TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 23. NOVEMBER 2024
Mød nogle af Danmarks største forfattere, der fortæller om deres virke og seneste værk, og få inspiration til gode læseoplevelser – til andre eller dig selv
ªªªªª ”Et enestående og rørende vidnesbyrd”
”hvilket mod. hvilken skæbne. hvilken selvbiografi.”
”Et monument over enestående mod og modstandskraft.”
”Bogen vil stå som et monument for humanisme og frihed i årtier. Sikken en bog.” Jyllands-Posten
I Frihed ser Angela Merkel tilbage på sit liv og sin politiske karriere. Hun lukker os ind i møder med verdens mest magtfulde mennesker og belyser, hvordan afgørende beslutninger blev truffet. Bogen er et enestående indblik i europæisk historie og magtens indre.
Hvad sker der med en, når man er så gammel, at der ikke kan være længe til, man skal dø? Det spørgsmål undersøger Thomas Bredsdorff i Lykkeligt nær
10. bog i serien, der er læst af over 17 mio.
En klaustrofobisk thriller om personlige grænser, der gradvist udviskes. En historie om at stå i gæld, stå i lort til halsen og at lære at stå ved sig selv.
Et brutalt mord på en vinterlukket campingplads, en parteret krop, en potentiel gerningsmand uden hukommelse. Joona Linna er tilbage.
Til dig der holder af Kriminalkommissær
Til dig der holder af Kriminalkommissær
Barnaby og Anna Grue
Barnaby og
Anna Grue
En lokal erhvervsmand og mangemillionær findes myrdet i Gudhjem Røgeri. Det røgede lig er dette års hyggekrimi om mad, mord og mysterier på Bornholm af Anette og James Price.
En lokal erhvervsmand og mangemillionær findes myrdet i Gudhjem Røgeri. Det røgede lig er dette års hyggekrimi om mad, mord og mysterier på Bornholm af Anette og James Price.
Alle de kendte børneklassikere samlet i rigt illustreret sangbog for hele familien. Sangskattekisten er et kendt og elsket fænomen i småbørnsfamilier og børnehaver landet over med mange millioner views på YouTube.
Alle de kendte børneklassikere samlet i rigt illustreret sangbog for hele familien. Sangskattekisten er et kendt og elsket fænomen i småbørnsfamilier og børnehaver landet over med mange millioner views på YouTube.
Babak Vakilis brandvarme serie om gangsterrapperen Anas Hashim fra 6.A.
Bogen til alle børn, der elsker musik og rap og drømmer om at være en stjerne.
Babak Vakilis brandvarme serie om gangsterrapperen Anas Hashim fra 6.A. Bogen til alle børn, der elsker musik og rap og drømmer om at være en stjerne.
En stærk fortælling om sorg, kærlighed og familie fra det litterære fænomen Sally Rooney.
En stærk fortælling om sorg, kærlighed og familie fra det litterære fænomen Sally Rooney.
– Politiken
– Politiken
– Berlingske
– Berlingske
– Jyllands-Posten
– Jyllands-Posten
I den mørke tid er det oplagt at fordybe sig i en god bog, og vi har her udvalgt en række tidligere bragte artikler, hvor mine kolleger har talt med nogle af landets fremtrædende forfattere. Kloge mennesker med noget på hjerte. Der er også inspiration at hente hos fagfolkene på side 6 og i listen på side 14 med de bøger, vores anmeldere har givet est stjerner i år. Tak, fordi du læser med. Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen, Kristeligt Dagblad
6 Nyhed Hvilke bøger bliver årets julegavehit? Vi har spurgt en række fagfolk.
8 Interview Jens Christian Grøndahls roman belyser dilemmaet mellem at have en karriere og et familieliv.
14 Baggrund Se, hvilke bøger der i år k topkarakteren fem eller seks stjerner i Kristeligt Dagblad.
16 Interview Dy Plambeck skildrer sammenbragte familiers udfordringer.
18 Interview Vores kristne arv kommer under luppen i Kristian Leths seneste bog om kristendommen.
22 Interview Læserne så sig selv i Leonora Christina Skovs roman om ikke at være elsket af sin mor.
24 Interview Morten Pape forsøger at forstå sin far og slægt i sin roman.
26 Interview Løgn i parforholdet er et tema i Katrine Wiedemanns debutroman.
28 Interview Ib Michaels liv og tanker ændrede sig efter hans blodprop.
32 Interview Adoptionens glæder og problemer er i fokus hos Eva Tind.
34 Interview Naser Khader skildrer vejen fra islam til kristendom i sin bog.
36 Interview Digtning er en udforskning af Guds rige, mener Signe Gjessing.
38 Interview Jørgen Leth har begået et kilos poesi med sine samlede digte.
Udgivet af Kristeligt Dagblad
De fleste gaver bliver åbnet og glemt igen. Men nogle kan man blive ved med at åbne. Som et abonnement på Børneavisen. Her får du lov til at åbne en hel verden af ord og bogstaver, gys og grin, viden og indsigt hver eneste tirsdag.
Det er en gave, der varer lige til påske - og måske resten af livet.
Køb et gaveabonnement på børneavisen.dk/jul eller ring på 70 15 95 15
Julepris 3 måneder for 299,-
1 Årets bogudgivelser har budt på en bred vifte af genrer, der gør, at branchen forventer en større lyst hos kunderne til at forære en bog i julegave. FOTO: THOMAS
LEKFELDT/RITZAU SCANPIX
Fra konger til krimier –året har budt på et væld af udgivelser, og årets julesalg bliver stort og vil rumme bøger i mange genrer, spår tre boghandlere
nyhed
Cecilie Fogtmann og Laura Houlind Søndergaard fogtmann@k.dk, houlind@k.dk Julen er lige om hjørnet, og i boghandler landet over er julesalget i fuld gang. Men hvilke bøger kommer til at ligge under træet juleaften?
Hos Saxo er forventningerne om julesalget højt, fordi feltet er så bredt i år. ”I år er der en bog til alle, uanset om man er til det skønlitterære, det smalle, det brede, krimi eller kogebøger,” siger Lærke Jürs, der er presse- og kommunikationsansvarlig for Danmarks største online boghandel, Saxo. Hun bad Saxos kommercielle direktør, Mette Nysteen, udarbejde en top-3 over julens bøger, men i stedet fik hun en top-6. De seks bøger på listen er den dokumentariske fortælling ”Berlin brænder” af Tom BukSwienty, romanen ”88%” af Maren Uthaug, Søren Sveistrups krimi ”Tælle til en, tælle til to”, Haruki Murakamis ”Byen og dens usikre mure”, Aleksej Navalnyjs biografi ”Patriot” samt Jakob Martin Strids børnebog ”Den fantastiske bus”, der for nylig vandt Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.
I det hele taget har årets bogsalg ifølge Lærke Jürs været præget af stærke nyheder i mange genrer. Én bestemt bog blev dog revet væk
fra de elektroniske hylder og sendt ud i det danske land.
Kongeord er en bestseller ”Kongeord” af Jens Andersen vakte danskernes interesse for blåt blod i bøgerne, og bogen om Frederik den Tiendes visioner for kongegerningen er i skrivende stund på toppen af Saxos liste over bedst sælgende bøger i år.
”Den ligger på en ubestridt førsteplads, og der er ikke nogen, der kommer til at overgå den, uanset hvor godt deres julesalg bliver. Det er den bog, der har solgt mest inden for kortest tid,” siger Lærke Jürs.
På andenpladsen over Saxos mest solgte bøger i år ligger ”Underskud”, der er feministen Emma Holtens debutbog om de værdier, der ikke måles i samfundsøkonomien, og på tredjepladsen ligger ”Den fantastiske bus”.
”Det siger noget om, hvor mange bøger der er i år, som taler til mange forskellige læsere. Der er så mange stærke nyheder, at det næsten er svært at vælge,” siger hun.
Hos Bog & idé er buddet, at de bøger, der kommer til at ligge under træet i år, kommer fra kendte forfattere, der har en fast læserskare.
Marianne Lyngby Pedersen, der er administrerende direktør for Indeks Retail, som står bag Bog & Idé, fortæller, at det blandt andet drejer sig om Benjamin Koppel, Sara Blædel og Hella Joof – kendte forfattere, der igen i år er aktuelle med nye bøger: Koppen fortsætter sin familiesaga i ”Sommerfuglens stemme”, Hella Joof øser af sin livsvisdomi ”Joof Doktrinen”, og Sara Blædel fortsætter sin beretning om bededamen Ilka i ”Ilka vender hjem”.
Flere favoritter i år
Marianne Møller er indehaver af boghandlen
Kristian F. Møller i Aarhus og var medlem af panelet i Kristeligt Dagblads læserkonkurrence om de bedste danske bøger siden år 2000. Hun peger ligesom Mette Nysteen fra Saxo på
Haruki Murakami som en af årets julegavefavoritter.
”Han har et stort dansk publikum, og der er generelt en stigende interesse for japansk litteratur. Den er til læsere af Murakamis øvrige bøger eller til dem, der kan lide magisk realisme og vilde ideer,” siger hun. Maren Uthaugs ”88%” er også med på hendes liste: ”Maren Uthaugs bøger har det med at dele vandene. En del læsere bliver provokerede og irriterede, men hun har også en stor og trofast læserskare. Rigtigt mange har læst forløberen, 11%, og de skal helt sikkert læse videre i Uthaugs skarpe, vittige og originale fremtidsroman. Det er en god gave til feministen,” siger Marianne Møller, der også har Tom Buk-Swientys ”Berlin brænder” med på sin liste: ”Forfatteren er en imponerende god historiefortæller, emnet er spændende, og han bringer nyt frem om en tid, mange læsere stadig interesserer sig
” Maren Uthaugs bøger har det med at dele vandene. En del læsere bliver provokerede og irriterede, men hun har også en stor og trofast læserskare.
MARIANNE MØLLER, INDEHAVER AF BOGHANDLEN KRISTIAN F. MØLLER I AARHUS, OM ÅRETS BOGSALG
FOTO: AXEL
SCHÜTT
for. Det er en typisk far- eller onkel-gave.”
Også modtageren af dette års debutantpris på Bogforum, Linea Maja Ernst, spår Marianne Møller et godt julesalg med romanen ”Kun til navlen”.
”Den handler om en venneflok i begyndelsen af trediverne, som er på vej til at blive ’voksen-voksne’ og prøver at finde nye måder at gøre det på. Den er forførende, legende og meget sanselig. Det er en god gave til den unge storbyboer, gerne fra den kreative klasse.”
Og et sidste julegavebud fra Marianne Møller er Kristian Leths ”Verdens vigtigste bog”.
”Kristian Leth formidler Bibelen som Vestens kulturbærer uden at være dogmatisk troende, og det er der stor interesse for. Den er til den tænksomme læser, der interesserer sig for de store spørgsmål i livet og vil vide mere om noget af det, der har formet det samfund, vi lever i.” J
DR 100 år
HELE DANMARKS RADIO
I 100 ÅR fortalt gennem de mest kendte programmer i radio og på tv og de mennesker, der skabte dem.
”En moderne og sammenhængende indførelse i Børsens 400-årige historie.”
WEEKENDAVISEN
MODTAGER AF NOBELPRISEN I LITTERATUR 2024
En moderne klassiker om begær, magt og modstand ★★★★★★
JYLLLANDS-POSTEN
POLITIKEN
BERLINGSKE
En pige forlod værelset
“Ulrikka S. Gernes har begået en stærk fortælling om en ung pige, der tages som gidsel af en voksen mands forelskede blik.” JYLLANDS-POSTEN
“Rystende læsning.” POLITIKEN
Damer der fik nok
JYLLANDS-POSTEN
“Jeg vender sidste side opløftet, opbygget og taknemmelig ...” WEEKENDAVISEN
”Et medrivende værk ... imponerende indsigt.”
BERLINGSKE
”Velskrevet, stærkt oplysende og gennemført.” INFORMATION
Rigt illustreret bogværk om Valdemar Sejr, hans tid og hans mangfoldige imperium. Han gav os Jyske Lov med de berømte ord: ”Med lov skal land bygges”.
BERLINGSKE
Ned fra himlen
“Den bedste socialrealistiske roman i årevis.”
INFORMATION
“Storslået … Den store samtidsroman om velfærdsdrømmen på Vestegnen.” POLITIKEN
KRISTELIGT DAGBLAD
VINDER AF DEN INTERNATIONALE BOOKERPRIS 2024
“På romankunstens vis lader Kairos os lugte, smage, sanse en livsverden, som gik tabt med Murens fald.” POLITIKEN
“Intet mindre end mesterlig.” BERLINGSKE
3 64-årige
Jens Christian Grøndahl, der her er fotograferet på Thorvaldsens Museum, har livet igennem haft et blik for det tab, det altid er for en relation, når vi som individer har travlt med at forfølge vores ambitioner i arbejdet.
FOTO: MATHIAS SVOLD/RITZAU SCANPIX
Vi kan ramme en mur af skyldfølelse, når vi indser, at vi har ofret nærværet til fordel for karrieren, siger Jens Christian Grøndahl, om temaet i romanen ”Noget tabt i mørket” interview
Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
Da Jens Christian Grøndahl var barn, blev hans forældre skilt. Moderen, som var fotograf, mente, det var nødvendigt for at kunne udfolde sig kunstnerisk.
Hans mormor og morfar var begge billedkunstnere. Mormoderen var tidligt i sit liv brudt ud af et ægteskab for at kunne realisere sig selv som kunstner på et tidspunkt, hvor der var få kvindelige billedkunstnere, og hvor det var svært at blive anerkendt.
Han debuterede som forfatter i 1985. Meget symbolsk samme år, som han blev far til to tvillingedrenge. 14 år senere blev han skilt.
Det er et menneskeligt grundvilkår at stå splittet imellem ønsket om at lykkes i arbejdslivet og drømmen om menneskeligt nærvær. Men det kunne virke, som om noget særligt er nedarvet hos forfatteren selv.
”Jamen, det har været et tema i mit liv hele vejen igennem. Både i min mors historie og i min egen familiehistorie har jeg kendt dilemmaet mellem arbejde og nære relationer. Den balance er jo ikke
noget, man finder én gang for alle,” siger Jens Christian Grøndahl.
”Der er jo sådan en heroisk mytedannelse om kunstneren, som er nødt til at ofre alt på kunstens alter. Også familien. Den vil jeg gerne væk fra,” tilføjer han.
Skyldfølelsen forblænder
Vi mødes en dag i september hos forlaget Gyldendal umiddelbart inden udgivelsen af hans nye roman, ”Noget tabt i mørket”. En kort, fortættet fortælling om en midaldrende karrierekvinde, juristen Lisa, der gennem en årrække har haft sine menneskelige relationer sat på følelsesmæssig flytilstand, mens hun fløj rundt i
0 Carl Blochs (1834-1890) maleri
”Jairi Datter” indgår som et erindringsbillede i Jens Christian Grøndahls roman. FOTO: SMK
”
Det spændende ved det billede er, at Jesus er baggrundsfigur, mens den menneskelige virkelighed er i forgrunden.
verden og forhandlede kontrakter om virksomhedsfusioner.
Vores hovedperson er altså ikke kunstner. Men den profession, hun udøver, er mindst lige så mentalt krævende og er mindst lige så tidsmæssigt altopslugende. Hun valgte at bringe sit første ægteskab til en ende, fordi hun fandt en bedre mand, skuespilleren Bror. Med ind i det nye forhold bragte hun sin dengang 12-årige datter, Christel. I alle årene, der er fulgt, har Lisa været skaffedyret på distancen, mens det er Bror, der har kunnet tilbyde Christel sit nærvær. Men ved fortællingens begyndelse har Lisa besluttet, at nu er det nok. Nu skal hun opgive karrieren og i stedet være nærværende – men glemmer helt bogstaveligt efter at være landet fra New York at slå flytilstanden fra på mobiltelefonen, så hun stadig ikke er til at nå.
”Lisa er et menneske, som trives. Hun har realiseret sig selv og udfoldet sine store evner. Indtil hun rammer en usynlig væg, som har at gøre med det menneskelige aspekt. Hun bliver indhentet af en skyldfølelse, der har fulgt hende hele karrieren. Skyldfølelsen over, at hun ikke har været der for sin datter, der i mellemtiden har gjort hende til mormor,” fortæller Jens Christian Grøndahl.
”Men hendes skyldfølelse er ikke blot en klarsynet erkendelse af virkeligheden. Den er også et spind, hun har spundet sig selv ind i. Den har øget afstanden og forblændet Lisa. Det viser sig jo, at hun ikke er så fortabt i forhold til sin datter, som hun selv tror. Der er en tilgivelse, som hun ikke har været i stand til at tage imod,” tilføjer han.
Når monstre brøler og engle synger af Hartmut Rosa 192 sider | 249,95 kr.
Det ukontrollerbare 111 sider | 189,95 kr.
Demokrati har brug for religion 88 sider | 149,95 kr. Resonans 584 sider | 399,95 kr.
Kristeligt Dagblad Lørdag 23. november 2024
fortsat fra side 8
Sådan har vi mennesker det med at male os ind i et hjørne. Skyldfølelse over at have været distanceret skaber yderligere distance og flytilstand. Skuffelser og svigt skaber mistillid. Men modgiften findes. I form af tilgivelse og tillid.
Det umuliges mulighed
Kunstmaleren Carl Bloch malede i 1863 værket ”Jairi Datter”. Maleriet afbilder den episode i Det Nye Testamente, hvor den 12-årige datter af synagogeforstanderen Jairus ligger for døden, men får livet tilbage af Jesus. I Jens Christian Grøndahls roman bringer Lisa en erindring af dette maleri med sig fra et sognehus i sin barndom i Vestjylland.
”Det spændende ved det billede er, at Jesus er baggrundsfigur, mens den menneskelige virkelighed er i forgrunden: den fortvivlede mor og den døde pige. Det, vi umiddelbart kan forstå og leve os ind i, er forrest, og så kommer det umuliges mulighed ind ad døren i baggrunden,” siger Jens Christian Grøndahl.
”Det umuliges mulighed er jo kristendommens springende punkt, og det handler om tillid. Ligesom Søren Kierkegaard i sin smukke, lille bog ’Lilien på Marken og Fuglen under Himlen’ skriver om, at vi skal lære at give os hen i tillid uden at spekulere så forfærdelig meget,” tilføjer han.
Lisa bærer også på en erindring om engang, hun som 12-årigt skilsmissebarn i København skulle være alene i lejligheden og inviterede en ung, hjemløs mand indenfor. Og da vi langt fremme i bogen møder disse to erindringer, bliver de kædet sammen med en oplevelse, Lisa i begyndelsen har i subway’en i New York,
hvor en anden hjemløs mand tilsyneladende genkender hende.
Pludselig husker hun dengang, hun var så uskyldig, naiv og tillidsfuld, at hun løb en kolossal risiko med en fremmed ung mand.
”I dag ville man kalde det risikoadfærd, hvis en 12-årig tager en hjemløs med hjem og installerer ham i sine forældres soveværelse. Hun havde ingen grund til at stole på ham. Hvor kom tilliden så fra? Den må jo komme fra hende selv,” konkluderer Jens Christian Grøndahl og tilføjer:
”Den indsigt bliver vigtig. For netop som Lisa står på tærsklen til sit nye, ægte, nære, gode liv med sin mand og sin datter af tidligere ægteskab, åbner der sig et svælg omkring hende af løgn, fortielse, utroskab og forræderi.”
De videre begivenheder stiller hårde krav til hendes evne til at tilgive og vise tillid. Men bogens og hovedpersonens indsigt er, at det ved at genskabe tilliden til ens relationer er muligt at genfinde den uskyld og det nærvær, der blev tabt i mørket, i travlheden, i flytilstanden.
Familien er dem, man vælger
At karrierejuristen er kvinde, er et bevidst valg fra forfatterens side.
”Politisk, juridisk og socialt er ligestillingen på mange måder næsten i mål. Men det er endnu ikke lykkedes at få den ligning til at gå op, at man både kan realisere sin karriereambition og sit moderskab,” siger Jens Christian Grøndahl. Ligesom der er et dilemma mellem karriere og relationer, som består trods fremskreden ligestilling, er der ifølge forfatteren et voksende dilemma imellem, at vi på den ene side dyrker individets ret til selvrealisering, men samtidig ”senti-
” Jeg er heller ikke sikker på,
at man bliver klogere med alderen. Men erkendelsen vokser med erfaringernes dybde.
JENS CHRISTIAN GRØNDAHL
mentaliserer familieforholdet”, som han udtrykker det.
”Vi har et sentimentalt, nostalgisk syn på kernefamilien, selvom den ikke fungerer for så forfærdeligt mange mennesker. Men vi ønsker, at den skal fungere. Samtidig dyrker man den biologiske tilknytning, for eksempel i tv-programmer om mennesker, der er på jagt efter deres biologiske mor eller far. Og dramaturgien fører hver gang frem til en tårevædet genforening,” siger han.
”Vel er vi dybt forbundne med de mennesker, vi nu engang er børn af, men er der nødvendigvis mening i det? Jeg kan godt komme i tvivl, for jeg tror, at den dybere mening ligger et andet sted.”
Jens Christian Grøndahl selv haft to ægtefæller og har to børn med hver, to drenge og to piger. I de knap 40 år, han har været far, har han også realiseret sig som kunstner og udgivet omkring en bog om året. Han er uhyre bevidst om, at der kan være noget, som er gået tabt i mørket i dén proces.
”Jeg tror, jeg med alderen er blevet meget mere bevidst om det. Men jeg ved ikke, om jeg er blevet bedre til at undgå det. At man gør sig sine erfaringer, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at
man er i stand til at handle anderledes. Jeg er heller ikke sikker på, at man bliver klogere med alderen. Men erkendelsen vokser med erfaringernes dybde,” siger han og tilføjer:
”Jeg har altid prøvet at finde en balance mellem liv og arbejde, og jeg har holdt mig tilbage med at trykke mig selv af 100 procent som kunstner. Jeg er sikker på, at hvis jeg gjorde dét, ville jeg blive forfærdeligt ensom, og det ville have nogle omkostninger, som jeg ikke ønsker, for dem, jeg elsker. Jeg er altid blevet trukket tilbage ind i det nære livs varme, følelser, opgaver og ansvar, og det er der en befrielse og forsoning i, som jeg håber, at jeg er blevet bedre til at påskønne. Men jeg tror da, at alle mine fire børn vil sige, at der har været tidspunkter, hvor de syntes, jeg var fjern.” J
Født i 1959. Opvokset i Lyngby. Bachelor i filosofi 1979. Uddannet filminstruktør fra Statens Filmskole 1983.
Gift 1989-1999 med Charlotte Louise Truelsen, med hvem han har to sønner. Efterfølgende gift med Anne Vibeke Vad, med hvem han har to døtre.
Debuterede som romanforfatter med ”Kvinden i midten” i 1985 og har siden udgivet mere end 30 bøger i Danmark og læses lige så flittigt i Frankrig, Holland og Belgien.
”Noget tabt i mørket” udkom i september på Gyldendal.
C.S. Lewis
Rejsen · Malacandra
Klassisk science fiction når det er bedst. Før den første måneraket udtænkte Lewis denne serie om menneskets rejse til fjerne planeter. Her får du første bind i Lewis' berømte rum-trilogi.
Steen Skovsgaard
Giv mig en tanke
208 stykker til daglig refleksion og eftertanke.
Kristeligt Dagblad giver 4 stjerner og skriver: I denne fine bog aflægger Skovsgaard et smukt, personligt vidnesbyrd.
Paula Gooder Føbe
Bibelhistorisk roman om Føbe, Paulus' betroede medarbejder. Mange af romanens detaljer er dokumenteret af den nyeste Paulusforskning med noter i bogens sidste del.
Køb bøgerne på prorex.dk eller hos din lokale boghandler · tlf 7456 3343
Tom Wright (N.T. Wright)
Den store historie Bibel
140 flot illustrerede historier fra hele Bibelen, fra 1. Mosebog til Johannes' Åbenbaring – inkl. flere tekster fra Paulus' breve.
21. nov. – 20. dec.
„De bærer deres elskede, bærer sønnen, broren, vennen, Mesteren, Herren gennem mørket. Han er en kridhvid puppe mellem dem, de tager små skridt for ikke at falde, de lægger ham i graven og lukker åbningen med en klippeblok. Så står de tavse lidt, næsten fortabte i sorg, de kan ikke blive her, men har ikke lyst til at gå. Udmattelsen er en tåge, tomheden efter døden kommer som et sug. De er stille, da de går derfra. Det er sabbat og først når den er forbi, kan de gå til graven igen.“
”Fortræffelig formidling”
KRISTELIGT DAGBLAD
”En oplagt gave”
KRISTELIGT DAGBLAD
Marstrand-Jørgensen N atten åbner sig som en port
”Fremragende, sansende, dragende”
JYLLANDS-POSTEN
I mødet med Bibelens skæbner, der oplever skyld, skam, sårbarhed og frygt, kan unge spejle sig og blive klogere på sig selv.
”Oplyser og beriger” KIRKE.DK
solgte
Anna Sophie og Paul Seidelins populære oversættelse i jubilæumsudgave med efterord af Ida Jessen.
”Imponerende”
WEEKENDAVISEN
”Meget vellykket graphic novel”
LITTERATURSIDEN
KRISTELIGT DAGBLAD
KRISTELIGT DAGBLAD
Standupkomiker fortæller 24 bibelhistorier med tempo, glimt i øjet og respekt.
Lone Hørslev: ”Svømmende, rygende, grædende”
278 sider. 280 kroner. Politikens Forlag. 5 stjerner (Liselotte Wiemer)
Lotte Kirkeby: ”Resten af sommeren”
252 sider, 249,95 kroner. Gutkind. 5 stjerner (Kristian Ditlev Jensen)
Lucia Odoom: ”Cosmos”
156 sider. 199,95 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Karin Michaëlis: ”Hjertets vagabond”
280 sider. 300 kroner. Alhambra. 5 stjerner (Rasmus Vangshardt)
Liv Helm: ”Med hjertet i hånden”
208 sider. 153 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Peter Stein Larsen)
Linea Maja Ernst: ”Kun til navlen”
294 sider. 269,95 kroner. Lindhardt og Ringhof. 5 stjerner (Niels Gunder Hansen)
Anne-Marie Vedsø Olesen: ”Vølvens vej 4: Ormehavet”
400 sider, 299,95 kroner. Lindhardt og Ringhof. 5 stjerner (Damián Arguimbau)
Eva Tind: ”Min Kim”
416 sider. 299,95 kroner. Gyldendal. 6 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Jonas Eika: ”Åben himmel”
712 sider. 350 kroner. Basilisk. 6 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Savner du en god bog til de mørke vintera ener eller mangler du en god gaveidé? Her er de danske bøger, Kristeligt Dagblads anmeldere har belønnet med topkarakteren fem eller seks stjerner i 2024
Jens Christian Grøndahl: ”Noget tabt i mørket”
188 sider. 249 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Michael Bach Henriksen)
Christina Hesselholdt: ”Gennem et filter af rødt”
185 sider. 249,95 kroner. Vinter Forlag. 5 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Liv Duvå: ”Ned fra himlen”
400 sider. 299.95 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Liselotte Wiemer)
Karen Syberg: ”En tone i livet”
302 sider, illustreret. 299,95 kroner. Forlaget Alpha. 5 stjerner (Lisbeth Bonde)
Kåre Bluitgen: ”Mod havet mod himlen”
560 sider. 298 kroner. Forlaget Tøkk. 5 stjerner (Liselotte Wiemer)
Stine Askov: ”Varme hænder”
324 sider. 300 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Liselotte Wiemer)
Anne Lise MarstrandJørgensen: ”Ræveår”
424 sider. 329,95 kroner. Gyldendal. 6 stjerner (Anne Skov Thomsen)
Emil Hilton Saggau: ”Hellige Ukraine. Den kirkelige, nationale og historiske baggrund for krigen i Ukraine”
214 sider. 250 kroner. Eksistensen. 5 stjerner (Kristian Østergaard)
Lars V. Johannsen: ”Populisme”
60 sider. 60 kroner. Aarhus Universitetsforlag. 5 stjerner (Erik Bjerager)
Per Stig Møller: ”Tanken er fri – men sandheden ilde hørt”
289 sider. 250 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. 5 stjerner (Frederik Stjernfelt)
Rasmus Mariager: ”Sjælekampen. Danskernes kolde krig” 548 sider. 330 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Rasmus Vangshardt)
John T. Lauridsen og Henrik Lundtofte (red.): ”På Førerens ordre 1-2. Hitlers mænd i Danmark 19331945”
1269 sider. 600 kroner. Aarhus Universitetsforlag. 6 stjerner (Kristian Østergaard)
Markus Floris Christensen: ”Angstens gave”
208 sider. 200 kroner. Multivers. 5 stjerner (Jeppe Krogsgaard Christensen)
Nils Gunder Hansen: ”Moderne kærlighed –følelsernes forvandling i kultur og litteratur”
248 sider. 300 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Anne Marie Pahuus)
Peter Borberg: ”Piet Hein – en biografi. Bind 1. De unge år 1905-1956”
552 sider. 400 kroner. Turbine. 5 stjerner (Torben Weirup)
Jens Andersen: Kongeord –Frederik 10. fortæller til Jens Andersen
112 sider. 250 kroner. Politikens Forlag. 6 stjerner (Henrik HoffmannHansen)
Kate Royster: ”Fra folkedrab til Fuglereden. Maria Jacobsen i Herrens hånd”
240 sider. 280 kroner. Lohse. 5 stjerner (Kristian Østergaard)
Bent Holm: ”Fænomenet Fo. Gøgler, maler, ven”
504 sider. 350 kroner. Multivers. 5 stjerner (Rasmus Vangshardt)
Claus Grymer: ”De røde tage”
106 sider. 224,95 kroner. Forlaget Læselyst. 5 stjerner (Steen Skovsgaard)
Bente Clod: ”Emily Dickinson. Skrift og drift”
422 sider. 289,95 kroner. Forlaget Gladiator. 5 stjerner (Peter Stein Larsen)
Henrik Wivel: ”Jeg er en anden. En biografi om J.F. Willumsen” 544 sider (to bind). 499,95 kroner. Strandberg Publishing. 6 stjerner (Lars Svanholm)
Lilian Munk Rösing: ”Friedrichs farver. Om det sanselige og materielle i Caspar David Friedrichs malerier”
288 sider. 349,95 kroner. Turbine. 5 stjerner (Erik Steffensen)
Katy Hessel: ”Historien om kunst uden mænd”
Oversat af Ulla Oxvig. 544 sider. 349,95 kroner. Lindhardt og Ringhof. 6 stjerner (Erik Steffensen)
Philip Pihl: ”Anna Thommesen”
243 sider. 300 kroner. Forlaget Rhodos. 5 stjerner (Erik Steffensen)
Peter S. Meyer: ”Jan Groth. Tegninger, skulpturer og gobeliner”
288 sider. 500 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Lisbeth Bonde)
Peter Michael Hornung: ”En dronnings portrætter”
204 sider. 350 kroner. Strandberg Publishing. 5 stjerner (Lisbeth Bonde)
Jens Gregersen: ”Fugleliv”
180 sider. 275 kroner. Østfyns Museer. 5 stjerner (Erik Steffensen)
Nanna Stjernholm Jepsen: ”Emil Westman Hertz: Altid forandret”
328 sider. 399,95 kroner. Aarhus Universitetsforlag. 6 stjerner (Erik Steffensen)
Signe Gjessing: ”I kan da også bare skrive om stjernerne”
40 sider. 149,95 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Martin Bohr Gregersen)
Sebastian Nathan: ”Engle”
80 sider. 169,95 kroner. Gads Forlag. 5 stjerner (Martin Rohr Gregersen)
Caroline Albertine Minor: ”Nivå Bugt Strandenge”
108 sider. 199,95 kroner. Gutkind. 5 stjerner (Martin Rohr Gregersen)
Jørgen Leth: ”Samlede digte”
740 sider. 349,95 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Peter Stein Larsen)
Nikolaj Zeuthen: ”Per, 1. klasse. Digte” 170 sider. 200 kroner. Forlaget Basilisk. 5 stjerner (Peter Stein Larsen)
Gustav Valdemar Strange: ”Til alle dem der vil forlade mig. Ballader”
182 sider. 200 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Peter Stein Larsen)
Pia Tafdrup: ”Hjertet i zenit”
158 sider. 199,95 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Martin Bohr Gregersen)
Liselotte Wiemer: ”Bibelen læst af. Første Mosebog”
90 sider. 120 kroner. Eksistensen. 5 stjerner (Karsten Møller Hansen)
Lisbeth Smedegaard Andersen: ”Bibelen i ord og billeder”
256 sider. 400 kr. Bibelselskabets Forlag. 5 stjerner (Torben Weirup)
Leif Andersen: ”Paulus’ Brev til Galaterne”
82 sider. 120 kroner. Eksistensen. 5 stjerner (Kristian Østergaard)
Steen Skovsgaard: ”Farvel til dommedag –med det kristne håb”
164 sider. 230 kroner. Pro Rex. 5 stjerner (Kristian Østergaard)
Iben Krogsdal: ”Det utrolige”
171 sider. 130 kroner. Eksistensen. 5 stjerner (Sørine Gotfredsen)
Ole Juul: “Martin A. Hansen og kristendommen”
100 sider. 120 kroner. Eksistensen. 5 stjerner (Kristian Østergaard)
Marchen Jersild jersild@k.dk
... og årets bedste nordiske bøger
Jonas Hassen Khemiri: ”Søstrene”
Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. 608 sider. 300 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Jeppe Krogsgaard Christensen)
Joanna Rubin Dranger: ”Ihukom os til livet”
Oversat af Dennis Jacob Rosenfeld. 424 sider. 399 kroner. Cobolt. 5 stjerner (Damián Arguimbau)
Sara Gordan: ”Natten”
Oversat af Camilla Christensen og Helene Johanne Christensen. 203 sider. 250 kroner. People’s. 5 stjerner (Jeppe Krogsgaard Christensen)
Andrev Walden: ”Satans mænd”
På dansk ved Nanna Lund. 385 sider. 300 kroner. Politikens Forlag. 5 stjerner (Lotte Kirkeby)
Matias Faldbakken: ”Stakkel”
Oversat af Sara Koch. 182 sider. 250 kroner. Gutkind. 5 stjerner (Jeppe Krogsgaard Christensen)
Frode Grytten: ”Den dag Nils Vik døde”
Oversat af Sara Koch. 159 sider. 250 kroner. Turbine. 5 stjerner (Jeppe Krogsgaard Christensen)
Torborg Nedreaas: ”Af måneskin gror der ingenting”
Oversat af Lotte Kirkeby. Forord ved Dorthe Nors. 245 sider. 250 kroner. Turbine. 5 stjerner (Jeppe Krogsgaard Christensen)
Jon Fosse: ”Det er Ales”
Oversat af Karsten Sand Iversen. 94 sider. 150 kroner. Batzer & Co. 6 stjerner (Jeppe Krogsgaard Christensen)
Karl Ove Knausgård: ”Natskolen”
Oversat af Sara Koch. 500 sider. Lindhardt og Ringhof. 6 stjerner (Michael Bach Henriksen)
Niels Fredrik Dahl: ”Fars ryg”
Oversat af Anne Mathiesen. 350 sider. 299,95 kroner. Gyldendal. 5 stjerner (Lotte Kirkeby)
Tarjei Vesaas: ”Tusten og andre noveller”
Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 89 sider. 125 kroner. Batzer & Co. 5 stjerner (Jeppe Krogsgaard Christensen)
Halldór Laxness: ”Frie folk”
Oversat af Nanna Kalkar. 684 sider. 349,95 kroner. Forlaget Turbine. 5 stjerner (Peter Stein Larsen)
Sigridur Hagalin Björnsdóttir: ”Ilden”
Oversat fra islandsk af Annette Lassen. 320 sider. 269,95 kroner. Lindhardt og Ringhof. 5 stjerner (Liselotte Wiemer)
Gerdur Kristný: ”Urta hunsæl”
Oversat af Erik Skyum-Nielsen. 104 sider. 200 kroner. Herman & Frudit. 5 stjerner (Peter Stein Larsen)
Kjell Westö: ”Skumring 41 –Roman fra en krigstid”
Oversat af Jesper Klint Kistorp. 448 sider. 329,95 kroner. Gutkind. 5 stjerner (Lotte Kirkeby)
Den sammenbragte familie
har været glemt i kulturen, siger Dy Plambeck, som har skrevet en roman om det, der opstår, efter kernefamilien er brudt sammen
interview
Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk
”Jeg er i tvivl om, hvorvidt Paulus har ret.”
Ordene er forfatteren Dy Plambecks, og hun tvivler på, at Paulus har ret i, at kærligheden udholder alt.
”Jeg tror sagtens, at man kan slide kærligheden op. Men når det er sagt, så tror jeg stadig, at der er en helt særlig kraft i kærligheden, som gør, at man alligevel prøver igen,” siger Dy Plambeck.
Hendes sjette roman, ”Mod Midnatssolen” handler om alt det, der kommer efter en skilsmisse, når man finder ind i nye familieformer. Om alt det smukke og komplekse, der følger med, når mor, far og barn bliver til bonusmor, eksmand, papsøster og mange flere. For selvom kærligheden ikke bliver brugt op, som hun siger, så forandrer den sig.
Dy Plambeck har savnet at se den sammenbragte familie skildret i kulturen, selvom den er overalt i samfundet. Da hun samlede research til romanen, havde hun svært ved overhovedet at finde noget at spejle sig i. For hun lever selv i en sammenbragt familie.
”Hvis der ikke findes nogen fortællinger ude i verden, så er det, som om det liv, vi lever, ikke rigtig findes. Jeg er jo bare et eksempel på, hvordan det kan se ud. Der er jo cirka tusinde andre måder at leve i moderne familieformer på,” siger hun.
Dy Plambeck bor i et gammelt hus omgivet
af natur i Kirkelte i Nordsjælland. I haven render der katte rundt, som måske er naboens, og der går ingen busser herud. I huset bor hun med sine to børn, hvor den ældste er hos hende 10 dage ad gangen og 4 hos sin far. Dy Plambecks kæreste, som er far til hendes yngste barn, bor med sine tre børn fra et tidligere ægteskab i København. Hver anden uge bor han i huset med Dy Plambeck og deres fælles datter på to år.
”Hvem der kun var tre i sit forhold” I romanen refererer hovedkarakteren Amy til den britiske prinsesse Dianas berømte sætning om, at det var lidt trangt med tre personer i ægteskabet med Charles. For ”tre er da ingenting. Hvem der kun var tre i sit forhold”, som Amy siger.
Hun regner sig frem til, at der er 24 personer i hendes parforhold, som har indflydelse på ferier, konfirmationer og opdragelse.
”På den måde er der jo så mange mennesker inde i ens forhold, der skal tages hensyn til, men som jo faktisk også har direkte indflydelse på, hvad man kan. Ud over at det er grænseoverskridende, er det også bare enormt bøvlet,” siger Dy Plambeck og griner.
Romanen udspiller sig på færgen ”M/S Midnatssol”, fordi Amy rejser mod Tromsø i Norge for at deltage i sin kærestes søns fødselsdag. Med sig på rejsen er hendes tre børn, hvoraf to er fra et tidligere ægteskab, og hendes to bedste veninder. Undervejs dukker minder, gamle kærester og nye erkendelser frem.
”Jeg tror, at der er en særlig kraft i kærligheden, som rækker ud over livet og måske også ud over døden. Amy oplever jo – ligesom jeg selv mærker – at de mennesker, hun har elsket i sit liv, bliver ved med at leve i hende. Det tror jeg er grundkernen i vores liv – den forbindelse til andre mennesker, som man kan opleve gennem kærligheden,” siger Dy Plambeck.
Derfor kredser hendes forfatterskab meget om familien, som er den ultimative forbundethed. I sin forrige, anmelderroste roman ”Til min søster” (2019) brændte hun kernefamilien
”Jeg tror, at der er en særlig kraft i kærligheden, som rækker ud over livet og måske også ud over døden.
DY PLAMBECK, FORFATTER
ned, og ”Mod midnatssolen” handler om alt det, der spirer frem af dens aske.
Et af bogens store spørgsmål er, om man kan blive ved med at elske efter alle de svigt og det besvær, som livet bringer med sig. Dy Plambeck har selv fundet ud af, at kærligheden er meget større, end hun troede.
”Da jeg var yngre, forestillede jeg mig, at jeg havde sådan en bestemt mængde kærlighed, jeg kunne give. Noget af det smukke ved at leve i en sammenbragt familie er at finde ud af, at kærligheden faktisk ikke er en klump, der slipper op. Kærligheden er en størrelse, der bare udvider sig, når der kommer flere til,” siger hun.
Den samme erkendelse når hovedkarakteren i romanen også.
”En central scene i romanen er, da Amy, hendes to veninder og børn ser midnatssolen. Der kommer de til den erkendelse, at solen måske er verdens centrum, men vi mennesker er hinandens centrum. Amys veninde siger til hende: ’Du bliver nødt til at elske igen. At tro på at din evne til at give kærlighed ikke er brugt op.’ Jeg tror, at noget af det vigtigste i livet er at blive ved med at tro på kærligheden, for på den måde bliver man også ved med at tro på livet,” siger hun.
Håbet står klemt
Romanen beskriver det svære i en sammenbragt familie, som viser sig i alt fra besvær med bordplaner til knugende savn i ulige uger, men alligevel insisterer Dy Plambeck på, at det
vigtigste element i familien er håbet. ”Jeg synes, at håbet står klemt inde mellem troen og kærligheden hos Paulus, fordi håbet er en helt eksistentiel drivkraft i vores liv. Vi bliver nødt til at håbe på, at relationer og forbindelse simpelthen godt kan lade sig gøre, selvom det er besværligt. I en sammenbragt familie håber man på, at der opstår nyt liv, ligesom når man planter noget ude i haven. Det er det, som romanen gerne vil tale om,” siger hun.
Dy Plambecks ældste datter på ni år har tegnet en stor gård på en planche, hvor hun drømmer om, at hele den store familie kan bo sammen. Det bliver måske aldrig virkelighed, men Dy Plambeck har lært at leve med sorgen over, at hun ikke kan give sine børn en kernefamilie at vokse op i.
”Min datter handler jo på sit håb ved at tegne den gård, og det synes jeg er fedt. Det er ikke noget, hun laver i hemmelighed. Hun prøver at gøre noget ved en situation, som hun gerne vil ændre,” siger hun.
Måske er det i virkeligheden håbet, der udholder alt – endda kærligheden.
”Der kommer vi tilbage til håbet, for det er noget af det vigtige med håbet: at det ikke er noget, vi skal bære alene. Selvom det er sårbart og afmægtigt at række ud og håbe på, at livet folder sig ud, må vi gøre det igen og igen. Det lærer Amy også.” J
Født i 1980 i København og bor i Kirkelte med sine to døtre.
Uddannet fra Forfatterskolen i 2004.
Har udgivet fem romaner, digte, børnebøger og salmer, der er optaget i Højskolesangbogen og Kirkesangbogen.
”Mod midnatssolen” udkom i maj på Gyldendal. Kæreste med Magnus, som hun bor sammen med hver anden uge.
Det er danskerne, som er mærkelige, skriver Kristian Leth i sin bog ”Verdens vigtigste bog”, ikke alle de andre. Historisk set er der intet logisk ved den vestlige virkelighedsforståelse – og Bibelen forklarer os hvorfor interview
Matilda Lyager Hanscomb hanscomb@k.dk
Der findes en klippe, som fylder hele horisonten. Den er stor og mægtig, og alt i den vestlige verden slår taktfaste bølger mod den. Klippen er så stor, at man ikke kan få øje på omridset af den – højst støde ind i dens kanter.
Det er sådan, Kristian Leth ofte forestiller sig kristendommen.
”Vi genkender vores religiøse arv dér, i de kanter, vi nogle gange slår os på,” skriver forfatteren, musikeren og radioværten i sin seneste bog, ”Verdens vigtigste bog”, som udkom på Lindhardt og Ringhof i september.
Bogen, som undersøger samfundets kristne arv som noget, vi har svært ved at begribe, har 44-årige Kristian Leth været i gang med at skrive, siden han var 13 år. Dengang blev det ikke til mere end et par sider, men spørgsmålet om, hvad kristendommen betyder for det moderne sekulære samfund, har altid optaget ham.
”Altså, jeg var meget nørdet,” siger Kristian Leth og kommer en indvending i forkøbet.
Forfatteren, som bor i New York med sin hustru og parrets tre børn, har netop sat sig i Cinematekets café i det indre København, fordi han har sagt ja til fortælle Kristeligt Dagblad om, hvorfor netop Bibelen er blevet ”verdens vigtigste bog” –ikke bare for samfundet, men også for ham selv. Og hvad det er, han – en af landets mest lyttede bibelformidlere – kan i sin formidling af det monumentale værk, som den danske præstestand ikke altid lykkes med.
”Kristendommen er en konstant og udgør rammen for det hele, også det, vi tror er logisk, fornuftigt eller naturligt,” siger Kristian Leth og foregriber en central pointe, som vi snart skal dykke ned i.
Men først:
”Verdens vigtigste bog” er en tilbagevenden til forfatterens barndoms store fascination af religion og Bibelen, samtidig med at den er et livtag med erkendelsen af, at der ikke findes noget facit. Den er hverken et forsvar for eller an-
klage imod Bibelen, men et forsøg på at svare på spørgsmålet – hvad ”i alverden” er kristendommen?
En personlig missionsbefaling Og netop her er det oplagt at begynde –for kristendommen er, skriver Kristian Leth i bogen, meget mere end nogle principper om etik og moral, som vi måske vil acceptere i en modificeret version. Han mener tværtimod, at det vestlige samfund er formet af tre grundlæggende kristne idéer.
Universalismen for eksempel – at sandheden ikke er kulturelt betinget, men universel. Altså: Hvis Gud er sand, og han er den eneste Gud, så er han sand for alle i verden.
”Det skaber et helt nyt sandhedsbegreb, som vi i dag alle holder i hævd: Hvis noget er sandt, må man kunne stå på mål for det og insistere på, at det også gælder for andre. Og dermed at modstridende sandheder er falske. Ellers er det værdiløst,” siger Kristian Leth og peger så på selve det at tro som en af de tre idéer.
”Begrebet tro i vores version kommer fra kristendommen og giver ikke mening i store dele af verden. Alligevel er det udgangspunktet for, hvordan vi definerer ikke bare religion, men også det ikke at være religiøs. Siger man i dag, man er ateist, siger man, at man ikke tror på Gud.”
Og så er der missionsbefalingen fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus som bekendt siger til disciplene, at de skal gå ud og gøre alle folkeslag til hans disciple.
”Hvis jeg har nøglen til at redde dig ud af et brændende hus, hvilket menneske ville jeg så være, hvis ikke jeg delte den med dig?”, siger Kristian Leth og ser op.
”Det lyder logisk, men det er en dybt kulturelt betinget idé, som har ført til oplysningstanken og rationalismen, men også korstog, kolonisering og udslettelsen af kulturer. Visheden om, at de nok får det bedre, når vi er kommet med vores tankegods, er meget, meget voldsom.”
Her er en indvending oplagt.
Hvorfor er det så vigtigt, at andre ved det samme som dig?
”Det må være min protestantiske kultur,” svarer Kristian Leth og griner lidt for sig selv, ”det er jo missionsbefalingen en til en.”
Kristian Leth uddyber:
”Det driver mig at være fascineret af noget og viderebringe den fascination til andre. Det finder jeg en kæmpe glæde i. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg kan lide at tage fat i ting, som folk tit afskriver, eller synes er for indviklede, for svære eller ikke relevante. Jeg har følelsen af at løbe ned fra toppen af et bjerg og sige – ’ved I, hvad jeg lige har set? Kom med op!’”
Bjergets top har Kristian Leth været på
vej mod, siden han som barn satte sig for at finde frem til sandheden. Han var interesseret i filosofi, mysterier og overnaturlige fænomener, og alt det fandt han i Bibelen, hvor han som det første læste Det Nye Testamente. Detaljerne omkring, hvorfor det var der, den unge Kristian ledte efter sandheden, har fortonet sig. Men han havde en god kristendomsunderviser i skolen, en ”meget klog” tante og en mor, skuespiller
Født 1980. Siden uddannelsen fra Forfatterskolen i 2002 har han skrevet 12 bøger, blandt andet digtsamlinger, faglitteratur og en roman.
Hans seneste bog, ”Verdens vigtigste bog”, udkom på Lindhardt og Ringhof i september.
Derudover har han som musiker og sanger udgivet 16 plader, deriblandt ni med bandet The William Blakes og fire soloplader på dansk. Han har modtaget priser for sit arbejde både som kunstner og som radiojournalist, blandt andet for ”Bibelen Leth fortalt”. Kristian Leth bor med sin hustru og parrets tre børn i New York.
Hanne Uldal, der med sønnens ord var åndeligt aktiv og beskæftigede sig med forskellige religiøse traditioner. Den kloge tante forærede Kristian Leth ”The Gospel According to Jesus”, hvor forfatteren Stephen Mitchell, som har arbejdet med forskellige religiøse traditioner og selv praktiseret zen-buddhisme, forsøger at finde frem til, hvad der i virkeligheden var Jesu budskab.
”For mig var det en fuldstændig vild åbenbaring, at man kunne gå til teksten på den måde,” siger Kristian Leth i dag. At finde frem til sandheden blev en form for besættelse. En skattejagt, som førte ham gennem jødiske tekster, kristen mystik, new age og græsk filosofi, for bare at nævne nogle stykker.
Familien – som også talte fire brødre og moderen, der blev skilt fra Leths far, filminstruktøren og digteren Jørgen Leth, da sønnen var syv år – var aldrig en del af en bestemt kirke.
”Derfor er jeg heller ikke formet af en bestemt udlægning, mere af en følelse af at kigge på religionerne udefra og spørge, hvorfor de skændtes. Det tændte en stærk idé om, at der måtte ligge noget bagved det faktum, at religion er så stor en faktor i verdens kulturelle sammenstød,” siger han.
Danskerne er de mærkelige Modsat drengen, som ledte efter den absolutte sandhed, har Kristian Leth i dag ingen tålmodighed med dem, der ved, hvordan det hele hænger sammen. Tag nu bare de danskere, som bevæger sig ud i verden for at besøge andre kulturer. Det er Kristian Leths påstand, at de
” Måske bliver jeg mere animistisk, som jeg bliver ældre.
KRISTIAN LETH, FORFATTER OG MUSIKER
fortæller sig selv og hinanden, at der er noget særligt eksotisk og spændende ved de mennesker, de møder.
”Vi lader os fascinere af, at de er så formet af deres kultur, inden vi rejser hjem til vores kedelige land, hvor vi ingen kultur har og alle sammen er så logiske og rationelle.”
Men, fortsætter han, i virkeligheden er det danskerne, der er de mærkelige.
”Det, der gør os mærkelige, er ikke, at vi er præcis lige så formede af en irrationel, historisk, religiøs, kulturel udvikling, som de er. Det, der gør os mærkelige, er, at vi tror, vi ikke er det. Hvis du spørger de fleste muslimer, hinduer, buddhister og animister, vil de sige, at grunden til, at de mener, at det her er enten godt eller dårligt, er på grund af deres kultur. Men danskerne siger nej – grunden til, at de mener, det her er godt, er, fordi det er sandt og logisk.”
Det er et paradoks i vores tid, for hvis danskerne tror, de tænker frit og rationelt,
mens andre kulturer er anderledes styrede af deres kultur, ender de ifølge forfatteren med at være endnu mere låst af fortidens lænker. Derfor håber Kristian Leth, at man ved endt læsning forstår, at der intet logisk eller uundgåeligt er ved den vestlige danske virkelighedsforståelse.
”Hele pointen er, at vi har en tendens til at kigge på alle dem, som er bevidste om deres holdninger, etik, livssyn og kulturelle ophav, som nogle skægge mennesker, der stadig handler ud fra ’middelalderlogik’.”
”Det giver en masse fordele, for når man ved, man har ret, så kan man tromle alt andet ned – både inde i sig selv og udenfor. Det er virkningsfuldt. Den anden side af det er, at vi faktisk ikke formår at engagere andre kulturer særlig godt. Det kan vi se i vores integrationsproblemer, i vores udenrigspolitik og i vores store besvær med at tolerere fremmede traditioner og normer, vi ikke ’forstår’.”
Kristian Leth ligger ikke inde med den store forkromede plan. Men han ønsker sig en bevidstgørelse:
”Vi bliver nødt til at blive bevidste om, at det, der adskiller os fra de andre, ikke er, at vi er fornuftige, og de er irrationelle, men at vi rent faktisk har svært ved at se, at vi er de ufornuftige.”
”Jeg ved ikke, hvad kristendom er”
Fordelt over bogens 12 kapitler stiller
Kristian Leth spørgsmål som ”Hvem var Jesus?”, ”Hvad er tro?”, ”Hvem er Djævelen?”.
På mange måder er ”Verdens vigtigste bog” en naturlig fortsættelse af den prisvindende podcast ”Bibelen Leth fortalt”,
hvori Leth i samarbejde med journalisten Lauge Hendriksen siden 2022 har stillet lytterne spørgsmålet: Kan vi overhovedet forstå os selv og det samfund, vi lever i, hvis ikke vi forstår Bibelen?
Gang på gang er podcasten blevet rost – også af præster i Kristeligt Dagblad –for at være med til at udbrede forståelsen for og kendskabet til Bibelen i den brede danske befolkning.
Et spørgsmål melder sig: Hvad er det, Kristian Leth kan, som folkekirkens præster ikke kan?
”Det tør jeg slet ikke sige,” svarer han, ”jeg tror ikke, det er noget, jeg kan, som de ikke kan, men jeg tror, jeg kommer med et udgangspunkt, som i modsætning til præsterne pr. definition ikke er forkyndende.”
Samtidig befinder Leth sig heller ikke i den grøft, hvor den modsatte holdning forkyndes. At kristendommen er det pure ubrugelige opspind.
”Jeg ved ikke, hvad kristendom er, og jeg tror, den åbenhed er med til at gøre, at jeg kan sige: ’Prøv lige at se det her’, og så kan folk leve sig ind i min fascination, fordi der ikke er nogen forventning om, at vi skal være enige,” siger han.
Folkekirken mister medlemmer, og mange danskere betragter sig selv som ateister. Hvad er folkekirkens største problem, når det gælder formidling af Bibelen?
”Den har et problem, hvis man tager missionsbefalingen som et styrende princip, hvilket selvfølgelig er ret grundlæggende. Men egentlig mener jeg, at hvis folkekirken formulerer den tro, som den står inde for, så gør den sit arbejde. Der
2 Kristian Leth vil hverken kalde sig selv kristen eller ateist.
FOTO: LEIF TUXEN
ligger – desværre, kan man lidt ironisk sige – i den protestantiske tanke, at det er det enkelte menneske og Gud. Vi har skruet meget ned for tvang i den danske folkekirke, og konsekvensen af det er netop, at folk selv må vurdere, om de vil dukke op.”
Selv holder Kristian Leth af at gå i kirke i udlandet, hvor kristendommen ”fremstår fremmed”. I bogen er det en pointe, at kristendommen har opnået ”en så total sejr”, at den ikke længere behøver at retfærdiggøre sine principper med guddommelige beviser. For folkekirken er den logiske konsekvens, at den ikke behøver at rumme eksorcisme, magi og mirakler. ”Jo mere du skal være noget for alle, jo mindre kan du tage højde for singulære, anekdotiske, lokale, grænseoverskridende oplevelser. Paradokset er, at sådan oplever folk til stadighed det overnaturlige eller hellige. Spørgsmålet er, om kirken kan finde plads til det farlige og ekstreme, som folk oplever, og som altid har været en del af menneskehedens historie, eller om det for evigt er forvist til andre steder.”
Kristen eller ateist?
Kristian Leth har ikke skrevet bogen ud fra et religiøst eller kirkeligt synspunkt.
Sådan et kan han ikke indtage. Men han vil heller ikke definere sig selv som en skråsikker ateist.
”Det er et helt tredje sted, som jeg kan se det. De to begreber betyder simpelthen mindre og mindre for mig,” siger han.
”Måske bliver jeg mere animistisk, som jeg bliver ældre,” siger han med henvisning til forestillingen om, at alting i naturen er besjælet.
”Jeg har en utrolig stor følelse af retning og mening, men jeg har sværere og sværere ved at svare på, hvorfor det er sådan. På en måde er jeg ved at vikle mig ud af den knibe, som den vestlige verden sidder i. Vi tror, at hvis noget giver mening, så skal det kunne forklares. Om ikke andet så med teologiske ord.”
Kan du nærme dig ved at beskrive, hvad der giver dig retning og mening?
”Nej … på den ene side kan man sige, at så bliver det så privat, at det ikke er en del af min offentlige person. På den anden side vil jeg sige, at det bliver ved med at være netop ret uudgrundeligt for mig.”
Én ting er Kristian Leth dog sikker på: Det føles godt ikke bare at strejfe, men at slå hårdt ind mod klippens kanter.
Ikke kun, når man diskuterer mødet med andre kulturer, ægteskab mellem par af samme køn eller regeringens afskaffelse af store bededag. Men som en grundlæggende forudsætning for den måde, danskerne opfatter hinanden og verden på. J
Kirkeåret i nye klæder giver adgang til 62 podcastgudstjenester gennem QR-koder og et unikt indblik i præsternes virke og kirke.
“Hvis folk ikke kommer i kirken, må kirken komme ud til folk”
– præst Lone Marie Lundsgaard
Få det bedste frem i din madlavning og dit barskab. Mad med promiller er madlavning på et nørdet niveau til amatøren og entusiasten og til de gode stunder ved middagsbordet.
Da Leonora Christina Skov skrev ”Den, der lever stille”, troede hun ikke, at nogen ville kunne spejle sig i historien, men hendes bog blev af Kristeligt Dagblads læsere kåret til den bedste danske bog siden årtusindeskiftet
interview
Amalie Obbekjær Jensen ajensen@k.dk
Folk må synes, det er mærkeligt. De må synes, det er for meget, og de vil sige, at det der, det kan man ikke tillade sig. Men historien skal ud.
Sådan tænkte forfatter Leonora Christina Skov i 2015. Hendes mor var lige død, og hun havde besluttet sig for at skrive en selvbiografisk roman om sit liv, der fra barnsben blev formet af det ulykkelige forhold til moderen. ”Da min mor døde, var sorgen alt, der fyldte inden i mig. En grotesk, afgrundsdyb sorg over, at hun var død, at hun ikke kunne lide mig, at jeg havde gjort alt, men nu var der ikke mere at gøre – og at jeg nu aldrig ville finde ud af, hvorfor hun ikke brød sig om mig. Alt det blev jeg nødt til at skrive ud. Ikke for at få svar, men fordi det føltes for vigtigt til at lade være,” siger Leonora Christina Skov.
Det uventede svar blev, at stort set alle på en eller anden måde kunne genkende sig selv i fortællingen om ”lille Christina”, der higer efter sin mors kærlighed, men aldrig får den. Bogen, som udkom i 2018, er siden blevet solgt i over 200.000 eksemplarer og blev Leonora Christina Skovs folkelige gennembrud som forfatter. Den sendte hende ud på en landsdækkende bogturné for fyldte sale, blev den filmatiseret og har indbragt hende flere priser.
Og ”Den, der lever stille” kan også bryste sig af at være den bog, som flest stemte på i Kristeligt Dagblads afstemning i efteråret om de bedste danske romaner siden årtusindeskiftet.
”Det er stadig et mysterium for mig, hvad bogens popularitet egentlig skyldes. Men i de mange samtaler, jeg har haft med læsere, kan jeg jo bare konstatere, at rigtig mange genkender følelsen af ikke at være elsket af deres nærmeste,” siger hun.
Skamfuldt ikke at være elsket I årene, der gik forud for udgivelsen af ”Den, der lever stille”, mødte Leonora Christina Skov ellers aldrig nogen, der havde samme historie som hende.
Men i virkeligheden handlede det måske bare om, at det stadig var – eller er – skamfuldt at have forældre, og i særdeleshed en mor, der ikke elsker én.
”Jeg tror, at alle mennesker har en urangst for at tale dårligt om mor, fordi man engang var superafhængig af hende. Det er en angst for, at hun forsvinder – hvilket i sidste ende nok er en angst for døden,” siger Leonora Christina Skov.
Og angsten mindskes ikke af, at det ofte er fornægtelse, man mødes af, hvis man endelig drister sig til at fortælle om sin dårlige mor.
”Alle vegne får man at vide, at det ikke er sådan, det forholder sig. En mor elsker sine børn. Derfor tror jeg også, at mange af dem, som har følt noget andet, aldrig helt har fået tænkt tanken til ende, fordi det er for skamfuldt,” siger Leonora Christina Skov.
”I bogen bliver tanken tænkt til ende, og det bliver lagt frem, hvilke konsekvenser det har, når man vokser op og ikke føler sig elsket af sin mor. Det tror jeg har åbnet noget op for
FOTO: SØREN BIDSTRUP/RITZAU SCANPIX
mange, som de slet ikke har turdet tænke.”
Leonora Christina Skov er hverken den første eller den sidste til at skrive om forholdet til sin mor. Det har både franske Marie Cardinal og danske Helle Helle og Morten Sabroe gjort før hende. Selv havde Leonora Christina Skov også læst sig igennem utallige bøger i genren op igennem sin ungdom, men da moderen døde, manglede hun imidlertid stadig lige netop denne bog.
”Rigtig mange, som har beskæftiget sig med det her emne, har ladet håbet løbe af med sig. Altså håbet om, at det forholder sig anderledes. Og det lillebitte håb har de indskrevet, selvom det reelt ikke er der,” siger hun.
Bogen, som blev til et fællesskab
Med ”Den, der lever stille” gik Leonora Christina Skov fra at være ”hende den vrede feministforfatter, som folk synes var frygtelig” til at have en læserskare, der må siges at kunne karakteriseres som mere end almindeligt loyal.
Det mærkede hun især i løbet af sin i alt to år lange bogturné, som senere blev genoptaget, da opfølgeren ”Hvis vi ikke taler om det” udkom i 2021.
Her havde hun i samarbejde med tøjmærket Ecouture fået designet en særlig turnékjole, som hun bar hver aften, og som fik navnet ”Leonora-kjolen”. Da den blev sat i salg, troppede flere af læserne op til hendes foredrag i netop den kjole. ”Så sad mine læsere der på første række i en kjole magen til min. Det var så underligt – og rørende!”, siger Leonora Christina Skov med et stort smil.
Ofte medbragte læserne også hjemmelavede gaver, som de overrakte hende. Grydelapper, viskestykker, hvor ”Den, der lever stille” var strikket ind som et mønster, tegninger i massevis og sågar et maleri har hun modtaget. Det pryder i dag væggen i hendes arbejdsværelse.
I forbindelse med de lange signeringskøer på bogturnéen oplevede Leonora Christina Skov også, at læserne udnyttede ventetiden til at finde sammen på kryds og tværs.
”Hver aften kunne jeg høre mennesker, der
” Jeg tror, at alle mennesker har en urangst for at tale dårligt om mor, fordi man engang var superafhængig af hende. Det er en angst for, at hun forsvinder –hvilket i sidste ende nok er en angst for døden.
LEONORA CHRISTINA SKOV
faldt i snak i køen, og som fandt ud af, at de havde noget tilfælles. Det rørte mig hver gang, for det gav mig en oplevelse af, at jeg havde skabt et fællesskab, hvor mennesker kunne tale sammen om noget vigtigt,” siger hun. Ofte kom der også mødre, som ikke havde kontakt med deres døtre længere, men som gerne ville have det.
”De ville gerne have en hilsen fra mig, så de kunne sende bogen til deres døtre,” siger Leonora Christina Skov.
Nogle mødre og døtre havde også brugt bogen som anledning til at begynde at tale sammen igen og mødte op sammen for at få den signeret. Andre stod bare i signeringskøen og græd. Ofte var det unge kvinder og mænd, som var et svært sted. Enten på grund af forholdet til deres forældre, eller fordi de, ligesom Leonora Christina Skov, var homoseksuelle og havde mennesker i deres omgangskreds, der ikke accepterede det.
”I mange år var mit forfatterskab præget af en høj grad af meningsløshed, fordi der ikke var særligt mange, der læste, hvad jeg skrev. Den følelse forsvandt øjeblikkeligt med denne bog – og er aldrig kommet tilbage,” siger hun.
”At møde mennesker, for hvem min bog faktisk har gjort en konkret forskel, er noget af det, der har rørt mig mest.” J
6 Leonora Christina Skov
Født i 1976 (som Christina Skov).
Dansk forfatter, debattør og litteraturkritiker.
Debuterede med romanen ”Rygsvømmeren” i 2003 og har siden skrevet en række bøger.
”Den, der lever stille” er hendes sjette roman. Den udkom i 2018 på Politikens Forlag og blev belønnet med De Gyldne Laurbær i 2019.
indenen filosofebryde faaf faroman han, før, virkelig jeg få skrihar
nøgleopJ filmskole social-
bøger til børn” og udkom i
”Jeg ville først blive en rigtig mønsterbryder, hvis jeg fik et barn, der ikke havde lyst til at skrive en nøgleroman om mig,” siger succesforfatteren Morten Pape om sin selvbiografiske slægtsroman ”Nøglebarn” interview
Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk
Morten Pape stivnede, da han så sin fars navn mellem alle de fremmede folk, der åbenbart havde forsøgt at skrive til ham, men var landet i spamfiltret.
”Beskeden fra min far lå i det for mig dengang totalt ukendte beskedunivers på Messenger med beskeder fra dem, man ikke er Facebook-venner med,” fortæller Morten Pape, der i sidste måned udsend-
te den selvbiografiske slægtsroman ”Nøglebarn”, som netop udspringer af faderens uventede hilsen, der gav ham lyst til at dykke ned i hans historie.
Da faderen pludselig skrev til ham tilbage i 2016, havde Morten Pape ellers stort set ingen kontakt med sin far, som han i stedet havde skrevet om. For få måneder tidligere havde han udgivet sin succesfulde, selvbiografiske, vrede debutroman ”Planen” (2015), der som en velplaceret knytnæve slog hans eget navn fast på både bestsellerlisten og i den danske debat.
Debutromanen blev ovenikøbet set som en slags værdifuld rapport fra Underdanmark med sine beskrivelser af, hvordan det var at vokse op med vold, stoffer og racisme i det sociale betonbyggeri Urbanplanen på Amager.
”Planen” er udkommet i 19. oplag, og den udgør nu første del af Amagertrilogien, der blev fuldendt med Papes senere romaner ”Guds bedste børn” og ”I ruiner”, og bøgerne, der er solgt i over 200.000 eksemplarer, er blevet pligtlæsning både politikere og folkeskoleelever. Selv fik forfatteren en prominent plads i statsministerens åbningstale i Folketinget den 1. oktober.
”Ville vi forstå det moderne Danmarks skyggesider uden Thomas Korsgaard og Morten Pape?”, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet.
Et stort smil breder sig i ansigtet på Morten Pape, da han svarer på, hvad han siger til al den ros, mens vi under interviewet går rundt i hans nuværende kvarter på Amager mellem Lergravsparken og Holmbladsgade.
”Jeg vil ikke lyve,” siger han med et skævt, lille ekstrasmil.
”Det er da dejligt at blive anerkendt. Jeg har nok også altid været en anerkendelsesjunkie. Som barn havde jeg den fordel, at min mor i det mindste syntes, at jeg var et geni, fordi jeg kunne læse, før jeg kom i skole.
Men ellers har jeg kæmpet hele livet med at føle mig god nok. Måske fordi vi boede, hvor vi gjorde. Og ikke mindst fordi min far var så fraværende, så jeg i stedet sugede al den ros til mig, jeg kunne få andre steder. Og et af de første steder, jeg fik ros, var, når jeg skrev stil i skolen. Måske var det derfor, jeg fortsatte med at skrive, for jeg følte mig ellers tit forkert. Og jeg brugte en del af min barndom på at forsvinde ind i bøger og film,” fortæller Morten Pape, som siden blev uddannet manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super 16. Og selvom han altså i dag er blevet en af landets mest succesfulde forfattere, er han aldrig blevet træt af ros.
Fanbrevenes indhold
Så da han tilbage i 2016 opdagede den halvhemmelige Messenger-indbakke som en uventet skatkiste af ros fra fremmede, blev han i begyndelsen henrykt og ”helt rørt og overrasket” over at stave sig igennem de mange fanbreve. Hundredvis af fremmede, (”især kvindelige”!) læsere skrev for at takke ham for at sætte ord på at være vokset op med en psykisk sårbar mor og en totalt fraværende far, der havde valgt at fokusere på sin nye familie med sin nye kæreste. Men da han så opdagede faderens be-
sked, tøvede han, før han åbnede den. I beskeden stod ifølge Morten Papes nye roman, ”Nøglebarn”:
”Kære Morten. Nu har jeg omsider fået læst din bog. Og på trods af alt må jeg sige, at det er godt gået. Kh far.”
Der var også vedhæftet en fil med titlen: ”Til mine børn”:
”Det var først og fremmest filen, der gjorde mig nervøs,” siger Morten Pape:
”Det tog mig en hel dag at åbne den, fordi jeg var bange for, hvad den indeholdt. Havde jeg fundet min fars selvmordsbrev i spamfiltret?”, spørger Morten Pape, der giver svaret på, hvad der stod i filen sidst i romanen. Det hele skal ikke afsløres her, men faderen er ikke død.
”Jeg mødtes faktisk med ham i går, hvor jeg gav ham min nye roman, så du fanger mig på et lidt specielt tidspunkt, fordi jeg stadig er så fyldt med blandede følelser over det møde,” siger Morten Pape og ser ned:
”Da jeg skrev ’Planen’, var jeg fuld af vrede mod min far, nu har jeg lige givet flere interviews, hvor jeg fortæller, at jeg har tilgivet ham, men det var, som om mødet fik nogle gamle følelser op i mig, fordi han stadig virker til at sidde fast i de mønstre, der gjorde mig vred på ham.”
Men når man læser hans besked til dig, virker det da som en imødekommelse?
”Jo, men sådan læste jeg det ikke. Jeg tænkte, at jeg havde skrevet en roman på mange hundrede sider, og så kunne han kun give mig tre linjer. Det følte jeg var fattigt.”
Kan det ikke også ses som hans måde at
4 ”Jeg har lært, at alle mændene i min familie har kæmpet med både sig selv og deres fædre,” siger Morten Pape.
Kristeligt Dagblad Lørdag 23. november 2024
sige, at han er stolt af dig, selvom du ikke ligefrem har malet et skønmaleri af ham i hverken ’Planen’ eller den nye roman?
”Jo, sådan er jeg også begyndt at tænke. Måske kan man ikke forlange, at ens forældre skal have samme sprog til at tale om følelser som en selv. Og det var da bedre end første gang, jeg skrev om ham i en kronik, hvor han slet ikke kom mig i møde.”
Socialt styrtdyk
Den nye roman er faktisk også skrevet som et langt forsøg på at forstå faderen, forklarer han:
”Den er på en måde bygget op som ’Godfather 2’, fordi den går tilbage til min oldefar og tipoldefar for at forsøge at finde roden til, hvordan fædrene i min familie har haft det med at fejle. Før jeg begyndte at dykke ned i min fars familiehistorie, vidste jeg ikke selv, at min oldefar havde været en berømt forsker og civilingeniør, inden de næste generationer styrtdyrkede socialt.”
Hvad skyldes det?
”Det er svært at sige, men det kommer sig af nogle traumer og tragedier, som nok har gjort, at alle familiens fædre og sønner er endt med at skuffe hinanden. Allerede min oldefar var en skuffelse for sin far, der ville have ham til at blive soldat som min tipoldefar,” siger Morten Pape.
”Men min oldefar ville være forsker og endte endda med at blive ansvarlig for Københavns vandforsyning under krigen, men han blev også underkendt som forsker af sine kolleger, der ikke ville antage
”
Jeg er en mønsterspræller, for jeg lever jo af de traumer, der blevet videreført som en arvesynd i min familie.
MORTEN PAPE, FORFATTER
01.-22. MAR. 2025
hans doktorafhandling, selvom andre senere byggede deres forskning på den.
Og de kørte også en sag imod ham, som nok gjorde, at han følte sig misforstået og uretfærdigt behandlet. Derfor var han måske ikke opmærksom nok på sin egen søn. Derfor kan man læse romanen som en slags omvendt mønsterbryderfortælling,” siger Morten Pape, som i romanen beskriver sin fars måske største traume, da faderen finder sin mor livløs efter et selvmordsforsøg.
”Min farmor overlevede, men min far blev ført væk til noget fjern familie i Jylland, hvor han formentlig havde sine mest lykkelige år, inden han pludselig blev hevet hjem til sin mor igen. Det vidste jeg ikke, og det har selvfølgelig gjort, at jeg forstår min far bedre i dag.”
Men føler du, at du selv har brudt familiemønstret?
”Jeg bliver hele tiden kaldt mønsterbryder, fordi jeg udefra set er ’blevet til no-
get’, men jeg bryder mig ikke om det ord, jeg vil mere sige, at jeg er en mønsterspræller, for jeg lever jo af de traumer, der blevet videreført som en arvesynd i min familie.”
Er det også derfor, at du citerer Kaj Munk i romanens motto for at sige, at ”selv smerten er smuk”?
”Ja, der er både en kraft og skønhed i smerten, og så spiller det citat også på, at min oldefar faktisk lavede en kortfilm sammen med selveste Carl Th. Dreyer, som jo også filmatiserede Kaj Munks ’Ordet’. Det er en af mine yndlingsfilm, så da jeg hørte, at min oldefar som vandekspert havde været med til at skrive et manuskript til Dreyers lille film ’Vandet på landet’, blev jeg endnu mere opsat på at dykke ned i min fars familiehistorie, og nu kender jeg den formentlig bedre, end han gør.”
Nøglen til at undgå nøgleromaner Han tænker lidt, inden han svarer på, hvad han har lært af arbejdet med bogen.
”Jeg har lært, at alle mændene i min familie har kæmpet med både sig selv og deres fædre,” siger Morten Pape så, da vi går forbi en karateskole med mottoet ”Prøv karate. Det er nu, du skal starte”. Det slogan er formentlig skrevet af en anden sprogbevidst mand i familien:
”Det var faktisk min mormors bror, der startede den karateskole for 50 år siden, men jeg har aldrig været derinde,” siger Morten Pape og stivner et øjeblik, da et vindue bliver åbnet, efter vi af nysgerrighed alligevel har ringet på. Damen i vinduet viser sig at være mor-
morens brors kone, der inviterer indenfor, så vi ender med at sidde midt i en træningssal, mens Morten Pape filosoferer over, hvordan han selv kan bryde familieforbandelsen:
”Nu sidder vi jo i min mors side af familien, og den kommer min næste roman faktisk til at handle om,” afslører han, inden han fortsætter:
”Men vi talte om mønsterbrydere før, og det er jeg jo ikke, for hvis jeg virkelig skulle være mønsterbryder, skulle jeg få et barn, der ikke ville have lyst til at skrive en nøgleroman om mig, men jeg har endnu ikke turdet få nogen børn.”
Men hvad er nøglen til at få et barn, der ikke har lyst til at skrive en nøgleroman om en?
”Det er at give sit barn masser af opmærksomhed og kærlighed.” J
Født i 1986 på Amager i København, hvor han stadig bor.
Forfatter og uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16.
Debuterede med den autofiktive socialrealistiske roman ”Planen” i 2015, som vandt Bogforums Debutantpris.
Har siden skrevet yderligere to bøger til Amager-trilogien: ”Guds bedste børn” og ”I ruiner”. Romanen ”Nøglebarn” udkom i oktober på Politikens Forlag.
”ALLE DYR ER LIGE, MEN NOGLE DYR ER MERE LIGE END ANDRE!”
Teaterversionen af George Orwells mesterlige roman er en rammende fabel, en samtidsrelevant og evig aktuel kritik af hvordan magt korrumperer, af populisme og idealernes forfald.
Katrine Wiedemann
finder fred i kunsten, men kunne godt have brugt Gud i sine kriser. Teaterinstruktørens debutroman skildrer en kvinde, der kæmper for sit ægteskab interview
” De lykkelige har ikke prøvet at tabe kampen om kærligheden. De kan ikke forstå, hvad vi andre føler.
KATRINE WIEDEMANN
Thomas Conradsen conradsen@k.dk Forestil dig, mens du læser disse ord, at alt uden for dit synsfelt er ødelagt. Sammenkrøllet. I brand. Eller slet og ret væk. For sådan kan verden være. Den kan ikke kontrolleres, alt kan bukke under når som helst. Og sådan kommer forfatter og teaterinstruktør Katrine Wiedemanns angst til udtryk. Hun frygter sygdom, tab, lidelse og det korte liv, vi er blevet tildelt. Og så er hun bange for at blive ensom. ”Livet er barsk, og vi er ikke i kontrol. Det hele kan være væk i morgen. Og hvis man er modtagelig over for de følelser –og det er jeg – så er det stressende at være menneske. Så hjælper det at gemme sig selv lidt væk, og det kan man gøre i kunsten. Jeg gør det gennem mit arbejde på teatret, og jeg gør det ved at læse og skrive,” siger Katrine Wiedemann og medgiver, at hun har haft perioder af sit liv, hvor hun godt kunne have brugt Gud. Interviewet finder sted i september, dagen før hendes første roman, ”Løgn nummer ét”, udkommer på Gyldendal. Den er en milepæl i hendes liv. Tre år har hun brugt på den konkrete fortælling, men hun har forsøgt at skrive sin første roman, lige siden hun i 2016 udgav essayet ”Ved gudernes bord”. Det handlede om de temaer, der blev vakt til live gennem de teaterstykker, hun har instrueret gennem tre årtier. Katrine Wiedemann er ikke mindst kendt for at fortolke klassikere som Goethes ”Faust”, Strindbergs ”Et Drømmespil” eller Shakespeares ”Kong Lear”, så pointerne står knivskarpt selv i det 21. århundrede. Men at skrive ”Løgn nummer ét” har modsat nyfortolkningerne af andres værker været en komplet personlig rejse. Kapitel for kapitel har hun fordybet sig i hovedpersonen Klaras livskrise – og hun har trukket på sine egne erfaringer og følelser. Navnlig sin skilsmisse. Emnet til trods har romanskrivningen ydet tryghed i en verden, der ellers har det med at flimre og truer med at falde fra hinanden for den københavnske kvinde.
”Jeg har altid skrevet, for det giver mig ro fra tilværelsens mange indtryk. For mig skaber den kunstneriske produktion et modtryk til alle de indtryk, jeg får. En måde at skabe lidt kontrol over alt det, jeg oplever, over selve livet.”
Hvad hun havde skrevet hidtil, blev lagt i skrivebordsskuffen. Rent faktisk at kunne sidde med sin debutroman i hænderne er en kæmpe blottelse for hende. Selvom det er fiktion, selvom karaktererne er opdigtede, så er det hele jo foregået i hendes hoved, inden det blev trykt på papir, fortæller hun om den røde paperback med det saftige æble på forsiden.
”Hvorfor min første roman nu, som 55-årig? Det handlede ikke om at give mig selv nye udfordringer. For mig handlede det om endelig at give efter for en dyb drift.”
At tabe i kærligheden
”Løgn nummer ét” kredser som nævnt om Klara. Hun forsker i græsk mytologi på Københavns Universitet og bor på Østerbro i hovedstaden med sin kæreste, freelancejournalisten Tomas. Sammen har de datteren Molly. 10 år, synger i kirkekor, ubetinget elsket af dem begge.
Få sider inde i romanen finder Klara ud af, at hendes forhold formentlig er baseret på en løgn, at Tomas konsekvent bedrager hende og endda nedfælder sine erobringer i sin sorte dagbog.
Den første, Klara søger støtte hos, er veninden Jane – en tilsyneladende lykkeligt gift kvinde. Efter en række velmenende råd mærker Klara gråden i halsen, mens det ryger ud af hende:
”Lykkelige menneskers råd kan jeg ikke bruge til noget som helst. Folk, som kun sejrer, skal vare sig for på nogen måde at bedømme os andre, de skal ikke give deres ubrugelige ’gode’ råd, nej, kun de forfejlede får min respekt, kun dem, som ikke kan få deres forhold til at fungere, skal udtale sig om kærligheden til mig.”
Sådan siger Klara til sin bedste veninde, og sådan tænker forfatteren Katrine Wiedemann.
”Allerede nu kan jeg blive vred over, hvordan de lykkelige vil reagere på min bog. På et tidspunkt i processen legede jeg endda med tanken om, at min bog kun burde læses af dem, der har tabt i kærlighed,” siger hun med et smil.
At tabe i kærligheden definerer Katrine Wiedemann som at blive skilt, når man har fælles børn. Det var netop, hvad der skete for sceneinstruktøren for 15 år siden. På sin vis var det en ”god” skilsmisse: Samarbejdet med eksmanden om parrets to døtre fungerede fra starten, og de er bedste venner i dag. De to voksne døtre trives.
Alligevel gik noget i stykker i Katrine Wiedemanns sind.
Noget, der aldrig kan repareres.
Det, der går i stykker for altid Sceneinstruktøren husker tydeligt, hvor sårbar hun var under skilsmissen over for de råd, hun fik fra sin omgangskreds.
”Du skal kæmpe for ægteskabet og blive hos din mand,” sagde nogle.
”Du skal altså ikke have det sådan dér – du skal gå fra din mand og finde lykken et andet sted,” sagde andre.
”Al rådgivning, man får, når man er i krise, handler dybest set om afsenderen selv. Om deres eget liv. Blandt de lykkelige bestod rådet oftest af, at man bare skulle kaste sig ud i det nye, droppe det gamle. Jeg mener ærligt talt, at den slags råd, der ikke er baseret på personlige erfaringer og indsigt, kan være direkte skadelige for en kriseramt person,” siger Katrine Wiedemann.
Det, der gik itu under skilsmissen, var uskylden i forhold til romantisk kærlighed. Tilliden til, at tosomheden kunne vare for evigt, var slet og ret væk.
”De lykkelige har ikke prøvet at tabe kampen om kærligheden. De kan ikke forstå, hvad vi andre føler. Ligesom man heller ikke ved, hvad det vil sige at være mor, før man er det, eller at miste, før man har gjort det. Når først du har været med til at ødelægge en familie, så vil dit glas i forhold til parforhold altid være halvtomt. Så stort et hak er det i selvtilliden og tilliden generelt.”
”Modsat er dem, der ikke har prøvet at blive skilt, en form for evigt unge mennesker, ja, børn nærmest. De har deres uskyld på dette punkt intakt. Du kan aflæse det i øjnene på dem,” siger Katrine Wiedemann.
Når det gælder synet på kærligheden, så findes der to slags mennesker.
”Vi, der har tabt i kærligheden, og dem, der ikke er blevet skilt … endnu,” siger hun med et smil.
Dræbt af slangebid
I bogen er kæresten Tomas desillusioneret, så snart krisen melder sig, fordi hans tidligere ægteskab forliste. Klara har stadig sin tro på den evige kærlighed intakt, og hun kaster sig ind i et forsvar for forholdet. Hun leder overalt efter kuren, der kan genantænde forholdets glød. Hun leder i førnævnte samtale med sin veninde, hun leder blandt andre gifte mænd. Hun afsøger sågar internettets mest dystre hjørner. Og når hun ikke orker at lede længere, helliger hun sig sit arbejde som forsker i den græske mytologi.
I løbet af bogen kredser Klaras tanker og forskning sig om tragedien mellem Orfeus og hans Eurydike. Da hun døde af et slangebid, sørgede Orfeus så intenst, at han fik lov til at træde ned i dødsriget og hente hende tilbage til livet. Orfeus, der skabte lyren, overtalte Hades – dødsrigets gud – til at frigive hende med sin sang. Men der var et krav. Hele vejen op fra de dødes rige skulle hun gå bag ham, og han måtte ikke se sig tilbage.
Til sidst blev tvivlen på, om hun stadig fulgte med, så stor, at Orfeus vendte sig. Han så hende blive opløst. Og hun var væk for altid.
For Katrine Wiedemann skaber det tryghed at lade sig opsluge af klassikerne
– at stå på skuldrene af århundredes visdom og livserfaring – når hun føler sig allermest fortabt.
”Gennem dem lærer jeg, at jeg ikke er alene med mine oplevelser og tab. At det, der sker for mig, er sket tusindvis af gange før for andre. At verden ikke går under, selvom alt omkring mig ser sort ud.”
I romanen fremhæver hun, at litteraturen udgør en form for håb for mennesker. For den er skrevet af andre vildfarne, nervøse og fortabte mennesker.
Lidelsesfæller.
”Det afneurotiserer Klara at arbejde med de gamle græske fortællinger. Dér mærker hun ikke angsten. Og sådan har jeg det selv. For mig virker det direkte antidepressivt at fortolke klassiske tekster, at nyfortolke Shakespeare til teatret,” siger hun.
Samtidig advarer forfatteren mod at bruge litteraturen som en hurtigvirkende kur til livet. Klassikerne er ikke selvhjælpsbøger, men værker, der gør en klogere. Og af og til kan det have den modsatte effekt. Andres sørgmodige erfaringer kan minde hende om, hvor alene mennesket er, både når det forelsker sig, og når det forsøger at redde et druknende forhold.
”Du vil altid have din egen udgave af sandheden, for din partner vil aldrig kunne se gennem dine øjne. I står på hver jeres ø med vand omkring, som I aldrig vil kunne krydse. Så i sidste ende kan du ikke få hjælp til at løse dine problemer. Du kan skabe lidt kontrol gennem litteraturen, gennem andres erfaringer, men i sidste ende er du overladt til dig selv.”
Kunne godt have brugt Gud Men mennesket behøver ikke være alene. Enkelte steder kredser bogen om troen og om Gud.
Klara beskriver, at hun ikke kan lade være med at føle, at ”Gud må have haft en mening med at gøre forelskelsens irrationelle, uforløsbare, selvoptagede tilstand så forbandet tiltrækkende”. Og senere tænker hun: ”Hvad vil Gud med kernefamilien? Eller måske er det barnet, der er guden. I hvert fald er barnet et mirakel, der gør al klagen forkastelig. Det eneste, vi skulle, var at holde sammen om barnet, og det kan vi ikke finde ud af.”
Datteren Molly er ikke indlemmet i de komplekse følelser, både Tomas og i særdeleshed Klara kæmper med. I forhold til hende er der ingen fare for, at kærligheden skulle forsvinde for deres øjne, hvis de tvivlede på den. ”I mine øjne er kærligheden, man har til sine børn, en guddommelig størrelse. For du overgiver dig fuldstændigt, og du vil ofre dig selv for dem, hvis det bliver nødvendigt. Det er en altopslugende kærlighed, der næsten er skræmmende. Faktisk er den religiøse fortolkningsramme den eneste, der kan rumme kærligheden, når den virkelig er til stede,” siger Katrine Wiedemann.
Ifølge hende oplever alle, der skaber en
2 Gud lå lige for, men Katrine Wiedemann valgte at deponere sin tro i teatret. FOTO: LEIF TUXEN
familie, højdepunktet af kærlighedens væsen.
”Og når man så siden går rundt og ikke kan få forholdet til at lykkes, og man går i parterapi, og det slår fejl, og man så skal skilles … det er så enormt et sammenstød mellem det allerhøjeste i tilværelsen og det ubeskriveligt lave.”
I bogen synger Molly som nævnt i den lokale kirkes kor, og der er noget rent, noget uskyldigt ved hende. Og parallellen til forfatterens eget liv er klokkeklar. For begge hendes døtre sang i kor, da de var børn, og hun tilbragte hundredvis af timer til koncerter i den lokale kirke på Nørrebro. Men ligesom Klara i bogen deponerer sin tro i forskerarbejdet, deponerer Katrine Wiedemann sin tro i kunsten. ”Teatret er mit kirkerum,” siger hun. ”Problemet er, at når jeg af og til står i en livskrise, så kan jeg ikke bruge teatret til så meget andet end at opsluge mine timer. Dér kunne jeg godt have brugt Gud.”
Alligevel består hendes verden endnu, da interviewet slutter, og hun vender sig om. Den er hverken sammenkrøllet, i brand eller slet og ret væk. Og hun vil fortsætte med at lede efter svar på tilværelsens mysterier i gamle tekster. Eller som hun beskriver halvvejs gennem sin debutroman, ”Løgn nummer ét”: Årtier, måske århundreder efter deres død, fortolker vi, læserne, forfatternes tekster, river og flår i dem, som sultne, nej, udsultede dyr og prøver at forstå vores egne liv igennem deres beskrivelser.
Det er, som om livet er en fange inde i det enkelte menneske, som ikke forstår sig selv og ikke kan komme i kontakt, kun i glimt, når kunsten, som en nøgle, åbner en dør til et nyt rum. J
Født 11. februar 1969.
Dansk forfatter, teater- og filminstruktør. Skrev essayet ”Ved gudernes bord”, der udkom på Gyldendal i 2016, og i september udkom hendes første roman, ”Løgn nummer ét”. Har instrueret over 75 teaterstykker. Slog igennem med Virginia Woolfs ”Orlando” på Betty Nansen Teatret i 1994, og har siden instrueret et væld af klassikere på scenen, blandt andre: ”Hamlet” på Stockholms Stadsteater, ”Faust” og ”Cyrano de Bergerac” på Det Kongelige Teater, ”Romeo og Julie” på Dramaten i Stockholm, ”Havfruen” på Kaleidoskop, ”Et drømmespil” på Betty Nansen Teatret og ”Farlige forbindelser” på Rezidenz Theater München.
Har modtaget flere Reumertpriser. Debuterede som filminstruktør i 2000 med ”Fruen på Hamre” og har også instrueret blandt andet ”Viceværten” fra 2012.
2 To tidspunkter står lysende klart for Ib
Michael som eksempler på, at kroppen trods alt ikke er helt uden væsentlighed.
Da forfatteren Ib Michael i en alder af 77 år fik en blodprop i hjernen, blev han tvunget til at begynde forfra. I sin seneste bog, ”Fra den anden side af solskinnet”, skildrer han sin vej tilbage. Hvad er endnu, og hvad er forsvundet for altid? interview
Amalie Obbekjær Jensen ajensen@k.dk
”Lad os sidde i udestuen. Her er mest lys – og jeg er meget lysafhængig,” siger Ib Michael, da han tager imod i sit hjem i Kikhavn i Nordsjælland.
Faktisk er han så lysafhængig, at truslen om det danske vintermørke får ham til at rejse væk. Til ”sin bugt” på den sydlige del af øen Phuket i Thailand. Her bruger han vinteren på at svømme, cykle, skrive på sine romaner og tøjle sin vinterdepression. Når lyset atter bryder frem i Danmark, vender han hjem.
Eller sådan har det i al fald været de sidste tre årtier. Men noget har ændret sig. I år rejser Ib Michael ikke væk.
”Det skyldes til dels alderen, det ved jeg godt,” indrømmer han. Han fylder 80 til januar. Men først og fremmest skyldes det blodproppen i venstre hjernehalvdel. Blodproppen, som han blev ramt af en efterårsmorgen i 2022, idet han netop var ved at gøre sig klar til at køre til København og indtale sin bog ”Logbog ved rejsens afslutning”.
Det er måske også blodproppen, som har medvirket til, at vintermørket ikke overmander ham helt på samme måde som tidligere.
I sin nye bog, ”Fra den anden side af solskinnet”, som udkom i september, dokumenterer Ib Michael året efter blodproppen. Det er blevet til en fortælling om tab, sorg, om at opleve ”en lille død” og blive født på ny.
I 14 dage er Ib Michael indlagt på neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Højre del af ansigtet hænger mærkeligt. Han har svært ved at orientere sig, men kan fortsat tale og gå.
Selv beskriver han i dag den første periode som ”zombietilværelsen”. Da han kommer hjem fra hospitalet, kan det udefra se ud, som om alt er som før. Han står op, går rundt i huset, laver kaffe. Han bøvler lidt med højre hånd, men ellers er alt, som det plejer, fortæller han sig selv.
”På det tidspunkt har jeg ingen sygdomserkendelse. Hjernen ved slet ikke, hvad den har mistet,” siger han.
Men noget er tydeligvis forandret. Det opdager hans kone, Hanne, før han selv gør.
En dag kan han pludselig se det i hendes øjne. Måden, hun kigger på ham på, er ny.
”I mødet med hendes blik indser jeg, at noget er galt. Men jeg ved ikke, hvad det er, og jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det i begyndelsen,” siger Ib Michael.
”Det er der, jeg begynder at skrive mine notater. Det bliver et projekt, som handler om at få fat i mig selv. Når jeg skriver, kaster jeg fiskesnøren ud og ser, hvad jeg fanger.”
Bevidstheden
Blodproppen sidder i den venstre hjernehalvdel, men giver udslag i højre side. Det er højre hånd, som ikke længere glider rutineret hen over hverken papiret eller tastaturet. Det er højre del af kroppen, som ikke lystrer på samme måde som før.
Højre og venstre bliver billedet på den nye og gamle Mik – Ib Michaels kælenavn. Højre-Mik og venstre-Mik navngiver han de to personer, som nu gemmer sig derinde.
Og selvom det føles fremmed, forsøger Ib Michael samtidig at forholde sig nysgerrigt til det nye. Kroppen er trods alt bare en krop.
”Et hylster, som lever og dør,” siger han.
Bevidstheden derimod, den var der både inden og vil fortsat være der efter. Også selvom højre hånd ikke længere mestrer sin del af den tifingerskrift, den lærte som ung.
”Det er bevidstheden, som er selve livet. Den har et liv uden for kroppen, både før vi fødes, og efter vi dør. Det er en meget lykkelig viden, og det tror jeg på,” siger han.
Ib Michael definerer ikke sig selv som buddhist. Men gennem sit liv har han været mere optaget af buddhismen end nogen anden religion. Og det var ligeledes, da han på en af sine talrige rejseekspeditioner fik lov at opleve det tibetanske begravelsesritual, også kaldet en
”Jeg, som har boltret mig på de syv verdenshave, svømmet og svømmet flere timer i træk og jagtet fisk som undervandsjæger. Jeg kunne pludselig ikke svømme.
IB MICHAEL, FORFATTER
Født i 1945.
Kendt for sine romaner, der ofte benytter magisk realisme og autobiografiske elementer. Debuterede som forfatter med ”En hidtil uset drøm om skibe” i 1970 og brød igennem med romanen ”Kilroy, Kilroy” fra 1985.
Har deltaget i adskillige rejseekspeditioner, heriblandt en rejse over Atlanten med sejlskib samt rejser til Påskeøen, Sydøstasien, Latinamerika og Afrika.
Har blandt andet fået tildelt Søren Gyldendal Prisen i 1993 og De Gyldne Laurbær i 1990.
I 2010 blev han udnævnt til ridder af Dannebrog.
Er gift med Hanne Danielsen, der er tidligere tv-journalist. Parret har to sammenbragte børn og fem børnebørn. Bor i Kikhavn i Nordsjælland.
Aktuel med bogen ”Fra den anden side af solskinnet”, som udkom på Gyldendals forlag i september.
himmelbegravelse, at han fik sit livs mest signifikante lektie om, hvad døden og livet er. At tænke tilbage på himmelbegravelsen får Ib Michael til at læne sig frem i sofaen i udestuen. Han taler højt og ivrigt. Fægter med armene, når han skal beskrive det, der overgik ham den dag i Tibet i 1985, hvor han fik lov at overvære den døde blive parteret.
”Til slut kalder slagteren på lammegribbene, kaster leveren op i luften og lader dem spise op. På ingen tid er der slet ingen død. Der er ikke noget lig! Der er ingenting!”, siger Ib Michael og bliver stille et øjeblik.
”Tilbage er der kun den bevidsthed, som jo har været der hele tiden.”
Oplevelsen efterlader ham forfærdet, forskrækket – og befriet.
”I den tibetanske verden er kroppen i den grad ingenting i forhold til forestillingen om bevidstheden. Det var meget befriende at opleve. Pludselig ophævedes døden. Det var fantastisk,” siger han.
Kroppen
”Men du kan ikke slippe fra din krop,” siger Ib Michael så.
”I livet hænger du på den. Du er bundet af den og dens fornemmelser.”
To tidspunkter står lysende klart som eksempler på, at kroppen trods alt ikke er helt uden væsentlighed. Da hans nære ven forfatter og journalist Morten Sabroe dør. Og da han opdager, at han ikke længere kan svømme.
Da Morten Sabroe dør i 2023, oplever Ib Michael sin ”nærmest buddhistiske tilgang” til døden blive sat ud af spil for en stund.
”Når døden kommer, er der ikke noget, der gælder. Det føltes som at blive ramt i nakken af et boldtræ,” siger han.
Troen på den større bevidsthed trøster ham ikke, for Morten er jo væk. Det er en akut sorg over, at noget vigtigt er gået tabt – for altid.
Sorgen rammer ham igen, da han efter en tur i havbadet i Lynæs opdager, at han ikke længere kan svømme.
”Jeg, som har boltret mig på de syv verdenshave, svømmet og svømmet flere timer i træk og jagtet fisk som undervandsjæger. Jeg kunne pludselig ikke svømme,” siger han.
❤️❤️❤️❤️❤️ “DEN GRUNDIGSTE BIOGRAFI NOGENSINDE OM KOMPONISTEN CARL NIELSEN” Politiken
⭐⭐⭐⭐⭐
“AFGØRENDE VIGTIG BOG OM TYSKERNE I DANMARK UNDER BESÆTTELSESTIDEN” Berlingske
1933-1945 BIND 1
Aarhus Universitetsforlag
Kaptajnsfruer på de syv verdenshave
fortsat fra side 28
Det kropslige tab føles uopretteligt og uendeligt definerende for, hvem han er. Da han kommer hjem, går alt i sort. Hanne må holde om ham, mens han rystende ser sin nye sandhed i øjnene:
Ib Michael findes stadig, men han kan ikke svømme.
Genfødslen
”I begyndelsen troede jeg, at højre-Mik og venstre-Mik til slut ville smelte sammen og blive til den gamle Mik. Men det er ikke tilfældet,” siger Ib Michael.
Gamle Mik er død, og nye Mik blev født på neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital i efteråret 2022.
Nye Mik har sine negle. Gamle Mik pillede sine negle af. Neuroserne, som skabte trangen til at pille dem af, kan være forsvundet med hjerneskaden, har lægerne fortalt.
Nye Mik kan tale, cykle, ro i kajak. Han har også lært at svømme. Ikke ligesom gamle Mik, men han kan godt. Og nye Mik skriver.
”Jeg kan godt lide at sige, at min forrige bog, ’Logbog ved rejsens afslutning’, var min sidste bog, og ’Fra den anden side af solskinnet’ er min første bog,” siger Ib Michael.
Nye Mik er også i Danmark om vinteren. Han har stadig brug for lyset i udestuen, men han behøver ikke rejse til Thailand, for vinterdepressionen er forsvundet. Hvorfor vides ikke.
”Men lad os håbe, at det er en blivende tilstand,” siger han med et smil.
Gamle Mik interesserede sig ikke voldsomt for Hannes mange planter, men nye Mik går gladelig og passer dem, når hun er i Grønland for at arbejde.
”I gamle dage vidste jeg ikke, hvad de hed. Det interesserede mig ganske enkelt ikke. Men den går ikke længere. Jeg må vide, hvad det er
for nogle planter, som omgiver mig. Jeg ved, de betyder meget for Hanne, og jeg vil gerne passe på dem,” siger Ib Michael.
Blodproppen har skænket ham en ny nærhed, som han kalder det. En nærhed, han aldrig tidligere i sit liv har oplevet.
”Jeg har siddet og kigget på Hannes blomsterbede i timevis,” fortæller han og slår en lille latter op. Det ville gamle Mik aldrig gøre.
Men måske er det lige så meget alderen, som det er blodproppen, funderer han.
”Jeg fylder 80 til januar. Jeg ved godt, man ikke kan blive ved med at være sin gamle og ungdommelige person. Og jeg vil også gerne
Kristeligt Dagblad Butik K
”Julen har englelyd” er Kristeligt Dagblads populære julesalmehæfte med et smukt omslag og en letlæselig font. Hæftets 26 julesalmer og sange er nøje udvalgt af et ekspertpanel.
Salmehæftet henvender sig især til kirkerne, hvor det kan deles ud til deltagerne, men kan også bruges i hjemmet.
8 salmehæfter inklusive forsendelse kun 145,Fordelagtig rabat ved flerkøb.
ældes med en erkendelse af, at det skal jeg heller ikke,” siger han.
Det er også derfor, Ib Michael ikke længere bruger tid på at spejde efter det tabte.
”Jeg er jo sluppet heldigt. Jeg har fået mange egenskaber tilbage. Og jeg har fået noget nyt,” siger han med henvisning til nærheden.
Fysisk er han landet et sted, hvor lægevidenskaben højst sandsynligt vil betegne ham som ’rask’. Men. For der er et lille men.
Rask føles ikke som et dækkende ord. Blodproppen er en del af ham for bestandig. Den slog ham i stykker, og det brud, som blodproppen efterlod, bærer han med sig.
2 Lige efter blodproppen havde Ib Michael ingen sygdomserkendelse.
Som en slags japansk kintsugi, forklarer han. Kintsugi er en traditionel, japansk teknik, som benyttes til at reparere ødelagt keramik. I stedet for at samle det ødelagte med en klar lim, som skjuler skårene, bruges en guldlak, som fremhæver dem.
Reparationen bliver en synlig del af genstandens udtryk og en metafor for, at et brud kan blive en styrke.
”At skrive min nye bog er guldlakken, som jeg kommer på mit brud, så det bliver til et synligt, nyt mønster. Det er stort at opleve, at man har fået noget nyt så sent i livet. Nu må vi se, hvad jeg kan bruge det til.” J
Deltag i årets julekalender
8 salmehæfter
– du kan vinde præmier for en samlet værdi à 50.000 kr. ¤ 24 ¤ 1 ¤ 1 ¤ 1
julesalmehæftet på k.dk/butik
Kristeligt Dagblad K Tilmeld dig på www.k.dk/julekalender
STÆRK
Søren Sveistrup
STÆRK
Anne-Cathrine Riebnitzsky TEMPEL
ikke smuk det med frastesandheden,” sted og og udelukker manalle kommet forbindelikforbunmennesitdet fælgodt, så længere J
Adoption er blevet set som en lykkelig mulighed for barnløse forældre og forældreløse børn. Men at frarøve et menneske dets slægt har større konsekvenser, end vi har villet anerkende, lyder det fra forfatteren Eva Tind. interview
Amalie Obbekjær Jensen ajensen@k.dk
Eva Tind ser ikke længere sig selv som et adoptivbarn. Heller ikke selvom hun som etårig i 1975 blev fløjet fra Sydkorea til Danmark sammen med 10 andre børn, og selvom hun i lufthavnen blev modtaget af sine nye forældre, som tog hende med hjem til Låsby i Jylland, hvor hun blev en del af en kernefamilie, der også bestod af broderen Lars.
For selvom alt det er Eva Tinds historie, beskriver hun ikke længere sig selv som et adoptivbarn.
For det første fordi hun ikke længere er et barn. I dag er hun 50 år og er selv mor til tre. For det andet fordi hun gerne –først og fremmest – vil være et menneske. Et menneske, der, som hun kalder det i sin nye roman, ”Min Kim”, har været udsat for adoption.
Igennem erindringer, prosatekst og brevvekslinger mellem hovedpersonen Eva og den fiktive penneveninde Min Kim, der blev adopteret til Danmark sammen med Eva, kastes der i bogen lys over den svære del af adoptionen.
”Det er klart, at adoption har præget mig i en ekstrem grad, fordi det er en meget voldsom ting, der er blevet gjort mod mig. Men det er jo netop dét, det er. Det er noget, jeg er blevet udsat for, ikke noget, jeg er. At kalde det ’udsat for adoption’ i stedet for ’adopteret’ eller ’adoptivbarn’ er en måde at pege på det på,” siger Eva Tind.
Som barn ville Eva Tind ellers gerne selv adoptere, når hun en dag blev stor.
”Jeg anså adoption som en god ting.
Jeg er jo selv adopteret og havde en tryg barndom og nogle søde forældre. Ja, mine forældre er måske endda sødere end andre mennesker på den her planet,” siger hun med et smil.
Men med tiden har noget alligevel ændret sig inden i Eva Tind. Så meget, at hun i dag anser sig selv som et menneske, der har været ”udsat for adoption”.
De ufortalte historier
De seneste 20 år er antallet af adoptioner til den vestlige verden styrtdykket, og skandalesager om stjålne børn og forfalskede papirer har ændret den offentlige samtale om transnationale adoptioner.
Også i Danmark står adoptionen ved en skillevej, og i oktober lukkede Danmarks eneste formidler af adoptioner, Danish International Adoption, helt ned og overdrog opgaven til staten.
Men det var ikke samfundsdebatten, der fik Eva Tind til at sætte sig ned og samle sine egne og andres erfaringer om adoption i en roman.
”For fem-seks år siden mødte jeg igen en af de piger, jeg kom til Danmark med. Som børn var vi pennevenner, men senere mistede vi kontakten. Det var gensynet med hende, der for alvor fik mig til at gå i gang. Nu skulle den her bog skrives – og den skulle skrives til hende,” siger Eva Tind.
Kvinden, hun blev adopteret til Danmark sammen med, havde på mange måder levet et sværere liv end Eva Tind, og hun kom til at danne skabelon for romanens fiktive karakter Gull-Mai, med det koreanske navn Min Kim, som blandt andet blev udsat for flere overgreb som barn og som brød kontakten med adoptivfamilien som voksen.
”Der er rigtig mange ufortalte historier som denne. Det er dem, jeg også gerne vil give en stemme. Min Kim er en karakter, der rummer mange erfaringer fra flere forskellige personer,” siger Eva Tind. ”I dag bliver mange, der har været udsat for adoption, stadig mødt med den holdning, at de bør være taknemmelige. Og det kan være rigtig vanskeligt at forklare, hvorfor man ikke nødvendigvis er det –forhåbentlig kan den her bog hjælpe med at forklare nuancerne i det.”
Før i tiden kunne Eva Tind blive overrasket, når hun så sig selv i spejlet.
”Hele mit liv er jeg jo blevet overbevist om, at jeg var dansk. Men i spejlet var det en koreansk pige med smalle øjne og mørkt hår, der kiggede tilbage på mig,” siger hun.
Og dengang en fremmed kvinde spurgte Eva Tinds mor, hvor de havde købt hende, fordi ”I er jo ikke hendes rigtige forældre, så meget kan jeg da se,” fik moderen lyst til at græde.
”Det føltes, som om at det, jeg var, ikke var godt nok. Og at det, vi var som familie, ikke var godt nok,” siger Eva Tind.
I dag forstår hun, at frustrationen blev født ud af det paradoks, som er indlejret i måden, vi anskuer adoption på.
”På den ene side sletter man alle oplysninger om adoptivbarnet i den tro, at alt, der gik forud for adoptionen, ikke længere har nogen betydning. Med adoptionen bliver barnet dansk på lige fod med alle andre. Ja, måske man ligefrem kan elske barnet så meget, at det til sidst bliver helt hvidt,” siger Eva Tind.
På den anden side vil den adopterede vokse op og forstå, at virkeligheden er en anden. At der ikke skal mere end et enkelt spørgsmål til for at knuse forestillingen. ”Hvor kommer du rigtigt fra?”, vil for altid være en udpegning af det, man grundlæggende anses for at være: adopteret. En form for fremmed.
”Det er en stor frustration at vokse op i en hvid familie, hvor man gerne vil passe ind, og hvor man også føler, at man passer ind, blot for konstant at blive mødt med, at det gør man ikke. Man prøver og
” Det er en meget, meget smuk ting at tage et barn ind og opfostre det med kærlighed. Men vi skal stoppe med at slette fortiden, forfalske papirer og fratage mennesker deres egen historie. I stedet skal vi begynde at sige sandheden. EVA TIND, FORFATTER
prøver, men det vil aldrig blive godt nok,” siger Eva Tind.
”Det er en umulig opgave for den, der har været udsat for adoption, for sandheden er jo, at man har rødder i et andet land. Ens slægt findes i et andet land, uanset hvor meget man forsøger at slette det. På den måde bliver man sin egen selvmodsigelse, og det er et svært sted at være.”
I dag bliver Eva Tind ikke længere overrasket over sit eget spejlbillede, for hun har insisteret på at lære kvinden i spejlet at kende, selvom det har betydet, at hun har måttet huske på alt det, som andre har forsøgt at få hende til at glemme.
”Det har været vigtigt for mig at blive tryg ved alt i mig selv. Så det har jeg brugt det meste af mit liv på. At blive tryg ved min historie og hvordan jeg ser ud, tryg ved andre adopterede, tryg ved koreanere, tryg ved min familie. Tryg ved at færdes inde i mig selv,” siger hun.
Slægten er et anker
Et nødvendigt skridt på den rejse var at møde familien, hun blev født ind i. Eva Tind var 14 år, da hun første gang ringede til adoptionsbureauet for at prøve at få kontakt til sin familie i Korea, selvom hun var blevet fortalt, at hun var et hittebarn uden forældre.
Hun fik kontakt. Faktisk havde de flere gange forsøgt at kontakte hende i årenes løb. Da Eva Tind var 21 år, rejste hun til sit fødeland for at møde sin biologiske søster, bror, far og mor.
Gjorde det dine danske forældre kede af det?
”En del af det at blive tryg i mig selv har også handlet om at tale med mine danske forældre om det hele. Der er ikke noget af det her, som er hemmeligholdt for dem,” siger hun.
”Forleden sagde min mor til mig, at hun virkelig synes, jeg er en stærk kvinde. Hun har meget respekt for det.”
Og på samme måde respekterer Eva Tind også de mennesker, der ikke vil grave i deres adoption. Det kræver et overskud, for det skelsættende gensyn er sjældent efterfulgt af et lykkeligt punktum.
”At adoptere et barn fra den ene side af Jorden til den anden er grundlæggende svært. Det må man tage med. Det er kompliceret, og det indebærer mange brud.
4 Eva Tind var 14 år, da hun første gang ringede til adoptionsbureauet for at få kontakt til sin familie i Korea, selvom hun var blevet fortalt, at hun var forældreløst hittebarn.
Brud, der ikke bare lige lader sig reparere,” siger hun.
Men i mødet med sin familie i Korea fandt Eva Tind også det, hun aldrig helt havde forstået, hvor meget hun manglede: sine rødder.
I sin far så hun sit eget temperament, i broren den delte lilletånegl, hun altid havde undret sig over, hun selv havde, og i moderen fandt hun sig selv. Eva Tind lignede sin mor på en prik.
I Korea oplevede hun også for første gang at ligne alle andre. I et koreansk badehus så hun pludselig sig selv i både fortid og fremtid, når hun kiggede rundt på de andre nøgne kvindekroppe. Nå, det er sådan en koreansk krop ældes, tænkte hun ved sig selv.
”Det er den viden, hele ens ophav, der kappes over i adoptionen. Man skaber et bevidst hukommelsestab hos et menneske og siger, at nu har det friheden til at genopfinde sig selv,” siger Eva Tind.
”Men det er ikke nødvendigvis en gave, at man skal opfinde alting selv. Det er isolerende, og det kræver hårdt arbejde, fordi man ikke bare kan læne sig ind i slægten. Der er ingen at kopiere, for ting virker ikke på samme måde for mig, som de gør for min danske mor.”
Derfor har Eva Tind måttet navigere gennem livet uden slægtens spejl. For det er det, slægten er. Den er et spejl, man kan vende sig mod, og som man kan søge svar og viden i. Både på et eksistentielt plan og på et mere lavpraktisk niveau, når man for eksempel selv bliver gravid, kommer i overgangsalderen eller gerne vil vide, om der er nogen arvelige sygdomme i familien.
Sandheden på bordet
I New Zealand finder det oprindelige folk, maorierne, en fælles løsning, hvis et barn ikke kan blive i den familie, det blev født ind i. Og hvis man tager et barn ind i sin familie, bliver man forbundet til dets biologiske familie.
For ifølge maorierne er det forbindelserne, der skaber os, forklarer Eva Tind, og derfor ligger det dem fjernt, at to menneskers behov for at få deres eget barn nogensinde skulle overtrumfe den enkeltes ret til at kende sit slægtskab. Det er en smuk ting, og et bevis på, at den åbne adoption godt kan fungere, mener hun.
Født i 1974 i Pusan, Korea.
Opvokset i Låsby. Bor i dag på Vesterbro i København.
Uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2001.
Debuterede som forfatter i 2009 med digtsamlingen ”do” og har siden udgivet en række digtsamlinger, romaner og portrætter.
Modtog Klaus Rifbjergs Debutantpris i 2010 og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2015.
Romanen ”Min Kim” udkom i oktober på Gyldendal.
”Jeg er jo ikke imod, at man kan få varigt forældreskab over børn, man ikke har født. Det er en meget, meget smuk ting at tage et barn ind og opfostre det med kærlighed. Men vi skal stoppe med at slette fortiden, forfalske papirer og fratage mennesker deres egen historie. I stedet skal vi begynde at sige sandheden,” siger Eva Tind.
”Og sandheden er, at vi kommer et sted fra. Jeg har en mor, der har født mig, og en anden mor, der har opfostret mig og givet mig kærlighed. Det ene udelukker jo ikke det andet, men når vi ikke er i stand til at anerkende begge dele på samme tid, ender det med, at rigtig mange mennesker kommer i klemme på alle mulige forskellige måder.”
Hvorfor tror du, at så mange er kommet i klemme i Danmark?
”Fordi vi har svært ved at se forbindelserne som maorierne. Vi anerkender ikke, at vi er forbundet, og at den forbundethed er det, der gør os til hele mennesker,” siger Eva Tind og peger ud ad sit køkkenvindue.
”Se på det træ derude. Den ilt, jeg trækker ind, puster træet ud – og omvendt. Det er en anden forbundethed, som vi let overser. Vi spørger, hvad det har med os at gøre? Kan vi ikke bare fælde det træ? Jo, det kan vi såmænd godt, men en eller anden dag har vi fældet så mange træer, at vi pludselig ikke længere kan trække vejret.” J
Stamina følger livet blandt allierede flyvere i krigsårene 1940 og 1941 - dramatiske luftkampe og vilde fester. Romanen emmer af autenticitet og overbevisende billeder af miljøer man kender fra Brideshead Revisited og Downton Abbey.
Stamina er en selvstændig fortsættelse af Pastorale - Krig og Kærlighed, der i 2021 blev udråbt som en af årets 25 bedste bøger af Kristeligt Dagblad.
bog - lydbog - ebog
Philip Christoffersen christoffersen@k.dk
Naser Khader vil ikke sættes i en teologisk kasse. Den præstestuderende og tidligere politiker har skrevet en bog om sin rejse fra koranskole i Syrien til folkekirke i Danmark
Naser Khader er tilbage. Ikke som politiker, men som præst. Det mangeårige tidligere folketingsmedlem, som har været medlem af ere partier, senest De Konservative, har de forgangne år frekventeret Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Her har han studeret teologi på den såkaldte paragraf 1-ordning, der er designet til, at akademikere med andre uddannelser kan blive præst i folkekirken. Når han er færdig med at lære græsk og har været en tur på Pastoralseminariet, er han klar til at blive ordineret.
akademikere
Teologisk vil Naser Khader ikke lade sig placere i en bestemt kasse i det kirkelige landskab. Et par hint nder man dog i bogen, hvor to sognepræster har skrevet forord og e erskri . Den ene er Poul Joachim Stender, som Naser Khader har kendt i mange år, og den anden er Marie Høgh, som på et tidspunkt stillede op til Folketinget for De Konservative ligesom ham. Dem er han begge på teologisk bølgelængde med, forklarer han. I bogen nævner han også andre præster. Den københavnske Kathrine Lilleør, som på det tidspunkt, de mødte hinanden, vel kunne karakteriseres som tidehvervsk. Ligesom Søren Krarup, der under Muhammedkrisen tilbød Naser Khader, at han kunne få lov til at skjule sig i præstegården i Seem. En gestus, der har betydet meget for Naser Khaders syn på, hvad næstekærlighed er. Også den tidligere generalsekretær i den konservative bevægelse Luthersk Mission præsten Jens Ole Christensen får et ord med på vejen.
emner som tro, religion, etik og moral. Målet for mig er at være med til at udbrede det smukke kristne budskab til ere,” siger han.
Men hvis Naser Khader har vidst så længe, at han var kristen og tilmed gerne ville være præst – hvorfor er han så ikke blevet døbt endnu?
”Det kristne hus er et stort hus med mange rum, og jeg føler stadig, jeg står i entréen. Jeg har villet vente med at døbes, til jeg kom ind i ere rum. Da jeg blev klar, begyndte krigen i Gaza. Hvis nu der havde været fred i Det Hellige Land, havde jeg taget Poul Joachim Stender og Marie Høgh med derned, og så var jeg blevet døbt i Jordan oden. Det er min drøm at blive døbt der. Jeg ved godt, at det ikke er så luthersk, men jeg lover, at jeg ikke lader mig dykke helt ned under vandet,” siger Naser Khader.
Hvorfor skal det være Jordan oden?
Og det er netop i en sognekirke, at Kristeligt Dagblad en dag i foråret møder den 61-årige teologistuderende. I Odder syd for Aarhus har den forhenværende muslim og senere ateist sagt ja til at holde et foredrag om den trosrejse, han har været på. En rejse, man også kan læse om i den 375 sider lange erindringsbog ”Vejen – fra koranskole til folkekirke”, hvor Naser Khader fortæller om overgangen fra den ene tro til den anden. Bogen, der udkom i maj, har han skrevet på i 15 år, siger han.
den. Bogen, der udkom i maj, har han skrevet
”Mentalt har jeg været kristen i mange år. Jeg vil nok sige, at jeg har været troende, men ikke religiøs. Du kan se det på mine skriverier allerede for 10 år siden, hvor jeg skriver en kommentar om kristendommen over for islam, og i den o entlige debat, hvor jeg i mange år har forsvaret kristendommen og kritiseret islam. Indvendigt har jeg vidst med mig selv, at jeg havde omfavnet kristendommen, men jeg har ikke været parat til at melde det ud,” forklarer Naser Khader.
”Henrik Gade Jensen og Sørine Gotfredsen føler jeg mig også på bølgelængde med. Og ikke mindst Jan Lindhardt. Jeg holdt foredrag med ham ere gange – var vild med ham, lærte meget af ham,” siger Naser Khader, der teologisk set ikke er ”gammeldags konservativ”, som han formulerer det. I hvert fald ikke på den klassisk-missionske måde. Han har ikke noget problem med hverken kvindelige præster eller vielse af homoseksuelle. Men han er til gengæld inspireret af den måde, som Indre Mission ønsker at missionere på. Han mener, at folkekirken har brug for mere mission, særligt blandt muslimer.
” Der har ikke været nogen politiske dagsordner, og man må ikke se bogen som et politisk projekt. Den har som sagt været undervejs i mange år.
”Jeg har været rejseleder i Det Hellige Land i 15 år. Det at be nde sig i Det Hellige Land har været en medvirkende årsag til, at jeg begyndte at omfavne kristendommen. At stå ved de bibelske steder gør altså indtryk. Og når man sidder der om natten og kigger på stjernerne, der nærmest er i øjenhøjde, så forstår man, hvorfor der har været så mange profeter i det område. Der sker virkelig noget med en,” forklarer han. Hvis krigen trækker ud, og Udenrigsministeriets rejsevejledninger ikke ændrer sig, har Naser Khader besindet sig på, at dåben skal nde sted i Danmark.
NASER KHADER, PRÆSTESTUDERENDE
”Jeg synes, der er behov for en større missionsvirksomhed og mere vækkelse. Mange præster og kirkefolk har for travlt med at være socialrådgivere og klimaentusiaster. Jeg læste et interview med en præst, der k blandet både lgbt-bevægelsen, feministisk teologi og en ikke-han Gud ind i det at være præst på en sådan måde, at jeg tænke: Det kan jeg ikke se mig selv i,” siger Naser Khader.
Skal døbes i Jordanfloden
Det ligger ham meget på sinde at understrege, at præsteprojektet ikke er politisk. Han har ”overstået sin værnepligt”, som han selv siger det, og derfor må man ikke forveksle ”Vejen –fra koranskole til folkekirke” med et politisk manifest.
”Der har ikke været nogen politiske dagsordner, og man må ikke se bogen som et politisk projekt. Den har som sagt været undervejs i mange år, og den indeholder mine tanker om
”Så gør vi det enten i Poul Joachim Stenders eller Marie Høghs kirke,” siger han. Hvor Naser Khader selv en dag vil slå sig ned som præst, er han ikke klar over endnu. I første omgang vil han gerne så meget rundt som muligt og tage nogle vikariater, hvor der er brug for ham, siger han:
”Men der er allerede én fra et menighedsråd, der har skrevet til mig og sagt, at de har en deltidsstilling til mig. Så ville jeg også kunne fortsætte med at skrive, deltage i tænketanke og holde foredrag ved siden af. Det haster ikke med at søge et job. Lige nu er jeg mest optaget af at gå i dybden med kristendommen.” J
Født den 1. juli 1963 i Damaskus i Syrien. Kom til Danmark i 1974.
Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1993.
Master i teologi, Københavns Universitet i 2015. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1997-2000 for Radikale Venstre.
Medlem af Folketinget 2001-2007 for Radikale Venstre, 2007-2009 for Ny Alliance, 2009-2011 og 2015-2021 for Det Konservative Folkeparti samt 2021-2022 som løsgænger.
Tilknyttet den amerikanske tænketank Middle East Forum, indehaver af rejseselskabet Palmyra Kulturrejser og præstestuderende.
2 Naser Khaders holdt sin første prædiken i Skovlunde Kirke, skærtorsdag den 28. marts 2024. Han ved endnu ikke selv, hvor han vil være præst, når den tid kommer.
hirschsprung.dk
ÅRSKORT
Glæddigselvellerandre medetårskortogfå frientrétilallemuseets udstillinger
Dansk guldalder
Skagensmalerne Hammershøi
Hvad gør man ved, at verden mangler Gud? Måske findes svaret i poesien. Det siger digter Signe Gjessing, der kalder sin seneste bog en efterforskning af Gudsriget
interview
Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk
Signe Gjessing længes nogle gange efter evigheden. Digteren er omringet af bøger og vasketøj i sin lille lejlighed ved Rundetaarn i det indre København, da Kristeligt Dagblad møder hende. Her kan hun drømme sig væk til både stjernerne og himmeriget, hvor hun tror, at Jesus en dag møder hende som brudgom.
”Den kan godt gribe mig: tanken om, at nu skal jeg bare derop. Det skal ske. Jeg længes efter Jesus. Men så bliver jeg pludselig optaget af, hvad livet allerede giver mig af fryd gennem poesi og musik – Mozart ikke mindst. Men det er helt klart, at evigheden trækker i mig,” siger digteren, hvis seneste bog, ”I kan da også bare skrive om stjernerne!”, udkom i maj.
32-årige Signe Gjessing dimitterede fra Forfatterskolen i 2014 og er siden slået igennem som digter med udgivelserne ”Ud i det u-løse” (2014), som hun i 2014 vandt Danmarks største debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, for, og ”Illumination af alt”, som udkom i 2023 og modtog seks stjerner i Kristeligt Dagblad af anmelder Martin Gregersen, der i samme anledning kaldte Gjessing en ”gudsbenådet digter”.
10 år efter sin debut fortæller Signe Gjessing nu om at være formet af en utrættelig kærlighed til poesi og et forhold til Gud, der har ændret hende selv og digtene undervejs. Og hun har fået lys med på vejen, siger hun om sin opvækst som præstedatter i Ranum i Nordjylland. ”Der har været meget kærlighed, og det har
ført til tanken om, at jeg er båret hele vejen igennem livet af Gud. Det formede mig meget, at jeg er vokset op på en præstegård – at være så tæt på Guds hus ved at være tæt på min mors præstekontor,” siger hun.
Signe Gjessing sammenligner sig selv med en plante, der er vokset i de mest gunstige kår for at blive digter. Først fik hun frodig jord fra præstegården, og da familien senere flyttede til Næsbydale ved Limfjorden, hvor der var mere natur, fik hun ”en kosmisk bevidsthed”, som Gjessing kalder den fascination af universet og stjernerne, som præger hendes digte.
Fravalg og begær
For fire år siden konverterede Signe Gjessing til katolicismen, fordi katolicismens dogmer og dens store passion tiltrak hende, fortæller hun.
”I folkekirken hører man utroligt ofte, at der er ting i Bibelen, som man ikke skal tage så tungt. Men den katolske kirke tager altid alt for pålydende, og det er måske den største forskel. Jeg har brug for, at kirken ikke står og vakler. Jeg siger ikke, at folkekirken vakler, men den er bare så åben,” siger hun.
kan jeg skrive om den ekstase og frihed, det er at have fundet troen,” siger hun.
Kærlighedsdigte om Gud Hendes bog ”I kan da også bare skrive om stjernerne!” indeholder netop lykkelige digte. Kærlighedsdigte, kalder hun dem. En kærlighed mellem Gjessing og Gud.
Men hun fortsætter samtidig stilen fra sine tidligere digte med en fascination af stjerner og universet. Ikke på en måde, hvor mennesket står på Jorden og kigger ud mod himmellegemet. Nej, Gjessing vil have universets storhed helt tæt på, og det gør hun ved at skrive om universet og stjernerne, som bogens titel også lægger op til.
” Digtning er en udforskning af Guds rige.
SIGNE GJESSING, DIGTER
Gjessing ser meget op til de katolske nonner og har selv valgt at leve et liv uden fester og forelskelser, som er langt fra det moderne ungdomsliv, de fleste af hendes jævnaldrende har levet de sidste mange år.
Det er nogle hårde fravalg, du tager for din tro og kunst. Mærker du ikke et savn efter det, du går glip af?
”Nej, fordi det kommer helt af sig selv. Jeg har slet ikke nogen længsler ud over poesi og Gud. Det er dér, mine længsler er. Så jeg føler ikke, at jeg går glip af noget som helst.”
Gjessings trosvandring fra protestant til katolik, som har bragt hende tættere på Gud, har også ændret hendes digtestil.
”Min digtning har ændret sig fra, at jeg skrev for at redde verden. Nu skriver jeg for min egen skyld. For Gud skal nok redde verden. Og så
For hverken stjernerne eller Gud kan man bruge til noget, når de er langt væk fra os, siger Gjessing, og med poesien kan hun lykkes med at gøre det abstrakte konkret. Ordene er skabende, siger hun og henviser til Johannesevangeliet, kapitel 1, vers 1. ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud,” lyder det.
”Der er ikke noget, der er vigtigere for mig end at møde det ord. Når jeg skriver, så sætter jeg mig ned og kommer til et sted, hvor jeg kan møde Ordet. Det er et stævnemøde, der finder sted inde i poesien mellem mig og Gudsordet,” siger hun.
Profetisk poesi
I sine nye digte bruger Signe Gjessing humor til at gøre teologien tilgængelig, og Maria er en hovedkarakter, fordi hun er nemmere at nærme sig end Jesus, siger hun:
I et digt lyder det:
”Roserne gemmer sig i Marias have, de troede, at deres skønhed havde sagt, at det er nu, sønnen bliver sømmet fast til korset: ’Er til konference om sommerfugle. Straks tilbage’, står der over korset.”
Gjessing kalder sin digtning for ”ført”. Hun digter af nødvendighed og af trang til at vise
2 Signe Gjessing debuterede for 10 år siden og udkom i maj med bogen ”I kan da også bare skrive om stjernerne!”, som er prosa og poesi. Her møder vi blandt andet Gud, Eva, Maria og Mørket.
F O TO: LEIF TUXEN
folk, hvad hun har set. Hun vil have, at andre skal mærke, hvad hun har mærket. Og at de skal vide, hvad hun ved: at verden er mere end bare nu og her. At der er små stykker af evigheden omkring os, hvis vi ser efter. Hun siger, at poesien er som små diamanter fra en klippe af Gudsriget, som hun hugger af for at vise den til verden.
”Digtning er en udforskning af Guds rige. Og det kan være en forsmag på det evige liv. Jeg vil elske, hvis folk bare kunne svømme i min digte og røre det guddommelige, og så gå ud og ind af det igen. Jeg vil gerne kanalisere tilstedeværelse og nærvær. Ikke forstået som ’carpe diem – grib dagen’, men som en forståelse af, at vi kan være helt tæt på det guddommelige,” siger hun.
Signe Gjessing mener, at folk, der ikke har troen, går glip af noget vigtigt. Derfor skriver og taler hun om den.
”Heldigvis er troen ikke eksklusiv for nogen. Alle kan få den. Digtning giver mig en lykke, der er ligesom æteriske olier – en svævende, overdrevet fryd, men så fordufter den. Med kirken er det noget helt andet. Den glæde består,” siger hun.
Og det er netop den glæde, som Gjessing vil give videre gennem sin poesi, siger hun, hvilket nærmest får hende til at lyde som en slags moderne profet. I en verden, der har brug for Gud, må kunsten træde til, mener hun:
”Jeg føler, at der er grund for min digtning, og jeg føler mig kaldet. Visionær poesi handler jo om det profetiske i, at man må fremskabe det, som verden har brug for lige nu – og det, verden har brug for, er alt, hvad der kommer ned fra oven.” J
Født i 1992 og opvokset i Nordjylland. Debuterede fra Forfatterskolen i 2014. Har udgivet syv bøger, herunder ”I kan da også bare skrive om stjernerne!”, som udkom den 31. maj på Gyldendal.
Bor alene i København.
DIETRICH BONHOEFFER OG HANS ELSKEDE MARIA
En roman om Dietrich Bonhoeffer og hans elskede Maria
Den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer er kendt for sin modstand mod Nazi-regimet. Men kun få er klar over, at de sidste år af hans liv også rummede en helt særlig kærlighedshistorie.
Dietrich har besluttet at holde sig fra romantiske forhold. Men da han møder en kvinde, hvis intelligens og overbevisning matcher hans egen, må han erkende, hvor let man kan tabe sit hjerte.
LIVET SOM KRISTEN I DEN MUSLIMSKE VERDEN
FØRSTEHÅNDSVIDNE TIL DET ARMENSKE FOLKEDRAB
REFLEKSIONER OM SYGDOM, SORG OG HÅB
»Leverer et uhyggeligt og gribende billede af de kristnes vilkår i de muslimske lande.«
KRISTELIGT DAGBLAD
KRISTELIGT DAGBLAD
Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | lohse.dk
»Storartet biografi. ... Med den velresearchede levnedsskildring er der ydet en retfærdighedsgerning mod en kvinde, der er værd at ære.«
»Det er en af de bedste, ærligste og viseste bøger, jeg har læst om sorgen, fortvivlelsen og håbet på trods.«
HENRIK STUBKJÆR, BISKOP
»Det er længe siden, at jeg har læst en bog, der har rørt mig så meget, som denne bog.«
BUDSKABET
For forfatter, kommentator og filmskaber Jørgen Leth er det blevet vigtigt at forsone sig med fortiden, og han er stadig mere åben for at tro, fortæller han
Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk
Jørgen Leth har skrevet digte, siden han var ganske ung, og det bliver han ved med. Og hvis man – som han –skriver kort længe nok, ender man jo med at skrive langt. Da han udgav ”Samlede digte” første gang som 65-årig, fyldte de samlede digte således 452 sider.
Da han gentog succesen som 75-årig, var bogen blevet væsentligt tykkere, og nu er der skrevet mindst 100 nye sider, så den seneste udgave af hans samlede digte, der udkom i sommer, er blevet en tung Leth-bog på godt et kilos poesi fordelt på 740 sider.
”JØRGEN LETH GYLDENDAL SAMLEDE DIGTE” står der med lysende rosenrøde bogstaver, men ser man efter, er der også trykt et digt, som nærmest er mejslet ind i den stengrå forside med 87-årige Jørgen Leths håndskrift som et sirligt testamente eller en slags digterisk trosbekendelse:
”Lige nu ønsker jeg at kunne skrive et kort digt/Jeg har papir i maskinen/Jeg snuser til min arm/Jeg snuser til min arm igen/Jeg tænker på hvad jeg vil/Jeg er færdig/Jeg har skrevet et kort digt”
Sådan står der. Sådan kan man fra begyndelsen snuse til Jørgen Leths sprog på forsiden. Sådan skriver Jørgen Leth. Kort og præcist. Sådan der. Sådan.
”Det kan man godt fortolke som en digterisk trosbekendelse. For jeg har altid søgt sprogligt mod det korte format i poesien, der samtidig giver mere plads til mystikken,” siger Jørgen Leth, som møder Kristeligt Dagblad på en af sine stamcaféer tæt ved Søerne i København.
Han kan nok huske, hvordan han selv kom i gang med at skrive lyrik, men begyndte tidligt at læse digte af T.S. Eliot, Federico García Lorca og Erik Knudsen og Klaus Rifbjerg.
”Jeg kunne godt lide at læse digte, og det gav mig også selv lyst til at skrive digte,” fortæller han.
”Jeg fandt det naturligt at skrive i en kortere form end prosa. Prosa forekom mig kedeligt ved siden af poesien. Der var mere lys over poesien, mere kreativitet, syntes jeg, og det synes jeg stadigvæk. Det er derfor, at jeg hele tiden vender tilbage til digtene som form. Jeg kan godt lide digtet som tanke og som praksis. At det er stumper og stykker. Og så finde en tone i det.”
Fortryder fravær som far Jørgen Leths samlede digte spænder over ungdomsdigte fra debuten ”Gult lys” i 1962 til nye besyngelser af cykelrytteren Jonas Vingegaard og ærlige digte om, hvor svært det kan være at blive gammel.
”Jeg er jo ikke blevet yngre, så jeg tænker meget over alderen og over, at jeg skal væk. Og jeg tænker meget over, om jeg har gjort det godt nok.”
Som menneske eller kunstner?
”Begge dele.”
Hvad fylder mest?
”Det er svært at sige,” siger han og tier længe, inden han tilføjer:
”Jeg håber, at jeg er et ordentligt menneske, men det kan jeg da godt sommetider komme i tvivl om. Det er ikke alting, der hænger sammen som et kunstværk i ens liv. Men kan man gøre det om? Nej, det kan man ikke! Man har levet et liv, og så er det svært at gøre om.”
Hvad gør du så for at forsone dig med fortiden?
”Jeg prøver at reparere det i tankerne. Jeg vil helst have så få fortrydelser som muligt, når jeg står ved slutresultatet, så jeg vil gerne lave nogle rettelser i det, hvis der er grund til det, så jeg prøver for eksempel at holde mine korrespondancer i live. Forsoninger kan jeg godt lide,” siger han og tier igen.
”Nu bor jeg hos min søn Asger, det er jeg glad for, så jeg er tæt på familien. Men jeg ved godt selv, at der er mange ting at bebrejde mig med hensyn til fravær og den slags. Og det vil jeg gerne have repareret. For jeg ved godt selv, at jeg har været en fraværende far, som min søn Kristian blandt andet også har fremført i nogle af sine bøger, men jeg forstår alt, hvad han har skrevet. Og vi er heldigvis blevet forsonet,” siger han og ser op.
”Han har længtes efter sin far, og jeg har længtes efter ham. Jeg elsker Kristian, ligesom jeg elsker mine andre børn. Og vi ses så ofte, vi kan. Han bor i New York med sin dejlige familie. Jeg har efterhånden ikke kræfter til de store rejser selv. Tidligere rejste jeg hvor som helst og når som helst, men nu går jeg så dårligt, at jeg bliver nødt til at begrænse mine rejser, så jeg værdsætter al den tid, vi har sammen, når vi ses. Jeg er glad for mine børn og mine børnebørn, og jeg er stolt af, at de alle sammen udlever deres kreativitet.”
Ville lave bibelfilm
Har du også kunstneriske fortrydelser?
”Jeg ville gerne have lavet en film baseret på Bibelen. Det havde jeg faktisk et projekt om sammen med Kristian. Det var meget nærliggende, fordi han i den grad har været en moderne fortæller af Bibelen i podcasten ’Bibelen Leth fortalt’.
Men det strandede hos filminstituttet, der ikke ville støtte filmen. Måske fordi filmkonsulenten ikke syntes, at jeg skulle beskæftige mig med noget religiøst, selvom jeg aldrig kunne drømme om at lave en Jesus-film som Jens Jørgen Thorsen, der kun ville skabe forargelse. Det kunne jeg ikke lide,” siger han og lader blikket glider ud over Søerne.
”For mig er Bibelen en fantastisk historie om livet, frelse og kamp. Det ville jeg gerne have lavet en film om. Men sådan er der desværre mange film, der aldrig bliver til noget,” siger Jørgen Leth og tilføjer, at det heller aldrig lykkedes den store danske filminstruktør Carl Th.
0 ”Jeg håber, at jeg er et ordentligt menneske, men det kan jeg da godt sommetider komme i tvivl om. Det er ikke alting, der hænger sammen som et kunstværk i ens liv,” siger Jørgen Leth. FOTO: LEIF TUXEN
Dreyer (1889-1968) at realisere sin planlagte Jesus-film, som han arbejdede på i 30 år frem til sin død. Dreyers filmatisering af Kaj Munks ”Ordet” regnes blandt de bedste danske film nogensinde, så det er ærgerligt, at han ikke også fik lavet en Kristus-film, mener Leth. ”Dreyer havde manuskriptet og det hele, men det strandede også på finansieringen. Og det er måske det største tab i filmhistorien, at vi ikke fik hans Kristus-film.”
Kan du også bruge kristendommen, når du snuser til din egen sjæl?
”Jeg bruger ærligt talt ikke rigtig kirken, men sommetider savner jeg et sted at gå hen med min synd og mine selvbebrejdelser. Som barn lærte jeg salmer af Brorson, Ingemann og Grundtvig, som stadig sidder i mig, og med alderen bliver jeg stadig mere åben for at tro. Jeg ved bare ikke, hvordan man kommer i gang med det. Jeg kender ikke engang nogen præst, jeg kan tale om det med. Jeg kender faktisk mere til den religiøse praksis i Haiti, som fascinerede mig, men der var jeg nok også mere iagttager.”
Født 1937.
Dansk journalist, forfatter, digter, tv- og filmmand, foredragsholder og cykelkommentator.
Han har læst litteratur på Aarhus Universitet og etnografi på Københavns Universitet.
Hans karriere som journalist begyndte på dagbladet Aktuelt i 1959, og han var senere på Politiken. Som kunstner debuterede han med digtsamlingen ”Gult lys” i 1962 og kortfilmen ”Stopforbud” i 1963.
Han har skrevet en lang række bøger og skrevet og instrueret over 40 spilleog dokumentarfilm.
I begyndelsen af 1990’erne blev Jørgen Leth folkeligt kendt som poetisk cykelkommentator på TV 2 sammen med makkeren Jørn Mader.
Han bor i København og er far til fire børn og flere børnebørn.
”Samlede digte” udkomi juni på Gyldendal.
Hjælp os med at få livreddende vinterhjælp frem i tide.
Krigen i Ukraine fortsætter med daglige bombardementer og luftalarmer. El-, varme- og vandforsyningen er ramt. Børn og voksne er udmattede. Og nu truer en ny fjende: den iskolde vinter. Den kan være livsfarlig for familier, som opholder sig i ødelagte hjem og bygninger uden strøm og varme.
Lige nu mangler familier i Ukraine det allermest basale som varmeovne, varmt tøj, tæpper og varmeisolering.
UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, er til stede for de mange familier, men mange står med akutte behov, og vi er i et kapløb med tiden for at nå at få vinterhjælpen frem til de børn og voksne, der så desperat har brug for den.
Giv en livreddende gave i dag. Sms VARM til 1919 og støt med 250 kr.
Du er med til at give varmt husly, vintertøj, varmeovne og kontant-nødhjælp til bl.a. lys og strøm.
Støt også via MobilePay 300 910 eller på unhcr.dk/ukraine
