Hirokazu Kore-eda Livet, døden og erindringen er i fokus hos Hirokazu Kore-eda, der med blot fire film har gjort Ozu rangen stridig som Japans største eksistentialist
“At dø for endelig at få tid . . Sådan sagde
Scenerne blev indspillet i kronologisk ræ k
den japanske film instruktør H irokazu
kefølge i løbet af et år, og børnene vokser
Kore-eda (f. 1962) engang i et interview 1,
tilsvarende - tydeligst begynder 12-årige
og sætningen kunne være det æstetiske
Akiras stem m e at gå i overgang, parallelt
credo for hans fire første spillefilm, der al
m ed at hans liv i filmen slår fra barnlig leg
lerede udgør et på alle m åder im ponerende
over i blodig alvor.
œuvre. I filmene Maborosi (Maboroshi no Hi-
De forladte børn bliver aldrig ondskabs fulde over for hinanden, m en fastholder en
kari, 1996), Mellem liv og død ( Wandafuru
rørende værdighed i deres forsøg på at få
raifu, 1999) og Distance (2001) udforsker
livet til at fungere. Kore-eda skildrer ver
Kore-eda med takt og subtilitet følsomme
den fra børnehøjde og kontrasterer b arn
og svært tilgængelige em ner som døden,
dom m ens uskyld med den voksne verdens
evigheden - og ikke m indst erindringen.
hårdhed. Da de forhutlede unger m å kon
Filmene synes at udgøre et tem atisk tripty-
frontere virkeligheden uden for lejligheden
kon, der ikke efterlader tvivl om instruktø
for at overleve, kollapser den skrøbelige
rens hovedinteresse.
balance, der har opretholdt deres liv.
D enne kom m er også til udtryk i hans se neste film, Nobody Knows (Dare mo shira-
E rindringens røde tråd. Kore-eda begynd
nai, 2004), hvor spørgsm ålet om erindring
te sin karriere m ed at lave dokum entarfilm
forskydes til at handle om et ansvarsløst sam fund, der glem m er en håndfuld børn. Nobody Knows (Daremo shiranai, 2004)
D en stille desperation. “Kære søn. M or er taget afsted et stykke tid. Vær sød at passe på dig selv og dine m indre søskende.” Så dan overlader en m or sine fire børn til sig selv i en etageejendom i Tokyo, og deraf følger tragedien i Nobody Knows. Filmen skildrer ubønhørligt, hvordan børnene går i hundene, efterhånden som pengene og det gode hum ør slipper op og erstattes af stille desperation og grum t forfald. Filmen er baseret på en virkelig historie, og Kore-eda besatte filmens børneroller m ed amatørskuespillere og benyttede d o kum entariske teknikker i forsøg på at gøre filmen så intim og uaffekteret som muligt.