The Thin Blue Line
Private øjne Errol M orris’ univers a f Kenneth T. de Lorenzi
Hvis dokum entarfilm en har et fornyende
dent binde af genrekonventioner og,
geni, så er det den dedikerede am erikan
om end den fascinerer ham , har han intet
ske menneskekender, filosof og instruktør
til overs for den subjektive sandhed - for
Errol M orris (f. 1948). Trods et, indtil for
ham er ’Sandheden vitterligt derude.
nylig, beskedent o utput h ar han forlængst
178
M orris har defineret sig selv som “eks
etableret sig som auteur inden for et felt,
pressionistisk neorealist” og bryder sig
hvor m an norm alt ikke tillægger instruk
egentlig ikke om prædikatet dokum entar
tørens rolle nogen stor vægt. Men Errol
filmskaber. H an mener at dokum entarfil
M orris er ikke nogen helt almindelig
m en og fiktionsfilmen ligner hinanden
dokumentarfilm skaber. H an lader sig sjæl-
mere end m an norm alt forestiller sig. De
af Kenneth T. de Lorenzi
blander begge elementer, der er kontrolle
være sensationalistisk i sine valg af inter
rede, med elementer, der ikke er kontrolle
viewemner, m en som han selv siger: “m ur-
rede, og dér hvor de fleste forestiller sig
der raises the stakes” og leder desuden helt
skillelinien er ikke nødvendigvis dér, hvor
af sig selv til de fundam entale, erkendel
den reelt er. Hvad h an bl.a. forsøger, er at
sesteoretiske spørgsmål i hans univers:
gøre opmærksom på den skillelinie ved
hvorfor handler vi som vi gør, hvordan
konstant at bevæge sig på kanten af den
ved vi hvad vi ved, og er det i det hele
og derved henlede vores opm æ rksom hed
taget m uligt at kende sig selv? D erfor er
på vores forventninger til hvad det er, der
hans film skiftevis optagede af den egent
konstituerer en dokum entarfilm .
lige, fysiske sandhed (som M orris som
Efter M orris’ m ening er det først og
sagt tror på eksistensen af) og, i højere
fremmest det talte sprog, der flyder fra
grad, dét, de interviewede personer selv
den interviewede person, som udgør det
opfatter som sandheden. De to opfattelser
ukontrollable elem ent i hans film. Vi ved
afslører ofte en ligeså absurd som fascine
det ikke er en skuespiller, og vi om ikke
rende diskrepans, for M orris viser os, at
ved, så i det mindste forventer, at det der
stort set alle hans fortællere er upålidelige
siges ikke er nedskrevet på forhånd, men
og de ender altid m ed at afsløre sig selv
er den pågældende persons egne, spontant
via deres ord og mimik. Der er næsten
ytrede ord. Alt andet iscenesætter og orke
ingen af dem, der kender sig selv godt nok
strerer M orris derim od selv og det har
til undgå selveksponeringen. Errol M orris
han aldrig lagt skjul på. Et typisk eksem
kender dem tilsyneladende bedre end de
pel er hans portræ t af den A.L.S.-ramte
selv gør - og gennem hans kam eraøjne
forfatter og fysiker Stephen Hawking, A
lærer vi dem at kende.
Brief H istory of Tim e (1992), som udeluk
kende er optaget i studieskabte replika af
Ensom blandt dyr. Errol M orris voksede
de interviewedes egne kontorer og daglig
op i Long Island, New York og har en u n i
stuer.
versitetsgrad i filosofi og film. Som 30-årig
Morris har også været pioner m ed en interviewform hvor intervieweren stort set
debuterede han som instruktør af den spillefilmslange film om menneskene bag
er usynlig, således at filmene antager
to californiske dyrekirkegårde, Gates o f
karakter af en (række) m onolog(er) fortalt
Heaven (1978). Forinden havde M orris’
mere eller m indre direkte til beskueren.
filmlærer, W erner Herzog, deklameret, at
Med den nylige opfindelse af interrotro-
han ville æde sin gamle sko hvis M orris
nen (en modificeret teleprom pter, der til
kunne få en vellykket film ud af et så
lader intervieweren og den interviewede at
kropum uligt emne. At Herzog altid har
se hinanden i øjnene, mens de samtidig
været en m and der står ved sit ord, blev
kigger ind i hver sin kam eralinse), der
foreviget af en anden kendt dokum enta
sidenhen udvikledes til m egatronen (med
rist, Les Blank, i kortfilm en Werner Herzog
hele 20 kameraer fordelt foran og run d t
Eats His Shoe (1979).
om subjektet) har M orris på én og samme
Gates o f Heaven er da også en bem æ r
tid fjernet interviewer-leddet - og endelig
kelsesværdig debutfilm og i det hele taget,
sprunget fuldgyldigt ud som både synlig
målt efter næsten ligegyldigt hvilken stan
og hørbar interviewer!
dard, en overmåde vellykket film. Den er
Errol M orris er tit blevet beskyldt for at
ganske enkelt opbygget, i to akter med
179
Private øjne
mellemstykke, og består mestendels af
omgang bank kastede M orris sig ud i
lange indstillinger af folk, der snakker om
optagelserne til en film, der handler om
deres liv i alm indelighed og kærligheden
alt andet end forsikringssvindel. H vad den
til kæledyr i særdeleshed. Det er skiftevis
handler om er til gengæld langt m ere
rørende, foruroligende og m orsom t -
uforklarligt end den høje procentdel af
endda ofte på samme tid. M orris selv er
indbyggere m ed diverse afkappede
ikke m ed som den traditionelle interview
legemsdele, m en det er uhyre poetisk,
er, m en forholder sig tavs og uset lige ved
absurd og underholdende at overvære.
siden af kam eraet. Effekten er, at alle disse
Der er den stærkt entusiastiske kalkun
passionerede individer synes at henvende
jæger, som hæ vder at jagten på, hvad han
sig direkte til os, uden mellemled. Gates of
(gudhjælpemig!) benævner som “verdens
Heaven form år på næ rm est m irakuløs vis
nok klogeste fugl”, kurerer dig for alle
at blive til uendeligt meget mere end sum
lidelser, ikke m indst diarré. Og parret der,
m en af dens enkelte bestanddele, og m an
uim odsagt af den stadig usete og uhørte
sidder tibage med en følelse af let despera
M orris, påstår at sand “vokser”, og henter
tion og af at have strejfet en afgrundsdyb
et syltetøjsglas m ed sand fra New Mexico
indsigt i den fundam entale menneskelige
for at bevise deres påstand (“Om et par år,
ensom hed - m en med et smil på læben.
er det nok fyldt til randen”). Resten af for
Som der står på en af gravstenene: “ Dog is
samlingen står ikke tilbage for disse
God spelled backwards.”
særlinge i M orris’ skarpt observerede og særdeles m untre lille stykke Americana.
Blandt kalkunjægere og sanddyrkerere.
Filmen virker som om den mangler en
Efter et længere ophold i W isconsin, hvor
overordnet idé, hvilket gør at den fremstår
M orris lavede research til en aldrig realise
temmelig fragmentarisk. Alligevel har
ret film om den notoriske seriem order Ed
dens rene og upåtræ ngende stil sin egen,
Gein (diverse dyr og filosofiske betragt
indre logik. Desuden bidrager dens per
ninger om døden går igen i det meste af
soner med uvurderlig viden såsom “bare
M orris’ oeuvre), blev hans nysgerrighed
fordi noget lyder som en kalkun, behøver
vakt af en artikel i The N ew York Times og
det ikke at være en kalkun” for slet ikke at
han rykkede teltpælene længere sydpå.
snakke om den filosofiske oldtimer , der
Den kun én tim e lange Vernon, Florida
dog løber sur i sin kropslige dem onstra
(1981) består af en række rablende inter
tion af sin teori om at hjernen består af
views med en samling elskelige (og lidt
fire-fem knogler, der hver især koordine
skræm m ende) særlinge fra flækken
rer en fysisk eller psykisk funktion. Ja, det
Vernon i Florida, hvor Errol M orris til
kan ikke forklares, det skal opleves!
bragte det meste af et år. O prindeligt i et
180
forsøg på at afdække den mystiske lokale
Errol Morris, detective/director. I 1988
sag om selvmutilering og forsikringssvin
kom så den stilskabende “faktions-thril-
del på en, statistisk set, opsigtsvækkende
ler” The Thin Blue Line (Den uskyldige
skala som han havde læst om i The N ew
morder, vist på dansk TV2), som for alvor
York Times. Det viste sig dog hurtigt at
cementerede M orris’ ry som en fascine
være en risikabel affære at gå ru n d t og
rende, personlig og anderledes dokum en
udspørge indbyggerne om deres lysky
tarist. The Thin Blue Line er et eksempla
affærer og efter at have fået en grundig
risk eksempel på Errol M orris’ betydelige
a f Kenneth T. de Lorenzi
talent som interviewer, selv om m an kun
deværelsen af en håndgribelig sandhed, og
hører hans stemme en enkelt gang off
som en film der, snarere end at m anipule
screen, sam t på en båndoptagelse i den
re, nærm est inviterer sit publikum til selv
dramatiske - og dram aturgisk stærkt til
at deltage i detektivarbejdet.
fredsstillende - afslutning. Ellers lader han de interviewedes o rd stå alene og overla
Den uskyldige morder m øder dr. Død.
der det m este af detektivarbejdet m ed at
Efterhånden folder historien om et banalt
drage konklusioner om sagens rette sam
politim ord sig ud til en sag om groft jus
m enhænge til beskueren selv. Før han
titsm ord, syltet ind i politi-korruption og i
påbegyndte sin research til Filmen, havde
et partisk og inkom petent retssystem.
Morris faktisk arbejdet som privatdetektiv
M orris angriber sagen fra alle vinkler og
i et par år, og han foretræ kker da også at
interviewer alle dem han overhovedet kan
kalde sig selv detective/'director fremfor
kom m e i næ rheden af m ed blot den rin
den mere konventionelle titel producer/
geste forbindelse til sagen. Det gøres efter
director. Ironisk nok kunne han som p ri
hånden klart at m yndighederne ene og
vatdetektiv kun få folk til at åbne sig, når
alene var interesseret i en domfældelse
han udgav sig for at være Filminstruktør.
m ed dødsstraf til følge. Eftersom den mest
Omvendt kan man n em t forestille sig ham
oplagte m istænkte, den 16-årige vanefor
som privatdetektiv, n å r m an ser hans film.
bryder David Harris, var for ung til en
Udover de mange interviews i The Thin
sådan straf, kastede m an sig over den p er
Blue Line klippes der løbende til en
son han påstod var den skyldige. Det kom
punktvis dram atisk rekonstruktion af de
derfor til at ’gå ud over’ den hidtil ustraf
forskellige vidneudsagn i filmens centrale
fede, 28-årige Randall Adams, der blev
sag om et politim ord, der fandt sted i
d øm t på indicier og upålidelige vidneud
Dallas, Texas i 1976. De stærkt stiliserede
sagn, men som havde den rette alder og et
rekonstruktioner er m arkeret ved M orris’
øjenvidne (H arris) der var villig til at
utraditionelle brug a f fiktionskoder, så
fælde ham. Adams’ dødsdom blev siden
som de rytm isk indklippede ultranæ re
hen om stødt til livsvarigt fængsel, hvilket i
indstillinger af en blinkende politisirene;
realiteten blot skulle sætte en effektiv
et ur hvor klokken viser få m inutter i tolv;
stopper for enhver appelsag.
en flyvende milkshake (endda i slow m o tion); eller en hånd der igen og igen skod
Den rystende, m en egentlig forholdsvis nøgternt leverede historie - kom plet med
der cigaretter i et overfyldt askebæger.
(ironiske og ikonisk stiliserede) rekon
Lagt samm en med den repetitive musik,
struktioner af alle de forskellige udlæ gnin
som Philip Glass h a r kom poneret specielt
ger af hændelserne på m ordnatten (dvs.
til filmen (vel også en smule usædvanligt
først og frem m est løgne) - afsluttes m ed
for en dokum entär a f denne art), bliver
at Harris, der på dette tidspunkt var døm t
virkningen til tider lige så sugende hypno
for et andet m ord, i et audio-interview
tisk som det guldur, der svinger frem og
m ed M orris så godt som tilstår m ordet på
tilbage i slow m otion foran en m ørk bag
politim anden: “7’m the one who knows ”.
grund i endnu et indklip, der i sig selv skal
Selv om denne afsluttende samtale afvikles
illustrere netop hypnose. The Thin Blue
helt enkelt m ed forskellige indstillinger af
Line frem står således som en levende
en lille båndoptager på billedsiden, er det
gørelse af M orris’ overbevisning om tilste-
lige så elem entært spændende som et
181
Private øjne
afsnit af Columbo. The Thin Blue Line var oprindeligt
tilsat endnu et originalscore af Philip Glass. M orris krydsklipper desuden hele
tænkt som et portræ t af Texas’ notoriske
tiden mellem interviews med den u be
psykiater Dr. Grigson (også kendt som
vægelige Hawking selv og hans kolleger og
“Dr. D eath”), der havde nedsat sig som ekspert i at vurdere sandsynligheden for,
familie. Den stort set lamme Hawking kom m u
at en tiltalt m order ville myrde igen. I
nikerer ved hjælp af en artificiel synthesi
99% af sagerne fandt han sandsynlighe
zerstemme, som han fodrer med ord via et
den overhængende, og næsten lige så
com puterprogram , der betjenes virtuost
mange sager endte m ed at tiltalte blev
m ed de par fingre han endnu kan bevæge.
døm t til døden. U nder sin 30 m åneder
Det kan godt være lidt enerverende at
lange research til filmen blev M orris
høre (og se) på, og robotstem m en giver
stærkt irriteret over Grigsons skråsikre
også en lidt søvndyssende effekt, som dog
påstand om , at han kunne bedøm m e
delvist opvejes a f Hawkings teorier om
hvorvidt folk løj for ham eller ej. Bl.a.
universets beskaffenhed, der er fascineren
havde han forudsagt at Randall Adams
de i sig selv, m en også gøres enkle og for
ville myrde igen, sam t at David H arris
ståelige af M orris’ ofte hum oristiske og
aldrig ville myrde nogen, hvilket jo skulle
velvalgte billedvalg. A B rief History o f
vise sig, m ed M orris’ ord, at være “200%
Time introducerer også et stilistisk greb
forkert”. Så selv om filmen tik et andet
der m ed tiden er blevet endnu et M orris
fokus, endte den alligevel med at handle
særkende, nem lig fades til sort som en
om Grigson og effektivt underm inere
slags punktuering.
hans professionelle troværdighed. Året efter at The Thin Blue Line havde
Filmens største mangel er måske, at man aldrig føler m an kom m er helt ind under
haft prem iere, blev Randall Adams fri
huden på hverken m anden selv eller hans
kendt. H an sagsøgte kort tid efter Errol
teorier. M orris’ upåtrængende stil ender
M orris for at have scoret kassen på hans
sim pelthen m ed at underm inere hans
bekostning. Sandheden var dog, ifølge
am bitioner om at lade subjektet afsløre sit
M orris, at han rent faktisk tabte penge på
egentlige jeg gennem sproget - i sig selv
filmen. I reglen tjener han kun penge på
en vanskelig opgave når det drejer sig om
at lave reklamefilm for store firm aer som
en m and, der ikke har talens brug. Filmen
Miller, IBM og Levi’s. Alligevel vandt
ville måske være blevet m ere fokuseret,
Adams søgsmålet.
hvis M orris have holdt det biografiske ude af filmen og i stedet havde koncentreret
En k o rt h isto rie om at n a rre G ud. A Brief H istory o f Time (1992) er et kongenialt,
Som i M orris’ andre værker skorter det
m en alligevel sært tilbageholdende p o r
dog heller ikke hér på sm å bizarre og ind
træ t af den A.L.S.-ramte fysiker og bestsel
sigtsfulde øjeblikke, som da en af Haw
ler-forfatter Stephen Hawking og hans
kings kolleger fantaserer om den skønne
revolutionerende idéer om verdensrum
død i et af universets sorte huller. I tv-
m et, tidsbegrebet og relativitetsteorien.
serien First Person (2000-) er der et lig
Filmen illustrerer Hawkings idéer ved at 182
sig helt om m andens teorier.
nende øjeblik, da en kæm peblæksprutte-
kom binere Hawkings egne ord m ed
jæger drøm m er om blot femten sekunder
M orris’ enkle og suggestive billedkollager,
i en dykkerklokke med en kæmpeblæk-
a f Kenneth T. de Lorenzi
sprutte helt tæt på, selv om den sandsyn
sig selv som en velgører fordi hans mål
ligvis ville prøve at knuse hans glasskal for
hele tiden har været at gøre henrettelsen
at fortære ham (“Jeg kunne fortælle en hel
så hurtig, hum an (!) og sm ertefri som
masse om den ud fra de femten sekun
muligt.
d e r”) - at han sandsynligvis vil dø af sin dybdeborende grundforskning er åben
Filmen er delt op i to, ligesom Gates of Heaven, og i dens første halvdel fortæller
bart m indre vigtigt. M orris form år altid at
han entusiastisk om alle de handy døds
vælge virkelig dedikerede individer i sine
m ekanismeforbedringer, han har opfun
film, stort set alle er de villige til at dø for
det. Samtidig fortæller han om de gru
deres sag. Hawking selv snød dog den
fuldheder som forældet udstyr har afsted
strenge Gud, om hvem han udtaler: “My
kom m et, så set i det lys virker han også
theories o f the universe don’t give God
næsten som en helt og, som han fornuftigt
any freedom.” Et andet fascinerende øje
nok fremfører, én eller anden skal jo gøre
blik i filmen er, da m oderen oplyser, at
jobbet, når m an nu engang har et sam
han tidligere nemt begyndte at kede sig og
fund m ed dødsstraf. Leuchter bringer på
generelt havde svært ved at holde fast i ét
en m åde m indelser om fordum s bødler,
emne ad gangen. H un m ener ganske sim
bortset fra at han ikke føler det nødven
pelt, at sønnen aldrig ville være blevet så
digt at holde sin identitet skjult m ed hætte
toneangivende inden for sit felt, hvis ikke
eller lignende, snarere tværtim od: Fred
han var blevet syg. Men Stephen Hawking
har en intens professionel stolthed.
har i hvert fald ikke tæ nkt sig at dø for sin
Efter en halv tim e skifter filmen pludse
sag, og der er vel heller ingen tvivl om , at
lig fokus og effekten er overrum plende,
han vil leve videre i kraft af sine geniale
selv om m an er forberedt. I den sidste
idéer.
halvdel af firserne blev Leuchter opsøgt af H olocaust-benægteren Ernst Ziindel (for
Hvemsomhelst kan tro han er en helt. En
fatter af den anti-semitiske D id Six M illion
grundlæggende tro hos M orris er, at folk
Really Die?), som - med henblik på
aldrig nogensinde ser sig selv, præcis som
Leuchters ’ekspertise’ m ed gaskamre -
hos litteraturens “ clueless narrator ” (M or
ønsker hans hjælp til at bevise, at der
ris’ eget eksempel er Vladim ir Naboko vs
aldrig har været brugt gas i det Tredje
H um bert H um bert), og med tilfældet
Riges koncentrationslejre. Leuchter tager
Fred Leuchter dem onstreres dette m ed
im od tilbuddet og drager afsted m ed et
uhyggelig og ubam hjertig konsekvens. I
par hjælpere og sin kone - på det der i
Mr. Death: The Rise A n d Fali o f Fred A.
realiteten var deres bryllupsrejse.
Leuchter (1999) lægger vi i 90 m inutter
Den altid innovative M orris bruger ind
øjne og øren til en fortæller, der er fuld
flyvningsbillederne fra Leni Riefenstahls
stændig blottet for selvforståelse, selv om
Triumph des Willens (1935) som illustra
han ikke forbliver uim odsagt, som det
tion af Leuchters ankom st til Auschwitz
oprindeligt var planlagt.
og Birkenau (og som m etafor for størrel
Fred Leuchter, der rent visuelt præ sente res som en gal videnskabsm and, har slået
sen af hans selvbedrag), hvor han tidligere - m ed Edisons gruopvækkende Electro-
sig ned som ekspert i fremstilling af især
cuting an Elephant (1905) - m ed mere end
elektriske stole, m en også galger, dødelige
ønskelig tydelighed viser hvor grusom og
injektionsm askiner og gaskamre. Han ser
brutal en henrettelse er, uanset hvor
183
Private øjne
hum an m an så ellers m åtte kunne gøre
ligt og ekstrem t eksempel på denne
den. Ellers bruger M orris mest sine vanli
grundlære - uforstående og frændeløs,
ge “m entale” rekonstruktioner sam t diver
hvis m an ser b o rt fra den kortvarige flirt
se kunstfærdige nærbilleder, af eksem pel
med de nynazister og H olocaust-benægte
vis Leuchters forvrængede ansigt i en kaf
re, der betalte for at høre hans tåbelige
fekop, han lige har rørt ru n d t i. (Leuchter
foredrag og derved gav ham en kortvarig
udtaler stolt, at han drikker 40 kopper
følelse af at høre til.
kaffe og ryger seks pakker cigaretter dag
Klummeskriver for The New York
ligt. H an ryger dog ikke i filmen, da han
Observer og Errol M orris-fan Ron Rosen
ser sig selv som “et forbillede for b ø rn ” )
baum kalder Mr. Death for ‘\.th e Citizen
Efter at have vanhelliget to af den vestli ge verdens allerhelligste m indesm ærker
Kane o f self-deception'’ og, udover den
grandiose m etafor kan selve dens fortælle
ved at hakke i (det der er tilbage af) gas
mæssige stru k tu r faktisk godt m inde om
kam renes m urvæ rk på m å og få, m en med
O rson Welles’ banebrydende og komplekst
aldrig svigtende tro på egen ekspertise,
fortalte debutfilm . Desuden er m anglen
sender Leuchter sine ulovlige prøver til en
på kærlighed den fællesnævner, der i sid
ekspert - uden at inform ere ham om
ste instans ender med at fælde begge films
hverken oprindelsessted eller m etode for
hovedpersoner. Da vi forlader Leuchter er
tilvejebringelsen af stenprøverne. Samme
han alene og ude af stand til at skaffe sig
ekspert inform erer os om , at selve in d
arbejde. Ja, faktisk ikke meget mere leven
sam lingsm etoden gjorde prøverne u b ru
de end hvis han var blevet henrettet i én af
gelige, så når Fred i sin famøse The
sine egne konstruktioner (Morris får end
Leuchter Report gør rede for de m anglende
da Leuchter til at spænde sig fast i en elek
beviser på giftgasbrug i lejrene, beviser
trisk stol) - i realiteten et vildledt fjols,
det egentlig ikke andet end hans egen
m en han opfatter til det sidste sig selv som
dybe inkompetence.
en misforstået helt. Ironisk nok var der
Leuchters selvbedrag synes funderet i en
ingen der protesterede da Leuchter bidrog
dyb, indre trang til at blive accepteret.
til at aflive et ukendt antal enkeltindivider.
Hele Ztindel-affæren, hans job som (ufag
Først da han benægtede det 20. århundre
lært) konstruktør af dødsm ekanism er og
des grum m este folkemord blev han u d
selve hans m edvirken i M orris’ film, alt
stødt og uønsket.
peger på en higen efter accept og kærlig hed. Flere af de interviewede, der er ryste
M orris ser selv sin søgen efter sandhe den som en jagt på et svært opnåeligt
de over Leuchters imbecile forehavende,
ideal, eftersom de fleste mennesker både
udtrykker da også m edlidenhed m ed stak
stræber efter sandheden og prøver på at
len, selv om ekskonen dog ville være mest
undvige den. D et Mr. D eath bl.a. forsøger
tilfreds, hvis hun aldrig m ødte ham igen.
at vise er, at skønt Fred Leuchter tager så
Selvbedragets C itizen Kane. En vigtig
han har ret.
indlysende fejl, tror han virkelig selv på at egenskab ved den menneskelige natu r er,
184
ifølge M orris, at selv når baggrunden for
Verden af igår - og im orgen. Før Mr.
en beslutning ændrer sig, er det sjældent
Death lavede M orris to film, der begge
at en given person rokker ved sin oprinde-
peger frem m od hans serie af tv-portræ t-
lige beslutning. Fred Leuchter er et sørge
ter fra 2000 og frem. Fast, Cheap and O ut
a f Kenneth T. de Lorenzi
o f Control (1997), der stilistisk ligner seri
at forstå: de insektlignende dyr står for
en meget, og den korte Stairway to Heaven
frem tiden - efter menneskets udryddelse -
(1998), der sidenhen blev til første del af
og de mere gammeldags dyr symboliserer,
First Person-serien.
sam m en med deres nostalgiske ’Sisyfos’-
Som det efterhånden gerne skulle være
tæm m ere, en verden af i går. Alt i alt en
fremgået, er Morris ikke m indst fascineret
noget dyster fremtidsvision, skulle man
af de m åder hvorpå vi projicerer billeder
m ene.
af os selv ud i verden, og han m ener at dyr
Et af de mest magiske øjeblikke er da fil
ofte frembyder en m eget tydelig afspejling
m ens d om ptør fortæller om baggrunden
af hvordan folk opfatter sig selv. Fast,
for professionens vigtigste redskab, tabu
Cheap an d O ut of Control er en samling af
retten. G runden er at de fire fikspunkter -
fire krydsklippede historier, der hver især
stolebenene - sim pelthen forvirrer løven
handler om en slags dyr og, ikke mindst,
og afleder dens opm æ rksom hed fra det
menneskene bag dem . Det drejer sig om
prim itive ønske om at æde dom ptøren.
cirkusløver, planter form et som dyr, in-
Ron Rosenbaum har en m orsom teori
sektagtige pattedyr og insektagtige robot
om , at M orris på lignende vis - via sine
ter. Derved holder M orris sig til den ene af
fire p ortræ tter - afleder publikum s
sine sædvanlige kæpheste og konstruerer
opm æ rksom hed fra en alt for simplistisk
samtidigt et overordnet tem a for en film,
m åde at opfatte verden på. Noget er der
der også ender m ed at handle om m enne
om det, særligt når m an tager filmens
skets uundgåelige forgængelighed - kæ p
større perspektiver i betragtning. Der er
hest num m er to.
ingen tvivl om , at M orris får os til at filo
De ucharm erende m uldvarpe-rotters
sofere over nogle af livets store spørgsmål
(m ole-rats) insektlignende sam fund præ
alene via den måde han form idler sit, ind
senteres som det eneste sande altruistiske
imellem lidt tabloid-agtige, stof. Han ville
samfund i pattedyrenes verden, eftersom
sikkert også egne sig glimrende som hyp
de er villige til at æde hinanden eller sågar
notisør.
deres eget afkom til gengæld for flokkens overlevelse. R obotterne spås at ville udvik
Første p erson, ental. I m odsæ tning til Mr.
le sig til en selvreparerende techno-race,
D eath står de fire interviewedes udsagn i
der “hurtige, billige og ude af kontrol” vil
Fast, Cheap and O ut o f Control uimodsagt.
befolke både jord og verdensrum længe
Således forholder det sig også mest i First
efter at menneskeheden er uddød. Det
Person, tv-serien hvortil kim en blev lagt
tager planteskulptøren 15 år at modellere
m ed kortfilm en Stairway to Heaven: A
en bjørn, der nårsom helst kan blive øde
Story About Temple Grandin (1998).
lagt af en storm, og hele hans omfangsrige
D enne film står i skarp kontrast til Mr.
og eventyrlige have vil sandsynligvis også
D eath selv om den også handler om en
forsvinde med ham . Løvetæmmeren har
aflivningsindustri, hér er der blot tale om
fra barnsben været besat af en berøm t, nu
slagtekvæg i stedet for mordere. Temple
afdød løvetæmmer, der også var skuespil
G randin er autist, m en hun er selvreflek
ler og stuntm an. Og løvetæm ning er jo en
terende, forholdsvis udadvendt og funge
konstant kamp m od løvens iboende,
rer langt bedre end stakkels Fred Leuchter.
naturlige vildskab.
H un er lektor ved et universitet og har,
Som altid hos M orris er m etaforerne til
ved hjælp af sin stærkt udviklede em pati-
185
Private øjne
ske sans, opfundet et hum ant og succes
ironiseres over) - men det mest geniale
fuldt indslusningssystem til kvægslagteri
twist er, at det går op for én at hans inter
er. Systemet er indrettet efter den simple
viewemner i realiteten sidder og snakker
devise, at koerne skal føle sig trygge lige
med et fjernsyn! (Oprindeligt havde
op til det sekund de får en boltpistol i
M orris svært ved at få afsat sin serie.
panden - og det virker efter sigende
Blandt andet fik han at vide, at det han
eksemplarisk. Vi ser selve den labyrintiske
havde præsteret var for nyt!).
konstruktion, der kun tillader den enkelte ko at se “sin makker foran” m en aldrig
kritik i forkøbet, da ét af hans mange
selve aflivningen. Temple G randin er det
m antraer er “There’s no kind of stylistic
sjældne individ i M orris’ produktion, der
choice that guarantees tru th ”. Hér skal det
lader til at være blottet for selvbedrag.
lige indskydes, at denne bem ærkning også
Stairway to Heaven blev altså til første
er en kom m entar til ciném a vérité, en
del af tv-serien First Person , hvis første
bevægelse M orris mener er både absurd,
sæson bød på i alt elleve episoder. De
forfejlet og reaktionær.
første fem, der er lavet over en tre-årig
De mange kam eraer sam t meta-aspektet
periode, er klassisk M orris - essentielt
ved den sidste halvdel af første sæson er
m onologbaserede p ortræ tter m ed indklip
ikke det eneste fornyende ved First Person-
pede stiliserede rekonstruktioner - men
konceptet. M orris er også gået bort fra
de sidste seks, der er optaget på tre m åne
den efterhånden helt traditionelt ’autenti-
der, afviger m arkant fra hans tidligere for
citets’-kodede rekonstruktion. I stedet
mel. Hvor de første fem videreførte b ru
bruger han - på kongenial, men også
gen af M orris’ modificerede teleprom pter,
hum oristisk vis - diverse arkivklip fra
interrotron’en, introducerede de sidste
gamle spillefilm, tegneseriestills og
seks the Megatron som bruger op til 20
nyhedsudsendelser m.m. - som kom m en
’læbestift’-kam eraer (fleksible, højkvali-
terende underlægning til de interviewedes
tets-m ikrokam eraer) på én gang.
fortællestemmer. Desuden markerer
Konceptet passer utrolig godt til den stilbevidste instruktørs interview-form ,
M orris’ synlige ankomst på skærmen også en mere udadfarende og nærværende
fordi m an netop ikke kan undgå at lægge
interviewer. M orris råber nu gerne sine
m ærke til stilen. Kameraerne er både pla
begejstrede spørgsmål ud i hovedet på
ceret bag teleprom pteren - således at
sine gæster.
M orris kan klippe til allehånde forskellige
186
Desuden kom m er M orris også eventuel
Foruden m ed Temple G randin og kæm-
nærbilleder og ansigtsudsnit - og hele
peblækspruttejægeren, kan man i serien
vejen ru n d t om den interviewede, hvilket
bl.a. stifte bekendtskab m ed en papegøje,
betyder at m an også får kam eraudstyr og
der er vidne til m ordet på sin ejer; en
lignende m ed i billedet. I enkelte indstil
kvinde, der rydder op på blodige ger
linger afsløres selve centrum for megatro-
ningssteder og efter ensom m e afdøde; en
nen, hvor m an ser den interviewede bag
kvinde, der har været kæreste med to
fra m ens vedkom m ende henvender sig til
massemordere og skrevet en bog om den
Big Brother M orris’ kontrafej på tele-
ene; en af U na-bom bem andens penneven
prom pterskæ rm en. Ét er at M orris er ble
ner og en tidligere FBI-mand, der er
vet kaldt “the godfather o f reality tv” -
mester i forklædninger. H ver episode
hvilket hér retfærdiggøres til fulde (eller
varer ca. 25 m inutter.
a f Kenneth T. de Lorenzi
G runden til at M orris valgte at kalde sin tv-serie First Person, i stedet for arbejdstit
flere lange dokum entarfilm . M orris synes virkelig også at have fundet sin perfekte
len Interrotron Tales, er at han ser øjen-
form m ed First Person (selv om to af de
kontakten som den afgørende forskel m el
interviewede i seriens anden sæson faktisk
lem første og tredje person. Hans inter
får to afsnit hver). Hvis han, som bebudet,
views opfylder stadig hans krav om ironi
også begynder at lave spillefilm over nogle
og selvrefleksivitet, de er endnu ikke ble
af sine urealiserede dokum entarprojekter
vet traditionelt objektive og krydsilds-
bliver det da først helt um uligt at finde
konfronterende. Det vi oplever er perso
skillelinien mellem fakta og fiktion.
nernes egen opfattelse af sig selv og ver
E ndnu har Errol M orris ikke modtaget
den, hvad M orris kalder “m entale land
en O scar for sin nyskabende kunst, men at
skaber”:
akadem iet er opm æ rksom på ham kunne
Fra min første film, Gates o f Heaven, tror jeg, at jeg har været involveret i et noget anderledes projekt [end at vise et billede af virkeligheden] at afsløre en indre verden, et mentalt landskab, at vise hvordan folk ser sig afsløret gennem deres brug af sproget. Hvis man lytter til hvad folk siger, så får man adgang til hvordan de ser sig selv.
m an forvisse sig om til årets Osear-uddeling, hvortil M orris havde skabt den efter hånden traditionelt hum oristiske indled ningsm ontage. Naturligvis i form af en række ultrakorte megatron-interviews m ed forskellige celebriteter.
Errol M orris’ fremtidige planer inkluderer flere af de korte p ortræ tter han indtil
R eferencer
videre h ar lavet 19 af, flere spillefilm (han
Interviews og referencer er fra www.errolmorris.com; www.barnes&noble.com; www.citypaper.com; www.prospect.org;www.salon.com; www.suntimes.com/ebert; www.magiclanternpr.com; www.eye.net;www.ifctv.com; www.insideout.co.uk; www.suntimes.com; www.combustiblecelluloid.com; www.tipjar.com; www.24framespersecond.com.
lavede én i 1991, D ark Wind, som han ikke havde final cut på. Den har kun været udgivet på video og er blevet fejet til side af både ham selv og kritikken), m en aldrig
187