Voxpop Da restriktionerne lavede opbrud i traditionerne

Kristeligt Dagblad Lørdag 4. december 2021 Nye erfaringer | Coronarestriktioner gjorde, at julen ikke kunne være, som den plejede, i 2020. Men måske har vi lært noget af det? Kristeligt Dagblad har spurgt tre fremtrædende danskere om, hvad de tager med sig fra sidste års coronajul

Da restriktionerne lavede opbrud i traditionerne

Julen er mere end traditionerne

Isabella Arendt, landsformand for Kristendemokraterne.

Julen 2020 fik mig til at indse, at julen er mere end traditionerne. Vi havde jo trods alt en god jul; den var anderledes, vi var færre, vi måtte ikke synge, vi dansede ikke om træet, og for første gang nogensinde var jeg ikke til gudstjeneste juleaften. Det har jeg altid været, og normalt er det først, når jeg sidder i kirken, og præludiet går i gang, at jeg rigtig mærker, at det er jul. Men sådan kunne det ikke blive sidste år, for alle traditioner, vaner og ritualer var lavet om. Men jul blev det jo alligevel. Jeg tror, at alle de ændringer, som julen sidste år medførte, gjorde mig opmærksom på, hvad der er vigtigst. Nogle gange falder man i et traditionshul, og man kan jo nærmest blive helt ritualblind, når det er jul. Mange ting kører i en fast rille, vi gør alle de ting, som vi plejer, men måske glemmer vi nogle gange, hvorfor vi gør det, eller hvad alle disse vaner og traditioner betyder. Måske kan vi godt leve med ikke at danse om juletræet, hvis bare der er plads i stuen til de gæster, der er. Det vigtigste ved julen er at have tid til familien og refleksion, og det var, som om familien fik lov at tone mere frem sidste år. Samtidig er julen også en tid, hvor man kan forsøge at sætte pulsen ned og huske det kristne budskab. Det lykkedes på sin egen måde sidste år. Jeg kunne pludselig mærke efter i maven, hvad jeg savnede mest. Og det var gudstjenesten om eftermiddagen og salmerne om aftenen – det manglede. Jeg skal helt sikkert danse om juletræet igen i fremtiden, men jeg fik fokuseret på, hvad det er, vi har tilbage, når traditionerne ikke kører på autopilot, og hvad jeg virkelig savner. For eftertiden kommer jeg til at sætte mere pris på julegudstjenesten, fordi jeg har prøvet en jul, hvor den ikke var der.

FOTO: THOMAS LEKFELDT/RITZAU SCANPIX.

Fortalt til Nevine Reenberg

Jeg har lært at være i nuet

Mette Horn, skuespiller.

Sidste år holdt vi jul oppe i vores sommerhus. Normalt plejer min mor og hendes mand at komme og overnatte, men på grund af restriktionerne blev det lidt for tæt til, at vi kunne gøre, som vi plejer. Derfor holdte vi udendørs jul med varm gløgg og julegaver. Vi havde pyntet op udenfor med juletræ, julepynt og arrangeret sofaerne i haven. Det var virkelig hyggeligt. Det var en helt anden måde at holde jul på, og alle traditionerne var ligesom gået i opløsning.

Da min mor og papfar tog hjem, endte min mand og vores tre voksne børn med at drikke os vanvittigt fulde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Vi skruede helt op for musikken og dansede på bordene hele natten. Jeg kan faktisk ikke forklare, hvad der skete, og jeg var selv lidt overrasket dagen efter over, hvor vildt vi havde det. Men jeg tror, at der var en slags opsparet energi, der havde ligget og ulmet under nedlukningen. Nu var vi endelig sammen, og det var bare så nødvendigt og virkelig sjovt.

Jeg plejer at gå meget op i at pynte mit juletræ, mens jeg hører klassisk musik, og jeg kan faktisk finde på at tysse på folk for at få den stund. Men sidste år tabte juletræet halvdelen af julepynten, da vi stillede det indenfor igen, men det var ligesom bare okay. Alt var lidt anderledes. Vi plejer at holde en mere kontrolleret jul, og jeg har tit en lille liste af små flueben, der skal sættes for at nå alle traditionerne. Måske kunne man slappe mere af sidste år, fordi forventningerne ikke var så høje. Der var ikke noget, vi skulle leve op til, der var færre flueben, der skulle sættes. Jeg har lært af sidste år at være mere i nuet ved juletid og lade være med at prøve helt desperat at genskabe tidligere stunder fra tidligere juleaftener, men tage julen for det, den nu er. Jeg tror da også godt, at jeg kunne finde på at sætte en plade på igen og spille lidt højt musik, for det var faktisk ret sjovt.

FOTO: MADS CLAUS RASMUSSEN/RITZAU SCANPIX

Jul alene kan være fredfyldt

Sørine Gotfredsen, sognepræst i Jesuskirken i Valby, forfatter og debattør.

Jeg holdte slet ikke jul sidste år. Mine søskende, deres ægtefæller, min gamle far og jeg skulle have holdt jul sammen, men vi syntes, at det blev for risikabelt, så vi valgte simpelthen at droppe julen helt. Vi sad hver for sig, og så kørte min lillebror rundt med andesteg, som vi hver især fik ind ad døren. Det var selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kunne holde julen sammen, og samtidig var gudstjenesten aflyst, hvilket var ganske ubehageligt. Alligevel var sidste års jul en påmindelse om, hvor fredfyldt jeg synes det kan være at sidde alene juleaften. Til daglig lever jeg et liv, hvor jeg taler meget og er meget på farten, og derfor er det meget saliggørende at vide, at den her aften er fuldstændig fredet, og at jeg ingen anden opgave har i livet ud over at være i hvile. Det er tankevækkende, hvor sjældent man oplever det i min livsfase, hvor man er midt i alting og relativt midaldrende, men stadigvæk pisker rundt. Denne juleaften skilte sig ud, fordi den skulle have været noget andet.

Jeg har prøvet at holde jul alene før, og jeg kunne sagtens finde på at gøre det igen. Jeg husker særligt en juleaften, hvor jeg gik gennem gaderne alene hjem efter gudstjenesten, og jeg kunne ikke undgå at se ind af alle vinduerne, hvor juletræer stod tændt, og folk gik og forberedte sig. Det var helt magisk. Følelsen af, at alle gør det samme og har blikket rettet den samme vej, elsker jeg. Det er også det, der er så bekræftende med ritualer og traditioner. Jeg gik fredfyldt hjem alene den aften og havde det strålende. Det er en stor glæde at vide, at mange sidder og hygger sig og har det godt. For mig er julen meget knyttet til gudstjenesten, så når den er veloverstået, så har jeg ikke noget større behov for at være i mere selskab. Når jeg holder jul alene, har jeg ikke et juletræ, og jeg pakker ikke gaver op. Juleaften er en statusaften, hvor jeg skriver i min dagbog, læser en bog og lytter til musik. Jeg synes, det er dejligt at tænke over tingene og nedfælde det, jeg gerne vil have repræsenterer netop den jul for mig.

FOTO: MALTE KRISTIANSEN/ RITZAU SCANPIX.