romanaktuelle nobelpristager Kazuo Ishiguro side

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. juni 2021 Romanforfattere har gødet jorden for ”fake news”

”Vi i ’min’ såkaldt oplyste tradition misforstod de mennesker, vi boede sammen med. Vi overså noget.” Det siger den verdensberømte romanaktuelle forfatter Kazuo Ishiguro i dette interview om det aktuelle opgør med samfundsinstitutioner og litteraturens og religionens rolle i robotternes tidsalder

interview

AF MICHAEL BACH HENRIKSEN

bach@k.dk Selvom interviewet foregår over en Zoomforbindelse på tværs af lande, føles det næsten som at være hjemme hos den berømte nobelpristager Kazuo Ishiguro, der for nylig har udgivet romanen ”Klara og solen”. Sir Kazuo fremstår charmerende, velforberedt, selvironisk, eftertænksom, som han sidder der i sin stue i London med fyldte bogreoler, flygel på de tykke tæpper og original kunst på væggene.

Første spørgsmål knytter an til Nobelprisen i litteratur, som han blev tildelt i 2017 – hvad har det betydet for Ishiguru at modtage den? ”Faktisk ikke rigtig noget. Jeg var en tredjedel henne i arbejdet med den nye roman, da jeg fik beskeden. Tildelingen af prisen betød en pause i arbejdet med ’Klara og solen’, men da jeg vendte tilbage til den, var intet sket. Jeg tror heller ikke, at prisen får betydning for mit arbejde fremover. Jeg var overrasket og beæret over at modtage prisen, men det var, som om det skete for en anden person i et andet univers. Når jeg er tilbage i mit arbejdsværelse med papirer og rod overalt, er problemerne de samme. Jeg er hverken mere fantasifuld eller dygtigere end før. Jeg har fået et godt råd fra andre, der har modtaget prisen, især videnskabsfolk, og de advarer mod det såkaldte ’genisyndrom’, hvor man pludselig tror, at man ved alt, fordi man har fået en nobelpris, mens alle andre kan se, at man er blevet en bedrevidende nar. Så det beskytter jeg mig selv imod. Jeg skal bare være ydmyg og fortsætte mit arbejde som før.”

Hvad kan vi lære af denne corona-tid? ”Det er svært at vurdere, for vi er midt i den. For mig personligt var jeg netop færdig med ’Klara og solen’, da pandemien brød ud, så den dystopiske tone i romanen har intet med corona at gøre, men romanen kan nok læses ind i coronatiden. På et samfundsmæssigt plan har det seneste år været fyldt med enorme hændelser, ikke bare pandemien, men også George Floyd-mordet og valget i USA, Storbritannien har forladt Europa, Black Lives Matter-bevægelsen inspirerer globalt, ja, det er en tid, hvori virkeligt meget, som man troede stod fast, ændres. Jeg er vokset op i en liberal humanistisk tradition, og jeg føler både, at noget ændrer sig for tiden, og at tingene ikke var, som de skulle være, fra begyndelsen. Vi i ’min’ såkaldt oplyste tradition misforstod de mennesker, vi boede sammen med. Vi overså noget. Og nu kommer der et på sin vis forståeligt opgør med samfundsinstitutionerne. Denne indsigt vil jeg gerne have påvirker det, jeg skriver fremover. Samtidig har pandemien mindet os om, brutalt og tragisk, at vi ikke kan gøre særligt meget, medmindre vi samarbejder. Vi har brug for meget stærke institutioner og transnationalt samarbejde. Disse to modsatrettede kræfter – opgør med institutioner og nødvendigheden af institutioner – tørner sammen nu, og det er en definerende modsætning ved vores tid.” Har kunstnere et ansvar for samfundsudviklingen? ”Der er i vores tid denne underlige disrespekt for fakta. Det vigtige er ikke længere, at der er beviser. Det er folk ligeglade med. Sandheden ligger i, hvad du føler. Pyt med fakta og beviser. I den videnskabelige verden, derimod, er der en helt anden attitude over for fakta, end vi ser i det politiske liv. Videnskabsfolk er hele tiden uenige, men er enige om reglerne for diskussionen. Det har fået mig til at tænke: Det virkeligt vigtige ved historier, i romanform eller på film, eksempelvis, er, at vi deler følelser, ikke kun fakta og argumenter. I kunsten udveksler vi den følelsesmæssige side af det at være menneske. Men har det, jeg gør, og som jeg har brugt mit liv på at gøre som forfatter, bidraget til situationen, som vi er i nu: At det eneste, der betyder noget, er mine individuelle følelser og mig selv, og ikke fakta og beviser? Jeg mistror ikke betydningen af fiktion og historier, men jeg er blevet meget opmærksom på, hvad fiktion og følelser, mit domæne som forfatter, måske kan bidrage til af negativ udvikling. Vi må virkeligt spørge os selv som kunstnere, om de formodninger, vi arbejder efter, har nogen forbindelse til den politiske situation, vi er havnet i nu.”

Kazuo Ishiguro

3 Ishiguro blev født i Nagasaki i Japan i 1954, men er opvokset og uddannet i Storbritannien, hvor han også bor i dag. Hans store gennembrud kom i 1989 med romanen ”Resten af dagen”, som han modtog Booker Prize for, og som senere blev filmatiseret med Anthony Hopkins og Emma Thompson i hovedrollerne. 3 Ishiguro blev i 1995 tildelt Order of the British Empire for sit bidrag til litteraturen. Modtog Nobelprisen i litteratur i 2017. Hans værker er oversat til over 50 sprog. 3 ”Klara og solen” er udkommet på dansk på forlaget Gyldendal. Læs anmeldelse af bogen på

k.dk/kultur

Din nye roman handler blandt andet om kunstig intelligens. Tror du, at forfattere bliver afløst af robotter i fremtiden? ”Det håber jeg ikke. På et overfladisk niveau kan de godt afløse. Og jeg klarer mig nok, selvom jeg bliver arbejdsløs. Men det bekymrer mig, hvis AI (artificial intelligence, eller kunstig intelligens, red.) kan komme til at forstå menneskelige følelser og lave musik og bøger, som får os til at græde. Så forstår maskiner os bedre, end vi forstår dem. Og hvis den kunstige intelligens forstår mennesket så dybt, som en roman kan, så kan en politisk kampagne styret af AI også identificere, hvor frustrationerne i vælgerbefolkningen er, og så man man måske manipulere offentligheden. Så kan AI i teorien også udtænke den næste store politiske idé som kommunisme eller nazisme eller kapitalisme, som menneskehedens historie så vil cirkle om i nogen tid.”

Hvilken rolle ser du litteraturen spille i fremtiden? ”Jeg bliver opmuntret af at tænke på, at eksempelvis en græsk tragedie føles så nutidig. Måske tror den moderne læser ikke på skæbnen eller på Gud, men alligevel føles de gamle tekster så relevante. Jeg vil gerne tro på, at der er noget universelt og evigt i måden, vi relaterer os til hinanden på, som mennesker, familier og venner. I ’Klara og solen’ stiller jeg dette spørgsmål: Vil de skridt, vi tager i teknologi og ’big data’, faktisk ændre vores opfattelse af, hvad et menneske er? Hvis vi køber noget på nettet, og man så foreslås lignende ting at købe, jamen, så bliver man jo glad, men hvis det bliver mere og mere normalt at tro, at vi mennesker måske bare er et sæt forudsigelige algoritmer og ikke enestående individer, hvad sker der så? Lige nu elsker jeg min kone og min datter, fordi de er unikke, og hvis de var nogle andre, ville jeg ikke elske dem. Men hvis vi forlader idéen om, at den elskede har en unik sjæl inde i kropppen, og hvis en tilpas kraftig maskine kan genskabe mennesket med alle dets længsler og impulser og intellektuelle vaner, jamen, vil det så ikke ændre måden vi ser på hinanden på?”

I ”Klara og solen” virker solen til at være en nærmest religiøs kraft. Hvad er dine tanker i den forbindelse? ”Klaras forhold til solen er som menneskets forhold til Gud. Det er på grund af hendes tro på det gode i solen, der altid vil hende det godt, at hun aldrig mister håbet. Mennesker vil fortsat have håbet om en beskyttende kraft. Jeg har noteret det i mig selv, jeg kan identificere dette ønske, denne længsel efter noget langt mere kraftfuldt at tro på end en regering eller en ekspert, der skal redde mig. Jeg ønsker at tro på, at der er noget over os alle, jeg længes efter at tro på, at der er noget, der er større end os selv. I en verdslig tidsalder placerer vi mange af de idéer, vi har om Gud, i videnskabens domæne. Vi tror, at denne ting kaldet ’videnskab’ kommer og redder os fra eksempelvis en pandemi, og det håber jeg da også. Men der er også noget andet, som mennesket længes efter.”

0 ”I en verdslig tidsalder placerer vi mange af de idéer, vi har om Gud, i videnskabens domæne. Vi tror, at denne ting kaldet ’videnskab’ kommer og redder os fra eksempelvis en pandemi, og det håber jeg da også. Men der er også noget andet, som mennesket længes efter,” siger Kazuo Ishiguro, som modtog Nobelprisen i litteratur i 2017. – Foto: Katharina Volckmer.