Kunst&Kultur 1 2024

Kunst Kultur

De kvindelige impressionister banede vej for moderne kunst. Gennem værkerne fortælles deres historie nu på Ordrupgaard. Side 6

Esben Hanefelt Kristensens stjerner sætter ham i kontakt med sin skaber. Side 14

ARoS’ store dreng har fået sig en hyperrealistisk lillesøster. Side 36

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 23. MARTS 2024

Museer landet over oplever fremgang i besøgstallene. Man forstår det, når man kaster et blik på de mange opsigtsvækkende udstillinger, der i øjeblikket kan ses, og som du i dette tillæg kan blive klogere på. Tak, fordi du læser med!

Benedikte Christine Rasmussen, tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad

indhold

4 Nyhed Danske museer sælger ere billetter –men est i hovedstaden

4 Anmeldelse Mageløs udstilling viser, hvordan naturen forbinder os alle på kloden

6 Anmeldelse Det ygtige øjebliks poesi

8 Anmeldelse Øje for hvert blad på en nælde

10 Anmelderen anbefaler Museumsland: Dét kan du glæde dig til i 2024

12 Anmeldelse Kastrupgård viser kunst med store armbevægelser

14 Interview Esben Hanefelt Kristensen: Vi er alle i samme båd

18 Anmeldelse Usminkede skildringer af en svunden tid

20 Bog Glasuren er signaturen

22 Anmeldelse ”Den forbandede maler” og hans rastløse værker

24 Reportage På KØN er klimakrisen også en kønskrise

26 Nyhed Amerikansk museum har lukket udstillinger: Skal indhente samtykke fra stammefolk

28 Bog Udgivelse om cisternerne viser forvandlingen fra fugtigt dødsrige til international kunsthal

30 Anmeldelse I Herning bliver fortiden tilsat ny energi

32 Anmeldelse Selve evigheden er indkapslet på denne Giacomettiudstilling

34 Bog Han forvandler papir til stor kunst

36 Anmeldelse ARoS’ ”Boy” har fået en lillesøster

38 Quiz og kort nyt

Udgivet af Kristeligt Dagblad

FOTO:

4 Statens Museum for Kunst. – Foto: Leif Tuxen

” Hovedstaden blev hårdere ramt af pandemien, fordi andelen af internationale og oversøiske turister er langt større i København.

CLAUS KJELD JENSEN, DIREKTØR FOR VARDEMUSEERNE OG FORPERSON FOR ORGANISATIONEN DANSKE MUSEER

Danske museer sælger flere billetter

– men flest i hovedstaden

Ifølge nye tal fra Organisationen Danske Museer var 2023 et godt museumsår over hele landet. Der er dog museer i Midtjylland og Syddanmark, der går tilbage nyhed

Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Omkring halvdelen af alle landets museer havde et bedre bil-

letsalg sidste år end året før. For 35 procent var antallet af besøgende nogenlunde uændret, og kun 16 procent har oplevet betydelig tilbagegang. Samtidig oplyser hele 88 procent af landets museer, at de forventer, at omsætningen for 2023 går i nul eller giver overskud.

Andelen af museer, der forventer et betydeligt underskud, er faldet fra 19 procent for et år siden til 9 procent nu.

Det viser en rundspørge, Organisationen

Danske Museer foretog i januar. 86 ud af organisationens 141 medlemsinstitutioner har deltaget i undersøgelsen.

”Overordnet set går det godt for museerne. Corona-årene 2020 og 2021 var forfærdelige for os, men allerede i 2022 gik det frem, og al-

lerede dengang satte flere museer rekord. Nu er langt de fleste tilbage på niveauet fra før pandemien,” siger Claus Kjeld Jensen, direktør for Vardemuseerne og forperson for Organisationen Danske Museer.

Selvom tallene bredt set tegner et billede af fremgang, viser de også, at fremgangen ikke er lige stor over hele landet.

Der tegner sig et billede af, at museer i Region Hovedstaden står for en langt større fremgang end i resten af landet, og især i Region Syddanmark og Region Midtjylland er der museer, der har det svært. Blandt de 10 museer, der har oplevet det største fald i besøgstal, ligger de ni i en af de to regioner, viser undersøgelsen.

Ifølge Claus Kjeld Jensen skal man dog væ-

re forsigtig med at udlægge tallene på den måde, at gæsterne svigter de midt-, syd- og sønderjyske museer. Han ser det mere som en bølge af tilbagevendende museumsgæster, der ramte Jylland allerede i 2022, hvorfor det har været sværere at opnå fortsat fremgang i 2023.

”Dette års tal viser, at København nu er med igen. Hovedstaden blev hårdere ramt af pandemien, fordi andelen af internationale og oversøiske turister er langt større i København. Det har taget dem længere tid at få alle disse gæster tilbage,” siger Claus Kjeld Jensen, som oplyser, at de sydjyske museer, han selv leder, Vardemuseerne, havde en lille fremgang i 2023. J

Mageløs udstilling viser, hvordan naturen forbinder os alle på kloden

Holisme og spiritualitet er nøglebegreber på aktuel gruppeudstilling i Aarhus med 13 kunstnere fra hele verden. ”The Cosmos Within” viser en vej frem anmeldelse

Erik Steffensen kultur.dk

Under overskriften ”Making New Worlds” har ARoS-museet med ”The Cosmos Within” åbnet for den første udstilling i en interessant udstillingsrække af fortrinsvis nyere international kunst med det spirituelle som omdrejningspunkt. Det er flot gjort og ligger fint i tråd med det fantastiske projekt,

der er undervejs i jorden udenfor, hvor James Turrells ”The Dome”, en katedral af lys, snart vil kunne opleves og formentlig ændre museet for altid.

Der bliver virkelig skabt nye verdener i Aarhus disse år. Byen knopskyder med god og modig arkitektur, og kunsten har en naturlig plads i byens midte. Og inde i alle udstillingsgæster findes der så en uendelighed af følelser og forbindelser til det kreative ”jeg”, der kan opfange både mystiske og nærværende signaler, som dem de 13 udvalgte kunstnere har installeret på udstillingsbygningens dybe niveau. På mange måder fint, at man går ”ned” i udstillingen, for ”The Cosmos Within” handler for en stor del af værkernes vedkommende om kroppen, der er fundament i den transmission, der foregår rent spirituelt. Kunstnere som afdøde Emma Kunz (1892-1963) var både healer, læge og forsker og brugte sit pendul til at finde og kortlægge sindets bevægelse på papir, hvor hun forbandt sine frempendulerede

punkter i geometriske former i håb om at få glimtet af en større virkelighed og en sammenhæng mellem verden og mennesket.

Den holistiske tankegang er tydelig hos de fleste kunstnere. Også Susan Hiller (1940-2004) arbejdede i sit hyldestværk til den tyske shamanistisk orienterede kunstner Joseph Beuys med et åndeligt sigte. Hvad er det, der gør hellige kilder hellige, spørger hun.

Susan Hiller indsamlede gennem næsten 40 år vand fra forskellige hellige kilder og kom dem på antikke apotekerflasker, og disse udstilles i et skab, hvis indre er dækket af blødt mørkt filt; et bemærkelsesværdigt relikvieskrin.

Vandet forbinder os alle på kloden. Vi består for en stor del af vand, men også jorden og det uhørbare findes og er tema for kunstneren Zheng Bo, der i udkanten af Berlin har filmet en bøgeskov, der er på Unesco’s Verdensarvsliste. Her inviterer kunstneren forskere ud at gå i skov mellem de høje stammer, mens de samtaler om ek-

sempelvis al den støj, der findes i jorden under deres fødder: ”Man ville kunne høre radio dernede,” lyder det – så mange bølger går igennem hverdagens usynlige rum. Zheng Bos værk er et stille meditativt politisk statement. Man fornemmer som en anden planterod, hvordan man kan blive helt stresset, selvom man er et træ plantet i Harzen eller uden for Berlin. Der er noget æstetisk smukt over mange af værkerne. Rachel Rose viser store skulpturelle æg af glas foran sin video, der fortæller om en opdigtet kvinde i 1500-tallets England, der både er mor, healer og udøver magi. Lægevidenskaben og heksekunsten, troen og overtroen, mange modsætninger mødes i hovedpersonen Elspeth Blakes eventyrlige verden, som til forveksling ligner vores fælles fortid. Der er ingen værker i hele udstillingen, der rammer forbi skiven, men nogle er afgjort mere interessante end andre. Og de bedste værker står som gode pejlemærker for de kommende to udstillinger, der

åbner med to års mellemrum. En kavalkade, der giver mening. At vi allerede i ”The Cosmos Within” kommer omkring på den ydre klode, viser sammensætningen af kunstnere. Et særligt værk, der er formgivet som en portal af stof, er skabt af Tabita Rezaire og Yussef Agbo-Ola. Deres tempelhule består af genbrugstræ, udspændt vævet stof og isatte tørrede medicinske planter, som har en healende og aromaterapeutisk virkning på kroppen, der bevæger sig igennem installationen. Efter udstillingen vil tekstilerne blive sendt til regnskoven i Fransk Guyana og fortsætte sin nytte som en planteskole for lægeurter, der skal fremme livmoderens sundhed. En smuk tanke, at ”The Cosmos Within” virker udadtil i den store verden. J

5 stjerner

The Cosmos Within, ARoS i Aarhus. Kan opleves til den 7. april 2024.

3 Marie Bashkirtseff (18581884): ”Selvportræt med palet”, malet cirka 1883. Musée des Beaux-Arts Jules Chère. – Foto: François Fernandez

1 Mary Cassatt (1844-1926): ”Siddende kvinde med et barn i sine arme”, malet cirka 1890. Museo de Bellas Artes de Bilbao. – Foto: Museo de Bellas Artes de Bilbao

2 Eva Gonzalès (1849-1883): ”Rekonvalescenten. Kvinde i hvid kjole”, malet i 1877-78. Ordrupgaard. – Foto: Anders Sune Berg

0 Berthe Morisot: ”Foran vippespejlet”, 1876. Museo Nacional Thyssen-Bornemisza. – Foto: Museo Nacional Thyssen-Bornemisza

Det flygtige øjebliks poesi

Fem blændende kvindelige impressionister er i fokus på Ordrupgaards pragtudstilling, som fejrer impressionismens 150-års jubilæum i år –men denne gang ud fra en kvindelig vinkel anmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Det er en berusende oplevelse at gå rundt i Ordrupgaards sale i Charlottenlund nord for København for tiden. På væggene, der til anledningen er malet i gule, mørk- og lysviolette farver, fejrer det ene maleri efter det andet øjeblikkets magi i sarte pastelfarver og løse, men tydelige penselstrøg, der danser som små kommaer på lærrederne. Går man tæt på, opløser motiverne sig i tusindvis af polykrome penselstrøg. Træder man tilbage, samler motiverne sig til blødt modulerede, men rige farvetoner – dog ofte i pastel – og i genkendelige motiver. Der er et stort antal børn, mødre og kvindelige modeller i udstillingen ”Impressionismen og dens oversete kvinder”. Det skyldes, at de kvindelige kunstnere, som denne udstilling handler om, havde en begrænset aktionsradius. De kunne gå i teatret og spadsere i parkerne, men de kunne ikke vise sig i caféerne eller gå

uledsaget rundt i byen af sømmelighedshensyn. Derfor fandt de langt størsteparten af deres motiver i hjemmet.

Undervejs i udstillingen tænker denne signatur, at det virkelig er en skam. Hvor ville det have været interessant at opleve en kvindelig vinkel på de samme motiver som deres mandlige kollegers. Men heldigvis er disse malere så begavede, at de får de intime motiver til at leve – og mange af dem gør stærkt følelsesmæssigt indtryk.

Kunstnerne er ærligt søgende og evner at fange et ekstremt nærvær, men også hvor det halter, og man mærker mødrenes træthed ved at skulle løfte familielivet alene. Disse intime hverdagsmotiver var nye og radikale i tiden. De bidrog til at frisætte kunsten, som på det tidspunkt dyrkede mytologiske, bibelske og historiske motiver, der blev ophøjet og idealiseret, sådan som tidsånden foreskrev.

Den populære impressionisme

Impressionismen er en af de mest fejrede stilepoker i kunsthistorien, og den lever stadig i bedste velgående. Mange kunsthistorikere anser den for at være selve startskuddet til

Kunstnerne er ærligt søgende og evner at fange et ekstremt nærvær.

den moderne kunst. Fotografiet havde givet kunsten frihed til at søge andre veje end at mime virkeligheden så præcist som muligt. Kunstnerne blev optaget af selve synssansningen og de atmosfæriske farvebrydninger, de iagttog i naturen. De holdt op med at blande farverne på paletten og malede i stedet objekternes skyggefarver, refleksfarver, belysningsfarver og lokalfarver i små og tydelige penselstrøg ved siden af hinanden. Udstillingen er en af mange i disse år, der gentænker kvindens tidligere inferiøre status. Der er værker af fem fremragende kvindelige impressionister, hvoraf kun to reelt fik den opmærksomhed i levende live, som de alle havde fortjent. De to var franske Berthe Morisot (1841-1895) og amerikansk-franske Mary Cassatt (1844-1928).

Samtidig er udstillingen forankret i museets egen indsamlingshistorik, eftersom dets stiftere, forsikringsdirektør Wilhelm Hansen (1868-1936) og hans hustru Henny Hansen (1870-1951), tidligt erhvervede to værker af Berthe Morisot (1841-1895) og et af Eva Gonzalès (1849-1883).

Nævnte Mary Cassatt, som tilbragte hovedparten af sit liv i Frankrig, var en markant figur, der tog del i impressionismeudstillingerne fra 1879 og frem. Hun fik aldrig børn – det var dengang som nu en udfordring, hvis man var en ambitiøs kunstner. I mange værker har hun benyttet sin søster Lydia og nevøer og niecer som modeller.

Den fjerde kunstner, som – også i sin samtid – gjorde sig bemærket, var Marie Bracquemond (1840-1916), der imidlertid måtte lægge penslerne til side i 1890 efter pres fra sin mand. Yderligere inddrages vær-

ker af nævnte Eva Gonzalès, der døde som 36-årig i barselssengen samt den russiskfødte feminist, Marie Bashkirtseff (1858-1884), der døde som 25-årig af tuberkulose, så deres produktion er selvklart ikke så omfattende. Sidstnævnte kunstner har begået udstillingens i mine øjne mest signifikante værk: ”Selvportræt med palet” (1883), hvor hun kigger ud på os med et meget fokuseret blik. Også blik for mandlige kunstnere Udstillingen, som begynder i den nederste sal, omfatter desuden værker af flere mandlige kunstnere, der malede deres kvindelige kolleger undervejs. Det gælder også en skitse til den noget ældre Edouard Manets sensationelle ”Frokost i det grønne” (1862-63), der danner optakt til udstillingen. Det vakte beundring hos hans yngre kolleger, fordi Manet her udviser mod til at trodse tidens herskende æstetiske og moralske principper. Samtidig må det tilføjes, at de to påklædte kunstnermænd og den nøgne kvinde i forgrunden med det kække, direkte blik meget tydeligt anskueliggør de ulige kønsroller, som er hele udstillingens omdrejningspunkt. Udstillingen bygger på to andre udstillinger med Morisot på Ordrupgaard i 2012 og med Cassat i 2013. Der indgår 57 malerier, som er lånt i 10 lande. Udstillingen flyttes senere til The National Gallery of Ireland i Dublin. J

5 stjerner

Impressionismen og dens oversete kvinder. Ordrupgaard i Charlottenlund nord for Købehavn. Kan opleves til den 20. maj.

Øje for hvert blad på en nælde

Forfatter Josefine Klougart har kurateret et fortræffeligt åndehul på Glyptoteket for intellektet og æstetikken skabt med en sand kunstners blik anmeldelse

Erik Steffensen kultur@k.dk

Glyptoteket ligger som et åndehul på Dantes Plads ved en af Danmarks mest befærdede veje, H.C. Andersens Boulevard i København, og huser en skat med sine mere end 10.000 kunstværker i samlingen. Der er nok at vælge imellem, når der skal udstilles noget på vægge og gulv. Samlingen eksisterer som et isbjerg, hvor vi bare ser den tiendedel, der stikker toppen oven vande og gør sig synlig. Alligevel synes det, som om Glyptotekets samling er en af de få, man virkelig er fortrolig med. For her kan man altid se mesterværker inden for klassisk kunst, dansk guldalder eller fransk 1800-tals kunst, som for eksempel Auguste Rodin, Edgar Degas og Paul Gauguin, til øjet ser sig mæt. Så det er lidt af en bedrift, at forfatteren Josefine Klougart har nedkogt samlingerne til en helt usædvanlig inspirerende landskabelig udstilling, ”Efter Naturen”. Med det materiale, museet ejer, og med sit valg og sine nyskrevne tekster, giver hun os sit dybe og smittende, ja kærlighedsfulde blik, på den kunst, vi troede at kende. Og ikke bare det. Hendes blik på naturen fortæller os, at der her i billederne og skulpturerne foregår en skabelse, en dannelse af selvet, om man vil. Og, hvis man tager sig tid og læser vægteksterne, vil verden, læseren og beskueren smelte sammen til ét og forandre sig. Alt i os skærpes og åbner sig som en blomst efter naturens egne principper. Vi kan se på ny. Man er ikke den samme efter at have entreret dette univers af kvalitetskunst.

”Efter naturen” er formidlet så personligt og engageret, at det er en lystvandring i de valg, Josefine Klougart har foretaget som kurator. Hun fik stillet opgaven i januar sidste år, og satte sig til rette på sit nye kontor på Refshalevej på Amager i umiddelbar nærhed af det Christianshavn, hvor hun og familien med små børn også bor. Forfatteren omgav sig med fotokopier af udvalgte billeder fra Glyptotekets samling og begyndte så at skrive sig ind på stoffet. Det er der kommet både udstilling og en bog ud af; et langt essay, der er skrevet, som trækker man vejret gennem dagene, der går, helt naturligt.

Naturens små mirakler

”Efter naturen” blev valgt som titel, der indkapsler den følelse, det giver at stå over for et kunstværk af for eksempel en af favoritkunstnerne Johan Thomas Lundbye og bevidne naturens mirakler i det små.

Forfatteren har øje for hvert blad på en nælde, og det havde guldaldermaleren også. Gennem sine tekster vandrer Josefine Klougart ind og ud ad billederne, snart er vi i Vejby, snart i et hjørne af hegnet, for hun trækker også på et righoldigt reservoir af relevante citater fra verdenslitteraturen.

Hun har god smag. Vi får Virginia Woolf, Marcel Proust og J. P. Jacobsen i rigt mål, og sjældent læser man vægtekster, der giver appetit på videre læsning og lyst til at begribe verden, og

ja, se udstillingen igen, selv om man stadig står midt i den. Poesien er nærværende. ”Efter naturen” er inddelt i syv kapitler: ”Degas’ heste”, ”Efter naturen, skitser”, ”Nature morte”, ”Haver”, ”Sovende kvinder”, ”Landskaber” og ”En ny æstetik”. Første sal rummer Edgar Degas’ bronzer af heste i bevægelse. Små studier, der sætter forfatterens kærlighed til de store firbenede dyr og kunsten på fuldt blus. Vi ser med andre øjne på dyrene, når vi læser, hvad der faktisk er på færde i bevægelsen og detaljen, som forfatteren kender fra sin barndom med nærhed og hverdag med heste på Djursland. Som beskuere er man nærmest taget ind i skabelsesprocessen af disse bronzer, som Degas’ nysgerrigt fremstillede til sig selv for også at have en rettesnor til sine malerier i en tid, hvor Edward Muybridge med sit fotografi viste, hvordan hesten rent videnskabeligt bevægede sig.

Kunsten er en fantasi og forestilling, og Degas tegnede og modellerede efter Muybridges’ innovative fotografier og ikke bare efter naturen. Så Josefine Klougart giver os egentlig både naturen og kunstens natur tilbage med sine ord. Hendes heste transformerer blikket. De er både virkelige og har undergået en kunstnerisk proces og er endt i bronzens faste form. Og sådan fortsætter det udstillingen og den tilhørende bog igennem.

Blikkene på Théodore Rousseaus værk, på Gustave Courbets og på Edvard Weies er lige så inciterende, per-

0 Forfatter Josefine Klougart fotograferet på Glyptoteket i København. – Foto: Sofie Amalie Klougart

sonlige og mesterlige i deres sproglige prægnans. Her om Courbets billede af æbler og pærer: ”Ingen maler som Courbet frugter, så man forstår, hvorfor både æblers farvede skal og den yderste membran omkring menneskekroppen kaldes ’skind’.”

Et sted sammenholder Josefine Klougart Théodore Rousseau og Per Kirkeby for deres materielle tyngde i maleriet, hvilket ikke undrer, for Klougart selv skriver sit essay med samme lethed, som malerne formulerede sig trods den stoflige tæthed og tyngde, der findes i værkerne.

Det er den samme tyngde, der er på færde i Glyptotekets ”Efter naturen”. Her kan man få sin horisont udvidet og sit indre beriget. Hvert af de syv kapitler udgør en hel separat udstilling i udstillingen. Har man et godt øje til naturen og kunsten, er det svært ikke at elske ”Efter naturen” ubetinget og af hele sin sjæl.

Niveauet på denne udstilling er tårnhøjt, menneskeligt og levende. Et åndehul for intellektet og æstetikken. Og udfordrende! For det er verdenskunsten og verdenslitteraturen, vi bliver ført igennem: en åbenbaring af en udstilling på Dantes Plads. J

6 stjerner

Efter naturen. Ny Carlsberg Glyptotek, København. Vises til den 11. august 2024. Efter naturen, Essay. 212 sider. 209,95 kroner. Forlaget Gladiator.

0 Paul Gauguin: ”Apatarao Landskab fra Tahiti” (1893). – Foto: Ny Carlsberg Glyptotek

3 I Odense sættes fokus på belgisk kunst, hvor blandt andre René Magritte (1898-1967) kan opleves. Her ses kunstnerens værk ”L’Heureux donateur” fra 1966. – Pressefoto

Museumsland: Dét kan du glæde dig til i 2024

Der er højt til loftet disse år på de danske kunstmuseer. Det viser en række af de store kunstoplevelser, som netop nu og senere på året kan opleves fra Øst- til Vestdanmark. Her er de kogt ned til fem nedslag anmelderen anbefaler

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

1En af de helt vilde

En udstilling med den danske ”vilde” maler Inge Ellegaard (19532010) giver os mulighed for at få et dybt indblik i og samtidig et overblik over hendes kunstneriske produktion. Inge Ellegaard tilhørte 1980’ernes ”Unge Vilde” kunstnere. Hun nåede i sine 57 leveår at udfolde et kunstnerisk talent, der rækker udover periodens aktuelle ekspressionistisk inspirerede kunst. Faktisk var Inge Ellegaard en klassisk skolet maler, der samtidig var en usædvanlig modig kolorist. Hun ville pænheden til livs, men skabte alligevel kunstværker, der hen ad vejen blev æstetiske på en ny og frisk måde. Inge Ellegaards produktion er kendetegnet ved vildskab, ekspressivitet og tvetydighed. Hendes motiver spænder fra klassiske myter over blomster og portrætter til løsrevne elementer som hænder, bier, flyvemaskiner, biler og støvsugere, som genbruges på tværs af de enkelte værker og indsættes i nye, ofte humoristiske, sammensætninger. Hun insisterede på at male, hvad der passede hende, uden at skulle forklare

sig. Det er det, der giver hendes maleri sin styrke, frækhed og originalitet, og formodentlig også det, som gør hendes værk svært at håndtere inden for de kunsthistoriske kategorier. Udstillingen med kunstneren åbner den 29. august 2024 på Sorø Kunstmuseum og vises på Esbjerg Kunstmuseum i foråret 2025.

2 Det kendte

og ukendte

Belgien

Kunstmuseet Brandts i Odense viser udstillingen ”Belgisk kunst fra Boch til Magritte: Fortællinger om Belgien” indtil den 1. september.

Belgien står ofte i skyggen af ”storebroderen” Frankrig, når det handler om kunst, men landet har også meget at byde på inden for kultur generelt og billedkunst specifikt. Det ved man, hvis man har besøgt landets fantastiske kunstsamlinger i Bruxelles, Gent, Antwerpen og flere andre byer, herunder Oostende, hvor den store surrealist og samfundsrevser James Ensor (18601949) virkede og levede. Nu har det danske kunstpublikum også fået mulighed for at opleve flere anerkendte, belgiske kunstnere i Odense. Der indgår værker af flere af landets mest toneangivende samtidskunstnere, som i dialog med den moderne kunst sætter fokus på de spændinger og mørke kapitler i landets historie, der hører med til fortællingen om Belgien. Herunder den grimme fortælling om Belgiens voldelige og imperialistiske hærgen i Belgisk Congo. Samtidig stilles der skarpt på nye og oversete stemmer i den kunsthistoriske kanon, herunder maleren Anna Boch (1848-1936). Udstillingen har skiftevis fokus på kulturarv og national identitet.

3 Hamborg besøger Esbjerg

Esbjerg Kunstmuseum viser fra i dag, lørdag den 23. marts, til den 23. september udstillingen ”Hamborg. Kunst i

Man har en ambition om at arbejde på tværs at de faglige og museale grænser

1920’erne og 30’erne”, det vil sige fra den turbulente tyske mellemkrigstid.

I 2022 viste Louisiana i Humlebæk den spændende udstilling ”Det kolde øje”, der var en rejse gennem 1920’ernes nyskabende og eksplosive tyske kunstog kulturliv, især med fokus på den dynamiske berlinske kunstscene. Nu har det sydvestjyske kunstpublikum fået mulighed for at dykke ned i denne nervepirrende tid, men med værker fra hvad man kan kalde den kunstneriske provins, selv om Hamborg også er en storby.

Der var imidlertid en markant tøven og konservatisme overfor den nye kunst i perioden. Men hvordan slog de nye idéer og eksperimenter trods alt igennem i Hamborg? Og hvilke paralleller kan der trækkes dels til politiske og samfundsmæssige forhold, dels til spørgsmål om centrum og periferi i dag? Det spørger udstillingen om. Udstillingen omfatter værker, som man længe troede var gået tabt under nazismen, men som den i Hamborg bosiddende professor og kunsthistoriker Maike Bruhns har opsporet. I dag tæller hendes samling mere end 3000 værker.

4 Tværgående unge kunstnere

Sønderjyllands Museum i Tønder viser i øjeblikket udstillingen ”Atlas”. Museerne under paraplyorganisationen Museum Sønderjylland råder over en omfangsrig samling af arkæologiske og kulturhistoriske genstande. Man har en ambition om at arbejde på tværs at de faglige og museale grænser for at slippe nogle af disse artefakter løs i nye konstellationer.

Med udstillingen ”Atlas” tager en

række spændende unge billedkunstnere livtag med samlingerne. Birke Gorm (født 1986) har arbejdet med historiske tekstiler. Den spændende fornyer af skulpturkunsten Rasmus Myrup (født 1991) inddrager folkekunst og forhistoriske genstande i en kurateret totalinstallation med indlån fra kulturhistoriske museer i Baltikum. Og endelig har den naturundersøgende kunstner Rune Bosse (født 1987) arbejdet med den fysiske grænse mellem Ribe Kunstmuseum og Tøndermarsken, hvor både byens ikoniske vandtårn og pumpehuset inddrages i udstillingen, som kan opleves til 20. maj.

5Nu til noget mere klassisk

Fuglsang Kunstmuseum på Lolland viser til den 20. maj udstillingen ”Som brødre. Venskab og konflikt i guldalderen”. Skønt guldalderbegrebet historisk set er en konstruktion, er det uden tvivl en af de mest frugtbare perioder i dansk kunst. Udstillingen sætter fokus på guldaldermalernes fællesskaber, deres rivalisering og konkurrencen om at blive anerkendt i et lille kunstmiljø i første halvdel af 1800-tallet.

Vi kender kunstnerne Christen Købke (1810-1848), Constantin Hansen (18041880) og J.Th. Lundbye (1818-1848), som alle havde glæde af det tætte netværk, der formede dem som kunstnere og bar dem frem i verden. For andre var konkurrencen for hård, eller de fik aldrig fuld adgang til fællesskabet – det gælder blandt andre periodens kvindelige kunstnere, som kunne have svært ved at uddanne og udvikle sig. Udstillingen sætter fokus på, hvordan stærke venskaber og kollegiale netværk skabte en gylden periode i dansk kunsthistorie, men også på hvordan gruppedynamikker kan være negative og ekskluderende. ”Som brødre” er kurateret af direktør på Fuglsang Kunstmuseum, Anna Schram Vejlby. Udstillingen vises senere på året på Ribe Kunstmuseum. J

Kastrupgård viser kunst med store armbevægelser

Kastrupgårdsamlingen viser grafik i meget store formater og præsenterer en talentfuld mangfoldighed blandt især danske kunstnere anmeldelse

Torben Weirup kultur@k.dk

Nej, det er ikke en fordom, at mange mennesker opfatter grafik som kunst i mindre formater og hyppigt i sort/hvid.

Fordommen – antagelsen – er det første, der møder den besøgende i Kastrupgårdsamlingens imponerende særudstilling af grafik i til gengæld meget store formater.

Den formodede, forudfattede mening om grafik som kunst i små størrelser fremgår af velkomstteksten, og museet har tilsyneladende virkelig ønsket at udfordre vaneforestillingen om, hvad grafik kan være. Grafiske værker kan også være store og storladne. Det er ikke en ny opdagelse, men det er sjældent at se en udstilling, der ligefrem har værkstørrelse som pointe.

Historisk set er der mange grunde til, at grafik ofte er blevet fremstillet i små formater.

Størrelsen havde tidligere en praktisk betydning for transport og salg. Mange kunstnere har i perioder også haft sympati for, at kunst kunne deles med flere til glæde for mange i stedet for at være kostbar og forbeholdt de få og formuende. For fra købers side har et økonomisk element også spillet ind – grafik har været en billig måde at erhverve kunst på. Og så er der et andet forhold med formatet: Ikke alle boliger har plads til kolossale værker, og adskillige af de mest omfangsrige i Kastrupgårds udstilling ville næppe kunne være i et kvadratmetermæssigt gennemsnitshjem. I hvert fald ikke uden en meget radikal nyindretning af boligen. Det kan give et lille gib i én at gå ind i Kastrupgårds gamle stuer og kigge forgæves efter samlingen af malerier og

keramiske arbejder af Th. Philipsen (1840-1920), der har været sådan en slags varmt og fortroligt gensyn under besøg. Men konsekvent er alle sale ryddet for at give plads til at udstille omkring et halvt hundrede, ofte kolossalt store billeder. Ret beset er Kastrupgårdsamlingen et specialmuseum for grafik, og Philipsen-udvalget er deponeret af Tårnby Kommune, som ejer den. Det klæder stedet at rydde hele huset for en gangs skyld og skabe en stor og flot ophængning baseret på en idé. Hvad sker der, når billedkunstnere går op i format, når det drejer sig om grafik?

For manges vedkommende ikke så meget i forhold til andre medier, de arbejder i. Grafikken er ikke nødvendigvis et intimt udtryk. Udtrykket kan i sig selv være intimt, når Erik A. Frandsen gengiver en vase i et rumudsnit. Men 160 centimeter højt ligner litografiet, der i sig selv er utroligt flot, andre af kunstnerens værker.

Det samme kan siges om en række af hans generationsfæller, der i sin tid lod sig markedsføre som unge vilde og som et nyt ekspressivt maleri, skønt de absolut ikke gik fra konceptkunsten. Claus Carstensens serie i udstillingen er et rebelsk koncentrat af dynamik og energi, Lars Nørgård det velkendte ekspressive, flydende centrifugale kaos –og i den noget yngre Morten Scheldes tryk er det igen som at blive hvirvlet ind i en eventyrlig drengebogsfantasi. Store formater kan også være lange billeder. John Kørners bidrag til udstillingen er tre tryk, to meter lange, der egentlig gengiver et tilforladeligt, ruralt landskab: et vandløb med en bro, en skovtykning, græssende husdyr, i det fjerne en mølle – og så får værkerne alligevel en sjov drejning, fordi titlen er medtaget på selve trykket. Den er: ”Landingsbane for ufoer”. I det hele taget inddrages bogstaver, tegn og ord i mange af de udstillede værker. Meget konsekvent hos Anders Bonnesen, der ved at skrive alfabetets bogstaver oven på hinanden felt efter felt til sidst når frem til en slags mørk intethed, som er talen blevet sort og sproget forstummet. Gudrun Hasle, som ofte har anvendt ordblindhed som et middel til at udforske sprog og kom-

Mange af værkerne hører hjemme på museer eller i virksomheder og institutioner, for de kræver plads omkring sig. De fordrer en væg. Deres monumentalitet kræver ro. Det får mange af dem i en ophængning som denne.

munikation, bidrager med et ordbillede, der uvilkårligt bliver et gådefuldt udsagn, den besøgende må forsøge af dechifrere. Og Bjørn Nørgaard udstiller et stofligt fortættet billede, ”La Paix”, hvor ord og tegn fra store dele af verden indgår. Blandt andet, måske, som et billede på den mangfoldighed, Bjørn Nørgaard i mange år har arbejdet med i sine billeder, hvor han bringer figurer og myter fra den store globale billedbank sammen til nye fortællinger. Ved nogle grafiske teknikker ligger det lige for at udnytte mediet til poetiske naturefterlignende billeder som hos blandt andre Gay Christensen, Per Kirkeby og Viktoria Wendel Skousen, mens fine kunstnere som Ruth Campau og Malene Landgreen – også med et organisk resultat – arbejder med farvens egne og helt særlige egenskaber i smukke, enkle billeder.

Veletablerede og nyere navne Mange af de udstillende billedkunstnere er veletablerede navne – men der er dog også deltagere, som er forholdsvis nye på kunstscenen. Det kunne for eksempel være Adele Rannes, der i fjor udgik fra Kunstakademiet, og som på udstillingen viser et dybt fascinerende tryk forestillende et meget mørkt, meget uhyggeligt land-

skab med en åbning ned i overfladen, som er det nedgangen til et rige, kun forelskede skikkelser som Orfeus ville opsøge for at hente Eurydike. En fjern sols stråler understreger ensomheden i sceneriet. I bjergskræntens sider synes halvdøde sjæle at være fanget. Men måske er det ikke en nedgang til et dødsrige på Jorden, for titlen er ”Love Letters for Cydonia”. Cydonia kunne være en særlig lokalitet på Mars, hvor det ser ud, som om en klippe danner et ansigt og derfor har givet anledning til mange spekulationer om fortidigt liv. Flere deltagere breder store landskaber ud. Det gælder ikke mindst en af de få udenlandske kunstnere Tacita Dean, der har sammensat fem tryk til et betagende, næsten syv meter langt og knap to meter højt landskabsbillede som et udsnit af en nærmest frossen verden, men måske snarere – det tyder oplysninger i andre museer om værket på –er et konstrueret sted i en amerikansk nationalpark, hvor det indre af en vulkan måske rummer nedgange til klodens indre. Under alle omstændigheder visuelt stærkt frapperende og fint ophængt i Kastrupgårds største sal. Det var ikke blot en henkastet bemærkning tidligere i teksten om, at udstillingen rummer værker, der ville kræve en omfattende ændring af et hjem, hvis man skulle få plads til de mest kolossale. Mange af værkerne hører hjemme på museer eller i virksomheder og institutioner, for de kræver plads omkring sig. De fordrer en væg. Deres monumentalitet kræver ro. Det får mange af dem i en ophængning som denne, hvor museet har søgt at leve op til værkernes tyngde og betydning. Plads er der også i udstillingen til et lynkursus i nogle af de gængse teknikker som træsnittet og linoleumstrykket, kobbertrykket, hvor der ridses i en plade, og litografiet, hvor der arbejdes på en sten. Så alt i alt er udstillingen i Kastrupgård en fin oplevelse, der vil ændre synet på grafikkens muligheder. J

5 stjerner

Kolossal – grafik i store formater. Kastrupgårdsamlingen, Kastrup. Kan opleves til den 29. september.

0 Blandt de kolossale oplevelser i Kastrupgårdsamlingens udstilling af grafik i stort format er dette næsten syv meter lange værk af Tacita Dean. I sit arbejde anvender Tacita Dead ofte bibelske referencer, og måske er sceneriet et forhistorisk landskab med kultisk betydning. – Pressefoto

Hanefelt stærebolig, dem også.

være lys lys og maleri, som salme ”LyIngemannsmukkeste salunderligt, at skønskoledreng. For ind i verskrev ududstilling vinden bikrystaller, emmende varrejser jeg over lanskiller. Vi Han, skriver han, veludstilling, verdenssyn i en arken på styres, og Himlens fartøj, nøddeskal, der malmstrøm. Arnoget nyt. overleve; maregnorme, en gylden til en ny øjnene, skabninger, der rejdu mæret lys for planet.” J

0 ”Arken huser det liv, der venter på noget nyt. Her er alle lige i håbet om at overleve; mastodonter og mikrober, løver og regnorme, hver og en har sin rolle at spille,” skriver Esben Hanefelt Kristensen selv i billedteksten til sit hidtil største Noas Ark-maleri. – Foto: Galerie Knud Grothe

Esben Hanefelt Kristensen: Vi er alle i samme båd

Jorden kan betragtes som én stor Noas ark, hvori mennesket efterhånden fylder for meget, mener billedkunstneren Esben Hanefelt Kristensen interview

Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

Verden var tom som et blankt lærred, før Gud fandt farverne frem.

Sådan starter ethvert maleri som en lille gentagelse af Bibelens skabelsesberetning, som kunstneren Esben Hanefelt Kristensen hele tiden vender tilbage til: ”Skabelsesberetningen har fascineret mig, lige siden jeg var dreng og begyndte at tænke over, hvordan Gud havde fået alting frem af ingenting,” siger Esben Hanefelt Kristensen, der voksede op i en familie, der

var lige dele grundtvigiansk og missionsk, men alle kendte både deres skabelsesberetning og fortællingen om Noa, der samlede en sejlende zoologisk have i sin ark, som han siger.

Og på Esben Hanefelt Kristensens seneste udstilling på Galerie Knud Grothe i Charlottenlund, der kunne ses frem til januar i år, viste han sine egne skaberværker frem i form af næsten 100 malerier, der alle repræsenterede hans skaberglæde og glæde ved skaberværket. For Esben Hanefeldt Kristensens karakteristiske malerier er fyldt ud med fugle, bier og blomster, krybdyr og kattedyr, sommerfugle og krokodiller, pandaer og papegøjer og planter gengivet med en så stor detaljerigdom, at man kan være helt i tvivl om, hvorvidt man kigger ned i et mikroskop eller op i et teleskop. For stjerner er der også overalt i de myldrende malerier. Og som kronen på værket har han nu malet sit hidtil største maleri af Noas ark med liv i hver eneste kvadratcentimeter af maleriet. Et billede, der er valgt som illustration for Bibelselskabets nye børnebog om Noa, der er malet i samme stil som Esben Hanefelt Kristensens ”Myldrebibelen”

0 ”Stjernerne sætter mig altid i forbindelse med både mig selv og min skaber,” siger kunstner Esben Hanefelt Kristensen.

(2015) – med liv og farver overalt. Men hvis Esben Hanefelt Kristensens enorme have hjemme ved Sulsted i Nordjylland var et lærred, var det hele til gengæld slet ikke fyldt ud.

”På vores lille jordlod har vi tre store grønne øer, hvor vi ikke dyrker noget som helst, mens naturen har et sted at folde sig frit ud, så der lever der agerhøns, som ellers er sjældne efterhånden. Og jeg er stolt af, at der også lever truede sommerfuglearter og jordbier på min grund. For hvis bierne uddøde, ville vi mennesker jo også have svært ved at overleve. Sådan er vi alle sammen afhængige af hinanden, og sommertider er de små skabninger måske endda de vigtigste for fællesskaber, men mennesket er en mærkelig skabning, der hele tiden kræver og tager plads fra alle de andre,” siger Esben Hanefelt Kristensen, som derfor også lægger mere i historien om Noa end en sød søndagsskolehistorie:

1 ”Fra de tyndeste luftlag, hvor vinden bider i bjerget og leger med sneens krystaller, ned gennem disse skylag, til den emmende varme i dalens fugtige frodighed, rejser jeg med fuglen, min fjedrede fætter, over lande, hvor ingen grænser bryder og skiller. Vi lander i skabelsens have og ser, at Han, som er, er den, der kommer,” står der i Esben Hanefelt Kristensens egen udstillingstekst om billedet ”Og der blev lys”.

... Esben Hanefelt Kristensen: Vi er alle i samme båd

fortsat fra side 14

”Arken er dobbelttydig for mig. For det første er det den ark, der sejlede engang i urtiden, men jeg føler også, at vi i overført forstand alle sammen er ombord på en ark, når jeg betragter det liv, vi lever i dag, hvor jeg vil håbe, at så meget som muligt overlever. Men så må vi mennesker også lære at give plads til de andre skabninger. For når vi breder os så meget, er der nogle af de andre skabninger, der kommer til at forsvinde. Det er en meget trist historie. Så for mig er arken dobbelttydig. Det var et fartøj, der sejlede i urtiden, men det er også fortællingen om os,” siger han og vender tilbage til sit maleri af Noas ark.

”Du kan også næsten betragte den blå klode, som vi lever på, som en ark. Mennesket bliver nødt til at tæmme sig selv og give noget mere plads til nogle af de andre skabninger. Det bliver vi simpelthen nødt til, og noget tyder på, at det er ved at gå op for folk,” siger han og fortsætter:

”Jeg blev så glad, da jeg for nogle måneder siden hørte, at antallet af tigere igen er begyndt at vokse. For det var ellers kun gået ned og ned, men nu går det fremad,” siger han med et smil:

”Og det glæder mig, at det store smukke kattedyr har fået bedre forhold, selvom det jo også er et frygtindgydende dyr. Da vi boede i Aalborg, var der faktisk en panter, der slap ud, altså en sort leopard. Og der gik et døgn, inden den blev skudt på fjerde sal i en ejendom midt inde i Aalborg, så den nåede at skabe en del rædsel, men mennesket skaber jo endnu mere rædsel i naturen, og der er efterhånden ikke meget fri natur tilbage i verden, fordi vi gået ind overalt, og det kunne man også tænke over,” siger han og lægger telefonen for at gå ind og lave sig en kop kaffe i sit atelier.

”Hver dag glæder jeg mig over naturen,” fortsætter han så:

”Lige nu kommer der også store træk af canadagæs og stære i en myriade af fugle. Her kommer også traner. Det gør mig glad hver gang. For sådan kan naturen minde os om, at det hele ikke bare er undergang, men vi er også omgivet af underværker. Det inspirerer mig, så herinde sidder jeg og maler nogle af de frie skabninger, som Gud har befolket denne blå planet med, og så man kan tænke over, hvor smukke de er, så de måske får en chance. Der er en del mennesker, som har set mine billeder, som synes, at de indgyder håb, fordi jeg peger på, at verden er skabt smuk.”

Det er også derfor, at der er stjerner i næsten alle hans malerier.

”Stjernerne sætter mig altid i forbindelse med både mig selv og min skaber. Det er, som om man bliver sat på plads af stjernerne, så man forstår, at man både er lille og elsket og en del af hele det vidunderlige skaberværk. Faktisk tænker jeg også på arken som en nøddeskal, der ligger og vugger på et oprørt kæmpeocean. Og jeg kan godt lide tanken om, at vi lever i en nøddeskal i Guds hånd.”

Den tanke havde allerede middelaldermystikeren Julian af Norwich, som i sin tid skrev, at verden er som en hasselnød i Guds hånd ...

”Ja, og jeg tror, at hun havde ret. For os er verden så stor, men Gud er galaksernes skaber. Og hvis man tror, at man selv er stor, skal man bare kigge op til stjernerne.” Et tændt håb

Sommetider bruger Esben Hanefelt Kristensen derfor også stjernehimlen, hvis han befinder sig i en svær stund.

”Det råd fik jeg allerede af min far den nat, min mor døde, hvor han sagde, at han syntes, at jeg skulle stille mig ud under stjernerne, fordi jeg der ville forstå, at hun var død. Og da jeg mistede min ene søn, satte jeg mig også straks til at sidde og male en stjerne,” siger kunstneren, som har ma

Det gør

Esben Hanefelt Kristensen

Født i 1952.

Dansk kunstner.

Er uddannet lærer, men kendt for sine billeder med myldrende motiver. Hans arbejdsområde favner både udsmykningsopgaver for Royal Copenhagen og altertavler.

Har illustreret en række bøger, blandt andet ”Saxos Danmarkskrønike”, Selma Lagerlöfs ”Kristus-legender”, Bibelen og H.C. Andersens ”Nattergalen”.

Bor i Nordjylland med sin hustru og har fået fire børn, hvoraf sønnen David døde i 2019, samt otte børnebørn.

hvor Gud må have sagt, at der skal være lys – for med ét vælder det frem med lys og stjerner.

”Og der blev lys” hedder det maleri, som også er inspireret af Ingemanns salme ”Lysets engel går med glans”.

”Jeg har før malet malerier til Ingemannselskabet, og det er en af de smukkeste salmer, jeg kender, så det er ikke underligt, at Dan Turéll skulle være besvimet af skønhed, da han hørte den som skoledreng. For det er smukt, at der er kommet lys ind i verden,” siger kunstneren, som selv skrev udstillingsteksten til sin seneste udstilling som et lille eventyrdigt:

”Fra de tyndeste luftlag, hvor vinden bider i bjerget og leger med sneens krystaller, ned gennem disse skylag, til emmende varme i dalens fugtige frodighed, rejser jeg med fuglen, min fjedrede fætter, over lande, hvor ingen grænser bryder og skiller. Vi lander i skabelsens have og ser, at Han, som er, er den, der kommer,” skriver han, ligesom han også maler med ord i velkomstteksten til selvsamme udstilling, hvor han beskrev sit eget verdenssyn i en nøddeskal:

”I en altfortærende storm flyder arken på det oprørte ocean. Den kan ikke styres, og den er helt i elementernes vold. Himlens sluser vælter ned over det massive fartøj, og alligevel er den som en nøddeskal, der kastes hid og did i havets malmstrøm. Arken huser det liv, der venter på noget nyt. Her er alle lige i håbet om at overleve; mastodonter og mikrober, løver og regnorme, hver og en har sin rolle at spille. I en gylden solopgang danner regnbuen bro til en ny verden.

Gå rundt og tag mine malerier i øjnene, de rummer nogle af de skabninger, der rejste med den forunderlige ark. Når du mærker den fælles puls, er der tændt et lys for alle de, der befolker den blå planet.”

0

Esben Hanefelt Kristensen glad at se stæreflokke på træk over sin bolig, og derfor maler han dem også.

kermessen” Bruegel (1564en vej hvor fejret den grundlæggelse.

Usminkede skildringer af en svunden tid

Nivaagaards højst seværdige udstilling ”Da hverdagen stjal billedet” spænder over poetiske genremalerier fra dagliglivet i 1600-tallets Holland og i 1800-tallets Danmark.

anmeldelse

Udstillingen ”Da hverdagen stjal billedet” på Nivaagaard i nordsjællandske Nivå giver indblik i en virkelighed, der adskiller sig markant fra vores. Da værkerne blev malet, var der ingen elektricitet og naturligvis heller ingen elektroniske nyhedsmedier, så disse malerier fungerede dengang som en form for budbringere om liv og skæbner i andre miljøer – ligesom tv i dag. I modsætning til nutiden var hovedparten af befolkningen bønder. Det gjaldt både for 1600-tallets Holland og for 1800-tallets Danmark. Så der indgår et stort antal motiver af bondelivet eller tredjestanden, og også scener fra samfundets skyggesider, såsom bordeller og fængsler. Der lægges ikke fingre imellem. Undertiden er dramaet ude at gå som i Hendrick Avercamps (15851634) ”Vinterlandskab med skøjtende figurer, der spiller kort på isen nær en hytte” (udateret), hvor to hængte dingler i galgen ude til venstre, mens den almindelige befolkning morer sig. Høj og lav, munterhed og tragedier, børn og voksne – livet i hele dets brogede mangfoldighed – optræder i dette og andre malerier i disse genuine folkelivsskildringer.

Udstillingen byder både på malerier af mennesker i stille kontemplation og af hårdtarbejdende mennesker. Der er vilde drukscener, børn, der bliver afluset af deres mødre, og mange køkkenscener, herunder en fræk en af Nicolas van Haeften (1663-1715), hvor en mand og en kvinde gejler hinanden op i et køkken. Hun holder symbolsk en selleristok i hånden. Infrarøde optagelser har vist, at mandens erigerede lem senere er blevet malet over. Den efterfølgende tid var mere puritansk. Især hollænderne byder på disse frivole billeder, mens de danske guldaldermalere generelt er lidt mere tilbageholdende.

Og så er der flere mesterværker på udstillingen, herunder det sælsomme maleri, Nivaagaard bruger som blikfang for udstillingen: ”En siddende kvinde,

der kigger på et barn gennem et vindue” (cirka 1655) af Jacobus Vrel (16171662).

En rygvendt kvinde sidder og vipper usikkert på en stol, mens hun læner sig frem mod et stort blyindfattet vindue. Det er mørkt derude, men et barn står ude i mørket på den anden side af vinduets membran. Det er et fint borgerhjem med smukke gardiner, tallerkenrækker over vinduet, og der er højt til loftet. Kvindens hånd på vinduet er følsomt malet og forbinder det indre oplyste rum med det ydre sugende mørke. Barnets ansigt fremstår noget blegt og uhyggeligt derude i mørket. Gåderne står i kø; er det aftalt spil – måske en leg?

Et andet mesterligt maleri er udført af Emanuel de Witte (1617-1692): ”Interiør med en kvinde ved et virginal” (16651670), der motivmæssigt minder meget om Vermeers malerier. Det er et interiørmaleri, opbygget efter et strengt linearperspektiv. Vi kigger ned gennem tre rum til en suite i et fornemt møbleret, rigt borgerhjem.

Sollyset vælder ind fra vinduerne i højre side, hvor der sidder en ung rygvendt kvinde og spiller på sit virginal –en form for cembalo – under et flot guldindrammet spejl. I det bageste rum er tjenestepigen i færd med at feje gulvet. Værket er fuldt af hemmeligheder: I en alkove i venstre side af det første rum aner man en mand, der ligger og lytter til musikken. Hans tøj, inklusive en sabel, er lagt hen over stolen ved siden af sengen. Her mere end antydes en amourøs forbindelse mellem kvinden og manden eller rettere soldaten. Et fabelagtigt kunstnerportræt Et af mesterværkerne fra den danske guldalder er Wilhelm Bendz’ (18041832) ikoniske ”En ung kunstner (Ditlev Blunck) betragter en skitse i et spejl” (1826) fra SMK. Her har Bendz arbejdet meget ambitiøst med kompositionen, så faserne i maleriets tilblivelse kommer med, da vi ser blyantsskitserne på staffeliet. Samtidig er det et spejlbillede af guldaldermaleren og kollegaen Ditlev Blunck (1798-1853) himself under arbejdet med pibe i munden og kunstnerkalot på hovedet – altså et ægte kunstnerportræt. Der er også mesterlige folkelivsskildringer af Eckersberg, Marstrand, Købke og andre af disse danske højt skattede guldaldermalere med på udstillingen.

Det kunne måske undre, at udstillingen inddrager værker fra to forskellige historiske epoker og fra to forskellige lande. Men det ligger lige til højrebenet for Nivaagaard at forfølge netop disse spor, da de udgør to af museets samlingsområder, nemlig hollandsk og

flamsk kunst i 1600-tallet og dansk kunst i første halvdel af 1800-tallet. Det var disse fokusområder, som lå til grund for engagementet hos stifteren, godsejeren, politikeren, forretningsmanden, filantropen og kunstsamleren Johannes Hages (1842-1923). Udstillingen, som omfatter næsten 120 værker, tager således afsæt i museets egen samling, men der er yderligere indlånt 86 værker fra museer i Holland, USA, Frankrig, England, Sverige og Danmark. I øvrigt er udstillingsarkitekturen værd at bemærke. Der er opbygget selvstændige vægge i rummene. De skaber nogle gavnlige forløb, der også gør turen rundt i udstillingen mere glidende og udstillingsoplevelsen mere intim. Udstillingen er inddelt efter temaer som ”Billedet som scene”, ”At tøjle sanserne”, ”Billeder af frygt og længsel”, ”Af vand er du kom-

Det kunne måske undre, at udstillingen inddrager værker fra to forskellige historiske epoker og fra to forskellige lande. Men det ligger lige til højrebenet for Nivaagaard at forfølge netop disse spor

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

met”, ”Fantasifulde rum” og så videre. Konstruerede billeder Skønt de fleste af de hollandske malerier virker, som om de dokumenterer faktiske begivenheder, er det en sandhed med modifikationer: De er en kombination af et fast repertoire af forskellige motiver, der flettes sammen med iagttagelser af virkeligheden. Med andre ord er de konstruerede, men samtidig virker de frapperende virkelige, fordi malerne er så utroligt dygtige til at skabe en livagtighed, så motiverne ligner fotografier eller stillbilleder. I modsætning til i dag, hvor kunstnerne forventes at være innovative og ”sprænge” traditionen, var datidens kunstnere mere konservative og optagede af at udtrykke sig inden for rammerne af et fast etableret kunstnerisk udtryk.

Et af mine yndlingsbilleder, som er

skildret fra fugleperspektiv, er ”Hjemturen fra kermessen” af Pieter Bruegel den yngre (1564-1638). Her oplever vi fulde folk, en kvinde, der har sat sig ned for at lade vandet, elskende, der omfavner hinanden i en hestevogn, musikere, handlende og pardansere, der alle bevæger sig hjemad efter kermessen, hvor man havde fejret årsdagen for den lokale kirkes grundlæggelse. Men det var ikke kun en fest, som skulle celebrere den fælles kristne tro. Der blev også holdt markeder med gøgl, dans, tant og fjas og masser at våde varer.

I andre hollandske billeder oplever vi en mand, der får tæsk af tre kvinder, en kvinde, der kilder en sovende soldat, værtshusscener, hvor der bliver spillet på violin og drejelire, en scene fra et fiskemarked og elitens elegante haveselskaber. Og i et ”Umage par”, malet af Hendrick ter Brugghen (1588-1629) i

1623, en gammel mand, der befamler en ung pige med blottede bryster. Her ville MeToo have sat alarmklokkerne i gang i dag.

I sin artikel ”Scener af det daglige liv – genremaleriet i Danmark” skriver Charlotte Christensen om, hvordan de danske genremalerier i begyndelsen ofte advarede mod løsagtighed, som vi blandt andet ser det i serien ”En falden piges historie” (1808) af C.W. Eckersberg (1783-1853). Her skildrer han pigens fald i fire faser fra fyringen som ung pige i huset over livet som prostitueret til tigger. I 1820’erne blev det mere populært med konversationsstykker såsom gruppeportrætter. Senere opstod interessen for de mere nationalt identitetsskabende skildringer af fisker- og bondemiljøerne rundt om i Danmark, som kulminerer hos de senere Skagensmalere.

Generelt blev hverdagen ophøjet til kunst i begge perioder og i begge lande. I modsætning til en lignende udstilling i 2001 på SMK, ”I lyset af Holland. Mesterværker fra hollandsk og dansk guldalder”, har denne udstilling på Nivaagaard alene fokus på hverdagsskildringerne med masser af gestikulation og teatralsk iscenesættelse. Med andre ord: masser af liv, så det er en fryd. Anbefalet! J

5 stjerner

Da hverdagen stjal billedet i Holland og Danmark. Nivaagaards Malerisamling, Nivå, Nordsjælland. Illustreret katalog med tekster af Andrea Rygg Karberg, Signe Havsteen, Wayne Franits, Kasper Lægring, Charlotte Christensen og Peter Hecht. Kan opleves til den 16. juni 2024.

0 ”Hjemturen fra kermessen” af Pieter Bruegel den yngre (15641638) skildrer en folkeskare på vej hjemad efter kermessen, hvor man havde fejret årsdagen for den lokale kirkes grundlæggelse. – Foto: Nivaagaard Malerisamling

0 Selvom Nathalie Krebs var en ener i en mandsdomineret verden af virksomhedsejere, var hun også en del af et helt regiment af kvinder, der trådte ud af skyggerne og de ægteskabelige opgaver som hustruer og mødre. – Arkivfoto fra bogen

Glasuren er signaturen

Murstensværk om keramikvirksomheden

Saxbo tegner et indgående og kærligt portræt af grundlæggeren

Nathalie Krebs

bog

Saxbo er navnet på en dansk virksomhed, der i årene 1929 til 1968 skabte noget af det 20. århundredes neste stentøj til hverdagsbrug.

Om fabrikken og dens primære sti er, Nathalie Krebs (1895-1978), er der med en ny bog blevet sat et betydningsfuldt monument, der fortæller historien og portrætterer fremtrædende medarbejdere suppleret med beskrivelse af teknikker og en indkredsning af Saxbos særlige DNA – eller signaturen i glasuren.

Værkstedets kønne kar, krukker og mindre skulpturer er blandt andet blevet præsenteret i 2015 på

Vejen Kunstmuseum, der gennem mange år har gjort en imponerende indsats for at påpege kvaliteterne i dansk keramik. Saxbo var udtryk for en ambition om smukke billige brugsgenstande og en slags god, kulturradikal smag, der passede til rene linjer, smuk dansk møbelarkitektur og oplysningen fra PH-lamperne. Det var berømmet i sin samtid, men blev lidt glemt, e er stedet lukkede i 1968. Der skete jo også så meget andet … Interessen for Saxbo har overlevet blandt mange samlere – og ifølge bogen om fabrikken oplever denne form for keramik en fornyet opmærksomhed blandt yngre keramikinteresserede.

Hvad kan så siges at kendetegne genstandene fra Saxbo? En vis afdæmpet æstetisk stemning. Fine, afrundede former. Farvemæssigt sjældent påtrængende. Kander og krukker, der udstråler ro og enkel, gedigen kvalitet. Langt fra såvel tidligere som e erfølgende kunstnerkeramik, der kunne udmærke sig gennem markant ornamentik (Thorvald Bindesbøll, eksempelvis) eller rige fortællinger (som hos Theodor Philipsen). Og senere ekspressiv kunstnerkeramik som hos blandt andre Asger Jorn, Bjørn

Nørgaard og generationen af unge vilde som for eksempel Lars Ravn og alt for tidligt afdøde Nils Erik Gjerdevik.

Det er civilingeniør Nathalie Krebs, der er den helt centrale person. Så hvem var hun?

Ej at synes – men at være Som det fremgår af bogen, voksede Nathalie Krebs og hendes fem søskende op i privilegerede rammer med forældre, der begge var blevet afskåret for muligheden for at blive uddannet til de livsstillinger, de drømte om: At være læger. Moderen, fordi hun var kvinde. Faderen, fordi midlerne ikke rakte. De gav derfor hinanden det smukke lø e, at deres børn i hvert fald skulle have den uddannelse, deres lyst og evner rakte til.

Nathalie Krebs blev student fra Marie Kruses Skoles nyoprettede gymnasiedel, hvis rektor, kan man læse i den biogra ske skildring af hende, udlagde skolens motto på en måde, der egentlig ganske nøje karakteriserer keramikken fra Saxbo. Mottoet er ”Ej at synes – men at være”, og det kan forstås således: ”Ikke at tage sig ud i verdens øjne. Ikke på nogen måde pralende

Torben Weirup kultur@k.dk

give sig skin af noget mere, end man kan svare til; men i det stille virke og være det, man vil.”

Inden Nathalie Krebs nåede så langt som til at grundlægge Saxbo, blev hun uddannet ingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt og var ansat i en årrække ved Bing & Grøndahl, der ifølge bogen i den periode indtager en førende stilling i dansk produktion af keramik.

Det var om noget farve og farvers stoflige karakter, der optog Nathalie Krebs – og i et sådant omfang, at hun på et tidspunkt tog springet og etablerede sin egen fabrik i Islev og senere Herlev. I de tidlige år med billedhuggeren Gunnar Nylund (1904-97) som kompagnon, men med en tilsyneladende ikke afgørende betydning for fabrikkens historie.

Nathalie Krebs blev på mange måder en foregangskvinde i det Danmark, der tog form i mellemog efterkrigstiden, og som var præget af store landvindinger inden for arkitektur, byplanlægning og udbygning i det hele taget af et moderne Danmark og herunder altså også interesse for kvalitetskeramik.

Skønheden i hverdagen

Bogen er ikke det opbud af nyoptagelser, man måske havde forventet, men den har heller ikke katalogets eller værkfortegnelsens karakter af gentagelser. Så store overordnede variationer er der for så vidt heller ikke i produkterne fra Saxbo, og det er i grunden en kvalitet. Det er det gedigne og hverdagsagtige, der

er et gennemgående træk i krukker, vaser og så videre. Skønhed til hverdagsbrug. Til gengæld er der en del illustrative, historiske billeder og gengivelse af udklipsbøger, der fint supplerer en læsevenlig fremstilling.

Uden overlapninger er fortællingen ikke. Den består af en række selvstændige tekster om Saxbo, fabrikkens kunstnere og så videre. Bidragyderne til bogværket er i øvrigt den amerikanske samler Kevin Henry, den danske ditto – og i øvrigt Nathalie Krebs’ gudbarn – Anders Uhrskov, tidligere museumsleder Jette Hoffmeyer, journalisten og forfatteren Heidi Laura, bibliografen Gunnar Jakobsen samt kunsthistorikerne Mirjam Gelfer-Jørgensen og Elisabeth Welander-Berggren. Nathalie Krebs’ betydning som foregangsskikkelse gælder inden for flere områder. Som kvindelig studerende på Polyteknisk Læreanstalt eksempelvis, og som kvindelig virksomhedsejer. Det gennemsyrer de egentlige, biografiske kapitler i fortællingen – men et helt afsnit er desuden afsat til et blik på kvindernes nye muligheder i første halvdel af 1900-tallet. For selvom Nathalie Krebs var en ener i en mandsdomineret verden af virksomhedsejere, var hun også en del af et helt regiment af kvinder, der trådte ud af skyggerne og de ægteskabelige opgaver som hustruer og mødre for at markere sig på lige fod med mændene. Kapitlet nævner adskillige eksempler fra billedkunstens verden. Anne Marie

Carl Nielsen, Marie Krøyer og Anna Syberg var kunstnere i egen ret. Så at sige. Kvinder fik både stemmeret og adgang til Kunstakademiet. Det sidste gennemtrumfet af Rigsdagen, for det var godt nok mod de mandlige kunstnerkammeraters ønske.

I løbet af det 20. århundrede blev der uddannet stadig flere kvindelige akademikere, og i det hele taget forandrede Danmark sig. Mange havde interesse i det. Kvinderne selv. Men vel også den udvikling af samfundet, der kom af bevægelsen mod først industri- og dernæst in-

formationssamfundet og efterhånden stigende forbrugsmuligheder og en vækst i skattetrykket, der fordrede to snarere end én indkomst med en traditionel fordeling af ude- og hjemmearbejde.

I den proces er Nathalie Krebs en pioner. Takket være sin passion for farve og sin såvel teoretiske baggrund som praktiske erfaring udviklede hun en fin stentøjsproduktion, der som nævnt – både i bogen og tidligere i anmeldelsen – blev noget glemt. Nu har såvel Saxbo som Nathalie Krebs fået sit monument i bogform. J

5 stjerner

Anders Uhrskov og Jette Hoffmeyer (red.): Saxbo og Nathalie Krebs. 426 sider. 500 kroner. Gads Forlag.

2 Keramikken fra Saxbo er kendetegnet af enkle former, ro og gedigen kvalitet. – Foto: Illustration fra bogen

”Den forbandede maler” og hans rastløse værker

Den belarusiske immigrant

Chaïm Souitine endte trods megen modstand mod sine ekspressive malerier at få succes og danne skole for en række andre malere. Alligevel løfter Louisianas udstilling med malerens værker sig ikke helt anmeldelse

Erik Steffensen Kultur@k.dk

Chaïm Soutine (1893-1943) er en af den slags malere, man genkender uden at kende.

Besøger man museumssamlinger rundt om i verden, kan der hænge en Soutine hist og her. Man husker, at han maler portrætter og slagtet fjerkræ og oksekroppe, og hans værk forbinder sig til Paris og alle de kunstnere, der færdedes dér i byens kunstneriske storhedstid i begyndelsen og første halvdel af det 20. århundrede.

Louisiana i Humlebæk nord for København er nu gået sammen med et par europæiske museer for at lave om på malerens bekendthedsgrad, så han ikke længere færdes i periferien af kunsthistorien, men får en mere central plads, ligesom det lykkedes for nogle år tilbage med de fremragende udstillinger af tyske

Paula Modersohn-Becker, georgiske Niko Pirosmani og amerikanske Marsden Hartley.

De havde ligesom Chaïm Soutine nogle relevante personlige historier, der kunne føje noget til vores opfattelse af maleriet, de stod på flere måder lidt uden for mainstreamkunstlivet og var nye vedkommende fortællinger, der lagde noget til vores opfattelse af, hvad god kunst er og kan.

Uden for de gængse normer Chaïm Soutine var som mange på den parisiske kunstscene immigrant. Han voksede op i en jødisk familie som barn nummer 10 ud af 11 nær Minsk i Belarus. Som 10-årig kom han på tegneskole, han kunne dårligt russisk, men talte gennem livet jiddisch. Også da han i 20-årsalderen kom til Paris, var han uden for de gængse normer, dårligt sprogligt funderet. Han var fattig, men talentfuld, egensindig og viljestærk. Immigrantmalerne var mange i atelierfællesskabet og talte blandt andre Marc Chagall og Amedeo Modigliani, der blev hans ven, og på den måde var der en folkloristisk tone, der blev blandet op med tidens strømninger i kunstmetropolen.

På Louisiana er der en tydelig linje i Chaïm Soutines motivverden. Billeder af beskedne måltider, tre fisk på et fad, det allestedsnærværende slagtekvæg eller fjerkræ, som kunne mætte mange munde, men måtte tjene som motiv for maleren. Han må have haft bekendtskaber, der lukkede ham ind bag kulisserne. Folk, der spejlede sig i nøden, han må have levet under.

Han færdedes omkring restauranter og malede portrætter af tjenende ånder, serveringspersonale, kokke, hotelreceptionister og rengøringskoner. De fleste

står med foldede hænder. Ydmyge og ydmygede i deres egen lukkede verden. Soutine malede en ensomhed ind i det fællesskab, som byens puls og menneskehav var udgjort af.

Nogle landskaber fra Sydfrankrig malet under Første Verdenskrig, da Paris er under bombardement, kalder på ånden fra Vincent van Gogh. Det er ekspressivt maleri og malet, som om nogen var i hælene på kunstneren. Der er ingen ro noget sted, og måske afspejler det kunstnerens sind. I kunstnerkredse forstod man hans maleri, men udenfor var han ”mod strømmen”, som udstillingens titel også er. Og med to verdenskrige har der været et mærkbart tryk på kunstneren ude fra verdens larm. Selvom der ikke er mange vidnesbyrd om maleren, ved vi, at Soutine fra 1915 blev betalt fem franc om dagen af en kunsthandler for eneret til værkerne.

Succes avler succes

Soutines ekspressive maleri og sind gjorde at flere hundrede malerier blev destrueret af kunstneren selv. Men med et slag i 1922 dukkede en amerikansk storsamler op og erhvervede ikke færre end et halvt hundrede af kunstnerens billeder. Det utøjlede og dog koloristisk vilde maleri blev værdsat, og kunstnerens anseelse voksede støt og roligt. Succes avler succes, og snart blev Chaïm Soutine ikke længere omtalt som ”den forbandede maler”, men kunne iføre sig jakkesæt og fornægtede i den kommende tid sin herkomst og undgik de steder, han tidligere færdedes. Fra 1925 fik han egen bolig og atelier, han flyttede stadig rundt som en nomade og skiftede bopæle, men med en økonomi, der sikrede ham et ordentligt liv.

Under Anden Verdenskrig registreredes han som jøde, forfulgtes og malede mere sporadisk, han plagedes af maveproblemer og døde af et ubehandlet mavesår i 1943. Blandt deltagerne ved begravelsen var Picasso og andre prominente kunstnere.

Louisianas udstilling viser en maler, der måtte gå grueligt meget igennem i sin levetid med fokus på de værker, der dannede hans legende. Et ekspressivt oliemaleri påført ikke kun med pensler, men også fingre og knive og aftørringer med klude.

Manden er inde i sit maleri, der altid er motivisk, men overgearet af en form for malerisk ekstase eller hallucination. Mange malere har siden taget arven fra Chaïm Soutine op, mest tydeligt den hollandsk-amerikanske Willem de Kooning, men også Lee Krasner eller europæiske Asger Jorn, Georg Baselitz, Francis Bacon og snart sagt alle, der har haft et romantisk forhold til det at male kropsligt og energisk med olie på lærred. Alligevel føles det, som om udstillingen og dens fokus virker lidt bedaget.

Solopræsentationen af en afdød klassiker er for så vidt okay, men det samlede værk løfter sig ikke på samme måde, som tilfældet var med de tidligere nyklassikere, der blev præsenteret på Louisiana. Måske er Chaïm Soutine bedst i små doser. Som når man finder en lille perle malet af en rasende maler gemt i et hjørne på et stort parisisk museum. J

4 stjerner

”Chaïm Soutine – mod strømmen”. Louisiana, Humlebæk nord for København. Kan opleves til den 14. juli 2024.

0 Ekspressionisten Chaïm Soutine, der voksede op i en jødisk familie nær Minsk i Belarus som barn nummer 10 ud af 11, kom i 20-årsalderen til Frankrig, hvor han gjorde karriere og levede resten af sit liv. Her har han malet sig selv, cirka i 1918. – Foto: Hastings Contemporary

1 Udstillingen er inspireret af en FN-tale i 2019 af klimaaktivisten

Greta Thunberg.

– Foto: Julie Meldhede Kristensen

Mænd spiser kød, og kvinder køber tøj, får man at vide i udstilling om køn og klimakrise i Aarhus. Der er adskillige punkter, hvor køn og klima overlapper hinanden, mener KØN –Gender Museum Denmark reportage

Jens From Lyng from@k.dk

”How dare you” (hvor vover du), står der ved indgangen til udstillingen, og når man går rundt om hjørnet, er der en video af den svenske klimaaktivist, som sagde de berømte ord ved FN’s klimatopmøde i 2019. Imens kan man høre stemmer fra oven kommentere den i dag 21-årige Greta Thunbergs fem år gamle opsang.

”Det er samme emotionelle hysteri, unge piger udviser over for boybands,” siger en stemme fra loftet ved indgangen til udstillingen og bliver hurtigt efterfulgt af en anden.

”Teenagepiger er ikke ligefrem de bedste til at vurdere komplekse videnskabelige emner.”

På etagerne nedenunder vrimler det med skolebørn på KØN – Gender Museum Denmark, der i anledning af uge 6, hvor Kristeligt Dagblad har lagt vejen forbi museet, holder seksualundervisning for 7. til 10. klasseele-

På KØN er klimakrisen også en kønskrise

0 Den maskuline fortælling er bygget op om kød. Her er et glas henkogte svinekæber udstillet på KØN – Gender Museum Denmarks nye klimaudstilling. – Foto: Julie Meldhede Kristensen

ver. Men på tredje sal er det endnu mere alvorligt.

Avisens udsendte har dagen før åbningen af Aarhus-museets nyeste attraktion, udstillingen ”How dare you – Køn, kamp og klimakrise” fået lov til at se, hvordan museet det næste lille år vil formidle, at klimakrise også er en kønskrise. Og hvis man kan være i tvivl om, hvad køn og klima har med hinanden at gøre, skal man bare lytte til, hvad der er blevet sagt om Greta Thunberg, mener folkene bag udstillingen.

”Med det her rum ønsker vi at vise, hvordan især mange kvindelige aktivister bliver talt på. Man kan stå og lytte og så tage det på som en kappe i resten af udstillingen,” siger kurator Marie Sommer Arnoldsen om lydcollagen, der varer otte minutter.

”Møgunge!” lyder det fra en kvinde i højtaleren, mens hun taler.

Kød og benzin

I udstillingens forskellige rum bliver man præsenteret for, hvordan opfattelser af køn gennem tiden har påvirket, hvordan både mænd og kvinder har bidraget til klimaforandringer. Det gælder blandt andet i vores forbrug af mad, som en del af udstillingen sætter fokus på.

For eksempel hænger der to plakater fra den såkaldte gris på gaflen-kampagne, der kørte fra 1950’erne og frem.

”Mad for mænd,” står der med store røde bogstaver under et billede af en ribbenssteg på en af plakaterne.

På den anden plakat bliver brunkål med flæsk kaldt ”en god, gammeldavs herreret”.

fortsætter side 26

Amerikansk museum har lukket udstillinger: Skal indhente samtykke fra stammefolk

Nye regler giver museer i USA fem år til at indhente samtykke, hvis de ønsker at udstiller genstande, der omhandler oprindelige stammefolk

nyhed

Juliane Sigurdsson kultur@k.dk

Indtil januar i år kunne man på det naturhistoriske museum i den amerikanske delstat New York finde to udstillinger om to forskellige indfødte folk i Nordamerika.

Men en ny lov betyder, at museerne skal have samtykke fra stammefolkene, hvis de på lovlig vis skal udstille genstande, der oprindeligt tilhører de indfødte folk. Og derfor har museet valgt at lukke udstillingerne.

”De udstillinger, vi lukker, er levn fra en æra, hvor museer som vores ikke respekterede de oprindelige folks værdier, perspektiver og fælles historie,” lyder det fra museets formand Sean Decatur i en officiel pressemeddelelse, skrev The Guardian i slutningen af januar.

Det er den amerikanske præsident, Joe Bidens, administration, der står bag den nye lov, som trådte i kraft i januar. Museet vil derfor fra nu af begynde at indhente samtykke til at udstille genstandene, og selvom det kan få betydning for omfanget af udstillingen, ser muse-

Lukningen af de to udstillinger efterlader omkring 1000 kvadratmeter uden adgang for besøgende. – Foto:

... på KØN er klimakrisen

også en kønskrise

2 Med udstillingen vil museet vise, hvordan man taler om især kvindelige klimaaktivister, fortæller kurator Marie Sommer Arnoldsen. – Foto: Julie Meldhede Kristensen

” Vi bliver endelig hørt — og det er ikke en kamp, det er en samtale.

MYRA MASIEL-ZAMORA, ARKÆOLOG OG KURATOR VED DET NATURHISTORISKE MUSEUM I NEW YORK

et det som en mulighed for at styrke samarbejdet med stammefolkene, oplyser formanden i pressemeddelelsen.

Udstillingerne, som nu er lukkede, handler om de to indfødte stammefolk ”Eastern Woodlands” og ”Great Plains”, som primært boede i henholdsvis skovene og på sletterne i det nordlige USA i det 19. og 20. århundrede.

Lukningen af udstillingerne har efterladt næsten 1000 kvadratmeter uden adgang for besøgende, og derudover er enkelte andre genstande på museet blevet dækket til. Det amerikanske museum er et af verdens mest besøgte museer med 4,5 millioner årlige besøgende. Udstillingerne om de to indfødte folkeslag bliver blandt andet ofte besøgt af skoleelever, der skal lære om USA’s historie.

Idéen om at få tilladelse fra de folk, som udstillingerne vedrører, er ikke ny.

Allerede tilbage i 1990 blev det i USA vedtaget, at museer skulle gå deres udstillinger efter i sømmene og indhente samtykke til at udstille menneskelige rester, begravelsesgenstande og andre ejendele fra stammefolkene. Men processen er

fortsat fra side 24

”Det er sådan nogle fortællinger, der er blevet bygget op om køn, som kan gøre, at vi har svært ved at ændre vores adfærd. Den maskuline fortælling her er bygget meget op på kød for eksempel. Det kan man dykke ned i kulturhistorien for at prøve at undersøge hvorfor,” siger Marie Sommer Arnoldsen. Ligesom med kød er det maskuline også blevet forbundet med biler og motorer. En anden klimasynder, som er udstillet i form af hjulkapsler lidt længere nede i udstillingen. Hjulkapslerne har museet fundet i vejkanten i Aarhus, hvor bilister ufrivilligt har bidraget til udstillingen under sidste måneds snestorm. Det gælder i øvrigt næsten alle genstande og alt materiale i ”How dare you – Køn, kamp og klimakrise”, at det er genanvendt og fundet ude i byen eller på museets lager som for eksempel et glas med henkogte svinekæber, der står isoleret med spotlys i kødrummet.

Især kvinder køber tøj

Men det er ikke kun mænd, der kan udlede CO2, får man at vide senere. For mens kvinder måske har mindre benzin i blodet og gris på gaflen, har de gennem tiden bidraget til miljøbelastningen ved at købe rigtig meget tøj. Det kan også forklares i kulturhistorien, fortæller udstillingsinspektør Cecil Marie Schou Pallesen.

”Den såkaldte fast fashion er især udviklet til kvinder. Det er ud fra en idé om, at kvinder skal følge en mode, der skifter meget, hvilket gør det svært at have en garderobe, der holder

blevet trukket i langdrag, hvilket er blevet kritiseret af forskellige repræsentanter for indfødte folk. Men nu er den proces for alvor blevet sat i gang. Med de nye regler har museerne nemlig nu fem år — indtil 2029 — til at sørge for, at de har fået tilladelse til at udstille genstandene.

Når museet alligevel allerede i januar valgte at lukke udstillingerne, sender det et stærkt signal til stammefolk og andre museer. Det siger arkæolog og kurator Myra MasielZamora til The New York Times. Til avisen fortæller hun, at lukningen er en stor lettelse for det oprindelige folkeslag Pechanga Band of Indians, som hun repræsenterer. ”Vi bliver endelig hørt — og det er ikke en kamp, det er en samtale,” siger hun. Museet er ikke det eneste museum, der har lukket eller overdækket dele af udstillinger, efter at de nye regler om samtykke er trådt i kraft. Det har blandt andre også The Field Museum i Chicago og Metropolitan Museum of Art i New York.

Og det er heller ikke første gang, at det naturhistoriske museum i New York har ændret dets udstillinger af hensyn til stammefolk. I oktober sidste år fjernede museet 12.000 dele fra skeletter, hvoraf flere af dem var stjålet fra stammefolks grave. Flere af delene blev leveret tilbage til de stammer, som de tilhørte.

Museet ved endnu ikke, hvornår udstillingerne forventes at åbne igen. Indtil da vil der være skilte på museet, der forklarer processen med at få tilladelse til at udstille genstandene. J

i mange år. For mænd har det omvendt været muligt at købe tøj, der er mere eller mindre tidløst,” siger hun. Gennem udstillingen bliver man fortalt om andre ting, som mænd og kvinder gør med hensyn til klimaudfordringerne. Man bliver præsenteret for håndværkeren Jonas Hagen Høj, der bygger småt og bæredygtigt, og for juristen og bloggeren Jane Ibsen Piper, der taler om minimalisme og købestop. Hun vil gøre op med forbrugssamfundet. Men meget handler også om, hvordan man taler om køn. Ved indgangen til udstillingen har de en såkaldt planche med forskellige ord, der illustrerer, hvordan man for eksempel omtaler mænd og kvinder. Her er påstanden, at mænd ofte bliver forbundet med det rationelle og kvinder med det emotionelle.

Mens man læser planchen, kører Greta Thunbergs vrede FN-tale i baggrunden. Burde I ikke have brugt et andet eksempel end Greta Thunbergs tale, hvis I ville gøre op med denne stereotype fremstilling af, at kvinder står for det følelsesmæssige og mænd for det rationelle?

”Men det er netop det, vi prøver at fokusere på,” siger Cecil Marie Schou Pallesen.

”Det er, hvordan hun bliver set. Vi prøver også at undersøge, om hun bliver set på en bestemt måde på grund af sit køn. Ville man bruge andre ord, hvis det var en ung mand, der sagde de her ting?” J

”How dare you – Køn, kamp og klimakrise” åbnede den 9. februar og er at finde på KØN – Gender Museum Denmark frem til nytår.

0

Johh M. Mantel/EPA/Ritzau Scanpix

Udgivelse om cisternerne viser forvandlingen fra fugtigt dødsrige til international kunsthal

Den internationalt anerkendte, underjordiske kunsthal Cisternerne under Valby Bakke ved København har fået sin første bog med perspektivrige tekster og smukke fotodokumentationer fra stedets første 10 år

bog

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Cisternerne er et menneskeskabt underjordisk rum på 4320 kvadratmeter. Her er luftfugtigheden næsten 100 procent, stort set intet lys trænger ned i de store kamre, lydene har en rungende efterklang på 17 sekunder, og der vokser stalaktitter ned fra lofterne og stalagmitter op fra gulvet som i naturlige drypstenshuler. Hertil kommer de svale temperaturer, der svinger fra 4 til 16 grader alt efter årstiden. Overalt ligger der vand i denne underjordiske katedral, som i højere grad giver associationer til helvede end til himlen. At dette dystre og fugtige ”dødsrige” er blevet en succesrig, international kunsthal, som blandt andre The New York Times har prist højt og omtalt som et must see i København,

kan tilskrives den dygtige stab med den nyudnævnte direktør for SMK, Astrid la Cour, i spidsen for Frederiksbergmuseerne. For kort tid siden overtog Maria Gadegaard fra Gl. Holtegaard roret. Begge bidrager til bogen om Cisternerne, der udkom i februar. Det unikke sted, som er den eneste kunsthal af sin art i verden, har meget at bryste sig af. Først og fremmest nogle udstillinger, der er kongeniale med Cisternernes særegne arkitektur. Udstillinger, som på væsensforskellige måder har været uafrystelige, og som er gået i kroppen på én. Jeg har set dem alle. Det er derfor ekstra interessant at få et samlet overblik over de første 10 år og genbesøge udstillingerne. Den 10. udstilling åbner til foråret, men kortene holdes fortsat tæt ind til kroppen. Imidlertid vil rygtet vide, at lyd vil spille en central rolle.

Fra rent vand til kunst

Fra 1859 til 1933 leverede Cisternerne, som ligger på toppen af Valby Bakke vis-a-vis Frederiksberg Slot ved København, rent vand til Københavns befolkning for at dæmme op for den omsiggribende kolera. Dengang var hygiejnen i den voksende storby meget ringe, og der var åbne render af spildevand i gaderne. Der stank!

Først opførte man et åbent bassin med springvand, men af hensyn til epidemier og forurening byggede man i 1891 en kappe af beton over bassinet, hvorved Cisternerne opstod. De kunne rumme 16 millioner liter vand, der blev pumpet op til bakken fra Damhussøen og Sankt Jørgens Sø via Pumpehuset

Astrid la Cour, Carsten Thau og Minik Rosing: Omfavnet af mørke. Cisternerne – fra vandreservoir til kunsthal. Forord af Maria Gadegaard: 208 sider. Dansk og engelsk udgave. 350 kroner. Strandberg Publishing.

kunstnerisk niveau, og at kunstnerne hver gang forholder sig eksplicit til den markante arkitektur som både en foræring og et udfordrende æstetisk benspænd.

ved Vesterport Station. I 1933 var det slut, men først i 1981 blev Cisternerne tømt for vand. I 1996 åbnede de for første gang for offentligheden som en spektakulær og uhyggelig, underjordisk seværdighed i forbindelse med Kulturbyåret i København.

Max Seidenfaden, der har galleri tæt på, viste i de første år glaskunst i disse katakombelignende rum, men i 2014 kom de ind under Frederiksbergmuseerne og har siden da fungeret som en fugtig ramme om foreløbig ni internationale udstillinger, der hvert år løber fra marts til november. Kendetegnende for samtlige af disse udstillinger er et meget højt

Navnlig de to hovedartikler af henholdsvis arkitekturteoretiker Carsten Thau (1947-2021) og geologiprofessor Minik Rosing (født 1957) glimrer med lærde tanker og er inspirerende læsning. Først Carsten Thaus mangelagede tekst, hvor han sammenligner Cisternerne med moskéen i Córdoba i Spanien. Kun de to små glaspyramider, der rager op over græsplænen i Søndermarken, fortæller, hvor nedstigningen til den ”arketypiske grotte” begynder. Cisternerne er en ”ind-i-kroppen-erfaring”. De danner spor af en ”irregulær logik” med stalagmitter og stalaktitter i en variation af tynde, udhalede skikkelser og mere svære eller ”skæggede” varianter. Thau ser endvidere meget rigtigt et slægtskab mellem Cisternernes dunkle arkitektur og den italienske grafiker og arkitekt G.B. Piranesis (1720-78) labyrintiske arkitekturfantasier fra serien ”Fængselsfantasier”. Artiklen, der er et genoptryk fra kataloget til Ingvar Cronhammars udstilling ”H” i 2015, bæres af Thaus spændstige, underfundige og øjenåbnende krydsklip mellem allehånde medier, tider og steder. Han var en genial kulturanalytiker og er stærkt savnet.

Cisternerne set med geologens øjne Minik Rosing ”læser” Cisternerne med geologens øjne. Han beskriver dem som en slags underjordisk overgangszone mellem geologien i undergrunden, livet på og i jordlagene og

2 Udstillingen ”Multiple Realities” af Chiharu Shiota kunne opleves i Cisternerne i 2022. – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

atmosfærens luft og vand, og han fremhæver, at Valby Bakke i bronzealderen var et Solbjerg, hvorfra man tilbad Solen, da man her mere end nogen andre steder i det flade område kunne komme den nærmest. En af de udstillende kunstnere, der i særlig grad har arbejdet med sollyset, var den japanske arkitekt Hiroshi Sambuichi (f. 1968), som er inspireret af den klassiske japanske shintofilosofi, der opfatter alle verdens fænomener som besjælede. Hans bygninger fungerer som ordnede strømme af lys. I Cisternerne, hvor han udstillede i 2017, lod han som et af flere greb dagslyset trænge ned i mørket via en snæver skakt, hvorefter en labyrint af spejle ledte det videre som en gæst, der går på opdagelse med sin pandelampe. Indledningen ved Maria Gadegaard og Astrid la Cours tekst lapper desværre lidt over hinanden og foregriber flere steder det sidste kapitel med oversigten. En strammere redigering havde været på sin plads. Men sidste kapitel, hvor samtlige ni udstillinger bliver gennemgået, inklusive de overvejelser, der ligger bag dem, er nyttigt og informativt. Ud over de allerede nævnte kunstnere omtales dansk-tyske Christian Lemmerz, danskerne Eva Koch, Jeppe Hein og Superflex, argentinske Tomás Saraceno, japanske Chiharu Shiota og koreanske Kimsooja. J

3 Udsnit af Maria Wæhrens væg under udstillingen i CarlHenning Pedersens & Else Alfelts Museum i Herning. Titlen på maleriinstallationen er ”Fryseæg” og refererer til æg, man kan have tilovers efter kunstig befrugtning og derfor potentielt rummer kim til liv. – Foto: CHPEA Museum

I Herning bliver fortiden tilsat ny energi

Carl-Henning Pedersenmuseet revitaliserer i øjeblikket historien med nye kunstnere og hylder et af de mennesker, der var med til at gøre Herning til en vigtig kulturby

anmeldelse

Torben Weirup kultur@k.dk

Enkeltmandsmuseer er monumenter over en stor billedkunstners livsværk.

De har o e rige samlinger, der vokser med årene og giver mulighed for at belyse en indsats på forskellig vis: Kunstneren i forhold til sin tid. Kunstneren og dennes inspirationskilder. Kunstneren i samspil med andre kunstnere. Og så videre.

Men selvom det også må regnes til museers forpligtelser med mellemrum at vise introducerende udstillinger til glæde for nye generationer, kan det i længden blive vanskeligt at variere mulighederne. Museer af denne art risikerer derfor at miste publikum hen ad vejen, for vi har jo været der, vi har set, hvad den pågældende kunstner vil og kan. Og så meget variation er der – med al respekt – ikke i et nok så omfangsrigt værk. Monumentet risikerer at blive til et mausoleum.

Carl-Henning Pedersens & Else Alfelts Museum må have den udfordring – og derfor er det oplø ende at se, at det nu viser en udstilling, hvor en række af hovedpersonerne i det, der o e lidt skødesløst omtales som Cobragenerationen, skønt den berømte gruppering kun eksisterede i tre år, kan ses side om side med en række nulevende kunstnere, der i ere tilfælde også synes at være optagede af fantasi og fortælling.

Titlen er ”Høst – en kontrafaktisk udstilling”. Høstudstillingen var en sammenslutning, der eksisterede fra 1934 til 1949, og som i årene forud for sin opløsning var domineret af blandt andre Else Alfelt, Carl-Henning Pedersen, Asger Jorn og Henry Heerup, som

man også nder værker af i museets aktuelle udstilling.

Langt fra en mindestue Museets bygninger, der er tegnet af C.F. Møller, ligger i Birk uden for Herning. Birk er noget så sjældent som en industripark med en gennemgående høj arkitektonisk kvalitet, to museer og en større mængde fritstående skulpturer. Udover C.F. Møller har også Steven Holl, Henning Larsen og Jørn Utzon sat deres præg på stedet, og der er parkanlæg af den store danske landskabsarkitekt C.Th. Sørensen. Hovedfortjenesten for dette meget vellykkede område kan tillægges skjortefabrikanten Aage Damgaard (1917-91), der ikke alene k kunst, men også kunstnere ud på arbejdspladsen. I 1950’erne og 1960’erne ansatte Damgaard store skikkelser i dansk kunst som CarlHenning Pedersen, Robert Jacobsen, Sven Dalsgaard, Paul Gadegaard – og fra udlandet Piero Manzoni – på sin fabrik, Angli, hvor de skulle arbejde med kunst til glæde for de øvrige medarbejdere, der blandt andet også kunne nyde det privilegium at høre musik af Miles Davis i arbejdstiden.

Aage Damgaard betroede Carl-Henning Pedersen opgaven at dekorere en indre mur i sin nyopførte fabrik Angligården – og det var i forlængelse af det mere end 1000

3 Den første udgave af ”Angli Unika!”-skjorten, designet af billedkunstner Peter Stuhr. – Foto: CHPEA Museum

kvadratmeter store, keramiske værk, at Aage Damgaard overtalte Carl-Henning Pedersen til at placere sit enmandsmuseum i Herning. Også ud fra en betragtning om, at det jo nok alligevel ikke blev til noget ovre i København, hvor politikere i årevis diskuterede, om hovedstaden skulle sige ja tak til en overvældende mængde kunstværker, Carl-Henning Pedersen gerne ville skænke, mod at de k et sted at blive udstillet.

Som passioneret samler favnede Aage Damgaard vidt. Fra de geometrisk opbyggede, forestillingsløse malerier, som for eksempel Paul Gadegaards, over det mere eller mindre spontant fabulerende maleri til konceptkunst, og de to sidste retninger er fyldigt repræsenteret i udstillingen, hvor nogle af Høst-gruppens medlemmer viser deres værker sammen med en række yngre talenter. Side om side. Og heller ikke her kan man frigøre sig fra en opfattelse af, at de seks afdøde malere og billedhuggere, altså eksempelvis Asger Jorn, Else Alfelt og Henry Heerup, ligesom naturligt fremstår velkendte og fortrolige i disse sale, mens de 12 nye billedkunstnere skal kæmpe lidt om pladsen og med den tunge kunsthistoriske autoritet. Carl-Henning Pedersen & Co. udfolder deres velkendte fantasifulde vokabularium hyppigt med blus på farvepaletten. De 12 andre er:

Anne-Mette Schultz & Rasmus Røhling, Astrid Svangren, Benedikte Bjerre, Claus Hugo Nielsen, Kasper Akhøj & Tamar Guimarães, Maria Wæhrens, Mette Rasmussen, Morten Knudsen, Saskia Te Nicklin og Søren Andreasen. Fælles for de este af dem er, at det drejer sig om mindre, snarere under- end overspillede, underfundige og humoristiske værker. I sig selv ne, vedkommende og interessante –men sat sammen med kunstværker, der synes at beskæ ige sig med kosmos og er oppe på den helt store eksistentielle klinge, er der en gennemgående tone af hverdag, popkulturelle referencer og små historier. Måske forekommer de store historier ikke længere troværdige for denne kreds af billedkunstnere? Enkelte bidrag skiller sig markant ud; ikke mindst et hovedværk af Maria Wæhrens som består af et væld af mindre malerier, der spreder sig over en væg og måske, bare måske, er forestillinger om potentielle liv? Og på sin vis bliver et samlende udtryk for den mangfoldighed, billedkunst er og bliver ved med at være. Altid. Forhåbentlig. J

5 stjerner

Høst – en kontrafaktisk udstilling. Carl-Henning Pedersens & Else Alfelts Museum. Herning. Kan opleves til den 5. maj 2024.

Selve evigheden er indkapslet på denne Giacometti-udstilling

Statens Museum for Kunst præsenterer med udstillingen ”Hvad øjet ser” på bedst tænkelig vis Alberto Giacomettis skelsættende værker anmeldelse

Erik Steffensen kultur@k.dk

Alberto Giacometti (19011966) hører til de få kunstnere, man lærer at kende, fordi hans skulpturer af tynde, høje menneskeskikkelser eller små modellerede hoveder i bronze er så signi kant tilstedeværende i rummet, at de ikke er til at tage fejl af.

Man husker det, hvis man er stødt på en af Giacomettis gurer, og ligesom med Pablo Picasso og Henri Matisse bender vi os i mesterklassen, ja i verdensmesterklassen, når det handler om, hvad moderne kunst fra det 20. århundrede gik ud på.

De tre var eksemplariske kunstnere, der kunne se og forme og endda bruge det, de så, til at omforme vores verdensbillede gennem deres kunst. Derfor er det imponerende, hvad Statens Museum for Kunst i øjeblikket præsenterer for os med udstillingen af den schweiziske kunstners værker. ”Alberto Giacometti – Hvad øjet ser” er en eminent udstilling, en fremvisning af en stor mesters værk, men gjort med den sympati og ydmyghed, der svæver om hele kunstnerens værk.

Alt i museets sale er levende og ånder – der er ikke tale om en retrospektiv fortælling fra A til Å, men om et opbud af tegninger, maleri og skulptur, der giver en lykkefølelse videre. Man kan bruge øjne og følelser og være vidne til en slags skabelseshistorie, som man går rundt dér på SMK mellem gurer af kvinder, der altid står stille, eller mænd, der går, som det er tilfældet i Giacomettis bronzer.

Det er, som om selve evigheden er indkapslet i det rum, der opstår omkring en Giacometti- gur. For eksempel står en bittelille nålestørrelse af en gur i en montre.

Kunstneren forsøgte at gengive, hvad han så under en afsked med en kæreste, der stod langt fra ham: Han så rummet, uendeligheden omkring hende, der også blev en del af det forhold, han e erfølgende skildrede i sin lille gurine. Og på den måde k han vel også afbildet selve eksistensen, at vi er alene, men at nogen måske ser os, uanset hvor fortabt det kan føles at være e erladt uden kontakt med noget synligt, så langt øjet synes at række.

Ud af en kendt kunstnerslægt

Alberto Giacometti kom til Paris, hvor han bosatte sig, da han var 21 år. Han var ud af en kendt kunstnerslægt i det bjergrige sydøstlige italiensktalende Schweiz og fortsatte sine studier hos Antoine Bourdelle, og i sine parisiske

dannelsesår kom han i kontakt med både forfattere og kunstnere.

Surrealisternes inderkreds var tiltrukket af Giacomettis arbejde, fordi han i begyndelsen havde lagt sig i sporet af kubistiske tendenser i skulpturen. Man hæ ede sig ved, at der var et indre liv i abstraktionen, og at Giacomettis tidlige former havde noget universelt og psykologisk gemt i sig.

Den unge kunstner sad på de rigtige caféer og var intellektuelt godt begavet. Alligevel kom en livskrise e er faderens død i midten af 1930’erne til at betyde, at Giacometti helt opgav at følge noget abstrakt billedsprog, men i stedet hengav sig fuldstændigt til syns- og sanseoplevelserne af rum og gur.

Han blev ekskluderet af surrealisternes kreds, fordi man ikke kunne have en gurativ tilgang til verden i en psykologisk revolutionær sammenhæng som den, surrealistgruppen ønskede. De ville jo netop se det, der ikke var synligt, sindets strukturer, mens Alberto Giacometti nu hengav sig fuldstændigt til at modellere og tegne e er model. Giacomettis arbejde modnedes på denne måde. Han tog ikke blot favntag med traditionen, men med dybden i traditionen. Så meget, at loso en og vennen Jean-Paul Sartre i et essay, der er genoptrykt i det smukke udstillingskatalog, skriver, at Giacomettis nærmeste kolleger er hulemalerne og den oprindelige kunstner, der så verden for første gang.

Alberto Giacometti kom til Paris, hvor han bosatte sig, da han var 21 år. Han var ud af en kendt kunstnerslægt i det bjergrige sydøstlige italiensktalende Schweiz

Simone de Beauvoir, Sartre og kredsen omkring eksistentialismens fortalere forstod Giacometti, og kunstneren fordybede sig yderligere i studiet af både oldegyptisk kunst og verden omkring sig på gaderne i Paris. Det er alt sammen til stede og indeholdt på udstillingen i Sølvgade.

Et Paris skildret fra hjertet Paris er uden ende for Giacometti, og med den titel skabte han også en serie litogra er af gadernes liv. Han tegner fra hjertet, konstruerer og korrigerer og modellerer sine gurer med et nænsomt og nervøst håndelag. Det er meget smukt at være vidne til denne bevægelse i gurerne, som synes at fortsætte ind i den person, der ser, hvad Giacomettis øje engang så. Det er tidløshedens gurer, Alberto

Giacometti skaber. Hans evne til at formulere sig kunstnerisk rækker tilbage til før, der var kunst, hvor mennesket fandt en form at udtrykke sig på billedligt med primitive redskaber. Måske er det i dette håndgjorte, at man virkelig fornemmer ngrenes og åndens arbejde i skabelsesprocessen, der er så tydelig hos Giacometti. Han er skolet uden at virke til fals for modeluner, og han er arbejdsom på de ganske få kvadratmeter, der udgjorde hans atelier.

Omgangskredsen var stor, men rejserne få. For det meste rejste kunstneren til Schweiz for at besøge sin mor og sine søskende, og da gennembruddet kom, kronedes indsatsen med retrospektive museumsudstillinger i New York og London i 1955. Året før kunstneren dør af kræ , vises hans værk retrospektivt på Louisiana i Humlebæk, på Tate i London og Museum of Modern Art i New York – de sidste udstillinger resulterer i, at Alberto Giacometti for første gang rejser til USA.

En dokumentar lm fra samme år, 1965, vises på SMK. Den er et exceptionelt nt vidnesbyrd om Giacomettis nærvær: Han er ét med sit stof og sine sansninger og fortæller levende om alt det, man kan forestille sig, at skulpturen skal være, indtil man går i gang med arbejdet, og alting begynder forfra. Det er kun, når man skaber, at der sker noget. Der bliver verden og kunsten til. Derfor er titlen på udstillingen, ”Hvad øjet ser”, en velkommen opfordring til at fordybe sig i disse gurer, tegninger og malerier. SMK har skabt en smuk og loso sk udfordrende udstilling, der lægger sig nt op ad tidligere visninger af franske Auguste Rodin og Giacomettis ateliernabo og ven Sonja Ferlov Mancoba. Det er fejende ot, stoisk og menneskeligt stærkt. Vi er ”på sporet af det absolutte”, som Sartre skrev om sin ven Giacometti. J

6 stjerner

”Alberto Giacometti – Hvad øjet ser”. Statens Museum for Kunst, København. Kan opleves til den 20. maj 2024

3 Alberto Giacometti. ”Annette stående” (ca. 1954). – Foto: Succession Alberto Giacometti / Adagp, Paris, 2024

2 Alberto Giacometti. Hoved. 1962. Blyant på pergamentpapir. 261 x 210 mm. – Foto: Fondation Giacometti. Succession Alberto Giacometti / Adagp, Paris, 2024

0 Bogen er først og fremmest båret af det store antal fine værkgengivelser, hvor alle hjørner af Callesens omfattende samlede værk foldes ud.

– Foto fra bogen

Han forvandler papir til stor kunst

Peter Callesen skaber de mest forunderlige kunstværker ud af skrøbeligt papir. Stor ot bog med folde-udsider og små visuelle opgaver til læserne yder hans kunst fuld retfærdighed bog

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Peter Callesen er født i 1967. Han er uddannet dels ved Arkitektskolen i Aarhus, dels som kunstner ved Det Jyske Kunstakademi e erfulgt af tre år på Goldsmith College i London. Han er en af de mest originale bidragydere til dansk samtidskunst.

Med en nærmest kirurgisk præcision og en eksistentiel og nurlig motivverden skaber han stor kunst ikke ud af det hvide marmor, men af skrøbeligt, hvidt papir. Figurerne kan være store som huse eller bittesmå på størrelse med en bi. O e leger han med virkemidlerne, som når skalpellen, der er hans primære arbejdsredskab, e erlader en skabelon e er den udskårne gur, som dermed får en dobbeltgænger eller en slagskygge. Det er eksistentiel kunst skabt af et af de mest undseelige materialer, som vi alle står med i hånden hver dag, men som for især de yngre generationer nok forekommer lidt gammeldags i vores digitale tider.

Temaerne er dybe. Det handler om menneskets kamp for overlevelsen i en truende natur, eller mere subjektivt om Callesens egne eksistentielle kriser, som han sætter på spidsen i sine på en gang vemodige og humoristiske værker. Og så har han et mellemværende med Gud, da han er troende, hvilket har medvirket til at forme hans billedsprog og symbolverden.

Nu har bemeldte Callesen fået en imponerende monogra , en gedigen co eetablebook, der vejer 2,5 kilo. Her kan man få et samlet overblik over hans imponerende ”backlist” eller bagkatalog af papirværker fra de seneste 20 år. Men man kan også lege og udfordre sig selv med de seks nye folde-udværker, der indgår i bogen og skabe sine egne

værker. Bogen er nærmest som en omfattende museumsudstilling i bogform. Først bringes et klogt formuleret forord ved bogens redaktør, Natalie Gutman, dernæst et interview, også ved Natalia Gutman. Her fortæller Peter Callesen levende om sin vej til papiret, der gik gennem en performancefestival i Helsinki i 2003. Her havde han opført et ydende eventyrslot i amingo ude på en sø. Hver dag sejlede han folk over til slottet i en lille jolle. I slottet kunne de bruge tiden på at gå på opdagelse eller drømme sig væk fra dagligdagen, eller de kunne forestille sig, at de var konge eller dronning for en dag. Da der e erfølgende skulle et billede i kataloget, skabte Callesen et papirslot, som folk selv kunne folde, men han havde indført et benspænd: det var teknisk umuligt at udføre. Lidt senere besluttede han sig alligevel for at forsøge at udføre det, og faktisk lykkedes det for ham. Fra da af overgav han sig til papiret som sit primære materiale.

Peter Callesen har som nævnt et mellemværende med Gud. I 2017 udførte han et alterbillede til Margrethekirken i Valby ved København, hvor Jesus har fået form af en helt almindelig, nøgen mand. Og så alligevel ikke, for han fremstår som en sfærisk gur, der gennemlyses bagfra. Han folder armene ud i en forsonende gestus. Værket er naturligvis også skabt i papir og er ot gengivet i bogen.

Den amerikanske kunstkritiker Barry Scwabsky sætter Callesens værk ind i en større kunsthistorisk kontekst. Han er i slægt med de amerikanske post-minimalister såsom Sol LeWitt (1928-2007), ”der havde et epistemologisk anliggende”, altså værker, der stiller spørgsmål til den menneskelige erkendelse, skriver Schwabsky. Der er en række meget spændende analyser, især af de af Callesens værker, hvor han benytter et enkelt ark papir, og hvor guren ”rejser sig op fra sin eksistensmatrix”, det vil sige papiret.

Forfatteren og præsten Kristian Ditlev Jensen beskriver Callesens religiøse motiver, herunder Jesus-skildringerne og de mange engle, der optræder i værkerne. Disse motiver antyder en dobbelthed eller ertydighed, der kendetegner hele Callesens værk, som på én gang er ”dennesidigt og hinsidigt, konkret

3 Peter Callesen fotograferet ved sit hjem og atelier på Mors med udsigt til Limfjorden. – Foto: Joachim Ladefoged

og abstrakt. Det er fysisk og metafysisk”, skriver Ditlev Jensen. Dynamikken mellem figur og grund Forfatteren Merete Pryds Helle fabulerer over Callesens kunst, der indrammer fraværet: ”Først når det egentlige ikke er der længere, men er klippet væk og ligger som en rest, kan vi se os selv,” skriver hun, mens digteren Maja Lee Langvad i tre fraværs-digte forsøger at skabe et verbalt modsvar til Callesens gurative fraværs-univers. Arkitekturhistoriker Henrik Oxvig betoner, hvorledes Callesen opererer med forholdet mellem gur og grund. Det er et faktum, at vi aldrig kan opfatte begge dele samtidig, men konstant – ligesom i kipp- guren med vasen, hvor vi enten ser to sorte gurer eller en hvid vase – må fokusere på enten det ene eller det andet. Callesen skaber i sine mange arkitekturværker opmærksomhed på dynamikken mellem gur og grund, skriver Oxvig. Ligesom den franske maler Henri Matisse (1869-1954), der i sit berømte ”Det røde atelier” (1911) udfordrer vores rumopfattelse, tilbyder Callesens arkitekturværker ikke et enten-eller – altså at vi med vores singulære blik ski evis må fokusere på enten gur eller rum – men et både/og, når han leger med virkelighedens arkitektur og papir-arkitekturen,

som det sker i ere værker. Endelig re ekterer museumsinspektør Josephine NielsenBergqvist, der stod bag vandreudstillingen ”På dybt vand”, over vandet som motiv. At Callesen bygger tømmer åder, odbølger og redningsbåde af papir er et paradoks, ligesom det er et paradoks, at det kræver en masse vand at producere papir, skriver hun. Callesen sætter vores overlevelse på spidsen ved at anvende papir til at skabe billeder, der omhandler den nye trussel: Den stigende vandstand. Papir opløses som bekendt i mødet med vand, så her går det kunstneriske materiale og den apokalyptiske vision hånd i hånd. Bogen er først og fremmest båret af det store antal ne værkgengivelser, hvor alle hjørner af Callesens samlede værk foldes ud, så vi får mulighed for at opleve værkerne for første gang eller genbesøge dem. Og så kigger Callesen selv frem fra bogen, når man har foldet hans selvportræt ud. Så det er ikke kun en bog om en magisk kunstner, men også en magisk interaktiv bog. J

Skin of Paper. Udvalgte papirarbejder af Peter Callesen 2003-2023. Redigeret af Natalia Gutman. 335 sider. 475 kroner. Udgivet af Peter Callesen.

ARoS’ ”Boy” har fået en lillesøster

Den australskfødte

skulptør Ron Muecks mageløst ellignende skulpturer i over- eller understørrelse er så livagtige, at man næsten kan høre dem trække vejret. Kammerudstilling på ARoS viser tre af hans i alt 48 værker anmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Den australske billedkunstner Ron Mueck (født 1958), som bor og arbejder på øen Isle of Wight i Sydengland, er herhjemme mest kendt for sin hyperrealistiske skulptur ”Boy”, der sprænger alle kendte kunstneriske kategorier, og som har tjent som vartegn for kunstmuseet ARoS siden indvielsen i 2004.

Det er en monstrøs, men helt livagtig dreng i overstørrelse. Han sidder på hug med nøgen overkrop og bare tæer, iført shorts. Hans blik er tvetydigt: Det kan udtrykke frygt eller bekymring, men også at han dagdrømmer med blikket indstillet på uendeligt, som så han ud

0 Ron Muecks ”Boy” er blevet et ikon i ARoS’ samling, som bliver ved med at vække følelser hos både nye og tilbagevendende gæster, siger ARoS’ museumsdirektør, Rebecca Matthews, i en pressemeddelelse. – Foto: ARoS, Aarhus Kunstmuseum

på sin fremtid, der breder sig foran ham. Huden er bleg, som om han aldrig vover sig ud i solen, skønt shortsene indikerer, at han måske netop sidder ude i solen. Overarmene hviler på knæene, og han holder hænderne over hovedet med den højre hånd foldet ind i den venstre. Hver en kropsbehåring og alle de små fine rynker er fuldstændig livagtige. For Mueck er en håndværker af Guds nåde. Hos Mueck handler det altid om de store, eksistentielle spørgsmål. Han kredser om livet, døden og alt det vigtige, der er imellem.

Værkerne er mangelagede og fyldt med hemmeligheder, men samtidig er de lige til at gå til, for de handler om os mennesker. De kan opleves af gamle som unge med eller uden uddannelse.

”Boy” viser sig at være inspireret af en oplevelse, som Mueck havde i puberteten hjemme i Melbourne, fortæller kuratoren, britiskfødte Isabelle Maidment, der taler det smukkeste britisk-engelsk; der bliver talt meget engelsk på ARoS i disse år med en britisk direktør og nu også to britiske kuratorer/ museumsinspektører.

Skulpturen vejer et halvt ton og måler fire en halv meter. Den blev skabt i 1999 og erhvervet af ARoS’ tidligere direktør JES, alias Jens Erik Sørensen, som oplevede værket på Venedig-biennalen i 2001 og faldt pladask for det. Det lykkedes ham at erhverve det, og det er ”født” sammen med det nye ARoS-museum i 2004. I år markerer man så 20-årsjubilæet med denne udstilling.

Omstændelig fremstillingsproces

Ron Mueck er søn af tyske legetøjsmagere, og i mange år producerede han dukker – blandt andet til ”The Muppet Show” – og byggede modeller til børne-tv og spillefilm, inden han sprang ud som kunstner.

Fremstillingsprocessen for denne type værker er lang og omstændelig. Først tegner Mueck en skitse. Så skaber han en lille model i ler. Modellen bliver dernæst skaleret op, og i de følgende faser modellerer han den store

skulptur med hænderne i fiberglas, harpiks og silikone, og til sidst maler han den. Det kan tage ham op til et år at producere en sådan skulptur. Derfor er hans produktion relativt lille.

Nu har ”Boy” fået selskab af den fem meter lange skulptur ”A Girl” (2006), indlånt fra Skotlands nationalgalleri, samt skulpturen ”Woman with Shopping” (2013), der er lånt af en privat samler.

Fosterfedt og rester af blod samt navlestrengen, alt er minutiøst fremstillet i ”A Girl”, så man tror på denne liggende, nyfødte kæmpebaby og ville være meget bange for at møde hendes mor. Hun bliver en stærk

pige, når hun engang vokser op. Hun udtrykker fysisk styrke, og hendes hænder er allerede knyttet til kamp.

”Woman with Shopping” er en meget nærværende skulptur i understørrelse. Det er en hverdagsgrå ung kvinde, som bærer på to orange indkøbsposer, fyldt med varer, hvis dimensioner er præcist tilpasset hendes størrelse. I frakkeåbningen stikker hendes baby hovedet frem og forsøger at møde hendes blik. Men hendes triste, indadvendte blik har taget flugtvejen, og hun befinder sig mentalt et andet sted.

0 ARoS’ ikoniske værk ”Boy” har fået en lillesøster, ”A Girl”. – Foto: Mads Smidstrup, ARoS Aarhus Kunstmuseum, 2024

Det er tankevækkende og tragisk, at morbarn-dyaden her er brudt. Barnet angler efter opmærksomhed, men moderen kan ikke gengælde dette ønske. Det er et uafrysteligt værk, som mere generelt peger på den ensomhed og meningsløshed, der kan hjemsøge kvinder, som står helt alene med familiens reproduktion.

Der er tale om en meget lille udstilling, som ARoS lidt sensationsagtigt har slået op til et større brød, end den kan bære. Hertil kom-

mer, at ”A Girl” er blevet vist tidligere i Danmark. Det var i 2017 på Arkens udstilling ”Gys! Er den levende?” om hyperrealistisk kunst. Omvendt kunne der ikke være ét eneste kunstværk mere i udstillingssalen på sjette etage, og Ron Mueck har med sin vanlige perfektionisme egenhændigt placeret værkerne, så ”Boy” kigger i retning mod ”A Girl”, mens hun med sine knap åbne øjne også kigger i hans retning. Men der burde i det mindste have været et supplerende rum med modeller og skitser og et interview med kunstneren eller en dokumentar om hans arbejdsmetode. Man må dog give ARoS, at det er grænse-

overskridende, nærmest chokerende, at opleve disse værker in real life. De er forlenet med en sådan livagtighed, at man nærmest hører dem trække vejret. Ron Mueck er en supernørd, som forsøger at afæske selveste Guds ufattelige skaberværk dets hemmeligheder. Værkerne fortjener seks stjerner, mens udstillingen kun kan få fire på grund af museets lidt for smarte ”salgsmetoder”. J

4 stjerner

”Ron Mueck – Art and Life”. ARoS, Aarhus. Kan opleves til den 5. januar 2025.

Quiz med om Kunst&Kultur

Gæt og vind

3 Svarene på quizzens spørgsmål kan findes i artiklerne i dette tillæg. Send dine svar pr. mail til konkurrence@k.dk eller i en kuvert mærket med ”Kunst&Kultur 2024” til adressen Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K. Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest torsdag den 4. april klokken 12.00. Vinderne af quizzen offentliggøres i avisen lørdag den 6. april.

3 De tre første rigtige besvarelser, der trækkes, vil blive præmieret. Den første, vi trækker, vinder et gavekort til Bog&Idé til en værdi af 500 kroner. Den anden vinder, der trækkes, vinder et gavekort til Magasin til en værdi af 200 kroner. Den sidste vinder bogen ”Håb og handling i en kriseramt verden. Eksistentielle samtaler med 16 internationale forfattere og tænkere” af Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen (Kristeligt Dagblads Forlag). Held og lykke!

1

Hvad er navnet på forfatteren, der ud fra Ny Carlsberg Glyptoteks egen samling har kurateret en udstilling samme sted under titlen “Efter naturen?”

4

I Birk uden for Herning ligger Carl-Henning Pedersens & Else Alfelts Museum. Hvem har tegnet museets bygninger?

7

Tidligere var det et vigtigt vandreservoir – i dag er Cisterne under Valby Bakke ved København en moderne kunsthal. Hvor stort et areal dækker det underjordiske rum?

10

På kunstmuseet Ordrupgaard er fem kvindelige kunstnere netop nu i centrum for en udstilling anmeldt i dette tillæg. Hvilken kunstnerisk stilepoke repræsenterer kvindernes værker?

kort nyt om kunst og kultur i foråret 2024

Malerier fortæller flådens historie

Mange generationer af kunstnere er blevet inspirerede af det maritime liv, og gennem tiden er tusinder af skibsmotiver, skildringer af livet på søen og dramatiske søslag blevet skabt. Alligevel er marine- og bataljemaleriet en overset genre i dansk kunsthistorie, mener historikerne Søren Nørby og Jakob Seerup, der vil ændre den kendsgerning med deres nye bog ”Historien bag billedet – 50 ikoniske malerier af den danske flåde”. Gennem de mange billeder, der er malet af danmarks maritime liv gennem hundreder af år, kan man få fortalt historien om den danske flåde, der har spillet en afgørende rolle i Danmarkshistorien, mener de. I bogen undersø-

ger forfatterne de enkelte motiver, deres kompositioner og detaljer, ligesom de forklarer den kulturhistoriske kontekst, malerierne indgår i, og historien bag hvert enkelt af dem.

Hvad ville du vende med van Gogh?

Kunstig intelligens er tidens mest omdiskuterede redskab inden for alskens professioner således også inden for kunstverdenen. På kunstmuseet Musée d’Orsay i Paris har man i en netop afsluttet udstilling anvendt teknologien til at give publikum den særlige oplevelse at ”tale” med en sand mester, nemlig Vincent van Gogh (1858-1890) –eller i hvert fald en simuleret udgave af ham.

2

På ARoS i Aarhus har den enorme hyperrealistiske skulptur “The Boy” fået sig en lillesøster af samme kunstner, Ron Mueck. Hvilket land er han fra?

3

I 2023 oplevede de danske museer generelt en fremgang i besøgstal, men i særligt to landsdele kæmper en række museer endnu med at tiltrække gæster. Hvilke to landsdele er der tale om?

På særudstillingen ”Van Gogh à Auvers-sur-Oise Les derniers mois”, havde museet skabt en såkaldt ChatBot, en samtale-robot, som svarede på spørgsmål fra museets besøgende. Det er blandt andet ud fra private breve skrevet af van Gogh, at man har programmeret robotten til at svare, som man forestiller sig, at den verdensberømte maler ville have gjort. Selvom van Gogh blev berømt for sin kunst, var det dog ikke værkerne, de besøgende virkede mest interesserede. Det skriver New York Times, der kan fortælle, at det hyppigste spørgsmål, den simulerede maler modtog, i stedet handlede om hans personlige liv og udfordringer med psykisk sygdom. ”Hvorfor slog du dig selv ihjel?” er ifølge The New York Times det mest populære spørgsmål, robotten modtog under udstillingen. Hvad den svarede til det, melder historien imidlertid ikke noget om. Ud af en pulje på mere end

5

Kunstner Esben Hanefeldt Kristensen er kendt for sine myldrebilleder med blandt andet kristne motiver. Ét maleri er inspireret af Ingemanns salme ”Lysets engel går med glans”. Hvad er værkets titel?

8

På KØN-museet i Aarhus vises netop nu en udstilling om køn og klima. Indtil hvornår kan udstillingen opleves?

6

I øjeblikket viser Statens Museum for Kunst en udstilling med en schweizisk kunstner og hans figurer af tynde, høje menneskeskikkelser. Hvad er hans navn?

9

Chaïm Soutine (1893-1943) er “en af den slags malere, man genkender uden at kende”, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Hvilket dansk museum viser netop nu en udstilling med kunstnerens værker?

11

Genremalerier fra hverdagslivet i 1600-tallets Holland og i 1800-tallets Danmark vises netop nu frem på et dansk kunstmuseum. Hvilket?

12

Keramikervirksomheden Saxbo skabte i årene 1929 til 1968 noget af det fineste, danske stentøj. Hvad er navnet på Saxbos primære stifter?

Vilde fotos på Naturhistorisk Museum

50.000 fotografier er årets bedste naturfoto nu kåret i publikumskonkurrencen ”Wildlife Photographer of the Year”, som er blandt ver-

dens mest prestigefyldte inden for naturfotografering. Det blev den britiske fotograf Nima Sarikhani, der vandt med sit foto af en isbjørn i en dyb søvn på et stykke opretstående is, der driver ud for den norske øgruppe Svalbard. Tre dage havde fotografen opholdt

2 Fotografiet af den udmattede isbjørn kan opleves på Statens Naturhistoriske Museum i København. – Foto: Nima Sarikhani, Wildlife Photographer of the Year

sig på et ekspeditionsskib i tyk tåge ud fra kysten i håb om at finde en isbjørn at fotografere, og da skibet skiftede kurs mod et område med mere havis, tilsmilede lykken ham, og han kunne indfange bjørnen med sit kamera. Fotografiet kan netop nu opleves i selskab med 99 andre fotografier fra årets konkurrence på Statens Naturhistoriske Museum i København. Det er fjerde gang, at Statens Naturhistoriske Museum viser udstillingen med den årlige konkurrences udvalgte fotos. Natural History Museum i London står bag både konkurrencen og udstillingen, som vises i Danmark frem til den 8. september 2024. J