Kosmorama229 112 artikel7

Nanook of the N orth

At fange dokumentarfilmen Dokumentarfilmens historie genfortælles i ny bog præget af mange dagsor­ dener, dynamisk overblik og fortælleglæde

a f Rasmus Brendstrup

112

Forestil Dem en situation.

tidige budgetoverskridelser; den anden

Forestil Dem, at de to største personlighe­

reagerer ved at true m ed at opsige sam ar­

der inden for en given branche spiser

bejdet. Situationen tilspidses, da den

m iddag sam m en på et dyrt britisk hotel.

første person prom pte accepterer.

De drøfter et fælles projekt, der har stået

Person nu m m er to tru er nu med at

på i nogen tid. Den ene overdrager reg­

klage til regeringen, der har penge i det

ningen til den anden, som en hån for hid­

fælles projekt. Person num m er et giver

a f Rasmus Brendstrup

kulørt udtryk for, at n u m m er to vil rage

- m odsat mange af de om talte teorier -

regeringen en papand eller det der er

ikke er bundet til de historisk specifikke

værre. N um m er to rejser sig nu fra bordet,

filmtyper, de er opstået i samspil med.

løfter de knyttede næ ver over hovedet og

Sammenlagt er der tale om et am bitiøst

får harm dirrende frem stam m et de m inde­

projekt af en type, der ikke tidligere er

værdige ord: “Oh fuck them , fuck them !”

udgivet på dansk. Det er der for så vidt stadig ikke, men Å fange virkeligheten er

Lettilgængelig historiefortælling. Den

skrevet på et norsk, der kan forstås af

norske filmprofessor Bjørn Sørenssen fra

enhver dansk læser*. Topmålet af læsevan­

universitetet i Trondheim henfører pligt­

skelighed består i ‘fornorskede’ og alligevel

skyldigt ovennævnte anekdote til en ældre

sært genkendelige begreber som ‘doku-

biografi over person n u m m er et. Egentlig

såpe’ (docusoap ) og ‘faksjon’ (faktion , et

er sandhedsværdien aldeles underordnet.

begreb som Bjørn Sørenssen for en kort

Historien har intet at at sige om efterm æ­

bem æ rkning låner fra vores hjemlige Peter

let for nogen af de to personer, som vi

H arm s Larsen). Alle engelske citater er

foreløbig vil lade forblive anonym e. Den

pertentligt oversat, og desuden forklares så

giver heller ikke just et repræsentativt bil­

godt som alle fagtermer, uden at det af

lede af deres kunstneriske kreativitet. Men

den grund kom m er til at virke tungt eller

den er underholdende.

encyklopædisk. Sørenssen er en af de for­

Bjørn Sørenssens nye bog Å fange virke-

fattere, der form år at skrive akademisk

ligheten - Dokumentarfilmens århundre

uden at skulle ty til fodnoter konstant -

(hvori anekdoten er at finde) er også

dem er der kun godt tre sider m ed i alt.

underholdende. D en gør en dyd ud af at erstatte namedropping m ed fortællinger.

Mellem argument og fortælling. Måske er

Den er bevidst selektiv når det kom m er til

det også af hensyn til overkom m elighe­

at vælge hovedpersoner, m en alle bogens

den, at der kun er stillet 300 små sider til

nedslag forbindes til linjer på langs af

rådighed. Dette er et mere vovet valg.

historien. Fra brødrene Lumière til n u ti­

Bogens sidste kapiteloverskrift lyder

dens Big Brother. Fra den naive forestilling

‘D okum entarfilm ens dilemma: mellem

om film en som sandhedsm askine til com ­

argum ent og fortelling’ - og det kunne

puter-æraens simulækkerland.

Sørenssen har givet sig selv den opgave

meget vel være blevet gravskriften over Å fange virkeligheten også. Med oparbejd­

at fortælle dokum entarfilm ens historie og

ningen af et begrebsapparat, m ed sine

sam tidig beskrive dokum entarfilm -teori-

analyser og m ed to store historiefortællin­

ens krum spring gennem århundredet.

ger (inklusive anekdoter!) kunne forfatte­

Sidstnævnte udredning - altså ‘teori-

ren let have sat sig mellem de berøm te

historien’ —er desuden m ed til at skabe en

stole.

form for nutidig forståelsesram m e til læs­

Det gør professor Sørenssen nu ikke. I

erens videre brug. Bjørn Sørenssen under­

betragtning af det kom prim erede form at

streger selv, at det ikke er en færdig teori

kan det godt være, at der kun er tale om

eller m etode, han disker op m ed. Ikke

en balle på hvert stolesæde, m en det er

desto m indre er det im plicitte mål at stab­

netop forbindelsen, der giver bogen dens

le en form for analytisk begrebsapparat på

særlige dynamik.

benene; et begrebsapparat hvis elementer

Det der gør bogen til noget specielt er

113

A t fange dokumentarfilmen

dens pædagogiske disponering af stoffet.

Fiktion og ikke-fiktion. Bjørn Sørenssen

Sørenssen har ikke villet prioritere den

begynder sin historie med Auguste og

ene opgave frem for den anden, så film hi­

Louis Lumières første filmforevisning i

storie, teorihistorie, politisk og kulturel

G rand Café, Paris, i december 1895 - den

kontekstualisering, analyser og opstilling

begivenhed, der som regel også får lov at

af begrebsapparater indgår på nogenlunde

udgøre kapitel 1 i genfortællinger af den

lige vilkår; i hvert fald er der ingen formel

‘store’ historie, Filmhistorien.

opdeling mellem dem.

Strukturen er lagt efter dokum entar­

de levende billeder er almindeligt kendt.

film historiens kronologi, så m an vil kigge

Tre år forinden havde m ulti-opfinderen

forgæves efter et særskilt ‘teori-afsnit’ i

Thom as Edison og hans assistent med

bogen. Efter det sobre introduktionsafsnit,

held foretaget en håndfuld 30-sekunders

der understreger det spegede ved selve

optagelser. M en af forskellige årsager har

dokum entar-begrebet, er Sørenssens teo­

disse film strim ler, optaget i Edisons speci­

retiske diskussion sim pelthen skåret op og

albyggede studie på en m ark i New Jersey,

serveret i små doser undervejs; forfatteren

aldrig vejet helt så tungt i den historiske

er åbenbart nervøs for at overm ande den

bevidsthed. D en vigtigste grund er, at

menige læser m ed teoretiske abstraktioner

publikum - og dermed cash - spiller en

på mere end et par sider ad gangen. Det

essentiel rolle i fiktionsfilmens historie, og

betyder f.eks. at sem iotikken - læren om

L um iére-brødrene var de første til at

tegn - er reduceret til en mekanisk genta­

m odtage begge dele i større skala - i

gelse af ordet indeksikalitet (et begreb, der

caféens tætpakkede ‘Salon des Indiens’.

ganske vist præsenteres som sprogfilosof­

M an kan altså m ed en vis ret give pengene

fen Peirce’s, m en det sker først på side

æren for, at Paris blev udråbt til film kun­

288!).

stens vugge.

I Bjørn Sørenssens dokum entarfilm s­

De teoretiske aspekter får m ed andre

114

At Lum iére-brødrene ikke var først m ed

ord lov at kom m e læseren til gode, når

optik er Lum iére-brødrenes fortrin et

film historien udviser behov for en stru k tu ­

andet: H vor Edison mest optog varieté­

rerende hånd udefra - og først da.

kunstnere, tra k de franske brødre deres

Sørenssen ved - sikkert af mangeårig

lettere optageudstyr ud i virkelighedens fri

undervisningserfaring - at m an kom m er

luft. Fabriksarbejdere i Lyon, bådudflugt-

længst med nye redskaber, hvis m an i for­

er, spisende b ø rn , panoramiske bybilleder.

vejen har noget konkret at bruge dem på.

At disse 50-sekunders ‘film’ også om fatte­

Han ved også, at et perspektiv fordrer

de iscenesatte gags og efterhånden sågar

basisviden. Sørenssen forudsæ tter intet, og

bibelske tableauer, betegner Sørenssen

det gør sådan set bogen ganske pædago­

som en ‘tilfældig variation’ i forhold til

gisk og let at gå til, selv om kapitelnedslag

hovedfunktionen: At vise billeder fra vir­

og navneopslag hæ m m es af mangel på

keligheden. Lum iére-brødrene fangede

krydshenvisninger og af et afsluttende

m ennesker og lokaliteter ind på en m ere

indeks, der i bedste fald m å kaldes selek­

ligefrem m åde end Edisons tidlige film.

tivt. Resultatet er noget så usædvanligt

Fascinationen var af en anden karakter, og

som en historiebog, der i realiteten skal

på dette tidspunkt så den u d til at være

læses fra A til Å.

uden ende.

Lum iére-brødrene filmede høj som lav,

a f Rasmus Brendstrup

o g de film ed e m eget. Så m eget, at de

m en h u rtigt u n d erord n et sp illefilm en -

m åtte bygge flere o g flere kam eraer og

d en ‘g la m o r ø s e o g s tje r n e p y n te d e f e t t e r ’,

hyre folk til at b etjen e dem . D eres teknike­

so m Sørenssen fiffigt form ulerer det.

re fungerede snart s o m både p ro jek tio n i­

R eportagerne fra v irk eligh ed en s verden

ster og so m u d sen d te k am eram æ n d i in d -

var oftest pausefyld, m ed m in d re der lå et

o g udland. På u nder tre år ru n d ed e

n y h ed s-sco o p i luften.

L um iére-kataloget 1000 titler.

D et stod efterhånden klart for de

Bjørn S ørenssen beretter m e d sm itten d e b egejstring o m n eto p et sådant scoop: D a

m ange, der lugtede g u ld i d en spæ de film ­

P rins Carl a f D an m ark i n ovem b er 1905

branche, at det at b illed ern e var ‘lev en d e’

a n k om til O slo på o rlogssk ib et ‘H eim d a l’.

k u n var en kortlivet attrak tion i sig selv,

En fo to g ra f var m ed o m b o rd , o g ved

o g snart adoptered e m a n teaterbranchens

hjælp a f hans optagelser k u n n e en driftig

fid u s m ed at k a t e g o r is e r e prod u k tern e. I

n orsk film p io n ér ved navn H u g o

lø b e t af d et 20. årh u n d red es første årti

H erm an sen allerede sa m m e aften skaffe

b le v fiktionsfilm en u d sp altet i kom edier,

fu ld e h u se i sin biograf. Prins Carl var

farcer og dramaer. F ilm en e varede nu hver

n em lig den nyvalgte norske k on ge, en d d a

isæ r op til et kvarters læ n gd e - d ette var i

u d p eg et a f folket selv.

m an ge år d en m ak sim ale læ n gd e på en fæ rdigklippet film rulle.

N år m an so m dansk læ ser a f Bjørn S øren ssen s b o g bider m æ rke i d en n e b e g i­ ven h ed , er det ikke u d elu k k en d e et udslag

Marginaliserede danskere. D et var i

a f royal eufori. D et skyldes også at Prins

d e n n e fase at ik k e-fik tion sfilm en blev

Carls entré faktisk u d gør b o g en s en lige

k onstitueret som gen re for første gang,

danske islæt!

m e d den såkaldte a c t u a li t é - aktualitetsfil­

Ingen a f vore h jem lige koryfæ er in d e n ­

m e n . Allerede L um iére-brød ren es første

for reportage- o g d o k u m en ta rfilm er

s h o w i Grand Café h avd e ru m m et billeder

k o m m e t m ed på de 300 sider - hverken

a f konferencedeltagere, der gik i land efter

p io n éren Peter Elfelt (1 8 6 6 -1 9 3 1 ), P.H.’s

en bådtur. O g efterhånd en b lev n eto p o ffi­

jazzede D a n m a r k s film fra 1935 eller d o k u -

c ie lle begivenheder - o g gerne a f et lidt

m en ta r-id eo lo g en T h eo d o r C hristensen.

m ere fashionabelt tilsn it - en film attrakti-

Ikke et ord o m Jørgen R oos og Bjarne

o n . Kun få alm in d elige m en n esk er havde

H en n in g-Jen sen s sam fundssjæ l, o m

ad gan g til statslige eller royale cerem onier.

H en n in g C arlsen o g Jon B ang C arlsens

E n d n u færre kunne tage til m ilitæ rpara­

sen sitive m en neskebilleder. P ersonlige o g

d er i Tyskland eller festivaler i Italien.

M en kam erafolkene k u n n e og gjorde

m ed iev a n te film m agere so m Jørgen Leth o g T o m a s G islason - d itto. For ikke at tale

d et. D e skabte den stu m m e forfader til

o m de sen este 20 års stolte trad ition for

d en form for n yhed sreportage, vi kender

tv -d o k u m en ta rism e.

så g o d t fra tv. Kriterier so m ‘n y h ed ’ og

I D an m ark p rod u cered e vi Prins Carl,

‘b etyd n in gsfu ld h ed ’ b eg y n d te så sm åt at

o g d et har vi bare at være stolte af. Et

tage form, selv om d et n æ p p e heller har

halvt år efter a n k om sten til O slo b lev han

sk ortet på agurketids-reportager fra de

i ø vrigt o m d ø b t til K ong H aakon a f

lo k a le marker.

N orge. I T ron d h eim b lev k ron in gen vist

A k tualitetsfilm ene b le v vist ved de sa m m e forevisninger s o m de øvrige film ,

på k in o - sa m m e aften o g naturligvis til forh øjed e billetpriser.

115

A t fange dokumentarfilmen

Ser m an lidt n øgtern t på sagen, og

p en , der forsikrer os o m , at den sto re

accepterer m an for et øjeblik, at en norsk

lu fth elt ikke d ratted e ned på stranden i sit

b o g naturligvis skeler lidt ekstra til norsk

første forsøg.

dok u m en tarfilm , kan m an ikke klandre

Krigen 1 9 1 4 -1 8 var ikke blot et g e n n e m ­

professor Sørenssen for v æ g tn in g en . H ans

b ru d for te k n o lo g isk krigsførelse, d en var

b o g er in gen op slagsb og. O g in gen a f d a n ­

sam tid ig en v ig tig id eologisk og p o litisk

skerne kan retfæ rdigvis siges at have skabt

p røvesten for d et jom fru elige film m ed ie.

sig et internation alt film -r en o m m é a f kali­

En væ sen tlig u d v ik lin g skete i a u gu st

ber. Så glim ren d e de en d er, er de b ed ste

1916, da film e n The Battie of the Somme

danske d ok u m en ta rfilm dukket o p i k ø l­

fik prem iere i E ngland.

vandet på de nybrud o g bevæ gelser, der

N e to p i E n glan d var aktualitetsfilm en

o p sto d i udlan d et. O g d em tager S øren s­

vok set v o ld s o m t i om fan g, og Sørenssen

sen sig p assend e m ed tid til.

beskriver h v o rd a n den efterhånden havde antaget en a n o n y m og im plicit, m e n alli­

Lufthelte og krigsskurke. I 1909 lancerede

gevel argumenterende stem m e. P ropagan-

det franske selskab Pathé en su ccesform el,

d afilm en u d sp ran g direkte heraf. O g med

der skulle vise sig langtidsholdbar. D eres

Battie o f the Som m e , der rapporterede fra

Pathé Journal var inspireret a f den trykte

skyttegravene i Frankrig, blev et a f de

avis, o g sam led e forskellige actualités til en

m est p rob lem atisk e greb inden fo r d ok u ­

u gen tlig nyhed sforestillin g. B edst so m

m e n ta r g e n r e n taget i brug.

reportagen var ved at tabe terræ n, blev den igen p op u læ r i et an d et form at - som forfilm til biografern es sp illefilm . O p ta g el­

in gen tvivl o m , hvem heltene er. På m ange

serne var fra både in d - o g ud lan d , o g m e l­

m åder er film en inspireret af sam tid en s

lem tekster hjalp til at sæ tte ram m en .

fik tio n sfilm - således er ‘reportagen lige­

K onceptet b lev k opieret o g eksporteret til det m este a f verden, o g ifølge Bjørn Sørenssen b esto d det i n o g en lu n d e den sam m e form in d til fjernsynet gradvist o vertog n yhed sm ark ed et fra 1950’erne.

I m ellem tid en var visse tekniske nyska­

frem op d elt i fem akter. Men råm aterialet

var jo trod s alt fra slagmarken. Sådan da.

I en central scen e følger kam eraet solda­ terne over skyttegravskanten, for så at film e d em fra selve skudlinjen, id e t flere a f d em an giveligt falder for tyske kugler. Var

belser selvfølgelig k o m m et til. I 1927 vakte

k a m era m a n d en d u m d ristig eller usårlig?

det am erikanske selskab Fox sen sa tio n ved

N ej, kan S øren ssen op lyse - sek ven sen var

at have lyd på det in d slag i deres film avis,

såm æ n d o p ta g et m ed statister på en

hvor C harles L indberghs personflyver le t­

engelsk k o stsk o les øvelsesterræ n. R ekon­

ter fra L ong Island m ed kurs m o d Paris.

stru k tio n en s indm arch i n on -fik tio n en var

Bjørn S ørenssen beskriver hvordan m an i

b egyn d t.

klip p et ser o g hører flyet lette - m en her

116

F ilm en skildrer ildkam pene m ellem tyskere o g en glæ n d ere, o g der hersker

R ek on stru k tion en rejser et to -d e lt

m å forfatterens syn væ re n o g et u d over

sp ørgsm ål, so m har affødt talløse disk u ssi­

det sæ dvanlige. Faktisk er det n eto p i kraft

oner. D isk u ssio n er so m faktisk stadig, so m

a f lyden , at det historiske øjeblik o v e rh o ­

S ørenssen p eger på i sit konk lu sion safsn it,

ved et kan siges at væ re fæ stn et på film .

er h ø ja k tu elle ind en for d ok u m en tarfil­

L indberghs ta k e -o ff fandt sted i tæ t tåge,

m en . For d et første er der spørgsm ålet o m

o g det er alene h u rra-råbene fra æ rtesup-

det er ok ay at bruge rekonstruktioner. For

a f Rasmus Brendstrup

d e t andet hvorvidt (o g hvordan) rekon­

a f asken a f d en h ed en g a n g n e k o m m erciel­

stru k tion ern e bør m arkeres, når d e nu

le, so m ikke overlevede borgerkrigen

u n d er alle om stæ n d ig h ed er bliver brugt!

1918-20.

Bjørn Sørenssen er selv en p rin cip iel

C entralt i d en n e u d vik lin g stod en un g

fortaler for rek on stru k tion en s berettigelse,

m a n d , der bar det alt an d et en d borgerlige

til trods for at han k alder skyttegravssce­

navn D ziga Vertov. N avn et var et k u n st­

n e n både løgn agtig o g et falskneri. Falsk­

nern avn , o g V ertov var, so m ansvarlig for

n eriet var okay, vu rd erer Søren ssen , fordi

d e u gen tlige film aviser, der b lev sen d t ud i

d et fuldt ud var repræsentativt for n ed ­

de yderste hjørner a f Sovjet-im p eriet,

slagtningerne - og d e su d en ville op ta g el­

n aturligvis b olsjevik. M en han var også

sen ikke have været m u lig , so m d et så

collagek u n stn er inspireret a f d en fu tu risti­

eu fem istisk hedder, ‘u ten litt h jelp ’ (s. 4 6).

ske avantgardekunst.

D e t lægger op til en p rob lem atiserin g af, at repræ sentativiteten a f en given scene

V ertov overførte sin klip p e-k listre-p rak sis til film m ed iet, og b lev den første, der

selvfølgelig altid kan diskuteres. M en

ek sp licit teoretisered e over montage­

Sørenssen graver ikke dybt i d et etiske

begrebet, der skulle k o m m e til at stå so m

m inefelt.

D e t vigtige, som h a n i stedet gen tagn e

sa m leb eteg n else for en hel gen eration a f sovjetiske film - de film , der m ere eller

g a n ge tager fat i, er at sp ørg sm å let om

m in d re p rogram m atisk op p rioritered e

repræ sentativitet ikke er begrænset til

k lip n in g en s b ety d n in g . M o n ta g efilm en s

rekonstruktioner. Sp ørgsm å let kan lige så

frem m este teoretiker o g praktiker, Sergej

vel gælde d en m åde hvorpå m an selekterer

E isenstein, står i m o d sæ tn in g til Vertov

o g bearbejder de forh ån d en v æ ren d e o p ta ­

helt u de i periferien a f Søren ssen s fortæ l­

gelser fra virk eligh ed en s slagm ark. H vis

ling. Å fange virkeligheten h old er sig til

film en om S o m m e-sla g et er uforsvarlig,

h isto rien o m hvordan m o n ta g efilm en

m en er Sørenssen, er d et således snarere i

o p sto d in d en fo r ikke-fiktionsfilmen.

d en s overordnede b u d sk ab - n e m lig at

På d ette tid sp u n k t o g i de fleste lande

en glæ n derne sejrede! I virk eligh ed en

var ak tu alitetsfilm en (so m det i vid

v a n d t ingen a f parterne.

u d stræ k n ing gæ lder d o k u m en ta rfilm en

At tyskernes h æ rled else svarede igen m ed deres egen film v ersion a f slaget -

d en dag i dag) om gæ rd et a f halvblind respekt: B illederne viste virkeligheden.

rekonstrueret fra en d e til an d en o g m ed

F ilm en var jo fotografisk baseret o g som

tyskerne som den su ccesrig e part - u nder­

sådan u fortyn d et. At d et kræver et m e n n e ­

streger Sørenssens v id ere p o in te. N em lig

skeligt m ellem led at få projiceret en g en ­

at d er uundgåeligt er et elem en t a f subjek­

stand fra v irk eligh ed en o p på læ rredet var

tiv itet i al film , u an set o m den kalder sig

ikke en sb ety d en d e m ed , at p u b lik u m

u n d erh old n in g eller påstår at væ re h isto ­

betragtede k am eram an d en o g klipperen

rieskrivning på cellu loid .

so m selvstæ n d ige, egenrådige faktorer. D e tålte ikke sa m m en lig n in g m ed sp illefil­

Sandhed ad bagvejen. Efter at have sendt d en vestlige p ropagan da-ak tualitetsfilm

m en s b agm æ n d .

D et k om V ertov til at gøre op m ed . På

afsted , føjer Bjørn S øren ssen k ro n o lo g ien

grund a f d en akutte m a n g el på råfilm

o g vender sig m od d et n yd a n n ed e Sovjet­

efter 1. verdenskrig, o g på gru n d a f et lige

u n io n en . H er op stod en h elt ny film kultur

så akut b eh o v for fo lk eo p ly sn in g (dvs.

117

A t fange dokumentarfilmen

propagan da), gik han o g hans fæller på

op fattelsen a f m ed iets overlegen hed og det

film aviserne o p fin d so m t i lag m ed at sa m ­

faktum , at p rojek tet var id eologisk gen-

m en k lip p e bid d er fra de eksisterende film ­

nem farvet: Pravda var so m b ek en d t også

arkiver. En begravelse i p rovin sen i 1918

n avn et på k o m m u n istern es partiblad.

lo d sig kob le m ed optagelser a f en m in d e ­ h øjtid eligh ed i M oskva fire år senere.

Tem atik og po litik . N avnet Kinopravda

M ålet h elliged e m id let, ville vi sige i dag.

pryd ed e V ertovs m ånedlige tem a-film avis,

M en sådan så Vertov ikke på det. For ham

der i 1922 var en nyskabelse i fo rh o ld til

var m id let h elt ig en n em legitim t.

V ertov snakkede eksplicit o m sin e fo rm m æ ssige kunstgreb (i sin senere m etafilm

lig n en d e k o n ce p t nåede først d e vestlige

Manden med kameraet fra 1929 gjorde

p u b lik u m m er i 1935, da bladkoncernen

han ligefrem en sp ort ud a f at udstille

T im e-L ife gik in d på n yh ed sfilm -m ark ed ­

d em ), samtidig m ed at han betragtede fil­

et m ed deres March o f Time - m ån ed lige

m en so m d en ypperste virk eligh ed sfor­

tem ap rogram m er, der gav sig tid til at gå

m idler. A kkurat so m i Vesten b lev film en

m ere i d yb d en , i begyndelsen v ed hjælp af

betragtet so m havende et sæ rligt p o te n tia ­

rek on stru k tion er og sågar m askerede

le - ifølge V ertov kræ vede det bare en kre­

skuespillere.

ativ om vej at forløse det. Set i et d ok u m en tarteoretisk perspektiv er d et m est

Senere i sin fortæ llin g tegner Bjørn Sørenssen et relevant skitseportræ t af

interessante at V ertov på den m åd e slog

n y h ed sfo rm id lin g en s m o d n ed e h en v en ­

bro m ellem kam eraets ob jek tivitet og fo r­

d elsesform er o g indbyggede argu m en tati­

m idleren s subjektivitet. Eller rettere: H an

o n sm o d eller. S ørenssen lægger h er uvan­

opfattede d et ikke so m n o g en kløft.

ligt (m en v elvalgt) stor vægt på tv-d ok u -

D et essen tielle for V ertov var n em lig

m en ta rism en i USA. O g ved h an s hjælp

ikke den m ask in elle registrering a f o m v er­

bliver det igen m u ligt at se interessante og

d enen, m en hvordan m an k u n n e nå frem

ofte ironiske linjer på langs af h istorien .

til virk eligheden bag d en n e ‘overflad e’.

Således ru m m e r Å fange virkeligheten

Inspireret a f den russiske form alism es

b lan d t andet h istorien o m den am erik an ­

m antra o m bevidstgørelse gennem frem ­

ske senator Joseph M cCarthys fald i

medgørelse bestræ bte V ertov sig på at give

1 950’erne, s o m i vid udstræ kning skyldtes

nye, overraskende b u d på hvordan den

Edward M u rrow s tilbundsgående tv-

sociale o g p olitisk e virk eligh ed k u n n e

d o k u m en ta rer på kanalen CBS (d er en d n u

frem stilles akkurat so m i den senere ru ssi­

i dag laver sob er, klassisk journalistik i

ske m on tagefilm . A brupte klip, overra­

p ro gram m er so m 60 Minutes ). C B S’s p ro ­

skende sam m en stillin g er og ekspressive

gram form at var baseret på March o f Time,

m ellem tek ster blev taget i brug. F ilm en

der igen var direkte foregrebet a f bolsje­

skulle få p u b lik u m til at tæ nke aktivt o g

vik k en Vertov. M cC arthy selv er som

kritisk, o g b lev på d en m åd e en slags

b ek en d t d en p erson i verdenshistorien,

‘san d h ed sgenerator’. At lulle p u b lik u m i

so m har stillet sin kom m u n istp aran oia

søvn m ed foru d sigelige skildringer ansås

tyd eligst til sk u e.

som en b orgerlig falliterklæ ring.

V ertov fandt på n avn et Kinopravda 118

de vilkårligt sam m en styk k ed e ak tu alitets­ bidder. O gså h er var Vertov visionæ r. Et

‘film -sa n d h ed ’ - der både understreger

N år S ø ren ssen beskriver d ok u m en tarfil­ m en s sa m fu n d sm æ ssig e rolle, s o m i tilfæld en e V ertov o g McCarthy, h æ nger det

a f Rasmus Brendstrup

næ sten a ltid sam m en m ed p o litik . D et kan

de so m m ao ist i 7 0 ’erne i de kinesiske

næ sten ikke være an d erled es. En afdæ k­

bjerge. H ans d ok u m en tärer vakte især

kende doku m entär kan n o k u d v id e p er­

o p m æ rk so m h ed i det stærkt p olitisered e

sonlige horisonter o g a f o g til skabe folk e­

Frankrig. Joris Ivens var en a f d em , der

lig furore, m en det er først m ed de o ffici­

ikke tilsløred e sin agitation . Sørenssen kal­

elle reaktioner, den m å tte frem kalde, at

der d et m ed en d n u en underdrivelse for

effekten bliver definitiv. I hvert fald kan

‘ek sp lisitt p olitisk film ’ (s. 237). Ivens

d en lettere historiseres, når der afsløres,

ø n sk ed e at æ ndre verden. M en han p rø v e­

fyres, u d stedes påbud o g n ed læ gges fo r­

de at gøre det ved at bevare blikket for

b u d. H vis en d ok u m en tarfilm s historiske

m en n esk et, for den ofte uanselige detalje.

b etyd n in g skulle m å les efter ét param eter, peger Sørenssens b o g klart i retn in g af

E k sp lo sio n e r o g esk im o e r. Ikke alle

p olitisk slagkraft.

b o g en s h oved p erson er om ta les m ed den

Bjørn Sørenssen lad er d o g ikke sejrher­

grad a f sym p ati, der bliver Joris Ivens til

rerne skrive hele h isto rien . H an udviser en

del. C anadieren R obert Flaherty (1 8 8 4 -

særlig forkæ rlighed for de k u ed e - for de

1951) hører f.eks. til de h elt store koryfæ er

kontroversielle, eg en sin d ig e film m agere.

in d en fo r d ok u m en ta rfilm en , m en i

H ans begejstring for m øn sterb ryd ern e

b o g en s in d led en d e p ræ sen tation beskrives

kan nok sig es at væ re æ stetisk funderet,

han hverken so m b erø m t eller berygtet.

m en der er også m eg en sym p ati at spore i

H an er n o g et så prosaisk so m storryger!

h ans beskrivelser a f d e g lø d en d e idealister, der har la d et hånt o m de p olitisk e kaste­ v in d e og sat deres e g en dagsorden.

En af Sørenssens store helte er h o llæ n ­

1 1916 sidder Flaherty, h jem ven d t fra en ek sp ed itio n i d en arktiske del a f C anada, i sit red igerin gsru m . H an er o m g iv et a f h øjek sp losive ruller m e d nitratfilm . O g så

deren Joris Ivens (1 8 9 8 -1 9 8 9 ), der er ret

er det, at han tæ nder sig en sk æ b n esvan ­

ukendt h erhjem m e, m en so m C in em a-

ger sm ø g .

teket satte fokus på i efteråret 2001. Ivens var egentlig af borgerlig æt, m en lavede

Sørenssen tilskriver, atter m ed blik for d en d en go d e an ek d ote, rygetrangen æren

både lyrisk-avantgardiske ek sp erim en tal­

for at Flaherty skulle gå h en og blive fo l­

film og solidariske arbejderportræ tter.

keeje. Ikke på gru n d a f ek sp lo sio n en , so m

H an film ed e i 30’ern es S o v jetu n io n en og

han k u n m ed n ø d og n æ p p e overlevede.

rejste m ed H em in gw ay i Sp an ien under

M en fordi tabet a f op tagelsern e fik h am til

borgerkrigen. I 40’ern es In d o n esien , det

at drage tilbage til de selvsam m e inuitter,

davæ rende H ollandsk O stin d ien , kritisere­

han i første o m g a n g havde film et so m

d e han sit fæ drelands fortsatte k o lo n ia lis­

glad am atør-etn ograf.

m e. D et sid ste kostede h am statsborger­ skabet for e n tiårig p eriod e.

Ivens fortsatte u fo rtrø d en t m e d at lave

I d en n e an d en o m g a n g vidste Flaherty på forhånd hvad han ville have. H an v id ­ ste en d d a hvilke ting der ikke lo d sig fange

film . Først i Ø steuropa, sid en i alverdens

på film u d en ‘lidt hjæ lp’. Ig lo o ’en erstatte­

politiske bræ ndpunkter, o g h an s m an ge

de h an m ed en åben halvkuppel, til for­

rejser skaffede ham tiln avn et ‘d en flyvende

m ålet en d d a b ygget i d o b b elt størrelse; på

h o llæ n d er’. Han var b lan d t an d et på plads

d en m åd e k u n n e både lys o g k am erau d ­

u nder G riseb u gtin vasion en i C uba, film e­

styr k o m m e in d . D en u m id d elb are fasci­

d e b om b ard em enterne i H a n o i, o g h avn e­

n a tio n veg for p lan læ gn in gen . O g p lu d se-

119

A t fange dokumentarfilmen

lig var der ikke så langt til at tage in stru k ­

frem . D en se n e ste dille h ar været at kigge

tøren s ansvar på sig. Flaherty b eslu tted e at

m ed i folks private hjem , enten iscen esat

fortæ lle h istorien o m esk im o en N a n o o k ,

eller pr. h o m e c a m på internettet. O g indtil

o g han form ed e stoffet næ rm est so m o m

et nyt k o n cep t dukker o p (m on ikke man

der var tale o m en sp illefilm .

snart vil im p lem en tere et subjektivt kam e­

Flaherty b lev således den første til at kob le to succesform ler, der allerede havde

ra, der k o n sta n t følger e n udvalgt p erson s blik?!) m å m a n sim p elth en søge at o p ti­

vist deres værd. R ejsefilm en, so m d en gan g

m ere d ram atik k en - overraskelsen,

var den eksotisk e afart a f aktualitetsfil­

sp æ n d in g en , u n d erh o ld n in g en - i d e

m en , blev passet in d i d en fortæ llen d e

enkelte o p trin .

film s strukturerede dram a. N a n o o k o f th e

R obert F lah erty lærte d ette på d e n hårde

N o r th (1 9 2 2 ) fik selvstæ n d ig b iografp re­

m åd e, idet h a n s følgende film b lev et p u b ­

m iere, og N a n o o k b lev snart polarcirke­

lik u m sflop . B jørn Sørenssen forklarer

len s svar på D avy C rockett. M od tagelsen

flo p p et m ed , at hvor hver dag for N a n o o k

var overvæ ldende. D erefter d a n n ed e

havde været en sevæ rdig kam p for fød e,

Flahertys m eto d e n aturligvis skole.

u d sp illed e efterfølgeren M o a n a sig på

Enhver der har haft glæ de a f 9 0 ’ernes

syd h avsøen S am oa. Her var den største

succes m ed d ocu so a p s - det gæ lder både

fare, so m S øren ssen form ulerer d et, at

p u b lik u m o g prod u cen ter - kan såm æ n d

u n d gå at få m a d e n i hovedet!

o gså takke Flaherty. Sæ beoperaerne fra

M åske har R o b in s o n E k s p e d itio n e n s

virk eligh ed en s hjem o g arbejdspladser er

o p fin d er k igget m ed på M o a n a . I hvert

tilrettelagt o g struktureret so m fo r t æ llin g e r

fald har han ikke begået d en kom m ercielle

h elt i Flahertys ånd, b lo t m ed flere

b o m m er t at u n d erm in ere sp æ n d in gen og

aktører. D e etiske spilleregler er ikke

o verfodre deltagerne. H er er kok osn ød d er

en gan g væ sentligt forandret i m e lle m ti­

m est b ereg n et so m skyts.

d en. H vor TV 3 m ed R o b in s o n E k s p e d i­

120

tio n e n nyligt har form ået at sæ lge kok os-

Dokumentarfilmen får sit navn. E n a f

n ød d e-sk y d n in g so m ‘virk eligh ed sfjern ­

Flahertys beu n d rere i sam tid en var d en

syn ’, sendte Flaherty stakkels N a n o o k ud

sk otsk fød te so cia lp sy k o lo g John G rierson

på en livsfarlig hvalrosjagt m ed h arpun -

(1 8 9 8 -1 9 7 2 ), d er avisanm eldte M o a n a ved

u d en at gøre p u b lik u m o p m æ rk so m på at

d en s prem iere i 1926. O gså G rierson fandt

gevæ ret for læ ngst var blevet en del a f

M o a n a relativt svag dram atisk set, m en

in u ittern es hverdag. Ingen a f frem stillin ­

frem hæ vede d e n s ‘d ocu m en tary v a lu e ’.

gerne kan siges at væ re særligt repræ senta­

S kønt b e ty d n in g e n a f ‘d o c u m e n ta r y ’ d en ­

tive for virk eligh ed en s verden. A lligevel

gang var en lid t anden, anser m an ge dette

solgte de på hver deres m åd e en form for

for at væ re fø d selstid sp u n k tet for d et

autenticitet. O g de solgte god t. V irkelig

begreb, vi i D an m ark oversæ tter so m

god t.

‘d o k u m e n ta r film ’ eller b lo t ‘d ok u m en tär’.

I h istorien s bakspejl er det let at se, at

G rierson var nem lig o g så den første til

forretn in gsh em m elig h ed en består dels i

at defin ere o rd et documentary i d ets su b ­

n y h e d s v æ r d i , dels i u n d e r h o ld n in g s v æ r d i.

stantiviske fo r m , hvorved d okum entären

E ngang k u n n e leven d e billeder i sig selv

b lev til et genrebegreb in d en for film en .

gøre folk eksalterede. D erefter drog m an

Ifølge G rierson bestod e n dokum entarfilm

ud for at find e eksotiske, nye tin g at vise

i ‘the Creative treatm ent o f actuality ’ - altså

a f Rasmus Brendstrup

en kreativ b earbejdn ing a f virkeligheden,

S om den idealistiske, ivrige o g in d fly d el­

specifikt tæ nkt so m d en forh ån d en væ ren ­

sesrige teoretiker han var, er det ikke

de virkelighed; det ‘hverd agslige’.

un d erligt, at John G rierson er d en en k elt­

G riersons d efin ition er fra 1933, og selv

p erson , der sæ dvanligvis skæ nkes m est

o m han selv kaldte sit forsøg for en ‘k lo d ­

o p m æ rk so m h ed i b øger o m h a n d len d e

set form u lering’, har d en vist sig langt

d o k u m en tarteori. Sørenssens b o g er på

m ere standhaftig e n d han selv forestillede

dette p u n k t in gen undtagelse. Her er både

sig. D et skyldes i v id ud stræ k n ing, at

G riersons filosofisk e fu n d am en t, hans

G rierson o gså leverede varen - han var

akadem iske løb eb a n e og hans so cia lp o liti­

m anden b ag en række eksem plariske

ske stan d p un k ter tegn et m ed . O g så er der

d okum entarfilm , so m m eg et m ålrettet

en detaljeret beskrivelse a f G riersons vej

kød eliggjorde hans v isio n .

g en n em forskellige statslige in stitu tion er,

G rierson stod so m d en h elt centrale

der lavede op lysn in gsfilm . D er er en d d a

figur i fasttøm rin gen a f d o k u m en ta rfil­

plads til at præ sentere n o g le a f de k lassi­

m en som genre - m e d h am fik d en et

kere, han var b agm an d på, blan d t d em

b estem t in d h o ld o g e n b estem t form (også

D rifte rs (1 9 2 9 ) og In d u s tr ia l B r ita in

selv om b egge dele har væ ret u n d er heftig

(1 9 3 3 ).

b eskydnin g sid en h en ). G rierson forsynede

S id stn æ vnte film var i øvrigt kilden til

tilm ed d ok u m en ta rfilm en m ed et formål:

d en furore, der b lev om talt in d le d n in g s­

D en burde beskæ ftige sig m ed de hjem lige

vist. G rierson var en a f de to personer, der

sam fund sm æ ssige o g socia le forh old på en

m ø d tes på Grand H o tel i B irm in gh am i

sådan m åd e, at den k u n n e tjene so m

1931. D en anden m a n d - h am som

in sp iration o g o p lysn in g for borgerne.

G rierson sk ød regn in gen over til og ø je­

Ikke kritisk, sådan so m m an k u n n e for­

blikket efter fyrede - var in g en ringere en d

m o d e, m en snarere op b yggeligt. Bag det

R obert Flaherty, der var blevet fløjet ind

kreative, æ stetiske arbejde - bag film en es

fra C anada til at instruere p restigep rojek ­

o fte su b lim e form - lå der et langsigtet

tet. Flaherty ( “Fuck them ! O h , fuck

n a tio n a lt o g s o cia lt projekt. H an s h o ld n in g

th em !”) havde på d ette tid sp u n k t lavet de

m in d ed e p å den m å d e m eget o m de sovje­

fleste optagelser, m en det en d te m ed at

tiske film skaberes, o g m an ge a f h an s for­

G rierson redigerede d em o g b lev h o v e d ­

billeder var da også at fin d e heriblandt.

krediteret for film en ved d en s prem iere.

G rierson erstattede b lo t de røde bannere m ed en arm ada af m alkem ask in er, sp o r­

Oplysning eller underholdning. Film til

v o gn e, sildetønder, p ostarb ejd ere, h ø stred ­

folk eo p ly sn in g (både k om m ercielle og

skaber og g en n em g å en d e tilfredse britiske

ik k e-k om m ercielle) havde allerede i en del

borgere fra land og by.

år eksisteret i bl.a. U SA , S o v jetu n io n en og

G riersons utilitarism e forklarer selv fø l­

Tyskland, da G rierson so m d en første ek s­

g elig den op b ak n in g, h an skaffede sig fra

p licit legitim ered e o p ly sn in g sfilm en s d r a ­

d en engelske regering. O g selv o m tan k e­

m a tise rin g . D et var det, der lå i hans d efi­

gangen i d ag kan a n sk u es so m fo rm y n d e­

n itio n - u n d erstregn in gen a f ‘th e C reative

risk, er det slående, h vor åben han var

tr e a t m e n t ’ - o g G rierson brugte naturligt

o m k ring sit projekt. G rierson ville påvirke

n o k su ccesfilm en N a n o o k o f th e N o rth

sam fu n d et, ikke b lot betragte o g form id le

so m dram aturgisk forbillede. S om o p in i­

d et.

onsforsker var G rierson n em lig op m æ rk -

121

A t fange dokumentarfilmen

so m på, at hvis m an ville skabe affekt,

m æ n d en es subjektivitet, eller for d e n sags

m åtte m an til en vis grad give p u b lik u m

skyld på at d e afspejlede e n dannet m id ­

det, de ville have: S p æ n dend e fortæ llinger.

delklasses n a tio n a lt sin d ed e id eologi.

A llerede her sp ores d ilem m a et m ellem d em ok ratisk lyd h ørh ed o g paternalistisk

Tyskland. H eller ikke her var der tale o m

form ynd eri, som alle senere p u b lic service­

selvrefleksive film (kunstnerisk eller id e o ­

in stitu tion er har tu m let m ed . D et er altså

lo g isk ), og h eller ikke her lagde m an fin g­

ikke k u n i struktur og in d h o ld , m en o gså i

rene im ellem , når folket skulle rystes sam ­

m o d e - altså h en v en d elsesfo rm eller atti­

m en . D ok u m en tarisk e partifilm b lev

tu d e - at fakta o g fik tion er svære at skille

brugt i b egge en d er af d et politiske sp ek ­

ad. D et spores blan d t an d et i bastard k on ­

tru m i 2 0 ’ern e, o g allerede fra før 1. ver­

cepter a f den slags, der m ed et am erikansk

d enskrig florered e der sa m fu n d sgavn lige

ord kaldes in fo ta in m e n t. I D an m ark (hvor

o p ly sn in g sfilm under n a v n et K u ltu rfilm e.

p u b lic s e r v ic e -b egreb et i m an gt o g m eg et

D isse ‘k u ltu rfilm ’ ru m m ed e ikke

har væ ret farvet a f griersoniansk tæ n k ­

G riersons dram atiske d yn am ik , o g d e blev

nin g) m åske tydeligst, da d o c u so a p -g e n -

lavet uden d en centrale org a n isa tio n , man

ren slog igen n em for 5 -6 år sid en . D o c u -

så i E ngland. S o m Bjørn Sørenssen n o te ­

soap ’en er en k o m m erciel salgsvare so m så

rer, er det m åsk e hovedårsagen til, at de

m an ge andre, m en i D an m ark s R adio var

fo rsk n in g sm æ ssig t (og i d en h istoriske

program m ern e fra F alck-stationer o g o m ­

b ev id sth ed ) har stået i skyggen a f nazister­

rejsende tivolier forsynet m ed n ed fæ ld ed e

nes p rop agan d a. Forfatteren gør o p m æ rk ­

dogm eregler, der skulle k au tion ere for

so m på det u rim elige h eri - m en skynder

sagligheden . B landt andet forb ød m an -

sig desvæ rre så selv hen til de trad ition elle

uden h elt at k u n n e o verh old e det - enhver

argu m en ter f o r o g im o d Leni R iefenstahls

form for instru k tion . D et var d o g ikke

p o m p ø se , p o te n te og m in u tiø st æ stetisere­

sket på G riersons tid.

de H itler-h y ld est i T riu m p h des W illen s

H vis m an tør generalisere over den kre­ ative syn d flod a f prod u k tion er, der flød

122

D et sa m m e gjaldt udviklingen i

(1 9 3 5 ).

R iefenstahls kontroversielle og hyp p igt

fra d e engelske p ro d u k tio n sen h ed er i m e l­

analyserede film rum m er elem en ter af

lem krigstiden - o g so m var stild a n n en d e i

b åd e narrativ fortæ llestruktur og b illed -

D an m ark - så var der tale o m o m h y g g e ­

d igt (de i tid e n så populæ re ‘b y sym fon ier’,

ligt gen n em arb ejd ed e in fo rm a tio n sfilm ,

s o m S øren ssen bruger e n del tid på an d et­

der var ikke så lidt didaktiske. Set i lyset af

sted s), m en forfatteren næ gter alligevel

sam tid en s p olitisk an sp æ n d te p olitisk e

hårdnakket at k om m e m e d en subjektiv

klim a frem står de fleste so m ganske red e­

d o m over V ilje n s triu m f. D et er en skam

lige argum entationer; G riersons kollega

m ed d en n e tilb ageh old en h ed , fordi der

Paul R otha slo g endda et slag for at

egen tlig er m asser af sp æ n d en d e m u lig h e­

anskue d em so m in d iv id u e lle arg u m en ta ­

der i det h istorisk e ridt. B landt a n d et

tioner, baseret på instru k tøren s p e r so n li­

åbner R iefen stah l-d isk u ssion en et sjældent

ge, angribelige verdenssyn. M en til trod s

m en v e lk o m m e n t recep tion sh istorisk per­

for at en del a f d em var lyrisk farvede

spektiv: S øren ssen stiller et sp ørgsm åls­

(m ed Harry W att og Basil W rights N ig h t

tegn ved o m sådanne p rop agan d afilm

M a il fra 1933 so m sk oleek sem p el) lagde

egen tlig var så slagkraftige i sa m tid en som

selve f i l m e n e in g en sæ rlig væ gt på bag-

v i antager i d a g - igen u d en at frem k om -

a f Rasmus Brendstrup

m e m ed noget, d er m in d er o m skarpsleb­

storp olitisk e og æ stetiske effekt, o g ikke

ne konklusioner.

k u n ved hjæ lp a f bastante param etre so m p u b lik u m stilstrø m n in g o g pristildelinger.

M yter frem for m ennesker. Et andet sjæ l­

En recep tio n s-h isto rie kræver n atu rlig­

dent eksem p el på so c io lo g isk vin k lin g er

vis, at n o g e n gør et forarbejde, o g gør det

S øren ssen s d isk u ssion a f d en folkelige

tilgæ ngeligt. B ortset fra avisernes eksalte­

reaktion på L u m iére-brød ren es tidligste

rede o m taler a f de allertidligste film -

optagelser - n æ rm ere b estem t den p åståe­

f.eks. L u m iére-b rød ren es film , der m est

de panik, som b illed ern e a f et tog, der ru l­

b lev betragtet so m et fæ n o m en i sig selv -

ler ind p å Lyons b an egård tilb age i 1895,

er det ikke en opgave, der er viet m an ge

forårsagede. D en n e h istorie helliger

kræfter i d e eksisterende afhandlinger.

S ørenssen en del sp altep lad s, en d d a m ed

D esvæ rre er det sådan, at d o k u m en ta rfil­

referencer til flere v id en sk a b elig e d isk u ssi­

m en s h istorie i m an gt o g m eget er skrevet

oner. D et er u n d erh o ld en d e læ sning.

a f teoretikere - på baggrund a f afd ød e

M en egen tlig er d e t også lid t trist, at bogens m e s t in d gåen d e analyse a f p u b li­

teoretikere.

Igen skal det siges, at det m ed d en h is to ­

kum sreaktioner tager ud gan gsp u n k t i en

riske gru n d forsk n in g ikke er et arbejde,

aldrende m y te - o g så selv o m Sørenssen

Sørenssen b ør tage på sig. H ans force er

selv affejer historien o m tog-p an ik k en

en anden, o g a m b itio n en er ganske klar

som a p o k ry f (bl.a. m e d h en v isn in g til

ud fra S øren ssen s in trod u k tion : At kaste

p lad sm an gel). D et er trist, ford i k o n tro ­

lys - m en ikke n ø d v en d ig v is n y t lys. D et er

verserne i d ok u m en tarfilm en s h istorie

en sym p atisk u d m eld in g , m en d et æ ndrer

netop er knyttet til d e n o v e r b e v is n in g s k r a ft

ikke på, at h an s b o g , der er så rig på per­

so m - b ev id st eller ej, berettiget eller ej -

spektiver, er tilsvarende fattig på selv stæ n ­

er tilskrevet den. R iefen stah l er b lot et

d ige observationer. Selv da S ørenssen når

eksem pel a f m ange.

frem til Big B rother-æ raen i 1990’erne,

D et er selvfølgelig et urealistisk krav at

hvor analysem aterialet er in d en for række­

stille til et i forvejen k om p a k t væ rk so m Å

v id d e, er det karakteristisk n o k ikke hans

f a n g e v ir k e lig h e te n , at d en på eg en hånd

op fattelse, at reality-tv har d en store in d ­

skulle gå i lag med at op sp o re en m ere

flydelse. ‘D e t-k u n n e -b liv e -d ig ’-form atet

sekulær opfattelse a f ak tu alitetsfilm en s og

har ikke genereret n o g en æ n d rin g i alm en

d ok u m en tarfilm en s kraft g en n em h isto ri­

adfæ rd eller virk eligh ed op fattelse, en d sige

e n - f.eks. er det jo in g e n lop p etjan s at

påvirket d en o ffen tlige o p in io n n æ v n e­

p løje 100 års aviser fra adskillige lande

væ rdigt. R eality-tv er i det store o g hele et

igennem . M e n netop ford i Søren ssen har

p o stm o d e r n e s y m p t o m , o g so m sådan en

sat sig for at diskutere film en s virk elig­

ret statisk størrelse.

h ed srelation i en h is t o r is k k on tek st (d et er jo det, der ligger i at la d e film h istorien

To slags fluer. M idterdelen a f Sørenssens

k øre parallelløb m ed b åd e teo ri-h isto rien

b o g - d en del, der beskriver form id lin gen

o g den kulturelle u d v ik lin g ), k u n n e m an

a f 2. verdenskrig og d en s efterklang - er

g o d t lidt oftere have ø n sk e t sig p ro b lem ­

den m est pligtskyldige. D en beskriver i

stillingen sat på sp id sen ud fra film en es

første o m g a n g b alan cegan gen m ellem

konkrete, so cia le v irk n in gsh isto rie - hvad

k u n stnerisk in tegritet o g d en påkræ vede

d e betød for folk. A ltså ikke k u n deres

en tyd igh ed i krigsbudskabet. A n d en ver-

123

A t fange dokumentarfilmen

denskrig b etø d statslig anerkendelse, fast

30 år fo rin d en , v a r på dette tid sp u n k t så

arbejde og en del respektable værker fra

god t so m gået i g lem m eb o g en . H ans te o ­

folk som Frank Capra, John Ford, John

rier havde heller ikke vakt genklang u n d er

H u ston og H u m p h rey Jennings, foru d en

k on fo rm isten S ta lin , heller ikke in tern a ti­

en række russere og n o rd m æ n d , der

on alt - selv o m (eller m åske netop fordi?)

om tales m ere kursorisk. Kun i få tilfæ lde

den på papiret udgjorde et b ety d n in g s­

tillod the higher cause frem k om sten a f en

fuldt korrektiv til de teorier fra S torb ri­

p erson lig, ku nstnerisk stem m e i disse

ta n n ien , o g se n ere USA, d er d om in ered e

film .

på d o k u m en ta rfilm o m rå d et. Karakteris­

Sørenssen h old er forståeligt n o k m eget a f engelske H u m p h rey Jennings. M ere

id eo lo g isk e u n d erstrøm i Vertovs m a n ife­

usæ dvanligt er det, at han fokuserer på

ster o g teoretisk e skrifter, at han b lev stø ­

am erikanske H u ston frem for la n d sm a n ­

vet a f i Frankrig i de sene 1960’ere, hvor

d en Capra. Capras b estillin g sfilm var

m an igen lagd e væ gt på b ety d n in g en a f

alm en t beund red e i sam tiden; H u sto n s

det film en d e su b jek t - n o g e t som d en

The Battie o f San Pietro (1 9 4 4 ), en på én

sam tid ige u d v ik lin g i U S A havde en te n ­

gang sen sitiv og sk ån selsløs skildring af

d en s til at n e d to n e . F ranskm æ ndene gjor­

lid else h os am erikanske soldater o g itali­

de op rø r m o d d e gæ ld en d e norm er for

enske bønder, blev d erim o d klassificeret

både e k sp o sito risk (argum enterende)

so m ‘utilgæ ngelig a f de am erikanske m y n ­

d o k u m en ta rfilm og for d e n ob servation el-

digh eder o g var sigen d e n o k afskåret fra

le (passivt registrerende) slags. Begge

offen tlig v isn in g - ifø lg e S ørenssen helt

typ er b etragted es som fo rsø g på at natura­

in d til 1986!

lisere d en u sy n lig e og a n o n y m e ‘fortæ ller’.

H vor film en u nder krigen m est havde

F ra n sk m æ n d en e reagerede groft sagt ved

h an d let o m n ø d v en d ig h ed , b lev d en i kri­

at lad e folk en e b ag kam eraet stå frem - og

gen s kølvand anvendt so m en tavs, m ek a ­

gøre det i film en !

nisk form idler a f ^ n ø d v en d ig h ed ern e, der

P ion eren p å d ette o m rå d e var etn o g r a ­

fulgte. Kam eraet b lev d et u im o d sig elig e,

fen Jean R o u ch . Han h a v d e i 1950’ern e fil­

ration elle v id n e til krigsforbrydelser, der

m et i Afrika o g var k o m m e t til d en erken­

ellers tend erede m o d at trodse enhver

d else, at den h v id e m an d s synsvinkel,

beskrivelse. Selv tavse film k u n n e nu argu­

trod s de g o d e in ten tio n er han lagde for

m en tere, så det b lev næ sten ubæ rligt - o g

d agen , v e d b lev at være d e n hvide m ands.

h o s franske A lain R esnais (N uit et

D en tilstræ bt objektive, etn ografisk -vid en -

Brouillard, 1955) var billeder a f tilvoksede,

skabelige film var, konstaterede R ou ch ,

forladte kz-lejre m ere en d nok. A lain

ikke essentielt hæ vet over den eksotiske,

R esnais tog, i ligh ed m e d Joris Ivens, fil­

k u lørte og o fte uhildet nostalgisk e rejse-

m en alvorligt so m p o litisk m id d el - og tog

film , den i flere årtier h a v d e løbet parallel­

d en i egn e hæ nder, investerede sin p e rso n ­

lø b m ed.

lighed i den.

D et tilfaldt både d en nye franske b ølge

124

tisk n o k var d et ikke m in d st i kraft a f den

For R ou ch o g hans d iscip le var d ette en vigtig in d sigt. Akkurat so m Vertov havde

o g 6 8 -gen eratio n en s d ok u m en tarister igen

gjort, lo d R o u c h selve k o n stru k tio n en -

at stille sp ørgsm ålstegn ved film en so m

altså den sk a b en d e akt — få forrang for det

uskyldsren virk eligh ed sform id ler. D ziga

k on stru ered e. Rouch d ø b te sin m e to d e

Vertov, der havde gjort n o g et tilsvarende

cinéma vérité - en ord ret fransk oversæ t-

a f Rasmus Brendstrup

telse af V ertovs kinopravda. H an s film

M en so m h o v ed k o n k lu sio n en i et værk,

Chronique d ’un Éte (1 9 6 1 ) skulle blive en

der i hvert fald im p licit aspirerer til at

klassiker, hvori b a g m æ n d e n e (Jean Rouch

være vid en sk ab eligt, er det et ty n d t u d b y t­

o g so cio lo g en Edgar M o rin ) åb en t d isku­

te.

terer deres eget film projekt; h vori kam era

D et er ikke fordi S ørenssen har svigtet at

o g m ik rofon bevidst b ruges til at over­

gøre sit h jem m earbejde. H an har m ed

rum ple d e m edvirkende; og h vori den

o m h u udvalgt kon stru k tive m od eller og

attraktive ob servation ligger et n iveau

illu m in eren d e citater fra snart sagt alle

dybere e n d den p assive registrering.

(en gelsk sp roged e) d o k u m en tar-teoretisk e

Hvis am erikanerne m ed deres direct

bøger fra de sidste 10-15 år, foru d en fra de

d n em a -d o k u m en ta rism e søgte at være

ældre hovedvæ rker. D et giver et bredt fu n ­

‘fluen på væ ggen’, så k u n n e cinéma vérité

d am en t, o g det giver især fleksibilitet i

m ed sit fo k u s på in terv en tio n o g overrask­

a rgu m en tation en , når en given film skal

else snarere karakteriseres - m ed Bjørn

in d lem m es i fo ld en a f d ok u m en tarisk e

Sørenssens ord - s o m en ‘flue i su p p en ’.

hovedværker.

M ere kedeligt er det, at Søren ssen så

Nem punktering. Selv o m det foreløbige

godt so m in gen spalteplads bruger på at

v u e kun dæ kker en d el a f Sørenssens

belyse teo ri-retn in g ern es indbyrdes para­

historiske nedslag (o g k u n er uddraget fra

dokser, eller for d en sags skyld de enkelte

d e første 11 a f Å fange virkelighetens 15

retningers styrker o g begræ nsninger. H an s

kapitler), så turde d et stå rim eligt klart

frem stillin g er således ikke n o g en metode-

hvad der er h oved æ rin d et i Sørenssens

d isk u ssion . D et kan rent kvantitativt læ ses

b o g - n e m lig at p u n k tere m yten o m

deraf, at S ørenssen så g od t so m aldrig k ri­

d o k um entarfilm en s o m et selvstæ ndigt

tiserer sin e kilder - selv ikke når han c ite ­

san dhedsserum .

“Den råden de illu sjo n en o m at d o k u ­

rer teoretikere, der er i åbenlys indbyrdes m od strid . D et er ikke fordi der p rin cip ielt

m entarfilm er det sa m m e so m d o k u m en t-

er n o g et i vejen m ed m eto d ep lu ra lism e.

asjon,” skriver Sørenssen i k on k lu sio n sa f­

M en hvis S øren ssen s d isk u ssion er kan

snittet, “gjør det n ø d v e n d ig å understreke

siges at b esid d e et p rovokerende p o ten tia ­

doku m en tarfilm en s h istorisk e bakgrunn

le overh oved et, m å d et n etop bestå deri, at

so m en subjektiv k u n stn erisk uttrykks-

han kan få teoretikerne Ray W in sto n og

fo rm ” (s. 3 1 2 ).

Bill N ich o ls til at frem stå so m komplemen­

Form uleringen fu ngerer ikke k u n som

tære; so m o m deres v id t forskellige tilg a n ­

e n slags program skrift. D e n understreger

ge tilsammen kan læ gge låg på d en u d ­

o g så b ogen s begræ nsning: M an gelen på

bredte opfattelse, at d o k u m en ta rfilm en er

teoretisk am bition.

en betæ n d t og teoretisk uhåndterbar

D er er n e m lig ikke n o g e t nyt i selve Sørenssens pointer; k en d ere a f d en (rela­ tiv t begræ nsede) d ok u m en ta rteo retisk e

størrelse.

D et kan de ikke, o g læser m an b ogen m ed kritiske briller, bliver d et påfaldende,

litteratur v il m uligvis b etragte hans

at S ørenssen ikke anerkender dette p ro ­

d isk u ssion er som b åd e forflad iged e og

b lem åbenlyst. H ans b o g ser i d et store og

k on sen sus-orien tered e. P oin ten o m at en

h ele b ort fra paradokserne, p rob lem ern e,

dokumentär ikke er d e t sa m m e so m doku­

u m u lig h ed ern e - o g når u n d tagelsen er

mentation er på sin p la d s o g helt okay.

der, har d en so m regel form a f et citat

125

A t fange dokumentarfilmen

(f.eks. Bill N ich o ls-sk em a et på s. 27 7 ).

V æ lger m an at se k onstruktivt på sagen,

g eligh ed er, at h a n tillader sig at d ele d isk u ssio n en a f sit eget førstevalg (b å d e

k u n n e m an sige, at b ogen for læsere m ed

efter antal sid er o g bogen s bibliografi at

en vis vid en sk ab elig interesse vil være

d ø m m e ), d en svenske d o k u m en ta rist

m est eg n et som d isk u ssion sm ateriale.

Stefan Jarl, o p i to portioner.

M åske er det prim æ rt til klassebrug,

I første o m g a n g bruges Jarl som e k sp o ­

b ogen er tæ nkt (selv o m d et in tetsted s

n en t for direct cinema- b ø lg e n m ed d en s

frem går), og det ville i hvert fald give en

stu m m e o g d em o n stra tiv t passive registre­

pæ dagogisk forklaring på, hvorfor p ro fes­

ring. Stefan Jarls gen n em b ru d sfilm Dom

sor Sørenssen har valgt at h o ld e sin e p er­

kaliar oss ‘M ods ’ (1968, la v et sa m m en m ed

son lige idiosynkrasier på arm slæ ngdes

Jan L in d q vist) skildrer n o g le af de sociale

afstand.

ou tsid ere, so m bevidst to g afstand fra S ociald em ok rati-S verige til fordel fo r en

Det muliges kunst. R etfæ rdigvis skal det siges, at åbninger er m ere insp ireren d e for

i mods-miljøet. Faktisk så m eget, at der

ta n k evirk som h ed en end luk n in ger er.

o p sto d o ffen tlig p olem ik o m film en s nar­

Bjørn Sørenssen skriver da også selv in d ­

kokanyler o g o m en kort, utilsløret sam le­

led n in g svist, at der i b o g en ikke vil blive

jescen e, der isæ r faldt film cen so rern e for

‘gjort n o e forsøk på å gi en en tyd ig d efin i-

brystet. M ed d e n m egen om tale var p u b li­

sjon a f d ok u m en ta rb eg rep et’ (s. 13). D et

k u m ssu ccesen en realitet. Måske isæ r fordi

er et sp illeru m , so m forfatteren u dnytter

sam lejet blev tolereret, efter hårdt pres fra

til fulde, o g det vil k o m m e især den m e n i­

de progressive in tellek tu elle, der så en

ge læ ser til god e. For den læser, der er

m oralsk n ø d v en d ig h ed i at vise tin g en e

u m id d elb art fascineret a f d o k u m en ta rfil­

so m de var - ja, man så ligefrem e n uvant

m en s væ sen o g m åske gerne vil have

skønhed i sc e n e n s upolerethed.

struktur på en go d film op levelse - ja, for

S ørenssen trækker på sit indgående

d en n e læ ser vil Sørenssens fokus på

kendskab til sagens akter og betragter fil­

mulighederne virke tiltalende. Og k u n n e

m en i en a n d e n og ret usæ dvanlig etisk

m an tæ nke sig et pragm atisk bud på hvad

kontekst. I d e in tellek tu elles klapjagt på

i alverden der kan legitim ere brugen a f

fo rm y n d eriet overhørte m an det a rg u ­

‘falsknerier’ i form a f in stru k tion eller

m en t, m en er Sørenssen, at pigen n æ p p e

rekonstru ktion , så vil Å fange virkeligheten

var spor glad for at blive filmet i d en

være ekstrem t velvalgt læ sning.

p ågæ ld en d e scen e. Og v e d at påkalde sig

U n d er alle o m stæ n d ig h ed er er det in fo r­

sin ret til at væ re passivt observerende har

m ativt o g leven d e fo rm id let stof, o g d et er

Jarl dels la d et hånt om d e film edes rettig­

b estem t ikke at k im se ad. D er har læ n ge

heder, dels g jo rt sig til en slags d o m m e r

m an glet en version a f d ok u m en tarfilm en s

over, hvad naturlig, upåvirket adfæ rd

h istorie, der ligefrem appellerer til ly st­

egen tlig er. N a tu rlig h ed en var jo n eto p

læ sning. M en her er den - en b og båret af

det, so m i d e n observationelle film skulle

en begejstret fascin ation , der er sm itten d e

legitimere selve kam eraets tilstedevæ relse -

hele vejen igen n em . O g så er den so m

ikke n o g et s o m skulle au ten ticitetsstem p ­

næ vnt både perspektivrig o g på sin egen

les eller k au tion eres a f kam eraet.

m åde ganske opbyggelig.

126

‘fri’ tilvæ relse. Jarl fik ad g a n g til d et m este

Et god t ek sem p el på Sørenssens o p b y g ­

S ø ren ssen s p oin te er d a også m e n t som en generel k ritik af, h v a d man k u n n e

a f Rasmus Brendstrup

kalde ‘d e rene h æ n d ers id e o lo g i’, og ikke

d en tiltagen d e van sk eligh ed i, jo m ere vi

m in d st a f den selvsikre retorik bag direct

næ rm er o s vor egen tid , at udplukke de

cinema. A m erikanerne Richard Leacock,

værker, der på langt sigt vil frem stå so m

Robert Drew o g til en vis grad Frederick

de m est interessante o g ton ean given d e.

W isem an var n o g le a f de (for Bjørn

8 0 ’erne o g 9 0 ’ernes gen re- o g stilm ix har

Sørenssen) mere p rob lem atisk e fluer på

ikke gjort d ette arbejde lettere.

væ ggen - men d e præ senteres alligevel rim eligt sagligt. M a n kan anskue det

Postm odernism en, teorien - og fremti­

sådan, at Sørenssen for en stu n d ofrer sin

den. 1980’erne indebar for d o k u m en ta r­

højtelskede Stefan Jarl i en højere sags tje­

film en , so m for så m an ge andre kulturelle

neste, o g at han o g så un d tagelsesvist sæ t­

felter, at stilarter, h en ven d elsesform er,

ter sig selv på spil. D et er ikke m in d st det,

em n er o g undergenrer gradvist flød sa m ­

der gør Sørenssens d isk u ssio n er a f Jarl til

m en . D et n ation ale b lev in tern ation alt o g

b ogens m est interessante.

p lu d selig svæ rt at pejle. U fo ru d sig elig h ed ­

Bjørn Sørenssens pæ dagogisk e sans slår

en o g an ak ron ism ern e overskyggede

for alvor igennem , da han 40 sider læ ngere

ordenssansen; m an spræ ngte de ek siste­

henne i bogen ven d er tilbage til Jarls

rende k lassifikationssystem er, inklusive

d o k u m en tarp rod u ktion , særligt o p følger­

d en stærke p o litiserin g a f altin g sid en sen -

ne Ett anståndigt liv (1 9 7 8 ) og D et sociala

6 0 ’erne. 8 0 ’ernes selvrefleksive film k u n st­

arvet (1 9 9 3 ). Søren ssen beskriver nem lig

ner var sam m en sat, o g k u n n e, so m to a f

fint de strategiske forskelle m ellem de tre

Bjørn Søren ssen s kolleger og lan d sm æ n d

film indbyrdes. På d en m åd e gør han

udm æ rket har form u leret det andetsteds,

‘Mods-trilogien’, so m d en kaldes, til et

væ re “lyrisk so m en Flaherty, m eta - og

anskueligt typ ologisk ‘k o m p e n d iu m ’ i sig

m o n ta sjeb ev isst so m en Vertov, åpen o g

selv - m a n kunne o g så kalde det en lille

selvan fek ten d e so m en R esnais eller

d ok u m en tarfilm sh istorie, o m en d i akro­

R ou ch ” (2) - ikke just n o g en gu n stig situ ­

n ologisk forløb. H v o r Jarls o p u s 1 havde

atio n for en p æ d agogisk historiefortæ ller.

ligget i d e n observationelle m o d u s, vendte

Lad det væ re sagt, at Søren ssen ikke har

Ett anståndigt liv tilb age til den klassiske

større h eld m ed at give d en p o stm o d e r n e

dok um entars ekspositoriske udtryksform -

æra et sam let sig n a lem en t en d andre

altså Flaherty og G rierson s flagskib (der i

film historikere generelt har haft. D et klæ ­

øvrigt o g så havde Jarls m en to r om b o rd ,

der til gengæ ld Søren ssen , at han ikke fo r­

den barske rom antiker A rne Sucksdorff,

søger særligt hårdt. H an læ gger sig m ed

der fortalte historier fra d en svenske

sin essayistiske stil pæ nt på afstand både

natur). O g den tredje film , Det sociala

a f d et encyk lop æ d isk e (i form a f en a m b i­

arvet, tjen er som ek sem p el på d en refleksi­

tiø s d efin itio n a f det p o stm o d e r n e i fil­

ve d oku m en tarfilm , der har præ get

m en ) o g a f alib i-h istorik ern es løsrevn e

8 0 ’erne o g starten a f 9 0 ’erne.

D et fin e ved S ørenssen s o p tik er i denne

nedslag. H an går p æ n t i dyb d en m ed to nyklassikere, Errol M orris’ The Thin Blue

kontekst, at hans sa m m en h æ n g e n d e ana­

Line fra 1987 (der so m et u k o n v en tio n elt

lyse af film en e giver in d try k a f en film h i­

stykke detektivarbejde går ind i en h isto ­

storisk progression i p eriod en ; en p rogres­

risk m ordsag fra Texas) o g Trinh T. M in h -

sion , der ellers kan væ re svær at k o rt­

has selvrefleksive in terview film fra 1989

lægge. Sørenssen g ø r selv op m æ rk so m på

Surname Viet Given Nam e Nam (der er

127

A t fange dokumentarfilmen

karakteriseret ved et v o ld so m t, fo rm a li­

hed d er n o g le a f h oved p erson ern e i d ette

stisk efterarbejde a f de m esten d els iscen e-

d isk u ssio n sfo ru m Brian W in sto n , John

satte in terview s), og gør da også en slags

Corner, Carl P lan tin ga og M ich ael R enov.

forsøg på at forstørre d isse - og en stribe m ere overfladisk b erørte værker fra de sidste 20 år - til en form for pejlem æ rker

(1 9 9 1 ) og Blurred Boundaries (1994)

og trendsettere. O g m an skal heller ikke

“fortsatt m å regn es for p rem issleverandør

g lem m e de u n d erh o ld en d e historier,

for senere arb eid er” (s. 16). Inde i den

Sørenssen runder undervejs; har m an

plethora a f b egreber, som Sørenssen m ere

f.eks. ikke set am erikanske M ichael

eller m in d re m en in gsfyld t pu tter ind i sine

M oores intelligen te m o lb o -jo u rn a listik i

u n d erh o ld en d e digression er (N ich o ls’

film so m Roger and me (1 9 8 9 ) eller hans

ganske vist sm u k tk lin gen d e etiske aksio-

lige så respektløse tv-serie T V Nation (fra

grafi virker ek sem p elvis underligt tv a n g s­

1994), så er der god hjæ lp at h en te hos

in d sk revet), leverer N ichols da også d en

Sørenssen.

overord n ed e ty p e-in d d elin g , som Å fange

M en når alt k o m m er til alt, ligger

virkeligheten allerm est h yp p igt refererer

hoved væ gten i de sidste tre kapitler et

til. N ic h o ls’ b egreb er ekspositorisk, obser­

an det sted. N em lig på de teoretiske og ofte

vationel, interaktiv og refleksiv turde efter­

gen erelle problem stillin ger, so m S øren s­

h ån d en være fam iliæ re o gså for den fo r ­

sens g en n em g a n g a f d o k u m en ta rfilm en s

h ån d en væ ren d e artikels læser. B egreberne

u d vik lin g har åbnet for. D et gæ lder f.eks.

karakteriserer h vad N ichols kalder modes,

det repræ senteredes status i forh old til v ir­

altså forskellige attituder, eller - m ed

keligheden; h en v en d elsesfo rm ern es for­

S øren ssen s ord - udtryksmåder.

skellige grader a f autoritet; fo rm id lin g s­

Bjørn S ø ren ssen lægger ikke skjul på

m æ ssig og m en n esk elig etik, m m . D ette er

forcen i d ette begrebsapparat, n em lig at

m u ligvis m ed til at sløre kapitlernes m a n ­

d et læ gger op til nogle skillelinjer, d er er

gel på film h istorisk k ohæ rens o g klarhed,

ekstrem t a n sk u eliggøren d e for både ikke-

m en sam tid ig virker d et logisk, at teo ri­

fik tio n sfilm en s historiske udvik lin g o g for

h istorien k o m m er frem i ram pelyset n etop

n o g le a f de teoretisk e problem stillinger,

her.

d en n e u d v ik lin g er uadskillelig fra. S ø ­

D et er ikke kun læ serh en syn ets logik,

renssens a d o p tio n af begrebsapparatet

der her tæ nkes på. D er ligger også den

(der ligefrem o p h ø jes til en m odel) passer

sim p le historiske ræ son, at de teoretiske

g o d t til h an s b o g s g o d m o d ig e op b yggelig­

værker, so m forfatteren tager sin e term i­

h ed , og retfæ rdigvis foregår overtagelsen

n ologisk e o g m eto d em æ ssig e afsæt i, er fra

ikke u d en en v is selvstæ ndighed, m ed

1990 og senere. D et er, so m Sørenssen

n o g le forn u ftig e m odifikationer.

in d led n in g sv ist skriver, først i d en n e p eri­

128

D et største forb illed e er d o g ubetinget Bill N ich o ls, der m e d Representing Reality

M en d et æ n d rer ikke på, at ad op tion en

o d e, at d ok u m en ta rteo rien har udviklet

indebæ rer n o g le hvide p letter på d et te o ­

sig til et alm en t anerkendt, vid en sk ab eligt

retiske lan d k ort, som er tem m elig t e sse n ­

felt. S om det tidligere er blevet næ vnt, er

tielle, hvis m a n bevæger sig bare lid t væk

det ikke et felt præ get a f stor k on sen su s,

fra N ich o ls/S ø ren ssen s m otorvej. O g hvad

m en Sørenssen ønsker tilsyn elad en d e - og

værre er: D e t er pletter, s o m selv fo r u d ­

form år - at få det til at frem stå so m en

sæ tn in g slø se læ sere - b o g en s m u lige m ål­

nyetableret sam m en h æ n g . For forfatteren

g ru p p e - v ille stille spørgsm ålstegn til.

a f Rasmus Brendstrup

Blot et enk elt ek sem p el: H vad adskiller

b ån d /D V D -ty p er.

egentlig et historisk spillefilm sd ram a af den klassiske skuffe ( B ir th o f a N a t io n eller

M ed b o g en i h å n d en kan m an på en god aften få styr på b åd e h elte o g an tih elte i

B r a v e h e a r t ) fra et væ rk so m B a t t ie o f th e

d o k u m en ta rfilm en s århundrede - o g sa m ­

S o m m e , d er i b ogen u d en større kvaler

tid ig føle sig rim eligt g od t rustet, når Lars

kvalificeres som en d o k u m en ta rfilm a v a n t

v o n Triers nyeste d o g m er skal afprøves i

la lettre ? Sørenssen berører dårligt nok

tv -fo rm a t a f hans hjem lige d ok u m en tar-

begreber so m s e e r -fo r v e n tn in g , la b e ls og

d isciple. Triers Dogumentary- k on cep t teg ­

in s titu tio n e l k o n tek s t. H an gør det for så

ner, m ed sine p åb u d te hensigtserklæ ringer

v id t ikke engang klart, o m han anskuer

o g tv u n g n e m in im alistisk e stil, til at søge

sin skelnen m ellem fik tion sfilm o g ikke-

lysår væ k fra både den m o d ern e rocku-

fik tion sfilm som en en ten /eller-ta x o n o m i,

mentary o g den p o stm o d e r n e mockumen-

eller om h a n ek sem p elvis ser d em som to

tary. M åske på sp oret a f d en klassiske

lange en d er af et sa m m en h æ n g e n d e sp ek ­

documentary. Forestil D em en gan g - at

trum . En sådan ‘p ræ m islev era n ce’ b eh ø v e­

fange d ok u m en tären .

de på in g en m åde at sk ræ m m e læsere bort.

Bjørn Sørenssen (2001): Å fange virkelighe­ ten - dokumentarfilmens århundre.

At forestille sig. N år alt er sagt o g gjort,

Universitetsforlaget, Oslo. 338 sider. Pris:

m å det tro d s alt k onstateres, at Sørenssens

370 kr. Forhandles a f Svensk norsk bogim­

b o g heller ikke b ø r k o m m e til at skræ m m e

port og Cinematekets boghandel.

nysgerrige bort. F oru d en sit leven d e sprog o g sin sm itten d e en tu sia sm e skal Å fa n g e v ir k e lig h e te n roses for sit overskuelige,

Noter

konstruk tive og (o m fa n g et a f sider taget i

1.

betragtnin g) fyld estgøren d e udvalg a f ana­ lyseobjekter, som i ø v r ig t følges til dørs a f e n udm æ rket v id eoliste - m ed angivelse a f både producenter o g tilgæ n gelige

2.

Guy Gauthiers Le Documentaire - un autre Cinéma (Paris, Editions Nathan, 1993), der kun er nævnt i Sørenssens bibliografi, udgør et fransk bud på en sådan bog, der samtidig fungerer (omend temmelig dårligt) som opslagsværk.

Søren Birkvad og Jan-Anders Diesen (1994): Autentiske inntrykk: Møte med skandinaviske dokumentarfilmskaparar.

Oslo, Samlaget, s. 28.

129