Jia Zhang-ke Jia Zhang-kes film skildrer fortabte mennesker i et urbant Kina - men giver samtidig tilskueren en sær fornemmelse af at betragte en helt anden verden
Kinas såkaldt sjette generation af film
tællinger produceret på store budgetter
kunstnere er efterhånden ved at vinde be
og m ed statslig opbakning, har en gruppe
rømmelse og anerkendelse på de interna
instruktører fra den sjette generation, h o
tionale filmfestivaler. G enerationens første
vedsagelig udklækket på filmakademiet i
film kom i perioden 1993-95, og m ed deres
Beijing, valgt at forblive uafhængige af de
rå skildringer af nutidens urbane Kina står
store studiers finansielle m idler - og så-
de i voldsom kontrast til den foregående
m æ nd også af statens godkendelse af deres
generations film, der bestod af smukke,
filmprojekter.
m en tragiske billeder a f en svunden tid i landom råderne.1 Mens m ange af den fem te generations
Jia Zhang-ke er den måske vigtigste aktør i den sjette generation. H ans stil er kom prom isløst nedtonet. H an forsøger
instruktører - herunder Zhang Yimou og
ikke at lefle for sit publikum ved at over
C hen Kaige - er gået over til episke for
dram atisere sine film - noget, han har
The World (Shijie, 2003)
Jia Zhang-ke
beskyldt femte generation for at gøre.2 Det
m en kan så m eget desto lettere falde hin
er m ennesker, der er i centrum i alle Jias
anden græ dende om halsen.
hidtil fire film. Fortabte m ennesker i det
Sjældent bliver det dog så ekspressivt.
urbane Kina.
Selv kropssproget er i Jias film et redskab,
I cirkler m ed m onorail. Jia Zhang-kes
personerne er alene. H er har Jia Zhang-ke
der som regel først bliver til at aflæse, når verden er en skæv refleksion af vores. Alle
sin store styrke. Han kan gøre personernes
dens elem enter er genkendelige eller reali
m anglende evne til at kom m unikere deres
stiske. M en personerne lever k onstant ude
drøm m e og frustrationer næsten håndgri
af synkronisering m ed den - de finder sig
belig, m en u den at selve følelserne projice
aldrig til rette. Den skæve verden har i Jias seneste film, The World (Shijie, 2004), form af en for
res over på publikum. Jia anvender hver ken underlæ gningsm usik eller close-ups til at gøre disse situationer intense; næsten
lystelsespark, hvor alle filmens personer
alle scener er optaget fra middelafstand i
bor og arbejder. De underholder besøgen
lange sekvenser. Det er de fremmedgøren-
de i parken m ed alverdens danse og sange.
de og ofte absurde omgivelser, der sætter
I dette m ikrokosm os i udkanten af Beijing
menneskets fortabthed i relief.
findes kopier af Eiffeltårnet, pyram iderne, Stonehenge og det skæve tårn i Pisa - alle i m ellem stort format.
underlægningsm usik anvender Jia i sine
D enne syntetiske verden indeholder
film utallige lydklip, der sendes ud over
alskens vidundere, og alligevel drøm m er
byen gennem skrattende, forvrængende
filmens hovedpersoner, Tao og Taisheng,
højtalere. O ftest har disse lydklip ingen
om at opleve verden udenfor. Der er en
betydning for filmenes handling eller per
herligt nedtonet ironi på spil her, som er
soner. M en de sender d et vigtige signal,
karakteristisk for Jias film. Kvinden Tao
at den virkelige verden eksisterer et sted
liver m om entant op, hver gang hun ta
derude - og ofte bærer lydklippene på re
ger turen i parkens m onorail, der kører i
ferencer til tidstypiske populærkulturelle
cirkel inde i parken. H un er altid på vej,
fæ nom ener og til konkrete historiske hæ n
m en rykker sig i virkeligheden aldrig ud af
delser.
stedet. H un har hele verden for sine fød
For eksem pel hører vi i starten a f Un-
der, m en er m entalt indespæ rret af den
known Pleasures (Ren xiao yao, 2002) en
symbolske grænse, der udgøres af parkens
reklame for det kinesiske statslotteri - en
mur. Det er et gennem gående træ k ved Jias
158
Ø konom isk depression. I stedet for vanlig
subtil opsum m ering a f hovedpersonernes håb om at ku n n e leve et behageligt liv.
film, at personerne ikke m estrer den v er
Hvilket vitterligt er lige så usandsynligt
bale kom m unikation. Tao og Taisheng
som at vinde i lotteriet, når man som Xiao
kom m unikerer m est ved hjælp af sms-be-
Ji og Bin Bin bor i industribyen D a Tong,
skeder, m isforstår derfor hinanden - og
hvor m ennesker i hobetal mistede deres
ender m ed at glide i hver sin retning. Den
arbejde, da det frie m arked kom til Kina
eneste, der synes at være på bølgelængde
m ed de økonom iske reform er i 90'erne.
med Taos følelser, er en kvindelig russisk
M an kunne forestille sig, at en sådan virke
gæstearbejder, der selv længes hjem til sin
lighedsskildring hældede mod det nostal
familie. De to har ikke noget fælles sprog,
giske. M en sådan er d et ikke engang. Det
Jia Zhang-ke
oprindelige Kina synes glemt og borte, og
nyeste trends og forsøger sig blandt andet
som et a f de sørgelige resultater af lan d
m ed rock og breakdance. M en skønt han
ets fejlslagne planøkonom i står Da Tong
taler sam m e sprog som sine tilhørere - en
som et usentim entalt gravm onum ent over
dialekt, der tales i Shan Xi-provinsen - er
kom m unism en. Byens fabrikker var alle
han ikke i stand til at kom m unikere sin
rede forældede, dengang de blev bygget, og
kunst.
Jia fremhæver betonarkitekturen i al dens m onotone tristesse. Den økonom iske depression gennem
Instruktøren har selv om talt savnet af en fælles kulturforståelse som et reelt n a tionalt problem i 80’erne: “I den periode
syrer hele Xiao Jis og Bin Bins verden.
m åtte kineserne konstant forholde sig til
Arbejdsløse og m ålløse lever de en dag ad
introduktionen af nye ting. Og vi anede
gangen, og mens resten af den kinesiske
ikke, hvad det var for ting. Det var en slags
befolkning bryder u d i jubel, da Kina i et
kulturel blindhed.”3
baggrundslydklip bliver valgt som væ rts
D er er næppe tvivl om, at Jia Zhang-ke
nation for de Olympiske Lege i 2008,
identificerer sig m ed den misforståede
kigger de uforstående på hinanden. Det
kunstner. I Unknown Pleasures indtager
ændrer ikke noget i deres verden.
han sågar en birolle, hvor han synger en
Deres rastløse h verdag går m ed at for følge håbløse drøm m e, der er påvirket af
uforståelig italiensk sang, frem står som en idiot og om tales som ’landsbytossen’.
fantasmer om den vestlige kultur. Xiao Ji og en veninde diskuterer, hvor let forbry
D et ventende folk. Den harm e, der ulm er i
dere slipper afsted m ed at røve og plyndre
et sådant satirisk udtryk for selverkendelse,
i Hollywood-film som Pulp Fiction (1994),
skyldes nok i vid udstræ kning den kinesi
og de fortsæ tter m ed at kopiere John Tra-
ske stats modtagelse af Jias film. Alle de tre
volta og U m a Thurm ans dansescene.
første er blevet form ent offentlig visning.4
Rock og breakdance. I sin stæ rkt social
den slagne vej og søgte statslige godken
realistiske debutfilm, X iao W u (1997),
delser lige fra begyndelsen af processen.
fortæller Jia historien om lom m etyven
Og fik opbakning. Faktisk forlyder det, at
Xiao Wu, d e r bortset fra sin profession er
de regulerende instanser ønskede at holde
en meget almindelig kineser i perioden
filmen på plakaten, selv efter at den havde
om kring 1993. Det er på dette tidspunkt,
trukket det begrænsede biografpublikum ,
at de økonomiske reform er for alvor be
den kunne. M an kan kun spekulere i, om
gynder at skille de nyrige, der form år at
de ansvarlige m istolkede de mange optag
udnytte reform erne, fra resten af befolk
elser fra turistattraktionen W orld Park
M ed The World gik Jia for første gang
ningen. Som et billede på de nyrige ser vi
som en hjertevarm reklame for stedet og
Xiao Wus tidligere p artn er, der er blevet
det globaliseringsbevidste Kina som hel
en velhavende entreprenør og for fin til at
hed.
omgås lommetyve. I Platform (Zhantai, 2000), Jias anden
M en det er og bliver svært at forestille sig en Jia Zhang-ke lave skønm alerier af
spillefilm, forsøger den progressive k unst
det m oderne Kina. Skønt der er små glimt
n e r Minliang i 80’ernes Kina at trænge
af håb i hans film, handler de i bund og
igennem til sit utaknemm elige publikum .
g rund om fortabte sjæle i et sam fund, der
Konstant p røver han at være m ed på de
bevæger sig i en retning, de hverken for-
159
Jia Zhang-ke
m år at udnytte eller følge. Og ikke m indst om den ensom hed, de oplever, m ens dette langsom t går op for dem. Som originaltitlen på Jias anden spil lefilm indikerer - Zhantai betyder ordret ’togperron’ - er instruktøren optaget af ventende folk. Folk, der sjældent er klar over, hvad de venter på, eller om noget overhovedet vil ske. På sam me m åde kan oplevelsen af Jia Zhang-kes film beskrives. Det er skarpe og meget hum ane film, men også uafrundede historier, hvor m an ven ter på et klimaks, en forløsning af en slags - der ikke kom m er. Terkel K. Tolstrup
Filmografi
160
1997 XiaoWu 2000 Zhantai/Platform 2002Ren xiao yao/Unknown Pleasures 2004 Shijie/The World
Noter 1. Corliss, Richard (2001). "Bright Lights”. In Tim e Asia, 26. marts 2001. 2. Teo, Stephen (2001). “Cinema with an Ac cent - Interview with Jia Zhangke, director of Platform”. In Senses o f Cinema, juni 2001. 3. Berry, Michael (2003). “A Film Comment online exclusive”. In Film Comment, marts/ april 2003. 4. Internationalt opnåede X ia o Wu dog an erkendelse ved blandt andet filmfestivalen i Berlin, hvilket betød, at Jia havde inter national opbakning til sit næste projekt fra Takeshi Kitanos japanske produktionssel skab, Office Kitano, og fra franske Artcam International.