6 minute read
Interview Plejehjemmet skal ikke kurere min enlighed
from Seniorliv
Kristeligt Dagblad Lørdag 5. marts 2022 Plejehjemmet skal ikke kurere min enlighed
Siden sin hustrus død har tidligere politi
Advertisement
mester Jørn Bro skullet vænne sig til livet som enlig plejehjemsbeboer. En tilværelse, han er tilfreds med. Det er ikke plejehjemmene, den er gal med, men de gamles forfatning, mener han
Benedikte Christine Rasmussen
brasmussen@k.dk Jørn Bro har mast sig selv ind på Plejecenteret Porsebakken.
Det er sådan, han selv formulerer det. For havde han ikke sneget sig med, da hans nu afdøde kone blev visiteret til en plads, havde han med den tilstand, han befinder sig i, ikke været i nærheden af at blive godkendt til et plejehjem, tror han. ”Men det handler om at komme af sted i tide,” siger den 86-årige tidligere politimester og bevæger sig langsomt, men kun ganske lidt besværet hen mod tekøkkenet i sin stue.
Han sætter kaffen over, så maskinen raller højlydt gennem lejligheden på plejehjemmet i Smørum vest for København, som han i snart to år har kaldt for sit hjem. ”Den socialpolitiske limpind, der hedder ’længst mulig tid i eget hjem’, nægtede jeg simpelthen at hoppe på,” fortæller han. ”Den har noget bedragerisk over sig. For begrundelsen har været, at det er bedst for de ældre. Selvfølgelig er det ikke det. Det er det mest økonomiske. Men så sig det dog! Sig det, som det er, at vi har ikke ressourcer til flere pladser, og det håber vi, I har forståelse for. Så de gamle føler sig talt til og behandlet som voksne mennesker.”
Måske er det de færreste, der ligefrem planlægger, at et plejehjem skal blive deres livs endestation. Men det var lige netop, hvad nu 86-årige Jørn Bro gjorde. Efter et langt liv som politimester, chef for Politiskolen og operativ chef hos Politiets Efterretningstjeneste (PET), kunne han faktisk ikke ønske sig noget bedre sted for livets afslutning end netop her. Det er det, vi skal tale om denne eftermiddag i december: Tilværelsen på landets plejehjem. Med udgangspunkt i hans egen.
Livets lys
På lejlighedens ene væg hænger årsagen til, at Jørn Bro landede netop her på Porsebakken i februar 2020.
En lille pige iført blå kjole og med pagehår står og kigger ud fra et maleri. Hendes navn er Elisa Dall. På billedet er hun malet som niårig, og det var først langt senere, i 2013, at hun skulle blive Jørn Bros hustru. De mødte hinanden sent i livet, men hun blev hans livs lys, siger han – uden at forklejne sine børn. ”Vi kaldte det begge to et mirakel, at vi to gamle mennesker rendte ind i hinanden, og det med det samme sagde klik. Vi havde en ualmindelig rar tilværelse i vores rækkehus i Stenløse. Men hun var hårdt ramt,” fortæller han.
Det var kol, hun var ramt af og havde været i en længere årrække. For et par år siden begyndte Elisa Dall at besvime pludseligt og uden varsel. ”Hun gik ud som en bokser i ringen,” fortæller Jørn Bro, og selvom han ofte nåede at gribe hende, inden hun ramte jorden, blev tilværelsen i Stenløse sværere, jo mere skrøbelig hun blev. ”Jeg fik med hiv og sving overtalt min kone til at komme på plejehjem. Og det var helt afgørende for os, at vi skulle bo sammen. Så da lejligheden her blev ledig, slog vi til og fik installeret en seng på tværs her,” siger han og peger midt i rummet, som han siden har indrettet som kombineret kontor og stue. ”Måske er det, fordi jeg er gammel soldat, men jeg har ikke brug for så mange ting. Jeg har min computer, jeg har mine bøger og mit arkivmateriale,” siger han og peger på hylden med ringbind, hvor han i kronologisk rækkefølge har klistret fotos af familiemedlemmer ind mellem de mange debatindlæg, kronikker og øvrige indspark, han jævnligt får bragt i aviserne. ”Men vigtigst af alt, så havde vi hinanden. Jeg sagde til Elisa: ’Lille skat – hjem er, hvor du er. Om det så er i et telt på en campingplads.’”
Hjælp, når den trænges
Jørn Bro var næsten sikker på, det var ude med ham, da han sidste år fik konstateret tarmkræft. Da han i december sidste år – efter fem måneders indlæggelse og genoptræning – vendte retur til plejehjemmet i stabil tilstand, var det Elisa Dall, der var døende. De fik to måneder på Porsebakken sammen til sidst. ”Elisa døde i januar. Det var et stort, men ikke uventet tab.”
Ensom føler han sig ikke, fortæller han. Men han mærker en alenehed. En, som han selv mener er helt uafhængig af, hvorvidt han bor på plejehjem eller ej. ”Jeg føler mig indimellem alene, selvom jeg modtager så megen kærlighed og omsorg fra min familie. Fordi jeg savner min kone så meget. Det er en del af alderdommens skæbne, at hvis du er heldig at blive gammel, så dør dem omkring dig. Det er ikke plejehjemmets opgave at kurere min enlighed. ”Jeg vil formulere det sådan, at det ikke er plejehjemmene, den er gal med,” siger han. ”Det er tværtimod den tilstand, de gamle er i, når de får lov at komme derhen. Hvis man forestiller sig, at plejehjemmene skal forskønne den ældres liv, så tager man grueligt fejl. Det kan de ikke. De kan tilbyde fysisk pleje. Regelmæssige, måske ikke for spændende måltider. Kaffe, kage og tid til en snak. Men de kan ikke rette op på et gammelt menneskes livssituation eller standse forfaldet. Det er en illusion! ,” siger han.
Foruden sin egen realistiske forventningsafstemning er det nok også den kristne tro, der er medvirkende til, at Jørn Bro trives – på plejehjemmet såvel som i livet i al almindelighed. ”Troen har altid været mit faste fundament i tilværelsen, og det indebærer troen på, at vilkårene her i tilværelsen er nogle, du har fået udleveret. Det giver ro og styrke, at det hele ikke er op til dig selv, men at du må få det bedste ud af det.
Hvis jeg selv havde skullet konstruere min egen værdifuldhed gennem selvrealisering og åndløshed, så ville jeg nok være bange for at blive gammel. For så bliver du ensom. Og du vil opleve tilværelsen som uretfærdig.” J
Serie: Livets sidste adresse
De kommer der af nød og ofte lidt modvilligt. For landets plejehjem er ofte genstand for kritiske historier i medierne, men udgør for omkring 40.000 Wdanskere en nødvendighed, når de ikke længere kan klare sig selv hjemme. Læs alle artikler i serien på k.dk/serier/livets-sidste-adresse
Jørn Bro
Født den 21. november 1935 i Hjørring. Student fra Kolding Gymnasium 1954. Cand.jur. fra Københavns Universitet 1963. Tidligere operativ chef hos Politiets Efterretningstjeneste (PET), politimester i Middelfart (1978) og i Glostrup (1990-2005). Politimester hos Rigspolitichefen og chef for Politiskolen 1981-1990. Gift med Elisa Dall, der døde den 30. januar 2021. Har fra sit første ægteskab med nu afdøde Jonna Bro to døtre. Dertil tre børnebørn og tre oldebørn.
Bor på plejehjemmet Porsebakken
i Smørum ved København.
1 I sin lejlighed på plejehjemmet Porsebakken i Smørum har 86-årige Jørn Bro, hvad han mener, han skal bruge. Vigtigst er malerierne på væggen, hans bøger, og så de mange ringbind med arkivmateriale, som den tidligere politimester har samlet gennem årene. – Foto: Leif Tuxen.