side

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. juni 2021 Et landskab med evigheden på sin side

Den danske vestkyst er en hård nyser, men også ærlig på en omsorgsfuld måde. Og måske former Vestkysten en slags mennesker, der er i særlig kontakt med livets realiteter. I fællesværket ”En linje i verden” undersøger forfatteren Dorthe Nors og fotografen Henrik Saxgren sammen den horisontlinje, de ikke kan leve uden

interview

AF LISE KABELL SØGAARD

lise.soegaard@k.dk Noget af det første, man møder i bogen ”En linje i verden”, er en afpillet underkæbe fra et menneske. Kæben blev samlet op af en chokeret turist på stranden ved Vedersø Klit og holdt frem i strakt arm mod forfatteren Dorthe Nors på en helt almindelig dag for nogle år siden. Den var ikke i sig selv videre meddelsom: Den var en del af nogen, måske en fisker, der engang var druknet, måske en sømand, skyllet i land for længe siden og begravet i et ”dødemandsbjerg” på stranden. ”Hvad stiller man op med den slags?”, spurgte den befippede turist.

Det lille memento mori overraskede ingenlunde Dorthe Nors. En stor del af hendes slægt er fra Vestkysten. Hun er født i Herning, men voksede op i det lille hedesogn Sinding-Ørre, hvorfra bilen altid kørte stik Vest, når de tog på familiebesøg. Ud til landsbyen Vedersø, hvor hun bor den dag i dag, få kilometer fra havet. ”Døden kan være meget dramatisk på Vestkysten, men det er gået op for mig, at det ikke så meget er historierne om skibsforlis og drukneulykker, der påminder dig om det. Det er kraftfuldheden i landskabet. Du bliver konfronteret med store kræfter, når du går ind i en orkan, du bliver sårbar. Det blæser næsten 300 dage om året, stormene piller husene ud af stranden. Det, kysten fortæller os, er, at alting er i færd med at forgå,” siger hun.

Dorthe Nors ringer ind fra sit hjem i Vedersø. Fra skrivekontoret, hvor en lille figur af instruktøren Ingmar Bergman står øverst på reolen bagved og våger over hende. ”Han er den eneste, der må være med, når jeg skriver,” griner hun.

Med på linjen fra København er også fotografen Henrik Saxgren, og vi skal tale om deres nye fælles værk ”En linje i verden”.

I værket rejser de begge, hun med sit skrivehjerte og han med sit dvælende blik, op og ned langs Vestkysten, fra Skagen over Hirtshals og Hvide Sande, ned til Tønder og videre ned over grænsen. Og hele vejen tilbage igen, mere end 20.000 kilometer har Henrik Saxgren tilbagelagt i sin bil for at afdække kysten, fortæller han, mens den mere målrettede vestjyske forfatter ikke helt har styr på kilometertælleren i sin Toyota. ”Måske er det faktisk nærmere 25.000, jeg har kørt,” siger Henrik Saxgren med flovhed i stemmen, mens Dorthe Nors slår en latter op. ”Du kunne være kørt fra Alaska til Sydamerika!”

Men Henrik Saxgren valgte altså Vestkysten. Det var faktisk ham, der for et par år siden bragte idéen med, at de to skulle lave en bog sammen, på banen. Han er kendt for sine rå og farverige naturfotografier, og har de senere år blandt andet udgivet fotobogen ”Ultima Thule” om fangerlivet i Grønland og ”Tøndermarsken” i samarbejde med forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Han er opvokset i Kronjylland og på den måde en landkrabbe, men fortæller, at han under arbejdet med ”Tøndermarsken” blev interesseret i kystens væsen, og ikke mindst dens indvirkning på ham. ”Der er noget meditativt over at fotografere kystlandskaber, har jeg fundet ud af. Og én af mine metoder er at lave en kop kaffe, køre ud til kysten og så bare vente i timevis på, hvad Vorherre har tænkt sig at sende ind over landet i dag,” siger han.

Gennem et forlag fik han anbefalet at tage kontakt til Dorthe Nors, der på det tidspunkt var på skriveophold og godt i gang med at arbejde på en anden bog – og i udgangspunktet ikke interesseret. ”Jeg sagde faktisk nej, hele tre gange,” siger hun. ”Gjorde du virkelig det?”, svarer fotografen. ”Jamen, du havde jo ikke læst mig!”

Ved deres første møde overrakte hun ham sin seneste novellesamling fra 2018, ”Kort over Canada”, det første værk efter hun i 2017 blev nomineret til den prestigefyldte internationale Booker Prize for den engelske oversættelse af romanen ”Spejl, skulder, blink”. Og da Henrik Saxgren havde læst dén, skrev hun under på kontrakten. ”Jeg kunne mærke, at idéen om landskabsessayistik groede på mig,” siger hun.

Selvom det, der nu ligger foran dem begge er et fællesværk, er det også to enkeltværker i ét, en afspejling af to meget forskellige kunstnertemperamenter. To kystundersøgelser på forskellige præmisser. plenum. Så da jeg først havde besluttet mig for at tage et år ud af kalenderen for at køre op og ned langs kysten, gik jeg i gang med at skrive med det samme. Og det viste sig jo, at der var mange erindringer, minder, der først dukkede op, når jeg stod ude på stederne,” fortæller hun.

I teksterne mindes Nors dengang, hun var ved at blive trukket til havs af en ”valkyriebølge”. Dengang, der gik ild i værten for en sankthans-fest, familien var til. ”Bademødrene”, de bundsolide kvinder, der i hendes barndom stod som klipper mellem de badende børn og det lumske hav. De akutte ture hjem fra sommerhuset i Harboøre, når ”vinden var i Cheminova”. Farbroderen Erling, der havde svært ved at binde sig og efterlod sig en sorg så stor, den dag han ramte en glat plet på vejen med sin bil.

Mennesker, der er vokset op med Vestkysten, er som alle andre mennesker, siger hun. ”Men der ér kulturforskelle. Og jeg vil sige, at herude er der en meget skarp balance mellem kystkultur og landbefolkning.”

Henrik Saxgren bryder ind. ”Ja, fra selve kysten til dér, hvor du skriver, er der jo ikke mere end tre kilometer ind, men det er en verden til forskel,” siger han. ”Ja, det er et helt andet land. Det er jo de to ting, der kendetegner os danskere; det udadsøgende ved de søfarende og så den meget bofaste landbefolkning. Der ligger nok også en historisk funderet følelse af at være svigtet. Man er meget langt fra magtcentrum, og det har givet en tendens til selvtægt. Vesten for lov og ret, har man længe sagt,” siger Dorthe Nors.

Men også dét er under kraftig forandring lige for øjeblikket. Havnebyerne urbaniseres, og storbyhipsterne flytter ud med deres lange hår, tager til Cold Hawaii i Thy for at surfe og driver ned ad kysten til dér, hvor Dorthe Nors bor.

Det er den slags attitude, en ægte vestjyde vil kunne punktere på et splitsekund med den rigtige (korte) bemærkning. ”Humoren hér er ekstremt underspillet og vildt god. Men jeg vil tro, at jo længere østfra man kommer, jo mere skal man lytte efter. Meget af det ligger i det usagte,” siger Dorthe Nors. ”Min bror havde engang en bil, han ikke kunne få til at starte. Så kom der to frømænd fra Thyborøn forbi, og de fik den til at starte igen bare ved at lægge hånden på køleren og bede ham dreje tændingen igen. De sluttede af med at sige: ’Det er det, man kalder en jysk håndspålæggelse’. Vi griner stadig af det i familien, for det siger ret meget om humoren her i området. Og den er jo i mine tekster, fordi sådan er jeg.”

Hvad siger man til en turist, der har fundet sig en kæbe på stranden? I bogen henviser Dorthe Nors til den lokale politimester, for i princippet er der jo tale om en ligrest. Men man kan jo ikke ringe til politiet hele tiden, bemærker hun også. Og længere oppe ad kysten, hvor havet æder af kirkegården ved den udsatte Mårup Kirke, er der opstået et andægtigt ritual med at lægge fundne knogler oven på de grave, der endnu ikke er styrtet i havet. Måske en slags forsoning med dét, at der er noget, vi ikke kan forhandle os ud af. ”Du er her kun et kort øjeblik, kun et splitsekund. En manddomsprøve for de unge mænd herude er, at de, når der er orkan, stiller sig helt ud på kanten af klitterne med armene ud til begge sider i vinden, og det er dødsensfarligt, fordi vinden æder af klitterne, som kan bryde sammen under dem. Det er ikke vanvidskørsel på motorvejen, det er døden, og den er der i forvejen,” siger Dorthe Nors.

0 Her har fotografen Henrik Saxgren indfanget et regnvejr på vej ind over stranden ved Thorsminde i det nordlige Vestjylland. – Foto: Henrik Saxgren.

2 Efter en periode, hvor Vestjylland blev betragtet som ”udkant”, flytter flere unge nu til byerne på Vestkysten. Her fiskes der efter sild på havnen i Hvide Sande. – Foto: Henrik Saxgren.

3 Selvom den er der hele tiden, forandrer horisontlinjen sig ret meget, har forfatter Dorthe Nors bemærket. Her ses lysende langt ude i horisonten ved Skagen Nordstrand. – Foto: Henrik Saxgren.

også det religiøse i sin erindringsrejse langs kysten, ligesom kirkerne uundgåeligt er til stede i Henrik Saxgrens billeder. ”Jeg har lært meget om, hvordan det kirkelige har ændret sig med tiden, hvor levende det har været, hvor kraftfuldt og nødvendigt. Det er ikke mig, der går ind i landskabet, det er landskabet, der går ind i mig. Det er mig, der skal forholde mig til det, og det skaber en ydmyghed over for det, der er evigt og større end én selv,” siger hun. ”Og så har jeg set vidunderlige kalkmalerier, som alene er værd at tage på en tur for at kigge på!”, siger hun med henvisning til ét af bogens afsnit, hvor Nors rejser med en veninde, der er tegner, rundt i kirker langs kysten for at nærstudere og leve sig ind i kalkmalerierne.

Er der humor eller tro i Henrik Saxgrens billeder, er det ubevidst, siger han. Han laver sig altid et dogme, når han begynder arbejdet med en bog, og dogmet denne gang var at gå uden om de billeder fra Vestkysten, vi har set til hudløshed: kutterne på stranden i Vorupør, for eksempel. ”Det indskrænkede jo mulighederne en del. Så i begyndelsen var det hele meget famlende. Men da jeg cirka midtvejs i forløbet læste Dorthes næsten færdige tekst, faldt jeg helt til ro. Teksten var et solidt fundament for bogen og satte mig fri til at lave nogle helt afdæmpede og stille billeder. Det har aldrig været tanken, at Dorthe skulle skrive til mine billeder, eller at jeg skulle illustrere Dorthes tekst, men Dorthes tekst blev en tryg ramme for mit selvstændige arbejde,” siger Henrik Saxgren.

Det med troen er faktisk en ting, han ofte bliver spurgt om, når han er ude og holde foredrag. ”Måske fordi jeg godt kan lide at sige ting som: ’Og så åbenbarede Vorherre dette syn for mig!’. Men mit sprog – når jeg får store naturoplevelser – tangerer noget religiøst. Naturen er min kirke, det fandt jeg ud af, da jeg arbejdede i Thule og siden i Tøndermarsken. Den store horisont, det ubrudte blik. Jeg synes virkelig, jeg forsøger at lave nogle åbne billeder, hvor det er muligt at træde ind i dem og finde den ro, jeg selv har fundet, mens jeg fotograferede. For de bedste billeder laves i ro. Det er et tilbud til folk om at gå ind i mine landskaber,” siger han.

Dorthe Nors

3 Født i 1970. Forfatter og cand.mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie fra Aarhus Universitet. 3 Debuterede som forfatter med romanen ”Soul” i 2001 og har siden vundet international hæder for sit forfatterskab, blandt andet for novellesamlingen ”Kantslag” (2008) og romanen ”Spejl, skulder, blink” (2015). Senest udkommet er novellesamlingen ”Kort over Canada” fra 2019. 3 Var i 2017 blandt de nominerede til den internationale Booker Prize for den engelske oversættelse af ”Spejl, skulder, blink”. 3 Modtog i 2014 P.O. Enquist-prisen. Har bidraget med tekster til en række større internationale magasiner, blandt andet The New Yorker og Harpers Bazaar. 3 Bor i Vedersø i Vestjylland.

Henrik Saxgren

3 Født i 1953. Dansk reportage- og naturfotograf. 3 Har udgivet mere end 20 fotobøger gennem sin karriere, senest grønlandsbøgerne ”Bag en mur af is” og ”Ultima Thule” (2017), samt ”Tøndermarsken” i samarbejde med Hans Edvard Nørregård-Nielsen (2019), der undersøger marsken og Vadehavets landskaber. 3 Modtog i 2018 Deutscher Fotobuchpreis for ”Ultima Thule”. 3 Bor i København.

”En linje i verden” er udkommet på Gads Forlag.

For Dorthe Nors er den horisontale linje, der løber tværs gennem bogen i Henrik Saxgrens billeder, også det, der i sidste ende har betydet, at hun nu bor, så hun kan se vandet hver dag, hvis hun vil. ”Horisonten er fuldstændig uomgængelig, den er essensen af kysten. Det er også derfor, bogen hedder dét, den hedder. Du orienterer dig efter horisontlinjen, navigerer efter den, og jeg manglede den helt afsindigt, da jeg boede i storbyen. Det er en teltpløk i tilværelsen at kunne se langt. Det giver ro, men også udlængsel, for der er jo noget derude, noget man kan opleve og være åben overfor. Og jeg tror, det er noget andet, vi skal forstå om kystfolk. Det, derude, opfattes ikke som fjernt og uopdageligt, men noget man kunne sejle ud til. En mulighed for at udveksle gaver, varer og sprog,” siger hun.

Vestkysten er døden – og livet. Den rasende storm og den sjældne stilhed. Lyset, der opbløder den allestedsnærværende fatalitet og piercer sig så smukt gennem et stykke rav – som Dorthe Nors heldigvis også finder i bogen, blandt meget andet strandgods. ”Åh ja, lyset,” siger Henrik Saxgren fra København, som om han lige dér godt kunne ønske sig at se noget andet end endnu en boligkarré.

Men det bedste er alligevel linjen, den de nu har lavet en bog om, som altid vil være der og dog aldrig være det samme, som Dorthe Nors påpeger. ”Den ændrer sig også. I går var jeg ved havet, og så var horisontlinjen bare sådan en en tyk, sort speedmarker trukket hen over vandet. Det var sindssygt flot.”