Chen Kaige Kinesiske Chen Kaiges karriere er som en lang travelling ud af fortidens skygger. Ikke kun mod lysere tider, men også mod de mest basale erkendelser
C hen Kaiges eget liv k u n n e uden store om
fra start pessimistens rolle. A f de to tone
skrivninger konverteres til en film. O m en
angivende instruktører var det ham, der
tynget sjæl, d er fordømte og indberettede
stillede sam fundskritisk mest skarpt m ed
sin egen far under K ulturrevolutionens
sine kameraer. C hen Kaiges debutfilm, Den
udrensningskam pagner. O m en enestå
gule jord (Huang tu di, 1984), som Zhang
ende ambitiøs instruktør, der i det meste
Yimou i øvrigt fotograferede, indkredsede
a f karrieren har stået i skyggen af sin gode
um uligheden for et regime af at forstå dets
ven og kollega Zhang Yimou. Om en ung
folk. Filmen afsluttes med et rørende bil
student, der gjorde o p rø r m od et system,
lede af jorden, der langsomt vokser sig så
fik succes og til sidst selv blev en del af
stor, at der til sidst ikke er m ere himmel.
systemet.
Med King o f the Children (Hai zi wang, 1987) bevægede Chen Kaige sig over i den
Regimet o g folket. C hen Kaige (f. 1952) og
åbenlyse resignation. Filmen skildrer en
Zhang Yimou, der begge tilhørte det første
ung m and, der som udstationeret lands
kuld af filmskoleelever på Beijings filmaka
byskolelærer ender med at forkaste de
dem i efter Kulturrevolutionen (1966-76),
maoistiske lærebøger i sit forsøg på at få
betragtes som frontfigurerne i den såkaldte
eleverne til at tæ nke selvstændigt. På det
femte generation af kinesiske filmskabere.
personlige plan var filmen en bearbejd
Inden deres tilsynekomst havde film længe
ning af Chens egne barndom straum er fra
været betragtet som en sekundær kunst
Kulturrevolutionen. I de sene 1960 ere blev
form i forhold til litteratur og opera, og
han som dreng sendt i arbejdslejr og o m
mange af de film, der blev produceret, var
skolet’, og som 15-årigt m edlem af Maos
direkte filmatiseringer af disse. D en femte
rødgardister udpegede han i fuld offentlig
generations storladne og lyriske tonefald
hed sin far, film instruktøren Chen Huaiai,
pustede nyt liv i filmen som en selvstændig
som kontrarevolutionæ r - for at bevise sin
udtryksform , der ikke kun skulle afspejle
loyalitet m od systemet.
fortiden, m en lige så vel kunne bearbejde
I slutningen af King o f the Children b e
den. De førte kinesisk film ind i en ny æra,
tragter skolelæreren de marker, der bliver
der blandt andet indebar, at m an også fan
bræ ndt af for at kunne bruges igen, og bry
gede det vestlige film publikum s opm æ rk
der ud i en meningsløs cirkulær fortælling,
somhed.
hvor intet frem skridt er muligt: ”Der var
Hvor Zhang Yimou på mange m åder
engang et tempel på et bjerg, hvor der bo
var forsonende og æ stetisk afbalanceret
ede en m unk, som fortalte denne historie:
som filmskaber (som det allerede fremgår
D er var engang et tempel på et bjerg, hvor
af debutfilmen, den bredt appellerende De
der boede en m unk, som fortalte denne
røde m arker fra 1987), indtog Chen Kaige
historie: D er var engang ...”
129