Kunst&Kultur_29032025 by Kristeligt Dagblad

Kunst Kultur

Kunsten tilbyder et tilbageblik på tværs af århundreder, et nyt syn på nutiden og måske et kig til fremtiden. Få inspiration til store oplevelser i kunstens verden

Kom med til åben fernisering

04.04.2025

Gratis entré fra kl. 17.00

Marchen Jersild, souschef på kulturredaktionen, Kristeligt Dagblad

indhold

4 Nyhed 2024 blev endnu et jubelår for danske museer med ere besøgsrekorder.

6 Anmeldelse Barbara Kruger på ARoS er samfundskritisk konceptkunst.

8 Anmeldelse Overbevisende retrospektiv udstilling af Peter Carlsen i Herning.

12 Anmeldelse Udstilling om symbolisme på Ordrupgaard er ikke for de sarte.

14 Anmeldelse Ny og indsigtsfuld bog om billedhuggeren Hein Heinsen.

18 Anmeldelse Jens Juels portrætter på Brandts er fabelagtige og levende.

20 Interview Maleren Allan Otte har et særligt syn på det danske landskab.

24 Anmeldelse Ny bog viser kunstnernes versioner af dronning Margrethe.

28 Anmeldelse Hverdagen er den smukke ramme om Viggo Johansens malerier.

32 Anmeldelse Meditative ansigter fra russiske Alexej Jawlensky på Louisiana.

35 Noter Kort om kunst, blandt andet vikingeskibe, penge og Irmapigen.

36 Anmeldelse En svunden tid skildres i bog om Søren Willadsens møbelfabrik.

I en tid, hvor vi kan sidde derhjemme og slå alt op på vores skærm, kan det virke besværligt og måske unødvendigt at tage på museum. Men gør det! Det er noget helt andet at være der selv: at se værkerne fra forskellige vinkler og at kunne studere hvert enkelt penselstrøg. I dette tillæg med en række tidligere bragte artikler kan du nde inspiration til at komme ud at opleve den levende kunst. Tak, fordi du læser med!

4 | Kunst&Kultur

Jubelår følger jubelår på landets museer

De danske museer kunne med glæde se tilbage på 2023 som et godt museumsår, men tal fra to rundspørger tyder på yderligere stigning og flere besøgsrekorder i 2024

Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Museumsgæster i Danmark er vilde med både klassisk og moderne kunst og med dansk arkitektur og design. De er også glade for kongeslotte, arbejderhistorie, vikingeskibe og gamle købstadshuse. I det hele taget har tilstrømningen til de danske museer været stor i 2024. Større end i det ellers også rigtig gode museumsår 2023.

Sådan lyder vurderingen i to nye rundspørger til en lang række danske museer om deres besøgstal for det forgangne år, som henholdsvis organisationen Dansk Erhverv og netmediet Kulturmonitor står

bag. I Dansk Erhvervs undersøgelse indgår de større museer, som er medlem af organisationen, herunder en række af landets toneangivende kunstmuseer.

Kulturmonitor har indsamlet tal fra 23 af Danmarks mest besøgte museer inden for både kulturhistorie og kunst. Undersøgelserne viser samstemmende, at besøgstallene samlet går frem, og at adskillige større museer fik besøgsrekord i 2024. Blandt rekordsætterne var to så traditionsmættede institutioner som Rosenborg Slot og Glyptoteket, begge i det indre København. Med henholdsvis 557.166 og 544.764 besøgende havde de to museer deres bedste år nogensinde.

Det samme gjorde sig gældende for andre københavnske museer som Designmuseum Danmark med 348.093 gæster, Dansk Arkitektur Center med 310.000 gæster og Arbejdermuseet med 139.816 gæster. Disse tre museer begrunder selv rekorderne med, at de har haft aktuelle og populære særudstillinger om henholdsvis den lukkede supermarkedskæde Irma, klodens stigende vandstand og om kvindeliv på arbejdsmarkedet.

Kunsthallen Copenhagen Contemporary satte også besøgsrekord med 130.031 gæster, og det samme gjorde uden for hovedstaden Kunstmuseum Brandts i Odense med 122.196 gæster og Kunsten i Aalborg med 114.000. Danmarks tre største kunstmuseer, Louisiana i Humlebæk, ARoS i Aarhus og Statens Museum for Kunst i København havde alle fremgang til henholdsvis 715.820, 565.484 og 523.457 gæster. Ingen af disse tal var dog rekord. De tre museer

0 Dansk Arkitektur Center i den spektakulære bygning BLOX ved Københavns havn er et af de museer, som i 2024 havde flere gæster end nogensinde før.

FOTO: LARS LAURSEN/ BIOFOTO/RITZAU SCANPIX

toppede i henholdsvis 2017, 2019 og 2023. Blandt de kulturhistoriske museer havde Aarhus’ to store institutioner, Den Gamle By og Moesgaard Museum, også fremgangsrige, men ikke rekordsættende, år med henholdsvis 568.275 og 363.566 gæster. Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot gik også frem og fik 245.905 besøgende i 2024. Vikingeskibsmuseet i Roskilde er præget af igangværende ombygning og havde i 2024 en belastende skattesag, men fik alligevel en publikumsfremgang til 186.659 gæster.

4 mio.

gæster. Så mange besøgende havde de i alt 14 museer i 2024, som Dansk Erhverv har samlet tal fra.

Der er dog også museer, der ikke havde et jubelår. Modsat de andre store kunstmuseer gik Arken i Ishøj tilbage fra 135.000 til 114.000 gæster, og mens de københavnske slotte går frem, har Koldinghus på to år mistet cirka 25.000 gæster til 125.567 i 2024. Samlet tyder rundspørgerne dog på, at 2024 på landsplan blev et større jubelår for museerne end jubelåret 2023. De i alt 14 museer, Dansk Erhverv har samlet tal fra, har haft tilsammen fire millioner gæster i 2024 og samlet 3,4 procent flere end i 2023. J

FOTOS: AROS, AARHUS KUNSTMUSEUM

Man har set det hele før. Alligevel er ARoS-udstilling et besøg værd

Amerikanske og samfundskritiske

Barbara Krugers principfaste konceptkunst præsenteres på den både tankevækkende og repeterende udstilling ”No Comment” anmeldelse

Erik Steffensen kultur@k.dk

Den amerikanske kunstner Barbara Kruger (født i 1945) har indtaget ARoS i Aarhus med en magtfuld demonstration af sine grafiske, tydelige og billboard-store kunstværker, der spiller på både reklamens effektfulde kommunikationsstrategier og teknologiske landvindinger. Kunstneren arbejder med lysende displays, plakater, tapeter og signalfarver som rød, hvid og sort samt tekstbudskaber, der viser os, at mediekunsten i hvert fald ikke er død.

Sine steder er udstillingen ”No Comment” entydigt medieorienteret, og politiske slogans fyger omkring ørerne på beskueren, mens andre værker samler sig som en slags ”greatest hits” i opdateret version, for eksempel videoværket med udsagnet ”I shop therefore I am”, som Kruger først viste som slogan i 1987 og genskabte som virtuelt puslespil i 2019.

På nogle måder efterlader Barbara Krugers værk et indtryk af gentagelse som i rockmusikken, hvor et band til koncert spiller genkendelige hits for at bevare kontakten til publikum. Man kan spørge sig selv, om der er en kunstnerisk udvikling i Barbara Krugers værk? Ud over det teknologiske, som bliver mere avanceret over årene, og det politiske, hvor tekster kan omskrives og redefineres og skabe nye meninger og sammenhænge, har hun holdt sin kurs fast.

0 Barbara Krugers kæmpestore og grafisk tydelige kunstværker spiller på reklamens effektfulde kommunikationsstrategier og teknologiske landvindinger.

Det er stærkt konceptuelt og principfast, det, der foregår i rummene, og selv om hendes værk går fra gulv til loft, synes indholdet ikke at ændre sig meget over årene. Dog er der i lydinstallationsværkerne, der er placeret rundt i salene, noget andet på færde end ved de mere statiske væg-til-væg-værker. Fra enkelte højttalere kommer en uventet stemme og gentager ord som: ”Sorry”, ”Hello”, ”May I help you” eller ”I love you”. Det samler udstillingen og understreger det homogene i Barbara Krugers oeuvre.

At den politiske virkelighed synes at være til forhandling, er den lære, Barbara Kruger har gjort til sit domæne. Ikke blot kommenterer hendes værker på filosofisk vis den amerikanske forfatning og hverdagslivet, hendes projekt med at ændre små ord og tilstande for at få en kunstnerisk dimension frem giver beskueren noget at tænke over. Vi bombarderes af reklamens budskaber, som kunstneren giver en twist for at åbne vores øjne for andre virkeligheder. På denne måde er hun aktuel midt i en Trump-tid, hvor ingen snart kan holde styr på, hvilken vej verden bevæger sig. Straks indenfor i ARoS’ ”No comment”-udstilling føles det som at stå inde i en mobiltelefon. Barbara Kruger sender sine beskeder på alle kanaler, og man prøver at fastholde og opfange, hvad der bliver meddelt i et ustruktureret inferno af information. Selv om denne kunst netop er til tiden og passer ind i vores liv nu, er det også en ældre kunstners værk, vi ser. Man har en fornemmelse af at have set det hele før, men måske skyldes det bare, at kunsten i Barbara Krugers tilfælde benytter sig af reklamens virkemidler og muterer og opdateres på samme måde. J

Barbara Kruger: No Comment. ARoS, Aarhus. Til den 21. april 2025.

1 Barbara Kruger arbejder især med lysende displays, plakater, tapeter og signalfarver som rød, hvid og sort.

KULTURINFORMATION: En milepæl i dansk kunsthistorie

POLITIKEN: Det er kunsthistorisk grundforskning

8. FEBRUAR -11. MAJ 2025

8 | Kunst&Kultur

Suveræn portrætkunstner med hang til naturen

Den retrospektive udstilling af maleren Peter Carlsens værker i Herning giver et overbevisende billede af en underbelyst kunstner anmeldelse

Erik Steffensen kultur@k.dk

Billedkunstneren Peter Carlsen (født i 1955) har indtaget kunstmuseet HEART i Herning med en overbevisende udstilling af retrospektivt tilsnit. Kunstneren, der fyldte 70 i februar, er en markant kunstner på den danske kunstscene med sine oftest humoristiske, alvorlige og (selv)ironiske portrætter af forbrugeren og den ualmindeligt almindelige dansker. Alligevel er hans værk ikke særligt belyst i kunsthistorien. Han har gået sine egne veje, selvom han var med på den banebrydende udstilling ”Kniven på hovedet” i 1981, der introducerede ”de unge vilde” malere i dansk kunst.

På udstillingen i Herning er det tydeligt, at han mest er optaget af vilde dyr, truede dyrearter og ja, naturen, som vi mennesker på ofte hensynsløse måder synes at boltre os i. Og det forhold bruger kunstneren som udgangspunkt i maleriet. Han har aldrig været vild i gængs forstand, men hans værk er vildt i den forstand, at han har holdt fast i sin samfundskritiske vinkel med sine motiver ligesom i øvrigt et par af kollegerne, Michael Kvium og Allan Otte, der også er begavet med kritiske røster og med fælles interesse i naturen og men-

neskets omgang med klodens ressourcer udtrykt gennem maleriet. Alle tre kunstnere benytter sig af genkendelige motiver, de har talent for at tegne, male og forme deres motiver, også skulpturelt, men de er alli gevel en slags enspændere i den danske kunst. Deres værker ligner ingen andres. Peter Carlsen er en suveræn portræt kunstner, hvilket han beviste til fulde med sit portræt af forhenværende statsminister Anker Jørgensen i 1996. Han har malet bataljemaleri om den danske krigsindsats fra luften over Libyen i 2011 og samtidsskildringen ”Danmark” i 2009. Politiske, officielle eller måske sociale billeder som også kommentarmaleriet ”Krigens spøgelse” af statsmini ster Anders Fogh Rasmussen med rød maling på jakkesættet anno 2003. Peter Carlsen går direkte til værks, når han indig neret maler på forlæg fra Ekstra Bladet og an dre medier med sensation som bærende kon struktion.

den og dybere menneskelig fortælling med sit virkelighedstro stof. Her vandrer biller rundt, her er storke, småkryb og kravl, flora og fauna, og hele serien af fade står som et moderne monument over en ydmyg udgave af Noas Ark.

Livsbekræftende alliance

0 Corona-Villy, her fra 2021, er en af Peter Carlsens gennemgående figurer.

PRESSEFOTOS 0 ”Snog”, 2021.

På HEART hedder udstillingen ”Lost”, hvilket kan tillægges mange betydninger, men det er sikkert, at kunstneren forholder sig synligt til den verden, der omgiver ham. Gennem karrieren har han ladet sin gennemgående figur Villy bære adskillige fortællinger, men de seneste par år ses et markant skifte i Carlsens kunst. En række helt uimodståelige store og smukke stentøjsfade med dyremotiver er netop kommet til verden på Tommerup Teglværk og udstilles. Peter Carlsen viser med de glaserede fade, at han mestrer en helt an-

Der er en glæde og håndværksmæssig beherskelse i de formfuldendte værker, der handler om kunstnerens livsbekræftende alliance med det sete og med naturen. At vende tilbage til udgangspunktet, den uspolerede tilgang til det at skabe og ja, til selve Skabelsen og det skabte. Disse dekorative fade bør udsmykke et offentligt sted eller komme på museum permanent. For sjældent har en strandtudse, en sommerfugl eller en grøn plante taget sig ud på en måde, så man får lyst til at værne om og bevare det skabte.

Helstøbt er også det andet nye gigantiske værk ”Lost Zoo” fra 2023-2024, der afbilder truede eller uddøde dyr på brugt papemballage. Vi pakker alting ind, og de store genbrugspapstykker danner malegrund for dyremotiver fra den mindste frø til de største tigre og søkøer.

Det er farverige og fantastiske skildringer af alverdens arter, som ikke mere tilhører den verden, vi levende er en del af. Erindringen om dronten, fugle og fisk lever dog i det Carlsenske univers og tak for det.

fortsætter side 10

FORÅRSBØGER FRA EKSISTENSEN

Hvad er meningen?

Og hvordan lever jeg et godt, humant og ansvarligt liv? Disse omfattende og essentielle spørgsmål tager forfatterne under kyndig behandling: Den kendte teolog Miroslaw Volf og hans kolleger Matthew Croasmun og Ryan McAnnally-Linz tager de store tænkere med på råd, og de tager dig ved hånden.

Guide til det vigtigste

Af Miroslav Volf, Matthew Croasmun, Ryan McAnnally-Linz

★★★★★

” Bogen kan varmt anbefales.

312 sider

Til alle. … Der er brug for at tænke dybere over det gode.”

Pris: 269,95 kr.

– Kristeligt Dagblad

Hvad skal vi med fællessang?

Det svarer forfatteren, komponisten og manden bag ”Kære linedanser”, Per Krøis Kjærsgaard , på i denne grundige indføring i fælles sangens univers. En god følgesvend for enhver fællessangs-vært og en skatkiste af viden, anekdoter og historier for alle sang-glade læsere.

Være én, men én iblandt

Af Per Krøis Kjærsgaard

298 sider

Pris: 299,95 kr.

” Underholdende og livsbekræftende.”

– Bibliotekerne

OG KØB BØGERNE PÅ eksistensen.dk

EN REJSE IND I AUGUSTIANAS SVÆRE FORTID EFTERKOMMERE

SJÆLESY

02.02.25-20.04.25

Gerda Thune Andersen, Vibe Bredahl, Tine Kjølsen, Nina Maria Kleivan, Pernelle Maegaard, Annette Skov og gæster

Augustiana Kunstpark & Kunsthal Palævej 10-14 . DK-6440 Augustenborg

Åbningstider: Tirsdag-søndag kl. 12.00-16.00

Kunstudstilling i Nowhuset, Skolevej 10, Tullebølle, 5953 Tranekær, som optakt til ÅBNE DØRE.

Fe rnisering søndag den 13. april 2025, kl. 14.00

KUNSTNERNES

Ønsker man at stifte bekendtskab med den kinesiske oddel n eller det nordlige hvide næsehorn, må man derfor til Herning. Men tag en dyb indånding, for skønhed og gru går hånd i hånd i Peter Carlsens værk.

4 Peter Carlsens nye gigantiske værk ”Lost Zoo” fra 2023-2024 afbilder truede eller uddøde dyr på brugt papemballage.

... Suveræn portrætkunstner ...

fortsat fra side 8

Det er et eminent skue, i sig selv som et besøg i en rigtig zoologisk have, selvom den med titlen ”Lost” synes at være tabt for denne verden.

Kort med kørselsvejledning kan downloades på f acebook “Kunstnernes Åbne Døre på Langeland”

45 kunstnere /kunsthåndværkere åbner værkstederne. Følg flagene! 19. og 20. april 2025, kl.10 -17. Afhent kort med kørselsvejledning hos Øens Brugser og Nowhuset, Skolevej 10, Tullebølle, 5953 Tranekær.

Ønsker man at sti e bekendtskab med den kinesiske oddel n eller det nordlige hvide næsehorn, må man derfor til Herning. Men tag en dyb indånding, for skønhed og gru går hånd i hånd i Peter Carlsens værk. På et stort podie ligger 24 døde smågrise i glaseret ler, som ”ser ud, som de gør, når de er smidt ud, fordi de er uegnede som produktionsdyr”, som kunstneren skriver i sin ledsagende bog ”Lost”. Et beskedent monument over de 28.000 smågrise, der dør hver dag i dansk svineproduktion ifølge statistikken. Måske er Peter Carlsen ved at tage afsked med dele af det univers, der har holdt hans egen produktion i gang i snart 40 år? I hvert fald sprudler han af sanselig glæde over naturens mangfoldighed i sine nyeste og hidtil mest omfangsrige værker. Også tre nye uprætentiøse malerier af erindringskarakter malet fra familiealbummet klæder udstillingen på HEART. J

0 ”Vibe”, 2022.

5 stjerner

Peter Carlsen: Lost. Kunstmuseet HEART, Herning. Til den 7. december 2025.

Kristeligt dagbladet

FOTOS: JACOB FRIIS-HOLM NIELSEN

Grosserer L. F. Foghts Fond

med kimæren mellem en og en slangehale –fortvivlelse sine børn. Séon hovedfranske

3 Den tjekkiske kunstner Kupka bosatte sig i Paris i 1896. Værket indgår i en cyklus af ﬁre værker, hvis titel ”Stilhedens stemme” er hentet hos den russiske okkultist og mystiker Helena P. Blavatsky (1831-1891). Den sorte, monumentale afgud sidder på en trone med ansigtet og de hvide øjne vendt mod himlen. At motivet er skabt i sort-hvid, forstærker uhyggen.

1 Den russiskfødte autodidakte billedhugger Séraphin Soudbinine (18671944) havde levet et omtumlet liv, da han mødte Auguste Rodin i 1902 og dér blev sporet ind på billedhuggerkunsten. Skulpturen ”Mod lyset” er et hoved, der symbolsk har løsrevet sig fra kroppen og nu bevæger sig af sted på vinger. Sjælen løftes op.

Ned i underverdenen

Ordrupgaard viser en spændende fransk samling fra 1880 til 1914, hvor drømmen og det ubevidste var centrale, og kunstnerne ledte e er en sandhed hinsides det jordiske liv

anmeldelse

Lisbeth Bonde

kultur@k.dk

Det myldrer med kimærer, monstre, vampyrer, medusaer og Salome- gurer, der står med Johannes Døberens a uggede hoved på et fad. Der er slanger, løver og uhyggelige masker. Men også kyske prinsesser og blide nonner. Ordrupgaard nord for København er med andre ord for tiden hjemsøgt af et mareridtslignende gurgalleri, som i kra af kunstnernes virtuose fremstillinger brænder igennem og lagrer sig i bevidstheden. Lad det

være sagt straks: Udstillingen ”Drømmenes port. Symbolisme” er ikke for sarte sjæle, og mindreårige børn bør blive hjemme. Den kunstneriske bevægelse symbolismen, som udstillingens titel refererer til, opstod i Frankrig i sidste del af det 19. århundrede. De symbolistiske kunstnere ville om på den anden side af den genkendelige verden og stræbte e er en mere ideel virkelighed. De gjorde op med tidligere kunstretninger som realisme, naturalisme og impressionisme.

Symbolisterne gav i deres kunst udtryk for en lede ved den omsiggribende materialisme og den barske, uregulerede kapitalisme, som buldrede frem i slutningen af det 19. århundrede. De dyrkede naturen i opposition til de stærkt voksende, moderne byer og tog afstand fra industrialismen, som de mente forkrøblede menneskene. For at dæmme op for alt dette vendte de blikket indad og hentede kunstnerisk næring i drømme, fantasier og myter, ligesom de gerne lod sig inspirere af æl-

FOTOS: THOMAS HENNOCQUE

Udstillingen ”Drømmenes port. Symbolisme” er ikke for sarte sjæle, og mindreårige børn bør blive hjemme.

0 Den franske maler Alphonse Osbert (1857-1939) var en af de kunstnere i Rose+Croix-salonerne, som indfriede idealerne tydeligst.

Hans kunst er præget af mysticisme og spiritualitet, og ”Nattens mysterium”, som blev vist på Salonen i 1897, er ingen undtagelse fra dette. Maleriet er præget af den blå farve og udtrykker harmoni og sindsro.

dre kunst, især den italienske middelalderkunst, de britiske prærafaelitters kunst og esoteriske og teosofiske tanker.

Der optræder også mange dæmoniserede kvinder – eller femmes fatales – i værkerne, det vil sige kvinder, som udgjorde (og udgør!) en trussel mod mændene, fordi de med deres forførende væsen kan lede mændene i fordærv. Det var en tidstypisk reaktion på frigørelsen og den stærkere position, som kvinderne var ved at erobre i samfundet generelt omkring forrige århundredskifte.

To former for symbolisme

Den symbolistiske kunst udviklede sig ad to spor: et, som førtes an af maleren Paul Gauguin (18481903), og som man har kaldt syntetismen. Her formulerede han sammen med beslægtede kunstnere i 1880’erne et mere fladebetonet og symbolsk billedsprog. Ordrupgaards rige samling af fransk kunst omfatter hele 12 værker af Gauguin. Dem kan man vælge at opleve efter rundgangen på særudstillingen, hvis energien tillader det. Heroverfor er der et mere idealistisk spor. Det er dette spor, som er i fokus på Ordrupgaards seværdige udstilling med 63 værker udvalgt fra den 300 numre store samling, som den franske litterat og kunstsamler Lucile Audouy ejer. Værkerne strækker sig over perioden fra cirka 1880 til 1914, og til daglig befinder samlingen sig i hendes slot uden for Paris.

Der er papirarbejder, malerier og skulpturer, skabt af 36 kunstnere, hvoraf nogle er kendte navne – som franskmændene Odilon Redon (18401916), Gustave Moreau (1826-1898) og tjekken František Kupka (1871-1957) med flere. Men størstedelen af kunstnerne var for mig ukendte, før jeg oplevede dem på udstillingen. De fleste er franske, men også russiske, polske,

belgiske, tyske og kunstnere af andre nationaliteter, som boede i Paris, indgår i bevægelsen. Den toppede i årene 1892-1897 under de såkaldte Rose+Croix-saloner, som blev holdt hvert år i Paris. Det var en tværæstetisk bevægelse, som involverede mange forskellige kunstarter, herunder billed- og digtekunst, musik og også filosofi. En af komponisterne er Erik Satie (1866-1925), hvis klaverstykker man har mulighed for at lytte til i udstillingen.

Et andet vigtigt karakteristikum for bevægelsen er brugen af synæstesi, altså at sammenstille to forskellige sanser. Det ses især i digtekunsten, og udstillingen rummer også en del af symbolismens centrale udgivelser. Vi kender også begrebet herhjemme fra de danske symbolistiske digtere omkring tidsskriftet Taarnet, hvor det kendteste eksempel nok er Sophus Claussens (1865-1931) digt ”Ingeborg Stuckenberg”, som han skrev i 1904 efter hendes tragiske selvmord i New Zealand: ”Til dine Øjnes Aandemusik/i Skumringstimen vi lytted sørgmodig./Din tavse Mund stod smertelig modig/i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.”

Her smelter synssansen og høresansen sammen i første vers. Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) havde været bevægelsens muse og inspirator, og digtet er både et stykke sorgarbejde og en nærmest sfærisk hyldest til hende.

Mørke sale

Udstillingssalene på Ordrupgaard er malet i forskellige mere eller mindre mørkviolette, atmosfæreskabende farver for at betone det fantastiske og mystiske ved symbolismen.

Der er tre temaer, fordelt på de tre etager i den nye afdeling under terræn: ”Fortællinger & legender”, ”I underverdenen” – det er især dette tema, som ikke er for sarte sjæle – og ”Mystiske landska-

ber” med overjordiske naturskildringer. Udstillingstitlen ”Drømmenes port” er hentet hos den franske forfatter Marcel Schwobs (1867-1905) novellesamling med denne titel fra 1899. Han bliver ofte betragtet som forløber for surrealismen, som symbolismen oplagt også har en del til fælles med. Det gamle græske ord symbolòn betegner ifølge en af katalogets fire bidragydere, Jørn Boisen, en genstand, der er brudt i to, hvor de to dele passer perfekt sammen. Det gjorde det muligt for to budbringere at genkende hinanden, når de samlede delene. I symbolismen handler det tilsvarende om mødet mellem de materielle formers verden og ideernes evige verden. Symbolismen er derfor ikke kun en æstetisk eller kunstnerisk bevægelse, men også en eksistentiel og filosofisk, hvor kunsten tjente til at hele en stadig mere fragmentarisk og uoverskuelig omverden.

I løbet af det 20. århundrede blev bevægelsen fortrængt af de mange ”modernismer” – kubisme, ekspressionisme, dadaisme, futurisme, surrealisme, abstrakt kunst og så videre – men blev hentet frem igen som en betydningsfuld kunstnerisk strømning i 1980’erne, hvor interessen for mere esoteriske og åndelige anliggender i kunsten atter vakte interesse.

Og på en måde er udstillingen på Ordrupgaard –den destabiliserede verdensorden, krigene og klimakrisen taget i betragtning – en kærkommen lejlighed til at møde dæmonerne, men også en mulighed for at rejse væk på fantasiens vinger for en stund. J

5 stjerner

Drømmenes port. Symbolisme. Ordrupgaard. Charlottenlund. Til den 15. juni.

0 I et kystlandskab med stejle klipper ligger kimæren – denne hybrid mellem en smuk kvinde, en fugl og en løvekrop med slangehale –og skriger af fortvivlelse over at være forladt af sine tilbedere, idealitetens børn. Maleriet af Aléxandre Séon (1855-1917) er et af hovedværkerne i den franske symbolisme.

FOTO:

loso sk nyt, kunst. Og så bogen knivskarpe genHeinvigør. Hans nærer fanMen eksionen. GekirkeJ

3 Billedhugger og teolog Hein Heinsen (født i 1935) debuterede på den danske kunstscene i 1960’erne som en del af den minimalistiske bevægelse og var professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1980 til 1989.

FOTO: FINN FRANDSEN/ RITZAU SCANPIX for Kongelige periode forlosoffers gruppe af skulptører

kunstnersammenslutningen

hædersbevisninger, og Carl Carl-Nielsen

Hein Heinsen skaber ra neret og nytænkende kirkekunst

Bogen ”Billedhuggeren

Hein Heinsen” udfolder billedhuggeren og teologens komplekse og betagende kunst. Heinsens opmærksomhed er i dag rettet mod kristendommens problemstillinger anmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Hein Heinsen (født i 1935) er en af den moderne danske kunsthistories betydeligste billedhuggere. Den, som har oplevet hans dramatiske monument for Ansgar (2015) ved Ribe Domkirke, vil vide, hvad jeg mener. Som uddannet teolog og som en loso sk velskolet kunstner formår han at formidle komplekse problemstillinger i en original kunstnerisk udformning, så kunstværkerne fremstår i egen ret. De bedste af dem glemmer man aldrig. Han kan inddrage historiske referencer fra langt tilbage i tiden, som han sætter sammen i nye og spændende kombinationer med henblik på at skabe originale associationsmuligheder. I Ansgar-monumentet bruger han ældre stilepokers traditioner, som skaber overraskelser, når de mikses med et moderne

eller postmoderne formsprog. Det er eklekticisme, så det batter. Han anvender også organiske former, der optræder sammen med geometriske i hans værker.

150 af hans værker fra tiden e er årtusindski et, herunder mange, som be nder sig i byrummene som i kirkerne, beskrives i monogra en om Heinesens kunst, ”Billedhuggeren Hein Heinsen”. Den seneste monogra om hans kunst udkom i 1999 med en klartskuende tekst af Poul Erik Tøjner, der året e er tiltrådte som direktør for Louisiana. Der skulle altså gå et kvart århundrede, før en ny bog om Heinsens oeuvre blev realiseret. Den fortæller, hvad der siden er sket i hans kunst. Da han samlet set står bag et stort antal værker, deraf mange fra tiden e er årtusindski et – og der vil uden tvivl komme ere til trods for hans fremskredne alder – er den nye bog et helt uundværligt supplement til vores forståelse af denne store kunstners udvikling.

Bogen, der også har en værkfortegnelse og bibliogra , belyser ud fra forskellige forskeres synsvinkler Heinsens kunstneriske indsats og bringer en række tankevækkende – til tider vel tanketunge og teoretiske – tekster. Litteraten og oversætteren Peter Borum har som redaktør ha ansvaret for bogens udformning.

En pæl i tidens strøm Et gennemgående træk ved den kristne Heinsens kirkekunst er – med en af bo-

0 Døbefonten blev indviet i december 2019 og har motiv af Treenigheden. Om dette funktionelle værk har Hein Heinsen sagt: ”Treenigheden er udtryk for samspillet mellem det grundlæggende, handlingen, som vi kan tage stilling til, og ånden, der fører tankerne videre.”

FOTO: HEIN HEINSEN ARKIV

gens bidragydere, Else Marie Bukdahls, ord – hans optagethed af at dæmme op for it-samfundets rasende udvikling og uophørlige informationsstrøm. For Heinsen er skulpturen ”rummets forankring. Pælen i tidens strøm”. Den formår at frembringe ”særligt koncentrerede og fortættede steder”.

I sin kirkekunst anvender Heinsen andre greb end gurative, fordi han mener, at Kristus’ guddommelige væsen ikke kan visualiseres i en menneskeskikkelse fra vores verden. I stedet skaber han rafnerede og nytænkende værker, hvor han ”i hvert værk stiller brikkerne op på en ny måde ud fra den uro, der kommer fra det sublime”, som han selv siger. Det betyder ifølge Bukdahl, ”at man bliver rykket ud af informationsteknologiens stadig tættere strøm af ord og billeder og ind i stenens og skulpturens stofmættede verden”.

Bogen tegner et mangefacetteret billede af Heinsens kunst. Peter Borum beskriver i artiklen ”Ankre til virkeligheden” blandt andet, hvorledes Heinsen fra 1960’erne og frem har skabt kunst, der går i dialog med matematik, loso og idéhistorie. Carsten Juhl skriver i sin artikel, ”Plasticiteter”, om Heinsen som toneangivende professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1980-89 og om hans optagethed af billedhuggeren Astrid Noack (1888-1954), med hvem han deler en interesse i genoprettelsen.

5. – 7. SEP

CHEFDIRIGENT Adam Fischer | Malmö Operakör

SOLISTER Emöke Baráth, Gyula Rab, Miklós Sebestyén, Valdemar Wenzel Most & Jonathan Swensen

DKDM, Frb underholdningsorkester.dk

Politiken

Kristeligt Dagblad

0 Hein Heinsens Luther-dør indgik i første omgang som model i gruppeudstillingen ”Teser” (2017), der markerede 500-året for den lutherske reformation. Den blev støbt i bronze i 2019 og er installeret på egetræsdøren til Hørve Kirke i Odsherred.

... Hein Heinsen skaber raffineret ...

fortsat fra side 14

De mente – og mener – begge, at skulpturen er en måde, hvorpå man kan give landskaber og objekter mening og genoprette en balance i det moderne liv.

Bogen rummer også en samtale mellem teologerne Carsten Pallesen, Birgitte Kvist Poulsen og Hein Heinsen – og redaktøren Peter Borum. De diskuterer forholdet mellem den matematiske figur treellipsen og Treenigheden. Treellipsen eller den borromæiske knude hænger sammen, men når en af ringene brister, falder de symbolsk fra hinanden alle tre. Mikkel Bogh beskriver i sin artikel horisontens rolle i Heinsens værker og konstaterer blandt andet, at den er grænsen, også for menneskenes rovdrift på naturen.

”Meget tyder på, at vi i en rum tid fremover kommer til at samle os omkring frembringelsen af en verden, alle organismer kan eksistere i, og dermed også dannelsen af en horisont, vi endnu ikke kan se,” skriver Bogh. Den nye bog henvender sig ikke til en bred skare af læsere. Tværtimod er det

6 Hein Heinsen

Født 1935, præstesøn, vokset op på Mors.

1962 cand.theol., blev aldrig præst.

Dimitterede med en guldmedalje fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1964.

Underviste i 1970-1976 sammen med kollegerne Stig Brøgger (1941-1921) og Mogens Møller (1934-1921) på Arkitektskolen i København.

en bog til de indviede, da teksterne forudsætter et solidt teoretisk og filosofisk grundlag, men indholdet kaster nyt, kvalificeret lys på Heinsens kunst. Og så er det en lyst at gennemblade bogen med de fremragende og knivskarpe gengivelser på det matte papir. Hein Heinsen fylder 90 i år og er i fuldt vigør. Hans kunst inspirerer følelserne og nærer fantasien hos dem, der møder den. Men den sætter også gang i refleksionen. Generelt har han især givet nyt liv til kirkekunsten. J

5 stjerner

Peter Borum (red.): Billedhuggeren Hein Heinsen. 224 sider. llustreret. 350 kroner. Strandberg Publishing.

1980-1989 professor ved Skolen for Billedhuggerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. I den periode formidlede han de postmoderne filosoffers tanker og prægede en større gruppe af vilde malere og postmoderne skulptører fra 1980’erne.

Er medlem af kunstnersammenslutningen Den Frie.

Har modtaget mange hædersbevisninger, herunder Thorvaldsen Medaljen og Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legat. 14.03. 27.07.25 SORØ KUNSTMUSEUM

I 1974 dannede de Institut for Skalakunst, som står bag ”Fredens port” ved Fredens Bro i København og ”Frihedens port” ved Frihedens Station sydvest for København.

International Balletgalla

A Celebration of Dance

Tivolis Koncertsal 28.–30. august 2025

Et festprogram med solodansere fra NEW YORK CITY BALLET THE ROYAL BALLET LONDON HAMBURG BALLET DUTCH NATIONAL BALLET KAMMERBALLETTEN

Akkompagneret af TIVOLI COPENHAGEN PHIL

Køb billetter på Tivoli.dk

EN EVENTYRLIG BALLET BASERET PÅ H.C. ANDERSENS

TIVOLIS KONCERTSAL FRA 27. NOVEMBER 2025

KOREOGRAFI YURI POSSOKHOV SCENOGRAFI & KOSTUMER H. M. DRONNING MARGRETHE DRAMATURGI OG LIBRETTO CAMILLA HÜBBE MUSIK OH LAND

1 Den ukendte holstenske pige fremstår meget moderne i dag med sin blege hud og skrøbelige udstråling. Der er ingen tydelige spor efter Juels pensel. Går man tæt på maleriet, er der en mængde fine, små krakeleringer.

1 Juel malede dette selvportræt i 1767, som er blevet kendt som ”Det måbende”. I 1700-tallet var det på mode at pudre huden hvid, og Juels hudfarve afspejler tidens skønhedsidealer. Med arret over hans højre øjenbryn bryder realismen igennem.

Lysende portrætkunst på en dyster baggrund

Fascinerende udstilling på Kunstmuseum Brandts kaster et moderne blik på portrætmesteren Jens Juel, der malede på en dyster baggrund anmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

”Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet” er titlen på forfatteren Bjørn Rasmussens roman fra 2011. Huden er på mange måder vores visitkort. Man kan aflæse et menneskes sundhedstilstand på huden, som fylder cirka to kvadratmeter og vejer omkring 3,6 kilo. Det er ikke noget tilfælde, at dermatologien – læren om hud – blev udviklet i 1700-tallet. Der er ingen ridser endsige rynker i huden på portrætterne af de mange kongelige, adelige, embedsfolk og velbjærgede borgere, som Jens Juel (1745-1802) portrætterede, og som for tiden fylder Kunstmuseum Brandts sale i Odense. Tværtimod. De er skildret med den blødeste marcipanhud og med røde æblekinder under deres pudrede, gråhvide hår. I anden halvdel af det 18. århundrede ville alle, som

havde magt, indflydelse og penge, lade sig portrættere af Jens Juel. Et portræt kostede 80 rigsdaler, hvilket svarede til årslønnen for en udlært håndværker på det tidspunkt.

Jens Juel havde nærmest monopol på portrætmarkedet i en tid længe før selfies, mobiltelefoner og digitalkameraer. Hans værste konkurrent, den sublime svenske portrætmaler Carl Gustaf Pilo (1711-1793), var blevet udvist af Danmark i 1772, efter at den svenske konge og ærkefjende Gustav III havde slået ham til Vasaridder året før, hvilket ikke kunne gouteres herhjemme.

Jens Juels portrætter blev til i en tid, hvor den store franske encyklopædi på 28 bind udkom. Det handlede i høj grad om at få et mere vidensbaseret forhold til omverdenen i et opgør med overleverede forestillinger, anelser, tro og følelser. Men også den schweizisk-franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseaus (17121778) tanker om naturen som kilde til sandhed og harmoni var populære i perioden.

Mørke sandheder

”Under huden” er en tvetydig udstillingstitel. Ud over at folde Juels fascinerende oeuvre ud med disse sublime portrætter af datidens elite – og tro mig, Juel kunne male som få andre – løfter udstillingen sløret for nogle ”mørke sandheder” bag rigdommen, der var forudsætningen for Juels enorme succes, nemlig slavehandlen. Det klæder en udstilling med dansk kulturarv at ka-

ste nyt lys på gamle sandheder og bidrage til at nuancere vores forståelse af fortiden. I en af katalogets artikler leverer Mathias Danbolt, professor ved institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet, en analyse af portrættet af Adam Levin Søbøtker (1753-1823) fra 1792. Søbøtker sidder afslappet og selvbevidst med benene over kors i sine fineste klæder med kalvekrøs, atlaskbukser og et hvidt halsbind med sløjfe. Han var generalguvernør på øen Saint Croix i den dengang danske koloni Vestindien. Som plantageejer var han dybt involveret i udnyttelsen af slavegjort arbejdskraft.

Det gjaldt for mange af Jens Juels portrætter, at de blev bestilt af mænd og kvinder fra kongehus og nedefter i samfundsgraderne, og at de havde tjent formuer gennem det dansk-norske koloniale handelsimperium. Det omfattede kolonierne Trankebar, Frederiksnagore og Nicobarøerne i nutidens Indien samt Dansk Guinea eller Ghana, som det hedder i dag, Dansk Vestindien samt de nordatlantiske besiddelser i Grønland, Færøerne, Island og Sápmi eller Sameland.

Et vigtigt aspekt

”Maleriernes økonomiske bånd til – men visuelle adskillelse fra – undertrykkende og slaveribaseret arbejdskraft bliver […] sjældent diskuteret i den omfattende kunsthistoriske forskning om Juel,” skriver Danbolt. Det er et vigtigt aspekt, når vi taler om den floris-

1 Thomasine Gyllembourg (1773-1856), som Juel malede i 1790’erne, er bedårende med sit mørke, krøllede hår, sin elegante smalle hånd, sine let svulmende læber og sine tindrende brune øjne.

Ingen ved, hvor Jens

Juel stod politisk i sin samtid, da han hverken førte dagbog eller har efterladt sig breve.

sante periode i sidste halvdel af det 18. århundrede, hvor der var højkonjunktur, at få trekanthandlen og den slavegjorte arbejdskraft i plantagerne frem i lyset. Men denne dystre baggrund til trods skal man ikke snyde sig selv for Jens Juels fabelagtige, stoflige og levende portrætter, som også omfatter motiver som mennesker med dværgvækst og børn, som sidder på deres fædres eller mødres skød eller løber og leger. Mit yndlingsportræt er af forfatteren Thomasine Gyllembourg (1773-1856), som Juel malede i 1790’erne. Hun er bedårende med sit mørke, krøllede hår, sin elegante smalle hånd, sine let svulmende læber og sine tindrende brune øjne. Hun lagde grunden til dansk kvindelitteratur og forfægtede det synspunkt, at et ægteskab skulle bæres af kærlighed, ikke af pligt. Ingen ved, hvor Jens Juel stod politisk i sin samtid, da han hverken førte dagbog eller har efterladt sig breve. Men hans formidable billeder er både stor portrætkunst og en vigtig dokumentation af tidens mest indflydelsesrige og mere eller mindre moralsk anløbne personer, som han ofte malede i deres egne miljøer. J

5 stjerner

Jens Juel – under huden. Kunstmuseum Brandts, Odense. Til den 24. august 2025. Vises efterfølgende på Fuglsang Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum.

ANETTE ABRAHAMSSON FEMALE

Allan Otte maler

Den 46-årige billedkunstner Allan Otte maler dele af Danmark, vi ikke er vant til at se som kunstværker –og en ny side af dronning Margrethe. Her fortæller han om sin metode, og hvordan han fik skrællet de officielle lag af Dronningen interview

Thomas Conradsen conradsen@k.dk

Nogle påstår, at Allan Otte er i færd med et opgør. Men det afviser kunstmaleren selv.

Ifølge ham er sandheden blot, at han vælger motiver, de færreste har haft lyst til at male, og at det derfor er lykkedes ham at finde sin egen niche inden for malerkunsten, hvor han frit kan boltre sig. For landsskabsmaleren, der er opvokset på en gård nær Aars i Nordjylland, er formentlig den eneste, der afbilder traktorer, mejetærskere, kælvende køer, gylletanke, Arla-lastbiler på motorvejen, en bunke af døde grise, broer af jern og beton, der skærer gennem Danmarks landskaber, og en aldrende gård, hvor stal-

dene er ved at blive revet ned af nutidige maskiner.

Af de grunde får kunstneren med de snorlige penselstrøg og den – på afstand – fotorealistiske stil skudt i skoene, at han må være i gang med et større opgør mod det moderne landbrug. At han kritiserer det land, Danmark har udviklet sig til.

”Hvis mine malerier indeholder en kritik, så er det snarere en kritik af den slags automatreaktioner. Der er intet opgør. I stedet zoomer jeg ind på verden, som den er. Hvis jeg laver et tidssvarende billede af en ko indenfor i en stald, så handler det ikke om, at jeg kritiserer landbruget, men om, at det er billeder, vi mangler at se inden for kunstens verden,” siger Allan Otte.

Når man kører ind ad hans indkørsel i flækken Glim – nær Lejre, sydvest for Roskilde – kan man nemt gøre sig skyldig i endnu en automatreaktion. Nemlig tanken om, at det hyggelige hus med udsigt over marker og plads til et rummeligt atelier må være drømmen for en landskabsmaler som Allan Otte, der så ofte vælger landbruget og de øde landeveje som motiv.

Ej heller dette holder stik.

Han elskede at bo på Frederiksberg i København, fortæller han på den nordjyske dialekt, han aldrig har lagt bag sig. Til gengæld havde hans hustru – antropologen Janne – og de to døtre en drøm

om at flytte på landet, og for tre år siden lod han sig overtale. Allan Otte er dog atter begyndt at nyde tilværelsen uden for stenbroen. Ikke mindst sammen med den tennisboldgnaskende hund Pelle, der er hans tro følgesvend i dagtimerne, hvor pigerne er i skole og hustruen på arbejde.

Selve atelieret er rummeligt og overraskende pletfrit.

”Jeg havde besøg af Anders Lund Madsen på et tidspunkt. Han sagde, at mit atelier ligner et privathospital,” siger Allan Otte og forklarer, at hans påføring af maling på lærrederne er meget kontrolleret, meget systematisk. Faktisk bruger han en lang lineal, når han laver sine lige horisontale eller vertikale striber, der er ét af hans særkender.

”Hvis du virkelig ser efter, så spilder jeg altså lidt på gulvet,” siger han og peger mod nogle enkelte pletter.

”Men jeg trives ikke godt i meget rod. Det må jeg bare sige.”

På den ene endevæg hænger et maleri fra 1904 i primært brunlige nuancer af en grusgrav. Det er skabt af et af Ottes store forbilleder og en primær inspirationskilde, L.A. Ring (1854-1933). På den anden væg hænger det maleri, han er i gang med netop nu. Motivet er fra lokalområdet ved Lejre og viser det sted, hvor kong Skjold ifølge sagnet kom flydende i en snekke – en middelalderlig båd – inden han voksede op og blev helt og for-

fader til den første danske kongeslægt. Et sagn, der blandt andet er beskrevet i digtform af N.F.S. Grundtvig og Johannes V. Jensen.

”Man kalder stedet for Danmarks vugge. Og så synes jeg, det var spændende at male stedet nu, når der går en motorvejsbro henover,” fortæller maleren.

Væk med den stive højtidelighed

Allan Ottes særlige blik for Danmark og evne til at finde små visuelle skatte i vores landskaber tiltrak sidste år en royal kunde, der – i modsætningen til kong Skjold – er særdeles ægte. Dronning Margrethe ønskede at få lavet et portræt til et af sine yndlingsværelser på Gråsten Slot, hendes sommerresidens. Maleriet blev færdigt sidste år og pryder omslaget af Peter Michael Hornungs bog ”En dronnings portrætter”. (Se side 24) Og indtil den 15. juni kan portrættet ses på udstillingen ”Nål & tråd – håndarbejde i kunsten”, der vises på Sorø Kunstmuseum.

Allan Otte glæder sig over alle de reaktioner på maleriet, der afbilder dronning Margrethe i et privat øjeblik, hvor hun er opslugt af at brodere.

”Først og fremmest er Dronningen glad for det. Hun føler sig virkelig set og forstået. Og så synes hun, det er et morsomt og anderledes portræt af hende, hvilket også var meningen. Jeg har været superglad for at kunne få lov at male

1 ”Nedbrydning”. 150 x 450 cm. akryl på plade. I 2019 malede Allan Otte dette billede, hvor hans fødegård delvist bliver revet ned. Det er hans far, der står i midten af maleriet.

Danmark, som det er

0 ”Dronning Margrethe”. 2023-2024. 110,6 x 90,5 cm. Akryl på plade.

den private dronning Margrethe frem for majestæten dronning Margrethe.”

Det passede Allan Otte perfekt, at han kunne omgå den stive højtidelighed, der ofte kendetegner officielle portrætter.

”Jeg har fået lov til at zoome ind på selve mennesket, jeg viser dronning Margrethe, som hun er, når hun er sig selv. Der er noget vildt sympatisk og fint ved, at det, hun har brug for, når hun alene, ikke er alle mulige mærkelige, store, eksotiske ting. Men bare helt ydmygt at sidde i fred og brodere.

” Først og fremmest er Dronningen glad for det. Hun føler sig virkelig set og forstået.

ALLAN OTTE, BILLEDKUNSTNER

Jeg har forsøgt at male et billede af hende, hvor hun slet ikke virker klar over, at der er nogen, der kigger på hende – hvilket jo er paradoksalt, fordi det er lige præcis det, vi gør. Men det skal udstråle, at hun er i sit eget rum, at der er fred og ro, at ingen har hendes opmærksomhed i netop dét øjeblik,” siger Allan Otte.

Da han besøgte hende første gang på Gråsten Slot i sommeren 2023, tænkte han, at motivet skulle være Dronningen udenfor. For han vidste, at slotshaven har en særlig betydning for hende. Et eller andet sted ville det jo give god mening for en landskabsmaler med et udendørs motiv, understreger han.

”Men da jeg begyndte at forberede dét billede, kunne jeg ikke se, hvad pokker hun skulle lave derude? Så bliver det nemt bare sådan et billede, hvor hun sidder og glor ud i luften.”

Allan Otte tog adskillige fotografier af hende ude i haven, men billederne bar netop præg af en passiv kvinde, placeret i smukke omgivelser.

”Da jeg delte mine overvejelser med hende, sagde hun: ’Nej, jeg sidder aldrig og glor.’ Dér vidste jeg, at hun skulle foretage sig noget kreativt, for det er mit indtryk, at hun er myreflittig. Og selv når hun har mulighed for at holde fri og slappe af, så vil hun alligevel altid foretage sig noget. Såsom at læse eller brodere.”

Sådan maler Allan Otte

Dronning Margrethe har selv i en nytårstale understreget vigtigheden af, at mennesket foretager sig noget unyttigt. Det forstår Allan Otte som noget, der er til glæde for en selv, og ikke noget, hvor man skal måles på resultater eller præstationer.

”Det er der noget skønt ved. Det er noget, jeg selv kan relatere til. Glæden ved at have et redskab i hænderne, der ikke er den forbandede telefon, som så mange af os er slaver af,” siger han.

fortsætter side 22

... Allan Otte maler Danmark, som det er

fortsat fra side 21

Dronning Margrethe var særdeles optaget af hans metode, og hun besøgte ham to gange i atelieret i Glim for at følge med i det kreative arbejde. Det var ikke, fordi hun skulle sidde model, for Allan Otte arbejder udelukkende ud fra fotografier, som han tager i rigelige mængder, inden malerarbejdet begynder.

”Hun ønskede simpelthen at forstå, hvordan jeg gør. Min tilgang til stoffet, men også helt konkret, hvordan jeg maler.”

Som nævnt skaber Allan Otte først sit motiv af digitale fotografier. Men der findes ikke ét billede, der ligner det, der er blevet malet. Det er i stedet et væld af fotos, han har sat sammen. Herefter tegner han en uhyre præcis skitse på lærredet af sin digitale collage, hvorefter han maler alle de individuelle felter. Inden penslen rører lærredet, har han afdækket de felter, der ikke skal males af netop denne farve, med malertape. Han arbejder langsomt, koncentreret, men præcist. Ofte med lineal. Det var en metode, han udviklede, da han gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi for 20 år siden.

”Der viste sig at være et slægtskab med hendes måde at brodere på og min måde at male på. For hun er i gang med at udfylde et hvidt klæde, og når det sidste korssting er sat, så er broderiet færdigt. Det er det samme med den mosaikstruktur, jeg har på lærredet.”

Metoden er omstændelig, men samtidig frigørende for landskabsmaleren.

”Jeg bygger ikke mine malerier op i mange lag maling, hvor jeg ender med at skulle stå og lytte til min elendige intuition, der skal fortælle mig, at ’nu er det færdigt’. Når sidste felt i mosaikken er malet og udfyldt, så er det slut. Jeg bestræber mig på altid på at klare det hele i første forsøg. Og det lykkedes også denne gang,” siger Allan Otte.

Han tier et øjeblik, mens han kigger på et print af maleriet, der ligger imellem os.

”Jeg havde da håbet på, at jeg kunne hæve mig op til at lave et portræt over middel, men folk fortæller mig igen og igen, at de synes, det er det bedste, der er nogensinde lavet af hende.”

Det var en sjov og hyggelig oplevelse at være vært for Dronningen i privaten, fortæller han så. Hustruen og døtrene på 11 og 13 år var hjemme. Naturligvis. De skulle ”ligesom ikke misse chancen for at have en dronning på besøg”, siger han. ”Man kunne tydeligt mærke, at kunst

0 Allan Otte, her med hunden Pelle, har formået at finde en helt unik malestil, som han har holdt fast i gennem 20 år.

FOTO: LEIF TUXEN

optager hende, og det skabte en afslappet atmosfære, at vi kunne tale om for eksempel L.A. Ring, som hun også er begejstret for. Jeg har det ligesom hende, tror jeg. Jeg har også svært ved bare at sniksnakke om løst og fast.”

Han håber, at beskuerne, der når at se maleriet, mens det er tilgængeligt for offentligheden, fornemmer dets private, afslappede stemning. Den lette, farvestrålende sommerkjole, hun har på. Den store ring om fingeren, der er gledet ud af position, fordi hun er så optaget af at brodere. Det store glas æblejuice ved hendes side, som Dronningen selv synes ligner en ”kæmpe sjus”. Broderisaksen, der hænger om armen på hende, så hun altid ved, hvor den er.

”Det med ringen synes jeg selv er en lille sjov detalje. Fordi den fortæller noget vigtigt om situationen, hun sidder i: at man ikke kan holde fuldstændigt på formerne, når man sidder og passer sig selv og er opslugt af sit kreative arbejde.”

Når det kommer hjem fra udstillingen, skal portrættet hænge i Havesalen i Gråsten Slot, som også er selve rummet, hun er afbildet i. Allan Otte bad forud for arbejdet en sønderjysk maler om at måle farven på væggen i rummet og sende en RAL-kode, så han kunne ramme

samme nuance på lærredet. På den måde bliver portrættet ét med rummet.

”Jeg har malet det sådan, at man ville kunne stå og kigge på maleriet, og så sige, at ’det er jo derovre, lige til venstre for, hvor maleriet hænger, at hun sidder, når hun er her’,” siger Allan Otte, inden han tilføjer: ”Maleriet vil også gøre hende nærværende i rummet, når hun en dag – lad det ske sent – ikke er her længere.” J

6 Allan Otte

Er født i 1978 og uddannet på Kunstakademiet i København med afgang i 2007.

Er vokset op nær Aars i Nordjylland, men bor nu med sin familie nær Lejre ved Roskilde.

Allan Ottes værker kan indtil den 18. maj opleves sammen med værker af Ulrik Møller på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Hans nye portræt af dronning Margrethe kan indtil den 15. juni ses på Sorø Kunstmuseum.

0 ”Ubegrundet optimisme”. (Helvigmaglevej). 2024. 63, 2 x 158, 1 cm. akryl på plade.

1 ”Ny begyndelse”. 122 x 250 cm. akryl på plade. 2010.

En retrospektiv udstilling med værker af

17. januar28. september 2025

Carl-Henning Pedersen

Kunstens dronning

Den glimrende bog ”En dronnings portrætter” viser et udvalg af ”de bedste” portrætter af dronning Margrethe II.

boganmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Det er en interessant bog med fremragende gengivelser, og selvom informationsniveauet er højt, er det en bog, som kan læses af alle. Her samles og analyseres en vifte af højst forskelligartede portrætter af den nyligt abdicerede dronning Margrethe II.

Portrætterne står ikke alene, men bliver sekunderet af eksempler på ældre portrætter, hvilket dels giver os indsigt i dronningeportrættet som en særlig historisk genre, dels gør det muligt at opleve den frisættelse af den kongelige portrætkunst, som vi oplever i dag: Kunstnerne kan i langt højere grad end tidligere gå personligt til opgaven og væ-

re sig selv og deres kunstneriske sprog og temperament tro. Tidligere var kunstneren altid underordnet den kongelige person, som han (det var kun mandlige kunstnere dengang) skulle skildre idealiseret og majestætisk med henblik på at skabe beundring og underdanighed i befolkningen. Vi må huske, at hvad enten kunstneren malede den kongelige person som brystbillede, knæstykke eller i helfigur, så vidste den almindelige befolkning før i tiden ikke, hvordan de kongelige så ud i virkeligheden. I dag forholder det sig ganske anderledes, hvor vi både i de trykte og elektroniske medier møder de kongelige igen og igen. Det betyder, at vi straks kan anerkende portrætligheden eller det modsatte, når vi oplever portrættet i virkeligheden eller gengivet i medierne. På grund af dronning Margrethes helt særlige interesse for kunst i sin egenskab af udøvende kunstner respekterer hun altid portrætmalernes kunstneriske frihed. Ja, hun interesserer sig meget for deres arbejde, hvilket er en af grundene til, at antallet af portrætter af dronning Margrethe er større end af nogen anden regent. Alt dette og meget

På grund af dronning

Margrethes helt særlige interesse for kunst i sin egenskab af udøvende kunstner respekterer hun altid portrætmalernes kunstneriske frihed.

mere kan vi læse om i bogen, som Politikens forhenværende kunstredaktør Peter Michael Hornung har skrevet. Han inddrager også de tre dronningeportrætter, som hans egen far, maleren Preben Hornung (1919-1989), skabte i henholdsvis 1981, 1983 og 1985, hvoraf sidstnævnte er det mest kendte, fordi det hænger på Frederiksborg Slot. Her er Dronningen iklædt en blå aftenkjole i silke med store pufærmer. Hendes hoved er forbløffende lille i forhold til den lange krop. Hornung har her lånt stiltræk fra manierismen, som forrykkede

2 Lars Physant (født i 1957) har malet portrættet ”Allegori over skabelse. Decoupage og portrætmaleri”, 2015-2016.

proportionsforholdene på menneskekroppen, så den bliver længere og dermed mere elegant. Portrættet er malet helt fladt, som var der tale om et spillekort. Dermed viser kunstneren, at det er et malet portræt i to dimensioner – uden dybdeillusion. Det er et frapperende maleri, hvor Hornung er sig selv tro som kunstner. Lad mig her tilføje, at ved at forstørre kroppen, kjolen og det blå silkebånd med Elefantordenen betoner kunstneren majestæten og dronningerollen og underspiller privatpersonen.

Dronningen pixeleret

Mesterligt er også bogens nyeste maleri af Allan Otte (født i 1978), bogens yngste kunstner, som blev håndplukket til opgaven af dronning Margrethe selv. Det er et uofficielt portræt til Gråsten Slot, hvor Dronningen sidder og broderer med et bredt, citrongult, skinnende lakbælte om livet som blikfang. Det er et intimt portræt, som ligger meget langt fra de officielle portrætter, vi kender, og det er malet i Ottes karakteristiske pixelerede stil.

FOTO: RAMÓN SERRANO

1 Af Bjørn Nørgaards berømte 17 gobeliner skildrer ”Nutiden” dronning Margrethe og prins Henrik i en bibelsk fortællekontekst og med et middelalderligt formsprog. Gobelinerne blev indviet i 1996 og hænger på Christiansborg Slot. FOTO: ADAM RZEPKA, HOFMARSKALLATET

... Kunstens dronning

fortsat fra side 24

Her ser Dronningen indad i en kontemplativ dvælen, altimens hun broderer på et nyt stort arbejde. Man forstår glimrende, hvorfor portrættet er valgt som forsidebillede. Det blev bestilt, mens dronning Margrethe endnu var regent, og malet færdigt efter hendes abdikation. Bogen er en lystvandring gennem et meget varieret felt af kunstneriske fortolkninger og medier, idet også officielle fotografiske dronningeportrætter af både Rigmor Mydtskov (1925-2010) og Per Morten Abrahamsen (født i 1957) er medtaget. Et af spørgsmålene, som diskuteres, er, hvordan fotografiet har lånt virkemidler hos maleriet, men også, hvordan maleriet låner fra fotografiet. Her er nyrealisten Nils Strøbeks (født 1944) fem meget detaljerige portrætter fra det af en helt ung dronning i 1975 frem til det seneste portræt fra 2020 også mesterlige. De afslører en kunstner, som er sig selv tro, idet han midt under modernismens blomstringstid valgte at ”abonnere” på renæssancen og det hollandske genremaleris kunstneriske virkemidler i sin iscenesættelse af Dronningen og de ting, der omgiver og optager hende. Som en intelligent iagttager af virkelighedens fysiske fremtrædelse forvandler han motiverne til noget tredje og meget større.

Anerkendelse som kunstner

Der er tale om 30 forskellige portrætter, herunder Michael Kviums (født i 1955) let groteske portræt af dronning Margrethe i helfigur. Hun står frit ude i naturen, men i fuldt officielt dronningeskrud. I hænderne holder hun en skitse, som hun selv har malet. Kvium har ikke lagt fingrene imellem, når det gælder Dronningens alder – her er hun 80 år. Men han har ”smidt” nogle

pensler med farver i mårhårene i græsset bag hende med allusion til hendes kunstneriske virke. Hermed anerkender en fremragende maler (Kvium) Dronningen som sin kollega.

Der er mange andre fine portrætter af Lars Physant (født i 1957), Thomas Kluge (født i 1969), kommunisten Victor Brockdorff (1911-1992) og Pia Schutzmann (født 1940) samt Bjørn Nørgaards gobeliner til Riddersalen på Christiansborg og mange andre. Også Franciska Clausens (18991986) douce og følsomme portræt af den unge dronning fra 1977 gør indtryk på denne signatur.

I forordet tager Peter Michael Hornung det fulde ansvar for valget af de 30 dronningeportrætter ud af et meget større antal: ”Skulle læseren […] savne ét eller flere af de portrætter, der også er skabt af dronning Margrethe, er ansvaret forfatterens alene.” Jeg savner en stemme fra rigsfællesskabet, nemlig den færøske multimediekunstner Edward Fugløs (født i 1965) portræt af Dronningen fra 2012. Det var det færøske lagting og landsstyres officielle gave til dronning Margrethes 40-årsjubilæum som regent. Det forestiller Dronningen som en galionsfigur, malet som silhuet i bladguld. Hun stævner ud fra Færøernes kyst omgivet af 18 forskellige fugle og dyr, der lever på de 18 øer, som Færøerne består af. J

5 stjerner

Peter Michael Hornung: ”En dronnings portrætter”. 204 sider. 350 kroner. Strandberg Publishing.

INSTRUKTØR

REVY INKL. MIDDAG OG OVERNATNING PÅ VISSENBJERG STORKRO

FRA 1.495,-

pr. person i dobbeltværelse

OPHOLDET INDEHOLDER

• Bus fra Vissenbjerg Storkro til revyteltet på Engen i Fruens Bøge

• Velkomstdrink

• Billet til Odense Sommerrevy kategori A

• En forfriskning i pausen

• Bus retur til Vissenbjerg Storkro

• Dagens 2-retters menu serveret fra buffet

• Overnatning i delt dobbeltværelse

• Stort dansk morgenbord

BEGRÆNSET ANTAL PLADSER!

Bestil på info@vissenbjergstorkro.dk eller tlf. 6447 3880 (kan ikke bestilles online)

Tillæg for enkeltværelse 300,Opgradering til comfortværelse på 1. sal 150,Opgradering til comfortværelse med egen terrasse 200,-

AFTENFORESTILLING

FREDAGE KL. 20.00

- NATMAD PÅ HOTELLET

Fredage 9. maj (Premiere), 16. maj, 23. maj, 30. maj samt 6. og 13. juni 2025

Lørdag den 17. maj 2025

EFTERMIDDAGSFORESTILLING

KL. 15.00

- MUSIK OG DANS PÅ HOTELLET

UDSOLGT UDSOLGT FÅ PLADSER

Lørdage 10. maj, 24. maj, 31. maj samt 7. og 14. juni 2025

Torsdag den 29. maj 2025

Søndersøvej 30 · 5492 Vissenbjerg · Tlf. 6447 3880 info@vissenbjergstorkro.dk · www.vissenbjergstorkro.dk

Seværdig udstilling om ukendt skagens-

Skagensmaleren Viggo Johansens intime skildringer af hjemmet og af kunstnervennerne står stærkest på højst seværdig udstilling i Den Hirschsprungske Samling i København anmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk Forbløffende få kender i dag til Viggo Johansen (1851-1935), selvom han som en af Skagensmalerne var både kendt og anerkendt i sin samtid – han fik et væld af ordener, medaljer og udmærkelser og var blandt andet kommandør af Dannebrogordenen og ridder af den franske æreslegion. Og da han blev gift med Anna Anchers kusine Martha, hvis søster Henriette blev gift med Karl Madsen (maleren, kunsthistorikeren og senere direktør for SMK), kom han i familie med både Ancher og Madsen – to af periodens mest fremtrædende kunstnerpersonligheder.

Den Hirschsprungske Samling sætter med udstillingen ”Hos mig” fokus på Viggo Johansen, hvis mest kendte maleri nok er ”Glade jul” fra 1891, hvor hustruen og parrets seks børn danser rundt om et højt juletræ, hvorfra et

stort antal stearinlys udsender deres lysende strålekrans.

Ifølge Camilla Klitgaard Laursen, museumsinspektør ved Den Hirschsprungske Samling, blev juletræet stående i Johansens stue helt indtil foråret, fordi han arbejdede videre på maleriet, og undervejs måtte der bringes friske grangrene, som skulle monteres på det visnende træ, ligesom både børnene og hustruen måtte agere statister igen og igen, til det hang dem ud af halsen.

Gengav virkeligheden til perfektion Johansen var ligesom sine samtidige meget optaget af at male lys og gjorde brug af en synsbaseret malerisk metode, men i modsætning til de inkarnerede impressionister, som opløser motiverne i små penselstrøg, er Johansen mere optaget af at gengive virkeligheden til perfektion – men når man går helt tæt på, ser man ham opløse motiverne noget. Det gælder i særlig grad det mesterlige, lille stilleben-maleri ”Krabbe på et tinfad” fra 1884. Udstillingen er organiseret tematisk, ikke kronologisk, hvilket giver et bedre indblik i Johansens motivkredse. Desværre har Den Hirschsprungske Samling valgt at markere overgangene fra tema til tema ved hjælp af nogle koboltblå dørrammer, som de besøgende er ved at snuble i under rundgangen, og som virker effektjagende. Hertil kommer indførelsen af nogle moderne, blege gulvtæpper. De er angiveligt med for at understrege de intime motiver på væggene, men ser man nøje ef-

FOTOS: DEN HIRSCHSPRUNGSKE SAMLING

ter i malerierne, var der kun persiske tæpper i Johansens hjem.

Johansen står på skuldrene både af impressionisterne – især når han maler sine fremragende oplyste a enscener – og af realisterne/ naturalisterne, fordi hans virkelighedsskildringer som nævnt virker nærmest fotogra sk korrekte. Han anvendte da også undertiden egne fotogra er som forlæg i lighed med kollegerne P.S. Krøyer (1851-1909) og Vilhelm Hammershøi (1864-1916).

Man bemærker også, at han, når han skildrer familiens intime liv, selv er fraværende i disse scener, selvom han angiveligt altid tog aktivt del i familielivet på trods af de rigide kønsroller

dengang. Man kan sige, at han optræder indirekte i disse intimscener, for dels skildrer han dem på meget tæt hold, dels vidner skildringerne om et dybt kendskab til alle hjemmets rutiner med børnene. Han var åbenlyst en aktiv fader gur, som mange moderne fædre vil kunne identi cere sig med, og det gør, at hans motiver taler direkte ind i vores tid.

I skyggen af de kendte

Som skagensmaler stod han i skyggen af de langt mere kendte kunstnere P.S. Krøyer, Anna

Ancher (1859-1935) og Michael Ancher(1849-1927), der dyrkede spektakulære motiver fra Skagen med skerne og det barske

liv på havet. Desuden kom han ikke på Skagen i 13 år som følge af nogle uoverensstemmelser med Krøyer-parret. At han er blevet mindre kendt som skagensmaler end de nævnte kolleger, skyldes også, at han malede mere udramatiske og oversete motiver fra udkanten af Skagen og inde i landet.

I mange år fandt han landskabelige motiver omkring Dragør, som han også havde nemmere tilgang til, i og med at han var bosiddende i København og skulle passe sit arbejde på Kunstakademiet. Her virkede han både som professor i malerkunst og som direktør, selvom han e er tre fejlslagne forsøg i sin tid aldrig selv havde fået afgang derfra.

2 Billede til venstre:

Viggo Johansens malerier vidner om om et dybt kendskab til hjemmets rutiner med hustruen og børnene, selvom han er fraværende i de scener, han skildrer, som her i ”Børn, der maler forårsblomster” (1894).

2 Billede til højre: I denne scene fra 1885 får vi et intimt kig ind i det allerhelligste: soveværelset. Den lille dreng med bar numse ligger i forældrenes ægteseng, hvor han selv engang blev undfanget. Johansen-parret ﬁk seks børn i løbet af kun syv år, så de havde hænderne fulde, men i modsætning til mange andre familier, hvor hustruen havde hele ansvaret for børneﬂokken, var Viggo Johansen en meget nærværende far og medhjælper. Værket udløste en vis forargelse i samtiden. En barnenumse blev dengang opfattet som en ”unævnelig kropsdel”.

2 Billede til venstre: Det monumentale gruppeportræt fra 1903, som er malet i Johansenparrets hjem i København, understreger det tætte venskab med nogle af de mest indﬂydelsesrige personer i det skandinaviske kunstliv. Bemærk lysets rafﬁnerede spil på personer og objekter fra stearinlysene og petroleumslampen. Det er mesterligt udført.

2 Billede til højre: Det tog Viggo Johansen ﬂere måneder at male det ikoniske ”Glade jul” i 1891, så juletræet blev stående i familiens stue frem til foråret.

Viggo Johansens mange skildringer af middagsselskaber i hjemmet vidner om, at han var på venskabelig fod med de fremmeste kunstnere i sin samtid, blandt andre Sveriges konges yngste søn, prins Eugen, som var en strålende maler. Han sluttede sig selv til ere kunstnerkolonier, herunder på Fyn og i Hornbæk, og også til den, som hans e erhånden gode ven prins Eugen også frekventerede i Tyresö syd for Stockholm.

... Seværdig udstilling om ukendt skagensmaler

fortsat fra side 29

Med sine nye genremalerier af livet inden for hjemmets fire vægge bidrog Johansen på sin helt egen måde til det moderne gennembrud. Mange af hans billeder fra hjemmet blev i hans bornerte samtid betragtet som alt for intime og direkte. Hans gruppeportrætter af middagsselskaber, som skildres levende og med dirrende og levende lyseffekter fra stearinlys og petroleumslamper, er helt uden sidestykke. Især på grund af hans mesterlige måde at skildre lyset på – går man tæt på malerierne, kan man se, at flammerne er malet pastost, næsten reliefagtigt op med et tykt lag maling i hvide, gule og orange nuancer.

Viggo Johansen blev medlem af Den Hirschsprungske Samlings bestyrelse i 1911 og var da allerede selv repræsenteret i samlingen. Man må formode, at han har færdedes meget i de selvsamme sale, som for tiden er fyldt med hans egen kunst. Det ville givetvis have frydet ham i lige så høj grad, som det fryder os, der nu har det privilegium at lære hans ypperlige kunst bedre at kende. J

5 stjerner

Hos mig – skagensmaleren Viggo Johansen. Den Hirschsprungske Samling, København. Til den 25. maj. Derefter vises udstillingen på Ribe Kunstmuseum fra den 7. juni til den 21. september og på Skagens Museum fra den 11. oktober til den 6. april 2026.

1 ”Viggo Johansen var optaget af at gengive virkeligheden til perfektion, som her i hans ”Krabbe på et tinfad” fra 1884. Men går man helt tæt på motivet, opløses det dog noget.

12. APR. - 31. MAJ 2025

KVINDE KEND DIN HISTORIE

FRIT EFTER GRY JEXENS BOG AF SAMME NAVN

En forestilling med fokus på stærke danske kvinder der gennem de seneste 500 år har gjort en kæmpe forskel, men aldrig fundet vej til historiebøgerne.

ODENSETEATER.DK

FOTO: DEN HIRSCHSPRUNGSKE SAMLING

POLITIKEN

KRISTELIGT DAGBLAD

KULTURINFORMATIO N

KULTURKUPEEN

6.3–10.8 2025

Kunstnerkolonien

Mød værkerne

Forlænget til 15.6 2025

med farkontrastrige følt maler han forbindelsen til maleren samler på gurative ikonkataloget. Han ortodokst trodet giver os for formidlet kendte Louisiaover traditioudstil(1885amerikanske Klint gruppeudstiltyske inden sagligekspressionismen. uomgængelig for alJ

Meditationer over et ansigt

Repetition, variation og meditation er kodeordene hos den russisk-tyske maler Alexej Jawlensky, der udstilles på Louisiana

anmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Den russiskfødte maler Alexej Jawlensky (1864-1941), der til den 1. juni kan opleves på en stor udstilling på Louisiana i Humlebæk, oplevede som dreng den sorte Madonna-ikon i Czestochowa i Polen sammen med sin mor. Fra da af var hans skæbne beseglet. Selvom han tilbragte størstedelen af sit voksne liv i Tyskland og Schweiz og dér havde meldt sig under den vestlige avantgardekunsts faner i de frugtbare, eksperimenterende år i begyndelsen af det 20. århundrede, forblev han russisk i sit indre.

”Jeg er russiskfødt. Som sådan lå gammel russisk kunst, russiske ikoner, byzantinsk kunst, mosaikkerne fra Ravenna, Venedig og Rom og den romerske kunst altid mit hjerte og min sjæl nær. Al denne kunst skabte en hellig vibration i min sjæl, for de talte til mig i et dybt, spirituelt sprog. Det var denne kunst, der gav mig min tradition,” skrev han hen mod slutningen af sit liv.

Som spirituelt søgende kunstner med det ene ben i det russisk-ortodokse ikonmaleri og det andet i den moderne, abstrakte avantgardekunst blev ansigtet hans foretrukne motiv. I begyndelsen havde ansigtet åbne øjne, men e erhånden malede han det med lukkede –indadvendte i kontemplation eller bøn.

Der er ere ansigter af Frelseren – med eller uden torne. Det er lyse, smukke og rene ansigter. Men e erhånden undergår motivet en række forvandlinger, indtil det i den sidste fase næsten forsvinder i mørke og abstraktion.

Dette radikale senværk står i centrum på

0 Jawlensky var optaget af afrikansk maskekunst. ”Pigehoved” fra 1918 er også inspireret af den tyske ekspressionisme og den franske fauvisme.

1 Jawlenskys motiver bliver stadig mere abstrakte og ﬂade. Ansigtet er frontalt og skildret helt tæt på. Her ses ”Abstrakt hoved: mysterium” fra 1925.

0 Mod slutningen af sit liv lider Jawlensky af alvorlig leddegigt, og hans ansigter bliver til sidst reduceret til rytmiske sorte gitre, udfyldt af stærke farvefelter.

1 Jawlensky bad og mediterede altid, før han påbegyndte arbejdet. Han behøvede i de sidste år ikke at skabe billeder med nogen fysisk henvisning til verden.

2 ”Jeg vidste, at jeg måtte male ikke dét, jeg så, men dét, der var inden i mig, i min sjæl,” skrev maleren Alexej Jawlensky.

Louisianas udstilling, hvor mere end 60 værker fra store museer og privatsamlinger i Europa præsenteres. Disse ansigter er den allerstørste kunst, skønt formaterne er små, og de er malet på papir. Det er som maggiterninger eller små kammerstykker, som med hver sin tone tilsammen danner en monumental, men tavs, symfoni, der er en uafrystelig, på én gang stor visuel og dybt spirituel oplevelse. Jawlensky blev løjtnant i det russiske militær, men sideløbende k han lov til at uddan-

ne sig på kunstakademiet i Sankt Petersborg. Her mødte han den velhavende maler Marianne von Were in, som blev hans mæcen og mangeårige livsledsagerske. I 1896 yttede de til München sammen med hendes stuepige Helene, som Jawlensky k sønnen, og senere maleren, Andreas (1902-1984) med. Jawlensky og Helene blev senere gi , og forholdet til Were in blegnede e erhånden.

fortsætter side 34

FOTO: ALBUM/RITZAU SCANPIX

6/4-26/10

Bente Skjøttgaard Natur og Glasur

2025

34 |Kunst&Kultur

... Meditationer over et ansigt

I München lejede Werefkin en hel etage med to selvstændige lejligheder i Giselastrasse 34. Her holdt parret salon i den rosa stue, som de mest eksperimenterende kunstnere i perioden frekventerede, herunder Wassily Kandinsky (1866-1944), Gabriele Münter (1877-1962), Franz Marc (1880-1916), Paul Klee (1879-1940) og mange andre. Det var også her, at avantgardegruppen Neue Künstlervereinigung München blev grundlagt. Den udviklede sig senere til kunstnergrupperingen Der Blaue Reiter, hvis udstillinger både Werefkin og Jawlensky også bidrog til.

Der var to alvorlige benspænd i Jawlenskys liv: Som russer måtte han fra den ene dag til den anden forlade sit komfortable liv i München ved Første Verdenskrigs udbrud i juli 1914. Alle russere var fra da af uønskede. Nu måtte alle hals over hoved flytte til Schweiz, nærmere bestemt til den lille by Saint-Prex ved Genèvesøen. Det er her, at Louisianas udstilling har sit afsæt, for herfra tager Jawlenskys kunst en helt ny drejning.

Forandring efter lidelse

Han har ikke noget atelier, og han påbegynder nu sin lange række af variationer i de små formater. Nu maler han, hvad han ser fra vinduet. Udstillingen viser, hvorledes hans skildringer af landskabet med en vej og nogle træer og buske, som han maler igen og igen i nye farver, bliver stadig mere abstrakte. Til slut ophører han helt med at skildre den fysiske verden og vender sig i stedet mod sit indre. Han behøver

0 Udstillingen har flere billeder af Frelseren – med eller uden torne. Det er lyse, smukke og rene ansigter. Her er det ”Frelserens ansigt: torne” fra 1920.

FOTO: MAX EHRENGRUBER

ikke længere at bruge naturen ”som sufflør”, for nu at bruge hans egne ord. I sine erindringer skriver han: ”Jeg indså, at min sjæl havde gennemlevet en forandring som følge af så megen lidelse, og at jeg derfor var nødt til at finde frem til forskellige former og farver til at udtrykke, hvad min sjæl følte.” Jawlensky var da allerede 50 år, en relativ sen alder at genopfinde sig selv i. Nu udviklede han sin karakteristiske repetitive og meditative metode, der har inspireret talrige kunstnere fra den tyske maler Josef Albers (18881976) til den amerikanske popkunstner Andy Warhol (1928-1987) og mange flere billedkunstnere. Herudover inspirerede hans senværk også musikere som Arnold Schönberg (18741951), der så lighederne mellem musikkens repetitioner og variationer af temaer og Jawlenskys gentagelser af motivet.

Også John Cage (1912-1992), den amerikanske elev af Schönberg, var fan af Jawlensky, som han erhvervede tre værker af. Efter at have købt sit første, en meditation, i 1935 skrev han et brev på ubehjælpeligt tysk til maleren: ”Mr. Jawlensky. Jeg kan hverken skrive eller tale tysk, men jeg er overlykkelig, for jeg har købt et af Deres værker: Nu er det i mig. Jeg skriver musik. De er min lærer.”

Det andet benspænd kom, da Jawlensky blev plaget af en alvorlig gigtlidelse, som gjorde det både vanskeligt og smertefuldt for ham at male. Nu kunne han ikke længere skabe sine vidunderlige farvemodulationer, der rummer så stor en skønhed og renhed. Nu måtte han male med møje og besvær. Men faktisk blev det hans mest radikale og

spændende værker: Det er sorte gitre med farvefelter i stærke, varierende og kontrastrige kombinationer. Det er ansigter, som er følt frem med stive håndled. Undertiden maler han på bladguld for at understrege forbindelsen til det traditionelle ikonmaleri, hvorom maleren Alexander Tovborg (født i 1983), der samler på ikoner og selv maler abstrakt-figurative ikonmalerier, skriver indsigtsfuldt i kataloget. Han mener blandt andet, at for den ortodokst troende er ikonmaleriet den direkte vej til det guddommelige.

Den nye udstilling på Louisiana giver os for første gang i Skandinavien et godt formidlet indblik i denne unikke, men mindre kendte maler. Den lægger sig i forlængelse af Louisianas tidligere udstillinger, der kaster lys over underbelyste kapitler af den moderne traditionelle fortælling. Tidligere har man vist udstillinger med franske Sonia Delaunay (18851979), omtalte Gabriele Münter, amerikanske Marsden Hartley (1877-1943), Hilma af Klint (1862-1944) med flere inklusive gruppeudstillinger med fokus på mellemkrigstidens tyske kunst som ”Det kolde øje” med værker inden for den såkaldte Neue Sachlichkeit (ny saglighed), der var et opgør med ekspressionismen. Jawlensky-udstillingen er uomgængelig for alle, der elsker moderne maleri. J

5 stjerner

Alexej Jawlensky. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Til den 1. juni 2025.

kort om kunst

Museum udstiller omstridt værk

Kunsten i Aalborg viser nu ”Take the Money and Run”, der består af to tomme rammer. Museet havde i 2021 lånt kunstneren Jens Haaning over en halv million kroner, som skulle indrammes. Men rammerne var tomme, da museet modtog værket.

Jens Haaning var blevet bedt om at genskabe to tidligere værker til en udstilling på Kunsten i Aalborg. Oprindelig var der kontante penge i hver af de to billedrammer. I den ene en gennemsnitlig årlig indkomst i Danmark og en østrigsk årsindkomst i den anden.

Sedlerne var dog væk, da Kunsten i Aalborg ønskede at få værket med på udstillingen. Derfor besluttede museet at låne Jens Haaning den halve million. Men da billedrammerne ankom til museet, var de tomme og uden pengesedler –og dermed blev der skabt en begivenhed, der fik omtale i medier verden rundt.

Det førte til, at museet og kunstneren endte i retten. Her fik museet i september 2023 medhold i, at Haaning skulle betale næsten en halv million kroner tilbage til museet. Den afgørelse ankede Jens Haaning. Men parterne begravede stridsøksen i foråret sidste år. Et forlig blev indgået, da Det Obelske Familiefond trådte til med penge og sikrede, at museet erhvervede værket.

HuskMitNavn på

Amager

På Kastrupgårdsamlingen på Amager kan man med udstillingen ”Med tryk på –HuskMitNavn” se den første, store retrospektive udstilling af HuskMitNavns arbejde med stentryk, serigrafi, kobbertryk og træsnit på et dansk kunstmuseum. Igennem årene har HuskMitNavn (født i 1975) udviklet et personligt og originalt kunstnerisk udtryk. Med forenklede stilistiske træk, der refererer til både pop-

FOTO: KASTRUPGÅRD SAMLINGEN

FOTO: MARTIN FYHN LYKKE LLADÓ/BIOFOTO/RITZAU SCANPIX

kunst, streetart og tegneserier, taler han det moderne menneskes sprog, skriver museet på sin hjemmeside. Der er fri entré til museet.

Nyt vikingeskibsmuseum på vej

Forleden blev de første fysiske skridt mod en ny hal til Skuldelevskibene fra Vikingeskibsmuseet taget, da arkæologer fra Roskilde Museum påbegyndte de arkæologiske forundersøgelser af området ved Roskilde Havn, hvor den nye museumshal skal ligge, skriver TV 2 Kosmopol.

Museumshallen skal være et nyt og sikkert tilholdssted for de fem uvurderlige Skuldelevskibe fra vikingetiden, som er fundet i fjorden ved Roskilde.

”Det er fantastisk, at vi nu fysisk går i gang med planerne om at realisere et nyt museum. Det har været og er et enormt tungt ansvar at holde skibene i sikkerhed. Det er umistelig national kulturarv, så det er et stort ansvar at passe på skibene, så de ikke lider overlast,” siger Jesper Stub Johnsen, som er chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet.

Museet har adskillige gange forsøgt at sikre de fem kulturskattes ve og vel i bygningen, når vandstanden har været forhøjet – og alle gange er det lykkedes. Indtil videre er det planen, at de fem Skuldelevskibe skal flytte ind i den nye vikingeskibshal i 2028.

Coop vinder sag om Irmapigen

Sø- og Handelsretten satte i februar et foreløbigt punktum i en strid om kunst med Irmapigen.

Det var en krænkelse af Coops varemærke, at kunst-

2 De fem Skuldelevskibe på Vikingesskibsmuseet i Roskilde skal have en ny udstillingsbygning.

neren Love Party skabte værker, hvor Irmapigen indgik, og kunstneren og galleriet Artpusher Gallery er hver blevet idømt en bøde på 15.000 kroner, skriver Søog Handelsretten i en dom, som blev afsagt i februar. Desuden skal de betale 750.000 kroner til Coop Danmark og sagens omkostninger, lyder det i dommen. Samlet står det til at løbe op i over en million kroner. I 2022 blev man i Coop opmærksom på en række produkter fra Artpusher Gallery. I første omgang indgik man fra Coops side et samarbejde med kunstneren Love Party, der tidligere var kendt under det mere gængse navn Søren Vilhelm Bryld Nielsen.

Men samarbejdet udviklede sig til en strid, og navnlig da Coop i januar 2023 meldte ud, at man ville lukke samtlige Irma-butikker, kom der kurrer på tråden. Artpusher Gallery og Love Party vil overveje, om de vil forsøge at få dommen for Højesteret. J

Møbelfabrikanten Willadsen sammen af lanfremtrædesignere. Nanna Ditzel, der denne sofa.

1 Søren Willadsen var i sidste århundrede en kendt og moderne møbelfabrikant i Vejen. Han viste sine møbler på udstillinger og købestævner, men havde også indrettet lokaler på fabrikken, så man kunne få inspiration til at bo bedre. ILLUSTRATION FRA BOGEN

FOTOS: VEJEN

Stilfærdige stole til det ganske land

Med bogen om Søren Willadsens

Møbelfabrik har forfatteren Mette Mærsk samlet et kulturhistorisk puslespil til en historie om et dansk erhvervseventyr

kunstanmeldelse

Torben Weirup kultur@k.dk

Dansk møbelarkitektur oplevede en veritabel guldalder i årtierne efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Store skikkelser som Arne Jacobsen, Finn Juhl, Poul Kjærholm, Børge Mogensen, Hans J. Wegner, Nanna Ditzel og adskillige andre er navne, der stadig huskes – og sælges. En meget afgørende grund til, at de store møbelarkitekter opnåede så fine resultater – æstetisk og ikke mindst funktionelt – var deres meget tætte samarbejde med møbelsnedkere og møbelfabrikanter. Takket være den symbiose blev møblerne slidstærke og velegnede til deres formål: at sidde i. At stille noget på. At opbevare genstande i. Og så videre. Og så samtidig se ud,

0 Søren Willadsen i sit es: fotograferet ved Købestævnet i Fredericia 1940, hvor han sidder mellem kolleger og handlende ved sin stand.

FOTO: VEJEN KUNSTMUSEUM

som om de var skabt til disse moderne hjem, der blev indrettet i årtierne, da velstanden steg, og velfærdssamfundet udbyggede sine institutioner. Nogle møbelfabrikker blev et varemærke i sig selv. Fritz Hansen er måske det mest udbredte. Men adskillige andre, havde dengang en større plads i offentlighedens bevidsthed. En af dem var Søren Willadsens fabrik i Vejen. Om den er udkommet en bog, der både er imponerende i omfang – 560 sider – og imponerende i en rigt facetteret fortælling, der kommer vidt omkring. Om så det er byen Vejens historie og en fortælling om dengang, Søren Willadsen (1880-1956) var en vandrende svend og arbejdede som naver i udlandet i begyndelsen af 1900-tallet. Det var dengang, man kunne få en ”herlig vin, Mosel og Rhinskvin” for 30 pfennig for en halv liter. Lige det rigtige til at skylle et måltid af hovedsagelig brød og pølse efter med. Det er charmerende læsning og kunne i anden sammenhæng havde båret en kulturhistorisk bogudgivelse i sig selv. Men nu skulle den store historie fortælles med dette omfangsrige bogværk, der ledsager en udstilling –eller omvendt – på Vejen Kunstmuseum om samme emne. Den vises til den 11. maj. fortsætter side 38

... Stilfærdige stole til det ganske land

fortsat fra side 36

Vejen Kunstmuseum er i øvrigt altid et besøg værd. Med udspring i værker af og fortællinger om billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), fokus på det symbolistiske spor i dansk kunst og en interesse i kunstnerkeramik har kunstmuseet i Vejen fastholdt en profil og en ånd, der er både seriøs og solid. Og så lå Søren Willadsens Møbelfabrik altså også i Vejen. Som nævnt fortæller Søren Willadsen levende og opløftende om sin ungdom, men hvad skete så efterfølgende?

Søren Willadsen åbnede i 1904 en fabrik i Vejen. Han var her og der og alle vegne og foretog rejser til udlandet for at få nye indtryk, som han så videregav til sine medarbejdere. Han var, som det også fremgår af bogen, en ivrig tilhænger af møbeludstillinger og de såkaldte købestævner, der før messernes tid spillede en stor rolle for kontakten mellem fabrikanter og forbrugere. De fem forbandede år berøres. Søren Willadsen følte sig tvunget til – med accept fra sine på det tidspunkt 50 svende – at acceptere en ordre fra besættelsesmagten. Det førte efter Befrielsen til anklager om værnemageri. Men beskyldningerne blev behandlet og afvist af retssystemet.

Efter efterkrigstidens knaphed gik det som bekendt vældig godt for Danmark. Gode tider oprandt. Bogen rummer fine skildringer af Søren Willadsen og hans familieliv og et glimt af verden dengang, familien kunne samles ved radioen for at høre Torsdagskoncerten. I stilhed.

Rekvisitter i film

Og mens vi opholder os i det kulturelle departement, er det en pudsig omstændighed, at nogle af de stole, der gennem årene blev fremstillet i Søren Willadsens fabrik, indgik som rekvisitter i film.

Da fabrikken blev stiftet, producerede den blandt andet de såkaldte Wienerstole, der stadig er populære i for eksempel caféer, men også indgik i film.

En stol fra Søren Willadsens fabrik ses i baggrunden i Urban Gads film ”Afgrunden”, hvor Magda (Asta Nielsen) slår Rudolph (Poul Reumert) ihjel. Senere skulle

Dette er fortællingen om Søren Willadsen, der også kan gøre læseren klogere på en særlig del af dansk erhvervshistorie.

1960’ernes strømlinede, lave møbler indgå i film af blandt andre Jean-Luc Godard, hvor Brigitte Bardot ligger uden tøj på en sofa tegnet af møbelarkitekten Kristian Illum Wikkelsø. I det hele taget oplevede Søren Willadsen den glæde også at arbejde sammen med tidens berømte designere som Bruno Mathsson, Finn Juhl samt Nanna og Jørgen Ditzel, indtil sidstnævntes alt for tidlige død i 1961, blot 40 år gammel. Som et sympatisk kuriosum kan nævnes, at bogen og udstillingen om Søren Willadsens Møbelfabrik er udsprunget af forskning i museets hovedperson: Niels Hansen Jacobsen. Hans keramiske værker er statistisk påfaldende hyppigt repræsenteret i hjem, der også har møbler fra Søren Willadsens fabrik. Af det opstod interessen for at få fortalt historien om møbelfabrikken i Vejen. Meget grundigt. Meget detaljeret. Men ikke kedeligt. Vi er ude i alle hjørner af virksomhedens historie og kundekreds fra private hjem til hoteller. Dette er fortællingen om Søren Willadsen, der også kan gøre læseren klogere på en særlig del af dansk

erhvervshistorie. Willadsens fabrik lukkede i 2001.

I det hele taget er det en lykkelig tendens i tiden, at forskere og forfattere er begyndt at interessere sig for andre end de helt store skikkelser i kunst og kunsthåndværk. Også nogle af dem, der er gledet ud af rampelyset, men måske til gengæld har en folkelig hverdagsforankring. Det gælder dette kulturhistorisk interessante bogværk, hvis illustrationer alene er en vandring i skiftende former for smag og indretning i det 20. århundrede.

Den righoldige billedside bringer læseren tilbage i tiden. Måske til forældre og bedsteforældres hjem og til et møde med verden af i går eller forgårs. J

5 stjerner

Mette Mærsk m.fl.: Historien om Søren Willadsens Møbelfabrik. 560 sider. 395 kr. Vejen Kunstmuseum. Søren Villadsens Møbelfabrik: Arkitekttegnede møbler i verdensklasse. Vejen Kunstmuseum. Til 11. maj 2025.

2 Møbelfabrikanten

Søren Willadsen arbejdede sammen med nogle af landets mest fremtrædende designere. Blandt dem Nanna og Jørgen Ditzel, der tegnede denne sofa.