kosmorama238_155_artikel14

a f Niels Henrik Hartvigson

Cabaret (Bob Fosse, 1972)

Subjektivitet, lyrik, performance og showstoppers Musicalnummerets logik A f Niels Henrik Hartvigson

Hvor kom m er m usikken fra? Fra første

kroppenes rytm e og sangenes fraseringer

færd har filmkritikere og -teoretikere stillet

overtager styringen. Samtidig fungerer

spørgsmål ved m usical-genrens spring ind

num rene som showcases for skuespillernes

i fantasien.

talenter, og de danner storladne shows,

Skønt musicalens sang- og dansenum re et langt stykke ad vejen understøtter og uddyber filmens persontegning og tem a­

hvor filmene peger på deres egen iscene­ sættelse.

En plotdom ineret tilgang giver således

tiske pointer, påvirker num rene også den

en meget ufuldstændig forståelse af m u­

narrative logik i de film, de optræ der i, og

siknum m erets potentiale, for film er meget

åbner op for lyriske paralleluniverser, hvor

m ere end historie, og i musicalen - forstået

155

Subjektivitet, lyrik, performance og showstoppers

som film, hvor m usiknum re har en afgø­

af num m eret, hvor de to traller sangen i

rende betydning for filmenes betydnings­

perfekt harm oni.

dannelse - kom m er dette særlig tydeligt

I On an Island With You (1948, På en ø

frem. I musicalen oplever m an uvægerligt

med dig) spiller Cyd Charisse en tilbage­

et m arkant tempotab, fordi handlingen går

holdende skuespillerinde, der i det skjulte

langsom m ere eller sættes i stå af drøm m e­

er forelsket i en kollega (Ricardo Moltal-

eller fantasidom inerede sang- og danse­

ban), som er forlovet m ed en filmstjerne

num re.

Og ikke nok m ed dét, musicalen intro­

(Esther W illiams). På natklubben byder Ricardo hende op til en dans. Med sin på

ducerer masser af ubrugeligt materiale i

én gang kraftfulde og elegante klassiske

forhold til en frem adskridende historie.

dansestil viser hun en glød og sensualitet,

På kryds og tværs af undergenrer, lande

som vi ellers h a r måttet kigge længe efter.

og historiske perioder skal vi her sætte

Hun placerer derm ed effektivt fokus på

tæ nderne i dette ubrugelige materiale og

sig selv, såvel i forhold til sin dansepartner

opleve, hvordan musicalen spæ nder det

og kollega som , ikke m indst, i forhold til

fiktive univers ud.

publikum , d er nu må opfatte hende som en reel trussel for filmstjernen.

D efining m om ents. Sang- og dansenum ­ rene er musicalens foretrukne m åde at

Troldspejl og ydre handling. Samtidig

udstyre personerne m ed tyngde og nuan­

m ed at personerne viser deres inderste, kan

cer på - og derm ed give os som publikum

filmen vælge at lægge en tolkning ned over

m ulighed for at fordybe os i dem. I num re­

num rene og vise sandheder, som perso­

ne præ senterer personerne os for følelses­

nerne ikke selv er klar over.

mæssige sandheder om dem selv, og de får derfor ofte karakter af det, m an kalder et

musikalske num re som en troldspejling af

defining m oment, altså det tidspunkt, hvor

en politisk og social virkelighed, samtidig

personen bekender sin rette kulør.

med at de udtrykker de optrædendes per­

Søster Klivia leder i den hollandske m u­

sonlige og kunstneriske væsen, på den ene

sical Ja Zuster, nee Zuster (2002, Yes Nurse!

side besk og afslørende, på den anden side

No Nurse!) et herberg for sociale udskud.

sentim entalt og inderligt. Numrene både

En af beboerne, den unge pige Jet (Tjitske

udtrykker og kom m enterer, og de giver

Reidinga), har m ødt den ungdom skrim i­

derved et nuanceret bud på musikkens

nelle G errit (W aldemar Torenstra), og han

potentiale og genrens fascinationskraft.

er flyttet ind i Klivias herberg. O m m orge­

156

I Bob Fosses Cabaret (1972) fungerer de

Han, hun, Dirch og Dario (1962) forener

nen er han forsvundet, m en Jet finder ham

diam etralt m odsatte følelser inden for

på taget, hvor han er ved at fodre duerne i

samme num m er. M arianne (Ghita Nørby)

dueslaget, m ens han synger ’Duifies’. Hun

er flyttet fra sin egocentriske mand (Ebbe

er i forvejen lun på ham , men bliver brand­

Langberg) og ind på kunstnerpensiona­

varm ved synet af G errit i stram tsiddende

tet, hvor hun h a r mødt den charmerende

undertøj. Hans duefodringssang viser den

M ario (Dario Cam peotto), som h u n flirter

indtil nu lidt tvetydige ungersvend som

med som adspredelse. Pensionatvært­

både god m od dyr og skøn som en gud.

indens datter D orte (Gitte Hænning) er

G errits potentiale som rom antisk p artner

derim od helt skudt i M ario. Under festen i

for Jet understreges musikalsk i slutningen

pensionatet synger M ario ’Den første gang

a f Niels Henrik Hartvigson

Han, hun, Dirch og Dario (Annelise Reenberg, 1962)

jeg er forelsket’ under en tæ t dans m ed

opbygningen af de følelser og konflikter,

Marianne. D a Mario h a r sunget omkvædet,

som er til stede i rum m et. Samtidig er det

bevæger kam eraet sig forbi de dansende

et udm æ rket eksempel på, at m usicalnum ­

par, og vi ser Dorte stå bag skorstenen

m eret kan indeholde handling. Mens M a­

og betragte sin drøm m eprins, m ens han

rio og M ariannes dans udvikler sig fra flirt

besynger en anden. K am eraet bliver på

til affære, oplever først D orte kærlighedens

hende, og h u n overtager sangen, der nu

smerte, derefter er det M ariannes mand,

kom m er til at handle om sm erten ved at

der er trådt ind ad døren tids nok til at se

tabe kærlighedens allerførste kamp. Over­

sin kone blive tungekysset, og endelig er

m andet af sine følelser storm er hun ud, og

det M arianne, der, mens m usikken fortsat

d er klippes til de dansende, m ens M ario

spiller, opdager, at hun er blevet opdaget.

tager sangen tilbage, indtil han overm an­

At handlingen skrider frem i n um ­

des af følelser og m idt i en strofe suger sig

m eret, forekom m er i det hele taget meget

til M ariannes mund.

oftere, end genrens analytikere synes at

N um m eret ’Den første gang jeg er for­

anerkende. Det sker sågar i genrens første

elsket’ beskæftiger sig ikke kun m ed de

klassiker, The Jazz Singer (1927), hvor Jack

syngendes følelser. K am eraet afsøger syste­

Robin (Al Jolson) får sit gennem brud med

m atisk og i tæ t samkørsel m ed m usikken

’M other of M ine’, mens hans m or (Eugenie

157

Subjektivitet, lyrik, performance og showstoppers

Besserer) står i kulissen. H un er kom m et

fantasier i num rene. Rick Altman bruger

for at hente ham hjem til den døende far,

betegnelsen personality dissolve om denne

m en erkender - i en stumfilmsekvens, der

tilbagevendende strategi, hvor personerne

indgår i num m eret - at hendes søn ikke

bruger musik, sang og dans til at formidle

længere tilhører hende, m en hele verden,

en drøm m eagtig vision a f sig selv. Denne

og hun forlader tårevædet teateret, mens

type num re fungerer i forlængelse a f perso­

Jack synger færdigt.

nen som en form for subjektiv sekvens, der

Ligeledes forlader Penny (Ginger Ro­ gers) sin Lucky (Fred Astaire) både på

foregriber en mulig udvikling.

I Sweet Charity (1969) synger de tre

handlingsplan og som en del af koreogra­

glædespiger ’There’s G otta Be Something

fien i ’Never G onna Dance’ fra Swing Time

Better Than This’, mens de med deres

(1936).

energiske dans udtrykker drøm m en om

Og num re og handling blandes systema­ tisk m ed teaterfolkenes skæbner i Carlos

et mere tilfredsstillende liv end det, de oplever i natklubbens mørke. Niels (Poul

Sauras flamenco-filmatisering af Carmen

Reichhardt) afprøver i D et store løb (1952)

(1983). Det sker helt ud i det klimaktiske

sin kærlighedssang på hesten Ibrahim i

affektdrab, der bliver enden både for den

’Smil til mig, pigelil’, og i Snow W hite and

fiktive C arm en og for den danser, der spil­

the Seven Dwarfs (1938, Snehvide og de

ler C arm en (Laura del Sol).

syv dværge), udlever den hårdt prøvede

Kan der således sagtens være en ydre

prinsesse sin romantiske fantasi ved brøn­

handling i num rene, kan den også sagtens

den i num m eret ’Someday My Prince Will

undværes. Indre handling eller en subjektiv

Come’.

dynam ik er derim od et must.

S trukturelle netværk. Musicalens num re Subjektive universer. I M ød mig på Cassio-

er som oftest kædet sam m en i en logik, der

peia (1951) spiller Bodil Kjer Polyhymnia,

hjælper publikum til at opstille forvent­

en muse m ed selvtillid og gåpåmod, der er

ninger og orientere sig i filmen. Filmens

på inspirationstur på jorden. Filmen b ru ­

num re skaber tematiske og strukturelle

ger ’Musens sang’ til at form idle en følel­

paralleller på tværs af plottet, og de kom ­

sesmæssig side af hende. På den tom m e

m enterer således personernes ligheder og

scene reflekterer hun over sin umulige

forskelle. N um rene fungerer som spejlinger

situation, hvor hun er blevet forelsket i et

og skaber et skelet, der giver narrationen

menneske. M ed et m inim um af rekvisitter

tem atisk tyngde.

åbenbarer hun en melankolsk og filosofisk

Funny Face (1957, Forelsket i Paris)

side afsig selv, m ens hun indsigtsfuldt og

foregår i m odeverdenen, hvor m odem o­

selvironisk synger om, at

gulen Maggie Prescott (Kay Thompson) planlægger en strategi til at tryllebinde den

Jordiske piger til alteret går Så langt er der aldrig en muse, der når, Næh, muser de må hel’re blive hjemme, hvor de bor De får hjerterne knust mellem himmel og jord.

m oderne kvinde. Hun sender fotografen Dick Avery (Fred Astaire) ud på optagelse, og han finder i en støvet boghandel den intellektuelle Jo (Audrey H epburn), der ved udsigten til en tur til filosofiens høj­

158

D et subjektive kom m er tydeligt til udtryk,

borg, Paris, indvilliger i at blive fotomodel.

n år personerne udtrykker drøm m e og

I filmens ’Bonjour Paris’-num m er oplever

a f Niels Henrik Hartvigson

Triptykon-effekt i Stanley Donens Funny Face (1957, Forelsket i Paris )

vi, hvordan de tre personers forskellighe­

der optræ der med m usik og sang, i m od­

der opløses i en sindrig tem atisk paral­

sætning til den tredelingslogik, der ellers er

lelisering, der m odsvarer deres um iddel­

dom inerende.

bart forskelligrettede funktioner i plottet.

Generelt i filmen fungerer num rene

Num m eret leder ved sin triptykon-strategi

tillige på et endnu mere grundlæggende

utvetydigt opm æ rksom heden hen på en

plan til at opdele universet i musikalske

sidestilling af deres eventyrlyst.

figurer over for ikke-musikalske. Alene det

Num rene i Funny Face fungerer i det

faktum, at de tre som filmens eneste gen­

hele taget som en tem atisk parallelitets­

nem gående figurer er musikalske, lægger et

m arkør i forhold til personernes attitude

analytisk snit ned over universet.

og tilgang til verden. Således optræ der de i

I den store undergenre, som den rom an­

indbyrdes forskelligt parrede duetter, hvor

tiske musical udgør, er det norm al praksis,

de v iser flair for udklæ dning og skuespil.

at num rene er fordelt analytisk, således at

Jo og Maggie gør grin m ed m odeverdenen

den ene parts num re spejler den andens.

i ’O n How to Be Lovely’, m ens Maggie og

De elskende kan f.eks. optræ de i m at­

Dick klæder sig ud og laver spas i ’Clap Yo’

chende num re, der viser, at de trods deres

H ands’. I Jo og Dicks fotosession lærer han

forskelligheder har musikken og tilgangen

hende at bruge sin forestillingskraft:, og

til den til fælles. D et er det, Rick A ltman i

hun kvitterer m ed en række fantasifulde

The American Film Musical kalder paral­

poseringer.

lelstruktur, og han argum enterer for, at

I løbet af film en fokuserer en række

denne struktur leder til en forventning om,

n u m re på kærlighedsforholdet mellem Jo

at det vil ende m ed rom antisk forening af

og Dick, og i disse tilfælde er det kun de to,

m and og kvinde. Et m oderne og farverigt

159

Subjektivitet, lyrik, performance og showstoppers

Parallelisme med kontrastskabende effekt: Dorothy (Jane Russell) og Lorelei (Marilyn Monroe) i Howard Hawks’ Gentlemen Prefer Blondes (1953, Gentlemen foretrækker blondiner)

eksempel er Kuch Kuch Hota Hai (1998,

m ed vidt forskelligt fortegn. Film ens h an d ­

Something is Happening), hvor Rahul (Shah

ling bevæger sig igennem en betagende

Rukh Khan) og Anjali (Kajol) går fra kam ­

række m andeproblem er og e n d er med, at

m erater til frem m edgjorte til kærester.

begge får deres m illionæ r/journalist i et

I denne film, som i en lang række andre

dobbeltbryllup. Im ens arbejder filmens

Bollywood-musicals, rykker paralleliteten

num re på tværs af plottet og fungerer som

ind i de enkelte num re, der bliver til m usi­

kom m entarer til forholdet m ellem show­

kalske dyster mellem kønnene.

pigerne og som m arkører af deres forskelle

Et overset fæ nom en er, at denne paral­ lelstrategi selv i den klassiske Hollywood-

160

og ligheder.

I num m eret ’Is Anyone Here for Love?’,

musical ikke udelukkende optræ der i rela­

der foregår ved oceanlinerens svøm m epøl

tion til det heteroseksuelle par. I Gentlemen

m ed det olympiske gym nastikhold som

Prefer Blondes (1953, Gentlemen foretræ k­

hunky staffage, efterlyser den romantiske

ker blondiner) gælder det eksempelvis ven­

D orothy en lystfyldt kærlighed. Loreleis

indeparret Lorelei Lee og D orothy Shaw

num m er, ’D iam onds Are a Girl’s Best

(Marilyn M onroe og Jane Russell), der

Friend’ viser en parallel mandefascination

jagter kærligheden fra New York til Paris

m en m ed fokus på mændenes pekuniære

a f Niels Henrik Hartvigson

attraktioner - et perfekt m odstykke til Do-

andre i universet, der påvirkes af den m u ­

rothys num m er. Filmen slutter m ed piger­

sik, som filmen skaber om kring de optræ ­

nes reprise a f filmens startnum m er ’We’re

dende. Karakterernes dybt personlige o p ­

Just Two Little Giris from Little Rock’, nu

træ den skaber en bro ud til omgivelserne,

leveret som bryllupsm arch, hvor de to

der også farves af den subjektive m usikali­

brude går op ad m idtergangen m od deres

tet og i en eller anden udstræ kning bliver

ventende brudgom m e. N um m eret signa­

inddraget i den musikalske udfoldelse.

lerer ligesom duetten ’W hen Love Goes

I Saa til Søs (1933) ender toldassistenten

Wrong’ en solidaritet og gensidig forståelse

og direktørdatteren (Edgar Hansen og Katy

mellem de to på trods af deres vidt forskel­

Valentin) ved den pittoreske brønd efter en

lige væsener.

glad aften på kroen. Den intim e samtale går over i, at toldassistenten synger ’Spørg

Lyriske universer. Selvom m usiknum ­

mine Stjerner’, hvor han tager naturen og

rene som oftest har en m arkant subjektiv

verden til vidner på sin kærlighed. Katy

dimension, så er der dog ikke tale om en

Valentins direktørdatter lytter intenst, idet

egentlig subjektivitet, for i m usicalen er

hun skiftevis udtrykker tiltrækning, smiger,

num m eret i alm indelighed tilgængeligt for

generthed og optændthed. Sangens budskab

161

Subjektivitet, lyrik, performance og showstoppers

Jacques Demys Les demoiselles de Rochefort (1967, Pigernefra Rochefort)

er dog meget mere end ord. D irektørdat­

Maxence (Jacques Perrin) på byens café om

terens mest markante reaktioner kom m er

sin drøm m epige. Vi er allerede blevet præ­

på sangens højeste toner, hvilket viser, at

senteret for ham , og vi kender hans følelser,

det i høj grad er toldassistentens musikalitet

m en det er ikke nok for filmen. I ’Chanson

og stemmekraft, hun reagerer på. Hendes

de Maxence’ kom m er vi p å bølgelængde

reaktioner er også dom ineret af sangens

m ed hans oplevelsesverden, der b reder sig

gentagelser, dens skift mellem omkvæd og

ud til hans omgivelser. N um m eret bevæger

vers, melodiens spring og den syngendes

sig fra hans intim e bekendelser til caféens

stemme. Hun skaber et matchende modspil

indehaver til, at han synger om sin længsel

til den syngende, der dog, selvom det er

for alle caféens gæster, der, som sangen

vellykket og virker passende, ikke nødven­

skrider frem, agerer kor og kom m enterer

digvis opleves som realistisk. Man kan sige,

og gentager hans historie om drøm m epi­

at hendes modspil er lyrificeret i overens­

gen. N um m eret aktiverer en lyrisk sensibi­

stemmelse med sangens love.

litet, hvor søm andens følelser får et perfekt

I Les demoiselles de Rochefort (1967, 162

Pigernefra Rochefort) synger søm anden

udtryk. Sangens opbygning med versefød­ der, rim og harm onier ophøjer hans læng-

o f Niels Henrik Hartvigson

sel til et sm ukt og fascinerende objekt, som

(2002) iscenesætter deres universer så

vi som publikum kan tage og føle på - og

gennemlyrisk, at m usiknum rene synes at

nynne med på.

frem stå ganske naturligt.

I samme film kan opleves, hvordan en

I film som disse er integrationen mellem

perform er i m ere ekstrem grad kan om for­

num m er og narration stor, og der er en

m ulere universet. Det sker, når den am e­

klar tendens til, at teoretikere og kritikere

rikanske komponist, spillet af Gene Kelly,

h ar lettere ved at værdsætte de gennem lyri­

synger i Rocheforts farvetonede gader,

ske film, da de lever op til en helhedsnorm .

m ens fodgængere danser forbi i koreogra­ feret masse.

Inddragelse af publikum . Et kendetegn

Kritikkens utilpashed ved disse brud på

ved lyrik generelt - og således også ved

den normale fortællemæssige logik er lige

musicalens lyriske universer - er, at det

så gammel som musicalen. Og lige fra star­

lyriske har indforskrevet en kontaktflade til

ten har musicalen søgt at legitimere m usik­

publikum.

ken. Under Ib Schønberg og Ellen Jansøs

Da Lorelei og D orothy i Gentlemen

kærlighedssang på badebroen i Weekend

Prefer Blondes er strandet på en lille café

(1935) leverer en rejsegramm ofon alibi

uden en franc på lom m en, fungerer ’W hen

for musikken, ligesom tusindvis af andre

Love Goes W rong’-num m eret som en trist

film placerer de syngende i næ rheden af

m elankolsk filosoferen mellem de to, men

orkestre, klaverer og radioer. D enne stra­

som sangen skrider frem, stiger hum øret,

tegi giver en realistisk begrundelse for det

og det at været strandet i en frem m ed by

musikalske, m en lige m eget hvor meget

frem står efterhånden som en jazzet leg.

realistisk m otivation, d er indføres, så re­

Fortovscaféen og gaden forvandles i løbet

præsenterer m usiknum rene et lyrisk fokus,

af num m eret til en sceneagtig størrelse, og

d er omskaber og forædler realistiske situa­

m enneskene om kring dem begynder at

tioner.

fungere som kor og publikum. N um m eret

I en del musicals b reder det lyriske sig

viser en lyrisk udgave af deres situation og

u d til hele filmen og skaber universer uden

af det omgivende univers og synes i det

markante b ru d mellem lyrik og realisme.

hele taget at anerkende tilstedeværelsen

D et gælder ikke m indst de gennemlyriske

af et publikum , også hinsides filmens eget

film, som instruktører som Vincente Min-

univers.

nelli, Stanley Donen og Gene Kelly fra

Kontakten ud til tilskuerne er allertyde-

slutningen a f 1940 erne til 1960 erne skabte

ligst i m usiknum rene, hvor filmen via de

for MGM s såkaldte ’Freed unit’ under

optræ dende vedkender sig sin karakter af

produceren A rthur Freed - f.eks. M eet Me

iscenesættelse og perform ance, hvorfor vi

in St. Louis (1944, M ød mig i St. Louis) og

som publikum må afstemme vores læse­

A n American in Paris (1951, En amerikaner

strategier i overensstemmelse m ed dette.

i Paris). D enne strategi er også blevet brugt

N år M aurice Chevalier stiller sit musikal­

senere og bruges stadig i dag - populære

ske spørgsmål direkte til kam eraet i sin

eksempler er Les Parapluies de Cherbourg

’W hat W ould You D o?’ i One H our With

(1963, Pigen med paraplyerne) og Moulin

You (1932, En time med dig), etableres der

Rouge (2001). Og Bollywood-filmene Kab-

en sam talesituation mellem publikum og

hi Khushi, Kabhie Gham (2001, Sometimes

performer.

Happiness, Sometimes Sorrow) og Devdas

I starten af Disneys The Hunchback o f

163

Subjektivitet, lyrik, performance og showstoppers

Notre Dame (1996, Klokkeren fra Notre

kan eksistere på flere planer, og vi må som

D am e) synger Clopin (Paul Kandeis stem­

publikum bruge vores abstraktionsevne.

me) i num m eret ’The Bells of Notre Dame’

H eather Laing beskriver dette fænom en så­

hele forhistorien til filmen. Ud over den

dan, at de syngende og dansende personer

konkrete fortællesituation, hvor Clopin

kom m er i kontakt m ed filmens udsigelses­

synger direkte til kameraet, illustreres

niveau. N um m eret udtrykker en æstetisk

sangen af scener fra vidt forskellige reali­

udvikling af karakteren, der medfører en

tetsniveauer - fra en dukketeaterudgave af

om vending af filmuniversets norm ale he­

historien til en dram atisk noir-agtig jagt

gemoni. Fra at være iscenesatte personer

igennem Paris’ gader, hvor Quasim odos

antager de i kraft af sangen og dansen en

m or dør på trappen til Notre Dame. Både

magtfuld rolle i universet.

her og i dukketeaterscenerne bryder Clo­

Med num m eret ’G od morgen’ omskaber

pin ud igennem fiktionen og m arkerer

Osvald H elm uth og Lille Connie i Der var

kontaktflader til filmens publikum .

engang en Vicevært (1937) morgentoilette

Hvad enten der er tale om direkte h en­

og m orgenm adsservering til ren perfor-

vendelse som i ’W hat W ould You Do?’ eller

mance. Noget lignende er tilfældet med en

indirekte som i ’Spørg m ine Stjerner’ eller

dåbsfrokost i Næsbygårds arving ( 1965),

begge dele som i ’The Bells of Notre Dame’,

hvor Poul Reichhardt som nybagt far syn­

byder num rene på en voldsom stilistisk

ger ’En baby’ med sine fire ekstremt musi­

forandring af filmenes univers.

kalske døtre. U d over at num m eret peger

Film i alle genrer arbejder m ed stilen

på den folkekære skuespillers sangtalent,

- bare lyt til baggrundsm usikken i en hor­

bevirker studienærlyden og den selvsikre

rorfilm, se på klipningen i en actionfilm

perform ance, at vi må indtage en ny publi­

eller de storladne landskabsm ontager i we­

kumsrolle.

sternfilmen. M en musicalen indtager ikke

Til tider fremstår de perform ende

desto m indre en særstilling, fordi den ofte

personer ekstrem t magtfulde, idet de kan

knytter sin stilistiske og æstetiske dynamik

hæve sig over tid og ru m . Det gælder for

til personerne. Klipning, kam erabevægel­

eksempel ’I Have Confidence’-num m eret

ser og -vinkler iscenesætter de syngende

fra The Sound ofM usic (1965) og ’Hot,

og dansende som drøm meagtige figurer i

hot’ fra Mille, Marie og m ig (1937), hvor

perfekte universer.

Et subtilt og meget typisk tegn på en

energiske og karismatiske optrædener af henholdsvis Julie Andrews og M arguerite

æ ndring af filmens forhold til publikum

Viby er vist m ed m arkante spring i tid og

ligger i lydkvaliteten i m usiknum rene. Alan

rum , m ens lydsidens perform ance forbliver

W illiams beskriver, hvordan personernes

sam m enhængende.

stem m er æ ndrer karakter fra realistisk rum klang til nærlyds-studieoptagelse, når

M usicalen som talentshow. De musikalske

de bryder ud i sang. Med dette skift beder

num re fungerer som regel først og frem ­

filmen publikum om at opfatte filmens

mest i kraft af de optrædendes musikalske

visuelle side som en funktion af sangen, og

talent og evne til performance, og det

det m edfører også, at vi opfatter den syn­

betyder, at num rene ikke kun udtrykker

gende som mere end en fiktiv person.

karakterudvikling og/eller subjektive fan­

Filmen tilkendegiver i det musikalske 164

num m er, at den syngende eller dansende

tasier, m en også peger p å skuespillernes musikalske talenter. I det øjeblik musicalen

a f Niels Henrik Hartvigson

iscenesætter skuespillerne i en perfor-

eller æstetisk kraft, at de stikker af fra nar­

mance, skaber den en m arkant udvidelse

rationen og så at sige dyrker sig selv. De er

af det fiktive univers og viser for alvor sin

det, m an kalder showstoppers. Som f.eks.

spændstighed.

i ’Das gibt’s nur einm al’-num m eret i Der

N år lille Connie f.eks. stepper ud på sce­

Kongreß tanzt ( 1931, Kongressen danser),

nen i Der var engang en Vicevært, peger det

hvor sindrige kamerabevægelser skiftevis

både på den fortællemæssige pointe, at hun

følger og forlader den syngende sypige (Li­

har arvet perform ance-genet fra sin pleje-

lian Harvey) på hendes karettur fra byen

far, og at hun redder show et fra en penibel

til slottet, m ens lydbroer veksler mellem

forsinkelse, m en samtidig fortæller det

hendes sang og den samme sang sunget af

efne stepnum m er om den n e barnestjernes

unge elskende, vaskekoner og skolebørn.

talenter. Hun kan ikke alene synge og spille komedie, hun mestrer også den hotte trot.

En sådan udvidelse a f det fiktive univers

De måske allerbedste eksempler på show stopper-fænom enet er im idlertid Busby Berkeleys storladne num re - fra

er meget karakteristisk for musicaloplevel­

1930’ernes backstage-musicals til Esther

sen. I det øjeblik man som publikum beta­

W illiams’ vandnum re i 1950 erne. Mange

ges af Lily Brobergs vejrm øller i M ød mig

flippede brainstorm e på fænom enerne

på Cassiopeia, John Travoltas jazzdans i

kvinde og vand synes at være gået forud

Staying Alive (1983) eller Jeanette MacDo-

for svøm m enum rene i On an Island With

nalds høje c’er, så udvides fiktionen m ed en

You og Neptune’s Daughter (1949, Neptuns

m arkering af virkelige m enneskers talenter.

datter).

Hollywoodmusicalen benyttede sig systematisk af dette forhold til at profilere

D et b rede potentiale. Langt hen ad vejen

specialister i biroller. I M GM -film efter

kan musicalens num re forstås som en in ­

MGM-film garanterer A n n Miller således

tegreret del af en frem adskridende fortæl­

stepdans på et fænom enalt plan. I Kiss

ling, hvor hver scene udfolder en handling,

M e Kate (1953) leverer h u n f.eks. m ed

der skaber forudsætningen for den videre

’Heatwave’-num m eret en stepdansende

handling.

audition, der burde have garanteret hende

M en m usiknum rene opløfter også

friplads i samtlige broadway-shows anno

personer, m iljøer og handling i en lyrisk

1954. Ikke desto m indre går rollen til Kath-

potens, hvor skønhed, drøm og fantasi

ryn Graysons sangstjerne, hvorved der

dom inerer. Integreret i det lyriske er pub­

forekommer et logisk b ru d , fordi det, der

likum skontakten, der kan forekomme som

er så oplagt for publikum, øjensynligt ikke

direkte henvendelse eller i mere diskret

er lige så indlysende for filmens show pro­

form. N um rene er som regel tillige show­

ducenter. N um re som ’Heatwave’ fungerer

cases for skuespillernes talenter, og i den

som oplevelsesmæssige højdepunkter, der

forbindelse viser filmene sig som vehikler

er for voldsomme til at kunne rum m es

for perform ance. Det samme gælder, om

inden for filmenes narrative logik.

end på et m ere abstrakt plan, i de mange

I musicalen er det en ganske norm al foreteelse, at d er forekom m er num re m ed

spektakulære num re, hvor filmen dyrker sig selv og sine muligheder.

en sådan talentmæssig, udtryksm æssig

165

Subjektivitet, lyrik, performance og showstoppers

Litteratur Altman, Rick (1987). The American Film Musical.

Bloomington, Indiana University Press.

Barrios, Richard (1995). A Song in the Dark. The Birth o f the Musical Film. New York, Oxford University Press.

Hartvigson, Niels Henrik (2006). ’’Early Danish Musical Comedies, 1931-9”. In: Conrich, Ian and Tinknell, Estella (red.): Film’s Musical Moments. Edinburgh, Edinburgh University Press.

166

Laing, Heather (2000). ’’Emotion by Numbers.

Music, Song and the Musical”. In: Marshall, Bill and Stilwell, Robynn (red.): Musicals: Hollywood and Beyond. Portland, Intellect.

Williams, Alan (1981). ’’The Musical Film and Recorded Popular Music”. In: Altman Rick (red.): Genre: The Musical. New York, Routledge.