Kirke.dk
Det gode ved at være præst et sted som her er, at man kommer til at kende sognet og menneskene rigtig godt.
Folk bærer med, og de bærer over med dig.
ANN BORK DAMSGAARD, PRÆST I ØSTER LØGUM
– for mennesker, der interesserer sig for kirkeliv
Hvis vi blev bedt om at tegne en kirke, ville de este af os nok tegne et kirkeskib med romanske vinduer og et tårn med kamtakkede gavle. Vores forestilling om en dansk kirke er en landsbykirke, ikke en imposant storbykatedral eller en modernistisk forstadskirke.
Ikke så sært, for af folkekirkens omkring 2350 kirker er cirka 1800 middelalderkirker. Landsbykirker, der ligger i såvel vores indre landskab som det virkelige “og lyser som et kridt, et barn har tabt ved vejen”, som Harald H. Lund skrev i digtet “Udsyn mod a en”. Men kirken på landet er mere end smukke, historiske bygninger. Den er en levende organisme, der binder fortid og nutid, folk og kristentro sammen. Mange steder er kirken den sammenhængskra , der hindrer de små samfund i at falde fra hinanden, når købmanden, skolen, kroen og plejehjemmet er lukket. Lukker man kirken, er der kun en klynge huse tilbage. Ikke desto mindre er kirken på landet udfordret. Folkevandringen fra land til by dræner landsognene for mennesker og penge. Man står bagerst i køen, når der skal ansættes præst og organist. Og den smukke middelalderkirke og kirkegård forvandler sig til en tyngende samvittighed. Nu er ere og ere begyndt at tale om, at kirken på landet er i krise –og at der er brug for at beslutte, hvilken fremtid folkekirken ønsker for den.
Biskop Marianne Gaarden har kortlagt urbaniseringens negative konsekvenser for landsognene. Folkekirken og Nationalmuseet har udviklet en model for di erentieret vedligholdelse af kirkebygninger. Landsforeningen af Menighedsråd har sat “den solidariske folkekirke” til debat og spurgt, om kirkebygninger og kirkegårde bør været et fælles ansvar for folkekirken. Og senest har kirkeminister Morten Dahlin (V) igangsat et arbejde, der skal nde nye modeller for, hvordan de 1,2 millarder kroner i folkekirkens fælles pengekasse skal fordeles i fremtiden.
Mange steder er kirken den sammenhængskraft, der hindrer de små samfund i at falde fra hinanden, når købmanden, skolen, kroen og plejehjemmet er lukket. Lukker man kirken, er der kun en klynge huse tilbage.
Vejen til en løsning er brolagt med dilemmaer. Skal kirkens penge bruges på at vedligeholde historiske kirker, eller skal de investeres i de voksende byers mennesker? Kan folkekirken overlade ansvaret for kulturarven til staten, uden at kirkerne bliver til museer? Kan man lade kirker blive til ruiner? Og kan man presse sogne til at samarbejde og stadig bevare det lokale engagement?
I dette magasin tegner vi et billede af kirken på landet anno 2024, og vi lader de forskellige synspunkter komme til orde. I de este artikler nder du et link til Kirke.dk, hvor du kan læse mere – også, hvis du ikke er abonnent. Det håber jeg, at du har lyst til.
Kåre Gade, Redaktør for Kirke.dk
Udgivet af Kristeligt Dagblad
Indhold
Side 4 Kirkeministeren: Vi er nødt til at se på, hvordan vi kan hjælpe kirken på landet
Side 6 Uden kirken ville Øster Løgum ikke findes
Side 10 På Sejerø er der gudstjeneste hver søndag – også når der mangler præst og organist
Side 12 Biskop: Hjælp landsognene, så vi ikke skal lukke kirker
Side 14 Provsteformand: Folkekirken begår en undladelsessynd, hvis den lader sogne blive for små
Side 16 Kirkeliv i Kattegat: Indfødte, feriegæster og fastlandspræster giver en hånd med på Læsø
Side 18 Kirkeskat i 2024. Her betaler medlemmerne mest og mindst i kirkeskat
Side 20 Hovedstadsprovst: Kirkeministeren bør lukke 100 middelalderkirker
Side 22 Ny struktur: Syv sogne skal samarbejde – men bevarer deres selvstændighed
Side 24 Henrik på 78 holder gang i orglet, fordi de yngre ikke kan leve af det
Side 26 Farvel til kommunikation i København, goddag til præsteliv i Ribe
Side 28 Mit første år som præst: Jeg er begyndt at gå langsommere, end jeg gjorde i København
Side 30 Hyrdebrevet anmelder: Begravelsen var en gennemført sørgelig oplevelse
Forsidefoto: Heiner Lützen Ank
2 Camilla Valentinussen Hou fortæler om sit første år som sognepræst i Veflinge Sogn på Nordfyn og som hospicepræst på Hospice Fyn nær Odense. – Privatfoto
Susanne Bondrop
Sjællandske Medier
Kære læser
Kirkeministeren: Vi er nødt til at se på, hvordan vi kan hjælpe kirken på landet
Folkekirken er ramt af landdistriktsudfordringer. Derfor er man nødt til at se på finansieringen, mener kirkeminister Morten Dahlin, der har igangsat et udvalgsarbejde om økonomien
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
Kort tid før dette interview finder sted, lyder sirenen landet over. Det er den første onsdag i maj og tid til at afprøve, om varslingssignalet stadig virker. Hvis nu katastrofen skulle indtræffe.
Her på kirkeminister Morten Dahlins (V) kontor er der atter ro. Katastrofe er nok et stærkt ord at bruge, men i slutningen af marts varslede Morten Dahlin dog, er der er behov for at se nærmere på folkekirkens samlede økonomi i form af et ministerielt udvalgsarbejde.
Eller som det dengang hed i pressemeddelelsen fra Kirkeministeriet.
“Folkekirken står over for betydelige udfordringer i takt med, at demografiske ændringer og samfundsudviklingen i øvrigt gradvist
forandrer vilkårene for at være til stede i hele landet og møde befolkningen, hvor den bor og søger fællesskaber i både by og land.”
“Det kalder på rettidig omhu, fremsyn og nytænkning både lokalt og på landsplan, også i forhold til hvordan folkekirkens ressourcer prioriteres nu og fremover.”
Det er disse udfordringer, vi skal tale om i dag. Med fokus på kirken på landet.
“Der er ingen tvivl om, at når vi taler om landdistriktsudfordringer, så er folkekirken et forstørrelsesglas,” indleder ministeren.
“De udfordringer, vi oplever med blandt andet affolkning og urbanisering i samfundet som helhed, oplever vi i endnu højere grad i folkekirken.”
“Det bedste eksempel er Lolland. Her er man i den uheldige situation, at da Lolland var den rigeste egn i Danmark, viste man rigdommen ved at bygge mange kirker.”
“Det var ikke et problem, dengang man tjente mange penge på den fede jord. Men i dag oplever man, at indbyggerne i flere sogne bliver ældre, bliver færre og har en forholdsvis lavere indkomst end andre steder.”
“Dermed er pengekasserne ikke fyldt på samme måde som tidligere. Kombineret med at man står med en stor opgave i at vedligeholde vores middelalderkirker, er det en meget konkret økonomisk udfordring.”
En situation, der ifølge ministeren har et videre perspektiv end blot et økonomisk.
“Kirken er en vigtig lokal aktør. Fordi den for det første er et samlingspunkt for de store begivenheder i lokalsamfundet, både de glædelige og de sørgelige. For det andet fordi den også er en slags repræsentation for det offentlige Danmark.”
“Selv der, hvor der ikke længere er et rådhus eller Borgerservice, er kirken til stede som et symbol på, at der stadig sker noget i det område. Endelig er kirken også en katalysator for et lokalt engagement, både religiøst og socialt.”
“Alt dette er dog presset på grund af de forskellige landdistriktsudfordringer.”
“Hvad kan man gøre ved det, spørger du sikkert?” siger han og fortsætter.
“Netop det udvalgsarbejde, vi satte i gang før påske, er et forsøg på at svare på udfordringerne. Faktisk synes jeg, at udvalgets kommissorium er skelsættende, da vi har samlet alle landdistriktsudfordringerne for folkekirken i det kommissorium.”
“Udvalget skal altså se på, hvordan vi håndterer udfordringen med at finansieringen af vedligeholdelsen af middelalderkirkerne, hvordan vi forholder os til de geografiske udfordringer og det skal adressere udfordringen med præstemanglen.”
“Det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke kan løse problemerne enkeltvis. Vi kan for eksempel ikke isolere problemet med præstemangel fra problemet med vedligeholdelse af middelalderkirkerne.”
“Udvalget om bæredygtig finan-
Læs mere
Dette er en forkortet version af interviewet med kirkeministeren. Læs det fulde interview på www.kirke.dk/ hjaelplandet
Her kan du også læse mere om udvalget kommisorium
– Foto: Heiner Lützen Ank
siering af folkekirkens fællesopgaver,” skal komme med sine forslag til, hvordan folkekirken både lokalt og på landsplan prioriterer sine ressourcer senest den 1. maj 2025. Inden da vil Morten Dahlin ikke forholde sig til konkrete forslag.
“Jeg lægger op til en fordomsfri debat. Derfor vil jeg på forhånd heller ikke sige nej til noget. Udvalget har frie hænder til at komme med forskellige løsningsmodeller. Med det ene forbehold, at det skal løse problemerne.”
Derfor vil Morten Dahlin heller ikke på nuværende tidspunkt forholde sig til et oplagt forslag: Luk kirker på landet. Og så alligevel. “Jeg kommer ikke til at mene noget på forhånd. Men jeg har den grundlæggende holdning, at der ikke skal lukkes kirker, med mindre det lokale menighedsråd synes, det er en god idé.”
At der skal ses på den folkekirkelige økonomi er ifølge Morten Dahlin en bunden opgave. “Da jeg blev kirkeminister, landede alle udfordringerne på mit bord. Jeg fik besked om, at det ikke var blevet håndteret i årevis, og at der var et ønske om, at der blev gjort noget ved det.”
“Faktisk havde jeg forventet, at udvalgsarbejdet ville føre til en stor offentlig debat. Det kunne være godt, hvis nogen benyttede lejligheden til at komme med idéer. Faktisk kunne det jo være, at udvalget lyttede til nogle af de idéer.”
J 2 At der er behov for at se på folkekirkens økonomi, stod klar for kirkeminister Morten Dahlin fra første dag, han var minister. Derfor har han nu sat et udvalgsarbejde i gang, der fordomsfrit skal se på forskellige modeller for folkekirkens fremtidige øknomi.
| Kirke.dk
En dag i marts tog Kirke.dk på besøg i Øster Løgum for at høre menighedsrådets, præstens, lærerens, formanden for borgerforeningens og spejderlederens fortælling om, hvad kirken har af betydning for et lille lokalsamfund på knap 1000 mennesker
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
Præsten
Ann Bork Damsgaard. Præsten i Øster Løgum har de sidste 13 år heddet Ann Bork Damsgaard. Selv kommer hun fra Midtjylland, men efterhånden er ord som mojn og bom gledet ind i hendes sprog.
Sammen med mand og tre børn bor Ann Bork Damsgaard i den gule præstegård fra 1544, og når hun kigger ud ad vinduet, kan hun se kirken, der ligger for enden af haven.
“Det gode ved at være præst et sted som her er, at man kommer til at kende sognet og menneskene rigtig godt. Folk bærer med, og de bærer over med dig.”
“Man bliver opmærksom på, at kirken er bygget af levende stene. Det lyder lidt højtravende, men det er den virkelig.”
“Jeg ved godt, hvem jeg skal ringe til, hvis jeg skal have traktorklubben i tale. Eller hvis jeg skal finde nogen, der kan bage til et arrangement. Man bliver en del af det.”
Man skal altså kunne klare, at man ikke kun er præsten, men ligefrem kirken.
“Man finder nok meget hurtigt ud af, om man kan være i rollen, hvor man hele tiden repræsenterer kirken. Kirken bevæger sig rundt, for det gør præsten. Jeg bliver lukket ind i folks liv og får lov til at følge med i det. Men det betyder også, at det begynder at gøre ondt, når folk dør.” Således er Ann Bork Damsgaard en bærende del af lokalsamfundet, samtidig med at hun repræsenterer en institution, der også har et større sigte.
“Jeg er sat i verden for at forkynde Jesus Kristus som verdens frelser. Det går jeg ikke på kompromis med, men det er der heller ikke en forventning om.”
“Man kan forkynde på forskellige måder. Bare det, at man er der, eller det, man gør, forkynder nogle gange noget, uden at der nødvendigvis skal komme ord ud af munden på præsten. Fordi de ved, hvem man er.” J
Uden kirken ville Øster Løgum ikke findes
Jeg bliver lukket ind i folks liv og får lov til at følge med i det. Men det betyder også, at det begynder at gøre ondt, når folk dør.
ANN BORK DAMSGAARD, PRÆST I ØSTER LØGUM
Skolelæreren
Karina Linnet: “Det er kirken, vi ser, når vi kommer hjem efter at have handlet i Brugsen i Rødekro. Når man ser kirken, tænker man, at nu er man hjemme igen. Kirkens spiller en kæmpe rolle i Øster Løgum. Den er en vigtig del af det at være hjemme.”
Karina Linnet, lærer på den lokale skole og redaktør af lokalbladet
“Vores Blad”, er født og opvokset i Øster Løgum.
Efter at have boet både i Aabenraa og Aalborg er hun for flere år siden flyttet hjem igen.
“Jeg gik på gymnasiet i Aalborg. Den dag, vi havde juleafslutning, tog jeg hjem til Øster Løgum for at komme til juleafslutning her i stedet for at gøre det i Budolfi Kirke i Aalborg. For sådan er det bare, når man er fra Øster Løgum. Det har noget
med tilhørsforholdet at gøre.”
Da Karina Linnet var barn, var hun en fast del af søndagsskolen. Præsten og hans kone gjorde nemlig et stort arbejde for børnene med god undervisning og spændende udflugter. Da hun blev ældre, og en anden præst kom til, var præstens børn en del af vennekredsen. Derfor er hun også af den faste overbevisning, at en synlig præst er vigtig i et lille sogn.
“Det handler rigtig meget om at gøre kirken til et levende sted. Jeg kommer ikke så tit i kirken, men jeg kommer, når jeg skal.”
“Når jeg har været der, har jeg hver gang oplevet, at vi har en fantastisk præst, som forstår at gøre kirken levende for børnene. Mine egne små niecer er helt pjattede med at være der.” J
Formanden for borgerforeningen
Thomas Bjerg Ørum er formand for Øster Løgum Borgerforening og næstformand for Øster Løgum Sogns Lokalråd. Dermed er han både en del af det lille råd, der dækker selve Øster Løgum, og det lidt større råd, der omfatter alle foreninger i hele sognet. Derfor krydser hans veje også ofte Ann Bork Damsgaards og kirkens veje.
”Præsten er en del af lokalsamfundet som alle os andre. Derfor er det også naturligt, at man inddrager præsten og kirken.”
Et konkret eksempel knytter sig til et lille stykke asfalt foran kirken.
“Alle instanser er involveret i at få parkeringspladsen renoveret. Menighedsrådet har presset på for et svar fra kommunen. Ellers vil Borgerforeningen ikke være med mere. Det er i alles interesse, at der sker noget med parkeringspladsen.”
“Når der bliver holdt fest, og folk udefra kommer til parkeringspladsen, der er slidt og kedelig, kan kirken og kirkegården jo være nok så fine, for førstehåndsindtrykket vil stadig være gråt og kedeligt, når de ser parkeringspladsen i denne tilstand.”
Og Øster Løgum Kirke er bestemt ikke grå og ubetydelig, mener Thomas Bjerg Ørum.
“Hvilken by har sådan et kæmpe kulturhus, som vi har her?”
“Hvis kirken blev brækket ned, ville den blive lavet om til et kulturhus. Derfor gør vi den allerede nu til en del af den lokale kultur”
“For eksempel begynder fastelavnsfesten med en gudstjeneste i kirken. Alle er udklædte, inklusive præsten. Så går vi over på kroen bagefter og får kaffe og slik og tøndeslagning.”
“Hertil kommer ringridning og Sankt Hans. Det er kirken ikke en del af som sådan, men når idrætsforeningen holder sportsfest, er der sportsgudstjeneste med gratis pizza og stuvende fuldt telt. Det er virkelig en god fornemmelse.”
Men hvad gør det ved Thomas Bjerg Ørum selv, at kirken er så synlig en del af lokalmiljøet?
“Det har bestemt givet mig et mere positivt syn på kirken.”
“Det, at man kan møde præsten ved høstfesten og andre steder, giver respekt i et lokalsamfund som vores. Det viser nemlig, at man er med. Når præsten kommer til “vores” arrangementer, kommer vi også til kirken.” J
fortsætter side 8
2 Thomas Bjerg Ørum, formand for Øster Løgum Borgerforening, Karina Linnet, der er lærer på den lokale skole og præsten Ann Bork Damsgaard (th) er enige om, at kirken i Øster Løgum er en vigtig kulturel aktør.
– Fotos: Heiner Lützen Ank
fortsat fra side 7
Spejderlederen
Nis Callesen er i gang med anden omgang i menighedsrådet. Det stopper dog, når der til efteråret er valg. For 20 år siden, da han blev valgt første gang, var han den nye generation, nu er det tid til, at andre er den nye generation.
Slægtsgården, hvor han bor med kone og børn, er under afvikling som aktivt landbrug, og Nis Callesen arbejder i dag som konsulent i landbrugssektoren. Til trods for forandringerne i hans eget og områdets liv er det dog her, Nis Callesen har hjemme.
“Jeg er bundet til gården og lokalmiljøet. Jeg har gået i søndagsskole, da der var noget, der hed det. Alt i alt en tryg barndom. Og jeg er flyttet hjem igen, efter at jeg tog min uddannelse i København.”
“Jeg kan ikke lade være med at blande mig i ting. Jeg har været fodboldtræner og spejderleder i mange år, og min kone er med til at lave fællesspisning på kroen, ligesom hun i ti år var formand for SuperBrugsen i Rødekro. Det gør vi bare. Det er en del af vores arv.”
“Man har en forpligtigelse til at være med til at holde gang i lokalsamfundet.”
Og det lokalsamfund er kirken en naturlig del af.
“I forbindelse med børnenes konfirmationsforberedelse var vi rundt i hele landet til andre kirker. Hver gang sagde min kone og jeg til hinanden: Vi har en top tre præst, og der er langt ned til nummer to og tre.”
“Det er også derfor, spejderne bliver involveret i kirkelivet. Vi lavede for eksempel Kjørmes pandekager til Kyndelmisse. Når vi tager spejderne med i kirke, kommer der flere. På den måde kan vi være med til at holde gang i kirken til daglig.”
“Jeg vil gerne have folk med op og se kirken og se, hvad den kan. Ikke at vi tvinger dem til gudstjeneste, men det er faktisk en del af det samfund, vi har. At kirken står og er synlig midt i det hele, minder os om, at vi er nødt til at værne om den og være en del af den.” J
Menighedsrådet
Birgitte Neldeberg Ravn (øverst) og Karin Work er formand og kasserer i menighedsrådet. Da de for få minutter siden trådte ind ad døren, blev de hilst af Ann Bork Damsgaards kram og venlige bemærkninger. De problemer mellem ansatte og menighedsrådsmedlemmer, man hører om flere steder i folkekirken, er et ukendt fænomen her.
”Samarbejdet er meget tæt, fordi man på kryds og tværs er involveret i mange forskellige ting. Vi prøver at spille bold op ad de andre foreninger, og de forsøger forhåbentlig også at spille bold op ad os,” lyder det fra Birgitte Neldeberg Ravn Det gælder dog samtidig om at økonomisere med kræfterne, tilføjer Karin Work
“Vi trækker på de samme mennesker. Derfor skal vi ikke have for mange arrangementer, men nogle, der kan tiltrække folk bredt.”
Menighedsrådet ønsker således at gøre kirken til en del af lokalsamfundet, fortæller Karin Work.
Læs mere
Læs reportagen fra Øster Løgum i helhed og se flere fotos på www.kirke.dk/loegum
“I vores budget skriver vi faktisk, at “menighedsrådet i Øster Løgum arbejder for at kirken fortsat skal være bredt forankret i hele sognet. Dette vil vi gøre gennem et fortsat bredt udbud af arrangementer, som er forbundet med menigheden samt de omkring liggende foreninger i sognet.””
På den måde er det dog slet ikke noget at være i tvivl om. For den dag, de ikke orker mere, eller andre ikke tager over, får kirken som bygning nok lov til at blive stående, men kirken som en væsentlig aktør i lokalmiljøet vil forsvinde. Eller som Birgitte Neldeberg Ravn, menighedsrådsformanden, siger.
“Grunden til, at kirken er her endnu, er, at den repræsenterer noget genkendeligt. Den har altid været her. Der er noget tryghed ved den, også selvom folk ikke siger det højt.”
“Derfor har vi en vigtig rolle at udfylde.”
På Sejerø er
der gudstjeneste hver søndag – også når der mangler præst og organist
Spillemænd og syngepiger står for kirkemusikken, indtil Sejerø Kirke får den organist, øen drømmer om. Og på søndage, hvor der mangler en præst, går violinisten på prædikestolen
Kåre Gade gade@kirke.dk
Når man går over kirkegårdsgruset til Sejerø Kirke en time inden søndagens gudstjeneste, lyder der allerede sang og musik gennem den åbne kirkedør. Det er kirkens kor og musikere, der varmer op og spiller dagens salmer igennem. “Nu takker alle Gud” udsat for guitar, violin og unisone kvinde- og mandsstemmer strømmer en imøde i våbenhuset. Det er et stykke tid siden, at der har været en fast organist på pulpituret i den smukke middelalderkirke, men det forhindrer ikke øboerne
i at holde gudstjeneste. Kirkesanger Henry Larsen spiller violin, menighedsrådets kontaktperson Bent Neimann Jensen akkompagnerer på guitar, og Anne Ogstrup og Jytte Petersen synger for.
“Vi har før spillet til familiegudstjenester. Så er det også de her to damer, der synger,” siger Bent Neimann Jensen. “Eller syngepigerne?
Hvad må man egentlig sige i dag?”
“Kald os syngepigerne, jeg er klar til at stille op på Bakken,” griner Jytte Petersen.
“Jeg kalder dem altid syngepigerne. Det er et godt navn,” siger Henry Larsen, der ikke nøjes med at stå for musikken. Der er nemlig heller ingen præst denne søndag, så han tager sig også af læsningerne og prædikenen – en opgave, han jævnligt påtager sig, for i Sejerø Kirke skal der ikke aflyses gudstjenester.
“Jeg er alligevel i kirke,” siger han.
Bent Neimann Jensen fortæller, at Henry Larsen er ansat otte timer om ugen.
“Han skal helst ikke op på 10 timer, for så skal han til at have ferie og alt muligt,” griner han.
De to musikere udgør halvdelen af Sejerø Spillemændene, og de har i årevis spillet til fællessang ved sociale arrangementer på øen. At spille til gudstjeneste er imidlertid en lidt anden udfordring, erkender Bent Neimann Jensen.
“Til familiegudstjenesterne er det mest børnesange, og der passer vores instrumenter godt. Men guitar og salmer er en svær kombination, hvis man ikke lige er klassisk guitarist. Jeg skærer halvdelen af akkorderne væk. Og så siger Anne og Jytte, at det lyder godt.”
“Jamen, det siger vi, fordi vi synes det,” siger Anne Ogstrup.
“Ja, det lyder godt. Men det er altså ikke sådan, at vi ikke vil have en organist. Det vil vi meget gerne,” understreger Jytte Petersen.
Sejerø har kun 328 indbyggere og ligger en times færgesejlads fra Havnsø på Sjællands vestkyst. Gennem årene er det lille orgel i middelalderkirken derfor blevet betjent af lærere og andre øboer med et talent for tangenter, men uden en egentlig orgeluddannelse.
Men selvom hverken økonomien eller logistikken lægger op til en fastansat, uddannet organist, har menighedsrådet ikke opgivet at finde en løsning, fortæller menighedsrådsformand Lisbeth Hauch Enevoldsen. Kirken har et opslag på Sjællands Kirkemusikskole, hvor de tilbyder honorar og et weekendophold for at komme over og tage en gudstjeneste.
“Vi har også foreslået, at man kunne lave et samarbejde med skolen om noget musikundervisning, og
Læs mere
Når præsten på Sejerø har fri eller af anden grund ikke kan stå for gudstjenesten, bliver der afholdt lægmandsgudstjeneste. Læs reportagen fra lægmandsgudstjeneste på www.kirke.dk/ laegmandspraedikant
0 Kirkesanger Henry Larsen spiller violin, menighedsrådets kontaktperson Bent Neimann Jensen akkompagnerer på guitar, og Anne Ogstrup og Jytte Petersen synger for i Sejerø Kirke. – Foto: Kåre Gade
måske med højskolen (Øernes Højskole, red.) om nogle kurser der.”
Menighedsrådet har afsat budget til en timelønnet kirkemusiker ni timer om ugen.
“Der er en sommerhusejer, som måske er interesseret. Også en anden, der har købt hus i Sejerby, har tilbudt sig og vil gerne tage nogle kurser. Så der er håb forude.”
Indtil da er spillemændene og syngepigerne med til at holde kirkegangen i live, mener Lisbeth Hauch Enevoldsen.
“Jeg tror, det betyder noget, at der er gudstjeneste hver søndag, så man ikke altid skal hen og se efter i kalenderen.”
“Og så engagerer det nogle mennesker i kirkelivet og giver betydeligt mere liv i gudstjenesten, end hvis der ikke var noget musik.”
Sommerhusgæster og fastboende begynder at indfinde sig og skubbe sig ind på kirkebænkene. Bedeslagene lyder, kirketjeneren giver tegn til Henry Larsen, og musikerne spiller et præludium, “En yndig og frydefuld sommertid”.
Så lægger Henry Larsen violinen og beder indgangsbønnen. Bent Neimann Jensen folder hænderne over guitarhalsen. Med eller uden præst og organist: På Sejerø er der gudstjeneste om søndagen. J
www.spangkilde.dk
Spangkilde katafalk
Spangkilde tilbyder flere modeller af kistevogne til sikker kistehåndtering - vi producerer også kistereoler. Vi sælger til kirker, kapeller, bedemænd og sygehuse og har kunder i Danmark og Sverige.
a Har en levetid på +20 år
a Godkendt til 400 kg - priser fra kr. 31.500 +moms.
a Vi har tilbehør så I kan håndtere de nye papkister - ring til os!
a Der medfølger pænt sort klæde og oplader
a Køb en topplade og brug vognen som bord til granlægning, kaffebord el. lign.
a Kører sikkert i grus, på brosten og op ad ramper og slidsker
a Dansk produceret og få 15 års garanti ved årligt eftersyn
Listen af tilfredse kunder er lang, og der står nu over 450 katafalker fra Spangkilde rundt om ved
Danmarks kirker
Kontakt os på tlf.: 7565 2335 for en uforpligtende snak eller fremvisning!
Skansekapeller Hillerød, Maribo Domkirke, Magleby Kirke, Stege Kirke, Skagen Kirke, Jetsmark Kirke, Sankt Nicolai Kirke, Munkebo Kirke, Indslev Kirke, Brenderup Kirke, Vrejlev Kirke, Vamdrup Kirke, Husby Kirke, Viborg Begravelsesforretning, Grindsted/Billund, Svendborg Kremmatorium, Vilstrup Kirke, Sønder Omme Kirke, NR. Aaby Kirke, Albæk Kirke, Agersted Kirke, Ulstrup Kirke, Udby Kirke, Løfstør Kirke, Nr. Bjert Kirke, Viby Kirke, Ølstykke Kirke, Stenløse Kirke, Fensmark Kirke, Egebjerg Kirke, Osted Kirke, Allerslev Kirk, Rorup Kirke, Hvalsø Kirke, Kirke Såby, Rye Kirke, Kirke Sonnerup Kirke, Lyndby Kirke, Kirke Hyllinge, Sæby Kirke, Gevninge Kirke, Herslev Kirke, Bromme Kirke, Mosede Kirke, Søllerød Kirke, Rudersdal kommune, Bække Kirke, Tønder Kirke, Gl. Haderslev Kirke, Brønderslev Kirke, Tune Kirke, Karlslunde Kirke, Zions Kirke, Horreby Kirke, Aal Kirke, Hammel Kirke, Hadsten Kirke, Hinnerup Kirke, Rindum Kirke, MargretheKirken, Rinkenæs Kirke, Aalborg Krematorium, Borup Kirke, Ørbæk Kirke, Ringkøbing Kirke, Løgumkloster Kirke, Tilst Kirke, Islebjerg Kirke, Skive Kirke, Andst Kirke, Nybøl Kirke, TreenighedsKirken Esbjerg, Hørup Kirke, Gladsaxe Kirke, Valby Søndre sogn, Jyderup sogn, Tølløse Kirke, Viskinge Kirke, Aunsø Kirke, Skamstrup Kirke, Holmstrup Kirke, Kjellerup Kirke, Grevinge Kirke, Askov Kirke, Gesten Kirke, Brædstrup Kirke, Hover Kirke, Grejsdal Kirke, Lidemark Kirke, Kirke Hyllinge, Gjesing Kirke, Aars Kirke, Lindehøj Kirke, Tømmerup Kirke, Fodby Kirke, Føllenslev Kirke, Særslev Kirke, NørremarksKirken Vejle, Nærum Kirke, Voer sogn, Draaby Kirke, Asperup Kirke, Roerslev Kirke, Karlstrup Kirke, Sankt Lukas Stiftelsen, Nykøbing sj. Kirke, Farsø Kirke, Hørsholm Kirke, Næsby Kirke, Ajstrup Kirke, Hals Kirke, Horsens Kirke, Hammer Kirke, Hou Kirke, Hvorup Kirke, Lindholm Kirke, Sulsted Kirke, Ulsted Kirke, Vester Hassing Kirke, Øster Hassing Kirke, Vodskov Kirke, Sønderholm Kirke, Svenstrup Kirke, Ferslev Kirke, Grene Kirke, Kalvehave Kirke, Seest Kirke, Nibe Kirke, Toksværd Kirke og Ørsted Kirke m.fl.
Spangkilde Teknik ApS
Spangkildevej 13-15, Spettrup
8722 Hedensted
Tlf.: 7565 2335
Mail: info@spangkilde.dk
Biskop: Hjælp landsognene, så vi ikke skal lukke kirker
Biskop Marianne
Gaarden udgav i 2023 en bog med et klart budskab til folkekirken: De små landsogne har brug for hjælp til at vedligeholde kulturarven. Ellers skal der lukkes eller sælges kirker
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
I2023 udgav biskop Marianne
Gaarden bogen “Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken,” og den enkle konklusion lyder ifølge forfatteren selv:
“Enten laver vi en beredskabsplan og finder en anderledes fordeling af ressourcerne. Eller også må vi acceptere, at der er national kulturarv, der forfalder. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at der skal træffes et valg,” siger biskoppen over Lolland-Falsters Stift.
En af bogens centrale påstande er, at urbaniseringen er en realitet; altså at indbyggertallet vokser i byerne og falder i landområderne, men det er en realitet med nuancer.
“Urbaniseringen som en naturlov passer ikke til virkeligheden. For den store bevægelse er ikke, at folk flytter fra land til by, men derimod at folk flytter ud af byerne.”
“Affolkningen på landet skyldes i langt højere grad, at landbefolkningen er aldrende og ender med at ”flytte” på kirkegården. Og når indbyggertallet stiger i de store byer, skyldes det fødselsoverskud.”
“Man kan tale om både en national og en regional urbanisering, og netop nu er den regionale urbanisering stærk. Det er således provinsbyerne, der vokser. Også her i stiftet, hvor befolkningen søger til Nykøbing, Sakskøbing, Maribo og Nakskov.”
“Man samler for eksempel skolerne i centerbyerne og flytter dermed også konfirmanderne ind til centerbyerne. Det samme sker, når plejehjemmene i landdistrikterne nedlægges, så flytter folk på plejehjem i byerne og partneren flytter med. Så er det der, folk bliver begravet.”
Noget der alt sammen rører ved problemets kerne, nemlig at der, hvor kulturarven er koncentreret mest i form af mange middelalderkirker, er ressourcerne færrest.
“Der er to ting, vi som folkekirke må forholde os til. Hvordan vi finansierer vedligeholdelsen, og hvem der skal stå for vedligeholdelsesarbejdet.”
“Vi kan tage nogle kirker ud af
drift og gøre op med dogmet om, at national kulturarv skal vedligeholdes. Hvis vi ikke gør noget, vil det ske automatisk.”
“Det, der taler imod dette, er, at det er national kulturarv, som vi dels via lovgivningen er forpligtet til at tage vare på og dels har stærke følelser for.”
“Hvis det ikke var tilfældet, kunne man overveje at sælge kirkerne. En eventuel køber ville dog blive forpligtet til at vedligeholde kirken som kulturarv. Hertil kommer, at en radikal ændret brug af kirkerne vil stride mod den danske folkesjæl og folkeånd.“
Hvis løsningen hverken er at ændre lovgivningen eller at lade kirkerne forfalde, hvad er den så?
“I Sverige arbejder man med begrebet differentieret vedligeholdelse, således at ikke alle kirker skal vedligeholdes efter samme høje standard. Man udvælger kirkerne i et givent område og vurderer deres kulturarvsværdi og hvilke, der er mest i brug.”
“Fem stifter arbejder allerede nu med et pilotprojekt til at udvikle en lignende model til folkekirken. Modellen skal ikke nødvendigvis anvendes alle steder herhjemme. For der er menighedsråd, hvor det fungerer fint med ressourcestærke mennesker og god økonomi.”
Hvad med økonomien bag dette? Hvem skal betale?
Læs mere:
I 2023 blev der afholdt en konference om differentieret vedligehold. Her blev emnet diskuteret og en model for arbejdet præsenteret.
Læs mere om konferencen på www.kirke. dk/flytansvar
2 Flere landsogne er ifølge biskop Marianne Gaarden ved at drukne i arbejdet med at vedligeholde den nationale kulturarv. Der må gøres noget, mener hun.
– Foto: Heiner Lützen Ank
Man kunne også overveje at se på kirkeskatten. Den er fordelt urimeligt og skævt på landsplan. Dem med de mindste indtægter betaler den højeste kirkeskat.
MARIANNE GAARDEN, BISKOP
“Tidligere kirkeminister Mette Bock foreslog, at staten overtager forpligtelsen for vedligeholdelsen af kirkebygningerne. Til gengæld får folkekirken så ansvaret for de 40 procent af finansieringen af lønningerne for de tjenestemandsansatte præster, som pt. er på finansloven.”
”Udfordringen med denne løsning er, at den forudsætter, at staten vil prioritere kirkebygningerne, hvilket jeg kan være tvivlende overfor.”
“Man kunne også overveje at se på kirkeskatten. Den er fordelt urimeligt og skævt på landsplan. Dem med de mindste indtægter betaler den højeste kirkeskat, op til 1,3 procent, mens dem med de højeste indtægter betaler helt ned til 0,4 procent i kirkeskat.”
”Men man kan se på den kommunale udligning, at det vil kræve en ændring af mindsettet i de økonomisk velstillede områder af landet.”
”En hel ny måde at løse problemet på kunne være at oprette en fond til bevarelse af kulturarven under fællesfonden. De sidste 10 år er den gennemsnitlige kirkeskatteprocent for hele landet faldet fra 0,89 til 0,87 procent.”
“Det er paradoksalt, at i de tyndest befolkede sogne søger folk ofte kirken mest. Så hvis vi trækker stikket netop der, trækker vi stikket steder, hvor opbakningen er størst. Og det er ikke kun den ældre generation.”
Provsteformand: Folkekirken begår en undladelsessynd, hvis den lader sogne blive for små
Folkekirken har forsømt en strukturforandring, skriver Provsteforeningens formand, Annette Brounbjerg Bennedsgaard, i dette debatindlæg debat
HAnnette Brounbjerg Bennedsgaard redaktion@kirke.dk
vordan går folkekirken til udfordringen, når et sogn, et provsti eller et sti bliver for småt? Hvem forholder sig til spørgsmålet om størrelse? Hvad er perspektivet? Det har jeg spurgt ere kirkefolk om. Men lad mig begynde med en omvej til Berlins Sti , hvor jeg har været på studieorlov.
Kristof Balint er regionalbiskop i Potsdam-området (tidligere Østtyskland, hovedsageligt landsogne). Med et glimt i øjet fortæller han, at der aldrig har været brug for alle områdets kirker. De blev bygget for at vise magt og overskud. Ifølge Balint foretrækker selv meget små sogne, at kirkelivet foregår i deres egen kirke, og de færreste føler sig tilskyndet til at samarbejde med nabokirken. Det har blandt andet skabt et overophedet arbejdsliv for landpræsterne, der også har en del administrativt ansvar for at lave udkast til menighedsrådets budget og ”Stellenplan” (et forslag til de kommende års behov for ansatte), og mange landpræster har adskillige menighedsråd. For at skabe større sogne vedtog sti sssynoden i november 2021 en ny lov, minimumsmedlemstalsloven. Forslaget var, at minimumstørrelsen skulle være på 1000 medlemmer. I stedet blev det besluttet, at et sogn mindst skal have 300 medlemmer. Mindre
sogne skal sammenlægge sig med et nabosogn. Det er sognet selv, der skal pege på et andet sogn, som man fremadrettet vil høre sammen med. Hvis ikke det sker, er det provstiudvalgets forpligtelse at foreslå sti ssynoden, hvem sognet kan høre sammen med.
I Danmark har vi ingen fælles pejlemærker for et bæredygtigt sogn.
Med større og fælles menighedsråd ønsker man at fremelske større gensidigt kendskab, øget helhedsperspektiv og mere samarbejde på tværs blandt små landsbykirker. Ønsket er, at man holder op med at tænke, at hvert sogn skal dække alt kirkeligt arbejde fra vugge til grav. I stedet drømmer man om, at kirkerne ser på befolkningssammensætningen og på, hvad kirkerne er velegnede til, og så laver et godt puslespil – så der for befolkningen bliver et mere varieret kirkeliv.
ANNETTE BROUNBJERG BENNEDSGAARD
I særdeleshed er der fokus på, at der skal tilbydes gudstjenester i mere varieret aftapning, både hvad angår tidspunkt og målgruppe. Noget andet, der lægges vægt på, er, at større enheder samtidig giver mulighed for bedre stillinger for ansatte og bedre udnyttelse af de ansattes ressourcer. Og så skal de større sogne skabe overskud og helhedsperspektiv, der sætter større fart på den kirkelige transformation, som alle nder nødvendig. Før min studieorlov tog jeg på roadtrip og k gode samtaler om folkekirkens ve og vel med blandt andet et par biskopper, en sti skontorchef, provstekolleger, folk fra Folkekirkens Uddannelsesog Videnscenter og formanden for Landsforeningen af Menighedsråd.
På dette roadtrip blev der givet mange eksempler på enheder, der er for små. For mit indre blik opstod konturerne af en folkekirke, der begår undladelsessynd ved for o e at lade stå til, når enheder bliver for små.
Lad mig så zoome ind på Danmark. Her har menighedsrådet kompetence til at søge om, at et sogn lægges sammen med et andet. Der er i dag 384 færre menighedsråd, end der er sogne, da en del menighedsråd har valgt at blive sammenlagt med et nabosogn. I Danmark har vi ingen fælles pejlemærker for et bæredygtigt sogn. I en samtale blev det nævnt, at tidligere kirkeminister Manu Sareen i 2013 kom med et drastisk forslag, hvor kirkerne skulle tages ud af brug i de 200 sogne, der har under 200 medlemmer. Det, der o est bliver nævnt i mine samtaler, er antal folkekirkemedlemmer eller antal indbyggere. Noget andet, der omtales på
Læs mere
Det er ikke alle, der bakker op om Annette Brounbjerg Bennedsgaards tanker om strukturændringer. Således mener tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, at man skal tænke sig godt om, inden man begynder at centralisere. Læs hendes indlæg på www.kirke.dk/debat/ centralisering
mange forskellige måder, er det aktuelle kirkeliv i et sogn. Her kunne man måske benytte ordet ”brug” – med et lån fra projektet om di erentieret vedligehold af kirkebygninger. Her fokuseres der på, hvor meget kirkens rum bruges, men måske kunne ordet dække kirkelivet mere bredt. Af mine samtaler fremgår det, at et provsti kan være for lille i antal præster, medlemmer, indbyggere, økonomi og ved at være asynkron med en kommune. En vurderer, at et provsti er for lille, hvis der er mindre end 15 præster. Rationalet er, at der skal være en vis volumen, for at det hænger sammen, og at der er basis for en god dynamik i præste okken. Der skal være plads til ferie, sygdom, barsel og vakance. I de mindste provstier bliver provsten for tit en vikarpræst, der styrter rundt og dækker huller.
Sammenlægninger er som naturlov svære. De kræver social kapital, tillid, velvilje og god ledelse. Det er derfor fuldt forståeligt, at mange holder sig tilbage fra at tage initiativ til sammenlægninger. Der vil altid være bekymring for at miste, blive kørt over, tabe ind ydelse og meget andet, når to enheder slår sig sammen. Men det koster også at lade stå til, når et sogn, et provsti eller et sti er blevet for lille. På baggrund af mine samtaler er det mit indtryk, at vi
mangler fælles nationale pejlemærker for bæredygtige sogne, provstier og sti er. Pejlemærker skabt på baggrund af samtaler, hvor perspektiver og analyser kvalicerer billedet.
Men hvem kan lede kirken, hvis vi savner noget, der lugter af fælles beslutninger eller pejlemærker?
Det er her, jeg er blevet mest overrasket over samtalerne: Alle peger på Kirkeministeriet, der ere gange har sørget for fælles samtaler i form af udvalgsarbejde og betænkninger. Af og til har det ført til ny lovgivning, men lige så o e er betænkningernes anbefalinger stille masseret ind i kirkelivet ad åre.
Jeg er selv nysgerrig på, om ikke også biskopperne i højere grad kunne lede kirkens nationale anliggende. Jeg er helt med på, at de ikke har myndighed til at træ e beslutninger på folkekirkens vegne. Og jeg er heller ikke tilhænger af en bispekirke. Men i praksis: Når der er presserende anliggender og et ledelsesvakuum. Hvad forhindrer bispemødet i at ”lade som om” de var sat i verden for at tage vare på de fælles anliggender?
Så størrelse betyder noget. Men hvad er et godt og bæredygtigt sogn, provsti og sti i Danmark? J
Annette Brounbjerg Bennedsgaard er provst i Horsens og formand for Provsteforeningen
4 Aalborgs biskop Thomas Reinholdt Rasmussen har i mange år været ferieafløser på Læsø en uge hver sommer. Derfor kender han også menigheden godt. – Foto: Kåre Gade
Kirkeliv i Kattegat: Indfødte, feriegæster og fastlandspræster giver en hånd med på Læsø
Det kirkelige og det folkelige hænger tæt sammen på øen, der er Danmarks mindste kommune. Turismen er med til at berige og styrke kirkelivet – også når feriesæsonen er slut
Kåre Gade gade@kirke.dk
Når man nærmer sig Læsø på en sommerferiefuld færge, får man øje på et lysende, hvidkalket kirketårn. Men så snart færgen anløber Vesterø Havn, opdager man, at tårnets tag er af glas, og at kirkeskibet mangler. Kirken er ikke længere kirke, men huser et kurbad, der blandt andet byder på tre saltbade. Saltsyderindustrien, som i middelalderen var en rig indtægtskilde for Læsø, er i dag udskiftet med turistindustrien, og på sådan en julidag summer øen af liv og foretagsomhed: Restauranter, vejboder, loppe-
markeder, havnefester og cykeludlejning.
Man skal ikke lade sig narre ved synet af kurbadskirken: Aktivitetsniveauet præger også kirkelivet. Der er stadig tre kirker på Læsø. De to røde middelalderkirker i Vesterø og Byrum og den gulkalkede fra vækkelsernes tid i Østerby. Og sommerferien er i særklasse en travl tid for præst, ansatte og frivillige.
Denne søndag er det biskoppen i Aalborg, Thomas Reinholdt Rasmussen, der har gudstjeneste i Byrum Kirke. Han har passet præsteembedet på Læsø i en uge, mens sognepræst Eva Bernhagen har været på sommerferie. Inden gudstjenesten fortæller biskoppen, at kirken i Vesterø Havn blev opført i 1953, fordi byen, som var vokset op omkring havnen, lå langt fra den gamle kirke.
“Men med det faldende indbyggertal blev fire kirker for meget til Læsø.”
Godt 50 år senere blev kirken solgt for én krone. Men det er ikke en forfaldshistorie, mener biskoppen, tværtimod:
“Folkekirken gav noget tilbage til øen og bidrog til turismen. Selv om det selvfølgelig er lidt underligt at tænke på, at ‘her lå alteret’, når man ligger og bobber rundt i bassinet.”
Kirken fyldes til sidste bænk, og det er helt almindeligt, siger kirkesanger Preben Mikkelsen.
“I dag er det nok halvt feriegæster og halvt fastboende,” vurderer han. “Men der er altid mange i kirke på Læsø, også om vinteren. Messefald kender vi ikke til.”
Et forældrepar med familie på øen er vendt tilbage for at få deres datter døbt. Det gælder mange af feriegæsterne, at de har rødder på Læsø. Ligesom mange af dem, der kommer på øen som feriegæster, ender med at slå rødder der.
På den måde beriger og styrker turismen kirkelivet på Læsø – også efter feriesæsonen, når befolkningstallet igen falder til de omkring 1800 fastboende, og der bliver hverdagsstille på Læsø.
Efter gudstjenesten trækker folk udenfor med kirkekaffen. Der er mange, som lige skal veksle nogle ord med biskoppen, og han er på fornavn med dem alle. Han kender øen bedre end de fleste, for han har afløst præsterne på Læsø i 22 år.
“Jeg har begravet, viet og døbt rigtigt mange herovre. Storesøsteren til dagens dåbsbarn har jeg for eksempel også døbt.”
Indtil 2009 var der to præster på Læsø, men da præsten i Vesterø gik
Læs mere
Dette er et udsnit af en længere reportage fra Læsø. På www.kirke. dk/læsoe kan man læse mere og også møde det dansktyske par, de tilflyttede turister, menighedsrådsformanden og præsten. Alle fortæller om at være en del af kirken på øen i Kattegat.
på pension, indførte man den såkaldte Læsøordning.
Ordningen indebærer, at der kun er en enkelt præst på Læsø. Præsten arbejder tre uger ad gangen uden en eneste fridag. Til gengæld kommer der en afløser fra fastlandet hver fjerde uge og tager alle gudstjenester, kirkelige handlinger og aktiviteter.
“Og de laver knagensparkeme meget, mens de er her” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.
“Præsterne fører en gæstebog. Her kan man se, at de holder foredrag, tager begravelser, besøger plejehjemmet og har gudstjenester.”
Afløserpræsternes løn er betalt over rådighedsordningen, så den eneste ekstraudgift er transport og leje af den bolig, der stilles til rådighed. Det finansieres af Aalborg Stift, fortæller han.
“Og præsterne står i kø for at komme herover. De elsker det, fordi det er en variation i deres eget arbejdsliv, og samtidig er det regulært præstearbejde.”
“Men,” tilføjer han, “det, der er så fantastisk ved kirkerne på Læsø, det er, at der en utrolig stor frivillighed. En frivillighed, som er flettet helt sammen med det folkelige.”
Kirkeskat i 2024. Her betaler medlemmerne mest og mindst i kirkeskat
Her betaler man mindst i kirkeskat
Gentofte Kommune: 0,40 procent
Frederiksberg Kommune: 0,50 procent
Rudersdal: 0,57 procent
Her betaler man mest i kirkeskat
Læsø Kommune: 1,30 procent
Thisted Kommune: 1,27 procent
Lemvig Kommune: 1,27 procent
28 kommuner modtager tilskud gennem folkekirkens udligning
Folkekirkens udligning betyder, at kommuner, som har mange kirker, men få indbyggere til at betale kirkeskat, får et tilskud fra landskirkeskatten. Fordelingen foregår efter nogle faste principper. I 2024 modtog 28 kommuner tilskud på i alt 125 millioner kroner.
Kirkeskat pr. kommune i procent
Danmarkskort over kirkeskat.
Lavest: Gentofte 0,40 procent.
Højest: Læsø 1,30 %
19 sogne med under 100 indbyggere har stadig eget menighedsråd
Bågø (Assens Kommune) Eget menighedsråd 15 7 22
Askø (Lolland Kommune) Eget menighedsråd 24 9 33
Mandø (Esbjerg Kommune) Eget menighedsråd 33 1 34
Agerø (Morsø Kommune) Eget menighedsråd 32 3 35
Nyord (Vordingborg Kommune) Eget menighedsråd 26 10 36
Engbjerg (Lemvig Kommune) Eget menighedsråd 32 4 36
Vigsø (Thisted Kommune) Eget menighedsråd 58 8 66
Tunø (Odder Kommune) Eget menighedsråd 63 12 75
Lyø (Faaborg-Midtfyn Kommune) Eget menighedsråd 68 17 85
Bigum (Viborg Kommune) Eget menighedsråd 75 10 85
Hjerpsted (Tønder Kommune) Eget menighedsråd 70 17 87
Pederstrup (Viborg Kommune) Eget menighedsråd 82 6 88
Gudum (Slagelse Kommune) Eget menighedsråd 75 16 91
Christiansø (Christiansø Kommune) Eget menighedsråd 59 32 91
Hindborg (Skive Kommune) Eget menighedsråd 77 15 92
Karlby (Norddjurs Kommune) Eget menighedsråd 76 18 94
Karup (Frederikshavn Kommune) Eget menighedsråd 88 8 96
Sønder Skast (Tønder Kommune) Eget menighedsråd 74 22 96
Drejø (Svendborg Kommune) Eget menighedsråd 76 22 98 Medlem
De fleste middelalderkirker ligger i landprovstier
Thisted Provsti og Sydthy Provsti (Thisted Kommune)
35.183 folkekirkemedlemmer
26 præster
57 kirker – heraf 51 middelalderkirker
Gentofte Provsti (Gentofte Kommune)
48.960 folkekirkemedlemmer
21 præster
10 kirker – heraf 1 middelalderkirke
KILDE: PROVSTI.DK
0 Provst Jørgen
Degn Bjerrum mener, man bør lukke kirker på landet i stedet for at ændre på udligningen. – Foto: Kåre Gade
Læs mere
Måske er tiden kommet til, at vi flytter middelalderkirker fra byen til landet, skriver rektor
Birgitte
Stoklund Larsen i debat
www.kirke.dk/ nytlivibyen
0 Provst Mette Moesgaard Jørgensen mener, der stadig er brug for de små kirker på landet. Men måske skal folkekirken være bedre til at benytte differentieret vedligehold. – Foto: Kåre Gade
Hovedstadsprovst: Kirkeministeren bør lukke 100 middelalderkirker
Hovedstadsprovst Jørgen Degn Bjerrum mener, der bør lukkes kirker. Udsagnet skal ses som et oplæg til debat, mener landprovst Mette Moesgaard Jørgensen
Viktor Dylander dylander@kirke.dk
Når provst i Rødovre-Hvidovre, Jørgen Degn Bjerrum, hører ordet udligning, bliver han træt.
Snakken om solidarisk fordeling af kirkeskattekroner overskygger efter hans mening en langt mere effektiv løsning på det problem, folkekirken har kæmpet med i årevis: For mange kirker på landet.
I 28 kommuner får folkekirken penge fra folkekirken i landets øvrige kommuner, fordi deres økonomi ellers ikke hænger sammen. Det er det, der kaldes udligning. Og det er i stor stil de mange middelalderkirker, der er årsagen, mener Jørgen Degn Bjerrum.
”På det her punkt misforstår folkekirken sin egen rolle og bruger uforholdsmæssigt mange penge på at vedligeholde små middelalderkirker for millionbeløb, hvor der nu bor færre end 100 mennesker, og hvor der er kort afstand til to eller tre andre middelalderkirker.”
Derfor mener Jørgen Degn Bjerrum, at kirkeministeren bør tage affære for at lukke kirker og dermed spare penge.
”På landsplan er der brug for at lukke nogle af de kirker, der ikke er aktivitet i. Der har været talt om det i 30-40 år, men ingen har mod til at gøre det, så der er brug for nogle ’onde mennesker i København’, der træffer afgørelsen efter kriterier, landsognene selv stiller op.”
”100 kirker bør tages ud af brug over de næste 10 år. I første omgang blot ved, at man stopper med at vedligeholde dem. Så må man se, om de bliver til smukke ruiner over en generation eller to.”
Rødovre-Hvidovre Provsti, hvor der blot er en enkelt middelalderkirke, forventer i 2025 at skulle afgive 19 ud af 92 millioner kroner i kirkeskat til udligning. Det er nok, mener Jørgen Degn Bjerrum. ”Jeg synes, at vi i den grad betaler vores del af fællesudgifterne. Jeg har ikke set budgetønskerne for 2025 fra
menighedsrådene endnu. Men jeg vil gerne profetere, at de har gode ideer for mere end det, vi fra provstiudvalget siger, der er råd til.”
Jørgen Degn Bjerrum er provst for otte sogne og otte menighedsråd med i alt 57.368 medlemmer af folkekirken. I den anden ende af landet er Mette Moesgaard Jørgensen provst i Morsø. Hendes provsti omfatter 32 sogne og 22 menighedsråd med i alt 16.095 medlemmer af folkekirken. Hun går ikke ind for Jørgen Degn Bjerrums forslag. ”Jeg tænker, Jørgen siger det lidt for at provokere. Vi bliver nødt til –og er i gang med – at have snakken om differentieret vedligeholdelse. Skal alle kirker vedligeholdes og være i brug i samme grad som i dag?” Hun anerkender, at der med 16.000 medlemmer i Morsø provsti ikke er brug for at mødes i alle 33 kirker hver søndag. Men hun pointerer, at udfordringen ved at lukke kirker er, at det stadig er de lokales kirke, og de har en forpligtelse til at vedligeholde dem. ”Ellers skal vi have Nationalmuseet ind over til individuelt at vurdere, om de enkelte bygningers inventar, som er kommet til senere, kan tåle at stå uden varme. Bygningerne kan i sig selv godt tåle det.”
En løsning kunne også være at sætte kirkeskatten op, så alle fik flere penge. I dag betaler medlemmerne i de rigeste kommuner nemlig procentuelt mindst i kirkeskat, mens man i de fattigste kommuner betaler mest. Det skyldes, at jo højere indkomstgrundlaget er, desto mindre behøver man at betale i skat for at nå det ønskede beløb i kroner og ører.
Til Kirke.dk fortæller kilder i toppen af Landsforeningen af Menighedsråd, at man er varsom med politisk at foreslå en forøgelse af kirkeskatten. For hvis man sætter kirkeskatten op i Gentofte, risikerer man at folk melder sig ud af folkekirken, lyder det.
I dag betaler indbyggerne i Gentofte Kommune 0,40 procent i kirkeskat, mens den på Læsø er på 1,30 procent. Det er den henholdsvis laveste og højeste kirkeskatteprocent. Mette Moesgaard Jørgensen tror ikke på, at en enslydende sats ville gavne folkekirken, selvom den måske ville være mere retfærdig.
”Det er en interessant idé, at vi alle skal have samme sats i kirkeskat, men jeg tror ikke rigtigt på det, for kommunerne står i nøjagtigt samme situation. Jeg er bange for, at det vil gå ud over solidariteten, fordi nogle vil sige fra.”
Ny struktur: Syv sogne skal samarbejde – men bevarer deres
selvstændighed
De små sogne i Brede Pastorat i Sønderjylland samles fra den 1. april i klynger, så præsterne skal gå til færre møder. Men menighedsrådsformand Helle Behrens Hansen frygter, at det vil betyde flere møder for menighedsrådene
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
Emmerlev. Ballum. Sønder Skast. Hjerpsted. Brede. Randerup. Og Visby. Sådan hedder syv sogne i marsklandet mellem Skærbæk og Tønder.
Sammen har de én præst, nemlig Anne Marie Baun. Ja, faktisk er det planen, at de snart skal have en præst mere i fællesskab, da Anne Marie Baun skal have en ny kollega. Men det de syv sogne ikke deles om, er ét fælles menighedsråd i pastoratet. For hver af de syv sogne har nemlig deres eget menighedsråd. Også selvom der i et par af sognene bor under 100 mennesker.
“At man kan få fem mand til at sidde i menighedsrådet sådan et sted, er imponerende. Det vidner om et lokalt engagement,” siger Anne Marie Baun.
“Det er en meget stor fordel, at man på den måde har folk ude i alle hjørner.”
I fem år har Anne Marie Baun været sognepræst i alle syv sogne. Inden da var hun præst i ti år i to af sognene. Så hun kender lokalområdets viljestyrke, særkende og handlekraft.
“Man er meget lokalpatriotisk, når det kommer til kirken lige der, hvor man bor. Det er der, man er døbt, konfirmeret og gift, og hele ens slægt ligger begravet der. Og det er også der, man selv skal ligge engang. Det vil man gerne værne om.”
“Der er andre stærke, lokale aktører, spejderne eller forsamlingshuset, og dem arbejder man naturligvis sammen med. Alligevel er kirken noget af det sidste, der er tilbage. Det ansvar tager man på sig.”
Men der er nye tider på vej for de syv sogne. Den 1. april tog sognene nemlig det første skridt mod et øget samarbejde, eller rettere, et mere koordineret samarbejde.
”Menighedsrådene har vedtaget en struktur, hvor henholdsvis tre, to og to råd holder møder sammen. Med fælles dagsorden og referat.
Men man er stadig adskilte menighedsråd.”
“Det vil være en fordel for menighedsrådene. For de kan nogle gange komme til at føle sig ret alene med de udfordringer, der nu er, og man har jo alligevel nogle af de samme udfordringer.”
Det er dog ikke kun menighedsrådene, der kommer til at nyde godt af den nye struktur. Det samme gør Anne Marie Baun.
“Jeg går til rigtig mange møder, og det er uhensigtsmæssigt. Bare det at skulle flytte sig rundt tager flere timer, for det er et stort område.”
“Jeg tror, det bliver godt. Der var et af medlemmerne, der mente, det er en måde hvorpå, vi kan ’spille hinanden bedre’. Det tror jeg er rigtigt, og faktisk kan de nok også spille præsten bedre på den her måde.”
Men hvorfor ikke gå hele vejen og slå alle syv menighedsråd sammen til ét fælles råd?
“Det har noget med kultur at gøre. Mange, der ikke er vokset op på landet på samme måde, som jeg er, kan have svært ved at forstå det og have
Læs mere:
Kirkeminister
Morten Dahlin (V) ønsker mindre bureaukrati i folkekirken. Han har derfor bedt en styregruppe komme med forslag til, hvad der kan gøres.
Læs mere om projektet på www.kirke.dk/ mindrebureaukrati
blik for de relationer, der er i det.”
Sådan siger Helle Behrens Hansen, formand for menighedsrådet i Emmerlev, et af de syv sogne i pastoratet. I sognet bor der 520 mennesker, hvoraf 368 er medlem af folkekirken.
Helle Behrens Hansen er opvokset på en af egnens større gårde, har gået i skole og på HF i området, har studeret på den sønderjyske sygeplejeskole og har arbejdet på et socialpsykiatrisk botilbud i nærheden i mere end en menneskealder.
Og så har hun indtil for nylig, hvor en søn tog over, drevet et landbrug med 800 malkekøer sammen med sin mand, bror og far i over 30 år. Ligesom hun har været aktiv i diverse bestyrelser – børnehavens, skolens og nu menighedsrådet. Endelig har hun familie, børn, børnebørn og venner på egnen.
Med andre ord er Helle Behrens Hansen, der stadig bor på gården, vokset sammen med sognet, og det farver også hendes syn på, hvordan hun mener, samarbejdet mellem de syv sogne skal struktureres.
“Jeg har fuld forståelse for ideen
med klyngerne. Vi har én præst og skal gerne have en fuldtidspræst mere. Men selv to præster kan ikke klare det hele, når de skal gå til syv menighedsrådsmøder.”
“Men hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, der er en tidsbesparelse i det for os.”
“Vi har re større projekter på vej bare hos os. Det er sager, der kun vedrører os, og derfor er vi nok nødt til at holde nogle ekstra møder.”
Helle Behrens Hansen kan altså godt se fordelene ved at koordinere menighedsrådsmøderne i forhold til præstens arbejdspres. Men i forhold til sit eget tidsforbrug på menighedsrådsarbejdet er hun ikke optimistisk.
“Jeg ved, hvor stort et arbejde, det er, at være formand. Jeg tjekker mail som det første og som det sidste hver dag. Der er ret meget arbejde bare med én kirkebygning.”
“Derfor skal jeg heller ikke stå for tre, fem eller syv kirker. Et ungt menighedsrådsmedlem hos os sagde, da vi talte om det nye samarbejde, at hvis vi også skal tage stilling til de
andre kirkebygninger, så var det ikke det, hun ville bruge sin fritid på.”
Helle Behrens Hansen vender igen og igen tilbage til bekymringen for et øget tidsforbrug.
“Tiden må ikke løbe fra os. Jeg frygter, vi bliver nødt til at lave nogle ekstra udvalg, hvis der er speci kke emner for de enkelte kirker, og så skal vi alligevel gå til ekstra møder.”
“Og så er der spørgsmålet om at forberede de fælles menighedsrådsmøder i klyngerne. Man kan godt organisere det sådan, at menighedsrådet bare skal nikke ja eller nej. Men hvem skal stå for det forberedende arbejde? Hvor meget tid kommer forarbejdet til at tage?”
Helle Behrens Hansen er menighedsrådsformand et sted, hvor præstemanglen kan mærkes.
Derfor er hun også villig til at sørge for de bedste arbejdsvilkår for såvel den nuværende sognepræst som hendes forhåbentligt kommende kollega, herunder at begrænse den tid, præsterne bruger på møder.
“Hvis ikke vi konstant har fokus på det, har vi ingen præst,” som hun siger.
Jeg har fuld forståelse for ideen med klyngerne. Vi har en præst og skal gerne have en fuldtidspræst mere. Men selv to præster kan ikke klare det hele, når de skal gå til syv menighedsrådsmøder
HELLE BEHRENS HANSEN, MENIGHEDSRÅDSFORMAND
Brede Pastorat i Sønderjylland
Ballum: 448 indbyggere 318 folkekirkemedlemmer
Hjerpsted: 87 indbyggere 70 folkekirkemedlemmer
Emmerlev: 520 indbyggere 368 folkekirkemedlemmer
Dette var også blandt biskoppens og provstens argumenter, da den nye klyngestruktur kom på tale. Ligeledes kan Helle Behrens Hansen principielt godt se det rigtige i, at stordri kan have sine fordele.
Men her og nu, så længe hun er formand for menighedsrådet i Emmerlev, er det det, hun har lyst til.
“Jeg har kæmpet mange kampe. For eksempel mod lukningen af den lokale skole. Argumentet var dengang, som også nu, at der er ere fordele ved at være en større enhed. Det er jeg dog ikke så sikker på. Derfor kæmper jeg nok også denne kamp for nærmiljøet.”
Formandens vilje til at kæmpe for det lokale menighedsråd strider ikke mod ønskerne hos den øverste kirkelige myndighed i området, biskop over Ribe Sti , Elof Westergaard.
“Jeg er glad for, at menighedsrådene vil fortsætte deres arbejde. For menighedsrådene er med til at skabe lokal forankring.”
“Men samtidig er jeg biskop i et område, hvor vi skal være meget op-
Randerup: 104 indbyggere. 71 folkekirkemedlemmer
Brede: 1.831 indbyggere 1.482 folkekirkemedlemmer
Visby: 539 indbyggere 454 folkekirkemedlemmer
Sønder Skast: 96 indbyggere 74 folkekirkemedlemmer
mærksomme på at fastholde præsterne, og lige netop i det her område mistede de en præst for fem år siden på grund af den nationale fordeling af præstestillinger.”
“Derfor er vi nødt til at se på, hvordan vi realistisk kan fastholde et gudstjeneste- og kirkeliv på de betingelser, der nu er. Derfor er det så godt, at menighedsrådene er tydelige med, at de vil fortsætte, men at de samtidig har vilje til at passe på præsten.”
Denne vilje til kompromis er den nye klyngestruktur netop et godt udtryk for, mener Elof Westergaard.
“Fordi præsterne ikke skal gå til syv menighedsrådsmøder om måneden, er vi kommet med et bud på, hvordan man kan strukturere sig ud af det. Det har menighedsrådene forholdt sig meget velvilligt til. Dermed har vi undgået at diktere noget ovenfra.”
“Så når jeg synes, det er en god historie, er det ikke det samme som, at det er en lykkelig historie. Men det er en god historie, fordi den ikke kommer oppefra, men er noget, alle kan blive enige om.” J
Fakta:
Det nye samarbejde mellem de syv sogne trådte i kraft den 1. april. Ved siden af Anne Marie Baun, er der nu ansat en vikar på 50 procent i pastoratet. I begyndelsen af april blev den anden fuldtidsstilling i pastoratet slået op.
Problemet er, at hvis du går på kirkemusikskolen og er oplært i at spille med pedaler og to manualer, så kan du ikke bruge det her. Orglerne er ikke gode nok til en, der har en uddannelse.
HENRIK F. MØRCH-NIELSEN, ORGANIST GENNEM 50 ÅR
FOTO: HEINER LÜTZEN ANK
Henrik på 78 holder gang i orglet, fordi de yngre ikke kan leve af det
Henrik F. MørchNielsen er en af flere hundrede seniorer, der betjener orglerne i folkekirken. De yngre kan ikke leve af det, og orglerne er ikke gode nok til at udfordre de unge, mener han
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
Præludiet lyder fra det syv stemmer store orgel i middelalderkirken i Ovtrup Kirke på Mors. Omkring 75 personer har taget plads på kirkebænkene, og da der lidt senere skal synges salmer, er det et klart og stort kor, der stemmer i. På orgelbænken sidder Henrik F. Mørch-Nielsen. En nydelig, moden mand med hvidt hår og skæg og jakke og bukser i lyse sommerfarver. Han spiller sikkert, roligt og koncentreret, og det er der en god grund til. For i mere end
50 år har han nemlig været organist. Han tilhører således den store gruppe af modne organister, der ifølge en analyse fra 2022 fra kirkemusikskolerne fylder godt på orgelbænkene rundt i landets sognekirker.
Selv er Henrik F. Mørch-Nielsen født i 1945 og gjorde de første erfaringer med orgelspillet, da hans far var præst og provst i midtsjællandske Haslev i 1950’erne. Efter gymnasiet læste han til lærer på seminariet i Haslev, hvorefter turen gik til Sydsjælland, hvor han var lærer og organist i 20 år.
Her mødte Henrik F. Mørch-Nielsen sin hustru, Kirsten, der var præst i nabosognet. Sammen flyttede de til Mou ved Aalborg i 1989 og var her i ti år præst og organist ved samme kirke. I 1999 blev Kirsten ramt af en arbejdsskade og derfor førtidspensioneret. Derefter flyttede parret til Mors, hvor de i et tidligere plejehjem i mange år drev et refugium. I alle disse år har orgelspillet været en væsentlig del af Henrik F. Mørch-Nielsens liv, siden ankomsten til Mors som organist i Frøslev Pastorat, som Ovtrup Kirke er en del af.
Derfor er Henrik F. Mørch-Nielsen også velkvalificeret til at svare på spørgsmålet om, hvorfor der mangler yngre kræfter til at afløse ham og
de mange andre seniorer, der spiller for ved gudstjenester og kirkelige handlinger?
“Problemet er, at hvis du går på kirkemusikskolen og er oplært i at spille med pedaler og to manualer, så kan du ikke bruge det her. Orglerne er ikke gode nok til en, der har en uddannelse. Og menighedsrådene har ikke den nødvendige indsigt i, hvad det vil sige at være organist.”
Der er også et andet åbenlyst problem, mener Henrik F. Mørch-Nielsen.
“Vi er en lavtlønsgruppe. Jeg får udbetalt cirka 900 kroner for en gudstjeneste, hvor jeg inklusiv forberedelse bruger fem timer. Der findes en model, hvor man får mere, hvis man er oppe på otte timer om ugen. Men det er der ingen af stillingerne heromkring, der er.”
“Da jeg kom hertil i 1999, fik jeg dobbelt så meget fra den ene kirke, som jeg nu får fra de fire kirker i pastoratet. Dengang fik vi et rådighedsbeløb og feriepenge. Men så sparede man på det, fordi der blev afholdt færre gudstjenester. Det er det dårligste sted, man kan spare.”
Hertil kommer spørgsmålet om de faglige udfordringer.
“I en nabokirke har de investeret i et nyt pibeorgel med 21 stemmer. Det
koster mellem fire og fem millioner kroner. Sådan en investering har små menighedsråd ikke råd til. De kunne i stedet overveje et nyt, elektronisk orgel, for de har nemlig en rigtig god klang.”
“Som organist er man nemlig villig til at spille i flere kirker med mindre gode orgler, hvis bare der er et godt orgel i én af kirkerne, og de nye, elektriske orgler lever op til dette.”
Det er dog også muligt at få øje på løsninger, mener Henrik F. Mørch-Nielsen.
“Der har tidligere været tale om, at vi skulle ansættes i provstiet. Det kunne være en god idé, for så ville det blive mere ensartet, både i forhold til løn og ansættelsesvilkår. For taksterne er meget forskellige rundt omkring, og det ville man kunne komme til livs.”
I et halvt århundrede har 78-årige Henrik F. Mørch-Nielsen spillet på orgler landet over. Man kunne derfor mene, at han med sindsro kunne rykke fra orgelbænken til kirkebænken.
“Grunden til, at jeg spiller i dag, er, at der er et vigtigt budskab, der skal ud, og jeg mener selv, at jeg kan få selv dette lille orgel til at lyde hæderligt og dermed sætte den musikalske ramme om gudstjenesten.”
Læs mere
Ifølge domprovst i Ribe, Morten Fester Thaysen, er organistmanglen langt større end præstemanglen. Læs reportagen fra debatmødet om problemet på www.kirke. dk/stororganistmangel
Farvel til kommunikation i København, goddag til præsteliv i Ribe
Efter en karriere i kommunikationsbrancen og et liv på Frederiksberg har Tine Bøge Pedersen fundet en ”vintage-karriere” som præst i Ribe. Det har hun kun et at sige om: Det er fantastisk
Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk
Få dage efter dette interview
skal Tine Bøge Pedersen, der er sognepræst i Kalvslund, Farup Obbekær og Sankt Catharinæ Sogne i og omkring Ribe forestå sin første vielse.
Det er et ægtepar i 70’erne, og til dem har hun tænkt sig at sige, at vi som mennesker aldrig kan vide, hvad der sker i verden. Men at kernen i det kristne budskab er, at vi har lov til at håbe, at vi stadig har det bedste i vente.
“Det er det budskab, jeg selv kan være i, og det er også det, domprovsten ved min indsættelse pålagde mig at prædike.”
Tine Bøge Pedersen slår en stor latter op. For her i et sommerklædt køkken i præstegården i Farup, hvor den 56-årige nyuddannede præst står over for sin første vielse, er det nemlig i lige så høj grad hende selv, der har det bedste i vente.
Sagen er nemlig den, at blot et halvt år tidligere gik Tine Bøge Pedersen rundt på Frederiksberg i København uden at ane, at der få måneder senere ventede hende og hendes mand et præsteliv i den anden ende af landet.
Tine Bøge Pedersen blev færdiguddannet som journalist i 1991. I årene, der fulgte, var hun ansat i en række ministerier, styrelser og interesseorganisationer. Desuden kom der både mand, børn og hus på Frederiksberg til. Efter mere end 20 år med journalistik og kommunikation følte Tine Bøge Pedersen dog, at hun så småt var ved vejs ende inden for branchen.
“Jeg havde fornemmelsen af, at jeg havde været i faget, mens det var sjovt. Desuden befandt jeg mig efterhånden i en position, hvor jeg
havde prøvet alt og også kom til at sige, at ’det har vi prøvet’. Derfor begyndte jeg at tænke på, om jeg skulle læse noget. I første omgang udskød jeg det dog.”
“Så fik jeg mit sidste kommunikationsarbejde, i Erhvervsstyrelsen, hvor jeg var fra 2012 til 2016. I løbet af disse år blev det klart, at jeg skulle læse teologi, og jeg begyndte det år, hvor jeg blev 50. Jeg var sikker på, at jeg ville bruge det til noget. Det var ikke et hobbystudie.”
Havde Tine Bøge Pedersen inden studiestart haft den mindste tvivl om, hvorvidt hun havde truffet det rette valg, gjorde kirkehistorien, dogmatikken og de græske gloser sagen klar: Hun var landet på den helt rette hylde. Især var hun glad for arbejdet med at tolke bibelen.
“Bacheloruddannelsen var meget
Fotos: Heiner Lützen Ank
Vi beholder vores hus på Frederiksberg, også selvom min mand netop har fået job på Fanø. Men for mig er der ingen plan B. Jeg løber ikke af pladsen.
TINE BØGE PEDERSEN, PRÆST
inspirerende, men også hårdt arbejde. Særligt sprogene og eksegesen var jeg glad for.”
Og da først Tine Bøge Pedersen havde færdiggjort bacheloruddannelsen, fulgte kandidatdelen og endelig Pastoralseminariet naturligt med.
”I efteråret 2022 deltog jeg i undervisningen på Pastoralseminariet. Det er et sted, der virkelig lever op til sit navn, for man bliver i den grad hældt ned i præstekjolen.”
“Bagefter var det svært for mig at finde ud af, hvilken slags præst, jeg gerne ville være. For jeg havde siddet i menighedsrådet i Frederiksberg Sogn, der er et stort sted med seks præster og flere andre ansatte. Ligesom jeg havde arbejdet som kirketjener i Kapernaum Kirke i Københavns Nordvestkvarter, der har et lille setup uden konfirmander.”
“Desuden havde jeg været i prak-
tik i Haslev på Midtsjælland, og de tre steder var vidt forskellige, så jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle.”
Mens Tine Bøge Pedersen gik rundt hjemme i København og overvejede, hvor hun skulle søge stilling, begyndte de andre fra Pastoralseminariet at få arbejde. En af vennerne fik embede i Ribe Stift og skulle i slutningen af januar 2023 ordineres i Ribe Domkirke.
“Under den efterfølgende middag talte jeg med domprovsten og biskoppen, og vi talte om, at jeg jo egentlig også skulle søge embede, men at jeg havde svært ved at finde ud af, hvor det skulle være.”
“De foreslog så, at jeg skulle kigge på embedet her. Fordi det bestod af et lille landsogn, der havde været uden fast præst længe, samtidig med at man bliver en del af et travlt
bysogn i Ribe med to gode kolleger. De viste mig også en video, de havde fået lavet om stedet.”
Samtalen satte i den grad gang i tankerne hos Tine Bøge Pedersen, da hun gik tilbage til hotellet, hvor hun skulle overnatte.
“Jeg ringede hjem til min mand, Jan, og sagde, at det kunne være, vi skulle overveje Ribe.”
Derefter gik det stærkt. Tine Bøge Pedersen og hendes mand besøgte få dage senere Ribe igen og talte med menighedsrådet både i Farup og i Sankt Katharine Sogne. Hun ville nemlig være sikker på, hvis hun søgte, at det var det rigtige sted, hun eventuelt skulle være præst.
Ligeledes var det vigtigt for Tine Bøge Pedersen at møde hendes eventuelt kommende præstekolleger.
“Jeg havde det nemlig sådan, hvis
I efteråret 2022 deltog jeg i undervisningen på Pastoralseminariet. Det er et sted, der virkelig lever op til sit navn, for man bliver i den grad hældt ned i præstekjolen.
TINE BØGE PEDERSEN, PRÆST
jeg skulle flytte hele mit og Jans liv herover, så skulle de vide, hvem jeg er. De skulle vide, at jeg måske nok taler meget, men ikke er useriøs.”
Endnu engang fylder Tine Bøge Pedersens latter præstegårdskøkkenet op ved tanken om mødet med de to andre præster ved Sankt Catharinæ Kirke.
“Det var bare rigtig godt. For vi talte som noget af det første om arvesynden og spørgsmålet om, hvorvidt vi skal afskaffe den. Der havde jeg det sådan, at hvis det er niveauet på kolleger, så kan det kun blive virkelig godt.”
Tine Bøge Pedersen søgte og fik stillingen. Den 1. maj 2023 kunne københavneren derfor kalde sig sognepræst i Kalvslund, Farup Obbekær og Sankt Katharine Sogne. Og derfor kan hun på denne sommerdag (juni 2023, red.) byde på Dagmartærte og kaffe i det store, lyse køkken i præstegården.
“Vi beholder vores hus på Frederiksberg, også selvom min mand netop har fået job på Fanø. Men for mig er der ingen plan B. Jeg løber ikke af pladsen.”
“Jeg har haft mange overvejelser om, hvorvidt jeg skulle søge det. Men da jeg først besluttede mig for at søge stillingen, skrev jeg i min ansøgning, at hvis jeg fik det, var det ikke på skrømt. Det var her, jeg ville være.”
Det kan altså godt være, at Tine Bøge Pedersen er nyuddannet præst, der står over den første vielse og mange andre nye ting. Det er dog ikke det samme som, at hun er uerfaren.
“Der er ikke så meget, der kommer bag på mig, fordi jeg har været kirketjener og medlem af menighedsrådet, ligesom jeg som mor har arrangeret mange børnefødselsdage for fire børn. Jeg er altså vant til at råbe en børnefødselsdag op.”
“Desuden har jeg arbejdet i så mange forskellige sammenhænge, hvor det politiske har spillet ind, at jeg kender til “plejer,” og hvad man kan tørre af på “plejer.”
“Desuden er jeg nysgerrig i forhold til mennesker, men er samtidig bevidst om, hvilken situation, jeg er i, og hvem jeg er sammen med. Derfor har jeg det også fint med at være den, der siger, at ’så gør vi sådan’, også selvom jeg ikke har så meget erfaring som præst.”
Læs mere
Interviewet blev foretaget i 2023. Samme år talte Kirke.dk med Tønderprovst Christina Rygaard Kristiansen om at være kirke i et område, hvor økonomien er knap. Læs interviewet på www.kirke.dk/ interview/ nyomfordeling
Tine Bøge Pedersen siger det selv flere gange i løbet af interviewet:
“Jeg ved godt, at jeg taler meget.”
Men der er også meget at fortælle, når man som hende først har været igennem et karriereforløb, derefter en lang uddannelse og nu kaster sig ud i et helt andet erhverv. Og faktisk er hun sikker på, at livet som præst her på Ribeegnen er det rigtige for hende. Uanset, hvad der venter på hende ude i fremtiden.
“Hvis jeg var helt ny og kom her, ville det være en stor mundfuld. Så på den måde er det godt, at jeg ikke er så let at skræmme. Og at jeg har valgt det her til, ligesom menighedsrådet har valgt mig til.”
“Det er min vintage-karriere. Her skal jeg være de næste mange år af mit arbejdsliv. Og her skal vi være som par.”
Mit første år som præst: Jeg er begyndt at gå langsommere, end jeg gjorde i København
Camilla Valentinussen
Hou fortæller i denne klumme om, hvordan hendes første år som præst på Nordfyn blandt andet påvirker tempoet i hendes liv klumme
Camilla Valentinussen Hou redaktion@kirke.dk
Vævlinge, Vævli, Wøflinge, Veflinge. Kær by har haft mange navne gennem tiden, flere præster, og nu for tiden er det mig, der er præsten her i det nordfynske lokalsamfund. Tiden flyver af sted, hver dag tager den næste, og knap er jeg trådt ned fra prædikestolen om søndagen, før klokkerne igen kalder til højmesse. Kalenderen lader sig hurtigt fylde ud; Konfirmandundervisning, mail-skrivning, prædikenskrivning, klummeskrivning. Interview med avisen, møder med kolleger, med
personale, med menighedsråd. Hjemmebesøg, plejehjem, sangaftner, kurser. Kirkelige handlinger, og hurtige handlinger. Alt sammen godt, og meget af det nyt. Jeg har tænkt en del over tiden, siden jeg begyndte i embedet her på Nordfyn. Menneskelivets vilkår fra vi er små, til vi bliver grå. Nogle timer flyver, andre går i stå.
Jeg er begyndt at gå langsommere, end jeg gjorde, da jeg boede i København. Til gengæld tør jeg efterhånden at køre lidt hurtigere på de snørklede landeveje. Når jeg kommer op omkring de 60 km/t, skiller jeg mig heller ikke så meget ud fra de lokale, der kender vejene ud og ind. Flere i byen har boet her hele deres liv. Andre kalder sig tilflyttere på trods af, at de har boet i Veflinge i over femogtyve år. Vores dygtige graver, Vagn, har været ansat ved kirken i syvogtredive år.
Det er mange års god og værdifuld erfaring, han har skrabet sammen over tid, og han deler glædeligt ud af sin viden, når vi dagligt får os en snak over dørtærsklen. Det skal der også være tid til.
“Fortællecaféen,” der består af en flok livlige, livskloge kvinder, som
mødes en gang om måneden i konfirmandstuen, deler historier og anekdoter fra en svunden tid, og sætter dem i perspektiv til vores nutid. Gamle vejnavne og små huse med skilte som “Frysehus” og “Sprøjtehus” vidner om en lang historie, som lever videre i byen.
Nogle gange kommer tiden bag på mig, som når jeg løfter hovedet fra bøgerne, kigger ud ad kontorvinduet og ser, at træernes knopper pludselig har fået farve. De er lyserøde, og når den tid kommer, bliver hele forhaven indhyllet i candyfloss, som mine genboer har fortalt mig. Alt springer ud i lyserøde nuancer.
På mit kontor har jeg et postkort hængende, hvorpå der står: “Vi skal derhen, hvor man kan blomstre.” Jeg ved, at jeg er havnet i den rette have, men at blomstre tager tid. Først skal man sås og spire, suge næring til sig. Jeg er i gang med en indre, rivende udvikling, som kun delvist lader sig manifestere i synligt arbejde.
Enhver begyndelse tager tid – også når man som ene præst i sognet selv skal installere it, samle kontor-
Læs mere:
Hvilke glæder, overraskelser og udfordringer møder man, når man træder ind i sit første embede som præst? På www.kirke. dk/foerste-aar kan man læse skiftende skribenters tanker om deres første år som præst.
På mit kontor har jeg et postkort hængende, hvorpå der står: ’Vi skal derhen, hvor man kan blomstre.’ Jeg ved, at jeg er havnet i den rette have, men at blomstre tager tid.
CAMILLA VALENTINUSSEN HOU, SOGNEPRÆST
møbler, føre kirkebog og lære en Android-telefon at kende, når man ellers har været ivrig Apple-bruger. Men som en meget klog kvinde fra lokalforeningen kærligt sagde til mig på et charmerende, klingende fynsk: “Kommer tii’ kommer råå’.”
Og det har hun jo ret i. For få måneder siden, holdt biskop Mads Davidsen sin tale for os ordinanter i Odense Domkirke. Her bød han os velkommen tilbage til tiden. Velkommen til Fyn, hvor det handler om at give sig tid til at være til stede, at stå af tidsræset og at acceptere, at de store øjeblikke i menneskets liv, hvad end de er fyldt med glæde eller sorg, tager den tid, de tager. Det gælder for alle mennesker, og det gælder for mig som ny præst. “Giv tid! og livets træ bli’r grønt, må frosten det end kue, giv tid! og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue.” Sådan skrev B. S. Ingemann i et digt i et eventyr fra 1831, og i det eventyr, jeg er ved at leve her på Nordfyn, gælder ordene stadig i 2024. J
Camilla Valentinussen Hou er sognepræst i Veflinge Sogn på Nordfyn og hospicepræst på Hospice Fyn nær Odense.
PRIVATFOTO
Med ujævne mellemrum anmelder Hyrdebrevet kirkelige handlinger. Det være sig bryllupper, begravelser og konfirmationer.
I dag anmelder kirkeog kultmedarbejder Yrsa Krumborg her en bisættelse i Tristed Kirke
Hyrdebrevsredaktionen hyrdebrevet@kirke.dk
Regnen siler ned, da jeg ankommer til Tristed Kirke. Kirken ligger i Brokkelev-Nederen-Surmose-Tristed Pastorat i Herrejemini Provsti.
På vej ind mod kirken passerer jeg et rustent badekar, fyldt med kasserede gravsten, og en brugt Toyota Corolla, der er billigt til salg – må-
ILLUSTRATION: LARS ANDERSEN
Hyrdebrevet anmelder: Begravelsen på landet var en gennemført sørgelig oplevelse
ske fordi der er hul i soltaget.
Jo, det er kirken på landet det her. Inde i kirken er der ikke tændt for varmen. ”Her gi’r vi den aldrig gas,” forklarer kirketjeneren mig, inden jeg finder en plads øverst oppe. For selvom der kun er få minutter til højtideligheden begynder, er vi kun få til stede.
Præsten er heller ikke kommet endnu. Det er til gengæld både organist og sanger, der hviskende diskuterer, om Bogbussen kommer i dette kvartal eller først i næste kvartal. Midt i kirken står kisten på to skrivebordsbukke med Ikeamærker på. Kisten er af krydsfinér, låget er sat fast med sorte strips og et søm i hver ende. Nu kommer præsten, surpræsten Ejnar Knast. Højtideligheden går i
gang. Vi går direkte på ”Tunge, mørke natteskyr”. Derefter taler præsten. Han fortæller om Ane i Kæret, som vi i dag tager afsked med. Talen er forholdsvis kort: ”Haven var hendes et og alt. Tak for småkager. Gud i vold. Farvel og amen.”
Inden jordpåkastelsen synger vi Kingos ”Far verden, farvel” – alle 15 vers. Organisten er vist lige ude og tisse undervejs, men det går fint alligevel. Næsten et højdepunkt at synge et par vers a capella.
Til gengæld er det er svært at høre, hvad præsten siger under jordpåkastelsen, for der er åbenbart meget grus i den jord, de bruger. Den lille skovl er i øvrigt fra Fætter BR. Det trøster mig lidt.
Efter at præsten har glemt velsignelsen, køres kisten ud på en trillebør, mens organisten spiller ”Imagine” på bratsch. Det er, som om det ikke rigtigt stemmer.
Ude på kirkegården har nogen startet Toyotaen, og kisten bliver spændt fast på taget. Ovre ved badekarret står graveren og har fundet en sten, der godt kan bruges igen. Mens bilen kører bort, siger præsten, at der ikke er noget mindesamvær – alligevel. Ane har for nylig skænket det hele til Dnask Ordblidesamfuck.
Alt i alt må jeg sige, at bisættelsen var en gennemført top-sørgelig oplevelse. Jeg giver den fem ud af seks mulige tårer.
J
Fakta: Hyrdebrevet
Hyrdebrevet tilrettelægges af sognepræst Kristian Bøcker i samarbejde med kirkeanalytikeren Myrna Mågensen, friskpræsten Heidi Mums, kirkecoach Pelle ”Powerpoint” Madsen, ungdomspræst Tjalde Rah, kirke- og kultmedarbejder Yrsa Krumborg og organist Rued Langhår. Surpræsten Ejnar Knast er tilknyttet redaktionen på freelancebasis.
Hyrdebrevet Søndag Morgen udkommer hver søndag på Kirke.dk. Læs mere på www.kirke.dk/ hyrdebrevet
Læs Hver Rasmussen graver Læs www.kirke.dk/kirkegaard
