kosmorama236_157_artikel20

Jia Zhang-ke Jia Zhang-kes film skildrer fortabte mennesker i et urbant Kina - men giver samtidig tilskueren en sær fornemmelse af at betragte en helt anden verden

Kinas såkaldt sjette generation af film­

tællinger produceret på store budgetter

kunstnere er efterhånden ved at vinde be­

og m ed statslig opbakning, har en gruppe

rømmelse og anerkendelse på de interna­

instruktører fra den sjette generation, h o ­

tionale filmfestivaler. G enerationens første

vedsagelig udklækket på filmakademiet i

film kom i perioden 1993-95, og m ed deres

Beijing, valgt at forblive uafhængige af de

rå skildringer af nutidens urbane Kina står

store studiers finansielle m idler - og så-

de i voldsom kontrast til den foregående

m æ nd også af statens godkendelse af deres

generations film, der bestod af smukke,

filmprojekter.

m en tragiske billeder a f en svunden tid i landom råderne.1 Mens m ange af den fem te generations

Jia Zhang-ke er den måske vigtigste aktør i den sjette generation. H ans stil er kom prom isløst nedtonet. H an forsøger

instruktører - herunder Zhang Yimou og

ikke at lefle for sit publikum ved at over­

C hen Kaige - er gået over til episke for­

dram atisere sine film - noget, han har

The World (Shijie, 2003)

Jia Zhang-ke

beskyldt femte generation for at gøre.2 Det

m en kan så m eget desto lettere falde hin­

er m ennesker, der er i centrum i alle Jias

anden græ dende om halsen.

hidtil fire film. Fortabte m ennesker i det

Sjældent bliver det dog så ekspressivt.

urbane Kina.

Selv kropssproget er i Jias film et redskab,

I cirkler m ed m onorail. Jia Zhang-kes

personerne er alene. H er har Jia Zhang-ke

der som regel først bliver til at aflæse, når verden er en skæv refleksion af vores. Alle

sin store styrke. Han kan gøre personernes

dens elem enter er genkendelige eller reali­

m anglende evne til at kom m unikere deres

stiske. M en personerne lever k onstant ude

drøm m e og frustrationer næsten håndgri­

af synkronisering m ed den - de finder sig

belig, m en u den at selve følelserne projice­

aldrig til rette.

Den skæve verden har i Jias seneste film, The World (Shijie, 2004), form af en for­

res over på publikum. Jia anvender hver­ ken underlæ gningsm usik eller close-ups til at gøre disse situationer intense; næsten

lystelsespark, hvor alle filmens personer

alle scener er optaget fra middelafstand i

bor og arbejder. De underholder besøgen­

lange sekvenser. Det er de fremmedgøren-

de i parken m ed alverdens danse og sange.

de og ofte absurde omgivelser, der sætter

I dette m ikrokosm os i udkanten af Beijing

menneskets fortabthed i relief.

findes kopier af Eiffeltårnet, pyram iderne, Stonehenge og det skæve tårn i Pisa - alle i m ellem stort format.

underlægningsm usik anvender Jia i sine

D enne syntetiske verden indeholder

film utallige lydklip, der sendes ud over

alskens vidundere, og alligevel drøm m er

byen gennem skrattende, forvrængende

filmens hovedpersoner, Tao og Taisheng,

højtalere. O ftest har disse lydklip ingen

om at opleve verden udenfor. Der er en

betydning for filmenes handling eller per­

herligt nedtonet ironi på spil her, som er

soner. M en de sender d et vigtige signal,

karakteristisk for Jias film. Kvinden Tao

at den virkelige verden eksisterer et sted

liver m om entant op, hver gang hun ta­

derude - og ofte bærer lydklippene på re­

ger turen i parkens m onorail, der kører i

ferencer til tidstypiske populærkulturelle

cirkel inde i parken. H un er altid på vej,

fæ nom ener og til konkrete historiske hæ n­

m en rykker sig i virkeligheden aldrig ud af

delser.

stedet. H un har hele verden for sine fød­

For eksem pel hører vi i starten a f Un-

der, m en er m entalt indespæ rret af den

known Pleasures (Ren xiao yao, 2002) en

symbolske grænse, der udgøres af parkens

reklame for det kinesiske statslotteri - en

mur.

Det er et gennem gående træ k ved Jias

158

Ø konom isk depression. I stedet for vanlig

subtil opsum m ering a f hovedpersonernes håb om at ku n n e leve et behageligt liv.

film, at personerne ikke m estrer den v er­

Hvilket vitterligt er lige så usandsynligt

bale kom m unikation. Tao og Taisheng

som at vinde i lotteriet, når man som Xiao

kom m unikerer m est ved hjælp af sms-be-

Ji og Bin Bin bor i industribyen D a Tong,

skeder, m isforstår derfor hinanden - og

hvor m ennesker i hobetal mistede deres

ender m ed at glide i hver sin retning. Den

arbejde, da det frie m arked kom til Kina

eneste, der synes at være på bølgelængde

m ed de økonom iske reform er i 90'erne.

med Taos følelser, er en kvindelig russisk

M an kunne forestille sig, at en sådan virke­

gæstearbejder, der selv længes hjem til sin

lighedsskildring hældede mod det nostal­

familie. De to har ikke noget fælles sprog,

giske. M en sådan er d et ikke engang. Det

Jia Zhang-ke

oprindelige Kina synes glemt og borte, og

nyeste trends og forsøger sig blandt andet

som et a f de sørgelige resultater af lan d ­

m ed rock og breakdance. M en skønt han

ets fejlslagne planøkonom i står Da Tong

taler sam m e sprog som sine tilhørere - en

som et usentim entalt gravm onum ent over

dialekt, der tales i Shan Xi-provinsen - er

kom m unism en. Byens fabrikker var alle­

han ikke i stand til at kom m unikere sin

rede forældede, dengang de blev bygget, og

kunst.

Jia fremhæver betonarkitekturen i al dens m onotone tristesse.

Den økonom iske depression gennem ­

Instruktøren har selv om talt savnet af en fælles kulturforståelse som et reelt n a­ tionalt problem i 80’erne: “I den periode

syrer hele Xiao Jis og Bin Bins verden.

m åtte kineserne konstant forholde sig til

Arbejdsløse og m ålløse lever de en dag ad

introduktionen af nye ting. Og vi anede

gangen, og mens resten af den kinesiske

ikke, hvad det var for ting. Det var en slags

befolkning bryder u d i jubel, da Kina i et

kulturel blindhed.”3

baggrundslydklip bliver valgt som væ rts­

D er er næppe tvivl om, at Jia Zhang-ke

nation for de Olympiske Lege i 2008,

identificerer sig m ed den misforståede

kigger de uforstående på hinanden. Det

kunstner. I Unknown Pleasures indtager

ændrer ikke noget i deres verden.

han sågar en birolle, hvor han synger en

Deres rastløse h verdag går m ed at for­ følge håbløse drøm m e, der er påvirket af

uforståelig italiensk sang, frem står som en idiot og om tales som ’landsbytossen’.

fantasmer om den vestlige kultur. Xiao Ji og en veninde diskuterer, hvor let forbry­

D et ventende folk. Den harm e, der ulm er i

dere slipper afsted m ed at røve og plyndre

et sådant satirisk udtryk for selverkendelse,

i Hollywood-film som Pulp Fiction (1994),

skyldes nok i vid udstræ kning den kinesi­

og de fortsæ tter m ed at kopiere John Tra-

ske stats modtagelse af Jias film. Alle de tre

volta og U m a Thurm ans dansescene.

første er blevet form ent offentlig visning.4

Rock og breakdance. I sin stæ rkt social­

den slagne vej og søgte statslige godken­

realistiske debutfilm, X iao W u (1997),

delser lige fra begyndelsen af processen.

fortæller Jia historien om lom m etyven

Og fik opbakning. Faktisk forlyder det, at

Xiao Wu, d e r bortset fra sin profession er

de regulerende instanser ønskede at holde

en meget almindelig kineser i perioden

filmen på plakaten, selv efter at den havde

om kring 1993. Det er på dette tidspunkt,

trukket det begrænsede biografpublikum ,

at de økonomiske reform er for alvor be­

den kunne. M an kan kun spekulere i, om

gynder at skille de nyrige, der form år at

de ansvarlige m istolkede de mange optag­

udnytte reform erne, fra resten af befolk­

elser fra turistattraktionen W orld Park

M ed The World gik Jia for første gang

ningen. Som et billede på de nyrige ser vi

som en hjertevarm reklame for stedet og

Xiao Wus tidligere p artn er, der er blevet

det globaliseringsbevidste Kina som hel­

en velhavende entreprenør og for fin til at

hed.

omgås lommetyve.

I Platform (Zhantai, 2000), Jias anden

M en det er og bliver svært at forestille sig en Jia Zhang-ke lave skønm alerier af

spillefilm, forsøger den progressive k unst­

det m oderne Kina. Skønt der er små glimt

n e r Minliang i 80’ernes Kina at trænge

af håb i hans film, handler de i bund og

igennem til sit utaknemm elige publikum .

g rund om fortabte sjæle i et sam fund, der

Konstant p røver han at være m ed på de

bevæger sig i en retning, de hverken for-

159

Jia Zhang-ke

m år at udnytte eller følge. Og ikke m indst om den ensom hed, de oplever, m ens dette langsom t går op for dem.

Som originaltitlen på Jias anden spil­ lefilm indikerer - Zhantai betyder ordret ’togperron’ - er instruktøren optaget af ventende folk. Folk, der sjældent er klar over, hvad de venter på, eller om noget overhovedet vil ske. På sam me m åde kan oplevelsen af Jia Zhang-kes film beskrives.

Det er skarpe og meget hum ane film, men også uafrundede historier, hvor m an ven­ ter på et klimaks, en forløsning af en slags - der ikke kom m er.

Terkel K. Tolstrup

Filmografi

160

1997 XiaoWu 2000 Zhantai/Platform 2002Ren xiao yao/Unknown Pleasures 2004 Shijie/The World

Noter 1. Corliss, Richard (2001). "Bright Lights”. In Tim e Asia, 26. marts 2001.

2. Teo, Stephen (2001). “Cinema with an Ac­ cent - Interview with Jia Zhangke, director of Platform”. In Senses o f Cinema, juni 2001.

3. Berry, Michael (2003). “A Film Comment online exclusive”. In Film Comment, marts/ april 2003.

4. Internationalt opnåede X ia o Wu dog an­ erkendelse ved blandt andet filmfestivalen i Berlin, hvilket betød, at Jia havde inter­ national opbakning til sit næste projekt fra Takeshi Kitanos japanske produktionssel­ skab, Office Kitano, og fra franske Artcam International.