet på musik af Philip G lass og Laurie A nderson, på ro m aner som ’Rosens navn’ og 'Tilværel sens ulidelige lethed’, på billedkunst af A nselm Kiefer og Julian Schnabel. På tegneserier, video-art, tv og film (Diva, altid Dival). Både D S B og K O SM O R A M A skeler til det postm oderne design. O g da en am erikansk satiriker for nylig gjorde opm æ rksom på, at tandpastaen C R E S T er den mest postm oderne tan d pasta, var vist alle der både har et for hold til postm odernism e og til am eri kansk tan dpasta ikke i tvivl om, at det var en helt træffende observation2.
Efter modernismen D et begyndte med m odernism en. E n gang hen m od slutningen af 1800-tallet slog den eksplosivt ned i europæisk kul tur. En række løsrevne, forskelligartede initiativer (forberedt af forgængere som Baudelaire, Rim baud, Wagner, M anet, C ézanne og Nietzsche) ændrede radi kalt kunstens verdensbillede og efter-
4
a f Peter Schepelern hånden også verdens verdensbillede. M en da så m odsæ tningen mellem m o dernisme og tradition havde gnistret i et halvt århundrede, var dette m odsæ t ningsforhold ved at være slidt op. Joyce, Eliot og Kafka, Picasso, K andinsky og M ondrian, Schoenberg, Bartok og Webern var blevet klassikere. M odernis men var selv blevet en tradition3. D et er i dette tom rum , at en ny m o dernitet etablerer sig i kunsten. M en er der overhovedet en postm odernistisk epoke? Her m å det gælde (som med alle åndelige fænom ener), at den er der, hvis vi siger den er der. D en er der i kraft af en konsensus, som ganske vist kun om fatter den beskedne m inoritet som kun ne have en interesse i at tale om den, og her er der nogenlunde enighed om at om tale den specifikke filosofiske/æstetiske retning som postmodernisme og kul turepoken som postmoderne. H vor f.eks. termen m odernism e stort set kun sigtede til en sam ling forholds vis distinkte kunstneriske bevægelser (kubisme, ekspressionism e, futurisme, dadaism e, surrealisme, osv.), og ikke fra begyndelsen frem stod som et fælles pro jekt m ed en fælles filosofi, er postm o dernism en et fæ nom en, der er lanceret som et filosofisk initiativ. Baudrillard og Lyotard, D errida og Deleuze, Perniola og Eco har i en vis forstand med deres tolkninger af nutidens særlige filoso fisk/historiske status givet de nødvendi ge redskaber. D et er det særlige ved postm odernism en som kulturel bevæ gelse, at den ikke blot manifesterer sig m ed fag-filosofiske og andre teoretiske værker, m en også er udbredt som populær-filosofi, som kunstretning og som almindelig journalistisk trend (hvad m an ellers kun kan finde en pendant til i eksistentialismen). O g det er nok også sym ptom atisk, at postm odernism en har været så indfly delsesrig i de sidste årtier ikke m indst via disse mere 'populære' og tilsynela dende fordringsløse former, som Ecos avisartikler, B arthes’ causerende essays, Lyotards breve til kollegernes børn (der dog m å være ret så fremmelige) og Baud-
rillards rejse-notater fra A m erika er ek sempler på4. En af de 'store' teser i postm odernis men er Lyotards påstand om ødelæggel sen af 'de store fortællinger’, sam m en bruddet af de almene ideologier, der har kendetegnet m oderniteten - frigørel sen, teknologien, kapitalism en, kristen dom m en, hele arven fra Hegel og M arx. 'Tilflugten til de store fortællinger er udelukket; m an kan altså hverken søge tilflugt til A n den s dialektik eller sågar til m enneskehedens frigørelse’. I stedet har vi så 'milliarder af sm å og knap så sm å fortællinger5, eksperimenter, m od sigelser, spil. D et er den postm oderne og postindustrielle epoke, hvor enhedstan ken kulturelt som socialt/økonom isk bryder sam men. Politik, økonom i, fami lieliv, kunst fragmenteres. D et er en epo ke af dekonstruktion (som D errida loka liserer helt ind i sproget og teksten selv)6, af befrielse og af forholdsvis ube rørt undergang. For når budskabet er, at der ikke er noget budskab, vil både fri heden og kynism en melde sig. Tidens mangel på et konsistent ideologisk grundlag sættes dog i et ironisk lys af den om stæ ndighed, at m an netop med den postm oderne tæ nkning får et så dant sandheds-system, der kan sætte fæ nom enerne på plads i forhold til hin anden. M en det bekræfter blot, hvad Paul Valéry har sagt: 'For at være filosof behøver m an ikke at forstå’.7 I et sam fund uden store fortællinger, må kulturen også blive retningsløs (bortset fra, at netop den postm oderne erkendelse heraf, igen selvm odsigende, viser en retning, i hvert fald for forståel sen), præget af tegnenes illusoriske egen-liv, det såkaldte sim ulacrum, defi neret (af Perniola) som 'et billede af no get der ikke findes’.8 Ifølge Baudrillard befinder vi os i den tredie simulacrumorden, en kultur hvor tegnet, der oprin deligt afspejlede en virkelighed, og si den repræsenterede og fordrejede denne virkelighed, nu repræsenterer fraværet af en virkelighed, på vej m od den abso lutte situation (som kulturfilosofien utålm odigt venter på), hvor det slet ikke har nogen forbindelse til virkeligheden. N u er kunst og medier blevet sådanne ikke-repræsenterende tegn, hævder