M anhattan (Woody Allen, 1979).
Barndommens gader Woody Allens minder om New York A fja n Oxholm H an elskede New York City. H an forgudede byen ud over alle grænser ... Han var for romantisk, når det gjaldt M anhattan, som han var med alting. Manhattan (Woody Allen, 1979).
W oody Allen har sin helt egen ’Rosebud.
ning fra New York, som han oplevede i sin
Ikke Charles Foster Kanes berøm te kælk,
barndom :
m en derim od fødebyen New York, der er en vigtig brik i forståelsen af W oody Al00
102
lens film. Som et kæ rt m inde kan den nu 73-årige auteur ikke glemme den stem-
>eS “ helt sikke.rt et ba™
°S
mig hjemme, n ar jeg gar ru n d t i gaderne ... ikke j en ejjer ^Qg jeg kender Manhattan som m in egen bukselomme. Jeg ved, hvordan man
a f Jan Oxholm
finder rundt. Og hvilke restauranter m an skal besøge, og hvilke man skal undgå. Jeg føler mig bare hjem me i byen. (Cit. in Sunshine 1993: 80).
serede newyorkere, der lever i en verden af ubegrænset underholdning, frihed og bevægelse. I de tre film kan m an opleve nogle af
Samtidig er han bange for at miste byen’
W oody Allens mest neurotiske og navle
og bekymret for de forandringer, det
beskuende figurer: den intellektuelle og
m oderne New York gennemgår. Og det
usikre kom iker Alvy Singer i Annie Hall,
er netop i dette psykologiske spændings
den barnlige og narcissistiske tv-forfatter
felt mellem et nostalgisk og et m oderne
Isaac Davis i M anhattan og den nervøse
storbyrum , Woody Allen portræ tterer sin
hypokonder og tv-producer Mickey Sachs
elskede by. New York er både “uforanderlig og u n
i Hannah and Her Sisters. Som mange andre af W oody Allens karakterer slås de
d er konstant forandring,” skrev den am eri
m ed selvskabte problem er en masse. De er
kanske journalist E.B. W hite i sit klassiske
deres egne værste fjender. Alle tre lider af
essay ”Here is New York” fra 1949. Det er
angst og tvangstanker, men de er også n o
prim æ rt det uforanderlige New York, W oo
stalgikere af natur. De ’’længes ihjel”, med
dy Allen iscenesætter i sine film. Og det er
et udtryk hentet fra den norske psykiater
en af grundene til, at miljø- og karakter
Finn Skårderuds bog Andre rejser:
skildringerne i hans film m inder så meget om hinanden. I dag er W oody Allen ikke en instruktør, som er m ed til at udvikle og udfordre film kunsten, m en hans position som New Y ork-instruktør er og forbliver unik. N eurotiske new yorkere. Annie Hall (1977, M ig og Annie) udgør sam m en med M an
Det er let at blive hjemløs i tiden. Og inten siteten i de samfundsmæssige forandringer gør, at holdepunkter går tabt. Nostalgien er et tabsfænomen, men det er ikke længere tab af hjemstedet, m en af overblik og orienteringsevne. Og så søger vi tilflugt i vore egne historier. Vi fylder vore erindringer m ed følelser og holder dem frem som vanvittigt betydningsfulde, vi urolige ’’nom ader i nuet”. Nostalgien bliver en del af vores arbejde m ed at skaffe os en identitet. (Skårderud 2004: 298-99).
hattan (1979) og Hannah and Her Sisters (1986, Hannah og hendes søstre) Woody
Således har også W oody Allens neuroti
Allens tre vigtigste N ew York-film. I disse
kere deres alvorlige identitetsproblemer:
hovedværker er New York ikke bare en
De kan ikke finde den sande kærlighed, de
anonym location, m en en synlig og aktiv
boller på kryds og tværs, går hele tiden til
medspiller i de små, episodiske historier,
læge og psykolog, citerer Sigmund Freud
der fortælles.
og har som urolige ’’nom ader i nuet” m i
I de tre film, der h a r W oody Allen
stet overblikket og kontrollen m ed deres
både bag og foran kam eraet, befinder vi
eget liv. Derfor har de virkelig brug for at
os i et nostalgisk-rom antisk univers, hvor
leve i en tryg og velkendt by, hvor de kan
gaderne ikke er vædet i blod, m en fyldt
føle sig hjemme.
til bristepunktet med attraktive tilbud fra
I Annie Hall frem står New York som
museer, biografer, koncertsale og jazz-
et fredfyldt åndehul, hvor m an kan ud
klubber. Udgangspunktet er M anhattans
veksle forelskede blikke i solnedgangen
luksuøse U pper East Side, hvor Woody
foran Brooklyn Bridge. I Los Angeles,
Allen udlever sin eskapistiske længsel efter
derim od, går det helt galt for Alvy Singer.
en svunden tid i selskab m ed kunstinteres
Han har en masse fordom m e om denne
103
Barndommens gader
W oody Allen og Diane Keaton i Annie Hall (1977, Mig og Annie).
narkobetæ ndte og kulturløse by, hvor m an
døden. H an ’’længes ihjel”, han hader den
holder jul under en bræ ndende sol, og
larm ende punkm usik, som han h ører på
hvor ’’julem anden får solstik”. Han føler sig
sin mislykkede date og vil hellere sidde og
frem m edgjort og er klart på udebane.
lytte til Cole Porters blide kærlighedsmusik
I M anhattan er et passioneret kys på
i stille, stilfulde omgivelser. Han er typen,
balkonen, en udsigt til Central Park og
der er så fuld af sig selv, at en susen i øret
Empire State Building i forening m ed Ge
hurtigt bliver til en svulst i hjernen.
orge Gershwins ’’Rhapsody in Blue” på lyd siden m ed til at skabe et overjordisk rum .
New Yorks m ange ansigter. W oody Al
Men den barnlige Isaac Davis er rastløs og
lens New York er som en tryg puppe om
jagter konstant kærlighed og bekræftelse.
hans ’længselssyge’ karakterer og skiller sig
D enne 42-årige selvretfærdige narcissist
derved ud fra de fleste andre filmiske skil
beder sjovt nok sin 17-årige elskerinde
dringer af m etropolen, fra D.W. Griffith og
Tracy om ’’ikke at være så m oden”. Og så er der selvfølgelig tv-produceren Mickey Sachs fra Hannah and Her Sisters:
104
King V idors til John Cassavetes, Spike Lee og M artin Scorseses. Der er to sejlivede m yter om N ew York,
den ultimative hypokonder, som hele ti-
som m anifesterer sig såvel på film som i
den føler sig syg og konstant tæ nker på
litteraturen: Storbyen tolkes enten som en
a f Jan Oxholm
Frank Sinatra, Jules M unshin og Gene Kelly som syngende søm ænd på vulkaner i On the Town (1949, Søm æ ndpå vulkaner, instr. Stanley D onen og Gene Kelly).
dystopisk fængselscelle eller som et utopisk
teret som et faretruende og/eller voldeligt
fristed. Fra litteraturens verden kan næ v
rum - tæ nk blot på film som Sweet Smell
nes eksempler som Paul Austers The New
o f Success (1957, Magtens sødme, instr.
York Trilogy (1985-88, N ew York trilogien),
Alexander Mackendrick), M idnight Cow
hvor storbyens labyrintiske univers indgår
boy (John Schlesinger, 1969), Once Upon
som en aktiv del af de mystiske krim ihisto
a Time in America (1984, Der var engang
rier. Tom Wolfes The Bonfire o f the Vanities
i Amerika, instr. Sergio Leone) og, ikke
(1988, Forfængelighedens bål), der stiller
m indst, M artin Scorseses Taxi Driver
skarpt på storbyens dobbeltrolle, fra en
(1976), hvis ekspressionistiske billeder
finansspekulants dekadente liv på M anhat
fra asfaltjunglens kloak står i diam etral
tan til slum m en i Bronx. Og i Bret Easton
m odsæ tning til W oody Allens rom antisk
Ellis American Psycho (1990) frem står
impressionistiske billeder af M anhattans
N ew York som apatiens og m aterialism ens
im ponerende skyline.
højborg. På film er byen siden D.W. Griffiths
Sideløbende m ed de filmiske frem stil linger af New Yorks skyggesider er der
kortfilm The Musketeers o f Pig Alley (1912),
im idlertid også en lang tradition for at
d er udspiller sig i det fattige og kriminelle
tolke byen som et rom antisk og fortryl
Lower East Side, fortrinsvis blevet p o rtræ t
lende fristed, hvor bestemte kvarterer fun-
105
Barndommens gader
gerer som idylliske landsbyflækker, fra On
da også på m ange måder et anakronistisk
the Town (1949, Sømcend på vulkaner, instr.
levn fra en svunden tid.
Stanley D onen og Gene Kelly) og Breakfast at Tiffany’s (1961, Pigen Holly, instr. Blake
Woody Allen spiller selv den neurotiske tv-forfatter Isaac Davis, d er prøver at finde
Edwards) til When Harry M et Sally (1989,
kærligheden. I filmens indledende m ono
Da Harry mødte Sally, instr. Rob Reiner).
log hører vi Isaac beskrive den m oderne
W oody Allens New York giver m indel
storby som ”... en metafor for den nutidige
ser om de scener fra On the Town, hvor by
kulturs forfald. D et var svæ rt at eksistere
ens berøm te vartegn og m onum enter u d
i et sam fund lam m et af stoffer, høj musik,
forskes ned til m indste detalje, og storby
fjernsyn, krim inalitet, affald.”
ens puls bliver et billede på de tre søm ænds
For W oody Allens alter ego er New York
energiske frisind og afbræk fra den mere
et beskyttende rum , der helst ikke m å for
dystre hverdag i m arinen. Og hvor New
andre sig. M eget symptomatisk kom m en
York sam tidig for søm æ ndene står som et
terer Isaac på et tidspunkt nedrivningen
billede på de mange storbykvinder, der kun
af en gammel bygning m ed ordene: ”Byen
venter på at blive lagt ned. En opfattelse,
forandrer sig virkelig.” Privatpersonen
som den entusiastiske fortællerstem m e fra
W oody Allen h ar været ude med lignende
W oody Allens M anhattan istem m er: ”For
udtalelser om de stigende forandringer
ham betød New York sm ukke kvinder ...”
i New Yorks bybillede: “Jeg er meget op
Forestillingen om New York som et
m ærksom på arkitekturen i New York, og
rom antisk og eventyrligt frirum går som
jeg er meget vred over, at de nye bygninger
en rød tråd gennem såvel On the Town
dukker op, u den at man tager hensyn til
og Breakfast at Tiffany’s som Woody A l
stedets helhed.” (Cit. in Bjorkman 1994:
lens film. Med sin pulserende musik, sine
157).
panoram iske supertotaler, sin glidende
En scene i Hannah and Her Sisters er
iscenesættelse og sin virtuose udnyttelse af
central i den sam m enhæng: Her kører de
off screen-rum m et foregriber On the Town
kultursnobbede newyorkere rundt med
i m angt og meget Woody Allens nostalgi
en engageret arkitekt, som viser storbyens
ske billeder fra barndom m ens gader. En
gamle, sjælfulde bygningsværker frem.
lignende tilgang til byen ses i Breakfast at
Da han m ed harm e udpeger en m oderne
Tiffany’s, hvor New York beskrives som et
rædselsbygning, ser vi helt konkret Woody
farverigt og eksotisk rum , især i det eks
Allens bekym ring for en by, som er under
klusive om råde om kring juvelforretningen
konstant forandring.
Tiffany & Co. på 57th Street, hvor excent riske Holly Golightly (Audrey H epburn)
Og i M anhattan kom m er bekymringen bl.a. til udtryk i form af en parallel til den
færdes om m orgenen til de sentim entale
17-årige Tracy, der meget mod Isaacs vilje
toner af ”M oon River”.
også vil forandre sig. Til sidst i filmen fra
M estervæ rket Manhattan. M anhattans
akkurat som New York vil hun udvikle sig
im ponerende åbningssekvens m ed 61 for
og miste sin uskyld: ”D u vil forandre dig
skellige indstillinger af New Yorks museer,
... om seks m åneder vil du være en helt
m onum enter, skyskrabere, broer, restau
anden person.”
råder Isaac hende at rejse til London, for
ranter osv. kan m inde om 1920 ernes avant106
gardistiske storbysymfonier, og filmen er
M esterværket Manhattan er en uom gængelig nøgle til at afkode og forstå Woo-
a f Jan Oxholm
Woody Allen og den ’forandringstruede’ Tracy (Mariel Hemingway) i Manhattan (1979).
dy Allens storbybilleder. ’’The film is load-
W oody Allens ’mentale bykort’.
ed with New York scenes and landmarks,” lyder det i en rosende anmeldelse af filmen
W oodys m entale bykort. Skal m an sætte
(Cit. in Spignesi 1992: 339). Som On the
på formel, hvad det er, der gør Woody Al
Towns søm ænd, der synger om New Yorks
lens New York-skildringer så unikke, er der
mange distrikter fra n o rd til syd - ’’The
især tre ting, der gør sig gældende:
Bronx is up, but the B attery’s down” - fav n er Manhattan det m este af byen fra Up-
1) W oodys ’m entale bykort’
p er East Side, Upper W est Side og Central
2) En grænseløs’ æstetik
Park, til Soho, Midtown, Queens og Lower
3) Excessiv nostalgi
East Side; idylliske om råd er ved det land lige C ountry Inn samt Nyack i staten New
I The Image o f the City (1960) undersøger
York uden for storbyen m ed eksklusive
den am erikanske by-teoretiker og arkitekt
butikker og en smukt beliggende lystbå
Kevin Lynch byboernes ’m entale bykort’
dehavn. D esuden dukker Yankee Stadium
eller storbyens visuelle ’aflæselighed’. Kvar
i Bronx frem i åbningssekvensen akkurat
terer, knudepunkter og vartegn kan ifølge
som Staten Island-færgen i M anhattans
Lynch fungere som vigtige pejlem ærker for
sydlige havneområde. Tilsam m en udgør
den enkelte bybo.
alle disse kvarterer, hvad m an kunne kalde
M anhattan kan ikke blot fremvise en
107
Barndommens gader
perlerække af new york’ske kvarterer, den
en af 1970’e rnes bedste film, men i teorien
byder også på en række knudepunkter for
kunne han have karakteriseret W oody
Isaacs færden - som f.eks. Q ueensboro
Allens repræsentation af New York m ed
Bridge og 59th Street Bridge, der ses fra tre
en lignende spydig bemærkning: “H vor
forskellige vinkler og sam m en m ed Central
mange gange kan man rent filmisk vise, at
Park er de steder, Isaac Davis igen og igen
M anhattan-øen fra Central Park til Brook-
vender tilbage til. Selv åbningsbilledet af
lyn Bridge er et paradis på jord?” Isaac
Empire State Building og Chrysler-bygnin-
Davis’ ’m entale bykort’ over sin fødeby
gen ses fra den symbolske bro ved Roose-
viser en iøjnefaldende koncentration af
velt Island i East River.
orienteringspunkter om kring C entral Park,
Nogle af knudepunkterne er samtidig vartegn. D et gælder bl.a. Empire State Building, Chrysler-bygningen og Q ueens
der på en m åde er et naturparadis i hjertet af M anhattan. I Om storbyen - det kunstige paradis
boro Bridge, men filmen byder også på
(1986) deler Ole Thyssen byen op i tre
andre new york’ske vartegn som det be
forskellige rum : arbejdsbyen, underhold
røm te Gucci, Plaza Hotel og Radio City
ningsbyen og boligbyen. U nderholdnings
Music Hall; luksusbygninger som Dakota
byen er stedet:
og Central Park West m ed de karakteristi ske tvillingetårne, og kendte restauranter som f.eks. art deco-restauranten Empire D iner og Isaac Davis’ (samt W oody Allens) yndlingsrestaurant, Elaine’s. Altsam m en tryghedsskabende pejlem ærker for den urbane neurotiker.
... hvor man køber ind, og hvor man m orer sig. De nævnes u n d er ét, fordi indkøb også er under holdning. I butikkerne er der blød musik, kælne varer, broget indpakning og gyldne løfter. Man kan tage en tu r i biografen, eller man kan tage et smut ned i indkøbscentret eller måske tage ind til centrum , hvor mennesker fra alle byens egne samles. (Thyssen 1986: 27).
M anhattan breder sig således ud over hele byen og er næ rm est en slags guide til
Det er netop disse frie og fornøjelige rum,
turistens New York, hvilket også klinger
personerne i Manhattan benytter sig af,
rent m ed entusiasm en fra On the Town,
bl.a. med afslappet shopping i Dean and
hvor den eventyrlystne Chip (Frank Si-
Deluca’s Food Shop, Bloomingdale’s og
natra) på et tidspunkt siger: ”Jeg har lyst
Z abar’s samt pusterum i biografen Cinema
til at se alle de berøm te steder i New York
Studio, hvor de ser intellektuelle film som
City.”
f.eks. A leksandr Dovzhenkos Jord (Zemlja,
Som M anhattan skrider frem, gentages
108
1930). K ontrasten til Taxi Driver kunne
den sam m e pointe om New York igen og
dårligt være større, for i Taxi Driver fre
igen. Det ses især i filmens narrativt uaf
kventerer hovedpersonen Travis Bickle
hængige storbyscener, der ikke bidrager
pornobiografer på Times Square eller slår
væsentligt til selve plottet, m en i en lyrisk
tiden ihjel m ed letfordøjelige tv-program-
kom bination af billeder og m usik udvikler
m er hjem m e i den fugtige lejlighed. Og
sig til et decideret storbytema. Andrew
hvor Travis kører igennem byrum m et i sin
Sarris spurgte sig selv i anmeldelsen af Taxi
gule taxa som en isoleret ’’rotte gennem
Driver, “Hvor m ange gange kan m an rent
kloakken”, der går W oody Allens karak
filmisk vise, at 42nd Street mellem 7th og
terer gennem New York som stedkendte
8th Avenue er et helvede på jord?” (Sarris
indfødte, der trygt bruger storbyen som et
1976: 146). Sarris h ar kaldt M anhattan for
offentligt og levende ’underholdningsrum ’.
a f Jan Oxholm
Travis Bickle (Robert DeNiro) på vej gennem storbyens kloak i sin gule taxa. Taxi Driver (M artin Scorsese, 1976).
Woody Allens N ew York er også lysår
det, at der ikke optræ der fattige og farvede
fra det Brooklyn, der oprulles i Spike Lees
i W oody Allens film, har da også i årenes
Do the Right Thing (1989). Brooklyn lig
løb indbragt ham en del kritik for at lave
ger på den - økonom isk set - forkerte
ensidige New York-portrætter.
side af East River, og Lees film skildrer et overophedet døgn i Bedford-Stuyvesant-
G ræ nseløs æstetik. Ensidigt eller ej, så
kvarteret, hvor racismen ulm er blandt de
er W oody Allens New York et rom antisk
forskellige etniske m inoriteter i et rum , der
frirum . Sammenlignet m ed de lukkede og
meget signifikant er iklæ dt ekstrem t stærke
klaustrofobiske universer i Taxi Driver og
farver. D esuden gøres d er flittig brug af
Spike Lees eksplosive Brooklyn synes der at
skæve billeder og væltede linjer, som i stil
være naturlig plads om kring personerne i
m ed Carol Reeds The Third Man (1949,
M anhattan. Det er som om end ikke billed
Den tredje m and) presser det ustabile stor
ram m erne kan holde på personerne - de
byrum endn u mere u d af balance. Spike
går ud og ind af billedfladen, som de har
Lees Brooklyn har ikke meget til fælles
lyst til.
m ed det N ew York, som den sorte lægefa
I filmens rolige m ise-en-scéne tager
milie fra The Cosby Show boede i tilbage i
karaktererne hverken hensyn til kam eraet
1980 erne - og det er næ rm est det Allenske
eller til det gyldne snit. I scenen fra Gug-
New Yorks diametrale m odsætning. Netop
genheim -m useet i Upper East Side retter
109
Barndommens gader
Tracy og Isaac f.eks. blikket m od højre, ud
dinger sin europæisk-inspirerede fotograf:
af billedram m en, hvor de tilsyneladende
”Han er en m ester i skygger, en mester i
får øje på vennerne Yale og Mary. Gensy
clairobscur.” (Bjorkman 1994: 24). Den
net udspiller sig im idlertid ikke indenfor
dramatiske brug aflys og m ørke kom m er
billedets ram m e m en meget utraditionelt
især til udtryk ved Gordon Willis brug af
udenfor vores synsfelt. Det er et funda
baglys, der skaber atmosfærefyldte konturer
m entalt åbent rum m ed ubegrænset frihed,
om personernes ansigter i en grad, så de
hvor den uafbrudte kom m unikation og
undertiden næsten smelter sammen m ed
bevægelse end ikke kan fastholdes inden
storbyens egne konturer af broer, skyskra
for billedram men.
bere, træer, bæ nke og gadeskilte - som f.eks.
Brugen af off screen space er kendeteg
solopgangen ved Queensboro Bridge eller
nende for æstetikken i M anhattan og m an
den klassiske New York-silhuet ved C en
ge andre W oody Allen-film. I sin samtale
tral Park, hvor aftensolens sidste stråler ses
m ed W oody Allen næ vner Stig Bjorkman
imellem to skyskrabere. H er er baglyset med
bl.a. den intense dialogscene mellem Isaac
til at skabe forestillingen om New York som
og ekskonen Jill:
et luftigt og næ sten overjordisk’ rum. Willis og Allen åbner desuden rum m et
Denne scene er meget elegant lavet, en meget lang og flot koreograferet scene, hvor du nogle gange giver skuespillerne lov til at forlade bil ledet og forsvinde ud af syne. (Bjorkman 1994: 110- 12).
ved deres brug af store fuldtotaler, der ikke splittes op af rastløse bevægelser eller en nervøs m ontage. Helt ned i deres valg af objektiv udvider de rum m et - som i den lange, uklippede indstilling med Isaac og
I den forbindelse er det vigtigt at pointere,
Mary, der vandrer rundt i New York-nat
at W oody Allens m ise-en-scéne ikke er
tens gader. H er kunne W illis og Allen have
usynlig, som Patricia K ruth hævder i sin
valgt at bruge en fast telelinse, men i så fald
beskrivelse af kam eraets lange køreture
ville rum m et være blevet reduceret til ren
i New Yorks gader og stræder: ”Tracking
flade. I stedet bruger de et bevægeligt, bak
shots, der centrerede sig om gående p er
kende kam era, der ikke alene giver ru m
soner, var - i hvert fald frem til M æ nd og
met dybde, m en også fremhæver perso
koner (1992) - en fast bestanddel af Woody
nernes bevægelsesfrihed. D a Isaac og Mary
Allens usynlige mise-en-scéne’.’ (Kruth
f.eks. runder et gadehjørne, kan vi konkret
1998: 58). For sam m en m ed fotografen
se, at de rent fysisk kom m er videre.
G ordon Willis præ senterer W oody Al len et næsten m alerisk New York, hvor de
110
De glidende, horisontale kam erabe vægelser anvendes i næ sten samme form
dekorative skyskrabere, museer, parker
i den to år æ ldre Annie Hall, der også er
og broers placering i billedkom positionen
fotograferet af Gordon Willis. Det flydende
er gennem tæ nkt ned til m indste detalje.
kam era følger Isaac og vennerne på gaden,
Som Willis har udtrykt det i forbindelse
hvor de for det meste går uforstyrret af
med lyssætningen og billedkom positionen
New Yorks ellers ofte overvældende horder
til M anhattan: ”Man sætter sig ikke for at
af mennesker. Tænk blot på gadebilledet
lave billederne grimm e; m an prøver at lave
i nøglescenen fra King Vidors The Crowd
dem romantiske, charm erende og smukke.”
(1928, En søn affolket), hvor hovedper
(G oodhill 1982: 1188).
sonen John Sims omringes af en ligeglad
W oody Allen beskriver i rosende ven
folkemængde.
a f Jan Oxholm
Michael Caine og Barbara Hershey på gaden i Hannah and Her Sisters (1986, Hannah og hendes søstre).
Dertil kom m er bredform atet, der også
Excessiv nostalgi. På overfladen er M an
er med til at øge personernes bevægel
hattan nok en bittersød komedie om m o
sesfrihed. Som C hristian Braad Thomsen
dernitetens kom plikationer for en gruppe
skriver om Gordon W illis’ sort-hvide bil
intellektuelle i Upper East Side, m en det
leder af New York: ”De er holdt i det brede
er i bogstaveligste forstand den sentim en
CinemaScope-format, der norm alt ikke
tale nostalgi, der stjæler billedet. Isaac er
bruges til et så intim t kam m erspil, men
således den fødte nostalgiker: Hans ynd
som her skaber rum om kring personerne
lingsfilm er Jean Renoirs La grande illusion
og placerer dem i netop M anhattan.” (Bra
(1937, Den store illusion), han ser W.C.
ad Thomsen 2000: 337).
Fields-film i tv sam m en med Tracy, han
Endelig bevirker fravæ ret af tekniske
refererer til gamle filmstjerner som Vero
fiksfakserier som telelinser, cirkulære
nica Lake og Rita Hayworth og stjæler den
panoreringer, dynam iske tiltninger og for
klassiske sætning ’’W ell always have Paris”
vrængende effekter, at New York i M anhat
fra Casablanca (Michael Curtiz, 1942) som
tan frem står som et m ere tilgængeligt og
svar på Tracys spørgsmål om deres parfor
’renere rum . Selv de nervøse zooms, der
hold.
ellers blev brugt så flittigt i 1970’e rnes film, er fravalgt i M anhattan.
Nostalgien forplanter sig til byen, der ledsages af m usik fra 1920’erne, samtidig m ed at der trækkes filmiske tråde tilbage til
111
Barndommens gader
storbyens fortid og tabte uskyld i rom anti
videre på en rom antisk storbytradition, så
ske storbyskildringer som 42nd Street (1933,
har han også fået sine efterfølgere. I den
42. gade, instr. Lloyd Bacon) og Nothing
rom antiske kom edie When Harry Met
Sacred (1937, En pige på sjov, instr. W illiam
Sally tegner Rob Reiner således et portræ t
A. Wellman).
af New York, d er på mange m åder m inder
’’Efter at have set den igen indser jeg, at den er mere subtil, m ere kompleks, og den handler ikke om kærlighed, m en om tab,” skriver den amerikanske film kritiker Roger
om W oody Allens. Også her er byen et fristed for neurotikere. W oody A llen synes desuden at spøge i Wayne Wang og Paul Austers Smoke
Ebert (Ebert 2001) om M anhattan. Det
(1995), selv om handlingen her er henlagt
nostalgiske blik på New York kom m er ikke
til Brooklyn. N æ rm ere betegnet den lokale
m indst til udtryk i scenen m ed droske-
tobakskiosk, d er drives af den lomme
køreturen i Central Park m ed dens stilise
filosofiske Auggie Wren (Harvey Keitel)
rede silhuet-belysning, klassiske George
og udgør næ rm iljøets trygge samlingssted.
Gershwin-melodier, nærvæ rende dialog
Paul Auster h ar engang beskrevet New
uden gadestøj, den rolige m ontage og ikke
York som ”et både enestående og rædsels
m indst de sort-hvide billeder.
fuldt sted” - i filmen udtrykt ved tobaks
’’Filmen får dig næsten til at glemme alle hundelortene på gaderne,” lød det fra
forretningens landsbymiljø på baggrund af politiets hylende sirener. Smoke er en m i-
en biografgænger efter prem ieren i 1979
nimalistisk, næ sten semi-dokumentarisk
(M cCann 1991: 30). Og ifølge Dean Good-
historie om et storbykvarter, der i kraft af
hill er M anhattan ’’måske det m est rom an
filmens dvælende rytme og statiske kam e
tiske billede af livet i The Big Apple, der
raindstillinger synes at hvile i sig selv - i
nogensinde er set i biografen.” (Goodhill
pagt med den, for en storby som New York,
1982: 1188). Kun i en enkelt scene afbry
usædvanlige kollektive humanisme, filmen
des rom antikken af en bittersød ironi - da
skildrer.
Isaac i en båd på Central Park Lake m udrer
Sørgeligt eller ej kan man måske også ane
sin hånd til i søens plørede vand. I resten af
en smule af W oody Allens signatur i pigefil
filmen er Woodys rom antiske visioner om
men Sex and the City (Michael Patrick King,
New York næsten for meget, hvilket hans
2008). I m odsætning til drengerøvsfilmene
alter ego, Isaac, erkender i scenen m ed den
Sin City (Frank Miller og Robert Rodriguez,
hyperrom antiske droskekøretur i Central
2005) og Watchmen (Zack Snyder, 2009)
Park: ”Det er så banalt, det er for meget,
præsenterer Sex and the City et klart og
jeg kan næsten ikke tro på det”.
overskueligt, m entalt bykort for Manhat-
Selv om film historien også byder på
tans overklasse og en grænseløs, glamourøs
andre rom antiske New York-film, skiller
rom antik i fejende flotte supertotaler. Og
W oody Allens blik på storbyen sig ud, og
ligesom i W oody Allens film er omdrej
Foster Hirsch ram m er hovedet på søm m et
ningspunktet en lille gruppe neurotiske
i sin analyse af Manhattan: “D et er forfri
newyorkere, som lever og ånder for deres
skende at se en film, hvor livet i storbyen
by. Som en lang række af Woody Allens
faktisk redder mennesker.” (Hirsch 1991:
karakterer er de fire storbykvinder Carrie,
97).
Samantha, M iranda og Charlotte sexfikserede ’nom ader i nuet’, konstant på udkig efter
112
Sex and the City. Bygger W oody Allen selv
den sande kærlighed.
a f Jan Oxholm
Nærmiljø i Brooklyn: H arvey Keitel som den lommefilosofiske tobakshandler og fotograf Auggie Wren i Wayne Wang og Paul Austers Smoke (1995).
I de senere år har W oody Allen lavet
komplekst spændingsfelt mellem nostalgi
film i Europa - bl.a. de to m odne succeser
og m odernitet, orden og kaos, tryghed og
Match Point (2005) og Vicky Cristina Bar
neuroser. W oody Allens mytologiske bil
celona (2008). I den første danner London
leder af New York h ar derfor for længst
en farverig baggrundskulisse for en klas
bræ ndt sig fast i den kollektive hukom
sisk skæbnefortælling, og i den anden giver
melse. Og til forskel fra Orson Welles’ kælk
den varmblodige stem ning fra kulturbyen
fra Citizen Kane (1941, Den store m and)
Barcelona ekstra saft og kraft til et sensu
går W oodys barndom sm inder aldrig op i
elt trekantsdrama. M en i sin seneste film,
røg - i hvert fald ikke på film.
Whatever Works (2009), er han tilbage på M anhattan i fin form. Når m an ser W oody Allens New Yorkfilm, får m an kun fortalt én storbyhistorie u d af mange millioner livshistorier fra ø en M anhattan. Men det er en interessant historie, som Woody Allen sagtens kan fortælle igen og igen, fordi han netop pla cerer sine fortællinger i et psykologisk og
Litteratur Baudrillard, Jean (1987). Amerika. København, Akademisk Forlag. Baxter, John (1998). Woody Allen: A Biography. London, Harper Collins Publishers. Bjorkman, Stig (1994). Woody Alien on Woody Allen: In Conversation with Stig Bjorkman, 1993. New York, Grove Press.
113
Barndommens gader Clarke, David B. (1997) (red.). The Cinematic City. London, Routledge. Ebert, Roger (2001). “M anhattan”. In: Chicago Sun-Times, http://rogerebert.suntimes.com/ apps/pbcs.dll/article?AID=/200108/REVIEW S08/103180301/1023 Goodhill, Dean (1982). “M anhattan: Black and W hite Romantic Realism”. In: American Cinematographer 63.11. Hirsch, Foster (1991). Love, Sex, Death & The Meaning o f Life. NewYork, Limelight Edi tions. Kruth, Patricia (1998). “New York fortolket m etropolen set gennem M artin Scorseses og Woody Allens linser”. In: Palle Schantz Lauridsen (red.): Filmbyer. Hellerup, Forlaget Spring. Lynch, Kevin (1960). The Image o f the City. Mas sachusetts, The M.I.T. Press. McCann, Graham (1991). Woody Allen: New Yorker. Paperback Edition. Cambridge, Polity Press.
114
Oxholm, Jan (2004). Blik fo r New York City. Kø benhavn, Frydenlund. Sarris, Andrew (1976). “Confessions of a Wishy-Washy Critic”. In: The Village Voice, 16.02.1976. Skårderud, Finn (2004). A ndre rejser. K øben havn, T iderne Skifter. Spignesi, Stephen J. (1992). The Woody Allen Companion. Kansas, Andrews and McMeel. Sunshine, Linda (red.) (1993). The Illustrated Woody Allen Reader. London, Jonathan Cape. Thomsen, C hristian Braad (2000). Drømmefilm. København, Gyldendal. Thyssen, Ole (1986). Om storbyen - det kunstige paradis. København, H aase og Søn. White, E. B. (1949). Here is N ew York. N ew York, Ih e Little Bookroom, 2000.