Nanook of the N orth
At fange dokumentarfilmen Dokumentarfilmens historie genfortælles i ny bog præget af mange dagsor dener, dynamisk overblik og fortælleglæde
a f Rasmus Brendstrup
112
Forestil Dem en situation.
tidige budgetoverskridelser; den anden
Forestil Dem, at de to største personlighe
reagerer ved at true m ed at opsige sam ar
der inden for en given branche spiser
bejdet. Situationen tilspidses, da den
m iddag sam m en på et dyrt britisk hotel.
første person prom pte accepterer.
De drøfter et fælles projekt, der har stået
Person nu m m er to tru er nu med at
på i nogen tid. Den ene overdrager reg
klage til regeringen, der har penge i det
ningen til den anden, som en hån for hid
fælles projekt. Person num m er et giver
a f Rasmus Brendstrup
kulørt udtryk for, at n u m m er to vil rage
- m odsat mange af de om talte teorier -
regeringen en papand eller det der er
ikke er bundet til de historisk specifikke
værre. N um m er to rejser sig nu fra bordet,
filmtyper, de er opstået i samspil med.
løfter de knyttede næ ver over hovedet og
Sammenlagt er der tale om et am bitiøst
får harm dirrende frem stam m et de m inde
projekt af en type, der ikke tidligere er
værdige ord: “Oh fuck them , fuck them !”
udgivet på dansk. Det er der for så vidt stadig ikke, men Å fange virkeligheten er
Lettilgængelig historiefortælling. Den
skrevet på et norsk, der kan forstås af
norske filmprofessor Bjørn Sørenssen fra
enhver dansk læser*. Topmålet af læsevan
universitetet i Trondheim henfører pligt
skelighed består i ‘fornorskede’ og alligevel
skyldigt ovennævnte anekdote til en ældre
sært genkendelige begreber som ‘doku-
biografi over person n u m m er et. Egentlig
såpe’ (docusoap ) og ‘faksjon’ (faktion , et
er sandhedsværdien aldeles underordnet.
begreb som Bjørn Sørenssen for en kort
Historien har intet at at sige om efterm æ
bem æ rkning låner fra vores hjemlige Peter
let for nogen af de to personer, som vi
H arm s Larsen). Alle engelske citater er
foreløbig vil lade forblive anonym e. Den
pertentligt oversat, og desuden forklares så
giver heller ikke just et repræsentativt bil
godt som alle fagtermer, uden at det af
lede af deres kunstneriske kreativitet. Men
den grund kom m er til at virke tungt eller
den er underholdende.
encyklopædisk. Sørenssen er en af de for
Bjørn Sørenssens nye bog Å fange virke-
fattere, der form år at skrive akademisk
ligheten - Dokumentarfilmens århundre
uden at skulle ty til fodnoter konstant -
(hvori anekdoten er at finde) er også
dem er der kun godt tre sider m ed i alt.
underholdende. D en gør en dyd ud af at erstatte namedropping m ed fortællinger.
Mellem argument og fortælling. Måske er
Den er bevidst selektiv når det kom m er til
det også af hensyn til overkom m elighe
at vælge hovedpersoner, m en alle bogens
den, at der kun er stillet 300 små sider til
nedslag forbindes til linjer på langs af
rådighed. Dette er et mere vovet valg.
historien. Fra brødrene Lumière til n u ti
Bogens sidste kapiteloverskrift lyder
dens Big Brother. Fra den naive forestilling
‘D okum entarfilm ens dilemma: mellem
om film en som sandhedsm askine til com
argum ent og fortelling’ - og det kunne
puter-æraens simulækkerland. Sørenssen har givet sig selv den opgave
meget vel være blevet gravskriften over Å fange virkeligheten også. Med oparbejd
at fortælle dokum entarfilm ens historie og
ningen af et begrebsapparat, m ed sine
sam tidig beskrive dokum entarfilm -teori-
analyser og m ed to store historiefortællin
ens krum spring gennem århundredet.
ger (inklusive anekdoter!) kunne forfatte
Sidstnævnte udredning - altså ‘teori-
ren let have sat sig mellem de berøm te
historien’ —er desuden m ed til at skabe en
stole.
form for nutidig forståelsesram m e til læs
Det gør professor Sørenssen nu ikke. I
erens videre brug. Bjørn Sørenssen under
betragtning af det kom prim erede form at
streger selv, at det ikke er en færdig teori
kan det godt være, at der kun er tale om
eller m etode, han disker op m ed. Ikke
en balle på hvert stolesæde, m en det er
desto m indre er det im plicitte mål at stab
netop forbindelsen, der giver bogen dens
le en form for analytisk begrebsapparat på
særlige dynamik.
benene; et begrebsapparat hvis elementer
Det der gør bogen til noget specielt er
113
A t fange dokumentarfilmen
dens pædagogiske disponering af stoffet.
Fiktion og ikke-fiktion. Bjørn Sørenssen
Sørenssen har ikke villet prioritere den
begynder sin historie med Auguste og
ene opgave frem for den anden, så film hi
Louis Lumières første filmforevisning i
storie, teorihistorie, politisk og kulturel
G rand Café, Paris, i december 1895 - den
kontekstualisering, analyser og opstilling
begivenhed, der som regel også får lov at
af begrebsapparater indgår på nogenlunde
udgøre kapitel 1 i genfortællinger af den
lige vilkår; i hvert fald er der ingen formel
‘store’ historie, Filmhistorien.
opdeling mellem dem. Strukturen er lagt efter dokum entar
de levende billeder er almindeligt kendt.
film historiens kronologi, så m an vil kigge
Tre år forinden havde m ulti-opfinderen
forgæves efter et særskilt ‘teori-afsnit’ i
Thom as Edison og hans assistent med
bogen. Efter det sobre introduktionsafsnit,
held foretaget en håndfuld 30-sekunders
der understreger det spegede ved selve
optagelser. M en af forskellige årsager har
dokum entar-begrebet, er Sørenssens teo
disse film strim ler, optaget i Edisons speci
retiske diskussion sim pelthen skåret op og
albyggede studie på en m ark i New Jersey,
serveret i små doser undervejs; forfatteren
aldrig vejet helt så tungt i den historiske
er åbenbart nervøs for at overm ande den
bevidsthed. D en vigtigste grund er, at
menige læser m ed teoretiske abstraktioner
publikum - og dermed cash - spiller en
på mere end et par sider ad gangen. Det
essentiel rolle i fiktionsfilmens historie, og
betyder f.eks. at sem iotikken - læren om
L um iére-brødrene var de første til at
tegn - er reduceret til en mekanisk genta
m odtage begge dele i større skala - i
gelse af ordet indeksikalitet (et begreb, der
caféens tætpakkede ‘Salon des Indiens’.
ganske vist præsenteres som sprogfilosof
M an kan altså m ed en vis ret give pengene
fen Peirce’s, m en det sker først på side
æren for, at Paris blev udråbt til film kun
288!).
stens vugge. I Bjørn Sørenssens dokum entarfilm s
De teoretiske aspekter får m ed andre
114
At Lum iére-brødrene ikke var først m ed
ord lov at kom m e læseren til gode, når
optik er Lum iére-brødrenes fortrin et
film historien udviser behov for en stru k tu
andet: H vor Edison mest optog varieté
rerende hånd udefra - og først da.
kunstnere, tra k de franske brødre deres
Sørenssen ved - sikkert af mangeårig
lettere optageudstyr ud i virkelighedens fri
undervisningserfaring - at m an kom m er
luft. Fabriksarbejdere i Lyon, bådudflugt-
længst med nye redskaber, hvis m an i for
er, spisende b ø rn , panoramiske bybilleder.
vejen har noget konkret at bruge dem på.
At disse 50-sekunders ‘film’ også om fatte
Han ved også, at et perspektiv fordrer
de iscenesatte gags og efterhånden sågar
basisviden. Sørenssen forudsæ tter intet, og
bibelske tableauer, betegner Sørenssen
det gør sådan set bogen ganske pædago
som en ‘tilfældig variation’ i forhold til
gisk og let at gå til, selv om kapitelnedslag
hovedfunktionen: At vise billeder fra vir
og navneopslag hæ m m es af mangel på
keligheden. Lum iére-brødrene fangede
krydshenvisninger og af et afsluttende
m ennesker og lokaliteter ind på en m ere
indeks, der i bedste fald m å kaldes selek
ligefrem m åde end Edisons tidlige film.
tivt. Resultatet er noget så usædvanligt
Fascinationen var af en anden karakter, og
som en historiebog, der i realiteten skal
på dette tidspunkt så den u d til at være
læses fra A til Å.
uden ende. Lum iére-brødrene filmede høj som lav,
a f Rasmus Brendstrup
o g de film ed e m eget. Så m eget, at de
m en h u rtigt u n d erord n et sp illefilm en -
m åtte bygge flere o g flere kam eraer og
d en ‘g la m o r ø s e o g s tje r n e p y n te d e f e t t e r ’,
hyre folk til at b etjen e dem . D eres teknike
so m Sørenssen fiffigt form ulerer det.
re fungerede snart s o m både p ro jek tio n i
R eportagerne fra v irk eligh ed en s verden
ster og so m u d sen d te k am eram æ n d i in d -
var oftest pausefyld, m ed m in d re der lå et
o g udland. På u nder tre år ru n d ed e
n y h ed s-sco o p i luften.
L um iére-kataloget 1000 titler. D et stod efterhånden klart for de
Bjørn S ørenssen beretter m e d sm itten d e b egejstring o m n eto p et sådant scoop: D a
m ange, der lugtede g u ld i d en spæ de film
P rins Carl a f D an m ark i n ovem b er 1905
branche, at det at b illed ern e var ‘lev en d e’
a n k om til O slo på o rlogssk ib et ‘H eim d a l’.
k u n var en kortlivet attrak tion i sig selv,
En fo to g ra f var m ed o m b o rd , o g ved
o g snart adoptered e m a n teaterbranchens
hjælp a f hans optagelser k u n n e en driftig
fid u s m ed at k a t e g o r is e r e prod u k tern e. I
n orsk film p io n ér ved navn H u g o
lø b e t af d et 20. årh u n d red es første årti
H erm an sen allerede sa m m e aften skaffe
b le v fiktionsfilm en u d sp altet i kom edier,
fu ld e h u se i sin biograf. Prins Carl var
farcer og dramaer. F ilm en e varede nu hver
n em lig den nyvalgte norske k on ge, en d d a
isæ r op til et kvarters læ n gd e - d ette var i
u d p eg et a f folket selv.
m an ge år d en m ak sim ale læ n gd e på en fæ rdigklippet film rulle.
N år m an so m dansk læ ser a f Bjørn S øren ssen s b o g bider m æ rke i d en n e b e g i ven h ed , er det ikke u d elu k k en d e et udslag
Marginaliserede danskere. D et var i
a f royal eufori. D et skyldes også at Prins
d e n n e fase at ik k e-fik tion sfilm en blev
Carls entré faktisk u d gør b o g en s en lige
k onstitueret som gen re for første gang,
danske islæt!
m e d den såkaldte a c t u a li t é - aktualitetsfil
Ingen a f vore h jem lige koryfæ er in d e n
m e n . Allerede L um iére-brød ren es første
for reportage- o g d o k u m en ta rfilm er
s h o w i Grand Café h avd e ru m m et billeder
k o m m e t m ed på de 300 sider - hverken
a f konferencedeltagere, der gik i land efter
p io n éren Peter Elfelt (1 8 6 6 -1 9 3 1 ), P.H.’s
en bådtur. O g efterhånd en b lev n eto p o ffi
jazzede D a n m a r k s film fra 1935 eller d o k u -
c ie lle begivenheder - o g gerne a f et lidt
m en ta r-id eo lo g en T h eo d o r C hristensen.
m ere fashionabelt tilsn it - en film attrakti-
Ikke et ord o m Jørgen R oos og Bjarne
o n . Kun få alm in d elige m en n esk er havde
H en n in g-Jen sen s sam fundssjæ l, o m
ad gan g til statslige eller royale cerem onier.
H en n in g C arlsen o g Jon B ang C arlsens
E n d n u færre kunne tage til m ilitæ rpara
sen sitive m en neskebilleder. P ersonlige o g
d er i Tyskland eller festivaler i Italien. M en kam erafolkene k u n n e og gjorde
m ed iev a n te film m agere so m Jørgen Leth o g T o m a s G islason - d itto. For ikke at tale
d et. D e skabte den stu m m e forfader til
o m de sen este 20 års stolte trad ition for
d en form for n yhed sreportage, vi kender
tv -d o k u m en ta rism e.
så g o d t fra tv. Kriterier so m ‘n y h ed ’ og
I D an m ark p rod u cered e vi Prins Carl,
‘b etyd n in gsfu ld h ed ’ b eg y n d te så sm åt at
o g d et har vi bare at være stolte af. Et
tage form, selv om d et n æ p p e heller har
halvt år efter a n k om sten til O slo b lev han
sk ortet på agurketids-reportager fra de
i ø vrigt o m d ø b t til K ong H aakon a f
lo k a le marker.
N orge. I T ron d h eim b lev k ron in gen vist
A k tualitetsfilm ene b le v vist ved de sa m m e forevisninger s o m de øvrige film ,
på k in o - sa m m e aften o g naturligvis til forh øjed e billetpriser.
115
A t fange dokumentarfilmen
Ser m an lidt n øgtern t på sagen, og
p en , der forsikrer os o m , at den sto re
accepterer m an for et øjeblik, at en norsk
lu fth elt ikke d ratted e ned på stranden i sit
b o g naturligvis skeler lidt ekstra til norsk
første forsøg.
dok u m en tarfilm , kan m an ikke klandre
Krigen 1 9 1 4 -1 8 var ikke blot et g e n n e m
professor Sørenssen for v æ g tn in g en . H ans
b ru d for te k n o lo g isk krigsførelse, d en var
b o g er in gen op slagsb og. O g in gen a f d a n
sam tid ig en v ig tig id eologisk og p o litisk
skerne kan retfæ rdigvis siges at have skabt
p røvesten for d et jom fru elige film m ed ie.
sig et internation alt film -r en o m m é a f kali
En væ sen tlig u d v ik lin g skete i a u gu st
ber. Så glim ren d e de en d er, er de b ed ste
1916, da film e n The Battie of the Somme
danske d ok u m en ta rfilm dukket o p i k ø l
fik prem iere i E ngland.
vandet på de nybrud o g bevæ gelser, der
N e to p i E n glan d var aktualitetsfilm en
o p sto d i udlan d et. O g d em tager S øren s
vok set v o ld s o m t i om fan g, og Sørenssen
sen sig p assend e m ed tid til.
beskriver h v o rd a n den efterhånden havde antaget en a n o n y m og im plicit, m e n alli
Lufthelte og krigsskurke. I 1909 lancerede
gevel argumenterende stem m e. P ropagan-
det franske selskab Pathé en su ccesform el,
d afilm en u d sp ran g direkte heraf. O g med
der skulle vise sig langtidsholdbar. D eres
Battie o f the Som m e , der rapporterede fra
Pathé Journal var inspireret a f den trykte
skyttegravene i Frankrig, blev et a f de
avis, o g sam led e forskellige actualités til en
m est p rob lem atisk e greb inden fo r d ok u
u gen tlig nyhed sforestillin g. B edst so m
m e n ta r g e n r e n taget i brug.
reportagen var ved at tabe terræ n, blev den igen p op u læ r i et an d et form at - som forfilm til biografern es sp illefilm . O p ta g el
in gen tvivl o m , hvem heltene er. På m ange
serne var fra både in d - o g ud lan d , o g m e l
m åder er film en inspireret af sam tid en s
lem tekster hjalp til at sæ tte ram m en .
fik tio n sfilm - således er ‘reportagen lige
K onceptet b lev k opieret o g eksporteret til det m este a f verden, o g ifølge Bjørn Sørenssen b esto d det i n o g en lu n d e den sam m e form in d til fjernsynet gradvist o vertog n yhed sm ark ed et fra 1950’erne. I m ellem tid en var visse tekniske nyska
frem op d elt i fem akter. Men råm aterialet
var jo trod s alt fra slagmarken. Sådan da. I en central scen e følger kam eraet solda terne over skyttegravskanten, for så at film e d em fra selve skudlinjen, id e t flere a f d em an giveligt falder for tyske kugler. Var
belser selvfølgelig k o m m et til. I 1927 vakte
k a m era m a n d en d u m d ristig eller usårlig?
det am erikanske selskab Fox sen sa tio n ved
N ej, kan S øren ssen op lyse - sek ven sen var
at have lyd på det in d slag i deres film avis,
såm æ n d o p ta g et m ed statister på en
hvor C harles L indberghs personflyver le t
engelsk k o stsk o les øvelsesterræ n. R ekon
ter fra L ong Island m ed kurs m o d Paris.
stru k tio n en s indm arch i n on -fik tio n en var
Bjørn S ørenssen beskriver hvordan m an i
b egyn d t.
klip p et ser o g hører flyet lette - m en her
116
F ilm en skildrer ildkam pene m ellem tyskere o g en glæ n d ere, o g der hersker
R ek on stru k tion en rejser et to -d e lt
m å forfatterens syn væ re n o g et u d over
sp ørgsm ål, so m har affødt talløse disk u ssi
det sæ dvanlige. Faktisk er det n eto p i kraft
oner. D isk u ssio n er so m faktisk stadig, so m
a f lyden , at det historiske øjeblik o v e rh o
S ørenssen p eger på i sit konk lu sion safsn it,
ved et kan siges at væ re fæ stn et på film .
er h ø ja k tu elle ind en for d ok u m en tarfil
L indberghs ta k e -o ff fandt sted i tæ t tåge,
m en . For d et første er der spørgsm ålet o m
o g det er alene h u rra-råbene fra æ rtesup-
det er ok ay at bruge rekonstruktioner. For
a f Rasmus Brendstrup
d e t andet hvorvidt (o g hvordan) rekon
a f asken a f d en h ed en g a n g n e k o m m erciel
stru k tion ern e bør m arkeres, når d e nu
le, so m ikke overlevede borgerkrigen
u n d er alle om stæ n d ig h ed er bliver brugt!
1918-20.
Bjørn Sørenssen er selv en p rin cip iel
C entralt i d en n e u d vik lin g stod en un g
fortaler for rek on stru k tion en s berettigelse,
m a n d , der bar det alt an d et en d borgerlige
til trods for at han k alder skyttegravssce
navn D ziga Vertov. N avn et var et k u n st
n e n både løgn agtig o g et falskneri. Falsk
nern avn , o g V ertov var, so m ansvarlig for
n eriet var okay, vu rd erer Søren ssen , fordi
d e u gen tlige film aviser, der b lev sen d t ud i
d et fuldt ud var repræsentativt for n ed
de yderste hjørner a f Sovjet-im p eriet,
slagtningerne - og d e su d en ville op ta g el
n aturligvis b olsjevik. M en han var også
sen ikke have været m u lig , so m d et så
collagek u n stn er inspireret a f d en fu tu risti
eu fem istisk hedder, ‘u ten litt h jelp ’ (s. 4 6).
ske avantgardekunst.
D e t lægger op til en p rob lem atiserin g af, at repræ sentativiteten a f en given scene
V ertov overførte sin klip p e-k listre-p rak sis til film m ed iet, og b lev den første, der
selvfølgelig altid kan diskuteres. M en
ek sp licit teoretisered e over montage
Sørenssen graver ikke dybt i d et etiske
begrebet, der skulle k o m m e til at stå so m
m inefelt. D e t vigtige, som h a n i stedet gen tagn e
sa m leb eteg n else for en hel gen eration a f sovjetiske film - de film , der m ere eller
g a n ge tager fat i, er at sp ørg sm å let om
m in d re p rogram m atisk op p rioritered e
repræ sentativitet ikke er begrænset til
k lip n in g en s b ety d n in g . M o n ta g efilm en s
rekonstruktioner. Sp ørgsm å let kan lige så
frem m este teoretiker o g praktiker, Sergej
vel gælde d en m åde hvorpå m an selekterer
E isenstein, står i m o d sæ tn in g til Vertov
o g bearbejder de forh ån d en v æ ren d e o p ta
helt u de i periferien a f Søren ssen s fortæ l
gelser fra virk eligh ed en s slagm ark. H vis
ling. Å fange virkeligheten h old er sig til
film en om S o m m e-sla g et er uforsvarlig,
h isto rien o m hvordan m o n ta g efilm en
m en er Sørenssen, er d et således snarere i
o p sto d in d en fo r ikke-fiktionsfilmen.
d en s overordnede b u d sk ab - n e m lig at
På d ette tid sp u n k t o g i de fleste lande
en glæ n derne sejrede! I virk eligh ed en
var ak tu alitetsfilm en (so m det i vid
v a n d t ingen a f parterne.
u d stræ k n ing gæ lder d o k u m en ta rfilm en
At tyskernes h æ rled else svarede igen m ed deres egen film v ersion a f slaget -
d en dag i dag) om gæ rd et a f halvblind respekt: B illederne viste virkeligheden.
rekonstrueret fra en d e til an d en o g m ed
F ilm en var jo fotografisk baseret o g som
tyskerne som den su ccesrig e part - u nder
sådan u fortyn d et. At d et kræver et m e n n e
streger Sørenssens v id ere p o in te. N em lig
skeligt m ellem led at få projiceret en g en
at d er uundgåeligt er et elem en t a f subjek
stand fra v irk eligh ed en o p på læ rredet var
tiv itet i al film , u an set o m den kalder sig
ikke en sb ety d en d e m ed , at p u b lik u m
u n d erh old n in g eller påstår at væ re h isto
betragtede k am eram an d en o g klipperen
rieskrivning på cellu loid .
so m selvstæ n d ige, egenrådige faktorer. D e tålte ikke sa m m en lig n in g m ed sp illefil
Sandhed ad bagvejen. Efter at have sendt d en vestlige p ropagan da-ak tualitetsfilm
m en s b agm æ n d . D et k om V ertov til at gøre op m ed . På
afsted , føjer Bjørn S øren ssen k ro n o lo g ien
grund a f d en akutte m a n g el på råfilm
o g vender sig m od d et n yd a n n ed e Sovjet
efter 1. verdenskrig, o g på gru n d a f et lige
u n io n en . H er op stod en h elt ny film kultur
så akut b eh o v for fo lk eo p ly sn in g (dvs.
117
A t fange dokumentarfilmen
propagan da), gik han o g hans fæller på
op fattelsen a f m ed iets overlegen hed og det
film aviserne o p fin d so m t i lag m ed at sa m
faktum , at p rojek tet var id eologisk gen-
m en k lip p e bid d er fra de eksisterende film
nem farvet: Pravda var so m b ek en d t også
arkiver. En begravelse i p rovin sen i 1918
n avn et på k o m m u n istern es partiblad.
lo d sig kob le m ed optagelser a f en m in d e h øjtid eligh ed i M oskva fire år senere.
Tem atik og po litik . N avnet Kinopravda
M ålet h elliged e m id let, ville vi sige i dag.
pryd ed e V ertovs m ånedlige tem a-film avis,
M en sådan så Vertov ikke på det. For ham
der i 1922 var en nyskabelse i fo rh o ld til
var m id let h elt ig en n em legitim t. V ertov snakkede eksplicit o m sin e fo rm m æ ssige kunstgreb (i sin senere m etafilm
lig n en d e k o n ce p t nåede først d e vestlige
Manden med kameraet fra 1929 gjorde
p u b lik u m m er i 1935, da bladkoncernen
han ligefrem en sp ort ud a f at udstille
T im e-L ife gik in d på n yh ed sfilm -m ark ed
d em ), samtidig m ed at han betragtede fil
et m ed deres March o f Time - m ån ed lige
m en so m d en ypperste virk eligh ed sfor
tem ap rogram m er, der gav sig tid til at gå
m idler. A kkurat so m i Vesten b lev film en
m ere i d yb d en , i begyndelsen v ed hjælp af
betragtet so m havende et sæ rligt p o te n tia
rek on stru k tion er og sågar m askerede
le - ifølge V ertov kræ vede det bare en kre
skuespillere.
ativ om vej at forløse det. Set i et d ok u m en tarteoretisk perspektiv er d et m est
Senere i sin fortæ llin g tegner Bjørn Sørenssen et relevant skitseportræ t af
interessante at V ertov på den m åd e slog
n y h ed sfo rm id lin g en s m o d n ed e h en v en
bro m ellem kam eraets ob jek tivitet og fo r
d elsesform er o g indbyggede argu m en tati
m idleren s subjektivitet. Eller rettere: H an
o n sm o d eller. S ørenssen lægger h er uvan
opfattede d et ikke so m n o g en kløft.
ligt (m en v elvalgt) stor vægt på tv-d ok u -
D et essen tielle for V ertov var n em lig
m en ta rism en i USA. O g ved h an s hjælp
ikke den m ask in elle registrering a f o m v er
bliver det igen m u ligt at se interessante og
d enen, m en hvordan m an k u n n e nå frem
ofte ironiske linjer på langs af h istorien .
til virk eligheden bag d en n e ‘overflad e’.
Således ru m m e r Å fange virkeligheten
Inspireret a f den russiske form alism es
b lan d t andet h istorien o m den am erik an
m antra o m bevidstgørelse gennem frem
ske senator Joseph M cCarthys fald i
medgørelse bestræ bte V ertov sig på at give
1 950’erne, s o m i vid udstræ kning skyldtes
nye, overraskende b u d på hvordan den
Edward M u rrow s tilbundsgående tv-
sociale o g p olitisk e virk eligh ed k u n n e
d o k u m en ta rer på kanalen CBS (d er en d n u
frem stilles akkurat so m i den senere ru ssi
i dag laver sob er, klassisk journalistik i
ske m on tagefilm . A brupte klip, overra
p ro gram m er so m 60 Minutes ). C B S’s p ro
skende sam m en stillin g er og ekspressive
gram form at var baseret på March o f Time,
m ellem tek ster blev taget i brug. F ilm en
der igen var direkte foregrebet a f bolsje
skulle få p u b lik u m til at tæ nke aktivt o g
vik k en Vertov. M cC arthy selv er som
kritisk, o g b lev på d en m åd e en slags
b ek en d t d en p erson i verdenshistorien,
‘san d h ed sgenerator’. At lulle p u b lik u m i
so m har stillet sin kom m u n istp aran oia
søvn m ed foru d sigelige skildringer ansås
tyd eligst til sk u e.
som en b orgerlig falliterklæ ring. V ertov fandt på n avn et Kinopravda 118
de vilkårligt sam m en styk k ed e ak tu alitets bidder. O gså h er var Vertov visionæ r. Et
‘film -sa n d h ed ’ - der både understreger
N år S ø ren ssen beskriver d ok u m en tarfil m en s sa m fu n d sm æ ssig e rolle, s o m i tilfæld en e V ertov o g McCarthy, h æ nger det
a f Rasmus Brendstrup
næ sten a ltid sam m en m ed p o litik . D et kan
de so m m ao ist i 7 0 ’erne i de kinesiske
næ sten ikke være an d erled es. En afdæ k
bjerge. H ans d ok u m en tärer vakte især
kende doku m entär kan n o k u d v id e p er
o p m æ rk so m h ed i det stærkt p olitisered e
sonlige horisonter o g a f o g til skabe folk e
Frankrig. Joris Ivens var en a f d em , der
lig furore, m en det er først m ed de o ffici
ikke tilsløred e sin agitation . Sørenssen kal
elle reaktioner, den m å tte frem kalde, at
der d et m ed en d n u en underdrivelse for
effekten bliver definitiv. I hvert fald kan
‘ek sp lisitt p olitisk film ’ (s. 237). Ivens
d en lettere historiseres, når der afsløres,
ø n sk ed e at æ ndre verden. M en han p rø v e
fyres, u d stedes påbud o g n ed læ gges fo r
de at gøre det ved at bevare blikket for
b u d. H vis en d ok u m en tarfilm s historiske
m en n esk et, for den ofte uanselige detalje.
b etyd n in g skulle m å les efter ét param eter, peger Sørenssens b o g klart i retn in g af
E k sp lo sio n e r o g esk im o e r. Ikke alle
p olitisk slagkraft.
b o g en s h oved p erson er om ta les m ed den
Bjørn Sørenssen lad er d o g ikke sejrher
grad a f sym p ati, der bliver Joris Ivens til
rerne skrive hele h isto rien . H an udviser en
del. C anadieren R obert Flaherty (1 8 8 4 -
særlig forkæ rlighed for de k u ed e - for de
1951) hører f.eks. til de h elt store koryfæ er
kontroversielle, eg en sin d ig e film m agere.
in d en fo r d ok u m en ta rfilm en , m en i
H ans begejstring for m øn sterb ryd ern e
b o g en s in d led en d e p ræ sen tation beskrives
kan nok sig es at væ re æ stetisk funderet,
han hverken so m b erø m t eller berygtet.
m en der er også m eg en sym p ati at spore i
H an er n o g et så prosaisk so m storryger!
h ans beskrivelser a f d e g lø d en d e idealister, der har la d et hånt o m de p olitisk e kaste v in d e og sat deres e g en dagsorden. En af Sørenssens store helte er h o llæ n
1 1916 sidder Flaherty, h jem ven d t fra en ek sp ed itio n i d en arktiske del a f C anada, i sit red igerin gsru m . H an er o m g iv et a f h øjek sp losive ruller m e d nitratfilm . O g så
deren Joris Ivens (1 8 9 8 -1 9 8 9 ), der er ret
er det, at han tæ nder sig en sk æ b n esvan
ukendt h erhjem m e, m en so m C in em a-
ger sm ø g .
teket satte fokus på i efteråret 2001. Ivens var egentlig af borgerlig æt, m en lavede
Sørenssen tilskriver, atter m ed blik for d en d en go d e an ek d ote, rygetrangen æren
både lyrisk-avantgardiske ek sp erim en tal
for at Flaherty skulle gå h en og blive fo l
film og solidariske arbejderportræ tter.
keeje. Ikke på gru n d a f ek sp lo sio n en , so m
H an film ed e i 30’ern es S o v jetu n io n en og
han k u n m ed n ø d og n æ p p e overlevede.
rejste m ed H em in gw ay i Sp an ien under
M en fordi tabet a f op tagelsern e fik h am til
borgerkrigen. I 40’ern es In d o n esien , det
at drage tilbage til de selvsam m e inuitter,
davæ rende H ollandsk O stin d ien , kritisere
han i første o m g a n g havde film et so m
d e han sit fæ drelands fortsatte k o lo n ia lis
glad am atør-etn ograf.
m e. D et sid ste kostede h am statsborger skabet for e n tiårig p eriod e. Ivens fortsatte u fo rtrø d en t m e d at lave
I d en n e an d en o m g a n g vidste Flaherty på forhånd hvad han ville have. H an v id ste en d d a hvilke ting der ikke lo d sig fange
film . Først i Ø steuropa, sid en i alverdens
på film u d en ‘lidt hjæ lp’. Ig lo o ’en erstatte
politiske bræ ndpunkter, o g h an s m an ge
de h an m ed en åben halvkuppel, til for
rejser skaffede ham tiln avn et ‘d en flyvende
m ålet en d d a b ygget i d o b b elt størrelse; på
h o llæ n d er’. Han var b lan d t an d et på plads
d en m åd e k u n n e både lys o g k am erau d
u nder G riseb u gtin vasion en i C uba, film e
styr k o m m e in d . D en u m id d elb are fasci
d e b om b ard em enterne i H a n o i, o g h avn e
n a tio n veg for p lan læ gn in gen . O g p lu d se-
119
A t fange dokumentarfilmen
lig var der ikke så langt til at tage in stru k
frem . D en se n e ste dille h ar været at kigge
tøren s ansvar på sig. Flaherty b eslu tted e at
m ed i folks private hjem , enten iscen esat
fortæ lle h istorien o m esk im o en N a n o o k ,
eller pr. h o m e c a m på internettet. O g indtil
o g han form ed e stoffet næ rm est so m o m
et nyt k o n cep t dukker o p (m on ikke man
der var tale o m en sp illefilm .
snart vil im p lem en tere et subjektivt kam e
Flaherty b lev således den første til at kob le to succesform ler, der allerede havde
ra, der k o n sta n t følger e n udvalgt p erson s blik?!) m å m a n sim p elth en søge at o p ti
vist deres værd. R ejsefilm en, so m d en gan g
m ere d ram atik k en - overraskelsen,
var den eksotisk e afart a f aktualitetsfil
sp æ n d in g en , u n d erh o ld n in g en - i d e
m en , blev passet in d i d en fortæ llen d e
enkelte o p trin .
film s strukturerede dram a. N a n o o k o f th e
R obert F lah erty lærte d ette på d e n hårde
N o r th (1 9 2 2 ) fik selvstæ n d ig b iografp re
m åd e, idet h a n s følgende film b lev et p u b
m iere, og N a n o o k b lev snart polarcirke
lik u m sflop . B jørn Sørenssen forklarer
len s svar på D avy C rockett. M od tagelsen
flo p p et m ed , at hvor hver dag for N a n o o k
var overvæ ldende. D erefter d a n n ed e
havde været en sevæ rdig kam p for fød e,
Flahertys m eto d e n aturligvis skole.
u d sp illed e efterfølgeren M o a n a sig på
Enhver der har haft glæ de a f 9 0 ’ernes
syd h avsøen S am oa. Her var den største
succes m ed d ocu so a p s - det gæ lder både
fare, so m S øren ssen form ulerer d et, at
p u b lik u m o g prod u cen ter - kan såm æ n d
u n d gå at få m a d e n i hovedet!
o gså takke Flaherty. Sæ beoperaerne fra
M åske har R o b in s o n E k s p e d itio n e n s
virk eligh ed en s hjem o g arbejdspladser er
o p fin d er k igget m ed på M o a n a . I hvert
tilrettelagt o g struktureret so m fo r t æ llin g e r
fald har han ikke begået d en kom m ercielle
h elt i Flahertys ånd, b lo t m ed flere
b o m m er t at u n d erm in ere sp æ n d in gen og
aktører. D e etiske spilleregler er ikke
o verfodre deltagerne. H er er kok osn ød d er
en gan g væ sentligt forandret i m e lle m ti
m est b ereg n et so m skyts.
d en. H vor TV 3 m ed R o b in s o n E k s p e d i
120
tio n e n nyligt har form ået at sæ lge kok os-
Dokumentarfilmen får sit navn. E n a f
n ød d e-sk y d n in g so m ‘virk eligh ed sfjern
Flahertys beu n d rere i sam tid en var d en
syn ’, sendte Flaherty stakkels N a n o o k ud
sk otsk fød te so cia lp sy k o lo g John G rierson
på en livsfarlig hvalrosjagt m ed h arpun -
(1 8 9 8 -1 9 7 2 ), d er avisanm eldte M o a n a ved
u d en at gøre p u b lik u m o p m æ rk so m på at
d en s prem iere i 1926. O gså G rierson fandt
gevæ ret for læ ngst var blevet en del a f
M o a n a relativt svag dram atisk set, m en
in u ittern es hverdag. Ingen a f frem stillin
frem hæ vede d e n s ‘d ocu m en tary v a lu e ’.
gerne kan siges at væ re særligt repræ senta
S kønt b e ty d n in g e n a f ‘d o c u m e n ta r y ’ d en
tive for virk eligh ed en s verden. A lligevel
gang var en lid t anden, anser m an ge dette
solgte de på hver deres m åd e en form for
for at væ re fø d selstid sp u n k tet for d et
autenticitet. O g de solgte god t. V irkelig
begreb, vi i D an m ark oversæ tter so m
god t.
‘d o k u m e n ta r film ’ eller b lo t ‘d ok u m en tär’.
I h istorien s bakspejl er det let at se, at
G rierson var nem lig o g så den første til
forretn in gsh em m elig h ed en består dels i
at defin ere o rd et documentary i d ets su b
n y h e d s v æ r d i , dels i u n d e r h o ld n in g s v æ r d i.
stantiviske fo r m , hvorved d okum entären
E ngang k u n n e leven d e billeder i sig selv
b lev til et genrebegreb in d en for film en .
gøre folk eksalterede. D erefter drog m an
Ifølge G rierson bestod e n dokum entarfilm
ud for at find e eksotiske, nye tin g at vise
i ‘the Creative treatm ent o f actuality ’ - altså
a f Rasmus Brendstrup
en kreativ b earbejdn ing a f virkeligheden,
S om den idealistiske, ivrige o g in d fly d el
specifikt tæ nkt so m d en forh ån d en væ ren
sesrige teoretiker han var, er det ikke
de virkelighed; det ‘hverd agslige’.
un d erligt, at John G rierson er d en en k elt
G riersons d efin ition er fra 1933, og selv
p erson , der sæ dvanligvis skæ nkes m est
o m han selv kaldte sit forsøg for en ‘k lo d
o p m æ rk so m h ed i b øger o m h a n d len d e
set form u lering’, har d en vist sig langt
d o k u m en tarteori. Sørenssens b o g er på
m ere standhaftig e n d han selv forestillede
dette p u n k t in gen undtagelse. Her er både
sig. D et skyldes i v id ud stræ k n ing, at
G riersons filosofisk e fu n d am en t, hans
G rierson o gså leverede varen - han var
akadem iske løb eb a n e og hans so cia lp o liti
m anden b ag en række eksem plariske
ske stan d p un k ter tegn et m ed . O g så er der
d okum entarfilm , so m m eg et m ålrettet
en detaljeret beskrivelse a f G riersons vej
kød eliggjorde hans v isio n .
g en n em forskellige statslige in stitu tion er,
G rierson stod so m d en h elt centrale
der lavede op lysn in gsfilm . D er er en d d a
figur i fasttøm rin gen a f d o k u m en ta rfil
plads til at præ sentere n o g le a f de k lassi
m en som genre - m e d h am fik d en et
kere, han var b agm an d på, blan d t d em
b estem t in d h o ld o g e n b estem t form (også
D rifte rs (1 9 2 9 ) og In d u s tr ia l B r ita in
selv om b egge dele har væ ret u n d er heftig
(1 9 3 3 ).
b eskydnin g sid en h en ). G rierson forsynede
S id stn æ vnte film var i øvrigt kilden til
tilm ed d ok u m en ta rfilm en m ed et formål:
d en furore, der b lev om talt in d le d n in g s
D en burde beskæ ftige sig m ed de hjem lige
vist. G rierson var en a f de to personer, der
sam fund sm æ ssige o g socia le forh old på en
m ø d tes på Grand H o tel i B irm in gh am i
sådan m åd e, at den k u n n e tjene so m
1931. D en anden m a n d - h am som
in sp iration o g o p lysn in g for borgerne.
G rierson sk ød regn in gen over til og ø je
Ikke kritisk, sådan so m m an k u n n e for
blikket efter fyrede - var in g en ringere en d
m o d e, m en snarere op b yggeligt. Bag det
R obert Flaherty, der var blevet fløjet ind
kreative, æ stetiske arbejde - bag film en es
fra C anada til at instruere p restigep rojek
o fte su b lim e form - lå der et langsigtet
tet. Flaherty ( “Fuck them ! O h , fuck
n a tio n a lt o g s o cia lt projekt. H an s h o ld n in g
th em !”) havde på d ette tid sp u n k t lavet de
m in d ed e p å den m å d e m eget o m de sovje
fleste optagelser, m en det en d te m ed at
tiske film skaberes, o g m an ge a f h an s for
G rierson redigerede d em o g b lev h o v e d
billeder var da også at fin d e heriblandt.
krediteret for film en ved d en s prem iere.
G rierson erstattede b lo t de røde bannere m ed en arm ada af m alkem ask in er, sp o r
Oplysning eller underholdning. Film til
v o gn e, sildetønder, p ostarb ejd ere, h ø stred
folk eo p ly sn in g (både k om m ercielle og
skaber og g en n em g å en d e tilfredse britiske
ik k e-k om m ercielle) havde allerede i en del
borgere fra land og by.
år eksisteret i bl.a. U SA , S o v jetu n io n en og
G riersons utilitarism e forklarer selv fø l
Tyskland, da G rierson so m d en første ek s
g elig den op b ak n in g, h an skaffede sig fra
p licit legitim ered e o p ly sn in g sfilm en s d r a
d en engelske regering. O g selv o m tan k e
m a tise rin g . D et var det, der lå i hans d efi
gangen i d ag kan a n sk u es so m fo rm y n d e
n itio n - u n d erstregn in gen a f ‘th e C reative
risk, er det slående, h vor åben han var
tr e a t m e n t ’ - o g G rierson brugte naturligt
o m k ring sit projekt. G rierson ville påvirke
n o k su ccesfilm en N a n o o k o f th e N o rth
sam fu n d et, ikke b lot betragte o g form id le
so m dram aturgisk forbillede. S om o p in i
d et.
onsforsker var G rierson n em lig op m æ rk -
121
A t fange dokumentarfilmen
so m på, at hvis m an ville skabe affekt,
m æ n d en es subjektivitet, eller for d e n sags
m åtte m an til en vis grad give p u b lik u m
skyld på at d e afspejlede e n dannet m id
det, de ville have: S p æ n dend e fortæ llinger.
delklasses n a tio n a lt sin d ed e id eologi.
A llerede her sp ores d ilem m a et m ellem d em ok ratisk lyd h ørh ed o g paternalistisk
Tyskland. H eller ikke her var der tale o m
form ynd eri, som alle senere p u b lic service
selvrefleksive film (kunstnerisk eller id e o
in stitu tion er har tu m let m ed . D et er altså
lo g isk ), og h eller ikke her lagde m an fin g
ikke k u n i struktur og in d h o ld , m en o gså i
rene im ellem , når folket skulle rystes sam
m o d e - altså h en v en d elsesfo rm eller atti
m en . D ok u m en tarisk e partifilm b lev
tu d e - at fakta o g fik tion er svære at skille
brugt i b egge en d er af d et politiske sp ek
ad. D et spores blan d t an d et i bastard k on
tru m i 2 0 ’ern e, o g allerede fra før 1. ver
cepter a f den slags, der m ed et am erikansk
d enskrig florered e der sa m fu n d sgavn lige
ord kaldes in fo ta in m e n t. I D an m ark (hvor
o p ly sn in g sfilm under n a v n et K u ltu rfilm e.
p u b lic s e r v ic e -b egreb et i m an gt o g m eg et
D isse ‘k u ltu rfilm ’ ru m m ed e ikke
har væ ret farvet a f griersoniansk tæ n k
G riersons dram atiske d yn am ik , o g d e blev
nin g) m åske tydeligst, da d o c u so a p -g e n -
lavet uden d en centrale org a n isa tio n , man
ren slog igen n em for 5 -6 år sid en . D o c u -
så i E ngland. S o m Bjørn Sørenssen n o te
soap ’en er en k o m m erciel salgsvare so m så
rer, er det m åsk e hovedårsagen til, at de
m an ge andre, m en i D an m ark s R adio var
fo rsk n in g sm æ ssig t (og i d en h istoriske
program m ern e fra F alck-stationer o g o m
b ev id sth ed ) har stået i skyggen a f nazister
rejsende tivolier forsynet m ed n ed fæ ld ed e
nes p rop agan d a. Forfatteren gør o p m æ rk
dogm eregler, der skulle k au tion ere for
so m på det u rim elige h eri - m en skynder
sagligheden . B landt andet forb ød m an -
sig desvæ rre så selv hen til de trad ition elle
uden h elt at k u n n e o verh old e det - enhver
argu m en ter f o r o g im o d Leni R iefenstahls
form for instru k tion . D et var d o g ikke
p o m p ø se , p o te n te og m in u tiø st æ stetisere
sket på G riersons tid.
de H itler-h y ld est i T riu m p h des W illen s
H vis m an tør generalisere over den kre ative syn d flod a f prod u k tion er, der flød
122
D et sa m m e gjaldt udviklingen i
(1 9 3 5 ). R iefenstahls kontroversielle og hyp p igt
fra d e engelske p ro d u k tio n sen h ed er i m e l
analyserede film rum m er elem en ter af
lem krigstiden - o g so m var stild a n n en d e i
b åd e narrativ fortæ llestruktur og b illed -
D an m ark - så var der tale o m o m h y g g e
d igt (de i tid e n så populæ re ‘b y sym fon ier’,
ligt gen n em arb ejd ed e in fo rm a tio n sfilm ,
s o m S øren ssen bruger e n del tid på an d et
der var ikke så lidt didaktiske. Set i lyset af
sted s), m en forfatteren næ gter alligevel
sam tid en s p olitisk an sp æ n d te p olitisk e
hårdnakket at k om m e m e d en subjektiv
klim a frem står de fleste so m ganske red e
d o m over V ilje n s triu m f. D et er en skam
lige argum entationer; G riersons kollega
m ed d en n e tilb ageh old en h ed , fordi der
Paul R otha slo g endda et slag for at
egen tlig er m asser af sp æ n d en d e m u lig h e
anskue d em so m in d iv id u e lle arg u m en ta
der i det h istorisk e ridt. B landt a n d et
tioner, baseret på instru k tøren s p e r so n li
åbner R iefen stah l-d isk u ssion en et sjældent
ge, angribelige verdenssyn. M en til trod s
m en v e lk o m m e n t recep tion sh istorisk per
for at en del a f d em var lyrisk farvede
spektiv: S øren ssen stiller et sp ørgsm åls
(m ed Harry W att og Basil W rights N ig h t
tegn ved o m sådanne p rop agan d afilm
M a il fra 1933 so m sk oleek sem p el) lagde
egen tlig var så slagkraftige i sa m tid en som
selve f i l m e n e in g en sæ rlig væ gt på bag-
v i antager i d a g - igen u d en at frem k om -
a f Rasmus Brendstrup
m e m ed noget, d er m in d er o m skarpsleb
storp olitisk e og æ stetiske effekt, o g ikke
ne konklusioner.
k u n ved hjæ lp a f bastante param etre so m p u b lik u m stilstrø m n in g o g pristildelinger.
M yter frem for m ennesker. Et andet sjæ l
En recep tio n s-h isto rie kræver n atu rlig
dent eksem p el på so c io lo g isk vin k lin g er
vis, at n o g e n gør et forarbejde, o g gør det
S øren ssen s d isk u ssion a f d en folkelige
tilgæ ngeligt. B ortset fra avisernes eksalte
reaktion på L u m iére-brød ren es tidligste
rede o m taler a f de allertidligste film -
optagelser - n æ rm ere b estem t den p åståe
f.eks. L u m iére-b rød ren es film , der m est
de panik, som b illed ern e a f et tog, der ru l
b lev betragtet so m et fæ n o m en i sig selv -
ler ind p å Lyons b an egård tilb age i 1895,
er det ikke en opgave, der er viet m an ge
forårsagede. D en n e h istorie helliger
kræfter i d e eksisterende afhandlinger.
S ørenssen en del sp altep lad s, en d d a m ed
D esvæ rre er det sådan, at d o k u m en ta rfil
referencer til flere v id en sk a b elig e d isk u ssi
m en s h istorie i m an gt o g m eget er skrevet
oner. D et er u n d erh o ld en d e læ sning.
a f teoretikere - på baggrund a f afd ød e
M en egen tlig er d e t også lid t trist, at bogens m e s t in d gåen d e analyse a f p u b li
teoretikere. Igen skal det siges, at det m ed d en h is to
kum sreaktioner tager ud gan gsp u n k t i en
riske gru n d forsk n in g ikke er et arbejde,
aldrende m y te - o g så selv o m Sørenssen
Sørenssen b ør tage på sig. H ans force er
selv affejer historien o m tog-p an ik k en
en anden, o g a m b itio n en er ganske klar
som a p o k ry f (bl.a. m e d h en v isn in g til
ud fra S øren ssen s in trod u k tion : At kaste
p lad sm an gel). D et er trist, ford i k o n tro
lys - m en ikke n ø d v en d ig v is n y t lys. D et er
verserne i d ok u m en tarfilm en s h istorie
en sym p atisk u d m eld in g , m en d et æ ndrer
netop er knyttet til d e n o v e r b e v is n in g s k r a ft
ikke på, at h an s b o g , der er så rig på per
so m - b ev id st eller ej, berettiget eller ej -
spektiver, er tilsvarende fattig på selv stæ n
er tilskrevet den. R iefen stah l er b lot et
d ige observationer. Selv da S ørenssen når
eksem pel a f m ange.
frem til Big B rother-æ raen i 1990’erne,
D et er selvfølgelig et urealistisk krav at
hvor analysem aterialet er in d en for række
stille til et i forvejen k om p a k t væ rk so m Å
v id d e, er det karakteristisk n o k ikke hans
f a n g e v ir k e lig h e te n , at d en på eg en hånd
op fattelse, at reality-tv har d en store in d
skulle gå i lag med at op sp o re en m ere
flydelse. ‘D e t-k u n n e -b liv e -d ig ’-form atet
sekulær opfattelse a f ak tu alitetsfilm en s og
har ikke genereret n o g en æ n d rin g i alm en
d ok u m en tarfilm en s kraft g en n em h isto ri
adfæ rd eller virk eligh ed op fattelse, en d sige
e n - f.eks. er det jo in g e n lop p etjan s at
påvirket d en o ffen tlige o p in io n n æ v n e
p løje 100 års aviser fra adskillige lande
væ rdigt. R eality-tv er i det store o g hele et
igennem . M e n netop ford i Søren ssen har
p o stm o d e r n e s y m p t o m , o g so m sådan en
sat sig for at diskutere film en s virk elig
ret statisk størrelse.
h ed srelation i en h is t o r is k k on tek st (d et er jo det, der ligger i at la d e film h istorien
To slags fluer. M idterdelen a f Sørenssens
k øre parallelløb m ed b åd e teo ri-h isto rien
b o g - d en del, der beskriver form id lin gen
o g den kulturelle u d v ik lin g ), k u n n e m an
a f 2. verdenskrig og d en s efterklang - er
g o d t lidt oftere have ø n sk e t sig p ro b lem
den m est pligtskyldige. D en beskriver i
stillingen sat på sp id sen ud fra film en es
første o m g a n g b alan cegan gen m ellem
konkrete, so cia le v irk n in gsh isto rie - hvad
k u n stnerisk in tegritet o g d en påkræ vede
d e betød for folk. A ltså ikke k u n deres
en tyd igh ed i krigsbudskabet. A n d en ver-
123
A t fange dokumentarfilmen
denskrig b etø d statslig anerkendelse, fast
30 år fo rin d en , v a r på dette tid sp u n k t så
arbejde og en del respektable værker fra
god t so m gået i g lem m eb o g en . H ans te o
folk som Frank Capra, John Ford, John
rier havde heller ikke vakt genklang u n d er
H u ston og H u m p h rey Jennings, foru d en
k on fo rm isten S ta lin , heller ikke in tern a ti
en række russere og n o rd m æ n d , der
on alt - selv o m (eller m åske netop fordi?)
om tales m ere kursorisk. Kun i få tilfæ lde
den på papiret udgjorde et b ety d n in g s
tillod the higher cause frem k om sten a f en
fuldt korrektiv til de teorier fra S torb ri
p erson lig, ku nstnerisk stem m e i disse
ta n n ien , o g se n ere USA, d er d om in ered e
film .
på d o k u m en ta rfilm o m rå d et. Karakteris
Sørenssen h old er forståeligt n o k m eget a f engelske H u m p h rey Jennings. M ere
id eo lo g isk e u n d erstrøm i Vertovs m a n ife
usæ dvanligt er det, at han fokuserer på
ster o g teoretisk e skrifter, at han b lev stø
am erikanske H u ston frem for la n d sm a n
vet a f i Frankrig i de sene 1960’ere, hvor
d en Capra. Capras b estillin g sfilm var
m an igen lagd e væ gt på b ety d n in g en a f
alm en t beund red e i sam tiden; H u sto n s
det film en d e su b jek t - n o g e t som d en
The Battie o f San Pietro (1 9 4 4 ), en på én
sam tid ige u d v ik lin g i U S A havde en te n
gang sen sitiv og sk ån selsløs skildring af
d en s til at n e d to n e . F ranskm æ ndene gjor
lid else h os am erikanske soldater o g itali
de op rø r m o d d e gæ ld en d e norm er for
enske bønder, blev d erim o d klassificeret
både e k sp o sito risk (argum enterende)
so m ‘utilgæ ngelig a f de am erikanske m y n
d o k u m en ta rfilm og for d e n ob servation el-
digh eder o g var sigen d e n o k afskåret fra
le (passivt registrerende) slags. Begge
offen tlig v isn in g - ifø lg e S ørenssen helt
typ er b etragted es som fo rsø g på at natura
in d til 1986!
lisere d en u sy n lig e og a n o n y m e ‘fortæ ller’.
H vor film en u nder krigen m est havde
F ra n sk m æ n d en e reagerede groft sagt ved
h an d let o m n ø d v en d ig h ed , b lev d en i kri
at lad e folk en e b ag kam eraet stå frem - og
gen s kølvand anvendt so m en tavs, m ek a
gøre det i film en !
nisk form idler a f ^ n ø d v en d ig h ed ern e, der
P ion eren p å d ette o m rå d e var etn o g r a
fulgte. Kam eraet b lev d et u im o d sig elig e,
fen Jean R o u ch . Han h a v d e i 1950’ern e fil
ration elle v id n e til krigsforbrydelser, der
m et i Afrika o g var k o m m e t til d en erken
ellers tend erede m o d at trodse enhver
d else, at den h v id e m an d s synsvinkel,
beskrivelse. Selv tavse film k u n n e nu argu
trod s de g o d e in ten tio n er han lagde for
m en tere, så det b lev næ sten ubæ rligt - o g
d agen , v e d b lev at være d e n hvide m ands.
h o s franske A lain R esnais (N uit et
D en tilstræ bt objektive, etn ografisk -vid en -
Brouillard, 1955) var billeder a f tilvoksede,
skabelige film var, konstaterede R ou ch ,
forladte kz-lejre m ere en d nok. A lain
ikke essentielt hæ vet over den eksotiske,
R esnais tog, i ligh ed m e d Joris Ivens, fil
k u lørte og o fte uhildet nostalgisk e rejse-
m en alvorligt so m p o litisk m id d el - og tog
film , den i flere årtier h a v d e løbet parallel
d en i egn e hæ nder, investerede sin p e rso n
lø b m ed.
lighed i den. D et tilfaldt både d en nye franske b ølge
124
tisk n o k var d et ikke m in d st i kraft a f den
For R ou ch o g hans d iscip le var d ette en vigtig in d sigt. Akkurat so m Vertov havde
o g 6 8 -gen eratio n en s d ok u m en tarister igen
gjort, lo d R o u c h selve k o n stru k tio n en -
at stille sp ørgsm ålstegn ved film en so m
altså den sk a b en d e akt — få forrang for det
uskyldsren virk eligh ed sform id ler. D ziga
k on stru ered e. Rouch d ø b te sin m e to d e
Vertov, der havde gjort n o g et tilsvarende
cinéma vérité - en ord ret fransk oversæ t-
a f Rasmus Brendstrup
telse af V ertovs kinopravda. H an s film
M en so m h o v ed k o n k lu sio n en i et værk,
Chronique d ’un Éte (1 9 6 1 ) skulle blive en
der i hvert fald im p licit aspirerer til at
klassiker, hvori b a g m æ n d e n e (Jean Rouch
være vid en sk ab eligt, er det et ty n d t u d b y t
o g so cio lo g en Edgar M o rin ) åb en t d isku
te.
terer deres eget film projekt; h vori kam era
D et er ikke fordi S ørenssen har svigtet at
o g m ik rofon bevidst b ruges til at over
gøre sit h jem m earbejde. H an har m ed
rum ple d e m edvirkende; og h vori den
o m h u udvalgt kon stru k tive m od eller og
attraktive ob servation ligger et n iveau
illu m in eren d e citater fra snart sagt alle
dybere e n d den p assive registrering.
(en gelsk sp roged e) d o k u m en tar-teoretisk e
Hvis am erikanerne m ed deres direct
bøger fra de sidste 10-15 år, foru d en fra de
d n em a -d o k u m en ta rism e søgte at være
ældre hovedvæ rker. D et giver et bredt fu n
‘fluen på væ ggen’, så k u n n e cinéma vérité
d am en t, o g det giver især fleksibilitet i
m ed sit fo k u s på in terv en tio n o g overrask
a rgu m en tation en , når en given film skal
else snarere karakteriseres - m ed Bjørn
in d lem m es i fo ld en a f d ok u m en tarisk e
Sørenssens ord - s o m en ‘flue i su p p en ’.
hovedværker. M ere kedeligt er det, at Søren ssen så
Nem punktering. Selv o m det foreløbige
godt so m in gen spalteplads bruger på at
v u e kun dæ kker en d el a f Sørenssens
belyse teo ri-retn in g ern es indbyrdes para
historiske nedslag (o g k u n er uddraget fra
dokser, eller for d en sags skyld de enkelte
d e første 11 a f Å fange virkelighetens 15
retningers styrker o g begræ nsninger. H an s
kapitler), så turde d et stå rim eligt klart
frem stillin g er således ikke n o g en metode-
hvad der er h oved æ rin d et i Sørenssens
d isk u ssion . D et kan rent kvantitativt læ ses
b o g - n e m lig at p u n k tere m yten o m
deraf, at S ørenssen så g od t so m aldrig k ri
d o k um entarfilm en s o m et selvstæ ndigt
tiserer sin e kilder - selv ikke når han c ite
san dhedsserum . “Den råden de illu sjo n en o m at d o k u
rer teoretikere, der er i åbenlys indbyrdes m od strid . D et er ikke fordi der p rin cip ielt
m entarfilm er det sa m m e so m d o k u m en t-
er n o g et i vejen m ed m eto d ep lu ra lism e.
asjon,” skriver Sørenssen i k on k lu sio n sa f
M en hvis S øren ssen s d isk u ssion er kan
snittet, “gjør det n ø d v e n d ig å understreke
siges at b esid d e et p rovokerende p o ten tia
doku m en tarfilm en s h istorisk e bakgrunn
le overh oved et, m å d et n etop bestå deri, at
so m en subjektiv k u n stn erisk uttrykks-
han kan få teoretikerne Ray W in sto n og
fo rm ” (s. 3 1 2 ).
Bill N ich o ls til at frem stå so m komplemen
Form uleringen fu ngerer ikke k u n som
tære; so m o m deres v id t forskellige tilg a n
e n slags program skrift. D e n understreger
ge tilsammen kan læ gge låg på d en u d
o g så b ogen s begræ nsning: M an gelen på
bredte opfattelse, at d o k u m en ta rfilm en er
teoretisk am bition.
en betæ n d t og teoretisk uhåndterbar
D er er n e m lig ikke n o g e t nyt i selve Sørenssens pointer; k en d ere a f d en (rela tiv t begræ nsede) d ok u m en ta rteo retisk e
størrelse. D et kan de ikke, o g læser m an b ogen m ed kritiske briller, bliver d et påfaldende,
litteratur v il m uligvis b etragte hans
at S ørenssen ikke anerkender dette p ro
d isk u ssion er som b åd e forflad iged e og
b lem åbenlyst. H ans b o g ser i d et store og
k on sen sus-orien tered e. P oin ten o m at en
h ele b ort fra paradokserne, p rob lem ern e,
dokumentär ikke er d e t sa m m e so m doku
u m u lig h ed ern e - o g når u n d tagelsen er
mentation er på sin p la d s o g helt okay.
der, har d en so m regel form a f et citat
125
A t fange dokumentarfilmen
(f.eks. Bill N ich o ls-sk em a et på s. 27 7 ). V æ lger m an at se k onstruktivt på sagen,
g eligh ed er, at h a n tillader sig at d ele d isk u ssio n en a f sit eget førstevalg (b å d e
k u n n e m an sige, at b ogen for læsere m ed
efter antal sid er o g bogen s bibliografi at
en vis vid en sk ab elig interesse vil være
d ø m m e ), d en svenske d o k u m en ta rist
m est eg n et som d isk u ssion sm ateriale.
Stefan Jarl, o p i to portioner.
M åske er det prim æ rt til klassebrug,
I første o m g a n g bruges Jarl som e k sp o
b ogen er tæ nkt (selv o m d et in tetsted s
n en t for direct cinema- b ø lg e n m ed d en s
frem går), og det ville i hvert fald give en
stu m m e o g d em o n stra tiv t passive registre
pæ dagogisk forklaring på, hvorfor p ro fes
ring. Stefan Jarls gen n em b ru d sfilm Dom
sor Sørenssen har valgt at h o ld e sin e p er
kaliar oss ‘M ods ’ (1968, la v et sa m m en m ed
son lige idiosynkrasier på arm slæ ngdes
Jan L in d q vist) skildrer n o g le af de sociale
afstand.
ou tsid ere, so m bevidst to g afstand fra S ociald em ok rati-S verige til fordel fo r en
Det muliges kunst. R etfæ rdigvis skal det siges, at åbninger er m ere insp ireren d e for
i mods-miljøet. Faktisk så m eget, at der
ta n k evirk som h ed en end luk n in ger er.
o p sto d o ffen tlig p olem ik o m film en s nar
Bjørn Sørenssen skriver da også selv in d
kokanyler o g o m en kort, utilsløret sam le
led n in g svist, at der i b o g en ikke vil blive
jescen e, der isæ r faldt film cen so rern e for
‘gjort n o e forsøk på å gi en en tyd ig d efin i-
brystet. M ed d e n m egen om tale var p u b li
sjon a f d ok u m en ta rb eg rep et’ (s. 13). D et
k u m ssu ccesen en realitet. Måske isæ r fordi
er et sp illeru m , so m forfatteren u dnytter
sam lejet blev tolereret, efter hårdt pres fra
til fulde, o g det vil k o m m e især den m e n i
de progressive in tellek tu elle, der så en
ge læ ser til god e. For den læser, der er
m oralsk n ø d v en d ig h ed i at vise tin g en e
u m id d elb art fascineret a f d o k u m en ta rfil
so m de var - ja, man så ligefrem e n uvant
m en s væ sen o g m åske gerne vil have
skønhed i sc e n e n s upolerethed.
struktur på en go d film op levelse - ja, for
S ørenssen trækker på sit indgående
d en n e læ ser vil Sørenssens fokus på
kendskab til sagens akter og betragter fil
mulighederne virke tiltalende. Og k u n n e
m en i en a n d e n og ret usæ dvanlig etisk
m an tæ nke sig et pragm atisk bud på hvad
kontekst. I d e in tellek tu elles klapjagt på
i alverden der kan legitim ere brugen a f
fo rm y n d eriet overhørte m an det a rg u
‘falsknerier’ i form a f in stru k tion eller
m en t, m en er Sørenssen, at pigen n æ p p e
rekonstru ktion , så vil Å fange virkeligheten
var spor glad for at blive filmet i d en
være ekstrem t velvalgt læ sning.
p ågæ ld en d e scen e. Og v e d at påkalde sig
U n d er alle o m stæ n d ig h ed er er det in fo r
sin ret til at væ re passivt observerende har
m ativt o g leven d e fo rm id let stof, o g d et er
Jarl dels la d et hånt om d e film edes rettig
b estem t ikke at k im se ad. D er har læ n ge
heder, dels g jo rt sig til en slags d o m m e r
m an glet en version a f d ok u m en tarfilm en s
over, hvad naturlig, upåvirket adfæ rd
h istorie, der ligefrem appellerer til ly st
egen tlig er. N a tu rlig h ed en var jo n eto p
læ sning. M en her er den - en b og båret af
det, so m i d e n observationelle film skulle
en begejstret fascin ation , der er sm itten d e
legitimere selve kam eraets tilstedevæ relse -
hele vejen igen n em . O g så er den so m
ikke n o g et s o m skulle au ten ticitetsstem p
næ vnt både perspektivrig o g på sin egen
les eller k au tion eres a f kam eraet.
m åde ganske opbyggelig. 126
‘fri’ tilvæ relse. Jarl fik ad g a n g til d et m este
Et god t ek sem p el på Sørenssens o p b y g
S ø ren ssen s p oin te er d a også m e n t som en generel k ritik af, h v a d man k u n n e
a f Rasmus Brendstrup
kalde ‘d e rene h æ n d ers id e o lo g i’, og ikke
d en tiltagen d e van sk eligh ed i, jo m ere vi
m in d st a f den selvsikre retorik bag direct
næ rm er o s vor egen tid , at udplukke de
cinema. A m erikanerne Richard Leacock,
værker, der på langt sigt vil frem stå so m
Robert Drew o g til en vis grad Frederick
de m est interessante o g ton ean given d e.
W isem an var n o g le a f de (for Bjørn
8 0 ’erne o g 9 0 ’ernes gen re- o g stilm ix har
Sørenssen) mere p rob lem atisk e fluer på
ikke gjort d ette arbejde lettere.
væ ggen - men d e præ senteres alligevel rim eligt sagligt. M a n kan anskue det
Postm odernism en, teorien - og fremti
sådan, at Sørenssen for en stu n d ofrer sin
den. 1980’erne indebar for d o k u m en ta r
højtelskede Stefan Jarl i en højere sags tje
film en , so m for så m an ge andre kulturelle
neste, o g at han o g så un d tagelsesvist sæ t
felter, at stilarter, h en ven d elsesform er,
ter sig selv på spil. D et er ikke m in d st det,
em n er o g undergenrer gradvist flød sa m
der gør Sørenssens d isk u ssio n er a f Jarl til
m en . D et n ation ale b lev in tern ation alt o g
b ogens m est interessante.
p lu d selig svæ rt at pejle. U fo ru d sig elig h ed
Bjørn Sørenssens pæ dagogisk e sans slår
en o g an ak ron ism ern e overskyggede
for alvor igennem , da han 40 sider læ ngere
ordenssansen; m an spræ ngte de ek siste
henne i bogen ven d er tilbage til Jarls
rende k lassifikationssystem er, inklusive
d o k u m en tarp rod u ktion , særligt o p følger
d en stærke p o litiserin g a f altin g sid en sen -
ne Ett anståndigt liv (1 9 7 8 ) og D et sociala
6 0 ’erne. 8 0 ’ernes selvrefleksive film k u n st
arvet (1 9 9 3 ). Søren ssen beskriver nem lig
ner var sam m en sat, o g k u n n e, so m to a f
fint de strategiske forskelle m ellem de tre
Bjørn Søren ssen s kolleger og lan d sm æ n d
film indbyrdes. På d en m åd e gør han
udm æ rket har form u leret det andetsteds,
‘Mods-trilogien’, so m d en kaldes, til et
væ re “lyrisk so m en Flaherty, m eta - og
anskueligt typ ologisk ‘k o m p e n d iu m ’ i sig
m o n ta sjeb ev isst so m en Vertov, åpen o g
selv - m a n kunne o g så kalde det en lille
selvan fek ten d e so m en R esnais eller
d ok u m en tarfilm sh istorie, o m en d i akro
R ou ch ” (2) - ikke just n o g en gu n stig situ
n ologisk forløb. H v o r Jarls o p u s 1 havde
atio n for en p æ d agogisk historiefortæ ller.
ligget i d e n observationelle m o d u s, vendte
Lad det væ re sagt, at Søren ssen ikke har
Ett anståndigt liv tilb age til den klassiske
større h eld m ed at give d en p o stm o d e r n e
dok um entars ekspositoriske udtryksform -
æra et sam let sig n a lem en t en d andre
altså Flaherty og G rierson s flagskib (der i
film historikere generelt har haft. D et klæ
øvrigt o g så havde Jarls m en to r om b o rd ,
der til gengæ ld Søren ssen , at han ikke fo r
den barske rom antiker A rne Sucksdorff,
søger særligt hårdt. H an læ gger sig m ed
der fortalte historier fra d en svenske
sin essayistiske stil pæ nt på afstand både
natur). O g den tredje film , Det sociala
a f d et encyk lop æ d isk e (i form a f en a m b i
arvet, tjen er som ek sem p el på d en refleksi
tiø s d efin itio n a f det p o stm o d e r n e i fil
ve d oku m en tarfilm , der har præ get
m en ) o g a f alib i-h istorik ern es løsrevn e
8 0 ’erne o g starten a f 9 0 ’erne. D et fin e ved S ørenssen s o p tik er i denne
nedslag. H an går p æ n t i dyb d en m ed to nyklassikere, Errol M orris’ The Thin Blue
kontekst, at hans sa m m en h æ n g e n d e ana
Line fra 1987 (der so m et u k o n v en tio n elt
lyse af film en e giver in d try k a f en film h i
stykke detektivarbejde går ind i en h isto
storisk progression i p eriod en ; en p rogres
risk m ordsag fra Texas) o g Trinh T. M in h -
sion , der ellers kan væ re svær at k o rt
has selvrefleksive in terview film fra 1989
lægge. Sørenssen g ø r selv op m æ rk so m på
Surname Viet Given Nam e Nam (der er
127
A t fange dokumentarfilmen
karakteriseret ved et v o ld so m t, fo rm a li
hed d er n o g le a f h oved p erson ern e i d ette
stisk efterarbejde a f de m esten d els iscen e-
d isk u ssio n sfo ru m Brian W in sto n , John
satte in terview s), og gør da også en slags
Corner, Carl P lan tin ga og M ich ael R enov.
forsøg på at forstørre d isse - og en stribe m ere overfladisk b erørte værker fra de sidste 20 år - til en form for pejlem æ rker
(1 9 9 1 ) og Blurred Boundaries (1994)
og trendsettere. O g m an skal heller ikke
“fortsatt m å regn es for p rem issleverandør
g lem m e de u n d erh o ld en d e historier,
for senere arb eid er” (s. 16). Inde i den
Sørenssen runder undervejs; har m an
plethora a f b egreber, som Sørenssen m ere
f.eks. ikke set am erikanske M ichael
eller m in d re m en in gsfyld t pu tter ind i sine
M oores intelligen te m o lb o -jo u rn a listik i
u n d erh o ld en d e digression er (N ich o ls’
film so m Roger and me (1 9 8 9 ) eller hans
ganske vist sm u k tk lin gen d e etiske aksio-
lige så respektløse tv-serie T V Nation (fra
grafi virker ek sem p elvis underligt tv a n g s
1994), så er der god hjæ lp at h en te hos
in d sk revet), leverer N ichols da også d en
Sørenssen.
overord n ed e ty p e-in d d elin g , som Å fange
M en når alt k o m m er til alt, ligger
virkeligheten allerm est h yp p igt refererer
hoved væ gten i de sidste tre kapitler et
til. N ic h o ls’ b egreb er ekspositorisk, obser
an det sted. N em lig på de teoretiske og ofte
vationel, interaktiv og refleksiv turde efter
gen erelle problem stillin ger, so m S øren s
h ån d en være fam iliæ re o gså for den fo r
sens g en n em g a n g a f d o k u m en ta rfilm en s
h ån d en væ ren d e artikels læser. B egreberne
u d vik lin g har åbnet for. D et gæ lder f.eks.
karakteriserer h vad N ichols kalder modes,
det repræ senteredes status i forh old til v ir
altså forskellige attituder, eller - m ed
keligheden; h en v en d elsesfo rm ern es for
S øren ssen s ord - udtryksmåder.
skellige grader a f autoritet; fo rm id lin g s
Bjørn S ø ren ssen lægger ikke skjul på
m æ ssig og m en n esk elig etik, m m . D ette er
forcen i d ette begrebsapparat, n em lig at
m u ligvis m ed til at sløre kapitlernes m a n
d et læ gger op til nogle skillelinjer, d er er
gel på film h istorisk k ohæ rens o g klarhed,
ekstrem t a n sk u eliggøren d e for både ikke-
m en sam tid ig virker d et logisk, at teo ri
fik tio n sfilm en s historiske udvik lin g o g for
h istorien k o m m er frem i ram pelyset n etop
n o g le a f de teoretisk e problem stillinger,
her.
d en n e u d v ik lin g er uadskillelig fra. S ø
D et er ikke kun læ serh en syn ets logik,
renssens a d o p tio n af begrebsapparatet
der her tæ nkes på. D er ligger også den
(der ligefrem o p h ø jes til en m odel) passer
sim p le historiske ræ son, at de teoretiske
g o d t til h an s b o g s g o d m o d ig e op b yggelig
værker, so m forfatteren tager sin e term i
h ed , og retfæ rdigvis foregår overtagelsen
n ologisk e o g m eto d em æ ssig e afsæt i, er fra
ikke u d en en v is selvstæ ndighed, m ed
1990 og senere. D et er, so m Sørenssen
n o g le forn u ftig e m odifikationer.
in d led n in g sv ist skriver, først i d en n e p eri
128
D et største forb illed e er d o g ubetinget Bill N ich o ls, der m e d Representing Reality
M en d et æ n d rer ikke på, at ad op tion en
o d e, at d ok u m en ta rteo rien har udviklet
indebæ rer n o g le hvide p letter på d et te o
sig til et alm en t anerkendt, vid en sk ab eligt
retiske lan d k ort, som er tem m elig t e sse n
felt. S om det tidligere er blevet næ vnt, er
tielle, hvis m a n bevæger sig bare lid t væk
det ikke et felt præ get a f stor k on sen su s,
fra N ich o ls/S ø ren ssen s m otorvej. O g hvad
m en Sørenssen ønsker tilsyn elad en d e - og
værre er: D e t er pletter, s o m selv fo r u d
form år - at få det til at frem stå so m en
sæ tn in g slø se læ sere - b o g en s m u lige m ål
nyetableret sam m en h æ n g . For forfatteren
g ru p p e - v ille stille spørgsm ålstegn til.
a f Rasmus Brendstrup
Blot et enk elt ek sem p el: H vad adskiller
b ån d /D V D -ty p er.
egentlig et historisk spillefilm sd ram a af den klassiske skuffe ( B ir th o f a N a t io n eller
M ed b o g en i h å n d en kan m an på en god aften få styr på b åd e h elte o g an tih elte i
B r a v e h e a r t ) fra et væ rk so m B a t t ie o f th e
d o k u m en ta rfilm en s århundrede - o g sa m
S o m m e , d er i b ogen u d en større kvaler
tid ig føle sig rim eligt g od t rustet, når Lars
kvalificeres som en d o k u m en ta rfilm a v a n t
v o n Triers nyeste d o g m er skal afprøves i
la lettre ? Sørenssen berører dårligt nok
tv -fo rm a t a f hans hjem lige d ok u m en tar-
begreber so m s e e r -fo r v e n tn in g , la b e ls og
d isciple. Triers Dogumentary- k on cep t teg
in s titu tio n e l k o n tek s t. H an gør det for så
ner, m ed sine p åb u d te hensigtserklæ ringer
v id t ikke engang klart, o m han anskuer
o g tv u n g n e m in im alistisk e stil, til at søge
sin skelnen m ellem fik tion sfilm o g ikke-
lysår væ k fra både den m o d ern e rocku-
fik tion sfilm som en en ten /eller-ta x o n o m i,
mentary o g den p o stm o d e r n e mockumen-
eller om h a n ek sem p elvis ser d em som to
tary. M åske på sp oret a f d en klassiske
lange en d er af et sa m m en h æ n g e n d e sp ek
documentary. Forestil D em en gan g - at
trum . En sådan ‘p ræ m islev era n ce’ b eh ø v e
fange d ok u m en tären .
de på in g en m åde at sk ræ m m e læsere bort.
Bjørn Sørenssen (2001): Å fange virkelighe ten - dokumentarfilmens århundre.
At forestille sig. N år alt er sagt o g gjort,
Universitetsforlaget, Oslo. 338 sider. Pris:
m å det tro d s alt k onstateres, at Sørenssens
370 kr. Forhandles a f Svensk norsk bogim
b o g heller ikke b ø r k o m m e til at skræ m m e
port og Cinematekets boghandel.
nysgerrige bort. F oru d en sit leven d e sprog o g sin sm itten d e en tu sia sm e skal Å fa n g e v ir k e lig h e te n roses for sit overskuelige,
Noter
konstruk tive og (o m fa n g et a f sider taget i
1.
betragtnin g) fyld estgøren d e udvalg a f ana lyseobjekter, som i ø v r ig t følges til dørs a f e n udm æ rket v id eoliste - m ed angivelse a f både producenter o g tilgæ n gelige
2.
Guy Gauthiers Le Documentaire - un autre Cinéma (Paris, Editions Nathan, 1993), der kun er nævnt i Sørenssens bibliografi, udgør et fransk bud på en sådan bog, der samtidig fungerer (omend temmelig dårligt) som opslagsværk. Søren Birkvad og Jan-Anders Diesen (1994): Autentiske inntrykk: Møte med skandinaviske dokumentarfilmskaparar.
Oslo, Samlaget, s. 28.
129