Hirokazu Kore-eda Livet, døden og erindringen er i fokus hos Hirokazu Kore-eda, der med blot fire film har gjort Ozu rangen stridig som Japans største eksistentialist
“At dø for endelig at få tid . . Sådan sagde
Scenerne blev indspillet i kronologisk ræ k
den japanske film instruktør H irokazu
kefølge i løbet af et år, og børnene vokser
Kore-eda (f. 1962) engang i et interview 1,
tilsvarende - tydeligst begynder 12-årige
og sætningen kunne være det æstetiske
Akiras stem m e at gå i overgang, parallelt
credo for hans fire første spillefilm, der al
m ed at hans liv i filmen slår fra barnlig leg
lerede udgør et på alle m åder im ponerende
over i blodig alvor.
œuvre. I filmene Maborosi (Maboroshi no Hi-
De forladte børn bliver aldrig ondskabs fulde over for hinanden, m en fastholder en
kari, 1996), Mellem liv og død ( Wandafuru
rørende værdighed i deres forsøg på at få
raifu, 1999) og Distance (2001) udforsker
livet til at fungere. Kore-eda skildrer ver
Kore-eda med takt og subtilitet følsomme
den fra børnehøjde og kontrasterer b arn
og svært tilgængelige em ner som døden,
dom m ens uskyld med den voksne verdens
evigheden - og ikke m indst erindringen.
hårdhed. Da de forhutlede unger m å kon
Filmene synes at udgøre et tem atisk tripty-
frontere virkeligheden uden for lejligheden
kon, der ikke efterlader tvivl om instruktø
for at overleve, kollapser den skrøbelige
rens hovedinteresse.
balance, der har opretholdt deres liv.
D enne kom m er også til udtryk i hans se neste film, Nobody Knows (Dare mo shira-
E rindringens røde tråd. Kore-eda begynd
nai, 2004), hvor spørgsm ålet om erindring
te sin karriere m ed at lave dokum entarfilm
forskydes til at handle om et ansvarsløst sam fund, der glem m er en håndfuld børn. Nobody Knows (Daremo shiranai, 2004)
D en stille desperation. “Kære søn. M or er taget afsted et stykke tid. Vær sød at passe på dig selv og dine m indre søskende.” Så dan overlader en m or sine fire børn til sig selv i en etageejendom i Tokyo, og deraf følger tragedien i Nobody Knows. Filmen skildrer ubønhørligt, hvordan børnene går i hundene, efterhånden som pengene og det gode hum ør slipper op og erstattes af stille desperation og grum t forfald. Filmen er baseret på en virkelig historie, og Kore-eda besatte filmens børneroller m ed amatørskuespillere og benyttede d o kum entariske teknikker i forsøg på at gøre filmen så intim og uaffekteret som muligt.
Hirokazu Kore-eda
for tv. D okum entarfilm ene afdækker så
hommage til Ozu benytter Kore-eda da
forskellige em ner som aids, uddannelses
også såkaldte ’pillow shots’ - et begreb,
systemet og m oderne japansk poesi, m en
Ozu lånte fra japansk poesi, hvor m an taler
den røde tråd gennem hans produktion har
om ’pillow words’: ord, som ikke indgår i
fra starten været erindringen og hukom
forbindelse med de øvrige, m en som i ste
melsen. Ofte får det karakter af et personligt
det m arkerer en pause eller punktering - et lille hvil på puden. Kore-eda klipper ofte
projekt, og måske er det netop, hvad det er:
væk fra handlingen og falder i staver over
Som barn så han sin bedstefar sygne hen af
en m ennesketom gade, et butiksvindue el
Alzheimer2. Kore-eda benytter filmmediet
ler en udsigt. Disse små brister i fortællin
til at bekæm pe glemslen, og han tem atise
gen flytter opm ærksom heden over på tiden
rer på subtil vis selve kam pen ved at blande
og rum m et og får tilskueren til at standse
dokum entär og fiktion, fantasi og realitet,
op og betragte, overveje og reflektere.
fortid og nutid.
Også i stem ning ligger Maborosi langt
Kore-edas første spillefilm, Maborosi,
fra tidens japanske filmstrømninger. Skønt
handler om den unge kvinde Yumiko, der
placeret i nutiden føles filmen m ere som en
er lykkeligt gift og nybagt mor, m en som
vågen drøm end som en genkendelig virke
plages af onde drøm m e. M areridtene kom
lighed. Billederne er holdt i dæm pede far
m er til at foregribe hendes livs tragedie, da
ver og diset lys. Lyden er ligeledes holdt på
hendes m and en dag begår selvmord. Først
et m inim alt niveau, hvor de få forstyrrende
efter fem år finder Yumiko så sm åt glæde
elem enter - en fjern lyd af trafik, havets
ved livet igen, da hun indgår et arrange
brusen, latter fra naboens tv - blot er med
ret ægteskab, flytter og begynder et nyt
til at understrege filmens fundam entale
liv. Men trods tidens gang og den fysiske
tone af længsel og ensomhed.
afstand til hendes tidligere liv bliver m in derne ved m ed at spøge. Filmen rejser spørgsm ålet om, hvorvidt
Kore-eda dvæler dog ikke kun ved trage dien, ved tabets grundlæggende irrationali tet og dødens kraftfulde endelighed. Mabo
det er bedst at huske eller at glemme. Yu-
rosi er også en stille observation af helings
mikos lille søn vil aldrig kunne huske sin
processen, af livet, der følger efter sorgen.
far, m en Yumiko selv vil på den anden side
Yumikos konkrete m øde med døden i form
aldrig kunne glemme ham. Hvad er mest
af et begravelsesoptog i slutscenen synes
smerteligt?
at afrunde hendes konstante kredsen om tabet, og derm ed m arkerer afslutningen en
Som en vågen drøm . Filmens em ne er i al
mulig ny begyndelse og en spirende opti
sin enkelhed livet og døden, m en Maborosi
misme, tristessen til trods.
har sin styrke i, at den aldrig forstørrer dram aet hverken i handling eller æstetik,
I det hinsides. Ligesom Maborosi er Mel
hvilket tydeligst kom m er til udtryk i fil
lem liv og død en sublim m editation over
m ens næsten kom plette afvisning af næ r
døden og livet. Filmens præmis er enkel
billedet.
og enestående: 22 sjæle ankom m er til en
M ed sin gennem kom ponerede stil og
144
m ellemstation (der mest af alt ligner en
afmålte, elegiske tone h ar Maborosi klare
nedlagt provinsskole) mellem livet og
rem iniscenser af m esterinstruktøren Yasu-
døden. Her bliver de bedt om at udvælge
jiro Ozus tilbageholdte stil. I en åbenlys
sig én erindring, som de kan tage m ed sig
Hirokazu Kore-
i det hinsides, hvorpå deres øjeblik bliver
hændelse, hvor den japanske kult Aum
genskabt af personalet på mellem stationen
Shinrikyo lavede et nervegasangreb i m e
efter alle filmkunstens regler.
troen i Tokyo. Hengivelsen til en sekterisk
I sit arbejde m ed filmen interviewede Kore-eda 500 japanere i alle aldre, og han
kult bliver hos Kore-eda fremstillet som en m åde at slette sin hukom m else på, m en
klipper frit mellem de dokum entariske
samtidig peger Distance på døden og sorg
optagelser, improvisation og egentligt skue
arbejdet som en mulig forløsning.
spil. Ligesom Kore-eda således forener det
På et vist tidspunkt beskriver en af h o
dokum entariske m ed fiktion, ser vi gen
vedpersonerne sit yndlingstidspunkt på
nem filmens forløb, hvordan erindringer
døgnet: Den blå time, hvor nat bliver til
kan forvrænges, forbedres og genovervejes.
dag. Kvinden ved hans side spørger: Er det
Og det faktum, at det er filmmediets isce
dagens slutning eller dagens begyndelse?
nesættelse, der får evigt liv, tjener som en
M ed sin udbredte brug af håndholdt ka
påmindelse om, at m inder altid er iscene-
m era virker Distance både m ere nutidig og
satte; ingen erindring er objektiv.
mere foruroligende end Kore-edas øvrige
Ikke ulig franske Alain Resnais u nder søger Kore-eda det komplekse forhold
film, m en dens tem atik er Kore-eda i hans reneste og mest kom prom isløse form.
mellem erindringen og bearbejdningen af oplevelsen. Er det den præcise erindring
M an siger ofte, at instruktører laver den sam m e film igen og igen, og i tilfældet
eller den bearbejdede personligt-sentim en-
Kore-eda er det i nogen grad sandt: Alle
tale version, der rum m er den egentlige
hans foreløbig fire spillefilm har udforsket
sandhed om livet?
livets vanskeligheder, døden og erin d rin gen. M en trods de dystre emnevalg og
Den blå time. Distance tager anderledes
filmenes uanm assende æstetik efterlades
barskt fat i dødens konsekvenser i sin skil
tilskueren dybt berørt. Kore-eda viser os, at
dring af fire mennesker, hvis slægtninge
livet er svært, m en værd at leve - trods alt.
var m edlem m er af en religiøs kult, der forgiftede Tokyos vandforsyning og dræbte
Sophie Engberg Sonne
hundreder, hvorpå de selv blev dræbt. På den tredje årsdag for m assakren følger filmen de fire efterladte, der m ødes i en
Noter 1. http://www.cineasie.com/PortraitHirokazuKore-eda.htm l. Til baggrund for artiklen
skov for at mindes de døde. Filmen udspil
er desuden brugt: Schilling, Mark (1999): Contem porary Japanese Film. Weatherhill, New York.
ler sig over et enkelt døgn, afbrudt af de efterladtes erindringer, der dukker op som korte lysglimt. Distance er inspireret af den virkelige
2. Ehrlich, Linda C. og Kishi Yoshiko (2003/2004): ’’The Filmmaker as Listener. A New Look at Kore-eda Hirokazu”. In: Cinem aya # 61-62.
Filmografi
1995 1998 2001 2004
Maboroshi no Hikari/Maboroshi/Maborosi Wandafuru raifu/After Life/Mellem liv og død Distance Dare mo shiranai/Nobody Knows