Tendens Dorte Kofoed er faldet i slægtens kaninhul, og hun vil ikke op igen

Kristeligt Dagblad Lørdag 5. marts 2022 Dorte Kofoed er faldet i slægtens kaninhul, og hun vil ikke op igen

Udgrænsede mormoner og tungsindige brødre på anstalt. Et stykke verdenshistorie udfolder sig side om side med en større forståelse af menneskelivet, når Dorte Kofoed forsker i sit stamtræ

Thilde Thordahl Andersen

tandersen@k.dk Den 8. maj 1823 blev Hans Thorsen født i det fattige fiskerleje Arnager på Bornholm. 31 år senere blev han mormon, da han lod sig døbe til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Østersøen. Og den 2. juli 1882 gik han i land i Castle Garden på Manhattan i New York for at påbegynde togrejsen mod prærien. Han forlod en trøstesløs tilværelse som fisker og mormon på Bornholm for at vinde land og finde trosfællesskab i delstaten Utah i det vestlige USA. Det kan man researche sig frem til, hvis man kigger i kirkebøger, i folketællinger, der for eksempel viser, at han i en periode modtog fattighjælp, inden han forlod Danmark, og man kan følge hans vej over Atlanten ved at kigge på passagerlister. Og det er netop, hvad hans tiptipoldebarn, Dorte Kofoed, har gjort.

Hendes interesse for at forske i egen slægt opstod for omkring 10 år siden, da hun begyndte at lede efter informationer om den der tiptipoldefar, som vist var taget til Amerika. Under coronapandemien har de mange ledige timer betydet, at hendes udforskning af eget stamtræ har taget fart, og siden foråret 2020 har hun skrevet artikler om sin slægt i Bornholms Tidende. Den 24. september 2021 udkom så hendes første bog med tip til at forske i eget stamtræ. 54-årige Dorte Kofoed er pressekoordinator i Miljøstyrelsen og flyttede sidste efterår fra Frederiksberg i København til Sorø på Midtsjælland. Det gjorde hun sammen med sin mand og deres søn, som netop er flyttet hjemmefra. Men oprindeligt er hun, som efternavnet lader ane, fra Bornholm. Her i Sorø, har hun fået plads til et kontor dedikeret til det detektivarbejde, der optager det meste af hendes fritid. Det er også her i Sorø, hun inviterer Kristeligt Dagblad indenfor til et kig på alle hendes slægts gamle breve og fotos – samt til et dyk ned i nogle af de familiehistorier, der har grebet hende mest.

Han frygtede heste mere end havet

Og en af dem er altså historien om Hans Thorsen og ikke mindst hans datter, Karen, og hendes søn, Hans Peter. Karen og 11-årige Hans Peter tog til Utah allerede året før Hans. De var også mormoner og oplevede, at andre i Arnager undveg dem. Da de kom til Utah, mødte de næsten med det samme en dansk mand, hvis kone var død fra deres syv børn. Han manglede en husbestyrerinde, og Karen manglede penge til at kunne begynde at betale den billet tilbage, som kirken havde lånt hende penge til. Snart blev de to gift. Det næste år ankom altså Hans Thorsen. Alt det her vidste Dorte Kofoed ikke for 10 år siden. Men hun fik kontakt til flere nulevende efterkommere af de danske immigranter gennem dels en grandkusine og dels slægtsforskningsplatformen Myheritage. En af dem er Hans Peters oldebarn, Joan Boren. Hendes bedstemor, Edna, var datter af Hans Peter, og hun har i 1987 nedfældet sine erindringer. ”Joan spurgte mig, om jeg ville have tilsendt bogen. Øh, ja tak! ” De her erindringer fra Edna var simpelthen en åbenbaring. Hun er født i 1905, så hun har været enormt tæt på min tiptipoldefar og tipoldemor. Og da jeg læste hendes bog, begyndte der pludselig at komme farver på de her personer,” fortæller Dorte Kofoed. ”Der stod for eksempel om Hans Thorsen, at noget af det, han frygtede allermest i Utah, var de løbske heste. De første automobiler begyndte efterhånden at komme frem i USA, og når hestene så biler, blev de skræmt fra vid og sans! Slægtsforskning bliver først rigtig interessant, når du får sat kød og blod på navnene.”

Det lykkedes bornholmerne at skabe sig et bedre liv i USA. Hans Peter blev en formuende fårefarmer og fik otte børn. Hans barnebarn, Thomas, er en af de andre slægtninge, som Dorte Kofoed har fået kontakt til. Det var også ham og hans kone, hun besøgte, da hun i 2017 tog til Utah med sin mand og søn for at gå i forfædrenes fodspor. ”Det er den bedste rejse, jeg har været på. Bare det at køre ud på prærien og til Bear River nord for Salt Lake City og se området, de flyttede til. Husene har været bygget i en firkant som en slags fort, så man kunne beskytte sig mod bjørne og ulve og indianere. Det var et eventyr at opleve!”

Bear River City havde kun eksisteret 16 år, da Hans Thorsen ankom dertil, men det var et område, som mange mormoner flyttede til mellem 1875 og 1920. Dorte Kofoeds oplevelse af at være på en tidsrejse tilbage i slægten blev understreget, da det gik op for hende, at Hans, Karen og Hans Peters første hus, faktisk stadig står i dag. Den lille træhytte er blevet skænket til byen af Karen for mange år siden, og i dag er den et pionérmuseum fyldt med gamle billeder, møbler og våben.

0 ”Det er den bedste rejse, jeg har været på,” siger Dorte Kofoed om sin rejse til Utah. - Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

0 Dorte Kofoed har aldrig kendt sin mormor, men hun har arvet hendes breve. De er blandt hendes kilder til at forske i slægten og dens mange skæbner. - Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Dorte Kofoed

Født i 1967. Pressekoordinator i Miljøstyrelsen og forfatter til bogen ”Gå på rov i dit familietræ – bliv familiens historiefortæller”, som er udkommet på Wadskjær Forlag.

Her har hun ledt

Kirkebøger, som giver indsigt i fødsler, konfirmationer, vielser og begravelser. Folketællinger, som viser husstandes sammensætninger på specifikke tidspunkter. Fødselsprotokoller, sygejournaler, passagerlister, avisartikler og -annoncer, slægtninges nedfældede erindringer, interviews med familiemedlemmer, breve og fotos. Derudover bruger hun bøger, artikler og andre skriftlige kilder til at blive klogere på forskellige historiske tidspunkter på eksempelvis Bornholm og i Utah i USA.

for eksempel min mormor, Dagny. Hun døde allerede som 59-årig af kræft, så jeg har aldrig mødt hende. Men jeg har arvet alle hendes breve, og derigennem har jeg lært hende at kende, da hun var ung. Hun har haft masser af håb og har været sjov og festlig, men der har også været stridigheder i hendes søskendeflok, kan jeg læse. For eksempel var de fleste af dem baptister, så da en af dem begyndte at komme hos Frelsens Hær, var det et problem.”

Er der en grænse?

Dorte Kofoed mener også, at hendes interesse har givet hende et indblik i, hvordan menneskelivet i det hele taget er. Det kan ikke gøres op i succeser og fiaskoer eller i sort-hvide skæbnekonklusioner.

En af de skæbner, der tydeligst viser det, er hendes morfars. Harald Thorsen var ud af en børneflok på 14 børn fra Arnager. Mens det siges, at pigerne i flokken klarede sig godt, kæmpede flere af brødrene med tungsind – en af dem begik selvmord i 1953.

Gennem samtaler med sin mor er Dorte Kofoed blevet klogere på, hvordan morfaderens dårlige nerver indimellem kom til udtryk. I begyndelsen af 1950’erne var han indlagt på Vordingborg Sindssygehospital. Dorte Kofoed har forgæves ledt efter hans journal fra indlæggelsen, da de fleste journaler efter 1950 ikke er blevet gemt. Men hun har fundet hans brors journal fra samme hospital, ligesom hun har fundet et kartotekskort med foto af morfaderen – her kan man se hans hospitalsseng i baggrunden.

Dorte Kofoed bruger de kilder, hun har til rådighed, og som hun som efterkommer kan søge aktindsigt i. Spørgsmålet er, om hun kan tillade sig at grave i og offentliggøre også de dystre sider af familiehistorien. Det har hun blandt andet talt med sin mor, der stadig lever, om. ”Min mor har givet udtryk for, at hun synes, det er svært, at jeg fortæller om hendes far, og at han formentlig led af depression. Men hun siger også, at hendes generation måske godt kan lære noget af min generation, fordi vi er bedre til at tale om den her slags ting.” J