Efterårsbøger
tema: bogmesse
TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 26. OKTOBER 2024
Efteråret er højsæson for bøger, og årstidens store litterære begivenhed er Bogforum, der åbner på fredag i København. I dette tillæg præsenterer vi værker fra en lang række af de forfattere, der optræder på messen.
ØV E R S T F R A V E N ST R E S E S : V I C TO R B OY L I N D H O L M , G U STAV VA L D E M A R ST R A N G E , P I A TA F D R U P, L E I F DAV I D S E N , C H R I ST I N A H E SS E L H O L DT, S I G N E G J E SS I N G , M A R T I N W I T T R U P E N G G A A R D, A N N E - C AT H R I N E R I E B N I T Z S K Y, L I V D U VÅ , J E S P E R C L E M M E N S E N O G O L E S Ø N N I C H S E N
Mmm … Madeira Det glitrende blå Atlanterhav som kontrast til laurisilva-skovens frodige grønne – oplev blomsterøen Madeira med Kulturrejser Europa og få uforglemmelige oplevelser, håndplukket specielt til dig og dine medrejsende. Altid i små grupper med dansktalende rejseleder. Det kalder vi rejser med sjæl og substans. Vil du med?
Gæsterne giver
Gæsterne giver
Mageløse Madeira
Mageløse Madeira med stor blomsterfestival 2025
Besøg Madeira – med alt inkluderet: Oplevelser, komfort og all inclusive på hotellet, hvor du kan nyde din balkon med havudsigt. Når du altså ikke er på spændende udflugter med dansktalende rejseleder og oplever Madeiras dejlige natur, historie og seværdigheder.
Besøg verdens bedste ø-destination, mageløse Madeira, og oplev berømte blomster, bjerge og smukke naturscenerier. På denne afgang kan du glæde dig til den store blomsterfestival, hvor Funchal er pyntet op til fest med et væld af farver og eksotiske blomster.
8 dage fra 9.995 kr.
8 dage fra 9.595 kr.
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/masp
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/masp
Afrejse København: oktober - august/Afrejse Aalborg: februar - april
Afrejse fra Aalborg: 29/4 / Afrejse fra København: 3/5
Gæsterne giver
Haverejse til Madeira
Madeira langtidsferie
Oplev sjældne haver, farverige blomster, smukke parker og Madeiras smukke hovedby Funchal på denne fantastiske blomster- og haverejse. Havehistoriker og rejseleder Ole Fournais står i spidsen for rejsen, der er et must for alle haveentusiaster.
Stik af fra den danske, mørke vinter, og nyd Madeiras lune klima og milde sol. God tid, masser af oplevelser og berigende sociale aktiviteter. Det er langtidsferie på Madeira, hvor du kan nyde livet - både sammen med andre og på hotellet i din egen lejlighed med balkon lige ved havet.
8 dage fra 14.995 kr.
22 dage fra 13.995 kr.
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/hama
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/mala
Gæsterne giver
Gæsterne giver
Vandreferie på Madeira
Nytår på Madeira
Vandringer, lokale frokostretter fra Madeirakøkkenet og sublim naturskønhed. Tag på vandreferie i Madeiras vidunderlige natur og langs levadaerne, mød eksotiske blomster og planter og hvil benene på et dejligt hotel med All Inclusive.
Nytårsaften på Madeira er noget helt specielt! Vejret er mildt, og så er Madeira verdenskendt for sit fantastiske fyrværkerishow i Funchal. Glæd dig til en festlig nytårsmiddag på hotellet – selvfølgelig med all inclusive. Du bor i første række til stranden og kommer på tre inkluderede spændende udflugter.
Afrejse fra København & Aalborg: 29/4 & 3/5
8 dage fra 11.995 kr.
Afrejse fra København: 4/1 & 1/3
Afrejse fra København: 8/2, 8/3, 29/3 & 19/4 Afrejse fra Aalborg: 11/3
8 dage fra 14.995 kr.
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/vmad
Læs mere på kulturrejser-europa.dk/masp
Afrejse fra København: 28/12
Kulturrejser Europa formidler kultur og grupperejser med sjæl og substans – og dansktalende rejseleder. Læs mere på kulturrejser-europa.dk eller ring på tlf. 88 33 62 46
4 | Efterårsbøger
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Tag med på en mangfoldig rejse ind i bøgernes verden i dette tillæg, hvor vi præsenterer en række danske forfattere, som du kan møde på Bogforum i København fra på fredag. Vi har udvalgt tidligere bragte artikler som inspiration til gode læseoplevelser – hvad enten du tager til Bella Center eller bliver hjemme og hygger dig i læselampens skær. Tak, fordi du læser med. Marchen Jersild, souschef på kulturredaktionen, Kristeligt Dagblad
indhold 6 Nyheder Bogforum sætter udstillingsrekord, og Vestager hitter.
24 Danske digte Victor Boy Lindholm siger et trist farvel til naturen.
6 Nyheder Bøger er in, men en fælles læsekultur mangler.
25 Danske digte Gustav Valdemar Strange er imponerende autentisk.
8 Danske romaner Fem stjerner til Christina Hesselholdt og Jens Christian Grøndahl.
26 Danske digte Fem stjerner til to danske lyrikere: Pia Tafdrup og Signe Gjessing.
10 Danske romaner Liv Duvås skriver dybt foruroligende. Karen Syberg beretter om barndommen. 14 Interview Leif Davidsen ser tilbage på en udvikling i vores samfund, han ikke er udelt begejstret for. 16 Danske romaner “I skyggen af krigen” af Leif Davidsen er belærende og underholdende.
22 Politik og samfund To politikeres venskab i “Mark & Vanopslagh” ligner skuespil.
28 ILLUSTRATION: PETER BAY ALEXANDERSEN
27 Danske digte Martin Wittrup Enggaard rapporterer fra Underdanmark 28 Interview Blodet er den røde tråd i Kristina Stoltz’ seneste digtsamling. 32 Historie Anders Ravn Sørensens “Børsen” er vellykket formidling.
38
34 Historie Portrætgalleri af tyske nazister under Besættelsen imponerer. 36 Historie Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsens Stasi-bog er måske for grundig.
FOTO: SARA GALBIATI
18 Danske romaner AnneCathrine Riebnitzsky tager livtag med Bibelen, og Stine Ellerbæk flytter til Thy.
FOTO: LEIF TUXEN
38 Børnebøger Troværdige historier fra Jeanette Varberg. Letlæst Kierkegaard fra Henning Mikkelsen.
23 Politik og samfund Kristine og Simon Emil Ammitzbøll-Bille beretter om kvindelige politikere. FOTOCOLLAGE PÅ FORSIDEN: SIMON KNUDSEN, SARA GALBIATI/GYLDENDAL PRESSE, LEIF TUXEN, SØREN BIDSTRUP/ RITZAU SCANPIX, MATHIAS SVOLD/RITZAU SCANPIX, JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN, LÆRKE POSSELT, GRETHE NIELSEN
Udgivet af Kristeligt Dagblad
DER KAN FOREKOMME ÆNDRINGER I BOGFORUMS PROGRAM EFTER DENNE SEKTIONS DEADLINE. SE DET OPDATEREDE PROGRAM PÅ: PROGRAM.BOGFORUM.DK/PROGRAM
24
8 FOTO: RODRIGO ARANGUA/AFP/RITZAU SCANPIX
Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Marchen Jersild | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S
EN HYGGEKRIMI OM MAD, MORD OG MYSTERIER
Til dig, der holder af Kriminalkommissær Barnaby og Anna Grue
Det er med en vis modvilje, at Eva Sonne flytter tilbage til Bornholm. Det er ikke kun solskinsminder, hun har fra sin barndom på øen. Men hendes kæreste Anders har fået mulighed for at åbne sin egen restaurant finansieret af den lokale erhvervsmand og mangemillionær Hans-Jørgen Becker. Da Becker bliver fundet myrdet i Gudhjem Røgeri, er efterforskerholdet fra København på bar bund. Det skorter dog ikke på mulige motiver; Becker har trådt mange over tæerne i årenes løb.
6 | Efterårsbøger | Dansk litteratur
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Danmarks største litterære event forventes at blive større end nogensinde før Antallet af udstillere slår rekord ved årets kommende Bogforum, som det forventes, at over 39.000 vil besøge. Margrethe Vestager er en de populæreste forfattere
2 De japanske mangategneserier sælger i dag bedre end amerikanske og europæiske tegneserier tilsammen. Derfor dedikerer Bogforum et særligt område til genren. Billedet her er fra Bogforum i København sidste år.
Amalie Obbekjær Jensen ajensen@k.dk
Når Danmarks største bogfestival, Bogforum, byder velkommen i Bella Center i København den 1.-3. november, er det med rekordmange udstillere. I alt vil der være 241 forskellige stande, som spænder fra små selvudgivere og selvstændige illustratorer til de store forlag som Gyldendal og Lindhardt og Ringhof. Også forventningerne til antallet af besøgende er større end nogensinde før. Det fortæller Bogforums festivalleder, Andreas Nordkild Poulsen. ”Vi forventer, at der kommer mindst lige så mange besøgende som sidste år, hvor vi slog besøgsrekorden med 39.075 gæster,” siger han. I det offentliggjorte onlineprogram kan gæster sætte kryds ved arrangementer, de er interesserede i at deltage i. Ud fra disse tilkendegivelser spår Andreas Nordkild Poulsen, at den afgående EUkommissær Margrethe Vestager og komikeren Anders Matthesen vil blive nogle af festivalens helt store trækplastre. Margrethe Vestager skal tale med journalist Abdel Aziz Mahmoud om sin bog ”Vestagers verden”, mens Anders Matthesen er aktuel på Bogforum med ”Ternet Ninja 3”. I år kan Bogforums gæster også se frem
FOTO: LEIF TUXEN
FOTO: E HELMS/ SCANPIX
til flere nye tiltag, herunder et særligt område dedikeret til gastronomien og kogebøgerne om søndagen og et nyt område ved navn ”Manga Village”, hvor de japanske mangategneserier er i fokus. ”Der udkommer mange lækre og flotte kogebøger, samtidig med at der er et øget fokus på, hvad vi putter i munden. De seneste år har kogebøgerne været spredt ud på forskellige scener, men i år forsøger vi at samle det, så vi også kan præsentere disse bøger på en ordentlig måde,” siger Andreas Nordkild Poulsen. ”Mangasubkulturen er efterhånden også stor herhjemme, og faktisk sælger
de japanske tegneserier bedre i dag, end de amerikanske og europæiske gør tilsammen, så det er selvfølgelig også et område, vi gerne vil blive bedre til at omfavne.”
Bogforum har været afholdt hvert år siden 1992 med undtagelse af 2020, og ser man bort fra corona-årene, er det en bogfestival, som må siges at have haft et stabilt vokseværk. Kigger man blot på de seneste år, er besøgsrekorden blevet slået i både 2017, 2019 og 2023. At stadig flere har lyst til at samles om
bogen, har ifølge Andreas Nordkild Poulsen flere årsager. ”Jeg tror, at populariteten hænger tæt sammen med et voksende ønske om at være sammen om bøger og læsning. Vi oplever, at der virkelig er et behov for at mødes i et rum med andre, der har samme interesser, og hvor man kan tale litteratur,” siger han. ”I en tid med mange, hurtige nyheder, og hvor vi bombarderes med informationer i en lind strøm, tror jeg også, at mange savner at komme i dybden og få trukket de større linjer op. Det er også noget J af det, vi gerne vil hjælpe på vej.”
Bøger er på mode igen, men en læsekultur mangler Gennem adskillige år har politikere og biblioteker forsøgt at fremme læselysten hos især børn og unge. Men ifølge forskere og forlag er det ikke nok at lade lysten drive værket Morten Mikkelsen og Thomas Conradsen mikkelsen@k.dk, conradsen@k.dk
Hvis man kigger på tallene for danskernes læsevaner, ser det ret rosenrødt ud. Andelen, som dyrker daglig lystlæsning af skønlitteratur, er stigende, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Helt præcis 22 procent af de voksne danskere læser skønlitteratur for deres fornøjelses skyld dagligt eller næsten dagligt. I 1987 var andelen 18 procent. I 1998 bare 15 procent. Når man oven i dette lægger, at læsningen af lydbøger har været stigende i en årrække, og at stadigt flere danskere deltager i litteraturfestivaler, læseklubber eller andre udadvendte bogaktiviteter, tegner der sig et billede af, at bog-
læsning er kommet på mode. Men det er kun den halve sandhed. Den anden halvdel af statistikken viser, at samtidig med at andelen af intense læsere er steget, er andelen af ikkelæsere også steget. 35 procent af de voksne læser aldrig eller næsten aldrig for deres fornøjelses skyld. Endnu større bekymring har det vakt blandt eksperter og i regeringen, at danske børns læseevner er faldende, og at deres læseglæde er helt i bund i de internationale undersøgelser Pisa og Pirls. Dermed tegner der sig et billede af et stadig mere opdelt samfund. Ifølge brancheorganisationen Danske Forlag er det et problem, at læsning i alt for høj grad har været anset for at være en aktivitet, man kan dyrke, hvis man har lyst, og lade være med, hvis man ikke har lyst. ”Tidligere har man talt meget om, at vi
”
Tidligere har man talt meget om, at vi skal øge lystlæsningen blandt børn og unge, men læsningen er så vigtig, at det ikke kan afhænge af den enkeltes lyst.
CHRISTINE BØDTCHER-HANSEN, DIREKTØR I DANSKE FORLAG
skal øge lystlæsningen blandt børn og unge, men læsningen er så vigtig, at det ikke kan afhænge af den enkeltes lyst. Vi vil hellere arbejde med, at vi som samfund skylder alle børn at indgå i en læsekultur. I højtuddannede familier prioriterer flere læsning, og det er med til at øge chanceuligheden i samfundet,” siger Christine Bødtcher-Hansen, direktør i Danske Forlag. Gennem mere end et årti har skiftende kulturministre med læselystkampagner, boggaver fra biblioteket og lignende tiltag forsøgt at fremme læsning, men ifølge Christine Bødtcher-Hansen er der stadig alt for mange, som vælger bøger fra: ”Vi har ikke har en fælles læsekultur. Man kan være heldig, at der i skolen er ledere og lærere, der brænder ekstra for læsning. Men det er alt for vilkårligt, om bøger er en del af børns hverdag eller ej.”
Brug for en kulturel vending
Ea Hoppe Blaabæk er postdoc ved sociologisk institut på Københavns Universitet og har skrevet ph.d.-afhandling om sociale forskelle i forhold til læsning. Hun peger på, at det gælder for alle kulturaktiviteter, at de højtuddannede er de mest aktive, og at de giver det høje aktivitetsniveau videre til deres børn. ”Børn fra hjem, hvor mindst en forælder har en videregående uddannelse, bliver eksponeret for meget mere læsning. Og de ser, at læsning kan være no-
get dejligt, fordi de ser en mor eller far, der holder af at sidde og læse,” siger Ea Hoppe Blaabæk. Hun tilføjer, at det ikke kun er de mest udsatte i samfundet, der ikke læser. Der er en stor mellemgruppe i samfundet, hvor der faktisk ikke bliver læst særlig mange bøger. Og dette er ikke blot en dansk tendens. Undersøgelser fra USA tegner det samme billede, siger hun. Et vigtigt element i læsekrisen er, at det er blevet de kommunale bibliotekers opgave at fremme fritidslæsningen, mens skoler mere ser på læsning som teknisk færdighed. Men halvdelen af eleverne i folkeskolens ældste klasser kommer der aldrig, påpeger Thomas Illum Hansen, leder af Center for Anvendt Skoleforskning og medforfatter til rapporten ”Børn og unges læsning 2021”. ”Hvis de unge er læsetrætte i skolen, er det svært at få dem hen på biblioteket. Det kan kun de voksne hjælpe dem med. Derfor er der brug for bedre samarbejde mellem bibliotek, skole og forældre,” siger forskeren, som tilføjer, at fritidslæsning og fælles læsekultur er for vigtigt et anliggende til at lade være op til den enkelte families lystfølelse: ”Der har været en tilbøjelighed til at betragte læselyst som en volumenknap, vi skal have skruet op for hos det enkelte barn. Men der er ikke brug for enkeltstående læselystkampagner. Der er brug for J en bredere kulturel vending.”
The Wager
Efterårets
bedste bøger
INTERNATIONAL BESTSELLER Den største søfartshistorie nogen sinde fortalt om skibbrud, mytteri og mord
Lektioner i græsk MODTAGER AF NOBELPRISEN I LITTERATUR 2024
Det sidste ord Efterårets store engelske krimi. Af bestseller-forfatteren til Ruth Gallowaybøgerne
“En mesterlig roman” INFORMATION
“Han Kang skriver sig glidende drømmeagtigt gennem den upåfaldende kvindes stille katastrofe.”
”Hyggekrimi af højeste kaliber.” SUNDAY TIMES
WEEKENDAVISEN
Valdemar Sejr
★★★★
Rigt illustreret bogværk om Valdemar Sejr, hans tid og hans mangfoldige imperium. Han gav os Jyske Lov med de berømte ord: ”Med lov skal land bygges”.
“Uforlignelig smukt.”
KRISTELIGT DAGBLAD
Birk Historien om Kaj Birksted
★★★★★★ ”En af Danmarks største helte er langt om længe kommet i spotlyset.” BERLINGSKE
★★★★★★ ”Formidabel biografi ... en fornem skæbnefortælling.” JYLLANDS-POSTEN
Ned fra himlen “Den bedste socialrealistiske roman i årevis.” INFORMATION
♥♥♥♥♥
“Storslået … Den store samtidsroman om velfærdsdrømmen på Vestegnen.” POLITIKEN
★★★★★ KRISTELIGT DAGBLAD
Af forfatteren til bestselleren Anders Lassens Krig.
Børsen ”En moderne og sammenhængende indførelse i Børsens 400-årige historie.” WEEKENDAVISEN
★★★★★
”Et medrivende værk ... imponerende indsigt.”
BERLINGSKE
”Velskrevet, stærkt oplysende og gennemført.” INFORMATION
Moderne kærlighed
★★★★★
”Det er sprænglærd og helt ukrukket. Derfor er det en bog, man læser i én køre.”
KRISTELIGT DAGBLAD
★★★★
“Kan en boomer skrive fornuftigt om Tinder-kultur og situationships? Absolut!” BERLINGSKE
8 | Efterårsbøger | Danske romaner
Håb for de håbløse Christina Hesselholdt fortsætter fortællingen om søskendeparret Gustava og Mikael, der er gået helt i stå. Det er blevet til en vis og humoristisk roman
anmeldelse
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
verden, som måske mere end nogensinde kalder på netop handling. Tiden går, uden at de formår andet end at overleve på den mad, hushjælpen Bruno to gange om ugen kommer og laver til dem. Eller at løfte benene, så han kan støvsuge under sofaen, hvor Gustava tilbringer dagene med at tjekke nyheder om Ukrainekrigen og konsumere det usle tilbageværende usete indhold, ”bundskrabets bundskrab”, på diverse streamingtjenester.
Tiden går i opløsning
Anne Skov Thomsen a.skovthomsen@gmail.com
Sidste år udkom en skæv lille roman om et søskendepar, Gustava og Mikael: den første falleret psykiater på selvmordsmission til Oslo, den anden ekstravagant, silkerobeklædt psykisk sårbar eneboer, som føler sig kaldet til at redde sin søster og eneste forbindelse til omverdenen. Christina Hesselholdts ”Til lyden af sin egen tromme” gik sin sejrsgang hos et rørende enigt anmelderkorps og høstede mange flotte roser. Nu udkommer en selvstændig fortsættelse med titlen ”Gennem et filter af rødt”. Gustava er flyttet ind i Mikaels lille hus ude i skoven og lever der, i stueetagen, som en parasit, den socialt tilbagetrukne bror kun akkurat tåler og måske knap nok det. Michael forsørger dem begge med køb og salg af aktier oppe fra soveværelset på førstesalen, hvor han forskanser sig i det daglige. Til stor fortrydelse for Gustava, som i sin ensomhed må tage til takke med et nådigt ”godmorgen”, der helst ikke skal indbyde til videre samtale, når broderen henter mad i køkkenet. Den belastende boligkonstellation truer søskendeforholdet, men heldigvis er der hushjælpen Bruno, som de begge nærer stor kærlighed til (og for Gustavas vedkommende også begær), der kan fungere som lynafleder. Gustava og Michael sidder uhjælpeligt fast. De er ramt af total handlingslammelse i en postpandemisk, krigsramt, øko- og klimakriseramt, ulighedspræget
Her har hun ligget og forsumpet i over et år, og som bogen skrider frem, mærker vi, hvordan tiden først begynder at bevæge sig i spring for derefter næsten at gå i opløsning. Den arbejdsløse, enlige, boligløse Gustava er uden fremtid, og nedsænket i sorgen over den nyligt afdøde mor lever hun mest i minderne og længslen efter barndommens enklere tilværelse og følelsesliv. En tid, hvor hun kunne genkende både sit indre og ydre i spejlet. Desorienteringen sætter sig i sætningerne, der skifter ulogisk frem og tilbage mellem nutid og datid, indtil de hen mod midten af bogen sætter sig fast i datid – i noget, som var. Men bedst som man tænker, at tristessen og skæbnen kun peger i én retning for søskendeparret, tager Hesselholdt fusen på læseren og lader historien udmønte sig i noget, der næsten kan ligne en feel good-fortælling om, at det aldrig er for sent at skifte retning og gribe dagen og livet. Håbet melder sin ankomst, da en køkkenfest med dresscode og en ubegribeligt stor vandregning pludselig hiver Gustava og Michael ud af trummerummen og mirakuløst afføder den handlekraft, de så længe magtesløst har higet efter. Hvor ekstreme Michael og Gustava end kan forekomme som karakterer, har Hesselholdt en uforlignelig evne til samtidig at fremstille deres skæbner som noget ubekvemt bekendt. Kender vi ikke alle til den skamfulde selvforstærkende handlingslammelse over for alle verdens uoverskuelige problemer og kriser? Kender vi ikke alle til følelsen af lettelse, når midlertidig sygdom retfærdiggør
0 I Christina Hesselholdts nye bog ”pibler en humor frem alle vegne i et sprudlende sprogligt overskud med en overlegen sans for timing”. FOTO: MATHIAS SVOLD/RITZAU SCANPIX
vores manglende foretagsomhed? Gustava og Mikael fortæller på skift, og sproget former sig veloplagt efter deres bevidstheder og personligheder, hvor alt opleves og registreres ”Gennem et filter af rødt” så at sige. Både rosenrødt, panikrødt og ulmende rødt. Hos Gustava kommer det for eksempel til udtryk i den tidslige desorientering, mens synonyme sætninger og ord hober sig op, når Mikael fortæller, som en slags markør for den måde, hans liv har sat sig fast i en rille som en ridset lp-plade, eller som en helt konkret illustration af hans angste sinds manglende evne til at sortere og hierarkisere. Midt i håbløsheden og magtesløsheden pibler en humor frem alle vegne i et sprudlende sprogligt overskud med en overlegen sans for timing. Hesselholdt excellerer i at fremstille det komiske i det vredladne og irritable, i afstumpetheden og ynkeligheden. Men
samtidig er der en stor omsorg for og mellem personerne og et vist blik for deres skrøbelighed og længsel.
J
Christina Hesselholdt optræder på Bogforum lørdag kl. 16.00-17.00 sammen med Katrine Marie Guldager og Lone Hørslev på Store Scene.
5 stjerner
Christina Hesselholdt: Gennem et filter af rødt. 185 sider. 249,95 kroner. Vinter Forlag.
Grøndahl skriver atter mesterligt om de nære relationer Den bibelsk tonede ”Noget tabt i mørket” forbliver i bevidstheden efter endt læsning
anmeldelse Michael Bach Henriksen bach@k.dk
For 10 år siden udgav Jens Christian Grøndahl romanen ”Jernporten”, hvor den navnløse jeg-fortæller har en replik, der i tilbageblik virker næsten profetisk: ”Det er her, Fadervor kommer ind i billedet.” Historien er, at hovedpersonen, der er skolelærer og på knudemandsmanér hellere vil lytte til Brahms end engagere sig i sine medmennesker, langt henne i handlingen involveres i en lille flygtningefamilies skæbne. Hovedpersonen er ateist og forklarer de fleste menneskelige tildragelser psykologisk, men til sin egen overraskelse støder han på en grænse for, hvor meget hans hidtidige seku-
lære vokabular kan forklare. Et teologisk sprog vækkes. Fadervor kommer ind i billedet. Sin egen gryende erkendelse af kristendommens kvaliteter fortæller Grøndahl mere om i den ligeledes stærkt anbefalelsesværdige essaybog ”Min svage tro” fra 2021. Og hans seneste roman, ”Noget tabt i mørket”, hvor begreber som tillid og tilgivelse bliver virkelighed for personerne, og hvor et billede af Jesu opvækkelse af Jairus’ datter fra Markusevangeliet ligeledes spiller ind. Grøndahl har aldrig bekymret sig så meget over, hvem en fiktionsforfatter ”må” repræsentere, og denne gang kravler han ind i hovedet og følelseslivet på en 56-årig kvinde, Lisa, som groft sagt har fravalgt familielivet til fordel for advokatkarrieren. Siden en skilsmisse har forholdet til datteren Christel været distanceret, men den nærhed og forståelse, som Lisa ikke synes at kunne give, har Christel i stedet opnået med Lisas nye mand, skuespilleren Bror. Han ejer et hus på en lille dansk ø, hvortil Lisa planlægger at henlægge tilværelsen, efter at hun i handlingens begyndelse siger sit
0 Jens Christian Grøndahl er uovertruffen i beskrivelsen af, hvordan brud føles og manifesterer sig i det mellemmenneskelige liv. FOTO: MATHIAS SVOLD/ RITZAU SCANPIX
topjob op for omsider at hellige sig familien. Men det går jo sjældent, som mennesker planlægger, i hvert fald må også Lisa sande, at hun ikke kan kontrollere tilværelsen som tidlig pensionist, uanset hvor velbeslået hun er, og hvor inderligt hun ønsker at være nærværende mormor for Christels lille søn. Stilistisk udmærker også denne Grøndahl-roman sig ved en fuldkommen ubesværet skiften mellem tider. Et møde, Lisa har med en hjemløs i New York på nutidsplanet, væves sømløst sammen med en barndomserindring, som vokser ind i en fristelse, Bror blev mødt af fem år tidligere, som peger langt fremad i Lisas liv. ”Alt er til stede,” lyder mottoet i Ole Sarvigs roman ”Havet under mit vindue”, og jeg tror, at det er noget lignende, som Grøndahl er interesseret i. Et sted i romanen står der om en sommeraften, som Lisa og Bror nyder på øen: ”Det er den samme sommer, den samme aften, den samme tid, og alt i den findes, der er ikke noget i deres liv, der bare passerer, det findes, er med hele tiden hele deres tid er omkring dem en time som nu.”
I beskrivelsen af tidsopfattelse og menneskelige længsler og af, hvordan brud føles og manifesterer sig i det mellemmenneskelige liv, er Grøndahl uovertruffen. Hans nyeste roman er på en måde hurtigt læst, men fordi bagtæppet har en bibelsk toning, og den dér tilgivelse kommer ind i billedet som en mulighed – at bruddet ikke altid får det sidste ord – lever ”Noget tabt i mørket” i bevidstheden efter endt læsning. J Jens Christian Grøndahl optræder på Bogforum lørdag kl. 11.50-12.10 sammen med Katrine Wiedemann på C1-005 Tranescene 2.
Jens Christian Grøndahl: Noget tabt i mørket. 188 sider. 249 kroner. Gyldendal.
10 | Efterårsbøger | Danske romaner FOTO: LÆRKE POSSELT
Hjerter gisper, højhuse hvisker, og heste vrinsker Liv Duvå har slået sit navn fast som en raffineret og dobbelttydig stemme i ny dansk litteratur
anmeldelse Liselotte Wiemer kultur@k.dk
Liv Duvå optræder på Bogforum lørdag kl. 11.30-11.50 på C2-018 Rød Scene samt lørdag 15.2016.05 sammen med Thomas Korsgaard på Litteraturscenen.
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
De knager og stønner som levende organismer. De udspyr gifte, der lægger sig på huden og sætter sig i generne. Og i suset om hjørnerne messer de: ”Vi er jeres omsorg og vrede.” De 12 grå betonblokke i Brøndby Strand er meget mere end højhuse. De er tilstande i de mennesker, der bor der. De er identitet og skæbne. Forbandelse og velsignelse. Og nu skal de rives ned på grund af alt for store mængder gift i fugemassen. Fra disse blokke breder Liv Duvås dybt foruroligende og formidabelt klippede roman ”Ned fra himlen” sig med sine tentakler. Ud mod den 21-årige Maria, vores seje og skrøbelige hovedperson og tidligere gartnerelev. Ud mod hendes et og alt, lille Sonja på ni måneder. Mod barnets far, Johan, mod moster Janne, en cowboy på prærien, der bestyrer en ridegård på kanten af blokkene, en oase for børn, ingen andre vil huse. Og de breder sig helt op til 15. etage i et af de nedrivningstruede huse, hvor Marias mor, den alkoholiserede Vibeke, bor. Og hvor Maria selv voksede op, men ikke længere sætter sine ben. Og ind i alt dette slanger sig et kamera med den unge, smarte Paul. Som en blanding af snylter og elsker, medføler og udnytter går han rundt med sit tredje
øje og optager det hele: nedrivningsprocessen, giften, menneskene, udsættelsen. Vi er i himlen, og vi falder ned fra himlen. Sådan begynder romanen. Fra højhusene til Maria, der i et andet hjørne af København flygter med Sonja i barnevognen fra den lejlighed, hvor Johan endnu en gang har holdt fest hele natten. Alt sejler, og selv sejler hun ned i puslerummet på Fisketorvet i København. Hvor skal hun ellers gå hen? Indtil den altid handlekraftige moster Janne henter dem. Så bor de på gården med Jannes kæreste, Pia, passer heste og tilløbende børn, spiser havregrød. Der er godhed og tryghed i luften. Men i baggrunden trænger fortiden og Vibeke sig på. Janne burde jo kontakte sin søster. Maria sin mor. Der er lig i lasten og en centerbodega, der trækker. Med hjerteskærende præcision beskriver Liv Duvå den midaldrende Vibeke. Splittelsen mellem det brændende ønske om at være en ordentlig og ædru mormor – og befrielsen for alt pres, når flasken endelig tømmes. Samme skarphed får vi i Marias egen kamp mod myndighederne. Egenrådig er hun, men også sært uskyldig i en verden fuld af regler. Det er mennesket mod systemet, så man får lyst til at skrige og sparke nogen bagi. Og så alligevel – og med al solidaritet i behold – lykkes det Duvå at forvirre læseren. Har myndighederne virkelig ret? Og har Sonjas far, Johan, med sine velhavende forældre og højere uddannelse ikke langt bedre kort på hånden? Sådan er vi midt i hverdagens ydmygelser og sejre, følende og flyvende. Lidt meget øses oveni, da mormor skal på afvænning og Janne deltage i X Factor. Men pyt.
For i centrum står en forunderlig dobbeltbundet historie. ”Hold øje med Liv Duvå, hun er præcis så farlig, som kunst skal være,” skrev jeg i anden sammenhæng om hendes ”Rosenreglen” fra 2019. Et par år før debuterede hun med ”Vi er vel helte”, som hun fik debutantprisen for. Og det er det samme topprofessionelle greb, der går igen i ”Ned fra himlen”. Denne cirkulerende blanding af horroragtig uhygge, misbrug og gedigen realisme. Tilsat sofistikerede skiftende ikke bare synsvinkler – men synsretninger: Maria set nedefra og indefra. De indskudte kapitler om højhusene set udefra og oppefra. Måske fra Vibekes blik bag gardinet. Måske fra et kamera, måske fra himlen – for oprindelig var disse bygninger jo et himmelprojekt: frisk luft og havudsigt til helt almindelige arbejdere. Der altså nu med vrede og opgivelse ser deres verden skride. En himmel uden Gud. Liv Duvå står på sit helt eget originale, voldsomme og dobbeltbundede sted i dansk litteratur. Hun står på menneskesiden. Men hun står i kviksand. Og det kan man kun, hvis man har begge ben på jorden og samtidig kan skue ud over det hele fra 15.-sals højde. J
Liv Duvå: Ned fra himlen. 400 sider. 299.95 kroner. Gads Forlag.
Scener fra et kunstnerhjem Kulturjournalisten og kritikeren Karen Syberg forsøger at generobre barndommens land gennem sin berømte slægt
anmeldelse Lisbeth Bonde kultur@k.dk
Karen Syberg (født 1945) er kendt fra dagbladet Information, hvor man især kan nyde hendes højst læseværdige haveklummer. I sin nye bog ”En tone i livet” bringer hun et Goethe-citat: ”Men hvad der som Arv fra dine Fædre kom/ maa først erhverves, vil du fuldt det have.” Romanen er hendes forsøg på at generobre barndommens land med henblik på fuldt ud at forstå sin arv. Især ligger det hende på sinde at opklare, hvorfor hendes talentfulde, astmatiske far, Franz – kaldet Trylle – som var uddannet i Leipzig på Europas dengang mest avancerede konservatorium for moderne musik – holdt op med at komponere. Slægtsromanen går tilbage til storhedstiden i 1700-tallet, hvor friherrerne von Syberg boede på slottet Hohensyburg ved Dortmund i Tyskland. Karen Syberg besøger ruinerne og undrer sig
over, at hendes slægt engang har boet dér, men familien har bevaret både våbenskjold og seglstempel som indicier på den glorværdige fortid. Vi når frem til slægtens senere ætlinge, de berømte farforældre, kunstmalerne Anna og Fritz Syberg. Da er det lille von for længst forsvundet. En nutidig note: Den Hirschsprungske Samling viste sidste år en inciterende soloudstilling med Anna Sybergs blomsterakvareller, som der stadig står gny om. Derimod endte den overmåde fine kolorist Fritz’ enorme succes brat ved udbruddet af Anden Verdenskrig, da han mistænktes for at nære sympati for nazismen. Han døde i december 1939 i nedslået tilstand. Familien fører en vedholdende diskussion om de tyske versus de britiske/ amerikanske kulturværdier. Karen Syberg skriver: ”Min egen generation blev opdraget på amerikansk, min far på tysk.” Komponisten Franz Syberg, Karens far, må ernære sig som organist og honning- og frugtavler for at få det hele til at løbe rundt. Ligesom sin far sværmer han for tysk kultur. Man forstår, at han holder op med at komponere, dels fordi han føler modstand i tiden imod hans moderne musik, som tyskerne ville udskamme som ”entartet” – degenereret – dels fordi han overmandes af arbejdet i frugtplantagen og bag orglet i kirken. Gåden er løst.
2 Karen Syberg som lille pige på skødet af sin far, komponisten og organisten Franz (Trylle) Syberg, søn af malerne Anna og Fritz Syberg. FOTO: PRIVAT
Farforældrene har en stor omgangskreds, herunder naturligvis malerkollegerne Alhed og Johannes Larsen på Møllegården tæt ved, forfatteren Johannes V. Jensen, maleren Ernst Goldschmidt og en lang række andre kulturpersonligheder, som jævnligt lægger vejen forbi Pilegården, der danner ramme både om farforældrenes og senere Karen og hendes families liv. Bedsteforældrene er bohemer, og deres mange brevvekslinger, som Karen Syberg citerer flittigt fra, vidner om, at der har været flere sidespring, og at især Fritz var plaget af jalousi. Men der er også lykkelige stunder: Hver sommer ligger man på landet på Fyns Hoved, og fra december 1910 til maj 1913 opholder hele familien med seks børn sig i Pisa i Italien. Her bliver yderligere efternøleren Rab-
be (Anna Louise) – nummer syv – til. I 1955 forsvinder hele Karen Sybergs tilværelse med et pennestrøg. Jeg skal undlade at afsløre noget her. Men det er J dramatisk.
5 stjerner Karen Syberg: En tone i livet. 302 sider, illustreret. 299,95 kroner. Forlaget Alpha.
Karen Syberg optræder på Bogforum søndag kl. 11.30-12.00 på C2-017.
STORE FORFATTERE – DEN STØRSTE FORTÆLLING MØD BIBELSELSKABET PÅ STAND C2-012 PROGRAM FREDAG 13.00 Jakob Svendsen: Bibelen for sjov Hæsblæsende bibelfortællinger med glimt i øjet og masser af respekt. Bibelen er sjov – især når den bliver taget under kærlig behandling af en professionel standupkomiker. Garanterede grin til både børn og voksne.
14.00 Kristian Leth og Peter Snejbjerg: Maria fra Magdala Hvem var Jesus? Hvorfor flokkedes mennesker omkring ham? Med Maria fra Magdala har Kristian Leth og Peter Snejbjerg skabt en dragende og dramatisk graphic novel ud fra den største fortælling, vi har.
15.30 Sørine Gotfredsen: 50 bibeltekster du skal kende Mød Sørine Gotfredsen og hør hendes tanker om at leve og arbejde med Bibelen. Hvad er det for en kraft, der strømmer fra de gamle fortællinger, og hvad går vi glip af, hvis vi ikke kender til dem?
16.00 Bibelselskabets traditionsrige reception Bibelselskabet inviterer til reception for venner og samarbejdspartnere – traditionen tro er receptionen åben for alle og finder sted på vores stand. Vi glæder os til at se dig til et glas, en snack og en snak.
ke s elie-
ri g åer
øs A,
til gle på det
” J
gelig
hance for at tteren har lahedens FEvad der i anirker sponsyltet ind i Hvad der før længsel, er mer erotik og å megen kabolsje. J
n af krigen. r. 230 kroner. dt og Ringhof.
14 | Efterårsbøger | Danske romaner
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Leif Davidsen: På 40 år er Danmark blevet mindre harmonisk, mindre anarkistisk og mere drevet af panik Leif Davidsen har brugt Lars Findsen-sagen som inspirationskilde i sin seneste roman, hvis tema er, at noget er råddent i Danmarks rige
interview Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
I 1984 udgav en yngre udenrigskorrespondent fra DR en spændingsroman om en blød dansk mand, Poul, der efter en gruopvækkende melding om et dødsfald rejser til det farlige Spanien, hvor han havner i kløerne på baskiske terrorister og hårdkogte efterretningsfolk, inden han kan vende hjem til trygge, harmoniske Danmark. 40 år senere ligger DR-karrieren langt bagude. Leif Davidsen har for længst etableret sig som forfatter. De fleste kender ham nok især for hans dybe kendskab til Sovjetunionen og Rusland, men hans nyeste roman begynder i Spanien, hvor en hård dansk mand, Peter, har søgt tilflugt efter at været blevet fyret på grund af en MeToo-sag. Nu driver en gruopvækkende melding om et dødsfald ham fra det trygge, solbeskinnede Spanien til det kolde, lukkede, farlige Danmark, hvor mistænkte dør i deres fængselsceller, hvor den ene efterretningstjeneste overvåger chefen for den anden, og hvor regeringen hersker med hemmelige beslutninger truffet bag lukkede døre. På titelbladet citerer forfatteren tilmed Shakespeare: ”Something is rotten in the state of Denmark.” Hvad er der dog sket med vores land på de 40 år? ”Danmark ligger, hvor det altid har ligget, men jeg synes, at der er sket meget med vores samfund. Vi er ikke det homogene, konsensussøgende lille land, vi har været, og jeg oplever, at det liberale demokrati krakelerer i de her år. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa,” siger Leif Davidsen. Den 73-årige forfatter tager imod i sit hjem, som han deler med sin hustru og førstelæser gennem 44 år, Ulla. I en klyngehusbebyggelse i Smørum vest for København ligger hjemmet som en oase af eftertænksom ro, kaffe på kaffemaskinen og strømpesokker på nydelige trægulve. Det er ikke overalt, Danmark er blevet mere råt og ustabilt, siden hans første bog, ”Uhellige alliancer”, udkom. En bog, som genudkom samtidig med udgivelsen af Leif Davidsens seneste roman, ”I skyggen af krigen”.
”Det var forlagets idé at genudgive min første bog som en markering af mit 40-års jubilæum. Jeg havde jo ikke læst den siden dengang, så det var lidt med bævende hjerte, jeg vendte tilbage til den, men jeg synes, den er okay,” siger Leif Davidsen. ”Der er jo nogle tidsmarkører. I 1984 var der ikke internet og mobiltelefoner, folk røg over det hele uden at spørge om lov, og ingen tænkte på klimaet. Jeg skriver et sted i bogen, at det at møde en dansktalende mand i de baskiske bjerge er lige så mærkeligt som at møde en mørklødet mand på Strøget i København, der taler flydende dansk. Det ville jeg jo ikke skrive i dag,” siger han. ”Danmark har også forandret sig. James Mellon, som i 1980’erne var britisk ambassadør i Danmark, kaldte danskerne en stamme, og han mente det positivt. Vi var meget ens, meget homogene. Vi havde stort set ingen etniske spændinger, og vi løste vores problemer ved at sætte os ned, ikke ved lejrbålet, men over en kop kaffe – og dengang sikkert også et glas Gammel Dansk – og så snakkede vi os til rette om tingene. Man kunne ikke lide store uenigheder, og det er en meget markant forskel til i dag,” tilføjer forfatteren, som samtidig bemærker, at Danmark for 40 år siden var meget mere anarkistisk: ”Hvis nogen var utilfredse med noget, så arbejdede de efter reglerne, og det fik alt til at gå i stå. Så fandt man en løsning, så man kunne arbejde uden om reglerne igen, og så gik det fint.”
Ind under gulvtæppet
Leif Davidsen forklarer, at alle hans bogprojekter begynder med, at en hovedperson dukker op i hans hoved. Og han understreger, at disse hovedpersoner aldrig er ham selv. Han er hverken den bløde Poul eller den hårde, bitre efterretningsagent Peter Bojden, som er alt for 1980’er-anarkistisk og gammeldags macho til 2020’ernes regelrytteri og kønsdebatter om MeToo og mental load. Til gengæld er han en dygtig efterfor-
”
I 1984 var der ikke internet og mobiltelefoner, folk røg over det hele uden at spørge om lov, og ingen tænkte på klimaet.
LEIF DAVIDSEN, FORFATTER
sker, og derfor bliver han involveret i en sag, der i begyndelsen ligner virkelighedens Lars Findsen-sag, inden den eskalerer til noget, der vel trods alt er en hel del vildere end den virkelige sag om chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, (FE) der blev overvåget af Politiets Efterretningstjeneste (PET), fængslet og anklaget for at have lækket oplysninger til skade for nationens sikkerhed. I bogen hedder efterretningschefen ikke Lars Findsen, men Kasper Bork, og er fiktiv. Men Leif Davidsen indrømmer gerne, at selvom han har skrevet om spioner og efterretningstjenester i 40 år og har forfattet opslaget om spionage i Den Store Danske Encyklopædi, så ville han aldrig selv have udtænkt det plot, som udfoldede sig i Danmark i 20202022. ”Jeg har faktisk prøvet at finde ud af, om der er lignende tilfælde rundt omkring i vores del af verden. Der findes selvfølgelig skandaler med folk, som viser sig at have arbejdet for russerne eller kineserne. Men at en efterretningstjeneste i en demokratisk nation giver sig til at endevende en efterretningschefs liv med hele den tyrkiske musik af rumaflytning og skygning, det kan jeg ikke finde andre eksempler på,” siger Leif Davidsen. Præcis hvad det var, der førte til, at Lars Findsen i den nu opgivne retssag kom under anklage for, efter paragraffer der kunne give op til 16 års fængsel, regner forfatteren ikke med, at offentligheden nogensinde får at vide. Tidligst om 75 år. Derfor har han også frit kunnet finde på sin egen opdigtede årsag, som involverer både Rusland, USA og den danske regering og bringer hovedpersonen til både Berlin og Kyoto. Hvordan det hele hænger sammen i bogen, skal ikke røbes her. Men med en omskrivning af en udtalelse fra 1980’ernes joviale landsfader, Poul Schlüter (K), kan vi slå fast, at der er fejet noget ind under gulvtæppet.
Generation af udygtige politikere Dermed er vi fremme ved nogle af de forhold i nyere tids danske samfund, som bekymrer Leif Davidsen. ”Jeg synes, der er kommet en uhensigtsmæssig hastighed ind i lovgivningen, som går alt for stærkt. Og der er kommet en lukkethed i systemet,” siger han. Han mener, at beslutningsprocessen i Danmark er præget af coronatiden og de meget vidtgående indgreb i danskernes liv, som regeringen indførte i al hast med oppositionen som passive tilskuere. Ikke at forfatteren vil gøre sig til ekspert og dommer i forhold til håndtering af en pandemi. Men han har ofte undret
sig over, hvor eftertænksomheden og den politiske samtale er blevet af. ”Hele den der periode med minksagen, de slettede sms’er, lukketheden. Hele den danske presse fandt sig i kun at stille to spørgsmål ad gangen. En minister, der udtalte, at et overvåget samfund er et frit samfund. Og hvis nogen havde sagt til mig i 1980’erne, at om 40 år vil politiet kunne lave visitationszoner, hvor man kan gå hen til en almindelig borger og så sige: ’Jeg vil gerne se, hvad du har i lommerne,’ ville jeg ikke have troet dem,” siger Leif Davidsen, som frygter, at hvis der for eksempel sker en alvorlig terrorhandling på Nørreport Station i København, vil politikerne ”reagere med panik og komme med nogle drakoniske tiltag, som virkelig vil indskrænke vores frihed”. Han tilføjer, at han ikke er af den opfattelse, at den generation af politikere, som udgør regering og opposition i Folketinget i dag er onde mennesker, der ønsker at nedbryde det liberale demokrati. ”Jeg vil heller ikke betegne dem som dumme eller dovne, men de har alligevel nogle begrænsninger. Jeg synes faktisk ikke, at den nuværende generation af politikere er særligt dygtige eller visionære. Altså, hvorfor tænker man sig ikke lidt mere om, inden man handler? Jeg mener virkelig, at der i senere år er lavet nogle forfærdelige love, som på mange måder har forandret Danmark,” siger Leif Davidsen. Som eksempel nævner han offentlighedsloven, hvor retten til aktindsigt er indskrænket, politireformen, som fjernede politiet fra borgerne, og kommunalreformen i 2007, som med Leif Davidsens ord ”hev hjertet ud af mange provinsbyer. For ikke at tale om skandalerne med Vurderingsstyrelsen, gældsinddrivelsen, minkerstatningerne og de utallige spindoktorer og politikernes maniske brug af sociale medier for at nævne blot nogle få af de mange”. Og så var der altså sagen om PET og Lars Findsen. En sag, hvor PET tog rundt til avisredaktionerne og informerede om, at hvis journalisterne skrev om bestemte forhold, risikerede de at komme i fængsel. ”Jeg synes, det er ret alvorligt i et demokrati, at de hemmelige tjenester forsøger at intimidere medierne. Det har vi ikke set i Danmark siden Besættelsen,” konstaterer Leif Davidsen.
Håbet er hos de nye generationer Bogens titel, ”I skyggen af krigen”, afspejler, at det ikke kun er corona, minkaflivning og PET-sag, der udgør bogens bagtæppe.
fortsætter side 16
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Efterårsbøger | 15
”
Jeg synes faktisk ikke, at den nuværende generation af politikere er særligt dygtige eller visionære.
LEIF DAVIDSEN, FORFATTER
6 Leif Davidsen Født 1950 i Otterup på Fyn. Opvokset i Bogense. Uddannet journalist og ansat på Danmarks Radios udenrigsredaktion 1978-1988, først som radiojournalist, senere som korrespondent for TV-Avisen i Moskva. Debuterede som romanforfatter i 1984 med ”Uhellige Alliancer” og har siden blandt andet udgivet ”Den russiske sangerinde” (1988), ”Den sidste spion” (1991), ”Den troskyldige russer” (1993), ”Limes billede” (1998), ”De gode søstre” (2003), ”Den ukendte hustru” (2006). ”Ravnens rede” (2017) og ”Lenins bodyguard” (2022). Den nyeste roman, ”I skyggen af krigen” udkom 8. maj fra forlaget Lindhardt og Ringhof. Gift med læge Ulla Høy Davidsen siden 1980. Parret har to voksne børn og tre børnebørn og bor i Smørum vest for København.
Leif Davidsen optræder på Bogforum lørdag kl. 10.00-10.25 på Temascenen samt lørdag kl. 13.10-13.55 på Store Scene og lørdag kl. 15.30-15.50 på C3-007. FOTO: SØREN BIDSTRUP/RITZAU SCANPIX
16 | Efterårsbøger | Danske romaner
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024 F OTO : L E I F T U X E N
2 Leif Davidsen har gennem 40 år som forfatter udgivet 16 romaner samt novellesamlinger og essays. Nu er debutromanen ”Uhellige alliancer” genudgivet, samtidig med at den nye roman ”I skyggen af krigen” udkom.
... Leif Davidsen: På 40 år er Danmark blevet mindre harmonisk ... fortsat fra side 15 Det er også den aktuelle verdenssituation med krig i Ukraine og et USA, som måske til november vælger Donald Trump til på ny at være præsident. Sker det, står vi ifølge Leif Davidsen i en ”helt forfærdelig skrøbelig situation”, hvor vi i Europa må tænke på at kunne klare os selv. ”Under den kolde krig havde man en generation af verdensledere, som vidste, at atomvåbnene havde et dommedagspotentiale. Man talte om MAD, mutually assured destruction [gensidig sikker ødelæggelse]. Det var en galskab, som på en måde repræsenterede en orden og en forudsigelighed. Den forudsigelighed har vi ikke i dag,” siger han. Det skal bemærkes, at dommedag kun med nød og næppe undgik at blive udløst. Under Cubakrisen i 1962 var det tæt på, og i 1983 var russerne på grund af en
fejl så sikre på, at amerikanerne havde indledt et atomangreb, at de var parate til at sende deres raketter af sted. Kun fordi landets daværende leder, Jurij Andropov, var så syg, at han ikke var ved bevidsthed, tøvede man længe nok til at opdage misforståelsen. ”Så døde Andropov, og så kom Tjernenko til, og han døde også. Så blev Gorbatjov Sovjetunionens leder, og resten er historie,” siger Leif Davidsen, som minder om, at der kun gik seks år, fra kloden var så tæt på dommedag som nogensinde, til Berlinmuren faldt, og Sovjetunionen bevægede sig mod opløsning. Forandringen skete ifølge forfatteren, fordi kemien mellem Gorbatjov og USA’s præsident Reagan var overraskende god, fordi begge var dygtige ledere med dygtige rådgivere. Og fordi det kommunistiske system var bankerot. Dette fører os frem til det håb, som vi kan nære for verden her i 2024, hvor vi
”
Så døde Andropov, og så kom Tjernenko til, og han døde også. Så blev Gorbatjov Sovjetunionens leder, og resten er historie.
LEIF DAVIDSEN, FORFATTER
lever i skyggen af krigen, og hvor Leif Davidsen synes, vi har gjort ret i at tage klart afstand fra den russiske invasion i Ukraine, men samtidig slår fast, at det ville være dumt at støde hele den russiske befolkning fra os, for Rusland kommer ikke til at gå væk.
Vi skal ifølge Leif Davidsen heller ikke tro, at det ændrer noget, hvis Ruslands præsident Putin styrter ned med en helikopter og dør i morgen. Hans efterfølgere vil være lige så præget af russiske stormagtsdrømme og af såret stolthed over nederlaget i den kolde krig. Der er i Rusland en udbredt vilje til at føre krig uden hensyn til omkostningerne for såvel nabolandets befolkning og soldater som sine egne, konstaterer han. Og han tilføjer, at vi heller ikke skal håbe for meget på en hurtig, mirakuløs forandring af det politiske klima i USA, hvor de politiske grupperinger står så langt fra hinanden, at de er holdt op med at tale sammen: ”Men der er håb for, at vi i løbet af 5 til 10 år kan have nogle andre ledere. Nogle nye generationer, som ser anderledes på tingene. Der var ingen, der havde set det komme, da forandringerne satte ind i 1980’erne. Og det kan jo komme igen.” J
Davidsens thriller om efterretningstjeneste er forudsigelig Leif Davidsen er en ferm plotmager, men hovedpersonen i hans nye roman er en kedelig fætter
anmeldelse
Kristian Østergaard kultur@k.dk
Leif Davidsen kan i år markere sit 40-årsjubilæum som romanforfatter. Davidsens speciale er den politiske thriller, der blotlægger en viden om det tragisk-ironiske i de menneskelige grundvilkår. ”I skyggen af krigen” er ingen undtagelse. Det er en blodig fabel om den fallerede efterretningsofficer Peter Bojden, der grundet en MeToo-anklage blev nødt til at forlade sit fædreland og opgive sin karriere, og som nu lever i eksil i Malaga med en 20 år yngre elskerinde. ”Han var smidt på porten som en anden fulderik sparket ud af et værtshus”, som det hedder med en sætning, der humper en anelse.
Det gør Bojden også i overført forstand. Og da han erfarer, at chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste er blevet fængslet, bekræfter det ham kun i, at verden er af lave. Arrestationen har at gøre med det berygtede kabelsamarbejde mellem USA og Danmark, som gav amerikanerne mulighed for at læse smsbeskeder og aflytte telefoner.
Lyder det bekendt? Selvfølgelig gør det det, og derfor er det rent krukkeri, når Davidsen meddeler, at ”enhver lighed med virkelige mennesker er utilsigtet”. Man skal jo have opholdt sig på Mars de seneste par år, hvis man ikke begriber, at FE-chefen Kasper Bork er modelleret over virkelighedens Lars Findsen. Det forlyder ganske vist ikke, at Bork har bemægtiget sig kasserede cykler eller nærer forkærlighed for sadomasochistisk sex, men så har Bork til gengæld snuppet elektronik på en genbrugsplads og bedraget sin kone. I et ikke alt for overbevisende forløb
bliver Bojden sat på opgaven at opklare, hvad der er op og ned i FE-sagen. Det skal vise sig at være vanskeligt. I spionernes verden drejer det sig om at sige mindst muligt på den mest fyldige måde. Undervejs formår Davidsen fint at kombinere det belærende med det underholdende. Læseren bliver grundigt orienteret om de geopolitiske forhold med krigen i Ukraine som en væsentlig faktor. Forfatterens force er jo evnen til at gøre en tid, et miljø, en handlingsrunddans levende, så man har fornemmelsen af at være med i den.
ret, da læseren ikke får en chance for at fortrænge, hvor meget forfatteren har ladet sig inspirere af virkelighedens FEskandale. Med andre ord: Hvad der i andre af Davidsens romaner virker spontant og bevæget, bliver her syltet ind i gentagelsernes gustenhed. Hvad der før gav indtryk af appetit, uro, længsel, er nu kvabbet sammen i lummer erotik og en hovedperson med lige så megen kaJ risma som et hengemt maltbolsje.
Desværre er hovedpersonen i roma-
I skyggen af krigen. 320 sider. 230 kroner. Lindhardt og Ringhof.
nen et kedeligt bekendtskab. Bojden udvikler sig ikke rigtigt og er af den grund ret så forudsigelig. Dertil kommer, at Davidsen indimellem enerverer ved sin detaljerigdom. Om Bojdens sorte jeans bliver det således understreget, at de var uden pressefolder. Hvor mange mon går rundt i cowboybukser med pressefolder? Selve plottet virker også stift og force-
Leif Davidsen:
18 | Efterårsbøger | Danske romaner
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Riebnitzskys roman om Bibelen er næsten for respektfuld
anmeldelse Liselotte Wiemer kultur@k.dk
Er der nogensinde før taget så eksplosivt mange livtag med Bibelen som i de seneste år? Tegneserier, romaner, graphic novels, børnebøger, essayistik, faglige ny-, omog genfortolkninger, personlige boksekampe. Fra Kristian Leth, Bjarne Reuter og Anne Lise Marstrand-Jørgensen til Synne Garff, Kim Fupz Aakeson og Peter Madsen. Alt fra det skæve og frække til den store ærbødighed. En uudtømmelig kilde. Tilsyneladende ikke det mindste påvirket af blinkende advarselslamper om svigtende kirkegang og faldende læselyst. Og hvordan kan det være anderledes med det, Kristian Leth for nylig kaldte ”Verdens vigtigste bog”. Et sted i den mangfoldighed placerer Anne-Cathrine Riebnitzsky sig med romanen ”Tempel”, der er tænkt som første del af en trilogi og handler om tiden umiddelbart før og efter Jesu fødsel, kristendommens zenit, der her placeres nogle år før år nul. Og der er lagt op til et godt match. Vi ved, at Riebnitzsky kan bære de store historier helt ud til den melodramatiske kant. Og den seneste debat om, at ny dansk litteratur er elitær og ikke rammer bredden, er i hvert fald ikke møntet på hende. Hun kan fortælle. Og så kan hun gå hjemmevant i de mest uvejsomme områder fra ydre stenørkener til indre afgrunde. Det vilde og det milde – det er hendes forfatterskabs varemærke.
Men af uransagelige grunde ender vi i ”Tempel” på en sær mellemstation. Og ligesom da Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrev sin store nytestamentlige genfortælling (”Natten åbner sig som en port” fra 2023), slår det mig, om respekten for stoffet kan blive så stor, at den sidste forførende kunstneriske frihed forsvinder. Sært, når det handler om tekster, der netop sprænger rammerne for al traditionel tænkning. Men forståeligt. Riebnitzskys roman slår ellers spændende takter an. Historien er bygget kalejdoskopisk op som krydsklip mellem en række kendte og fiktive personer, der lever omkring den tid, hvor en stor ny stjerne viser sig på himlen. Magikere og astronomer læser det som et tegn. Vi møder den evigt paranoide kong Herodes i Judæa, der dræber både sin elskede og to af sine sønner for selv at beholde magten. Vi møder slaven Africanus, den unge dreng i havnebyen Neopolis, der først er den romerske administrators tvungne elsker, senere sættes fri og bliver legionær. Fra disse militære lejre kommer Riebnitzskys egen erfaring, viden og sansning i høj grad til sin ret. Vi følger de farefulde karavanerejser med varer fra Raqmu-Petra til Silkevejen, ledet af karavaneføreren Nabit – hvor også stjernetyderen Baltazar deltager. Hans entré på scenen kommer senere. Og dertil en række bipersoner, børn, koner, venner, medrejsende.
Endelig hører vi om de to parallelle bebudelser: først for den gamle præst Zakarias og hans hustru, Elisabeth, så for den purunge Maria, Elisabeths nære slægtning, der er forlovet med Josef. Rejsen frem til disse guddommelige nedslag, som i alle betydninger er romanens stjernestunder, føles desværre lang. Det er, som om fortælleren aldrig for alvor tør gå i nærkamp med de øvrige personer. Interessen er jo ikke vakt, bare fordi de indgår i en historisk sammenhæng. Der skal fyldes relevans på. Her og nu. I stedet refereres der – selv til sto-
FOTO: WIKIMEDIA COMMONS
Anne-Cathrine Riebnitzskys nye roman, den sjette i en kraftfuld række, lander smukt. Men undervejs er ”Tempel” lidt til den blege side
re, blodige følelser – fra en rolig ørnevinge. Og var det ikke så forslidt, ville jeg trække det gamle skrivekort om at vise os det i stedet for at fortælle om dem op af hatten: Don’t tell, show! Men tæt på zenit forlader vi iagttagerrollen, og noget falder på plads. Rørt bliver man over det barnløse par Zakarias og Elisabeths glæde, da de får en søn. Ekstra rørt, fordi vi ved (i en bagklogskab, de naturligvis ikke har), at de en dag skal miste ham igen. Og også Maria og Josef er skildret med en øm, næsten naiv finfølelse. Så unge, de er. Så uforberedte og alligevel – også for Josefs vedkommende – forbavsende tillidsfulde. Og det er såre menneskeligt, når vi hører, at Josef ikke tør røre Maria i brudesengen. ”Jeg er også bange,” siger han. Til hendes stille skuffelse.
Men børn får de. Også flere børn endda. Der er et romantisk, men fint åndeligt lys over de to kærlighedsforhold i hver sin ende af livet. I hver sin livsomstyrtende situation. Og man tager til sidst gerne rejsen med til Egypten. Lad de næste bind gå videre ad den tætte vej. J
Anne-Cathrine Riebnitzsky: Tempel. 480 sider. 299,95 kroner. Lindhardt og Ringhof.
0 ”Tempel” foregår i årene op til Jesu fødsel. På billedet ses en karavane ved Betlehem fotograferet omkring 1920. Anne-Cathrine Riebnitzsky optræder på Bogforum fredag kl. 13.0013.45 med AnneMarie Vedsø Olesen på Litteraturscenen og lørdag kl. 12.1012.30 på C3-007.
Stine Ellerbæks debutroman kræver en tålmodig læser Selvreflekterende udforsker ”En skov at fare vild i” det moderne menneskes søgen efter mening. Men rejsen kræver tålmodighed
anmeldelse Elizabeth Blicher kultur@k.dk
Stine Ellerbæks ”En skov at fare vild i” balancerer mellem at være en erindringsroman og et langt essay. Fortælleren, der også bærer forfatterens navn, er en 38-årig kvinde. Hun er journalist, mor og hustru, men hun leder efter en dybere mening i sit liv, som ingen af de øvrige roller i sig selv udfylder. Som en fælles beslutning, men på hendes initiativ, flytter familien fra en herskabelig lejlighed på Frederiksberg i København til Thy og bliver dermed tilflyttere til Klitmøller og ”Cold Hawaii”. Her skal Stine, hendes mand, Simon, og deres to børn udleve den moderne drøm
om ro og autentisk livsførelse omgivet af natur og fællesskab. Thy viser sig dog at være en drøm, der i løbet af fortællingen afdrømmes. I takt hermed farer fortælleren vild i sit eget indre, sit parforhold og sit familieliv. At hovedpersonens mand er musikeren og kunstneren Simon Kvamm, er ikke ligegyldigt, idet hans karriere, succes og status som kendt spiller en rolle i deres fælles liv og samliv. Skoven er den gennemgående figur, der danner ramme om fortællingen. Den er på afstand frihed og vildskab, ro og en kærkommen kontakt til naturen. Men den viser sig også symbolsk som stedet for transformation, overgang og (med en tydelig reference til jungiansk psykoanalyse) det ubevidste. Det er i skoven, at fortællingens smukkeste strofer findes. Men skoven lindrer ikke. Den kaster fortælleren ud i en eksistentiel krise og en søgen efter den dybe identitet, det dybe sammenhold, den dybe forbundethed. For hvem er jeg, når jeg ikke læner mig op ad ydre identitetsmarkører? Der er ikke noget entydigt svar. Der er faktisk for mange svar, en hel mosaik af svarmuligheder. Derfor kæmper ”En skov at fare vild i”
også med en vis overfladiskhed i sin selviagttagelse, og man sidder som læser tilbage med en gennemgående følelse af, at noget forbliver ufærdigt eller uforløst. Fortællingen balancerer på grænsen mellem selvrefleksion og selvhjælp. Og selvom den er skrevet i historisk præsens, fornemmer man, at fortælleren ved mere og kender slutningen. Det bliver på den måde en beretning, et indlæg. At grænsen mellem virkelighed og fiktion er uskarp, og at hovedpersonens mand er kendt, bestyrker kun fornemmelsen af, at der tale om et indlæg. Omvendt har forfatteren fuldt ud ret til at fortælle sin historie, som hun har oplevet, filtreret og forstået den. Uden fordømmelse. ”Mit liv bliver en fortælling, et hjemme-ude-hjem-eventyr, hvor jeg overskriver virkeligheden med min egen sandhed”, står der. Men selvom værket bryster sig af at være en hjemme-ude-hjemfortælling, hvor skoven er midlertidig, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at skoven er uendelig, og hovedpersonen fanget i en cyklus af selvrefleksion, der til tider får et usundt præg. I sidste ende er ”En skov at fare vild i”
dog en ambitiøs debut. Ellerbæk insisterer med ukuelighed og mod på at skrive sin historie. Som den er. I al sin sårbarhed, både når det er grimt, og når det er pyntet. Og hun reflekterer både med poetisk og hverdagsligt sprog. Er hendes fortælling universel? Nej. Kan man spejle sig i den? Ja. Men det kræver en tålmodig læser, der er villig til at fare vild sammen med fortælleren. Som der står: ”Måske er det enkelt: Jeg har mistet grebet om min livsfortælling. Nye sandheder plottet ind som punkter i historien, og jeg har svært ved at inkorJ porere det i forståelsen af mit liv”.
4 stjerner
Stine Ellerbæk: En skov at fare vild i. 181 sider. 199,95 kroner. Gutkind.
Stine Ellerbæk optræder på Bogforum lørdag kl. 12.55-13.15 på C3-010.
BØGER TIL DI Det, der gør bogen så vellykket, er Mylenbergs særlige greb med at lade Vanopslagh og Mark spejle sig i hinanden, interviewe hinanden og komme på besøg i hinandens verden ALTINGET
En storslået roman BERLINGSKE
VANDETS PAGT er en fortælling om forældre og børn, læger
og patienter, tilgivelse og sorg og om at tage sin skæbne på sig - alt sammen fortalt med udviklingen fra kolonialt styre til selvstændighed som det stærke bagtæppe.
Er det muligt at skifte bane, når man er midtvejs i livet? Hvad skete der med de nære relationer, mens man var optaget af karrieren? NOGET TABT I MØRKET er en
intens og tankevækkende nutidsfortælling om forventninger og skyldfølelse. Om skuffet tillid og en ny begyndelse.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen er tilbage med en ny historisk roman. RÆVEÅR er en kollektivroman om kvinder, der får det lille
KRISTELIGT DAGBLAD
øsamfund til at fungere. Om et stilfærdigt, dramatisk liv, hvor man kun kan overleve ved at holde sammen.
DIT EFTERÅR Mød alle forfatte rne på Bogfo rum 2024
Ib Michael deler åbenhjertigt sin sårbare historie om at kæmpe sig tilbage til livet efter en alvorlig sygdom i FRA DEN ANDEN SIDE AF SOLSKINNET.
Ib Michael har aldrig skrevet noget bedre BERLINGSKE
Da 27-årige Thomas Kjems rejser til Iran i efteråret 2022, raser de historisk store protester mod regimet. Han vil lave YouTube-videoer om gæstfrihed, men ender i Evin-fængslet, kendt for tortur og henrettelser. I månederne efter gennemgår han sit livs mareridt, uden at nogen ved, at han er blevet en brik i et større geopolitisk spil.
VARME HÆNDER handler
om magt og afmagt. Om hjælp til dem, der ikke ønsker hjælpen. Om varme hænder, der har svært ved at holde varmen.
Stine Askov gør det igen KRISTELIGT DAGBLAD
Lars Lilholt og Peter Ingemann vender verdenssituationen, som de ser den fra Jyllands hjerte og taler om manderollen, provinsen, folkelighed, finkultur, tro, politik og meget andet.
22 | Efterårsbøger | Politik og samfund
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Svulstigt dobbeltinterview Hovedproblemet med at skrive portrætter af mennesker midt i 30’erne er, at de ofte har bedrevet og oplevet lidt for lidt til, at det giver mening
anmeldelse Henrik HoffmannHansen hoffmann@k.dk
Efter de få første sider begynder omkvædet at rumstere i det indre øre. Det er fra ”Vennesangen”, som frøen Kaj og papegøjen Andrea skrålede ud i 1970’ernes populære børne-tv-serie: ”Selvom der er forskel på os to, så er vi gode venner, kan du tro!”. Det er de nu egentlig ikke, SF’s folketingsmedlem Jacob Mark og Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, viser det sig på side 14 i ”Mark & Vanopslagh – politik og parløb” skrevet af tv-nyhedsvært Troels Mylenberg. De er i hvert fald ikke venner, som ofte ses privat, ”men der er nok en risiko for, at de kunne gå hen og blive det”. Forfatteren har i hvert fald gjort sit til, at det vil ske. Over en periode på nogle måneder har han dobbeltinterviewet de to politiske talenter og besøgt dem i deres hjemegne, Struer og Herfølge. Vi hører om Alex Vanopslaghs barndom i Lemvig, som han nærmest kun har gode minder fra. Vi hører om hans franske far, får at vide, at han stadig taler flydende fransk, og vi kommer til kage og kaffe hos mor Anni, som sad og klappede i sine små hænder og var så stolt, da sønnen talte meget om unge
3 Alex Vanopslagh (LA) til venstre og Jacob Mark (SF) ses her i Sankt Pauls Kirke på Østerbro i København. FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN
mennesker og lancerede sloganet ”Du kan godt”. Det var lige i den ånd, hun havde forsøgt at opdrage sine børn, lyder det. Senere går turen til Hastrupskolen i Køge, hvor alle ”hujer og hilser på Jacob, han er en af deres og deres stjerne”. Når han kommer sammen med Vanopslagh, bliver lærerne åbenbart en smule ”starstruck” (benovede) over de to, der er ”meget mere end politikere på besøg, de har sammen boybandets tiltrækningskraft, unge, flotte og smilende som de er”. Ja, sådan står der faktisk, og sådan fortsætter det på de første cirka 150 sider. Med smalltalk, besøg på barer og møder med gamle venner, der siger pæne ting, mens der bliver grinet i ét væk. Bogen kommer ganske vist også rundt om de to politikeres stress-sammenbrud og de to ”møgsager”, de har haft. Alex Vanopslagh fik i 2020 et skattefrit tilskud på 30.000 kroner, selvom han ikke opfyldte reglerne for at få det. Jacob Marks sag handlede om, at han i en eksamensopgave fra 2017 havde citeret sig selv, hvilket var imod reglerne, og så måtte han skrive et nyt bachelorprojekt. Forfatteren forsøger at stille kritiske spørgsmål til de to hovedpersoner, men de får også fyldig mulighed for selv at forklare, hvad der er ”op og ned” i de to sager.
På de sidste 100 sider bliver det dog
omsider mere politisk og menneskeligt interessant. Et afsnit handler om de to politikeres tro og forhold til kristendommen, som de i øvrigt har udfoldet endnu mere i et interview i Kristeligt Dagblad. Det er bestemt interessant at høre, hvordan ansvarets åg og sygdom tilsyneladende har drevet dem begge tættere på kristen tro og livsforståelse. Det gæl-
der i særlig grad for Alex Vanopslagh, mens Jacob Mark ”tror, at jeg altid har troet, men jeg har ikke rigtig turdet stå ved det”. Del tre i bogen stiller spørgsmålet: ”Hvor skal vi hen?”. Her bliver der talt politik, og det er især i disse samtaler, at forfatteren når frem til, at ”socialisten” og ”liberalisten” på mange områder alligevel ikke er så uenige, som man skulle tro. De taler blandt andet om velfærdssamfundet, hvor Vanopslagh gerne vil have færre akademikere i det offentlige, og det er Jacob Mark helt med på. LA-lederen ønsker friskolemodellen bredt ud til andre dele af velfærdssamfundet, dog uden at borgerne skal betale noget selv, som de gør til friskolerne. Han vil have flere offentlige opgaver i udbud, og hvis markedskræfterne får lov at virke, forestiller han sig, at det bliver mere effektivt, og at der bliver penge til at sænke skatterne. Jacob Mark forklarer, at han tror på konkurrence, men ikke på privatisering. Men i øvrigt er han enig med Vanopslagh i, at den moderne velfærdsstat er tynget af for mange regler for ældrepleje, aktivering, børnehaver og skoler, som har umyndiggjort borgerne. Derfor vil han gerne have selvstyre på alle store velfærdsinstitutioner, men erkender, at det nok vil være et ret vidtgående forslag for mange andre SF’ere. Man kan selvfølgelig ikke afvise, at forbrødringen mellem de to politikere er reel nok på nogle punkter. Men det hele kunne også ligne en veltilrettelagt akt i det skuespil, som politik er, og som de begge også vedgår at deltage i. Både SF og Liberal Alliance forbereder sig til tiden efter den nuværende SVM-regering. Alex Vanopslagh spøger som borgerlig statsministerkandidat, og i den
rolle må han skrotte mange af sine tidligere meget liberale holdninger og idéer. I givet fald skal Liberal Alliance være det nye Venstre, der kan indgå kompromiser og bøje sig mod midten. Den øvelse har han allerede taget fat på her. For SF er udsigten, at det igen kan blive støtteparti for en socialdemokratisk regering eller ligefrem gå med i en rød regering. I det tilfælde bliver SF nødt til at acceptere mange af de kompromiser, som den nuværende SVM-regering indgår, og Jacob Marks bløde velfærdsmeldinger kan også sagtens tolkes ind i den ramme. Hovedproblemet med at skrive portrætter af mennesker midt i 30’erne er, at de ofte har bedrevet og oplevet lidt for lidt til, at det giver mening. Jacob Mark og Alex Vanopslagh har uomtvisteligt drevet det vidt med flotte personlige stemmetal ved valg og med tunge poster i deres partier, men det er ikke nok til at bære denne småsnakkende og – undskyld udtrykket – svulstige interviewJ bog. Jacob Mark og Alex Vanopslagh optræder på Bogforum søndag kl. 12.50-13.10 på C1-005, Tranescene 2, samt søndag kl. 14.40-15.15 på Perspektivscenen.
Troels Mylenberg: Mark & Vanopslagh. Politik og parløb. 248 sider. 279,95 kroner. Gyldendal.
n-
| 23
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
STAMINA
KRIG OG KÆRLIGHED Stamina følger livet blandt allierede flyvere i krigsårene 1940 og 1941 - dramatiske luftkampe og vilde fester. Romanen emmer af autenticitet og overbevisende billeder af miljøer man kender fra Brideshead Revisited og Downton Abbey.
0 Danmarks første arbejderregering i 1924 med Danmarks første kvindelige minster, socialdemokraten Nina Bang, som her ses på første række yderst til venstre.
Det er svært at få succes som minister Som letlæst introduktion til markante kvindelige politikere fungerer Kristine og Simon Emil AmmitzbøllBilles bog fint.
anmeldelse Kristian Østergaard kultur@k.dk
For 100 år siden fik Danmark sin første kvindelige minister. Socialdemokraten Nina Bang blev udset til at bestride posten som undervisningsminister. Som man kan læse i ”Alle Danmarks kvindelige ministre”, fik Bang dog ikke udrettet meget, da den socialdemokratiske regering kun fik en kort levetid. Med en anekdote viser forfatterduoen Kristine og Simon Emil Ammitzbøll-Bille, hvorfor Bang blev kaldt ”regeringens eneste mandfolk”: Da hendes mandlige kollega under et offentligt møde ville rejse sig under afsyngningen af ”Kong Christian”, greb marxisten Bang resolut fat i hans frakkeskøder og satte ham i bogstavelig forstand på plads. Portrættet af Bang anslår tonen og metoden i de 83 resterende portrætter. Fremstillingen er let, munter og iblandet en anelse skadefryd. Man fornemmer tydeligt, at forfatterne har stor erfaring med formidling, og man fornemmer også, at den kvindelige del af forfatterduoen er opstillet som kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for De Radikale, idet dette partis ministre gennemgående får flatterende skudsmål. Det gælder kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, som skibsreder Mærsk Mc-Kinney-Møller en dag ringede til og tilbød at opføre Operaen på Holmen. Det var formentlig et tilbud, enhver kulturminister ville have have takket ja til, så det virker overdrevent at kreditere Elsebeth Gerner Nielsen som ”vor tids kulturelle Christian den Fjerde”. Helt anderledes lyder vurderingen af SF’eren Annette Vilhelmsen. Alting sejlede for hende både som minister og partileder. Mange husker endnu klippet med Vilhelmsen, der tilfældigt træffer Lisbeth Zornig i Odense og lover hende en million kroner til et socialt projekt. Seerne var målløse, folketingspolitikerne ikke mindre, og Vilhelmsen endte med at få en næ-
Stamina er en selvstændig fortsættelse af Pastorale - Krig og Kærlighed, der i 2021 blev udråbt som en af årets 25 bedste bøger af Kristeligt Dagblad.
se: ”Den fodboldinteresserede Annette Vilhelmsen må konstatere, at det ikke var så let for en serie 4-spiller at være med i Superligaen. Det kostede hendes politiske liv og partiet dets regeringsdeltagelse og førte til et kommende valgnederlag.” Det var pæne ord, man sagde, da hun kom – og det var også pæne ord, man sagde, da hun gik. Det var kun, mens hun virkede, man fandt hende helt umulig. Sådan har man sammenfattet mangen politikers karriere, og efter læsningen af forfatterparret Kristine og Simon Emil Ammitzbøll-Billes markering af de første 100 år med kvindelige ministre bliver man slået af, hvor svært det er at få succes som minister. En af dem, der alligevel fik det, var kirke- og kulturminister Bodil Koch, der skulle blive den længst siddende minister i danmarkshistorien, og som prægede dansk kirkeliv og Socialdemokratiets forhold til det: ”Med sin teologiske baggrund var hun med til at normalisere forholdet mellem Socialdemokratiet og folkekirken.” ”Alle Danmarks kvindelige ministre” er en underholdende sag, der ikke gør os meget klogere på politik. Dertil er forfatterne for optaget af de spektakulære sager, ministrene har været involveret i. Men som letlæst introduktion til markante kvindelige politikere fungerer bogen så fint, at man må formode, at der kommer et nyt oplag, hvor man sikkert vil kunne læse om de to nye kvindelige ministre: social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og digitaliseringsminister J Caroline Stage Olsen (M). Kristine og Simon Emil Ammitzbøll-Bille optræder på Bogforum fredag kl. 12.00-12.45 på Biografiscenen sammen med Marianne Jelved samt fredag kl. 15.20-15.40 på C1-005 Tranescene 2.
4 stjerner
Kristine og Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Alle Danmarks kvindelige ministre. 392 sider. 300 kroner. Gyldendal.
bog - lydbog - ebog
24 | Efterårsbøger | Danske digte
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Et trist farvel til isbjerge og jordbærmarker Victor Boy Lindholm har skrevet en ny økodigtsamling, der griber fintfølende ud efter alt det, vi mister i kølvandet på den menneskeskabte naturog klimakrise. Men måske glemmer han undervejs poesiens evne til at skabe nye sproglige forbindelser
anmeldelse Martin Rohr Gregersen kultur@k.dk
”Isbogen”, som digter Victor Boy Lindholm udgav sidste år i samarbejde med glaciolog og professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild, er skrevet på en følelse af tab: Isen tør, og den forunderlige dybblå farve, som kun isbjerge kan have, opløses i smeltevandet. Som følge af den menneskeskabte klima- og naturkrise forsvinder med andre ord Jordens mangfoldige rigdom lige for øjnene af os. Den samme akutte bevidsthed er afsættet for Lindholms nye digtsamling ”Isblåt som det blå blå isbjerg”, der med et trodsigt håb og sin egen progressive nostalgi griber ud efter alt det, vi mister, mens vi endnu har det; inden det bliver forvandlet til noget, der var engang: ”En historie/ et minde/ der ikke længere er tilgængeligt/ livet der bare altid har været sådan/ eller sådan kunne det være i en fremtid/ hvor det er blevet en vane at miste/ noget af verden/ hver dag// det er så konkret/ det efterlader sproget/ med navneord uden genstande”. Og inden fremtiden for børnene, for døtrene, som spiller en betydningsmættet rolle i samlingen, og som ikke længere bare kan følge slægters gang: ”Snart kan stemmen/ sige linjerne/ det er os der kommer til at savne/ de isblå isbjerge/ eller det er os/ der kommer til at savne/ at gå langs jordbærmarkerne/ nu hvor tørken i denne tidlige sommer/ allerede gør det umuligt/ at vi/ døtrene/ skulle komme til at sidde/ krumryggede brunryggede/ i en moden jordbærmark/
med maverne fyldte og ømme af bærrene”. Erkendelsen af, at ordene og tingene på den måde glider fra hinanden, at verden, som vi troede, vi kendte og havde greb om, forrykker sig, skriver digteren, når han er bedst, frem med en ukompliceret, men dog nænsom sproglig præcision og fintfølende opmærksomhed. Det sidste viser sig blandt andet i digtenes påtrængende registreringer af ændringer i vores selv- og omverdensforståelse, som den gennemtrængende krisebevidsthed fører med sig. Så føles den ellers trygge stilhed mellem stammerne uhjemlig, fordi den vidner om dyr, der er gjort tavse af os mennesker. Så lyder løvsangerens sang ikke længere som en harmonisk melodi, men snarere som et skrig fra struben over den verden, som er væk. Men så kan jeget også, midt i alt det udsigtsløse, pludselig få øje på de mulige dybe og forjættende forbindelser mellem naturens forunderlige elementer og barnets fysiologi: ”hvad hvis/ de isblå isblomster/ betegner farven på barnets vener/ der skimtes gennem fosterfedtet/ denne skønhed/ blodets blå nuance gennem barnets hud// det røde blod/ bliver blåt/ som det hvide lys/ på vej gennem isen/ bliver blåt/ som kun et isbjerg kan være blåt”. Ja, hvad nu hvis? Det er et godt spørgsmål, og tanken strejfer mig undervejs: Var det faktisk her, Lindholm i højere grad skulle have opholdt sig? Ikke så meget i det tabte, men i alt det, vi måske kunne (gen)vinde, hvis vi fik et blik for, hvordan ordene og verden kunne sættes sammen på andre måder? Er det ikke netop et af poesiens forspring, at den kan slippe tanken og sproget fri og skabe et fornyet nærvær med det, vi endnu J ikke ved, hvad er? Victor Boy Lindholm optræder på Bogforum lørdag kl. 15.00-15.30 på C3-006.
Victor Boy Lindholm: Isblåt som det blå blå isbjerg. 93 sider. 199,95 kroner. Turbine.
”det røde blod bliver blåt som det hvide lys på vej gennem isen bliver blåt som kun et isbjerg kan være blåt” F OTO : I KO N I M AG E S / R I T Z AU S C A N P I X
Danske digte | Efterårsbøger | 25
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
”Jeg tror jeg havde forventet at sorgen ville virke forløsende. At den ville slå mig ud og fylde mig med noget. Et lysende mørke. Smukke og stærke følelser”
F OTO : SA R A G A L B I AT I /G Y L D E N DA L P R E SS E
Angsten for at blive forladt Gustav Valdemar Stranges digte er fyldt med smerte og utilpassethed, men imponerer ved deres autenticitet, sensibilitet og udtrykskraft
anmeldelse Peter Stein Larsen kultur@k.dk
Af mange forfattere, der har beskrevet oplevelsen af deres fars død, kan man blandt stjerneeksemplerne nævne Pia Tafdrup med sin ”Tarkovskijs heste” (2006) og Bjørn Rasmussen med ”Ming” (2015). Forskellen på disse værker er så stor som vel muligt, for hvor Tafdrups digte rummer en afdæmpet inderlighed og alvor i et kronologisk udviklingsforløb mod døden, så finder man hos Rasmussen en række rablende galgenhumoristiske, surrealistiske og psykotiske visioner, hvor jeget forestiller sig sin afdøde far. Hermed har vi kun nævnt to af de talrige måder, hvorpå man kan skrive om tabet af et nært familiemedlem, for i Gustav Valdemar Stranges debutdigtsamling ”Til alle dem der vil forlade mig” finder vi en tredje vinkel, nemlig en apatisk og narcissistisk undren over, at faderens dødsfald ikke påvirker jeget mere, end det gør. En central formulering i værket lyder: ”Jeg tror jeg havde forven-
tet at sorgen ville virke forløsende. At / den ville slå mig ud og fylde mig med noget. Et lysende mørke. / Smukke og stærke følelser. / I stedet er den noget lavfrekvent. En lille myg i øret. / En forkælet sorg. / Sorgen over ikke at føle nok.” I Stranges værk, der består af 179 sider digte i dynamisk talesprogsstil, fortælles der om faderens død på en række forskellige tidspunkter, der spænder fra tiden op til døden med den eskalerende kræftsygdom til tiden nogle år efter dødsfaldet, hvor jeget ser tilbage og er sprunget ud som bøsse, og hvor moderen med diverse datingoplevelser forsøger at frigøre sig fra den indflydelse, som faderen har haft på hendes liv. Generelt møder vi et jeg, der har en fabelagtig evne til at sanse og beskrive sin dagligdag, men som samtidig er tilbageholdende med at fortælle om sine emotionelle reaktioner på andre mennesker. Thorkild Bjørnvig ville i sit berømte essay om ”den æstetiske idiosynkrasi” have anført, at hovedpersonens følsomhed er meget stor, mens det er mindre udpræget med følelser for andre. Med en moderne affektteoretiker som Sianne Ngai kunne man tilføje, at Stranges digte ligesom en del af tidens andre forfatterskaber befatter sig med de såkaldte små, uofficielle og grimme følelser som skam, jalousi og mindreværd frem for de store, smukke og anerkendte følelser som sorg, stolthed og kærlighed. I hvert fald er værket fyldt med kataloger af skarpe sansninger af, hvordan den afdøde far agerede, uden at det fremgår, hvem denne person egentlig
var, og hvordan jegets relation til ham var, som man ser det i den følgende suggestive passage: ”Når han gik på trapperne, brummede han altid / den samme melodi. / Hans ben var fyldt med åreknuder. / Han havde solbrændte fødder, gik i sandaler det meste af året. / Han gik aldrig på toilettet andre steder end derhjemme. / Jeg kan ikke huske at have set ham nøgen”.
Tilsvarende rummer bogen situationer med jegets mor, hvor de autentiske detaljer og indtryk og aflytningen af replikker er eminent: ”Det er mor der har bestemt at vi skal spise frokost på hotellet. / Hun kommer her tit og spiser med Sussi, og med nabo-Lone. / Nogle gange er Kirsten og Peter-bondemand også med. / Så bestiller de gourmetburgere og drikker husets vin. Snakker / om hvad der sker i byen, hvem der er døde. Og hvem der er / blevet skilt fra hvem, hvem der har fundet en ny til singlebal / på Londonbar. / Der går Tony, siger mor og afbryder mig i mine fantasier. / Hun vinker til en ude på gaden. Han er skaldet og har / læderjakke på. Han går og svajer, en Nettopose dingler fra hans / ene arm. / Hvem er det? spørger jeg. / Ham har jeg engang været kærester med, for mange år siden. / Han er englænder, siger mor og bliver tavs” Man mærker i disse sansede beskrivelser, hvor mange aspekter og nuancer hvert enkelt menneske har, og man mærker samtidig, hvor svært det samtidig kan være at forstå og komme tæt på de mennesker, som man burde kende
bedst, nemlig ens egne forældre. Og skal man præcisere den følelse, man får af at læse Stranges tekst, så er det netop fornemmelsen af den angst og usikkerhed, som mange af os går rundt med, når vi kommer til at tvivle på, hvor nært vores forhold egentlig er til vores såkaldte nære. Eller om det hele blot er falsk, flygtigt og forgængeligt, som vi kan læse hos nogle af vores største forfattere fra Kingo og Kierkegaard til Ørnsbo og Nordbrandt. Og som Gustav Valdemar Strange også understreger i sin titel ”Til alle dem der vil forlade mig”, der fortæller om et jeg, der ikke tør komme for tæt på og indgå i relationer med andre. Men god, slagkraftig og gribende lyrik er der kommet ud af denne optik, som midt i sin smerte og angstfyldte fastlåsthed rummer en imponerende autenticiJ tet, sensibilitet og udtrykskraft. Gustav Valdemar Strange optræder på Bogforum søndag kl. 14.20-14.40 sammen med Sophie Kallehauge på C1-005 Tranescene 1.
5 stjerner
Gustav Valdemar Strange: Til alle dem der vil forlade mig. Ballader. 182 sider. 200 kroner. Gyldendal.
J – 14-10læserne ændede elar siddet mellem m den jødise et sund
26 | Efterårsbøger | Danske digte
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Kærtegnet af slægten Med sin nye digtsamling ”Hjertet i zenit” holder Pia Tafdrup sin mors liv mellem sine hænder og frem for læseren, der ikke lades uberørt tilbage
anmeldelse Martin Rohr Gregersen kultur@k.dk
Der findes en sandhed om menneskelivet, som teolog og filosof K.E. Løgstrup har sat på ofte citeret etisk formel, og som Pia Tafdrup på sin egen indtrængende måde giver personlig poetisk krop i sin nye digtsamling: Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder et stykke af dets liv i vores hænder. ”Hjertet i zenit”, som værket hedder, består af digte, dels nyskrevne, dels ældre (samlet op fra tidligere udgivelser), som datteren og digteren Tafdrup har skrevet om sin mor, der døde i 2020; en uundgåelig slægtning til den bog, hun skrev i 2006, ”Tarkovskijs heste”, om tabet af sin far, først til demenssygdommen og siden til døden. Men nu er det altså morens liv, som hun i både konkret og overført forstand holder varsomt mellem sine hænder og folder ud i en enkelt og elegant komposition: I bogens intense indledningsdigt, opfyldt af sorg og kærlighed, som det er, sidder vi med ved dødslejet, hvor jeget forsøger at fastholde moderen, indtil hun kun er tilbage som nærværende fravær, i levende erindring: ”Min mor er død,/ jeg sætter mig hos hende, holder længe/ med begge hænder/ om hendes ansigt,/ som jeg ikke før har rørt det,// vildtvoksende dag,/ mine hænder lægger sig/ om hendes tindinger og kinder,/ som vil jeg beskytte hende,/ jeg holder
om min mors elskede,/ men forvandlede ansigt,/ ser på det og ved,/ at herefter/ vil hendes ansigt kun findes/ for mit indre blik,// vi er i engen ved Esrum Sø,/ bølger af græs slår mod gummistøvlerne, himlen er dyb og blå, kvæget græsser,/ vugger sig gumlende frem omkring os,/ min mor og jeg,/ jeg og min mor,/ vi plukker duftende champignoner,/ solen står højt”.
Døden som en port til digtet
I en vis forstand bliver døden her også en slags port til digtet, som udskillelsen fra moderens hånd til sidst bliver begyndelsen på den poetiske skabelse i det ekspansive undfangelsesdigt ”Min mors hånd”: ”Bader mig i en dråbes stille lys/ og husker hvordan – jeg blev til:/ En blyant stukket i hånden,/ min mors kølige hånd om min, der var varm./ – Og så skrev vi”, lyder åbningen, der fører os ned i et undersøisk-evolutionært landskab. Er frigørelsen et uomgængeligt vilkår i jegets kommen til verden som sig selv, bliver det dog også tydeligt, at hun dermed ikke glider ud af moderens hænder, der omvendt har mærket hende for livet. Mod slutningen af bogen, i afsnittet med den håbefulde titel ”Efterliv”, understreges den dybe og vidtrækkende samhørighed i en smuk meditation over den svenske kunstner Carl Fredrik Hills billede ”Familjen”, hvor en mor lægger ”sin hånd på en datter, der lægger/ sin hånd på den yngre søster, der igen/ lægger sin hånd på den mindste i flokken”.
Generationernes kædedans
”En oceanisk strøm af berøringer”, kalder Tafdrup denne universelle kædedans mellem generationerne. Slægt skal følge slægters gang: ”Jeg er kærtegnet af slægten længere tilbage,/ end det er muligt at fatte,/ men også krigens minder/ har med metalskær pløjet sit spor,/ som er jeg delagtig i hændelser, i omstændigheder,/ jeg ikke selv har taget del i”, skriver
”Vi går ikke tomhændede væk, når vi har berørt hinanden. Er det muligt at være sig selv?” hun, inden hun med sin vanlige (og måske ikke altid lige skønne) hang til at sætte trumf på afslutter digtet: ”Vi går ikke tomhændede væk,/ når vi har berørt hinanden. Er det muligt/ at være sig selv?” Heller ikke læserne bliver efterladt tomhændede eller uberørte, når de har siddet med ”Hjertet i zenit” mellem hænderne og læst om den jødiske pige, der må krydse et sund i en kutter om natten, og om det mørke, afmagten, depressionen, desperationen, der hænger ved resten af livet; om den voksne kvindes drømme og længsler efter ”et større rum at være i, større/ end stuen, større end gården”; og om, hvordan hun i sin alderdom til sidst forsvinder ind i demenssygdommen, så datteren må blive mor for sin mor og forsøge at huske for hende. Alt sammen båret af en inderlig kærlighed, en mærkbar vilje til koncentreret at finde de præcise ord og en faktisk overbevisende stålfast tro på, at den pa-
stose højtidelighed og alvor (”kærtegnet af slægterne”, ”oceanisk strøm”) også har plads i digtet side om side med det helt enkle sproglige livtag, når man skal forsøge at indfange eksistensen i både J bredden og højden. Pia Tafdrup optræder på Bogforum fredag kl. 12.10-12.55 sammen med Thomas Bredsdorff på Temascenen og fredag kl. 13.2013.40 sammen med Signe Gjessing på C1-005 Tranescene 2.
0 Den dybe og vidtrækkende samhørighed understreges i bogen i en smuk meditation over den svenske kunstner Carl Fredrik Hills (1849-1911) billede ”Familjen”, skriver Martin Rohr Gregersen. FOTO: WIKIMEDIA COMMONS
Pia Tafdrup: Hjertet i zenit. 158 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.
Underlig og underfuld digtsamling om Gud Signe Gjessing viser i sin syvende udgivelse, at hun er og bliver en gudsbenådet og egenartet digter
anmeldelse Martin Rohr Gregersen kultur@k.dk
For den danske stjernelyriker Signe Gjessing (født 1992) er den poetiske eksistens grundlæggende ekstatisk, i den forstand at den altid er ude af sig selv, grænsesprængende og henrykt på vej til at etablere nye kontakter med skabelsen i al dens forunderlige mangfoldighed. Sådan har det med stigende styrke været fra begyndelsens svimlende ”Ud i det u-løse” (2014) og frem til sidste års kærlighedsberusede skabelsespoesi i ”Illuminationen af alt” (2023). Og sådan er det også i det ejendommelige forfatterskabs nu syvende udgivelse, ”I kan da også bare skrive om stjernerne”, der med sprogrevolterende kraft igen holder digterens visionære verdenssansning frem for læseren. Værsgo:
”Delfinen sætter kryds ved ’meget glad’ i stjernernes/ tilfredshedsundersøgelse, selvom stjernerne aldrig har redet på dem”, lyder for eksempel et digt fra bogens tredje korte afdeling (ud af fem) betitlet ”Eden”, hvor man også kan lære, at ”Gud smører en madpakke fuld af rododendron til paradiset/ inden det skal hen til Eva”. Sådan skriver Gjessing igen og igen om alt mellem himmel og jord med frydefuld humor, uudtømmelig sans for skønhed og nærmest grænseløs vildskab, som ubesværet blander forskellige sproglige registre (madpakker og Gud!). Man er ofte en smule fra sans og samling, fordi man ikke sådan lige kan søge tilflugt i vanens trygge arsenal af fortolkningsnøgler. Gudskelov, fordi man så til gengæld sættes fri til at gå på opdagelse i universet med fornyet sans og samling, så man blandt andet kan få øje på, hvordan det evige hele tiden sætter og kan sætte sit præg på eller trænger igennem det endelige og omvendt. Den erkendelse, at der går en bro mellem det timelige og det evige, kunne man kalde romantisk i litteraturhistorisk forstand. Man kunne også kalde den religiøs. I hvert fald opleves troen,
”Gud smører en madpakke fuld af rododendron til paradiset inden det skal hen til Eva” Guds skaberord, som en dyb kilde og samtalepartner for Gjessings kunstneriske skabelse. Det gælder ikke mindst første del af ”I kan da også bare skrive om stjernerne”, hvor vi mødes af en mærkværdig ”Marialegende”, der bevæger sig fra undfangelsen (”Maria åbner lågen til engen, der ikke kan blomstre lige så længe uåbnet som åbnet (Luk 1, 34)) til korsfæstelsen (”Bevidstheden viser sit navneskilt fra sommerfuglekonferencen til Maria. Der står: ’INRI’. Hun græder som pisket”). Men i mildest talt nye, sære gevandter, der bl.a. lader åbenbaringen af Ordet (bevidstheden) for Maria udspille sig som et ”epileptisk anfald”. Det er på én gang underligt og underfuldt, uigennemtrængeligt lukket og livskraftigt åbent, som det må være, når man skal tale og skrive om Gud og undervejs fremkalde pragtfulde scener, der sætter forestillingskraften fri og fjerner trivialitetens filter fra hverdagens trummerum. Læs blot denne ordveksling, der
får lov til at stå som en afsluttende og henført anbefaling af en usædvanlig og egenartet digter: ”Lys spørger køkkenbordet ud om vejen til Gud./ – Men du kommer jo lige derfra, siger køkkenbordet, jeg så dig udgå!/ – Tak./ Maria synes, at altet virker så stort, nu hun lige J har været i sit lille køkken”. Signe Gessing optræder på Bogforum fredag kl. 13.20-13.40 sammen med Pia Tafdrup på C1-005 Tranescene 2.
Signe Gjessing: I kan da også bare skrive om stjernerne. 40 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.
0 32-år udgivel Munch-
Efterårsbøger | 27
Fra mord til ord Man bliver klogere på politiets arbejde ved at læse disse digte end ved at se ”true crime”
anmeldelse Kristian Østergaard kultur@k.dk
Forfatteren Poul Borum skrev i sin tid en kommentar i Ekstra Bladet med overskriften ”De gør Danmark fladere”. Her kritiserede Borum knækprosaisterne for at skrive lige ud ad landevejen, hvorfor deres bøger overhovedet ikke var kunst. Siden har knækprosaen haft vanskelige vilkår, skønt Klaus Rifbjergs ”Amagerdigte” og en god del af Dan Turèlls produktion hører hjemme i kategorien. Knækprosa kan man definere som en prosa, forfatteren knækker over, så skriftbilledet ligner lyrik, og Borum indvendte, at knækkene var vilkårlige. Men i drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaards politidigte angiver knækkene en pausering med indbygget pointe og opfordring til eftertanke. ”enhver kontakt efterlader spor” rummer en række øjebliksbilleder fra politimandens hverdagsrutiner: afhøring, ransagning og efterforskning. Det er dystre digte fra Underdanmark og beskrivelser af horrible forbrydelser, selv om bogen også bidrager med komiske episoder, som da digterjegets kollega bliver hånet som ”arabic man”, en arabisk mand. Kollegaen bliver imidlertid beæret, han har nemlig hørt det som ”aerobic man”. Andre steder er der blæksort humor på spil, når drabsefterforskeren spørger retsmedicineren, hvilket stik der var dræbende, og får svaret: ”du vælger selv/der er 68 at tage af”. Eller når betjenten udmattet finder energi i synet af, hvad der vistnok har ry for at være politigårdens foretrukne spise: ”fem kampklare citronmåner/ på række/ det lette lys/ trænger ind/ mellem skodderne/ jager nattens mørke bort.”
Bogens titel refererer til et lig af en kvinde, som politimanden tøver med at træde hen til, da ”enhver kontakt efterlader spor”. Men tilværelsen som politimand sætter også sine spor. Man lærer at tåle og skrige indad, indtil den stumme smerte lejrer sig og bliver til et traume, som kræver psykologbistand. Digtsamlingens politimand vælger dog at ignorere psykologens gode råd om at tage sygeorlov, for da han forlader klinikken, ringer tjenestetelefonen, og straks drømmer digterjeget forhåbningsfuldt: ”nyt drab hvor er du/ kom herind nu”. ”enhver kontakt efterlader spor” er en digtsamling, der skildrer samfundets smertepunkter med omhu i detaljen og koldsindighed i beretningen. Det er måske ikke verdens mest uforglemmelige digtsamling, Enggaard har undfanget, men den holder læserens interesse fangen, skønt forfatteren ikke sjældent sender os derud, hvor de gode græder, og de onde ler. Men Enggaard ejer en sagkundskab, der trækker læseren ind i historierne og nøder til stillingtagen. Dette er en rapport fra en af samfundets frontarbejdere, som ikke har frekventeret forfatterskolen, men derimod politiskolen, og som har poetisk talent til at formulere selv de meste ordinære sansninger og iagttagelser på interessant vis. Derfor bliver man mere klog på politiarbejde i denne digtsamling end ved at se alskens true crime-serier eller studere J allehånde kriminalstatistikker. Martin Wittrup Enggaard optræder på Bogforum lørdag kl. 10.30-10.58 på Bellascenen og lørdag kl. 14.00-14.30 på C2-014.
Martin Wittrup Enggaard: enhver kontakt efterlader spor. Politidigte. 158 sider. 250 kroner. Grønningen 1.
”fem kampklare citronmåner på række det lette lys trænger ind mellem skodderne jager nattens mørke bort” FOTO: JACOB EHRBAHN/RITZAU SCANPIX
28 | Efterårsbøger | Danske digte
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Der løber en blodrød tråd gennem kvindelivet – og Kristina Stoltz’ seneste digte Kvinder er ude af balance med deres naturlige cyklus, og det samme kan siges om samfundet, mener forfatter Kristina Stoltz. ”Fra blodet” er forfatterens første digtsamling i 22 år
a ltz’ f g
interview Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk
N
De største forandringer i mange kvinders liv – den første menstruation, en barnefødsel, dét at gå i overgangsalderen –har en vigtig ting til fælles ifølge forfatter Kristina Stoltz. Fællesnævneren findes i titlen på forfatterens seneste digtsamling,”Fra blodet”, som netop handler om kvindelivet med blodet som den røde tråd. I digtene optræder blod som symbol på både det gode og det onde. Blodet er til stede i det livgivende, når kvinder føder. Blodet kan vidne om død for eksempel i en krig. Menstruationsblodet kan opfattes som skamfuldt, mens blodet også kan skabe fællesskaber og forbinde kvinder. ”Blodet er jo ikke kun smukt og godt og frugtbart. Det er
FOTO: LEIF TUXEN
også et billede på død og ødelæggelse. Lemlæstelse og tab af liv. Derfor er det spændende,” siger Kristina Stoltz, da Kristeligt Dagblad møder hende ved Johan Borups Højskole midt i København, hvor hun underviser på forfatterlinjen. 49-årige Kristina Stoltz er selv en anmelderrost forfatter, som for sit virke har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2019 og senest har udgivet romanerne ”Paradis først” (2020) og ”For evigt” (2022). Hun debuterede i 2000 med digtsamlingen ”Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse” og fulgte op med digte i ”Græshoppernes tid” (2002). Kristina Stoltz’ digtsamling er den første efter 22 års pause fra lyrikken, og indtil for nylig troede hun ikke, at hun skulle udgive sådan en samling igen. Faktisk havde hun efter sine mange års udgivelser af både romaner, noveller og børnebøger brug for en pause fra at skrive. Men digtene ville ud, fortæller hun. Der var noget, som samfundet manglede at høre. En ubalance, der skulle rettes op på.
mærkede i både krop og sind. Og det satte nogle store spørgsmål i gang hos forfatteren. ”Jeg kom til erkendelsen af, at der ikke går særlig lang tid, før jeg helt stopper med at bløde. Og hvad er det så for en krop, jeg har? Hvad er det så for et menneske, jeg er og bliver?”, siger hun. ”Oplevelsen gav mig en sorgfølelse og et behov for at vende tilbage til nogle forskellige tematikker, som jeg ikke før har skrevet om på den måde, som jeg gør i bogen. For eksempel at føde børn. Den skabte hele det blodspor, der løber gennem bogen,” siger hun. I et digt formuleres det således: ”Fra floden løber blodet ud i digtene, vi skriver med blodet imens, vi benægter ikke denne cyklus.” Hun mener, at det i lang tid har været tabuiseret at tale om både kvindens cyklus og at gå i overgangsalderen. Derfor mangler samfundet sprog for de mentale og fysiske forandringer, som kvinder gennemgår omkring den sidste menstruation, siger hun. ”Det har vi overhovedet ikke anerkendt eller i det hele taget interesseret Forandringer og overgange os for. Men nu begynder vi som samfund Kristina Stoltz begyndte for nogle år siat kigge på spørgsmålet: Hvad betyder den at skrive digte for sig selv, fordi hun overgangsalderen for din identitet, når ikke kunne finde ud af at overholde sin du nu i alle dine voksne år har været et proklamerede skrivepause. Digtene var blødende menneske?”, siger hun. ufiltrerede og dårlige i begyndelsen, siNærværende avis har tidligere beskreger hun. Men langsomt formede ordene vet tendensen til, at kvinder taler højt sig i et system, som blev til en cyklus, og om overgangsalderen på en anden måde det blev til den såkaldte digtsuite. end tidligere. Overgangsalderen er også ”Fra blodet” er skrevet i 28 dele med blevet hyldet og tematiseret i kulturen syv digte i hver. Ligesom der er syv dade senere år i form af både teaterforestilges blødning i en typisk 28 dage lang linger, tv-programmer og i litteraturen. menstruationscyklus. ”Hvad jeg tænker mens Digtene er inspireret af du taler” (2023) af AlberKristina Stoltz’ oplevelse te Winding, ”Mit hemmeVi tror, af, at netop den cyklus, lige liv” (2024) af Lotte at vi kan som er afgørende for en Kaa Andersen og ”Hafni kvindes evne til at få fortæller” (2023) af Helle fastholde vores børn, for nylig begyndte Helle er alle værker, der tempo og forbrug i at forandre sig for hencementerer, at overdes eget vedkommende. gangsalderen er stedet for at indse, Og forandre hende. rykket ind i litteraturen, ”Jeg oplevede en hvor den skildres på forat hele den måde, kropslig forandring, som skellig vis. vi lever vores liv jeg ikke kunne finde ud Kristina Stoltz underaf, hvad var for noget. streger, at hendes projekt på i vores del af Det var en sorgfølelse netop består i, at vi skal verden, måske ikke kunne rumme nuancerog en følelse af angst. Jeg undrede mig ne. Ligesom blodet i digover, hvad det var, er bæredygtig. tene, der både symboliog fandt ud af, serer liv og død, kredser KRISTINA STOLTZ at det nok mange digte i ”Fra blosandsynligvis det” også om samspillet er det, der hedder perimemellem lys og mørke. For der skal være nopause,” siger hun. plads til begge dele, mener hun. Ordet perimenopause Selvoptimeringssamfundet dækker over fasen inden Livet leves i kontrasterne, og der opstår overgangsalderen. Begreførst en ubalance, når der ikke er plads bet er relativt ukendt i til flere følelser på en gang, siger KristiDanmark, men kan give na Stoltz. symptomer, der minder Hun mener, at et af de store problemer om menopausen i årene op i samfundet i dag er, at der ikke er plads til sidste menstruation. til kontraster eller til at svinge i humør, Ifølge den digitale sundsom kvinder naturligt gør gennem deres hedsportal Sundhed.dk kan fænocyklus. menet forklares sådan: ”Når man nærmer sig menopausen, kan der være forvarsler i form af blødningsforstyrrelser og symptomer som hedeture.” For Kristina Stoltz blev begrebet en fortsætter side 30 forklaring på den forandring, hun
”
30 | Efterårsbøger | Danske digte
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
... Der løber en blodrød tråd gennem kvindelivet ... fortsat fra side 28 ”Ubalancen består i, at samfundet ikke har plads til det paradoks, at man både kan opleve sorg og glæde på samme tid. At det at blive mor kan være fyldt med kontraster. At det at være ung kan føles stressende, men er fyldt med muligheder, og det at blive ældre kan være sorgfuldt, men er forbundet med stor frihed,” siger hun. Ubalancen opstår først og fremmest, fordi vi har for travlt, siger Kristina Stoltz. Vi mangler tid til hinanden. Til at pille i jorden og rive en gulerod op. Til at gå en tur, lave nærende mad, bade i havet, være sammen med vores familie. ”Vi kræver af os selv og hinanden, at vi hele tiden skal yde optimalt og hele tiden gøre det perfekt. Vi skal træffe de rigtige valg, opfylde vores roller og hele tiden optimere os selv. Det er den måde, samfundet er indrettet på,” siger hun. Kravet om selvoptimering ses ifølge Kristina Stoltz blandt andet ved, at samfundet ikke prioriterer omsorg. Det gælder for omsorgsfagene, men også omsorgen mellem mennesker og fra mennesker til naturen. ”Vi tror, at vi kan fastholde vores tempo og forbrug i stedet for at indse, at hele den måde, vi lever vores liv på i vores del af verden, måske ikke er bæredygtig. Hverken for jordkloden eller menneskene. Jeg tror, at meget af den mistrivsel, vi ser, har rod i, at vi ikke tilskriver omsorg nok værdi,” siger Kristina Stoltz.
Det er os, der yder omsorg
Kristina Stoltz påpeger, at det traditionelt har været kvinder, der stod for omsorgsarbejdet i hjemmet og i samfundet,
og derfor hænger kampen for omsorg som værdi sammen med kvindekampen. Hun kalder sig selv feminist og har med digtene ønsket at vise nogle sider af kvindelivet, som hun mener er underbelyst. Flere af digtene fokuserer på kvinder, der yder omsorg, men ikke bliver set. Et digt lyder: ”Vi ser de gamle og de syge i rabatten Vi ser hjorten i skovbrynet Ingen ved hvem de gamle og de syge er Ingen kender dyrene Det er os der skal vise vej gennem den skov vi ikke kender Det er os der skal trække det blodspor som kan få alting til at gro” Når Kristina Stoltz skriver, at blodsporet kan få alting til at gro, aner man en snert af håb, som var vigtigt for forfatteren at få ind i de ellers meget mørke digte. For der er et stort potentiale i blo-
6 6 Kristina Stoltz Født i 1975 på Frederiksberg ved København.
Debuterede som digter med ”Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse” (2000).
Forfatter til blandt andet romanerne ”Paradis først” (2020), ”For evigt” (2022) og børnebogen ”Fuglepigen Viga” (2009).
Modtog i 2019 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat for sit virke. Underviser på forfatterlinjen på Johan Borups Højskole i København.
det, i cyklussen og i omsorgen, som forfatteren synes, vi negligerer. ”Jeg har selv tænkt og håbet på, at bogen vil blive læst sådan, at der hen mod slutningen af bogen er nogle billeder og bevægelser i teksten, som gerne skulle pege et mere håbefuldt sted hen,” siger hun. Håbet sniger sig ind i digtene sammen med naturen. Blodet flyder ud i floden, og den vrede og frustration, som præger bogens begyndelse, blandes sammen med lykke. For løsningen på den ubalance, som Kristina Stoltz selv har oplevet, og som hun kritiserer samfundet for at være i,
DEN HIRSCHSPRUNGSKE SAMLING
28.08.2024 – 12.01.2025
KV I N D E R N E S MODERNE GENNEMBRUD DA N S K KU N ST 1 8 8 0 - 1 9 1 0
findes måske her. Når man følger kroppens naturlige cyklus og giver plads til både menstruationens og overgangsalderens forandringer. Og når man har tid til at lægge mærke til årstidernes skiften. ”Den rigtige balance for de fleste mennesker, tror jeg, er at få meget mere tid til alting og at leve i symbiose med naturens cyklus,” siger Kristina Stoltz. ”Vi skal tilbage til naturen. Helt banalt, så skal man genforenes og genforbindes J’ med naturen.” Kristina Stoltz optræder på Bogforum søndag kl. 13.25-13.45 på C3-010.
0 Digtene i ”Fra blodet” udspringer af Kristina Stoltz’ oplevelse af at nærme sig overgangsalderen. FOTO: LEIF TUXEN
32 | Efterårsbøger | Historie
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Kræmmere, krise og katastrofer Anders Ravn Sørensen har begået en særdeles vellykket og helstøbt fortælling om Børsens udvikling
anmeldelse Steen Andersen kultur@k.dk
Bogen om Børsen begynder med branden i april 2024, og den slutter med branden. Branden og ruinen har omkalfatret vores forståelse og meget vel også vores fælles påskønnelse af Børsen som kulturarv. Børsen kan i 2024 fejre 400-årsjubilæum, og historikeren Anders Ravn Sørensen var i slutfasen med et jubilæumsskrift, da ulykken indtraf. Nu foreligger værket, som opridser de 400 års historie om bygningen og udviklingen af Børsen. At kunne skrive om 400 års historie og holde det på 335 sider er en præstation, men der er også en pris i form af de store fravalg, forfatteren har foretaget undervejs. Lad det være sagt med det samme: Anders Ravn Sørensen har begået en særdeles vellykket og helstøbt fortælling om Børsens udvikling. Bogen er skrevet både medrivende og med en skøn sans for de relevante detaljer i historien. Bogen er skrevet for den interesserede læser, som ønsker at blive introduceret til Børsen, men også til 400 års danmarkshistorie.
Børsens roller og funktioner
Anders Ravn Sørensens afsæt er erkendelsen af behovet for en børs i den første del af 1600-tallet. Bogen fortæller og dvæler også ved historien om bygningens tilblivelse, men det er tydeligt, at det, som driver forfatterens fortælling, er historien om Børsens forskellige roller og funktioner i den økonomiske udvikling. Men der er også masser af detaljer og historier om selve bygningen gemt i de meget gennemarbejdede billedtekster. Bogens billedside er både flot og imponerende, og værket har i dén grad formået at fortælle historien om bygningens æn-
dringer og restaureringer gennem tiden. Anders Ravn Sørensen får tydeligt vist, at Børsen lige fra første færd har haft en dramatisk og omskiftelig historie. Børsen skulle ved åbningen i 1624 være borgerskabets og de handlendes købmandshal, hvor der skulle udstilles og sælges varer og skabes netværk. En underliggende pointe i Anders Ravn Sørensens fortælling er, at Børsen gennem hele sin historie tit har fået en anden rolle end den, der egentlig var tiltænkt, og i perioder har man ikke altid haft en klar vision om, hvad bygningen skulle bruges til. I første omgang var det udenlandske købmænd, som rykkede ind på Børsen, og i de første år var den præget af tomme handelsboder, inden danske kræmmere fandt vej. Krise og krig var en fast bestanddel af Christian IV’s regeringstid, og ved hans død i 1648 var landet forarmet, og Børsen blev solgt for 50.000 rigsdaler til en privat købmand. I 1660 kom Børsen tilbage på kongelige hænder, købmænd og handelskompagnier rykkede ind, og handlen på de oversøiske markeder satte sit præg på den økonomiske udvikling. Det drejede sig både om handlen med kolonibesiddelser i Indien og med råsukker og farvestoffer fra de caribiske øer, ligesom Børsen også var en krumtap i den såkaldte trekantshandel, som også involverede slavehandel. Passagerne om handelskompagnierne og i særdeleshed Dansk Asiatisk Kompagni hører til bogens bedste dele. Her viser forfatteren tydeligt, hvilken rolle Børsen spillede i bestræbelserne på at genrejse dansk økonomi efter Store Nordiske Krig i 1730’erne. Anders Ravn Sørensen peger på, at Børsens status hang sammen med organisations- og institutionsudviklingen, og helt centralt står stiftelsen af storkøbmændenes sammenslutning GrossererSocietetet den 31. august 1742. De havde fået friheden til at handle, som de ville, og med base på Børsen blev de motoren i dansk økonomi.
Mangel på analyse
Bogen om Børsen er skrevet i en redegørende form, som desværre ikke åbner for, at Anders Ravn Sørensen kan udfolde sit analytiske talent. Heldigvis er der
brud i redegørelsen, og her skal fremhæves forfatterens behandling af storkøbmanden Niels Ryberg, som i den anden halvdel af 1700-tallet tjente en formue på skibsfart, handel og fabrikation. Behandlingen af jødefejden i 1819 og jødernes rolle i det københavnske handelsliv med base på Børsen bliver tages op i et selvstændigt kapitel, hvor forfatterens analyse føjer væsentlig ny viden til. Bogens store styrke er, at den skriver Børsens historie ind i fortællingen om udviklingen af dansk økonomi, og i 1880’erne ser vi tegnene på, at landet går fra at være et landbrugssamfund til, at industri og handel kommer til at spille en større rolle. Dette samspil mellem købmænd og industrialister får en indsigtsfuld behandling i forfatterens analyse. Det lykkes Anders Ravn Sørensen ret vellykket både at genskrive Tietgens historie og hans præg på Børsen som bygning. Krig og kriser har været en del af Børsens historie lige fra begyndelsen, og vi får også udfoldet historien om de vanskelige handelsvilkår under Første Verdenskrig og gullaschbaronernes velmagtsdage på Børsen. Et dramatisk øjeblik i Børsens historie er det verdenshistoriske skvulp, som fulgte, da vrede revolutionære og arbejdsløse den 11. januar 1918 stormede Børsen. Bogen om Børsens 400-årige historie er vellykket formidling, og forfatteren formår at lande på benene efter at have behandlet alt fra brande, krig, byldepest, jødefejde og finanskrak. Billedsiden er et pragtstykke og en fortælling i sig selv. Som læser kunne man bare godt have ønsket, at Anders Ravn Sørensen havde udfoldet mere fortælling, men måske tog kræmmerånden over i Dansk Erhverv, og der var ikke råd til en J større bog.
Anders Ravn Sørensen optræder på Bogforum søndag kl. 14.00-14.20 på C2-018 Rød Scene.
Anders Ravn Sørensen: Børsen. 336 sider. 399,95 kroner. Gads forlag.
FOTO: SØREN BIDSTRUP/RITZAU SCANPIXE
I GODT SELSKAB LINDHARDT OG RINGHOF
Bøger er fulde af gode oplevelser, som underholder og udvider din horisont. En helstøbt litteraturoplevelse handler om det rum, du læser i. Det er bogen, du trækker ud fra en fyldt reol, en blød stoleryg, friskbrygget kaffe og en efterårssol, som kaster lange skygger.
TILMELD DIG NYHEDSBREVET OG VIND Scan QR-koden og tilmeld dig nyhedsbrevet fra Lindhardt og Ringhof og Vestergaard Møbler. Så deltager du i konkurrencen om 28 af årets nyeste udgivelser fra Lindhardt og Ringhof samt en Montana-bogreol eller en RO-lænestol, designet af Jaime Hayon. Vinderne trækkes 15. november 2024 og får direkte besked. Konkurrencen er ikke købsbetinget, og du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevene igen.
34 | Efterårsbøger | Historie
lig ttele sig af
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024 FOTO: BESÆTTELSESMUSEET
FOTO: FRIHEDSMUSEET
ge get
liv to digt vidtmåsøg is-
orifatog J
m s
s
der. s g.
0 Major Carl Hans Kruse var tysk bykommandant i Aarhus mellem 1940 og 1944. Han udviste en demonstrativ trofasthed over for nazismen.
0 Som leder af Gestapos kommunistbekæmpelse havde Hans Hermannsen udført sin pligt, men så også før andre, hvad krigen ville ende med.
Da Hitlers topfolk kom til Danmark FOTO: ÅGE SØRENSEN / SCANPIX DANMARK
Stort portrætgalleri af tyske nazister under Besættelsen er en imponerende bedrift
anmeldelse Kristian Østergaard kultur@k.dk
16 år tog det at færdiggøre dette vældige værk, der portrætterer 64 diplomater, Gestapo- og SS-folk samt værnemagts-officerer, som alle blev sendt til Danmark for at administrere den tyske besættelsespolitik. Portrætterne er kritiske og skarpsynede, men de mange forfattere, som har bidraget til bogen, henfalder ikke til bedrevidende og arrogante fremstillinger. Tværtimod, de tyske topnazister var også mennesker, og derfor må deres liv og levned være genstand for eftertanke. De fleste var nazister, men der var betydelige forskelle i det ideologiske engagement. Der var karriemagere, der var fanatikere, der var eventyrere, og så var der såmænd også almindelige tjenestemænd. Werner Best (1903-1989) var både nazist og karrieremager. Som den rigsbefuldmægtigede styrede han Danmark fra 1942 til 1945. Som ung mand demonstrerede Best fremragende evner som jurist, alt imens han udfoldede nævekæmpende aktiviteter i den tyske højrefløjs gadekampe. Best meldte sig ind i NSDAP i 1930, og under Anden Verdenskrig blev han ansvarlig for, at tusinder af franske modstandsfolk og jøder blev deporteret til kz-lejre. Men da Best blev udnævnt til leder af den tyske besættelsesmagt i Danmark, undergik han et hamskifte. Han benyttede sine formidable tillidsskabende evner i samarbejdet med det danske embedsværk, og gennem sin højre hånd, Georg Duckwitz, fik han den 28. september 1943 varskoet de danske jøder om den forestående jødeaktion. Efter krigen bliver Best retsforfulgt, men han henviste til sit samarbejde med
0 Werner Best (tv.) og Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, hilser på hinanden i lufthavnen i Kastrup den 5. november 1942. Det betydningsfulde samarbejde mellem parterne varede til den 5. maj 1945. prominente embedsmænd. Det var ikke forgæves. Udenrigsministeriets pressechef, Karl Eskelund, tilkendegav, at Werner Best formentlig var den eneste tysker, der forstod danskerne. Og under retssagen mod Best kom Udenrigsministeriets direktør den anklagede til undsætning, idet Niels Svenningsen meddelte, at man ikke kunne forestille sig nogen anden tysker, der ville have været bedre for Danmark. Best blev da også allerede sat på fri
fod i 1951, men John T. Lauridsen, der har underkastet sig knaphedens krævende disciplin ved at portrættere den rigsbefuldmægtigede på blot 100 sider, deler på ingen måde de to topembedsmænds flatterende skudsmål af manden. Om Best hedder det konkluderende: ”Han forblev en overbevist nazist hele sit liv, en skrivebordsmorder, der fortsat tjente sagen efter bedste og ikke ringe evne.”
Interne magtkampe
Werner Bests største modstander var ikke at finde blandt danske politikere eller embedsfolk. Nej, det var såmænd den øverstkommanderende for de tyske styrker i Danmark fra oktober 1942 frem til januar 1945. Herman von Hanneken (1890-1981) var hverken parti- eller sagtegænger. Han var medlem af den kristne Johanniterorden og havde forbindelse til den kreds af officerer, som
den 20. juli 1944 forsøgte at dræbe Hitler. Von Hanneken nægtede da også at medvirke til jødeforfølgelserne i 1943, ligesom han modsatte sig, at værnemagten deltog i det tyske politis terror. Von Hanneken forstod først og fremmest sin opgave som militært bestemt. Den tyske hær i Danmark havde til formål at modsætte sig en alliereret invasion. Til den ende gik han i gang med at opføre en befæstning langs Vestkysten. Kapitlet om von Hanneken viser tydeligt, at der bag de militære lederes stramme facade og effektivitet skjulte sig masser af intriger og magtkampe. Generalen kunne ikke komme overens med Best, der igen og igen udmanøvrerede von Hanneken. Det er tankevækkende, at nazisten Best var langt bedre til at tale sig til rette med danskerne end Hitler-modstanderen von Hanneken, der med sin kriseopsøgende kamikazestil kom på kant med folk. At venlighed virker afsvalende og fremmer pragmatiske beslutninger, viste sig også i tilfældet med bykommandanten i Aarhus. Carl Kruse (1890-1946) talte flydende dansk og fik et fortroligt forhold til politimesteren i Aarhus, Einar Hoeck, som i sine erindringer skrev, at Kruse fik ”tingene til at gå bedst muligt uden at gå danske interesser for nær”. Endog det illegale blad Budstikken sendte en venlig hilsen i retning af Kruse, da han forlod Aarhus mod slutningen af 1944: ”Ret skal være ret. Han var et anstændigt menneske – til trods for at han var tysker.” Det lyder jo alt sammen fromt og godt, men som Simon Ryvang True og Søren Tange påviser i deres bidrag, så udviste Carl Kruse samtidig en demonstrativ trofasthed over for nazismen. Gestapos afdeling for kommunistbekæmpelse blev ledet af Hans Hermannsen (1891-1952). Han var noget helt for sig selv. Som embedsmand havde han udført sin pligt, men så også, før andre ville indrømme det over for sig selv, hvad krigen ville ende med. Og han gjorde modstandsbevægelsen store tjenester. Han tilbragte derfor kun kort tid i Vestre Fængsel og under meget lempeli-
Efterårsbøger | 35
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024 F OTO : F R I H E D S M U S E E T
0 Chefen for det tyske sikkerhedspoliti under Besættelsen, Otto Bovensiepen, var i høj grad ansvarlig for terror mod danskere. Her taler han ved begravelsen af de omkomne fra RAF-angrebet på Shellhuset den 21. marts 1945.
ge vilkår. Billedet af Hermannsen som en mand, der støttede modstandsbevægelsen skyldes ikke mindst kontorchefen på Politiken, Viggo Christensen. Da en af Christensens kolleger blev arresteret, fik han det tip at kontakte Hermannsen og fik derigennem kollegaen løsladt. Ifølge Christensen udviklede det sig til et samarbejde med Hermannsen, som i efterkrigstiden fremstod som en modig og samvittighedsfuld skikkelse, der udvirkede over hundrede løsladelser og bremsede deportationer af talrige personer. Men det er dette glansbillede, Henrik Lundtofte piller i. Lundtofte konkluderer efter grundige undersøgelser, at Hermannsen spillede dobbeltspil: ”Hans hjælp til temmelig mange arrestanter og sågar kz-fanger er som beskrevet ovenfor veldokumenteret. Men det er hans involvering i deportationer, kommunistbekæmpelse, jøderegistrering, mordaktioner og razziaer mod ”asociale” og ”vanekriminelle” også.” Hermannsen opererede under krigen således med et maksimum af løgn og forstillelse parret med en højtudviklet flair for overlevelse. Hermannsen var rådgiver for Gestapoledere i provinsen, og han er citeret for at opfordre til radbrækning af en jysk modstandsmand: ”Slå ham bagi, indtil han rykker ud med det hele, og I kan rulle Koldinggruppen op.” Alligevel er det uafviseligt, at Hermannsen hjalp folk, der var på flugt, eller som sad fængslet, ligesom det er uomtvisteligt, at tempoet på hjælpen blev sat op i krigens sidste år. Hermannsen kan være blevet frastødt af Gestapos stadig grovere metoder, eller han kan mod krigens slutning have tænkt, at nu gælder det om at skabe sig gode forbin-
delser, skriver Lundtofte, indtil historikeren må spørge sig selv og læseren: ”Men hvem kan dømme en mand for opportunisme, der åbenbart reddede mennesker fra fængsler og KZ-lejre?”
Møjsommeligt arkivarbejde
Det er også Lundtofte, der skriver om Otto Schwerdt (1918-1975), som nok var den, der havde mest forbindelse til de danske landssvigere. De beundrede ham meget, skønt han var en komplet amoralsk eventyrer, der var parat til hvad som helst for at klare skærene. Han var den første leder af Petergruppen, der stod for snigmord på over 30 mennesker, og den tidligere kz-lejrvagt ledede også den gruppe, der nedskød Kaj Munk den 4. januar 1944 ved Hørbylunde Bakke. Takket været storstikkeren Jenny Holms dobbeltagentarbejde blev Schwerdt efter krigen arresteret og i første omgang dømt til døden, men han slap af krogen. For i modsætning til en række af de danske medlemmer af Petergruppen var Otto Schwerdt tysker og kunne dermed ikke retsforfølges som landsforræder. Efter krigen blev der i Danmark foretaget 46 henrettelser, men ingen af de 64 personer, som er med i ”På Førerens ordre”, blev henrettet. De var ikke landssvigere og skulle kun dømmes for de forbrydelser, de havde udført ”på Førerens ordre”. Og selv om der rigtignok var tale om forbrydelser mod menneskeheden, så betragtede de anklagede det ikke på samme måde. De kunne måske godt indse, at Besættelsen havde drevet dem langt ud i vold og vilkårlighed, men det mente de også gjaldt modparten. Sådan betragtede chefen for det tyske
31/5/24
sikkerhedspoliti sagen. Otto Bovensiepen (1905-1979) var i høj grad ansvarlig for terror mod danskere under Besættelsen, men han forsøgte ikke at snakke sig fra det under retssagen. Hvor nogle af hans kolleger hengav sig til lige dele jammer, martyrium og ansvarsfralæggelse, stod Bovensiepen inde for sine ugerninger, og han dækkede, så meget han kunne, over sine medarbejdere. Om ham og 63 andre topnazisters liv og levned erfarer man meget i disse to bind, som er resultatet af et prisværdigt og møjsommeligt arkivarbejde, der vidner om såvel overblik som klog vægtning af stoffet. Her mangler intet i retning af omhu, fotos og fodnoter. Og måske allervigtigst, så er er her intet forsøg på at forklare eller bagatellisere nazismens barbari. ”På Førerens ordre” er nemlig historien om den totalitære fristelse, og forfatterne beretter anskueligt om de små og store begivenheder, der kunne gøre velbegavede mennesker til velvillige J aktører i nazismens vanvid. Henrik Lundtofte optræder på Bogforum fredag kl. 15.00-15.30 sammen med Claus Bundgård Christensen på C2-001.
John T. Lauridsen og Henrik Lundtofte (red.): På Førerens ordre 1-2. Hitlers mænd i Danmark 1933-1945. 1269 sider. 600 kroner. Aarhus Universitetsforlag.
19/1/25
36 | Efterårsbøger | Historie
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Stasis danske storstikker var et sølle skrog Journalisten Flemming Sørensen var et ubehageligt bekendtskab og fortjener ikke så mange sider, som denne bog stiller til rådighed
anmeldelse Kristian Østergaard kultur@k.dk
Fredag den 3. september 1982 blev den danske journalist Flemming Sørensen (1930-2012) arresteret af tysk politi. Han var mistænkt for at leveret fortrolige oplysninger til efterretningstjenesten i DDR i perioden fra omkring 1958-1981. Arrestationen kom som et chok for den danske offentlighed. Sørensen havde i mange år virket som journalist for Jyllands-Posten og Danmarks Radio. Kunne det virkelig passe? Kronvidnet mod Sørensen var hans tidligere kæreste Nada Dzafic. Hun fremsatte en række graverende beskyldninger mod Sørensen og blev jordet under retssagen af såvel jurister som journalister. Medier som Politiken og Ekstra Bladet beskrev hende som utroværdig og ynkelig. Og efter otte måneders fængsel blev Sørensen sat på fri fod. Men den unge kvinde fastholdt sin anklage om Sørensens spionagevirksomhed, og i dag er det ubestridt, at Sørensen fra sommeren 1959 og frem til 1980’erne mod klækkelig betaling var storstikker for Stasi. Pengene spillede
en stor rolle for Sørensen, men det gjorde også hans dybe sympati for kommunismen. Da Berlinmuren blev opført, og østtyskere desperat forsøgte at flygte og i mange tilfælde blev skudt af grænsevagter, lod det Sørensen kold, skriver forfatterduoen Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen.
Med en egen detektivisk ro afdækker
de Sørensens liv og onde gerninger i ”Farlig mand – historien om en dansk dobbeltagent og Stasi-spion”. Historien har været fortalt tidligere, men aldrig før så grundigt. Også for grundigt. Bogen burde have været forkortet med 100 sider, og det er oplagt, hvor manuskriptet burde have været beskåret. Første del handler nemlig om pågribelsen og rettergangen mod Sørensen i 1982-83. Herefter bliver bogen kronologisk, så vi på ny bliver præsenteret for retssagen og frifindelsen i bogens fjerde og sidste del. Kompositorisk er det greb svært at forklare og forsvare. Hvorfor fortæller forfatterne ikke bare historien om Sørensen, fra han blev hvervet af Stasi og frem til sin død i 2012? Det kunne have bibragt bogen en helt anderledes spændingskurve. Men når det er sagt, så er det også et respektindgydende stykke arbejde, forfatterduoen leverer. De viser, hvordan Sørensen på allehånde måder bidrog til nedsættelse af det åndelige immunforsvar over for kommunismen. Forfatterne er ikke i tvivl om, at Sørensens ansættelse på den borgerlige avis Jyllands-Posten var et fordelagtigt dække, som gjorde det muligt for ham at infiltrere det vesttyske efterretningsvæsen. Herigennem fik han oplysninger om vestlige agenter i DDR, som han siden
videregav til det østtyske diktatur. DDRregimet belønnede ham med en fortjenstmedalje for alle de mennesker, han havde stukket. Sørensen var et samvittighedsløst menneske, som havde tre store passioner i sit liv, kommunisme, alkohol og erotik. Samtidig påstod han, at han havde deltaget i undsætningen af de danske jøder i 1943, og at han havde ydet store tjenester til vestlige efterretningstjenester. Da Berlinmuren faldt, og Stasi-arkiverne åbnede, fandt man hele 10 ringbind, der fortalte en ganske anden historie. Her blev Sørensen præsenteret som en af Stasis mest effektive spioner og stikkere: ”Det vurderes, at Flame/ Heinrich [dæknavn for Sørensen] løste flere af sine opgaver med god kvalitet, og det var blandt andet på grund af ham, at flere vesttyske agenter kunne fængsles i DDR.” Blandt de 50 mennesker, som Sørensen angav, var Adelbert Bommel, som fik otte års fængsel, fordi han havde bistået den vesttyske efterretningstjeneste og prædiket i østtyske kirker. Forfatterduoen har mødt Bommel, som virker langt mere interessant end Sørensen. Bommel er et menneske af ånd, mens Sørensen var på rastløs jagt efter en smule mening med tilværelsen. Det er sørgeligt at læse om hans liv, men også lidt enerverende. Måske burde forfatterne have skrevet mere om Sørensens ofre og deres historie i stedet for at ofre så mange sider på dette underlødige og løgnagtige individ. J Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen optræder på Bogforum fredag kl. 12.55-14.00 på Biografiscenen samt lørdag kl. 14.4015.00 på C3-007.
NY ROMAN OM DIETRICH BONHOEFFER OG HANS ELSKEDE MARIA
20%
Spar på Bogforum
Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | lohse.dk
FOTO: MOGENS BERGER/RITZAU SCANPIX
Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen: Farlig mand – historien om en dansk dobbeltagent og Stasi-spion. 392 sider. 350 kroner. Lindhardt og Ringhof.
FØRSTEHÅNDSVIDNE TIL DET ARMENSKE FOLKEDRAB »Storartet biografi. ... Med den velresearchede levnedsskildring er der ydet en retfærdighedsgerning mod en kvinde, der er værd at ære.«
Den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer er kendt for sin modstand mod Nazi-regimet. Men kun få er klar over, at de sidste år af hans liv også rummede en helt særlig kærlighedshistorie.
NYHED
2 Journalist Flemming Sørensen var korrespondent for JyllandsPosten i Vesttyskland i 1960’erne.
KRISTELIGT DAGBL AD
20%
Spar på Bogforum
BESØG VORES STAND PÅ BOGFORUM
38 | Efterårsbøger | Litteratur for børn
Kristeligt Dagblad Lørdag 26. oktober 2024
Søren Kierkegaard i letfordøjelig form Rutineret børnebogsforfatter præsenterer kernen i Kierkegaards værk på fornøjelig vis
anmeldelse Kristian Østergaard kultur@k.dk
Henny Mikkelsen indleder med en kort levnedsskildring af Kierkegaard (18131855), derpå introducerer hun ”Enten –Eller”, og her fornemmer man Mikkelsens pædagogiske greb. Mikkelsen gendigter spidsborgeren, æstetikeren, etikeren og den religiøse som skikkelser i små fabler, så alle kan være med. Forfatteren understreger, at ”Enten – Eller” ikke handler om, at man enten kan gå til højre eller venstre, men derimod, at enten kan man vælge, eller også kan man vælge, at man ikke vil vælge. Det er også et valg, for Kierkegaards tænkning drejer sig om, hvordan vi forholder os til os selv. ”Spidsbørge var af den opfattelse, at han kun kunne elske sig selv, hvis han var lige så rig og succesfuld som de andre, derfor ville han helst være en anden end den, han var […] Set ud fra en Kierkegaard-synsvinkel, så levede Spidsbørge, men han eksisterede ikke, fordi han ikke tog livet på sig. Han var ikke bevidst om sig selv, og han forholdt sig ikke til sig selv.”
Det spændende ved Mikkelsens
lille bog er, at hun fremstiller Kierkegaards anliggende i et sprog, der befinder sig langt væk fra eksistensfilosoffens smukt ciselerede dansk, samtidig med at hun er loyal over for forfatterskabets ånd. Mikkelsen betoner derfor lidenskaben både i forhold til troen og til kærligheden. Mikkelsen citerer Kierkegaard for skildringen af det ulidenskabelige ægteskab med to køer, der er bundet sammen: ”To køer, der var bundet sammen, kom forbi i en kort galop. Den ene bissede og havde geniale sving med halen. Den anden var mere prosaisk og rent fortvivlet over at måtte deltage i de samme bevægelser. Er de fleste ægteskaber ikke indrettet således?” Henny Mikkelsen har skrevet en elementær og pålidelig vejviser for den, der vil lære Søren Kierkegaard at kende, både hvad angår hans biografi, hans plads i filosofihistorien, hovedlinjerne i hans forfatterskab, og hvordan forholdet mellem tænkning og tro, teologi og filosofi J udvikler sig hos ham.
Henny Mikkelsen optræder på Bogforum lørdag kl. 12.45-13.15 på F7-008.
Henny Mikkelsen: Hvem Søren vil ikke gerne forstå Kierkegaard? Kierkegaard er ikke kun for nørder. 92 sider. 200 kroner. Wadskjær Forlag.
ILLUSTRATION FRA BOGEN
Troværdig og helstøbt børnebog om vikingetiden Jeanette Varbergs seneste roman om vikingetiden og Rom er fabelagtig underholdning for børn og deres voksne
anmeldelse Damián Arguimbau kultur@k.dk
Historiske romaner har længe været populære. Inden for de seneste år har især den nordiske mytologi kastet mange fortællinger af sig, senest i form af Anne-Marie Vedsøs romanserie om vølven Snehild. Også inden for børnelitteraturen har fortællinger fra jernalderen været populære. Især har Bent Haller og Lars Henrik Olsen skrevet nogle fantastiske bøger, som kan fænge hos selv den mest kræsne læser. En lang række fantasyromaner er ligeledes voldsomt inspireret af den nordiske mytologi og jernaldertiden. Det gælder for Helle Rydings romanserie om ”Morganas Kilder” og Malene Sølvstens Ravnehvisker-trilogi, men mange andre kunne med lige så god ret nævnes. Den prisbelønnede Jeanette Varberg er museumsinspektør på Nationalmuseet og har en solid baggrund som arkæolog. Som forfatter står hun blandt andet bag udgivelser som ”Viking. Ran, ild og sværd” om vikingernes voldsomme fremmarch i Europa samt ”Fortidens slagmar-
ker” om konflikter og kamp fra stenalder til vikingetid. Hun er også kendt for ”Onkos – mit møde med kræftens historie”, som hun skrev, mens hun var i behandling for brystkræft. Som børnebogsforfatter har hun tidligere udgivet romanen ”Swarta, blodskyggernes forbandelse”, der foregår i vikingetiden, og ”Siri – Miraklernes mester” er en selvstændig fortsættelse. Historierne om Swarta og Siri handler om to tvillingekongesønner: den førstefødte og lidt svagelige Swarta og hans bror, Harja, som er stærk som en okse. Swarta skulle lægges ud i sneen og dø, syntes Njorddis, den gamle præstinde, da der kun må være én arving til kongen. Guden Midir tager dog Swarta til sig og opfostrer ham som sin egen søn, mens Harja vokser op som kongesøn. På trods af forskellene bliver de to drenge gode venner i løbet af første bind, hvor de redder landsbyen fra et voldsomt angreb fra Nordfolkene, godt hjulpet af pigen Siri, der er helbreder. Swartas indsats gør også, at kongen nu anerkender ham som sin søn, og at Njorddis mister sin status i landsbyen. I ”Siri – Miraklernes mester”, bliver Siri og en dreng fra landsbyen bortført af slavehandlere og ført til Rom for at blive solgt. Swarta og Harja beslutter sig, meget mod deres fars vilje, for at tage af sted for at redde Siri, som de begge skylder deres liv. Parallelt hermed bliver pigen Sota overtalt af Njorddis til at dræbe Swarta for at bringe orden i arvefølgen, mod at Sota bliver oplært i at være blótgydja, den person, der bestemmer, hvad eller hvem der skal ofres i de bundløse moser. So-
Som læser nyder man rejsen og lærer samtidig en masse om datidens samfund og sociale strukturer.
ta slår følge med Swarta og Harja i deres rejse mod Rom, men kommer til at holde af dem begge, så nemt er det ikke for hende at opfylde Njorddis blodige ønske. Romanen foregår delvist i Rom, hvor kristendommen begynder at få stor udbredelse, og hvor Swarta tager arbejde i Colosseum med at fodre de vilde dyr, der skal flænse de stakler, som bliver dømt til døden. Varberg er vældig dygtig til at skabe en spændende historie, der virker troværdig og helstøbt takket være hendes viden. Som læser nyder man rejsen og lærer samtidig en masse om datidens samfund og sociale strukturer. Selvom bogen er velegnet til oplæsning fra skolealderen, vil mange voksne i lige så høj grad kunne nyde fortællingen. Det bedste er, at romanen slutter på en måde, så man godt kan forvente et tredje bind i serien! J Jeanette Varberg optræder på Bogforum fredag kl. 11.10-11.35 (om ”Siri”) på Den Lille Scene, fredag kl. 16.55-17.40 (om ”Onkos”) på Vidensscenen samt søndag kl. 13.00-13.25 sammen med Josephine Bergsøe (om ”Boblerne i bækken – smykkehistorier”) på C3-008.
Jeanette Varberg: Siri – Miraklernes mester. 234 sider, 200 kroner. Politikens Forlag.