14 | Sommerbøger | Danske stemmer
Kristeligt Dagblad Lørdag 12. juni 2021
Et landskab med evigheden på sin side Den danske vestkyst er en hård nyser, men også ærlig på en omsorgsfuld måde. Og måske former Vestkysten en slags mennesker, der er i særlig kontakt med livets realiteter. I fællesværket ”En linje i verden” undersøger forfatteren Dorthe Nors og fotografen Henrik Saxgren sammen den horisontlinje, de ikke kan leve uden
interview AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk
Noget af det første, man møder i bogen ”En linje i verden”, er en afpillet underkæbe fra et menneske. Kæben blev samlet op af en chokeret turist på stranden ved Vedersø Klit og holdt frem i strakt arm mod forfatteren Dorthe Nors på en helt almindelig dag for nogle år siden. Den var ikke i sig selv videre meddelsom: Den var en del af nogen, måske en fisker, der engang var druknet, måske en sømand, skyllet i land for længe siden og begravet i et ”dødemandsbjerg” på stranden. ”Hvad stiller man op med den slags?”, spurgte den befippede turist. Det lille memento mori overraskede ingenlunde Dorthe Nors. En stor del af hendes slægt er fra Vestkysten. Hun er født i Herning, men voksede op i det lille hedesogn Sinding-Ørre, hvorfra bilen altid kørte stik Vest, når de tog på familiebesøg. Ud til landsbyen Vedersø, hvor hun bor den dag i dag, få kilometer fra havet. ”Døden kan være meget dramatisk på Vestkysten, men det er gået op for mig, at det ikke så meget er historierne om skibsforlis og drukneulykker, der påminder dig om det. Det er kraftfuldheden i landskabet. Du bliver konfronteret med store kræfter, når du går ind i en orkan, du bliver sårbar. Det blæser næsten 300 dage om året, stormene piller husene ud af stranden. Det, kysten fortæller os, er, at alting er i færd med at forgå,” siger hun. Dorthe Nors ringer ind fra sit hjem i Vedersø. Fra skrivekontoret, hvor en lille figur af instruktøren Ingmar Bergman står øverst på reolen bagved og våger over hende. ”Han er den eneste, der må være med, når jeg skriver,” griner hun. Med på linjen fra København er også fotografen Henrik Saxgren, og vi skal tale om deres nye fælles værk ”En linje i verden”. I værket rejser de begge, hun med sit skrivehjerte og han med sit dvælende blik, op og ned langs Vestkysten, fra Skagen over Hirtshals og Hvide Sande, ned til Tønder og videre ned over grænsen. Og hele vejen tilbage igen, mere end 20.000 kilometer har Henrik Saxgren tilbagelagt i sin bil for at afdække kysten, fortæller han, mens den mere målrettede vestjyske for-
fatter ikke helt har styr på kilometertælleren i sin Toyota. ”Måske er det faktisk nærmere 25.000, jeg har kørt,” siger Henrik Saxgren med flovhed i stemmen, mens Dorthe Nors slår en latter op. ”Du kunne være kørt fra Alaska til Sydamerika!” Men Henrik Saxgren valgte altså Vestkysten. Det var faktisk ham, der for et par år siden bragte idéen med, at de to skulle lave en bog sammen, på banen. Han er kendt for sine rå og farverige naturfotografier, og har de senere år blandt andet udgivet fotobogen ”Ultima Thule” om fangerlivet i Grønland og ”Tøndermarsken” i samarbejde med forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Han er opvokset i Kronjylland og på den måde en landkrabbe, men fortæller, at han under arbejdet med ”Tøndermarsken” blev interesseret i kystens væsen, og ikke mindst dens indvirkning på ham. ”Der er noget meditativt over at fotografere kystlandskaber, har jeg fundet ud af. Og én af mine metoder er at lave en kop kaffe, køre ud til kysten og så bare vente i timevis på, hvad Vorherre har tænkt sig at sende ind over landet i dag,” siger han. Gennem et forlag fik han anbefalet at tage kontakt til Dorthe Nors, der på det tidspunkt var på skriveophold og godt i gang med at arbejde på en anden bog – og i udgangspunktet ikke interesseret. ”Jeg sagde faktisk nej, hele tre gange,” siger hun. ”Gjorde du virkelig det?”, svarer fotografen. ”Jamen, du havde jo ikke læst mig!” Ved deres første møde overrakte hun ham sin seneste novellesamling fra 2018, ”Kort over Canada”, det første værk efter hun i 2017 blev nomineret til den prestigefyldte internationale Booker Prize for den engelske oversættelse af romanen ”Spejl, skulder, blink”. Og da Henrik Saxgren havde læst dén, skrev hun under på kontrakten. ”Jeg kunne mærke, at idéen om landskabsessayistik groede på mig,” siger hun. Selvom det, der nu ligger foran dem begge er et fællesværk, er det også to enkeltværker i ét, en afspejling af to meget forskellige kunstnertemperamenter. To kystundersøgelser på forskellige præmisser. Det var Dorthe Nors, der lagde ud. ”Jeg er meget en ensom ulv, når jeg skriver. Jeg skriver ikke i
plenum. Så da jeg først havde besluttet mig for at tage et år ud af kalenderen for at køre op og ned langs kysten, gik jeg i gang med at skrive med det samme. Og det viste sig jo, at der var mange erindringer, minder, der først dukkede op, når jeg stod ude på stederne,” fortæller hun. I teksterne mindes Nors dengang, hun var ved at blive trukket til havs af en ”valkyriebølge”. Dengang, der gik ild i værten for en sankthans-fest, familien var til. ”Bademødrene”, de bundsolide kvinder, der i hendes barndom stod som klipper mellem de badende børn og det lumske hav. De akutte ture hjem fra sommerhuset i Harboøre, når ”vinden var i Cheminova”. Farbroderen Erling, der havde svært ved at binde sig og efterlod sig en sorg så stor, den dag han ramte en glat plet på vejen med sin bil. Mennesker, der er vokset op med Vestkysten, er som alle andre mennesker, siger hun. ”Men der ér kulturforskelle. Og jeg vil sige, at herude er der en meget skarp balance mellem kystkultur og landbefolkning.” Henrik Saxgren bryder ind. ”Ja, fra selve kysten til dér, hvor du skriver, er der jo ikke mere end tre kilometer ind, men det er en verden til forskel,” siger han. ”Ja, det er et helt andet land. Det er jo de to ting, der kendetegner os danskere; det udadsøgende ved de søfarende og så den meget bofaste landbefolkning. Der ligger nok også en historisk funderet følelse af at være svigtet. Man er meget langt fra magtcentrum, og det har givet en tendens til selvtægt. Vesten for lov og ret, har man længe sagt,” siger Dorthe Nors. Men også dét er under kraftig forandring lige for øjeblikket. Havnebyerne urbaniseres, og storbyhipsterne flytter ud med deres lange hår, tager til Cold Hawaii i Thy for at surfe og driver ned ad kysten til dér, hvor Dorthe Nors bor. Det er den slags attitude, en ægte vestjyde vil kunne punktere på et splitsekund med den rigtige (korte) bemærkning. ”Humoren hér er ekstremt underspillet og vildt god. Men jeg vil tro, at jo længere østfra man kommer, jo mere skal man lytte efter. Meget af det ligger i det usagte,” siger Dorthe Nors. ”Min bror havde engang en bil, han ikke kunne få til at starte. Så kom der to frømænd fra Thyborøn forbi, og de fik den til at starte igen bare ved at lægge hånden på køleren og bede ham dreje tændingen igen. De slutte-
de af med at sige: ’Det er det, man kalder en jysk håndspålæggelse’. Vi griner stadig af det i familien, for det siger ret meget om humoren her i området. Og den er jo i mine tekster, fordi sådan er jeg.” Hvad siger man til en turist, der har fundet sig en kæbe på stranden? I bogen henviser Dorthe Nors til den lokale politimester, for i princippet er der jo tale om en ligrest. Men man kan jo ikke ringe til politiet hele tiden, bemærker hun også. Og længere oppe ad kysten, hvor havet æder af kirkegården ved den udsatte Mårup Kirke, er der opstået et andægtigt ritual med at lægge fundne knogler oven på de grave, der endnu ikke er styrtet i
havet. Måske en slags forsoning med dét, at der er noget, vi ikke kan forhandle os ud af. ”Du er her kun et kort øjeblik, kun et splitsekund. En manddomsprøve for de unge mænd herude er, at de, når der er orkan, stiller sig helt ud på kanten af klitterne med armene ud til begge sider i vinden, og det er dødsensfarligt, fordi vinden æder af klitterne, som kan bryde sammen under dem. Det er ikke vanvidskørsel på motorvejen, det er døden, og den er der i forvejen,” siger Dorthe Nors. Vestkystens mennesker er kendt for deres inderlige og for nogle meget bogstavelige kristentro. Dorthe Nors undersøger
0 Her har fotografen Henrik Saxgren indfanget et regnvejr på vej ind over stranden ved Thorsminde i det nordlige Vestjylland. – Foto: Henrik Saxgren.
